Malms Historie

»For Den, der som jeg har seet Myrtherne paa Monte Pincio blomstre tredive Gange, stiller Rom og Livet i Rom sig ganske anderledes end for de Utallige, der lokkes ned af Viinhøsten, og som forlade os igjen, saasnart Sommersolen lokker de røde Valmuer frem over Campagnen. For Dem, mine Herrer, er Opholdet i Rom knyttet til en vis Række Personligheder, saa at De, naar De engang vender hjem, uvilkaarligt kommer til at flette disse Personligheder ind i den Krands af Minder, som De har samlet hernede. Ganske anderledes forholder det sig derimod med os, de ægte eller de gamle Romere. Vi ere blevne stationaire. Vi sidde som de gamle Østers fast paa den gamle Banke; vi betragte den som vort Hjem, og med en vis Overlegenhed see vi de unge Østers tumle sig mellem os, inden de fæste Bo paa andre Steder - Aa, De behøver ikke at rømme Dem, Berthelsen, det er ingen speciel Hentydning til Dem, og hvis De ønsker det, skal jeg gjerne forandre Billedet. - Jeg vil da sige, at Rom er et Hvilested for Nordens Trækfugle - en Vinterstation, hvor de holde Rast, inden de naae Neapel og Palermo, for atter derfra at drage tilbage til Granerne, Bøgene eller Birketræerne. Men underligt er det for os Gamle at see disse forpustede Trækfugleskarer hvert Aar forandre sig, og løierlige Fugle gives der iblandt dem. Der er alle Slags, baade Sangfugle og Guldfugle, lystige Fugle og lærde Ugler; ikke at tale om critiske Kalkuner, snaddrende Gjæs og Alt fordøiende Ænder. Men meest forunderligt er det at see, hvorledes disse Fugle ere parrede med hverandre. Galende Haner med kurrende Duer, pjuskede Hærpopper med siirlige Stillitser, sladdrende Papegøier med dybsindige Ugler og prunkende Paafugle med theologiske Flamingoer. Jeg har gjort et heelt naturhistorisk Studium over denne hidtil kun lidet kjendte Side af Livet i Rom, og har baade havt Nytte og Fornøielse deraf.

Det var altsaa et. Aar henimod Slutningen af September. Jeg var vendt tilbage fra et Ophold i Bjergene og skulde nu ombytte Livet i Guds frie Natur med Civilisationen fra Norden, Bønderne og Hyrderne med Studiet af Ornithologien. Som sædvanligt gik jeg op til Consulen for at faae Listen paa de nyankomne Trækfugle at see, og for i Samtalen med ham at faae lidt nøiere at vide, om der fandtes nogle Tiltalende deriblandt - »Selskabsfugle«, som vi pleiede at kalde dem. Men Listen var usædvanlig mager det Aar; der var slet ingen Sangfugle, ikke engang saa meget som en lyrisk Lærke eller elegisk Nattergal. De Fleste vare unge, mig ubekjendte Kunstfugle, og Resten meget fornemme, meget adelige og meget kjedelige Strøgfugle med Baron- eller Geheimeraadstitel fortil og forgyldte Nøgler bagtil; det tegnede aabenbart til at blive en streng Vinter. Da jeg vilde til at gaae, greb Consulen et Brev, rakte det smilende til mig og sagde:

»Kan De klare den Udskrift, faaer De tillige Navnet paa den sidstankomne Fremmede at vide?« Jeg tog det, og læste efter megen Gransken, thi det var svært oversaaet med Poststempler: »Til Gutten Malm, Rom«. Det var en underlig Udskrift, kort i al sin Utydelighed og utydelig netop ved sin Korthed. Vor brave Consul var noget fortvivlet over dette Brev, som hans Tjener havde bragt fra Dør til Dør hos samtlige Skandinaver uden at kunne erholde nogen Oplysning om, hvem denne gaadefulde Malm var. Heller ikke jeg formaaede at bringe anden Klarhed i denne Sag, end hvad Brevet udviste, nemlig at det bar Christianias Poststempel og maatte være adresseret til en Skandinav, der rimeligvis endnu ikke var ankommet.

Medens vi endnu talte herom, bankede det paa Døren, og paa Consulens lydelige »Kom ind« fulgte en Skikkelse, der var ligesaa mærkelig som den korte Udskrift paa Brevet. Det var en ung, temmelig høi Mand, klædt næsten fuldstændigt i Thelemarkernes Dragt, med hvid, ulden Kofte, Knæbeenklæder og Læderbelte om Livet. Han havde et rigt, mørkebruunt Haar, der var strøget glat tilbage og i naturlige Krøller faldt ham ned imod Skuldrene, en mægtig, bred Pande, en temmelig stor og noget krummet Næse, der tilligemed de stærke, fastsluttende Linier omkring Munden gav ham et Udtryk af Kraft og Bestemthed. Det mærkeligste, og hvad der strax slog mig ved ham, var hans Øine, som stod i en stærk Modsætning til hans brunette Hudfarve og næsten sortebrune Haar. De vare store, mørkeblaae, glansfulde og dog rolige i deres Udtryk, men der foer ligesom et Lyn fra dem, da de mødte Brevet, som jeg endnu holdt i Haanden. Han blev staaende beskedent lige indenfor Døren og dreiede næsten keitet paa den grove Filthat, som han holdt i Haanden.

»Er der Brev til mig?« spurgte han i Thelemarkernes eiendommelige Dialekt.

»Tør jeg spørge om Deres ærede Navn?« spurgte Consulen forekommende.

»Olaf Malm.«

»Vær saa god, det er nyligt ankommet.«

»Tak!«

Consulen og jeg brast begge i Latter, da Døren lukkede sig. Der var noget saa kort og dog saa bestemt ved den hele lille Scene, at den paa en vis Maade tiltalte mig, medens jeg paa den anden Side maatte indrømme, at Replikerne vare faldne noget vel korte for en Fremmed, der ellers pleier at søge saa mange Oplysninger, naar han for første Gang sætter Foden paa romersk Grund. Jeg har imidlertid altid godt kunnet lide dem, der vare Lidt i Ord; thi jeg har tidt gjort den Erfaring, at de da vare Mere i Gjerning, og desuden havde den hele mægtige og djærve Skikkelse gjort et stærkt Indtryk paa mig. Jeg besluttede at gjøre denne Ædelfalk til Studium for den kommende Vinter, og Leiligheden lod ikke ret længe vente paa sig.

Jeg havde netop den Vinter modtaget min første større Bestilling, og maatte derfor ombytte mit tidligere, tarvelige Studie med et, der var lysere og rummeligere. Jeg vidste, at der i Nærheden af Piazza Barberini var et Studie tilleie, som jeg længe havde ønsket mig, men som hidtil langt havde overskredet mine pecuniaire Kræfter. En skjønne Morgenstund vandrede jeg derop for at tale med Eiermanden, Signor Diegi, og accordere om Leien. Jeg kunde imidlertid have sparet mig min Umage. Studiet var leiet ud allerede for otte Dage siden til en Nordmand, hvis Navn den ulykkelige Italiener forgjæves bestræbte sig for at udtale. Jeg haabede dog at kunne komme til en mindelig Overeenskomst med den nysankomne Leier, der maatte være en betydelig Kunstner, siden han strax havde Raad til at leie et af de dyrere Studier i Rom. Jeg gik ned, aabnede Klinken paa Studiets Dør, og hvad skildrer min Forbauselse, da jeg i dets Eier traf den tause Kunstner fra Consulen, Olaf Malm.

Han var alene i Studiet. Dette var, som de romerske Studier pleie at være, et stort, fiirkantet Rum med nøgne Vægge og med et stort Vindue, der vendte ud til en udenfor liggende Have. I det ene Hjørne laa en mægtig Bunke Leer, midt paa Gulvet stod en tom Cavalletto af gigantisk Størrelse; en Scorpion var naglet fast paa Havedøren, et Crucifix paa den Dør, der førte ind til hans Opholdsværelse - det var hele dets Prydelse. I Muren under Vinduet vare to eller tre Steen udtagne, saa at en Solstribe faldt ind i det halvdunkle Studie og dannede en enkelt, skarpt begrændset Lysplet paa Gulvet. Under Vinduet havde Malm med Kul tegnet et selsomt Søuhyre, halvt Delphin, halvt Drage, og maget det saaledes, at Lyshullet i Muren var Uhyrets ene Øie. Selv stod han midt i Studiet og var ved min Indtrædelse beskjæftiget paa en ganske eiendommelig Maade. I sin høire, udstrakte Haand holdt han nemlig en af de løsrevne Muursteen, og idet han med sikkert Øie maalte Afstanden, slyngede han den som en Discus med en mærkværdig Færdighed igjennem Muurhullet, saa at den forsvandt i Haven. Han var saa beskjæftiget med denne Leg, at han fik Tid til at sende de to Steen efter den første, inden han opdagede min Indtrædelse. Hans Sikkerhed i at kaste, og den Plastik, der var i hans Holdning under denne betydningsløse Leg, var saa mærkværdig, at jeg uvilkaarligt udbrød: »De har nok studeret Discuskasteren?«

»Discuskasteren?« gjentog han nølende. »Jeg veed ikke, hvem det er.«

»Det er en bekjendt Statue fra Vaticanet. De Gamle kastede tilmaals paa samme Maade som De. Kun brugte de ikke en Muursteen, men en rund Skive, som de kaldte Discus.«

»Det var da morsomt,« udbrød han fornøiet, »saa de Gamle spillede altsaa Kav?«

»Ja, hvad er det?« spurgte nu jeg.

»Hvad, De kjender ikke Kav?« spurgte han forundret. »Nu skal De see!«

Med disse Ord foer han ud ad Havedøren og kom et Øieblik efter tilbage med hele Favnen fuld af Muursteen. I en Haandevending havde han i det ene Hjørne af Studiet bygget en Pyramide, og idet han gik tilbage til det modsatte Hjørne, greb han et vægtigt Stykke af en gammel Marmorblok, aabenbart en Levning fra Studiets tidligere Eiermand. Den tunge Steen fløi som en Boldt fra hans Haand gjennem Studiets hele Længde og traf med en hvinende Lyd Pyramiden, der splintredes i hundrede Stykker.

»Det kalder man Kav,« sagde han alvorlig, »men jeg spiller det helst i Haven, for Ruderne ere saa dyre.«

Jeg blev mere og mere forundret. Jeg havde ventet i et saadant Studie at træffe en eller anden bekjendt Kunstner, omringet af Skizzer, færdige og halvtudførte Arbeider, og istedet herfor fandt jeg en Bondegut, der snarere syntes at have valgt Studiet til Legeplads end til Arbeide. Jeg var derfor overbeviist om, at mit Forslag vilde lykkes, og meddeelte ham det med faa Ord.

»Nei,« svarede han, »dette Studie er ikke at faae tilleie. Det er det største jeg har kunnet finde, og endda er det næsten for lille til det Arbeide, jeg har for.«

»Vilde det være ubeskedent af mig,« spurgte jeg lidt ærgerlig, »at spørge Dem, hvad De da agter at fremstille, siden De har valgt saa stort et Rum?«

»Nei,« svarede han, og atter lyste dette Lyn eller snarere dette Nordlysblink fra hans mørkeblaae Øine. »Jeg vil fremstille Giganterne, der storme Olympen.«

»Død og Pine!« svarede jeg. »Ja, saa maae De have Plads. Naar De skal stable Pelion oven paa Ossa, saa bliver det et Spørgsmaal, om her er høit nok til Loftet.«

Han lod aldeles ikke til at mærke min Spot. Tvertimod maalte han Afstanden med et betænkeligt Blik og sagde:

»Jeg har selv tænkt derpaa; det kan maaskee blive knapt nok. Pelion og Ossa, hvad er det?«

»Det var to Bjerge, som Giganterne taarnede ovenpaa hinanden; men endda naaede de ikke Olympen, og Zeus slyngede dem med sin Tordenkile tilbage i Dybet.«

»To Bjerge?« sagde han tankefuld. »Det har jeg aldrig vidst.«

»Har De da ikke seet Sculptursamlingen i Vaticanet?«

»Nei.«

»Heller ikke den paa Capitolium?«

»Nei.«

»Men den i Lateranet da?«

»Nei, jeg har Intet seet. Jeg er først for fjorten Dage siden kommen til Rom, og jeg brugte en Uge for at finde et Studie, der var stort nok til at udføre den Plan, som jeg saa ofte har længtes efter at begynde. Men nu, efter at have talt med Dem, troer jeg, den duer ikke.«

Han saae sig ved disse Ord sørgmodig om i det tomme Rum, og hans Ansigt havde et Udtryk som Dens, der tager Afsked med en kjær, længe næret Forhaabning. Jeg kjendte selv af Erfaring, hvad det vil sige, at blive sig sine Illusioner berøvet. Venligere stemt greb jeg hans Haand og sagde:

»Hør, Malm, lyd nu mit Raad! De vil ikke fortryde det. Opgiv dette Studie eller behold det, ligesom De har Lyst; men gjør ikke som saa mangen nordisk Kunstner, der gik som Nar til Rom og kom som Nar tilbage. Gjør ikke som de, der blot reise hertil, fordi her er billigere at leve, og fordi man faaer bedre og mindre dyre Modeller. Husk paa, at denne Jordbund, der er som brolagt af Levninger fra Oldtiden, har seet Tusinder af Kunstnere fødes og forgaae. Husk paa, at Kunsten har en Fortid, og at vi staae paa denne Fortids Skuldre. Gjør Dem bekjendt med Antiken, studeer den, lev Dem rigtig ind i den. Besøg Vaticanet og Capitolium, Villa Albani og Villa Ludovisi. Jeg selv skal gjerne følge Dem og vise Dem omkring. Vil De som jeg, saa gaae vi strax til Capitolium og takke Guderne, fordi der er reddet saa Meget?«

Malms Ansigt udtrykte paa een Gang Tvivl og Forundring. Det var øiensynligt, at en heel ny Forestillingskreds var vakt til Live hos ham.

»Koster det mange Penge,« spurgte han dæmpet, »at see alt det?«

»Penge? Ikke en Bajocco! Adgangen er fri for Alle. Capitolium er aabent til Klokken To. Hvad er Klokken nu?«

Det sørgmodige Udtryk i Malms Ansigt gjorde Plads for straalende Glæde.

»Jeg har ikke ret mange Penge,« sagde han sagte. »Jeg har flere Gange været ude ved Vaticanet, men jeg turde ikke gaae ind, fordi der stod en Vagt ved Døren, og jeg var bange for, at man skulde affordre mig Mere, end jeg havde Raad til.« - »Jeg har heller ikke noget Uhr,« lagde han nølende til, »men jeg kan nok sige Dem, hvad Klokken er.«

Med disse Ord gik han hen til Vinduet og tog en Træprop ud af et Hul, som han havde boret høit oppe i Muren. En ny Solstribe faldt igjennem Studiet og ramte en lille Gradebue, som han med Kul havde tegnet paa den modsatte Væg.

»Det er Vorherres Uhr,« sagde han smilende, »men det er min egen Opfindelse. Klokken er lidt over Et.«

»Ja, saa bliver det for seent at gaae derop idag, og imorgen har jeg Model til den Tid, men De kan godt gaae op alene.«

Jeg trykkede hans Haand. »Faaer jeg saa Studiet?« spurgte jeg smilende.

»Jeg vilde gjerne; men jeg kan ikke. Jeg har nu eengang levet mig ind her, og jeg troer ikke, at jeg kunde gjøre Noget paa et andet Sted. Desuden kan jeg ikke skille mig ved mine Frøer.«

»Deres Frøer?«

»Ja, mine Frøer og min Have; de høre med til Studiet. Kom, saa skal jeg vise Dem begge Dele.«

Med disse Ord trak han mig hen imod Havedøren - det var et kraftigt Tag. Udenfor var der en lille og ganske smal Gaardsplads. Derpaa kom en Hække af blomstrende Roser og Caprifolier, som snoede sig omkring et simpelt Hegn, dannet af de bekjendte romerske Rør. I Midten af dette førte en lille Laage ind til Helligdommen. Haven selv var ikke ret stor. Dens midterste Parti dannedes af en Græsplaine, i hvis Midte der var anbragt en Cisterne af Steen. Tætte Myrthehækker afgrændsede den paa begge Sider, og foran disse stode enkelte Orangetræer baade med Blomster og halvmodne Frugter. Et Par mægtige Rosentræer, fuldtunge af Blomster, stod som Blomsterpyramider i Havens bageste Hjørner, og imellem disse løb atter et høit Gitterværk, næsten skjult af Viinranker og Viinløv, hvorimellem tunge, blaalige Drueklaser tittede frem.

»See, det er Altsammen mit,« sagde han glædestraalende, idet han beskrev en Halvcirkel med Haanden. »Er det ikke prægtigt? Jeg har Lov til at spise af det Altsammen, og her, her har jeg mine Frøer.«

Han trak mig ind paa Græsplainen og førte mig henimod Cisternen.

»See der,« sagde han, idet han med Haanden viste paa nogle brede Aakandeblade, »der sidder Ægteparret. Jeg har selv taget dem ude i Campagnen; de ere meget større end hjemme hos os. Nu skal De see Yngelen, det er det Morsomste af det Hele.«

Han blottede sin senestærke Arm og jog den ned i Bassinet.

»See, den er nu som en Fisk,« sagde han, »blot Hale og Krop. Hvem skulde troe, at der kunde blive en rigtig Frø af den? Men her er en anden, den har allerede faaet Bagbeen, og derhenne svømmer en, der næsten seer ud, som den var voxen, men den har dog noget af Halestumpen endnu. Jeg har tidt moret mig over dem i Norge; men der komme de blot om Foraaret, her lader det til, at de faaer Unger to Gange.«

Vi gik ud af Haven og ind i det lille Rum, der tjente ham som Opholdsværelse, ved Siden af Studiet. Der stod nogle ubetydelige Skizzer af Leer. Bondekoften og en Ransel hang paa Væggen, og ved Siden af den en udskaaren Tollekniv i et bredt, metalbeslaaet Gehæng. Men hvad der meest tiltrak sig min Opmærksomhed, var to store Cartons, som vare anbragte hver paa sin Side af Væggen. Det første forestillede et lille Parti af et Kjær, tæt bevoxet med Rør, Dunhammere og Aakander. Paa et af den sidstes Blade sad en gigantisk Frø, vridende sine Hænder og stirrende med Rædsel og Afsky ned i Dybet. Det var aabenbart Frømoderen, thi under Bladet, saae man nede i Vandet, en Hærskare af smaa Frøunger, der svømmede omkring i deres Haletudseskikkelse og syntes at stræbe opad imod Moderen. Paa et andet Aakandeblad, tæt ved Siden af, var Frøfaderen anbragt. Han var i sin Hidsighed traadt ud paa Kanten af Bladet; man saae, at det vippede under hans Vægt, saa at han næste Øieblik ufeilbarligt maatte plumpe i Vandet. Med den ene Haand pegede han ned paa sit Afkom, der havde saa ringe Lighed med Fader og Moder, medens han med den anden gjorde en truende Gebærde henimod sin fortvivlede Ægtehalvdeel. Det var et Billede, udført med uovertræffeligt Lune. Man følte, at den skuffede Fader vilde udbryde i et: »Falskhed! Dit Navn er Kvinde!« men man saae tillige, at han netop i samme Øieblik vilde styrte ned imellem sin forskrækkede Yngel, og at hans Ord vilde kvæles af Vandet. Det var Sivene og Rørene, som havde hvisket Fatter en Djævel i Øret. Det saae man paa deres malicieuse Physiognomier, og jo mere man betragtede Billedet, desto tydeligere mærkede man, at der var spillet en storartet Intrigue. Snerlerne klyngede sig elskovssmægtende til de brede Dunhammere og pegede skadefro paa den ulykkelige Ægtemand. Aakanderne satte et halvt skjelmsk, halvt undseeligt Smiil op og lukkede deres Kroner, medens selve Kjæret, nøiere beseet, udviste et eneste stort Ansigt, grinende af skadefro Glæde.

Paa den anden Væg var Forsoningen. De unge Frøer kravlede iland i deres nye Skikkelse, idet de flokkedes om Ægteparret, der i salig Glæde var styrtet i hinandens Arme. Vandfladen var glat og rolig og viste et eneste, godmodigt smilende Ansigt. De ondskabsfulde Snerler hang halvvisne ned med bedrøvelige Ansigter. Aakanderne strakte deres Frugtknuder heelt op af Vandet og nikkede smilende til Ægteparret, ja selv en stiv, alvorlig Stork, der var anbragt truende i Baggrunden, syntes ikke at ville forstyrre den almindelige Glæde, eller maaske ventede den blot paa, at Ungerne skulde blive lidt større.

»Er det Deres Udkast til Giganternes Kamp?« spurgte jeg smilende. Men jeg fortrød næsten mit Spørgsmaal, thi hen over hans freidige, aabne Ansigt drog en Sky af Mismod, idet han sagde:

»Nei, det er blot saadant Noget, jeg ridser om Aftenen naar jeg ikke har Andet at bestille.«

Dette var mit andet Sammentræf med Malm. Jeg saae, at jeg havde truffet paa en Fugl, der ikke var saa let at blive klog paa. Der gik en rum Tid, vistnok henimod en tre Uger, hvori jeg ikke saae Noget til ham; jeg vidste, at han var fattig, og hørte ham fra alle Sider bedømme som en menneskesky Særling og undrede mig derfor ikke over, at han trak sig tilbage fra Kunstnernes Samfund.

En Dag i October gjorde jeg en lille Afstikker til Genzano for at ryste Marmorstøvet af mig. Om Aftenen, henimod Solnedgang, vandrede jeg langs Nemisøens Bredder for at naae Ariccia, hvor jeg vilde overnatte. Det var en sjelden deilig Efteraarsaften. Løvet prangede i alle Farver, og Taagesløret, der begyndte at hæve sig op fra Søen, antog de forunderligste Former. Ved en brat Ombøining af Stien saae jeg en ung Mand sidde paa et Klippestykke, med sit Ansigt tankefuldt støttet i begge Hænder. Jeg gik nærmere, han sprang op -det var Malm. Han syntes at blive meget forlegen og undseelig ved at see mig. Et lille Kildeløb, der rislede ned mod Søen, havde han stemmet op med Steen og Leer, saa at det dannede et Fossefald i det Smaa; en omstyrtet Kav laae et halvhundrede Skridt fra ham - maaskee var det disse Adspredelsesmidler, der vakte hans Undseelse.

»Naa,« spurgte jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham, »har De saa besøgt Vaticanet og Capitolium? Har De seet Dem rigtig om, siden vi sidst taltes ved?«

»Ja,« svarede han rødmende, »jeg har været begge Steder mange Gange; men jeg fik kun seet to Ting, der var ikke Tid til Mere.«

»Og hvilke vare de?« spurgte jeg forundret.

»Den døende Fægter og Laokoonsgruppen.«

»Og Andet har De ikke seet?«

»Nei. Hver Gang jeg kom derop, maatte jeg standse foran dem, og naar jeg saa rigtigt havde seet paa dem, havde jeg ikke Lyst til Mere. De vare saa prægtige.«

»Og Deres Plan med Giganterne?« sagde jeg smilende.

»Min Plan?« gjentog han sukkende, idet han bøiede sig ned og tegnede med Fingeren i det vaade Sand. »Jeg har ingen Planer mere; jeg duer ikke til Noget. Antiken har gjort Alt; jeg er overflødig. Paa Torsdag reiser jeg hjem; jeg vilde blot see Nemi, inden jeg drog afsted.«

Der var Noget ved hele hans Holdning og Stemme, som greb mig dybt; jeg følte, at her var noget Dygtigt, som ikke maatte gaae tilgrunde. Hvad jeg sagde, kan jeg ikke længere huske, men jeg anvendte over en Time paa at bringe ham bort fra hans fortvivlede Forehavende. Han rystede imidlertid paa Hovedet og svarede:

»Det hjælper ikke, det nytter ikke! Jeg er kun et Barn, et voxent Barn imod de Andre. Hvad vilde jeg ogsaa hernede? Hvorfor blev jeg ikke hos min Moder og Sigrid?«

Sigrid! - Her var en ny Traad at binde ham med, et svagt Punkt i hans Trodsigheds Rustning, det mærkede jeg paa den dæmpede Stemme, hvormed han havde udtalt dette Navn. Jeg lokkede for ham, fløitede fiint, som min Ven Bjørck vilde kalde det, og medens Aftentaagerne lagde sig hen over Søen, fik jeg hans Historie. Den rørte mig dybt i al sin Korthed. Han var født i Thelemarken af fattige Forældre. Deres Huus laae tæt nedenfor Fossen, klistret som en Svalerede til Fjeldvæggen. Hans Fader havde været Dagleier. Om Foraaret, naar Elven blev fri, fældede han Tømmer til en stor Gaard, der laae et Par Mile længere nede. I den lange Vintertid lærte han Sønnen at snitte i Træ, hvori han var en stor Mester; Tollekniven paa Malms Væg var et Minde derom. Saadan gik det til hans fjortende Aar. Da havde der været stort Sneefald, Elven steeg langt over sine Bredder og tog Svalereden med. Hans Fader druknede under Forsøget paa at redde en mindre Søster, der reves bort tilligemed ham. Moderen og Malm kom ned paa »Gaarden«, som han kaldte den. Det var et stort Savskjæreri, og her blev han anbragt som Løbedreng. Da var det en Søndag, at han fik fat i noget blødt Leer, som Elven havde afsat i Klippespalterne. Det havde han leget og trillet med, indtil det var faldet ham ind, at der maatte kunne gjøres en Bjørn deraf. Han havde vel aldrig seet en Bjørn, men oppe i Præstens Storstue hang der et gammelt Kobberstik, en Bamsejagt Saa gjorde han da en, ganske som han havde seet den hos Præsten, medens han gik til Confirmation. Medens han var beskjæftiget hermed, kom Sigrid ned til Elven og satte sig hos ham. Hun var fager, havde store blaae Øine og lysguult Haar.

»Giver Du mig Bjørnen din, saa giver jeg Dig et Kys,« havde hun sagt.

