Det var en Aften i Mai, at en Skare Skandinaver under Skjemt og Latter slentrede hen over Piazza del Popolo. Der var Kunstnere, Digtere, Historikere, ja selv paa Læger og Naturforskere skortede det ikke; men netop disse Modsætninger bidrog til at bringe det friere Sving tilveie, som særligt det Aar udmærkede Livet i Rom. Det var, saavidt jeg husker, den første Mai, Valborgsdagen, vi agtede at feire; men ganske sikkert var det, at vort Maal var Ponte Molle, hvor vi i det nærliggende Osterie agtede at offre til den Helgen, som ellers i vort koldere Norden pleiede at drage os ud til Charlottenlund eller Djurgården.

Vi vare lige i Begreb med at gaae ud ad Porta del Popolo, da vi pludselig standsedes af en kæmpemæssig, pavelig Gendarme, som, trods sit martialske Udseende, paa den høfligste Maade af Verden fraraadede os at komme udenfor Murene.

»Hvorfor?« lød det almindelige Udraab, som næsten samtidig undslap os Alle.

»Fordi Veien til Viterbo ikke er sikker,« svarede Gendarmen.

»Men vi agte os kun til Ponte Molle«, indvendte en af de ældre Kunstnere.

»Veien til Ponte Molle er heller ikke sikker,« gjensvarede Gendarmen med den samme uforstyrrelige Ro. »En Deel af Schiavones Bande har været nødt til at flygte for de fordømte Piemontesere og har nu kastet sig ind over Grændsen for at redde sig paa det pavelige Territorium.«

»Hvor de nu vel plyndre deres egne Beskyttere?« henkastede jeg.

»Chi lo sa?« svarede Gendarmen, idet han trak paa Skuldrene. »Hvad skulle de stakkels Djævle gjøre? Brød maa de have til sig selv og en Smule Silkebaand til deres Kjærester. Den hellige Fader tør nu ikke beskytte sine egne Børn, thi saa blande Franskmændene sig deri. Jeg har selv tjent under Francesco den Anden og veed, hvor let en ærlig Karl kan komme i Forlegenhed.«

Med disse Ord trak »den ærlige Karl« sig tilbage under Porthvælvingen, hvor han forsvandt i Acciseboden og overlod os til vore egne Betragtninger.

Disse vare just ikke af nogen fornøielig Natur. Vi havde glædet os til et muntert Lag i det Frie og vare nu kun henviste til Roms egne Taverner, der i Foraarsvarmen ikke ere de bedste Opholdssteder, og alt dette alene af den Grund, at Paven havde taget Røverne i Beskyttelse. Men Christus lukkede jo paa Korset Røveren ind i Himlen, det er altsaa ikke saa underligt, at hans Efterfølger gjør det Samme paa Jorden.

Der blev nu afholdt stort, almindeligt Krigsraad. Der fandtes af Vaaben sex Stokke, en Tollekniv og en sexløbet Revolver; men da Eieren til det sidstnævnte Mordinstrument opbevarede det i Etui og havde glemt Nøglen til dette hjemme, fik det en saa tvivlsom Værdi, at selv Fundet af tre Penneknive og en Paletkniv ikke formaaede at erstatte det, og det var egentligt kun de yngste Romere, der stemte for at forcere Marschen til Ponte Molle, medens de ældre forholdt sig tvivlraadige eller tause.

»Er det virkelig muligt,« spurgte Verner, en nys ankommen Læge, »at man ikke engang er sikker i et Kanonskuds Afstand fra Rom? Hvortil nytte alle disse Vagter, disse Gendarmer, disse drabelige Dragoner og hele denne middelalderlige Schweizergarde, naar en Haandfuld Folk kan sætte det samlede Rom i Angst og Bekymring?«

»De tjene til at paradere paa Gaderne, til at bringe Reisende i Forlegenhed, politiske Fanger til S. Angelo, til at faae Folk til at gjøre Opløb og til at beskytte hans Hellighed, naar han læser Messe i S. Pietro,« sagde den gamle Kunstner. »Touren til Ponte Molle maa opgives, og der bliver intet Andet tilbage for os end at ende vor Aften i Falcone eller Trastevere.«

Den Rolighed og Bestemthed, hvormed disse Ord udtaltes, gjorde enhver Indvending overflødig; kun den unge Læge syntes tvivlraadig, og mente, at Faren neppe kunde være saa stor.

»Man kan mærke,« henvendte den gamle Kunstner sig til ham, »at De nylig er kommen herned; men Rom er ikke Paris, og lige saa sjeldent, som De vil finde en Fremmed i la Morgue, lige saa let kan De finde ham her i Tiberen, en god Deel fattigere, med en Deel mindre Klæder og meget mindre Liv, end det, hvormed han slentrede ud om Morgenen. See Dem engang om paa denne Plads! Her er to Gendarmevagter og en fransk Kaserne i Nærheden. For ti Aar siden var dette Sted en Søndageftermiddag tæt opfyldt med Mennesker. Hoved trængte sig ved Hoved; hele Rom var samlet paa denne Plet - der var ikke saa megen Plads tilovers, at de pavelige Dragoner kunde vende deres Heste. Ved Obelisken midt paa Pladsen blev Tombolaen trukken. Der var opreist en høi Tribune, smykket med det pavelige Vaaben og Lotteriets første Embedsmænd vaagede over de optalte Summer, som i store Sølvdynger laae paa større og mindre Borde. Forneden bevogtedes Tribunen af Gendarmer, medens pavelige Soldater holdt Vagt ved Babuino, Corso, Ripetta og Porta del Popolo. Alt var i spændt Forventning om, hvem den høieste Gevinst skulde tilfalde. Alles Blikke vare rettede vexelviis paa Lotterisedlerne, hvor man med en Knappenaal udstak de udtrukne Nummere, og paa den sorte Tavle, hvor de hvide Felter gik op og fremviste deres røde Tal. Da hørte man et frygteligt Skrig: »Ladri! Assassini!« klang det over hele Pladsen. Det var, som om dette Skrig elektriserede den i aandeløs Spænding fortabte Masse. Menneskehavet bølgede hid og did, store Pletter aabnede sig i det, Dragonernes Heste steilede og fløi med overskaarne Buggjorde ind i den forvirrede Mængde, medens de afmægtige Ryttere i deres tunge Rustninger væltede sig paa Jorden og Gendarmerne spredtes til alle Sider. Midt under denne ubeskrivelige Forvirring saae man en lille, men tætsluttet Skare af haandfaste Folk bane sig Vei henimod Obelisken. Knivene blinkede i deres Hænder, og et Øieblik efter var Tribunen tom, saavel for Penge som for Folk, og faa Minuter efter var Banden, paa tre nær, i god Behold udenfor Porten, og medens den i vild Galop tyede til Bjergene, overlod den de forskrækkede Gendarmer at bringe tresindstyve Lemlæstede til Hospitalerne. Jeg selv var Vidne til det Hele oppe fra Monte Pincio. -Skal vi saa spise vor Aftensmad i Falcone? Saa kan De siden, Hr. Verner, see Pantheon i Maaneskin eller spadsere til Ponte molle, hvis De endnu skulde have Lyst dertil.«

Med disse Ord tog den gamle Kunstner den unge Læge gemytlig under Armen, og en halv Time efter landede vi i det verdensberømte Trattorie.

Aftensmaaltidet var endt. Man havde ladet den fortræffelige Maccaroni, Fritto Misto og Lattuga vederfares fuld Retfærdighed, og den ædle Est, Est, Romernes Montefiascone, perlede i de tyndhalsede, kurveklædte Flasker, hentede ovre i Palombella. Stemningen var fra Lystighed gaaet over til Overgivenhed. Man var kommen til det Punkt, hvor Enhver synes bedst om at høre sig selv og hvor man glemmer Taushedens Guld over Talens Sølv. Pludselig slog Verner til Lyd paa sit Glas, reiste sig og tiltalte Forsamlingen paa følgende Maade:

»Skandinaver og Landsmænd! Brødre fra det sludfulde Nord! Musernes Dyrkere! Tillader mig, at jeg, skjøndt nyligt indtraadt i Eders Kreds, hæver min Røst for at foreslaae Eder en Bedrift, der skal spørges fra Roma og op til det øverste Thule. Meget har vor ædle og ældste Fører fortalt os om Italiens Land. Vi have paa Fantasiens Vinger været med ham i Bjergene, hvor Byerne ligge som Storkereder paa Apenninernes Tinder, og vi ere nedstegne i Katakombernes Dybder, hvor Martyrernes Been nyde den evige Hvile. Vi have tumlet os paa Campagnens Sletter, seet Bøflerne vælte sig i de pontinske Sumpe, og fra Camaldoli kastet et Blik ud over Italiens Herlighed -men hvad have vi gjort for at vinde Ære og Berømmelse? Intet, aldeles Intet!

Dog jo - vi have jo udført vor Tids Bedrifter. Vi have nydt en udmærket Maccaroni, og jeg nægter heller ikke, at Vildsvinestegen var fortræffelig. Men see, nu skumme Montefiasconens Perler, ildfulde og dog smægtende som Venusøine, og hvad minde disse Perler mig om? De synes at leve og tale - jeg vil sige Eder, hvad de fortælle:

»»Der var en Tid,« sige de, »hvor Alt var ganske anderledes, men det er saa længe siden. Da kom fra Nord, hvor Bræerne skinne og Fyrrerne suse, Skarer af stærke, jernklædte Mænd. Høit stod de paa den lueforgyldte Drage, med Skjold paa Armen og Stang i Haand, med lyseblaae Øine og guldgule Haar. Dragen løb paa Land, og overalt hvor de jernklædte Kæmper drog hen, blegnede Italiens Mænd, og Himlen rødmede, naar Borg og Fæste gik op i de lyse Luer. Dog, Italiens Kvinder betvang de lysblaaøiede Mænd, og jeg hjalp dem. Hvor perlede og skummede jeg ikke, naar de bare mig frem i de guldbeslagne Horn! Men Tiderne svandt og Tiderne kom - Meget har forandret sig, siden jeg perlede for Normannernes Skarer.

De komme igjen, Normannernes Børn, ikke som før, med Stang og Staal, ikke paa den lueforgyldte Drage. Med Briller paa Næsen og Kikkert i Lommen, med Baedeker under Armen og Noticebog i Haanden - saaledes komme de, og Lokomotivet piber ad Normannernes Æt. Italiens Mænd blegne ikke længere, naar de høre de Blaaøiedes Skarer; de juble, og deres Ansigter rødme ved Gjenskinnet af Normannernes Guld. Men om Aftenen, naar Sol er sunken, og Maanen krummer sin Segl, da sniger Normannen sig taus afsted. Han skotter ængsteligt til Muur og Busk og ræddes for Hyrden, som fra Campagnens enlige Høie tæller sine adspredte Faar. Normannernes Kraft er brudt, deres Mod borte. De tør ikke engang, naar Natten sænker sine Skygger, vove sig til den milviske Bro, en Gendarm er nok til at skræmme dem. Det hørte jeg i Aften, og jeg bobler, perler og leer - leer ad Normannernes vantrevne Skarer!««

»See dette,« vedblev Verner, halv pathetisk og halv ironisk, »har Montefiasconen fortalt mig. Men jeg spørger: Skulle vi taale en saadan Forsmædelse? Skal det rygtes i Nord, at Nordens Mænd krøb i Skjul bag Falcones Gitter, og at Normannernes Børn lod sig dække af de Mure, som de engang vare nærved at storme? Nei, Historien skal vidne, at medens Romas Børn blegnede ved Schiavones Navn, da gik Nordens Mænd Faren kjækt imøde. Og hvad kunne vi vel vove derved? - Vi blive skudte! - Vel! Saa ere vi faldne for Civilisationens Sag, og vore Navne blive udødelige i Historien; thi efter en saadan Begivenhed kan Frankrig ikke undlade at give Rom tilbage til Italien, og det frigjorte Folk vil ikke glemme at reise os en pragtfuld Bautasteen paa den protestantiske Kirkegaard. Vi blive fangne! - Ogsaa vel! Det vil da hedde i Berlingske Tidende: »Ulykkelig Hændelse. Som vi efter et os igaar ihændekommet Telegram erfare, ere de fleste af de skandinaviske Kunstnere og Videnskabsmænd under en Udflugt ved Aftentide den første Mai til Ponte Molle fangede af en Afdeling af Schiavones Bande og førte til Bjergene, hvor der forlanges en Løsesum af titusinde Scudi. Vor Regering har taget de fornødne Forholdsregler, og det staaer til at vente, at den svensk-norske vil træffe lignende. En Fregat er afgaaet til Civitavecchia, og hos d'Hrr. Bing, Reitzel, samt paa Børsen er der fremlagt de fornødne Lister, for at Løsesummen i Hast kan skaffes tilveie. Vi stole paa, at den offentlige Godgjørenhed, der saa tidt er bleven anraabt, men aldrig har svigtet, vil vise, hvor høit man her i Norden skatter Videnskab og Kunst. Selv smaa Bidrag modtages med Taknemlighed, da det er store Talenter, det dreier sig om.« Endeligt - vi komme uskadte tilbage! -Dette er efter min Formening det Værste, der kan hænde os; thi vi komme da hverken i Berlingske Tidende eller paa den protestantiske Kirkegaard, men da kunne vi med Stolthed sige os selv, at Normannernes Vikingeæt ikke er uddøet, og at Montefiasconen ikke næste Gang skal haane os ustraffet. Derfor, gode Herrer og nordiske Mænd, tømmer et Glas til Normannernes Ære. Vort Løsen klinge: Frem til Kamp, frem mod Ponte Molle!«

Verners Tale blev modtagen med Latter og Bifaldsraab, og Alle reiste sig for at følge ham. Kun den ældste Kunstner, ham, som vi pleiede at kalde »den Gamle af Dage«, blev rolig siddende med sin røde Trøie og sin bredt opkrampede Hat. Et satirisk Smiil spillede ham om Munden, og idet han langede sin Frakke ned fra Knagen for at trække den paa, sagde han tørt:

»Siig mig engang, Hr. Verner, hvordan tænker De Dem egenlig de italienske Røvere? Rimeligviis saaledes som De har seet dem paa Boulevard-Theatrene i Paris eller i »Røverborgen« paa Kongens Nytorv. Høie, kraftige Skikkelser med solbrændte Ansigter, spidspullede Hatte, flagrende Baand og sølvindlagte Pistoler i de guldbroderede Skjærf. Og hvorledes tænker De Dem Livet hos disse Naturens Børn, der ligge i Krig imod Samfundet og imod Loven? Naturligviis saa poetisk og romantisk som muligt. En frygtelig Røverhule, sværtet af Sod og Røg, med et flammende Baal, hvorover der hænger en sydende Kjedel. Røvernes Huusholderske, gammel som Døden og grim som Fandens Oldemoder, modtager Dem grinende og vil absolut have Dem til at spise Æggekage og drikke daarlig Rødviin. Men De synger den store Arie: »Jeg smager ikke Æggekage og drikker aldrig Druesaft«, og saa skeer der stor Sceneforandring. Røverne sove paa Jorden, indhyllede i deres Kapper, selv den gamle Oldemoer nikker i sin Stol. Da kommer en deilig Pige - Guderne maa vide hvorfra. Hun løser Deres Lænker, erklærer, at hun længe har været bedaaret af Deres lyseblaae Øine og blonde Skjæg, at hun har givet Røverne en Sovedrik, at der staaer en fnysende Ganger udenfor, som mageligt kan bære To, og at hun er beredt til at offre Alt for Dem. De bliver naturligviis rørt, omfavner Deres Frelserinde, saa at den gamle Hex vaagner og gjør Allarm. De viser hende en Kniv, peger med Haan paa de slumrende Røvere, og afsted gaaer det paa den fnysende Ganger. De kommer til Rom, er Dagens Løve og har kun een Forlegenhed midt i Deres Seiersglæde, nemlig, hvad De skal gjøre med Deres skjønne Michelina, som jeg antager, De i nogen Tid maa lade cultivere i en eller anden af Paris's Pensionsanstalter.«

»Tør jeg spørge Dem,« sagde Verner lidt stødt, »siden De veed saa god Besked om, hvordan jeg tænker mig de italienske Røvere, hvorledes ere de da i Virkeligheden?«

»Hjertelig gjerne! Seer De, lad os tænke os, at De en Aften gaaer i Corso eller Ripetta, eller - siden De vil - ad Veien til Ponte Molle. Pludselig føler De Dem greben bagfra af et Par lurvede, luvslidte Karle, der ingenlunde svare til Deres indbildte Theaterhelte. »State zitto!« hvisker den ene Dem i Øret, og det er rimeligviis den hele Konversation, der bliver ført; thi ved nærmere Eftersyn vil De opdage, at en romersk Dolk, denne Bastard af Stilet og Ragekniv, er i en høist ubehagelig Nærhed af Deres Ribbeen. En tredie, lige saa lurvet Person træder til og skiller Dem paa den høfligste Maade af Verden af med Deres Pengepung, Uhrkjæde, Brystnaal og lignende besværlige Gjenstande. Det nytter Dem slet ikke, at De raaber om Hjælp. Det vil da gaae Dem, ligesom den unge Engellænder, der i Capo le Case fik sex og tredive Knivstik, eller som vor værdige Ven Berthelsen, der forfulgtes lige til den skandinaviske Forenings Dør.«

»Hvorledes gik det til?« spurgte Verner.

»Høist naturligt,« sagde Berthelsen, en kæmpestærk Nordmand. »Jeg havde drukket min Mezzo caldo, det vil da sige den, jeg drikker om Eftermiddagen i Café nuovo, og da jeg skulde betale, havde jeg kun en tyve Scudi-Seddel, som Opvarteren maatte bytte for mig. Jeg gik ned ad Corso og tænkte ikke paa noget Ondt; det var lige Ave Maria og temmelig lyst. Da jeg dreiede om ad Via de' Pontefici, saae jeg et Par Karle, som øiensynligt havde stor Lyst til at gjøre et godt Coup. Jeg gav mig da til at løbe, og blev først angrebet i Foreningens Port, hvor Banditerne indhentede mig. Imidlertid kom jeg løs fra dem og naaede Foreningens Dør, men der havde jeg den værste Kamp at bestaae. Med Ryggen til Døren, med Klokkestrengen i den ene Haand og Pengene i den anden, havde jeg kun mine Been til min Raadighed - men dem brugte jeg ogsaa med saadant Eftertryk,« lagde Berthelsen med megen Vægt til, »at jeg slap ind, kun med en lille Rift i den ene Kind.«

»Men den pavelige Gendarmevagt ovenpaa?« spurgte Verner.

»Ja, den havde, mærkeligt nok, Intet hørt,« sagde Berthelsen. »Den kom først ned, da det Hele var forbi.«

»Men hvis jeg nu gaaer til Ponte Molle,« spurgte Verner, »hvad troer De da, der vil skee?«

»Noget Lignende,« svarede den gamle Kunstner, »blot paa en lidt forskjellig Maade. Spøgen vil blive Dem en Deel dyrere og Opholdet mindre behageligt. De vil rimeligviis træffe en eller anden Hyrde, som spørger Dem, om han skal vise Dem Vei, eller en Landstryger, der absolut vil vise Dem det nærmeste Osterie. Enten De gaaer med ham eller ikke, Resultatet vil blive det samme. De vil høre et Signal, netop det, hvormed Uglerne divertere hverandre hver Aften paa Trinità de' Monti, og inden De veed et Ord deraf, ere Deres Hænder snørede sammen med forsvarlige Hampereb, Deres Mund kneblet, og De selv et godt Stykke ude i Campagnen, før De vaagner af Deres Bedøvelse. Den næste Dag kommer en Hyrde til Rom med et Par Ord til Deres Venner, og De vil da undre Dem over, hvor forbausende godt Løsesummen stemmer med Deres Creditiv.«

»Men hvis man nu ikke betaler?« spurgte Verner.

»Saa bliver De skudt, voilà tout, eller man giver Deres Venner lidt Betænkningstid og sender dem til Opmuntring en Næse, et Øre eller en anden Smaating til Ihukommelse af Deres behagelige Personlighed.«

Vi havde under denne Samtale forladt Falcone og vare, næsten uden at vi mærkede det, gjennem Corso komne til Piazza del Popolo, hvis Obelisk var vort sædvanlige Samlingssted, naar vi havde fuldendt vor Dagsgjerning. Vi vare lige i Begreb med at leire os paa de brede Fliser mellem de vandsprudlende Marmorløver, da Verner pludseligt spurgte:

»Hvem gaaer saa med til Ponte Molle?«

Det var øiensynligt, at den krigeriske Stemning fra Falcone havde tabt sig. Ja selv Aabye, der som Verners Kollega tidligere ivrigt havde stemt for Foretagendet, bad ham nu om at lade de Narrestreger fare.

»Aa!« udbrød Berthelsen i sin skrigende norske Dialekt, »naar Alt kommer til Alt, er Hr. Verner vel ikke saa krigerisk, som han giver sig Mine af. Desuden er der jo stor Forskjel paa hvad man siger ved en Fogliette Montefiascone, og hvad man gjør, naar de meget omtalte Perler ere fordunstede.«

»Hvad mener De med det?« spurgte Verner, idet han sprang op.

»Høist simpelt,« svarede Berthelsen drillende, »at De ikke tør gaae til ponte molle.«

Aabye vilde tysse paa Verner; men denne gik lige hen imod Berthelsen, tog fat ved en Knap paa hans Frakke, og sagde kort og bestemt:

»Enten tager De Deres Ord tilbage, eller det gjælder et Væddemaal. Jeg gaaer til Ponte Molle, alene og uden Vaaben. Hvis jeg bliver fangen, erkjender jeg min Uret ved at have foreslaaet Touren og betaler et Gilde i Palombella; men hvis jeg gaaer fri, gjør De Gildet og erklærer derved, at De har taget feil af mig.«

»Hvor lang Tid skulle vi da vente paa Dem?«

»Klokken er ti. Hvis jeg ikke, naar Klokken slaaer tolv fra St. Peter, er tilbage ved Obelisken, har jeg tabt mit Væddemaal.«

Med disse Ord lettede Verner paa sin Hat, hilste paa Forsamlingen og ilede hen imod Porten.

Jeg har altid havt det med Anelser, og i dette Øieblik var der ligesom en Stemme, der tilhvidskede mig, at dette Foretagende, født af den livlige Viin og modnet af en saaret Forfængelighedsfølelse, vilde faae et uheldigt Udfald. Jeg fandt desuden, at Verner var for god til at sættes ind paa dette Hazardspil, som, hvordan det faldt ud, egentligt Intet vilde bevise. Jeg ilede efter ham, men havde neppe faaet Tid til at indhente ham, hvis han ikke paany var bleven standset af den samme kæmpemæssige Gendarme, der som en sand Cerberus syntes at bevogte Porta del Popolo.

»Hvad for Noget?« hørte jeg Verner raabe paa Italiensk. »Hvad kommer Deres franske Officeer mig ved? Her er mit Pas og her min Permesso: jeg har ærligt betalt begge Dele, og Ingen kan nægte mig at reise fra Rom, naar jeg vil.«

»Eccellenza misforstaaer mig ganske. Den franske Officeer er bleven dræbt, myrdet af Briganterne. Igaaraftes, omtrent ved denne Tid, red han ud ad Via Flaminia og er ikke senere vendt tilbage. Sagen har gjort stor Opsigt, men den hellige Fader ønsker ikke, at Briganterne skulle omtales for meget. Derfor er der kommen Ordre fra Monsignore Renzi til paa det Bestemteste at fraraade de Fremmede at forlade Rom efter Solnedgang. Men,« tilføiede Gendarmen, idet hans militaire Holdning pludseligt forsvandt for en meget betegnende Gestus - »fa niente, Signor. Son' un poveretto! Una piccola moneta, Eccellenza!«

»Den Kjeltring,« sagde Verner, »han kjender Knebet. Men kan man komme ind i en By paa et Æsel, læsset med Guld, kan man vel ogsaa komme ud af den, naar man læsser en Æsel med Sølv.« Og idet han tilkastede Gendarmen et Par Paoli, som denne med stor Behændighed opfangede i Luften, forsvandt de begge i Portrummet.

Jeg naaede Verner, ligesom han var i Begreb med at gaae ud ad den lille Laage, som Gendarmen havde aabnet for ham. Veien laa lys og klar, beskinnet af Maanen, hvis Straaler kastedes tilbage af de hvide Vignemure. Alt var saa roligt og stille, den dybeste Fred hvilede over Landskabet.

»Farvel!« sagde Verner, idet han trykkede min Haand. »Deres Overtalelser nytte Intet. Jeg er kjed af disse storsnudede Nordmænd og især af denne Berthelsen, der altid vil have et Ord med i Laget. Han troer rimeligviis, fordi han selv smurte Haser i Via de' Pontefici og senere kun førte sin Arrieregarde i Ilden, at vi Danske bestandig maae gjøre det Samme.«

»Blot to Ord til Afsked,« svarede jeg. »Giv mig den Diamantring, De der bærer. Forsvar Dem ikke, dersom De bliver angrebet, ja, raab ikke engang om Hjælp, thi det vil ikke nytte Dem Noget; men fremfor Alt, gjør intet Forsøg paa at flygte, dersom man fører Dem til Bjergene.«

Verner skjød Ringen af Fingeren og stak den ind i en indvendig Lomme paa sin Vest.

»Misforstaa mig ikke,« sagde han, idet han rødmede let, »men denne Ring kan jeg ikke, selv foreløbigt, skille mig ved. Den har rigtignok ikke bragt mig Held, men er dog et Minde om en Person, som er mig dyrebar. For Deres øvrige Raad takker jeg Dem; jeg skal følge dem punktligt, dersom det gjøres fornødent. Farvel, Farvel, felicissima notte!«

Jeg trykkede hans Haand og vilde have gjentaget den romerske Afskedshilsen; men Gendarmen smeldede Laagen plumpt i, den lyse Maanestribe forsvandt, og Portrummet var atter mørkt som før.

Jeg vendte taus tilbage over Pladsen. Ved Obelisken havde Selskabet leiret sig i forskjellige Grupper. Aabye sad øverst paa en af Løverne og rørte i Vandet med sin Stok. Det var aabenbart, at Verners Strid med Berthelsen og hans pludselige Bortgang havde frembragt den noget trykkede Stemning, der øiensynligt beherskede Alle.

»Er det ikke faldet Nogen ind,« sagde jeg, idet jeg tog Plads paa det nederste Trappetrin, »hvor paafaldende hele denne Gruppering ligner et Maleri i Firenze, som hænger der i et af Gallerierne? Det er Decameronens første Nat. I Midten, lænende sig op til en Venusstatue, sidder dens udødelige Forfatter. Mandolinen er halvt gleden ud af hans Haand, idet han fortæller et af sine sandseglødende Eventyr. Paa Cascadens Trin gruppere sig til begge Sider hans Tilhørere, den rødmende Filomena, den muntre Elisa, den skjelmske Pampinea, og hvad de nu forresten hedde. Ved de Skjønnes Fødder hvile atter deres Elskere: Panfilo, Dioneo og Filostrato, medens de mørke Pinier og Cypresser i Baggrunden drage Tanken hen paa Firenze, den dødsdømte By, hvor Pesten kræver sine Offre. Hvormeget ligner dette ikke Situationen iaften? Der er nu Aabye paa Løven, det er aabenbart Boccaccio. Vi andre ere, sans comparaison, de Skjønne, der lytte til hans inspirerede Ord, og de mørke Pinier og Cypresser paa Monte Pincio drage uvilkaarligt Tanken hen paa Campagnen, hvis Røvere, Roms Pest, holde os indenfor Byens Mure. Jeg opfordrer derfor Dig, o Aabye-Boccaccio, til at fortælle et af Dine vidtberømte Eventyr, hvis Ry naaer saa vide omkring, at de ere kjendte fra Regensen til Capitolium, og naar Du er færdig dermed, da at overrække Laurbærkrandsen til en Anden. Men Den, hvis Liv har været saa usselt, at han ikke kan eller vil fortælle Noget, bør bøde en halv scudo til Fondet ad usus publicos, det vil sige, til Verners eller Berthelsens Gilde i Palombella.«

»Jeg fortæller daarligt, navnligt à la Boccaccio,« sagde Aabye tankefuld, idet han med sine Hænder søgte at holde Vandstraalen tilbage i Løvens Mund.

»Maae vi saa bede om den halve scudo,« sagde den Gamle af Dage, »og maae vi fremfor Alt være frie for, at De agerer Straalemester, istedetfor Boccaccio. De kan Intet? Hvor kan De sige det? Har ikke ethvert Menneske idetmindste eengang i sit Liv oplevet Et eller Andet, som er værd at meddele, og hvad Formen angaaer, da gjør som Edderkoppen: Spind en Ende ud af Dem selv, sæt Dem selv som Centrum i Deres Tankevæv, og lad os Andre være de Fluer, som fanges deri.«

»Som De vil,« svarede Aabye. »De maa da tage Formen, som den falder; men Beskedenheden forbyder mig at lade Dem være de Fluer, der fanges i Phantasiens Spindelvæv. Jeg vil hellere fortælle en lille Begivenhed, som i lang Tid holdt mig fangen ved sine mystiske Traade, og som De kan tage som en Indledning til den nye Decamerone, som det lader til, at vi skulle begynde.«

»Handler ogsaa den om Pesten?« spurgte den Gamle ironisk.

»Ja,« svarede Aabye alvorligt, »netop; men ikke om den i Firenze. Har De Lyst til at gaae lidt tilbage i Tiden og følge med til Kjøbenhavn, saa er jeg færdig.«

»Bravo!« raabte den Gamle. »Det er længe siden, at jeg hørte Krøniker derhjemmefra. Hvad kalder De den?«

»En Titel er altid en vanskelig Sag,« svarede Aabye med et jovialt Smiil, »og navnlig i dette Tilfælde. Dog, da det lader til at trække op til et novellistisk Uveir, vil jeg kalde den: