Tekst og udgave
previous next

Prolog

Den blanke Vaarsol lyser over Strande,
Det unge Løv har nys sig foldet ud,
Og tusind Fuglerøster bære Bud
Om Vaarens Gjenkomst til de danske Lande;
Nu hæver selv den Laveste sin Pande
Og hilser gjenfødt Vaarens friske Skud -
Kun jeg alene sidder som en Fange
Og tæller Timerne, de mørke, lange.
Thi for mit Øie drage Nattens Skygger,
De blygraae Taager dække rask dets Speil,
En Sorgens Muur de mellem Verden bygger
Og ham, der før gik frem for Livets Seil.
Hvert Maal, hver Afstand de med Hast forrykker,
Hver Linie brydes, regelløs og feil,
Og, disharmonisk i dets mindste Dele,
Opløser sig det før saa skjønne Hele.
Dog medens Natten tættere sig slører
Om Øiet, Livets klare Diamant,
Det indre Syn sig frit og mægtigt rører
Og mønstrer Dagene som kom og svandt.
Det lette Ungdomsliv paa Ny det fører
For Lyset frem, og hvad det deri fandt,
Hiin Mindets Skat, som ene Sjælen arver,
Den klæder Phantasus i Guld og Farver.
Let er hans Vinge - derfor snart Du finder
Ham der, hvor Nemi-Søen ruller sval,
Snart flagrer han, hvor Aaen sagte rinder
Imellem Siv og Rør ved Frederiksdal,
Snart vandrer han i Vaticanets Sal,
Snart hviler han ved Romas store Minder;
Men overalt, saavidt hans Scepter rækker,
Han Livets Blomst af Mindets Frøkorn vækker.
Af denne Blomst har jeg nu Kranse vundet
Og fæstet dem paa Tankevidiens Vaand,
Og disse Kranse har jeg atter bundet
Til Heelhed sammen ved Intriguens Baand.
Nu gjelder det, om jeg har Loven fundet,
Om de skal gribes af en nænsom Haand -
Om de skal visne, slængte hen i Gruset,
Hvad eller være Reisekrans paa Huset.