Det blev givet og modtaget, og Sigrid bar Bamsen op paa Gaarden. To Dage efter blev han selv kaldet derop, og bange var han, fordi han havde kysset sin Huusbonds Datter; men der blev kun talt Godt til ham, baade af Huusbonden og den fremmede Herre, som var der fra Christiania. Han bad ham gjøre en anden Ting foruden Bjørnen, og medens Sigrid stod og saae til, formede han et Barnehoved af det vaade Leer. Det var et Englehoved, sagde den Fremmede; men det var nok meest Sigrids Træk, meente han selv. Saa kom han til Christiania, blev puffet og haanet af de Ældre. Han var et Fjols, det meente de Alle. Men Tiden gik, han fik baade første og anden Priisbelønning og endelig det store Legat til Romerreisen. Det var saa svært at skilles fra Fjeldene deroppe, saa tungt at reise uden at faae sagt Moder og Sigrid Farvel. Saa gik han paa sin Fod til Thelemarken og fik sagt Moderen Farvel; ogsaa paa Gaarden kom han, fik talt med Sigrid og Huusbonden, inden han drog afsted. Veien til Rom var bleven lang, thi han havde vandret en stor Deel af den. Endelig var han naaet til sine Længslers Maal. Barnekysset brændte endnu paa hans Læber; Sigrid havde selv givet ham Kunstnerindvielsens Daab. Nu gjaldt det at seire eller falde, vinde hende eller gaae tilgrunde. Det Sidste havde Malm ikke sagt, ja ikke engang berørt, men gjennem hele hans Historie og gjennem alle hans Planer gik hun som den røde Traad, der forbinder det Hele; det følte jeg altfor vel, skjøndt han Intet sagde.

Efter at han havde endt sin simple Historie, blev vi begge siddende i nogle Øieblikkes Taushed. Endelig spurgte Malm sagte:

»Troer De paa Drømme?«

»Jeg veed det ikke, jeg har aldrig erfaret Noget derom; kun saa meget veed jeg, at hverken Holberg eller Vessel troede derpaa. Er der hændet Dem noget Mærkeligt i den Retning.«

Malm syntes ikke meget tilbøielig til at svare; han sad nogle Øieblikke taus, ligesom fordybet i sig selv og sagde endelig:

»Ja, jeg vil fortælle Dem det Hele; men De maae love mig, ikke at lee deraf, om De ogsaa synes, at det er barnagtigt. Jeg gik fra Nemi i Middagsstunden. Det var stille og varmt, jeg selv var træt og mistrøstig. Saa satte jeg mig ned ved det lille Væld, her løber, og bildte mig ind, at jeg var hjemme. Jeg spillede først Kav, saaledes som jeg saa tidt havde gjort som Dreng; men det vilde ikke rigtigt gaae, jeg kunde ikke træffe den. Saa stemmede jeg Vældet op her; det skulde være Fossen derhjemme. Som det saa led hen imod Aften, troer jeg nok, at jeg faldt i Søvn, men rigtigt veed jeg det ikke. Jeg havde længe siddet og seet paa de hvide Taager, der steeg op fra Søen; det var ligesom, naar Huldren leger hos os. Der kom snart een, snart en anden Skikkelse frem af Taagen, men de flød sammen i hverandre igjen, og jeg kjendte dem ikke. Da skjød der sig paa eengang en Skikkelse i Veiret, tæt inde ved Land. Den var først at see paa som en hvid Røg; men jo mere den hævede sig, jo mere klarede og formede den sig. Det blev til en deilig Kvinde; hun bar en gylden Krone paa Hovedet, og ned ad Nakken flød et sneehvidt Slør, som vævet af det fineste Spindelvæv. Hun skjød sig ind imod Land; men mig tyktes, at det var Huldren, og jeg slog Korsets Tegn for mig.

»Kan Du kaste?« spurgte hun.

»Jeg troer det nok,« svarede jeg.

Hun bøiede sig ned og pegede mod Søbredden, som laae fuld af Stene, der glimrede som Guld.

»For hver en Steen, Du kaster over Søen,« sagde hun, »springer et af Dine Arbeider frem af Klippen, saa godt og feilfrit, som dem, der gjemmes her paa Søens Bund. Men naaer Du ikke Søens anden Side, da er Din Tid forbi, og Dine Arbeider skulle glemmes, som de ere forglemte, der hvile her.«

Jeg foer op og bukkede mig ned mod en af de guldglindsende Stene. Men da mærkede jeg nok, at jeg maatte have drømt, thi jeg fik kun en af de vaade, rullede Stene her i Kildeløbet; men hen over Søen saae jeg endnu hendes Skikkelse langsomt at drage bort, indtil den forsvandt i Taagen paa den anden Side. Jeg troer, det var Huldren, der gjækkede mig.«

»Ja,« svarede jeg smilende, »det kan gjerne være; men saa har hun gjort en lang Reise iaften. Har De ellers Intet hørt eller læst om Nemisøens Historie?«

»Nei,« svarede han sørgmodigt, »jeg har fortalt Dem, at jeg Intet veed. «

»Det er mærkeligt,« svarede jeg; »thi dersom De kjendte denne Søes Historie, da kunde jeg vel forklare Deres Vision eller Drøm som en Gjenspeiling fra det Hørte eller Læste, men nu kan jeg det ikke.«

»O, fortæl mig den Historie,« bad han, næsten i samme Tone som den, hvormed et Barn beder om et Eventyr.

»Nuvel,« svarede jeg. »I den ældste Tid, længe før der kom Mennesker paa Jorden, var Nemi ikke en Sø. Den var tvertimod et Bjerg og ovenikjøbet et ildsprudende Bjerg; det har jeg hørt en lærd Naturforsker fortælle inde i Rom. Den havde Kammerater i Nærheden af samme Slags, som den selv. Udbrud fulgte paa Udbrud, Lavaen flød og strømmede hen over Campagnens Sletter og dækkede den hvide Kalkbund med sine rødglødende Masser. Ja, saameget Blod flød der i Jordens første, vældige Kampe, at det dækkede alle Høiderne omkring Rom med Undtagelse af Monte Mario. Der slæbte den lærde Naturforsker mig selv engang hen og huggede de deiligste Østers ud af Kalken med sin Hammer - det vil da sige Skallerne, for det Gode ved dem var borte. Saa kom der en anden, en lysere Tid. Guder og Mennesker færdedes paa Jorden. Skoven var fuld af flygtende Nympher og forfølgende Fauner. Dryader, Undiner og Sylphider smilede fra hvert Træ, fra hver Bæk og i enhver Luftning. Det var Guldalderens Tid. Skjønheden herskede paa Jorden, selv Døden var en Genius, man kjendte Intet til Beenrade eller Fasteprædikener. Nemi hvilede i Harmoni med den øvrige Natur. Den havde for længe siden hørt op at sprude, dens Krater var indsunket og dets Bund dækket af Viinløv og Blomster, af Pinier og mægtige Egeskove. Da herskede Numa i Rom; men over Rom og Numas Hjerte herskede igjen den skjønneste blandt Kvinder, Nymphen Egeria. I de maaneklare Nætter lagde Numa Kongespiret og Kronens gyldne Ring til Side; de vare tunge nok at bære paa om Dagen. Men Diana harmedes over, at Numa benyttede hendes Kyskheds Speil til sine natlige Møder, og en Aften, da han og Egeria forlode den hellige Grotte, ramte en af Dianas Pile Kongen ved hans Elskedes Side. I stum Fortvivlelse flygtede Egeria til Nemis hellige Lund; hun sørgede og græd, saa at selv Diana ynkedes ved hendes Jammer. Da steeg Gudinden ned fra sin Himmel for at trøste den Bedrøvede; men hun vilde Intet høre af den, der havde dræbt hendes Elskede. Gudinden vrededes, hun berørte Nymphen med en Piil, og den skjønne Egeria flød hen i et eneste strømmende Taarevæld, den samme Kilde, hvorved vi nu sidde. Og Vældet flød ustandseligt. Det fyldte den dybe Dal og druknede de dunkle Skove, hvis Stammer endnu kunne sees i Søens Bund; men Vandet hævede sig, og Nemisøen fremkom, den skjønneste af Italiens Søer. Saa gik der en rum Tid. I Rom herskede ikke Numa, men Tiber. Han byggede paa Nemisøens Vande Verdens ottende Underværk, sin svømmende Villa. Forneden var den dannet som et Skib, men foroven bar den Loft og Tag af Guld, indlagt med Elfenbeen og Perlemoder. Sagnet fortæller, at Villaen havde hundrede Sale, alle af en uhyre Pragt, og i enhver af dem stod en Statue af ubegribelig Skjønhed. Men den skjønneste af dem Alle var Venussalen. Dens Vægge vare udelukkende dannede af hvide og røde Coraller, og imellem disse snoede sig de forunderligste Havplanter, alle af drevet Guld. I Midten af Salen stod en Statue af Venus Anadyomene, hugget af en af Grækenlands første Mestere. Denne Sal blev aldrig betraadt af Nogen, undtagen af Tiber og dem, han havde udvalgt til sine Offere. Gjennem en hemmelig Dør blev den Kvinde ført ind, der skulde offres til Gudinden, og naar Tiber i tøilesløst Raseri havde fuldbragt sin Offring, blev det skjændede Liig gjennem en anden Dør kastet ud i Søen og sænket i Forglemmelsens Vande. Paa denne Tid levede der i Rom en Kvinde ved Navn Egeria. Hun var skjøn som Venus, men kysk og ubønhørlig som Diana selv. Ofte havde Keiseren søgt at lokke hende, men hun, der regnede sig i Slægt med Numa og Egeria, havde afviist enhver Tilnærmelse. Da omringedes hendes Huus en Nat af Keiserens Livvagt. Egerias Broder dræbtes paa Tærskelen af hendes Sovegemak, hvor han forsvarede sin Søsters Ære; hun selv førtes til Venussalen i Tibers svømmende Villa. Da Uslingen her, ene med den værgeløse Kvinde, sønderrev hendes Slør og løsnede hendes Belte, styrtede hun sig i Fortvivlelse mod den haarde Koralmuur for at knuse sit Hoved. Væggen gav efter, den hemmelige Dør sprang op, og den Ulykkelige styrtede ud i de skjermende Bølger. Men fra Søens Dyb lød et huult, forfærdeligt Drøn. Vandet reiste sig, som i Vrede. Villaens Bund søndersloges af fremskydende Klipper, og den mægtige Keiser reddedes afmægtig af en nubisk Slave, der svømmede med ham til Land. Villaen sank og er aldrig mere kommen tilsyne, end ikke i sine ringeste Spor, skjøndt vindesyge Dykkere tidt have forsøgt paa at finde den igjen; men Tiber var bleven saa rystet, at han aldrig mere vovede sig ud paa den hævnende Sø. Ja, selv i Rom troede han sig ikke sikker for Egerias Frænder, men flygtede til det klippefaste Capri, hvor han troede sig sikker.«

Malm blev siddende en Stund tankefuld, efterat jeg havde endt min Fortælling. Han støttede igjen sit Hoved i begge Hænder, og jeg troede oprigtig talt, at hans Tanker havde været langt fra mit Eventyr. Pludseligt saae han op og sagde:

»Hvor det var smukt, og hvor De veed Meget!«

Jeg haabede, at det var Indledningen til en ny Samtale og gjentog dobbelt kraftigt mit Angreb paa hans Reiseplan. Men han var ubevægelig; Mismodets Slanger havde kvalt ham, som Athenes kvalte Laokoon.

»Og Sigrid,« sagde jeg, idet jeg rykkede frem med min sidste Stormcolonne, »hvorledes vil De møde hende, naar De kommer hjem?«

»Jeg kommer heller ikke hjem,« sagde han, idet han paany skjulte Ansigtet i sine Hænder.

Saadan sad vi en Stund tause, tænkende Hver paa Sit. Da lød der et skarpt Skrig hen over Søen. Det var en Maage, en af de sidste Efternølere, som forlod Nemi for at drage til Ostia. Malm sprang op; denne Naturlyd fra Hjemmet havde ligesom vakt ham. Han saae et Øieblik efter den bortdragende Fugl og sagde derpaa halvt ved sig selv: »Jeg gad dog vide, om en Steen kan række over Nemisø.«

»Umuligt,« svarede jeg, »De kan lige saa godt prøve paa at ramme Maagen, der nu trækker hen over Genzano.«

»Troer De?« sagde han med en særegen Betoning. Derpaa bukkede han sig ned og greb nogle af de hvide Stene ved sine Fødder. Han bøiede sig tilbage; aldrig har jeg seet skjønnere Model til en Jaculator. Stenen foer ud af hans Haand, susende og syngende, som kom den fra en Slynge. Jeg lyttede i spændt Taushed. Et Par Secunder efter hørtes en svag Klang og derpaa en Raslen mellem Stenene paa den modsatte Søbred. Malm havde Ret - den var naaet derover. Uden at sige et Ord sendte Malm en anden og derpaa en tredie Steen efter den første. Tilsidst greb han lidt overmodig en af de større Stene, hvormed han havde opstemmet det lille Kildevæld.

»Lad det nu være godt, Malm,« sagde jeg, »den gaaer i Søen.«

Malm kastede paany. Den tunge Steen foer ud gjennem den hvide Taage, men faa Øieblikke efter hørtes et tungt, dumpt Plask hen over Vandet. Jeg vendte mig mod Malm; han var bleg af Smerte, og hans høire Arm hang kraftesløs ned.

»Der sprang Noget i min Arm,« sagde han kort.

Han havde Ret. Ved vor Ankomst til Rom, hvor vi fik fat i en fransk Læge, viste det sig, at et Par Senefibre vare bristede i Overarmen. Lægen ordinerede den strengeste Ro og erklærede, at Armen ikke kunde bruges førend om sex Uger. Jeg fik Malm bragt til mit Logis, og fra denne Aften blev Malm og jeg Venner. Ikke »gode Venner,« som i Kjøbenhavn. Nei, Gud frie os - blot Venner.

Saaledes gik det til henimod Foraaret. Malms Arm var for længe siden lægt; men hans Studie var ligesaa tomt som før, og jeg begyndte at frygte for, at hans Natur var som den romerske Agaves, der kun sætter Blomst hvert tredivte Aar. Maimaaned lakkede imod Enden; Heden begyndte at komme, Sciroccoen og Malarien med den. Skandinavernes Kreds blev tyndere og tyndere. Hver Uge faldt et Blad fra Stammen, nogle hvirvledes nordpaa, medens andre førtes afsted til Albano, Frascati, Neapel og Sorrento. Vi havde dengang for Skik, at enhver Bortreisende gjorde et Gilde, for ved en ægte, romersk Viin at sætte lidt Smag paa Vandet fra Trevi. Det traf sig saaledes, at tre Kunstnere drog bort paa eengang, og der var derfor gjort meer end sædvanlige Anstalter i Rafaellos Vigne, hvor Festen skulde holdes. Malm kom aldrig til disse Gilder. Ja, han drak ikke engang Viin, og det var egenlig det Eneste, jeg havde imod ham. Det vakte derfor en ikke ringe Forbauselse, da vi omtrent midt under Festen saae Malm komme ned ad Havens Gange. Han saae besynderlig inspireret ud; hans ellers sikkre Gang var iilfærdig og urolig, og hans Øine straalede med en usædvanlig Glands. Han satte sig taus ved den nederste Bordende; jeg skjød uden at sige et Ord en Mezzo hen til ham.

»Det er formeget,« raabte En af Skaren overgivent, »Malm er fuld, giv ham en Foglietta.«

»Troer Du?« sagde Malm og maalte ham med et Blik, der fik Blodet op i Kinderne paa ham.

»Malm har fundet en Gigant paa Campagnen,« raabte en Anden. »Nu skal han blot have Dovrefjeld ned for at give ham Noget at staae paa.«

Malm sendte Angriberen et lynende Blik. Hans første barnlige Planer vare uheldigviis komne ud blandt Kunstnerne, og gav Anledning til idelige Sarkasmer. Han pleiede at møde disse og endnu værre Angreb med rolig Taushed; men idag syntes han ikke at være oplagt dertil. Deels for at afbøde nye Hentydninger, deels fordi der virkelig var noget Usædvanligt og Gaadefuldt hos ham, spurgte jeg:

»Hvad har Du bestilt idag, Malm?«

Han saae roligt, udfordrende omkring i Kredsen.

»Jeg har faaet et Jerngestel sat op,« sagde han høitideligt.

»Hille den!« raabte en Tredie. »Det var svært meget bestilt i en Vinter! Det skal vel staae til Tørring i Sommer?«

Malm var i Begreb med at skjænke i sit Glas; men hans Haand rystede, saa at Vinen flød hen over Dugen. Han satte den skjøre Foglietta saa haardt fra sig, at den brast i tusinde Stumper. Hans Ansigt var liigblegt, og hans Læber dirrede, saa at han ikke kunde tale.

»Er der Ingen, der vil spille Kav med Malm?« raabte Den, der først havde talt.

Malm foer op i sin fulde Høide. Blodet dryppede fra hans Underlæbe, og hans Øine rullede saa vildt, at den kaade Spotter uvilkaarligt dukkede sig under Bordet.

»Ikke forlanger jeg at skaanes af Eder,« raabte han med tordnende Stemme, »men ei heller vil jeg haanes af Hundehvalpe! Kom imorgen til mig, hvo der vil, og see saa, om Olaf Malm forstaaer at gjøre Noget.«

»Der blev Malm vred,« sagde Een, da han var gaaet. »Gud veed, hvad han nu vil gjøre?«

»Trække Halen af sine Frøer, naar han kommer hjem,« sagde en Anden, »eller spille nærmest til Væg med Knapper.«

Dermed syntes den Sag at være endt, og Gildet begyndte paany.

Jeg var gaaet kort efter Malm. Forsvare ham kunde jeg ikke; thi han var nu engang stemplet som denne Vinters Syndebuk, og høre paa flere Gemeenheder vilde jeg ikke. Desuden vidste jeg, at han og jeg omtrent bleve betragtede som to Alen af eet Stykke. Malm & Co. heed det dengang. Jeg bankede paa Døren til hans Studie; der blev ikke lukket op. Jeg lyttede, men han syntes ikke at være derinde. Saa gik jeg alene hjem.

Den næste Dag, henimod Middag, besøgte jeg Malm. Han stod alene i Studiet med Modelleerstokken i Haanden og heelt oversmurt med Leer. Paa den ene Væg havde han med Kul tegnet Gaarsdagens Gilde. Man saae Rafaellos Vigne og ved det lange Bord samtlige Kunstnere, individuelt kjendelige, men fremstillede som Fauner og Satyrer, der stangedes med hverandre. En ganske ung Satyr sad med ynkelige Miner under Bordet og opfangede i sin hule Haand den Viin, der dryppede ned ovenfra, medens Malm og jeg i Menneskeskikkelse fjernede os i Baggrunden.

Denne Tegning undrede ikke mig, der kjendte Malms mesterlige Talent i Caricaturen; men hvad der slog mig med Forbauselse, var en Gruppe i Leer, som stod paa den forhen altid tomme Cavalletto, og som syntes at have maattet kræve mere end een Nats Arbeide for at blive færdig. Den forestillede en Faun, der i overstrømmende Faderglæde løfter sin lille Søn høit iveiret og spøgende stanges med de smaa buttede Horn, der lige ere ifærd med at bryde frem paa Drengens Pande. Det var et udmærket Arbeide. Faderens stærke, men dog smidige og muskuløse Figur dannede en smuk Modsætning til Drengens runde, buttede Former, og det halvt forskrækkede, halvt glade Udtryk i dennes Ansigt tog sig fortræffeligt ud imod de barske og haarde Linier hos den skjæggede Vildmand. Jeg betragtede i flere Minuter dette Arbeide, der naturligviis ikke var gjennemført i sine Enkeltheder, men egentligt kun raat opklasket paa Stativet; men fra hvilken Side jeg end saae det, og hvor streng en Critiker jeg end monne være, kunde jeg dog ikke Andet end erkjende, at det var et udmærket, heelstøbt Arbeide, som blot kunde vinde ved den finere Udførelse.

»Det er godt,« sagde jeg til Malm. »Det er et Kunstværk.«

»Ja, det troer jeg ogsaa,« svarede han roligt, idet han med Modelleerstokken glattede lidt paa den ene Fod. »Fik Du gjort det i Aftes?« spurgte jeg. »Aa nei, engang i Morges, tænker jeg.« »Men naar tegnede Du da Skizzen paa Væggen der?« »Det gjorde jeg nok, da jeg kom fra Gildet igaar, kan jeg troe. Da saa Solen kom frem, fik jeg Lyst til at gjøre Noget i Leer, og saa blev det til ham, som staaer der.«

Jeg trykkede Malms Haand og lykønskede ham endnu engang til hans Arbeide. Derpaa bad jeg ham om at benytte Tiden vel og foreholdt ham stærkt, at han ikke skulde bryde sig om, hvad de andre Kunstnere sagde med Hensyn til Udførelsen. I saa milde Udtryk som muligt lod jeg ham vide, at Tiden var kostbar, og at det var nødvendigt at sende et Arbeide hjem, dersom han haabede paa Fornyelse af Legatet. Endelig viste jeg ham en, efter min Mening, ubetydelig Feil ved Figurens høire Arm, der syntes mig vel kort, og tog derpaa Afsked med ham.

Naar der i Rom er skeet et eller andet Usædvanligt i den skandinaviske Leir, løber Rygtets Tusindbeen lige saa hurtigt om, som i Kjøbenhavn, og det undrede mig derfor ikke, at man allerede om Middagen i Trattoriet talte om Malms udmærkede Arbeide, som allerede flere Kunstnere havde seet. Alle vare enige om, at Sujettet var saa mesterligt opfattet, at det spaaede ham en stor Fremtid; men Alle vare de uenige om den pludselige Inspiration, der saa hurtigt havde skabt dette Arbeide. Kun jeg havde Nøglen til denne Gaade. Ved min Bortgang fra Studiet havde han givet mig sin Tegnebog med den Bemærkning, at han havde modtaget Remisser hjemmefra og ønskede, at jeg skulde afgjøre hans Regning i Trattoriet, da han ikke selv kom derned. Idet jeg aabnede Bogen, for at betale hans meget beskedne Gjæld, faldt et Brev ud, som han efter Gjennemlæsningen ikke havde lagt sammen. Det var underskrevet af hans Moder, og paa den nederste Kant af Papiret stod som en Slags Efterskrift: »Sigrid beder Dig hilse.« - Det var Sigrid, der havde skabt Malms Faun.

Jeg fik den Eftermiddag et fortrædeligt Brev. En Blok fra Carrara, som jeg længe havde ventet, var forulykket underveis, idet Jorden var skreden ud ved en Brink, der førte ned til Teveronen. Jeg maatte selv tage afsted for at udvælge en ny, og da denne Forretning efter en otte Dages Tid var fuldendt, tog jeg lige til Neapel, hvor jeg af den danske Consul havde modtaget en Bestilling. Derfra drog jeg til Palæstrina, som jeg havde udvalgt mig til Sommerophold, og saaledes kom det sig, at jeg først henad Efteraaret gjensaae Malm.

En smuk Eftermiddag i September kom jeg til Rom og begav mig strax paa Veien til hans Studie. Jeg glædede mig ret til at gjensee hans Faun, som jeg vidste havde fængslet ham til Rom den hele Sommer, og som nu maatte være fuldført. Jeg havde med Villie ikke spurgt Nogen om dens Fremgang, da jeg vilde nyde Skuet, uforstyrret af smaalige Indvendinger, og lettede nu rask Klinken paa Døren, uden at banke paa. Men hvad skildrer min Overraskelse, da jeg fandt Studiet tomt, Væggene hvidtede, og en mig ubekjendt fransk Kunstner ifærd med at udpakke sine Sager i det lille Værelse, der havde været Vidne til saamangen fortrolig Samtale mellem Malm og mig.

Forstemt vandrede jeg ned ad Gaden. Underveis traf jeg en Bekjendt, og nu fik jeg hele Sammenhænget at vide. Malm havde i tre Uger efter min Bortreise arbeidet meget flittigt, opfyldt af sin Genius. Han havde i al denne Tid modtaget Besøg baade af Venner og Fjender. Han var blevet feteret og lovpriist af begge Parter; men hver Enkelt havde havt en lille Bemærkning at gjøre, om ikke for Andet, saa dog for at sige Noget. Hvad jeg havde frygtet for, var netop skeet; han havde laant Øre til en Critik, som han ikke forstod, og som ikke forstod ham. En havde meent, at den høire Fod var for kort; en Anden, at Figuren ikke sank nok i det venstre Knæ; en Tredie, at Barnet blev løftet for høit, og saa videre. Alle disse forskjellige, ofte modstridende Domme havde gjort ham vims paa det Hele. Han havde begyndt at makke paa sit Arbeide, og den ene Rettelse drog med Nødvendighedens Magt den anden efter sig. En skjønne Dag havde han opdaget, at Figuren var forkluddret, og saa havde han brækket det Hele ned igjen.

Samme Aften besøgte jeg Malm. Han havde faaet et lille Studie oppe i Via della Purificazione. Det var trist, fugtigt og mørkt; der var ingen Have, ingen Roser og ingen Cisterne. Derimod var der muggen Luft og Scorpioner i Overflødighed. Malm selv var lige saa trist som sine Omgivelser. Legatet var blevet taget fra ham, da Fundatsen indeholdt den Bestemmelse, at Legathaveren inden et Aar skulde have fuldført et Arbeide. Til al Lykke havde han modtaget et Brev fra sin forrige Huusbond, der i varme Udtryk lykønskede ham til hans første heldige Arbeide, som han haabede at see i Marmor, naar han om et Par Aar kom til Rom. Med dette Brev var der fulgt den sædvanlige Understøttelse fra hans ædle Velynder; fra Sigrid og Moderen havde han derimod ikke hørt et Ord. Jeg tilbragte den hele Aften med at trøste Malm og lægge Planer for Fremtiden. Det var en vanskelig Opgave, thi han var i samme Humeur som hiin Aften ved Nemi, og hertil drog endnu et Par andre, bittre Strømninger gjennem hans Sind. Han frygtede for at være glemt af Den, han elskede meest, og nærede allerede nu et stille Nag imod sin Efterfølger i Legatet, en svensk Billedhugger Dahlkvist, hvem vi begge betragtede som en talentløs Person, der blot ved gode Connexioner nød en Understøttelse, som var lige saa vigtig for Malm, som ilde anvendt paa den Anden.

Nogle Dage efter besøgte jeg den unge Svensker. Det var en meget elskværdig og affabel Person. Han smilede kjønt og trykkede nydeligt i Haanden; han var rigtigt, hvad man kalder et pænt Menneske, dannet og beleven, men Kunstner var han minsæl ikke. Han viste mig nogle af sine Skizzer, thi, skjøndt han kun havde været fjorten Dage i Rom, havde han næsten gjort en Snees Stykker; de vare alle, ligesom han selv, nydelige, slikkede og kjedelige. De gjorde alle det samme Indtryk paa mig, som en flydende Comptoirhaand maa gjøre paa den, der af Skriften vil udlede et Menneskes Characteer; der var nemlig aldeles ingen. Jeg saae strax, at Dahlkvist var en sikker Mand for Legatet, for Professorerne og for Publikum. Han kunde gjøre to Arbeider om Aaret istedetfor eet; smigre, smiske og trykke i Haanden for Tre, og lave de nydeligste Nympher og Dryader i Canovas fordømte Maneer, altid saa runde og dreiede som Elfenbeen. Men Et var og blev mig klart: Dahlkvist var Grøftegraver der, hvor Malm kunde være Konge.

Det var øiensynligt, at Malm selv følte dette. Han udtalte sig imidlertid aldrig, ikke engang til mig, med Bitterhed eller Harme mod Dahlkvist. Han følte, at Retten, juridisk seet, var paa Dahlkvists Side, thi selv havde han jo ikke præsteret noget Arbeide; derimod mærkede jeg godt, at han bestandig undveeg sin Rival, hvor han traf sammen med ham, og kunde det ikke undgaaes, var han rolig, afmaalt og kold, medens Dahlkvist derimod overøste ham med Complimenter, samtidig med at han i Smug latterliggjorde dette Naturgeni, som han kaldte ham, for de andre Kunstnere. Det var heller ikke let at tænke sig større Contraster end disse to; det var den tamme Civilisation og den vilde Naturkraft, der stod mod hinanden.

Vinteren sled sig saaledes hen. Malm bestilte Intet - »han spadserede,« som Dahlkvist udtrykte sig. Dahlkvist derimod arbeidede ivrigt, og det ene lille Cabinetstykke efter det andet gik i Form af slumrende Bacchantinder eller badende Nympher fra Leret over i Gibsen. Saaledes naaede vi den otteogtyvende Januar, Frederik den Sjettes Fødselsdag. Det var dengang Skik og Brug, at Consulen i denne Anledning gav et Middagsgilde, hvortil sædvanligviis kun de Danske indbødes. Malm og Dahlkvist havde imod Sædvane ogsaa modtaget Invitationskort, men jeg troer næsten, at de gjensidig antog om hinanden, at Ingen af dem vilde give Møde, og saaledes traf de netop begge sammen. Vi holdt dengang vore Gilder i Palazzo Ruspolis store Sal, som var kunstnerisk udsmykket i Dagens Anledning. Dahlkvist havde gjort de to Løver, der som Skjoldholdere bare Rigets Vaaben; men det var mærkværdigt, hvor fortræffeligt de lignede et Par friserede Faar. Han fik ogsaa en Reprimande af Consulen; dog ikke i den Anledning, men fordi han havde glemt, at det var Vildmænd og ikke Løver, som bar det danske Riges Vaaben; det var næsten en politisk Forbrydelse i de Dage. Ved Siden af den store Sal havde vi et Par mindre Aftrædelsesværelser, hvor der blev drukket Caffe og senere spillet Whist. Da Malm ved Bordet tilfældigviis kom til at sidde ved Siden af Dahlkvist, blev han ganske bleg og sagde ikke et Ord. Denne spurgte derimod i den meest forekommende Conversationstone til hans Helbred, beklagede den slette Luft i hans Studie og bad ham med uforskammet Ironie ikke at overanstrenge sine Kræfter. Malm derimod sendte ham et Par hvasse Blik, men sagde Intet; derimod lagde jeg Mærke til, at han imod Sædvane drak Viin, navnlig Marsala, som dengang baade var bedre og stærkere end nu. Dahlkvist vedblev at overøse ham med Complimenter, og det var maaskee for at faae dem til at glide ned, at Malm vedblev at tømme Caraffen. Jeg bemærkede et ondskabsfuldt Udtryk i hans Modstanders Øine og stødte Malm paa Armen.

»Sludder!« sagde han kort.

Det gav et elektrisk Stød i en gammel Generalinde, der sad ved Siden af mig. Lidt efter traadte jeg Malm paa Foden; det var umuligt, at han kunde taale saa megen Marsala.

»Tag Benene til Dem!« tordnede han til Dahlkvist.

Generalinden rystede og skjød uvilkaarligt sin Stol tilbage. I det Samme kom Tjeneren for at skjænke Marsalaen rundt til Desert. Han betragtede først den tomme Caraffe og derpaa Malm med et Blik, som om han vilde spørge ham, naar han sidst havde været i godt Selskab. Dahlkvist loe himmelhøit, snappede den tomme Caraffe fra Tjeneren og lod den gaae videre. Jeg saae først nu, at Ingen havde Marsala i deres Glas. Alles Blikke rettedes paa Malm, hist og her lød en undertrykt Latter. Jeg kunde i dette Øieblik have dræbt Dahlkvist, og jeg troer, at Malm havde stor Lyst til at gjøre det Samme.

Efter Bordet gik vi ind i Sideværelset, der ligesom Salen var decoreret med Grønt. Malm følte Nederlaget i hele dets Udstrækning og traadte hen i en Vinduesfordybning bag nogle blomstrende Oleanderbuske. Et Øieblik efter kom Dahlkvist ind med Generalinden under Armen.

»Hvem var dog den mærkværdige Erscheinung, som sad ved Siden af mig?« spurgte hun Dahlkvist, idet hun glattede paa sin svære Silkekjole.

»Behager Deres Naade ikke at tage Plads? Tillader De? Her er Stole. Ønsker Deres Naade café nero eller café con crema? Ah, con crema, det er ægte dansk.«

»Men hvem var det bête noire?« spurgte paany den gamle Dame, øiensynligt smigret af Dahlkvists Galanteri.

»Hvem mener Deres Naade?«

»Ih, den ivrogne, som drak Marsalaen, og som bad Dem tage Benene til Dem, da De var saa høflig at lade ham vide, at han syndede mod al bon-ton.«

»Ja, hvad skulde jeg gjøre? Jeg var bange for, at Skandalen skulde blive større, end den allerede var.«

»Han syntes at være noget unique i sit Slags. Meget gauche og temmelig brutal. Jeg troer endogsaa, han mødte i Frakke. Uden Halsbind var han idetmindste, og det er dog impardonnable paa vor allernaadigste Konges Fødselsdag.«

»Deres Naade har fuldkommen Ret, men man maa holde slige Folk Lidt tilgode; man kunde neppe vente Mere af en Bondekarl fra Thelemarken.«

»Bonde!« gjentog Generalinden med ufordulgt Forbauselse. »Det er dog mærkværdigt, med hvilken Frækhed al Slags Pøbel trænger sig ind her i Selskabet. Hvad er da denne norske Parvenu? Han maa da have et enorme Talent, siden vor Consul har fundet det passende at invitere ham?«

Dahlkvist trak paa Skuldrene og gjorde den Bevægelse med Haanden, hvormed man afviser de romerske Tiggere.

»Talent!« sagde han smilende. »Deres Naade vil bedst selv kunne dømme derom, naar jeg fortæller Dem, at han har tilbragt et Aar i Rom, og i al den Tid kun gjort en eneste Figur, der var i den Grad mislykket, at han selv brød den ned igjen. Det er ubegribeligt, hvorledes han har kunnet erhverve sig et af de største Legater, men dette er ogsaa kun gaaet til en Tid. Han har ikke faaet det fornyet.«

I dette Øieblik lød et Brag igjennem Salen. Generalindens Turban og Paradiisfugl begravedes tilligemed det Halve af hendes Person under de omstyrtende Oleanderbuske. Med et Spring var Malm ude af den gjorte Bresche og stod med sin gigantiske Figur bleg og truende foran Dahlkvist. Han løftede Haanden som til Slag, derpaa lod han den pludseligt synke og sagde med lav, næsten klangløs Stemme: »De er en Pjalt!«

Hvor sagte disse Ord end vare udtalte, blev de dog hørte rundtom i Salen, hvor de opvakte almindelig Forvirring. Da Røret et Øieblik efter havde sat sig, saae jeg mig forgjæves om efter Malm - han var forsvunden. Da jeg om Aftenen passerede forbi hans Studie, var der Lys derinde. Jeg bankede paa, men fik intet Svar. Studiet var lukket den næste Dag og ligeledes Dagen efter, og min Uro for Malm dæmpedes først, da jeg i Trattoriet fik at vide af Stefano, at han hver Middag bragte et Maaltid hen til ham. Jeg spurgte ham, hvorledes han havde det, og fik det trøsterige Svar:

»Udmærket! Han arbeider som bare Satan.«

Dette overraskede mig i høi Grad. Jeg havde troet, at Malm, skamfuld over Scenen ved Festen, vilde holde sig inde nogle Dage, indtil den første Bølgegang havde sat sig; men at han i hiin Sindsstemning og under det Tryk, hvoraf han kuedes, vilde og kunde arbeide, det forekom mig næsten utroligt. Da jeg den fjerde Dag efter hiint bedrøvelige Selskab om Morgenen gik forbi hans Studie, stod Døren paaklem. Jeg tittede ind. Malm var ikke derinde, men paa Cavallettoen thronede en mægtig Figur - jeg vil ikke sige den bedste, men en af de bedste, jeg har seet i Rom. Det var Achilles, som rasende over Briseis Rov grunder paa Hævn over Achæerne. Det var en siddende Figur uden Draperi, i omtrent halv overnaturlig Størrelse; Hjelm og Skjold laae ved dens Side og et brudt Sværd ved dens Fødder. Jeg vil ikke dvæle ved nogen Beskrivelse af denne Figurs Enkeltheder, thi de vare smeltede sammen i en saa fuldendt Harmoni, at ingen enkelt Deel lod sig løsne fra det Hele. Det var en mægtig Figur, lige gribende i sin Lidenskab, hvad enten man saae hen til Ansigtets Udtryk eller til Holdningen. Jeg stod aldeles fortabt i Beskuelsen, da paa eengang en Haand rørte ved min Skulder; det var Malm, der kom med en Spand Vand, som han havde hentet ved Brønden ude i Gaarden.

»Hvorledes er Du kommen ind?« spurgte han i en Tone, som om Intet var forefaldet.

Jeg pegede hen imod Porten, der endnu stod paaklem. Han gjorde en Bevægelse imod den med Haanden og sagde: »Du maa gaae.«

»Hvordan!« udbrød jeg forbauset. »Du viser mig bort?«

»Ja, jeg gjør,« sagde han roligt, men uden Spor af Vrede; »ogsaa Du har havt Din Skyld deri. Du sagde, at den Arm paa Faunen var for kort; det var den ikke. Jeg maa arbeide ene.«

Dermed lagde han Armen om mit Liv og skjød mig lempeligt hen imod Døren, som jeg hørte ham laase og lukke forsigtigt efter mig.

Den Skandale, som Malm havde gjort ved Gildet, var naturligviis gaaet hele Rom over. Man vidste nøiagtigt, hvor mange Glas Marsala han havde drukket, og hvormange Fjedre, der vare knækkede i Halen paa Generalindens Paradiisfugl. Den mandlige Deel af Saisonens Publicum var overbeviist om, at Malm var, hvad man nutildags vilde kalde en Rod, og Damerne vare lige saa enige i at finde ham ækel, som Dahlkvist sød, og erklære dennes Figurer for de nydeligste Ting af Verden. Jeg maatte døie det hele Væv overalt, hvor jeg kom hen, og kunde tilsidst hele Visen udenad; men hvergang man sang det almindelige Omkvæd: »Gud, jeg kan saa godt forstaae, at han ikke mere tør vise sig i anstændigt Selskab,« gottede jeg mig indvendigt ved at tænke paa den Forbauselse, som hans prægtige Achilles nødvendigviis maatte vække, naar den kom for Dagen, udsendt fra hans Studie, lige saa pludseligt som Minerva fra Jupiters Pande. Gjennem Stefano fik jeg daglig Underretning. Arbeidet skred rask frem og maatte om en tre Ugers Tid staae færdigt til at støbes i Gibs.

Vi nærmede os stærkt henimod Carnevalet. Paa denne Tid kommer der gjerne endnu nogle Fugle derhjemmefra, navnlig af de lystige, som ville tage Commersen og Paaskefesten med. Der kom rigtignok kun Een det Aar, men han var saa god som ti; jeg har ham endnu til Dato i taknemmelig Erindring. Det var en rigtig Papegøie; en af dem, som lære allerbedst udenad, hvad Andre have sagt, og som med ufortrøden Paastaaelighed vedbliver at gjentage det samme Omkvæd til en hvilkensomhelst Gjenstand, man stiller for ham. Somme Tider slaaer det til, og man beundrer det geniale Dybsind; men i Reglen slaaer det feil og bliver til, hvad vi Kunstnere i vort grove Maal kalde for Sludder, men saa trækker man det Geniale frem og lader det Sidste drukne det Første. Der var dengang en meget elskværdig, norsk Dame hernede; hun fortalte mig, at hendes Fader havde eiet en Papegøie, som snakkede beundringsværdigt. En Dag kom en fattig Savoyard til Bygden og fremviste en Abe, som han havde lært at dandse. Han kom ogsaa hjem til hendes Fader for at vise sin Elevs Kunster. Som det var bedst i Gang, entrede Papegøien ned ad sin Stang, hvorfra den tidligere havde været en rolig Tilskuer, og hoppede hen til Aben. »Kan Du snakke?« spurgte den, idet den baskede med Vingerne. Aben blev forskrækket og slog af lutter Angst sin bedste Saltomortale. »Skidt, ikke Andet!« sagde Papegøien, idet den gravitetisk entrede op igjen.

Dette »Skidt, ikke Andet!« var netop Svingbergs Valgsprog; thi han heed Svingberg og var Kunstcritiker. Et taknemmeligt Publicum havde rimeligviis foræret ham den mægtige Guldlorgnet, som altid dinglede lidt nedenfor hans Vest i en tilsvarende Kjede. Den stod forresten godt til de øvrige Farver, som altid vare valgte med stor Critik; thi naar man traf ham i flaskegrønne Beenklæder, rød Fløiels Vest og lyseblaae Kjole med blanke Knapper, kunde man endda sige, at man var sluppen for en billig Penge. Men det Mærkværdigste af Alt var den nye Passiar, som han bragte med sig derhjemmefra, og som rimeligviis en eller anden lærd Professor havde hittet paa. Det var en ny Philosophi, hørte jeg siden, som de havde opfundet et Sted i Tydskland, og som nu skulde prædikes for de Romere. Han var den første Apostel, og jeg kan ikke negte, han prædikede mageløst. Nu kan jeg kun huske Lidt af hans lange Passiar, og snakke som han, kan jeg naturligviis ikke; men det veed jeg, at hele Rom deelte sig i to Leire. Svingbergianerne og Anti-Svingbergianerne eller Jøderne, som de ogsaa kaldtes, et Udtryk, der maaskee er arvet fra hiin Tid, men som nu gjælder for et heelt andet Parti.

En Deel andre Kunstnere og jeg hørte dengang til Jøderne. Dahlkvist og Flere af hans Caliber lod sig døbe af Svingberg, og nu gik det ligesom i gamle Dage, hvor Jøderne først havde havt Magten, men senere bleve flaaede og stegte af de Christne, da disse kom ovenpaa. Det var en reen Jødefeide, som dengang herskede i Rom, og naar man een Gang har været under Persen, glemmer man ikke let Trykket, hvor latterligt det end kan forekomme Een siden. Nu vil De rimeligviis lee, naar jeg fortæller Dem Lidt om Svingbergianismen; men jeg kan paa Ære forsikkre Dem, at saaledes blev den ikke alene prædiket, men ogsaa troet af forskjelligt Godtfolk udi Byen, og, som jeg snart mærkede, ogsaa af den bløde, barnlige, men udannede Malm.

Svingberg kunde i og for sig selv være mig temmelig ligegyldig. Hans megen Tale rokkede ikke min Overbeviisning, og hans Beviser og Paastande prellede af paa mig, som Kuglerne paa en Rhinoceros. Derimod havde jeg en hemmelig Frygt for, at han skulde træffe sammen med Malm. Jeg havde længe seet, at denne trods sin Alder havde bevaret en mærkelig barnlig Natur. Hertil kom, at han, trods sin naturlige, sunde Dømmekraft paa Kunstens Omraade, havde en stor Mangel paa Kundskab i Almindelighed, og endelig var han et varmt, troende Gemyt, endog med nogen Hang til Mysticisme, en naturlig Følge af hans Opdragelse i det simple Hjem, og hans Opvæxt i den snevre, mørke Fjeldbygd, hvor Haugianernes Sect længe havde floreret. Jeg følte, at der kunde være en virkelig Fare, dersom han kom i Berøring med Svingberg, men jeg trøstede mig med, at Malm for Øieblikket hørte til de Forskudte, og jeg vidste desuden gjennem min stadige Hjemmelsmand, Stefano, at han haardnakket vedligeholdt sit Afspærrelsessystem.

Det skulde ikke vare længe, inden min Anelse gik i Opfyldelse. Jeg havde gjennem Stefano faaet at vide, at Sebastiano Paccini, en berømt Model paa den Tid, atter var ledig efter at være bleven benyttet af Malm, og jeg sluttede deraf, at Statuen maatte være færdig til Støbning. Tidligt den næste Morgen gik jeg op i Via della Purificazione, længselsfuld efter at see Malm, og glad over at kunne bringe ham en hjertelig Lykønskning. Jeg var imidlertid neppe dreiet om Hjørnet, førend jeg langt oppe i Gaden opdagede Svingberg, stirrende gjennem sin Lorgnet efter Huusnumrene. Jeg fortsatte min Gang noget langsommere; thi, oprigtigt talt, skjøttede jeg ikke om at træffe sammen med ham, da jeg til min store Forbauselse saae ham banke paa Porten til Malms Studie. Jeg standsede uvis og i stærk Spænding; jeg havde igjen denne underlige Følelse af, at der var et Uveir i Luften, og at Lynet lige vilde til at slaae ned. Det var ganske den samme underlige Beklemthed, som kun vi gamle Romere have, inden Sciroccoen kommer. Til min Glæde saae jeg, at Porten ikke blev aabnet; men Fjenden var lige udenfor Murene, og nu begyndte han at parlamentere. Jeg saae Svingberg trække en rød Portefeuille frem, aabne den og deraf udtage et Papir, som han holdt i Haanden, medens han samtidig talte gjennem det gittrede Porthul. Hvad der stod i den fordømte Lap, vidste jeg dengang ikke; men til min store Forbauselse saae jeg Porten blive aabnet, Malm komme ud i Arbeidsdragt, og efterat der var vexlet et Par Ord, forsvandt de begge i Studiet. Jeg forcerede min Gang og bankede et Øieblik efter paa hos Malm. Der kom intet Svar. Jeg bankede paany, samme Resultat. Jeg formodede, at de maatte være gaaede ind i det inderste Værelse, saa at de ikke kunde høre mig, og dundrede derfor løs af alle Kræfter, men Alt forblev taust som i Graven. Hverken den Dag eller de følgende saae jeg Noget til Malm; men af den gamle Generalinde erfarede jeg, at hun var ganske frappée over den Hardiesse, hvormed denne obscure Person, denne Malm, forstod at trænge sig ind i Selskabet. Hun havde nu i tre Aftener maattet renoncere paa den amusante Svingberg som fjerde Mand til sin sædvanlige Whist, og det alene fordi denne Malm havde forstaaet at insinuere sig hos Hr. Svingberg for at benytte ham ved et Arbeide, som uden hans Hjælp vilde blive altfor horribelt; det vidste hun fra hendes stadige Cicisbeo, den vakkre Dahlkvist. - Nu var Spillet gaaende, det indsaae jeg desværre altfor klart.

Et Par Dage efter Carnevalet vandrede jeg seent paa Eftermiddagen ud til Trattoria tavolata for at drikke et godt Glas Viin; jeg gaaer somme Tider noget langt efter den Vare. Det var næsten blevet mørkt, inden jeg naaede derud. Skjenkestuen var fuld af Bønder og Campagnuoler, og jeg forlangte derfor et Værelse ovenpaa for at drikke min Viin i Ro. Jeg gik hen til Vinduet for derfra at beundre den grønne Campagne og den funklende Horizont, der er saa eiendommelig for de romerske Solnedgange. Idet Værtinden bragte mig Vinen, hørte jeg fra det tilstødende Værelse:

»Encore un mezza di vino, mais la bonnissima qualité.«

Baade paa Røsten og det fortræffelige Italienske kjendte jeg min Mand - det var Svingberg. Jeg lyttede uvilkaarligt, og et Øieblik efter hørte jeg den samme demonstrerende Stemme paany.

»De kan til en vis Grad have Ret, - jeg benegter det ikke. Spørgsmaalet staaer endnu bestandigt aabent. Men har De Ret, har De kun Ret i det Subjective, ikke i Realiteten. Thi hvad er det, der gjør Rom saa interessant, at den bliver ligesom Historiens Rede, hvorfra Phantasiens evigunge Phønix dukker op, som Violerne, naar Vaarvinden vifter hen over Campagnens Sletter? Er det Antiken? Jeg benegter det! Jeg har drømt ved Parthenons Ruiner og ikke følt det. Er det Katholicismen? Er det dens Vievand, der renser Sjælen som en lutrende Ild, eller er det dens Viraksdamp, der søvndysser de ulmende Drifter med magnetisk Kraft? Jeg benegter det! Thi Katholicismen har søvndysset sig selv; den har med andre Ord, om jeg saa maa udtrykke mig, magnetiseret sig bort fra Christus, som er det sande Gudsbillede og følgelig ogsaa det sande Ideal. Er det mon det stille, indadvendte Kunstnerliv, eller er det den rige, yppige Natur, eller er det Afspeilet af Mindernes Glands, der fængsler Sjælen saa mægtigt i Rom? Jeg benegter det! Benegter det fuldkomment! Det indadvendte Kunstnerliv fængsler overalt; den yppige Natur kan ikke fængsle, da den er Forkrænkelighedens Værk, som staaer idag og imorgen kastes i Ovnen. Selv i Gosen, det fede Gosen, hvor Jøderne sukkede under Pharaoernes Aag, følte jeg ikke dette Indtryk. Jeg har været i Gosenland, men jeg følte det ikke! Er det da Afspeilet af Mindernes Glands! Umuligt! Minderne i Rom ere dunkle, som det Mørke, hvori Hedenskabet vandrede; blodige som den giftige Damp fra en liigbestrøet Valplads; hævnraabende, som de titusinde Martyrers Røst fra Cæsarernes Colosseum!«

Jeg hørte et dæmpet Suk, og en dyb Stemme, der andagtsfuld svarede: »Ja, De har Ret.« Det var mig nok. Jeg kjendte Røsten i disse Ord - det var Malm.

Svingberg havde imidlertid trukket Veiret og fortsatte igjen:

»Hvad er det da, der giver Rom denne magnetiske Kraft, som uvilkaarligt stemmer Sindet til Andagt? Ikke, som vi have seet, et enkelt Led i den elektriske Kjæde, for at blive i Sammenligningen, heller ikke de samlede Led, men netop Leddene i deres Modsætning. Thi ligesom Leddene i den elektriske Kjæde, Kobber og Zink, netop ved deres Modsætning frembringer den diabolske - eller hvad jeg vilde sige - den diamagnetiske Strømning, der til Slutning, naar Spændingen voxer, slaaer ud i den elektriske Gnist, saaledes frembringe i Rom netop de to modsatte Elementer, Hedenskabet og Christendommen, den magnetiske Strømning, som uvilkaarligt binder de opadstræbende Sjæle, indtil den endeligt, naar Overbeviisningen voxer, slaaer ud i Troens elektriserende Lue. Derfor forædles de ædle Naturer bestandigt i Rom, medens de slette fortabes og med Nødvendighedens Magt gaae tilgrunde. Har jeg ikke Ret?«

»Jo, ganske sikkert,« hørte jeg Malm sige.

»Og hvilke colossale Modsætninger,« vedblev Svingberg, »findes der ikke i den hellige Stad; colossalere end selve Colosseum! I den ene Ende Hedenskabet, Antiken og Mørket, i den anden Christendommen, Christus og Lyset. Og hvor slaaende ere ikke disse Modsætninger gjengivne i Architekturen? See vi ikke de hedenske Templer sjunkne i Gruus, mørke, og med snevre, trange Lysaabninger? Og hvorfor? Sjunkne i Gruus fordi Hedenskaben selv er sjunket. Mørke, fordi Hedningerne vare bestemte til at leve i Hedenskabets Mørke, indtil Christus, det eneste sande Lys, kunde trænge igjennem. Men, hvorfor stræbe de christne Templers Spiir imod Himlen, og hvorfor hvælve deres stærke Vinduesbuer sig saa dristigt? Fordi Spirene, med Korset som Symbolum, stræbe opad mod Christus! Fordi hans Lys, gjennemtrængende og kraftigt, i fuldt Maal kan falde paa hans hellige Alter!« »Ja, det er smukt,« hørte jeg Malm sige.

»Smukt?« gjentog Svingberg. »Ja, hvad Mere er, det er sandt, og netop derfor er det skjønt. Jeg gjorde igaar en Vandring gjennem det hedenske Rom. Jeg gik fra Republiken til Keisertiden, og derfra kom jeg lige ind i Colosseum. Hvad troer De, det var, som der imponerede mig meest? Var det disse favnetykke Mure, disse engang marmorklædte Loger, disse optaarnede Etager, som slog mig ved deres colossale Storhed? Ingenlunde! Jeg tænkte paa Martyrernes Blod, der havde strømmet hen over denne Arena; paa de Suk, den Sveed og de Taarer, hvoraf disse mægtige Mure ere reiste, og da i det Samme en enkelt Solstraale faldt igjennem de blytunge Skymasser, som netop dengang dækkede Himlen, og traf det store Jernkors, som forgyldtes af dens Glands, da blev jeg grebet af en mægtig Begeistring. Jeg forstod Tegnet fra oven og satte mig stille hen paa et af de hellige Alterer, og jeg troer, jeg græd!«

»De er et godt Menneske,« sagde Malm, bevæget.

Der indtraadte et Øiebliks Pause, hvori jeg hørte Svingberg snyde sin Næse og skjænke i sit og Malms Glas. Derpaa rømmede han sig og vedblev:

»Ja, jeg græd: thi det hellige Sted var profaneret af de jordiske Levninger, som Nutidens Hedninge-Romere med en mærkværdig Taktløshed altid aflægge paa slige Steder. Jeg følte, at over Tidernes svundne Storhed, over Republikens Dyder og Keiserdømmets Laster, over Caracallas vellystige Bade og Titus' blodige Colosseum svævede hiint Haabets, Fornyelsens og Forjættelsens hellige Banner, straalede hiint hellige Kors som et seirrigt Tegn over Hedenskabets Rester!«

Svingberg drak et Glas og fortsatte derpaa:

»Netop derfor er det aabenbart, at Kunsten i Rom maa blive christelig Kunst og Kunstnerne christelige Kunstnere, dersom de ret forstaae Tegnet fra oven. Hvad Hellenerfolket virkede i Hedenskabets Mørke, var kun Vantroens Gjerning og Fordømmelsens Værk; ogsaa de hørte med til den syndige Menneskeslægt, hvis Ideal var bleven formørket ved Adams og Evas usalige Fald. Vel vare de ikke, som Jøderne, aldeles uden Kunst; men deres Idealer vare, som deres Guder, kun Mennesket; lidt større, lidt kraftigere, lidt skjønnere maaskee, men dog kun Mennesket. Derfor kan ogsaa Thorvaldsen - hvormegen Respect jeg iøvrigt nærer for den gamle Mand - kun meget uegenligt kaldes Kunstnernes Konge; thi ogsaa han staaer paa Antikens Standpunkt og har overhovedet ikke havt Øie for det, hvorpaa det egentligt kommer an. At fremstille Christus og de hellige Mænd er en syndig Gjerning og overhovedet et Misgreb, hvorfra enhver Kunstner vil tørne tilbage, som fra en Klippemuur. At fremstille Grækenlands Guder og Mythernes Helte saaledes, som han har gjort det, i en usædelig Blottelsestilstand er vel rigtigt fra det antike Standpunkt, men fordømmeligt fra det christelige. Antiken har overhovedet overlevet sin Tid; den har gjort, hvad den kunde, men dens Traad er haspet af, om jeg saa maa sige. Hvad det nu gjelder om, er den hellige Kunst, den christelige Fremtidskunst, og der bliver Draperiet en absolut Fordring. Seer De, kjære Malm, Deres Achilles er ikke christelig, og derfor er det, at jeg ikke synes om den, hvor fortræffelig den end kan være fra det antike Standpunkt. Den mangler Draperi, og Draperiet er en absolut Fordring; en conditio sine qua non, om jeg saa maa udtrykke mig. Derfor, endnu engang, bryd med Antiken, bryd med de forældede Former! Viis Verden, at Kunstens Foryngelsestid endelig er kommen! Vie Dem til den ene, den sande, den hellige Kunst, hvis Hovedhjørnesteen er Christus, som bærer ham paa sit Høialter og stræber op til ham gjennem sine gothiske Spiir!«

»Amen!« hørte jeg Malms dybe og rolige Stemme sige.

Det var det opbyggeligste Foredrag, jeg nogensinde havde hørt. Det lod ogsaa til, at Svingberg fandt, at det nu kunde være nok, thi de forlod Værelset, og kort efter saae jeg Malm gaae ned ad Veien med Svingberg under Armen - han med en rolig, eftertænkende Holdning, Svingberg endnu docerende og fegtende i Luften med sin Stok. Jeg havde ikke smagt en Draabe af den gode Viin; men jeg havde en Følelse af, at dersom jeg blot drak et halvt Glas, vilde jeg blive fuld. Saa lod jeg være og naaede seent paa Aftenen til Rom.

Den følgende Søndag skulde Svingberg prædike paa Capitolium. Det var en stor Begunstigelse, men Forholdet mellem Danske og Tydske var dengang meget hjerteligt, omtrent som mellem Skandinaverne nu. Imidlertid vakte det dog stor Opsigt, da det var første Gang, det skeete. Svingberg viste sig ikke i tre Dage, saa travlt havde han med sin Prædiken, og da endelig den høitidelige Dag oprandt, var Protestanternes lille Forsamlingssal saa propfuld, at den paa det Ivrigste protesterede mod at optage Flere. Imidlertid kom dog ogsaa jeg derop for mine Synders Skyld, eller snarere for Malms Skyld, da jeg ganske sikkert haabede at træffe ham deroppe, thi i sit Studie var han endnu bestandig utilgjængelig. Svingberg var bleven coifferet og parfumeret af den bedste Friseur i Corso; han havde laant en Præstekjole af den vindøiede Capellan og lavet sig en Præstekrave af egen Opfindelse, der saae ud som en Mellemting af et Kalvekryds og en Kappestrimmel. Kort sagt, han var superbe, sagde Generalinden, der nu aldeles ingen Notits tog af de Lidelser og den Overlast, som hendes kjære Paradiisfugl leed i Trængselen. Svingberg begyndte sin Tale og holdt saa ved i stive syv Kvarteer. Jeg kunde Gangen i den udenad fra Trattoria tavolata; den var en Fritto misto af Philosophie, Kunsthistorie og Christendom, Altsammen bagt ind i præstelig Salvelse og spækket med poetiske Lignelser og oratoriske Vendinger. Den var en Strøm af Ord, en sand Syndflod af forvirrede Billeder og amputerede Bibelsteder; men Damerne fandt, at den var yndig, og det kan et russisk Dampbad jo ogsaa være, navnlig naar man er værkbrudden i Forveien.

Paa den store Trappe, der fører ned fra Capitol, traf jeg Malm. Jeg vilde, som før, venskabelig tage ham under Armen; men han undveeg mig med et sky, næsten mistænksomt Blik og sluttede sig kort efter til den fordømte Svingberg, der betragtede mig med en Mine, som om jeg hørte til de Nederste i Michel Angelos Dommedag. Jeg følte nok, at der var lagt Steen i Veien for mig, og jeg kunde ogsaa nok vide, fra hvem de kom; men jeg vilde have Vished og sluttede mig derfor til Generalinden, der med Følge, Paradiisfugl og det Hele var vandret hen til den tarpejiske Klippe fra Paradiset paa Capitolium. Jeg attaquerede hende fiint, thi jeg vidste nok, hvad Lire jeg skulde dreie paa. Jeg istemmede den store Rundsang med Omkvædet: »Aa, hvor det var mageløst!«; beklagede den strenge Censur i Rom, der forhindrede en saa magnifique Prædiken fra at komme i Trykken, men haabede, at den i Danmark vilde finde en gunstigere Jordbund, og at den vilde bære gyldne Frugter. Endelig beundrede jeg Dahlkvist, fordi han havde faaet sine Nympher og Bacchantinder klædte christeligt paa i et saadant Draperi, at de end mere tiltrak sig de russiske Magnaters og de engelske Lorders Opmærksomhed.

Da jeg saaledes havde fløitet fiint og viist mig som den omvendte Synder, lod jeg nogle Ord falde om den obscure Malm og den celebre Svingberg, og saa kom Generalinden paa Gled.

Det var aldeles mærkværdigt, hvad der kunde være ved denne Malm, der om Hverdagen saae ud som en Muursvend og om Søndagen, som om Skomageren havde syet hans Frakke og Skræderen hans Sko, men der maatte dog være noget ravissant ved denne forunderlige Personnage, siden monsieur Svingberg saa øiensynligt prefererede ham for alle de andre Artister. Han havde endogsaa bragt ham et Brev fra en soidisant Dame i Norge, rimeligviis en eller anden lille Grisette i Christiania, og det havde været Indledningen til Bekjendtskabet. Saa havde notre cher ami Svingberg i Malms Atelier fundet en Figur, som Generalindens fine Følelse krympede sig ved at omtale. Det var et Slags lieutenant fra den trojanske Krig, en Apelles, forklarede Generalinden, men horrible, næsten abominable, aldeles uden Draperi. Forresten havde dog Svingberg fortalt hende, at der var meget Godt ved denne Figur, naar man fraregnede den uanstændige Stiil, hvori den var anlagt, ligesom det heller ikke kunde negtes, at denne Malm havde et vist Talent, naar det blot blev ledet rigtigt. Det var derfor, sluttede Generalinden, at notre cher Svingberg havde taget sig saa ivrigt af Malm, der endnu var saa ung, at han kunde ledes hen til »det Maal, der har Christus som Hovedhjørnesteen, bærer ham paa sit Høialter og stræber til ham gjennem sine gothiske Spiir.«

Nu blev det mig for galt. Jeg tog Afsked med Generalinden, idet jeg indvendigt ønskede, at de uhyre Modsætninger, Colosseets Mure og Peterskirkens Kuppel, hver for sig vilde begrave hende, Svingberg og hele det Svingbergianske Commers under deres sammenstyrtende Ruiner, og med dette fromme Ønske i Hjertet ilede jeg afsted for, om muligt, at træffe Malm alene. Jeg havde haabet, at Svingberg efter Dagens Anstrengelse havde undt sig den fornødne Hvile, men til min store Ærgrelse hørte jeg hans Stemme skingre fra Malms Studie, da jeg langsomt vandrede op ad den søndagsstille Via della Purificazione. Døren stod paa vid Gab, og det straalende Solskin faldt paa en Gruppe, der paa mig gjorde et næsten tragisk Indtryk; tilvenstre, Malms herlige Achilles, indtørret, sprukken og øiensynligt i høi Grad forsømt; tilhøire, Malm med et underligt, ængsteligt Udtryk i Blikket, som halvt sky, halvt stirrende hvilede paa Svingberg, der vendte Ryggen mod Porten. Uvilkaarligt kom jeg til at tænke paa den gamle Historie om Klapperslangen, hvis stirrende Blik drager Offeret til sig i snevrere og snevrere Kredse. Jeg blev taus staaende i Døren; Ingen af dem bemærkede mig.

»Ganske sikkert!« fortsatte Svingberg sin rivende Ordstrøm.

»Tanken er Tanken - Ideen, Ideen! Men her har Tanken endnu ikke hævet sig op til at blive Idee; den har, om jeg saa maa udtrykke mig, ikke gjennemgaaet den Metamorphose, hvor den af Puppens Svøb folder sig ud som Aandens evige Sommerfugl. Alligevel, jeg indrømmer det - De kan have Ret, men kun i det Specielle, ikke i Totaliteten. Jødedommen var en Gjennemgangsform for Christendommen. Den var, om jeg saa maa udtrykke mig, den Mistbænk, hvori Herren havde nedlagt det aandelige Frø, som en Gang skulde bære Forklarelsens Frugter. Paa samme Maade var Katholicismen, om jeg saa maa sige, det Klosterdrivhuus, hvori man havde indespærret Christendommens ædle Viinstok, hvor man tvang den til at sætte golde og geile Skud, indtil endeligt Morten Luther sprængte det skrøbelige Glastag og atter bragte Christendommens ædle Viin for Dagens Lys. Men, som sagt, i visse Maader har De Ret, og jeg negter ikke, at seet fra et reent menneskeligt Standpunkt har Madonnadyrkelsen uendeligt Meget for sig. Det er det kvindelige Ideal, som man uvilkaarligt bøier sig for. Jomfrueligt og dog moderligt, moderligt og dog jomfrueligt, kan man tænke sig noget Skjønnere? Det er Modsætningerne, der her ere forenede til en, om jeg saa maa udtrykke mig, genial Eenhed, og jeg kan derfor, som sagt, reent menneskeligt seet, finde Madonnadyrkelsen høist tiltalende. Thi hvad stræber Manden, menneskeligt seet, hen til? Det kvindelige Ideal! Men Kvinden stræber ikke paa lige Maade hen til det mandlige; det vilde være hendes Natur og den kvindelige Blufærdighed imod. Ogsaa hun stræber hen imod Idealet, den rene, den skyldfrie Kvinde! Til hende alene kan hun betroe de Sorger og Tanker, som ere specifike for det kvindelige Liv, og som hendes Blufærdighedsfølelse vilde genere sig for at frembære for Christus; thi hvor utallige Ting gives der ikke, som Kvinden blot kan betroe Kvinden, men aldrig en Mand?«

Jeg leer overmaade sjeldent; men til Gjengjeld er jeg bleven født med en Eiendommelighed, at naar Latteren en Gang besøger mig, da fordrer den et frit, ustandset Løb, ugeneret af Tid og Rum. Jeg var ikke i noget godt Humeur, men Svingbergs sidste Ord fremkaldte uvilkaarligt en Paroxysme, som ikke lod sig standse. Jeg husker endnu, at jeg til Malms store Forfærdelse dandsede rundt i Studiet, idet jeg, under forskjellige høist uchristelige Udbrud, tilkjendegav de Følelser, der gjennemstrømmede mig. Jeg troer ogsaa nok, at jeg under disse heftige Evolutioner maaskee bragte mine Støvlehæle mere i Berøring med Svingbergs Taaspidser, end menneskeligt og christeligt var; thi jeg erindrer, at Svingberg med et rasende Blik styrtede ud af Studiet, idet han lod mig vide, at Dueller under visse Omstændigheder kunde være, om han saa maatte udtrykke sig, saare ønskelige og nødvendige, reent menneskeligt seet, men at han, ifølge sin Opfattelse, maatte betragte dem som en Vederstyggelighed, der ikke engang fandtes hos Jøderne, men hørte hjemme i det vildeste Hedenskab.

Nu var jeg ene med Malm.

»Hvad vil Du her?« spurgte han i en Tone saa kold og saa fremmed, at den strax lagde Adskillelsens Kløft imellem os.

»Tale med Dig, bringe Dig til Fornuft, redde Dig fra Undergang!« raabte jeg lidenskabeligt.

»Redde mig fra Undergang?« spurgte Malm roligt. »Du, som selv er gaaet under, Du vil redde mig? Det kan Du ikke. Du kan kun drage mig dybere i Dit Fald, som Du alt een Gang har gjort, men det skal ikke skee tiere. Jeg veed nu Alt. Det var Misundelsen, der første Gang førte Dig til mig, og det var den, der fik Dig til at rette, hvad Du selv maatte indsee var rigtigt. Du var den Første, der ledte mig vild under mit første Arbejde; Du skal ikke faae mig til at fuldføre et andet, om hvilket Du selv veed, at det er slet og fordømmeligt.«

Jeg havde længe mærket, at hiint ulyksalige Vink, som jeg efter mit bedste Skjøn dengang havde givet Malm, havde piint ham. At det var blevet exploiteret af Svingberg med saa meget Andet, havde jeg vel anet; men aldrig havde jeg formodet, at det skulde komme til at ligge som et Bjerg imellem os. Endnu engang søgte jeg at nærme mig Malm. Oprigtigt og venligt talte jeg til ham, og i de mildeste Former stræbte jeg at gjøre ham forstaaeligt, at Christendom og Kunst, dybere seet, ikke kunde og aldrig vilde kunne komme til at staae i noget Forhold til hinanden. Idet jeg halvt spøgende angreb Svingberg, tog jeg Sprøiten for at overstænke Figuren, inden den heelt faldt fra hinanden af Tørhed.

Malm gjorde en afværgende Bevægelse og sagde koldt: »Rør ikke mit Arbeide! Du har fordærvet Nok i Forveien.«

Nu tabte jeg Taalmodigheden. Det ene Ord tog det andet, og inden jeg ret saae mig for, følte jeg mig ved et kraftigt Tag slynget midt ud paa Gaden. Ja, jeg skammer mig ikke ved at tilstaae det, han smed mig paa Porten i Ordets bogstavelige Forstand.

Det var et trist Foraar og en kjedelig Sommer, der fulgte paa denne Begivenhed. Jeg havde isoleret mig næsten fra Alle, og Malm, min eneste Ven, havde jeg tabt for stedse. Til Gjengjeld havde jeg vundet en uforsonlig Fjende i Svingberg, og hver Avis, der kom fra Danmark, bragte mig nye Mindelser derom. Der var lange Artikler, undertegnede S-g, hvoraf Enhver kunde see, at jeg havde misforstaaet mit Kald, at jeg var druknet i Materialismens muddrede Strømme, at jeg manglede Genialitetens Beaandelse, kort sagt - at jeg var et Bæst. Det var ordentligt en Lettelse, da Choleraen kom. Dødens mægtige Vingeslag pustede disse christelige Avner til alle Sider og overdøvede Svingbergianismen med sine Jammerskrig. Generalinden med Consorter flygtede over Hals og Hoved tilbage til Danmark, Svingberg reiste til Neapel og tog Malm med sig. Man sagde, at de i Forening vilde besøge Jerusalem og det hellige Land. Jeg blev omtrent ene tilbage i Rom; ikke fordi jeg havde mere Lyst dertil end de Andre, men fordi Svingbergs Artikler havde vendt Opinionen imod mig. Jeg havde gjort Gjeld, der bandt mig til Rom, og Ingen kjøbte mine Arbeider. Saa løierligt det end synes, kan en Recensent undertiden bringe det saa vidt, at man kun har Valget mellem Død af Sult eller Cholera.

Hen paa Sommeren hændte imidlertid en uventet og for mig høist glædelig Begivenhed. En original Englænder, Signor Naso, som Romerne kaldte ham paa Grund af hans mærkværdig grimme Næse, kom tilfældigt ind i mit Studie og kjøbte min Niobe, et Arbeide, som Svingberg især havde rakket ned. Han betalte det saa rundeligt, at jeg pludseligt saae mig forvandlet til en Krøsus, der kunde ombytte det pestbefængte Rom med den rene Bjergluft i Ariccia og Genzano. Jeg flyttede derud i August og naaede først Rom i Begyndelsen af October. Da jeg kom tilbage var det som til en ny Jord og en ny Himmel. Svingberg var død i Neapel af den Sygdom, som han havde stræbt at undflye i Rom; hans Lære var uddød, hans Recensioner glemte. Nye Ansigter kom mig imøde, nye Bekjendtskaber bleve stiftede; men Ingen kunde give mig Oplysning om Malm, den Eneste, efter hvem mit Hjerte længtes.

En Aften først i November gik jeg henimod Midnat hjem fra en dansk Familie, der nylig havde bosat sig i Rom. Vinteren kom det Aar tidligt og var strengere end sædvanligt. Det frøs allerede et Par Grader, men Natten var saa usædvanlig smuk, Himlen saa stjerneklar og Luften saa frisk, at jeg halvt uvilkaarligt vandrede ud i Ruinqvarteret, istedetfor hjem. Rom var dengang langtfra saa civiliseret som nu. Man havde ingen Gas i Hovedgaderne, man havde ikke begyndt at pille og pynte paa Ruinerne, og man havde ikke de fordømte Franskmænd, der overalt trækker Paris's Overcivilisation med sig. Til Gjengjeld var der maaske lidt flere Banditer, skjøndt vistnok ikke ret mange; men Rom var ganske sikkert mere Rom, end det nu er. Næsten uden at mærke det, var jeg over Piazza di Venezia og Capitolium kommet ud paa Forum, hvor jeg langsomt vandrede hen imod Colosseum. Idet jeg gik ind paa Arenaen, som dengang ikke var lukket om Natten, faldt mit Blik paa en Mand, der, indhyllet i en pjaltet romersk Kappe, sad og sov i en af Muurfordybningerne. Det var et altfor almindeligt Syn til at vække nogen Opmærksomhed, og jeg satte mig derfor roligt ned paa et Par nedstyrtede Blokke, idet jeg tankefuld betragtede den mægtige Colos, der af sine Mure alt har leveret Materialet til tre af Roms mægtigste Paladser. Idet jeg vilde gaae, strøifede mit Blik atter den Sovende. Han havde gjort en Vending i Søvne, Kappen var gleden fra hans Ansigt, og en Lysstraale fra Lampen under det lille Madonnabillede ved Indgangen faldt lige paa det. Det var et blegt, sammensunket Aasyn, paa hvilket Sult og Kulde havde trykket sine umiskjendelige Tegn, og selv om man kunde tage Feil deraf, talte den tyndslidte Kappe og de hullede Støvler, høit om deres Eiermands Tilstand. Jeg lod et Par Bajoccher glide ned i hans, i Søvne udstrakte Haand. Han foer øieblikkeligt op og gjorde en Bevægelse, som om han vilde kaste Pengene langt fra sig; men pludseligt standsede han, hyllede Kappen tættere omkring sig og fremstammede med lav Stemme og sænket Ansigt et: »Grazia, Signor!«

»Herre Jesus! Er det Dig, Malm?« raabte jeg forskrækket.

Han ravede som en drukken Mand, og Bajoccherne faldt klingende ned mellem Muurgruset.

»Christian,« raabte han, »kan Du tilgive mig?«

Aldrig troer jeg, at jeg er blevet saa overrasket og saa glad i mit Liv. Jeg greb begge hans fremstrakte Hænder, trykkede dem hjerteligt og forsikkrede ham om, at Intet, selv ikke hans Mistanke til mig, skulde udslukke det Venskab, jeg altid havde næret for ham. Aldrig har jeg tilbragt nogen saa glædelig Aften og en saa fornøielig Nat i Rom, som denne. Stefano blev til sin store Forskrækkelse banket op midt om Natten og maatte levere et Maaltid ligesaa fuldstændigt, som om det havde været Klokken Tolv om Formiddagen. Min gamle Vertinde maatte rykke ud med en ny Seng, og jeg glemmer aldrig hendes forbausede Ansigt, da hun kom ind med Montefiasconen, og jeg, under Spøg og Latter, sendte det ene af Malms Klædningsstykker efter det andet ind i den blussende Kaminild. Aldrig har jeg seet et Menneske spise med stærkere Appetit, men jeg troer heller aldrig hverken før eller siden, at have været sammen med en Mand, der havde sultet i tre Dage. Dog, Sult er en let Sygdom at helbrede, naar man blot kan faae den nødvendige Medicin, og det var med en ublandet Tilfredsstillelse, at jeg under Maaltidet iagttog, hvorledes den friske Farve vendte tilbage paa Malms Kinder og den tindrende Glands i hans smukke, mørkeblaae Øine.

Da Maaltidet var endt, og jeg havde faaet min Lazzaronpibe tændt, fik jeg Malm til at fortælle sin Historie, eller rettere sagt, jeg pumpede den lidt efter lidt ud af ham, thi han var ingen Ynder af sammenhængende Fortællinger. Med Svingberg var han ganske rigtigt taget til Neapel, hvorfra de begge vilde indskibe sig, for over Malta at gaae til Alexandria og derfra drage videre til det hellige Land. I Neapel havde Svingberg ventet Remisser fra Hjemmet, men disse vare udeblevne, og en let Forkjølelse havde, i Forbindelse med en stærk Frygt for Cholera, paadraget ham denne Sygdom, der i faa Timer gjorde Ende paa hans Liv. Malm havde trofast pleiet ham til det Sidste, og Svingberg havde viist sig ædelmodig nok til paa sit Yderste at overdrage ham de Penge, som han ventede fra Hjemmet. Malm vilde da friste Reisen alene, men deels havde han intet rigtigt Begreb om dens Kostbarhed og Længde, deels var han blevet trukket usædvanligt op med Begravelsesomkostningerne i Neapel, hvor Alt befandt sig i en halv Opløsningstilstand. Imidlertid indskibede han sig til Malta, men Sygdommen brød Dagen efter løs paa det overfyldte Skib, og Malm blev med saa mange Andre bragt halvdøende iland i la Valetta i Slutningen af Juni Maaned. Hans stærke Constitution havde vel modstaaet Sygdommen, men den var bleven rystet i sit Inderste, og først i Begyndelsen af October havde han naaet Neapel, næsten blottet for Alt. Hans Haab om at finde Landsmænd var fuldstændigt glippet, og med en høist tarvelig Understøttelse fra Consulen var han paa sin Fod vandret til Rom. I de to sidste Dage havde han bogstavelig ikke eiet en Bajoccho, og det var den bittreste Nød, der havde tvunget ham til at tage Natteleie i Colosseum.

I Nattens Løb aftale jeg Alt med Malm. Da jeg endnu var Noget af en Krøsus, kunde jeg uden synderlig Opoffrelse tilbyde ham at dele Logis og Studie med mig, ligesom jeg ogsaa lovede ham, at jeg den næste Dag vilde henvende mig til Consulen for at erfare, om der ikke i hans lange Fraværelse skulde være indtruffet gunstige Efterretninger fra Norge. Denne sidste Mission lykkedes over al Forventning. Ikke alene havde der sammenhobet sig en tre til fire Breve fra hans Moder, men der fandtes tillige to Pengebreve, hvert indeholdende det sædvanlige Beløb, som hans forhenværende Herre og Huusbond, nu hans Ven og Beskytter, havde sendt ham; desuden var der et større Brev, hvis Haandskrift jeg ikke kjendte. Malm udstødte et Glædesskrig, da jeg triumpherende vendte tilbage med dette uventede Udbytte. Da han saae Udskriften paa det store Brev, skjød han Moderens Brevpakke tilside og gjorde en Bevægelse, som om han vilde aabne det, men pludseligt stak han det til sig, grundede et Øieblik og sagde derpaa med den alvorligste Mine af Verden:

»Skal Du ikke ud iaften?«

Jeg kunde see paa hans Ansigt, at han syntes, at han var kommet udmærket fiffigt derfra. Smilende slog jeg Kappen om mig; jeg vidste jo saa godt, at han ikke kunde læse sine Breve uden halvhøit for sig selv, og at han ønskede at være alene.

»Du har mig igjen Klokken Elleve,« sagde jeg.

Da jeg kom tilbage til den fastsatte Tid, sad Malm og læste høit for sig selv i den lille Bibel, som havde udgjort Hovedindholdet i hans tarvelige Randsel. Han var usædvanlig taus og stille den Aften.

»Hvad godt Nyt fra Hjemmet?« spurgte jeg, da vort Aftensmaaltid blev sat frem.

»Moder er død,« sagde han med lav Stemme.

Der opstod en lang Pause. Jeg har aldrig været Mand for at kunne sige Noget ved den Slags Leiligheder.

Endelig sagde Malm: »Niclas Olaisen skriver, at han reiser til Marseille for sin Datters Skyld.«

»Niclas Olaisen!« spurgte jeg. »Hvem er det?«

Malm saae paa mig med store Øine.

»Det er min forrige Huusbond, ham, som jeg fortalte Dig om ved Nemi.«

»Og Sigrid er hans Datter?«

Malm vilde skjenke et Glas Viin, men opnaaede blot at Dugen farvedes ligesaa rød som hans Ansigt.

»Ja,« svarede han kort.

»Er hun da syg?« spurgte jeg.

»Ikke det jeg veed af,« sagde han, idet han med rystende Haand satte Foglietten fra sig, »men Luften er undertiden noget raa hos os mellem Fjeldene. Farvel!«

Med disse Ord langede han min Kappe ned fra Væggen; thi vi vare i de Dage to om denne Luxusgjenstand. Jeg var altsaa nødt til at blive hjemme; først hen ad Formiddagen vendte Malm tilbage.

»Alt er leiet bort,« sagde han fortrædeligt, idet han hængte Kappen op i en Krog.

»Hvilket Alt?«

»Alle Studierne; der er ikke eet tilbage.«

Dette var nu ikke saa forunderligt, eftersom vi alt vare i November Maaned. Jeg tilbød ham at dele mit, men han afslog det, uden at angive nogen Grund. Da jeg kjendte hans Lyst til Eensomhed, foreslog jeg ham at dele det ved et Skillerum, men ogsaa dette afslog han. Der var hele denne Morgenstund noget underligt Uroligt, næsten Febrilt ved ham; han rørte ikke ved Maden og gik kort efter ud igjen. Henimod Middag kom han tilbage med glædestraalende Ansigt; han havde leiet et stort Studie i Via delle Quattro Fontane.

»Nu skal vi arbeide!« sagde han.

I den paafølgende Uge saae jeg ikke Noget til Malm. Jeg vilde ikke forstyrre ham; thi jeg anede, at hiint Brev fra Marseille havde indeholdt Mere end det, som Malm havde berettet mig. Der var et Felt i Malms Hjerte, hvis Indhold jeg nok anede, men hvor han aldrig havde ført mig hen, og jeg ærede ham derfor. En Dag mødte jeg ham tilfældigviis paa Gaden, og vi fulgtes ad til hans Studie. Det var et stort, lyst og hyggeligt Rum, men Cavallettoen stod lige saa tom som før, og kun en Række smaae, halvtudførte Skizzer paa et Brædt under Vinduet viste, at Studiet var beboet. Malm selv var ikke modfalden eller forknyt, og spøgede med den gode Plads, som han havde; men der var imod Sædvane kommet en forunderlig Uro og Ustadighed over ham, saavel aandeligt som legemligt. Han var i bestandige, usikkre Svingninger ligesom Magnetnaalen, naar Uveiret nærmer sig.

Vi havde denne Vinter leiet os et Lokale i Café Ruspoli, hvor Danske og Norske kom sammen. Svenskerne havde deres i Café della Costanza; thi Minderne fra Krigen, der havde kostet os Norge, vare endnu ikke glemte, og Nordmændene havde endnu ikke begyndt at sondre dem som Nordmænd. Dette Lokale, der dog var den første Spire til den senere skandinaviske Forening, var naturligviis meget tarveligt, da vi maatte holde det paa egen Bekostning. Det var egentlig kun en Afdeling af Caféen selv, bestaaende af et forhenværende Billardværelse, der nu havde faaet Titel af Selskabssal, og et mindre, der tjente deels til Opbevaring af de faa Bøger, vi dengang havde, deels til Rygeværelse for Herrerne. En Aften traf jeg ganske imod Sædvane Malm deroppe. Han havde hugget sig igjennem Aviserne paa sin sædvanlige Maade, det vil sige, han havde læst Titlerne paa Artiklerne og seet efter, om der var noget Nyt fra Thelemarken; det Øvrige brød han sig ikke om. Jeg foreslog ham et Parti Skak, hvoraf han var en stor Elsker, og han stillede i Taushed Brikkerne op. Vi havde lige for os Døren til det store Værelse saaledes, at jeg kunde oversee den største Deel af Selskabssalen, medens Malm vendte Ryggen dertil. Vi spillede et Spil. Malm blev efter Sædvane mat og foreslog et nyt; han tabte ogsaa dette og stillede Brikkerne op til et tredie med en Ivrighed, som om Liv og Død afhang af Udfaldet. Det var tilfældigt en Onsdag, den eneste Aften i Ugen, hvor Damerne besøgte Foreningen. Der blev leet og talt høirøstet i den store Sal; jeg hørte tydeligt Dahlkvists Stemme, men Malm hverken saae eller hørte, saa fordybet var han i Spillet. Pludseligt gik Indgangsdøren op, og et Selskab, bestaaende af Consulen, en ældre Herre og Dame, samt en ganske ung Pige, traadte ind. Det maatte være Nyankomne, thi ikke alene vare deres Ansigter mig ubekjendte, men jeg kunde ogsaa paa de Andre see, at de endnu ikke vare forestillede for Forsamlingen. Medens Consulen presenterede de to Ældre, nærmede Dahlkvist sig med megen Courtoisie den unge Pige og trykkede hendes Haand som en gammel Bekjendt. Rimeligviis sagde han hende nogle af sine fordømte, flaue Complimenter, thi hun blev blussende rød og bøiede Hovedet uden at svare et Ord. Det var en prægtig Pige. Hun var ikke ret høi, men dog havde hun denne Slankhed i Væxten, der er saa eiendommelig for de norske Damer, og som de arve fra den samme Jord, der fostrer Granerne paa Fjeldet. En Rigdom af guldgule Krøller, samlede ved et Baand efter antikt Mønster, bølgede om hendes Nakke og hendes lyseblaae Øine tindrede af Liv. Hvad der gav disse Øine et usædvanligt Præg, var de mørke Øienhaar og Øienbryn, der stod i stærk Modsætning til det lysegule Haar, og som i Forening med den meest fuldendte Ansigtsoval og en Hudfarve, der maaskee var lidt for gjennemsigtig til at være frisk, gjorde hende til en glimrende Skjønhed. Hvad der derimod forstyrrede Indtrykket noget, var hendes Næse, som krummede sig vel stærkt i Forhold til de øvrige Linier; ogsaa var der Noget ved hendes Smiil, som ikke ret huede mig. Hun smilede ofte, rimeligviis fordi hun vidste, hvor smukt de hvide Tænder stod til hendes purpurrøde Læber; men da kom der et Træk ved Mundvigene, som forstyrrede og gjorde samme Indtryk som Halen af en Snog der krummer sig mellem Blomster. Den ældre Herre var høi og havde et eget, selvtilfredst Udtryk i sit blomstrende, men noget dumme Ansigt. Hans Ledsagerinde derimod var fiin og lille, og saae ældre ud, end hun vistnok var. Hun havde i sin Ungdom sikkert været udmærket smuk og var det tildeels endnu; men over dette fine, regelmæssige Ansigt havde Sorgen ligesom kastet et Slør, der blot tillod at skimte de Prøvelser, som Skjæbnen havde tilført hende. Jeg gjorde to Slutninger; den ene let, den anden dristig. Den første, at den unge Dame var hendes Datter; den anden, at hun maatte være den eneste, der var tilbage. Begge viste sig senere fuldkommen rigtige.

Jeg var saa fordybet i at mønstre de Fremmede, at jeg først blev afbrudt af Malm, der rolig sagde: »Hvad seer Du paa?«

»Der er kommet Fremmede,« sagde jeg forskende.

»Saa,« svarede han ligegyldig. »Pas paa Din Dronning; den har kun eet Felt tilbage at staae paa?«

»Pas hellere paa Din,« sagde jeg, »den staaer ugarderet!«

»Der er en Bonde til at forsvare den; det er vel nok,« sagde Malm, idet han trak Brikken frem.

»Tag Dem iagt for Springeren,« bemærkede Dahlkvist, der nærmede sig, »man veed aldrig, hvor den vil hen.«

»Pas Dem selv,« sagde Malm.

Jeg fulgte Dahlkvists Bevægelser, idet han fjernede sig; han avancerede hen imod den unge Dame og næsten tilhviskede hende et Par Ord. Hun smilede paa sin eiendommelige Maade og rystede paa sit smukke Hoved, saa Nakkekrøllerne dandsede om hendes Hals. Dahlkvist sagde igjen et Par Ord og pegede hen imod Fortepianoet. Hun gjorde med et skalkagtigt Smiil en afværgende Bevægelse med Haanden; han snoede sig forbi hende og bukkede med det sødeste Smiil for den ældre Dame, som kun hilste med et koldt Nik og ikke syntes at svare ham, medens hendes ældre Ledsager modtog hans Hilsen med øiensynlig Tilfredshed. I dette Øieblik nærmede Consulen sig til den unge Pige, idet han sagde hende nogle Ord og pegede hen imod Døren til det lille Værelse. Hun stirrede et Øieblik ufravendt derhen og nærmede sig derpaa med hurtige Fjed til Fortepianoet, hvorved hun kom ud af vor Synsvinkel. Kort efter gik Dahlkvist ogsaa derhen. Malm vedblev at spille uden at mærke Noget. Pludseligt løde et Par kraftige Accorder, der efterfulgtes af en norsk Folkemelodi, som jeg tidt havde hørt Malm synge, naar han troede sig alene, men aldrig med en saa reen og frisk Klang som den, der nu tonede gjennem Salen. Han skjød Brædtet fra sig, saa at alle Brikkerne væltede over hverandre, og lænede sig ganske bleg tilbage i Stolen.

»Det er Sigrids Stemme det!« hviskede han til mig. Pludseligt foer han op og stirrede ind i Salen; men med et Ansigt, som var han bidt af en Slange, sprang han atter tilbage, ilede forbi mig og styrtede ned ad Trappen, der fra det lille Værelse førte ud til Gaden. Jeg reiste mig og saae ind. Dahlkvist sad accompagnerende ved Claveret, og Sigrid sang, bøiet over hans Skulder.

Hun havde ganske sikkert kjendt Malm under sin Samtale med Consulen; men om det var en kvindelig Hævn, fordi han ikke havde taget Notice af hende, eller blot en Maade at gjøre sig bemærket paa, turde jeg ikke afgjøre. Dog forekom det mig, at Chancen laae for det Første, og jeg besluttede derfor at sondere Terrainet. Jeg traadte ind ad Døren, ligesom Sangen endte, og det forekom mig, at jeg i hendes Blik, der et Øieblik hvilede forskende paa mig, saae et Udtryk af Skuffelse eller utilfredsstillet Forventning. Jeg lod mig forestille for hende af Consulen. Hun neiede gracieust, men jeg lagde tydeligt Mærke til, at hun under denne Ceremoni havde Øiet henvendt paa min beskedne Kunstnerdragt, og at der, idet hun hævede Hovedet iveiret, atter spillede hiint ironiske Træk ved Mundvigene.

»Gaaer man i Blouse her i Rom?« hørte jeg hende hviske til Dahlkvist, idet jeg vendte mig imod Moderen.

Her nød jeg en langt venligere Modtagelse. Consulen havde neppe nævnet mit Navn, førend hun trykkede min Haand med Varme og deeltagende spurgte til Malms Befindende, om hvem hun paa anden Haand havde erfaret, at han havde ligget meget syg paa Malta. Skjøndt fuldendt Dame, var der i hendes Væsen Noget, som ret inderligt behagede mig. Det var vanskeligt at sige, hvori det laa; thi der var intet Paafaldende eller Særkjendeligt ved hendes Fremtræden, men der var en Fylde af virkelig følt Deeltagelse, der ligesom en lysende og varmende Atmosphære omgav hendes Ord og Vendinger. Talen faldt strax paa Malm; han havde stadigt staaet i Brevvexling med hende, og hun kjendte mig som hans fortroligste Ven i Rom. Hun fortalte mig om hans fattige Barndom i den eensomme Fjeldbygd, og omtalte hans gamle Moder med saamegen Ømhed og Varme, som om hun havde været hendes Veninde fra Ungdommen af. Hun berørte med saa megen Delicatesse det Forhold, hvori Malm havde staaet til hendes Ægtefælle, at jeg ikke ret vidste, hvad jeg meest skulde beundre, enten Formen, hvorunder det fremtraadte, eller Indholdet, der lyste frem af denne. Tilsidst spurgte hun med nogen Ængstelighed, hvorfor Malm aldeles Intet havde leveret i den lange Tid, han havde opholdt sig her. Paa dette Punkt blandede hendes Ægtefælle sig i Samtalen, og jeg saae nu tydeligt, hvorledes Sagerne stod. Det var ikke ham, der var Mæcenas, men hans Kone. Han havde en underlig Maade at tale paa, som ikke behagede mig. Jevn og fordringsfri var han, ikke synderligt kløgtig, men dog begavet med en Deel af, hvad vi Danske paa Tydsk kalde Mutterwitz. Der var for ham intet Høit eller Lavt, Alt flød ud i en jevn Vælling, og det syntes ham næsten at være lige Eet, enten Malm var bleven Brændehugger i Norge eller Billedhugger i Rom.

»Ja, hvorfor arbeider han ikke?« udbrød han ved at høre sin Kones Spørgsmaal. »Det er netop det, jeg saa tidt har spurgt Jutta om. Geni har han s'gu nok af, som jeg sagde, da hans Moder bragte ham op paa Gaarden; men Flid og Stadighed, det er det, det kommer an paa. Man kommer længere med Transpiration end med Inspiration, som min gamle Bogholder sagde, da han havde brugt tre Uger til at finde en Feil i Aarsregnskabet, og deri havde han s'gu Ret. Det vil nu min Kone ikke vide Noget af, skjøndt det vilde være daarligt bevendt med min Bedrift, dersom jeg skulde vente paa Inspiration, hvergang jeg sendte en Tømmerflaade af. De Kunstnernykker kjender jeg nok. Der var en Steenhugger i Christiania, som aldrig kunde lave et Gravmonument, førend han blev inspireret af den kvitterede Regning, men saa gjorde han det ogsaa akkurat. Nei, seigt Arbeide og solid Conto, det har nu altid været mit Valgsprog!«

Der gik en Skygge over Fruens Ansigt, og hun sendte mig et bedende Blik. Jeg forstod Vinket og skildrede Malms Ophold i Rom med de lyseste Farver; jeg fortalte om de to Arbeider, han alt havde paabegyndt, og om den Opsigt, de havde vakt iblandt Kunstnerne.

»Hvorfor Fanden huggede han dem ikke ud i Marmor?« raabte Olaisen.

»Aa nei!« svarede jeg. »Marmoret stod dengang høit; han vilde vente, til Prisen faldt.«

»Virkeligt!« raabte Olaisen fornøiet, medens hans Kone vendte sig bort. »Ja, Malm er ikke saa dum endda; han hugger sig nok igjennem. Kan han gjøre Noget, medens jeg er i Rom, giver jeg ham Marmoret gratis. Jeg har altid havt Lyst til en Venus eller saadant noget Pilleri i Haven deroppe.«

Den næste Dag besøgte jeg Malm og bragte ham Invitation fra Fru Olaisen til den kommende Middag. Han vilde i Begyndelsen aldeles Intet høre derom og sagde til Slutningen, at han ikke turde vise sig af Skamfuldhed over sin fuldkomne Uvirksomhed. Jeg trøstede ham imidlertid ved at omtale den ualmindelige Velvillie, som hans Beskytterinde havde lagt for Dagen, og slog paa Muligheden af, at Olaisen vilde gjøre en større Bestilling. Om Sigrid talte jeg ikke et Ord, da jeg ansaae det for det Klogeste.

Henimod Middag begav jeg mig op i Via Sistina, hvor den rige Skoveier havde leiet en heel Etage, skraaes over for Thorvaldsens Studie. Ved min Indtrædelse traf jeg til min store Ærgrelse Dahlkvist, der gjorde et Buk for mig, som var lige saa stivt som hans hvide Halstørklæde, og lige saa ceremonielt som hans sorte Kjole. Derpaa kigede vi hver ud ad sit Vindue. Kort efter kom Sigrid ind. Hun var usædvanlig nydelig i den simple graae Silkekjole, der med megen Virkning fremhævede hendes slanke Figur. Hun gik mig venligt imøde, rakte mig Haanden og spurgte deeltagende til Malm.

»Jeg troer, han er kommen sig efter igaaraftes,« sagde jeg smilende. »Det var blot en let Upasselighed, der tvang ham til at gaae hjem uden at hilse paa Dem eller Deres Familie. Jeg haaber iøvrigt, at han kommer her til Middag.«

»Hvis ikke, maa De tage tiltakke med mit behagelige Selskab,« bemærkede Dahlkvist, idet han rakte Haanden ud.

»Ja, men det vil jeg ikke, thi De var ikke snild igaaraftes. Til Straf faaer De intet Haandtag idag.«

Hvortil denne Bemærkning sigtede, vidste jeg ikke, men jeg regnede den i Faveur af Malm, tilmed da Dahlkvist saae noget flau ud derved. I samme Øieblik traadte begge Forældrene ind i Stuen, og kort efter kom Malm. Han traadte ind uden Spor af den Frygt eller Keitethed, jeg havde været bange for, og jeg kunde ikke negte, at han gjorde et godt Indtryk. Han bar ikke fransk Dragt, men efter Datidens Skik Knæbeenklæder og en folderig, sort Fløielsblouse, der ved et bredt Læderbelte holdtes sammen om Livet. Hans lyse Haar var omhyggeligt ordnet og naaede næsten den bredt udtungede, hvide Krave, der fortil holdtes sammen ved en simpel Mosaikagraf. Han hilste halvt høfligt, halvt ærbødigt paa Olaisen og kyssede Fruens Haand med en Anstand, der var en Franskmand værdig. Derpaa nærmede han sig Sigrid og rakte hende Haanden. Han vilde sige hende nogle Ord, men hans Blik traf i det Samme Dahlkvist, der smilede paa sin overlegne Maade. Ordene døde paa hans Læber, og idet han gjorde en kort Vending forbi mig, knugede han Dahlkvist saaledes i Haanden, at denne blegnede derved.

Ved Bordet kom Malm og Sigrid til at sidde sammen. Det var ikke nogen Tilfældighed; thi foran Malms Couvert havde Sigrid lagt en Gran- og en Fyrrekvist, korsviis over hinanden.

»Det er Budskab fra Norge,« sagde hun, idet hun tog Plads.

Da vi reiste os, tog Malm Kvistene og skjulte dem paa sit Bryst. Aldrig har jeg seet et smukkere Par end dem, og aldrig lysere Blikke end deres.

I Dagligstuen blev der holdt Mørkning; det var ligesom de lange Vinteraftener hjemme hos os. Caffekjedlen surrede lystigt over den lille Spirituslampe; Caminilden kastede en bred Stribe hen over det blomstrede Gulvtæppe og sendte af og til, naar den blussede op, et Lysglimt hen over Malm og Sigrid, der talte dæmpet med hinanden. Olaisen skjendte over de moderne Indretninger og paastod, at Spirituscaffe var en Uting. Sigrid lagde sig paa Knæ foran Caminen; Malm byggede en Trefod af nogle løse Mursteen og hjalp med at puste til Ilden, medens Sigrid tragtede Caffen. Alt dette blev gjort under Spøg og Latter; det var som to lykkelige Børn, der legede med hinanden.

Dahlkvist syntes at mærke sin fuldstændige Decadence. Han havde gjort et Forsøg paa at engagere Fruen, men jeg vidste at holde Samtalen paa et saadant Omraade, at han kort efter opgav Forsøget. Da det ikke lod til, at han havde nogen stor Lyst til at indlade sig med Malm og Sigrid, havde han faaet en Conversation igang med Hr. Olaisen, hvem han godt kjendte fra et tidligere Ophold paa Gaarden. Da Sigrid reiste sig for at vise Malm nogle Camelier, der i en Kurv stod paa Fortepianoet, bad Dahlkvist hende om at synge.

»Man synger aldrig, naar der holdes Mørkning,« svarede hun kvikt, »saa taler Hver med Vennen sin.«

»Men naar man nu ingen har?« spurgte Dahlkvist.

»Saa maa man vinde en,« svarede hun, idet hun igjen satte sig ved Siden af Malm.

Dahlkvist beed sig i Læben og gav sig til at tale om Caracallas Bade.

»Er de dyre?« spurgte Olaisen.

Dahlkvist svarede noget forskrækket: »Dyre? Man giver en halv Paolo.«

»Død og Pine!« svarede Olaisen. »Lad os saa strax gaae derhen! I Paris maatte jeg bade i en Balle Vand og give to Francs ovenikjøbet, og i Marseille var jeg nær bleven stukket af en Scorpion, der plumpede ned i Karret. De viser mig jo nok Vei?«

Dahlkvist saae meget befippet ud, men havde formegen Verden til at ville prostituere den rige Nordmand; han gik altsaa med, uden at de Andre lod sig forstyrre deraf. Jeg ragede op i Caminilden, lagde nogle Olivengrene til, og ved deres rødlige Lys og knittrende Lyd syntes Stuen at være bleven dobbelt hyggelig; meest dog maaskee, fordi Dahlkvist og Olaisen vare borte. Det var en smuk Gruppe, den paa Forhøiningen, halvt skjult af de grønne Gardiner, og en underlig Lysvirkning var der over den. Maanen var staaet op og kastede sit lysblaae Skjær hen over Sigrids guldlokkede Hoved og Malms brede, kraftige Figur. Af og til blussede en enkelt Flamme op gjennem Emmerne, spillede hen over Malms og Sigrids Ansigter, og dens varme, røde Lys brødes da paa en forunderlig Maade med de blege, blaalige Maanestraaler udenfra. Under den dæmpede Samtale forekom det mig flere Gange, at Sigrid skiftede Farve; men maaskee var det kun Belysningens Skyld. Det lod til, at Fruen havde mærket noget Lignende; thi kort efter kom Lampen ind.

Henimod Theetid kom Olaisen tilbage. Han havde været i Caracallas Bade og var udmærket tilfreds. »De laae midt paa spanske Plads,« forklarede han, »men Dahlkvist havde taget feil, thi de kostede fire Paoli Stykket. Men saa vare de ogsaa ganske udmærkede. Badekarrene vare af Marmor med alt Slags Dingeldangel paa. Det var i det Hele taget mærkværdigt, hvor godt alt dette gamle Skramleri havde holdt sig. Vandledningerne vare ogsaa de samme, som i gamle Dage, og Karrene ogsaa. Paladset maatte ogsaa være uhyre gammelt, da det var bygget af Michel Angelo, og det eneste Moderne, der var, var Mahognihaandtagene paa de Touge, der hang ned i Karrene; men disse Haandtage vare ogsaa overmaade smukke.«

Da vi havde drukket Thee, bad Malm Sigrid om at synge. Hun reiste sig strax og gik hen til Fortepianoet. Efter et Øiebliks Betænkning slog hun et Par Accorder an og begyndte en norsk Sang til en af disse gamle, forunderlige Folkemelodier i Mol, der altid have forekommet mig som gamle, velbekjendte Barndomsminder, selv om jeg aldrig har hørt dem før. Det var den forladte Jomfrues Sang om Gutten, der var dragen til de fremmede Lande for at vinde Hæder og Rigdom; aldrig havde hun spurgt Nyt fra ham. En smeltende Veemodslængsel, en uendelig Følelse gjennemstrømmede de Ord jeg kjendte saa godt, da Sigrid sang:

Ved de sidste Ord i Sangen hævede Sigrid sit Blik og fæstede det paa Malm. Hans Ansigt glødede, og jeg saae igjen et af disse Nordlysglimt, der vare saa eiendommelige for ham. Han gjorde et rask Skridt hen til Claveret og sang med sin sonore Stemme paa Ny Slutningsverset igjennem, medens Sigrid, med sænket Hoved, dæmpet accompagnerede dertil. Kort efter reiste vi os for at tage Afsked.

Da Sigrid rakte Malm Haanden, sagde hun: »Moder længes efter at see Deres Studie. Naar kunne vi komme uden at volde Dem Uleilighed?«

Malm blev blussende rød og saae et Øieblik mod Jorden; derpaa hævede han rask Hovedet og sagde freidigt:
»Om tre Dage, altsaa paa Mandag.«
Derpaa skiltes vi ad.

De tre paafølgende Dage kom Malm ikke i vort sædvanlige Osterie, heller ikke besøgte jeg ham; jeg kjendte ham nu for godt dertil. Endeligt kom Mandagen, og henimod Middagstid begav jeg mig til hans Studie. Paa Piazza Barberini mødte jeg Olaisens, der kom fra Dahlkvists Atelier. Jeg troede paa Fruens Ansigt at læse en vis Uro, jeg kunde næsten sige Bekymring, der steeg, jo længere vi naaede op i Quattro Fontane. Olaisen derimod fandt, som sædvanligt, Alt udmærket. Han roste Dahlkvists Arbeider og var fuld af Beundring over alt det Slikkeri, som denne forstod at kaste over dem. Dog meente han, at de helst maatte have lidt flere Klæder paa, for man maatte dog være lidt varsom, naar man havde Pigebørn i Huset. Til hele denne Snak føiede hans Kone ikke et Ord. Af og til gled der vexlende et let Smiil eller en lille Sky hen over hendes fiintformede Træk. Sigrid sagde Intet og syntes usædvanligt beskjæftiget med sig selv.

Da vi nærmede os Studiet, stod Malm allerede i Døren og bød os velkommen. Hans Ansigt lyste af Glæde, da han saae Sigrid, og der var over ham selv udbredt en Ro og Sikkerhed, som jeg hidtil ikke havde seet. Med spændt Forventning traadte idetmindste jeg ind i det velbekjendte Studie. Gulvet var paa norsk Maneer bestrøet med Gran, det vil da sige med Cypres- og Piniekviste. I Vinduet stod et Par antike Oliekrukker, fyldte med friske, levende Blomster; men paa Cavallettoen stod en Figur i Leer, hvis Mage jeg aldrig har seet, og som jeg aldrig vil glemme. Det var en Psyche. Lampen laae slukket ved hendes Fod, det folderige Gevandt var ved Bevægelsen gledet ned om de fine Hofter, og i en forover bøiet Stilling strakte hun begge Armene ud efter den flygtende Gud. Der var en Angst og Fortvivlelse i Blikket, en smertefuld Rædsel om den halvaabne Mund. Man syntes at høre det Fortvivlelsens Skrig, hun havde udstødt; man saae, at hun i næste Øieblik tilintetgjort vilde synke sammen paa det Leie, hun saa ubesindigt havde nærmet sig. Jeg betragtede Figuren fra alle Sider - overalt den samme levende Harmoni, overalt den samme Reenhed og Strenghed i Formen; der var ikke en Feil at rette. Fru Olaisen saae afvexlende med en glædeblandet Stolthed paa Figuren og paa Malm. Et Øieblik hvilte hendes Blik paa Sigrids glade, straalende Ansigt. Jeg troer, at hun, Malm og jeg i dette Øieblik tænkte det Samme.

»Det er Fan' hakke mig nysseligt;« raabte Olaisen, der hidtil havde staaet ganske taus, »men det er, ta'e mig Fan', ogsaa min Datters Ansigt.«

Sigrid rødmede dybt. Han havde Ret, det var hendes Træk, fuldendte til det høieste Ideal, og dog bøiede efter Antikens Mønster.

»Fy, Faer,« sagde hun med et coquet Kast med Hovedet, »hvor Du er lej!«

I dette Øieblik stak Snogen atter sin Hale frem; men i det næste var den igjen forsvunden.

»Hvad vilde nu saadan en Tingest koste i Marmor?« spurgte Olaisen.

»Ottehundrede Scudi,« sagde Malm kort.

»Hille den,« sagde Olaisen, »jeg troede ikke, at Marmoret var saa dyrt i Rom. Saa kan jeg forstaae, at de andre to ikke bleve færdige. Hos Dahlkvist kan jeg forresten faae en, der er ligesaa stor, for firehundrede.«

»Ja, jeg tog ogsaa feil,« sagde Malm, »jeg meente tusinde.«

Olaisen saae ud, som om han havde faaet et Puf i Maven. Fruen vendte Hovedet om og betragtede Blomsterne i Vinduet; men Sigrid sagde kjækt:

»Fader spøger; han kunde ikke lide en eneste af Dahlkvists Figurer.«

Olaisen satte et Ansigt op, som om han paa det Bestemteste vilde modsige denne Insinuation og frigjøre sig for dens Følger, da der i det Samme bankedes paa Studiets Port.

»Chi é?« raabte Malm, noget ærgerligt.

»Signor Alberto!« svaredes der udenfor.

Malm blev blussende rød og sendte mig et Blik, som om han vilde spørge mig, hvad han skulde gjøre.

»Apre!« hviskede jeg sagte, og med et ængsteligt Blik paa Olaisen aabnede Malm Døren.

Thorvaldsen traadte ind, som sædvanligt fulgt af sin store Hund. Han syntes et Øieblik at studse, derpaa traadte han, uden at hilse, lige hen foran Psychen. Han betragtede den nogle Øieblikke i Taushed med dette rolige, sikkert maalende Blik, der syntes at trænge lige ind i Figurens inderste Kjerne, og vendte sig derpaa mod Malm, der stod med nedslagne Øine, ubevægelig, som Billedstøtten selv.

»De har en smuk Fremtid for Dem,« sagde han venligt, idet han trykkede Malm i Haanden. Derpaa hilste han paa Fruen og Sigrid, og tilsidst paa Olaisen, der af lutter Befippelse stod med Hatten i Haanden.

»Et udmærket Kunstværk,« yttrede denne, »ta' mig Fan!«

Thorvaldsen smilede bifaldende.

»Jeg har lige bestilt det i Marmor!« sagde Olaisen noget hovmodigt.

»Og Prisen?«

Olaisen gjorde en Grimace, som om han sank en altfor stor Mundfuld.

»Tusinde Scudi,« stammede han.

»Saa er den ogsaa godt betalt,« sagde Thorvaldsen, »men det glæder mig for den unge Kunstner, som De saa velvilligt beskytter. Jeg ventede længere Tid og fik ikke saameget for min Jason.«

Med disse Ord trak Thorvaldsen mig tilside, udspurgte mig med et Par Ord om Malm og de Tilstedeværende, og fjernede sig derpaa med en venlig Hilsen. Der opstod en kort Pause efter hans Bortgang; endelig sagde Olaisen, der allerede haardt syntes at fortryde sit Mæcenat:

»Naar kan den saa blive færdig?«

»Til Vinterens Begyndelse,« svarede Malm.

»Ikke før,« sagde Olaisen, tilsyneladende yderst skuffet; »saa kan den ikke komme til Christiania før næste Sommer; det bliver meget for seent.«

Malm saae noget forvirret ud, thi det syntes først nu at gaae op for ham, at Olaisen havde viklet sig ind i en Sag, som han helst vilde ud af. Jeg greb derfor hurtigt Ordet og sagde:

»Malm kan ikke have maalt sin Tid rigtigt. Naar Frøken Olaisen vil sidde Model for Hovedets Vedkommende, kan Figuren være færdig til Støbning ved Carnevalets Begyndelse og vil kunne staae færdig i Marmor i Slutningen af August. De vil da kunne have den i Midten af November, og den vil ved Deres Død blive solgt for det Dobbelte af, hvad De her byder.«

Fruen tilkastede mig et taknemmeligt Blik, og nu var det Sigrid, der fik travlt med at lugte til Blomsterne. Olaisen meente uden Tvivl, at et Mæcenat, der erstattede Driftsomkostningerne, endda var ganske billigt, og saaledes blev Handelen sluttet til alle Parters fuldkomne Tilfredshed.

Om Aftenen vare vi alle forsamlede i Trastevere i det Osterie, der senere fik Navn efter Thorvaldsen. Denne sad, som sædvanligt, for Enden af det lange Bord, men rykkede venligt tilside, for at give Plads for Olaisen og hans Familie, af hvilken Sigrid især syntes at tiltale ham. Malm satte sig beskedent ved den nederste Bordende. Nyheden om hans Psyche var allerede trængt igjennem, og Alles Blikke rettedes paa ham, idet han traadte ind. Henimod Slutningen af Maaltidet reiste Thorvaldsen sig og hævede sit Glads iveiret. Der opstod en spændende Taushed; endnu havde Ingen hørt Thorvaldsen tale. Han lod sit Blik glide henover Forsamlingen og fæstede det endeligt paa Malm, der sad i den dødeligste Forvirring.

»Din Skaal, Malm!« sagde han, idet han tømte sit Glas tilbunds og atter satte sig ned.

Det var den eneste Tale som jeg nogensinde har hørt Thorvaldsen holde.

Den Periode, der nu fulgte, var den lykkeligste i Malms Liv, og det var vidunderligt at see, hvor hurtigt hans Arbeide skred fremad. Henimod Slutningen af Carnevalet stod Psychen i Gibs, og kort efter vilde den Olaisenske Familie forlade Rom for at tilbringe Sommeren i Neapel og Sorrento.

Lige før Olaisens reiste, hændte der en lille Begivenhed, som jeg her kun fortæller, fordi den ligesom gav mig et Glimt af, hvad der vilde komme. Olaisen havde taget en Vetturin i Ripettaen, Tøiet var bragt derhen, og for sidste Gang spadserede Malm og jeg tilligemed den Olaisenske Familie hen over det skjønne Monte Pincio. Jeg siger med Villie for sidste Gang; thi ligesom der er Søndagsbørn, fødte med Seiersskjorte, for hvem den usynlige Verden er aabenbar, saaledes skal jeg med temmelig Vished kunne sige, om jeg seer et Menneske for sidste Gang i Rom, eller om han kommer igjen. Jeg veed ikke, om de samme Følelser rørte sig hos Malm, men jeg troer det ikke; trods Afreisen saae han høist lykkelig ud, som han der gik ved Siden af Sigrid. Jeg talte med Fru Olaisen, der yttrede det Ønske endnu en Gang at see de blaa Bjerge fra Steenegehøien i Villa Medici, meest maaskee for at undgaae Dahlkvist, som hendes skarpe Blik havde opdaget ved Obelisken foran Trinità de' Monti, hvor han kom ansættende i fuld Fart. Vi vandrede endnu en Gang igjennem disse skyggefulde Haver, hvor Pinien og Cypressen næsten lukke sig over Een; vi besøgte endnu en Gang den lille Lund med sine ældgamle Steenege og kastede fra Toppen af Monte Pincio endnu et Afskedsblik over Byen, der rødmede i Aftensolen. Sigrid og hendes Moder vare stærkt bevægede. Malm var alvorlig, kun Olaisen syntes ligegyldig og drev paa at komme afsted. Idet vi gik ned ad Høien, hørte jeg Malm sagte bede Sigrid om at give ham en Blomst til Afsked. Hun bar en rød i Haanden og vilde række ham den, men i det Samme faldt hendes Blik paa en deilig himmelblaae Blomst, hvis Navn jeg ikke kjender; den ligner en stor Forglemmigei, men har smaae, hvasse Torne og bruges i Rom som Troskabstegn imellem Elskende. Hun bøiede sig rask ned, greb om Blomsten, men trak Haanden tilbage med et let Skrig.

»Come è bruto«! sagde hun til Malm, efterabende paa det Nydeligste sin lille romerske Kammerpige.

Derpaa brød hun en Kvist af det nærmeste Træ, bøiede den sammen i en Krands og satte den smilende paa Hovedet af Malm, der gik med Hatten i Haanden. Malm rev Krandsen bort med et halvt uvilligt, halvt forskrækket Udtryk, og saae paa hende med en Mine, som jeg ene forstod. Det var en Cypresgreen, hun havde givet ham, og det er Dødens Tegn i Rom. Sigrid saae spørgende paa os begge, men vi fik ingen Tid til Forklaring; thi i samme Øieblik presenterede Dahlkvist sig og rakte hende under en Strøm af Complimenter en Bouket i det yndigste Klatpapir, der var ligesaa kunstlet, ligesaa siirligt og ligesaa slikket som han selv. Hun trak en halvt udsprungen Rosenknop ud af den og rakte den til Malm; men denne kastede den over Myrthehækken ud paa Veien.

»Come è bruto!« sagde hun coquet til Dahlkvist, rakte ham sin Camelia og modtog hans tilbudte Arm.

I Taushed vandrede Malm og jeg til Piazza del Popolo, hvor Vetturinen holdt; men det var ligesom der var en anden Sol i Luften, end da vi gik inde i Villa Medici. Vi tog Afsked venligt og hjerteligt, men dog ikke anderledes, end at Dahlkvist endnu formaaede at kaste sin Skygge imellem os. Han skulde dog ikke genere os længe; thi kort efter hørte jeg, at han havde forladt Rom.

Efter Olaisens Afreise kom Alt snart igjen i de gamle Folder. Malm arbeidede ivrigt, og det var en Fornøielse at see, hvor let og behændigt han forstod at tumle baade Meislen og Filen. Selv syntes han ligesom nyskabt. Han lo og sang under sit Arbeide, og naar vi om Aftenen mødtes i Osteriet, var han ikke længere den forlegne og menneskeskye Cumpan, men talte frit og livligt med de Andre. Aldrig hørte jeg ham gjøre sig til af sine Fortrin, aldrig saae jeg ham ifærd med at træde Andre paa Nakken. Hans onde Dage vare endte, og de gode havde, ligesom en Vaarluftning, bragt ham til at sætte Blomst paa en Tid, hvor hans Jevnaldrende neppe havde sat Skud. Fra Olaisens hørte vi jevnligt. Malm stod i Correspondance med dem Alle, det vil da sige, navnlig med Fruen, men i hendes Breve var der næsten altid tilføiet et Par Ord af Sigrid selv. Malm havde nu ikke længere nogen Hemmelighed for mig. Paa en Tour i Campagnen havde han med en Elskers sædvanlige Naivitet, som en kostbar Hemmelighed betroet mig det, jeg allerede havde seet, da vi den første Aften traf sammen ved Nemi; men hvad jeg ikke vidste, var, at Sigrid en Aftenstund havde modtaget hans Erklæring og uforbeholdent tilstaaet ham sin Kjærlighed. Dog havde hun dertil knyttet den Betingelse, at det ikke maatte aabenbares for Forældrene, førend hans Psyche var færdig, og hun lidt efter lidt havde forberedt sin Fader derpaa. Jeg kunde ikke sige Noget imod Valget; men det forekom mig dog underligt, at hun ikke havde meddeelt Moderen det, skjøndt hun godt kunde vide, at denne ikke vilde modsætte sig Partiet. Heller ikke holdt jeg af, at hun under mange falske Foregivender havde mødt Malm om Aftenen, snart i Villa Borghese, snart i Doria Pamfili, men herom sagde jeg Intet til ham. Han var næsten ellevild af Glæde, hvergang der kom Breve fra Neapel, og havde dannet en heel lille Samling af Sigrids Efterskrifter. Disse vare bestandigt næsten uforstaaelige for Trediemand, idet de tog deres Udgangspunkt fra en eller anden lille Begivenhed, som kun hun og Malm kjendte, og fortsattes i Udtryk og Vendinger, der altid pegede tilbage paa bestemte Ytringer af ham eller hende ved de omtalte Stævnemøder. De vare sande smaa diplomatiske Kunststykker, som Malm bestandigt maatte dechiffrere for mig; det var »Hjertesprog i Kragemaal«, som hun selv udtrykte sig. Kragens Forsigtighed og List var gjennemgaaende i denne mærkelige Correspondance, men det Sprog, som Hjertet taler, fandtes kun i enkelte af de første Breve, og senere syntes jeg tidt, at Kragen talte høiere end Hjertet. Derpaa kom en Periode, hvor begge Røster forstummede og gav Plads for en let, men fristende, æggende Satire, der i Omfang naaede lige fra Faderen til Malm, og i Styrke gjennemløb alle Grader fra Godmodighed til Malice. Endeligt hørte disse Efterskrifter reent op, da Fru Olaisen i Begyndelsen af Forsommeren var bleven syg i Sorrento; der kom nu kun sparsomme og tørre Efterretninger fra Olaisen, holdte i en reent forretningsmæssig Stiil. Paa dette Stadium tog jeg ud til Ariccia; Malm blev tilbage i Rom.

En Dag i Juli førte Forretningssager mig atter tilbage. Paa Veien til Malms Studie mødte jeg Consulens Tjener, der gav mig et Brev med Anmodning om at tage det med til ham. Jeg fandt Malm beskjæftiget ved sit Arbeide, glad og tilfreds som sædvanligt. Han fortalte mig, at han med Villie havde tilskrevet Olaisen, at han var langt længere tilbage med Figuren, end han i Virkeligheden var. Om fjorten Dage kunde den være færdig, og saa vilde han selv reise til Neapel for at bringe Olaisens denne Overraskelsens Nyhed. Han haabede at kunne vende tilbage til Rom med dem, og vilde saa anholde om Sigrid hos Faderen. Paa hans Samtykke var han nu temmelig vis; thi ikke faa Fremmede havde før deres Afreise gjæstet hans Studie, og han havde allerede faaet tre store Bestillinger, hver for sig af en saadan Betydning, at selv en enkelt vilde have sikkret hans første Fremtid. Efter at have endt denne glædelige Beretning, trak han mig hen foran Cavallettoen, og aldrig har jeg dybere end i dette Øieblik følt Sandheden af den gamle Sætning: »Leret er Liv, Gibsen Død, men Marmoret Opstandelsen.«

Der stod hans Psyche - fri og let i hver en Linie, bunden til det kolde Marmor, men dog ved Kunstens Magt løst fra dette, beredt til, i Foryngelsens Øieblik, at flyve med til de salige Guders Himmel; en levendegjort Antike, ikke bestemt, som de andre, til at gjemmes af Jorden. Medens jeg betragtede denne rene og ædle Form og beundrede det aandige Udtryk i dette jomfruelige Ansigt, faldt Brevet mig pludseligt ind; jeg rakte det over Skulderen til Malm, der stod bagved. Jeg hørte ham bryde det, mumle nogle uforstaaelige Ord og derpaa udbryde i en Latter, saa skingrende og forfærdelig, at Ruderne klirrede derved. Forbauset vendte jeg mig om og saa til min Forfærdelse Malm, kridhvid i Ansigtet, med blaalige Læber og med stive, stirrende Øine, der uafbrudt vare vendte paa det usalige Brev. Han svarede ikke paa mit Spørgsmaal; men alt som han blev hvidere og hvidere, blev hans Blik mere og mere forvildet, og han vedblev at lee, indtil han segnede i Knæ, og Papiret gled ud af hans Haand. Jeg vilde ile ham til Hjælp; men pludseligt rettede han sin muskelstærke Skikkelse, greb en Hammer, der laa foran paa Cavallettoen, og svang den over sit Hoved med et saa truende Udtryk, at jeg var vis paa, at han var afsindig. Han gjorde et Skridt fremad. Den tunge Hammer hvirvledes i hans Haand, let som et Rør, indtil den med et knusende Slag ramte Figurens Hoved og splintrede det i Stumper og Stykker. I samme Nu styrtede Malm livløs til Jorden.

Da han vaagnede af sin lange Besvimelse, var han mat og svag som et Barn. Han vinkede mig til sig med Haanden og pegede paa Lægen og de Folk, som jeg havde tilkaldt.

»Lad os være ene,« hviskede han til mig, »ganske alene; jeg skal ingen Ulykker gjøre.«

Jeg bragte ham tilrette i en Stol, sendte Folkene bort, idet jeg hviskende bad Lægen om at opholde sig noget endnu i det lille Værelse ved Siden af. Malms Blik gled hen over Studiet, indtil det faldt paa den skjønne Torso, der stod tilbage paa Cavallettoen.

»Knuust!« sagde han, idet han med et stirrende Udtryk betragtede de adspredte Levninger. - »Hvem har gjort det? - Ak, hvem har gjort det?« vedblev han at gjentage og rokkede med Hovedet frem og tilbage.

Jeg vovede ikke at svare. Jeg knælede ned ved Siden af ham, jeg lagde Haanden paa hans Pande - den brændte som Ild. Pludseligt faldt hans Øie paa Brevet, der i Forvirringen var blevet liggende paa Gulvet. Han syntes ligesom at samle al sin Kraft for at ordne sine Tanker, men pludseligt gav det et convulsivisk Ryk i ham, og den krampagtige Latter vendte tilbage, vildere end før. Lægen kom ind, og ved fælles Anstrengelser bragte vi ham tilsengs, men det blev forbudt mig at være længere hos ham, da Lægen frygtede for et pludseligt Krampeslag, hvis han ikke kom til Ro. Ved min Bortgang stak jeg Brevet til mig; det lød i al sin laconiske Korthed saaledes:

»Hr. Billedhugger Malm!

Idet jeg tilstaaer og takker for Deres sidste Ærede, giver jeg mig den Frihed at tilmelde Dem, at min Datter Sigrid Othilia Olaisen igaar er bleven forlovet med Billedhugger Dahlkvist, hvem jeg alt i Rom lærte at erkjende som en udmærket Kunstner. Jeg beder Dem derfor paaskynde Arbeidet, da jeg ønsker Deres Psyche som Brudegave til min Datter til Efteraaret. Lad den blive forsvarligt emballeret og i dobbelt Kasse, da jeg ønsker den afsendt med mit Barkskib »Ørnen«, som for Øieblikket udlader Tømmer i Livorno.

Deres meget forbundne Niklas Olaisen.«

Da jeg henad Aften saae til Malm, laa han i en heftig Feber. Han kjendte mig ikke, og hans forvildede Tanker vandrede skiftende mellem Sigrid i Rom, hans afdøde Moder og Granehytterne i den snevre Fjeldbygd. Lægen var atter hos ham. Han ansaae Tilfældet for meget farligt, men lovede at vaage den første Deel af Natten hos Malm; jeg derimod skulde ubetinget gaae bort. Paa Veien til mit Hjem mødte jeg atter Consulens Tjener, der under mange Undskyldninger overrakte mig endnu et Brev til Malm, som han havde glemt at levere mig om Formiddagen. Jeg saae strax paa Udskriften, at det var fra Fru Olaisen; men under de forhaandenværende Omstændigheder tog jeg ikke i Betænkning at bryde det; det kunde maaskee indeholde en Haabets Draabe for min ulykkelige Ven, der bedre end alt Andet vilde kunne helbrede hans dybt rystede Sind. Det var et omfangsrigt Brev, fiint og tæt skrevet, men uden et Ord fra Sigrid. Uvilkaarligt vandrede jeg ind i Villa Medici's skyggefulde Have, og her, hvor jeg saa tidt havde samtalet med hiin elskelige, gamle Dame, her, hvor jeg vidste, at Malm og Sigrid saa ofte havde søgt hen i stille Eensomhed fra det larmende Monte Pincio, her gjennemlæste jeg paany disse Linier, der vare udsprungne af hendes fulde Hjerte og gjennemstrømmede af en Fiinhed i Følelsen, saa riig paa sorrigfuld Trøst og smerteblandet Veemod, som kun hun formaaede at give. Desværre, det var altfor sandt. Det Utrolige laae her som en uomstødelig Virkelighed, men Maaden, hvorpaa det var skeet, fik jeg først nu at vide. I Neapel havde de truffet Dahlkvist, der ved en Slægtnings Død havde arvet en betydelig Formue. Dette havde strax indtaget Olaisen for ham, og desværre, hun negtede det ikke, ogsaa Sigrid syntes at være bleven paavirket deraf; i det Mindste havde hun tidt talt om det Held, Dahlkvist havde med sig. I Sorrento var Fru Olaisen bleven farligt syg, og Sigrid var derved ganske unddragen hendes Opmærksomhed. Dahlkvist havde i denne Periode udviklet en ganske usædvanlig Energie, og hun tilstod aabent, at hun for en stor Deel havde ham at takke for sit Liv. Omtrent samtidigt med hendes Sygdom var Generalinden med Datter ankommen dertil. Denne var bleven Sigrids Fortrolige og havde vidst at fortælle saa meget om Malm, hvem hun skildrede som et Uhyre af Brutalitet og Mangel paa Dannelse, at Sigrid havde faaet Betænkeligheder. Dahlkvist, der baade blev støttet af Faderen og af sine to gamle Velyndere, havde fordoblet sine Opmærksomheder, indtil Sigrid, under et Par Dages Ophold paa Capri, havde givet ham sit Minde, og Declarationen var kort efter festligt bleven feiret paa den lille Villa, som Olaisen havde leiet ved Sorrento. Slutningen af Brevet var det, der rørte mig meest.

»Kjære Malm,« skrev hun, »fortvivl ikke i Deres Sorg, og lad mig bringe Dem al den Trøst, jeg kan, selv om den i Øieblikket volder Dem Smerte. Sigrid er mit Barn, det eneste, jeg har tilbage. De veed, hvor en Moder hænger ved sine Børn; men De aner neppe, hvorledes hun elsker Den, der bliver tilbage, naar Døden har udslukket alle de Forhaabninger, som de andre havde vakt. Og dog, hvormeget mit Hjerte end krymper sig, vil jeg betroe Dem Sandheden, fordi kun denne og Tiden vil bringe Dem Lindring. Sigrid er ikke Den, som De anseer hende for. Gud veed, hvor ulykkelig jeg tidt har været over hende, og hvor det nu piner mig, at jeg, hendes Moder, skal staae frem som hendes Anklager; men De var aldrig bleven lykkelig med hende. Sigrid er ung, er smuk, munter og begavet; men alt dette ligger paa Overfladen - der er ingen Dybde derunder. Hun lever for at glimre og glimrer for at beundres, men hun er et forkjælet Barn, der griber efter nyt Legetøi, naar hun er kjed af det gamle. Hun har ingen Sands for det stille Liv, der fødes af Ideen og næres af Tankernes Rigdom; hun vil aldrig kunne forstaae Dem, og De vilde desværre for sildigt opdage, at De aldrig havde forstaaet hende. Det var Deres mandige Skikkelse, kjære Malm, der først fængslede hende. Det var over Deres opgaaende Berømmelse, at hun søgte, ikke Dem, men en Afglands af den Glorie, der fra Dem vilde omstraale hende. Det var efter Beundringen, ikke efter Kjærligheden, hun tragtede. Gud veed, hvor tungt mit Hjerte vaander sig ved at skrive dette, men jeg gjør det, fordi jeg altid har betragtet Dem som en Søn og nu seer Dem som hendes Broder. Beed til Gud, kjære Malm, beed og arbeid! Han

Jeg skrev samme Aften et kort Brev til Olaisen, hvori jeg tilmeldte ham, at Bestillingen maatte udsættes, da Malms Psyche ved et sørgeligt Uheld var styrtet ned fra Cavallettoen og sønderbrudt. Den samme Historie lod jeg med Villie udsprede i Rom. Den øvrige Tid af Natten anvendte jeg paa et Brev til Fru Olaisen, men havde det første været let, saa var dette saa svært, at jeg hellere hugger ti Figurer, end gjør det Kunststykke om endnu en Gang. Jeg vilde først stille Alt paa Skruer, dølge Malms Sygdom og Psychens Undergang; men det gik ikke, dertil var min Pen ikke fiin nok. Saa faldt det mig ind at skrive Alt, hvad jeg saadan i mit Hjerte tænkte, baade om hende og om Sigrid, og da Morgenen kom, havde jeg tre Ark færdige paa Bordet og dobbelt saa mange iturevne under det. Det var det sørgeligste Brev, jeg nogensinde har skrevet, men det var, som hendes, sandt og uden Omsvøb. Dog dulgte jeg to Ting - Malms Forlovelse og de enlige Aftenmøder med Sigrid. Jeg vilde ikke for Alt i Verden, at hun til sin dybe Sorg over Datteren skulde tvinges til at føie Foragten.

Efter tre Ugers Forløb var Malm helbredet saa vidt at jeg efter Lægens Raad kunde tage ham ud til Ariccia, men han var kummerfuld at see paa. Hans ranke Figur var bleven bøiet, hans klare Blik havde tabt sin Glands, og han talte aldrig, uden at han var tvungen dertil, og da kun i enkelte Ord. Selv mit Selskab var ham besværligt. Om Dagen vandrede han alene omkring i Skovene ved Nemi og Albano. Mødte han mig eller Andre, veeg han ud af den slagne Vei og fordybede sig i Skovens vildsomme Enlighed. Jeg saae ham aldrig smile, hørte ham aldrig tale med Bønderne eller Hyrderne, som han ellers holdt af; kun af og til klappede han et Barn paa Hovedet, gav det en Bajocco og vandrede saa i Taushed videre. Ofte kom han ikke hjem om Natten, og naar jeg da urolig søgte ham, kunde jeg være vis paa at finde ham, enten siddende i en eller anden af de mange Grotter, hvorpaa Egnen er saa riig, eller liggende paa en af de store Steen ved Bredden, hvor han drømmende stirrede ud for sig og tankefuld betragtede de lette Aftentaager, der i allehaande Skikkelser droge hen over Søen.

En Morgen betroede jeg ham Alt; jeg gav ham Fru Olaisens Brev og bad ham læse det. Han modtog det i Taushed, nikkede til mig og vandrede bort. Mod Middag kom han ikke tilbage. Aftenen kom uden ham, og noget urolig gik jeg ud for at søge ham, thi jeg kunde jo ikke vide, hvilken Virkning Brevet havde frembragt. Uvilkaarligt lagde jeg Veien gjennem Genzano, bøiede af til Venstre og slog ind paa den lille Fjeldsti, der fører ned til Nemi-Søen. Her vidste jeg, at Malm havde flere Yndlingssteder, men jeg søgte ham forgjæves paa dem alle. Mørket begyndte at falde paa, enkelte Stjerner tittede frem, og Taagerne steeg over Søen, men endnu havde jeg ikke seet noget til Malm. Jeg havde næsten opgivet Haabet, da jeg ved en pludselig Omdreining af Stien saae ham lige foran mig. Han sad ved den samme lille Bæk, hvor jeg for tre Aar siden havde truffet ham, sad i den samme drømmende Stilling med Hovedet støttet paa begge sine Hænder; men Bækken løb frit og uhindret, sladdrende og rislende uden at være standset af nogen Dæmning, og der laae ingen omstyrtet Kau i hans Nærhed. Han mærkede ikke, at jeg blev staaende og betragtede ham. Sammensunken i sig selv, stirrede hans Øie sløvt og villieløst ud over Søen, uden at være rettet paa nogen Gjenstand. Nu først gik det op for mig, at han var blevet meget ældet, siden vi første Gang traf sammen her. Jeg rørte et Par Gange ved hans Skulder, inden han mærkede det; da foer han pludseligt op som udrevet af et langt bortliggende Drømmeland, men sank næsten lige saa pludseligt sammen igjen.

»Det er seent,« sagde han. »Skal jeg hjem?«

Jeg rystede paa Hovedet og satte mig hos ham. Vi sad nogen Tid i en Taushed, som jeg haabede, at han maaskee i Aften vilde bryde; men jeg fik intet Ord af ham. Da stræbte jeg at gjøre det sidste Forsøg. Jeg forestillede ham, hvor svagt og umandigt det var, saaledes at give sig hen i Sorgen; jeg skildrede ham, hvor rigt et Liv der endnu ventede ham; jeg bad ham om at glemme Sigrid, den forfængelige og dødelige Kvinde over den sande og evige Kunst, og bønfaldt ham til Slutningen om atter at tage fat, om at bede og om at arbeide.

Han hørte paa mig i Taushed, men i den samme sammensunkne Stilling som før; der var den samme Slaphed i hans Træk, det samme sløvede Udtryk i hans Øie.

»Bede?« gjentog han sagte, ligesom talende med sig selv. »Jeg kan ikke bede, det er umuligt. Hun skyder sig ind derimellem.«

»Saa kan Du arbeide,« svarede jeg.

»Arbeide?« gjentog han sløvt. »Jeg kan fælde Tømmer, hugge Steen. - Der sprang engang en Fiber i min Arm, og det varede sex Uger, inden den lægtes. Hvor lang Tid, troer Du, det tager, naar alle Hjertets ere sprungne?«

Jeg vilde svare ham, da klang i det Samme et Maageskrig hen over Søen. Skarpt og klagende, eenligt og fortvivlet lød den bortdragende Fugls Stemme hen over Vandet.

Malm foer op med Rædsel i alle sine Træk, bleg som Marmor og med forvildede Blikke. Han greb mig i Skulderen, pegede ud over Søen og hviskede forfærdet:

»Hørte Du? Det var Huldrens Stemme, der klang. Husker Du Guldstenene? Tre kunde jeg kaste over Søen. Tre, o min Gud, ikke flere!«

Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og brast i en krampagtig Graad. Lidt efter blev han roligere, og da han havde grædt ud, vendte vi i al Taushed tilbage til vort Hjem - jeg saae, der var Intet at gjøre.

Et usædvanligt regnfuldt og koldt Efteraar fulgte ovenpaa denne bedrøvelige Sommer. Malm saaes aldrig mere mellem de øvrige Kunstnere; ja han var ikke engang at formaae til at leie sig noget Studie for den kommende Vinter. I Ripetta havde han faaet sig et meer end tarveligt Bagværelse. Det var raat og fugtigt, skummelt og koldt, men han syntes ikke at bryde sig derom. Der indløb vel et Forskud paa Figuren fra Olaisen, men Malm sendte det ufortøvet tilbage. Verden var bleven ham en Modbydelighed, Eensomhed en Nødvendighed. Kun for at friste Livet tog han Arbeide hos en romersk Gibser, hvem han hjalp med at gjøre Afstøbninger efter Antikerne. Her arbeidede han kun for at tjene de faa Paoli, som han behøvede til sit Ophold. Resten af sin Tid anvendte han paa eensomme Vandringer i Campagnen, hvor han under Klippeblokkene og de gamle Ruiner fangede Scorpioner og Tusindbeen. Han havde ligesom fattet en Forkjærlighed for dette afskyelige og giftige Kryb, som han i store Glas opbevarede i sin Stue. Her kunde han sidde hele Timer og see paa, hvorledes de kom frem i Mørkningen, snigende og luskende, kæmpende og overlistende hverandre med deres afskyelige Giftvaaben.

I Begyndelsen af November indtraf et usædvanligt voldsomt Regnskyl. Jeg havde besøgt Malm om Middagen og blev derfor noget overrasket, da han pludseligt henimod Midnat traadte ind i mit Værelse. Han var drivvaad. Hans gamle Hat var regnet sammen til en næsten uformelig Pjalt, hans Støvler vare tilsølede af Leer og Dynd, og Vandet dryppede ned paa Gulvet fra hans Haar og lange, uredte Skjæg.

»Lad mig sove hos Dig inat,« sagde han. »Mit Værelse staaer under Vand.«

Jeg vilde hjælpe ham af med hans vaade Klæder, men han vilde ikke tillade det; jeg troer, fordi han ingen Skjorte havde paa. Trods alle mine Protester tog han et Par Bundter Rør fra Studiet, bredte min Kappe derover og kastede sig derpaa. Spise vilde han ikke; han drak kun et Glas Viin og faldt kort efter udmattet i Søvn.

Det var et Herrens Veir den Nat, næsten værre end det havde været om Dagen. Det stormede stærkt med sydvestlig Vind, og dog vare Regndraaberne saa tunge og store, at de næsten faldt lodrette til Jorden. Noget efter brød et Tordenveir løs, hvis Mage jeg aldrig har hørt, hverken før eller siden. Jeg talte firsindstyve Lyn i Minuttet. Huset rystede i sin Grundvold, og Regnen udenfor lød som et Fossefald, men dog vaagnede Malm ikke derved. Det var heller ikke saa underligt. Han havde vandret henimod sex danske Miil i Slud og Storm og kun holdt en kort Hvile i et Kloster omtrent en Miil fra Ostia, hvor han havde Bekjendtskab til en Munk, Fra Domenico, som jeg vidste, at han i det sidste Efteraar hyppigt havde besøgt. Endelig gik jeg tilsengs, men hver Gang de blaalige Lyn blinkede gjennem Vinduet og oplyste Malms slumrende Skikkelse, kunde jeg ikke lade være at tænke paa den Nat, da jeg fandt ham i Colosseum. Hver Gang Lynene lyste, kastede de en spøgelseagtig Glands hen over hans blege, sammenfaldne Ansigt. Han saae ud, som han var død, og jeg begyndte næsten at ønske, at han maatte være det.

Henad Morgenstunden faldt jeg dog i Søvn. Da jeg vaagnede, var Malm borte; Klokken var henad Syv. Kort efter hørte jeg hastige Trin paa Trappen, og Malm traadte ind. Han var om muligt endnu vaadere end Aftenen i Forveien, men der var en Ild og en Energie i hans Bevægelser, som i høieste Grad forbausede mig.

»Floden stiger!« sagde han. »Ghetto staaer under Vand; til Middag vil den naae Corso.«

Saa stærk en Oversvømmelse havde vi endnu aldrig havt. Jeg sprang hurtigt op, klædte mig paa og fulgte med Malm, der stod utaalmodigt ventende i Døren.

Fra Via della Purificazione, hvor jeg dengang boede, kom vi hurtigt ud i Via Sistina, som vi iilsomt tilbagelagde for over spanske Trappe at komme ned til Condotti; men allerede her saae vi de mægtige Virkninger af de nedstrømmende Vandmasser. Spanske Trappe var en Cascade, hvor Vandet skummede fra Trin til Trin. Hele Vandmassen fra Trinità de' Monti søgte denne Vei og bredte sig med hvidguult Skum ud over Piazza di Spagna, hvorfra de søgte Floden gjennem Condotti. Vi vendte om, vadede paany igjennem Via Sistina, indtil vi gjennem Capo le Case naaede Due Macelli; men allerede paa dette korte Stykke var min Hat forvandlet til en drivende Uting, og jeg selv gjennemblødt af Regnen. Forbi Fontana Trevi og Pantheon naaede vi endelig Begyndelsen af Ghetto; men jo mere vi nærmede os Floden, desto høiere stod Vandet i Gaderne, og desto unyttigere blev det at vende om eller anvende nogen Skaansel mod os selv; thi vi vare nu saa vaade, som om vi havde svømmet i Floden.

Jeg har været i Ghetto mangfoldige Gange. Jeg har gjennemvandret disse snevre og fugtige Gader baade ved Midnattens Maanelys og i Middagens brændende Solskin, men aldrig har jeg seet dens Nød og Elendighed, dens dybe Fattigdom og grændseløse Uhumskhed i et grellere Lys end den Gang. De snevre, mørke Gyder vare forvandlede til lige saa mange muddrede og stinkende Canaler, hvor Kaalstokke og Orangeskaller, Korktolle og Sengehalm flød om i broderlig Forening med lurvede Klude og meer end luvslidte Hattepulle. Fra de snevre, forrøgede Vinduesaabninger tittede det foragtede Folks blege Ansigter ængsteligt frem. De kulsorte Øine fulgte uroligt med den lunefulde Flods Stigen, og naar den mægtige Flodbølge skred igjennem Gaden, taarnende sig høiere og høiere, eftersom den pressedes mere og mere sammen i de snevre Bugtninger, lød et Angstskrig fra Kvinder og Børn, og de blege Ansigter forsvandt fra Vinduerne. Hist havde man lagt Brædder ud tvers over de smalle Gyder, for at Beboerne af de ved Flodbredden liggende Huse kunde redde sig hos Gjenboerne, hvis Grunden skulde undermineres af Vandet. Her fiskede man med lange Stænger og krogbesatte Touge efter gamle Stole og andet undergaaet Bohave. Af og til saae man to Politisoldater i en fladbundet Baad, lastet med Viin, Frugter og Brød, som uddeltes med mathematisk Nøiagtighed af den ene, medens den anden lige saa nøiagtigt noterede de pavelige Gaver og med et langt Rør styrede Kurven, naar den gik tilveirs til Elendighedens og Hungerens Bolig. Vi kunde ikke trænge videre frem mod Floden og søgte derfor over Montanarapladsen at naa den Fabriciske Bro. Det lykkedes os virkeligt at komme forbi S. Gregorio, men ved at kaste et Blik ned ad Via della Fiumara saae vi et Syn, der tydede paa, at her var virkelig Fare paafærde.

Fra tredie Etage var der tvers over Gaden kastet et skrøbeligt Brædt, en gyngende Bro, hvis hele Rækværk dannedes af en tynd Line, der holdtes udspændt af Beboerne i de modsvarende Vinduesfag. Et Par unge Piger havde alt ængsteligt passeret den smalle Sti mellem den blytunge Himmel ovenover og det hæslige, gule, muddrede Vand underneden. Nu kom en ung Jødinde med sit Barn paa Armen, som hun, bleg af Rædsel, trykkede op til sig. Der opstod en forfærdelig Allarm. Latter og Smæderaab fra Romernes Side blandede sig med ængstelige Advarsler og høie Angstskrig fra Jødekvarteret. Den unge Kvindes Ansigt var næsten krampagtigt stivnet af den høieste Rædsel; hendes Klæder drev af Vand, og hendes lange, kulsorte Lokker flagrede for Vinden. Midt paa det gyngende Brædt tog hun et krampagtigt Tag i Linen, som derved reves ud af Hænderne paa dem, som holdt den. Hun svingede og svaiede et Øieblik, da styrtede hun med et Udtryk som et forpiint Dyr om paa Brædtet; det brast, og under uendelige Jubelraab og skingrende Piben forsvandt hun og Barnet i det muddrede Vand. Et Øieblik efter dukkede hun atter op, endnu holdende Barnet i sin Favn; hun fik fat i et tilkastet Toug, og under Latter og Hujen droges hun op i en tililende Baad.

Pludseligt standsede den vilde Jubel; thi man hørte et dumpt Drøn som af en underjordisk Torden. Huset, hun havde forladt, revnede fra øverst til nederst. Tagstenene raslede ned, Bjelkerne knagede, og med en knittrende Bragen styrtede Huset ud i Tiberen, tagende sin Nabo med i Faldet og efterladende en øde, tom Plads, der lynsnart fyldtes af den rasende Flod, som truede med at undergrave den øvrige Huusrække. Under Sammenstyrtningen splittedes Mængden til alle Sider. Skummet fløi mig om Ørene, pidsket af den rasende Storm, og Vandet steeg gjennem den frembragte Aabning saa pludseligt, at det stod mig til Knæene. Jeg saae mig om efter Malm, der hidtil havde staaet ved Siden af mig, og som tillige med mig vistnok havde været den Eneste, der ikke havde leet over den ulykkelige Jødinde. Han stod alene midt ude paa Broen med Haanden over Øiet. Hatten var blæst af, og hans lange, mørkebrune Lokker flagrede omkring ham. Det var ingen Spøg at gaae derud; thi Stormen tog af og til saadanne Tag, at man maatte klamre sig til Rækværket, og Sammenstyrtningen af Ponte rotto havde viist, at Tiberbroerne ikke ere murede for Evigheden. Jeg kæmpede mig ud til ham og bad ham om at vende tilbage; men han syntes at være bleven en ganske Anden. Hans høie, herkuliske Skikkelse stod rank og let, og hans mørkeblaae Øine funklede med deres gamle Glands, idet han pegede ud over Floden.

»See,« sagde han, uden at agte paa min Bøn, »er dette ikke prægtigt? See, hvor Vandhvirvlerne vride og snoe sig. Hør, hvor det larmer og bruser, bobler og rinder. See Pinien der, hvor den hvirvles afsted, snart med Toppen, snart med Roden iveiret, indtil den knuses i tusinde Splinter!«

Jeg maatte give ham Ret. Aldrig havde jeg seet et frygteligere og mere ophøiet Syn. Floden kom, fuld og svulmende, bølgende som et Hav og rivende som en Elv, frem under Ponte Sisto, hvis Brobuer den næsten fyldte. Derpaa skjød den sig i rivende Fart under en let Krumning hen imod den Fabriciske Bro, hvorpaa vi stod, oversvømmende Haverne i Trastevere, hvis gyldne Oranger syntes at voxe frem af Vandet. Alt reves med i dens Løb. Flydebroerne med Belisars gamle Vandmøller havde sprængt deres Fortøininger og laae som splintrede Vrag indfiltrede i hverandre, blandede med Bjelkeværket fra de nedstyrtede Huse i Ghetto og med løsrevne Buske og Træer, som Floden havde ført med sig. Herved dannedes en Barriere, der strakte sig fra Tiberøen over til Ghetto, og over denne brødes og sprøitedes Flodens Bølger, medens de paa den modsatte Side havde frit Løb. Pludseligt hørte vi en dump Brølen, en forunderlig, sønderrivende Lyd, som af et stort Dyr, der er i den høieste Livsfare. Vi stirrede begge ud over de oprørte, bleggule Bølger, men kunde i første Øieblik Intet opdage. Lyden kom nærmere, og med Eet saae jeg, omtrent et halvhundrede Favne fra Ponte Sisto, Hovedet af et Dyr, som reves med af Strømmen. Det var en af de prægtige Oxer fra Campagnen, der ved et eller andet Ulykkestilfælde var kommet ud i Floden. Det havde endnu saa megen Kraft, at det kunde holde Hovedet oppe, hvis mægtige Horn ragede høit over Bølgerne; men hver Gang det grebes af en Vandhvirvel, snurrede det rundt som en Bold og udsendte da, inden det dukkede under, sine hjerteskjærende Dødstoner. Malm stirrede paa Dyret, som om Øinene vilde træde ud af deres Huler; han fulgte hver Dreining af Offeret, hver Svingning af Strømmen med næsten tilbageholdt Aandedræt. Nærmere og nærmere kom det ulykkelige Dyr, snart rullende paa Siden, snart dreiende sig rundt, hvirvlet af Strømmen med en saadan Hurtighed at jeg selv svimlede derved. Noget foran Tiberøen var Vandet tilsyneladende roligt; thi her virkede Modstrømmen fra Land stærkt, og det var klart, at Dyrets Redning afhang af, om det vilde drive mod Barrieren eller følge det frie Løb af Strømmen ved Trastevere. Neppe følte Dyret det rolige Vand, førend det gav sig til at arbeide og reiste sig paa ret Kjøl igjen. Det nærmede sig rask Tiberøen, men knap havde det naaet Bredden paa en tre Favne nær, før vi saae det gjøre en Svingning, vælte om paa Siden, og paany føres afsted af den rasende Strøm. Vi ilede over til den anden Bro, der kaldes Ponte S. Bartolomeo, og som forbinder Tiberøen med Trastevere. Da vi naaede den midterste Bue, hørte vi Dyret udstøde et forfærdeligt Brøl, saae det gribes af Brohvirvelen, males rundt som i en gigantisk Møllekværn, synke og forsvinde. Et Minut efter øinede vi det som en uformelig Masse, omtrent tre hundrede Alen paa den anden Side af Broen. Det flød kun et Øieblik, saa forsvandt det for stedse.

Malm var bleg; han greb mig i Armen og sagde med et underligt Udtryk i Stemmen:

»Troer Du, at et Menneske kunde frelses, hvis det nu faldt i Floden?«

»Umuligt,« svarede jeg; »selv den bedste Svømmer vilde hvirvles bort som et Halmstraa.«

»Ja, det vilde han,« sagde Malm dæmpet, ligesom til sig selv.

Vi vendte om og bemærkede paa den modsatte Side af Broen ved Ghetto en stor Sammenstimlen af Mennesker, der Alle med spændt Opmærksomhed stirrede ud over Floden. Vi saae over mod Ponte Sisto, hvor et andet Huus maatte være blevet undergravet, thi en mægtig Hob Drivtømmer, næsten Sparreværket af et heelt Tag, tildeels endnu sammenhængende, korn i rasende Fart ned ad Floden.

Pludseligt greb Malm mig voldsomt i Armen, pegede ud over Vandet og raabte:

»Seer du hende paa Taget? Gud hjælpe hende, hun er fortabt!«

Jeg saae i første Øieblik Intet; men Malms skarpe Øie havde desværre Ret. Midt i den rasende Flod, med Klæderne indviklede i Sparreværket, og klamrende sig fast til dette, saae vi en ældgammel Kvinde komme drivende. Hun var liigbleg, Øinene stirrede mod de mørke, drivende Skyer, og det staalgraae Haar flagrede i korte, uredte Tjavser for den rasende Vind. Hun var øiensynligt Jødinde, Beboer af det foragtede Ghetto.

Malm tilkastede mig et Blik, som fik mig til at lægge Haanden fast paa hans Arm; derpaa fulgte vi begge i aandeløs Spænding det drivende Vrag.

Det var en frygtelig Hurtighed, hvormed det nærmede sig Tiberøen. Af og til hvirvledes det rundt i Malstrømmene, vi hørte Tømmeret knage og brage derved, men det holdt, og den Ulykkelige, hvem vi flere Gange troede fortabt, dukkede op paany. Endelig kom det afgjørende Øieblik, hvor Vraget, der havde holdt sig temmeligt midt i Floden, kom ind i Modstrømmen foran Øen. Det laae et Øieblik roligt, som om det betænkte sig paa, hvilken Vei det skulde tage, og vi saae den ulykkelige Kvinde langsomt arbeide sig noget høiere op paa det. Derpaa gjorde det en Svingning, dreiede sig ganske langsomt rundt og foer med fuld Fart ned mod Barrieren, hvor det heftigt tørnede sammen med Mølleflaaderne og det øvrige Vraggods.

Det Hele foregik ikke fem Favne fra Broen, hvorpaa vi stod. Vi kunde tydeligt skjelne hendes Ansigt, hvis indfaldne og rynkede Træk vare fordreiede af den høieste Dødsangst. Hun udstødte ikke et Klageskrig, gjorde ikke en Bevægelse; kun een Gang hævede hun de matte, gulgraae Øine iveiret og stirrede paa Malm og mig med et Udtryk af haabløs Fortvivlelse.

Malm holdt Haanden for Øinene og sænkede Hovedet, som om han ikke kunde udholde Synet. Broen var fuld af gabende Tilskuere. Jeg vendte mig til en af dem, en ung, stærk Haandværker fra Trastevere, og sagde:

»Er det muligt at frelse hende?«

»Hvor vil De hen?« svarede han haanligt, idet han trak paa Skuldrene. »Det er jo en Jøde!«

»Jeg redder lige saa gjerne en Hund, som hende,« sagde en Anden, idet han skjød sin Hue tilbage. »Hun hører til dem, som slog vor Frelser ihjel.«

»Det Rak svømmer altid ovenpaa,« bemærkede en Tredie, der saae ud til at være en Frugtsælger. »Hun sidder godt, hvor hun sidder, og vil blive ordentligt luftet ud til imorgen, hvis Tømmeret ikke splintres forinden. See der! Nu kravler hun høiere op; hun er nok bange for at blive vasket.«

Jeg saae paa ham. Mine Fingre brændte efter at vaske ham saaledes, at han hverken skulde see imorgen eller iovermorgen. Jeg saae paa de sløve, ligegyldige Ansigter, som, uden at fortrække en Mine, kunde betragte en Kvindes fortvivlede Dødskamp og gjøre den til Gjenstand for Spot.

Lige i samme Øieblik tumlede Haandværkeren til en, Frugthandleren til en anden Side, begge ramte af Malms kraftige Haand.

»Nederdrægtige, hjerteløse Uslinger!« raabte han. »Gjør Plads, eller jeg kyler Jer i Floden, saa hurtigt mine Arme kunne formaae. Hvem der ikke gjør Plads, slaaer jeg til Jorden.«

Den tæt sammenpakkede Mængde veeg øieblikkeligt tilside for Malm, hvem de rimeligviis ansaae for gal, og med eet Spring var han nede for Enden af Broen.

Jeg fulgte ham lige i Hælene, og da jeg mærkede hans Hensigt at springe ud i Tiberen fra de Ruiner, der endnu vare tilbage af de sammenstyrtede Huse, greb jeg ham om Livet og sagde saa roligt, som det var mig muligt:

»Malm, veed Du af, at dette er Selvmord?«

»Nu, og om saa var?« spurgte han.

»Saa vil jeg gjøre Alt for at forhindre Dig deri.«

»Hvad vil Du gjøre?« spurgte han næsten haanligt, idet han rettede sin athletiske Skikkelse iveiret.

»Ikke hindre Dig ved Vold, ikke brydes med Dig paa Randen af Graven; men saa sandt der er en Gud, springer jeg ud efter Dig, dersom Du vover Dit vanvittige Forsøg, og Du skal kræves til Regnskab for os Begge.«

Han betænkte sig et Øieblik, derpaa sagde han: »Jeg giver Dig mit Æresord paa, at jeg vil gjøre Alt, hvad der staaer i min Magt for at skaane mit Liv. Forsøget er desuden ikke vanvittigt. Der er Modstrøm tæt inde ved Huusrækken, fordi Hovedstrømmen bryder sig mod den midterste Bropille. Skaf mig et Reb, og jeg vil vente fem Minutter.«

Jeg vadede tilbage gjennem Gaden, næsten i Vand til Bæltet. En Politisoldat, fulgt af et halvt Dousin Folk fra Broen, kom med Reeb og en Bøie, som de havde i Sinde at sende ud med Strømmen. I Selskab med dem begav jeg mig tilbage til Malm; han havde kastet sin Frakke og stirrede med anstrengt Opmærksomhed paa Strømmens Bevægelser. Den romerske Gendanne tog ingen Notits hverken af mig eller Malm, men begyndte med embedsmæssig Langsomhed at gjøre Rebet fast til den medbragte Bøie.

»Lad det være!« sagde Malm til ham. »En Bøie kan ikke frelse hende, men det kan jeg.«

»Han er gal, den Englænder,« hørte jeg Gendarmen hviske til sin Sidemand. »See saa, ud med den!«

Bøien fløi ud i Vandet, men svømmede til Gendarmens store Forbauselse et Stykke i modsat Retning; derpaa blev den et Øieblik liggende stille der, hvor Modstrømmen sagtnedes, dreiede sig saa pludseligt rundt og førtes af Hovedstrømmen ned mod Broen med en saadan Fart, at Touget neppe kunde stikkes hurtigt nok ud. Lige foran Barrieren grebes den af en Hvirvel, dukkede under og kom atter frem mellem Noget af Vraget, omtrent en Snees Alen fra den Forulykkede.

»Kap den Line,« sagde Malm rolig. »Bøien sidder fast, og der er Reeb nok alligevel. Det maa lykkes,« hviskede han til mig paa Dansk, »nu veed jeg, hvad jeg skal gjøre; jeg kjender Elvene fra Norge.«

Jeg bandt selv Linen om ham og forsikkrede mig om, at den sad fast. Derpaa hjalp jeg ham med langsomt at lade sig glide ud i Strømmen. Han hviskede til mig: »Paa lykkeligt Gjensyn!« og førtes afsted paa samme Maade som Bøien. Da han kom til det farlige Punkt, gjorde han tre eller fire stærke Tag ud i Hovedstrømmen, derpaa vendte han sig om og arbeidede af al Magt imod den. Sjeldent har jeg seet Nogen maneuvrere med saa megen Kraft og Snildhed, men Strømmen rev ham dog temmelig hurtigt afsted. Pludseligt saae jeg ham hæve sig iveiret, hvirvles rundt og forsvinde under Vandet; men han kom op igjen omtrent et Par Alen foran Barrieren og kun et Par Favne fra den ulykkelige Kvinde. Vi saae ham arbeide sig hen til hende, løsgjøre hendes Klæder fra Bjælkeværket og binde Linen om hendes Liv. Jeg hørte ham raabe: »Hal ind!« og to Minutter efter laae hun frelst ved vore Fødder. Mængden paa Broen stod i aandeløs Spænding. Malm sad roligt paa Vraget, som om Intet var paa Færde. Vi vare just ifærd med at fastgjøre en ny Bøie paa Rebet, for at kunne kaste den ud til ham, da vi fra Broen hørte larmende Raab og saae Alles Hænder pege ud over Floden. Jeg kunde ikke see, hvad der var paafærde, da en fremspringende Muurkant dækkede Udsigten op mod Ponte Sisto; men en iiskold Gysen foer igjennem mig, thi jeg anede, at det nu gjaldt Liv eller Død. Pludseligt saae jeg Malm hæve sig iveiret, springe fra Bjælke til Bjælke og med et favnelangt Spring styrte sig ud i Bølgehvirvlerne under Ponte Quattro Capi. Næsten i samme Øieblik skjød en vældig Masse af sorte, forrøgede Bjælker forbi os med en rasende Fart. De ramte Barrieren, sprængte den med et eneste Stød, knækkedes, knustes og splintredes med et Brag, der overdøvede Rædselsskriget paa Broen og fik den til at ryste i sin Grundvold. I et Secund maledes og hvirvledes de svære Bjælker bort som Halmstraa for Vinden; de opstemmede Bølger skummede fraadende og larmende gjennem Brobuen.

Saaledes endte Malm. - Faa kjendte ham, Færre forstod ham, og kun jeg begræd ham. Det mørkeblaae Middelhav ruller nu over hans Been; men med større Ret end hiin engelske Digter, der hviler paa den protestantiske Kirkegaard, kunde man sætte til hans Minde: Her hviler Een, som paa Grund af sine Fjenders krænkende Had og Livets uforsonlige Bitterhed ønsker disse Ord indgravede paa sin Liigsten:

»Herunder slumrer Een, hvis Navn er skrevet paa Bølgen.«

Der opstod en lang Pause efter den gamle Kunstners Fortælling, en Taushed, som Ingen syntes at ville bryde, førend han, der havde rullet et saa rystende Ungdomsbillede op, selv henvendte sig til os. Han havde i Slutningen af sin Fortælling blottet sit Hoved. Om det var for at hædre Malms Minde eller blot tilfældigt, skal jeg ikke kunne afgjøre; nu satte han sin Hat paa igjen, foer med Haanden over Øinene, og idet han glattede sit mægtige, staalgraae Skjæg, sagde han i en lettere Tone:

»Undskyld min Tragoedie, mine Herrer! Jeg troede ikke, at den skulde blive saa lang, da jeg begyndte. Jeg mærker, at jeg bliver tilaars, thi det er gaaet mig, som det pleier at gaae gamle Folk, det ene Minde river det andet med sig, og inden man veed af det, har man en Roman, hvor man kun vilde give en Fortælling.«

»Hvad siger saa Critiken?« spurgte jeg smilende.

»Ja Hillemænd! Den havde jeg ganske glemt. Hvad siger Berthelsen? Bare han ikke gaaer hen og sætter den i Bladet.«

»Jeg er bange for,« bemærkede Aabye, »at De har givet ham for stærk en Dosis af de Svingbergske Piller. De synes at virke afførende; i det Mindste er han ikke her paa Pladsen.«

»Aa, det troer jeg dog ikke. Berthelsen er ung og kan taale en heel Deel, og vi ere ikke saa ilde Venner, som det seer ud til. Han løber ikke for saa lidt.«

»Er det ikke ham, som staaer derhenne ved S. Maria og snakker med en Hyrde fra Campagnen?« bemærkede jeg.

»Jo, ganske rigtigt,« svarede den Gamle. »Jeg kan kjende ham paa det fordømte Kakkelovnsrør, han har paa Hovedet, una bomba, som Romerne kalde den. Det lader til, at han tager Timer i Italiensk, og det kan han sandelig ogsaa trænge til; han har allerede sat nogle slemme Blokke i Bladet.«

I samme Øieblik saae vi Berthelsen komme hen imod os, efterfulgt af den romerske Hyrde. Det var en rank og kraftig Mand, klædt i Campagnuolernes sædvanlige Dragt og med den lange Lanse, hvormed Bøflerne drives, i Haanden. Han blev staaende omtrent en halv Snees Alen fra Obelisken, stolt og ubevægelig, medens Berthelsen nærmede sig til os med en tvivlraadig Holdning, læsende paa et Stykke Papir, som han holdt i Haanden.

»Jeg er bange for,« raabte han til os, »at det er reent galt fat med Verner. Her er en Hyrde, der snakker en heel Deel i en fordømt Dialect, som Ingen kan forstaae, og her er en Seddel, dateret fra Bjergene og trykket i Rom, som jeg ikke kan læse.«

»Lad mig see,« sagde den Gamle, idet han rask svang sig ned fra Løven og tog Seddelen fra Berthelsen. »Det er jo heelt opbyggeligt at høre en Critiker bekjende, at han ikke kan forstaae, hvad man siger, og ikke kan læse, hvad der er trykket. Det er ogsaa et upoleret Folk, disse Hyrder, de forstaae aldrig den norsk-italienske Dialect, men ville dog have, at man skal forstaae deres. Vær nu snild, Berthelsen! Sæt ikke det sure Ansigt, men giv mig Documentet.«

Det var maaneklart nok til at see, og til vor store Forbauselse oplæste den Gamle følgende Kundgjørelse, der paa Dansk omtrent lød saaledes:

»Jeg underskrevne Schiavone, Generalissimus for H. Maj. Kong Frants den Andens Armee, Beskytter af den legitime Ret og Forkæmper for vor allerhelligste Fader, Pius den Niende, gjør herved vitterligt, at jeg ved mine Forposter har ladet arrestere som Spion Signor Enrico, dansk Kunstner. Denne Fange vil blive skudt iovermorgen ved Solopgang, hvis ikke hans Venner i Rom imorgen Aften betale tohundrede Scudi til Overbringeren af dette mit Budskab.«

S c h i a v o n e, Generalissimus over H. Maj. Kong Frants den Andens Armee.

Seddelen gik fra Haand til Haand. Den var trykket paa det samme daarlige Papir som Bladet »Armonia«, med de samme grove Typer, og paa den nederste Kant stod til Overflod »Stamperia di Roma«.Jeg kunde neppe troe paa en saadan Frækhed. Det var en ligefrem Blanket, trykket i det pavelige Trykkeri og med de Steder in blanco, hvor Navnet og Løsesummen skulde anbringes. Den bar ingen Udskrift, men under Schiavones Navn og Titel havde Verner skrevet det ene, betydningsfulde Ord: »Betal!«

»Hvad skulle vi nu gjøre?« spurgte Aabye, der ganske havde tabt sit gode Humeur.

»Gjøre?« gjentog den Gamle med et ironisk Udtryk. »Naturligviis betale, som Deres Ven allerede meget viselig har indseet.«

»Betale!« skreg Aabye indigneret. »Betale den lumpne Karl fire hundrede Daler. Jeg vil see ham hængt, før jeg giver en eneste Hvid. Lad os kalde paa de franske Gendarmer og arrestere den Slyngel, der har bragt et saa uforskammet Budskab. Han maa jo vide, hvor de andre Kjeltringer ere henne.«

»Javel,« sagde den Gamle, »lad os hente Politiet. Lad os slaae paa den store Tromme, sætte Byen paa den anden Ende og kalde paa Bræstrup. Saaledes vilde De gjøre i Kjøbenhavn, ikke sandt? Strax vilde et Dousin Stokkemænd tage Fyren ved Kraven, og den næste Dag vilde vi have fat i Ole Kollerød; men saaledes gaaer det ikke her. Pagar, o non pagar, that is the question, som Shakespeare siger. Jeg skal oversætte Seddelen for Dem endnu en Gang, saa troer jeg, De vil forstaae den:

»Jeg Schiavone, den største Banditslyngel i hele Italien, Anfører for det meest forvorpne og gemeneste Udskud af Menneskeheden, har været saa heldig at opsnappe Een, som jeg ikke kjender, men som seer mig ud til at kunne betale et Par hundrede Scudi for Livet. Hvis han ikke gjør det, bliver han skudt, og forresten kan De gjøre med mit Bud, hvad De vil. Det veed ikke, hvor jeg er imorgen, kan hverken læse Tryk eller Skrift og vil ikke engang blive arresteret af de pavelige Autoriteter, som ere mine allerærbødigste Tjenere.«

See, det er Meningen, og den er tydelig nok.«

»Men kunne vi ikke prutte med Karlen? To hundrede Scudi! Det er jo en uhørt Pris.«

»Ingenlunde; den er tvertimod uhørt billig, og naar man betænker, hvad man har for det, saa er det slet ikke dyrt. Vor Ven har faaet et af sine Luner styret. Mands Villie er Mands Himmerig, og Himmerig kan aldrig kjøbes for dyrt; det er Nummer eet. Dernæst tilbringer han et Par smukke Dage i de deilige Bjerge imellem det meest udvalgte Selskab, og udvalgt Selskab kan heller ikke kjøbes for dyrt; see, det var Nummer to. Saa kommer han i Bladene, ligefra »Flyveposten« til »Fædrelandet«, hans Navn flyver fra Italien ud over det ganske Danmark, Norge og Sverrig. Tusinde Munde sættes i Bevægelse derved, tusinde Tanker knytte sig til ham og hans Eventyr; han bliver berømt, og Berømmelse kan heller ikke kjøbes for dyrt. See, det er Nummer tre. Endelig har han sit oplevede Eventyr. Som en Bi fra Campagnen, belæsset med Romantikens Blomsterstøv, flyver han tilbage til vor Kube. Han vil blive Løve i Rom, vil kunne fordrive os en Aften her ved Obelisken og lade sin Roman trykke, naar han engang sidder hjemme i sin rolige Stue - see det var Nummer fire. Lægger De alt dette sammen, maae De vistnok indrømme, at hvert af dem vel er hundrede Daler værdt imellem Brødre, og at han i Ordets egentlige Forstand har dem for Røverkjøb.«

»Gaa Fanden ivold med Deres Vittigheder!« raabte Aabye. »Er det nu Tid at spøge? Hold De Fyren op med Snak; jeg henter imidlertid den franske Vagt i Ripetta og melder dernæst Sagen til Consulen.«

»Bliv!« sagde den Gamle, idet han med et kraftigt Tag stoppede Aabye i Farten. »De har Ret; der er ingen Tid til Narrestreger, og De er ifærd med at begaae to. Kom med!«

Med disse Ord tog han Aabye under Armen og gik hen mod den ventende Hyrde.

»Bud til de danske Kunstnere?« spurgte den Gamle kort.

»Ja, Signor!«

»Fra Schiavone?«

»Maaskee, Signor!« svarede Hyrden med et ironisk Smiil, der blottede hans smukke, hvide Tænder.

Aabye knyttede Haanden og stampede i Jorden.

»Siig Afsenderen,« sagde den Gamle, »at vi punktligt skulle møde her imorgen ved samme Tid, nemlig en halv Time efter Midnat og medbringe, hvad han ønsker.«

»Siig Din Herre,« raabte Aabye ude af sig selv af Raseri, »at han er den infameste Skurk og nederdrægtigste Kjeltring, der findes paa Guds grønne Jord!«

»Ja, Signor!« svarede Hyrden med den urokkeligste Alvor, idet han hilsede til Afsked og fjernede sig henimod Ripetta.

»Han forstod ikke et Ord af, hvad De sagde, og det var ganske heldigt,« bemærkede den Gamle. »Hvor stort et Beløb lyder Deres Creditiv paa?«

»Hverken Verner eller jeg har noget Creditiv, men Vexler paa Fould i Paris. For Øieblikket er vor Status ikke synderlig god; vor fælles Formue er neppe trehundrede Scudi.«

»Saa sælg for tohundrede, og bring Pengene med imorgen Aften, men i Sølv. Det franske Guld gaaer ikke i Bjergene, og der er Opgjeld paa Sedler.«

Med disse Ord lettede den gamle Kunstner paa sin Hat og vandrede op ad den dødsstille Corso.

Den følgende Dag var en reen Modsætning til den forrige, idetmindste hvad Veirliget angik. Vi havde den forrige Dag havt en tung, trykkende Luft, men uden nogen egentlig Scirocco; nu blæste en frisk Tramontana velgjørende hen over Byen og pustede fornyet Liv i Romernes febersvækkede Nerver. Udenfor Café antico sad den Gamle, et aldeles usædvanligt Phænomen, da han ansaae dette for en utilgivelig Luxus, de gamle Romere uværdig. Men min Forbauselse steeg til det Høieste, da jeg saae Peppino bringe ham tre blødkogte Æg, Caffe med Fløde og fire udsøgte Exemplarer af de bekjendte pavelige Kvalmepinde, som bære det stolte Navn af scelti, de Udvalgte. Det var klart, at der maatte være noget Extra iveien. »Hvor kan det være,« spurgte jeg, idet jeg satte mig ved hans lille Bord, »at Overdaadighed og Vellevnet begynde at nedbryde den gamle Republiks strenge Sæder, saa at den alt mere og mere nærmer sig Forfaldsperioden, hvis yppige Smag i Forbindelse med Cæsarernes tøilesløse Liv lagde Spiren til Barbarernes Indfald.«

Han saae smilende op og sagde tørt:

»Kan De mere af Beckers Verdenshistorie?«

»Hele Sider, hvis det behager Dem. Men jeg vil opgive det historiske Grundlag, der blot tjente som en oratorisk Piedestal for at udtrykke min Forbauselse over at see Dem her i en saa lucullisk Nydelse.«

»Aa ja, Anretningen er maaskee ogsaa lidt lucullisk for en Kunstner, som jo i Grunden altid skulde være paa Vand og Brød; men idag for fem og tredive Aar siden skete den ulykkelige Hændelse, at jeg kom til Rom. Jeg betragter det som min egentlige Fødselsdag; den første har jeg næsten glemt.«

»Det er en snild Maade, at skjule sin virkelige Alder paa.«

»Aa ja, hvad man har saa sikkert, behøver man ikke at tælle. Peppino! Lad os faae to Glas Marsala!«

Han stødte sit Glas imod mit, smilede godmodigt til mig og sagde:

»Tab nu ikke den Smule Næse, De har, af lutter Forundring; Munden kunde det endda være det Samme med. Jeg skal meddele Dem den sande Grund. Jeg spiser til Middag nu, skjøndt Klokken kun er syv, og faaer rimeligviis Intet før til Aften.«

»Hvor skal De hen?«

»Aa, et lille Stykke ud ad Via Flaminia, saadan henved et Par Miil paa den anden Side af Columbarierne. Man har fundet en Augustusstatue, som jeg nok har Lyst til at tage lidt nærmere i Øiesyn. Gaaer De med?«

Jeg vilde lige svare, da vi hørte lystige Stemmer bagved os. Det var Aabye, Berthelsen og de Andre, der kom for at indtage deres Frokost. Nyheden var snart meddeelt, og kort efter satte vor lille Caravane sig i Bevægelse over Monte Pincio for gjennem Porta del Popolo at naae ud i det Frie.

Det var som om den rene, friske Bjergvind havde luftet op i Humeuret paa os Alle og pustet hvert Støvgran af Forstemthed bort. Man syntes ganske at have glemt, at Verner rimeligviis var blevet taget tilfange paa den samme Vei, som vi nu tilbagelagde. Det var ogsaa umuligt at forene dette Solskin, denne Naturens Friskhed, denne Latter, Tale og Sang med Nattens mystiske Begivenheder. Alt straalede i Dagens blendende Belysning saa aabenhjertigt, saa venligt, saa indbydende, at det var umuligt andet, end at de Fyre, som havde fanget Verner, maatte være godmodige, skikkelige Fyre, som vilde bringe ham tilbage om Aftenen i høist egen Person og maaskee ovenikjøbet bede om Forladelse for den Frihed, de havde taget dem. Kun den ellers lystige og joviale Aabye havde nogle Rynker i Panden, men jeg var vis paa, at det var Bekymring for hans Ven og ikke Scudierne, der frembragte dem.

Vi havde netop passeret den Milviske Bro; vi havde beundret den sindrige Idee at stille Johannes den Døber paa den ene Side af Broen og Christus, der modtager Daaben, paa den anden; vi havde drøftet Grundene til Forvanskningen af Navnet og nærmede os nu det bekjendte Trattorie Ponte Molle, hvor Aabye foreslog, at vi skulde anstille en Huusundersøgelse, for om muligt ved et Krydsforhør at erfare Noget om Verners Skjæbne. Dette førte imidlertid ikke til noget Resultat. Den tykke, joviale Vært grinte over hele Ansigtet og svang sin hvide Hue ved de oratoriske Vendinger i hans Tales Strøm. Opvarterne fore omkring og bragte Aabye til Fortvivlelse ved at slaae deres Papirshuer saa flade som Pandekager, afvexlende at ryste fem eller ti Fingre lige for hans Næse, for derpaa pludseligt at pege paa en Forskjærerkniv - Alt under en Talestrøm, hvori Ordet »Accidente« spillede en saadan Rolle, at det satte Aabye i den dybeste Fortvivlelse. Een pegede ned mod Tiberen, en Anden viste ud mod de blaalige Bjergrygge, der bølgede i Solskinnet, en Tredie gjorde nogle Bevægelser, som om han paa en galoperende Hest strøg hen over Campagnen; men det korte Resultat var og blev det samme, som et tidligere Bud havde bragt os, nemlig at Verner ved Midnatstid havde banket Folkene op, drukket sin Viin, faaet en Attest fra Verten, der ansaae ham for en gal Englænder, og at han rimeligviis paa denne Conto var blevet myrdet, plyndret og kastet i Tiberen, hvis man ikke havde foretrukket at presse Løsepenge af hans Venner i Rom, et Tilfælde, som den tykke Vært ansaae for det meest Forretningsmæssige, og som vi nu heldigviis havde tydelige Beviser paa.

Vor Ransagelse af Ponte Molle havde imidlertid et andet og mere praktisk Resultat. Da vi nemlig kom ud i Haven, traf vi den svenske Maler Bjørck, der havde valgt samme Maal som vi til sin Morgentour. Han var just ifærd med at nyde en Fogliette af den gode Landviin, der har skaffet Trattoriet Ponte Molle dets Berømmelse, og af ham fik vi at vide, at Augustusstatuen saa langt fra var funden ved Via Flaminia, at den tvertimod befandt sig omtrent fire Miil borte henimod Ostia.

Dette var en i alle Henseender fortredelig Efterretning, og vistnok det Eneste, der var istand til at bringe den Gamle ud af sit sædvanlige, halvt godmodige, halvt satiriske Lune.

»Naa, saa det er der, den stikker Næsen iveiret!« sagde han ærgerlig, idet han sparkede til en af de lette Rørstole, saa at den skræmmede en sort Griis og en Flok Kyllinger, der øiensynligt ansaae Trattoriets Kjøkken for deres lovlige Opholdssted.

»Nei, Kors beva's,« svarede Bjørck, »han ligger alls inte med Næsen iveiret, for han har ingen.«

»Ikke det?« gjentog Berthelsen, idet han omhyggeligt noterede: »Tæt ved Ostia, Augustus, Mæcenas Ven og Beskytter, ved en Feiltagelse Ponte Molle, ingen Næse.«

»Hvorfor har han ingen Næse?« spurgte Berthelsen, der holdt sig færdig til at notere paany.

»Fordi han er fra Forfaldsperioden,« svarede Bjørck. »Alle Statuer fra Forfaldsperioden have ingen Næser.«

Berthelsen saa sig lidt tvivlraadig om, men da han allevegne saae Ansigterne prægede af en urokkelig Alvor, noterede han: »Forfalden, ingen Næse.«

»Hvoraf kommer det da, at Næserne mangle i Forfaldsperioden?«

»Jo, jeg skal sige Dem,« svarede Bjørck, »i Forfaldsperioden, hvor Smagen, Kunsten, ja endog Critiken forfaldt, gik det naturligviis ogsaa ud over Sproget. Man talte ikke freidigt og frit som i Republikens Tid, men læspede og snøvlede i ydmygst Underdanighed for de mægtige Cæsarer. Denne Anvendelse af Næsetoner virkede høist naturligt ind paa Næsens Form. Den blev større, ligesom oppustet, og er derfor ved Omstyrtningen altid knækket af paa Statuerne fra denne Periode.«

Berthelsen saae sig om med den usikkre Mine, der er eiendommelig for Den, som ikke veed, om han bliver mystificeret eller ei. Han havde allerede igjen grebet Blyantet, da han med Overbeviisningens hele Fylde, og som om en lys Idee pludseligt gik op for ham, udbrød:

»Det er s'gu Løgn, Bjørck!«

»Accurat,« svarede denne, »men den, der i Rom lader sig binde slige Historier paa Ærmet, giver Viin - det er en gammel Skik, som vi have arvet fra vore Fædre. Hei, Pietro! Fire Mezzoer Dolce til Signor Asciuto.«

Berthelsens sure Ansigt blev ikke mildere ved Bjørcks sidste Hentydning. Han puttede Noteerbogen i Brystlommen og sagde henkastende:

»Hvem sætter da Næserne paa igjen?«

»Forskjellige,« svarede den Gamle. »Canova har gjort det ved nogle, Thorvaldsen ved andre; den Førstes kan man altid see, den Sidstes derimod ikke. Derfor sagde han ogsaa, at det var et utaknemmeligt Arbeide.«

»Naa,« svarede Berthelsen, »om en Næse er lidt længere eller kortere, derpaa kommer det vel egentlig ikke an. Iøvrigt maa jeg bemærke, at Næsen i det Hele taget er et generende Stykke Meubel, og jeg maa oprigtigt talt bekjende, at jeg endnu ikke forstaaer, hvorledes man egentligt bærer sig ad med at kysse en ung, smuk Pige, og dog komme maneerligt derfra. Kysser man nemlig lige paa, saa kan det ikke undgaaes, at Næsetippene støde mod hinanden, og der bliver i saa Tilfælde Intet af Kysset. Kysser man derimod skraat for at undgaae Næsernes Berøring, saa skjære de to Linier, som Læberne danne, hinanden under en større eller mindre Vinkel, og det egentlige Kys vil da kun falde i Skjæringspunktet, men da Skjæringspunktet som ethvert Punkt hverken har Udstrækning i Længde eller Brede, men er uendeligt lille, saa bliver Kysset som en Følge deraf ogsaa uendeligt lille og Resultatet bliver da det samme som i første Tilfælde, nemlig at Kysset bliver en Umulighed. Kan De nu klare den Forskjel mellem Theori og Praxis, thi jeg har hørt, at det skal kunne lade sig gjøre?«

»Har De da aldrig kysset?« spurgte den Gamle, medens Bjørck med tragi-comiske Miner varierede den norske Folkesang:

»Og Jens Johansen, den væne Gutten,

Han kyste Jomfruen midt paa Trutten;

Han kyste een Gang, han kyste to,

Og dog var Jomfruen lige god.«

»Jo, een Gang har jeg forsøgt det,« sagde Berthelsen, »men det gik galt. Det var i Løb; hun kom lige imod mig, og det med saadan en Kraft, at vi begge fik et antageligt Næseblod. Siden den Tid har jeg aldrig kysset nogen Jente, men kan godt forstaae, at de i Lapmarken gnide Næserne imod hinanden, istedetfor at kysses; det er der dog en reel Fordeel ved, især om Vinteren.«

De andre loe over Berthelsens originale Paradox, men Bjørck sagde alvorligt:

»Der er ingen Ting paa Guds grønne Jord, den være nok saa ravgal, uden at den er blevet theoretisk fremsat, og forsvaret i Praxis. Berthelsens originale Sætning, som han kun er kommen frem med i Spøg for at dække Næserne fra Forfaldsperioden, har jeg hørt fremsætte i al Alvor af en forstandig Mand, hvis Sorg og Ulykke var hans - Næse. Han var rig, uafhængig, begavet og kunde have været det lykkeligste Menneske paa Jorden, hvis han ikke af Naturen havde faaet en Næse, der blandede sig ind i Alt, fordærvede Alt, selv hans Hjertesanliggender, og til Slutningen lod ham tilbage som en ulykkelig Særling, fuld af Sorg, Bitterhed og Skuffelse.«

»Lad os faae den,« sagde den Gamle, idet han nippede til sin Viin. »Det er da vel ikke Signor Naso?«

»Jo netop! - Jeg spiller just ikke den hæderligste Rolle i den Historie,« sagde Bjørck, »og naar jeg tænker paa den, veed jeg næsten ikke om jeg skal lee eller græde; men det er det Samme, her er den: