»Den 24de Juni 1853,« begyndte Aabye, »var en usædvanlig smuk St. Hansdag, en af de skjønneste i denne for Kjøbenhavn saa rædselsfulde Sommer. Jeg bemærker dette udtrykkeligt, deels fordi Sommeren i al sin Pragt stod i en saa skjærende Modsætning til Alt, hvad vi senere skulde opleve, deels fordi jeg netop den Dag befandt mig i en af Sjællands skjønneste Egne og under Forhold, der vare særlig skikkede til at indprente denne Dag i min Hukommelse.
En god Ven af mig havde taget sidste Deel af den medicinske Examen og havde indbudt mig, tilligemed en Deel Andre, til et Gilde i Nyholte Kro ved den saakaldte Røiels Bom. Det var, som sagt, en mageløs Sommeraften, i hvilken vort lille Selskab under Latter og Sang vandrede gjennem de tause og skyggefulde Skove ved Frederiksdal, for over Furesøen og Dronninggaard at naae det afsides liggende Nyholte. Da vi kom til dette Sted, fandt vi, at vor gjæstfrie Vært havde truffet saa storartede Forberedelser, at han over disse rimeligviis havde forglemt Tiden; thi Solen manglede endnu en halv Time i sin Nedgang, og før »den gamle Urostifter« havde forladt os, kunde vi ikke med Rette istemme hiin bekjendte Studentersang, der, idetmindste i den Tid, dannede Ouverturen til ethvert festligt Lag, hvad enten dette feiredes i det Grønne eller i den gamle Gaard i Boldhusgaden.
Vi besluttede altsaa at bestige de høie Bakker, der danne Gjelteskovs nordlige Affald, og hvorfra man har en vid Udsigt over den stille Sø, det landlige Søllerød og de store Engpartier, der fra Sjælssø som et Lavdedrag med enkelte gamle Trægrupper strækker sig ned imod Furesøen. Vi vare just forsamlede paa Høiden, hvor vi i den landlige Stilhed nød vore Cigarer og morede os med det stærke Echo fra den lille Granskov paa den modsatte Side af Søen, da vi pludseligt nede ved Søkanten opdagede en talrig Forsamling af Bønder, Karle og Drenge, som flokkede sig tæt sammen om en Person, der sad paa en stor Steen lige ved Søbredden. Halvt af Nysgjerrighed, halvt fordi vi Intet bedre havde at bestille, slentrede vi henimod Stedet, hvor vi bleve Vidne til et ganske eiendommeligt Skue.
Paa en Steen, der laa et Par Alen fra Land, sad en ung Pige i en underlig, halv fantastisk, halv pjaltet Dragt, sammenrimpet af forskjellige brogede Klude, der hist og her igjen vare bedækkede med Pallietter og enkelte smalle Strimler uægte Guldbrocade. Hun sad paa Kanten af Stenen, som om hun red, og havde i den ene Haand en lang Stok, hvormed hun tankeløst pjaskede i Vandet, medens hun med svag, halvdæmpet Stemme nynnede en monoton Sang, hvis enkelte Ord det var umuligt at forstaae. Hun var smuk, eller rettere sagt, hun havde været det; thi Formen, det Materielle, hvori Skjønheden er præget, var der tildeels endnu, men Det, som skulde besjæle den, var borte. Det underlig sløve og dog bestandig ustadigt søgende Blik, de usikkre Bevægelser, den virrende Rokken med Hovedet, Alt fortalte i et Øieblik det Sørgelige i hendes Skjebne. Hun var vanvittig - Enhver af os saae det ved første Øiekast.
»Hvor rider Du hen, Karen?« raabte en lang, opløben Bondekarl med et bredt Griin. »Du skulde helst tage Skankerne til Dig, ellers kommer Hosetøiet i Bløde.«
Hun svarede ikke, men vendte Hovedet om imod ham og løftede sin Kjole op med en Mine og en Bevægelse, som havde hun en Dames lange Ridedragt paa.
En høi Latter paafulgte, og Karlen raabte igjen:
»Pas paa Sløikjolen, Karen! Den er jo lige saa lang som Præstens, og lad os saa høre, hvor Du skal hen.«
»Du faaer vente lidt, bitte Ole,« sagde den Afsindige og slog i Vandet med sin Stok, saa at Skaren veeg noget tilside. »Jeg skal have min Kjæreste med.«
»Kan Du ikke ride uden at have Din sorte Rad med?« raabte Karlen igjen. »Jeg troede, Du havde lært at ride alene siden den Tid, Du var hos ham.«
En raa Latter fulgte paa denne Hentydning, som Ingen af os forstod, men som den ulykkelige Pige syntes at føle; thi hendes Sang ophørte pludseligt, og hun stødte, bestandigt virrende med Hovedet, den lange Stok flere Gange ned i Vandet.
»Maaler Du Bunden, Karen?« raabte den høie Karl spottende. »Her er lige saa dybt som i Stadsgraven og altid dybt nok til at drukne Kattekillinger.«
»Hold nu Din Mund, Ole!« hørte vi en af Mængden raabe. »Vorherre har straffet hende haardt nok for det, hun har gjort - Du behøver ikke længere at være nidkjær for det.«
Den høie Karl brummede nogle Ord ved sig selv, men den ulykkelige Bondepige sprang pludseligt af Stenen med et Sæt, som sprang hun ned fra en Hest og kastede sig i Armene paa Nogen. Derpaa vadede hun iland og gik lige hen imod Ole, der forskrækket herover tumlede et Par Skridt tilbage.
»Tøv lidt, bitte Ole,« sagde hun, idet hun greb ham i Trøien, »jeg har noget at sige Dig, inden vi skilles. Du kan ikke leve mange Dage endnu, Ole!«
Bondekarlen stirrede paa hende med en Gru, der næsten fik hans store vandblaae Øine til at træde ud af deres Huler, og hun vedblev:
»Der kommer en stor Pest over Kjøbenhavn, Ole, og der er Ingen, der kan leve, som faaer den. Du kommer ikke til Høstgilde iaar, Ole, det kan jeg see, og han der heller ikke.«
Med disse Ord vendte hun sig om imod os og pegede paa min Ven Jessen, der havde trængt sig frem for nærmere at iagttage den Vanvittige.
»Hvad mener Du med det?« spurgte Jessen rolig, idet han fixerede hendes Blik.
»Er han ikke en Doctor?« spurgte hun, idet hun betragtede ham skarpt.
»Jo,« svarede Jessen forbauset.
»Ja, saa faaer han curere sig selv, naar det gjøres behov, for de Andre kunne ikke gjøre det. Det er ingen god Sygdom, der kommer.«
Jessen vilde indlade sig nøiere med hende, da Kredsen idetsamme aabnedes, en ældre Mand traadte til og lagde Haanden paa hendes Skulder.
»Gaa nu hjem, Karen!« sagde han i en bestemt Tone.
Hun saae paa ham, virrende med Hovedet, og med et usikkert Blik, som om hun frygtede for at træffe hans Øiekast, og gjentog flere Gange, medens hun gik afsted:
»Hjem? Ak Gud, ja! Hjem! Der er ond Vei hjem.«
Skaren adskiltes ved Synet af den Fremmede, opløstes og forsvandt efterhaanden. Et Par af os kjendte ham; det var Lægen fra Søllerød. Han fulgte os et Stykke paa Vei op gjennem Skoven, og Samtalen faldt ganske naturligt paa den Ulykkelige, som vi lige havde forladt.
Hun var en Huusmandsdatter der fra Egnen, fortalte han, og Ole, den Samme som vi havde seet dernede, var Gaardmandssøn fra Gjentofte. De to havde holdt en Deel af hinanden, men Standsaristokratiet, der synes at være stærkere udpræget, jo dybere man kommer ned, havde sat sin Jernmuur imellem dem. »De Gamle vil nu it',« havde været Oles sædvanlige Omkvæd, og saa besluttede de at vente, til de Gamle vare døde. Hun tog Tjeneste i Kjøbenhavn hos en Restaurateur; han kom til en Brygger paa Nørregade, ikke saameget fordi han var bleven uklar med Forældrene, som for at være i hendes Nærhed. I Sommeren To og Halvtreds fik den Restaurateur, hos hvem Karen tjente, en god Forretning paa Tivoli, og hun skulde gaae tilhaande derude. Da var det, at hun stiftede Bekjendtskab med en ung, smuk Berider, som var Medlem af et Selskab, der den Sommer gjæstede Kjøbenhavn. Karen forlod Ole og sin Tjeneste paa Tivoli for at følge med ham, som hun havde skjænket hele sin Tillid, og som under sit Ophold havde ødslet Alt paa hende. Men en skjøn Dag var Troupen forsvunden, Karen forladt, og om Foraaret anlagdes der Sag imod hende for Fødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Under denne Sag, hvori det blev godtgjort, at hun havde druknet sit Barn i Stadsgraven udenfor Tivoli, sløvedes hendes Forstand, der allerede havde været svækket om Vinteren og gjort hende saa godt som utilregnelig, saameget, at Retten frikjendte hende for videre Straf og lod hende vende tilbage til sin Fødeby, hvor hun nu fristede en kummerlig Tilværelse hos sine Paarørende under det Offenliges Tilsyn. Det var derfra, at hun den Aften var undløbet for at blive forhaanet baade af Fremmede og af ham, som aldrig havde villet tilgive hendes Brøde. Hvad hun havde spaaet Ole og Jessen var derimod noget Nyt og Usædvanligt; thi hun var i Almindelighed stille og indesluttet, ligesom hun i det Hele kun beskjeftigede sig med Tankerne om ham, der havde voldt hendes Ulykke. Men det var jo Galmandstale, som det ikke var værd at lægge sig paa Hjertet.
Der var heller ingen af os, der tog sig Sagen videre nær. Vi vare altfor vante til at see den Slags Patienter, og da vi traadte ind i den store Sal i Nyholte, hvor Lysene blinkede og Punschen dampede os imøde fra de fyldte Boller, var der neppe nogen af os, som havde en Tanke mere tilovers for den ulykkelige Pige. Jessen loe og spøgte, vi andre drak, sang og holdt Taler, og Gildet varede til langt ud paa Natten; thi gjælder det for Menneskene overhovedet at gribe den flygtige Glæde i Momentet, da gjælder det dobbelt for os, der ere Vidner til saamegen Nød og Elendighed, at Livet ligesom faaer en høiere Værdi, naar vi ere udenfor Ulykkens Enemærker.
Seent ud paa Aftenen, eller efter borgerlig Beregning en Deel ud paa Natten, naaede vi Kjøbenhavn, nogle i vaagen, men de fleste i drømmende eller endog i fantaserende Tilstand, der for min Ven Jessen havde yttret sig i en ubegribelig Lyst til fra Lyngby Landevei at vandre ud for at slukke Fyret paa Trekroner. Ved Østerport skiltes jeg fra det muntre Selskab, efter at have overgivet Jessen til dets videre Varetægt, og vandrede over den ensomme Vold hjem til Nørregade, hvor jeg dengang boede. Efter at have trukket Vægteren ud af den Droske, som tjente ham til hans sædvanlige Nattekvarteer, for at faae Porten aabnet, gik jeg ind i Gaarden, hvor jeg strax blev opmærksom paa en Omstændighed, der fyldte mig med en levende Uro. Min Fader, som var praktiserende Læge, boede tilligemed mine tre Brødre i Mellembygningen; men trods den usædvanlige sildige Tid og det begyndende Dagskjær, thi Klokken var næsten tre, saae jeg dog Lys i alle Værelserne ud til Gaarden, navnlig var min Faders Værelse stærkt oplyst, og i regelmæssige Mellemrum bevægede Skyggen af hans Skikkelse sig henover Gardinerne. Uagtet Vægteren intet Usædvanligt havde mærket, frygtede jeg dog for, at en Ulykke skulde være tilstødt under min Fraværelse, og den Mulighed, at En af mine Nærmeste pludseligt kunde være død, medens jeg havde tilbragt Natten under Glassenes Klang og i det overgivneste Selskab, jog mig som en Stormvind op ad Trappen. Sagte lukkede jeg Døren op og listede mig ind i Corridoren, hvor jeg stod et Øieblik, lyttende og med bankende Hjerte. Alt var stille, jeg hørte intet Usædvanligt, kun Lyden af min Faders taktfaste Trin, der afmaalt bevægede sig frem og tilbage i sit Værelse. Et eller andet Nattebesøg hos en Syg havde vistnok været den Aarsag, der holdt ham saa silde oppe; men selv denne rimelige Grund kunde jeg ikke bringe i Harmoni med de oplyste Værelser og den usædvanlige Omstændighed, at han ikke havde begivet sig til Ro igjen.
Jeg blev staaende lidt i Tvivl, om jeg skulde snige mig op uden at faae Grunden at vide, eller om jeg skulde tilfredsstille min Nysgjerrighed og tage imod de Bebreidelser, som min sildige Hjemkomst rimeligvis vilde medføre, da Døren i det Samme aabnedes, og min Fader stod for mig med et tændt Lys i Haanden.
»Er Du der, Poul?« sagde han i en Tone, som om han havde ventet længe. »Det er seent! Du er da ikke bleven forkjølet?«
Jeg betragtede min Faders alvorlige Ansigt og vidste ikke ret, om jeg skulde tage hans Ord for Alvor eller Ironi; thi at det var mig, kunde han jo see; at det var seent, ja endogsaa meget seent, fortalte Uhret, der idetsamme slog tre Slag; men om jeg var forkjølet eller ikke, syntes mig i dette Øieblik den ligegyldigste Sag af Verden, naar jeg blot kunde komme til Ro.
»Gaa op og skift Skotøi,« sagde han i den samme alvorlige Tone, »og tag noget Uldent paa Fødderne; det Bomuldspjank duer ikke. Kom saa ned igjen, naar Du er færdig.«
Jeg var vant til at adlyde og forlod Værelset uden nogensomhelst Indsigelse; men da jeg kom op paa Kvistværelset, hvor mine Brødre sov trygt, og da jeg skiftede mine fuldkommen tørre Sko og Strømper og efter Ordre trak Uldsokker paa, kunde jeg ikke lade være at tænke paa, om det ikke vilde glæde min Fader, hvis jeg iførte mig de gamle Kanereussere, som, forede med Puddelskind, laae ovenpaa Klædeskabet, som et talende Minde om vor Vinters Ubehageligheder.
Da jeg kom ned, sad min Fader ved sit Skrivebord, ifærd med at undersøge nogle gamle Papirer, som han havde ordnet i fire Bunker. Han dreiede Hovedet om ved min Indtrædelse, pegede paa en Stol og sagde kort:
»Sæt Dig der, til jeg er færdig!«
Der var i hans Ansigtstræk, hans Stemme, ja selv i hans Holdning noget saa Usædvanligt og Ubekjendt, at jeg ordenlig blev greben af en uhyggelig Fornemmelse, en ubevidst Frygt for, at en eller anden Ulykke havde ramt ham, og alle mulige urimelige Historier om Fallit, Død og Undergang gik igjennem mit Hoved, medens jeg skarpt betragtede ham under hans Arbeide. Det var den samme rolige, alvorlige, lidt strenge Profil, som jeg var saa vant til at see; kun forekom det mig, at der ved Munden var et usædvanligt skarpt og bestemt Træk, som jeg kjendte saa godt, men som kun kom frem, naar en eller anden Gjenvordighed havde bragt ham i slet Humeur.
»Hvad er det, Fader?« spurgte jeg ængstelig, idet jeg reddede den ene Manschet fra det nedbrændte Lys, i samme Øieblik som den anden sprang og med en klingrende Lyd faldt ned paa Bordet.
»Lad det staae!« svarede han uden at hæve Hovedet op fra det Papir, hvorpaa han ivrigt regnede, og hvor jeg saae store Colonner af Tal opmarscherede.
Som jeg saaledes sad i taus Spænding, betragtende Alt omkring mig - det gamle Chatol, den sorte Hestehaarssopha, de gammeldags Bogreoler og det mahogni Skrivebord - jeg benævner det netop saaledes, fordi det var det eneste Mahognimeubel, som Fader eiede, faldt det mig paa engang ind, eller rettere, jeg fik maaskee pludseligt Syn for, at han var bleven gammel, meget gammel i det sidst forløbne Aar. Han reiste sig op, rettede sig med Besværlighed, og idet han lod mig tage Plads ved Skrivebordet, skjød han et Papir hen til mig med den korte Bemærkning:
»Underskriv dette, Poul!«
Uagtet jeg var vant til ubetinget at adlyde min Faders Befalinger, kunde jeg dog ikke lade være at lade mit Blik løbe henover Papiret, inden jeg underskrev. Et eneste Blik sagde mig Alt. Det var en Ansøgning, stilet i mit Navn, om en Curatorbevilling for mine tre umyndige Brødre.
»Hvad er det, Fader?« udbrød jeg, idet jeg lagde Pennen fra mig. »Du lever jo endnu; dette Document er overflødigt.«
»Skriv under, Poul!« svarede han i en rolig, men sørgmodig Tone. »Skriv under, hvis Du ikke vil vægre Dig for den Pligt at sørge for Dine yngre Sødskende.«
Han saae i dette Øieblik saa veemodig, ja næsten forknyt ud, at jeg uden videre Indsigelse satte mit Navn paa Papiret og rakte ham det.
»Det er godt,« sagde han, idet han lagde det sammen og gjemte det under sin Brevpresser. »Vil Du dernæst sætte Dit Navn under disse her.«
Han greb de Papirer, som i fire Bunker laae ordnede paa Bordet, og idet han rakte mig den første, sagde han med et kjærligt Smiil:
»Det er Dine Brødres, Poul, vil Du sætte Navnet der, hvor jeg har skrevet.«
Jeg fulgte Retningen af hans Fingre og læste de velbekjendte summariske Ord: »Denne Obligation maa ikke transporteres, sælges eller pantsættes uden mit Samtykke.« Som Curator o.s.v.
Jeg havde aldrig anet, at min Fader eiede Noget; thi vore Kaar havde altid været knappe, og med Undtagelse af de Ting, der henhørte til vor Opdragelse, havde Fader sjelden eller aldrig bekostet noget særdeles paa os. Jeg underskrev Obligationerne langsomt, Stykke for Stykke, og med en Nøiagtighed, der tydelig nok tilkjendegav, at jeg hverken var født til Handelsmand, ei heller havde havt stadig Omgang med Værdipapirer, og hver Gang jeg greb en ny, satte min Fader Fingeren paa Papiret og sagde med en vis indre Tilfredshed: »Der, Poul, lige over det Sted, hvor jeg har sat Datoen.«
Endelig blev jeg færdig med dette Finantsforetagende, der for et Øieblik fik mig til at glemme det Sælsomme i min Faders Opførsel, og rakte ham Papirerne med et Smiil.
»Vi er ikke færdige endnu,« sagde min Fader, idet han kjærligt betragtede mig, »her er Dine egne, underskriv dem med det Samme.«
Med en vis Bæven modtog jeg den lille Pakke, som han rakte mig, og satte ikke uden en vis Stolthed Navnet Poul Aabye under Ordene: »Denne Obligation tilhører mig.« Der var ligesom til mine Brødre ti Stykker, hvert lydende paa et hundrede Rigsdaler; saamange Penge havde jeg aldrig eiet i mit Liv.
Da disse Formalia vare færdige, samlede min Fader alle Papirerne og lukkede dem med stor Omhu ned i sin øverste Skrivebordsskuffe.
»Der seer Du, kjære Poul,« sagde han, »hele den jordiske Frugt af min Virksomhed som Læge. Firetusinde Daler for fyrgetyve Aars Anstrengelser, hvormeget er det?«
»Det er hundrede Daler om Aaret,« sagde jeg noget forundret. »Det er en simpel Regning.«
»Ja! Hundrede Daler om Aaret, læg vel Mærke til det, Poul,« sagde han, idet han lagde Haanden paa min Skulder og saae mig alvorligt ind i Ansigtet. »Det er fem og tyve Rigsdaler i Sparepenge for hver af Eder, og de ere surt fortjente. Husk paa det, Poul, naar jeg er død og borte.«
Han saae igjen saa alvorlig ud, og det strenge Træk kom atter saa stærkt tilsyne om hans Mund, at Ængstelsen paany kom over mig, og idet jeg tvang mig til en Spøg, sagde jeg: »Du har gjort Regnskabet op i Utide, Fader! Du kan jo tjene mange Penge endnu og blive Millionair inden Du døer.«
»Millionair?« gjentog han, og der kom i hans Træk et Udtryk af Bitterhed, som var ham usædvanligt. »Millionair? Aa ja, hvis jeg var Aagerkarl eller Actiespekulant, hvis jeg vilde suge Blodet af de Fattige og slaae dem de dybeste Saar, istedetfor at læge dem, saa kunde man maaskee tale om at tjene Penge; men en Læge, og en Læge som jeg, han døer fattig, det er saa Verdens Gang.«
»Da har Ingen været alvorligere og mere nidkjær i sin Virksomhed end Du,« sagde jeg opmuntrende, »og Ingen har havt større Krav paa Taknemlighed.«
»Taknemlighed?« gjentog han eftertænksom. »Ja, Poul, Du har Ret. Taknemlighed, det er netop Ordet. Her ligger et Bevis paa Menneskenes Taknemlighed. Læs det og lær deraf, hvad man faaer for at være alvorlig og nidkjær i sit Kald.«
Jeg greb det store Brev, som min Fader rakte mig. Det var en længere, motiveret Skrivelse fra Fattigdirectionen, hvori det tydelig nok udtaltes, at man af Aarsager, som man ikke ansaae det for nødvendigt nærmere at udvikle, ønskede, at han fratraadte sin Tjeneste, da Directionen ellers vilde see sig opfordret til at meddele ham sin Afsked.
Jeg kylede Brevet hen ad Bordet, idet jeg uvilkaarlig knyttede min Haand. Ingen vidste bedre end jeg, hvormeget han havde offret i denne Retning af sin Virksomhed. Han saae paany skarpt paa mig og sagde med sittrende Stemme:
»Veed Du, hvorfor man giver mig Løbepas?«
»Nei,« svarede jeg heftig.
»Formelt, fordi jeg er gammel og affældig. Disse Autoriteter vide jo altid, selv under deres største Uretfærdigheder, at bevare et Skin af Ret; men reelt, fordi jeg er traadt op imod dem, fordi jeg har ladet dem vide, at deres Virksomhed er ussel og haardhjertet, fordi jeg har udtalt, at de, istedetfor at lindre den Fattiges Nød, gjøre ham Byrden ti Gange tungere ved en Behandling, der stiller ham langt under Forbryderen. - Nidkjær og alvorlig?« vedblev han med stigende Heftighed. »Ja, det har jeg været, og det er mine to Hovedfeil, de have forringet Eders Arvepart. Min Nidkjærhed har fjernet mig fra min offenlige Virksomhed; havde jeg sløset, som de Andre, var jeg forblevet i den. Min Alvor har altid været mig til Hinder i min private Praxis. Havde jeg kunnet smigre for Mødrene og bære over med Mændenes Skrøbeligheder, havde jeg kunnet jamre med nerveuse Fruentimmer og leflet med hysteriske, havde jeg kunnet ordinere uvorne Unger Sukkerbrød og brændte Mandler istedetfor Diæt og Børnepulver, det havde været en anden Sag, saa havde jeg endda kunnet kjøre i Kareth og havt Etatsraader i mit Forværelse. Men jeg har været en streng Læge, det vil sige, jeg har sagt min Mening reent ud og ikke gjort Complimenter med Nogen, og nu, da Afslutningen nærmer sig, fortryder jeg det ikke; thi kun den, der aldrig har svigtet sin Overbeviisning, gaaer med Ro i sin Grav. Dog, for Din Skyld, Poul, og for Dine Brødres Skyld, havde jeg maaskee kunnet være noget anderledes. Dersom jeg havde været mere imødekommende, dersom jeg havde givet mere efter, havde jeg maaskee kunnet efterlade Eder noget mere end den usle Sum, som nu er Frugten af mit Liv.«
Jeg slog Armen om hans Nakke - en prægtig, gammel Nakke, som aldrig havde ladet sig bøie, og kyssede ham paa Panden. Han greb min Haand, og idet han tog mig om Livet, begyndte han at vandre op og ned ad Gulvet med mig, som han altid pleiede at gjøre, naar han vilde betroe mig Noget af Vigtighed.
»Naar jeg er død,« sagde han efter en Pause, »skal Du sørge for Dine Brødre, indtil de ere saa store, at de kunne ernære dem selv; lover Du mig det?«
Jeg trykkede hans Haand taus, og han vedblev:
»Jeg ønsker at begraves uden Ceremonier eller Ophævelser. Naar Du følger, er det tilstrækkeligt. Kun vil jeg have en Egetræeskiste. Det er en stor Luxus, men jeg har aldrig i mit Liv kunnet lide den fordømte Fyrretræeslugt.«
Han smilte, medens han sagde disse Ord; men jeg følte, at hans Haand klemte fastere om min, og der laa paa Bunden af dette Smiil Noget, der fyldte mig med en hemmelig Angst.
»Hvorfor,« spurgte jeg, »har Du truffet alle disse Forberedelser? Døden er Dig jo ikke nærmere idag end igaar.«
»Jo,« svarede han, »idetmindste een Dag nærmere og efter en Sandsynlighedsberegning meget nærmere end ifjor Sommer.«
Han gik hen til Skrivebordet, pustede de næsten heelt nedbrændte Lys ud, rullede Gardinet op og sagde, idet han vendte tilbage:
»Har Du hørt, at den asiatiske Cholera er udbrudt i Kjøbenhavn? Jeg modtog igaar Aftes den officielle Meddelelse derom fra Sundhedscollegiet.«
Han sagde disse Ord tilsyneladende aldeles ligegyldig, næsten som om han vilde indlede en Conversation; men han var meget bleg, da han satte sig i Sophaen, og det dæmrende Dagslys, der svagt trængte ind af Vinduet, gjorde ham endnu blegere.
Nu var Alting mig klart. Jeg havde aldrig seet eller hørt min Fader yttre nogensomhelst Frygt i sin Praxis. Selv til de meest smitsomme Sygdomme var han gaaet med samme Ro, som om han gik i Selskab. Kun om Choleraen, som han i 1832 havde lært at kjende i Paris under den daværende frygtelige Epidemi, havde han undertiden udtalt sig paa en Maade, der ikke stemmede med hans urokkelige Stoicisme ligeoverfor lignende Sygdomme. Jeg troer, at denne nye Pest var den eneste, han havde nogen Frygt for, hvis han overhovedet kjendte til dette Begreb. For at forjage de Tanker, der syntes at beherske ham, lod jeg, som om jeg ikke mærkede hans Bevægelse, og sagde let henkastende:
»Aa, den gjør vel ikke store Ulykker hos os, vi ere jo forberedte.«
»Forberedte?« gjentog han og foer halvt op af Sofaen. »Forberedte, siger Du? Have vi nogensinde været forberedte paa Noget? Jeg husker endnu Englændernes Bombardement i 1807, og hvorledes Fader reddede Moder og mig ud af vort brændende Huus i Larsbjørnstræde. Vare vi forberedte dengang? Vare vi ikke advarede paa den meest indtrængende Maade i Forveien, og laa Byen ikke alligevel som et Bytte for Fjenden? Ganske som det gik dengang, Poul, saaledes vil det gaae nu. Kun vil den Fjende, der nu nærmer sig os, berøve os langt flere Menneskeliv end Englænderne formaaede, trods deres Bomber og Congreveske Raketter, og vi ville til September have begravet næsten ti Gange saamange, som de tre Septembernætter kostede os.«
»Umuligt,« svarede jeg, »Kjøbenhavn har jo en saa gunstig Beliggenhed, at ingen Cholera-Epidemi hidtil har kunnet fæste Rod i den.«
»Du taler, som Du har Forstand til,« sagde min Fader noget skarpt. »Faa Hovedstæder i Europa egne sig saaledes for Choleraen som vor, og naar man har trøstet sig med, at Saltholmskalken, hvorpaa Kjøbenhavn hviler, skulde være Aarsag til, at ingen Epidemi hidtil har hjemsøgt os, da er dette noget saa ubegribeligt Nonsens, at man ikke kan forstaae, at fornuftige Folk ville tage det i deres Mund. Byen hviler paa Dynger af Aarhundreders Smuds og Ureenlighed, paa opfyldte Moradser og udtørrede Sumpe, hvorimod Paris, der er bleven saa haardt hjemsøgt, ligger paa et Kalklag, der ligner vor Kalksteen overordentligt. Er der da nogen Rimelighed i den opstillede Hypothese. Er den ikke snarere lavet blot for at dække Manglerne og skjule den Dorskhedens Dvaskhed, hvori vore communale Autoriteter slumre Livet hen?«
»Men Kjøbenhavn er dog en renlig By,« indvendte jeg.
Min Fader stirrede paa mig med et Udryk af stum Forbauselse og rystede paa Hovedet med et overlegent Smiil:
»Renlig, siger Du? - Ja paa Overfladen; men tag Fernissen bort, og Du skal see, at den er som de kalkede Grave, der udvortes ere hvide og skinnende at see til, men indvortes skjule Død og Forraadnelse. Gaa ud i Adel- eller Borgergade, Poul, og fortæl mig, hvad Du seer der! Gaa ned i de sumpede Kjældere, i de faldefærdige Baghuse paa Christianshavn, og kom saa tilbage blot med en Cubiktomme reen Luft i Dine Lunger, og jeg vil forgylde Dig. Kjendte Du »Lille Kjøbenhavn«, »Hvide Ros«, »Jollen«, »Tordenskyen« eller »Skibet«, saa vilde Du ikke tale saaledes som Du gjør. Havde Du været Fattiglæge saalænge som jeg, havde Du seet disse Boliger, hvor man kun kjender Mørke, Stank og Uteerlighed, hvor hver Plads, ja hver Tomme ligetil Hanebjælkerne under Husets Tag er optaget, hvor Børnene fødes, ikke enkeltviis, men i hele Bylter, hvor de Fattige føre et Liv værre end Jøderne i Ghetto, hvor man kun kjender Halm istedetfor Madrasser og Klude istedetfor Tæpper, hvor Kridtstreger ere de eneste Vægge, der skille Mænd, Koner, halvvoxne Piger og nøgne Børn fra hverandre - sandelig, Du vilde komme til en anden Erkjendelse og med mig gyse for den Elendighed, som nu forestaaer.«
»Troer Du da ikke,« sagde jeg, »at Epidemien vil bidrage til at ryste Folk op af deres Sløvhed, og at Fattigdirectionen vil gjøre Alt for at lindre de Ulykkeliges Nød?«
»Den!« sagde min Fader med et Udtryk, som om han pludseligt fik noget Væmmeligt i Munden, »den gi'er dem Fanden. Du er saa ung i Verden, Poul, at Du maaskee troer, at en Fattigdirection tænker, jeg vil ikke sige paa uldne Tæpper og ordentlig Føde, men blot paa Lys og Luft. - Nei, veed Du hvad man tænker paa?« vedblev han med lavere Stemme og et Udtryk af dyb Harme i sit Ansigt. »Man tænker paa Ligkister, men saa billige som muligt. Man har allerede bestilt To Hundrede strax. Det er en viis Omsorg for Menneskeliv, navnlig naar man foretrækker at lade Ligene raadne i Lighusene, fordi Kisterne her i Kjøbenhavn, som hurtigst kunne blive færdige, koste en Rigsort mere end fra Directionens Ligkisteleverandeur i Roskilde. Det er en Proletariatsygdom, der ikke vover at angribe Conferentsraader. Det er jo en stor Trøst, og Directionen har allerede udregnet, at almindelig Hospital snart vil komme til at tælle tre hundrede færre - det er jo en reen Indtægt af Femten Tusinde Rigsdaler. Er det ikke en velsignet Sygdom?«
»Du er for bitter, Fader,« sagde jeg. »Den Behandling, Du har været udsat for, gjør Dig tilbøielig til at see Sagerne i et mørkere Lys, end 1de maaskee i Virkeligheden have.«
»Ja, ikke sandt,« sagde han med et bittert Smiil, »man er bleven forurettet, og saa er man naturligviis en Krakiler? Man har talt de Fattiges Sag og løbet et Par af de høie Herrer paa Ærmet, og strax er man en udsvævende Philantrop, Socialist, Communist, St. Simonist, eller hvad de nu kunne hitte paa. Man har gjort opmærksom paa, at vor Hygieine er slet, vore Gader stinkende, vore Canaler raadne, vort Drikkevand forgiftet og vor Luft forpestet, og strax er man en ufornuftig Skraaler, som forlanger Umuligheder her paa Jorden. Jeg lever ikke den Dag, hvor Byen faaer de første af Livets Goder, Lys, Vand og Luft. Jeg har reist denne Sag og falder som dens Forkjæmper; men til Gjengjæld skal jeg heller ikke see al den Nød, Jammer og Elendighed, som nu staaer i Begreb med at strømme ind over os. Du kommer til at kæmpe en haard Kamp, min Dreng! Men Du er ung og har Kræfter til at staae imod; jeg er gammel og som en Følge af Alderen maaske noget feig! Jeg trænger til Ro, til Hvile - naa, den vil ikke længe lade vente paa sig.«
Han vendte sig om for at gaae ind ad den Dør, der førte til hans Sovekammer. Da han strakte Haanden ud med sit rolige Godnat, greb jeg den uvilkaarlig og kyssede den. Han saae paa mig med et Blik fuldt af Kjærlighed og hviskede endnu engang: »Godnat, min Dreng!« - men hans Stemme var brudt som af en tilbagetrængt Hulken.
»Fader,« sagde jeg, idet jeg vedblev at holde hans Haand inden i min, »der er Noget iveien, Noget, som Du skjuler for mig. Det kan ikke være denne uretfærdige Afsked alene.«
»Nu om saa var,« svarede han undvigende.
»Saa siger Du mig det, ikke sandt?« sagde jeg og drog ham hen imod Sophaen. »Der er Noget, der tynger Dit Hjerte, fortæl mig det og vær fortrolig imod mig! Du har jo aldrig havt Grund til at angre det.«
»Poul,« sagde han, »der er Ting her i Livet, som vi Læger ere nødte til ubetinget at forkaste, fordi de i den Grad stride mod al sund Forstand, at det næsten vilde være Vanvid at troe paa dem. Der er Ting indenfor Lægekunstens Omraade, som en Læge neppe kan være bekjendt at tale om, som han bestandig maa afvise, fordi det er Nonsens, men som dog bestandig dukker op igjen og finder Tiltro hos Mængden, fordi dette Nonsens af og til slaaer til. Har Du nogensinde hørt Noget om Tutelle i Paris?«
»Nei,« svarede jeg, »ikke det jeg kan huske.«
»Saa har Du ikke hørt Noget derom,« sagde han og tog Plads i Sophaen ved Siden af mig, »havde Du hørt det, havde Du husket det, det er jeg vis paa.«
Han sad et Øieblik med et usikkert Udtryk i sit Ansigt, næsten som om han skammede sig for det, han vilde fortælle. Hans Træk antoge lidt efter lidt et mere og mere aandsfraværende Præg, som gik han heelt op i de Minder, det blotte Navn Tutelle havde fremkaldt hos ham. Jeg betragtede ham i Taushed. Denne underlige Synken sammen havde jeg ikke bemærket før. Endelig lagde jeg min Haand paa hans Skulder. Han foer op, næsten som af en Drøm, stirrede nogle Øieblikke hen for sig og sagde derpaa med sagte Stemme:
»Seer Du, det var i Paris i Vinteren To og Tredive. Jeg var der med Felsløv, den samme, som jeg saa tidt har fortalt Dig om. Jeg havde været i Théâtre Français og aftalt med ham at mødes efter Forestillingen hos en Restaurateur, som boede i Nærheden af Pont neuf. Da jeg kom der, var Felsløv borte, men en af Opvarterne fortalte mig, at han havde været der for en halv Time siden og da bedet ham meddele mig, at han først vilde komme noget efter Forestillingen. Omtrent en Time efter, da jeg forlængst var færdig med mit Maaltid og allerede paa Veie til at forlade Restaurationen, kom Felsløv stormende ind. Han saae bleg og forvirret ud, hængte i stor Hast sin Kappe og Hat fra sig og greb derpaa, ligesom i Distraction, den Caraffon med Cognak, som jeg havde staaende ved Siden af mig, heldte det Meste af dens Indhold i et Glas og tømte det uden at sige et Ord.
Jeg saae forbauset paa ham; thi han var et meget ædrueligt Menneske og nød næsten aldrig Spiritus.
»Bryd Dig ikke om det,« sagde han og ringede paa Opvarteren, »det har ikke Noget at betyde - Fanden ivold med Diæt, naar man kun har to Maaneder at leve i!«
»Er Du gal, Felsløv?« spurgte jeg, da han paany rakte Haanden ud efter den lille Flaske.
»Ja,« sagde han med en hæs Latter, »eller maaske snarere paa Veie til at blive det. - Garçon, Ananaspunsch! Et stort Glas til mig og et lille til Herren der.«
»Jeg drikker ikke mere iaften, Felsløv,« sagde jeg og reiste mig op. »Gaa nu hjem med og begynd ikke igjen paa de vilde Streger.«
»Fanden ivold med det Hele!« raabte han og greb med Begjerlighed det store Glas, som Opvarteren rakte ham. »Naar man som jeg veed, at det snart er forbi, saa skulde da Pokker nægte sig Noget. Jeg har været med før, det er sandt, og jeg er hørt op med det igjen, det er ogsaa sandt; men veed Du, hvorfor jeg hørte op? Fordi jeg var bange for, at jeg skulde døe. Nu derimod, da det er lige godt og lige galt, hvad jeg end gjør, skal Døden ikke snyde mig for Livet. To Maaneder! Det er en og tredsindstyve Dage. Nei Død og Plage! Det er jo kun otte og halvtredsindstyve! Den fordømte Februar er jo defect paa to. Naa, nu vil jeg more mig!«
Han drak sit Glas helt ud og ringede paa Opvarteren for at bestille et nyt. Saaledes havde jeg aldrig seet ham før.
»Hvad er det, Felsløv? Har Du seet Spøgelser?« spurgte jeg, da jeg saae, at ethvert Forsøg paa at faae ham hjem var unyttigt.
»Nei,« svarede han, »men jeg har seet Tutelle, og det er næsten ligesaa godt. Aa, det er Løgn og Sludder Altsammen!« afbrød han sig selv og slog i Bordet. »Det er Vaas og dumt Tøi! Ingen veed jo, hvad der skal komme. Troer Du paa Clairvoyance, Aabye?«
»Herregud, stakkels Carl,« sagde jeg, »er det nu kommet saavidt med Dig, at Du maa drikke Dig fuld, fordi et Pigebarn har sat Dig Skruer i Hovedet; det havde jeg ikke troet om Dig.«
»Nei, jeg heller ikke,« raabte han med en uhyggelig Latter. »Kan Du huske, hvordan er det, der staaer i Bellmann?«
»Stille, Felsløv, stille,« tyssede jeg paa ham, »husk paa, at man ikke kan synge paa en Pariser-Restauration. Hør nu op med at drikke og fortæl mig, hvad der er hændet, hører Du?«
»Begge Dele kunne godt gaae i Compagni,« sagde han og greb det andet Glas, som Opvarteren bragte. »Kan Du huske den løierlige Fyr med det magre Ansigt, de blaae Briller og den gamle grønne Kaskjet, ham som hver Dag sidder paa Pont neuf og udraaber sit ensformige: »La science pour un sou, monsieur! Toute la science pour un sou, madame«?«
»Ham med det store Kaleidoskop?«
»Ja, det er som man tager det,« svarede Felsløv. »I Graaveir sidder han med et Kaleidoskop, i Solskin med et gammeldags Mikroskop, og om Aftenen med et stort Teleskop, hvori han viser Folk Maanepletterne eller den store Komet, altsammen for en Sou. Toute la science pour un sou !«
»Den store Komet? Der er jo ingen paa Himlen for Øieblikket.«
»Nei,« sagde Felsløv, »men paa hans Himmel er der saamange det skal være. Han er gal, det fik jeg først at vide iaften.«
»Har Du talt med ham?« spurgte jeg.
»Aa ja,« svarede Felsløv, drikkende paany; »eller rettere han har talt med mig, saa at jeg ikke kan faae Galskaben ud af Hovedet. Da jeg gik hen for at træffe Dig i Restaurationen, stod den stakkels Fyr paa Pont neuf og pakkede sit store Teleskop sammen. Deri gjorde han ret; thi det frøs bitterligt, det begyndte at snee, og Himlen var saa overtrukken, at man for de graae Sneeskyer hverken kunde see Sol eller Maane. Jeg gav ham et Par Sous, idet jeg gik forbi - han rystede af Kulde.«
»Tusinde Tak,« sagde han, idet han ragede efter Objectiverne, som han havde stukket i Lommen. »Vil Herren ikke see min store Komet? Hele Kometen for en Sou!«
»Hvad er det for en Komet?« spurgte jeg smilende. »Der er jo ingen paa Himlen iaften.«
»Det er min egen Komet,« sagde han hviskende, medens han med sine valne, forfrosne Fingre forsøgte at skrue Objectivet paa. »Det er min egen Komet, som jeg selv har opdaget, men som den geniale Leverrier har stjaalet fra mig og presenteret i Videnskabernes Academi. Derfor blev han Medlem istedetfor mig.«
Jeg saae lidt paa Manden og sagde leende: »Det var jo forbandet.«
»Forbandet!« udbrød han og greb mig i Knaphullet med sin lange, magre Haand. »O, min Herre, det var meget mere end forbandet, det var nederdrægtigt. De veed ikke hvorledes de ere, disse lærde Herrer i Academiet. Jeg har arbeidet for dem, slidt for dem og regnet for dem, saa at mit Hoved har været nær ved at springe istykker. Og hvad har jeg faaet derfor? Intet andet end Haan, Utak og Foragt. De kastede mig bort, dengang de havde brugt mig. Leverrier løb bort med den yderste Planet, med Neptun, som jeg havde opdaget længe før ham, og hvor jeg havde været dum nok til at levere ham Beregningerne til Eftersyn. Toute la science pour un sou, monsieur!«
Der var ingen Tvivl om, at Manden var fuldstændig gal, og jeg var allerede i Begreb med at forlade ham, da jeg blev indhentet af Emile Durand, den unge franske Mediciner, som Du syntes saa godt om forleden Aften. Samtalen faldt naturligvis paa Astronomen fra Pont neuf, og uagtet Durand indrømmede, at han nu led af en fuldstændig Monomani, var der dog neppe nogen Tvivl om, at hans Ulykke skrev sig fra tidligere Aar og fra Noget af det, hvorom han phantaserede. Han havde i sine første Aar været en udmærket Mathematiker og senere kastet sig over Astronomien. Han havde indleveret et Arbeide, der efter Durands Sigende indeholdt mange nye Ting, til det franske Academies Bedømmelse. Manuscriptet var forkommet eller rettere forbyttet; thi han paastod, at det, der var sendt ham tilbage, ikke var hans eget, men et, som han havde afskrevet mod Betaling for en bekjendt Videnskabsmand, der senere udgav et betydeligt Værk hvori hans Opdagelser vare benyttede. Man fik aldrig Klarhed i denne Sag; men sikkert er det, at fra denne Dag begyndte hans ulykkelige Periode, i hvilken han stedse sank dybere og dybere. Nu kan man bestandigt træffe ham paa Pont neuf, hvor han med en vis Ironi falbyder hele Videnskaben for to Skilling, og paa en Maade har han Ret; thi al hans Slid og Slæb i dens Tjeneste har kun bragt ham Ærgrelse og Fortræd og ikke en Tiendedeel af de Soustykker, som han nu fortjener ved at vise Midder i Ost eller Vulcaner i Maanen.
»Saa døer han vel tilsidst af Sult?« sagde jeg, da Durand havde endt sin Beretning.
»Ak nei,« svarede han smilende, »han har ganske andre Ressourcer i Baghaanden, og netop af den Art, som ikke hører op med at gjøre Lykke i en stor By som Paris. Han har en Pleiedatter, en ung Pige paa neppe sexten Aar, som hedder Tutelle - hun er meget smuk.«
»Ah, saadan,« udbrød jeg leende.
»Nei, De feiler complet,« sagde Durand. »Hun er Dyden selv, og det er ikke paa den Maade, at Fader Bernot kommer til Penge. Han har opdaget et skjult Talent hos hende, som han har forstaaet at udvikle, og som næsten gjør hans Ophold paa Pont neuf overflødigt. Hun er Clairvoyante, kan jeg fortælle Dem, og skal være et af de bedste Medier i Paris. Hvis Fader Bernot forstod at sætte Sagen i System, vilde han blive en hovedrig Mand; men enten det nu er af Ulyst til at føre den unge Pige offentligt frem, eller fordi han ikke vil nedværdige Videnskaben, som han siger, nok er det, han holder ingen offentlige séances, men lader sig nøie med at vise hende til Venner og Bekjendte for en lumpen Betaling af tyve Francs. Vi have et Par Gange havt hende paa de physiologiske Forelæsninger, og hun er særdeles modtagelig, det kan jeg forsikkre Dem om.«
Vi stode ved Indgangen til Restaurationen, og Durand skiltes fra mig. Jeg gik op. Du var der ikke, og Forestillingen vilde vare mindst en halv Time endnu. Jeg gad ikke sidde deroppe alene og drev atter af, ned imod Pont neuf, medens Durands Ord bestandig løb rundt i Hovedet paa mig.
»Hun er meget modtagelig,« gjentog jeg ved mig selv. »Hvad meente Durand egenlig med det? Var det en Tvetydighed? Hun er smuk, og Faderen maaskee mere original end gal. Eh bien, her er maaske et lille Eventyr at bestaae! Lad os da prøve det - tyve Francs ere jo ingen Herregaard.«
Under denne lille Monolog havde jeg naaet Pont neuf, men Fader Bernot var ikke til at øine. Jeg slentrede over Broen og drev ind i en af de første Gader i Quartier latin. Lykken var mig gunstig, thi giennem et af Vinduerne i en af de smaae Kneiper saae jeg Fader Bernot sidde taus hensjunken i Nydelsen af en lille Kridtpibe, medens et Glas Varmt stod foran ham paa Bordet.
»Naa, og saa? -« spurgte jeg, da Felsløv gjorde et Ophold og stirrede hen for sig.
»Saa,« gjentog han mørkt, »saa, - ja saa, for Fanden, gik jeg op med det gale Menneske paa et Kammer i femte Etage og fik fat paa Pleiedatteren. Hun var nydelig, den lille Tutelle, fiin og gracieus, men en reen Satan. Alt, hvad jeg spurgte om, slog til, som om hun havde været mig selv, intet Svar var uklart eller tvetydigt og til Slutning - -«
Felsløv var bleven dødbleg, hans Øine stirrede stivt paa mig, da jeg gjentog: »Til Slutning? -«
»Spurgte jeg hende, hvorlænge jeg skulde leve,« raabte han rasende, »og hun svarede, uden at et Træk forandrede sig i hendes Marmoransigt: Le trois Mars, vous serez mort! - Det er det Hele. Vi have idag den tredie Januar, det er akkurat to Maaneder. Kom, lad os gaae hjem! Jeg troer, jeg er paa Veie til at blive gal af det Vrøvl, eller ogsaa er det Ananaspunschen, som begynder at virke.«
Han slog hastigt Kappen om sig, greb sin Hat og styrtede ud. Da vi kom til en lille
Sidegade, dreiede han pludselig af, slog ud imod mig med Haanden til Afsked og
forsvandt, idet jeg hørte ham synge:
»Den skönsta nymf, som åt dig ler,
Inunder Armen tag!«
Efter denne Aften foregik der en stor Forandring med Felsløv, ja jeg kan gjerne sige, et heelt Omslag i hans Vaner og Tilbøjeligheder. Han havde i sine første Studenteraar været noget paa Afveie, tildeels paa Grund af ulykkelige Forhold - det vidste jeg heelt vel. Nu syntes pludseligt denne tidligere Periode at være vendt tilbage med forøget Styrke. Han kastede sig ud i Pariserlivet med en Iver og en Voldsomhed, der meget hurtigt vilde gjøre Ende paa hans, i Forveien noget svækkede Helbred. Aldrig traf jeg ham, som før, i hans Logis, sjeldent paa Hospitalerne, hvorimod han var en sikker Gjæst paa Bal Mabille, Chateau des fleurs og lignende Steder. Carnevalet nærmede sig; Folket, der endnu var seiersdrukkent efter Julirevolutionen, tumlede sig med større Livlighed og Frihed end før om i Maskeballernes brogede Verden og syntes for lutter Jubel og Lystighed at have glemt, at Døden ikke respecterer Maskeretten - da udbredte sig pludseligt det Rygte, at Choleraen, denne asiatiske Sygdom, som Ingen kjendte, og om hvis Rædsler man gjorde sig de frygteligste Forestillinger, nærmede sig Paris, og at flere Dødsfald allerede vare indtrufne i Forstaden St. Antoine. I Begyndelsen var der kun Faa, som bekymrede sig derom. De sorgløse Parisere lavede bons-mots over Sygdommen, som i de illustrerede Blade, i Figaro og Charivari, fremstilledes som en Beenrad i russisk Dragt, svingende sin frygtelige Knut af smaae Dødningehoveder, men som dog forfærdet veg tilside for de Batailloner af franske Læger, der, med uldne Mavebælter til Faner, Varmedunke paa Ryggen istedetfor Tornistre og med Klystersprøiter i Hænderne, jog den paa Flugt. Snart fik man imidlertid Andet at tænke paa. Som et splittet Lyn slog den med forfærdelig Voldsomhed ned i Byens forskjelligste Kvarterer, udbredte sig med rivende Hurtighed, dræbte i Løbet af faa Timer saa pludseligt og saa sikkert, at Folk, der glade og muntre i Carnevalsdragt vare dragne til den store Opera for at deltage i alle Overgivenhedens Orgier, døde, omgivne af Masker, i deres sidste Øieblik lyttende til Latter, Jubel og Spræl, der kun overdøvedes af Polkaen og Cancan'en fra det brusende Orchester. Da greb en næsten vanvittig Angst det jublende Paris. Stemningen slog om, og da endelig Skjemten, Latteren og Dandsemusikens Toner forstummede for Liigklokkernes alvorlige Klang fra Notre Dame og Byens øvrige Kirker, steg den lige til Panique. Man troede ligesom i Pestens Dage, at Brøndene vare forgiftede af Jøderne, Lægerne bestukne af de Rige, og der fandt Optrin Sted, hvor de uvidende Pøbelmassers blodige Handlinger paa en sørgelig Maade forøgede Offrenes Tal.
Dreven af Lyst til at lære den nye Sygdom at kjende og tildeels ogsaa af Pligtfølelse, havde jeg sluttet mig til de franske Lægers Tal og var i idelig Activitet, først paa Hôtel Dieu og senere paa et af de store Choleralasarether, som man snart blev nødt til at oprette. Felsløv saae jeg aldeles Intet til og troede halvveis, at han var krøben i Salveten og havde frelst sin Krop itide. Derimod traf jeg daglig sammen med en anden dansk Læge, Peter Møller, som lige var ankommen til Paris og strax havde tilbudt sin Tjeneste. Felsløv havde efter hiin Aften i Restaurationen ikke talt et Ord om, hvad der var foregaaet hos den gale Fader Bernot, og de enkelte Gange, hvor jeg var truffen sammen med ham og havde bragt denne Begivenhed paa Bane, havde han bestandigt trukket sig tilbage med en sky Ængstelighed, som han forsøgte at dække med en eller anden overgiven Spøg. De tunge Pligter, der paahvilede mig som Choleralæge, det strenge Arbeide og den idelige Spænding havde ganske jaget Mindet om hans lille Historie paa Flugt; den var for ubetydelig til at den kunde finde Plads i mit Hoved under den Tanketrængsel, som dengang opfyldte mig. Træt og udmattet vandrede jeg en Aften tilbage fra Lasarethet uden at vide, at det var den skjæbnesvangre tredie Marts, netop den Dag, som Felsløv havde udpeget som sin Dødsdag. Luften var kold og raa, det regnede jevnt, og de Vindstød, som af og til foer igjennem Gaderne, mindede langt mere om en Novemberdag hjemme hos os, end om Tegn til et begyndende Foraar. Gaderne vare øde og tomme. Alt hvad der kunde flygte var borte, og de, som Nøden eller Omstændighederne tvang til at blive tilbage, holdt sig paa slig en fugtig Aften forskandsede bag Husenes Mure. Ligesom jeg lagde Veien over Pont neuf, saae jeg gjennem Mørket en tynd, mager og noget krumbøiet Skikkelse, og det velbekjendte hæse Raab: »La science pour un sou, monsieur! Toute la science pour un sou, madame!« - klang atter i mine Øren. Mindet om Felsløv foer pludseligt gjennem mit Hoved. Jeg dreiede mig om og saae Fader Bernot staae under Lygten med sin gamle, grønne Kaskjet paa Hovedet og en Bunke Papirer i Haanden.
»Hvor er Deres Teleskop henne iaften, Monsieur Bernot?« spurgte jeg og stak ham et Par Sous i Haanden.
»Ak,« svarede han, »det gaaer ikke med Teleskopet i denne Tid. Folk bryde sig ikke om at være kloge paa Himlen, skjøndt den ene Sjæl vandrer op i den efter den anden. Heller ikke med Mikroskopet vil det længere gaae. Jeg viste en lang Tid Cholerafluer, og det gik meget godt. Folk vare meget begjærlige efter at see den sande Oprindelse til Sygdommen, og jeg tjente saa mange Sousstykker, at jeg neppe kunde bære dem hjem i min Lomme. Men saa blev det forbudt af Politiet. Man tog min Opfindelse fra mig og løb bort med Cholerafluerne, ligesom Leverrier stjal den nye Drabant, som jeg havde opdaget gik under Ringen paa Saturn, men som nu, paa Grund af den voxende Attractionskraft, forlængst maa være styrtet ned paa Planeten, hvorfor det ikke er saa underligt, at Arago forgjæves har bestræbt sig for at finde den igjen. De sagde, at mine Choleradyr kun tjente til at sætte Folk Fluer i Hovedet, og nu har en Tysker stjaalet min Opdagelse og skrevet et stort Værk derom i tre Foliobind. Jeg er et Offer for uafladelig Forfølgelse, min Herre! Jeg har de meest glimrende Ideer, men Ingen vil tro paa dem, og dog stjæle Menneskene dem fra mig - jeg er meget ulykkelig!«
Han stirrede aandsfraværende hen for sig og svingede den lille Pakke Papirer frem og tilbage som en Pendul.
»Hvad har De der?« spurgte jeg.
»Det er en ny Idee,« sagde han, »men ikke af mig selv; den duer heller ikke meget, men jeg tjener dog gode Penge derved. Det er Fremstillinger af Choleraens Optræden i de forskjellige Lande - ikke videnskabeligt, men en reen populair Trafique - fire Sous for Arket, min Herre.«
Jeg gik ind under Lygten og saae Billederne flygtigt igjennem. Det var store Træsnit; de fleste slet og raat colorerede, fremstillende Scener af Choleraens Optræden i Moskau, St. Petersborg, Wien og Berlin; men ingen vare de fire Sous værd, som han forlangte.
»Har De ingen fra Paris?« spurgte jeg.
»Nei, min Herre, endnu ikke,« svarede han med et uhyggeligt Smiil, »men jeg har en Idee, en Idee, som vil betale sig fortræffeligt. Naar det Billede kommer i Handelen, vil det betales med fem Francs pr. Stykke, og jeg vil faa et uhyre Honorar derfor - dersom man ikke stjæler det fra mig,« tilføiede han, idet han traadte lige hen til mig.
»Dette Billede vil De altsaa ikke vise mig,« sagde jeg, vigende et Skridt tilbage, thi hans Blik havde noget uhyggeligt Lurende ved sig.
»Jo,« sagde han, »De kan hjælpe mig dermed, og De vil ikke forraade mig. De er Dansk, og de Danske ere ærlige Folk, det veed jeg af Erfaring. Jeg trænger til en Isbjørn, min Herre! vil De love at skaffe mig en god Tegning af en Isbjørn, saa vil jeg vise Dem Billedet.«
»Jeg skal tegne Dem en imorgen,« sagde jeg smilende, »skjøndt det forekommer mig, at De vil kunne faae ligesaa gode Billeder her i Paris, hvis De ikke foretrækker selv at tegne en efter den, som findes i Jardin des plantes.«
»Ah, min Herre,« raabte han, »den er ikke ægte! Det er et Uhyre, et reent Monstrum, som Conservatoren har lavet efter en Tegning af Guérin-Meneville. Det er en tam Bjørn, som man har trukket over med Sælhundeskind og sat i en Vaskeballie. Jeg veed det meget godt, det er videnskabelig Humbug det Hele. Milne-Edwards, Valenciennes, ja selv Cuvier ere ikke bedre end de Andre. Det er Humbug og literairt Røveri Altsammen.«
»Javist, javist,« svarede jeg for at komme løs, »det veed jeg nok. Jeg skal sende Dem en Tegning imorgen; thi De vil da vel ikke have, at jeg skal staae og tegne Isbjørne for Dem midt om Natten paa Pont neuf.«
»Nei, nei,« raabte han ivrigt og greb fat i min Frakke; »men kom hjem med mig, jeg boer kun faa Skridt herfra. Jeg skal vise Dem mit Billede og hele min Samling af physiske Instrumenter, dersom De blot vil gaa hjem med og gjøre mig en Tegning af en Isbjørn.«
Under andre Forhold var jeg neppe gaaet ind paa en Indbydelse af denne Natur; men Felsløvs Eventyr stod mig for Hovedet, og jeg havde Lyst til at see denne Tutelle og de forunderlige Omgivelser, hvori hun sikkert maatte leve. Jeg modtog Indbydelsen og fulgte Fader Bernot, der med hurtige Trin styrede over Broen henimod Quartier latin.
Gjennem en Labyrinth af Gader og Gyder, som ikke syntes at skulle faae nogen Ende, og som i høi Grad modsagde Fader Bernots Angivelse om et nært Naboskab med Pont neuf, naaede vi omsider et temmeligt høit Huus, der havde den Eiendommelighed hverken at besidde Port eller Gadedør. Fader Bernot bukkede sig ned og slog med en Nøgle to Slag paa et af Skodderne, hvilket bevirkede, at Kjælderdøren aabnede sig ti Minutter efter for at fremvise en uhyre, kvindelig Skrubtudse med gulighvid Ansigtsfarve, uredt Haar og det svære Legeme indhyllet i det mindst mulige af kvindelige Beklædningsstykker. Hun brummede meget lydeligt over at være blevet forstyrret i sin Nattero, og under denne ingenlunde melodieuse Musik, som Fader Bernot fuldstændig syntes at overhøre, dukkede vi ned ad en Kjældertrappe og kom igjennem et stinkende Kjælderrum op ad en anden. Fader Bernot tændte en lille Lygte, for gjennem en Gaard, der syntes at være et Skakbræt af Rendestene, at naae til en Bagbygning, foran hvilken der viste sig en ganske lille Stump Himmel, paa hvilken en enkelt klartskinnende Stjerne straalede gjennem de nu sønderrevne Skymasser. Vi steg op ad Noget, der i Begyndelsen havde en fjern Lighed med en Trappe, hvorpaa den gik over til en Hønsestige, for til Slutning at ende i et af de Kragetræer, som jeg under andre Forhold kun har seet anbragt i Mølleværker og paa Flagstænger. Ved hver Afsats, om man ellers kunde give de smalle Dreininger dette Navn, standsede Fader Bernot og holdt Lygten ud imod mig med de fornemme Ord: »Encore un étage, s'il vous plait, monsieur!« -hvorpaa han trøstig kravlede videre, overladende til mig at knække Halsen paa den behageligste Maade, som jeg kunde udfinde. Endeligt standsede vi af den gode Grund, at Huset ikke var høiere, og da jeg kigede ud ad en Loftsluge, medens Fader Bernot aabnede Døren, forekom det mig, at jeg saae ned i en bundløs Brønd. Jeg hørte Klangen af en Guitar, som strax forstummede, da vi puslede ved Laasen, og et Øieblik efter stod jeg i et meget rummeligt Kvistværelse, der havde Vinduer til begge Sider. Jeg saae mig forbauset om; thi efter en saadan Opgang, under hvilken jeg havde havt rig Leilighed til at fortryde min Letsindighed, havde jeg ventet at komme ind i et eller andet usselt Hul og ikke i de Omgivelser, som jeg her forefandt. Et lille Bord bar paa sin renlige Dug, foruden en hyggeligt straalende Lampe, en Anretning, der øiensynlig syntes at være bestemt for Fader Bernot, og som gav tilkjende, at han ikke var nogen Foragter af et godt Aftensmaaltid. Langs Væggene stode Reoler, deels med forskjellige Bøger, meest ældre videnskabelige Værker, deels med physiske Instrumenter, deels med Modeller til forskjellige Maskindele. Enkelte gamle Kobberstik vare anbragte hist og her, og paa Consollen over den aabne Kamin, hvori der brændte en lystig Ild, thronede med stille Værdighed en fortræffelig Buste af Archimedes. Det store Kaleidoskop, tilligemed dets to Brødre fra Pont neuf, stod henstillet i en Krog og syntes der at sørge over den ufrivillige Landflygtighed, hvortil dets Eiermand havde fordømt det. Hvad der imidlertid meest slog mig, var den umiskjendelige Orden og Reenlighed, ja selv den Hygge, hvormed Alt var arrangeret. Ikke en Plet paa de talrige Messinginstrumenter, ikke et Støvgran paa de tætopstillede Bøger, Blomster og Planter i Vinduet, sneehvidt Lærredsbetræk over de gammeldags Meubler, alt Dette tilkjendegav, at et kvindeligt Væsen maatte være i Nærheden, og jeg var kun uvis, om den Flig af en staalgraa Kjole, som jeg ved min Indtrædelse havde seet forsvinde bag et mørkegrønt Tæppe, tilhørte Tutelle, eller om der, foruden denne, gaves endnu et Væsen, som kunde holde ud at leve indespærret med en gal Mand.
Fader Bernot satte sig uden videre Complimenter til Aftensbordet, og da han saae, at jeg, istedetfor at modtage den tilbudte Stol, foretrak at gjennemgaae Titlerne paa hans Bøger og undersøge Mekaniken i hans Modeller, begyndte han paany at conversere mig, alt som han lod den ene Ret forsvinde efter den anden.
Enten det nu var en Følge af Vinen, eller fordi han med den stigende Interesse forglemte sig selv, nok er det, at han i sin Samtale begyndte at udfolde langt mere Fornuft, end jeg egentlig havde tiltroet ham, saa at jeg til Slutning kom i Tvivl, om hans Vanvid var af periodisk Natur, eller om det blot var en Maske, som han tog paa ved Ankomsten til Pont neuf, for ved Hjælp af den at vække Medlidenhed og lokke Sousstykkerne til sig. Endeligt var Aftensmaaltidet tilende, og jeg mindede ham med et Par Ord om hans Løfte. Han stirrede paa mig med det sædvanlige Pont neuf-Udtryk i sit Ansigt og sagde: »Ønsker De at udføre den med Blyant, Tusk eller Rødkridt?«
»Jeg ønsker at see Deres Billede først,« sagde jeg kort.
Han saae paa mig med det samme lurende, mistænkelige Blik, som jeg havde seet paa Broen, og i dette Øieblik forekom det mig igjen, at Manden bestemt maatte være gal, og for at gjøre en Ende paa det, sagde jeg mut: »Lad mig da faae et Blyant.«
Han nærmede sig til sit Skrivebord, det eneste Bohave i Værelset, hvor Alt laa hulter til bulter, og efter længe at have rodet i de der liggende Papirer, vendte han tilbage med et Par Blyanter og et Stykke Tegnevelin. Jeg satte mig i Sophaen, greb Blyantet og tegnede efter Hukommelsen en Isbjørn paa alle Fire.
»Meget godt,« sagde han, idet han med et Kjenderblik betragtede Tegningen; »men den duer alligevel ikke. Jeg maa have en Isbjørn, der sidder i en Sopha.«
»I en Sopha!« udbrød jeg forbauset. - »Er De gal?« havde jeg nær sagt, men tog mig dog i det.
»I en Sopha, en Canapé eller hvad De nu vil!« raabte han ivrigt; »men den maa sidde mageligt, med Benene strakte langt fra sig og rygende paa en lille Kridtpibe eller en Cigaret, hvis De hellere vil.«
»Det kan jeg ikke tegne,« sagde jeg og reiste mig op, »jeg er ikke Kunstner.«
»Jo, vist er De saa, De tegner jo udmærket; gjør mig den Tjeneste, ellers kan jeg ikke vise Dem min nye Idee.«
Jeg greb paany Blyantet, og skjøndt det kostede mig en Deel Vanskelighed at udføre den i den angivne Stilling, gjorde jeg dog, som han forlangte, idet jeg blot antydede Omgivelserne.
»Bravo, bravo, brillant!« raabte han, medens han med et graadigt Blik fulgte enhver Linie. »Jeg troer den kan bruges, nu skal vi see.«
Han tog Plads ved Siden af mig, greb Blyantet og begyndte at tegne. I et Nu var Sophaen forandret til en elegant udstyret Canapé, bag hvilken et rigt Draperi slyngede sig med Speile og Gaslampetter paa begge Sider. Han gjorde endnu nogle dristige Træk og foran Isbjørnen stod et Bord med et Par tømte Champagneflasker og Levningerne af et rigt Maaltid. Endnu engang kradsede han løs paa Papiret, og da han hævede Hovedet iveiret, saae jeg en ung Pige i Debardeusedragt vellystigt henstrakt paa Canapéen med det blotte Bryst op imod Isbjørnens lodne Pels, som hun omfattede med sin venstre Arm, medens Bjørnens store Lab hang ned over hendes høire Skulder.
Jeg saae forbauset paa ham, men han betragtede Tegningen med et misfornøiet Blik og udbrød:
»Nei, det duer ikke; det var ikke saaledes jeg havde tænkt mig det. Nu har jeg fordærvet Deres gode Tegning med mit Fuskeri. De maa tegne mig en ny - en Isbjørn, der danser.«
»Nei Tak,« sagde jeg, idet jeg greb efter min Hat, »nu er jeg kjed af at blive holdt for Nar. Vil De være saa god at lukke mig ud; det er jo allerede seent paa Natten.«
Jeg greb, trods hans Modstræben, i Døren og havde allerede lukket den halvt op, da jeg saae Hovedet af en ung Pige titte frem bag det grønne Tæppe. Hun kastede et stjaalent, nysgjerrigt Blik ud i Værelset, og hendes Øiekast traf mit med et ligesom bedende Udtryk. Jeg studsede over dette uventede Syn. Hun var en fuldendt Skjønhed og i denne forunderlige Alder, som ligger lige imellem Barn og voxen Kvinde. Sorte, krøllede Lokker bølgede omkring et fiint, blegt Ansigt og legede med det hvide Florstørklæde, som omgav hendes Hals. Hendes store, sorte Øine, der maaskee vare lidt for fremstaaende, funklede af en forunderlig Ild, og hendes stærkt krummede Næse, med de store vidtaabne Næseboer, tydede tilligemed hendes svulmende Mund paa en sydligere Herkomst og en stærk Lidenskabelighed.
Dette Syn bestemte mig. Jeg gik rask hen til Bordet, greb Blyantet og sagde med en afgjørende Betoning: »Nuvel, jeg tegner endnu en Isbjørn for Dem; men det bliver den sidste - forstaaer De?«
»Javist,« sagde han, idet han med travl Ivrighed lagde et nyt Papir frem; »men De husker jo, min Herre, hvad De lovede mig: en Isbjørn, men een, der danser.«
»Ja vel,« svarede jeg, »skal det være en serieux Bamsedans, eller vil De have noget vildt?«
»Noget vildt,« gjentog han, idet han med øiensynlig Glæde gned sig i Hænderne, »noget rigtigt vildt, jo galere, jo bedre. Den rnaa helst hvile paa det ene Bagben, med det andet kastet op i Luften, Holdningen noget bagover, og med Forpoterne, som om den kløede sig under Armhulerne.«
»Det er en vanskelig Opgave,« sagde jeg smilende; »imidlertid skal jeg forsøge derpaa.«
Jeg gjorde et Par Udkast, og ved det tredie lykkedes det mig at gjøre Stillingen nogenlunde naturlig.
»Bravo!« udraabte han, idet han greb Papiret og henrykt stirrede derpaa. »Ganske fortræffeligt! Aldeles saaledes som jeg har tænkt mig det - tillader De et Øieblik?«
Han satte sig igjen ned i Sophaen, snappede Blyantet ud af Haanden paa mig og tilføjede hurtig nogle Rettelser paa Bjørnen, foruden en Mængde Streger paa Kryds og Tvers, hvis Betydning jeg endnu ikke ret fattede. Derpaa rakte han mig Papiret og udbrød med ufordulgt Forfatterglæde: »Hvad siger De til det?«
Jeg stirrede fuld af Forundring paa Papiret. Med raske, bestemte Træk var der, skjøndt skizzeret, antydet en Baggrund, hentet fra den store Opera, med Piller, Draperier, Speile og Gasblus. Min Bjørn havde faaet en af de bekjendte Studentercalotter paa og var, med en kort Kridtpibe i Munden, indviklet i den vildeste Cancan med en lille, ung Pariserinde, som i Dragt à la Columbine med en skjelmsk udfordrende Mine og sirlige Trin cancanerede foran den alvorlige Bamse, paa hvis trevne Ansigt man læste et helt Læs af Livets Gjenvordigheder.
»Jeg forstaaer ikke,« sagde jeg, »hvorfor De bestandig carikerer mine Tegninger. Dette her er jo ikke noget Naturhistorisk, men passer i det høieste for »Charivari«.«
»For »Charivari«!« gjentog han med et haanligt Udtryk. »Ah, min Herre, hvor vil De hen? Mit Billede vil gjøre mig verdensberømt, naar blot ikke En eller Anden stjæler Ideen fra mig.«
»De frygter da ikke for mig?« spurgte jeg smilende; »jeg har maaskee tegnet saa godt, at De antager mig for en Rival?«
»Nei, nei,« sagde han hovedrystende, »Danmark kan ikke bruge mine Ideer, det er for lille et Land dertil. Det kan kun frembringe Kunstnere og Videnskabsmænd af moderat Størrelse. Mine Ideer tilhøre Frankrig, som jeg selv, og det er kun mine Landsmænd, der med Fordeel kunne bestjæle mig. Nu skal De see.«
Han gik hen til det gamle Chatol og trak en flad Skuffe ud, hvoraf han med megen Omhyggelighed fremtog en Tegning, der var omhyllet med Silkepapir. Derpaa skruede han Lampen op, rettede paa Skjærmen, og da han havde faaet Billedet i den rette Belysning, sagde han stolt: »Ja, her er det!«
Jeg saae paa Billedet, der var tegnet med umiskjendeligt Talent, og sagde:
»Det er jo et Carnevalsbal; men jeg forstaaer det ikke rigtigt. Det forekommer mig, at alt er i Opløsning og Forvirring, og at Folk flygte til alle Sider.«
»Det er Choleraens Udbrud i Paris,« sagde han med pathetisk Stemme, »saaledes som jeg saae det den første Aften. Seer De, min Herre, det er Opéra comique - Lysene blinke, Musiken dundrer løs, de Dansende hvirvle sig rundt, alle Nationaliteter blandede mellem hverandre: alvorlige Englændere, kjedelige Hollændere, stive Spaniere, lærde Tyskere og guldudstrøende Russere. Seer De, Ballet er i fuld Gang, man tænker kun paa Lystighed og Glæde, paa Champagnen og l'amour. Her holder en Polichinel sine Taler, hist danser man paa sin Italiensk med Tambouriner og Castagnetter. Der i Forgrunden gjør man Nar af Vorherre i en Cancan, længere tilbage springer man Buk over Verdens Besværligheder og lader Damerne ride paa Skuldrene af Harlequiner og tykmavede Munke. Da opstaaer der pludseligt en Dødsstilhed i Salen. Orkestrets Instrumenter ere som forhexede, nogle ville slet ikke give Klang, andre frembringe kun skjærende Dissonanser. Ogsaa med Champagnen og Østerserne er det galt fat. Proppene paa den første ville ikke flyve tilveirs, skjøndt den gjærer og syder, og Østerserne indelukke sig haardnakket i deres Fængsel, skjøndt de ved deres Lugt forraade, at de for længe siden have givet Afkald paa Livet. Mængden bliver forbauset og forvirret, Gaskronerne blegne, og et Halvmørke begynder at opfylde Salen. Da hører man, trængende ind til Marv og Been, Tonerne af en eneste, en enkelt Violin, der bliver spillet høit oppe fra Galleriet. Der gaaer Jammer og Dødsraab gjennem disse Toner; de faae Blodet til at isne og Hjertet til at standse i sit Slag. Snart lyde de som Vindens Suk i Sivene ved Ganges, snart som den arabiske Hests hurtige Hovslag, snart som Pilegrimenes Sang, naar de fra Mekka og Medina vandre igjennem Ørkenen. Nu forandres Melodien - hører De - det klinger som Skovlhjulenes Raslen over Middelhavets Bølger, som den sammenpressede Damps hæse Stønnen, som den hvinende Klang af Locomotivets Signalpibe. Det var et fortissimo han spillede; men nu synker han ned, det bliver piano, næsten pianissimo. Hører De, min Herre? Det er Jammerens, Fortvivlelsens, de skuffede Forventningers Skrig, man hører, indtil det gjennem Trods og klynkende Beden synker ned til det sidste hendøende Dødssuk. Forstaaer De? - Denne magre, udtærede Skikkelse med Violinen i sin Haand og det hoverende Griin i sit Ansigt, det er Choleraen, der spiller op for Nationerne i Europa, og det er Livets Dans, som ender. Seer De, hvor de i vild Rædsel flygte til alle Kanter for at naae Udgangen? Kvinder og Svage trædes under Fødder, de brogede Pjalter flyve til alle Sider, Guldet har ikke længer noget Værd - det er kun Livet det gjælder. Men de komme ikke Alle ud. Nogle blive, hvor Lynet har lammet dem, og de døe, fare bort fra Livets Maskerade i den samme Mummedragt, hvormed de have dækket deres Feil, fare bort under Latter, Dødshyl og Cancanhvirvler.
Seer De Advocaten her i Krogen og ovenpaa ham den høilærde Doctor Farniente? Som Marionetter ligge de der med de puklede Polichineller, de liigblege Pjerrot'er og de brogede Harlequiner. Seer De den nydelige, lille Columbine? Hun er falden baglængs over sin Elsker, hendes Dragt er kommen noget i Uorden, og Masken er halvt gleden af det blaaligblege Ansigt, der seer ud, som det i et Nu er blevet hundrede Aar ældre. Ha! ha! ha! Er det ikke et morsomt Billede, min Herre, og nok sine fem Francs værd? Ikke sandt: »Vive le champagne, l'amour et la folie!« - Ha, ha! Det er en ægte Scene fra Livets store Opéra comique.«
Medens han gav denne Forklaring, og med stort Liv udpegede hver enkelt Figur i Billedet, tindrede hans Øine paany med en saa uhyggelig Glans, at jeg blev ganske underlig tilmode derved. Han saae med sin lange, tynde Skikkelse, med de magre, udrakte Hænder og det udtærede, rynkede Ansigt næsten selv ud som hiin uhyggelige Figur, der spillede Violinen paa Galleriet.
»Hvad vil De nu have Bjørnen til?« spurgte jeg, »Billedet er jo ganske færdigt.«
»Ikke ganske, ikke ganske,« sagde han med en uhyggelig Latter og pegede paa en lille, ikke udfyldt Plet tilvenstre i Forgrunden. »Seer De, jeg har paa Billedet faaet alle de Nationaliteter stillede sammen, som det store Paris hvert Aar med magnetisk Kraft trækker til sig. De seer, at jeg har faaet dem alle anbragt i deres Nationaldragter. Kun om de Danske var jeg i Uvished, hvorledes jeg skulde fremstille dem saaledes, at Enhver strax kunde gjenkjende dem. Jeg har aldrig seet deres Nationaldragt; maaskee have de ingen, og saa fandt jeg paa at sætte deres vigtigste Huusdyr istedet. Naar Pariserne see et Billede med en Sælhund, Hvalfisk eller Isbjørn, vide de strax, at det forestiller Noget fra Danmark. Nu skal De see, hvor det vil tage sig ud.«
Hurtigt klippede han min Tegning ud af Papiret og satte den ind paa den tomme Plads.
»Nei,« sagde han, »den er for stor og skader derved Ensemblet. Vent lidt, saa skal jeg gjøre det om.«
Da han atter rakte mig Papiret, dansede Bjørnen i Forgrunden paa den meest overgivne Maade sin Cancan med den lille, flotte Pariserdame, der figurerede foran den. Han havde forandret Noget ved dens Hoved og lagt enkelte menneskelige Træk deri; der kunde ikke være nogen Tvivl derom, det var Felsløvs Ansigt, det var Felsløv, der som Bjørn var afbildet paa Billedet.
Jeg bemærkede dette og han svarede smilende:
»Javist, jeg vil ikke negte, at jeg har tænkt paa denne unge Danske, der for nogen Tid siden besøgte mig og besaae mine Apparater. Jeg har senere et Par Gange seet ham baade paa den store Opera og paa Opéra comique, hvor han bestandig danser med Mademoiselle Leonie, som jeg har tegnet her.«
»Mademoiselle Leonie!« udbrød jeg forundret. »Det er da ikke den berømte Leonie, hvorom der har været saa megen Tale -?«
»Jo netop,« afbrød han mig. »Hun er et deiligt Fruentimmer, et af de skjønneste, der findes i Paris; men hun lever kun for sine Luner. Den ene Dag kan man møde hende i Boulogneskoven, farende afsted i sin Phaëton med en eller anden engelsk Lord, tydsk Hertug eller russisk Bojar, og samme Aften kan man træffe hende i en af Qvadrillerne paa bal Mabille sammen med en eller anden ung Student, som hendes Blik tilfældigt er faldet paa. For Øieblikket morer hun sig med Deres Isbjørn.«
»Siig mig,« sagde jeg, medens han atter omhyggeligt indpakkede sin Tegning, »kjender De ellers noget til denne unge Danske? Har han været hos Dem flere Gange end den ene Aften?«
»Nei«, svarede han kort.
»Jeg troede det,« sagde jeg spydigt. »Siden De kjender ham saa godt, at De endogsaa nu, efter næsten et Par Maaneders Forløb har formaaet at tegne hans Ansigt; siden De har udspeidet hans Veie og kjender hans Forbindelser, maa De vistnok nære en særlig Interesse for ham, og det forundrer mig nu ikke længere, at De har kunnet sige ham saa god Besked den Aften, han besøgte Dem.«
»Har han fortalt, hvad der foregik her?« spurgte han, idet han traadte mig et Skridt nærmere og saae mig skarpt ind i Øiet.
»Nei,« svarede jeg, »han har ikke fortalt mig Sagen i dens Detailler; men saameget veed jeg, at De har skræmmet ham med Deres Charlatanerie, og at hans nuværende Levemaade staaer i Forbindelse dermed.«
»Charlatanerie!« gjentog Fader Bernot med et ubestemmeligt Smiil. »Ah, min Herre, De veed ikke, hvad De taler om. Charlatanerie! Ja, hvorfor ikke? Ethvert Phænomen, som de Lærde ikke kunne forstaae, er naturligviis Charlatanerie for dem, indtil den virkende Aarsag bliver kjendt, saa er det en Opdagelse. - Hør, hvad jeg siger Dem, min Herre, og agt vel derpaa! Den Dag vil komme, da dette Charlatanerie vil tage et saadant Opsving, at det forrykker Verdens sædvanlige Orden. Der vil komme den Dag, hvor man ikke længere kjender noget Maal og nogen Afstand, fordi Ordet vil flyve Jorden rundt paa magnetiske Vinger. Den Tid vil komme, hvor man med Lynets Hurtighed besøger de fjerneste Kloder paa Firmamentet, fordi man vil forstaae at skille Aanden fra det tunge Jordstøv, der holder den tilbage her nede, saa at man vil kunne lade den flyve alene afsted med Tankens Hurtighed og atter ved Magnetismens Hjælp kalde den tilbage. - Ja,« vedblev han, idet han næsten med et Spring foer ind paa mig og lagde Haanden paa min Skulder, »den Tid vil komme, hvor man ikke længer kan have sine Tanker i Fred, hvor de ikke mere ville være toldfrie, fordi den mægtigere og bedre Begavede alene i Kraft af sin Villiestyrke vil kunne bringe dem under sine og lade dem trælle for sig. Havde jeg levet i de Tider, som ville komme, da var jeg ikke bleven bestjaalet, forurettet og forfulgt, saaledes som jeg nu er blevet. Det er mindre Aander, for hvilke jeg er bukket under, blot fordi de ved Nepotisme vare stillede høiere i Statstjenesten end jeg; men i de Tider, som jeg spaaer om, vil Rigdom, Magt og Indflydelse vel ikke forsvinde, men de ville tilhøre den bedst Begavede i Kraft af det Princip, at det er Aandens Herredømme, som alene vil seire. Det er min nyeste Idee, min Herre. Jeg arbeider Dag og Nat for at løse denne Opgave; jeg har allerede opnaaet Meget, men jeg skal løse Opgaven fuldstændigt - naar blot Ingen stjæler min Idee fra mig.«
Jeg trak paa Skuldrene, og skjøndt jeg ikke kunde undertrykke en let Gysen ved hans exalterede, næsten vanvittige Holdning og Ord, sagde jeg koldt:
»De blander der aldeles forskjellige Kræfter til et chaotisk Virvar, hvori der ikke er nogen Mening. Den elektromagnetiske Kraft, der strømmer igjennem sin Ledning, er noget ganske Andet end Hjernens Virksomhed, hvoraf Tanken er Frugten; det er Kræfter, der slet ikke kunne sammenlignes.«
»Javist, min Herre!« udraabte han og greb fastere i min Arm. »Det mener nu De og Deres Samtidige; men jeg forsikkrer Dem om, og det er netop Grundprincipet i min Idee, at disse Kræfter ere aldeles ensartede, og at man, ligesom man nu kan frigjøre Elektriciteten under Form af en funklende Gnist, saaledes vil man i kommende Tider kunne frigjøre Tanken og hele den aandelige Virksomhed, og sende den hvorhen man lyster. Jeg veed vel, at De anseer mig for gal ligesom alle de Andre - jeg har kun talt med Een, der deelte min Anskuelse.«
»Og hvem var det?« spurgte jeg spottende.
»En ung Amerikaner, Samuel Morse, som netop iaar besøgte mig i Paris, før han gik til Amerika. Jeg arbeider nu paa min Deel af Opgaven, og han paa sin. De skal see, vi ville faae underlige Ting at høre der ovre fra.«
»Og hvorvidt er De kommet med Deres?« spurgte jeg i samme Tone.
Det lod til, at min sarkastiske Holdning irriterede ham, thi han svarede stolt: »Saavidt, at jeg kan sende en Aand, som jeg behersker, hvorhen jeg lyster, for at den kan bringe Budskab tilbage.«
»Kan De ogsaa sende den ind i Fremtiden?«
»Til en vis Grad,« svarede han roligt.
»De maa undskylde,« svarede jeg, »at jeg ønsker at see dette Experiment, førend jeg kan troe derpaa; men,« lagde jeg smilende til, »det gjør De vel neppe, af Frygt for, at jeg skal løbe bort med Opdagelsen.«
Han saae et Øieblik taus paa mig, som om han vilde studere mit Ansigt, derpaa vendte han sig mod det mørkegrønne Tæppe og raabte med bydende Stemme: »Tutelle, kom herind!«
Jeg hørte Nogen bevæge sig inde i Værelset ved Siden af og derpaa en blid Stemme, som i en klagende Tone udbrød: »Jeg er iseng, Fader.«
»Kom ind alligevel, saa hurtig Du kan,« raabte han igjen.
»Det forundrer mig,« sagde jeg, »at De, som er ifærd med at løse saa store Problemer, søger Ophold og Erhverv paa Pont neuf.«
»Udflugter,« svarede han, »ikke andet end Udflugter for at lede Academiets Lærde paa Vildspor. Saalænge jeg staaer der og viser mit Mikroskop frem for et Soustykke, er jeg Ingenting; de lee i det Høieste ad mig. Trak jeg mig derimod tilbage, for i Ko og Stilhed at kunne arbeide paa mine store Ideers Udførelse, vilde jeg strax omringes af deres elendige Spioner, og mine Ideer vilde fra Academiet blive forelagte Europa i halvraa Form, længe førend jeg selv var blevet færdig med at gjennemarbeide dem. Det er den ene Grund, min Herre, til mit stadige Ophold der; men jeg har endnu en anden. Jeg studerer der den Maade, hvorpaa Menneskene opføre sig mod den Ulykkelige, den Forladte. Lavater har skrevet sit store Værk om Physiognomien og stræbt gjennem Ansigtstrækkene at udfinde Menneskenes virkelige Charakterer. Jeg har et uhyre Arbeide for, thi jeg gaaer -«
Her afbrødes han i sin Forklaring ved Indtrædelsen af den unge Pige, der ogsaa strax lagde Beslag paa min udeelte Opmærksomhed. Hun var lille af Væxt, med udmærket smaae og veldannede Hænder, og den hvide Natdragt, hvori hendes spæde Skikkelse var hyllet, og som hun ængstelig holdt sammen foran Brystet, gav hende i Forbindelse med hendes jomfruelige Tøven og den høie Rødme, der farvede hendes Kinder ved Synet af mig, en forøget Ynde. Hvad der imidlertid meest forundrede mig, var noget mærkeligt drømmende eller rettere sløret ved hendes Blik. Det var, som om disse prægtige, sorte Øine mere vare byggede til at skue ind i sig selv end udad mod Verden, og kun sjeldent, og da langsomt og med et vist Besvær, hævede hun de lange Øienvipper iveiret, der ligesom skinsyge rugede over de mørke Diamanter, som de beskjærmede.
»Nu skal De see, nu skal De see, min Herre!« raabte Fader Bernot fornøiet, idet han først gned sine Hænder og derpaa hurtigt rullede en lav Lænestol hen til Bordet. »Sæt Dig der, Tutelle! Det er en fremmed Herre, en dansk Læge, som er kommen for at see, hvorvidt jeg har bragt det.«
»Fader,« sagde hun med klagende Stemme og et bedende Blik, »lad mig være fri iaften, jeg er saa træt.«
»Passiar, sæt Dig ned!« raabte han barsk og pegede paa Lænestolen.
Hun sank ned i den med et bønligt Blik paa mig. Jeg havde den største Lyst til at afbryde denne Scene; men Clairvoyanterne vare ikke saaledes paa Mode i Paris dengang som nu, og dette, i Forbindelse med hvad der var hændet Felsløv, bevirkede, at jeg blev staaende som en tilsyneladende ligegyldig og rolig Tilskuer. Fader Bernot skruede Lampen, der var begyndt at døse hen, høit op, og skjød, ligesom tilfældigt, Udladeren paa den store Elektriseermaskine hen imellem Lampen og den unge Pige. Derpaa satte han sig ned paa en høiere Lænestol ligeoverfor og begyndte at betragte hende med et ufravendt, stikkende Blik.
Jeg har engang i min Fattigpraxis havt en afskyelig Sag med en Kone, om hvem det paastodes, at hun havde dræbt sine Pleiebørn ved Krampetilfælde, som hun fik til at opstaae ved i Halvmørke ufravendt at stirre paa de ved Spøgelseshistorier forkyste Børn. Der var ingen Tvivl om, at dette virkeligt var Sandhed, og kun med denne Kones graagrønne, stikkende Øine kan jeg sammenligne det Blik, som Fader Bernot ufravendt rettede paa den unge Pige. Hun syntes at føle sig besværet derved. Af og til foer en let Skjælven gjennem hende, og flere Gange slog hun med Haanden hen over Ansigtet, som for at bortjage en Flue eller andet Insect, som hun rimeligviis antog at svæve foran sine Øine. Derpaa sank hun mere og mere sammen, Hænderne faldt magtesløse ned paa hendes Skjød, Hovedet bøiede sig tilbage, den smukke lille Mund aabnede sig halvt, og Øinene, der nu stode vidt aabne, stirrede uden Liv, uden Bevægelse, uden Seekraft stivt ud i Rummet.
»Bruger De ingen Bestrygninger?« spurgte jeg Fader Bernot, der nu havde hørt op at stirre og pirrede ved Lampen, som synes at mangle Olie.
»Nei,« svarede han og reiste sig, »det overlader jeg til Charlatanerne. De vil altid kunne kjende Charlatanerne paa disse Fixfaxerier, som ingen Betydning have. For mig er Tanken og Blikket tilstrækkeligt. Nu er hendes Aand fri!«
Han førte Lampen tæt hen foran hendes Øie. Pupillen var stærkt udvidet, som paa en Død og aldeles uimodtagelig for Lysindtryk. Han løftede først hendes ene Arm, derpaa den anden, og de bleve ubevægeligt staaende i den Stilling, hvori han havde sat dem, som om de vare unddragne Tyngdens Alt overvindende Love. Derpaa hævede han hende op og bar hende som et Barn hen paa Sophaen, hvor han lagde hende ned, idet han sagde: »Naa, min Herre! Har De saa Lyst til at overbevises?«
Jeg havde dengang aldrig seet Noget til Det, som senere under Navn af Mesmerisme, Hypnotisme og dyrisk Magnetisme har sat saa mange Penne i Bevægelse og bragt Forstyrrelse i saamangen, ellers sund Hjerne. Intet Under derfor, og jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode, thi det er altid en egen Sag at være ene sammen om Natten med en Mand, der er gal, og et Fruentimmer, som er paa Veie til at blive det. Imidlertid mandede jeg mig op; den fremherskende Tanke hos mig var den, ikke at lade mig bedrage. Jeg greb hendes Haand for at føle, hvorledes Pulsen slog. Det var med en vis Gysen, at jeg hurtigt slap den igjen. Haanden var tung som Bly, kold som Iis og Pulsen næppe til at føle.
Han trykkede atter den hævede Haand ned mod Sophaen og raabte triumpherende: »Hvad siger De nu?«
»At hun lider af et kataleptisk Tilfælde, som De er istand til at fremkalde ved at sætte hende i en nerveus Spænding,« svarede jeg, bestemt paa ikke at lade mig overvinde.
»Ah, ja vist,« raabte han med en haanlig Gebærde, »det er Katalepsi, det kjende vi saa godt; det sagde ogsaa Deres Landsmand, da han var heroppe. Men vent lidt, vi ville faae at see! Har De ikke Eet eller Andet hos Dem, som hun kunde give Dem Besked om?«
Jeg lukkede min Tegnebog op, og det Første mit Blik faldt paa, var en lille Billet fra Felsløv. Jeg krøllede den sammen, for at han ikke skulde see Udskriften, og rakte ham den. Hurtig lagde han den i den unge Piges Haand, som han lukkede fast sammen; derpaa greb han hende om den anden Haand, og spurgte med en eiendommelig gjennemtrængende Betoning i Stemmen: »Hvad er det, jeg har givet Dig?«
Der gik en convulsivisk Sittren hen over hendes Træk, før hun aabnede Læberne. Med klangløs Stemme svarede hun: »Et Brev.«
Jeg smilede og trak paa Skuldrene - det Svar havde man ogsaa kunnet faae uden Magnetisme.
»Fra hvem?« spurgte han skarpt, uden at bryde sig om mine ringeagtende Tegn.
»Fra en Afdød,« sagde hun med den samme matte, klangløse Stemme.
»Det er ikke Tilfældet,« raabte jeg, glad over allerede ved det andet Svar at kunne gribe hende i en Feiltagelse. »Den, der har skrevet dette Brev, lever og befinder sig i bedste Velgaaende.«
Fader Bernot rystede paa Hovedet med en vantro Mine, og idet han trykkede hendes Haand mod Hjertekulen, spurgte han: »Seer Du skarpt?«
»Ja,« svarede hun, »fuldkomment.«
»Naar og hvor er denne Person død, som har skrevet Brevet?« spurgte han.
»I Nat Klokken Tolv, paa Lasareth St. Lazare,« svarede hun.
Jeg foer tilbage, som om jeg var bleven ramt af et usynligt Slag -det var den tredie Marts - nu huskede jeg det.
»Hvoraf er han død?« raabte jeg, idet jeg, uden at agte paa Fader Bernot, greb den unge Pige om Haanden.
Hun svarede mig ikke og syntes ganske uimodtagelig for min Stemme; men Fader Bernot stødte mig tilside og sagde uden at agte paa min Bevægelse:
»Af Cholera naturligviis! Hvilken Død skulde det ellers være? Der kommer jo ingen andre end Cholerapatienter paa Lasareth St. Lazare.«
Jeg stod som lamslaaet og bestræbte mig for at vedligeholde Følelsen af, at jeg stod foran et Par udlærte Taskenspillere, og dog var der Noget, som greb mig med Gru, en Fornemmelse af noget Ubekjendt, som jeg ikke kunde beherske.
»Ønsker De endnu en Prøve?« spurgte Fader Bernot med et haanligt Smiil.
»Ja,« svarede jeg, »thi denne Prøves Sandhed kan jeg ikke constatere. Jeg veed ikke, om vedkommende Person virkelig er død i Nat; men her er noget Andet, siig mig, hvad det er?«
Jeg fremtog af min Lomme en lille, men tung Pakke, indsvøbt i flere Lag Papir, emballeret med Bomuld og endelig omsluttet af Voxdug, der var sammensyet heelt rundt og forseglet i begge Ender. Her var jeg vis paa, at hverken den kløgtige Fader Bernot, eller hans snilde Elev skulde narre mig.
»Hvad er det?« spurgte Fader Bernot atter, og lagde den tunge Pakke i den unge Piges Haand, der næsten tyngedes til Gulvet derved.
»En Steen,« svarede hun sagte.
Jeg smilede paany; heller ikke til dette Svar behøvedes nogen magnetisk Søvn.
»Hvilken Steen?« spurgte Fader Bernot, idet han lagde den under hendes venstre Bryst.
Hun skjælvede stærkt, da den kolde, tunge Masse berørte hende og svarede et Øieblik efter:
»En Kalksteen. Den er guliggraa med røde Aarer, ligesom en Slibesteen.«
»Beskriv den,« sagde han skarpt.
»Det er en fiirkantet Steen«, sagde hun tøvende og ligesom ledende efter det rette Udtryk. »Dens tre Sider ere lige, som om de vare afskaarne med en Kniv, men den fjerde er brudt og ujævn. Paa Overfladen af Stenen, henimod den ujævne Side, seer jeg et fiint og skarpt Indtryk, som af en stor Blomst paa en kort Stilk. Underneden dette Indtryk er der, henimod det ene Hjørne, klistret en lille Seddel, hvorpaa der staaer - -«
»Hvad staaer der?« udbrød han, da hun pludselig standsede. »Læs det, skynd Dig!«
»Jeg kan ikke,« sagde hun mat, »der er ligesom en Taage for mine Øine.«
»Prøv nu!« raabte Fader Bernot, idet han, uden at agte min Nærværelse, rev hendes Natdragt tilside og lagde Pakken under det blottede venstre Bryst.
Hun skjælvede endnu stærkere end første Gang, men svarede rask og næsten øieblikkelig: »Pentacrinus clavatus, Geoffroy.«
Jeg stirrede næsten forvildet paa Fader Bernot. Min Forstand stod aldeles stille lige over for disse Resultater, hvis Gyldighed jeg ikke kunde benegte, men som jeg var saa langt fra at kunne forklare. Jeg havde ganske denne Forbauselsens Stupiditet, som man modtager lige over for en øvet Taskenspiller, men skjøndt jeg ikke vilde troe paa, hvad jeg havde seet, begyndte der dog at gjære en Følelse hos mig af, at her var noget mere end Taskenspillerkunst, at der maaskee fandt et længe forud beregnet Bedrageri Sted, og at Fader Bernot havde udspeidet mine Veie, ligesom han alt tidligere havde gjort ved Felsløvs.
»Ønsker De flere Prøver?« spurgte Fader Bernot i en halv sarkastisk, halv triumpherende Tone.
»Nei, jeg har faaet nok af dette Charlatanerie,« raabte jeg, irriteret over bestandig at tørne med min Forstand mod denne Uforstaaelighedens Jernmuur. »De kan vise mig, hvad Pokker De vil; jeg troer dog ikke en Tøddel deraf. «
»Nei, naturligviis,« svarede han, med et næsten sørgmodigt Smiil. »Verden er den samme nu, som for to tusinde Aar siden, og det Ord, som den største af alle Philosopher dengang udtalte, gjælder endnu. Selv om den saae de Døde opstaae af Graven, de Værkbrudne at blive helbredede, og de Blinde seende, selv da troede Menneskene ikke. Hvorfor skulde De være bedre end de andre, De, som hører til de Skriftkloge?«
»Lad mig prøve selv,« sagde jeg, »og hvis det da slaaer til, vil jeg troe Dem.«
»Jeg tør ikke love Dem, at det slaaer til,« svarede han. »Mediet kjender Dem ikke, og da De stiller Dem fjendtlig lige over for det, bliver Forbindelsen altid vanskelig.«
»Javist, jeg forstaaer Dem,« sagde jeg spottende; »det er det gamle Middel til at knibe ud med. Hun og jeg have ingen Aftaler havt i Forveien, og uden disse gaaer det galt med Experimentet.«
»Nu vel,« svarede han, ligesom efter en Kamp med sig selv; »prøv da selv. Jeg har aldrig forsøgt det før, men hvad De har seet, kan ikke svækkes derved, at maaskee et eller andet Svar gaaer tabt.«
Han greb min Haand og lagde den i hendes, efter først at have taget den lille Pakke bort og givet mig den tilbage. »Spørg nu,« sagde han, »men i saa kort og bestemt Form som muligt, og gjentag Spørgsmaalet uforandret, dersom det ikke bliver besvaret.«
Jeg omfattede den unge Piges Haand, der først havde været iiskold, men nu syntes at brænde inden i min, og spurgte: »Hvorfra har jeg denne Steen?«
Der kom intet Svar, og jeg gjentog paany mit Spørgsmaal høit og bestemt. Fader Bernot stod omtrent ti Skridt fra mig henimod Døren og betragtede os med et Udtryk, der var lige saa spændt som mit eget.
Pludseligt følte jeg hendes Haand sittre, der kom en Bevægelse i Musklerne omkring hendes Mund, som om hun gjorde sig Umage for at tale, men endnu ikke kunde.
»Hvorfra har jeg denne Steen?« gjentog jeg for tredie Gang.
»Fra Mr. Derolle, Naturaliste, Rue St. Honoré, Numero 38,« svarede hun med mat Stemme, som om det kostede hende stor Overvindelse at finde dette Svar.
Det var fuldstændig rigtigt. Jeg tabte imidlertid ikke Modet og spurgte rask: »Har han flere af samme Slags?«
»Ja, tre endnu,« svarede hun uden at betænke sig.
Derolle havde rigtignok erklæret mig, at det Exemplar, jeg havde modtaget, var det sidste han havde af en større Samling fra Rhinegnene; men dette kunde maaskee være et Handelsfif, og jeg spurgte derfor: »Hvor meget har jeg betalt for den?«
»Fem og halvfjerdsindstyve Francs,« svarede hun lige saa sikkert som før.
Prisen var rigtig, og den fiffige Naturaliehandler havde rimeligviis benyttet et Paaskud for at sælge mig den saa dyrt. Jeg spurgte derfor: »Kan De sige mig, hvor han gjemmer de andre tre Exemplarer?«
»I en Sal med mange høie Glasskabe,« svarede hun. »De ligge paa den øverste Hylde og paa Hylden staaer Nr. 78.«
Ogsaa dette forholdt sig fuldkommen rigtigt. Jeg huskede tydeligt, at han havde hentet en Trappestige for at tage den ned til mig. Alt løb i dette Øieblik rundt for mig. Jeg vidste neppe, om jeg var vaagen eller drømte, og det var ganske tankeløst, at jeg spurgte: »Hvem er jeg, og hvor boer jeg?«
Hun nævnede mit Navn og tilføiede uden at nøle den lange Adresse: »La Cité, Quai des Orfevres, au Coin de la Rue de Harlay Nr. 5.«
»Hvad bestiller jeg her i Paris?« spurgte jeg paany.
»De er ansat ved det nye Lasareth i Nærheden af Palais de Luxembourg og pleier de Syge,« sagde hun med svagere Stemme end forhen.
»Staaer jeg der i nogen Fare for mit Liv?« spurgte jeg; thi jeg begyndte uvilkaarligt at troe paa de forunderlige Ting, der foregik omkring mig.
»Nei,« svarede hun, »ikke der.«
»Hvor da?« spurgte jeg, idet jeg i min Bevægelse bøiede mig næsten heelt ned over hende.
Hun svarede ikke, og jeg maatte paany gjentage mit skjebnesvangre: »Hvor da?«
Hun syntes at være træt eller ifærd med at vaagne; thi hun havde, ligesom før, Vanskelighed ved at finde Ordene, og først da jeg tredie Gang tilraabte hende det samme Spørgsmaal, svarede hun med langsom og afbrudt Stemme:
»Der, hvor De træffer Epidemien næste Gang.«
For at lytte efter hendes sidste Svar, der næsten var uhørligt, havde jeg bøiet mig saa langt ned over hende, at mit Ansigt rimeligvis maa have berørt hendes; thi pludselig foer hun op med et vildt Skrig og styrtede derpaa under Udraabet: »O, min Gud, jeg døer!« atter tilbage paa Sophaen. Blodet styrtede voldsomt ud ad hendes Næse og Mund. Jeg gjorde en Bevægelse efter Vandcaraffen, som stod paa Bordet, hvorved jeg kom til at støde til Lampen, der klirrende styrtede ned og knustes i Faldet. Forvirret af det pludselige Mørke og de Skrig, som hun under sit Krampeanfald udstødte, næsten bedøvet af det Virvar af Tanker, der strømmede ind over mig, mærkede jeg neppe, at Fader Bernot greb mig i Armen og puffede mig ud bag det grønne Forhæng.
»Bryd Dem ikke derom!« sagde han hurtigt til mig. »Sagen er ikke saa farlig, som den seer ud til. Det er et simpelt Næseblod i Forbindelse med Krampetilfælde, som hun, med sin nerveuse Constitution, hyppigt lider af. Hun var træt, det vidste jeg, og jeg burde ikke have ladet Dem experimentere. Gaa ligefrem, saalangt denne Corridor rækker. De vil tilvenstre finde Trappen. Tag denne Nøgle med; den vil skaffe Dem ud ad Porten. De kan levere mig den imorgen paa Pont neuf - Farvel saalænge!«
Med disse Ord hørte jeg ham gaae tilbage og hurtigt lukke Døren i Laas efter sig. Jeg stod et Øieblik tvivlraadig, om jeg skulde lade ham alene med den Syge, og listede derpaa, selv nerveus og i høieste Grad aandeligt angreben, ned ad den Trappe, han havde betegnet mig, og som i hele sin solide Elegance ingenlunde svarede til de faldefærdige Stiger, hvoraf jeg var klavret op. Da jeg kom ned og med en Deel Besvær havde aabnet den store Port, der afgrændsede et rummeligt Gaardsrum, forbausedes jeg endnu mere ved den Udsigt, jeg havde for mig. Foran rullede Seinen stille og rolig under de høie Bolværker, lige tilvenstre havde jeg Pont neuf og langt tilhøire hævede Notre Dame sine kullede Spiir op imod Nattehimlen - og Alt dette, medens jeg indbildte mig at være langt inde i Quartier latin.
Langsomt og i underlige Tanker vandrede jeg hjemad. Ved Foden af min lille Lampe, der stod og brændte efter mig, laae en Billet, hvorpaa jeg strax kjendte Møllers Haandskrift. Jeg brød den og læste:
»Kjære Ven!
Det gjør mig ondt at maatte meddele Dem, at Felsløv er død i Nat Klokken Tolv paa Lasareth St. Lazare. Jeg har skrevet disse Ord paa Deres Værelse, hvor jeg forgjeves har ventet Dem i flere Timer. Jeg haaber, at De kommer til Begravelsen, som finder Sted imorgen Klokken Syv paa Père la Chaise. Vi ere kun tre Danske til at følge.
Deres hengivne P. Møller.«
»Du forstaaer maaskee neppe, Poul,« sagde min Fader med en pludselig Overgang, »hvorledes slige gamle Minder pludseligt kunne dukke op igjen og blive ligesom levende? Du vil maaskee lee ad en gammel Mands Fortælling og ikke fatte, at Sligt kan slaae Rod hos Den, som Du maaskee meest af Alle har anseet for at være fordomsfri og fornuftig. Jeg kan imidlertid ikke gjøre derfor. Denne Epidemi ængster mig, ikke for min egen Skyld, thi jeg har alt opgjort mit Regnskab, men for Din og Dine Brødres. Jeg synes, at jeg har gjort saa Lidet for Eder.«
»Fader!« raabte jeg, »hvorledes kan Du tale saaledes? Hvad have vi til Gjengjæld gjort for Dig? Nu først kommer den Tid, da jeg kan begynde at gjengjælde Dine Velgjerninger. Bliver Du syg, skal jeg pleie Dig; døer Du, skal jeg sørge for mine Sødskende. Men jeg haaber, at ingen af Delene vil blive Tilfældet; thi nu, da Du har faaet Din Afsked og har mig til at besørge Din Praxis, haaber jeg, at Du tager bort med Frits og Albert, inden de onde Dage komme.«
Min Fader reiste sig, tog mig ved Skulderen og sagde halvt alvorligt, halvt venligt: »Grønskolling! Gaa nu iseng, Klokken er mange. Imorgen tales vi atter ved, men Frits og Albert maa undvære mit behagelige Reiseselskab; der bliver nu Andet at tænke paa end at tage paa Landet.«
Med hver Dag som gik, følte jeg mere og mere den sørgelige Sandhed i min Faders Ord. Mine Brødre sendtes bort, vor gamle, venlige Huusholderske fulgte med dem tilligemed vor eneste Pige; thi det var et Grundprincip hos Fader, at rydde Huset saameget som muligt. »Kun de, som ere borte, ere i Sikkerhed«, gjentog han ofte. Selv fik jeg Ansættelse ved det Bureau, der blev oprettet paa Gjethuset, og hvor Arbeidet var overordentligt trættende og besværligt. Vi modtog dagligt Anmeldelser i hundredeviis, navnlig fra Byens østre Qvarteer, og jeg, tilligemed tre yngre Læger, vare i uafbrudt Beskjeftigelse med at gjennemstreife »Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger«, ligefra den øverste Ende af Gothersgade og ud til Nyboder. Fra Morgen til Aften, eller rettere fra Morgen til Nat piskede vi i Hede, Støv, Solskin og Regn om i de usle Boliger i Adel- og Borgergade, hvor Sygdommen krævede saa betydelige Offre. Aldrig var der et Øiebliks Ro eller et Minuts Hvile. Saasnart vi vendte tilbage til Bureauet, bleve vi sendte ud paany, og mangen en Dag spiste jeg baade Frokost, Middags- og Aftensmad enten paa Gaden selv, naar det kneb haardt, eller i en Port, naar Tjenesten lod En saamegen Tid tilovers, at man paa et Trappetrin kunde nyde sine to Tvebakker og drikke den Portviin, hvormed vi bleve saa rigeligt forsynede. Dog, den var i Sandhed suurt fortjent; thi, hvad jeg saae i flere af disse Huse, var saa frygteligt, at selv den dristigste Phantasi neppe kan udmale det værre, og havde ikke Anstrengelsen og den legemlige Træthed været saa stor, at den gjorde mig sløv og følesløs for Alt, hvad der foregik omkring mig, troer jeg knapt, at jeg vilde have holdt det ud.
To Aftener hver Uge vare Friaftener, og i disse søgte jeg bestandig tilbage til min Fader, som trods sin høie Alder vedblev at færdes i sin sædvanlige Fattigpraxis uden at bekymre sig om den krænkende Skrivelse, som Directionen havde sendt ham, men efter hvilken der nu, da man trængte til ham, ikke fulgte noget yderligere Skridt.
Disse Aftener i Hjemmet, der skulde være, jeg vil ikke sige viede til Fornøielse, men blot til Hvile og fortrolig Samtale, vare dog langtfra at opfylde dette Maal. Tvertimod, de vare næsten uhyggeligere end Tjenesten paa Bureauet. Der var Liv og Virksomhed, her havde jeg en Følelse som Soldaten, der efter en langvarig Marche maa staae stille paa Valpladsen og lade sig bestryge af en fjendtlig Ild uden at kunne svare igjen. Min Fader, som i disse Timer var den, hos hvem jeg skulde hente Adspredelse og Trøst, var næsten bestandig i en saadan Sindsstemning, at han ikke formaaede at yde mig nogen. Ikke, at han var bange eller frygtede for sin egen personlige Sikkerhed, thi jeg har kjendt Faa, for hvem Begrebet Angst var saa ubekjendt som for ham; men den Medlidenhed, han følte lige over for de Fattige, den Humanitetsaand, som han altid i saa høi en Grad havde været i Besiddelse af, og som nu saa uforsvarligt blev krænket af hans Overordnede, dette var det, som fyldte hans Sind med Bitterhed, ja Harme, og hvis Ærgrelse maa betragtes som en væsentlig Disposition til Cholera, som til enhver anden Sygdom, da fik han og de andre Læger i Fattigdirectionens Tjeneste rigelig Andeel deraf; thi Ærgrelse og Fortred koste ingen Penge. Imidlertid var det mig klart, at min Faders Helbred ikke i Længden kunde udholde saa besværlige legemlige Anstrengelser i Forbindelse med idelige Ydmygelser, og jeg bad ham flere Gange om dog idetmindste at søge et Par Ugers Permission, men han var ubøielig, og blev.
En lummervarm Juliaften vandrede jeg hjem fra Bureauet, som sædvanlig overanstrengt og næsten ude af Stand til at kunne holde mig overende af Mangel paa Søvn. Et Par Dage iforveien havde jeg modtaget en drøi Irettesættelse, fordi jeg en Aften seent, da jeg vendte tilbage fra en Visitation i Helsingørsgade, havde hvilet mig ved en af Lygteopstanderne omkring Runddelen paa Kongens Nytorv og derved var faldet i Søvn, en Søvn, der, skjøndt begyndt medens jeg stod opad en Lygtepæl, dog var endt med, at jeg havde sovet videre paa Steenbroen, hvor man fandt mig den næste Morgen Klokken fem med tre forsømte Anmeldelser i min Journal. Siden hiin Nat, da jeg saa aldeles havde ladet mig overvælde, havde jeg ikke været af Klæderne, ikke faaet Søvn i mine Øine. Som Jerusalems evige Skomager havde jeg vandret om fra Dør til Dør i en Tilstand, der hverken var sovende eller vaagen. Da jeg kom hjem, og traadte ind i de øde Værelser, var Fader endnu ikke kommet. Forgjeves vandrede jeg, for at holde mig vaagen, fra Faders Arbeidsværelse, gjennem den tomme Dagligstue til min afdøde Moders lille Cabinet, hvor Alt endnu stod i den Orden, hvori det havde været, dengang hun levede. Forgjeves lukkede jeg hendes Yndlingsinstrument, det gamle Fortepiano, op. Det var som om Tangenterne løb imellem hverandre - jeg kunde ikke finde en Node, endsige en Melodi. Jeg gik ind i Faders og mit Sovekammer og saae med en vis tankeløs Stirren paa noget Brænde, som stod opstablet ved Siden af Kakkelovnen, paa Muurstenene og Varmedunkene, som vare anbragte ovenpaa den, paa det lille Bord mellem Faders og min Seng, der indeholdt et heelt Arsenal af Hyldethee, Camilleblomster, Opium og Campherdraaber. Det forekom mig i dette Øieblik saa dumt, at Alt det stod der. Det kunde jo dog ikke bruges, naar det kneb - det havde jeg alt erfaret. Jeg satte mig i den gamle, høiryggede Lænestol foran Faders Seng og stirrede døsigt paa Medicamenterne, og alt som jeg stirrede paa dem, havde jeg en sløv Fornemmelse af, at Tiden var voxet fast til sig selv, saa at den ingen Vei kunde komme, og at den dog var blevet lang, uendelig lang, saa lang, at dens enkelte Minutter nu veiede op mod hele Dage, og at det bestandig vilde blive ved at være saaledes, indtil man døde og gik over i en Tilstand, hvor Alt var gravsort Mørke, men dog Hvile og Ro. Jeg havde en dump Fornemmelse af, at det, der for os Mennesker var at gjøre, var at døe, men saa hurtigt, saa let som muligt, og jeg fandt det næsten fristende at række Haanden ud efter Opiumsdraaberne, som kun stod to Skridt fra mig, for med disse at inddrikke Søvn, Forglemmelse og Hvile. Jeg rakte Haanden ud efter dem, men det syntes mig, at de bestandigt gled længere og længere tilbage, uden at jeg var istand til at naae dem, og da jeg endelig havde dem i Haanden, forekom Flasken mig saa stor, saa tung og saa svær, at det laa langt over mine Kræfter at aabne den.
Pludseligt hørte jeg Trin i det tilstødende Værelse, Trin af mange Fødder. Jeg foer op af min Søvn og sad endnu stirrende hen foran mig med Opiumsflasken i Haanden, da min Fader vaklede ind, understøttet af to mig ubekjendte Mænd og fulgt af Portnerens Datter, der bar et Lys i Haanden. Jeg havde endnu ingen Idee om, hvornaar jeg var faldet i Søvn, eller hvorlænge jeg havde sovet, men kun en uklar Bevidsthed om, at dette var skeet, og at Fader imidlertid var kommet hjem syg; thi han var bleg, usædvanlig bleg, og hang næsten i Armene paa de Mænd, der fulgte ham.
»Læg mig der!« sagde han med svag Stemme, idet han pegede paa Sengen. »Og Du, Poul,« tilføiede han, idet han strakte Haanden ud imod mig, »skynd Dig at hente Etatsraad Thal, jeg ønsker at tale med ham.«
»Er Du syg, Fader?« udbrød jeg, idet Virkeligheden pludselig gik op for mig. »Lad mig blive hos Dig og hjælpe Dig.«
»Nar, som Du er,« sagde han, og gjorde et frugtesløst Forsøg paa at smile, »troer Du, at Du kan hjælpe, hvor selv Hippokrates maa erklære sig renonce. Løb efter Thal, det er det Hele, Du kan gjøre med Dine unge Been. Jeg ønsker at tale med ham, men skynd Dig.«
Jeg foer ud paa Gaden og standsede et Par Øieblikke efter udenfor Porten hos den berømte Læge, der var en intim Ven og Barndomsbekjendt af min Fader. Porten stod aaben, Tjenestefolkene løb i Forvirring op og ned ad Trappen, uden at svare paa mine Spørgsmaal. Jeg traadte uanmeldt ind i Dagligstuen, hvor Graad og Hulken fortalte mig, hvad jeg alt havde anet - Etatsraad Thal var død for en halv Time siden, kort efter at han var vendt tilbage fra sin daglige Gjerning.
Forvirret og bedøvet foer jeg i Galop afsted efter et Par af de nærmeste Læger. Ingen var hjemme, og Ingen, det vidste jeg desværre altfor vel, kunde i dette Øieblik yde nogen Hjælp. Jeg vendte tilbage ed det smertelige Budskab, som jeg havde modtaget, og dog skulde jeg ikke bringe min Fader det - han var død to Minutter, før jeg naaede til Hjemmet. Jeg skal ikke forsøge paa at skildre de Følelser, der gjennemstrømmede mig, da dette Budskab blev mig meddeelt. En saa rivende Dødshurtighed forekom mig næsten utrolig, og først da jeg saae ham ligge stiv og ubevægelig i Sengen, med Hænderne foldede over Brystet og med et Ansigt, som om han pludselig var blevet tyve Aar ældre, først da følte jeg Ulykken i hele dens Udstrækning, og først da forekom det mig, at jeg blev rigtig vaagen, fuldkommen revet ud af den Døs, hvori jeg de sidste Dage havde bevæget mig. Jeg sad hele den Nat, og en uendelig lang Nat var det, ved Siden af Liget, snart lyttende til Stormkrogenes melancholske Raslen, naar Nattevinden satte dem i Bevægelse, snart til Stueuhrets ensformige Tikken, der kun afbrødes af dets timevise Slag. Alt var saa dumpt, saa mørkt og saa stille omkring mig. Det forekom mig, som om hele Verden var død, som om jeg var Munken, der i Pestens Tid vandrede ud fra det afspærrede og uddøde Kloster og sled sine Sko op, før han traf Mennesker i Verden. Af og til troede jeg at høre et dæmpet Suk. Da foer jeg iveiret med en Straale af Haab, greb Lampen og stod bøiet over ham i den frygteligste Spænding for at opdage, om der endnu var en Gnist af Liv tilbage. Naar jeg da havde forvisset mig om, at jeg var bleven skuffet ved en eller anden af de Lyde, der om Natten ere ligesaa almindelige som uforklarlige, naar jeg paany med smertelig Bevægelse havde stirret paa disse rolige, faste og i Døden stivnede Træk, da sank jeg atter hen i min tungsindige Grubien og tænkte paa, hvorlidet Livet dog egentlig er værdt, og hvor dumt det er af os Mennesker at holde Læger for at bevare det, en Dumhed, der kun kunde overgaaes af min egen, selv at blive Læge. Hvor ussel og magtesløs er man i slige Øieblikke, og hvor dybt føler man, at Døden er en Naturlov, som det næsten er vanvittigt at ville bekæmpe?
Den næste Dag hentede jeg, ifølge min Faders Ønske, en Rustvogn fra Hospitalet, og henimod Aften, en stille, varm og deilig Juliaften, vandrede jeg selv langsomt Fod for Fod ved Siden af Rustvognen, der skulde bringe Liget til Kirkegaardens Capel. Efter min Faders Bud var jeg den Eneste, der fulgte ved denne Leilighed, ligesom jeg var selvtredie ved den egentlige Begravelse, og da jeg hørte de tre Skuffer Sand falde paa Kistelaaget, under dyb Taushed af det lille Følge, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa Møllers Ord i Brevet til min Fader: »De kommer vel til Begravelsen, vi ere kun tre Danske til at følge?«
Aftenen efter Begravelsen, da jeg havde fulgt Faders Liig til Kirkegaarden, var jeg ganske alene. Jeg husker godt, at medens vi kjørte hjemad - jeg var saa træt og mat, at jeg ikke tog i Betænkning at sætte mig op paa Rustvognen ved Siden af Kusken - forundrede jeg mig over, at Luften kunde være saa frisk, de speilklare Søer saa skinnende, at Byen kunde ligge saa rolig for mig i Aftenglansen, og at Fruekirkes Kors, dette Velsignelsens Tegn, kunde straale saa blankt og forjættende, medens Pesten og Døden rasede indenfor Byens Volde.
Hvad jeg hidtil havde oplevet, var imidlertid kun et Forspil, en Prøveforestilling paa det Dødens Drama, som faa Dage senere skulde rulle op for mig. Da Sygdommen vedblev at gjøre større og større Fremskridt, ansattes yngre Læger til Tjeneste ved Gjethuset, medens jeg som Candidat blev engageret til at gjøre extraordiriair Tjeneste som Choleralæge ved Almindeligt Hospital. Betingelserne vare glimrende. Ti Daler om Dagen, foruden Forpleining, kunde nok friste selv Andre end Den, der havde tre Brødre at forsørge, og dog vilde jeg ikke tage disse Dages Tjeneste paa mig igjen, om man saa bød mig nok saa Meget derfor. Stuegangen begyndte Klokken Otte om Morgenen for mit Hold og endte Klokken Elleve; men snart begyndte der hos det opvartende Personale at yttre sig Tegn paa almindelig Opløsning, og dette tvang de Overordnede til at møde Klokken Sex eller Syv om Morgenen, for ofte ikke at vende tilbage før Klokken Et eller To om Natten. Selv for mig, der havde været saa vant til at høre min Fader rette Klager og Bebreidelser imod dette Hospitals Administration, selv for mig staae de Ting, som jeg dengang hørte og saae, endnu som Noget, man ikke vilde troe, dersom man ikke selv havde oplevet det. Aldrig, om jeg end bliver nok saa gammel, glemmer jeg den første Stuegang, jeg gjorde derude. I den friske, klare og sollyse Morgen var jeg vandret over Volden og Esplanaden, men allerede den Luft, der slog mig imøde, da jeg aabnede Hospitalets Port, var saa kvælende, at jeg uvilkaarlig veeg tilbage for den. Dog, hvor skummel og uhyggelig end denne Caserne tager sig ud til dagligdags, med sine smudsige, faldefærdige Trapper, sine hvidtede, endeløse Corridorer, der i vanvittig Forvirring skyde sig saaledes ud og ind i hverandre, at man mere end tilstrækkelig forstaaer Dobbeltnumrene paa Dørene, saa er dette dog Intet mod det Skue, som Hospitalet frembød under de daværende Forhold. Man tænke sig Stuer saa overlæssede og stuvede, at Patienterne undertiden ikke havde hundrede Cubikfod Luft til at fylde deres Lunger med; man tænke sig denne Luft saa tung, saa stinkende og saa fortvivlet inficeret, at enhver Patient, som kom derind, døde; man tænke sig disse Dødsleier, hvor Hospitalet havde saa lidet af de nødvendige Requisiter, at Hovedpuderne ofte reves bort under de Døende, for at anvendes til de Nyankomne - og man faaer endda kun et svagt Billede af de Forhold, hvorunder vi virkede. Man maa hertil lægge Nødraabene og Skrigene af dem, der vaandede sig i de forfærdeligste Kramper; de stønnende Suk og de angstfulde Udraab af dem, der stod i Begreb med at forlade et Liv, som kun havde været dem til Jammer og Elendighed; den forstenede Ro og den Fortvivlelsens Resignation, der herskede hos de af Lemmerne, som endnu ikke vare blevne angrebne, men som, liig Fangerne i Velfærdscomiteens Fængsler, hver Morgen ventede det Øieblik, da Slutteren skulde træde ind for at læse Navnene op paa dem, der paa denne Dag skulde bøie sig under Guillotinen. Hertil kom den mærkværdige Ligegyldighed, som Fattigdirectionen viste mod dem, der vare betroede til dens Varetægt; thi foruden den summariske Fremgangsmaade med de to hundrede Liigkister gjordes kun saare lidet af Det, som Lægerne ansaae for nødvendigt til Patienternes Tarv. Man tog det opvartende Personale blandt selve Lemmerne, ja drev det saavidt, at kvindelige Patienter paa een Stue bleve pleiede af mandlige Vaagekoner, hvorfor Directionen, maaskee for at faae dette Misforhold opveiet, paa en anden Stue lod mandlige Patienter pleie af kvindeligt Personale. Uden at tage Hensyn til hvilke Personer man derved fik, lønnede man disse med kun tolv Skilling daglig, ja gik endog til den Yderlighed, at man ikke engang for Patienternes Vedkommende forandrede det daglige Spisereglement, hvori Kaal, Ærter og Flæsk tilligemed Fattigvæsenets bekjendte spartanske Suppe spillede en overveiende Rolle. Da man, trods sin Fremsynethed, manglede Liigkister og derved fik Liighuset opfyldt, slog man nogle Bræder for Hospitalets Port ud til Amaliegaden og stablede Ligene op i Portrummet, uden at bryde sig om den Forraadnelsens Stank, som de udbredte.
En Læges Gjerning er under enhver Epidemi tung og besværlig, men den bliver næsten uudholdelig, naar de Myndigheder, under hvilke han virker, af halstarrig Trods og i Bevidstheden om deres Magtfylde, sætte sig op imod det, som Fornuften og Menneskeligheden byder. Der begyndte lidt efter lidt at udbrede sig den Tro blandt Hospitalets Befolkning, at det var med Villie, at man vedligeholdt en saa slet Tilstand, for derved at rydde op blandt Personalet. - »Vi skulle jo døe, og her er jo Ingen at klage til uden Vorherre!« sagde en gammel Kone til mig en Aften, da jeg forlod Hospitalet, medens hun grædende tog Afsked med sin Søn, der var ansat ved den kongelige Porcellainsfabrik. Det var tunge Ord at høre paa, og dog gjorde man Intet, intet Andet end stoppe sine Øren for dem. Dog jo, man gjorde paa en vis Maade mere, thi da Epidemien endelig begyndte at sagtnes og viste Tegn til at ville ophøre, gav Fattigdirectionen Ordre til, at Patienterne fra Vartov, hvor Epidemien lige var udbrudt, skulde føres ud paa almindeligt Hospital, og derved bringes under Forhold, som i Byen almindeligt blev anseete for dødbringende, og som i ethvert Tilfælde kun kunde bidrage til, at den nys udslukkede Epidemi blussede op igjen med fornyet Styrke.
Naar jeg tænker tilbage paa de Scener, som jeg oplevede under mit daglige Ophold paa Hospitalet, forbauses jeg næsten over, at alt Dette holdt sammen, at ikke disse svage, syge og elendige Mennesker gjorde Oprør og, drevne af Fortvivlelsens Raseri, sprængte Hospitalets Porte for at storme Byen med deres Krykker. I Begyndelsen døde Alt for os - Hospitalet saae ud som en Valplads. Senere reddede vi Enkelte, men kun ved at være paafærde baade Dag og Nat; thi naar vi ikke vare tilstede, forsøgte det tjenende Personale enten at knibe ud eller gjøre Ting, der vare endnu værre. Vante til Nød og Usselhed, forhærdede ved Laster og Udsvævelser, og ubarmhjertige af Vane, skete der Ting, hvis blotte Mulighed maatte banlyses af Tankerne. -»Tag Liigsedlen af ham,« hørte jeg saaledes en Vaagekone udbryde en Aften, da den Døende gjorde en svag Bevægelse for at skille sig ved det Tegn, der endnu ikke tilkom ham; »men stik den paa ham, naar Du kommer tilbage, saa er han færdig!«
Opfyldt af de triste og sørgelige Tanker, som en saadan Tingenes Tilstand maa fremkalde hos Enhver, der i Fattigdommen seer noget Andet end en Forbrydelse, udpiint af Dagens Anstrengelser, nedtrykt ved Tanken om min Faders Død og de paa mig hvilende Forpligtelser, som jeg med min bedste Villie knapt formaaede at opfylde, vandrede jeg en Aften henimod Klokken Ti over Volden fra det sørgelige Hospital til mit næsten lige saa sørgelige Hjem.
Det var en stille Aften med en underlig lummervarm, tung og trykkende Luft, der kun af og til sattes i Bevægelse ved enkelte mægtige Vindstød, som bragte Esplanadens gamle Træer til at vaande sig under den usynlige Haand, som af og til ruskende foer igjennem deres Toppe. Da jeg kom op paa Volden, og, for at rense Lungerne fra det Støv og Smuds, der hvirvlede om paa Gaden, gik over Bastionerne, saae jeg en Himmel saa mørk og truende, som jeg sjelden erindrer at have seet her hjemme hos os. Det ene Skybjerg syntes at være dynget ovenpaa det andet; de stode tunge og ubevægelige som blaasorte, takkede Skær, der kun i de yderste Kanter farvedes gulige af de Straaler, som Solen, skjøndt under Horisonten, dog formaaer at give. Alt var saa stille, saa forunderligt stille, medens jeg gik over den øde Vold. Kun Ahornens brede Blade susede af og til, brusende op, naar et Stormstød fra det sig nærmende Uveir raslende foer igjennem dem. Jeg kunde høre Gjenlyden af mine egne Trin slaae an mod Sølvgadens Kaserne, en enkelt udelukket Hund tudede nede ved Volden, Skildvagten ved Rosenborg Bastion stod halvt sovende i sin røde Kappe, som han allerede havde gjort klar mod det sig nærmende Uveir, - da klang pludseligt Retraitens forunderlige, langtrukne Toner, først dæmpede, langt borte, fra Hovedvagten, saa livlige og klingende fra Casernen nedenfor mine Fødder. Der var en underlig vækkende Klang i disse Toner, først i det muntre Allegro, saa i de kaldende, lokkende og langsomt hendøende Toner, der fulgte efter. Jeg blev staaende og lyttede til. Jeg veed ikke, om det gaaer Andre ligesom mig, men jeg kan ikke lade være at lytte til disse Toner, og naar jeg hører dem, dukker en Række af Minder op i min Sjæl. Jeg husker dem saa vel fra det gamle Laboratorium paa Christianshavn. Dengang var jeg Barn, og naar Retraiten lød vidste jeg, at Dagens Anstrengelser vare tilende, og at Hvilen ventede mig. Hvormangen en Aften har jeg ikke hørt dem ude fra Castellet, eller fra Kronborgs gamle Mure udover Sundet, naar jeg i den stille Sommeraften kom vandrende fra Hornbæk eller Gilleleie med min Botaniseerkasse paa Ryggen. Naar jeg da hørte dem, vidste jeg, at Hjemmet var nær, og at lyse, glade og venlige Ansigter ventede mig. Jeg har hørt dem klinge fra Dannevirke, fra Dybbøl og fra Fredericia, dengang jeg som Underlæge fulgte Armeen, og da vinkede de mangen en Gang til et glad og lystigt Lag ovenpaa en trættende Marche eller en anstrengende Lasarethtjeneste. Dengang var der dog Liv, Tummel og Lystighed. Det kunde gjælde Døden, men det var en Død under Guds frie Himmel, under Kammeraternes Hurra, til Fanernes Flagren og Tonerne af den tappre Landsoldat - men nu! En afmægtig Kamp med en almægtig Fjende, en Kamp, hvor man stred mod en Magt, der skjød med forgiftede og usynlige Kugler - det var værre, tusinde Gange værre!
Jeg vendte mig om og vilde gaae videre; da følte jeg en Haand blive lagt paa min Skulder og en bekjendt Stemme udbrød:
»Hvad Pokker, Aabye! Lever Du endnu? Jeg troede, Du var pillet af for længe siden.«
Jeg vendte mig om og gjenkjendte en Collega i Kunsten, en af disse forsorne, jernhaarde Fyre, som beholde Lystigheden til det Sidste og ikke vilde tabe Modet, selv om Døden grinede ind ad Døren for at lade sig presentere.
»Ja, hvorfor skulde jeg ikke leve?« svarede jeg, gaaende ind i hans Toneart. »Livet er jo kjært, som Matrosen sagde, da han reddede Kjøbenhavneren.«
»Javel,« sagde han, »og derfor hænger man i til det Sidste, som Kjøbenhavneren gjorde. Naar jeg spørger, om Du lever, lille Aabye, er det egentlig af to Grunde. For det Første, fordi Du er ansat paa Almindeligheden, som for Øieblikket synes at have stærk Ansats til at blive en Ualmindelighed, og dernæst fordi jeg troede, at saadan en Damon og Pythias som Du og Jessen ikke ret længe kunde leve adskilte fra hinanden.«
»Hvad mener Du!« raabte jeg. »Jessen er da vel ikke - -?«
»Av, for Fanden!« sagde han. »Det vidste jeg s'gu ikke af. Jo, Jessen er væk; han er færdig, om jeg saa maa udtrykke mig.«
»Naar skete det?« spurgte jeg, idet jeg standsede ved Voldbakken.
»Igaarmorges ude paa Frederiks Hospital,« svarede han. »Blev angrebet Klokken Fire og døde Klokken Syv; det kan man kalde prompte og expedit Aflevering.«
»Leed han meget?« spurgte jeg med bævende Stemme.
»Ja, reent forbandet,« svarede han. »Efter det første Anfald bad han Opvartningskonen give sig en Skalpel, der laae paa hans Bord, for at han kunde aabne en Aare; men hun gav sig til at skrige, det Fæ, løb ud og sagde til Overlægen, at han vilde tage Livet af sig. Saa maatte han jo gaae hele Touren igjennem. Det gjør mig s'gu ellers ondt for Jessen. Han var en Smule blød, men ellers en rigtig skikkelig Fyr. Naa, hvor vil Du hen? Jeg stikker ned ad Gothersgade; jeg skal være paa Bureauet imorgen Klokken Syv og har ingen Lyst til at faae en Balle Vand over Hovedet.«
Jeg gik sønderknust videre. Jessen død, min bedste, min fortroligste, min eneste Ven borte, død, uden at jeg engang anede det. Jessen død - det var jo næsten en Umulighed. Hvorfor skulde netop han gaae bort, der var saa udmærket skikket til at leve og saa lidet til at døe? Det var ikke mere end to Dage siden, vi havde truffet hinanden paa Gaden, talt om Sygdommens sørgelige Fremskridt og lovet hinanden at tage Regres til Efteraaret, naar Epidemien var forbi. Uvilkaarligt kom jeg til at tænke paa den uhyggelige Scene ved Søllerødsø. Ved en Ideeassociation sprang min Tanke til den snevre Gyde i Quartier latin. Jeg syntes i min ophidsede Phantasi tydeligt at see min afdøde Fader ved det forunderlige Stevnemøde med Fader Bernot og hørte hans Raab: »La science pour un sou, monsieur! Toute la science pour un sou, madame!«
Halvt drømmende tumlede jeg op af min Trappe og traadte paany ind i de tause, øde Værelser, hvor jeg næsten forekom mig selv som en enlig Gjenganger, der ikke længere har Ro i Graven. Jeg lukkede Vinduerne for den nedstrømmende Regn og satte mig tankefuld hen i den mørkeste Krog af Stuen for uforstyrret at kunne hengive mig til mine sørgelige Betragtninger. Men det var som om en Dæmon forfulgte mig. Selv Mørket maatte jeg ikke engang have i Ro. Det ene blinkende Lyn foer over Himlen efter det andet, og i denne vexlende Belysning af natsort Mørke og blaaligblege Glimt forekom vor gamle Dagligstue mig ikke alene uhyggelig, men næsten rædselsfuld. Jeg var i Gravstemning - jeg har ofte leet ad dette Ord og fundet det at være, hvad min Ven fra Volden vilde kalde cadaverlyrisk -nu forstod jeg dette Udtryk, følte denne Stemnings Berettigelse, men kunde ikke engang faae Ro til at udhvile i den. Jeg tændte Lys og søgte efter Lecture. Paa Bordet laa, sendt fra min Boghandler, det nyeste Humbug: »Sikkert Værn mod Choleraen.« Jeg greb Piecen, kylede den hen i en Krog og gik saa ud med Lyset for at aabne Postkassen og see Dødslisten efter i Aftenberlingeren. Ved at lukke Avisen op, faldt en lille Billet ud af den. Adressen var skreven med en uøvet og udannet Haand paa tyndt, blaaligt Papir og Brevet lukket med en Oblat, som var trykket ud med Fingeren. »Til Hr. Daagter N. Aabye« stod der; det var altsaa et Brev til min Fader. Jeg brød det, Indholdet var kort, men den rystende Haand tydede ogsaa paa, at Vedkommende havde maattet skynde sig. »Kom snart! Jeg er meget slet; jeg troer jeg døer.« Disse tre korte Sætninger vare Brevets eneste Indhold, men de vare centnertunge i al deres Korthed. Under disse Par Linier var der til venstre gjort Anløb til et Slags Efterskrift, som atter var udstreget; til høire stode to, næsten ulæselige Navne. »Laura« fik jeg dog ud af det ene.
Det var tydeligt, at det var en af Faders gamle Patienter, en Fattig, som henvendte sig til ham; men hvo denne gaadefulde Laura var, formaaede jeg ikke at gjætte. Fader havde aldrig omtalt hende for mig, og Brevet selv opgav kun Navnet, ingen Adresse eller Bopæl. Jeg var næsten egoistisk nok til at glæde mig over at kunne dysse min Samvittighed i Ro paa denne bløde Hovedpude, da der blev ringet voldsomt paa min Dør. Jeg lukkede op og saae en gammel, fiirskaaren Sømand, drivende af Regn og med et sørgmodigt, forlegent Udtryk i sit veirslagne, barske Ansigt.
»Med Forlov at spørge, er De Doctoren?« sagde han.
Jeg bejaede det, og han vedblev:
»Med gunstig Forlov, vilde jeg gjerne vide, om Doctoren ikke vilde være saa behagelig imod mig, at gaae ud med paa Christianshavn, for at see til - -?«
Noget, der lignede en Hulken, kvalte den gamle Sømands Stemme, og han foer med Haanden over Øinene, da jeg spurgte:
»Hvem hos Dem er syg?«
»Ingen hos mig,« svarede han, »med gunstig Forlov, Hr. Doctor. Hun er blevet syg ude af Huset, syg paa et Sted, hvor hun er kommen forkeert i Havn, Hr. Doctor; men jeg vil dog ikke lade Tøsen døe for den Sags Skyld, med gunstig Forlov.«
Jeg fik Manden ind i Stuen, og ved nærmere Forklaring viste det sig, at han var Baadsmand og boede i Nyboder; Konen var død, Sønnen paa Togt. Han havde en Datter, »som forresten var kommet paa den forkeerte Side af Lagnet, om jeg saa maa sige, Hr. Doctor,« og hun var nu bleven syg i Dronningensgade paa Christianshavn, hvor hun havde taget Logis.
Der var noget forunderligt Rørende ved den gamle Sømands strenge Moralitetsfølelse paa den ene Side og Smerten over hans ulykkelige Datter paa den anden. Det var klart, at han allerede for længe havde ladet hende drive sin egen Sø, og Angeren herover syntes at pine den gamle Mand lige saa meget, som Følelsen af hendes Brøde. Nu, da hun var syg, forskudt, fattig og elendig, var hele den Medlidenhedsfølelse, som han tidligere havde sluttet inde og trængt tilbage i sig selv, pludseligt dukket op med en Kraft, som han ikke kunde beherske, og som næsten satte ham i en feberagtig Stemning.
Efter de Symptomer, han beskrev, og efter det Stadium, Sygdommen alt havde naaet, var der imidlertid ikke stort Haab tilbage. Ja, der var saalidet Haab, at det næsten var naragtigt at gaae derud; men dog greb jeg, trods min Dødstræthed og trods den nedstyrtende Regn, min Hat og Kappe og ilede med den gamle Mand ned paa Gaden -blot det, at faae noget at bestille, at faae Tankerne til at gaae i en anden Retning, var mig en Vederkvægelse efter den Aftens oprørte Følelser.
Hurtigt og næsten uden at tale et Ord ilede vi til Gammeltorv, hvor jeg lod ham sætte sig ind i en Droske, der i fuld Galop førte os langs Philosophgangen til Langebro. Der brød Uveiret imidlertid løs i hele sin fulde Styrke, og de, som paastode, at Choleraen udviklede sig af Mangel paa Elektricitet, kunde her faae rigelig Leilighed til at overbevise sig om det Modsatte. Glimt fulgte paa Glimt. Lynene sloge ned med et drønende Brag, snart til høire ud over Kallebodstrand og Amager, snart til venstre ind over Byen, Havnen og Sundet. Pludseligt standsede vor Hest og steilede omtrent midt paa Broen. Det var umuligt for Kusken at bringe den fremad, selv en Droskehest kan komme under Omstændigheder, hvor den antager, at det er bedre at vende om end gaae fremad. Vi steg ud og lod Kusken vende, saa godt han formaaede, og da det pludseligt faldt mig ind, at Christianshavns Apothek laae et betydeligt Stykke fra Patientens Bopæl, lod jeg den gamle Baadsmand sætte sig ind igjen, for over Knippelsbro og Brogade at naae Apotheket og der gjøre et Par Indkjøb, inden han traf sammen med mig paa det opgivne Sted. Selv arbeidede jeg mig, med Hatten trykket ned over Øinene og Kappen svøbt tæt omkring mig, frem imod Regnen og den rasende Vind, langs den øde og skumle Reberbane. Lynene blendede og forvirrede mig, Hatten kunde jeg neppe holde paa mit Hoved, Paraplui var der nu slet ikke Tale om -det var en fortvivlet Tour for et Menneske, der i de sidste fjorten Døgn kun havde havt fire Timers Søvn om Natten, og Alt det for at redde en Kvinde, som efter min Anskuelse ikke kunde reddes, og som, selv om man gav hende tilbage til Livet, i dette maaskee kun vilde see en Gave, som hun hellere havde undværet. Hver Gang jeg naaede en af de gamle, osende Tranlamper, hvis rødlige Skær tjente som svage Ledestjerner paa min Vei, maatte jeg staae stille for at trække Veiret og samle nye Kræfter. Havde jeg ikke havt min Fader i saa frisk Minde, og havde det ikke været en af hans Patienter, troer jeg næsten, at jeg var vendt om igjen, skjøndt dette stred mod en af de første Grundsætninger, som han havde indprentet mig.
Endeligt naaede jeg til det betegnede Sted og standsede ved en høi Steentrappe, der førte op til en lav og smal Gadedør, som var reven af Led paa sit øverste Hængsel og nu hang og klapprede for Vinden. Det var et underligt høit, smalt og skummelt Huus at see til. Mange Etager vare stablede den ene ovenpaa den anden; det saae næsten ud, som de øverste trykkede de nederste, og som om Bjælkeværket, kjed af det bestandige Pres, længtes efter at skilles fra Muurstenene og kaste disse tilligemed Husets Beboere ud paa Gaden. Dertil var Huset saa skummelt, mørkt og uhyggeligt, at jeg pludseligt fik Indtrykket af, at det lignede en Liigkiste, der var stillet paa Enden, og som nu, i Følelsen af denne sin ubekvemme Stilling, havde stor Lyst til at falde forover og bore sig ned i Jorden, hvor den hørte hjemme. Mit Blik faldt paa den sure, forsumpede, med grønne Fugtighedspletter bedækkede Kjælderetage, hvis eneste Beboer syntes at være en Seddel, hvorpaa der stod »Logis for Søfolk«. Det gled derfra til den lave Stue, hvis smaae Vinduer smeldede for Vinden, og som med sine røde Gardiner og forskjellige transparente Malerier angav sig selv som »Café og Billard«. Det gled derfra op langs den kulsorte Muur, hvis indlagte Glasstumper glimtede i Lynene, til første, anden, tredie, fjerde og femte Sal, hvor det forsvandt i et Chaos af ituslagne Ruder, sønderbrudte Tagsteen og gabende Tagrender, der længselsfuldt skuede ud efter de Underdele, som de havde eiet i en lysere og bedre Ungdom. Havde man sammensat en Comitee af pengegriske Huusværter og givet dem den Opgave at bygge et Huus, indrettet til at seigpine, forgive og besmitte det størst mulige Antal Mennesker paa det mindst mulige Fladerum, saa troer jeg dog ikke, at de, med al deres Opfindsomhed og Eftertanke, vilde have kunnet construere noget saa udtænkt Uhyggeligt, saa udsøgt Skummelt, saa gjennemgaaende Pjaltenborgsagtigt, som den sorte Kasse, der i dette Øieblik laae for mig. Et Lynglimt belyste paany Huset, medens jeg betragtede det, og mit Blik faldt derved paa en lille, hvid, fiirkantet Plade med Noget, der lignede en Rottefælde, i Midten. Det skulde forestille en Sky, der udslyngede Lyn til alle Sider, og underneden stod med gammeldags, skjæve Bogstaver: »Tordenskyen« - nu vidste jeg, hvor jeg var.
Jeg gik op ad Steentrappen og traadte ind i en Slags Forstue, der førte ud til et Gaardsrum, som lignede et Svinetrug, og hvorfra en kvælende Stank slog mig imøde. Jeg bankede paa Døren til Caféen, Ingen svarede. Jeg lukkede Døren op, en klagende Klokke var al den Røst, der bød mig Velkommen - ikke et Menneske var tilstede. Jeg gik gjennem den lille Billardstue, snublende over Ballerne og Queuerne, der laae kastede rundt omkring i øde Forvirring. Famlende frem gjennem Mørket, stødende an mod Borde og Stole, rivende Flasker og Glas overende, naaede jeg gjennem Skjænkestuen ind i et usselt Beboelsesværelse, for atter derfra igjennem Kjøkkenet at komme ud i Forstuen. Da Ingen agtede paa mine Raab eller den Allarm, jeg gjorde, forsøgte jeg at famle mig op ad den snevre, tilsølede og stinkende Trappe, som et pludseligt Lynglimt viste mig tilhøire. Jeg tog fat i Rækværket og begyndte Opstigningen. Der laae Halm og Stumper af Klude spredte hist og her, og et Par Katte, som hvæsende og skrigende kom buldrende ned ad Trappen, var alt det Liv jeg mødte. Ved første Sal standsede jeg igjen og forsøgte at orientere mig ved det svage Lys, der faldt ind igjennem de smaae, i Bly indfattede Ruder, som næsten heelt dækkedes af selve Opgangen. Jeg ravede omkring, dundrede paa Dørene, næsten halvkvalt af den mephitiske Stank, der opfyldte Trappegangen, og som tiltog, jo høiere jeg steeg op; men jeg hørte kun den hule, rullende Gjenlyd af mine Støvlehæle, der bearbeidede Døren - Ingen kom for at lukke mig op, Ingen syntes at tage mindste Hensyn til mig. Den samme Scene gjentog sig ved anden Sal. Kun var jeg her nærved at styrte ned ad Trappen, fordi Rækværket manglede i en stor Udstrækning, og jeg i Mørket havde faaet mine Fødder indviklede i de forhullede, gamle Lagener og den Halm, som i stor Mængde laae netop paa dette Sted. Stanken var forfærdelig, og det saae næsten ud, som om man her havde indpakket en eller anden stor Gjenstand, der ved Flytningen havde sønderbrudt Rækværket. Jeg steeg op til tredie Sal og støttede mig halv afmægtig mod Dørstolpen, inden jeg bankede paa. Et Forsøg paa at skaffe frisk Luft gjennem et af de smaae, blyindfattede Vinduer havde jeg maattet opgive; thi for det Første lod det sig ikke aabne, men syntes i Tidens Løb at være sammenvoxet med Vinduets Karm, og da jeg trykkede nogle af de smaae Ruder ud, væltede der en Lugt op fra Gaardsrummet, som fik mig til at retirere saa hurtig som muligt. Efter nogen Anstrengelse fik jeg fat i et Stykke Reb, der hang ned ad Døren og syntes at tjene som Klokkestreng. Jeg ringede. Klokken gav en dump og skrattende Klang, der næsten syntes at ligne en rallende Latter, og som øieblikkelig efterfulgtes af en langrukken, hylende Tuden og en lydelig Skraben paa Døren. Hver Gang jeg ringede, gjentog det Samme sig, kun hylede Hunden stærkere og kradsede paa, som om det gjaldt Liv og Død at komme bort. Jeg satte Skulderen mod Døren og trykkede til, men havde ikke behøvet at lægge saamegen Kraft imod et saa skrøbeligt Sprinkelværk. Den fløi op, og jeg tumlede ind i et mørkt Rum, hvor jeg faldt over Hunden, der høit hylende af Glæde sprang over mig og glammende foer ned ad Trapperne, hvor den forsvandt gjennem Udgangsdøren. Den havde Grund dertil - kun den, der har været inde i en Gravhvælving, formaaer at skildre den Luft, der her slog mig imøde, da jeg gled i de Uhumskheder, hvormed Gulvet var oversaaet. Uden at ændse Mørket eller de steile Trapper, foer jeg bort uden at betænke, at der endnu manglede et Par Etager i min Undersøgelse. Luften paa Trappen syntes at være balsamisk imod den, jeg lige havde forladt, og som var saaledes, at selv en Hund ikke syntes at kunne leve i den. Jeg satte mig ned paa et af Trinene, lænede min Arm mod Rækværket og støttede Hovedet derpaa - jeg troede, at jeg skulde faae ondt. Derpaa gik det op for mig, at jeg endnu havde to Etager tilbage, og at den Syge, hvis overhovedet en saadan fandtes, maatte ligge deroppe. Kun Tanken om, at jeg havde en ligefrem Pligt at opfylde, drev mig derop; men det gik mig her, som i de andre Etager - Dørene holdt sig haardnakket lukkede, al min Raaben og Banken var forgjeves, Øde og Mørke herskede overalt.
Allerede troede jeg at være bleven skuffet eller at have taget feil. Jeg stod nu øverst oppe og havde de af Dagens Solskin gjennemvarmede Tagsteen næsten lige over mit Hoved. Da opdagede jeg, at Trappen endnu gjorde en smal Svingning, og at derfra en raat sammenføiet Træstige førte op til et Hul, der maatte munde ud paa Loftet, og hvor der kunde være en svag Mulighed for, at der virkelig her, næsten under Hanebjælkerne, fandtes levende Væsener. Med stor Møie kravlede jeg derop og traadte ind i en Atmosphære, saa heed, saa tung, saa beklumret og saa trykkende, at ethvert normalt construeret Menneske maatte faae Hovedpine blot ved et Par Minuters Ophold. Der herskede et complet ægyptisk Mørke i den Gang, hvori jeg var kommen ind, og som var saa smal, at jeg med mine Albuer berørte Væggene, medens jeg passerede igjennem den. Det var efter min Forstand umuligt, at et Menneske kunde leve eller aande her, og jeg havde villet forlade den uden videre Undersøgelse, hvis jeg ikke ved Enden af Gangen havde troet at bemærke et meget svagt Lys, der af og til blussede op, som om det truede med at gaae ud. Jeg famlede derhen og opdagede en lille Trædør, som stod paa Klem af den gode Grund, at den ikke havde Laas. Jeg bankede paa og lyttede - intet Svar, ingen Lyd hørtes, men Lyset gik ud. - Jeg troede, at man af Frygt havde slukket det, bankede paany og raabte: »Det er Lægen! Er det her, man er syg?« - Jeg syntes at høre en klynkende Lyd, som af et Barn, men ellers var der Ingen, der svarede. Hurtigt stødte jeg Døren op, traadte indenfor og bestræbte mig for at gjennemskue det tætte Mørke, der hvilede over Alt, med Undtagelse af det ene Hjørne af Stuen, hvor den lange Tande af et udbrændt Tællelys udbredte et rødligt Skin, som var det en stor St. Hansorm, der laae paa Gulvet. Foran mig var et særdeles lille Vindue eller Luge, og i det svage Lys, som faldt ind igjennem denne, troede jeg at bemærke en hvid Skikkelse, der laae paa Gulvet, trykket op imod Hjørnet under Taget og tilsyneladende i en Stilling, som om den afværgende og i Forfærdelse rakte begge Haandflader ud imod mig.
»De skal ikke være bange!« sagde jeg med høi Røst, idet jeg traadte nærmere. »Det er Lægen, der kommer for at see til Dem.«
Intet Svar.
»Lider De meget? Har De havt Krampe?« spurgte jeg, idet jeg langsomt nærmede mig Skikkelsen og bøiede mig ned over den.
Igjen intet Svar; men paany den samme underlige, halvt klynkende, halvt klagende Lyd, som jeg havde hørt, da jeg stod ude paa Trappen.
»De skal ikke tabe Modet,« sagde jeg og bøiede mig ned for at føle Patientens Puls. Jeg fik fat i en Haand, der var stiv og kold som Iis.
I det Samme slog et flammende Lyn hen over Himlen; det usle Hul blev klart som Dagen. Paa Gulvet, foran mig, laae en ung Pige, næsten nøgen; hendes lange, gule Haar var revet løs og snoede sig uordentligt, indfiltret med Halm og Høvlspaaner, omkring et blaaligblegt, sammensunket Ansigt, hvis store, aabne Øine stirrede paa mig uden Spor af Liv. Jeg foer tilbage med en Rædsel, som jeg ikke kan beskrive; den kolde Sved brast ud af min Pande, og en iiskold, strømmende Fornemmelse rislede fra min Nakke ned over Ryggen og tvang mig næsten til at rette mig i Veiret. I dette Øieblik stod Alting klart for mig - Huset var uddøet - her, ligefor mine Fødder, laae det sidste Offer, gaaet bort i Jammer og Fortvivlelse, uden at en eneste kjærlig Haand havde ydet hende Pleie, uden at et eneste trøstende Ord havde lydt til hende i hendes Dødsstund.
Jeg lænede mig op til et lille, faldefærdigt Bord med en Følelse, jeg ikke kan beskrive. Et Øieblik troede jeg, at jeg selv var syg eller paa Nippet til at blive vanvittig. Det forekom mig, at hvide, taageagtige Skikkelser svævede igjennem Rummet, og at jeg hørte Klagelyde som af Aander, der fulde af Rædsel og Smerte flygtede bort fra en Jord, hvor Alt kun var Død og Ubarmhjertighed. Det lynede flere Gange, og hver Gang den blaaligblege Lysning foer gjennem Rummet, kunde jeg ikke faae Blikket bort fra den rædselsfulde Skikkelse, der laae udstrakt foran mig, og hvis Træk jeg havde en Anelse om, at jeg havde seet før og kjendte godt. Jeg var stivnet af Rædsel, og skjøndt jeg vidste, at jeg havde Svovlstikker hos mig, og at Alt vilde forsvinde, naar jeg blot tændte een af disse, forekom det mig en næsten uovervindelig Anstrengelse at føre Haanden til Vestelommen og stryge en af. Pludseligt bragede et Tordenskrald lige over Hovedet. En hvid Skygge fløi op fra Gulvet med et Skrig, der tabte sig i Tordenens Rullen, fløi hen over min Arm og rev med klingende Lyd noget ned fra det Bord, hvortil jeg støttede mig. Ude af mig selv foer jeg hen til Døren, rev Svovlstikkerne op og tændte en tre fire Stykker paa eengang. Jeg vendte Hovedet bort, medens Svovlet brændte af, i dettes dæmpede og usikkre Belysning turde jeg ikke see paa Noget. Først da Flammen blussede klart iveiret, vendte jeg mig om og saae en Kat, der med et Udtryk af vild Skræk sprang hen i en Krog, hvorfra den paany udstødte et af sine Klageskrig. Jeg nærmede mig Liget med usikkre Trin og holdt Flammen tæt under dets Næse for at prøve, om der var Livstegn tilbage. Flammen blussede roligt og klart iveiret - den Flamme, der havde næret hendes Liv, var forlængst udslukket. Svovlstikken gik ud, og med rystende Haand tændte jeg nogle nye, medens jeg knælede ved hendes Side. Da de lyste op igjen, og jeg med mere Ro betragtede hendes Træk, hævedes al Tvivl. Det var en ung Pige, som min Fader havde næret stor Interesse for, som tidt havde syet hjemme i vort Huus, og som Fader for et Par Aar tilbage havde faaet anbragt i Tjeneste hos en velhavende Embedsmand. Jeg kjendte hende godt, jeg havde selv været hendes Læge paa Frederiks Hospital, hvor hun havde været indlagt, og hvor hun havde gjort Opsigt blandt de unge Medicinere ved sin Skjønhed og barnlige Ynde. Hun var dengang kjendt paa Hospitalet under Navn af »Barnet« og »Perletand«, to Navne, der tydede hen paa to af de meest fremherskende Kjendetegn hos hende. Hun var et af mine smukkeste Hospitalsbekjendtskaber, og da jeg sidst, for ikke mere end to Aar tilbage, saae hende hos den Justitsraad, hvor hun tjente, efter at jeg var kommen hjem fra Krigen, var hun Livet, Sundheden og Munterheden selv. Hendes rige guldgule Haar, som i tykke Fletninger laae om en rank og fiintformet Nakke, hendes lyseblaae, straalende Øine med det barnlige Udtryk, hendes lille, coquette Næse, Smilehullerne, den skjælmske Mund og den lille Kløft i den buttede Hage, vare Skjønheder, som nok kunne trække Tilbedere til sig. Disse havde hun havt, det havde jeg vel hørt Tale om; ja, jeg havde endog hørt Navnene paa to af de Lykkeligste nævne; men, at hun var bragt saavidt, at hun skulde ende saa rædselsfuldt, det havde jeg ikke drømt om.
Alle disse Tanker gik igjennem mit Hoved, medens jeg ravede om for at finde en Smule Lys, og da jeg havde faaet dette tændt, trykket hendes Øine til og foldet hendes Hænder over Brystet, beredte jeg mig til at forlade Værelset. Da hørte jeg paany den samme sagte Jamren, den samme klynkende Lyd, og medens jeg lyttede efter i Døren, faldt mit Blik paa et Brev, der laae paa Bordet. Det var Udskrift til den ene af disse lykkelige Tilbedere, en ung, riig Mand, som jeg havde noget tilfældigt Bekjendtskab til, og som vist ikke vilde sove saa trygt den Nat, som han rimeligviis gjorde, hvis han havde været Vidne til Det, jeg havde seet. Haandskriften var den samme som Udskriften paa Brevet til mig, og under Adressen stod: »Bedes hurtigt besørget«. Jeg stak det til mig og vilde forlade Værelset, da jeg paany hørte den klynkende Lyd, men dennegang saa skarp og tydelig, at jeg ikke kunde tage feil deraf. Jeg havde hidtil troet, at det var Katten. Nu forekom det mig, at det var Skriget af et Barn. Hurtigt nærmede jeg mig til det usle Leie, slog Tæppet tilside, og ved Siden af den udtærede, liigblege Moder bevægede et lille, smukt og buttet Barn sig i Halmen og stirrede paa Lyset med et Par store, forundrede Øine. Lempeligt tog jeg den Spæde, svøbte den godt ind i det lasede Tæppe, som Moderen ikke behøvede, og tilfreds med dog at have reddet eet Liv, vandrede jeg varsomt ned ad de skumle Trapper og afleverede min kostbare Byrde paa den første Politistation, for at det derfra kunde besørges ud paa Stiftelsen.
Paa Christianshavns Apothek traf jeg hendes Fader, der med stor Taalmodighed sad og ventede paa de Medicamenter, som Apotheket neppe kunde skaffe tilveie paa Grund af den store Tilstrømning. Jeg fortalte ham i faa Ord Alt; han rystede paa Hovedet og græd. Jeg havde ikke Hjerte til at følge min første Plan og lade ham besørge det Brev, som jeg bar hos mig. Veiret var i Begreb med at sagtnes, Natteluften var bleven kjølig og frisk, jeg selv trængte til legemlig Bevægelse ovenpaa de Rystelser, jeg havde gjennemgaaet, og besluttede selv at besørge Brevet efter dets Adresse til Bredgade. Desuden havde jeg nok Lyst til at ringe denne rige Herre op af hans søde Søvn og fortælle ham, hvad jeg havde seet, hvis han ikke allerede var flygtet, hvad der var det Rimeligste. Ved Porten holdt en Vogn. En Kudsk og en Tjener stod i dæmpet Samtale, og en tredie tittede igjennem den halvaabne Port ud til dem.
»Er det Lægen?« spurgte Den, der stod i Porten. »Jeg er bange for, at det er forsilde.«
»Aa, jeg kommer vel tidsnok,« svarede jeg harmfuld.
»Tidsnok!« gjentog den Anden forbauset. »Veed De ikke, at Herren er nær ved at døe?«
»Nemesis!« tænkte jeg ved mig selv, og sagde kort: »Hvor er han?«
Tjeneren lukkede Porten op og førte mig ind i en lav Sidebygning tilvenstre, opad en Steentrappe, gjennem en Corridor, gjennem to eller tre rigt udstyrede Værelser og lod mig staae udenfor, medens han forsvandt bag et tykt Forhæng for at melde mig.
Neppe vendte han tilbage, og neppe var jeg færdig med den Tale, som jeg havde forberedt mig paa at holde, hvis Patienten kunde taale at høre den, før Forhænget reves tilside, og en ung Mand styrtede ud i den heftigste Sindsbevægelse.
»Doctor Aabye, er det Dem!« raabte han. »Jeg troede det var Etatsraad Trier, efter hvem vi have sendt Bud.«
Jeg studsede; thi jeg gjenkjendte paa Stemmen en ung, juridisk Candidat, som jeg tidt havde truffet i Selskabslivet, og som jeg syntes godt om paa Grund af hans fredelige, ærlige Væsen, og som jeg mindst havde ventet at skulle træffe her, under saadanne Omgivelser og paa denne Tid af Natten.
»Er det Cholera?« spurgte jeg.
»Nei, nei,« sagde han med et Udtryk af den dybeste Bevægelse og trak mig hen til Vinduet, »det er en fortvivlet Omstændighed, en ulykkelig Begivenhed, og jeg er Skyld i det Hele.«
»Hvad er det da?« spurgte jeg forundret.
»En Ulykke,« svarede han i den største Forvirring. »Jeg vil betroe Dem Alt; men De maa love mig at fortie Sagen. Bild Dem ind, at her er skeet et Vaadeskud. Et Vaadeskud, seer De, den Form maa det gives. Det er en Duel det dreier sig om; han er saaret, jeg troer livsfarligt. Jeg forvinder det aldrig! Det er Altsammen min Skyld.«
Han syntes ganske at have tabt Besindelsen. Jeg saae maaskee ligesaa forvirret paa ham; thi en Duel under en Choleraepidemie og for et Mandfolks Skyld havde jeg ikke ventet at opleve.
»En Duel!« udbrød jeg.
»Ak, ja,« svarede han; »vi ere i dette Øieblik komne med en Fisker baad fra Hveen. Uveiret har opholdt os, og vi maatte vente efter Vogn fra Bellevue. Jeg havde skrevet et Digt! O, det var et fortvivlet Indfald - det kan koste hans Liv.«
Jeg saae paa ham og troede næsten, at han var gal. Slaaes for en Æressag, det lader jeg gaae. Slaaes for et Fruentimmer - naa! Lad det passere; men slaaes for et Digt? - det var Mere, end jeg kunde begribe. Imidlertid var der ingen Tid at spilde. Jeg havde ganske glemt »Tordenskyen«, og min veludarbeidede Tordentale; jeg var atter Læge og parat til at hjælpe.
Da jeg traadte ind i Soveværelset, saae jeg en bleg og tilsyneladende livløs ung Mand ligge udstrakt paa en Seng. En gammel Mulatinde sad jamrende ved hans Side og holdt hans blege, hvide Haand imellem sine sortebrune Hænder, medens hun uafbrudt vedblev at gjentage: »Slemme Folk skyde Massa! Massa død, Massa død, Massa død! Mig døe med stakkels Massa!«
Med stor Besvær fik vi hende fjernet; hun syntes ganske forstenet i sin Sorg og vilde først neppe tillade mig at undersøge Saaret. Saavidt jeg kunde skjønne, havde Kuglen, der var trængt igjennem tæt ved den venstre Side af Brystbenet, slaaet an mod femte Ribbeen, var gledet rundt og gaaet ud tæt under Rygsøilen, uden at jeg dog kunde angive, om denne var beskadiget eller ikke.
»Er der Haab?« spurgte den unge Jurist, der med spændt Forventning havde fulgt Undersøgelsen.
»Jeg veed ikke,« svarede jeg, »thi - -«
I dette Øieblik lød den mægtige Klokke fra S. Pietro. Rungende og dirrende klang gjennem Luften dens tolv alvorlige Slag, som, inden Vibrationstonerne endnu havde tabt sig, besvaredes fra S. Maria Maggiore, fra S. Carlo al Corso og de øvrige utallige Kirker, snart i høiere, snart i dybere Toner, men ingen saa mægtige, som den førstes.
»Der brast Norges Rige af din Haand, Herre min!« raabte Berthelsen triumpherende. »Det er udlagt: Verner har tabt sit Væddemaal -Klokken er Tolv!«
Der laae noget Uhyggeligt i Berthelsens skrigende Stemme. Vi havde Alle ved Aabyes Fortælling glemt Verner, ja næsten glemt Stedet, hvor vi befandt os. Det var den første Aften, vi skulde vende tilbage fra vor gamle Obelisk Een mindre i Følge, og det uden at vide, hvor denne Ene befandt sig. Vi besluttede at vente en halv Time, saa en heel. Vi hørte Klokken slaae halv Et, derpaa Et, saa halv To. Vi speidede efter den lille Portlaage, lyttede efter enhver Lyd; men Laagen lukkedes ikke op, og kun Minerva-Uglerne paa Trinità de' Monti afbrød Nattens Stilhed med deres forunderlige monotone, ligesom sukkende Skrig, der lod sig høre i regelmæssige Mellemrum. Endeligt skiltes vi ad; de Fleste lagde Veien ad Corso. Aabye, den gamle Kunstner og jeg vandrede langsomt hjem ad Babuino.
»Der er endnu eet Haab tilbage,« sagde den Gamle efter en Pause. »Han kan være gaaet ud til Ponte Molle, men har paa Tilbageveien rimeligviis faaet Lyst til at jage lidt Skræk i Blodet paa Berthelsen og os Andre, som tvivlede om hans Mod og Manddom. I dette Tilfælde er han formodentlig gaaet ind ad Porta Pia eller Porta Salara, og vi ville da finde ham i Via Sistina i Deres Logis.«
»Man kan mærke,« sagde Aabye hovedrystende, »at De ikke kjender Henrik Verner. Det er den braveste og fortræffeligste Fyr i Danmark; men hvad han een Gang har sat sig i Hovedet, det fører han igjennem, om han saa skulde gaae i Ilden derfor. Jeg har en Vinteraften efter et Bal seet ham redde en Dreng, der var gaaet gjennem Isen paa Peblingesøen, meest, troer jeg, fordi en Matros sagde, at Ingen kunde bjerge ham, og jeg veed, at han paa Skagens Odde er svømmet igjennem Brændingen for at redde sin Puddelhund, der var reven bort af Strømmen. Han viger ikke fra det Maal, han een Gang har sat sig.«
Vi stod ved Aabyes og Verners fælles Logis. Der brændte endnu Lys i et enkelt Vindue, og da vore Fodtrin gjenlød i den stille Gade, saae vi Madam Rubicondis velbekjendte Ansigt titte ud igjennem Vinduet.
»Sta Signor Enrico in letto?« raabte Aabye op.
»Non Signor! Signor Enrico non è revenuto ancora. Ah Madonna mia, che accidente!«
»Der kan De see,« sagde Aabye, idet han vendte sig imod os.
Den gamle Kunstner trak paa Skulderen. »Det bliver i det heldigste Tilfælde,« sagde han, »en Spøg paa et Par hundrede Scudi, og De vil rimeligviis imorgen faae Underretning derom; men kan han sætte Livet paa Spil for en Puddelhund, saa kan han vel sagtens betale et Par hundrede Daler for det. Mere synes han jo ikke at vurdere det til.«
Der laae som sædvanligt noget Satirisk, næsten Bittert i den gamle Kunstners Ord. Dog trykkede han Aabyes Haand med mere Varme og lettede lidt mere paa den spidspullede Hat, end han pleiede, idet han forlod os.
»Han har Ret,« sagde Aabye sukkende, idet han saae efter ham, »det er en Drengestreg, Verner har gjort, men der hører dog Mands Mod og Hjerte til den. Gud maa vide, naar han løber Hornene af sig? Den fordømte Berthelsen, at han netop skulde tage Verner paa hans falske point d'honneur; den er dog endnu hans svage Side.«
Der kunde Intet svares hertil. Jeg trykkede Aabyes Haand og lovede varmt at yde ham al den Bistand, jeg med mit Kjendskab til de romerske Forhold kunde give. Derpaa vandrede jeg ene til mit Logis, og snart efter vævede Drømmene et Slør, der skjulte baade Pont neuf, Obelisken og den unge Danske paa den eensomme Campagne.
Den næste Morgen var, som sædvanligt, solklar og skyfri. Paa Monte Pincio traf jeg Aabye; han saa noget mat og modfalden ud og havde aabenbart ikke sovet meget den Nat. Jeg trøstede ham saa godt, jeg kunde, og vi besluttede at nyde vort Morgenmaaltid i Café Greco. Som sædvanligt vare de smaae Borde stærkt besatte baade i den ydre og indre Stue, og vi foretrak derfor Pladsen udenfor Huset i den livlige Via de' Condotti. Tæt ved os sad en lille Gruppe af Franskmænd, og medens Aabye og jeg i Taushed nøde vor Café nero og dampede af de pavelige Scelti, lyttede vi til de livlige Røster, der klang omkring os. Det var franske Soldater, som her tog deres Morgenforfriskning, og uagtet de kun bare den Meniges Uniform, var det af hele deres Maade at føre sig paa, let at see, at der laae Officeersspirer i dem; vi havde maaskee vordende Marschaller for os. Talen var om Briganterne og om den Usikkerhed, hvori de satte selv Roms nærmeste Omegn. Jeg hørte flere Gange Navnet Leon de Ville blive nævnet, og paa nærmere Efterspørgsel erfarede jeg, at Gendarmens Fremstilling var fuldkommen rigtig. Leon de Ville var Lieutnant ved Occupationscorpset i Rom og var igaaraftes efter Sædvane redet ud ad Via Flaminia, men var ikke senere vendt tilbage. Der var allerede samme Aften gjort Melding herom til den franske General, som havde ladet et Par stærke Patrouiller gjennemsøge Terrainet, men uden det ringeste Resultat. Man havde ikke i Omegnen hørt Skud eller sporet nogen Bevægelse, men hans Hest var funden herreløs, græssende paa en Eng. Selv var han sporløst forsvundet, og de franske Soldater beklagede i ham Tabet af en tapper og elskværdig Officeer. En af dem hørte til hans Compagnie og var uudtømmelig i Lovtaler over ham.
Nu begyndte Sagen at blive alvorlig. Kunde Briganterne forgribe sig paa en Officeer af selve Occupationscorpset, uden at dette kunde opdages, hvormeget lettere kunde dette da ikke skee med en ung og ubekjendt Dansk, som den mægtige galliske Ørn ikke tog under sine Vinger. Aabye besluttede strax at gaae til Konsulen for at melde det Passerede, og vi aftalte at mødes i Via di Gallinaccio, i vort sædvanlige Trattorie.
Da jeg kom derned henimod Klokken To, var Skandinavernes lange Bord næsten fuldstændigt besat. Alessio vimsede om med sin sædvanlige Geskjeftighed, og »Evangelisten« havde travlt med at byde Cigarer, thi Maaltidet var næsten endt. Mit Blik gled søgende hen over Bordet, men overalt traf det kun spørgende Øine, Aabye var der ikke. Jeg satte mig ned og begyndte i Taushed mit Maaltid. Ingen af de Andre spurgte, det var som om en trykkende Scirocco hvilede over os Alle. Pludseligt aabnedes Døren, og Aabye styrtede ind; det var paa hans glade Ansigt let at see, at han bragte gode Efterretninger. Uden at sige et Ord ilede han hen til Bordet, og idet han kastede Hat og Frakke hen paa en Bænk, fremtog han af sin Brystlomme et Papir, som han triumpherende lagde paa Bordet. Dets Format og guldkantede Snit røbede, at det var udrevet af en Tegnebog. Jeg greb det og læste Følgende:
»Berthelsen har vunden sit Væddemaal! Vær ubekymret for mig; jeg møder iaften ved Obelisken.
Din Verner.«
»Det er noget kort,« sagde Aabye, medens den lille Seddel vandrede fra Haand til Haand, »men det er til Gjengjæld jo ogsaa godt. Jeg tænker, at vi faae den nærmere Forklaring iaften.«
Det var med lettet Sind, at Aabye og jeg henimod Solnedgang vandrede henover det deilige Monte Pincio. Vi havde lyttet til den franske Regimentsmusik, beundret de prægtige Eqvipager og endnu mere de deilige Romerinder, som foer os forbi paa deres Corsofart, og stod nu ved Belvederen, hvor Girandolaen afbrændes ved Paaskefesten, og hvor der haves en af de videste Udsigter over Rom. Solen var ifærd med at gaae ned. Pinierne paa Monte Mario og i Villa Doria Pamfili tegnede sig skarpt mod den mørkeblaae Aftenhimmel, og langs med Høiderne paa den anden Side af Tiberen funklede Horizonten i alle Overgange fra Blegguult til det dybeste Orangerøde. Nede paa Pladsen saae vi allerede Skandinaverne forsamle sig. Vi kunde tydeligt see Berthelsen staae og demonstrere, aabenbart holdende et længere Foredrag, der af og til afbrødes af Latter og Tilraab fra de Omstaaendes Side. Paa Marmorløven henimod os sad den gamle Kunstner; hans kraftige Skikkelse og stærkt udprægede Ansigt tog sig ypperligt ud imod de monumentale Omgivelser.
»Lad os gaae derned!« sagde jeg. »Iaften skal den Gamle fortælle os Noget. Han fortæller ypperligt, naar man kan faae ham paa Gled, men han er ligesom de store Virtuoser, der kun spille for en udvalgt Kreds og bedst, naar man rører ved deres ømme Side.«
»Og hvilken er hans corde sensible?« spurgte Aabye.
»Den mest menneskelige og en, vi Alle have tilfælles - Forfængelighed eller rettere Stolthed. Hos ham yttrer den sig i et brændende Had til Alt, hvad man kalder Aviscritik, og det er ikke saa sært, thi han har døiet meget, inden han formaaede at hævde sin Stilling. Han læser aldrig en Avis, og hans egen Critik indskrænker sig næsten altid til de to Sætninger: »Det er godt« eller »Det er skidt.« Mere behøves efter hans Formening ikke.«
»Saa er han jo selv den skarpeste Critiker af Alle,« sagde Aabye smilende. »Han bruger jo Fuldkugler, hvor de Andre skyde med Hagl.«
»Ganske sikkert! Han slaaer ihjel, hvor de Andre kun snærte, men hans Dom er til Gjengjæld sikker og oprigtig, fordi den er udsprungen af Følelsens Umiddelbarhed, hvorimod den Hagl af umoden Bedømmelse og af Critik paa anden og tredie Haand, som findes i vore Journaler, snarere matter end dræber, hyppigere lammer end opflammer. Ham skader den ikke længere; han læser ikke »dette Vrøvl fra Kjøbenhavn«, som han kalder det.«
Min Gisning forholdt sig fuldkommen rigtigt. Da vi nærmede os Gruppen, gjorde Berthelsen det sidste, svage Forsøg paa at hævde en af sine sædvanlige paradoxe Paastande, nemlig den, at enhver Critik er berettiget; men paa hans Holdning kunde man tydeligt see, at han havde lidt et Nederlag, »seilet i Sænk«, som den svenske Maler Bjørk udtrykte sig, idet vi gik forbi. Den gamle Kunstner sad endnu paa Marmorløven, hvorfra han som en Konge overskuede Forsamlingen. Med sin ene Haand glattede han paa sit mægtige graae Skjæg, medens der om hans Læber spillede et ironisk Smiil, som om han endnu havde en fuld Ladning tilovers, dersom den Slagne ikke vilde rømme Valdpladsen.
»Det Vrøvl og saa Brændenelder,« sagde han, »de groe prægtigt tilsammen. Man kan kaste Snavs paa begge, de voxe kun frodigere derved. Dersom Nelderne kunde see, hvormange Blomster de have kvalt, saa kneiste de ikke saa høit, og det Samme kunde hænde, dersom den slette Critik havde nogen Anelse om, hvormange Værker den har ødelagt.«
»Det sande Talent baner sig altid Vei,« raabte Berthelsen; »selv om det saa skal gaae igjennem Torn og Tidsel!«
»Atter en Paradox! Atter en af disse falske Trumpher, som man forsøger paa at spille ud, skjøndt man veed, at Enhver kan stikke dem. Det sande Talent, siger De? Det mægtige, eller med andre Ord, Geniet er det, som altid baner sig Vei, saa sandt som Egen groer igjennem, selv om der staaer nok saa mange Nelder iveien. Men et Talent kan godt være sandt, fordi det er ringe i sin Begyndelse, og det er netop i denne Periode, at Nelderne gjøre Ulykke. Det er desuden saa let at være Nelde og saa svært at sætte Blomst, at man ikke kan undre sig over, at de Fleste vælge det Lette.«
»Har De da kjendt,« spurgte Berthelsen i en svagere Tone, »noget virkeligt, eller med andre Ord, noget sandt Talent, som den slette Critik har ødelagt?«
Den gamle Kunstners Ansigt antog et halvt alvorligt, halvt sørgmodigt Udtryk.
»Det er vanskeligt,« sagde han tankefuld, »at sige, hvad der ødelægger et Menneske. Det er aldrig den enkelte Orm, der ødelægger Træet, og vel heller aldrig Critiken alene, som ødelægger Kunstneren. Men den ubillige, slette eller ligefrem fjendtlige Critik, og det er naturligviis kun den, hvorom der her er Tale, kan gjøre det svært for den enkelte Kunstner at groe igjennem, og en enkelt Orm kan begnave et Træ saaledes, at der kun behøves et Vindstød for at knække det. Oprigtigt talt troer jeg ikke, at jeg kjender nogen Kunstner, som Bladluus-Critiken alene har fældet, og det viser heldigviis, hvor magtesløs den er. Men jeg kjender To, som den har øvet en skadelig Virkning paa. Den Ene kuedes længe i sin Udvikling, inden han kom i Væxt; den Anden gik det som Træet, der knækkedes af Vinden.«
»Og vilde det være ubeskedent,« spurgte Berthelsen, »at spørge om Navnene paa disse to Gevæxter?«
»Nei, ingenlunde,« svarede den gamle Kunstner stolt, idet han med Selvfølelse rettede sig iveiret. »Den Første er mig selv; den Anden var - Malm.«
»Jeg har ikke den Ære at kjende det Navn,« svarede Berthelsen noget betuttet; han havde aabenbart ikke ventet dette Svar.
»Det er ganske naturligt. Hvorledes skulde ogsaa De, som alt i Deres to og tyvende Aar er Referent, Recensent og Correspondent in artibus vide, hvad der skeete her i Rom for tredive Aar tilbage? Hvorledes skulde De kjende et Navn, som De ikke vil finde hverken i Conversationslexiconet eller i Fortegnelsen over nordiske Kunstnere?«
Berthelsen taug. Ogsaa han havde sin corde sensible, og det var hans Alder. Desuden var det aabenbart, at det korte Navn Malm i høi Grad confunderede Berthelsen, der troede at være inde i de sidste halvhundrede Aars Kunsthistorie. Der opstod en af hine haardnakkede og piinlige Pauser, under hvilken den danske Folketro lader en Engel gaae igjennem Stuen, medens man snarere skulde troe, at en ondskabsfuld Dæmon morede sig med at lade alle Munde gaae i Baglaas. Mere for at bryde denne Taushed, end fordi jeg ventede, at den gamle, ordknappe Kunstner vilde meddele Noget, der øiensynligt laae hans eget indre Sjæleliv saa nært, opfordrede jeg ham til at fortælle Malms Historie.
Han kastede et halvt lunefuldt, halvt satirisk Blik fra sit ophøiede Sæde ned paa Berthelsen, der noget nær saae ud »som et rankigt skepp på böljan utan flagg.« Saa bøiede han sig ned mod den blinkende Straale, der fra Løvens Mund sprudlede ud i det store Basin, tog et Par Drag og fortalte derpaa følgende: