»Holmgreens Manuscript«

Naar man fra Frederiksdals uanseelige, ja endog lidt forfaldne Kro gaaer over Møllebroen og følger Stien tilhøire, kommer man ind i den saakaldte Nørreskov, der her paa sin østlige Side begrænses af Furesø ved mægtige Banker, der i steilt Fald skyde sig ned imod Søens steenbelagte, med Elle og Rør bevoxede Bred. Man gaaer igjennem en Skov af unge, for det Meste af Vinden forpiinte og noget forkrøblede Bøge, hvorimellem enkelte gigantiske Træer rage op ligesom Kæmper fra en svunden Tid, medens talrige svampbevoxede Stubbe af et anseeligt Omfang tyde paa, at Skoven har havt Charakteer af en mægtig Høiskov, inden den kom under den nyere Tids forstmæssige, men vandalske Hænder. Naar man saaledes en Tid har vandret mellem disse forkrøblede og forknytte Bøgestammer, der staae saa tæt, at de paa mange Steder lukke sig over Gangstien og udbrede et mystisk Halvmørke, overraskes man pludselig ved, naar man stiger over en lav Stente, at befinde sig i en Skov af en ganske anden Charakteer. Høie, mægtige Bøge med slanke Stammer og kuppelformige Kroner reise sig stolt iveiret. Skovbunden, der før var tæt bedækket med bruunlige Blade, hvor kun gule Svampe og enkelte Mosser tittede frem, er nu afløst af et bølgende Græstæppe, der om Foraaret er rigt gjennemvævet af Anemoner, Primulaer og Violer. Terrainet, der før, skjøndt høit, var temmelig jevnt, bliver nu bakket og gjennemskaaret af Kløfter, i hvis Bund talrige Kildevæld sende deres sladdrende Bølger ned mod Furesøens Vande. Dette Sted, der er saa eiendommeligt ved Jordbundens Formation, ved sin mærkværdige Skovvæxt, der ligesom former det Hele til een stor Løvsal, hvorfra man har de skjønneste Udsigter til Furesøen og Dronninggaard, kaldes Aasevang. Hvorfra det har sit Navn, ved jeg ikke; dog skulde jeg næsten formode, at de mange mod Søen parallelt nedløbende smaae Bakkekamme eller Aase have bidraget til at give Stedet dets Betegnelse.

Det var en Dag i Midten af Juni, en af disse lyse, skyfrie Foraarsdage, hvor Himlen, befriet fra Vinterens Taage, synes dobbelt klar, de nysudsprungne Bøge dobbelt lysegrønne, og Luften saa luun og lind, som om Sydens Luft var faret hen over vore Sletter, at to Mænd under ivrig Samtale vandrede frem og tilbage i en af de brede Gange i Aasevangen. Den ene var en høi, blond Mand med et temmeligt stort, noget fyldigt og maaskee vel rødmusset Ansigt, der tilhørte en herkulisk og velproportioneret Figur, hvis bløde, afrundede Linier syntes at tyde hen paa et fremtidigt nærmere Bekjendtskab med Banting. Den anden var næsten et Hoved lavere, en smekker, slank og smidig Figur med Bevægelser, der havde noget Snigende og ligesom Katteagtigt ved sig. Hans Ydre var langtfra tiltrækkende. Det kulsorte Haar og den matte olivengule Teint røbede allerede ved første Øiekast Udlændingen; men selv en opmærksom Iagttager maatte være i Tvivl om hans egentlige Hjemstavn og Fødeland; thi medens de sorte, spillende Øine tydede hen paa Sydboen, syntes de stærkt fremstaaende Kindbeen og den uformelige Mund at være udsprungne af slavisk Herkomst, medens den krogede Næse, i Forbindelse med hans livlige Gestus, bragte Tanken til at vandre til Judæa og Samaria.

Henne i Græsset, halvt lænet op til en af de anseelige Bøge, sad en lille Pige, hvis livlige, lyse Øine vare fæstede paa en alvorlig, stor, plettet Hønsehund, hvis Hals hun var ifærd med at pryde med sit lyserøde Livbaand. Hendes Opmærksomhed var deelt mellem den tause Hund, der betragtede hende med et Blik, som om den snart ønskede at blive fri for disse Narrestreger, og de to Herrer, som endnu bestandig vandrede frem og tilbage ad den brede Skovgang. Hver Gang de gik forbi hende, tilkastede Agent Gram, saaledes hed den blonde Mand, hende et Blik fuldt af Faderstolthed og Kjærlighed, medens den Anden syntes at være saa dybt inde i Conversationen, at han aldeles ikke agtede hverken hendes eller Hundens Nærværelse.

»Veed Du af, Nero,« sagde den Lille, »at Du er en tosset Een? Nu har jeg hundrede Gange fortalt Dig, at jeg hedder Clara, og at vi skal have Lammesteg til Middag, og dog seer Du lige tvær og kjedelig ud. Hører Du?«

Hunden logrede med Halen og strakte sig kjælent henad Græsset imod den Lille, idet den lagde sin store Forlab paa hendes hvide Kjole.

»Ja, det hjælper Dig ikke,« vedblev hun, »at Du nu gjør Dig god igjen, ligesom Henry, naar han har faaet Harriet til at græde. Du er ikke alene tvær og kjedelig, men ogsaa ækel og styg, ligesom han, Fader taler med. Forstaaer Du?«

Nero syntes at være frygtelig kjed af det Hele, thi den gabede saa høit som en Hund formaaer det, og lagde derpaa Hovedet i sin Herskerindes Skjød.

»Hvor Du er uopdragen,« sagde den Lille, idet hun forgjeves søgte at støde Hunden fra sig. »Du gaber uden at holde Poten for Munden ligesom den ækle Italiener, der blev ved at hænge over Moder og mig igaaraftes, fordi han troede, at Harriet vilde komme ned fra sit Kammer. Veed Du af, at hun havde Hovedpine? Det faaer hun bestandigt, naar Hr. d'Acorda kommer, thi han lugter af Moskus, og det kan Harriet ikke taale. Og saa er Du lige saa ondskabsfuld som han; thi han fik Harriet til at græde en heel Formiddag, saa hun slet ikke kunde lege med mig, og lidt efter kom Moder ned og talte med hende, og saa græd de begge to; men Fader skjændte og sagde til Harriet, at hun skulde kjøre ud med den ækle Italiener i hans lille Vogn, uden at Moder var med. Men saa var det, at Du bed Trine i hendes Been, fordi hun vilde tage Dine Been fra Dig, og saa var det, at Fader tog d'Acordas Ridepisk og pryglede Dig saa forfærdeligt, at Du krøb heelt ind under Sophaen, og saa græd jeg med alle de Andre.«

»Hvad er det, Du sidder og snakker med Nero om?« spurgte Agenten, idet han venligt lod sin Haand glide igjennem Barnets guldgule Lokker. »Han forstaaer Dig jo ikke.«

»Nero forstaaer nu Alt, hvad jeg siger,« sagde den Lille freidigt og løftede sit blomstrende Barneansigt op imod Faderen. »Han bliver klogere med hver Dag, der gaaer, og jeg fortæller ham hver Aften min Dagbog, for at han skal huske paa det, indtil jeg bliver saa stor som Harriet og kan skrive det med rigtigt Blæk paa et Stykke Papir.«

»Hvor er Harriet?« spurgte Agenten og klappede Barnet paa Hovedet. »Har Du ikke seet Noget til hende?«

»Hun er ude at seile med Henry,« svarede den Lille, »men jeg maatte ikke komme med. De gik ned til Baaden, da vi havde spist til Middag, og jeg trak Nero med i en Snor, fordi jeg vilde ud at seile, og saa skulde Nero svømme bagefter; men saa sagde Henry, at Nero let kunde blive forkjølet, fordi Vandet var saa koldt, og Harriet sagde til mig, at jeg ikke kunde komme ud at seile, naar jeg intet Shavl havde. Og saa gav Henry mig en Honningkage, som han havde kjøbt hos Konen i Frederiksdal, for at jeg skulde gaae hjem igjen og ikke sige til Nogen, at de vare gaaede ud at seile.«

»Hm!« sagde Agenten, hvis venlige Ansigtstræk pludseligt forandredes. »Gaa nu hjem, Clara, Duggen begynder allerede at falde. Siig saa til Moder, at jeg kommer om et Quarteers Tid, og at hun maae have lidt tidligere Thee, fordi jeg iaften skal til Byen tilligemed Hr. d'Acorda, og bed med det Samme Hans om at spænde for Klokken halv Ni. Kan Du nu huske det?«

Clara fjernede sig, og Nero dansede gjøende foran hende, som om den blot havde ventet paa dette Øieblik. Agenten vendte sig om og smilede tilfreds ved Synet af den lette, livlige Skikkelse, hvis hvide Kjole og flagrende Lokker snart skjultes og snart kom frem imellem Stammerne, der belystes af den rødmende Aftensol. Derpaa lagde han atter Hænderne paa Ryggen og vendte sig mod sin Gjæst, der var ivrigt beskæftiget med at opføre forskjellige Talstørrelser i sin Noticebog.

»De antager altsaa,« sagde Agenten, idet de paany fortsatte deres Vandring, »at man maae vente en Baisse paa østerrigske Fonds i næste Uge. Mener De, at man bør realisere imorgen eller vente et Par Dage og see det an?«

»Jeg har allerede sagt Dem min Mening,« svarede den Anden, »realiseer strax, à tout prix. Det nye Laan vil blive aabnet i næste Uge, og de østerrigske Fonds ville naturligviis falde end yderligere.«

»Og De vedbliver bestandigt at holde fast paa,« spurgte Agenten noget usikker, »at den frigjorte Capital bør sættes i italienske Jernbaner? Det forekommer mig -«

»Per Baccho!« afbrød den Anden ham med en utaalmodig Gebærde. »Jeg har jo forklaret Dem hele Planen og sat Dem ind i Situationen til en Fuldkommenhed, som De ikke kunde vente hos nogen Anden end hos mig, der er saa vel inde i begge Selskabers Affairer og selv med hele min Formue indestaaer for Foretagendet. Har jeg nogensinde før raadet Dem feil, Hr. Agent?«

»Nei, misforstaa mig ikke,« sagde Agenten ivrigt, »jeg har den fuldeste Tillid til Dem. Nei, jeg mener blot, at naar man med hele sin realisable Formue gaaer ind paa et Foretagende, saa ønsker man -«

»Javist, javist,« afbrød den Anden, idet han med Sydboens hele Livlighed næsten gesticulerede med hele Figuren, »jeg forstaaer saa godt, at De frygter for, at Foretagendet skal mislykkes, men De glemmer bestandigt vor gjensidige Stilling. Jeg indestaaer for Foretagendet med hele min Formue, og De omtrent med ni Tiendedele af Deres. De veed, at jeg elsker Deres Steddatter og haaber at erholde hendes Samtykke, ligesom jeg har Deres; troer De da, at jeg vilde frie til en Pige, hvis Formue hang mellem Himmel og Jord? Troer De, at jeg vilde give min Haand til en Dame, hvis Fader kunde være ruineret i Løbet af et Par Uger?«

Agenten studsede et Øieblik over den cyniske Ligefremhed, hvormed den Fremmede støttede Foretagendets Rentabilitet; men da han saae, at d'Acorda med den ligegyldigste Mine af Verden afmeiede det ene Skud efter det andet paa en Hybenrose, som stod ved Veien, trængte han det Svar tilbage, som alt svævede ham paa Læberne og sagde blot:

»Altsaa paa Onsdag?«

»Onsdag Middag,« gjentog d'Acorda, idet han paany fik Noticebogen frem, »Klokken halv To, om De saa behager, og femhundrede Actier, ikke sandt?«

»Jo,« svarede Agenten, snappende efter Veiret som Een, der kommer op efter en alvorlig Dukkert, »fem - femhundrede Actier.«

»Meget vel,« svarede d'Acorda, der noterede paany, »De gjør en brillant Forretning.«

»Ja,« stammede Agenten, »hvis blot ikke Englænderne komme vort Project i Forkjøbet og faae Concession af den italienske Regjering paa deres Linie, som unegteligt vil frembyde større Fordele.«

»Større Fordele?« gjentog d'Acorda med en haanlig Latter. »Større Fordele? Ja, for Publicum ubetinget, men ikke for Entrepreneurerne. Desuden kan jeg forsikkre Dem om, de faae ikke denne Concession; Stemningen hos Regjeringen er ikke for England. De Liberale skraale op i Bladene og ville ikke staae under engelsk Indflydelse i nogensomhelst Retning, uagtet en stor Deel af dem mere eller mindre leve af at flaae reisende Englændere. Apropos om disse Englændere, det forekommer mig, at denne Sir Henry, som jeg har truffet i Deres Huus, har en temmelig stor Indflydelse der. Det forekommer mig, at han ligesom gjør et vist Indtryk paa Miss Harriet, ligesom Deres elskværdige Frue synes afgjort indtaget for ham.«

»Aa, kald ham ikke Sir,« svarede Agenten ærgerlig, »og hende ikke Miss; det bruge vi her i Landet kun til Katte. Vel er min Kone Englænderinde, og Henry, som slet ikke er andet end Polytechniker, er vistnok ogsaa af engelsk Oprindelse, men derfor have vi dog ikke indført engelsk Skik og Brug i mit Huus.«

»De siger om Sir Henry,« frittede d'Acorda, uden i mindste Maade at bekymre sig om Rettelsen, »at han maaskee er af engelsk Oprindelse. Det klinger noget mærkeligt om en ung Mand, som nu, efter hvad Deres Frue har fortalt mig, i en fire eller fem Aar har været stadig Gjæst i Deres Huus; og jeg kan ikke undlade at bemærke, at det virkelig af og til forekommer mig, som om der var mere end et begyndende Forhold mellem Deres elskværdige Datter og ham.«

En pludselig Tanke foer gjennem Agentens Hoved, en af disse Tanker, der liste sig ind i Sjælen ad Mistroens og Mistankens Bagtrapper. Det var Tanken om, at d'Acorda muligt vilde bedrage ham i en Handelsspeculation og allerede anlagde de første Miner, for senere at kunne sprænge den paatænkte Forbindelse i Luften. Agenten overveiede et Øieblik de fælles Garantier imod hverandre, og da han efter Regnestykkets Opgjørelse fandt dem betryggende, svarede han smilende:

»De synes at længes stærkt efter den ottende September, som efter vor gjensidige Overeenskomst er ansat til Declarationen. Imidlertid kan De fuldkomment berolige Dem, hvad Henry angaaer. Han har nu, som De selv siger, i fem eller sex Aar besøgt vort Huus uden at erklære sig for Harriet. Aa, spar den Rose tilhøire! Den er podet og har nylig slaaet an - desuden, hvad var det nu, jeg vilde bemærke - naar Folk som Henry, der er saa ung og letsindig, har saa mange Penge ihænde, som han nu engang har, saa tænke de ikke paa Giftermaal. De skulle have Tid til at løbe Hornene af sig, og komme først i det ægteskabelige Slutteri, naar de ikke længere kunne honorere de Vexler, som Livet i Kjøbenhavn trækker paa dem. Henry tænker ikke mere paa Ægteskab end bag paa min Haand. Harriet kom vel noget ud i de første Aar, men saa blev hun syg og skrantede, saa vi først havde hende liggende et heelt Aar, og siden maatte tage hende med til Italien. I al den Tid kom Henry ikke i vort Huus, og har Harriet nogensinde syntes om ham, saa er det vistnok gaaet over, da han lod hende ligge under hendes Sygdom og nok morede sig ganske godt i Kjøbenhavn, efter hvad jeg har ladet mig fortælle.«

Det var med en vis Tilfredsstillelse, at den snue Agent iagttog den Overgang fra Skinsyge til Beroligelse, som viste sig i d'Acordas vexlende Træk. Imidlertid vilde han prøve, om Isen ogsaa virkelig var sikker, ved endnu en Gang at føre ham ud paa den, og han vedblev derfor:

»Imidlertid kan det jo gjerne være, at Henry i det sidste Aar har skiftet Anskuelse og maaskee nærmet sig Harriet noget. Han er bleven mere stadig, efter hvad jeg hører, og tænker nok i denne Vinter at tage sin Examen, skjøndt han ikke behøver den; thi naar man som han har en fire, fem tusinde Daler i aarlig Indtægt, trænger man ikke til at sultefødes paa et Contoir, men kan jo gifte sig, naar man vil.«

»Accidente!« mumlede d'Acorda mellem Tænderne, medens Agenten med indre Tilfredshed betragtede de umiskjendelige Tegn paa Jalousie, som hans Ord havde frembragt. »Hvor har han da de Penge fra, hvis han ikke er Søn af en eller anden rig Englænder?«

»Ja, derpaa kan jeg ikke svare Dem,« sagde Agenten tørt, »thi det Forhold, hvori jeg er sat til ham, forbyder mig det. Jeg er egenligt kun hans Banquier, og han er formodenlig en rig Arving, der forstaaer at bruge, hvad han faaer. Det er ellers ganske morsomt. Det falder mig netop ind, at vi snart have hans Fødselsdag, Dagen for hans Myndighedsalder, saa kan De dog faae den store Hemmelighed at vide. Det vil da sige,« fortsatte Agenten med et hurtigt Blik, »dersom ikke Henry kommer Dem i Forkjøbet. De har dog aabnet mine Øine og har maaskee en Rival, hvor man mindst skulde vente det. Det er jo ganske morsomt.«

Det lod imidlertid ikke til, at den hidsige Italiener fandt Morskaben synderlig stor, thi han blev ligesaa guul som Elfenbeenshaandtaget paa hans Spanskrørsstok og sagde med sittrende Stemme:

»Jeg haaber, Hr. Agent, at De ikke glemmer vor Overeenskomst. Alt kan gaae tilbage endnu, og jeg vil, efter hvad De har meddeelt mig, ansee mig forpligtet til at holde Sagen svævende, indtil et Ægteskab har gjort Forholdet bindende. I ethvert Tilfælde vil en Forlovelse med Sir Henry være et Brud med Cavaliere d'Acorda.«

Det var med en næsten slangelignende Hvislen, at den skinsyge Italiener fik Ordene pressede frem mellem sine sammenknebne Læber, men det var med en ublandet Glæde, at den snilde Agent ledsagede sin Gjæst gjennem Skoven i det begyndende Tusmørke, og havde han havt den Vane at tænke høit, vilde man hvert Øieblik have hørt ham udbryde:

»Jeg har ham, jeg har ham!«

Den dalende Sol havde endnu kun et lidet Stykke tilbage til Horizonten og kastede sit sidste Glanslys ind imellem Aasevangens smekkre Stammer, hvor den farvede Græsset og de lavere Buske med et næsten kobberagtigt Skjær. Ude paa Søen spillede dens Straaler hen over de smaa, toppede Bølger, der brødes i den svage Aftenbrise, som netop var stærk nok til at fylde Seilet paa en elegant Baad, der, rigget efter neapolitansk Mønster, førte sit lette Latinerseil med samme Elegance, som en neapolitansk Donna sin Vifte og sit Slør. Denne Baad, som Agenten havde kikket efter, hver Gang han standsede ved den ene Ende af Gangen, hvor der var Udsigt over Vandet, havde med en vis Haardnakkethed holdt sig paa den modsatte Side af Søen ind under Dronninggaards Næs og d'Auchamps Plantage, hvor den, ført af en øvet Haand, havde krydset under smaae Slag mellem de nævnte Steder. Neppe havde imidlertid Agenten og hans italienske Ledsager forladt Aasevang, førend det lille Fartøi gjorde en Vending og, let som en Maage, stod ind mod den lille Landingsbro, som laae ved Foden af de Bakker, der her fra Aasevangen falde brat af imod Furesøen. Da Baaden omtrent var en halvhundrede Alen fra Land, sprang en ung Mand, iført en elegant engelsk Sportmans-Dragt, op paa den midterste Tofte og strøg det brede Latinerseil i en Haandevending. Derpaa løb han med en Sikkerhed, hvorover ingen Sømand behøvede at skamme sig, langs Relingen henimod Stavnen, greb Baadshagen og gjorde sig parat til at tage imod Stød i det Øieblik, Baaden nærmede sig Landingsbroen. Som han saaledes stod, let og fri, belyst af den synkende Sol, med Forkroppen bøiet noget fremad og hvilende fast paa den smalle Stavn, tog han sig næsten ud som en Athlet beredt til at optage Kampen, eller som en Jæger, der i spændt Forventning iagttager sit Bytte for at kunne give det Dødsstødet, medens han samtidigt dermed havde hele en Sømands sikkre Holdning og kraftige Energie. Den bredskyggede Panamahat var skudt lidt tilbage og fremhævede i lige Grad hans aabne, solbrændte Ansigt og hans mørkebrune, noget krøllede Haar. Alle hans Træk, hvad enten man saae hen til hans brede Pande, stærke, noget krummede Næse eller hans bestemte, maaskee noget store Mund, røbede Kraft og Energie, parret med godmodig Aabenhjertighed og et vist jovialt Udtryk, som man ikke saa sjeldent træffer hos vore Søfolk. Hvad der navnlig bestemte denne Side af hans Physiognomie, var et Par prægtige, godmodige, men tillige kloge Øine, der lyste med en vidunderlig violblaa Glans. Han kunde gaae for en forklædt Sømand, om saa skulde være, men han kunde ogsaa, hvad alt hans fiintformede Hænder noksom antydede, være en ung Mand af Stand, der af Lyst til Søen havde gjort sig fortrolig med en Sømands Gjerning. Baaden stevnede endnu i fuld Fart lige ind imod Landingsbroen, men da den havde naaet denne paa en tre Favnes Længde, gjorde den en coquet Vending og strøg med en forbausende Sikkerhed langs Kanten af Broen, dog uden at berøre denne.

»Bravo, Harriet!« raabte han. »Du styrer jo brillant. Vent blot et Øieblik, til jeg har gjort Fangelinen fast, saa skal jeg komme og hjælpe Dig.«

Den unge Pige, hvis Opmærksomhed hidtil havde været fæstet paa Baadens Bevægelser, hævede sit Hoved iveiret og saae paa ham med et underligt, halvt stolt, halvt veemodigt Smiil. Havde han bemærket det længselsfuldt higende Udtryk i disse mørktfarvede Øine, havde han hørt det lette Suk, der undslap disse smaae og fiintformede Læber, men som var saa svagt, at selv Sivenes Midasøren neppe opfattede det, da havde han visselig ikke gjort Fangelinen fast med den Ro, hvormed det skete.

Hun reiste sig op i Agterstavnen af Baaden, og idet hun med Haanden skyggede for Aftensolen, speidede hun op imod Land og hviskede sagte:

»Ere de borte?«

»Javist, for længe siden,« svarede Henry uden at vende sig.

Et langt dybere Suk end det forrige undslap igjen den unge Pige, hvis fine, melancholske Træk syntes at tyde paa, at hun alt havde lidt mere af Livets Gjenvordigheder, end der ellers tildeles saa ung en Alder.

»Min Gud, hvor Du sukker!« udbrød Henry, idet han gjorde den sidste Løkke fast. »Jeg kan høre det heelt herhen.«

Den unge Pige svarede Intet, men medens hun bukkede sig ned efter en lille Kurv med blomstrende Aakander, spillede der et Træk om hendes Mund, som i Forbindelse med den fugtige Glans i hendes Øine røbede, at hun var nærved at briste i Graad, og hvad enten det nu var for at skjule dette eller for at forvisse sig om, at der virkelig Ingen var i Skoven, bøiede hun sig paany frem over Baaden og skyggede med Haanden for Øinene.

Et Øieblik efter stod Henry ved hendes Side. Han betragtede hende med et lykkeligt, tilfreds Blik og sagde:

»Harriet, veed Du, hvem Du i dette Øieblik ligner? Kan Du huske den Sommer, da jeg lige var blevet Student, og da vi vare sammen i Bjerrelide Præstegaard? Der hang paa Væggen i Havestuen et Billede, som jeg den Gang drillede Dig med. Det forestillede en ung Hinduerinde, som, belyst af Aftensolen, og halvt skjult af Siv og Rør, staaer ved Bredden af Ganges og speider med Haanden over Øiet efter den hellige Lotusblomst, som først aabner sin Krone og udsender sin Vellugt, naar Solen synker. - See nu,« vedblev han, idet han greb en af Aakanderne og kastede den ind mellem Rørene, »nu er Billedet fuldstændigt. Der svømmer Lotusblomsten paa Ganges, hvor Sivene hviske til hverandre om Fred, Lykke og Kjærlighed, og der staaer Du som Hinduerinden, lyttende til Aftenvindens Suk og speidende efter den hellige Blomst. Men jeg - ja, for mig bliver der vel neppe nogen Plads i Billedet. Det maa da være den hellige Bramin, der holder sig til Risengrød og Vand?«

Hun rystede paa Hovedet og svarede:

»Du mener ikke, hvad Du siger. Aldrig kan jeg komme til at ligne det deilige Billede, som Du omtaler. Det var Synd af Dig den Gang at drille mig med det, ligesom det nu er Synd at ville smigre mig med Noget, som jeg staaer saa langt under. Hvorfor satiriserer Du altid med Dine egne Følelser? Er det da nødvendigt, naar der gaaer en skjøn Stemning igjennem Din Sjæl og former sig til et ædelt Billede, da at rive det ned igjen ved at slaae en eller anden Narrestreg over det Hele? Du tryllede ved et Par Ord en heel Billedrække frem for mig, og jeg følte hvert enkelt af dem saa fuldt. Har Du glemt den Tid?«

»Nei,« sagde Henry, »det har jeg ikke; det var en lykkelig Tid der i Bjerrelide. Husker Du den Eftermiddag, da jeg kom med Præstens Vogn, som havde hentet mig i Holbæk, og havde mit præ ceteris malet med Kridt paa begge Sider af Ruffet? Husker Du, at Du med egen Haand syede den lille antike Mynt, som Du havde faaet af Din Onkel, og som forestillede Pallas Athene, fast paa min Studenterhue istedetfor den hæslige Tinklat, som Bundtmageren havde forsynet den med? Husker Du, at Din gamle Onkel drillede mig med at paastaae, at de fleste Studenter havde Pallas Athene udenpaa Panden istedetfor indeni?«

»Ja,« svarede hun tankefuldt, »jeg husker det Altsammen.«

»Men,« vedblev Henry og greb hendes Haand, »husker Du ogsaa den sidste Aften, da Sommerferien var forbi, og da jeg den næste Morgen igjen skulde tage ind til Kjøbenhavn? Kan Du erindre den? Det var en Aften næsten som denne, mild og varm, skjøndt det var i Begyndelsen af September. Skarritssøen laae saa rolig og blank som et Speil. Alt var saa stille; der bevægede sig ikke et Blad, og vi kunde høre hver Fisk, som slog mellem Rørene. Vi vandrede alene sammen langs den lille Sti, som følger Søen, og da Maanen stod op, satte vi os paa Stenten ved det gamle Skarritsholm, og morede os med at lægge Planer og bygge Luftcasteller, medens Maanen kastede sin Lysstribe hen over Søen og lyste for os, da vi gik tilbage. Jeg var noget elskværdigere den Gang; var jeg ikke?«

»Jo,« hviskede hun med dirrende Læber. - »Og bedre,« føiede hun sagte til.

»Ja bedre,« gjentog han ligesom ved sig selv. »See,« vedblev han, »det er nu en Aften næsten ligesom hiin. Solen vil snart være sunken ned, og Maanen vil komme for at kaste sin Lysbro hen over Søen, og Alt vil blive saa stille, at vi ville kunne høre hver Fisk, som plasker mellem Rørene. See Dig omkring, er det ikke ligesom hiin Aften ved Skarritssø? Der ligger den lille Bro, der gaaer den smalle Sti langs med Søen, og der ligger Hjortholms Ruiner lige saa hensmuldrede som Skarritsholms. Siig mig, Harriet, vil Du følge mig langs Stien? Vi ville gaae til Hjortholm, og Maanen vil lyse for os, naar vi gaae tilbage.«

»Henry,« svarede hun, og hendes Stemme skjælvede, »hvad hjælper det at ville kalde de svundne Tider tilbage? Du har forandret Dig meget siden den Tid, og Dine Tanker have faret saa vide om, at Du neppe husker Dig selv rigtigt. Den stille Skov, det rolige Vand, Maanens Glimt over Søen og Fiskenes Legen i Rørene - alt Det kan Du skaffe mig igjen; thi Naturen forandrer sig aldrig. Men Du og jeg ere ikke længere de Samme; der er runden for megen Tid siden den Aften.«

Han saae et Øieblik taus og tankefuld paa hende, men hun udholdt hans skarpe, gjennemtrængende Blik og sagde med tiltvungen Fatning:

»Vi maae hjem. Det er allerede silde, og Du veed, at jeg siden den Tid har faaet en Fader, som ikke holder af, at jeg lader ham vente.«

Han greb hende i sine Arme og løftede hende som et Barn op paa Broen; men idet han hævede hende op, berørte hans Læber hendes. Hun blev blussende rød. Kurven med de hvide Blomster faldt ud af hendes Haand, og Aakanderne spredtes over Baaden, medens hun selv, let som en Fugl, ilede ind imod Land.

Henry stirrede et Øieblik efter hende. Derpaa samlede han omhyggeligt de spredte Blomster op, og idet han greb Kurven for at lægge dem deri, betragtede han den et Øieblik og hviskede ved sig selv:

»Mon hun blev vred? Jeg vil have Vished, hvad det saa skal koste. Vei var jeg bedre den Gang, men slet er jeg ikke endnu.«

Han naaede Harriet, som var blevet staaende, hvor Stien til Aasevang skar den, der løber langs med Søbredden. Hun stod bøiet over nogle enkelte, høie Skovblomster, beskjeftiget med at afplukke nogle af Bladene for at skjule sin Forvirring. Pludseligt trak hun Haanden til sig med et svagt Udraab, ligesom Henry nærmede sig.

»Hvad er det?« spurgte han deeltagende.

»Min Gud,« svarede hun smilende, »jeg troer, jeg drømmer. Der var en Blomst, som slog mig over Fingrene. Det var den høie der med de enkelte, gule Blomster. Hvad hedder den?«

»Impatiens noli tangere,« svarede Henry. »Det betyder den Utaalmodige, som ikke taaler at berøres. Naar blot man rører ved dens Frøkapsler, springe de op, rulle sig tilbage og kaste trodsigt de lette Frø i Ansigtet paa Angriberen.«

»Hvor den ligner Dig,« hviskede Harriet sagte. »Som Du higer den utaalmodig efter at bortkaste, hvad den har brugt et helt Liv om at forberede; som Du aabner den sig for Enhver, der blot kommer i den svageste Berøring med den, og kaster Forfængelighedens lette Frø ind i Hjertet paa den, der ikke aner at have berørt den.«

»Du dømmer mig for haardt,« sagde Henry nedslaaet. »Vel er jeg utaalmodig og ustadig; men hvad Godt og Ædelt, jeg een Gang har modtaget, det gjemmer mit Hjerte som et helligt Frø, der spirer og sætter Blomst, og det spreder jeg ikke som denne lunefulde Plante for alle Vinde. Men Du, Harriet, lignede i Dine første Aar den amerikanske Dionæa, som fanger hver Sommerfugl og hver lille Bi, der betroer sig til dens Blade, og som ikke aabner dem igjen, før dens Fange har sprællet sig tildøde.«

»Henry!« raabte Harriet smerteligt. »Skal jeg af Dig atter høre denne Bebreidelse, som jeg kun troede udspredt af dem, der meest ønskede at forbittre mit Liv? Skal jeg høre den af Din Mund, Du, som bedst af Alle veed, at om jeg end ikke er heel skyldfri, saa dog hvor værgeløs jeg er lige over for denne Anklage? O, denne Aften har været saa lys og saa lykkelig, hvorfor vil Du da bebyrde mig saa tungt, inden jeg gaaer til et Hjem, hvor Du veed, at endnu større Byrder vente mig?«

»Tilgiv mig!« raabte Henry, idet han knælende sank ned for hendes Fødder. »Tilgiv mig, Harriet! Det var atter den saarede Forfængeligheds Dæmon, der talte ud af mig, denne Dæmon, som jeg har saa ondt ved at bekæmpe, og som har forfulgt mig hele mit Liv. Du er saa ædel og saa god; men Du slutter Dig inde og lukker som Mimosen ængsteligt de fine Blade sammen saasnart en ublid Haand berører dem. Aabn dem igjen, som hiin underfulde Plante gjør, naar der bliver Stilhed omkring den! Slut ikke for bestandig hver Tvivl og hver Smerte inde i Dig selv!«

»Reis Dig, Henry!« hviskede hun neppe hørligt og dækkede Ansigtet med begge sine Hænder. »Lad mig gaae! Vi to maae ikke oftere mødes. En Plante kan forbløde af smaa, men ideligt tilføiede Saar, og der gives Indtryk saa stærke, at Sjælens fine Blade ikke kunne aabne sig efter dem.«

Hun vendte sig bort og hulkede høit. Henry reiste sig op og blev et Øieblik staaende maalløs foran hende; men da hun vendte sig for at gaae, greb han hende med den ene Haand om Livet og drog med den anden hendes fine Hænder bort fra et Ansigt, der var saa kummerfuldt og fortvivlet at han rystedes deraf.

»Harriet,« raabte han ængstelig, »saaledes kan og vil jeg ikke skilles fra Dig. Jeg maa tale med Dig, og Du maa høre mig, om ikke for Andet, saa fordi jeg veed, at jeg har en stor Uret imod Dig, som jeg aldrig vil kunne forsvare for mig selv. O, fat Dig, hør op med at græde! Jeg kan ikke taale at see Dig saaledes. Hør mig blot et Par Minutter, thi mere end eet Livs Lyksalighed kan afhænge deraf.«

Han drog hende tættere ind til sig og førte hende hen imod den lille Sti, der løber langs med Søen. Hun lod sig lede af ham som et villieløst Barn, medens den ene Taare efter den anden rullede ned ad hendes Kinder, der kun tog Farve af de sidste Solstraaler, som spillede ind igjennem Løvet. Saaledes naaede de en lille Plet, hvor Underskoven pludseligt aabnede sig, og hvor Henry selv havde anlagt en Mosbænk under en af de høistammede Bøge. Han tvang hende blidt til at sætte sig, og idet han selv tog Plads ved Siden af hende, vedblev han:

»Harriet! Jeg maa skrifte for Dig, jeg maa tale frit og aabent med Dig; thi det aner mig, at vi for længe have spillet en Comedie, der har opført en Muur imellem os, som kan skille os for bestandigt. Da jeg første Gang saae Dig, Harriet, elskede jeg Dig! - O, reis Dig ikke, fortørnes ikke over mine Ord! Ved Gud, jeg skrifter ærligt for Dig. Ja, jeg elskede Dig - elskede Dig saa varmt og fyrigt, som man kun gjør, naar man modtager den første Kjærligheds høitidelige og hellige Indvielse. Men jeg var saa ung, jeg saae i Dig et Ideal, som jeg neppe turde nærme mig; og hvad der hiin Aften ved Skarritssøen bandt min Tunge, var Frygten for ved et Afslag at miste en Helligdom, som fyldte min Sjæl, selv naar jeg beundrende betragtede den i Frastand. Saa var det, at Du kom til Kjøbenhavn. Jeg traf Dig atter, men det var i Din Stedfaders rige, glimrende Huus, og Du forekom mig saa forandret. Du var ikke længer Dig selv; Du var den unge, rige, straalende Baldame, Soiréernes feterede Dronning, og jeg den keitede Student, som blendedes af det Guld, der glimrede fra en Portepèe eller en Kammerjunkers broderede Krave. Hvor tidt fløi ikke mit Hjerte imod Dig, naar Du stod omgivet af den Sværm, som jeg Daare ikke havde Mod til at gjennembryde, eller naar Du hvirvledes i Dansen med en eller anden skjoldet eller hjelmet Ubetydelighed, medens jeg slugte enhver af Dine Bevægelser, opfangede hvert Glimt af Dine Blik, lænet til en Dørstolpe eller skjult bag et Gardin. Hvor ofte har jeg ikke fulgt Din Vogn blot for at see Dig stige ud? Hvor ofte har jeg ikke staaet timeviis skjult i Parterret, blot for at opfange Dit Billede i det enkelte Øieblik, Du bøiede Dig over Logens Rand? Da var det, at der indtraf en Begivenhed, som Andre vilde kalde en Lykke, men som for mig blev en Kilde til Sorg og Fortræd. Jeg blev riig, rigere end Du maaskee aner, og langt rigere, end en Mand i min Alder har godt af at være. Fra mit et og tyvende Aar modtog jeg gjennem Din Fader hvert Aar paa min Fødselsdag en betydelig Sum uden at ane, fra hvilken Haand denne Overflod strømmede ud. Din Fader var venlig imod mig, bad mig betragte hans Hjem som mit og drog mig ved alle Leiligheder til det. Jeg saae Dig igjen, fri for al den Gjøgl og Usandhed, der omhyller Selskabslivet, og det forekom mig, at Du igjen næsten var den unge Pige fra Bjerrelide. Næsten, og dog ikke ganske. Du var venlig, god og elskværdig imod mig, men - o, saa lav kan Guldet gjøre et Menneske - jeg troede, at Du, vant til Pragt og Overdaadighed, vant til at beundres og feteres, tragtede efter det istedetfor efter mig. O, Harriet! Aldrig kan jeg nogensinde tilgive mig denne Mistanke, som et Par Ord, jeg en Gang hørte Din Fader udtale, kun tjente til at bestyrke; men saa lavt jeg den Gang tænkte om Dig, saa ærligt bekjender jeg det nu. Da kom hiin ulykkelige Eftermiddag, som Du nyligt erindrede mig om, og som jeg selv desværre aldrig kan udslette af mine Tanker. Jeg var fuld af Bitterhed imod Dig, af Had til Verden og af Foragt for mig selv. Jeg udtalte, hvad jeg troede om Dig. Jeg kaldte Dig en Modedame og Coquette, der offrede Alt for en kort, forfængelig Lyst. Jeg sønderrev hvert Baand, der var knyttet imellem os, uden i min Heftighed at betænke, at jeg sønderrev Dit Hjerte. Ak, jeg husker det altfor vel. Da var det, at Du blev saa syg, og jeg Usling tænkte ikke et Øieblik paa, at Sjælen har Sygdomme, der ere farligere og smerteligere end Legemets. Det faldt mig ikke et Øieblik ind, at jeg hiin Eftermiddag maaskee havde udstrøet en Gift, der langsomt fortærede Dig. Jeg vilde være fri, jeg vilde glimre som den unge, uafhængige Rentier, og jeg styrtede mig paany ind i Selskabsvrimlen; men det conventionelle Livs stive Former behagede mig ikke, og jeg havde jo ikke længere nogen Attraa, der med uimodstaaelig Magt drog mig derhen. Nu var det mig, der blev beundret af den gabende Flok, feteret af Skjønhederne og complimenteret af Mødrene, som i mig saae det gode Parti, der stod ledigt paa Torvet. Jeg væmmedes derved, og gjennem al den Opsigt, jeg gjorde, følte jeg dog tidt den bittre Braad. Jeg var jo Parvenuen, den mystiske unge Mand med de mange Penge, men som hverken kjendte sin Fader eller sin Moder. O, Du veed ikke, hvor dette kan pine og kue et Menneske; men jeg var stolt og vilde ikke lade mig tvinge af Noget. Du reiste til Italien, og jeg saae Dig ikke engang til Afsked. Du skrev mig engang til fra Venedig; jeg brændte Brevet og svarede ikke derpaa. Jeg var blevet forhærdet, der klæbede en Forbandelse ved disse Penge, de gjorde mig ond og mistroisk, og jeg søgte ikke længer det gode Selskab, men det slette. O, Harriet, see ikke saa bedrøvet paa mig! Jeg kan ikke taale den milde Glans i Dine Øine! Den gjør mig mit Skriftemaal saa svært, og dog maa jeg føre det til Ende. Ja, jeg førte et Liv, som pirrede mig, fordi det dannede saa grel en Modsætning til den Side af Verden, hvori jeg tidligere havde bevæget mig, og dog - det er næsten forfærdeligt at sige - jeg fandt i dette ikke nær saa megen virkelig Slethed, ikke nær saa megen Jammerlighed, ikke nær saa megen Ondskab og Bagtalelse, som i hiint. Jeg følte, at jeg var paa Veie til at gaae tilgrunde, og dog kunde jeg ikke høre op. Det var, som om en Dæmon sporede mig fremad, som om han vilde friste mig til at søge min Glæde i det Onde. Da var det, Du kom tilbage, da var det, at jeg af Din Moder fik at vide, hvor syg og elendig Du havde været, hvor taalmodig Du havde baaret Dine Lidelser, hvor mildt Du dømte om mine Feil. Da var det, at jeg saae Dig igjen som hiin første Dag i Bjerrelide Præstegaard, ædlere, skjønnere og mere lutret end paa hiin Dag, og da besluttede jeg at sige Dig Alt, selv paa mit Livs og min Lykkes Bekostning. Og nu, Harriet, kan Du tilgive mig? Kan Du lade være at foragte en Mand, der har forsyndet sig som jeg? O, hvis Du ikke kan det, da vil jeg ikke vredes paa Dig derfor! Forstød mig og forkast mig, hvis Du vil, thi jeg staaer saa langt, langt under Dig, men Eet skal Du vide: Jeg har elsket Dig fra den første Dag, vi saaes, jeg har elsket Dig trods min Blindhed og Forvildelse, og jeg vil aldrig ophøre at elske Dig, før Dødens Skygger tilsløre mit Blik!«

Hun havde imod Slutningen af hans Tale lænet sig tilbage mod den store Bøg og fulgt hver Mine i hans Ansigt med ængstelig Opmærksomhed, men ved hans sidste Ord reiste hun sig op med en Mine, som om hun forfærdedes ved hans Lidenskab.

Henry standsede hende og hviskede bønligt:

»Har jeg fornærmet Dig? Var min Tale for dristig? O, hvis Du ikke kan elske mig, saa lad mig i det Mindste høre, at Du tilgiver mig.«

Hun vendte sig om imod ham. Taarerne hang endnu som Dugperler i de lange, sorte Øienhaar, men der var en forklaret Glans i hendes Blik, da hun slyngede sine Arme om hans Hals og hviskede:

»Henry, jeg har ofte bedet til Gud om, at han vilde føie det saa, at jeg kunde blive Dig en Søster; men aldrig har jeg troet, at jeg skulde blive saa lykkelig som i dette Øieblik.«

Han tog hende om Livet, trykkede hende tæt op til sig og sagde:

»See, nu gaaer Jordens Sol bort, der er kun en Linie af dens blodrøde Skive over Horizonten; men seer Du, hist over Hjortholm staaer vor Sol, de Eiskendes Sol, Freias lysende Stjerne. Om Aftenen tænder den sit Blus før nogen af de andre Stjerner. Den blender ikke som Solen, forraader ikke som Maanen, den lader Natten beholde sit skysorte Slør, som skjuler de Eiskendes Gang, men selv er den det lysende Tegn, der kalder til Mødet.«

Hun saae op paa ham med et Blik, der lyste af den inderligste Kjærlighed, og sagde:

»Sværmer og Drømmer! Hvem kunde troe, at Du skulde blive det? Kan Du huske, hvor haardt Du engang udtalte Dig derimod, og hvorledes Du kaldte det Sentimentalitet og Narrestreger, som Himlen maatte bevare enhver sund Natur for? Kan Du huske, at Du vilde have, at vi stakkels Piger skulde lære Mathematik som Modvægt mod vort Sværmeri? Og nu?«

»O,« svarede han, krystende hende i sin Favn og bedækkende hende med Kys, »jeg har været blind og døv for Livets egentlige Kjærne. Jeg har som den vantroe Thomas hver Dag seet Kjærlighedens Undere for mine Øine uden at ville troe derpaa. Sværmer og Drømmer? Hvad er Livet Andet end Sværmeri og Drømme. See Dig omkring! Nu ruller Nattens Karm frem over Jorden og ender Dagens travle, møisommelige Værk, for at Aandernes Liv kan begynde. Mærker Du ikke, at hver Blomst dufter stærkere, at Skoven drager sit Aandedræt dybere og fylder Luften med sin Aande? Seer Du ikke, hvor Skyerne mødes, glødende og glimtende, og hvor Stjernerne søge hverandre paa deres Gang? Seer Du, hvor Søens og Engens Alfer stige frem som hvide Taageskikkelser, der smelte sammen med hverandre, og hvor Duggen som Kjærlighedens Graad glimter i hvert Blomsterøie, Du gaaer forbi? Hører Du ikke, hvor Aftenklokkens Klang blander sig med de underlige Toner, der stige op fra Søen, der hviske mellem Skovens Stammer og lege mellem Rørene? Det er Naturen, der smelter sammen i Kjærlighed. O, Harriet! I et Øieblik som dette kunde jeg falde ned og tilbede Naturen! I et Øieblik som dette, kan jeg forstaae Kong Volmers Ord: »Lad Herren beholde sit Himmerig, naar jeg blot har Tove og Gurre.««

»Tys!« hviskede hun, idet hun lagde Haanden paa hans Mund. »Det er ugudelige Ord, Du taler, og jeg føler mig allerede som hiin Græker, hvis Ring den stumme Fisk bragte tilbage. Jeg er ikke skabt for al denne Lykke; den overvælder mig.«

Han skød en Guldring af sin Finger, en glat Slangeguldring, i hvis Øine der funklede to Diamanter, og satte den paa hendes Finger.

»Det er Polykrates Ring,« sagde han smilende, »og jeg er som den. Du kan forstøde mig, kaste mig, hvorhen Du vil: jeg kommer dog altid trofast tilbage. Kom, Harriet! Vi ville vandre ad den lille Sti langs Søen for at drømme paa Hjortholms Ruiner; vi ville paany gjennemleve den lykkelige Aften fra Bjerrelide.«

Seent ud paa Aftenen gik Henry alene over det bakkede Parti af Dyrehaven, der fra Fortunen falder af imod Sundet. Hans lette, energiske Gang var dobbelt saa elastisk som ellers, hans Holdning dobbelt saa freidig, hans klangfulde Stemme dobbelt saa klar, thi det var lyse Billeder, der drog gjennem hans Sind. Maanen var alt sin Nedgang nær, men kastede dog endnu hist og her enkelte Sølvstænk ind imellem Træerne, hvor Daa og Hjort forskrækkede tog Flugten i lette Spring ved Lyden af hans Stemme. Ude i Horizonten laae Sundet glimrende og blankt som et hvidt, vatret Sølvbaand, der spillede i Maanelyset. Ovre mod den svenske Kyst stode som Bjerge, mægtige, sorte Skymasser, hvis øverste Toppe belyste af Maanen, tog sig ud som skinnende Iisbræer. Af og til straalede enkelte, fjerne Lynglimt ud bag disse optaarnede Skybjerge og gav dem momentviis en zittrende, lysende Glans, der næsten lignede den, som Gletscherne udsende, naar de bestraales af Solen. Henry betragtede dette begyndende Forspil til et sig nærmende Uveir uden at bekymre sig om Andet end dets Skjønhed, og selv da Tordenen som rullende Artillerisalver begyndte at drøne i det Fjerne, medens Himlen indhylledes mere og mere, selv da afbrød det ikke en eneste af de Tanker, der gjennemkrydsede hans Sind. Saaledes gik han snart jublende i sit Indre, snart brydende ud i fuldtonende Sang, indtil han naaede den saakaldte Triangel, hvor Strandveien hører op, og den kjedelige By tager fat. Regnen, der var begyndt smaat og jevnt, styrtede nu ned i Strømme, og Sortedamssøens mørke Flade fordoblede hvert af de talrige Lyn, som Skyerne udsendte. Han tænkte allerede paa at søge Ly i et eller andet Huus, da han midt under de stærke Drøn, der fik Ruderne til at klirre, syntes at høre høie Skrig, og Raab af forskjellige Stemmer. Ved Omdreiningen til Farimagsveien skimtede han en af de saakaldte Kapervogne, omringet af en Sværm af Mennesker, der raabte og skreg i Munden paa hverandre.

»Hvad er der iveien, Vægter?« spurgte han, idet en af disse Stadens natlige Levebrødsmænd kom luntende paa sine Træskoe med Fredspiben for Munden.

»Hvad der er iveien? Ja det maa De nok sige!« svarede Morgenstjernens Behersker i en irriteret Sindsstemning. »Saadant noget Rak kommer her og knipser en af Statens Embedsmænd paa Næsen, fordi han sidder og lurer lidt i en Gadedør.«

Her foredrog han et Solonummer paa Piccolofløiten, der øieblikkelig blev besvaret af en Collega i det Fjerne, og vedblev efter denne Kunstpræstation saaledes til Henry:

»Nu spørger jeg Dem, for De seer ud til at være en bedre Herre, er det nu en Maneer at gjøre Commers paa midt om Natten? Der komme de fra Skoven med deres Fruentimmer, og Kusken, som hører til Vognmanden derhenne, vil naturlig ikke kjøre længere i saadant et Guds Veir, for Bæsterne vil inte lystre, og Tøsene hvine og skrige som besatte for dennehersens Lynilds Skyld. Saa sige disse Handelscommisbrød, at de ville til Kongens Nytorv, og Kusken siger Nei - det er jo saa menneskeligt. Saa springer en af disse fulde Bændeljøder af og knipser mig paa Næsen, for jeg har noget Værk i Lænderne og taaler inte godt at gaae paa Gaden, naar det saadant er fugtigt i Veiret, og de andre Pultebidere falde over Kusken og sla'e ham halvt fordærvet. Saadan nogle Diskespringere! De troe nu strax, de kan gjøre, hvad de vil, fordi de har lidt fine Klæder paa Kroppen. Men jeg skal - -«

Efter saaledes at have lettet sit Hjerte, gav den værdige, levebrødsmandige Træskomand sig selv et harmfuldt Dunk i Kabussen, der var slaaet noget skjæv paa Hovedet, og foredrog et nyt Solonummer med Variationer over det bekjendte Thema: »Vil Du skrubbe af, eller jeg skal lette Dig!«, hvorpaa han styrede hen mod nogle Colleger, der nærmede sig i Luntetrav. Henry, paa hvem den hele Scene gjorde et ubehageligt Indtryk, bøiede af ad Kjærlighedsstien, ligesom den samlede Vægterstyrke under Eder og Forbandelser gjorde et Choc, der spredte Skaren til alle Sider. Det tætte Mørke, der kun af og til afløstes af et blendende Lyn, forekom ham næsten dobbelt saa tykt paa den smalle Sti, der overskyggedes af de unge Kastanier. Regnen vedblev at styrte ned med en sislende Lyd, der gjorde Mørket saa tæt, at han neppe kunde skjelne Træstammerne et Par Alen foran sig. Han vedblev imidlertid at gaae fremad, da han pludseligt troede at høre sit Navn udtalt af en halvt klagende, halvt bedende Stemme. Han vendte sig om, og et nyt Glimt viste ham en sammenkrøben Skikkelse af en ung Pige, der med blegt Ansigt og bønligt Blik strakte Armene ud imod ham. Hun syntes næsten halvt Barn endnu, i det Mindste havde hendes Ansigt, skjøndt blegt og lidende, hele Barnets Præg. Hendes gule Lokker drev af Vand, og hendes tarvelige Dragt, gjennemblødt af Regnen, befandt sig i heelt krøllet og halvt forrevet Tilstand.

»Laura!« udbrød Henry, idet han forfærdet veeg tilbage, som om han havde seet et Gjenfærd.

»Ja, det er mig, det er Din Laura,« hulkede den unge Pige og klyngede sig til ham. »Forlad mig ikke! Lad mig ikke gaae alene i denne græsselige Nat! O, jeg er saa bange og saa fortvivlet. Du kan ikke troe, hvor jeg er ulykkelig.«

Han søgte at frigjøre sig fra den unge Pige, der krampagtigt vedblev at klynge sig til ham, medens hun hulkende gjentog:

»Du maa ikke gaae, Henry! Du maa ikke forlade mig!«

Det var mørke Billeder, der i dette Øjeblik rullede op for ham, mørkere end den Nat, der omgav ham, og dobbelt mørke, fordi han kom fra saa meget Solskin og Lykke.

»Laura,« sagde han, »i et Aar har Alt været forbi imellem os, og det maa blive saaledes. Hører Du?«

Hun saae op paa ham med et Blik, der havde noget Spøgelseagtigt ved sig. Der var en vild Rædsel i disse Øine, som ufravendt stirrede paa ham, mere talende end den dybeste Lidelseshistorie.

»Hvad vil Du? Hvad forlanger Du af mig?« raabte han næsten fortvivlet. »Jeg tør ikke see Dig mere, hører Du! Jeg kan ikke sige Dig hvorfor; men det maa nu være saaledes. Glem mig, tænk ikke mere paa mig! Jeg skal hjælpe Dig med Alt, hvad jeg kan; men komme til Dig, det kan jeg ikke.«

»O, Henry,« hviskede hun uden at slippe hans Arm, »jeg forlanger ikke, at Du skal elske mig. Jeg er saa fattig, saa ubetydelig og staaer saa langt under Dig. Men lad mig ikke være ene i denne store By, Eensomheden er saa forfærdelig. Kom til mig engang imellem og tal med mig. Jeg trænger saa meget til at tale med Een, som er venlig imod mig; jeg faaer tidt saadanne underlige Tanker, naar jeg sidder ganske alene i de mørke Aftener.«

Hun saae med et sky, uroligt Blik ned paa de sorte skvulpende Bølger, der rullede lige ved hendes Fod, og Henry forstod hende.

»Kom med!« sagde han, idet han kastede sin Plaid over hende. »Her er mørkt og eensomt, og Du maa ikke blive her længere. Kom med, Laura! Alt kan endnu blive godt.«

Hun saae op paa ham med et Blik, hvori der paa een Gang glimtede Tillid, Kjærlighed og Haab; derpaa fulgte hun ham som et Barn, uden at sige et Ord.

Da de dreiede ind ad Nørrebro, og det første, døsige Lygteskjær faldt paa hendes blege, kummerfulde Ansigt, forfærdedes Henry næsten derved, og for at undgaae sine egne, piinlige Tanker sagde han til hende:

»Du siger, Du er ene, Laura. Boer Du da ikke længere hos Din Familie i Nyboder?«

»Nei,« svarede hun, idet hendes Taarer paany brød frem med ustandselig Kraft, »Moder er død, og Niels og Christian ere ude med Fregatten.«

»Og Din Fader?« spurgte han.

»O Gud, o Gud!« hulkede hun. »Fader er saa streng. Du maae ikke foragte mig, Henry. Han har pryglet mig, jaget mig bort og sagt, at jeg kunde tage Logie som Salsdame, hvor jeg vilde. Han brød sig ikke derom.«

»Laura!« raabte Henry forfærdet, idet han slap hendes Arm. »Er det kommet saa vidt? Du var da ikke«, tilføiede han næsten hviskende, »med paa den Vogn, som holdt ved Indgangen til Stien?«

»Jo jeg var, jo jeg var!« jamrede hun, idet hun vred sine Hænder. »O, min Gud, hvad skal dette blive til? Jeg løb fra dem, fordi jeg blev saa bange for en af de Herrer, som var med, og skjulte mig inde under Træerne paa Stien. Jeg var saa angst for ham og for mig selv og syntes, det var bedst, at jeg druknede mig. Men saa tænkte jeg paa, at jeg var - - - O nei, jeg tør ikke sige Dig, i hvilken Tilstand af Skam og Fortvivlelse jeg er. Lad mig gaae, lad mig være ene. Jeg duer ikke til at leve.«

Henry ilede efter hende, greb hende ved Armen og fulgte hende paany ned ad Stien.

»Hør nu, Laura,« sagde han alvorlig, »Du har handlet værre med Dig selv, end jeg kunde ane. Jeg bryder mig ikke om at vide, hvem Du har havt Omgang med i det sidste Aar, heller ikke hvorfor Din Fader har jaget Dig bort og behandlet Dig saa haardt. Du veed, at jeg har været Den, der har misbrugt Din Tro og Tillid til mig. Jeg kan nu mindre end nogensinde før taale at tænke derpaa. Du er ikke ond, Laura, Du er ikke fordærvet, og Alt kan blive godt endnu, dersom Du selv vil. Jeg kan ikke redde Dig fra Undergang, naar Du ikke selv ærligt vil det, men jeg kan redde Dig fra den Nød og Trang, som driver Dig derhen. Hør derfor paa mit Forslag, og svar mig oprigtigt derpaa. Vil Du forlade denne By med alle dens Fristelser og med alt Det, der fører Dig paa Afveie, saa vil jeg give Dig Midlerne dertil? Jeg vil skaffe Dig ud paa Landet hos venlige Folk, som ville bedømme Dig mildt, og behandle Dig som en af deres Egne. Jeg vil sørge for Dig i tre Aar, og skaffe Dig Alt, hvad Du behøver; men jeg gjør det kun under den Betingelse, at Du selv arbeider med, og den første Gang, Du falder fra, er det forbi mellem os.«

Hun saae op paa ham med et bedende Blik og sagde: »Skal jeg da ikke see Dig mere? Jeg vilde være saa lykkelig, naar Du blot engang imellem vilde tale med mig. Jeg føler mig saa eensom mellem Fremmede.«

»Nei,« svarede han bestemt, »det kan ikke skee. Du maa lyde mig ubetinget. Troer Du, at Du kan det?«

»Jeg veed det ikke,« hviskede hun sagte. »Den Gang jeg tjente hos Etatsraaden, gik Tiden saa roligt og saa stille; men siden jeg lærte Dig at kjende, kom der saa megen Længsel og Uro i mit Sind. Jeg syntes tidt, at jeg maatte lære saa meget, for rigtigt at kunne forstaae Dig. Jeg længtes efter at blive saadan rigtig en fiin Dame, saadan som dem, der kom til Etatsraadens, og som jeg tidt hørte Dig tale med. Jeg syntes saa tidt, at Du maatte komme til at holde mere af mig, dersom jeg kunde blive lige saa galant og oplært som dem. Du veed ikke, hvor det var svært for mig, naar jeg saae Dig tale eller danse med de fine Frøkener, mens jeg maatte gaae omkring med Theebakken for at byde Dig og de Andre. Husker Du, at jeg engang, blot fordi Du saae paa mig, væltede et Fad med Viingelee ned over den gamle Justitsraad, der sad i den lave, grønne Lænestol? Og husker Du, at jeg kastede Portnøglen ned til Dig i Etatsraadens Nathue, for at den ikke skulde klingre mod Steenbroen, og at jeg laante Dig hans Filtsko, for at Kjøkkentrappen ikke skulde knirke, naar Du kom tilbage efter at have fulgt de fine Frøkener hjem? Og kan Du saa huske den Aften, da Du faldt paa Trappen og greb for Dig i Mørket, og fik fat i Klokkestrengen, saa det kimede over hele Huset? Gud, jeg seer endnu Etatsraaden staa i Kjøkkendøren med Nathue paa Hovedet, Lyset i den ene Haand og Kjøkkenøxen i den anden, mens Du allerede var langt borte!«

Hun loe ganske høit ved sine egne Ord og ved den Erindring, de frembragte. Henry saae bedrøvet paa hende, men hun vedblev:

»Hvorfor seer Du saa alvorlig ud? Hvad troer Du at de fine Frøkener vilde have sagt, dersom de havde vidst, hvad Du gjorde, naar Du havde fulgt dem hjem? O, min Gud, see blot!« fortsatte hun, da de i det Samme traadte ud paa Fortovet, og Skjæret af en nærstaaende Lygte faldt hen over dem. »Min Kjole er reven itu forneden, og jeg har faaet Vognsmørelse paa det nye Foraarsstykke, jeg har laant hos Caroline, og Fjederen paa min Hat er vist regnet heelt sammen. Jeg faaer vel nye Klæder af Dig, naar jeg skal ud paa Landet, ikke sandt, Henry?«

»Jo,« svarede han kort, »Du faaer Alt, hvad Du behøver. Lad os skynde os! Det er allerede seent, og det drypper endnu stærkt fra Træerne.«

Hun pluddrede og loe, medens de fortsatte Veien ind til Byen, og vedblev at kaste det ene Billede efter det andet ind i hans forpiinte Sind. Endeligt standsede de i Bredgade ved den Port, der fører ind til Marmorkirken. Medens Henry søgte efter Nøglen, sagde han til hende: »Jeg kan inat kun skaffe Dig Logis hos mig selv, thi det er for seent at gaae andre Steder hen.«

Hun slog begge Armene om hans Hals, løftede sit smukke Ansigt, der nu ganske havde forvundet Sporene af Nattens Sorger, op imod ham og reiste sig paa Taaspidserne for at kysse ham.

»Nei, Laura,« sagde han, »saaledes var det ikke meent. Jeg gaaer ind med Dig og skal lade gamle Mary sørge for Alt, hvad der behøves. Selv kommer jeg til Dig imorgen for at træffe de fornødne Foranstaltninger til Din Reise.«

»O, Henry,« bad hun bønligt, »hvorledes kan Du nænne at behandle mig saaledes? Du har været saa taus og alvorlig hele den sidste Deel af Veien. Du er vist vred paa mig endnu? Giv mig blot et eneste Kys! Blot et eneste, ligesom i gamle Dage!«

Hun saae i dette Øieblik saa bønligt bevæget op paa ham med et Ansigt, hvori atter Sorgen havde afløst Letsindigheden.

»Blot et eneste!« hviskede hun endnu engang med Armene om hans Hals.

Henry saae ned, og kunde ikke modstaae det bedende Udtryk i disse mørkeblaae, svømmende Øine. Han greb hende om Livet, trykkede sine Læber mod hendes og skød hende sagte ind ad Porten. Ligesom han vilde lukke den efter sig, strøg en Skikkelse ham forbi, idet den spottende raabte: »Buona sera, Signore! Felicissima notte!«

»Fordømt!« hviskede Henry ved sig selv. »Det var d'Acordas Stemme!«

Da Henry havde beroliget Mary, sin gamle Amme, i Anledning af den uventede Gjæst, som han medbragte, begav han sig atter paa Veien, idet tusinde forskjellige Tanker gjennemkrydsede hans Sind. Legemlig træt, var det ham ikke muligt at sove, skjøndt de blødeste Bolstre i et af Byens bedste Hoteller indbød ham dertil. Hver Gang han faldt hen i en kort Blund, steg Harriets blege Skikkelse frem for ham. Han syntes at see hende flygte og svinde bort, snart bag Skovens Stammer, snart mellem Søens Siv, hver Gang han forsøgte at gribe hende. Saa forekom det ham, at han paany seilede derude; men naar han vilde sætte sig hos hende for at tale med hende, sad Laura imellem dem, plukkede Aakanderne itu, Blad for Blad, og hviskede til ham: »Du kan ikke troe, Henry, hvor jeg er ulykkelig; men Du bliver det ogsaa.« Saa forekom det ham, at han hørte d'Acordas raa Latter i det Fjerne, og hver Gang han hørte denne, reves han op af Søvne i en forfærdelig Angst - det var ikke til at udholde. Han saae paa sit Uhr, Klokken var henad Fem; før Klokken Otte kunde han ikke vente at træffe sin trofaste Mary oppe. Han stod op, tændte sig en Cigar og kastede den igjen - dens Smag forekom ham modbydelig og vammel. Han ringede paa Opvarteren og forlangte sit Overtøi; det var vaadt, klamt og fugtigt som Morgentaagen selv. I denne drev han da ud, utilfreds med sig selv, fuld af Nag og bittre Selvbebreidelser, i Harmonie med den ham omgivende Natur og dog uharmonisk stemt med det Liv, der begyndte at røre sig omkring ham. Saaledes slentrede han om i Esplanaden uden Maal og Med, uden at kunne fastholde nogen bestemt Tanke, uden at kunne faae Phantasien til at arbeide, skjøndt den under hans urolige Søvn havde viist sig virksom nok. Morgentaagen lettede, bortpustet af Solens varme Aande, Fuglene kviddrede i Trætoppene, Livet begyndte rundtom at udfolde sin Virksomhed - og dog vedblev han mechanisk at vandre op og ned, idet han tankeløst lod Blikket glide snart ud over Sundet, snart ind over Byen, hver Gang han kom til de to Endepunkter for sin Vandring. Pludseligt følte han en Haand paa sin Skulder, og en alvorlig Stemme sagde til ham:

»Hvordan er det, Du seer ud, Henry? Har Du nu igjen været ude med Brandt?«

Henry saae op. Det var hans Ven, Frederik From, der talte til ham.

»Nei, Frederik,« svarede han; »i Nat ikke. Det er forbi mellem os. Jeg har »Spleen« idag, som Du jo kalder det, og jeg trænger ret til Dig. Kom med, vi ville tale med hinanden.«

From syntes at være vant til den Slags Luner hos sin Ven; thi han stak sin Arm under hans og sagde paa sin rolige, godmodige Maade:

»Er det igjen de gamle Historier, Henry? Er det igjen de mange Penge, der gjør Dig ulykkelig?«

»Jeg frygter for,« svarede Henry hovedrystende, »at de allerede have gjort det Onde, de kunne. Jeg har en stor Glæde og en stor Sorg at betroe Dig, men jeg kan ikke fortælle Dig det her. Jeg kunde ikke træffe Nogen heldigere end Dig i dette Øieblik; jeg troer næsten, at Skjæbnen har sendt Dig mig imøde.«

»Eller Forsynet,« rettede From. »Skulle vi sige Forsynet?«

»Ja, som Du vil,« sagde Henry. »Du veed, jeg troer ikke derpaa. Men Skjæbnen eller »Skjævbeen«, som Brandt kalder ham, det er en sikker Mand, ham undgaaer man ikke.«

Under denne korte Samtale vare de to Venner komne til en Port, der førte ind til Marmorpladsen. Henry lukkede op. Tilvenstre laae en lav Bygning, rigt omslynget af vild Viin, som naaede heelt op over Taget, og hvis lysegrønne Blade blinkede i Solskinnet, endnu betyngede af Natteregnen. Pladsen var besaaet med større og mindre Blokke af graat Marmor, som tilhøire havde formet sig sammen under Menneskets Haand for at danne den sørgelige Ruin, der endnu tynges under det pralende Navn af Marmorkirken.

»Hvor Du boer smukt!« udbrød From, idet han med Velbehag betragtede den frie, grønne Plads og den gamle Ruin, fra hvis øverste Tinder nogle Alliker og Krager skrigende fore op for under store Kredse at begive sig ud over Byen.

»Aa ja,« svarede Henry, medens han gik op ad den høie Steentrappe, »jeg boer i det Mindste ganske bekvemt. Her er lidt melancholsk, men det var det eneste Sted, jeg kunde faae til Laboratorium. Jeg har leiet det Hele af Agent Gram.«

De traadte begge ind i en stor Forstue, decoreret efter pompejansk Mønster, hvor en lav Trappe tilhøire førte op i den egenlige Leilighed. Denne bestod af et større Forværelse, hvis Vægge vare beklædte deels med polerede Nøddetræes Skabe, som indeholdt physiske Instrumenter og alle Slags Naturalier, deels med tilsvarende Reoler, hvis Hylder bugnede under kostbare, videnskabelige Værker. Fra denne »Videnskabernes Forgaard«, som Brandt kaldte det, traadte de ind i en stor Sal, hvis bløde Gulvtæppe dæmpede Lyden af ethvert Fodtrin, medens de svære Damaskes Gardiner kun lod et sparsomt Lys falde ind paa det rigt decorerede og smagfulde Bohave.

»Hvad siger Du saa om at boe paa en Kvist?« spurgte From, idet de gik igjennem Salonen.

»Det kunde jeg ikke holde ud,« svarede Henry, idet han slog den svære Portière tilside for en Dør, som i Baggrunden af Salen førte ind til hans Studereværelse. »Luxus er blevet mig en Nødvendighed.«

»Nonsens!« sagde From tørt. »Det er Egoisme, der taler ud af Dig. - Var det Det, Du vilde vise mig?« tilføiede han smerteligt, idet han blev staaende i Døraabningen. »Saa havde Du ikke behøvet at gjøre saa mange Ophævelser. Det er hverken Skjæbnen eller Forsynet, der laver den Slags Ting sammen, det er Dig selv.«

Disse Froms Ord vare fremkaldte ved den Gruppe, der viste sig i den næste Stue, og som fik selv Henry til at blegne af Vrede.

Ved Vinduet tilhøire sad hans gamle Amme med et underligt Udtryk af Kummer og Ærgrelse i sit rynkede Ansigt. Hun bar som alle Mulatter sit sorte, krusede Haar bundet op bagtil, omhyllet af en Slags Turban eller Tørklæde, der fortil løb op i en afrundet Snip. Trods det smilende Ansigt, hvormed hun modtog sin kjære Massa Henry, der var hendes uindskrænkede Behersker, syntes gamle Mary, som var det godmodigste Menneske paa Jorden, dog at være smækvred; thi med et lynende Blik, reiste hun sig op og sagde:

»Nu kan Massa Henry gjøre hvad ham vil, for nu har mig passet mig, ganske som Massa befalede. Men nu gaae gamle Mary sin Vei, for mig kan tænke sig, Massa Henry helst være ganske alene med ung Mis, som Massa bragte inat, og som nok vil gjøre, at Massa Henry ikke mere behøver Brug for saadan En, som gamle Mary.«

Efter at have holdt denne Tale, der utvivlsomt var den længste i hendes Liv, og det Bittreste, hun nogensinde havde yttret til Henry, reiste hun sig med en dethroniseret Dronnings hele Værdighed, idet hun pegede hen mod et elegant serveret Caffebord i Baggrunden af Stuen. Der stod Laura ifærd med at tragte Caffe, indhyllet i en sneehvid Mousselins Kjole, hvis nedringede Snit viste det Hele af hendes fine, smukt afrundede Skuldre og Halvdelen af hendes bølgende Barm. Om den slanke Hals havde hun vundet en tredobbelt Rad af svære Coralperler, og om det lyse Haar, der i lange Krøller faldt ned fra Nakken, havde hun slynget et broget Silketørklæde med livligere Farver, men ombundet paa samme Maade som Marys. Man kunde ikke negte, hun var udmærket smuk, saaledes som hun stod der, medens hendes spillende Øine skjelmsk vare heftede paa Henry.

»Men er Du da besat, Laura!« raabte Henry heftig, saasnart han for Forbauselse kunde komme tilorde. »Hvordan er det, Du har uglet Dig ud? Lovede Du ikke at blive i det inderste Værelse, indtil jeg kom tilbage?«

»Uglet mig ud?« gjentog hun halvt stødt og halvt forskrækket over Henrys barske Stentorstemme. »Herregud jeg kunde da ikke trække i de vaade Klæder igjen og blive i det mørke Hul, hvor den gamle Hex puttede mig ind, og hvor der hverken kom Sol eller Maane.«

»Gammel Hex!« hvinede Mary, hvis broncebrune Ansigtsfarve pludseligt gik over i det Olivengule. »Hører Dem, Massa Henry? Hun mig kalde en gammel Hex, mig, som give Dem Melk, før hun kunde tænke paa at blive født.«

Frederik smilede ad gamle Marys naive Ord, men Henry greb Laura haardt ved Armen og sagde: »Gaa ind! Dette er at drive Spillet for vidt. Jeg taaler det ikke længere.«

»Men, min Gud, hvor Du tager paa Vei!« udbrød Laura, der nu selv syntes at blive alvorlig vred. »Hvor kunde jeg vide, at Du vilde komme hjem med en fremmed Herre? Jeg glædede mig saa meget til at skulle skjænke Gaffe for Dig, ligesom Frøken Emmy gjorde det hos Etatsraadens, naar vi laae paa Strandveien. Derfor fik jeg Mary til at laane mig sin Brudekjole og det smukkeste Silketørklæde, for at jeg kunde see rigtig fiin ud. Lad mig blot skjænke for Dig denne ene Gang - jeg kan jo ikke skade Dig derved?« tilføiede hun bønligt.

Henry vaklede, da disse blaae, barnlige Øine paany fæstedes paa ham, men da hans Blik i det Samme strøifede Frederik, om hvis Læber der spillede et let, ironisk Smiil, greb han Laura ved Armen uden at sige et Ord, stødte hende ind i Laboratoriet og tillaasede Døren.

»Det, Massa Henry, gjort meget vel af Dem,« jublede Mary og klappede ham paa Skulderen. »Altsammen meget vel og ganske, som hun fortjener. Hende vær' meget ung, meget smuk og meget hvid, meget hvidere end Mary; hende vær' dog meget ond, meget heftig, og ikke som fiin Dame være det. Hende vend' op og ned paa alle Marys Klæder og tag' selv det Bedste; hende tag' gamle Marys Brudekjole, som aldrig blev brugt, fordi sorte Ning slog stakkels Jemmy død i Sukkermøllen; hende tag' Alt af Massas Tøi og ikke bryd sig om gamle Mary. Hende vær' ikke nogen fiin Dame hende.«

Under denne Hjerteudgydelse stillede den skikkelige Gamle sig foran Maskinen, for at gjøre Honneurs ved Caffebordet. Var hun ikke smuk, saa var hun, som unge Damer sige om deres Veninder, »saa inderlig god«, og det er jo Hovedsagen. Hun loe over hele sit brede Ansigt, hver Gang Henry eller From henvendte et Ord til hende, og syntes kun med synlig Ulyst at forlade Stuen, da hun havde taget af Bordet.

»Hør nu, kjære Frederik,« sagde Henry, »hvad Du har oplevet i denne Morgenstund, synes ikke at være særligt skikket som Introduction til det, som jeg nu vil meddele Dig. Du er kommen lige i rette Tid, for at faae Vrangsiden af Medaillen at see, eller rettere, Du har seet den Orm, der gnavede min Kjærligheds Blomst, uden at ane, hvor rigt den spirer i mit Indre.«

»Naa, igjen en Ny?« udbrød Frederik smilende. »Hvad er det nu for en Julie, der har fortrængt Din Rosalinde?«

»Nei, Frederik,« svarede Henry og lagde sin Haand paa hans Skulder, »her er ikke Tale om nogen Ny, heller ikke om at lade sig fortrænge. Du veed, Frederik, hvem jeg har baaret længst og inderst i mit Hjerte. Livets Bølger ere gaaede over mig og hende; de have drevet os vidt fra hinanden, men vi have fundet hinanden igjen og agte nu i Fællesskab at vove os ud paa Livets Ocean. Der er ingen Misviisning længere - Harriet er min Trolovede!«

»Gud velsigne Dig for det, Du der siger!« raabte From, idet han i et Sæt fløi op fra Stolen og rystede hans udstrakte Haand. »Det trængte Du svært til. Hun er en udmærket Pige, en ægte, fiin Natur og dog stærk nok til at lægge Baand paa Dine forfløine Frihedsideer, som have gjort Dig mere ufri, end ti Ægteskaber kunde gjøre det.«

Henry saae et Øieblik tankefuld hen for sig; derpaa tvang han atter From til at tage Sæde og fortalte saa glødende, som kun en Elsker formaaer det, om sin gjenvundne Kjærlighed, sit Møde med Harriet og den Skygge, som Laura saa pludseligt havde kastet ind i hans Kjærligheds Solskin.

Frederik hørte med stor Taalmodighed hele Henrys lange Fortælling til Ende og sagde derpaa:

»Hør, Henry, sommetider faaer jeg Lyst til at give Dig nogle ordenlige Bank, og Du fik dem ganske bestemt ogsaa, dersom Du ikke var meget større og stærkere end jeg. Du har havt Lykken med Dig i Alt, hvad Du har taget fat paa. Du har, fra Du blev født, havt Dit rigelige Udkomme og lever for Øieblikket i Overflod. Du har et Studium, hvortil Naturen har givet Dig et umiddelbart Kald, og hvori Du med Din Begavelse og Dine Midler kan drive det til noget Stort, uden at være generet af de philistreuse Tryk, som Livet paanøder os Andre. Nu finder Du ovenikjøbet en deilig, ung Pige, som villig giver sig hen til Dig trods Alt, hvormed Du har mishandlet hende - og saa klager Du alligevel over Livets Gjenvordigheder, istedetfor at takke Din Gud, fordi han endnu ikke har mistvivlet om Din syndige Sjæls Frelse, men har tilladt Dig at see det Lys, hvorefter vi Alle hige.«

»Ak ja,« sagde Henry, »jeg føler kun altfor vel, hvor megen Ret Du har i, hvad Du siger; men jeg veed ikke, hvoraf det kommer. Der er saadan en forunderlig Uro og Forvirring i mit Sind. Jeg kan slet ikke tænke mig ind i det Forhold, hvori jeg er kommet til Harriet. Naar jeg seer hende og taler med hende, faaer jeg Fred i min Sjæl; men saasnart jeg er udenfor Tryllekredsen, pines og plages jeg af tusinde Ængstelser og Bekymringer. Snart forekommer det mig, at der bagved det Hele staaer en hevnende Nemesis, som jeg ikke kan see, fordi hun endnu skjules af Den, der fødte hende; snart at jeg endnu ikke er skikket til at bære et saa uhyre Ansvar som det Ægteskabet paalægger.«

»Hvilket med andre Ord vil sige, at Du endnu ikke vil bryde med Dine gamle Vaner og Tilbøieligheder, at Du endnu har saa megen Lyst til Livets Uregelmæssigheder, at Du ikke troer at kunne finde Dig i det ægteskabelige Livs rolige Lykke, at Du ikke vil opgive de gamle, flotte Venner, de gemytlige Smaasold, de lette Streiftog paa de erotiske Marker, eller igjen med andre Ord, at Du er formeget Egoist, for stor en Velhaver og for lunefuld en Charakteer til at ville offre Dig selv heel og holden for en Anden.«

»Nei, Frederik,« svarede Henry alvorlig, »jeg har vel staaet paa dette Standpunkt, men jeg er kommet ud over det igjen. Hvad der egentligt piner mig, er den Betragtning, at jeg, der selv er saa brødefuld, og som saa tidt har forsyndet mig baade mod Moralen og Kjærlighedens Ideal, ved at give mig hen til en Anden, der i Modsætning til mig staaer saa reen og uplettet, egenligt begaaer et Falskneri, som jeg frygter for skal blive straffet. Det gaaer mig som hiin Tyv, der havde slugt Diamanten, men blev syg af Angst og tilstod sin Brøde, da en Politibetjent tilfældigt pegede paa ham. Jeg kan ikke gaae et Skridt uden at frygte for, at Folk skulle pege paa mig og sige: »Der gaaer Bedrageren«.«

»Ja, jeg har tidt nok sagt Dig,« svarede Frederik sagtmodig, »at der vilde komme et Tidspunkt, hvor den Orm, som Du selv har næret, vilde komme til at nage paa Din unge Kjærligheds Blomst, som Du selv yttrede. Det gaaer med Ungdommens Synder som med Dragens Tænder, da Kadmos saaede dem i Jorden. Fra hver Synd spirer der, som fra et Sædekorn, Skikkelser op, væbnede med Erynniernes Svøber og Fakler; men de vende sig ikke, som i Mythen, imod hverandre, men, som Tidsler og Nælder, mod Den, der udsaaede dem.«

»Ja, Du har Ret,« sagde Henry sørgmodig. »Jeg føler altfor vel, at jeg mangler den Reenhed i Sjæl og Tanke, som er nødvendig for at kunne træde ind i den virkelige Kjærligheds Tempel; thi over dets Portal staaer skrevet som over Templet i Epidaurus: »Kun Den, hvis Sjæl er uden Plet, har Adgang her.« Ak, Frederik, Du veed ikke, hvor disse Ord greb mig, da jeg første Gang hørte dem.«

Frederik trommede sagte paa Bordet og sagde: »Det var den Aften - i »Ninon«.«

»Ja,« svarede Henry mørkt.

»Og den samme Aften,« fortsatte Frederik, »var det, at Du gjorde Bekjendtskab med Brandt og begyndte at gaae paa »Bimpel«, som han kalder det.«

»Ja,« svarede Henry sagte, »det var min Ulykke.«

»Og den samme Aften,« fortsatte Frederik med urokkelig Ro, »at Du traf sammen med Laura og fulgte hende hjem til Etatsraadens efter at Brandt havde givet Dig fornøden Anviisning.«

»Ja, for Pokker!« raabte Henry heftig. »Hvorfor Pokker ripper Du op i de gamle Historier? Vist var den den Aften.«

»Og da Du saa,« tilføiede Frederik noget bittert, »havde bøiet denne letsindige Pige efter Din Villie og gik hjem i den stjerneklare Nat, saa reciterede Du vel til Opbyggelse for Dig selv »Chevalierens« Ord:

»Nei, for Pokker!« raabte Henry og slog i Bordet, saa det rystede. »Det gjorde jeg ikke; dertil kjender Du mig for godt, Frederik, og Du gjør Uret i at tage saa haardt paa mig. - Tilgiv min Heftighed,« tilføiede han mildere; »den løber saa tidt af med mig. Jeg har ikke Dit rolige, lidenskabsfrie Sind. Tro mig, mange Gange, naar jeg ikke kunde sove om Natten, og de mørke Tanker kom over mig har jeg tænkt paa Chevalierens Ord:

»Ja, hvad hjælper det at angre, Henry,« spurgte Frederik, idet han opmærksomt betragtede ham, »naar man angrer, som Du gjør det? Angrer med en Phrase, angrer æsthetisk, angrer som Din Ven Boldt, der sagde til mig forleden: »Ja Gu' er det galt, men jeg kan s'gu ikke gjøre for det. Det er nu Drifterne, hvorfra det kommer, og dem er man født med - voilà tout«.«

»Nei, Frederik«, sagde Henry, »det Raisonnement opstiller jeg ikke og har aldrig forsvaret det. Det er ikke derfra, at det kommer hos mig. Det er min Nysgjerrighed, min Phantasie, min Lyst til at experimentere, der har drevet mig ind i det. Det Romantiske, det Eventyrlige har altid havt en stor Magt over min Sjæl. Naar Natten ruller sit skysorte Slør hen over Himlen, naar Maanen lyser, og naar Stjernerne tændes, da er det, som om Jorden forandrer sin Skikkelse, som om der ruller en rig, forunderlig Eventyrverden op for mit Blik, hvor man kan hæve de skjulte Skatte, saasnart man kun nævner det Trylleord, som blot Tilfældet kan spille Een ihænde.«

»Tillad mig,« sagde Frederik med et ironisk Smiil, »at omsætte disse skjønne Floskler i jævne Ord, thi Dine gaae en Smule for høit. Altsaa - »Naar Natten ruller sit skysorte Slør ud over Himlen,« hvilket med andre Ord vil sige, naar det er blevet saa mørkt, at man ikke behøver at frygte Skamrødmen paa sine Kinder, naar Hovedvagtsuhret lyser og Tranlygterne tændes, da er det, at Bylivets uklare Taager som lette Drømmebilleder banke paa Din Dør. Da er det, at Henry Vernon ikke kan modstaae Østerlandets Eventyr fra Tivoli eller Charlottenlund, men slaaer sin Kappe tæt om sig for at vandre ud i det underfulde Trylleland, der udbredes for ham. Da er det, at han giver Brandt »halve«, og den gavmilde Brandt ham »hele Historier« igjen, og naar de saa forlade den gamle Ølhalle eller den gemytlige Schweizerpavillon eller la maison blanche, da tale de fortryllede Ord til de fortryllende Sanggudinder og finde Nøglerne til Romantikens Døre i Enden af deres Pengepung.«

»Frederik!« raabte Henry, idet han paany foer op. »Du fornærmer mig! Det taaler jeg ikke«.

»Fornærmer Dig?« gjentog Frederik, idet han med et roligt Blik maalte Henrys blussende, af Lidenskab bevægede Ansigt. »Hvorledes? Kan Sandheden fornærme Dig? - Du er nu een Gang saaledes, Henry, eller rettere, saaledes har Du været; thi jeg haaber, at det nu vil være forbi. Hvad kan jeg gjøre for, at du seer Gorgonens Billede i det Speil, som jeg holder Dig for Øie? Jeg kan ikke skaffe Dig Skovanemoner, hvor Du har saaet Brændenelder.«

»Nei, men Du bedømmer mig for haardt,« gjentog Henry. »Du stiller Sagen i et altfor grelt Lys. Tænk Dig selv i mit Sted. Jeg er ildfuld, heftig, lidenskabelig, fuld af Higen og Tragten efter det Uvisse, der lokker mig med en forunderlig Magt. Du er rolig, kold, det er næsten, som om Du havde Fiskeblod i dine Aarer. Jeg er rig indtil Overflødighed. Du hugger Dig tarvelig igjennem ved Informationer. Hvordan Pokker kan Du saa forlange, at vi To skulle ligne hinanden?«

»Det forlanger jeg heller ikke,« svarede Frederik smilende. »Jeg forlanger blot, at Du ikke skal styre omkring efter Dine Lyster, men erkjende, at Livet stiller andre Krav til Dig, end det at leve som den rige Athenienser. Jeg forlanger tillige, at denne Erkjendelse skal slaa dybere Rod i Dig, saa at Du ikke vedbliver at være denne Mellemting af Sommerfugl og angergiven Muldvarp.«

»Ja vel,« svarede Henry lidt stødt, »men Du tager slet intet Hensyn til min Individualitet eller til Menneskenes overhovedet. Du stiller Kvinden op paa en Piedestal og slynger os ned i Sodoma og Gomorrha. Jeg gad nok see, hvorledes Verden vilde komme til at see ud, dersom alle de Damer, som Du saa beundrende stirrer op paa, havde samme Frihed som vi. Jeg gad vide, hvad der vilde blive af dem, dersom de ikke sad indelukkede i Afhængighedens Jernbuur, og ikke havde en Heidukke af Tjener, hver Gang de om Aftenen gaae paa Gaden, eller en Dragedukke af gammel Tante, hver Gang de tage paa Bal.«

»Fy for al Landsens Ulykke!« udbrød Frederik heftig. »Gjorde jeg Dig Din Ret, skulde Du paa Dine Knæ tvinges til at tage Dine letfærdige Ord i Dig igjen. Naturligviis vilde langt Flere gaae til Grunde, end under de nu bestaaende Forhold - det er jeg ikke blind for - men husker Du, hvad den gamle Captain Holm yttrede, da vi en Dag seilede Sundet op med Agentens Brig: »Kvinden er den Angel, hvormed Satan lokker Sjælene i Fordærvelse; men hun er ogsaa den Baadshage, hvormed Herren trækker dem iland efter Skibbrudet« - Det er lidt plumpt, men der er Sandhed i det Billede.«

Henry trykkede venlig sin Vens Haand. »Det var en smuk Dag,« sagde han veemodig. »Harriet var med ombord. Siig mig, Frederik, skal jeg betroe hende Alt?«

»Ubetinget,« svarede denne. »Halvhed fører til Fordærvelse i ethvert Forhold. Det hjælper ikke, at Du i et erotisk Øieblik river ned paa Dig selv og saadan i almindelige Udtryk lader hende forstaae, at Du har været Noget af en Laban. Der maa mere Alvor i et saadant Forhold, end Du hidtil har været vant til. Du maa betroe hende Alt med Hensyn til Laura; det er kun en ringe Straf for det, Du har forbrudt.«

»Ak,« sagde Henry sørgmodig, »jeg tør næsten ikke tænke derpaa. Vidste hun, hvordan jeg har syndet, og hvor stor min Brøde er, hun sendte mig ikke en Tanke mere.«

»Siig ikke det,« sagde Frederik opmuntrende. »En Kvinde, der elsker, kan tilgive Alt. Hun vil glemme Din Utroskab i Fortiden, saasnart Du blot bevarer Din Tro og Tillid til hende i Fremtiden. Du har tre Ting at gjøre, Henry: Først bryde med Dine gamle Venner, navnlig med Brandt og Boldt; saa tilstaae Harriet Alt, og dernæst, under Forudsætning af, at hun ikke forskyder Dig, - hvilket jeg ikke troer - at anholde om hendes Haand hos Agenten. Hemmelige Forlovelser due ikke for Dig.«

Henry stirrede et Øieblik tankefuld mod Gulvet og sagde derpaa med sagte Stemme:

»Du rører der ved et Punkt, Frederik, som er det mørkeste i hele mit Liv, og som jeg foruden til Dig kun har omtalt til Harriet. Hvorledes kan jeg anholde om en ung og rig Piges Haand, jeg, som er saa langt fra at kjende til Slægt og Frænder, at jeg ikke engang kjender mine egne Forældre? Hvor tidt er ikke den piinlige Tanke faret igjennem min Sjæl, at jeg er Frugten af en ulovlig Forbindelse, et Brødens Barn, der er bestemt til den sørgelige Lod at vandre ene og ukjendt gjennem Verden, uden at en Taare vil fældes ved min Grav. Undertiden har jeg drømt, at min Fader havde begaaet en gruelig Forbrydelse, der nødte ham til at flakke landflygtig om fra Sted til Sted uden at finde Ro eller Hvile. Denne Drøm, der har plaget mig fra min tidligste Ungdom, og som periodisk vender tilbage, ender altid med, at jeg træffer ham i en øde, vild Egn, at han forfølger mig, at jeg flygter i vild Rædsel, og at jeg vaagner i en usigelig Angst. O, Frederik, det er en frygtelig Pine!«

»Og Du har aldrig,« svarede denne blidt, »tænkt over, at Du ved et saadant Forhold som det, hvori Du har staaet til Laura, selv kunde sætte et Brødens Barn ind i Verden og saaledes forplante Forbandelsen paa dit Afkom?«

»Skaan mig, Frederik,« bad Henry, der med begge Hænder bedækkede sit Ansigt. »Jeg kan ikke udholde at tænke derpaa. Min Gud, hvor jeg har været letsindig!«

»Siig mig,« sagde Frederik efter en Pause, »har Du da slet ingen Oplysninger, slet ingen Formodninger, som kunne lede Dig paa Sporet? Har gamle Mary, der holder saa meget af Dig, og som jo maa vide en Deel, aldrig meddeelt Dig Noget derom?«

»Jeg bliver aldrig klog paa Mary i dette Punkt,« sagde Henry. »Jeg har naturligviis frittet og spurgt, men hun synes ganske forvirret i Hovedet, saasnart hun kommer ind paa det Capitel. Jeg kan ikke engang blive klog paa, om det er, fordi hun ikke vil tale derom eller fordi hendes Hukommelse allerede er svækket, at hun fortæller mig det meest forvirrede og modstridende Tøieri. Hendes Forstand maa vist have lidt, den Gang de dræbte hendes kjære Jemmy i Sukkermøllen paa hans Bryllupsdag. Hun blander sin egen sørgelige Historie paa en saadan Maade ind i Alt, hvad der senere er passeret, at intet Menneske i Verden kan hitte Rede deri. Snart taler hun om Plantagen paa Jamaica. Snart om den kjære, søde Frue, der var saa deilig, men saa ulykkelig, fordi hun ikke maatte komme til det kolde Land med de høie Bjerge. Snart om Massa Henry, der var saa styg, men saa god imod fattige Folk! - og saa blander hun sin gode, unge Massa Henry, sin kjære Jemmy, den onde Ning, Sukkermøllen og de kolde Bjerge ind i et saa forfærdeligt Chaos, at jeg har seet hende holde paa sit Hoved, for at ikke den Smule Forstand og Hukommelse skulde løbe bort, som hun endnu var i Besiddelse af.«

»Men af alt Dette synes dog at fremgaae,« sagde Frederik, »at Du maa være født paa Jamaica, ligesom jo Alt, hvad Du faaer sendende, kommer med den vestindiske Post.«

»Ja, eller ogsaa i Grønland, Spitzbergen eller Nowaja Zemlja,« sagde Henry smilende, »eller paa ethvert Punkt, der ligger imellem disse, hvilket bliver noget vidtløftigt. Meget koldt maa der have været i det kolde Land med de høie Bjerge; thi Mary spørger mig hver Gang, hun kommer paa det Capitel, om hun maa vise mig de Huller, som den stygge Kulde bed i hendes Fødder, dengang hun var i det kolde Land, hvor Folk løb med Sukkerknive under Fødderne, for at de ikke skulde falde omkuld paa Isen.«

»Men har Du da ingen Smaating fra Din Barndom?« spurgte Frederik.

»Jo,« svarede Henry, »en massiv Guldslangering, i hvis Øine der er indsat to Diamanter, og en lille romersk Mosaikagraffe med de capitolinske Duer. Ringen har været min Moders, hvis jeg tør troe Marys Fortælling. Om Agraffen veed hun derimod intet Andet, end at den sad i min Halslinning.«

»Er det det Hele?« spurgte Frederik.

»Nei,« svarede Henry tøvende, »der er endnu een Ting tilbage, men den er mig saa dyrebar og hellig, at jeg ikke har talt om den til Nogen, ikke engang til Dig. Kom med, saa skal jeg vise Dig den; thi nu skal Du have Alt at vide.«

Med disse Ord skød han et Felt tilside i Panelet over sit Skrivebord, og idet han pegede paa et Portrait, som derved kom tilsyne, sagde han stolt: »See, er det ikke smukt?«

Frederik betragtede længe og i Taushed Maleriet. Det var en ung, deilig Kvinde, malet saa levende i Udtrykket og saa frisk i Farven, som om Juul havde gjort det. Hun stod med let bøiet Hoved i lyttende Stilling og hævede ligesom tyssende den høire Haands Pegefinger iveiret. Det lysegule Haar var sat op efter antikt Mønster og rullede bagtil i frie Krøller ned over hendes blendende Hals. De mørkeblaae Øine, der spillede med en usædvanlig Glans, syntes ligesom at fæste sig paa Beskueren og smile til ham, fra hvilket Punkt man end betragtede Billedet. Draperiet var behandlet med overordenlig Routine, og overalt følte man Figuren igjennem det. Ja selv den Bouquet af blegrøde Camelier, som hun holdt i Haanden var malet med en gjennemført Fiinhed, der røbede en saare sikker og øvet Haand.

Medens Frederik betragtede Billedet, lod han af og til sit Blik glide hen over Henrys Ansigt, der nu havde et Udtryk af dyb Alvor, ja næsten af Andagt. Han kunde ikke dølge for sig selv, at mange Liniamenter i Portraitet gjenfandtes hos Henry; navnlig forekom det ham, at baade den noget krummede Næse og de underlige, halvt veemodige, halvt satiriske Linier omkring Mundvigene vare de samme.

»Er det ikke et deiligt Billede?« spurgte Henry paany.

»Jo, ganske deiligt«, svarede Frederik, »men det mangler dog det, som desværre alle Malerier mangle, fordi det ligger udenfor den menneskelige Kunsts Evne at kunne gjengive det. Man maa tænke sig disse straalende Øine fulde af Spil og Liv, disse skjønne Træk vexlende efter Stemningernes Indtryk, denne fine Teint farvet af Blodets rullende Strøm, - kort sagt, man maa tænke sig det beaandet af Livets underfulde Magt - og man kan da ikke negte, at Originalen har været udmærket smuk.«

»Ja, deilig har hun været, min Moder,« gjentog Henry med et tindrende Blik og med en vidunderlig blød Betoning af de to sidste Ord »Veed Du, hvad jeg ofte gjør, Frederik? Naar jeg sidder alene om Aftenen, og gamle Mary er gaaet tilsengs, tænder jeg Lys foran dette Billede, ligesom Sydboerne gjøre foran deres Madonnaer, og da kan jeg vedblive at betragte det timeviis uden at trættes. Naar Lysene flamme uroligt - og for at faae dem til det, lukker jeg ofte et Vindue op ud til Marmorpladsen - kommer der et underligt vexlende Spil i disse deilige Træk, og jeg bilder mig da ind, at hun er levende og sidder snart talende til mig, snart skjelmsk tyssende paa mig. Undertiden tænder jeg kun eet Lys og sætter det langt tilbage, saa at Billedet kommer til at hvile i halv Dæmring, hvori jeg kun svagt kan skjelne de enkelte Træk. Da bilder jeg mig ind, at vi sidde i det begyndende Tusmørke og tale fortroligt med hinanden. Men naar Fuldmaanen staaer saa høit paa Himlen, at den ikke skjules af Marmorkirken, da lukker jeg de øverste Vinduer op, slukker min Lampe og lader dens blaalige Lys falde hen over Portraitet. Naar den da fra sin mørke Hvælving lader sit fulde Skær spille hen over de bløde Folder i denne hvide Mousselins Kjole, naar den belyser det brogede, romerske Skærf, som er slynget omkring hendes smekkre Liv, naar den falder paa de duftende Blomster, de spraglede Confetti, paa den sorte Halvmaske og den lille, grimme Polichinel, der ligge paa Bordet ved Siden af hende, da forekommer det mig, som om vi vare i Syden, som om hun stod taus lyttende efter Capitoliets store Klokke, der forkynder Carnevalet, for at vi tilsammen kunde drage ud til Liv, Lystighed og Glæde. Men naar da mit Blik falder paa den øde, sørgelige Ruin derude, naar jeg husker paa, at disse guldgule Lokker nu ere hvide, disse fine, yndige Træk henvisnede og rynkede, hun selv kun en Ruin af det Billede, som Maleren her har fremtryllet, da farer en isnende Fornemmelse af Livets Korthed og Forgjængelighed igjennem min Sjæl, da har jeg tidt bedt om, at det maatte forundes mig kun een Gang at see disse blide Øine fæste sig paa mig, kun een Gang at kunne trykke denne fine, hvide Haand, inden vi for bestandigt skilles fra hinanden. Du finder maaskee alt Dette latterligt, sentimentalt, men jeg kan gjerne sige, at jeg elsker dette Billede mere end mit Liv og disse farverige Drømme høiere end den Virkelighed, der omgiver mig. Jeg kan ikke taale, at dette Portrait profaneres af vanhellige Blikke. Det er derfor, at jeg aldrig har omtalt det til Nogen, selv ikke til Dig, og det er derfor, at jeg har skjult det saa snildt, at Ingen aner dets Tilværelse.«

Henry vilde atter skyde Feltet til, men Frederik hindrede ham deri og udbrød:

»Har Du lagt Mærke til, Henry, hvor hendes Mund, eller rettere Trækkene omkring den, ligner Din. Jeg er vis paa, at hendes Smiil har været ganske som Dit. Veemodigt og bevæget har hun smilet, men see saa paa Linierne om Mundvigene, er det ikke ganske, som om Satiren der sad og lurede i en Krog, beredt til at springe frem og ved sin Spot dæmpe det Udbrud af inderlig Følelse, som Munden og de milde Øine altfor tydeligt havde givet tilkjende. Jeg er vis paa, at hun, ligesom Du, har havt megen sand og virkelig Følelse, men at hun, som Du, har trængt den tilbage under Satirens Maske; thi satirisk har hun været, og maaskee noget coquet, det er jeg temmelig vis paa.«

»Aa Passiar!« raabte Henry, idet han atter skød Feltet for. »Altid skal Du komme med Din dumme Critik. Gud maa vide, hvorfor jeg viste Dig Billedet?«

»Fordi Du aldrig kan tie med en Hemmelighed,« svarede Frederik smilende, »fordi Du er for livligt et Gemyt til at kunne bære en Ting indesluttet i Dig selv.«

»Saa,« sagde Henry stødt, »har jeg da ogsaa fortalt Dig, hvorfra jeg har faaet det te Portrait?«

»Nei,« svarede Frederik ironisk, »men jeg faaer det nok at vide.«

Henry saae meget alvorlig og høitidelig ud. Frederik gik hen til Vinduet, fløitende en Melodi, men da han vendte sig om og endnu saae Henrys høitidelige Ansigt, brast han i Latter og sagde:

»Lad mig saa faae hele Hemmeligheden, Henry! Du risquerer ellers, at den gaaer i Brandt eller Boldt, og saa kan Du lige saa gjerne sætte den i Adresseavisen. Jeg skal til Gjengjeld skriftligt give Dig den Erklæring, at Du blandt alle Dødelige meest eier denne »tiefe Verschwiegenheit,« som Goethe sætter saa stor en Priis paa. Mere kan Du da ikke forlange.«

»Jeg veed ikke,« svarede Henry, »hvorfor jeg bestandig taaler Dine Drillerier, som jeg ikke vilde finde mig i af nogen Anden. Jeg troer det kommer af, at Du siger dem paa en saa forunderlig rolig Maade og altid rammer de Punkter, hvori jeg maa erkjende, at Du har Ret. - Du veed jo,« vedblev han, idet han fortroligt trak ham ned ved Siden af sig, »at Agent Gram er en Slags Formynder for mig, eller rettere en slags Curator, thi han udbetaler mig hvert Aar paa min Fødselsdag meget punktligt de tre tusinde Daler, som jeg maa ansee for Renterne af den Capital, hvormed et gavmildt Forsyn har begavet mig. Af og til komme ogsaa andre Ting til »Naboben,« som Brandt kalder mig. Da jeg fyldte mit attende Aar og altsaa var bleven myndig under Curator, indløb der med Agentens Brig en flad Kasse af usædvanlig Omfang. Den indeholdt det Portrait, som jeg har viist Dig, men mellem Lærredet og Biendrammen var der indskudt en lille Seddel saaledes, at kun et af dens Hjørner stak frem. Vent et Øieblik, saa skal jeg vise Dig den; den hører med til Portraitets Historie.«

Henry gik hen til sit Skrivebord, lukkede en Skuffe op og fremtog en lille Rosentræes Kasse, rigt indlagt med gammeldags Sølvarbeide.

»Det er mit Reliquieskriin,« sagde han smilende til Frederik, »og Nøglen bærer jeg altid hos mig. Det indeholder kun een Reliquie, men denne bytter jeg ikke bort for alle dem, der gjemmes i Rom. - Læs, hvad her staaer skrevet,« fortsatte han, idet han rakte Frederik en afbleget, rosenrød Billet.

Frederik greb den og læste Følgende: »Henry, min Søn, min elskede, min eneste!

Hvad jeg i dette Øieblik foretager mig, fylder mig med Angst, thi jeg sætter maaskee Din Lykke paa Spil. En ond Skjæbne har kastet os milevidt fra hinanden, og dog gaaer der ingen Dag, uden at jeg i Tanken er hos Dig og vugger Dig i mine Arme. En tung Brøde hviler paa mig, og har som en ond Dæmon forspildt et Liv, der oprindeligt kun syntes at være skabt til Lykke. Og dog vilde jeg midt i min Ulykke være lykkelig og glad, naar Du blot ikke glemmer Din ulykkelige Moder, hvis Billede jeg hermed sender Dig. Saaledes saae jeg ud, da jeg første Gang greb Dig i mine Arme, bedækkede Dig med mine Kys og vædede Dig med Angerens og Skamfuldhedens Taarer, og saaledes ønsker jeg, bestandigt at staae for Dig. Glem ikke, Henry, at disse Taarer vare Din Daab, hvormed Du viedes til Livet i Verden. Vogt Dig for dens Fristelser og Forførelser, som have kostet Din Moder mere, end Du nogensinde vil komme til at ane. Vogt Dig for Forfængeligheden, for de flygtige Glæder, der saa fristende svømme ovenpaa, som ere saa lette at gribe, og som dog betales saa uendeligt dyrt. Lad intet Menneske paa Jorden ane, at jeg har skrevet Dig til, thi Din timelige Lykke afhænger deraf. Bliver Billedet fordret tilbage, saa afsend det strax uden Indvendinger. Farvel, min Henry, tusinde Gange Farvel!
Din Moder kysser Dig!
S. Vernon.«

»Du seer,« sagde Henry bevæget, medens han paany indesluttede den lille Seddel i sit Gjemme, »hvor stor Tillid jeg i dette Øieblik har sat til Dig. Jeg har baaret paa denne Hemmelighed i næsten syv Aar, og ofte har den været nærved at sprænge mit Bryst; thi jeg trænger af Naturen til at have Een, til hvem jeg kan meddele mine Sorger. Naar Du dadler min Mangel paa Discretion, kan Du vistnok i mange Tilfælde have Ret, men Du seer dog her eet, hvor jeg har bevaret en Hemmelighed længe nok.«

»Tak for Din Tillid!« udbrød Frederik, idet han varmt trykkede sin Vens Haand. »Hos mig veed Du, at den ikke vil blive misbrugt. - - Maleriet blev altsaa ikke fordret tilbage?«

»Jo,« svarede Henry, »og det særdeles indtrængende.«

»Men hvad gjorde Du da?« spurgte Frederik.

»Jeg tillod mig,« svarede Henry smilende, »det eneste Bedrageri, jeg har begaaet i mit Liv. Jeg lod hemmeligt Maleriet copiere af en af vore dueligste Portraitmalere og sendte saa Copien afsted istedetfor Originalen.«

»Det havde jeg ikke gjort i Dit Sted,« sagde Frederik. »Grovere Sandser kunne bedrages deraf, men enhver Kjender vil strax opdage Forbytningen. Desuden er Din Moders Udtryk saa bestemte, at Du ikke burde have handlet derimod. Dertil synes det, at hun hverken skriftlig eller paa anden Maade maa staa i Correspondance med Dig. Under slige Forhold var det dobbelt uforsigtigt at omgaae et saa bestemt Forbud som det, der er nedlagt i de faa Linier, og Du har sat, om ikke hendes, saa maaskee Din egen Velfærd paa Spil.«

»Aa, hvad mig selv angaaer,« svarede Henry, »bryder jeg mig ikke stort derom. Jeg hverken kan eller vil skille mig ved dette Billede, selv om jeg derved skulde lide et betydeligt Tab i materielt Velvære, og er Forbytningen ikke blevet opdaget i de syv Aar, som nu ere hengaaede, saa er det ikke rimeligt, at den senere vil blive det. - Og selv om dette skete, er der ingen Grund til Ængstelse; thi naar man lægger alle de forskjellige Momenter sammen, fremgaaer det dog med temmelig Sikkerhed, at jeg rimeligviis er en uægte Søn af en eller anden engelsk Lord, der i Anledning af min Fødsel har sat en betydelig Livrente ud for mig. Det er naturligviis Udbyttet af denne, som Agent Gram hvert Aar udbetaler mig, og naar man hvert Aar har tre tusind Daler i sikker Indtægt foruden Sportler i Sukker, Rum og Cigarer, bryder jeg mig Pokker om at blive Nabob paa Jamaica.«

Frederik vilde svare, da der i det Samme bankedes stærkt paa Gadedøren. Gamle Mary foer forskrækket ud og kom lidt efter tilbage, idet hun meldte Henry, at Massa Boldt og Massa Brandt stod udenfor og ønskede at tale med ham.

Henry gjemte hurtigt Skrinet i Skrivebordet og udbrød gnavent:

»Det er ogsaa fordømt, at de skulde komme just i dette Øieblik! Nu har jeg ingen Lyst til at tale med dem. Siig til dem, Mary, at jeg er redet ud og først kommer hjem iaften. Kryb bag denne Sopha, Frederik! Her kunne de ikke see os, naar Døren gaaer op.«

Henry trak sin Ven ned bag den Fløiels Chaiselongue og beredte sig til at fortsætte den afbrudte Samtale, men ligesom han vilde til at begynde, viste et blegt, koparret Ansigt, ombølget af et forvildet Opløb af sort Haar sig udenfor en af Ruderne, imod hvilket det trykkede sin Næse ganske flad, medens en øvet Haand ved Hjælp af en lang Rødviinsprop bragte Ruderne til at jamre sig i saa hjerteskærende Toner, at Henry og From maatte holde sig for Ørene.

»Sødeste Sir!« klang en Stemme, medens Rødviinsproppen gjorde en længere Pause. »Tag Deres Ord i Dem igjen, ligesom Deres berømte Collega og Stalbroder Galilei gjorde! Hvorfor vil De, bedste Sir, fornegte Deres Venner og intimeste Bekjendte, ligesom hiin Galilæer Peter, da det kneb hos Pilatus? De er en daarlig Professor i Benegtelseskunsten, rare Sir, eller ogsaa lyver Deres elskværdige, gamle Caneelstang værre, end en Hest kan rende. Hvordan kan De være ude at ride, naar Deres Hest staaer optømmet i Gaarden, og hvorledes vil De komme hjem iaften, naar De selv ligger bag Sophaen i en øm tête à tête med Fromhedens Frederik?«

Efter denne Monolog geraadede Rødviinsproppen i et nyt Anfald af Raseri, som Stemmen under en kort Pause erklærede for at være et Melodrama, og samtidigt hermed hørte man en anden, dybere Stemme ufortrødent gjentage det gamle Omkvæd: »Den er svær, men den kan ta'es!«

»Hør dog op, Du sprænger jo vore Trommehinder!« raabte Henry.

»Ganske det Samme som Trommeslageren bemærkede, da hans Kone daskede ham med Trommeskindet om Ørene!« raabte Brandt udenfor. »Vent blot, nu kommer Ritornellen af Donsevan.«

»Nu skal jeg lukke op!« raabte Henry i tragi-comisk Fortvivlelse.

»Gjør Dem ingen Uleilighed for min Skyld, bedste Sir, som Ole Kollerød sagde til Skarpretterens Dreng, der vilde klippe Haaret af ham. Jeg kan godt hjælpe mig selv.«

Med disse Ord tog Brandt sit Lommetørklæde op, gjorde en Bevægelse, som om han vilde pudse sin Næse, men stødte det i samme Øieblik mod Ruden med en saadan Kraft, at Stumperne fløi ind paa Gulvet.

»Er Du gal, Brandt?« raabte Henry.

»Attenteret Indbrud! - Intet videre? - 2den April 1801 efter engelsk Lovgivning!« raabte Brandt, idet han hastigt stak sin Haand ind ad den frembragte Aabning og lettede den øverste Krog af. »Svup, der gik den anden; det er akkurat en Daler. Vær saa artig, Henry! - En igjen - Intet videre!« Med disse Ord aabnede han Vinduet, sparkede Glasstumperne bort og sprang ned i Værelset.

»Født med Drengestreger og døbt med Bindestreger - hvad, Henry?« fortsatte han med utrolig Tungefærdighed. »Hedder egentlig Rem-Brandt, men har af Hensyn til Forvexling udeladt det Første. Det er saa forbandet kjedeligt med disse Collisioner, navnlig i Veiviseren. Goddag, From! Du seer ud, som Du var i Collision med Dit Ansigt. Næsen gaar udad, Munden indad og Haaret hænger paa Dig som Grenene paa en Hængeask i Regnveir. Sikken et Bededagsansigt, Du sætter op! Du seer jo ud som en Undergraver.«

»Det kommer af, at Du undergraver Henry for mig; vi talte netop derom«, sagde From paa sin rolige Maade.

»Vær saa artig, der er en Skilling. Put den i Lommen til bedre Leilighed, for Du kommer nok til at give mig den igjen. Jeg tjente igaar Aftes syvogfyrretyve og en halv Skilling; saa nær var jeg ved at blive Tremarksmand. Det var egenlig Boldt, der snød mig derfor, thi han paastod, at min sidste Brander kun var halv saa god som de andre. - Aa, Død og Pine, Henry! Tag et Tag med i Boldt. Han kan nok endnu gaae igjennem Vinduet, uden at blive skaaret til Snittebønner.«

»Nei, lad være!« stønnede Boldt under Forsøget. »Lad mig komme christeligt ind ad Døren, smaa Henry! Jeg føler, at min Corpusmasse er taget forfærdeligt til, og min Manuducteur har anvendt hele Aftenen til ovenikjøbet at proppe Corpus juris i mig. - Aa, lad være! Jeg kan s'gu ikke; mine Buxer revner, Brandt!«

»Vær saa god, runde Boldt!« raabte Brandt. »Der er een for Corpus juris og een til Syløn. Lad saa den elskværdigste blandt Kvinder lukke Dig ind ad Døren; men pas paa Dit Hjerte, Boldt! Jeg veed, Du altid har havt en Svaghed for Ibenholt.«

Lidt efter gled Boldts Skikkelse ind under Portièren og dukkede derpaa op i sin fulde Høide. Det var en svær, athletisk Figur med noget Hang til Corpulence og med en underlig Mangel paa Kraft i Bevægelserne. Hans fyldige, brede Ansigt havde et godmodigt Præg, men hans store vandblaae Øine viste kun lidet Liv og tydede ligesom hans Langsomhed paa en stærk Phlegma.

Som han der stod i Døren, dannede han en skarp Modsætning til sin Kammerat, der, uden at være lille dog var fiint bygget og smidig i alle sine Bevægelser. Brandts Ansigt, som Kopperne havde vansiret, var snarere grimt end smukt, eller, rettere sagt, det var overmaade vanskeligt at udtale sig derom; thi Livet i hans smaa, brune Øine og Spillet i hans Træk vare af en saa vexlende Natur, at hans Udtryk næsten aldrig i det ene Øieblik lignede det, som han havde i det næste.

»Puh!« sagde Boldt, idet han med Velbehag sank ned i en lav Fløiels Lænestol. »Den var stram!«

»Hvad for en den?« spurgte Henry og skjød en Kasse Havanacigarer over til ham.

»Den igaaraftes naturligviis,« svarede Boldt, idet han stak en Haandfuld Cigarer i Lommen og rakte en over til Brandt. »Hvor er Producterne fra Ildlandet?«

»Der,« svarede Brandt og kastede sit Svovlstikke-Etui hen til ham.

Boldt tændte sin Cigar og sendte med stort Velbehag to blaalige Skyer ud ad sine Næseboer. Derpaa lod han sig synke endnu dybere ned i den bløde Lænestol og sagde stønnende:

»Den var værre!«

»Ja, den var næsten »pivain«,« ytrede Brandt philosophisk.

»Hvad for en den?« spurgte Henry paany.

»Bah, vær nu ikke naiv,« sagde Brandt. »Naturligviis den vi trak igjennem igaaraftes. Den var fæl. Spørg blot Hinkelbeen derom.«

Boldt syntes ikke at ynde denne Hentydning til hans slentrende, noget vaklende Gang, og sagde tvært:

»Før Du den til Protocols, Flottin! Jeg gider s'gu ikke.«

»Passiar!« svarede Brandt. »Oplad Din Røst og græd, som skrevet staaer i Jesu Sirups Søns Bog. Du kan godt fortælle Historien.«

»Ja, det var egentlig en Perlemodersknap,« sagde Boldt, »som gjorde hele Ulykken. Der var en af Drengene i Skolen, som kom til at skjære en af min Skjorte, og saa skulde jeg ud igaaraftes for at finde Magen til den. Men det er altid saare svært at finde en Mage, og min var og blev mageløs, og det var jo netop det umagelige ved det. Saa mødte jeg Flottin paa Østergade. Han proclamerede »Schwalbe«, hvortil jeg stillede mit Ændringsforslag »Den gamle Ølhalle«. Saa drev vi da derned og drak først en Flaske hvid Viin -«

»Som var rød,« afbrød Brandt ham med urokkelig Alvor.

»Nei, som var hvid,« sagde Boldt ærgerlig. »Vi begyndte med den hvide.«

»Silence, mine Herrer!« raabte Brandt. »Uvillige Mænd dømme i Trætten! Her er hele Museet; jeg har alle Proppene i Lommen. De ere nummererede allesammen; det er den nemmeste Maade at holde Regnskab paa.«

»Voilà toute la compagnie,« vedblev han, idet han kastede dem ud paa

Henrys Skrivebord og begyndte at stille dem op. »Her er først en Petit-Bourgogne, den har Nummer Et, men Vinen var s'gu ikke Nummer Et, det maatte vi bekjende. Saa kommer her en lille Liebfraumilch, det er Nummer To - der hører to Dousin Østers til. Nummer Tre er Chambertin - det var en stor Carnaille. Nummer Fire og Fem er Porter og Ale, der formælede sig sammen og avlede half and half. Den skulde vi nu ikke have drukket, for den giver tykt Blod og Anlæg til Spleen. Saa satte vi Nummer Sex ovenpaa de andre - det var Sillery. Den er bedre end Cliquot, naar man har drukket Ale og Porter i Forveien. Nummer Syv er nu saadan en nem lille Tingest - det var Curaçao, som vi tog istedetfor Ananaspunsch.

See, det var nu Oldtiden eller »den gamle Ølhalle«,« vedblev han, idet han ligesom kjælede for Proppene og stillede dem op i en Kreds. »Nu gaae vi over til la maison blanche eller Middelalderen. Den ligger midt i Raahedens og Vansmagens Periode, og Nummer Otte til Ni er derfor ogsaa kun to halve Baiere, som vi maatte tage for et Syns Skyld, medens vi tracterede syv af Middelalderens Drabanter i Form af Slagtersvende med Nummer Ti til Sexten. - See, der staaer la maison blanche,« udbrød han, da han havde stillet alle Proppene op, »og nu gaae vi til den nyere Tid eller Alleenberg. Nummer Sytten er svensk Banco - »gulldroppa« - den eneste Grund, hvorfor jeg er Skandinav. Nummer Atten til Toogtyve sodavatten, thi gulldroppan er i og for sig lidt svær ovenpaa det andet, men naar den bliver mixet, er den delicat. Disse fire Fodstykker af Snapseglas har jeg ikke kunnet mærke, fordi Kniven ikke bider paa dem. De hidrøre fra den allernyeste Tid, hvor Kniven ellers bed godt nok, nemlig fra Revolutionen eller den gamle Accisebod. Deres Overdele have i deres Velmagtsdage indeholdt »Knækbeinere«, et baade nærende og behageligt Fluidum, naar man blot ikke faaer Kyllinger efter at have nydt dem. Hermed er Cataloget færdigt, thi jeg regner ikke disse fire Pharmaceutproppe med, som vi bankede op paa Svaneapotheket, desformedelst vi trængte til mere sodavatten.«

»Ih, Du Friis's!« udbrød Boldt døsig forundret. »Drak vi saa Meget?«

»Accurat,« svarede Brandt, idet han knipsede den ene Prop efter den anden ud ad Vinduet, »men vi vare ogsaa saa yndigt fulde, da vi vendte hjem, at Hinkelbeen vilde løse Sætteskipperbevilling paa Sverig, for at kunne seile med gulldroppar alle sine Dage.«

»Og Du seilede, som om Du allerede havde Bevillingen i Lommen,« sagde Boldt gabende. »Jeg har en frygtelig Hovedpine, Brandt.«

»Saa duer Du ikke til Hovedregning,« bemærkede Henry smilende, »og kan vel ikke læse hos Frøken Petersen idag.«

»Nei, de søde Unger faae at undvære mig. Jeg er desuden saa mat, at jeg neppe kan see ud ad Øinene,« bemærkede Boldt.

»Schwächling!« sagde Brandt haanende. »Du trænger til et Glas af Henrys Jamaica, saa Du kan regne Regula Petri med Frøken Petersen selv. Aa hør, Mary, min gamle Deilighed, min allerdeiligste gamle Deilighed! Giv os en Caraffe ind med Henrys Livsopvækker, saa er Du sødere end det Sukker, som Du gjerne maa tage med ved samme Leilighed.«

Gamle Mary viste næsten Tænder ad Brandt og kastede et spørgende Blik til Henry. Denne nikkede, og kort efter bragte hun det Forlangte.

»Tak, min gamle Muskatenblomme, min Nellikerod og yndige Malabar-Cardemommeblomst! Nu er jeg næsten i samme Humeur som Noah, da han strandede paa Ararak. Gaa nu, min sorte Uskyldighed! For nu vil jeg fortælle.«

»Ja, lad os høre Noget om Soldet,« sagde Frederik med et betydningsfuldt Blik til Henry.

»Bimpel!« rettede Brandt. »Maa jeg bede Dig være correct i Dine Talemaader. Sold er Ingenting, og betyder Ingenting; men Bimpel eller Dangel, om Du hellere vil, er betegnende Ord, som har Rod i Sproget.«

»Naa, hvordan bimplede I da igaaraftes?« spurgte Frederik.

»Folgender Maasse, som Figura udviser«, svarede Brandt og pegede paa Boldt, der var falden i Søvn i Lænestolen. »Den sidste, ærede Taler har bestræbt sig for at fortælle Begyndelsen; jeg skal nu tillade mig at give en kort Anmeldelse af Aftenens Begivenheder.«

Med disse Ord satte Brandt sig overskrævs paa en Stol, tændte sig en frisk Cigar og begyndte dernæst paa følgende Maade:

»Det er os en sær Tilfredsstillelse at kunne henlede vore Læseres Opmærksomhed paa en Kunstpræstation, som de to berømte Virtuoser, Stud.jur. Peter Tobias Boldt og Lieutenant i Hans Majestæts Armee Jonas Brandt beredte sig selv og det store Publicum igaaraftes i den store Salon fra Kongens Nytorv til Runddelen. Efter at disse Herrer omtrent Klokken halv Ni havde skaffet to stakkels Blinde den Adspredelse, som altid følger med en Tomands Whist, blev der stukket paa Kavaien omtrent Klokken Ni, og kort derefter landede Galaien i den gamle, gemytlige Halle. Vi skulle ikke trætte vore Læsere med at beskrive denne alvorlige Del af Festen, eller underholde dem med saa lave Skabninger, som Østers og Hummere unegteligt ere. Da det naturligviis efter denne korte Ouverture ikke var vor Agt at vende tilbage til vore egne Hummere, dampede Galaien videre til la maison blanche, som den anløb omtrent Klokken Ti. Naar vi undtage, at de to berømte Virtuoser her sluttede nøiere Bekjendtskab med den verdensberømte Kunstner Ratscha-Sing - hvilket betyder den, der er skabt af Guttapercha - indtraf intet videre af Betydenhed. Bemeldte Kunstner curede paa det ivrigste til Harpenympherne; men da han havde den stygge Vane, hvert Øieblik at patte paa sine Hæle, gjorde han ingen videre Lykke, hvilket derimod paa hans og vor Bekostning, blev tildeelt syv massive Slagtersvende, som havde slaaet Kreds om de Skjønne. Da vi gjerne vilde have Vort paa det Tørre, gav vi dem noget af det Vaade, og stiftede derved et saa intimt Bekjendtskab, at vi fandt det meest passende at gaae paa Alleenberg, inden uheldige Begivenheder formørkede vore Øines Lys. Her kom vi tidsnok til at overvære den sidste Præstation af den russisk-asiatiskgranatiske Ildkonge Bob Muah del Re Boabdil, hvilket svækkede Boldt i en usædvanlig Grad. Han fik formelig ondt, da denne Virtuos til Slutningen skraaede gloende Jernstænger og spyttede dem fra sig som Hestesko, hvorpaa han stangede sine Tænder med en gloende Jerngaffel og drak en Bolle sydende Olie for dog at svale sig lidt. Glanspunktet i Festen dannedes imidlertid af den Scene, hvori Rikke Wulf synger sin bekjendte Bravour-Arie i P-mol:

hvorpaa hun som Dacaponummer gav sin deilige Romance:

Hinkelbeen var ude af sig selv af Henrykkelse. Han var væk, om jeg saa maa udtrykke mig, og kom først til sig selv igjen, da Rikke Wulf tog en af de Rosenknopper, hvormed hendes Livstykke var kantet forneden, og kastede den lige i Munden paa ham, da han af Henrykkelse gabede altfor høit. Saa kom den lille Trommeslager Pierre Timbale og gjorde et stort Bulder, og saa kom den franske Castagnetslager Robespierre og gjorde et endnu større. Saa kom den berømte eenbenede Don Juan Fandango og dansede sit store Solonummer »La roche, qui pleure«; men da saa Signora Buffala Ellevilda kom frem og dansede »Les pantalons d'amour« i Fyrværkeri forneden og elektrisk Belysning foroven, saa fik Hinkelbeen Lyst til at give »Saft«, men blev alligevel smidt ud og »snakkede med Ulrik« grumme længe ved et af Træerne i Alleen. Da jeg saa havde faaet ham knirket op igjen med en Flaske Sodavand, som jeg viseligt havde stukket i Baglommen, og mathematisk bevist ham, at det aldrig kan nytte at stikke den høire Arm i det venstre Ærmegab, undtagen naar man vil have sin Frakke knappet paa Ryggen, drev vi videre for at finde en Kneipe, som ikke var lukket. Jeg troer nok, at vi et Par Steder slog Ruderne ind med gamle Toskillinger, uden at de smaa Sanggudinder vilde forstaae et saa betydningsfuldt Vink. Jeg maa her indskyde den Parenthes, at Hinkelbeen hele Veien holdt et meteorologisk Foredrag over Storm i Almindelighed og Donner i Særdeleshed, hvilket han sammenfattede under det fælles Begreb af Nedslag. Hertil føiede han nogle Bemærkninger om Forskjellen mellem den kolde og varme Lynild, hvilket førte til, at vi slog ned i Boldts hyggelige Café, hvor vi drak Knækbeinere, medens vi hørte paa Familien Hylenberg fra Klagenfurt. Resten af Aftenen husker jeg ikke saa nøie. Kun forekommer det mig, at jeg bedækkede en ærværdig Vandposts skaldede Isse med min sorte Silkehat og bandt den mit Halsbind om Tuden. I det Mindste savnede jeg disse Hovedprydelser imorges ved mit Toilette; men ganske vist er det, at Hinkelbeen beklagede sig over, »at Smæklaasen til Corridoren laae i Portnøglen, og Gadedøren i Vestelommen«, hvoraf han uddrog den beklagelige Slutning, at saa kunde han ikke komme ind.«

»Men I kom vel ind alligevel?« sagde Henry.

»Jo-o!« svarede Boldt, idet han gabende strakte sig i Lænestolen. »Vi kom s'gu saadan ind, at vi nær aldrig var komne ud igjen. Brandt kunde nemlig -«

»Chut! Silence, Hinkelbeen!« sagde Brandt og slog en høi Latter op. »Vi ere udover Revolutionen og ville ikke vide noget af Napoleoniderne. Forresten veed Du, at den første af disse Knækbeinere sagde til Familien: »Man vasker ikke sit skidne Tøi i Fremmedes Nærværelse.« »Det er gyldne Ord i gyldent Bind«, som Shakspeare siger.«

»Naa, og hvormange Gylden gik der saa med?« spurgte Frederik med et betydningsfuldt Blik paa Henry. »Det var nok en dyr Historie.«

»Ja, den kostede for min Part femten Daler,« henkastede Brandt, »og det er lidt skadeligt, naar man skriver den femtende i Maaneden. Det gaaer ud over mit Ophav. Jeg maa slaae min Gamle en Plade, men en ordenlig en, saa bliver han rørt og betaler. Nu kan Du føre Sagen til Protocols, Frederik?«

»Det er den s'gu ikke værd,« sagde Boldt. »Det eneste Reelle, man har af den Slags Historier, er en myrderlig Katzenjammer. Den ene Bimpel ligner ganske den anden - det er s'gu skidt det Hele!«

Brandt vendte Øinene mod Himlen og sagde sukkende: »Ja, hvad er vi Mennesker, som Hvalfisken saa rigtigt bemærkede, da han traf sin Kone i øm tête a tête med en Haifisk. Pulvis et cineres, som vi burde strøe paa vore Hoveder, hvis ikke saa Mange gik med Paryk. Jeg trænger idag stærkt til at see mig efter i »Menneskets Hjertespeil«; thi jeg er vis paa, at mit Ansigt vil udtrykke »Letsindigheden, der ingen Synd agter, der tillader sig Alt, hvad det onde Hjerte begjærer, og lever lysteligt hen uden at tænke paa Gud, paa Evighed eller paa Dom«.«

»Hold Din Mund, Brandt!« sagde Frederik indigneret.

»Om Forladelse, fromme From!« svarede Brandt og satte sig op i Vindueskarmen. »Jeg glemte, at Du hører til de Troendes hellige Kjede. Jeg har saadan en morderlig Lyst til at gaae ud og spille Kegler i Slukefter. Kjender Du »Nappe«, Frederik? Det er det, som Fanden spiller med vore Sjæle hver Dag, men de svenske Præster kun om Løverdagsqvælden. Jeg lærte det forleden Dag af en svensk Brukspastor ombord paa »Ophelia« - det stikker baade »Lanse« og »Frit Jeu«. Skal vi saa ikke have en lille Omgang?«

Frederik greb efter sin Hat og Brandt vedblev, seende ud ad Vinduet: »Hvad Pokker er det for et Støvgran, som der er faret i et Par Ridestøvler? Han kan skyde Munden ud og ind ligesom Tallerkenmanden paa Lirekasserne, men seer for Resten ud som en sørgende Guldfisk. Det er, Gud hjælpe mig, Underspionen ved den italienske Legation, ham med det gamle Porcellain.«

»d'Acorda!« udbrød Henry forbauset.

»Netop,« svarede Brandt; »han har ikke en Accord i Livet, og dog blankede han mig saadan af forleden Dag paa Bellevue, at jeg maatte gaae paa Accord med ham.«

»Gud maa vide, hvad han vil her?« sagde Henry, der opmærksomt havde betragtet ham gjennem Vinduet.

»Fiske en eller anden gammel Sauceskaal eller prutte om en antik Flødebolle - han gjør jo i gammelt Porcellain. Sælg nogle af Dine Antiqviteter, Henry, og lad os faae et ordentligt Knald derfor. Lad ham byde paa gamle Mary, hun er s'gu ægte bronceret; det er netop denne brune Sveskefarve, de sætte saa høi Priis paa. Sælg hende, hun er jo Neger. - Gud velsigne Dig, søde Henry!« vedblev han, idet han hoppede ned fra Vinduet, »har Du ikke en Sæk til at skjule Hans Fransen i? Jeg risquerer ellers, at jeg maa give ham min Haand for Pengene, og at han, ma foi, ikke gaaer tilsengs iaften, før han har faaet mig fat. Den Karl veed forbandet godt, hvad en Livre de France er. Pant, Prygl eller Penge, det har altid været hans Valgsprog. Jeg skylder ham endnu Halvtreds, et je n'ai point d'argent.«

»Nei, ikke i Laboratoriet!« raabte Henry, da Brandt greb i Laasen. »Der staaer et Præparat til Afsvaling, som Du ikke maa fordærve for mig.«

»Bien,« svarede Brandt, »saa svaler jeg mig selv med i det nye Svaleapparat, som Du har faaet fra Paris. Det er et mageløst Studium, dette hersens Chemie.«

Næsten i samme Øieblik, som Brandt forsvandt bag Døren, skød den smidige Italiener sig gjennem den svære Portière, idet hans hurtige Blik i et Nu omfattede de tre Personer saa sikkert, som om han vilde photographere dem. Han var iført en elegant Ridedragt og bar under Armen en lille, omhyggeligt indsvøbt Pakke, som han forsigtigt lagde fra sig paa Henrys Skrivebord. Derpaa kastede han sig nonchalant i et af Divanerne, efterat Henry havde presenteret ham for Boldt og From.

»Jeg har taget mig den Frihed«, begyndte d'Acorda, »at besvære Dem med en lille Visit. Det generer Dem vel ikke? - De Herrer behøve ikke at gaae. Sir Henry og jeg have ingen Hemmeligheder.«

»Sikken en Bisse!« hviskede Boldt til Frederik. »Nu troer han strax, vi stikke af for saadan en italiensk Porcellainshandler.«

»Jeg kommer«, vedblev d'Acorda, »blot for at lade Dem vide, at De ikke skal gjøre Dem nogen Uleilighed med at tage ud til Landstedet iaften. Den Gramske Familie har viist mig den Velvillie ikke at afslaae en Indbydelse, som jeg har tilstillet den fra den italienske Legation til Ballet iaften i Anledning af den høie Fødselsdag. - Jeg beklager Meget,« vedblev d'Acorda med et ironisk Smil, »at jeg ikke kan udstrække Invitationen ogsaa til Dem; men det vilde stride mod den eengang vedtagne Regel, hvorefter kun Rangspersoner faae Adgang til Ballet.«

»Død og Pine!« sagde Boldt. »Gaaer det saa fint til? Men det forstaaer sig, en Agent er jo ogsaa en Rangsperson, selv om han kun handler med gamle Theepotter.«

»Jeg maa tillade mig at bemærke«, sagde d'Acorda med et Smiil, saa venligt, som om han slet ikke havde fattet Hentydningen, »at her slet ikke var Tale om Agent Gram, men om - Etatsraad Gram.«

»Etatsraad Gram!« udbrød Henry forbauset.

»Netop Etatsraad Gram,« gjentog d'Acorda med særligt Eftertryk paa Titelen. »Hans Udnævnelse stod i Berlingske for igaaraftes. Jeg har maaskee havt nogen Andeel deri. Jeg kommer lige fra hans elskværdige Familie, og var den Første til at bringe den min Lykønskning i Anledning af Udnævnelsen.«

»De komme der Alle«, spurgte Henry med en Mine, som han forgjeves bestræbte sig for at gjøre ligegyldig.

»Ja, de komme der Alle«, svarede d'Acorda, idet han med den ligegyldigste Mine af Verden slog lidt Cigaraske af med sin Ridepisk. »Alle med Undtagelse af Miss Harriet.«

»Harriet kommer ikke?« raabte Henry, idet han sprang op. »Er hun syg?«

»Ah Pardon!« svarede d'Acorda med en uhyggelig Latter. »Jeg forvexler altid Navnene paa de elskværdige Søstre - jeg meente Miss Clara. Hun er naturligviis endnu for ung til at kunne deeltage i den Slags Festiviteter.«

Henry, der følte sig overrumplet, gik hen til Bordet og spurgte for at skjule sin Forvirring: »Hvad har De der? Det seer jo næsten ud som en Sauceskaal.«

»Tag forsigtigt paa den!« raabte d'Acorda ængsteligt. »Tillader De, maa jeg?«

Henry satte Gjenstanden fra sig med en Mine, som om han havde større Lyst til at knuse den mod Gulvet i hundrede Stykker. d'Acorda greb den forsigtigt, viklede den ud af det fine Silkepapir, hvori den var indsvøbt, og fremviste med en Raritetsamlers hele Vellyst en lille Vase med to brede Tude til begge Sider, hvorunder der paa en mat, olivengrøn Bund var anbragt to smaa Medaillons, malede som om de vare udskaarne Caméer, og forestillende paa den ene Side Maria Antoinette, paa den anden Ludvig den Sextende.

»Kan De sige mig, hvad det er?« spurgte han triumpherende.

»Det er s'gu en dobbelt Sauceskaal,« sagde Boldt, der i Hast havde faaet Klemmelorgnetten paa. »Det kan jo Enhver see. Den er ellers uhyre svækmæssig. Saa kan man have Skeen baade tilhøire og tilvenstre, naar Saucen gaaer rundt.«

»Per Giove!« raabte d'Acorda, idet han sendte ham et medlidende Blik. »Troer De, man sætter Ludvig den Sextende og Maria Antoinette under Tuden paa en Sauceskaal?«

»Det veed jeg s'gu ikke,« bemærkede Boldt phlegmatisk. »I Fidtefadet kom de jo begge To alligevel, og man kunde da bedre sætte dem paa en Sauceskaal end under Guillotinen.«

»Bruto animale!« mumlede d'Acorda ved sig selv og satte den lille Vase paa Bordet. »Seer De,« henvendte han sig til Henry, »den er bestemt til to store Pragtblomster, saaledes som man brugte paa den Tid- - -«

»Javel,« afbrød Boldt, der hele Tiden havde ærgret sig over det lidet Hensyn, som Italieneren tog til ham, »en Tøffelblomst over Ludvig den Sextende og en Paaskelilie over Maria Antoinette, saa bliver det et Pragtstykke.«

»Hvor har De faaet den Vase fra?« spurgte Henry, der gottede sig over det rasende Blik, som d'Acorda tilkastede hans Ven. »Jeg synes, jeg skulde kjende den.«

»Det troer jeg neppe,« svarede d'Acorda og saae skarpt paa Henry. »Det er en reen Tilfældighed, jeg skylder dette sjeldne Fund. De kan tænke Dem,« vedblev han, »hvilket mageløst Held jeg har med mig. Da jeg forleden Dag rider gjennem Nyboder, seer jeg denne Sèvres-Vase staae i Vinduet hos en slet og ret Baadsmand, hvor jeg kjøbte den for en Daler, medens den i Virkeligheden er sine femhundrede Francs værd.«

»Det var jo kjønt gjort af Dem,« mumlede Boldt.

»Jeg mangler nu blot,« vedblev d'Acorda, »den Skaal, hvorpaa Vasen har staaet, og som efter den Tids Mode har været forsynet med afdeelte Rum, hvori man satte mindre Blomster; saa er dette Stykke ærligt tusinde Francs værd mellem Kjendere.«

»Hvor meget giver De saa mig,« spurgte Boldt pludselig, »hvis jeg skaffer Dem Underkoppen?«

»Sacre Dieu!« raabte d'Acorda heftig. »Troer De, De har Lov til at gjøre Nar ad mig?«

»Nei,« svarede Boldt uden at blinke, »men jeg har vel Lov til at spørge.«

»Veed De da, hvor den er«, spurgte d'Acorda i den høieste Spænding.

»Ja, Gu' veed jeg det,« sagde Boldt. »Den kneb Brandt en Aften, da han kom hjem fra Skoven med Laura Petersen. Han bruger den til Cigaraske.«

»Dio mio!« raabte d'Acorda forfærdet. »Cigaraske i en Blomsterkurv, der maaskee har tilhørt Maria Antoinette! Bedste Signor Boldt, skaf mig fat paa Deres Ven, paa Signor Brandt! - Ah!« udbrød han med en pludselig Haandbevægelse. »Er det ikke en Søn af Oberst Brandt, som jeg traf sammen med paa Bellevue? Saa kjender jeg ham.«

»Ja, hele Sevilla kjender Doctor Bartolo,« sang Boldt parodisk. »Jo, det er ham.«

En klirrende Larm som af et stort Glas, der gik itu, hørtes fra Laboratoriet, og i samme Øieblik styrtede Brandt ind med Lommetørklædet for Ansigtet, halvt kvalt af Latter og halvt af de rødlige Dampe af Salpetersyre, der i underlige Taageskikkelser væltede ind ad Døren efter ham. Bagefter kom Laura vaklende, med Klæder, der vare halvt forbrændte af Syren. Brandt kastede sig uden at agte paa de Omstaaende ned i en Sopha, hvor han afvexlende hostede og vred sig i krampagtig Latter, medens Laura fortvivlet sank sammen paa en Stol, grædende og hostende paa eengang. Frederik foer hen og lukkede Døren, medens Henry i en Fart stødte alle Vinduer op. d'Acorda betragtede den unge Pige med et gjennemborende Blik og smilede ironisk til Boldt, der som sin ufravigelige Mening erklærede »At nu blev den fæl«.

»Har I seet Henrys nye Svaleapparat fra Paris?« udraabte Brandt og druknede sig i et nyt Anfald af Latter. »Det er et mageløst Studium, dette Chemie, navnlig naar man henter sine Retorter fra Crocodillegade i Nyboder. Og saa har hun klædt sig ud ligesom det gamle Svaleapparat fra Jamaica! Aa, kom og hjælp mig, Boldt! Dunk mig lidt i Ryggen, inden jeg bliver et levende Gasapparat! - Sikken en Sybarit, Henry er! Det kalder man Luxus, at holde to Morenkopper, en hvid og en sort.«

Henry følte sig tilintetgjort og sendte et bedende Blik til Brandt, der vedblev: »Du kunde ellers gjerne komme noget andet Eau de Cologne i Dine Flasker derinde, for det, Du har i dem, lugter reent forbandet. Jeg vilde give Laura noget paa hendes Lommetørklæde, og saa ryger Proppen af, meget værre, end om der havde været Cliquot i Flasken, og knalder løs paa en sort Dævel, som strax gav sig til at ryge rødt, saasnart den faldt paa Gulvet. Aa, jeg er halv kvalt!«

Henry, der under hele dette Optrin havde været i den pinligste Spænding, men som ikke havde kunnet faae et Ord indført paa Grund af Brandts overstadige Latter, vendte sig nu til d'Acorda og sagde: »Jeg haaber, at De ikke misforstaaer den Scene, her er foregaaet, og som min Ven Brandt har arrangeret. Denne unge Pige hører ikke mig til, saaledes som Brandt insinuerede. Jeg har kun inat laant hende Huus for at -«

»Ah, Caro mio!« udbrød d'Acorda, der med synlig Tilfredshed havde nydt det hele Optrin, »hvortil disse Undskyldninger mellem Folk af vor Alder? Jeg skal ikke incommodere Dem længere, og De trænger til snarest muligt at faae Deres Apparat paa Fode igjen. Tillader De, Hr. Brandt, at jeg taler et Par Ord med Dem?«

Med disse Ord greb d'Acorda sin Hat og den igjen omhyggeligt indsvøbte Vase, og forlod Stuen i Følge med Brandt og Boldt. Da han var kommet udenfor, gik han hen til en Tjener, leverede ham Pakken og sagde hviskende:

»Giv Pietro denne, og lad ham forsigtigt bære den hen til Hotellet. Dernæst skaffer han sig omhyggelig Underretning hos Politiet om Alt, hvad der vedrører en vis Laura Petersen, som for Øieblikket befinder sig her i Huset. Du bliver her i Nærheden, indtil hun gaaer ud, og kan gjerne give Dig i Snak med hende, hvis Du kan komme til. Har Du forstaaet mig, Joseph? Fuldstændig Oplysning à tout prix.« Med disse Ord forlod han sin snilde Tjener, om hvis Læber der spillede et Meget betegnende Smiil, og forenede sig med Brandt og Boldt, der ventede udenfor. Den sidste anbefalede sig et Øieblik efter, idet han hviskede til sin forbausede Ven: »Sæt Prisen høit!« Henimod Aften holdt en lukket Hyrevogn udenfor Henrys Bopæl, og kort efter steg Frederik og Laura ind, medens Joseph havde travlt med endnu engang at eftersee Bagagen, inden han, forklædt som Kusk, tog Plads paa Bukken.

Da Vognens sidste Rullen havde tabt sig i det Fjerne, ilede Henry ind i sit Værelse, hvor han i Hast fuldendte et Brev til den Skolelærer, hvor Laura efter Frederiks Raad skulde tage Ophold. Derpaa lod han sin Hest føre frem, og kort efter red han i skarpt Trav ud ad Strandveien. Det var særdeles koldt den Aften. Det blæste skarpt fra Nordost, og i den begyndende Skumring rullede Sundets Bølger blyfarvede og med hvide Skumstriber ind imod Kysten. Det tog paa at regne, og Draaberne havde en Kulde, næsten som om Efteraaret, men Henry agtede ikke derpaa. Tusinde Tanker gjennemkrydsede hans Sind. I Stilhed gjennemgik han ikke alene Dagens, men hele sit tidligere Livs Begivenheder, og han fandt det jammerligt og usselt. Saa dvælede hans Erindringer ved Brandt og de glade Aftener, som de havde tilbragt sammen, og han forbausedes over, hvor vidt dette Menneske havde bragt ham; dette Menneske, der foruden sin Egoisme kun bares oppe af Livets Glæder og Lyst til at glimre. Saa vandrede han i Phantasien tilbage til hiin Aften ved Skarritssø, til sit sidste Møde med Harriet; men den erotiske Stemning var udvisket, Frygten og Skammen sad paa dens Høisæde. Snart saae han i de to tilfældige Møder med d'Acorda et beregnet Spil, hvis endelige Resultat var let at ane; snart troede han, naar Vinden susende foer igjennem Trætoppene, at høre Dansemusikens Toner, og hans ophidsede Phantasie viste ham da Harriet i den forhadte Italieners Arme, beluret af hans vellystige, stikkende Blik. Saa traadte Laura frem i sin fattige Nybodersdragt, saaledes som han første Gang havde seet hende i Etatsraadens Huus. Han følte, at denne Pige trods sin uhyre Letsindighed dog elskede ham, elskede saaledes, som hun formaaede det, mere med Sandserne end med Sjælen, men dog saaledes, at hendes Liv derved fuldstændig kunde forspildes.

Under disse og lignende sørgelige Betragtninger havde han naaet Toppen af Fortunbakken. Her vendte han sin Hest og red langsomt ned ad den dybe, bakkerige Skovvei.

»Hvor forskjellig,« sukkede han ved sig selv, »er dog ikke denne Aften fra den igaar? Frederik har Ret - her maa brydes med en heel Fortid; men med hvor mange Traade er jeg ikke bunden til den? Harriet maa vide Alt; men hvorledes skal jeg faae Mod til at betroe hende det, og kan hun senere troe paa mig, naar jeg fortæller hende dette?«

Ved Tanken om Harriet foer ligesom et Lynglimt gjennem hans Sjæl. Han vendte sin Hest og red paany op mod Fortunen.

»Det Hele er maaske en Rævestreg af d'Acorda,« mumlede han. »Maaskee er hun slet ikke med paa Ballet, maaskee har hun unddraget sig Invitationen under et eller andet Paaskud og venter nu paa mig. - O, I Guder!« udbrød han næsten høit. »Dersom hun i denne Aften venter paa mig, dersom jeg kan tale med hende blot et Quarteer uforstyrret i hendes Kammer, hvis jomfruelige Helligdom min Fod endnu aldrig har betraadt! Jeg vil tilstaae hende Alt, jeg vil trygle hende om Tilgivelse, og jeg vil ikke forlade hende, før jeg med den har vristet Hjulet og Tøilerne ud af Nemesis Haand, denne Nemesis, som min onde Samvittighed fremmaner, hver Gang mit Hjerte flyver hende imøde.«

Han sporede sin Hest, og det ædle Dyr, der ikke var vant til denne Behandling, foer afsted, saa at den kolde Aftenvind susede om hans Øren. Først der, hvor Hummeltofteveien i en stor Bue falder af mod Furesøen, holdt han den an og red Fod for Fod til Frederiksdals Kro, hvor han overgav det skummende Dyr til Staldkarlens Varetægt.

Regnen var hørt op, men Himlen var endnu bedækket med tunge, graae Skyer, der hindrede Maanen i at komme frem, og det tætte Mørke gjorde Veien dobbelt besværlig. Det var netop lyst nok til, at han fra Høiderne kunde see de hvide Skumstriber paa Furesøen bevæge sig ind imod Bredden, men da han naaede Leddet ved Indgangen til Nørreskov, forsvandt ogsaa dette sidste Kjendetegn, og han havde nu kun den urolige Søes dybe Brusen at rette sig efter. Med forrevne Hænder og forpisket Ansigt, gjennemblødt af Regnen fra de dryppende Træer, naaede han endelig Aasevang, hvor Mørket var mindre tæt, og hvor han fra et enkelt Punkt kunde see et Lys glimte fra Etatsraadens Landsted. Pludselig følte han sin Haand berørt af en fugtig, kold Gjenstand. Det var Nero, som kom ham imøde, hylende af Glæde, og til Overflod hvert Øieblik bevisende denne ved at sætte de brede Forpoter paa hans Bryst. Han tyssede ad Hunden og klappede dens vaade Pels. Dens Komme forekom ham som et lykkeligt Tegn, thi han vidste, at Hunden holdt sig til Harriet fremfor Alle og neppe var forbleven paa Landstedet, hvis hun var taget til Byen. Sagte aabnede han Laagen til Haven og sneg sig hen imod Huset, skjult af den mørke Lindeallee. Yderdørene for Havestuen vare lukkede, Verandaen tom, og Vinduesskodderne overalt paasatte; det saae ud, som om Huset var fuldstændigt uddøet. Idet han speidende passerede omkring det, faldt en enkelt Lysstribe ud gjennem et af Skodderne; det maatte være den, han havde seet i Skoven. Han nærmede sig og tittede ind. Der laae den lille Clara fuldt paaklædt sovende paa en Sopha. Den store Dukke var gleden ned og stod paa Hovedet ved hendes Fødder, og Huusjomfruen sov ved Siden af i en Lænestol med Sytøiet paa Skjødet - men Harriet var ikke til at opdage.

Ligesom Henry mismodig vilde forføie sig bort gjennem Haven, glimtede pludselig et enkelt Lys fra Kvistvinduet i Gavlen og kastede sine Straaler lige hen foran hans Fod. Henry betænkte sig et Øieblik. Lyset straalede fra Harriets Værelse, men det kunde muligt være Pigen, der gjorde det istand til Natten. Han sneg sig nærmere ind under Huset, men al hans Speiden var forgjeves; der faldt ikke saa meget som en Slagskygge paa den oplyste Væg. Pludseligt erindrede han, at det store Ferskentræ, den nybagte Etatsraads Helligdom, var espalieret op ad Muren, og at han muligt ad denne Vei kunde naae Vinduet. Han gjorde et Par Forsøg, men de spinkle Tremmer brast under hans Fødder, hver Gang han vilde hæve sig iveiret. Endelig fik han fat et Sted, hvor Stammen afgav et fastere Holdepunkt, og ved Hjælp af denne naaede han at komme i lige Linie med Vinduet. Han tittede med Henrykkelse ind i denne Helligdom, som var hans Ønskers og Attraaes høieste Maal, og misundte i sit stille Sind den store Vedbende, der turde strække sig heelt hen over hendes Seng, og de duftende Roser, der dagligt blev pleiede af hendes Hænder og nu ligesom skinsyge skjulte deres Herskerinde. Henry lod sit Blik glide hen over hendes fine, sneehvide Seng, over den lille Bogreol i Baggrunden, over det simple Fortepiano, som hendes Moder havde eiet, og som han gjenkjendte fra Præstegaarden i Bjerrelide; men længst og inderligst dvælede hans Blik paa Harriet, der i en simpel, sort Kjole sad og læste ved sit Skrivebord. Fra det Sted, hvor han stod, kunde han kun see en ringe Deel af hendes Profil, men derimod hele hendes fine, hvide Nakke, hvorpaa hendes mørke Krøller vuggede sig. Hun støttede Hovedet paa den venstre Haand og læste ganske fordybet i en Bog med Guldsnit, der laae opslaaet foran hende paa en Læsepult. Af og til løftede hun Hovedet iveiret, stregede Noget under i Bogen, og hendes Blik hvilede da længe og inderligt paa et Portrait af hendes Fader, der hang over Skrivebordet. Henry betragtede henrykt hendes lette Skikkelse, der i den sorte, høihalsede Kjole med den lille Pibestrimmel foroven tog sig dobbelt fiin og elegant ud. Han vovede ikke at røre sig af Frygt for at skræmme hende og vidste paa den anden Side ikke, hvad han skulde gjøre for at vække hendes Opmærksomhed. Pludseligt klang et skjærende Ugleskrig lige over hans Hoved, og Harriet foer forskrækket iveiret, idet hun stirrede imod Vinduet. Han vilde vinke; men ved den pludselige Bevægelse knækkede den tynde Ferskengreen, hvortil hans venstre Haand støttede sig og tørnede mod Ruden, som klirrende fløi ind i Værelset. Hun foer op med et Skrig og sank, bleg af Skræk og halvt afmægtig, ned ved Døren, som hun forgjeves bestræbte sig for at aabne.

»Harriet!« raabte Henry gjennem den frembragte Aabning. »Det er mig. Luk Vinduet op! Jeg beder Dig derom.«

Hun saae forvildet hen imod Vinduet, men rørte sig ikke fra sin halvt knælende Stilling.

»Luk op!« raabte Henry paany. »Min søde, min elskede Harriet! Frygt ikke, det er jo mig, det er Henry.«

Hun reiste sig og nærmede sig langsomt Vinduet. »O, min Gud, Henry,« hviskede hun. »Hvor Du gjorde mig angst. Jeg troede, det var Tyve, og jeg vidste, at jeg ikke kunde flygte, thi jeg er indespærret her.«

»Indespærret!« raabte Henry forbittret. »Du indespærret? Hvem har vovet det?«

»Tys!« hviskede hun igjen. »Gjør mig ikke mere ulykkelig, end jeg allerede er. Gaa bort, gaa ned, Du vækker Trine og gamle Marthe! O min Gud, gaa bort!«

»Nei,« svarede han lidenskabeligt, »jeg kan ikke! Om det saa gjaldt mit Liv og min Salighed jeg kan ikke gaae bort i dette Øieblik. Hører Du, Harriet, Du maa lukke mig ind! Jeg viger ikke, før Du har gjort det.«

»O, Henry,« sukkede hun, »hvor Du er grusom, hvor Du er egoistisk og egensindig! Er det Lønnen, fordi jeg har tilstaaet Dig, at jeg elskede Dig høiere end mit Liv? Min Gud!« afbrød hun sig selv. »Du bløder! Blodet drypper fra din Haand ned paa mine stakkels Roser. O, vent et Øieblik, saa skal jeg hjælpe Dig.«

Hun flyttede hurtigt nogle af Blomsterne tilside og løsnede den nederste Krog. Henry rev Vinduet op og var med et eneste Spring inde i Stuen.

»Min søde, elskede Harriet!« raabte han, idet han sluttede hende i sine Arme. »Hvor smuk seer Du ikke ud iaften! Hvor yndigt er ikke dette lille Værelse, som jeg saa tidt har drømt om, og som jeg aldrig har faaet Lov til at betræde!«

»Nei, slip mig,« sagde hun med et sky Blik paa ham, idet hun viklede sig ud af hans glødende Favntag. »Du har heller ikke iaften faaet Lov til at betræde det. Som en Tyv om Natten er Du kommen, som en Voldsmand er Du brudt ind -«

»Og Du glemmer,« sagde han indsmigrende, »at Du selv var den, der lukkede mig ind -«

»O min Gud,« sagde hun rødmende, »jeg blev saa forfærdet over at see Dig saaret, at jeg neppe vidste, hvad jeg gjorde. Kom! Saa skal jeg forbinde Dig.«

Hun bøiede sig ned foran ham, og bandt sit hvide, fine Lommetørklæde om de lette Rifter paa hans Haand. Henry saae ned paa dette blege Ansigt, der skuede op mod ham med saa megen Kjærlighed, med saa freidig, øm Tillid, og en blussende Rødme farvede hans Kinder. Han hævede hende op, kyssede hende paa Panden og sagde:

»Tillad mig at blive blot et Øieblik. Jeg skal være stille og rolig, som Du selv; men jeg trænger saa meget til at tale med Dig netop iaften.«

»Sæt Dig derhen,« hviskede hun. »Sæt Dig ved mit Skrivebord, saa kan Ingen see Dig fra Haven. O, Henry, vidste Du, hvad jeg vover for Din Skyld, saa var Du ikke kommet her. Jeg er saa angst, saa gruelig angst, og dog takker jeg Gud for, at Du er kommet.«

Hun lukkede den lille, engelske Bibel i, og skød den ind i Reolen under hendes Faders Portrait. »Den og det,« sagde hun, idet hun pegede paa Portraitet, »have hidtil været mine Venner; men nu har jeg Dig. O, Du veed ikke, hvor jeg er glad og lykkelig derover!«

Hun greb en lille Skammel og satte sig ved hans Fødder, medens hun betragtede ham med et glad, næsten beundrende Blik. Han greb hendes Haand og sagde:

»Men for lidt siden bad Du mig ikke at gjøre Dig ulykkeligere, end Du allerede er. Fortæl mig, hvad der er gaaet Dig imod, og hvem der har vovet at lukke Dig inde.«

»Tal ikke derom,« svarede hun. »Naar jeg har Dig og seer paa Dig, er jeg saa lykkelig, at jeg neppe synes, det er Umagen værd at tale om mine Sorger. Naar jeg hører Dine raske, mandige Fjed, naar jeg seer Dit venlige Smiil og den energiske Glans i Dit Øie, da forekommer det mig tidt, at Du ligesom Kong Volmer er født til Seier og Lykke, at hver Hindring maa svinde bort under Din Haand, og at Du maa kunne føre enhver Sag igjennem. Ak, det har idag været en ulykkelig Dag, Henry, og jeg vil ikke besvære Dig med den.«

»Fortæl mig Alt,« sagde han, idet han bøiede sig over hende. »En Ulykke, der freidigt bæres af To, bliver en halv Lykke, min elskede Veninde.«

»Du kjender jo Fader,« hviskede hun, »og veed, hvor hidsig og urimelig han er. Jeg frygtede ikke saa meget for Ballet, hvortil d'Acorda, allerede for længere Tid siden havde indbudt os, thi Moder sagde mig, at vi ikke kunde komme med. Men imorges kom den afskyelige Italiener og gratulerede hende, fordi hun var blevet Etatsraadinde. Senere hen paa Formiddagen kom Fader fra Byen i et glimrende Humeur og paastod haardnakket, at vi Alle skulde tage med, da vi nu havde Rang dertil.«

»Og saa?« spurgte Henry.

»Ak Gud,« hviskede hun med et smerteligt Træk omkring Munden, »saa kom en af disse huslige Scener, som jeg hundrede Gange har lidt under, og hvortil Du et Par Gange har været Vidne. Jeg negtede reent ud at tage med, og da hverken Bønner eller Trudsler hjalp, spærrede Fader mig inde her og sagde, at han vilde sende mig over til sin gamle Søster i Jylland, hvis jeg ikke viste mig mere føielig mod Hr. d'Acorda.«

»Føielig!« raabte Henry rasende, idet han sprang op. »Føielig mod denne elendige, udenlandske Skurk og Hazardspiller, som - -«

»Tys, Henry,« hviskede Harriet forfærdet og lagde Haanden paa hans Mund, »hvis Nogen hørte Dig! Hvor kan Du, som er saa god og elskværdig, fare saaledes op? Du ligner ikke længer Dig selv, saasnart Lidenskaben faaer Magt over Dig.«

»Ja, Du har Ret,« sagde Henry, idet han betvang sig. »Jeg glemmer reent mig selv, saasnart jeg blot tænker Dig i Forhold til denne afskyelige Bandit, der har sneget sig ind her i Huset.«

»Frygter Du da for mig?« spurgte hun rolig. »Troer Du, jeg har en Følelse tilovers for Hr. d'Acorda? Jeg kan ikke udstaae ham. Jeg har ligefrem Antipathi imod ham; men man maa vogte sig for disse antipathiske Følelser, der tidt ere uretfærdige og ugrundede. Saaledes har jeg idag faaet mere Godt at vide om ham, end jeg tiltroede ham.«

»Saa?« spurgte Henry forundret. »Hvori bestaaer da hans Godhed?«

»Han har mere Takt og fiin Følelse, end jeg troede,« svarede Harriet troskyldigt. »Han generer sig for at give Almisse, men afkjøber tidt fattige Folk rene Ubetydeligheder, for paa denne Maade at komme dem til Hjælp. Fader fortalte saaledes idag, at han havde kjøbt en lille Vase hos en Baadsmand Petersen i Nyboder og betalt den med en Daler, skjøndt den efter Faders Sigende ikke var en Mark værd. Det er dog et ganske smukt Træk.«

Henry formaaede ikke at svare; han følte Blodet brænde i sine Kinder. For at skjule det reiste han sig op og gik henimod Vinduet, hvor han begravede sit Ansigt i en Skaal med Roser, som stod paa Harriets Sybord. Han følte hendes lette Haand blive lagt paa sin Skulder.

»Nu eller aldrig!« hviskede han ved sig selv, idet han løftede sit Hoved iveiret. Hans Blik traf Harriets Øine, der med et halvt frygtsomt halvt bedrøvet Udtryk vare fæstede paa ham.

»Er Du vred,« spurgte hun sagte, »fordi jeg tager vor fælles Fjende en Smule i Forsvar? Tro mig, der findes hos ethvert Menneske, han være nok saa slet, dog en Spire til det Gode, naar man blot forstaaer at søge den. Ak, hvor ofte er denne Spire ikke vissen og svag, blot fordi den ikke er bleven pleiet i Tide?«

Henry følte sig forunderligt bevæget ved den blide, frygtsomme Stemme, der udtalte saa mild en Dom over Den, som hun afskyede. Han greb hendes Haand, lagde den paa sin brændende Pande og hviskede til hende:

»Veed Du, hvad der har drevet mig herud inat?«

»Nei,« svarede hun lidt forskrækket over det selsomme Udtryk i hans Ansigt. »Du skal ikke fortælle mig det; jeg bryder mig ikke om at vide det.«

»Jo,« svarede han sagte, »Du bør vide Alt. Jeg kan ikke føle mig rolig, før jeg har deelt med Dig den Byrde, som tynger paa min Sjæl. Jeg har tidligere blot slaaet derpaa, men jeg trænger til fuldkomment at dele den med Dig. Du veed ikke, Laura, hvorledes -«

»Laura?« udbrød hun forundret. »Hvor kommer Du dog til det Navn? Jeg troer, det er en fix Idee hos Dig. Kan Du huske ifjor, da Du var saa forunderligt distrait, da hændte det vist over tyve Gange, at Du sagde Laura baade til Trine og Marthe?«

En brændende Rødme bedækkede Henrys Ansigt. Han følte ydmyget og forvirret, at Øieblikket var gaaet tabt, og han undveeg det ærlige, troskyldige Blik, som Harriet fæstede paa ham. Han sænkede sine Øine mod Jorden og blev staaende i mørk Taushed. Det var ham i dette Øieblik umuligt at fremføre nogensomhelst Undskyldning, endsige en Usandhed. Hun slyngede begge Arme om hans Hals, klyngede sig tæt op til ham og hviskede sagte ind i hans Øre:

»Henry, glem den gamle Sorg! Glem, hvad der tynger paa Dit Sind! Hvad bryder jeg mig om at vide, hvem Du er, og fra hvem Du stammer? Enten Du er en Rigmands Søn eller, som vor Frelser, født af den fattigste blandt Kvinder, hvad Magt ligger vel derpaa? Jeg har kun Dig, jeg elsker kun Dig, og jeg frygter kun, at Nogen skal tage Dig fra mig. See ikke saa bedrøvet ud, Henry! Glem de forsvundne Dage! Det er Fremtiden, som hører os til.«

»Men hvis nu min Fortid var brødefuld?« spurgte han med sagte Stemme.

»Saa er kun Fremtiden istand til at udslette Brøden,« svarede hun freidigt og saae ham fuld af Tro og Tillid ind i Øiet. »Ak Henry,« vedblev hun med sagtere Stemme, »ogsaa jeg har en Brøde paa min Samvittighed, som jeg tidt har tænkt paa at betroe Dig. Husker Du det Bal hos min Onkel, Justitsraad Gram? Husker Du den unge Lieutenant Merlin, der siden døde saa pludseligt ombord paa Corvetten og blev begravet paa Ascension? - Han var indtaget i mig,« tilføiede hun med hviskende Stemme, »og jeg vil ikke negte, at hans mandige Skikkelse og freidige Færd ikke forblev uden Indtryk paa mig; thi han lignede Dig saa meget. Jeg talte den Aften mere med ham, end jeg maaskee burde, og baade Du og de Andre lagde maaskee mere Mærke dertil, end Sagen fortjente. Jeg kunde ikke bære over mit Hjerte at være haard imod ham, thi jeg vidste, at han om tre Dage skulde forlade sit Fædreland paa flere Aar; og han selv syntes den Aften at ane, at det skulde blive for stedse. Da vi skiltes, gav han mig et Digt og en lille Ring, der havde tilhørt hans Moder, og som han bad mig bære som et Venskabstegn. Det var urigtigt af mig, Henry, at modtage disse to Ting, men jeg kunde ikke modstaae det bedrøvede Blik, hvormed han ledsagede sin Bøn. Jeg vilde have sagt Moder Alt, men havde ikke Mod dertil; og da senere Budskabet kom om hans Død, gjemte jeg begge Dele som en Erindring. Jeg har tidt taget disse to smaa Reliqvier frem og glædet mig ved at beskue dem; men veed Du hvorfor? Fordi jeg i min barnagtige Phantasi bildte mig ind, at det var Dig, der havde skrevet disse bløde Vers, og at det var Din Ring, jeg satte paa min Finger og førte til mine Læber. Maaskee forekommer det hele Dig tosset og barnagtigt; men jeg har aldrig turdet tale til Dig derom siden hiin ulykkelige Eftermiddag, der fulgte ovenpaa Ballet, da Du behandlede mig saa haardt.«

Henry saae paa hende med et veemodigt Blik, medens hun aabnede den lille Læsepult paa Skrivebordet og fremtog en Æske, der indeholdt Ringen og Digtet. Hun satte den første paa hans Finger og sagde: »Bær denne som Tegn paa, at Du tilgiver mig, og læs saa det lille Digt for mig. Jeg vil da troe, at det er Dig, som har skrevet det.«

Med skjælvende Haand lukkede Henry det lille rosenrøde, men nu afblegede Blad op og læste Følgende:

Han lagde taus Bladet fra sig, trykkede Harriet i sine Arme og sagde bevæget: »O, vidste Du i dette Øieblik, hvilken Stemning der gaaer gjennem min Sjæl, da vilde Du forstaae, hvor dybt jeg angrer Alt, hvad jeg har forbrudt imod Dig. Du forekommer mig som den fromme Dagmar, der lod Dankonningen kalde til sig, da hun laae syg i Ribe. Som han red over Ranbøl Hede, saaledes har jeg ilet til Dig, og som hun skriftede for Konning Volmer, saaledes har Du skriftet for mig. Husker Du hendes sidste Ord?

»O, Harriet, jeg skal aldrig glemme hverken disse Ord eller Dig!«

Hun vilde svare, men i samme Øieblik hørte man en Vogn komme rullende hen ad Landeveien.

»O Gud, der er Vognen!« udbrød hun, idet hun rev sig løs af hans Favntag. »Forlad mig, eller jeg er fortabt!«

Henry foer hen til Vinduet, men inden han beredte sig til at stige ud, greb han hende endnu en Gang i sine Arme og hviskede til hende:

»Harriet, Du vil høre ondt om mig; mere end Du maaskee troer. Der, tag dette Digt som jeg har skrevet til Dig. Tro paa mig, forlad mig ikke, thi nu hviler Alt paa Dig!«

Med disse Ord forsvandt han i Mørket, og Harriet stod ene med det lille Brev i Haanden, stirrende ud efter ham.

Nogle Dage efter sad Henry ene i Skumringen og stirrede ud paa den ufuldførte Kirke, paa hvis Tinder Kragerne forsamlede sig under støiende Skrig for at søge Natteqvarteer efter deres daglige Udflugt. Himlen var graa og kold, og det chemiske Laboratorium, som Henry med stor Bekostning havde ladet indrette, tog sig næsten uhyggeligt ud med sine forunderlige Kolber, Digler og Smaaovne. Fra en enkelt af disse flammede endnu af og til en svag Lysning iveiret og kastede sit Skjær snart over Henry, der tankefuld sad ved Vinduet, snart over et kunstigt sammensat Destillationsapparat, der stod foran ham paa et Bord, og i hvis Indre Vædsken gjærede og boblede med en forunderligt sukkende, eensformig, melancholsk Lyd. Flagermusene begyndte at komme frem ude paa Pladsen, og hvirvlede som lette Skygger hen gjennem Luften, udstødende deres forunderlige, pibende Toner, der have en saa stor Lighed med Faarekyllingernes Skrig. Lygterne tændtes paa Gaden, enkelte Stjerner blinkede frem; men endnu sad Henry ubevægelig, tilsyneladende tankeløst stirrende ud over den øde Plads. Han mærkede slet ikke, at Døren aabnedes, og at et blegt Ansigt, omgivet af tæt, sort, purret Haar stirrede paa ham og efter et Øiebliks Ubevægelighed gjorde en haanlig Grimace. Ved Siden af dette Ansigt viste sig kort efter et andet, større og plumpere, med blondt Haar og Skjæg og et underligt sløvt Udtryk i alle Træk.

»Skal Du polere Myg iaften?« lød det fra det første Ansigt med Brandts velbekjendte Røst.

Henry foer op som af en Drøm og stirrede imod Døren, hvis Besætning han paa Grund af det tiltagende Mørke neppe kunde see.

»Gid Fanden havde dem!« mumlede han ærgerlig, idet han reiste sig.

»Du seer, Gud hjælpe mig, ud, som Du vilde løse Bevilling som Eddikebrygger!« sagde Boldt gabende, idet han traadte frem. »Det duer ikke. Brændeviinsbrænder, det har nu altid været mit Ønske.«

»Er det sandt,« spurgte Brandt, idet han antog en lærd Mine, »at man kan lave Brændeviin af Flintesteen? Det har en Irlænder O'Høi fundet paa, Broder til ham med Reiepillemaskinen.«

»Nei«, svarede Henry roligt; »men man kan forfalske Smør med dem. Saa vidt har man bragt det chemisk.«

»Det var da comisk!« udbrød Brandt. »Bliver det saa ævret Smør eller Græssmør?«

»Tag Fingrene til Dig!« raabte Henry, da Brandt begyndte at pille ved det opstillede Apparat.

»Er det Gift?« spurgte Brandt med comisk Forfærdelse.

»Ja,« svarede Henry kort, idet han aabnede en lille Hane paa Apparatet og lod nogle Draaber af et vandklart Fluidum flyde ud i en lille Phiole af tyndt Glas, hvis Stilk han hurtigt tilsmeltede over en Spirituslampe. »Har Du Lyst til at prøve en Draabe deraf, Brandt, saa skal Du see, hvor roligt Du sover inat.«

»Fy for Fanden!« raabte Brandt, idet han sprang tilbage. »Hvad er det for et Mephistophelesansigt, Du sætter op? Lad os komme ind i Din egen hyggelige Wigwam, Henry! Her seer saa forbandet apothekeragtigt ud. Det lugter forresten rart af bittre Mandler; men jeg synes, det river i Halsen.«

»Det skal Du aldrig bryde Dig om,« sagde Henry. »Gaa ind og lad Mary bringe Dig den gamle Jamaica. Den er et godt homøopathisk Middel; men Du behøver ikke at anvende de smaa Dosers Theori.«

Efterat Vennerne vare forsvundne, skilte Henry Apparatet omhyggeligt ad, og aabnede et lille Skab, paa hvis Hylder der stod en Deel Smaaflasker med forskjelligfarvet Indhold. Her satte han Phiolen ind og lukkede Skabet.

Da Henry et Øieblik efter kom ind, havde Brandt viist sin overordenlige Sporsands ved ikke alene at have fundet hans gamle Jamaica, men endogsaa Vand, Sukker og Cigarer uden Marys Hjælp. Han havde med megen Samvittighedsfuldhed blandet et Glas først til sig selv og saa til Boldt; men da Henry viste sig, reiste han sig op, svang sit Glas og udbrød:

»Hil være Dig, Du stormægtige Monarch, hvis Rensdyr græsse det fineste, islandske Mos i det øverste Thule, medens Dine Slaver, sortere end Ibenholt, høste den hvideste Riis og presse den meer end guddommelige Rom i det brændende Syden! Hvad skal jeg sige til Din Ære, Du, som bliver besneet med den fineste Raffinade, beregnet med den blomsterduftende Jamaica, og imod hvem Jupiter sender sine Tordenkiler i Form af ægte Trabucos? Duftende er Du som Røgen af denne Habana, skjøn som Mary, da Jemmy bedaarede hendes sorte Uskyldighed, rig som Krøsus og viis som Salomo, før han udgav sin Høisang. Din Pengepung strutter af Guld som Vexelerernes i Templet, Din Tale flyder lifligere end Kedrons Bæk, og Din Forstand er stor som Taarnet paa Libanon, der skuer ud mod Damascus. Hvis Du ikke er fornøiet med denne Indledning, maa Du, som den berømte Forfatter siger, være værre end et Bakkelsebæst.«

»Hvor vil Du hen med alt Det?« spurgte Henry og tændte Lysene paa Skrivebordet.

»Ædle Sir,« fortsatte Brandt i samme høitidelige Tone, »Du skal strax faae det at vide. Jeg har adlydt Dine Befalinger og takker Dig derfor. Jeg har betvunget gamle Mary og erobret Jamaica, skjøndt hun forsøgte at give første Act af Opstanden paa St. Domingo. Jeg har modtaget rige Gaver af Herren, og solgt dem igjen til den italienske Jøde, der gjæstede Dit Huus. Pengene regne ned over mig, Henry! Jeg har Raad til at tage Droske i timeviis og slaae Plat og Krone om Flødeboller hos Firmenich. Jeg har iaften spiist syltet Ingefær i Spinat, og det er det Høieste, vi stakkels Dødelige kunne drive det til.«

»Er Du gal!« udbrød Henry. »Hvad er det for en Masse Vaas, Du kommer med?«

»Selv Vaas, som Pigen sagde, der ikke kunde sige d, men alligevel var kommet i Vandtruget. Veed Du af, at man bør vise Respect mod en Mand, der gaaer med femten hundrede Daler i Lommen og blot paa et Vink kan lade sex tusinde Mensdorffere rykke i Marken? Det er en stolt Tanke, ædle Sir, ikke sandt?«

»Jeg forstaaer ikke et Ord deraf,« svarede Henry. »Har Du vundet i Lotteriet, eller er Din tilkommende Svigerfader død?«

»Nei, Herren holde ham endnu længe in salvo,« svarede Brandt. »Han lægger hvert Aar tre tusinde Daler op, og naar blot min Forlovede vil leve, haster det ikke med Giftermaalet. Det er ikke paa den Maade, at jeg er kommet til Sølvtøi.«

»Paa hvilken da?« spurgte Henry.

»Naa,« sagde Brandt, »jeg kan jo ligesaa gjerne fortælle Dig det Hele; Du gaaer mig vel neppe i Næringen. Der, drik det Glas, som jeg har mixet til Dig for Din Maves og Dit svagelige Helbreds Skyld, som Apostelen siger, saa skal Du faae Historien, og den er ikke saa daarlig endda. Kan Du huske forleden Dag,« vedblev han, efter at have taget et langt Drag, »samme Dag, som vi havde seet Dit nydelige Svaleapparat, at d'Acorda kom med en Sauceskaal i et Stykke Papir. Da vi kom udenfor Porten, faldt det mig ind, at han egenligt seer ud som en Guldfisk, der spiser Oblater, og lige i samme Øieblik siger Boldt til mig: »Sæt Prisen høit!« - Saa gik vi ned ad Bredgade, medens d'Acorda gumlede paa sit Gebis, og jeg paa, hvad Boldt havde sagt. »Kjender De Noget til gammelt Porcellain?« siger han paa een Gang til mig. »Nei, ikke Andet,« svarer jeg, »end at min gamle Tante har en gammel Pige, som forstaaer at klinke det.« »Saa,« spørger han meget opmærksomt, »hvorledes klinker hun det?« »Aa,« svarer jeg, »ganske som det kan falde. Noget paa Skorstenen og Noget ned ad Kjøkkentrappen. Det er lige som hun er i Humeur til. Hun holder nu mere af nyt.« »Ah, nu forstaaer jeg Dem,« sagde han og gumlede noget ganske gevaltigt, »hun slaaer det itu.« »Accurat s'gu,« sagde jeg tvært, thi jeg syntes, at nu kunde det snart være nok »Hør, siig mig engang,« fortsatte han, da vi stod paa Hjørnet af Kongens Nytorv, »hvor gammel er egenligt Deres Tante?« »Aa,« svarede jeg, »noget ud over den giftefærdige Alder, saadan henved de Halvfems.« »Halvfems!« udbrød han og satte et frygteligt Nøddeknækker-Ansigt op. »Det er en høi Alder.« »Ja, den er noget antik,« sagde jeg, »og Livsforsikkringen bliver noget dyr.« »Aa, hvor vil De hen?« svarede han med et Griin. »Jeg tænker ikke paa at gifte mig med hende. Men er der endnu ikke noget af hendes Udstyr tilbage? Har Pigen klinket alt det gamle Porcellain?« Nu troede jeg, han var blevet reen spirantendes gal, og beklagede, at jeg ikke var gaaet den modsatte Vei ned ad Bredgade, for saa havde jeg kunnet putte ham ind paa Frederiks Hospital strax. Jeg vilde anbefale mig, men han hængte fast, og saa maatte jeg slæbe det gale Menneske hjem med mig. Neppe var han kommet ind i min Stue, før han foer omkring som en Griis efter Trøfler og kigede paa mine Pibehoveder, Theekopper og Servantestel, som om han skulde begynde en Panteforretning. »Det er et snurrigt Askebæger, De der har,« siger han paa een Gang til mig, »hvortil ere de mange smaa Rum?« »Aa,« svarer jeg, »jeg lægger gjerne Asken af hver Cigar i sit Rum; saa er det saa nemt at holde Regnskab den næste Dag.« »Hm,« siger han, »den Idee tiltaler mig. De kunde forære mig den Tingest?« Nu faldt Boldts Ord mig ind, og jeg sagde ganske tørt: »Det kan jeg desværre ikke, det er et Familiestykke.« Han gav sig til at see paa mine Bøger, og lidt efter sagde han: »Vil De sælge den? De kan selv sætte Prisen.« »Ja, den bliver noget stram,« sagde jeg, »for jeg holder meget af gamle Erindringer.« Nu gjorde han en forfærdelig Allarm og kom med en Masse Udflugter, accurat som de gamle Jøder. To Gange var han nede ad Trappen, og to Gange kom han op igjen, men endeligt maatte han ud med hundrede Daler, men trak mig det Halve af for Touren til Bellevue. Saa vilde han have min Tantes Adresse, men den kunde jeg naturligviis ikke huske, og medens han løb efter Veiviseren, fik jeg fat i en Droske og to Sjovere, slog en Handel af med den gamle Marie om de Stumper, der vare tilovers, og kjørte ud med hele Læsset, ligesom han kom ind ad Porten.«

»Naa, og hvad saa?« spurgte Henry, medens Brandt til Gjengjæld for den lange Historie tømte hele sit Glas.

»Ja, nu har jeg nedsat mig som Antiqvitetshandler,« sagde Brandt, »det er en brillant Forretning. Iforgaars solgte jeg et Par gamle Urtepotter, som jeg kan huske, at Tante Lene altid havde Svibler, Rødder og Ranunkler i, for firehundrede Daler Stykket. Samme Dag fik Stern fra Hamborg et forgyldt Fyldehorn med Krimskrams for trehundrede. Dagen efter kom Joseph og vilde have en gammel Peberbøsse; men paa Grund af dens Lighed med Tante Lene fik han den ikke under halvhundrede Daler, og dog er jeg vis paa, at han snød mig for det Dobbelte af dens Værdi.«

»Ja, det er jo en god Entreprise,« sagde Henry.

»Ja, den er ganske lagom,« forsikkrede Brandt, »men egenligt er det Boldt og Dig, jeg skylder det Hele. Han gav mig Vinket, og det var jo Din Bakke, jeg først solgte. Det var den, Du havde givet til Laura Petersen, og der huggede jeg den en Aften, da vi havde været i Skoven. Det er i denne Anledning, at Boldt og jeg komme for at indbyde Dig til noget Fælles, en utomordentlig Skovbimpel, som vil blive afbrændt Natten mellem den Fem og Sexogtyvende hujus. Cataloget er lovende: Morgensup over Stalden, Frokost i Bellevue, Middag paa Eremitagen, Bimpel i Filendriverværket eller Nyholte, Alting gratis undtagen Cigarer, og egen Equipage baade ud og ind.«

»Den Dag kan jeg ikke,« sagde Henry undvigende. »Det er netop min Fødselsdag.«

»Accurat,« svarede Brandt, »det har Boldt og jeg allerede for længe siden udregnet med skyldig Ærbødighed. Livet er kjært, Henry, og Ingen hader sit eget Legeme, men føder og vederkvæger det, som skrevet staaer. Netop derfor have vi valgt Din Fødselsdag.«

»Ja, jeg kan nu ikke«, svarede Henry, »jeg er netop den Dag inviteret ud - til Middag hos Etatsraad Gram,« lagde han nølende til.

»Na so!« gjenmælede Brandt med et ironisk Smiil. »Saa skal I vel spille Croquet efter Bordet eller spadsere i Skoven og spise varme Kantøfler med Smør til? Ja, »hver Mand sin Lyst,« som Matrosen sagde, da han spiste levende Aal.«

»Kan Du ikke en anden Dag?« spurgte Boldt, der hidtil med stor Andagt havde hørt paa Brandts Ord.

»Eller en anden Nat,« supplerede Brandt; »thi Natten er vor egen, som de fyenske Piger sige.«

»Nei«, sagde Henry bestemt, »hverken den Dag eller nogen anden Dag. Jeg er kjed af det og gaaer ikke paa Sold mere.«

»Du er da ikke blevet maadelig?« spurgte Brandt med ironisk Deltagelse.

»Nei«, svarede Henry, »men Alt skal have en Ende, og jeg synes ofte, reent ud talt, at jeg er blevet for gammel til de Løier.«

»Ja, vist er Du,« sagde Brandt meget alvorlig. »Du seer i dette Øieblik ganske ud som en aldrende Herre, der har i Sinde at gjøre Bod og Bedring i Tide. Hvor skjønt staaer der ikke i »De Troendes Kramkiste«: »Saa ligger han da hen, den hoffærdige Synder paa sit eenlige Smertensleie med Legemet fuldt af Pine, med Sjælen fuld af Angst og Banghed. Og hvorledes skulde ogsaa Herren nogenlunde kunde excusere saadanne usselige Drenge og næsvisede Grønskollingsunger, saadanne Sprattebasser og Spyttegjøge, som skulle være fordømte af alle Øvrigheders Øvrighed?«.«

»Aa, det er ikke derfor,« sagde Henry. »Den Side af Livet rører mig ikke stort; men jeg har i Sinde at føre en roligere Levemaade, og de Gilder lønne reent ud sagt slet ikke de Efterveer, som de fremkalde.«

»Nei, Du har Ret,« sagde Brandt som før. »De ende gjerne med Anger og Ruelse og frygtelig Misbrug af Kjøbenhavns Vandværk. Ak ja, hvor skjønt taler ikke Digteren, naar han priser Livets gyldne Nøisomhed og siger:

Henry kunde ikke lade være at briste i Latter over den parodiske Pathos, hvormed Brandt declamerede disse Ord og sagde vaklende: »Naa, lad det da være den Tre og tyvende.«

»Eh bien!« sagde Brandt. »Saa er Alt i Orden. Den Tre og tyvende: Bimpel. Den Fire og tyvende: Reparation paa Tagværket. Den Fem og tyvende: Fødselsdag, og den Sex og tyvende kan Du begynde det nye Liv - det slaaer udmærket til.«

»Hvem kommer?« spurgte Henry. »Du faaer vel Frederik med?« »Gud bevares,« sagde Brandt, »han er jo uundværlig. Hvem skulde ellers holde Talen og strøe Sand paa os, naar vi ligge under Bordet? Den Aften vil idetmindste jeg være rigtig yndig drukken. Saa kommer d'Acorda, der skylder mig Revanche fra sidst; thi en lille Basse maae vi naturligviis have - jeg mener saadan een, som en Fader kan spille med sine Børn. Desuden kommer der tre eller fire Noteskrivere fra den italienske Legation, overordentligt rare Mennesker, som alle have Mønt og samle paa sprukne Theedaaser. Saalænge der er en Stump tilbage af Tante Lenes Beholdning, maa jeg passe Geschäftet.«

»Det var flinkt af Dig, Henry,« sagde Boldt oprømt, »at Du gaaer med. Jeg begyndte s'gu at blive ganske bange for, at der var noget Sandt i, hvad Folk sige i Byen; det havde dog været Jammerskade.«

»Naa, og hvad sige da Folk?« spurgte Henry.

»Ja, de er næsvise,« faldt Brandt ind, »og fortælle, at vor fælles Ven d'Acorda er blevet forlovet med Harriet Gram.«

»Det er Løgn!« tordnede Henry, idet han foer op.

»Ja, det kan gjerne være«, sagde Brandt rolig, idet han strøg Asken af sin Cigar. »Derfor er der ogsaa Andre, der sige, at Harriet Gram er blevet forlovet med Henry Vernon. Er den Version maaske bedre?«

»Den er lige saa usand som den første,« svarede Henry kort.

»Kan Du tænke Dig, Boldt,« spurgte Brandt, »den mageløse Situation, naar Henry for første Gang i Dagslys seiler op ad Østergade med en Crinoline om Benene? Den bliver storartet!«

»Ikke godt,« svarede Boldt. »Det vil blive svækkende for os Alle. Derimod kan jeg nok tænke mig ham følge hjem; det gjør han udmærket. Husker Du?« - -

»Aa, ti nu stille!« afbrød Henry, der følte sig ilde berørt. »Jeg er jo slet ikke forlovet.«

»Jeg veed ikke, hvoraf det kommer,« sagde Boldt, »men hver Gang jeg seer et Par Forlovede trække ned ad Østergade, saa leer jeg, og, hvad der er værre, jeg leer ganske høit. Jeg veed ikke, hvoraf det kommer; thi vel er Situationen latterlig, men dog ikke latterlig nok dertil.«

»Aa jo,« svarede Brandt, »det synes jeg dog nok. Jeg kan ikke tænke mig noget værre end denne anteciperede Connuptialtilstand, som hverken er Kjød eller Fisk. Det er accurat, som om man en Aften vilde gaae ud paa Livet og blot lugte til gulldropparne og lade sig nøie med at faae Champagneskummet i Næsen. Det vilde være en flau Historie, som man snart blev kjed af.«

»Men Du er jo selv forlovet!« udbrød Henry.

»Ja, man siger saa,« svarede Brandt. »Jeg betragter det Hele som en Whist en deux, forbandet kjedsommelig, men dog god nok til at slaae en Aften ihjel og vaagne med en Blaahammer den næste Morgen.«

Henry gik hen til Vinduet og trommede paa Ruden. I dette Øieblik havde han stor Lyst til at opgive det Hele, naar han blot kunde finde et antageligt Paaskud dertil. Han blev et Øieblik tankefuld staaende og lod sit Blik dvæle paa Thorvaldsens Psyche, der stod paa hans Skrivebord.

»Hei!« raabte Brandt. »Du falder nok i Staver, ligesom Kong Valdemar, da han hang fast i Stigbøilen, og Hesten rendte med ham. Skal Din Psyche have reen Særk paa? Hun trænger forbandet haardt dertil.«

»Ja, den er bleven støvet,« sagde Henry, »og der er ikke Noget, der ærgrer mig mere end Støv. Bevidst er det maaskee kun, fordi det fremkalder et Indtryk af Smudsighed; men ubevidst ligger der den Bagtanke, at det er Forkrænkelighedens Symbol, som vi ikke kunne taale at see, fordi vi selv skulle blive dertil.«

»Død og Pine!« sagde Brandt. »Tør jeg spørge Professoren, om det Farlige i Støvregn staaer i Forbindelse hermed? Thi skulle vi philosophere, saa lad os gjøre det grundigt. »Vogter Eder for Støvregn, Nippedrik og Kys i Krogene,« som skrevet staaer; det har jeg med ærlig Villie altid afholdt mig fra.«

»Saa skal jeg altsaa ikke komme, hvis det bliver Støvregn?« spurgte Henry smilende.

»Jo vist,« raabte Brandt, der flere Gange nøiagtigt havde undersøgt Henrys tomme Caraffe. »Een Maal is kein Maal,« som Hollænderen siger, og med Hensyn til kommende Undskyldninger gjelder: »Latet angvis sub herba«, hvilket er udlagt: »Det kan Du bilde Jøden Behrendt ind.« Kom saa, Boldt! Vi maae op til d'Acorda - han lider af Hjemvee efter en Punschebolle.«

Med disse Ord forsvandt de lystige Venner gjennem Portièren. Henry blev staaende et Øieblik taus, indtil han saae dem forsvinde ud ad Porten. Saa gik han ind i sit Laboratorium, idet han mumlede ved sig selv:

»I Aften stak han mere af Hestefoden frem end sædvanligt.«

Henimod Solnedgang paa den af Brandt fastsatte Dag rullede et elegant lille Kjøretøi fra Jægersborg Dyrehave ned ad den Vei, der fra Fortunen fører til Lyngby. Paa Forsædet sad Boldt med Brandt, der agerede Kusk, og bagved dem Henry og From. Da de naaede Lyngby, og Vognen kjørte over den ujevne Steenbro, udstødte Brandt forskjellige Naturlyde, som han erklærede for at være de første Elementer til Talemethoden for Døvstumme, og gav sig derpaa til at tude i et medbragt Kohorn med en saadan Virtuositet, at alle Hundene tudede med, og alle Lyngbyniter kom til Vinduerne. Efter at have foredraget dette Solonummer, som han meente nok turde være Ouverturen til »Den Stumme«, og efter at have lovet en Mark til Lyngby Fattigblok, dersom der skulde blive Ildløs i Nærum, purrede han alt det sorte Haar ned over sit blege Ansigt og erklærede, at nu vilde han vises frem som Kanonjøde fra Kamschatka. Paa dette Stadium fandt Boldt, at det vist var det Hensigtsmæssigste at gribe Regeringens Tøiler, et Forslag, hvortil Alle sluttede sig med Undtagelse af Brandt, der indgav et Mistillidsvotum, hvori han paa det Høitideligste erklærede, at han ifølge indre, politiske Anskuelser ikke kunde dele den sidste ærede Talers Ansigt. Trods denne Protest overtog Boldt Regeringens Tøiler som uansvarlig Minister, medens Brandt erklærede, at han vilde give den tøilesløse Presse, naar Henry og From vilde forestille Hovederne paa Revolutionens Hydra. Under disse og lignende Hentydninger havde man naaet Sorgenfri Slot, hvor Hesten, der vilde fortsætte Veien lige fremad, blev saa imponeret ved et rullende »Prurr!« fra Brandt, at den standsede med et Ryk.

»Hvor Pokker vil Du hen, Brandt?« raabte Henry fra Bagsædet. »Lad Boldt kjøre, ellers komme vi til at ligge i Grøften inat!«

»Hjertelig gjerne!« raabte Brandt. »Men det er en forbandet Omvei at kjøre til Frederiksdal over Helsingør.«

»Men vi skulle jo til Nyholte!« raabte From. »Saa gaaer jo Veien ligefrem.«

»Sind schon mehrmals da gewesen und immer besoffen!« raabte Brandt, der allerede nu havde et betydeligt Hang til at tale Tysk. »Wir sollen, wollen und müssen nach Friedrichsthals Gasthaus. Da habe ich schon gestern die trinckendes Waaren angekommen lassen.«

»Vist ikke« raabte Henry. »Lad os tage ind i Nyholte, der er langt smukkere og - -«

»Ja, langt smukkere!« raabte Brandt. »Thi Laura forgylder det samlede Søllerød med sin Skjønheds Solstraaler. Det var ogsaa forbandet, jeg glemte det; men Alt er gjort istand paa Frederiksdal. Vinen er sendt derud, og, hvad der er værre, jeg har sat d'Acorda og de Øvrige Stævne der, da de ikke kunde komme med om Formiddagen.«

Dette Argument var saa slaaende, at selv Hesten syntes at forstaae det; thi den dreiede efter et Øiebliks Betænkning af sig selv om tilvenstre og travede frem ad Veien til Hummeltofte.

»Se,« sagde Frederik, da de kom paa Høiden af Bakkerne, »hvor mageløst Furesøen tager sig ud i Solnedgangen!«

»Ja, det er Skovens det blaae Øie!« raabte Brandt. »Det skulde Du skrive Noget om, From. Det kunde blive saare skjønt i otteliniede Vers - naar man læste dem bagvendt.«

Lidt efter kom de forbi det uanseelige Spurveskjul, hvis tre høie Popler tegnede sig i den begyndende Aftenskumring som lige saa mange Cypresser. Solen kastede Stænk af Rødt og Violet hen over den rolige Sø og paa Skovens Kroner, der stod i al deres sommerlyse Pragt, susende i Aftenvinden. Fra Engene duftede Høet, der lige var sat i Stak, og inde fra Skoven hørte man af og til et Par Køer, der brølede længselsfulde efter at malkes. Grebet af Stemningen begyndte From: »Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vove!« Henry faldt bevæget ind med, medens Brandt smeldede med Pisken og fordreiede baade Text og Melodi, saa det var en Gru at høre paa.

Da de kom ind i Kroens store Sal, hvis Vinduer vende ud til Haven, og hvorfra man kan see Voldbankerne af det gamle Hjortholm i Baggrunden, maatte man beundre saavel Brandts overordentlige Smag, som de Emblemer, hvormed han havde smykket Værelset. Ved den ene Ende af det dækkede Bord var paa Væggen anbragt en gammel, blaablomstret Caffekande af kjøbenhavnsk Porcellain, der hang i et blaat, vatret Baand, hvorpaa man læste: »Det er det Samme, hvad det koster, naar bare Pigebarnet morer sig!« I den modsatte Ende var der opstillet en gammel, klinket Suppeterrin, smykket med en guul Evighedskrans og Indskriften: »Der er flere, hvor den kom fra!« Paa hver af Sidevæggene var der i Guirlander anbragt to Transparenter, fremstillende bekjendte kjøbenhavnske Skilte, det ene med Indskriften: »Her kjøbes gamle Been og Klude,« det andet med Ordene: »Her klinkes og sammenbrændes godt og billigt.«

Brandts hurtige Øie gjennemløb Salens hele Længde med den samme Sikkerhed, hvormed Napoleon maalte en Valplads, og han udbrød andægtigt: »Her skal Slaget staae!« til øiensynlig Tilfredsstillelse for Boldt, der havde benyttet den ledige Tid til at eftersee, hvor mange Glas der var ved hvert Couvert.

Et Øieblik efter rullede et let Kjøretøj frem for Døren, og d'Acorda sprang ud, idet han kastede Tøilerne til Joseph, der sad paa Bagsædet. Inden han gik ind, rettede han et Øieblik paa sin Dragt og hviskede til ham:

»Du har altsaa forstaaet Ordren? Pietro kjører for Etatsraaden iaften. Du vender tilbage og er her igjen om tre Timer. - Ah, der komme de. Det bliver en prægtig Aften.«

d'Acordas sidste Ord vare møntede paa en Vogn, som viste sig kommende fra Jægerbakken og nu kjørte over Broen. Den indeholdt fire, siirligt klædte Herrer, hvis høirøstede Stemmer og overgivne Latter i Forbindelse med deres mørke Teint og sorte Haar tydede hen paa, at de hørte til Sydboernes livlige Race. Den, der kjørte, knaldede uafladeligt med Pisken paa neapolitansk Maneer, og de lette Heste dansede og sprang, medens de fore over Møllebroen. d'Acorda ilede Vognen imøde, og medens han hjalp sine Colleger ned, sagde han til dem paa Italiensk:

»Det glæder mig at see Dem, mine Herrer! Jeg begyndte næsten at frygte for, at jeg skulde komme til at tilbringe Aftenen alene blandt disse unge Burscher af kjøbenhavnske Studenter. Men om det ogsaa kommer til at gaae lidt vildt til, er det dog altid en Forandring efter en kjedelig Formiddag i Bureauet.«

»Der bliver dog spillet iaften?« spurgte en af Herrerne, en høi og svær Skikkelse med et rødt Ansigt og et Skjæg à la Victor Emanuel.

»Naturligviis,« hviskede d'Acorda. »To af disse Fyre trænge til at faae deres Vinger stækkede, og det bliver en smal Sag.«

»Spille vi paa de vante Vilkaar?« hviskede den Anden.

»Naturligviis,« svarede d'Acorda dæmpet. »Halv Gevinst hver.«

I samme Øieblik kom Brandt ud, og de fem Herrer ilede hen imod ham, idet de beklagede at have ladet vente paa sig.

»Man kan ikke negte,« sagde Henry, der med From under Armen spadserede ude i Haven, »at Brandt egenligt er en Fandens Karl. Lagde Du Mærke til, med hvilken Overlegenhed han tumlede disse storsnudede Italienere og med hvilken uforskammet Suffisance han forklarede dem Decorationerne paa Væggen, skjøndt de ere en blodig Satire paa disse Herrers smagløse Snurrepiberier. Uforskammethed er dog en god Ting. Man kan komme vidt med den i denne Verden.« »Aa ja,« sagde From, »i denne Verden. Men hvor langt kommer man med den i den næste?«

»Det har jeg ikke tænkt over,« svarede Henry, »og Brandt vistnok endnu mindre. Han tænker kun paa at blive Oberst og Kammerherre, og jeg - -«

»Ja, med Dig er det næsten endnu værre, for Du tænker egenligt paa slet ingen Ting. Er det nu for Exempel slet ikke faldet Dig ind, at der er en besynderlig Modsætning mellem denne Aften og den, som Du gjennemlevede herude for kun otte Dage siden? Hvis jeg var saa lykkelig som Du, var jeg slet ikke taget herud.«

»Naar jeg skal være oprigtig,« svarede Henry, »skete det ogsaa ved et coup de main. Hvor kunde jeg vide, at Brandt netop vilde vælge Frederiksdal til Gildet? Jeg var ganske sikkert staaet af ved Sorgenfri, hvis jeg ikke vidste, at Etatsraad Gram tilbringer hver Fredag med sin Familie paa Strandveien, hvor hans Broder ligger paa Landet.«

»Se engang, Henry!« sagde Frederik, idet han fra Baggrunden af Haven pegede ud over Engen, hvorigjennem Aaen snoede sig. »Se, hvor friskt og lysegrønt Løvet endnu er! Se, hvor de hvide Taager begynde at hæve sig fra Engen, og hvor smukt de mørkegrønne Ellebuske fortone sig mod den lysegrønne Grund. Var det nu ikke langt smukkere at vandre ind i Skoven paa en saa deilig Aften som denne, end at sidde i den qualme Kneipe og høre paa Brandts Witzer og Brandere?«

»Jo, Du har Ret,« svarede Henry, »men nu lader det sig ikke gjøre. Jeg har halvt modstræbende givet Møde til denne Tour. Nu er det gaaet for vidt til, at jeg med Honneur kan trække mig tilbage.«

»Der kjender jeg Dig igjen,« sagde Frederik hovedrystende. »Bestandig den samme Forfængelighed, den samme Misforstaaen af Begreber. Hvad i Alverden har Du og Brandt med Honneuren at gjøre? Honneur betyder Ære, hvilket jeg vel neppe behøver at sige Dig; men derimod er det min uforgribelige Mening, som jeg tidt nok har meddeelt Dig, at hvor Du og Brandt gaae ind, der gaaer Honneuren gjerne ud. Jeg kan overhovedet ikke begribe, hvad der i Længden kan fængsle Dig til det Menneske?«

»Jeg veed det neppe selv,« svarede Henry. »Det er maaskee ogsaa vanskeligt at sige, hvad det egenligt er, der drage Menneskene til hverandre. Ligesom Jernet har Affinitet til Luftens Ilt, og ligesom Sølvet forbinder sig med den Smule Svovlbrinte, der findes i Atmosphæren, saaledes har jeg tidt tænkt mig, at Charaktererne, hvor forskjellige de end kunne være, dog have visse Atomer i sig, der saa mægtigt tiltrække en anden og heelt forskjellig Charakteer, at de dog, trods deres Ueensartethed, maa forbinde sig med hinanden.«

»Jeg fatter maaskee ikke Lignelsen i hele dens Dybde,« sagde From; »thi jeg er ikke Chemiker. Men det veed jeg, at det haardeste Staal ruster, og at det blankeste Sølv anløber, naar de indgaae den Slags Forbindelser, som Du omtaler.«

»Maaskee,« svarede Henry, »kommer den Indflydelse, som Brandt unegteligt udøver paa mig, deraf, at han kun representerer en enkelt Side af Livet. Naar han om Aftenen kommer med sin hvide Støvfrakke over Armen og Hatten sat lidt paa Snur og med sin skalkagtige Mine siger sit bekjendte: »Bimpel, Henry?« saa kan jeg i ham egenligt kun see de ustadige Glæders letbevingede Guddom, men alligevel kan jeg ikke lade være at følge med. Jeg veed, at der venter mig en gemytlig Passiar, et Lystfyrværkeri af Brandere, Ordspil og Vittigheder, der vel i og for sig ingen Betydning har, men dog virke øieblikkeligt oplivende paa mit Humeur. Du glemmer, Frederik, at jeg staaer ganske alene i Verden, og at mine Anskuelser i mange Retninger ere saa stik modsatte dem, der doceres i det daglige Livs philistrøse Trædemølle. Naar derfor Brandt kommer og »tager et ironisk Sigte paa Umenneskeligheden«, som han kalder det, saa kan jeg ikke lade være at lee med, om han ogsaa af og til gaaer udenfor Stregen.«

»Ulykken er,« sagde Frederik varmt, »at han gaaer langt længere end udenfor Stregen. Han vender op og ned paa Begreberne, ja, tumler med dem som Jongleuren, der faaer Folk til at see en Række af gyldne Kugler, hvor der kun er een eller to. Han har ikke Respect for Noget i Verden, han har ikke Pietet for Nogen, og solgte gjerne sin »Gamle«, som han kalder ham, naar han kunde faae ligesaa meget for ham, som for det gamle Porcellain. Han har en udmærket Forstand, en skarp Dømmekraft, et glimrende Viid, og et fuldkomment klart Blik paa sig selv. Skjøndt han i enkelte Retninger kan være endog sentimental, har han dog ikke Hjerte eller Følelse for to Skilling. Se engang rigtigt paa denne sidste Historie eller paa dette »Geschäft«, som han kalder den. Hvad hans gamle Tante med hellig Pietet har gjemt som Minder fra hendes lykkeligste Aar, det bestjæler han hende for uden den ringeste Betænkelighed, sælger det til et Par Jøder og »gaaer paa Livet« for Beløbet.«

»Du dømmer Brandt for haardt,« svarede Henry.

»Skulde man tage Alt, hvad Brandt gjør eller siger, lige efter Bogstaven, saa blev der ikke Meget tilovers.«

»Nuvel,« sagde Frederik ivrigt, »saa tag ham da efter Aanden, og se, hvad der saa bliver tilovers. Har han Sands for noget af det, som ellers glæder og fryder Mennesket, saasnart det har hævet sig lidt høiere? Har han Sands for Musik? Gaaer han nogensinde i Theatret? Læser han Poesie? Holder han af Blomster? Nei og nei og tusinde Gange nei! Han giver ikke en Døit for det Hele. Har han Respect for det Sande, det Evige i Videnskaben? Har han Øie for det Stemningsrige og Forædlende i Kunstens Værker? Nei og i al Evighed nei! Lad mig sige Dig een Ting, Henry, før det bliver for silde. Dersom Du skulde blive syg, forladt eller fattig, dersom Du skulde komme til at trænge til ham i Livet, dersom Du stod som Betler ved hans Dør - han vilde ikke reise sig fra sit Bord, men lade Dig kaste paa Porten, før Du havde banket paa Døren.«

Henry taug, og begge Vennerne fortsatte deres Vei langs ad den smalle Sti, der fra Krohaven fører ned til Søen over den nyslaaede Eng. Begge syntes fordybede i deres egne Tanker, og begge gik tause ved Siden af hinanden, indtil de naaede det gamle Hjortholm. Henrys Fod stødte mod nogle løse Tegl, som Bølgerne havde skyllet op. Han saae sig omkring og udbrød uvilkaarligt:

»Her var det!«

»Ja, her var det,« sagde Frederik alvorligt - »og der er det,« fortsatte han, idet han pegede op imod Kroen. »Lad mig sige Dig endnu et Ord til Afsked, Henry; thi jeg har faaet nok for idag. Du kan ikke paa samme Tid fortsætte to Sider af Tilværelsen, der ere saa forskjellige som den gamle Ruin, hvorpaa Din Fod nu træder, og det nye Huus, der ligger hist oppe. Opsæt ikke Valget for længe; Du kunde ellers let miste dem begge. Husker Du, at Du engang i et angergivent Øieblik kaldte Brandt for Din onde Dæmon? Nu har Du fundet Din gode, og staaer paa den Skillevei, der ikke tillader nogen Betænkning. Hidtil har Du læst »Enten« og fundet »Eller« forbandet kjedelig. Læs nu om igjen, og hvis Du da ikke kan finde Dig i de Fordringer, som den sidste stiller til Dig, bryd da med Harriet, thi det er bedre, at Een fortabes, end at To skulle gaae tilgrunde. Vend om, Henry, før det bliver for silde! Thi er Noget sandt, da er det de Ord, som jeg en Gang fandt understrøgne i en Bog, der laae paa Dit Bord:

Inden Henry kunde fatte sig af den Overraskelse, som denne alvorlige Samtale havde frembragt, var From allerede oppe paa Bakkerne ved Hummeltofte, hvor hans Skikkelse forsvandt mere og mere i Tusmørket. Henry ilede efter et Øiebliks Betænkning op efter ham; men da han naaede Omdreiningen ved Veien, blev han uvis staaende, indtil Frederik var forsvundet. Saa dreiede han om tilhøire og fulgte langsomt Landeveien, der fører ned til Frederiksdals Kro.

Da Henry traadte ind i den festligt oplyste Sal, var Brandt just ifærd med en længere Tale, hvori han udviklede Antikens Betydning for den moderne Kunst, med særligt Hensyn til den Indflydelse, som de forskjellige Tidsalderes Sauceskaale have havt paa Menneskeaanden. Uden at lade sig afbryde, jog han Forskjærergaflen ned i en kold Kylling, og langede den over til Henry, hvis Glas Boldt var i travl Bevægelse med at fylde. d'Acorda, der sad lige overfor Henry, tilkastede ham et skulende Blik og gav sig derpaa igjen ifærd med de Retter, hvormed Bordet saa rigeligt var forsynet. Af og til saae han paa sit Uhr, idet han lyttede opmærksomt, og i disse Øieblikke antog hans Ansigt et næsten endnu modbydeligere Udtryk, end det ellers pleiede at have.

»Hvor er Frederik?« raabte Brandt, da han havde endt sin Tale. »Stukket af, hvad? Ja, det stikker ham sommetider; men derfor behøver Du ikke at see saa stikken ud, Henry! Stik paa Varerne, saa kommer Du snart paa Stikkerne igjen. Hvad ønsker Du? Chateau Lafitte eller Petit Bourgogne? Petit? - Kenne Dich, Spielmann! Mit den Kleinen fängt man an, und - - - For Guds Skyld! Giv ham ikke Krakmandler til Kyllingerne, men lad Agurkesalaten gaae videre!«

Medens Brandt under Latter og Skjemt punktligt opfyldte en Verts Pligter steg Munterheden mere og mere og den Tvungethed, som det blandede Selskab i Begyndelsen havde fremkaldt, bortskylledes efterhaanden af de ædle Vine, der lidt efter lidt plettede Dugen og aabnede Hjerterne. Brandt syntes ved Maaltidets Slutning ganske at have glemt sin Aversion mod den fiffige Italiener, hvis Skaal han udbragte i et længere Foredrag, hvori han tillige udviklede de Fordele, som Handel, Skibsfart og en friere Omsætning føre med sig.

Efter at det lille Selskab paa Brandts Opfordring havde offret den Virak til Guderne, som en ægte Havana altid frembyder, begav man sig atter ind i den store Sal, der efter Brandts Anviisning nu havde antaget et ganske andet Præg. I hver Ende af Salen havde et Par grøntbetrukne Spilleborde afløst de ærværdige, gammeldags Sophaer, og Midten beherskedes af et langt Bord, paa hvis sneehvide Dug man hverken saae Fade eller Tallerkener, men derimod en sindrigt construeret Opsats, hvis øverste Top kronedes af Champagnens forsølvede Proppe, for derpaa at gjennemløbe diverse Trin af Rhinskviin, Madeira og Sherry.

»Død og Pine!« sagde Boldt til Henry. »Hvor Brandt har oppet sig iaften! Hvem Pokker skulde troe, at der kunde komme saa meget ud af nogle gamle Suppeterriner? Men Pengene regne jo ned over ham som Fluer i August Maaned.«

»Ja, dem er her nok af,« sagde Henry leende, »de spiste næsten mere ved Bordet end vi andre. Jeg veed heller ikke noget Sted, hvor der er saa mange som i Frederiksdal. Se blot, hvordan Lysekronen seer ud!«

»Ja, Fluer have Fluenoder,« bemærkede Brandt, som i dette Øieblik kom til. »De spytte paa Gulvet, hvor de vil, og danse paa Kongernes Næser. Fanden maa vide, hvad Vorherre har skabt dem til?«

»Erlauben Sie,« sagde den svære Herre, som havde talt med d'Acorda ved Vognen, »dass ich es Ihnen erkläre?«

»Vær saa god,« sagde Brandt, »De skal ikke genere Dem. Silence messieurs! Signor Vittorio vil holde et entomologisk Foredrag over, hvorfor Vorherre har skabt Fluerne. Pas nu paa, Boldt, at det ikke bliver Svar paa Din Ansøgning om trelirium demens!«

Signor Vittorio, der syntes at have fundet stort Behag i Brandts livlige Væsen, skjøndt han ikke forstod Halvdelen af, hvad han sagde, satte sig ned ved Bordet og sagde, idet han paa slet Tysk henvendte Ordet til Brandt: »Wir haben auch bei uns in Italien eine Menge von diesen kleinen Bestien, si chiama - ah, come si chiama?«

»Lopper!« svarede Brandt med en troskyldig Mine. »Det er der, hvor man bliver flaaet af Tiggere, stegt af Solen og ædt af Lopper - jo, det har jeg Altsammen hørt før.«

»Ach ja!« svarede Vittorio uden at agte paa Henrys og Boldts Latter. »Loper! Ganz recht ma ho dementicato il nome. Also, dem hat il Dio geschaffen, weil man sonst kein Lopenspiel bekommen konnte. Kennen Sie das Lopenspiel?«

»Nei,« svarede Brandt fuldkomment alvorligt. »Jeg kjender kun dette med at tage Effen eller Ueffen paa Droskenummere. Kennen Sie dieses mit Essen und Unessen? Das nennen wir Droschkenspiel oder Karoschenspiel.«

»Nein,« svarede Vittorio med synlig Anstrengelse for at følge med Forklaringen. »Kenne es nichts; aber Lopenspiel - -«

»L'hombrespiel,« rettede Brandt alvorlig.

»Ja wohl, L'hombrespiel!« gjentog Vittorio uden at ane Uraad. »Das spielen wir sehr oft in Napoli in den kleinen Tavernen; denn alles Hazardspiel ist verboten. Dann aber spielt man so: Man nimmt ein Stück zucchero und legt es auf dem tavoletta. Dann pariert man und wartet, bis eine L'hombre sich auf dem zucchero niedersetzt, und der, auf wessen zucchero die L'hombre sich niedergesetzt hat, bekommt den ganzen Paré. Verstehen Sie?«

»Jo, jeg troer det nok,« sagde Brandt, medens Vittorio tørrede Sveden af Panden, »skjøndt det var en lang Forklaring. Hei, Opvarter! En Skaal med hvidt Sukker! Det maa vi probere.«

»Gjør Dem ingen Uleilighed,« raabte d'Acorda, idet han foer ud efter Opvarteren. »Jeg skal selv hente det; jeg saae, at der stod en Sukkerskaal paa Buffeten inde i det andet Værelse.«

Med disse Ord aabnede d'Acorda Døren, som han smækkede i lige for Næsen af den forbausede Opvarter. Derpaa greb han et Stykke Sukker, mærkede sig nøie dets Form og Størrelse, og fremtog derpaa en lille Flacon, hvoraf han lod en enkelt, olieagtig Draabe strømme ud paa Sukkerets Overflade. Dernæst dyppede han Spidsen af Fingeren i et hvidt Pulver, som han havde fremtaget samtidigt med den lille Flacon, og gjorde et let Strøg hen over Sukkerets anden Flade. Da han havde truffet disse smaa Forberedelser, gjemte han Stykket paa Bunden af Skaalen og bar derpaa denne ind til det ventende Selskab.

»Bravo!« raabte Brandt, idet d'Acorda viste sig i Døren. »Det kalder man at snyde Politiet for Kortpengene. Vil De give rundt, Hr. d'Acorda, for i denne L'hombre er der nok ingen Styrvolter at tage fra? Sikke Volter De allerede slaae med Deres Fluebeen! Man kan neppe holde Styr paa dem. Det er noget for Dig, Henry, saadant et Myggespil. Faaer man ogsaa Noget, naar de sætte sig paa Næsen, for det er nu hændet mig tre Gange?«

»Nei,« svarede d'Acorda, der havde budt Sukkeret om, »Reglerne for Spillet ere følgende: Man holder en Paré, for Exempel en Daler, paa hvert Stykke. Den, paa hvis Stykke Sukker der først sætter sig en Flue, tager den samlede Indsats, som han kan kde staae eller trække ind, ligesom det behager ham. Hvis der derimod sætter sig to eller flere Fluer ned paa een Gang, multipliceres Indsatsen med Fluernes Antal, og han er da pligtig til at holde den hele Indsats, hvorimod det staaer de andre Spillere frit for at træde tilbage, dersom de finde Indsatsen for høi.«

»Capisce?« spurgte Signor Vittorio Brandt, som i et Anfald af Henrykkelse næsten omfavnede ham.

»Saraudlirksoak ekal luarksoak!« svarede Brandt, idet han gemytlig nikkede igjen til den tykke Italiener. »De forstaaer mig nok?«

»Hvad Pokker er det for et Sprog, Du taler!« raabte Boldt.

»Kun en Dialect af det Danske, som Signor Vittorio kalder det. Det er Grønlandsk, der flyder fra mine Læber.«

»Hvad Pokker betyder det?« spurgte Boldt Henry, der var nærved at kvæles af Latter.

»Det er en Lærdom, han har hentet hos mig,« hviskede Henry. »Han vilde forleden Dag absolut have at vide, hvad en Stortorsk hedder paa Grønlandsk. - Hør nu op, Brandt, med Dine Løier, og lad os begynde Spillet!«

»Ja, lad os nu være andægtige,« sagde Brandt, »skjøndt vi mangle Holmblads Psalmebog, og her ikke er nogen anden Banqueur end Belzebub selv til at hjælpe Philistrene mod Belials Børn. Se, hvor der kommer Liv i de sorte Sataner! - Der er en af den Urtekræmmeryngel! Se, han spadserer hen til mig. Aa, nu begynder han at rette paa sine Flipper - det er et reent Tab af otte Rigsdaler.«

Med disse Ord kastede Brandt sig tilbage paa Stolen og sang med comisk Fortvivlelse:

»Nei!« raabte d'Acorda. »Naar De gjør saadant et Spektakel, faaer De aldrig en Flue til at sætte sig. Det gaaer med dem som med Igler. De ville have fuldkommen Ro, og den ringeste Luftstrømning er nok til at blæse dem langt bort. Tillader De, Hr. Vernon, Deres Sukker ligger for nær ved Dem. Alle Stykkerne maa ligge omtrent en halv Alen fra Bordkanten.«

Neppe havde d'Acorda trukket sin Haand bort, førend en stor Spyflue kom seilende og slog ned paa Henrys Sukker.

»Skal han have dobbelt Paré for den?« spurgte Brandt. »Den er accurat dobbelt saa stor som de andre.«

»Nei vist ikke,« svarede d'Acorda; »men nu kan han holde hele Indsatsen mod os.«

»Jeg holder den,« sagde Henry roligt.

»Otte Daler!« udbrød Boldt. »Det er en svær Udskrivning.«

»Ja, det er det altid med dette Dobbelte!« raabte Brandt. »Vent til Ballonen gaaer høiere op, saa skal Du see, hvor det kribler i Rygraden!«

Der blev en forventningsfuld Taushed. Alles Øine vare heftede paa de smaa, sorte Punkter, der i forskjellige Retninger krøb hen over den hvide Dug. Pludseligt dalede en ny Flue ned og satte sig igjen paa Henrys Sukker.

»Død og Pine!« raabte Brandt. »Du har Lykken med Dig. Jeg har nu havt Bid tre Gange, men altid er der bleven vinket af igjen. Holder Du alle Fireogtreds, Henry?«

»Naturligviis,« svarede denne tørt.

»Ja, saa melder jeg mig fra!« raabte Boldt. »Det er jo et reent Blankenstein, dette Spil.«

d'Acorda kastede et lurende Blik til den Sølvdynge, der allerede laae foran Henry, og Brandt hviskede til denne: »Se, hvor han skyder Pengeskuffen ud og ind. Man skulde troe, at Vorherre havde været paa Veie til at gjøre hans Mund til en Croupierskovl.«

»Faites votre jeu, Messieurs!« raabte Signor Vittorio med en Stemme og et Tonefald, som fik Brandt til at bemærke, at den Vise havde han vist sunget før.

Indsatserne blev lagte paa Bordet, og Brandts Spaadom begyndte at gaae i Opfyldelse. Spændingen var allerede nu saa stor, at Enhver tilbageholdt det sagteste Aandedræt, saa at man ganske tydeligt hørte de omkringflyvende Insecters Surren. Kun Henry og d'Acorda syntes fuldkomment rolige. Signor Vittorio var derimod blevet blodrød i sit store Ansigt, og Aarerne paa hans Pande svulmede. Han fæstede sine stive, stirrende Øine snart paa Sukkeret, snart paa d'Acorda, som om han vilde anraabe ham om Bistand. I samme Øieblik hørtes igjen en snurrende Lyd, og to Fluer faldt samtidigt ned paa Henrys Sukker.

»Det er, Gud hjælpe mig, to Elskende og dobbelt Indsats!« brølede Brandt. »Nu skal Fanden spille med Dig længere. Dit Sukker er jo ligesom forhexet! De to Fluer var jo ganske matte, dengang de krøb hen over Bordet.«

»Ja, det kan nu have en anden Grund,« raabte d'Acorda med en raa Latter, medens Brandt i Harme over sit Tab knipsede til Henrys Sukker, saa at det fløi langt ud i Stuen.

»Holder De hele Indsatsen paany, Hr. Vernon?« spurgte d'Acorda.

»Halveer den!« hviskede Brandt. »Der er Ingen, som holder mod det Hele. Det bliver jo næsten et tusind Daler.«

»Holder De den hele Indsats,« spurgte Henry i en Tone og med et Blik, som fik d'Acorda til at bide sig i Læben, »saa antager jeg, at jeg ogsaa kan holde den. Er der Nogen af de andre Herrer, der holder denne Gang?«

Alle trak sig tilbage med Undtagelse af Signor Vittorio, der tilkastede d'Acorda et betydningsfuldt Blik. Denne rettede ligegyldigt paa den store Diamantbrystnaal, som han bar i sit Kalvekryds, og Vittorio trak sig tilbage.

»Nu er det nok os To, som skulle spille!« udbrød d'Acorda. »Hvor er Deres Sukker?«

Henry tog sig et nyt Stykke af Sukkerskaalen; men Brandt hviskede til Boldt:

»Henry er gal. Nu taber han, det er jeg vis paa. Fordømt, at jeg knipsede til det Stykke. Det var mageligt sine to tusinde Daler værdt.«

Alles Øine vogtede paany paa de to Stykker, der saa uskyldigt laae foran de Spillende. Flere Fluer nærmede sig det, som laae foran d'Acorda, men saasnart de vare komne i et Par Tommers Afstand, dreiede de af og krøb videre. Endelig kom Een krybende midt imellem de Spillende. Den nærmede sig til d'Acorda, men fløi pludseligt op og dalede lige ned paa Sukkeret foran Henry.

»Hurra!« raabte Brandt, der i den største Spænding havde fulgt Fluens Maneuvre. »Nu griner Banqueuren og Dyden græder! Den Flue vilde jeg i Dit Sted balsamere, Henry.«

Denne strøg Gevinsten til sig og sagde med et irriterende Smiil til d'Acorda: »Har De maaskee Lyst at prøve det endnu en Gang?«

»Ja, jeg holder en Fjerdedeel af Beløbet i rede Penge,« svarede d'Acorda. »Resten parole d'honneur eller mod en Anvisning - ganske som De behager.«

»Tak, en Anvisning er vistnok det Sikkreste,« svarede Henry haanligt. »Aa, Boldt, hent et Skrivetøi. Der staaer et inde ved Siden af.«

d'Acorda udstedte Anvisningen lige saa roligt, som om han quitterede for en Regning, og Spillet begyndte paany; men ogsaa denne Gang kaarede de lunefulde Insecter Henry til deres Yndling.

»Lad os prøve tre Gange endnu!« raabte d'Acorda.

»Hør op!« hviskede Boldt til Henry. »Du er rasende. Du kan jo tabe en sex, otte tusinde Daler paa den Maade.«

»Fortem fortuna!« hviskede Henry igjen. »Jeg har Lyst til at knække Halsen paa denne fordømte Italiener; jeg hader ham værre end Pesten.«

»De skulde vende Deres Sukker,« sagde Brandt. »Maaskee bider den anden Side bedre.«

»Maaskee,« svarede d'Acorda smilende. »Voyons!«

Neppe havde d'Acorda vendt sit Stykke, førend en Flue kom seilende og satte sig derpaa. Henry skød ganske rolig hele Gevinsten over til ham og sagde blot: »Endnu en Gang!«

»Det bliver en dyr Gang, den«, hviskede Brandt til ham. »Seer Du? Der er den! Den var værre end den paa Bellevue!«

Henry blev ganske bleg, og hans Øine lynede ved d'Acordas Ord: »Nu er det nok Dem, som faaer Brug for Skrivetøiet. Hvis De ønsker det, vil jeg eftergive Dem den tredie Gang. Man kan ogsaa drive dette Spil for vidt.«

»Jeg lader mig ikke eftergive Noget,« svarede Henry stolt, men med dirrende Stemme. »Kom an igjen!«

»Kom an, Proserpina, Kalliope stem op!« brølede Brandt, der nu var ligesaa ivrig, som om han selv deeltog i Spillet. »Hvad er en lille »Basse«, ja hvad er selv en »Nappe« mod dette her? Det er et Spil, som vilde fryde de Fordømte i Helvede. Død og Helvede! Der tabte Du igjen, Henry! De sværme jo omkring d'Acordas Sukker som Gribbe om et Aadsel.«

Medens Henry udstedte Anvisningen hørte man en Vogn rulle op for Døren, og et blandet Chor af Latter, Stemmer og smaa Hviin klang fra Corridoren. Brandt og Boldt ilede ud, og et Øieblik efter aabnedes begge Fløidøre, og et malerisk Tableau viste sig for de Tilbageblevnes nysgjerrige Blikke.

I Spidsen gik Brandt, stolt som en Gardeofficier, med en uhyre Muffe paa Hovedet og en lyserød Silkeparasol i Haanden. Derpaa fulgte fire eller fem meget pyntede, særdeles smilende og aldeles ugeneerte Damer, der i Baggrunden sluttedes af Laura, som nysgjerrig tittede over de Andres Skuldre, støttende sig til Boldt, der med usædvanlig Energi sang i høien Sky:

»Brandt!« raabte Henry, idet han foer hen imod ham. »Dette er ikke efter Aftalen! Dette er ikke fair play!«

»Aa, Fanden ivold med den!« raabte Brandt. »Skal vi nu ha'e de forbandede Nykker igjen? Tag Exempel af Signor Vittorio! Valser han ikke allerede ned ad Gulvet med Josephine, saa tyk som han er. Han seer ud som en svedende Centrifugalpompe.«

»Ja vist,« udbrød Henry heftig, »Du troer naturligviis at kunne slaae det Hele hen i Narrestreger. Men fra iaften ere vi færdige med hinanden, forstaaer Du?«

»Nei Gu' gjør jeg ei,« svarede Brandt, »ikke et eneste Ord. Kan jeg gjøre for, at Du spiller som et Asen og taber Dine Penge? Det maatte Du jo naturligviis, da man selv med en almindelig Fluesnapperforstand kan indsee, at Fluerne ikke i eet Kjøre ville sætte sig paa det samme Stykke Sukker.«

»Aa, Pokker ivold med Pengene!« raabte Henry, idet han bestræbte sig for at rive sig løs fra Brandt. »Jeg har Raad til at tabe, hvad jeg tabte, og gjorde det kun, fordi jeg var vis paa at opdage, at den fordømte Italiener gjorde Hundekunster med os Alle. Hvor blev hans Sukker af? Giv mig det! Jeg vil undersøge det chemisk, og lad mig saa gaae.«

»Men plager Fanden Dig, Henry?« raabte Brandt, der vedblev at holde fast paa ham. »Du vil da ikke fordærve Stemningen ved at løbe Din Vei? Sukkeret kan jeg saagu ikke give Dig igjen, med mindre Du vil presse hele den italienske Citron. Han aad det jo i sig, medens Du var ifærd med Anvisningen. Naar Du ikke er gnaven, fordi Du har tabt, saa veed jeg Pokker ikke, hvad Du hyler for; thi Pigebørnene har Du da seet før. Hvad siger Du om den Smaa derhenne, som Boldt forgjeves søger at bedaare? Se, hvor mildt hun skæver hen til Dig! Hun tager sig forbandet godt ud i den lyserøde Mousselinskjole. Ikke sandt, Henry, hun ligner den smaa Laura Petersen?«

»Laura!« udraabte Henry, idet han foer hen til hende og heftigt greb hende ved Armen. »Hvorledes kommer Du her?«

»Hoho!« mumlede Brandt ved sig selv med et uhyggeligt Smiil. »Der fik Kanariefuglen Hampefrø; saa bliver den nok paa Liimpinden Resten af Natten. - Dette her er ganske andægtigt, ikke sandt?« henvendte han sig til Signor Vittorio, som udmattet var sunket ned paa en Sopha, med Josephine paa sit Skjød. »Det vækker en høiere Stemning, som From siger, og giver ligesom Lyst til at see, hvorledes en Flaske Champagne tager sig ud indvendig.«

»Ganz prächtig!« stønnede Vittorio. »Per Baccho, ganz prächtig! Das ist was ganz Locales! Hier wollen wir den ganzen Nacht hindurch bummeln.«

»Javel Gamle!« svarede Brandt leende. »Det vil vi. Localet egner sig ganske dertil. Dansesal her og Recreationsværelser ovenpaa. Ohøi, Boldt! Flyt de smaa Sophaer hen til Bordet, og lad Confecten komme ind.«

Ligesom Boldt vilde til at udføre Ordren, aabnedes Døren, og tre nye Personer traadte ind til Selskabets Forundring og Brandts usigelige Moro. Den Ene var en vissen, vindøiet Person med et hørguult Haar, et mikroskopisk Fipskjæg og med en Næse, der bestandig græd over en saa betydelig Misvæxt. Under Armen bar han en Clarinet fra det forrige Aarhundrede. Den Anden saae ud, som om han havde lidt et Tryk af den ublide Skjebne, og maaskee var det ved denne Leilighed, at Skuldrene vare gaaede op over hans Hoved, Brystet ned i hans Mave, der til Gjengjeld, i vild Fortvivlelse havde søgt Ophold paa hans Ryg, hvor den dannede en »Præmiepukkel,« som Brandt udtrykte sig. Denne kunde imidlertid tildeels tages af, og viste sig da under Skikkelse af en anseelig Lirekasse, hvis glat slidte Haandtag vidnede baade om Alder og om Eierens stræbsomme Vindskibelighed. Den Tredie ragede som en Gigant op over sine Colleger. Hans svære, joviale Ansigt straalede med en Rødme som den opgaaende Morgensols, og det sorte Plaster over det venstre Øie syntes at antyde, at han havde sat dette i Pant i et eller andet Mimerstelt paa Dyrehavsbakken. Det andet var i en uafladelig Bevægelse, og stirrede snart ned mod et Par hullede Støvler, snart op paa en afgnedet Filtehat, der ligesom Eierens andre Beklædningsstykker syntes at længes stærkt efter Renaissanceperioden. I den høire Haand holdt han Sanggudens olympiske Plekter, der gav sig tilkjende som en afbrudt og med Al-lunsskind omvunden Thyrsus; fra den venstre dinglede et Par af de Cymbler, som Korybanterne slog paa Kreta, og paa Ryggen bar han Diogenes Tønde, lukket for begge Ender med et mægtigt Kalveskind.

»Voilà, Messieurs,« raabte Brandt, »de berømte Cabinetstykker fra Kirsten Piil! Alle tre lige saa gode som een Dreyschock! Han med Trommen er Ole Skeie, tidligere Helbefaren - der er derfor endnu lidt seilende ved ham. Han med Pukkelen er Rasmus Vold, første Opfinder af et give Lirekasserne Horn - han har været slem i sine unge Dage. Han med Clarinetten er den verdensberømte Niels Styr, hæderlig bekjendt ved at have fundet Loven for Ballonernes Styring. Han har faaet dem til at gaae rundt istedetfor at gaae tilveirs og er i den Anledning blevet tilkjendt Medaillen »Litteris et Artibus« fra Sverig. Hei, Musikantere, spil op! - »Musik, Musik! Den store chinesiske Tromme!« som Keiseren saa rigtigt bemærkede, da han bad Vorherre om en rolig Død.«

De tre Virtuoser begyndte en rasende Musik, der dog neppe var tilstrækkelig til at overdøve det larmende Selskabs Latter og de høje Forfærdelseshvin, som Damerne udstødte, naar en Champagneprop uventet knaldede af, eller en Haand greb feil af Confecten. Stemningen, der før havde været »gemytlig,« som Brandt kaldte det, begyndte nu at blive bacchantisk. Stole, Borde og Sophaer blev rykkede tilside, og snart hvirvledes baade Løst og Fast afsted i Takt efter det øredøvende Orchester.

»Hvor er Hr. Vernon?« spurgte d'Acorda, som midt i al denne Tummel var den Eneste, paa hvem Vinen ikke havde gjort sin Indflydelse gjeldende. »Han er da ikke gaaet?«

»Død og Pine!« raabte Brandt, hvis stirrende Øine gjorde et sidste Forsøg paa at oplede ham. »Hvor er Henry, og hvor er den lille Laura? Det er et forbandet kjønt Pigebarn. De ere vist ude at kikke Stjerner sammen.«

»Er det ikke hans Hat og Stok?« spurgte d'Acorda urolig. »Jeg synes, jeg skulde kjende dem.«

»Jo, Du har ganske Ret,« lallede Brandt, hvis Sandser omtaagedes mere og mere. »Det er hans Stok, og Du har en gevaltig Hat. Vi er jo Dus, ikke sandt? Det var jo Dig, jeg drak Dus med, og ikke den tykke Vittorio? Lad Henry gaae Fanden ivold, og lad os faae to Knækbeinere, inden vi gaae hjem! Jeg er saa rusten i Halsen.«

»Undskyld mig et Øieblik,« sagde d'Acorda. »Jeg vil ud og see efter dem.«

»Ja, gjør kun det, Gamle!« bemærkede Brandt, der forgjeves bestræbte sig for at reise sig. »Og sæt saa nogle nye Hængsler i den Chatolklap, Du har hængende under Næsen, for Du seer egenlig gruelig gal ud. Og se saa efter, om Du med det Samme kan faae fat paa en Droske til mig. Det kunde vist gjøre godt, om jeg moverede mig lidt.«

d'Acorda, som ikke lod sig genere af Brandts pludselige Fortrolighed, ilede ud i Corridoren, hvor han blev staaende et Øieblik uvis og lyttende. Tilvenstre førte Døren ind til Kjøkkenet og Fadeburet, hvorfra han hørte den raslende Larm af Tallerkener og Kjøkkentøi, der var i idelig Bevægelse. Tilhøire førte en Trappe op til Gjesteværelserne, og en Dør ind til nogle mindre Værelser, der undertiden leies ud til Folk fra Hovedstaden. Denne Dør stod paaklem, og det forekom ham, at han derindefra hørte en dæmpet, hviskende Samtale. Han skød sagte Døren op, tittede ind, og skjelnede trods Mørket de utydelige Omrids af to Personer, der sad i Sophaen. Lige saa lydløst, som han havde aabnet Døren, skød han den til igjen. Derpaa greb han sin Kappe, som hang i Corridoren, hyllede sig i den paa italiensk Maneer, saa at kun Panden og Øinene vare frie, og begav sig med ilsomme Skridt ned mod Møllebroen, hvor han tabte sig i Mørket.

d'Acordas skarpe Blik havde ikke bedraget ham. Det var virkeligt Henry og Laura der sad i den lille Stue, hvis Vinduer vendte ud til Veien. Ingen havde bemærket den lette Italieners katteagtige Fjed, og det var ikke hans Blik, der havde fremkaldt den Taushed, som nu herskede i Stuen.

Laura sad eller rettere laae i Hjørnet af Sophaen med sit smukke Hoved hvilende paa sin høire Arm, der hang ud over Ryglænet. Hun hulkede, og var i en saa stærk Sindsbevægelse, at hun neppe var tilgjængelig for de Ord, som Henry tilhviskede hende. Han havde lagt sin Arm om hendes Liv, og medens han saaledes sad bøiet over hende, syntes hans blussende Kinder og hans Stilling mere at tyde paa en Elsker end paa en Ven og Raadgiver. Laura vedblev at hulke, og Henry, der selv følte sine Argumenters Svaghed og det Farlige i Situationen, gik hen til Vinduet og trommede paa Ruden, medens han saae ud i den bælgmørke Nat.

Han følte sig uhyggelig tilmode ved de Contraster, som i dette Øieblik brød sig omkring ham. Hist ude den tause Nat i al dens Stilhed og Fred - ikke en Stjerne paa den skyslørede Himmel. Der inde de støiende Raab, den vilde Latter og den øredøvende Musik. Hist ude - ikkun en Fjerdingvei fra det Sted, hvor han stod - hendes fredelige Kammer med de duftende Blomster, det gammeldags Fortepiano, Skrivebordet med hendes Pult og Bibelen opslaaet derpaa. Her inde Krostuen med dens fugtige Mure, dens eiendommelige Atmosphære, en Blanding af indeklemt Luft, Punschedamp og gammel Tobaksrøg, dens gamle, halvforslidte Møbler, dens klamme Uhyggelighed, og fremfor Alt Laura, om hvem han følte, at hun vilde gaae til Grunde, hvis ikke han reddede hende paa sit Livs og sin Lykkes Bekostning. Han væmmedes i dette Øieblik ved sig selv, ved al den Usselhed, som omgav ham, og da Brandts hæse, lallende Stemme hørtes ude i Corridoren for at lade Kusken spænde for, svor han ved sig selv, at dette skulde være sidste Gang. Han nærmede sig Laura, der laae sammensunket paa Sophaen, greb hendes Haand og sagde med Fasthed:

»Laura! Endnu for denne Gang vil jeg see gjennem Fingre med Dig, fordi Dine Veninder have narret Dig herud; men saa sandt jeg lever, det bliver den sidste Gang.«

Hun hævede Hovedet i Veiret, skjulte det i begge sine Hænder og sagde hulkende: »O, Henry, hvor kan Du være saa grusom!«

»Jeg er ikke grusom,« svarede han, idet han paany tog Plads ved hendes Side, »og de Folk, hos hvilke jeg har faaet Dig anbragt, ere det heller ikke; men Du er grusom mod Dig selv. Tænk paa, hvad Enden vil blive, naar jeg forlader Dig.«

»Ja, men Du forlader mig ikke!« raabte hun fortvivlet, idet hun foer op og kastede sig om hans Hals. »Vel, Henry? Du kan, Du maa ikke forlade mig! O, siig det blot een eneste Gang, blot een eneste Gang: »Jeg vil ikke forlade Dig, jeg vil ikke give Dig hen til Skjændsel og Vanære«.«

Henry søgte at frigjøre sig for de bløde Arme, der slyngede sig om hans Hals, men hun klyngede sig fastere til ham, og hendes hede Aande streifede hans Kind, idet hun hviskede: »Henry, jeg kan ikke forlade Dig, hører Du? Aldrig, aldrig, aldrig! Jeg har lagt Dig saa fast paa mit Hjerte som ingen Anden, og river Du Dig løs, saa forbløder jeg mig. Jeg bryder mig ikke om Noget mere! Jeg ønsker Intet mere! Jeg gjør ingen anden Fordring end at see Dig og høre Dig tale! O, det er grueligt at maatte sige det; men jeg troer, jeg gaaer fra Forstanden, dersom Du forlader mig. Jeg lever kun i Dig! Jeg drømmer kun om Dig! Jeg kan ikke være Dig foruden!«

Henry forfærdedes over den lidenskabelige Heftighed, hvormed disse Ord udtaltes. Han snoede sig ud af hendes Arme, traadte et Skridt tilbage og sagde: »Laura, kom dog til Fornuft! Jeg kan ikke opfylde Dit Forlangende, det er umuligt. Jeg har jo fortalt Dig det Hele.«

»Fortalt!« raabte hun, idet hun i Fortvivlelse vred sine Hænder. »O, hvad er det, Du har fortalt? Veed Du, hvorledes det kan skære i Hjertet, naar man elsker uden at blive elsket igjen? Det veed Du ikke! Du kan ikke forestille Dig det! Men tænk Dig, at denne fine Dame en Dag sagde: »Du maa forlade mig! Jeg tør ikke see Dig. Jeg har elsket Dig, men nu elsker jeg en Anden, som staaer langt over Dig.« O, Henry, da vilde Du føle, hvordan det kan svie og værke i Ens Bryst, og Du vilde ikke gjøre Det, som Du nu gjør mod mig.«

Henry bøiede sig ned over hende og sagde rørt:

»Stakkels, stakkels Laura, det er umuligt!«

Han følte, hvorledes hun pludseligt blev tung i hans Arme. Hovedet sank ned mod hans Skulder, og han bar hende afmægtig tilbage til Sophaen. I samme Øieblik rullede en Vogn rask forbi Kroen. Man hørte den kjøre over Møllebroen, men pludseligt standsede den med et Brag, Hestenes Hovslag buldrede mod det hule Træværk, Skrig og forvirrede Raab af forskjellige Stemmer hørtes af og til, naar de ikke overdøvedes af Larmen fra Salen. Henry foer til Vinduet og stirrede ud, men saae i det tætte Mørke kun et Par Karle, der i urolig Skyndsomhed ilede ned mod Broen med et Par Lygter. En frygtelig Rædsel greb ham. Rimeligviis vare Hestene blevne skye for den brusende Lyd af det store Møllehjul, og maaskee var det Etatsraadens Vogn, der var kjørt forbi; det kunde netop passe med Tiden. Tanken om Harriet og den Fare, hvori hun kunde være stedt, foer som et Lynglimt gjennem hans Sjæl. Han vilde styrte ud for at hjælpe og redde, men havde samme Fornemmelse som i Drømme, hvor Foden ikke kan flyttes, om det saa gjelder Livet selv. For første Gang følte han, at Kræfterne svigtede, og at Bevidstheden var nærved at forlade ham.

Medens han saaledes halvt sandseløs stirrede ud ad Vinduet, saae han flere Skikkelser ile forbi i Mørket, og troede blandt de forvirrede Stemmer at kunne skjelne snart d'Acordas, snart Etatsraad Grams Røst. Han vilde forlade Værelset, men i samme Øieblik blev Døren til Corridoren reven op, og hurtige Trin af forskjellige Personer lød udenfor.

»Ih, Du milde Fredsens Gud, søde Christian!« hørte han en Stemme udbryde, paa hvilken han øieblikkeligt gjenkjendte Justitsraadinde Gram, Etatsraadens Svigerinde. »Sagde jeg det ikke Altsammen igaar Aftes? Grev Hjelmkrone har selv fortalt mig, at disse Heste vare altfor unge, og at Englænderen solgte dem, fordi de havde Flyvekuller.«

»Fanden i Vold med, hvad den Vindbeutel siger!« raabte Etatsraaden hidsig. »Hestene feile s'gu ikke mere end jeg; men de ere ikke vante til Lyden af Vandhjulet. Det var ogsaa en forbandet Idee af Kusken at kjøre her forbi istedetfor ad Bagsvær.«

»Ja, Gud forlade ham hans Synd!« raabte Justitsraadinden igjen. »Men Du maa forlade mig; for hvad Grev Hjelmkrone siger om Heste, det er, ved den gode Gud, sandt. Dem forstaaer han sig paa.«

»Aa, Pokker i Vold med det Hele!« raabte Etatsraaden. »Der er jo ingen Ulykke skeet. Hvad er det saa værdt at vrøvle saa meget derom?«

»Ih, Du store Gud!« skreg Justitsraadinden med fornyet Heftighed. »Ingen Ulykke skeet? Da kalder jeg rigtignok det en Ulykke at miste sin gode Parasol og faae sin Nederdeel spoleret, ikke at tale om, at vi jo Alle kunde være komne ind under Møllehjulet og malede halvt fordærvede.«

»Aa, Passiar!« svarede Etatsraaden. »Man kommer s'gu ikke under et Møllehjul, fordi man kjører mod en Brostolpe; men I Fruentimmer troe nu strax, at hele Verden skal forgaae, fordi en Hest staaer paa Bagbenene. Det Værste bliver med at faae Vognhjulet istand. Vi faae maaskee Lov at blive her en Times Tid eller to og det bliver mindre fornøieligt. Gaa ind i den store Sal, Vilhelmine, og tag Harriet med Dig! Naa, Gud skee Lov, der kommer d'Acorda!«

Henry lyttede med anspændt Opmærksomhed. Han kunde høre Hjertet hamre mod sit Bryst og følte Blodet suse gjennem sit Hoved. Der var blevet nogle Øieblikkes Stilhed i Salen, rimeligviis fordi man ogsaa der havde hørt, hvad der var passeret paa Landeveien. Han hørte Døren blive aabnet, men næsten ligesaa hurtigt smækket i igjen under en skraldende Latter, som dog overdøvedes af Justitsraadindens skarpe Stemme, der udbrød:

»Ih, Gud fri og frels os, søde Christian! Hvad er det dog for en Kneipe, Du har ført os ind i? Det er jo det sjofleste Selskab, der er derinde, og, den Slemme forlade mig min Synd, troer jeg ved Gud ikke, at de sidde og drikke Punsch med Fruentimmer. Hør, hvor de skraale og synge! Og i det Selskab vil Du føre Harriet ind?«

Henry lænede sig op til Muren og hørte Harriets Stemme sige: »Lad os gaae ovenpaa, Tante, og vente til Vognen kommer.«

»Det gaaer aldrig an, mine Damer,« klang d'Acordas skærende Røst. »Der er vasket Gulv deroppe; jeg spurgte netop Værten derom. Jeg gaaer blot ned for at see til Vognen og skal være her om et Øieblik.«

»Saa lad os gaae herind,« sagde Etatsraaden, idet han tog i Laasen til det Værelse, hvori Henry befandt sig. »Det ene forbandede Hul er jo lige saa godt som det andet. Lad os faae noget Lys i en Fart, Mortensen! Hvad er det for et Selskab, De har herude inat? Jeg troede ikke, at De tog imod saadanne Gjester?«

»Etatsraaden maa undskylde,« lød Vertens dybe Stemme, »men i saa knappe Tider maa man tage, hvad man kan faae. Besøget herude er taget svært af i den senere Tid; nu skulle jo Alle paa Strandveien. Hei, Julie, tag to Sterinlys og sæt dem ind i det blaae Værelse!«

Atter knirkede Dørlaasen under Etatsraadens Haand, og Henry flygtede instinctmæssigt hen foran Laura, til hvem han hviskede: »Ikke en Lyd, hører Du?« Hun svarede ikke, og da han greb hendes Haand, var den kold som Iis.

Ligesom Etatsraaden vilde aabne Døren, blev begge Fløidørene til Salen revne op under en frygtelig Janitscharmusik, der fra fuldt Orchester faldt af i en skrattende Solofanfare for Clarinet, og da denne var endt, hørte Henry Brandt raabe:

»Undskyld, mine ærede Herrer og Damer, at vi ikke kunne tilbyde Dem større Kunstnydelse end Østers med Krakmandler! Resten er spiist, og vi er alle saa yndigt fulde - fulde af Glæde over at see os beærede af et saa æret - saa velnæret, vilde jeg sige - Selskabs Nærværelse som det nærværende. - Lad være at dunke mig i Ryggen, Boldt, og griin ikke ad mig, naar jeg holder Taler! Det er upassende i et Øieblik som det nærværende. - Hvad var det nu, jeg vilde sige? - I et Øieblik som det nærværende, hvor det er upassende at staae og vrøvle, saaledes som jeg gjør, vilde jeg foreslaae, nu, da Hjertets Strenge røres dybt og klinge længe, at vi faae - - at vi faaer, mener jeg - - at vi tyre en lille Basse, saadan en, som en Fader kan spille med sine Børn. - Aa, saa for Satan, Boldt! Hør op med at dreie paa Lirekasse! Selskabet kan jo ikke høre, hvad jeg selv siger.«

»Det behøves heller ikke!« tordnede Etatsraaden. »Hvis De ikke har Deres Næse bag Døren inden et Minut, skal jeg slaae den itu paa Dem!«

»Meget vel, Høistærede!« svarede Brandt. »Et Minut er ogsaa en Tid, som Astronomerne sige. Vel har jeg ikke den Fornøielse at kjende Dem personligt, men Deres ærede Ansigt tiltaler mig i en overordenlig Grad. De ligner complet Viinkyperen paa Vandkunsten, og skulde Deres Hjerte ligesom hans staae til varm Punsch og forlorne Skildvagter, saa værsenartig at trine nærmere! Varerne kunne strax serveres.«

»Ih, Du milde Frelsens Gud!« skreg Justitsraadinden. »Hvor han er rude! Han er fuld, søde Christian. Forivre Dig ikke, han er ganske vist fuld.«

»Ja, ganske vist,« vrængede Brandt, idet han traadte ud ad Døren, til hvis Stolpe han hidtil havde lænet sig. »Fuld som en Allike og drukken som en Droskekusk, hvilket forresten er Synonymer, som Levin allerede har bemærket. Fatter De det høiere Begreb i en »Donner«, min elskværdige Svingbasse? Kjender De Betydningen af en »Schnitzer«, min yndige Kjærlingetand, eller aner De Derivationen af Begrebet »Giir«, gamle Korsblomst? Veed De, hvad det vil sige, at faae en Pisk, en Hat, eller En paa Lampen? Aner De det Mystiske i at være paa Støvlerne, at pille en Kæfer eller gaae med et Skab? Kjender De Brevet til de Philippenser? Det forekommer mig i dette Øieblik, at De maaskee kunde være Forfatterinden dertil.«

Denne Hentydning til nogle Tiltrækningspunkter i Justitsraadindens Ansigt, bragte hende saa fuldkomment ud af Fatning, at hun segnede om i Etatsraadens Arme, hvor hun under en krampagtig, hysterisk Graad udbrød:

»Gud, søde Christian! At det skulde hændes mig, at jeg skulde torteres i Din Nærværelse af saadan en Herre! Det havde jeg, saasandt jeg er dydig, aldrig troet.«

»Dydig!« raabte Brandt med en skraldende Latter. »Hvem Fanden forlanger, at saadan en gammel Gebisbærer skal være dydig? Man gjør kun en Dyd for en vis Aarsags Skyld; men De har maaskee ikke lidt af Omgangssyge i Deres unge Alder?«

»Gud, Christian,« stønnede Justitsraadinden, »slaa ham dog ikke ihjel! Du er saa frygteligt hidsig, naar Du bliver vred. O, min søde Harriet, at Du skulde høre Din stakkels, gamle Tante blive saaledes maltracteret!«

Et betydeligt Bulder, der fulgte ovenpaa disse Ord, tilkjendegav, at Brandt og hans Compagnie var kastet tilbage af den rasende Etatsraad, hvis Eder og Skjeldsord gjenlød i Corridoren, medens Brandt fornaglede Laasen og barricaderede Indgangen. Samtidigt dermed aabnedes Døren til Henrys Værelse, og den grædende Justitsraadinde sank ned paa en Stol. Henry skjælvede over hele sit Legeme, da Harriet udbrød: »Min Gud, Tante, hvor jeg blev bange for det vilde Menneske! Blot der ikke er Nogen herinde?«

»Ih, Du milde, forbarmende Gud!« hylede Justitsraadinden. »Hvad er det, Du siger? Skaf Lys! Lys, strax paa Minuttet! Jeg tør ikke være et Øieblik ene i Mørket.«

Harriet vendte sig mod Døren for at skaffe Lys, men i det Samme aabnedes denne, og en Tjenestepige traadte ind med to Stager, som hun satte paa Bordet.

»Henry!« udbrød Harriet smerteligt. »O, min Gud!«

Han svarede ikke, men stirrede stivt hen for sig. Det forekom ham, at Lysene dansede paa Bordet, og at Harriets Stemme kom langtfra, som fra en uhyre Dybde.

»Nei, Du milde Forbarmende!« raabte Justitsraadinden. »Nu har jeg da aldrig seet saa galt. Det er, ved den levende Gud, Hr. Vernon! Ja, jeg har nok hørt en Fugl synge derom.«

»Henry!« klang i det Samme en mat Stemme fra Sophaen. »Hvor er Du, Henry? Hvad er der skeet? O, min Gud, jeg er saa forvirret!«

Harriet udstødte et svagt Skrig ved Lyden af denne Stemme. Hun pressede den venstre Haand mod sit Bryst med et Udtryk, som led hun af den dødeligste Smerte, og vendte derpaa sit Hoved bort, idet hun støttede sig paa Tantens Skulder.

»Du min Gud og Fader!« raabte denne paany. »Hvad er dog Alt dette her? Er det ikke den lille Laura Petersen fra Nyboder, som syede hos os ifjor? Hvad skal dog Alt dette betyde? Hvorledes kommer Du her?«

Laura svarede ikke, men stirrede omkring sig med et forvildet Blik. Hun greb Henry ved Armen og sagde grædende:

»O, Henry! Det er hende, Du har fortalt mig om! Det er hende, Du elsker!«

Henry gjorde et Forsøg paa at tale, men det var, som om en Jernhaand sammensnørede hans Strube. Han gjorde et Skridt fremad, vaklede og vilde være faldet om, hvis ikke Laura, der i samme Øieblik reiste sig, havde grebet ham om Armen.

»Lad os gaae, kjære Tante!« hviskede Harriet. »Lad mig komme bort herfra. Jeg er saa syg. Luften herinde er som forpestet. Jeg kan ikke taale den.«

»Gud, min søde, velsignede Harriet, hvordan er det, Du har det?« udbrød Justitsraadinden i den høieste Forfærdelse. »Du seer jo ud, som Du skulde døe. Gud, vent et Øieblik, saa skal jeg hægte Dig op. - Nei, det er sandt, Du bruger jo de engelske Snøreliv, som ikke klemme. O, min Gud, hvordan er det, jeg staaer og tosser i det! Vent et Øieblik, mit sødeste Barn! - - O, min Gud, Hr. Vernon, hun døer, jeg er vis paa hun døer! Gud velsigne Dem for et Par Hoffmannsdraaber!«

Henry saae hendes Billede i Speilet. Hun var liigbleg, og hendes smukke Hoved laae uden Bevægelse op imod Tantens Bryst. Hendes hvide Hætte var gledet tilbage, de sorte Lokker havde løsnet sig og faldt i vild Uorden ned om hendes Hals, hendes mørke Øine vare tillukkede, hendes fine Mund halvt aaben - det saae næsten ud, som om hun sov. I dette Øieblik viste d'Acorda sig i Døren, hvor han blev staaende, idet han heftede sit stikkende Blik paa Henry med et uheldvarslende Udtryk. Det var ligesom dette Blik gav Henry fornyet Liv. Han snoede sig ud af Lauras Arm, fløi hen imod Døren med en Kraft, som bragte d'Acorda til at forsvinde i Corridoren, og styrtede som et jaget Dyr ud i den bælgmørke Nat.

Solen, som den næste Dag reiste sig over Frederiksdals skovkransede Bakker og forvandlede de lette Morgentaager til glimrende Dug, var saa klar og straalende, som en dansk Junisol overhovedet formaaer at være. Dens Straaler spillede hen over Træernes lysegrønne Løv, kastede Glanslys ind under Stammerne, forgyldte Pile- og Ellebuskene langs med Aaen, forvandlede Dugdraaberne i Edderkoppernes Spind til tindrende Diamanter og fore saa videre for at bringe Hilsen og Godmorgen til Alle. Dens klare Lys brød frem over Marmorkirken, og bestræbte sig for i enkelte, listende Straaler at udspeide, hvad der gik for sig i Henrys Soveværelse indenfor de tæt sammentrukne Damaskes Gardiner. En tittede ind i Froms Kvistkammer og syntes at skinne dobbelt saa klart af Glæde over dets fredelige Hyggelighed. En anden belyste den store Krostue i Frederiksdal og drog de væltede Punscheboller, de sønderbrudte Glas, den tilsølede Dug og de omstyrtede, ituslagne Meubler som lige saa mange Vidner paa Nattens Vederstyggelighed frem af den Atmosphære af Punschedamp og Tobak, hvori de vare indhyllede. Derfra fore dens Straaler hen over Furesøens smaatoppede Bølger, listede sig igjennem Skoven, og brød gjennem de dugslagne Vinduer ind i Grosserer Grams Havestue, uden at lade sig genere af Etatsraadstitelen og den nye Værdighed; thi Solen, den største Philanthrop og Kosmopolit, lider ikke af Fornemhedens Utilgjængelighed, om den end af og til kan have nogle Drivere af Skyer i sit Forgemak.

I den hyggelige Havestue, hvor man havde en viid Udsigt ned til Aasevang, og over Furesøens blanke Vande kunde see Eremitagen i det Fjerne, var en Deel af de Personer forsamlede, som havde grebet saa forstyrrende ind i Nattens Begivenheder. Etatsraaden gik op og ned ad Gulvet med et Ansigt, der tydede paa, at en huslig Orcan allerede saa tidligt paa Morgenen var faret gjennem et Hjem, hvor Alt var fredeligt og hyggeligt, undtagen naar Huusherren var i daarligt Humeur. Ved Vinduet tilhøire camperede Etatsraadens Hjælpetropper i Form af hans Svigerinde, en høi, statelig Dame med skarpe Træk og en ikke ubetydelig Fortid bag sig, dækket med tvivlsom Sikkerhed af de Forskansninger, som forlorne Tænder, Sidekrøller og lignende Attraper søge at sætte mod den fremstormende Tid. Om hendes smalle Læber spillede endnu et hoverende Seierssmiil, og hendes mørkegraae Øine vandrede bag Strikketøiet fra Harriet til Etatsraadinden, der sad ved det andet Vindue og stirrede ud i den morgenbelyste Have gjennem en lille klar Plet, som hun med sit Lommetørklæde havde frembragt paa den duggede Rude. Ogsaa hun var noget tilaars, og hendes mørke Haar viste allerede hist og her enkelte af Tidens Sølvstænk; men ligesom hun ikke søgte at dække det ved Toilettets mangfoldige Kunster, saaledes var der over hendes blege Ansigt og fine Skikkelse udbredt et vist veemodigt Udtryk, som mindede om en for hurtig Afblomstring af tidligere Skjønhed. Denne havde imidlertid været af en saadan Natur, at den ikke lod sig udslette af Aarene, men snarere traadte frem med disse i en ædlere, om end forandret Form. Ved det runde Bord midt i Havestuen, stod Harriet ifærd med at tørre Theetøiet af. Hun bar, trods Morgenen, sin sædvanlige høihalsede, sorte Kjole; men hendes Kinder syntes idag næsten endnu hvidere end den smalle, glat nedfaldende Krave, der dækkede hendes Hals. Som hun der stod, belyst af Morgenskjæret fra Haven, saae hun mere ud som en Sorgens Genius, end som en ung, toogtyveaarig Pige, og hendes Øine havde ganske mod Sædvane faaet farlige Rivaler i de Steenkulsperler, som blinkede paa hendes Bryst. Der var over hele hendes Holdning udbredt en vis Usikkerhed, en vis mat Nedslagenhed, der yttrede sig i den mindste af hendes Bevægelser. Hun forrettede Dagens Morgengjerning med en mechanisk, næsten automatagtig Ro. Det var, som om hendes Hænder arbeidede ubevidst, som om hun vel havde Syn for Alt, hvad der foregik, men kun paa samme Maade, som Søvngjængeren, hvis hele aandelige Liv er concentreret i hans indre Jeg. Da hun havde tørret den sidste Kop af, lod hun sit Blik tankeløst glide ud gjennem den aabne Havestuedør, derpaa ringede hun paa Pigen og vendte sig mod Døren i Baggrunden.

»Hvor skal Du nu hen?« spurgte Etatsraaden gnaven, standsende i sin Vandring og betragtende hende skarpt.

»Op,« svarede Harriet med en Stemme saa mat og klangløs, som kom den fra en Syg.

»Op, og op, og altid op!« vridsede Etatsraaden. »Hvad Fanden bestiller Du der oppe den hele Dag?«

Harriet svarede ikke. Hun saae ud, som om der slet ikke blev talt til hende, og Etatsraaden vedblev med stigende Heftighed: »Naa, svar mig! Hvorfor staaer Du og stirrer paa mig? Du seer jo ud, som om Du gik i Søvne, skjøndt Gud skal vide, Du kom seent nok op. Naa, hvad bestiller Du der oppe?«

»Ingenting,« svarede Harriet og saae mod Jorden.

»Naa, saa det er for Ingenting at bestille,« vedblev Etatsraaden, »at Du bestandig kryber op i det Hul? Det vil jeg ikke vide Noget af, det kan jeg sige Dig. Her er nok at tage vare, og hvis det er for at frie Dig derfor, at Du gaaer omkring med det dumme, dorske, dvaske Ansigt, saa tager Du feil. Skal den Maskine blive staaende paa Bordet til Middag?«

»Gram!« hviskede en blid Stemme fra det ene Vindue.

»Søde Christian!« lød det fra det andet. »Husk dog for Guds Skyld paa, hvad Doctor Jensen har sagt. Maskinen er for tung, og Harriet maa ikke overanstrenge sig. Hun er nerveus, søde Christian; det var jeg ogsaa i hendes Alder. Hun har det ligesom min stakkels Kunigunde; men kunde Du blot faae hende til at begynde med vaade Lagener og Torskelevertran, saa skal Du see, hvor hun kommer sig. Der er noget Scrophuleust ved det Hele - det har jeg altid sagt.«

»Aa, der er noget Skrueløst ved det Hele!« raabte Etatsraaden. »Baade ved hende og alle Nutidens unge Piger - det har jeg altid sagt. Hvad hjælper Jern og alt det andet sure Krammeri, som Lægerne tylle i dem, indtil de gaae omkring som forstoppede Dampmaskiner? Det er jo ynkeligt at see, hvorledes de gaae og pibe. Frisk Luft, Motion, Øllebrød om Aftenen og i Seng Klokken Syv - saa fik Piben en anden Lyd.«

»Gud, søde Harriet, mit velsignede Barn!« raabte Justitsraadinden. »Trænger Du til Motion, saa lad os gaae en Tour sammen; Veiret er jo saa himmelsk. Jeg har fundet saadant et yndigt Sted nede ved Søen, hvor der staaer saadan en sød Mosbænk under et høit Bøgetræ, ganske som jeg læste det forleden Dag i »Emilie Bardun.« Der skal jeg læse for Dig saadan nogle nydelige Digte, som Candidat Poulsen laante mig forleden. De ere komne ud under Titelen: »Blomstrende Hyldekviste« af Victor Emmanuel; men jeg troer nok, at han selv har skrevet dem, thi han blev ganske forlegen, da de Andre roste dem.«

»Ja, det troer jeg s'gu nok,« sagde Etatsraaden; »det gaaer ham vist sjeldent paa. - Gaa Du kun en Tour med Harriet, Vilhelmine, det skal Du have Tak for; men lad det Digterjank blive liggende, hvor det ligger. Det er s'gu dog bestandigt den samme Snak om Maaneskin, Skoveensomhed og evig Kjærlighed, som kun tjener til at gjøre de unge Piger skruegale i Hovedet og bringe dem fra al menneskelig Sands og Samling.«

»Ih, Du Alstyrende! Søde Christian, hvor kan Du dog sige saadant Noget?« udraabte Justitsraadinden, idet hun med megen Behændighed draperede sig med sit Shavl og skruede en Paddehat fast paa sit Hoved. »Poulsens Digte - thi jeg kan jo gjerne sige det, de ere virkeligt af Poulsen - ere noget af det Nydeligste, der i lang Tid er blevet leveret. Hans »Maaneskinsstemning ved Søen« og »Den knækkede Staalorm« har jeg, ved Gud, grædt over, hver evigste Gang jeg læste dem. Kom nu, søde Harriet, og tag en Parapluie med; thi min Parasol tabte jeg igaaraftes af bare Forskrækkelse, og det øser jo ned her i Frederiksdal, naar man mindst venter det. Mændene ere altid saa prosaiske, men vi, vi forstaae det. - Vil Du nu bare see den Haand, søde Harriet! Er det ikke rædsomt, saa Myggene bide herude? Og saa fortalte den ækle Hr. Vernon mig forleden Dag, at de komme fra Vandet, som om han troede, jeg ikke vidste, at de leve i Luften. Men det ligner ham, det Skarn!«

Med disse Ord forsvandt Justitsraadinden gjennem Havedøren, medførende Harriet og sin Sypose, hvori hun havde anbragt sit Strikketøi og Victor Emmanuels lyriske Digte. Etatsraaden saae et Øjeblik efter dem, og da de vare forsvundne i Skoven, vendte han sig mod sin Kone og sagde:

»Vil Du virkeligt endnu forsvare Henry?«

»Lad os ikke tale mere derom,« svarede hun sagte. »Den Beretning, som Vilhelmine gav tilbedste, er det mig umuligt at troe. Jeg var desværre ikke selv med igaaraftes og kan ikke bedømme, om Sagen virkeligt forholder sig saaledes, som Vilhelmine fortalte den.«

»Desværre?« gjentog Etatsraaden noget heftig. »Jeg kan forsikkre Dig, Du har al Anledning til at sige desbedre. Henrys Opførsel har været mig vel løs i de senere Aar; men først igaar fik jeg Vished om, at han er en Laban.«

»Du bedømmer ham sikkert for haardt,« sagde Etatsraadinden, og hendes blege Ansigt farvedes af en svag Rødme. »Henry er letsindig og vistnok ogsaa kommet i daarligt Selskab, men fordærvet er han ikke.«

»Hm,« sagde Etatsraaden, idet han gik hen og trommede paa Ruden, »jeg fortryder dog, at jeg har optaget ham i vort Huus.«

»Da har det dog bestandig været Dig, som tidligere tog ham i Forsvar og gjorde Dit for at drage ham hertil.«

»Ja, det var dengang,« sagde Etatsraaden roligt, »men Meget har forandret sig siden den Tid.«

»Hvilket?« spurgte hun.

»Aa,« svarede han gnavent, »for det Første Henry selv. Han var dengang stille og alvorlig, men nu render han om værre, end den værste Hans Kvast. Dengang kjendte jeg hans Formuesomstændigheder eller, rettere sagt, jeg bildte mig ind, at jeg kjendte dem; nu veed jeg, oprigtigt talt, hverken ud eller ind. Han kan lige saa gjerne være Millionair som Stodder, det jeg kan skjønne. Og nu hans Opførsel imod Harriet? Det ene Aar gjør han Cour til hende og sætter Pigebarnet Fluer i Hovedet, det andet Aar veed han neppe, om han gider see til hende. Den ene Dag seiler han bort med hende og bliver ude til langt ud paa Aftenen, den anden Dag render han Grassat med Fruentimmer fra Kjøbenhavn og løber sin Vei istedetfor at hjælpe hende. Nej, han er ikke god mere, ikke for fire Skilling.«

Efterat have udtalt denne motiverede Betænkning, lænede Etatsraaden sig tilbage til Havestuedøren, tændte en Cigar og pustede den ene Røgsky efter den anden ud i den morgenfriske Luft.

»Det er dog mærkeligt,« sagde han efter en længere Pause, »hvor den Vedbend Dag for Dag taber sig, efterat den er flyttet bort fra Platanen, som den før snoede sig op ad. Ole maa have skaaret for meget af Rødderne bort, dengang han flyttede den. Kom, skal Du see, Emmily, den er næsten vissen.«

Hun reiste sig op, gik hen til ham og lagde sin Arm i hans.

»Gram!« spurgte hun blidt. »Hvorfor troer Du, at Harriet har været saa syg?«

»Det veed jeg s'gu ikke,« svarede han, idet han blev ved at stirre paa den halvvisne Vedbend.

»Gram!« fortsatte hun frygtsomt. »Du har Medlidenhed med en Plante, der visner, fordi den bliver reven løs fra det Træ, der gav den Skygge og Støtte. Troer Du ikke, at noget Lignende kan hænde os Mennesker?«

»Jo, maaskee,« svarede han mut, »skjøndt vi da ikke ere skabte som saadant et Hængetræ.«

»Ja, saaledes vil maaskee Platanen tale,« sagde hun dæmpet. »Den gaaer ikke ud.«

Han vilde svare og kom derved til at see ned paa hende. Hendes Øine vare fulde af Taarer, hendes Læber dirrede, og han følte, at hendes Arm rystede under hans.

»Emmily!« udbrød han forundret. »Hvad fejler Dig? Har Du Feber?«

»Nei,« svarede hun og saae bønligt op paa ham. »Lad mig tale et Øieblik med Dig, som i gamle Dage. Lov at høre et Øieblik paa mig uden at blive heftig. Jeg har en Sag at betroe Dig, som længe har ligget mig paa Hjerte.«

»Hm,« svarede han, idet han kastede Cigaren fra sig, »hvad er det da?«

»Gram,« sagde hun, »vilde Du blive meget bedrøvet, om Harriet døde?«

»Hvad behager?« udbrød han forskrækket. »Hvor vil Du hen med Det? Har Doctor Jensen været her igaar?«

»Nei,« svarede hun, »han veed slet ikke, hvoraf Harriet lider, og vil aldrig kunne helbrede hende. - Hør mig, Gram!« vedblev hun, idet hun lagde Armen op om hans Hals. »Du maa ikke blive vred over Det, jeg nu fortæller Dig. Harriet har i mange Aar elsket Henry, og han, trods al sin Forvildelse, ogsaa hende. For nogle Dage siden har han friet til hende, og hun har givet ham sit Løfte.«

»Raser hun!« raabte Etatsraaden, snappende efter Veiret og neppe i Stand til at faae Ordene frem. »Hvorledes tør hun understaae sig? - -«

»Gram,« sagde hans Kone blidt, »hør mig til Ende, førend Du dømmer Harriet. Hun har betroet mig Alt den samme Aften og bedet mig tale med Dig derom. Henry er - -«.

»Henry er en Nar, en Vindbeutel, en Don Juan og en Ødeland!« raabte Etatsraaden rasende, idet han ledsagede hver af disse Titler med et Slag paa Havestuedøren, der fik Vinduerne til at klirre. »Han faaer aldrig i Evighed mit Samtykke! Aldrig!«

Fru Gram satte sig roligt hen ved Vinduet, medens Etatsraaden med lange Skridt vedblev at vandre Stuen op og ned, som en Bjørn i sit Buur. Lidt efter lidt sagtnedes hans Gang, han fik igjen Hænderne i deres vante Stilling bag paa Ryggen, og idet han pludseligt standsede foran sin Kone, spurgte han:

»Veed Du, hvad Dag det er imorgen?«

»Ja,« svarede hun dæmpet, »det er Henrys Fødselsdag.«

»Netop,« svarede Etatsraaden, »hans femogtyveaarige Fødselsdag. Han bliver da myndig og kan foretage sig, hvad han vil, med sin Formue.«

Hun saae spørgende op paa ham uden at svare, og Etatsraaden vedblev:

»Veed Du, hvilke Efterretninger jeg denne Gang har modtaget om Henry?«

»Nei,« svarede hun sagte. »Du fortæller mig jo aldrig Noget. Hvad har Du faaet at vide?«

»Ikke en Døit, ikke en Tøddel, ikke en Trevl!« raabte Etatsraaden med stigende Betoning. »Det er første Gang, at Remisserne ere udeblevne, som jeg ellers punktligt har modtaget fra Huset Jackson & Watt i San Jago de la Vega, ofte een eller to Maaneder i Forveien. Er det ikke besynderligt?«

»Kunne de ikke komme endnu?« spurgte hun.

»Jo, maaskee,« svarede han. »Jeg har givet Ordre til, at den vestindiske Post, dersom den kommer, skal bringes herud; men Klokken er allerede ti, og Posten burde været kommen igaar Aftes. Det er neppe rimeligt, at der er noget Brev til mig.«

»Siig mig,« spurgte hun, idet hun paany reiste sig op, »har Henry ingen Capital? Jeg har bestandig troet, at det var Renterne af hans Capital, som Du udbetalte ham.«

»Capital!« gjentog Etatsraaden haanligt. »Ikke saa meget som bag paa min Haand. Jeg har maaskee selv givet Anledning til dette Rygte paa Grund af nogle falske Efterretninger, som jeg fik det første Aar, men dersom Du eller Harriet have troet paa det, ere I artigt løbne med Liimstangen.«

»Troer Du ikke, Gram,« spurgte hun med usikker Stemme, »at Henry har lagt Noget op i de Aar, hvori Du har havt hans Affairer? Han kan da umuligt have brugt alle de Penge?«

»Lagt op?« spurgte Etatsraaden spydigt. »Nu vil Du vel ovenikjøbet gjøre ham til Øconom. Seer Henry ud som en Sparebøsse, eller troer Du, at han har mindste Begreb om, hvad en Sparekasse er for en Anstalt? Naar man kommer saa let til sine Penge som han, faae de ogsaa lette Fødder at gaae paa. Hvad han ikke har anvendt til Commers og Lystighed, til Laanevenner og Fruentimmer, det er gaaet Fanden ivold til Kolber, Digler, Retorter og hvad alt dette Krammeri nu hedder. Det er jo rene Capitaler, han har sat i sit chemiske Roderi.«

»Men Gram,« vedblev hun igjen med den samme usikkre, lidt frygtsomme Stemme, »selv om Henry slet Intet eier, og selv om Udbetalingerne fra det vestindiske Handelshuus skulde høre op, saa er han dog en dygtig Polytechniker, der vil kunne finde sit Udkomme overalt, naar han blot vil arbeide. Jeg tror ikke, at Harriet kan udholde at skilles fra ham. Der maa handles varligt med hende, Gram. Du veed ikke, hvor fiin og skrøbelig hun er. Lidt Formue har Harriet efter sin Fader - og lidt kunde Du maaskee give dem?« lagde hun tøvende til.

»Nei, Gu' min Salighed, om jeg gjør!« raabte han heftig. »Troer Du, jeg vil gaae omkring som en levende Assurancepolice for min Svigersøn? Naar man, som jeg, gjennem Slid og Slæb suurt har lagt hver Skilling tilside, saa faaer man først Begreb om, hvad Penge betyde. Capital er opsparet Arbeide; opsparet Arbeide er Dage af Ens Liv. Det er ligefrem Ens Hjerteblod, det gjelder om, og jeg giver s'gu ikke mit Hjerteblod hen til den Første den Bedste.«

»Nei,« svarede hun sagtmodigt, men lidt bittert. »Harriet er jo ikke Din Datter.«

»Aa Passiar!« svarede han ærgerlig. »Skal vi nu igjen have den gamle Historie paa Tapetet? Jeg holder s'gu lige saa meget af Harriet som af Clara, og stræber at være eens mod Begge og dele Alt saa lige, som vi Mennesker formaae. Det er for Harriets egen Skyld, at jeg negter mit Samtykke til dette Parti. At vi ikke vide, hvem Henry er, at vi ikke kjende hans Formuesomstændigheder, det lader jeg endda gaae; men at han holder et Fruentimmer ude i Søllerød og betaler Kost og Logis for denne Nyboderstøs, det er, min Salighed, at drive Spillet for vidt.«

»Det har Henry aldrig gjort,« svarede hun bestemt.

»Ikke det?« raabte Etatsraaden triumpherende. »Ja, I Fruentimmer troe nu altid at have saa fine Næser. Hvad siger Du da til denne Pakke Breve, som han har skrevet hende til for ikke over et Aar siden? Og hvad mener Du om denne Qvittering af nyeste Dato, hvori Forpagter Hansen tilstaaer at have modtaget hundrede Rigsdaler for det første Qvartal? Han prutter ikke, den kjære Henry.«

Med disse Ord lagde Etatsraaden de omtalte Documenter paa sin Kones Sybord, idet han vedblev:

»Jeg vilde ikke ud med denne Historie imorges, hverken for Harriets eller min Svigerindes Skyld; men det forklarer det noget besynderlige Træf, som Du kalder det, at vi netop skulde træffe Henry alene med denne Laura Petersen ved Nattetid i et Værelse, hvor der, Gud hjælpe mig, ikke var mere Lys end bag paa min Haand.«

Etatsraadinden aabnede et af Brevene og læste et Par Øieblikke deri. Derpaa lagde hun det fra sig med en smertelig Bevægelse og hviskede sagte:

»Du har Ret, Gram. Stakkels, stakkels Harriet!«

»Ja, ikke sandt,« sagde Etatsraaden, »det er pænt? - Saa, nu flæber hun med!« tilføiede han, da hun med Tørklædet for Ansigtet gik ind i sit Værelse. »Fanden forstaae sig paa Fruentimmer! De ere ligesom artesiske Brønde; man maa slaae en Prop i dem for at faae dem til at holde op. Pokker maa vide, hvor d'Acorda er kommet efter de Breve; men han har spillet sine Kort fiint, og jeg maa være ham taknemlig derfor. - Det er nok forresten ligesaa godt at komme til Byen strax, thi her vanker nok ikke mange glade Ansigter idag. Det ender vel med, at de gaae op Allesammen.«

Efter at have trøstet sig med denne Ægtestandsmonolog, tændte Etatsraaden sig en frisk Cigar, og vilde lige til at forlade Værelset, da Tjeneren i det Samme traadte ind og meldte: »To Breve til Hr. Etatsraaden!«

»Læg dem ud i Sidelommen i Vognen, og lad Peter strax spænde for. Jeg læser dem underveis.«

»Hr. Etatsraaden maa undskylde, men Budet, der bragte dem, bad, om Hr. Etatsraaden vilde læse dem strax.«

»Godt, svarede han. »Du kan gaae, Søren; men lad Vognen være her om fem Minutter.«

Neppe havde Etatsraaden seet Udskrifterne paa Brevene, førend hans Ansigt forandredes i en ganske mærkelig Grad Han aabnede hurtigt det første og læste det mumlende for sig selv, idet hans Ansigtstræk gjennemløb alle Grader fra Opmærksomhed til den høieste Forbauselse. »Det var s'gu godt, vi fik det klaret,« sagde han halvt høit.

Derpaa greb han det andet; men neppe havde han aabnet det, før hans forbausede Ansigt blev liigblegt med et Udtryk af den frygteligste Spænding. Han lænede sig tilbage mod Dørstolpen for ikke at falde, idet han med famlende Haand søgte efter sit Lommetørklæde for at aftørre den Sved, der perlede paa hans Pande. Saaledes blev han staaende et Par Minutter. Derpaa foer han hen til sin Kones Skrivebord og skrev et Par Ord paa et Blad Papir, som han forseglede omhyggeligt. Idet han reiste sig op, traadte han hen foran det ovale Speil i Baggrunden af Havestuen og betragtede sit Ansigt opmærksomt. Først da han havde overtydet sig om, at der ingen mærkelig Forandring mere var at opdage, vendte han sig om og gik rask ud ad Døren, overladende Henrys Breve og Quitteringer til deres Skjæbne.

De samme Solstraaler, der havde belyst Harriets sorgfulde Ansigt, og været de eneste Vidner til Etatsraadens pludselige Rædsel, straalede med samme Glans henover den melancholske Marmorkirke, over det mylrende Liv i Bredgade, hvor Beaumonden allerede begyndte sin sædvanlige Tour til Langelinie, og spillede paa Henrys endnu tilhyllede Vinduer, hvor den vilde Viin vuggede sig i Solglansen. Alt som Solen steg, forandrede de deres Plads, snart tittende nysgjerrigt paa de Malerier, som dækkede Væggen, snart brydende sig i den matbroncerede Lysekrones Prismer for ligesom i lunefuldt Spil at rivalisere med de Farver, som Kunstnerens Haand havde frembragt. Solen steg høiere og høiere. Ude i Byen herskede Livets Uro og Forvirring, men endnu vedblev Persiennerne i Henrys Soveværelse at være nedrullede, og de blinkende Solstraaler kastede paaskraa en klar Solstribe gjennem Rummet, hvori man saae Støv-Atomerne hvirvle sig som Verdenskloder i det Smaa.

Henry selv laae fuldt paaklædt paa Sengen. Hans elegante Dragt var forrevet og tilsmudset, hans Søvn urolig, og hans Aandedræt kort. Den, som for en sex Aar tilbage havde seet den overgivne Student med de bløde Træk og det livlige, ungdomsfriske Ansigt, vilde neppe have gjenkjendt den Samme i Ham, der nu i Uroens og Ængstelsens Drømmeland laae udstrakt paa Leiet. Det var de samme Træk, men mere skarpe og indfaldne; det var det samme kastaniebrune Haar, men mindre fyldigt; det var de samme Læber, men smallere og tættere sammenknebne end forhen. Maaskee var det disse Tanker, om end uklare, der gik gjennem gamle Marys sløve Hoved, medens hun med et Blik, fuldt af Uro og Bekymring, betragtede sin kjære Massa Henry, der denne Nat var kommet saa seent, saa usædvanligt seent hjem. Gamle Mary førte i dette Øieblik en svær Kamp imellem Pligt og Tilbøielighed. Hun vidste, det stred mod Respecten at vække ham; men hver Gang hun saae ham kaste sig uroligt frem og tilbage, hver Gang hans Hænder knyttede sig, og hver Gang Musklerne i hans Ansigt vibrerede saa stærkt, at det saae ud, som om han forgjeves bestræbte sig for at vaagne, bøiede hun sig dybere ned over ham og hviskede hans Navn blødt og kjærligt, men dog ikke høit nok til at vække ham. Pludseligt slog han Øinene op med et Skrig, der fik hans Amme til at fare forfærdet tilbage, og idet han med begge Hænder strøg Haaret tilside fra Panden reiste han sig overende og lod sit forvildede Blik løbe om i Stuen.

»Hvor er jeg? Hvad vil Du?« raabte han forvirret, da gamle Mary nærmede sig ham.

»Det være mig, det være gamle Mary!« udbrød hun ganske forskrækket og lagde Haanden paa hans Skulder. »Kjære Massa Henry være meget bleg - Massa Henry vistnok være syg.«

»Vist ikke, Mary,« svarede han, idet han satte sig paa Sengekanten og bestræbte sig for at samle sine Tanker. »Gaa blot! Jeg trænger til at være ene.«

Gamle Mary adlød og forlod hovedrystende Stuen.

Henry blev siddende, hvor han sad, stirrende hen for sig, og forgjeves bestræbende sig for at udrede, hvad der var Drøm, og hvad der var Virkelighed af Nattens forvirrede Syner. Den ene Tankebølge efter den anden rullede hen over ham, det ene Billede efter det andet dukkede frem af dette oprørte Tankehav; men alle tørnede de tilbage fra den Klippe, der tyngede paa hans Sind, og hver ny Reflexion formede sig til det samme klagende Suk: »Det er umuligt! Hun sender Dig ikke en Tanke mere.«

Han reiste sig op og skiftede Dragt. Selv denne dagligdags Gjerning forekom ham som et Arbeide, der var besværligt at udføre. Han kaldte paa gamle Mary og lod hende bringe Theen ind, men allerede den første Mundfuld var ham en Væmmelse. Det var, som om hans Strube blev snøret sammen, blot ved Berøringen af det materielle Stof. Han trak et af de svære Gardiner tilside. Det fulde Dagslys foer som en skinnende Strøm ind i hans Stue, blendede hans Øine og smertede i hans Hoved. Han vilde trække det til igjen, da hans Blik faldt paa en gammel Radering, »Kain og Abel,« der laae paa hans Bord, en Radering, som han ofte havde ønsket til sin Samling, og som han havde bedet Frederik at skaffe sig paa en eller anden Auction. From maatte altsaa have været hos ham seent den foregaaende Aften, efter at han havde forladt ham ved Hjortholm. Han greb Raderingen og lod sit Blik tankeløst glide hen over den. Han vidste, at Frederik engang i et halvt Aar havde knappet af paa Livets første Nødvendigheder for at kunne sammenspare den Sum, som dette sjeldne Blad kostede, og det forekom ham nu modbydeligt, at han ved et Pennestrøg kunde sætte sig i Besiddelse af, hvad der for en Anden havde været et halvt Aars Opgave.

»Egoist!« mumlede han ved sig selv. »Billedet passer for mig. Kain var den første Egoist paa Jorden.«

Han lagde Bladet fra sig med et Udtryk af Sløvhed, men greb det igjen for at læse Aarstallet, og hans Blik faldt derved paa den latinske Indskrift underneden. Han stirrede paa den og læste Følgende:

»Og Kain sagde til Jehova: Min Brøde er større, end jeg kan bære den. Se, Du har idag fordrevet mig fra Landets Overflade, og for Dit Aasyn maa jeg skjule mig, og jeg vil være omvankende og flygtende paa Jorden; og det vil skee: Hver, som finder mig, vil slaae mig ihjel.«

Næsten med et Slags Rædsel skød han Bladet fra sig og lagde det omvendt paa Bordet. Hans Øie faldt derved paa en Indskrift paa Bagsiden af Bladet, skreven med Rødkridt af en fast, øvet Haand, med snørklede Damasenere. Han vilde ikke læse den og kunde dog ikke faae sit Blik fra den. Han vandrede Stuen et Par Gange op og ned, men hver Gang han gik forbi Bordet, stirrede de røde Bogstaver paa ham med samme uimodstaaelige Kraft, som man tillægger Skrifttegnene i »Cyprianus«. Utaalmodig greb han Bladet, stirrede paa den halvt udslettede Munkeskrift, og skjøndt Bogstaverne dansede for hans Øine, læste han Følgende:

»Hvi er Dit Aasyn nedslaget? Er det ei saa, at naar Du gjør Godt, da er der Opløftelse i Dig? Men hvis Du ikke gjør Godt, da ligger Synden for Døren. Til Dig er dens Attraa, og Du skal herske over den.«

»Du skal herske over den!« gjentog han sagte. »Betvang Kain da Synden? Han myrdede jo Abel. Bort med det Nonsens, jeg gider ikke see det!«

Han greb en Svovlstik, tændte Bladet, og kastede det ind i Kaminen. Det krummede og vred sig som i Dødskamp, alt eftersom Luen angreb det; Kains Ansigt syntes at grine til ham i den flakkende Belysning. Endeligt blev det kulsort, og kun enkelte Stjerner glimtede som det sidste Liv hos en Døende hist og her frem af Papiret.

Han betragtede tankefuld de glimtende Smaastjerner og sagde ved sig selv:

»Det kaldte man i min Barndom, at Drengene gik af Skole. Kunde man tælle til Hundrede, inden den sidste Stjerne svandt, fik man et lykkeligt Liv. - Hm, Livet er ogsaa en Skole - jeg troer, jeg vil prøve derpaa.«

Han begyndte at tælle - først langsomt, derpaa med stigende Hurtighed, som om han med skjult Bevidsthed frygtede for, at den sidste Stjerne skulde slukkes. Da han kom til Een og Halvtreds, blussede et usædvanligt klart Glimt frem gjennem Papiret - det slukkedes, og den sorte, livløse Aske laae tilbage.

»Altsaa ulykkelig!« mumlede han. »Eller halvt lykkelig og halvt ulykkelig. Det bliver »Meleret Parade«, som Brandt kalder det. Naa, lad gaae! Jeg frygter ikke for det. Livet er kun en Drøm. Det er heldigt, at man kan lade være at drømme, naar man vil.«

Han vilde lukke Kamindøren til; men idet hans Blik gled hen over den sorte Aske, der havde beholdt Bladets hele Form, forekom det ham, at den røde Indskrift, saa langt fra at være forsvunden, stod skarpere end nogensinde før. Hans Interesse som Chemiker vaktes herved. Han hentede en Glasplade fra sit Laboratorium, skød den forsigtigt ind under Asken, lagde en Anden ovenpaa og bragte saaledes de forkullede Levninger næsten i uskadt Stand hen til Vinduet.

»Noget udmærket Papir have de havt,« sagde han ved sig selv. »Dengang kjendte man ikke til Chlorblegning, Gibs eller Høvlspaaner, som nu vil faae vor Literatur til at gaae i Spaanerne inden hundrede Aar. Pokker maa vide, hvormed den gamle Klosterbroder har skrevet dette? Det staaer jo langt skarpere end før, næsten med ophøiet Skrift.«

Han undersøgte Bladet omhyggeligt paa alle Kanter og læste tankefuld Ordene om igjen. Han studsede og vilde knapt troe sine egne Øine, thi han læste:

»Da ligger Synden for Døren. Til Dig er dens Attraa, og den skal herske over Dig.«

»Hvad er dette for Kogleri!« udbrød han med hemmelig Gru. »Nu give Ordene Mening. Drømmer jeg, eller er jeg i Begreb med at blive sindsforvirret? Der stod jo det Modsatte før.«

Han vedblev at stirre paa Pladen, indtil Bogstaverne næsten dansede rundt for hans Øine. Skumringen, der begyndte at bryde frem, gav Værelset et trist, uhyggeligt Anstrøg, som forøgedes ved de hæse Skrig af Kragerne, der drog hjem fra Stadens Marker og Lossepladser for at holde Nattehvile paa den øde Ruin. Han saae sig om og følte sig trykket af det Mørke og den Eensomhed, der herskede omkring ham, men han vilde ikke være det bekjendt for sig selv og vedblev trods sin hemmelige Angst at vandre op og ned ad Gulvet. Pludseligt faldt Glasskiverne klirrende til Jorden med en Lyd, der vibrerede gjennem hele Stuen. Det gav et Sæt i ham, og med et Ansigt, som ventede han en Aabenbaring, stirrede han gjennem Mørket hen imod Døren.

»Undskyld, bedste Sir, dersom jeg væltede Deres Punscheglas!« klang Brandts velbekjendte Stemme. »Jeg haaber, De har drukket det ud i Forveien. Na so? Hvorfor Fanden har Du Dine Ruder liggende paa Gulvet? Du venter maaskee Glarmesteren til dem, som jeg slog ind forleden Dag? Jeg kommer ellers kun for at spørge til Dit Befindende. Det er en Pokkers lav Barometerstand, vi have idag.«

Det var Henry næsten en Trøst at høre en menneskelig Stemme i dette Øieblik. Han svarede derfor mere venligt, end han ellers vilde have gjort: »Hvorledes er Du kommen ind?«

»Der er fire Miil herfra og til Mariager,« svarede Brandt, »og Vinden er Nordvest. - Jeg spurgte ellers, hvorledes Naboben behager at befinde sig.«

»Tak, godt, - og Du?«

»Ganske som det kan falde sig,« svarede Brandt. »Jeg ligner idag det store Schisma under Pornokratiet i Pavedømmet. Jeg lider vældigt af Ryggesløshed og agter derfor at gaae paa Tivoli iaften. Gaaer Du med.«

»Nei,« svarede Henry, »jeg kan ikke.«

»Ikke et lille Parti Skidtmas eller et andet barnligt Spil?« proponerede Brandt. »Det gjør overordenligt godt ovenpaa Sildesalat. Jeg har just nye Kort i Lommen.«

»Nei, stik Du kun Dine Kort til Dig,« svarede Henry. »Jeg staaer lige i Begreb med at ride ud.«

»Ak, Du lykkeligste af alle Dødelige,« sukkede Brandt. »Du kan ride, medens vi Andre maa trække paa Hovedvagten og paa Tivoli. Hvor skal Du hen iaften?«

»Aa,« svarede Henry, »jeg troer, jeg rider ud til Etatsraad Grams, eller hvor det nu kan falde sig.«

»Ja, Gud velsigne Dig,« raabte Brandt med en høi Latter, »gjør endeligt det! Og hvis Du træffer den søde Justitsraadinde derude, saa formeld hende min gunstigste Respect og forklar hende, at jeg altid har havt en Svaghed for det mere Fremrykkede i Menneskelivet. Du er ellers sød, Henry, naar Du saaledes er naiv. Jeg er vis paa, at Grams er det sidste Sted, hvor Du vilde sætte Din Fod iaften, efter at Du løb fra dem igaar.«

»Da bliver jeg dog nødt til at komme der,« svarede Henry. »Det er min Fødselsdag imorgen.«

»Død og Pine!« raabte Brandt. »Det er lige saa godt som fem tusind Daler, med mindre Du agter at nedsætte Dig som Fluesnapper; men det er en daarlig Forretning. Skal saa det sædvanlige Knald være iovermorgen?«

»Hverken den ene eller den anden Dag,« svarede Henry bestemt. »Jeg gaaer ikke mere paa Sold, og mindst med Dig.«

»Saa?« spurgte Brandt langtrukkent. »Naa, saa det mener Du? Det er nok anden Deel af »Menneskeslægtens Ødelæggelse«, som Du vil begynde paa, den med det nye Liv og de gode Forsætter? Skal vi saa vædde, at Du gaaer paa Bimpel paa Onsdag? I det Mindste har Du min Invitation, dersom jeg faaer solgt Resten af Tante Lenes Lager.«

»Passiar!« svarede Henry. »Du faaer mig ikke mere med. Jeg er kjed af det Liv. Du maa ikke sinke mig længere, Brandt. Der kommer Jens med Hesten.«

»Naa, som Du vil,« sagde Brandt. »Tillad mig bare, at jeg giver Vulcan disse Horn, som jeg har lavet af Din Voxstabel, og pryder Psyche med en trekantet Hat, der er forfærdiget af denne Kløver Ti. See saa, det hjælper strax paa Holdningen. Du tager vel mod Gratulation imorgen? Jeg har en mageløs Present til Dig: En Marekat af papier maché, der danser paa Svinebørster, et træffende Billede paa Livets Gjenvordigheder.«

»Tak!« svarede Henry kort. »Jeg er neppe hjemme imorgen.«

»Naa, saa en anden Dag,« svarede Brandt, idet Henry skød ham ud ad Døren. »Rid nu forsigtigt, Henry! Knæk ikke Din dyrebare Hals, og husk paa, at Gangstien er ene for gaaende Personer.«

Da Henry havde naaet »Triangelen«, dreiede han halvt mechanisk Hesten tilvenstre. Støien paa Strandveien var ham imod. De glade Ansigter, den levende Jubel og livlige Samtale hos den talrige Flok, der med Bøgegrene vendte hjem fra Skoven, harmonerede kun slet med den Malstrøm af Følelser, der brusede i hans Indre. Aftenen var lys og klar, ikke en Vind rørte sig, Skovene laae i den blaagraae, halvdæmrende Taage, der er saa eiendommelig for vore Sommerlandskaber, og Aftenens Fred hvilede over hver straatækket Hytte, hver Vei og hver Sti, han kom forbi. Han lagde imidlertid ikke Mærke dertil, men vedblev i skarpt Trav at ride ud ad Landeveien. Selve Bevægelsen var ham en Lettelse, der fritog ham, ligesom den Febersyge, for bestandigt at gjennemgaae den samme Række af Billeder og Tanker, for altid at vende tilbage til det Punkt, hvorfra han var gaaet ud. Næsten uden at vide det, havde han naaet Lyngby, der hvor Veien tilvenstre fører op til Bagsvær, Kollekolle og Farum. Han holdt Hesten an og stirrede ned ad denne Vei, som han kjendte saa godt, og som han saa tidt havde redet i lyse, forhaabningsfulde Drømme. Det forekom ham næsten forunderligt, at der nu i dette Øieblik kunde være Tvivl, om han skulde vælge denne Vei eller for første Gang vende tilbage, uden at have seet Gjenstanden for sin Attraa. Han vedblev at stirre ud for sig og øinede i det Fjerne en Vogn med Flyttegods, der langsomt nærmede sig. Han troede at kjende Etatsraadens Liberi i det, som Kusken bar, og jo nærmere Vognen kom, desmere overbeviste han sig om, at han ikke tog Feil. Det var ham umuligt at forklare denne Gaade, og skjøndt Uroen brændte i hans Sjæl, skammede han sig for at møde Kusken, og red endnu et lille Stykke længere op imod Byen. Men neppe var Vognen dreiet af tilhøire, for ad Lyngby Landevei at naae Kjøbenhavn, før Henry vendte sin Hest og i strakt Carriere foer op ad den Vei, som Vognen nylig havde forladt.

Da han ved Indgangen til Skoven kom til det gamle Ledvogterhuus, hvis Beboere han kjendte saa godt, og hvor han altid pleiede at have sin Hest staaende, saae han til sin Forbauselse, at en fremmed og opsadlet Hest alt havde optaget Pladsen i det meget beskedne Staldrum. Han sprang af og bandt sin Hest til Brøndvippen, forundret over, at Ingen, som forhen, kom ud for at modtage den. Huset syntes heelt uddødt. Begge Halvdørene vare lukkede, og selv de to hvidhaarede og rødmussede Smaapiger, som ellers pleiede at tumle sig foran Huset, vare forsvundne. I deres Sted laae der nogle Grankviste og afrevne Blomster, som de havde leget med. Henry betænkte sig et Øieblik; men da Mørket neppe vilde tiltage synderligt mere i de lyse Nætter, sprang han af Hesten og naaede snart den bekjendte Sti, som førte op til Agentens Have. Her steg han over Gitteret, kom useet ind i den tætte Lindeallee og naaede derfra et lille Buskads med Jasminer og Guldregn, hvorfra han, uden selv at sees, kunde oversee den Deel af Bygningen, der vendte ud til Haven. Det Syn, der her frembød sig for hans Blik, tjente kun til at forøge den Uro, som alt iforveien beherskede hans Sind. Dørene ud til Verandaen stod aabne paa viid Gab. Sophaer, Stole og Speile laae hulter til bulter i Havestuen, hvor en tre, fire Karle vare ifærd med at pakke ind og flytte ud. Dørene til de andre Værelser stod aabne. Marthe, Trine og flere af Husets Tyende vimsede frem og tilbage med Lys; overalt syntes der at herske den største Uro og Forvirring. Han listede sig tilbage og naaede, langs Udkanten af Haven op i den anden Lindeallee, hvorfra han kunde see Harriets Kammer. Det var tomt, Blomsterne vare borte, og ved Foden af det store Ferskentræ holdt en Flyttevogn, som Ledvogteren og et Par andre Folk havde travlt med at læsse. Pludseligt hørte han inde fra Gaardsrummet d'Acordas skærende Stemme, der uddeelte Befalinger, snart til Agentens Folk, snart til Pietro og Joseph, som tilligemed ham syntes at forestaae Flytningen. Henry stirrede paa det Hele, som var det et gjekkende Gjøglebillede, en ond Dæmon fremmanede for ham; men jo mere den kolde Virkelighed gik op for ham, desto mere følte han sig grebet af Øieblikkets Afmagt og vandrede paany ud i Skoven som et villieløst Bytte for tusinde Ængstelser og Tvivl. Han naaede igjen Ledvogterhuset, og hans Hest hilsede ham med en lydelig Vrinsken. Han klappede det smukke Dyr og kjælede for det under en forunderlig veemodig Følelse af, at her dog var et Væsen, som længtes efter hans Tilbagekomst. Ligesom han vilde løse den, hørte han Trin bagved sig. Det var den gamle Ledkone, som kom hjem fra Skoven med en Dragt Brænde.

»Guds Fred og god Aften,« sagde hun til Henry, idet hun kastede Knippet fra sig.

»Guds Fred og god Aften, Ellen!« gjentog han mechanisk, medens han satte Foden i Stigbøilen.

»Herren har vel været oppe paa Gaarden?« spurgte den Gamle. »Det er farligt, saa travlt de har deroppe. Manden blev hentet tidligt imorges, det var neppe han fik Lov til at spise sin Davre.«

»Saa,« svarede Henry, »har Ellen ogsaa været deroppe?«

»Nei, Gud bedre mig, for gammel Skravl jeg er,« sagde den gamle Kone. »Jeg duer ikke længer til det Stykke Arbeide. Det er knapt nok, jeg har kunnet slæbe den Smule Pind hjem fra Skoven. Lige siden den sidste haarde Vinter har jeg havt saadan Værk over Lænderne, at jeg neppe har kunnet orke at faae Leddet op, naar Fremmedfolk kom forbi. Det vidste Frøkenen ogsaa godt, og endeel bedre er det da ogsaa blevet, siden hun kom herud og gav mig de velsignede Draaber fra England af. Gud velsigne hende derfor!«

»Kom hun tidt ned til Dig?« spurgte Henry bevæget.

»Jøsses ja!« svarede den gamle Kone, forundret over et saadant Spørgsmaal. »Hun kom hver Morgen, førend de Andre vare staaede op, og hver Aften, naar der ikke var Fremmede hos Agenten eller Stadsraaden, som de jo nu kalde ham.«

»Var hun her i Morges?« spurgte Henry, der vedblev at holde sin Hest an.

»Ih, Jøsses ja! Det var hun rigtignok,« vedblev den Gamle snakkesalig. »Hun skal jo reise bort. Hun gav mig Tøi til Tøsen der, og to Par nye Lagener, for det vidste hun jeg trængte til. Men, Jøsses, hvor saae hun simpel ud! Hun var næsten ligesaa hvid som Lagenerne selv. Hun er ung og deilig at see til, ligesom Stadsraadens første Kone; men hun har det i Brystet, det kan man da see med et halvt Øie. - Ja, ja,« vedblev hun, da Henry gjorde en afværgende Bevægelse, »maaskee kom det ogsaa af Sorg og Bedrøvelse over at skulle bort herfra med den fremmede Herre, hvis Hest der staaer. De skal giftes sammen, sige de deroppe paa Gaarden, og reise sammen til Spanien eller Italieland eller saadant et langt Sted hen. Det maae de da ta'e Dagvognen til? Stadsraaden og Fruen tage nok ogsaa med, og Gud bedre mig for, hvad der saa skal blive af os fattige Stakler. Ledvogterhuset have vi nok ingen Ret til, naar vi blive gamle, sige de i Sogneforstanderselskabet, og saa maae vi vel paa Sognet; men Gud hjælpe os for det!«

»Tag den, Ellen!« sagde Henry, idet han rakte hende sin Pengepung. »Den skal jeg give Dig fra Harriet; hun bad mig derom i Morges. Farvel, Ellen, lev vel, til vi sees! Nu reiser ogsaa jeg og bliver en god Stund borte.«

Med disse Ord sporede han sin Hest og forsvandt hurtigt ad Skovveien, medens den gamle Ellen forbauset betragtede de Sedler og Sølvstykker, der tittede frem gjennem den røde Silke, og som lovede hende en snarlig Fred og hurtig Overeenskomst med Sogneforstanderskabet.

Da Henry efter en Times voldsomt Ridt lod sin udmattede Hest Fod for Fod gaae op ad Bredgaden, mødte han udenfor Frederiks Hospital en af sine Bekjendte, en ung medicinsk Candidat, der hilste ham med det Udraab:

»Har De hørt, Vernon, at vi have faaet Cholera? Der er død To paa en Mudderpram!«

»Nei,« svarede Henry overrasket, »det har jeg ikke hørt. Det var den bedste Efterretning, De kunde bringe mig.«

»Død og Pine!« raabte den Anden overrasket. »De er den Første, som tager Sagen paa den Maade. Her er ellers den største Forfærdelse rundt om i Byen.«

»Ja, der er Intet saa ondt, uden at det jo er godt for Noget,« svarede Henry smilende, idet han hilsede til Afsked. - »Det maa være af den Grund,« tilføiede han ved sig selv, »at Etatsraad Gram tager bort over Hals og Hoved; men heldigviis er der mere end een Vei, som fører til Rom, og Cholera er jo et meget antageligt Reisepaaskud.«

Da Henry den næste Morgen langsomt slentrede op ad Bredgade for at naae Etatsraadens Contor paa Kongens Nytorv, havde denne Tanke saaledes slaaet Rod i hans Sind, at han næsten smilte over den Frygt, som de pludselige Forberedelser paa Landstedet havde indjaget ham. Han havde imidlertid endnu ikke naaet Etatsraadens Bolig, førend adskillige Tegn bidrog til paany at vække hans Uro og Ængstelse. Vinduerne vare tilkridtede paa første Sal, Porten stod imod Sædvane aaben, og i Gaardsrummet, hvor der herskede urolig Travlhed, hilsede den gamle Gaardskarl ham paa en Maade, der var saa fremmed, at Henry studsede derved. Ikke uden en vis Uro traadte han ind i det velbekjendte Contor, hvor den gamle Bogholder Ibsen, som sædvanligt, sad paa sin høibenede Stol, rundrygget, hvidhaaret og dukkende sit blege, magre Ansigt ned i en Bunke Papirer, der idag havde et mere end almindeligt Omfang. Han lod til at have meget travlt, thi han hilsede imod Sædvane kun med et Nik, og pegede med Pennen ind i det tilstødende Værelse, hvor Etatsraaden pleiede at opholde sig, naar han ikke var beskjæftiget paa Contoret. Henry gik derind, men fandt til sin Overraskelse Ingen. Han spurgte Ibsen paany, men denne dukkede atter ned imellem Regnskaberne, og Henry maatte lade sig nøie med det meget lakoniske Svar: »Klokken Eet!« Han saae paa det forgyldte Taffeluhr - der manglede endnu en halv Time. Han tænkte paa at gaae; men Uroen og Spændingen tvang ham til at blive, idet han næsten ligesaa mechanisk som Pendulet vandrede op og ned ad det brogede Gulvtæppe, delende sin Opmærksomhed mellem Viseren, der langsomt flyttede sig, og Etatsraadens Oldefader, der stirrede ned paa ham fra Væggen med et Blik, saa koldt og forretningsmæssigt, som det sig hør og bør for en Mand fra en Tidsalder, hvor Huusherren havde Ret til at sætte sine gjenstridige Ødelande af Sønner i Spindehuset. Henrys Uro steg med hvert Minut, der gik, og den gamle Oldefader syntes at betragte dette Tidens vanartede Barn med strengere og strengere Øine, hvergang han nærmede sig ham paany. Inde i Contoret kradsede Ibsens Pen, trods Søndagens Hellighed, med en næsten maskinmæssig Hurtighed hen over Papiret. Budde kom og gik, store Pengesummer blev udbetalte - Alt, men navnlig Ibsens Ansigt, tydede paa, at noget ganske Usædvanligt maatte være igjære. I Etagen ovenover hørte han snart lette og hurtige Trin, snart tunge Gjenstande flyttes frem og tilbage under Lyden af ukjendte Stemmer. Det forekom ham, at han undertiden kunde kjende Harriets hurtige og lette Fjed imellem de Øvriges. Efter en Ventetid, der syntes ham en Evighed, forkyndte Uhrets Malmstemme, at Klokken var Eet. Neppe havde dette ene korte Slag vibreret gjennem Luften, førend han hørte Etatsraadens Vogn kjøre op for Porten. Han foer til Vinduet, og kom netop tidsnok til at see d'Acorda stige ud og gaae ind igjennem Porten, efter at have trykket Etatsraaden i Haanden og tilraabt Kusken et Par Ord, der atter hurtigt fik Vognen til at forsvinde. Medens Henry endnu grundede over Betydningen af denne Maneuvre, hørte han d'Acordas hastige Trin paa Trapperne. Døren til Contoret blev reven op, en tung Portefeuille tilkastet Ibsen, og d'Acorda ilede ind i Etatsraadens Værelse, hvor han hilsede Henry paa en Maade, der var i allerhøieste Grad nonchalant.

»De undskylder maaskee mit Hastværk,« sagde d'Acorda med en saa særegen Betoning, at Henry følte Blodet stige sig til Hovedet, »men Tiden er kostbar idag. Etatsraad Gram har anmodet mig om at afgjøre nogle Forretningssager med Dem. Vil De være saa god at tage Plads?«

Efter denne korte Indledning kastede d'Acorda sig i en Sopha, pegede med en Haandbevægelse paa en Stol, der stod ved det lille Bord foran ham, hvorpaa han hurtigt udbredte endeel Papirer, som han tog op af Brystlommen.

Henry rullede en svær Fløiels Lænestol hen til Bordet, kastede sig i den og sagde med et overlegent Blik paa d'Acorda:

»Naar De er færdig med Deres Brevskaber, er De maaskee saa god at begynde?«

»Chi va piano, va sano; e chi va sano, va lontano,« svarede d'Acorda, der vedblev at fremtage forskjellige Brevpakker, som han omhyggeligt ordnede paa Bordet. - »Se saa,« fortsatte han, idet han betragtede Henry med et i al sin Uhyggelighed triumpherende Smiil, »nu troer jeg, vi kunne begynde.«

»Som De vil,« svarede Henry i en noget dæmpet Tone. »Jeg staaer ganske til Deres Tjeneste.«

d'Acorda kastede endnu et sidste Blik hen over den opstillede Slagorden, og lagde sig derpaa tilbage i Sophahjørnet, hvorfra han et Øieblik i Taushed betragtede Henrys ingenlunde sikkre Ansigt.

»Jeg skal altsaa tillade mig,« begyndte han, »paa Etatsraad Grams Vegne at ordne nogle Smaasager, inden han imorgen afgaaer til Milano.« - Her holdt d'Acorda inde, fortabende sig i Nydelsen af Henrys forbausede Ansigt.

»Til Milano?« gjentog denne forvirret.

»Ja,« svarede d'Acorda, gyngende sin lakerede Støvlespids op og ned. »Det gjør mig ondt i nogen Tid at skulle berøve Dem den Gramske Families behagelige Selskab.«

Henry foer op af Stolen, som om han var blevet bidt af en Hugorm.

»Familien?« gjentog han stammende.

»Ja, Familien,« svarede d'Acorda spodsk. »Et lille Vinterophold i Italien er ingen ubehagelig Ting, og Miss Harriet vil især have overordenlig godt deraf. - Gjør Dem ingen Uleilighed for min Skyld - vi tale bedre siddende.«

Henry satte sig med et underligt sløvt Udtryk i sit Ansigt, og d'Acorda vedblev:

»Efter denne lille Indledning kunne vi maaskee gaae over til nogle Forretningssager, som Etatsraad Gram har bedet mig om at besørge, da han havde adskillige Smaaærinder at varetage den sidste Dag før Afreisen, hvilket jeg haaber De undskylder?«

Henry formaaede kun at svare med et Nik. Han havde en Følelse af, at denne Mand vilde knuse ham langsomt, Led for Led.

»Jeg har altsaa først,« fortsatte d'Acorda, drøvtyggende hvert Ord, og skydende sin store Underkjæbe frem og tilbage, »et Brev til Dem fra Etatsraaden - rimeligviis kun en Afskedshilsen - tilligemed dette Brev fra Forpagter Poulsen. Vær saa god!«

Henry greb de to Breve og stak dem mechanisk i Brystlommen.

»Dersom De ikke ønsker at læse dem strax,« sagde d'Acorda, hvis Stemme blev mere og mere skærende, »kunne vi maaskee gaae over til det Øvrige, angaaende Deres Forbindelse med Huset Jackson & Watt. Jeg skal her paa Etatsraadens Vegne overlevere Dem denne lille Pakke tilligemed to, medfølgende Breve, der rimeligviis forklare dens Indhold. Vær saa god!«

Henrys Haand rystede, da han modtog den lille, i Voxdug emballerede Pakke, og det var ham neppe muligt at putte den i Brystlommen efter at have læst dens Udskrift. Han var liigbleg, og hans Stemme havde en ganske hæs Klang, da han fremførte de faa Ord:

»Er De færdig?«

»Ja,« svarede d'Acorda med et meget forbindtligt Smiil, »med Deres Affairer. De undskylder maaskee, siden vi just ere sammen i Forretningsanliggender, at jeg bringer nogle af mine egne paa Bane.«

Henry nikkede og fæstede med ængstelig Opmærksomhed sit Blik paa d'Acordas Øine, der vare rettede saa skarpt og ubøieligt paa ham, at han fik et Indtryk af, at han stirrede ind i to skarpt ladte Pistolløb. Dog lyttede han med spændt Opmærksomhed. Det var dog muligt, at der i hans Ord kunde findes et enkelt Punkt, hvortil han kunde fæste det Damoklessværd, som han følte hænge truende over sit Hoved.

»Jeg haaber,« fortsatte d'Acorda, medens han fremtog et nyt Document, »at De anerkjender Gyldigheden af denne Fordring, som jeg har ladet afskrive paa stemplet Papir i lovmæssig Form, og at De ikke vil negte den Deres Underskrift?«

Med disse Ord skød han Papiret over til Henry og dyppede en Pen, som han rakte ham.

»Disse Formalia ere overflødige,« svarede Henry med et svagt Forsøg paa at samle Resterne af sin Stolthed. »Beløbet fra hiin Aften kan udbetales Dem strax, men jeg har forresten Intet imod at underskrive.«

»Som De vil,« svarede d'Acorda med et ondskabsfuldt Blik. »Jeg negter ikke, at det vilde være mig særdeles behageligt at faae det nævnte Beløb udbetalt strax, da jeg derved undgaaer at lægge Sagen i Trediemands Haand.«

»Trediemand?« gjentog Henry fornærmet. »Jeg pleier ikke at lade min Spillegjeld betale ved Procurator. Vil De vente et Øieblik, skal jeg hæve Beløbet.«

Med disse Ord begav han sig ind i Contoret, hvor han fandt gamle Ibsen færdig med sine Forretninger og stirrende ud ad Vinduet med et aandsfraværende Udtryk. Han foer op som af Drømme ved Henrys Tiltale; men neppe havde han hørt Beløbet, før hans Ansigt antog et halvt ærgerligt, halvt tragisk Udtryk, medens han virrede med sit gamle Hoved.

»Hvad behager!« udbrød Henry. »Er der skeet Noget? Huset er da ikke gaaet fallit?«

»Fallit?« gjentog Ibsen. »Huset Jackson & Watt fallit? Grundmuur, Henry, reen Grundmuur, god for ethvert Beløb! Nei, det er det ikke.«

»Hvad er der da iveien?« raabte Henry, der følte den kolde Sved perle frem paa sin Pande.

»Vexlerne ere udeblevne,« svarede den gamle Mand med blød Stemme. »Jeg er bange for, kjære Henry, at De ikke seer flere fra den Kant.«

Henry taug og lod Hovedet synke ned paa sit Bryst. Det forekom ham, at Gulvet bølgede under ham.

»Jeg har tabt disse Penge til ham derinde,« sagde han med lav Stemme.

»Til Hr. d'Acorda!« udbrød Ibsen høit, idet han krampagtigt knyttede Haanden. - »Gud forlade Dem Deres Synd, Henry,« tilføiede han med sagtere Stemme; »men De har handlet med Deres Penge, som det var Skidt, reverenter talt, ret som De kunde fiske Guldkorn i hver en Rendesteen i Kjøbenhavn. Ja, det hjælper ikke, at De seer paa mig! Jeg kan forsvare mine Ord baade for Forligelsescommissionen og Hof- og Stadsretten, hvis galt skulde være. De har handlet som en gal Mand! Sextusinde Daler tabt til den Slyngel! Trehundrede Daler aarlig Rente smidt lige ud ad Vinduet! Gud fri og frelse os!«

»De maa skaffe mig de Penge, Ibsen,« sagde Henry med en Stemme, som han forgjeves søgte at give Fasthed. »Jeg gider ikke skylde den Karl Noget. De maa føre Summen à conto som sædvanligt.«

Det var en forunderlig Blanding af comisk Fortvivlelse og dyb Medlidenhed, der ved disse Ord spillede hen over den gamle Bogholders Ansigt.

»Hør, Henry,« sagde han, idet han lagde Haanden paa hans Skulder, »De er i visse Maader et prægtigt Menneske, og fremfor Alt en ærlig Karl; men Forretningsmand er De, min Salighed, ikke. Naar man har Noget i Ryggen, - De forstaaer mig nok - saa er det en anden Sag. Men naar man som De - Gud forlade mig, at jeg næsten siger en Vittighed i saa traurigt et Øieblik - har været saa ryggesløs og sat sig i saa bundløs Gjeld, saa kan jeg ikke fortænke Deres Formynder i, at han slaaer Spunshullet til for det Første. Dersom De troer, at en Riscontro er det samme som en Spillebog, saa tager De forbandet Feil, min Fa'er.«

»Jeg har mine Effecter,« sagde Henry stolt, »foruden de Summer, jeg har laant mine Venner; det maa være tilstrækkeligt til at garantere Beløbet. I ethvert Tilfælde kan Etatsraaden jo tage op af Capitalen.«

»Capital!« raabte Ibsen. »Er De gal, Henry? Der er jo ikke mere Capital end bag paa min Haand.«

»Ingen Capital!« gjentog Henry forfærdet. »Det er umuligt, Ibsen! Hvor skulde ellers Renten komme fra?«

»Renten?« gjentog den gamle Bogholder med et Udtryk, som om han aldeles opgav at bringe Orden i Henrys finantsielle Begreber. »Der er jo ingen Tale om Renter. Jeg kjender ikke Deres Familie og kan saaledes ikke give nogen Forklaring af Forholdene; men vi have hvert Aar modtaget Vexler fra Huset Jackson & Watt, til hvem Beløbet maa være indbetalt af en Person, der nu, hvad enten han er død eller fallit, har standset sine Indbetalinger. Det er hele Sagen, Hr. Vernon.«

Der laae noget underligt Fremmedt i denne Anvendelse af Efternavnet istedetfor det fortrolige »Henry«, som Ibsen ellers altid brugte. Han følte, at Stillingen var fortvivlet; men dog forekom det ham næsten end mere ydmygende at maatte erkjende det for d'Acorda og bede ham om Henstand. Han aabnede Døren og traadte ind. d'Acorda sad endnu i Sophaen med det ligegyldigste Ansigt af Verden og pattede paa det Rævehoved, hvori Haandtaget paa hans Stok endte. Men under denne Ligegyldighedens Maske glimtede der en saa ondskabsfuld Glæde og en saa hoverende Haan, at det forekom Henry en heel Vellyst at expedere ham ud ad en kortere Vei, end den, som Trapperne frembød. d'Acorda syntes ikke at lægge Mærke til det truende Udtryk i Henrys Ansigt, men skød med ypperlig forstilt Mine Forskrivningen over til ham, som om han ventede Valuta.

Henry blev blodrød i Ansigtet og fremstammede nogle Ord, som han neppe selv kunde høre; men d'Acorda reiste sig op, bøiede den lette Rørstok heelt sammen som en Ring, lod den svippe iveiret lige for Næsen af ham og sagde, idet han passerede forbi:

»Altsaa ved Procurator? Ganske som De behager. Det bliver en Smule dyrere. Farvel, Hr. Vernon, hils Deres Forældre!«

Denne bittre Hentydning bragte Henry ganske ud af sig selv. Han greb den tunge Brevpresser, som laae paa Etatsraadens Pult, og vilde have slynget den efter d'Acordas Hoved, dersom ikke hans Arm i samme Øieblik var bleven standset af den gamle Bogholder.

»Raser De, Henry!« raabte Ibsen, medens d'Acorda behændigt forsvandt bag Døren. »De kunde jo have slaaet ham ihjel.«

»O, jeg kunde knuse ham!« raabte Henry ude af sig selv af Forbittrelse. »Jeg hader ham værre end Pesten! Jeg kunde dræbe ham, naar det skulde være!«

»Troer De, jeg hader ham mindre?« spurgte den gamle Bogholder, idet han paany ledte Henry hen til Vinduet. »Men man maa tage varligt paa Vei, naar man vil skære Halen af den Onde. - Her er skeet løierlige Ting i de sidste Dage,« tilføiede han sagtere, »løierlige Ting.«

»Ved De, hvorfor Etatsraad Gram reiser bort?« spurgte Henry bekymret.

»Etatsraad Gram har været en rig Mand,« svarede Ibsen med et Suk. »En rig Mand, en arbeidsom Mand og en fornuftig Mand, der aldrig roede længere ud, end han kunde svømme tilbage.«

»Og nu?« spurgte Henry.

»Nu er han gal,« sagde Ibsen med usædvanligt Eftertryk, »daarekistegal. Kan De forstaae, hvorledes en Mand kan sælge østerrigske Papirer, naar Cursen er 48½? - - Naa, det er sandt; det forstaaer De Dem jo ikke paa. Men kan De fatte, hvorledes en Mand kan sætte Liv og Lykke paa et eneste Udtræk, naar han har hundrede Chancer imod sig?«

»Jo, det kan jeg dog nok forstaae,« svarede Henry grublende. »Man kunde jo have Lykken med sig.«

»Ja, tænkte jeg det ikke nok!« raabte Ibsen med comisk Fortvivlelse. »Det var s'gu ogsaa Noget at spørge saadan en Spillefugl som Dem om. Have Lykken med sig, det hører der s'gu Lykke til; og naar man har den, kan man fange Harer ved Tromme. Nei, Lykken, min Fa'er, har et skrøbeligt Ankerfald, og derfor vender hun, Pinedød, ofte om. Der kan komme den Dag, hvor han ikke kan betale sin egen Snustobak. Glipper alt Andet, saa glipper ikke Stoddergang; den er han ikke vant til, saalidt som De.«

Med disse Ord foer den heftige, gamle Mand hen til sin Contorstol og skruede sig iveiret med en saadan Hastighed, at den knagede under ham. Henry vilde til at gjøre nogle Spørgsmaal, da Døren i det Samme aabnedes, og Harriets blege Ansigt tittede ind. Han strakte Armene ud imod hende, men Døren lukkedes i det Samme, og hendes lette Trin forsvandt paa Trappen. Ganske ude af sig selv styrtede han efter hende, og kom netop tidsnok til at see hende forsvinde gjennem Indgangsdøren ovenpaa. I et Spring var han inde i Dagligstuen, forglemmende Alting, beredt til at trodse Alt, naar han blot endnu en Gang kunde komme til at høre Lyden af hendes Stemme. Dagligstuen var fuld af Kasser og Meubler, der stode i den vildeste Uorden; de lange Gardiner flagrede for Vinden, Halm og Maatter laae adspredte paa Gulvet - Alt havde en Flyttedags udprægede Uhyggelighed. Harriet var flygtet for ham gjennem Entreen og Dagligstuen. Nu stod hun med usikker Holdning halvt skjult af den Portière, der dannede Skillevæggen mellem Dagligstuen og hendes Moders Cabinet.

»Harriet!« raabte Henry, idet han styrtede frem imod hende og forsøgte at gribe hendes Haand.

Hun gjorde en sky Bevægelse, medens hun med et underligt Nakkekast vendte Hovedet bort fra ham og ængsteligt stirrede ind i Moderens Værelse.

»Harriet!« raabte han og greb hendes afværgende Haand, som han førte til sine brændende Læber. »Kan Du tilgive mig? Hvis ikke, da siig mig blot Farvel. Hører Du, Harriet, blot Farvel.«

»Farvel!« stammede hun og trak hurtigt Haanden til sig. »Henry, Farvel!«

Det mørkegrønne Fløiel lukkede sig efter hende og dæmpede Lyden af en lille Pakke, der var gleden ud af hendes Haand. Henry aabnede den. Det var hans Ring, hans Guldslangering, der glimtede ham imøde. Bedøvet vaklede han hen over Gulvet; selv i dette Afskedens Øieblik havde han baaret Forsoningens Mulighed dybt i sin Sjæl. Som en drukken Mand ravede han ned ad Trappen, famlede ud ad Porten og naaede Torvet, der sittrede i Junisolens Belysning. Brostenene dansede for hans Øine, Vogntummelen skurrede i hans Ører, og uden at agte paa de Forbigaaendes Tilraab og Skjeldsord, tumlede han ned ad Bredgade, indtil han naaede sin Bolig, hvor han indelukkede sig paa sit Værelse uden at bryde sig om gamle Marys bekymrede Udtalelser. Først da han sad ved sit Skrivebord, drog han Veiret frit. Taarerne styrtede ud af hans Øine; det havde været ham den pinligste Kval at tilbageholde dem saa længe. Han greb paany den lille Pakke, som han havde modtaget af Harriet, og lagde taus Ringen fra sig paa Bordet. Derpaa aabnede han langsomt et lille rosenrødt Papir, som havde ligget ved Siden af Ringen. Det var det Digt, som han hiin Aften havde givet Harriet paa hendes Kammer. Han rystedes ved sin egen Propheti, da han læste Slutningsversene:

Han gjennemlæste endnu en Gang de to sidste Linier i denne bittre Selvanklage. Derved faldt hans Blik paa den nederste Rand af Papiret, hvor en Linie, skreven med rystende Haand, tiltrak sig hans Opmærksomhed. Der stod kun: »Jeg sender Dig Din Ring tilbage. Du valgte dens Sindbillede godt.«

Han følte, at Alt var forbi. Sagte aabnede han det lille Reliqvieskriin, og lod Harriets Brev tilligemed Slangeringen glide ned deri. Han lænede sig en Stund tilbage paa Stolen og stirrede ud i det tomme Rum, uden at det var ham muligt at fastholde nogen anden Tanke, end den, der laae i de ideligt tilbagevendende Ord: »Forskudt, forsmaaet!«

Mange Timer sad han saaledes, ligesom forstenet, og mærkede Intet, hverken til Tummelen paa Gaden eller til Dagen, som svandt. Først da Kragerne begyndte at flokke sig om den forfaldne Ruin, vaktes han op af sin lethargiske Tilstand og undrede sig over, at det kunde være saa seent paa Dagen. Han forsøgte at samle, hvad der var foregaaet i hans Indre; men det var, som om en tung Vægt lagde sig over hans Pande og nedtrykkede ethvert Billede, som han forsøgte at fremkalde for sit indre Syn. Selv Billedet af Harriet var uklart og taaget. Det syntes at vige længere og længere bort, jo mere han forsøgte paa at lade det blive levende i sig. Han reiste sig op. Det forekom ham at han frøs, og dog brændte hans Kinder som i Feberhede. Der var ikke Ro eller Hvile paa noget Punkt i hans Sind, og dog var enhver Bevægelse ham smertefuld. Han traadte hen foran sit Skrivebord og skød Feltet, der dækkede hans Moders Billede, tilside. Hun stirrede ned paa ham i al sin ungdommelige Skjønhed og Ynde. En enkelt Solstraale, en af de sidste, der legede med Ampelisrankerne, skød sig hen over hendes Ansigt, spillede paa det brogede Skærf, og belyste den lille, grimme Polichinel, der med sin krumme, røde Næse og sine to Pukler grinede i Solglansen. Billedet tog sig forunderligt levende ud i denne stærke Sidebelysning. Det var, som spillede Livet i disse klare Øine, som om Blodets varme Strøm rullede under Carnationens Overgange, som om det kun ventede paa det magiske Ord for at træde ud af sin Ramme. Længe blev han staaende foran det og betragtede det med veemodig Glæde, indtil det sidste Solglimt var forsvundet.

»Lad komme, hvad der vil!« hviskede han ved sig selv. »Lad Verden tage Alt, hvad jeg eier, lad hver Grund briste under min Fod - jeg har dog Dig, min skjønne, min elskede Moder. O, var Du hos mig i dette Øieblik, hvor vilde Du ikke tale med mig, den Brødefulde, den Forskudte! Jeg kan ikke taale at høre dette Ord, ikke engang naar jeg selv udtaler det.«

Han vandrede nogle Gange heftigt frem og tilbage i sit Værelse og standsede igjen foran Billedet, som i det begyndende Tusmørke ligesom havde skiftet Udtryk og nu, saa syntes det ham, sørgmodigt smilede ned til ham.

»Brødefuld?« sagde han til sig selv. »Har hun været brødefuld, da lyve disse Øine, da lyver denne Mund, og der er ikke Sandhed mere paa Jorden. Din brødefulde Moder? - - Hvad er Brøde? Hvor let ligger den ikke paa Nogle, og hvor tungt kan den ikke knuge Andre til Jorden? Hvor dybt har hun ikke lidt under at have bragt mig til Verden, og dog, hvor finder man Den, der vilde løfte den første Steen? - - Og nu mig - hvor ilde har jeg ikke ødet det Liv, som hun har givet mig? Var hun her, jeg turde neppe møde hendes Blik. - Tilgiv mig!« sagde han høit og strakte Armene op imod Billedet. »Tilgiv mig, Du, som fødte mig i Nød og skamfuld Anger, Du, hvis Sorg det har været, aldrig at kunne tage mig i Favn, Du, som jeg elsker høiest og renest blandt Kvinder!«

Han trykkede sin brændende Mund imod det kolde Lærred og brast i en heftig Graad. Aldrig havde han følt sig saa ene i Verden, aldrig havde han angret saa oprigtigt, som i dette Øieblik. Da han noget efter satte sig ved sit Skrivebord, var der ligesom kommet et Havblik efter de oprørte Bølger, der havde brudt sig mod Skjærene i hans Sjæl. Det var, som om der drog en mild Fred igjennem hans Sind, som grebes han af en dybere Strømning, hvori Sorgen over det Tabte smeltede hen i Forsagelsens og Angerens Mildhed. Han følte sig løftet og baaret op af en Stemning, som han trængte til at fastholde og besidde. Halvt ubevidst havde han faaet Blyanten i Haanden. Nu greb han et Blad Papir, og let, som Alting bliver i Inspirationens Øieblik, strømmede Rhythmerne frem under hans Haand - han følte det Sande i en Bemærkning af Frederik, »at man kan skrive sig fra sin Sorg.« Derpaa ringede han og lod gamle Mary besørge det til From, med hvem han ønskede at tale.

I sin Spænding og Bevægelse, havde Henry neppe ændset de øvrige Brevskaber, der endnu laae udbredte paa Bordet. Han aabnede ligegyldigt det ene efter det andet, thi han følte sig saa sløvet, at det forekom ham umuligt at kunne modtage noget nyt smerteligt Indtryk. Neppe havde han imidlertid kastet et Blik i det tredie, der bar de engelske Besiddelsers Poststempel, før hans Træk paany antog Udtrykket af den høieste Sjæleuro. Han jog det igjennem, som om Liv og Død beroede paa dets Indhold, og da han havde læst det tilende, krammede han det sammen og kylede det hen i en Krog af Stuen. Hurtigt aabnede han det andet engelske Brev, der var af et længere Indhold, og greb med sittrende Hænder en Kniv, hvormed han overskar de Baand, som sammenholdt den lille Pakke.

Da han havde aftaget det sidste Lærred, hvori dens Indhold omhyggeligt var indsvøbt, viste det sig at være en Række Breve, hvis forskjelligt afblegede Papir tydede paa, at de vare skrevne til forskjellige Tider i en længere Rækkefølge. Eet, hvis Convolut endnu havde holdt sin friske, blegrøde Rosenfarve, og som var forseglet med en Gemme, hvori han gjenkjendte de tre capitolinske Duer, tildrog sig strax hans Opmærksomhed. Han aabnede det, og medens han stirrede paa den fine, sammenflydende Skrift, blev hans Kinder blegere og blegere, hans Holdning mere bøiet, indtil han endeligt med et smerteligt Udraab sank tilbage i Stolen. Han reiste sig op og vandrede i pinlig Uro frem og tilbage i sit Værelse, indtil han endeligt havde overvundet sig selv saa vidt, at han kunde gjennemlæse den Række, der laae tilbage. For hvert Brev blev hans Ansigt mere smertefuldt, hans Træk mere og mere slappe. Det var, som laae der en snigende Gift skjult imellem Linierne, der lidt efter lidt sløvede hans Aand, og fra det virkelige Liv førte ham ind i en Drømmeverden, fuld af forfærdelige Syner. Hans Haand knugede krampagtigt Brevene sammen, til en eneste Haandfuld; han reiste sig op, greb Kniven og vaklede henimod Portraitet. Han standsede et Øieblik foran det, som om han gruede for den Gjerning, som han stod i Begreb med at udføre. Derpaa stødte han Kniven ind i det ene Hjørne, og udskar det med et Par raske Snit af dets prægtige Ramme. Det var ham, som om han hørte et klagende Skrig, da Kniven hvinede igjennem det udspændte Lærred, og som om der lød et Suk, da Billedet tungt faldt ned paa Gulvet. Han vendte sit Ansigt fra det, aabnede Camindøren og kastede det derind. Hurtigt greb han de Breve, som Pakken havde indeholdt, skød dem ind under Maleriet, og da de lyse Luer knitrende slog iveiret, omspændende det paa alle Kanter, kastede han sig hulkende paa Sophaen, og skjulte sit Ansigt med begge sine Hænder i en Stemning, som havde han begaaet et Mord. Her blev han liggende, opløst i den vildeste Smerte, grædende og hulkende som et Barn, indtil han følte en Haand blive lagt paa sin Skulder og hørte en mild Stemme hviske sig i Øret:

»Henry, hvad er der hændet?«

Han foer op og stirrede forvildet paa Frederik, der stod foran ham. Det var ham ikke muligt i dette Øieblik at gjøre sig selv Rede for, hvorledes Frederik var kommet til ham. Han havde en Fornemmelse af at være indelukket i et afskyeligt Fængsel, som det ikke var muligt for nogen menneskelig Fod at betræde.

»Er Du syg, Henry?« spurgte From paany med sin jevne, rolige Stemme. »Du seer saa daarlig ud. Hvad er det? Kjender Du mig ikke?«

»Jeg troer det,« sagde Henry. »Det er jo Dig - From, ikke sandt? - Ja, hvad er der hændet?« vedblev han i en forvirret Tone. »Der er skeet saa Meget idag - - vent lidt, jeg vil huske mig om - - det staaer saa underligt taaget - - det er Breve, det er Harriet, det er - min Moder - -«

»Saml Dig! Vær en Mand!« raabte Frederik, som med ængstelig Opmærksomhed havde fulgt Henrys afbrudte Sætninger, der udtaltes med større og større Besværlighed. Men det var for silde. Henrys Hoved bøiedes bagover, alle hans Muskler slappedes, og under Udraabet: »Moder! Skaf Lys!« styrtede han bevidstløs om paa Gulvet.

Tre Uger senere, og atter en Søndag Aften, sad de to Venner i det samme Værelse, som Ingen uden Lægen, From og Mary havde faaet Lov til at betræde. Denne Sidste skjænkede Thee ved et lille Sidebord, hvor hun deelte sin trofaste Opmærksomhed mellem sine Forretninger ved Theebordet og sin unge Herre, der sad i Sophaen. Henry havde været syg; han saae endnu mat og lidende ud. From var som sædvanligt rolig og alvorlig, men saae ud til at have vaaget en Deel. Da Mary havde taget af Theebordet og begivet sig bort, lagde Henry Haanden paa Froms Skulder og sagde til ham:

»Jeg er meget bedre iaften, Frederik. Synes Du ikke? Doktor Saabye har jo allerede i et Par Dage givet mig Lov til at gaae ud, og det er mærkeligt, hvor hurtigt Kræfterne komme. - Talte jeg meget vildt i den første Uge?« afbrød han sig selv.

»Ja,« svarede Frederik, »navnlig om Natten.«

»Forstod Du Noget deraf?« spurgte Henry i en noget ængstelig Tone.

»Nei,« svarede Frederik, »det var meest usammenhængende Sætninger, hvor Du blandede Harriet, Din Moder og Brandt sammen med enkelte, afbrudte Udraab.«

Henry gik hen, satte sig ved Skrivebordet og sagde med et dybt Suk: »Ak, gid jeg var død med det Samme!«

»Det maa Du ikke sige,« svarede From. »Havde det været det Bedste, saa var det skeet.«

»Troer Du?« spurgte Henry med et ironisk Træk ved Munden.

Frederik svarede ikke, men kneb Læberne tættere sammen.

Henry gjentog: »Jeg vilde ønske, jeg var død!«

»Hvorfor?« spurgte Frederik lidt skarpt.

»Fordi jeg ikke har nogen kraftig Villie, ikke nogen stærk Charakteer, og dog en dyb Fornemmelse af, at intet Liv kan naae sit Maal uden at være i Besiddelse heraf.«

»Saa skærp Din Villie!« svarede From.

»Ja, hvorledes?« spurgte Henry. »Kjender Du den Hvæssesteen, der kan gjøre det Stykke Arbeide?«

»Ja,« svarede From, »den kjender jeg ret vel, men Du har hidtil manglet den. Den kaldes Kampen for Livet. Det er den, der hærder Villien som Staal og sætter de kunstige Drev i det store Maskineri i Bevægelse.«

»Kampen for Livet?« gjentog Henry. »Livet er ikke en Kamp værdt! Skulde det komme saa vidt, at jeg skulde kæmpe for Livet, saa blæser jeg det hellere ud og lader staae til, om det skal tændes paany eller slukkes for bestandigt.«

»Saa?« sagde From i en tør Tone.

»Ja,« raabte Henry lidenskabeligt, »hellere døe end trælle for et Liv, som man afskyer!«

»Og hvorfor afskyer Du det?« spurgte From.

»Hvorfor?« raabte Henry med stigende Lidenskab. »Fordi Livet er et tomt, et usandt, et skuffende Gjøglebillede! Fordi Ingen er sig selv, men kun den Maske, hvormed han løber om i Verden! Fordi denne Maske antages for at være saa sand, at man dømmes ene efter den! Fordi der kun findes Nid og Bagtalelse, Kummer og Elendighed i dette Liv! Fordi,« endte han med skjælvende Stemme, »fordi - O Frederik, jeg er mere end ulykkelig!«

»Vær nu rolig, Henry,« sagde Frederik i en Tone, som om han passede paa et Barn. »Det kan ikke hjælpe, at Du sænker Dig ned i Bitterhedens Malstrømme. Du er ikke mere ulykkelig, end Tusinder have været, og for Den, der kan arbeide, er Fattigdommen ikke den tungeste Lod her i Livet.«

»Ak, det er ikke det, jeg tænker paa,« sagde Henry. »Der er Kvaler, som ere tusinde Gange tungere end det. - Kan Du tænke Dig,« spurgte han efter en Pause, »hvad det vil sige at maatte foragte sin Moder?«

»Nei,« svarede Frederik smerteligt, »det kan jeg ikke - jeg, der har havt en Moder, som jeg elskede og agtede over Alt i Verden.«

»Saa tænk,« sagde Henry med lav Stemme, »hvor høit Du har stillet den Kvinde, som har baaret Dig under sit Hjerte, som har elsket Dig med al den Ømhed, der kun kan nedlægges i en Moders Bryst - og tænk Dig saa, at Du mødte en Fremmed, som skamskjændede Din Moders Minde, uden at Du turde forsvare hende, uden at Du kunde angribe ham - fordi han havde Ret.«

Frederik greb Henrys Haand og trykkede den uden at svare Noget dertil.

»Føler Du saa min Ulykke?« spurgte Henry. »Alt det Andet er Intet imod dette. Det piner og jager mig fra Sted til Sted. Kom, lad os gaae! Jeg har ingen Ro paa mig.«

Frederik vogtede sig vel for ved Modsigelse at vække Henrys Irritabilitet, der efter de indtrufne Begivenheder havde antaget en sygelig Charakteer. Han greb sin Hat, og begge Venner begav sig i al Taushed paa Veien til Esplanaden. Det var den skjønneste Juliaften, man kunde ønske sig. Lindetræerne blomstrede og udsendte deres Duft. Luften var blikstille, reen og varm, Sivene speilede sig i Castelsgravens rolige Vand, og fra deres tætte Skjul lød Tonerne af de smaa, kvikke Rørsangere, som uophørligt gjentog deres bløde Melodier. Der var en skærende Contrast imellem dette idylliske Naturliv og den hede, solbeskinnede, dødsdømte Stad, der laae bagved dem. Frederik gjorde en Bemærkning herom, hvortil Henry kun svarede med et Eenstavelsesord uden at lægge Mærke til de sørgeklædte Damer, der gik forbi, og de mange Ligtog, som langsomt bevægede sig ud ad Østerport for at naae Holmens Kirkegaard. Atter tilbagelagdes et Stykke Vei i dyb Taushed fra begge Sider. De to Venner naaede Søerne og pludseligt udbrød Henry med en Hentydning til Stedet:

»Paa den Bænk var det, jeg traf Laura. - Hm, det er næsten en Skjæbnens Ironi, at de fleste Selvmordere ende ved Kjærlighedsstien.«

Frederik iagttog ham skarpt og spurgte: »Veed Du Noget om hende?«

»Nei, intet Andet,« svarede Henry, »end at hun vil ende her eller et Sted, der maaskee er endnu værre. Hun er løbet bort fra Forpagter Poulsens. Det stod der i det første Brev.«

Lidt efter sagde Henry paany: »Veed Du af, Frederik, at der skal gjøres Indførsel hos mig paa Onsdag? Det stod i Stævningen, som blev bragt mig imorges.«

From greb hans Arm og sagde bekymret: »Jeg har nok anet det, siden jeg fik at vide, at d'Acorda havde solgt sin Fordring.«

»Indførsel,« sagde Henry efter en længere Pause. »Det burde hellere hedde Udførsel. Det vilde Brandt kalde det.«

Det Bittre og Skurrile, der laae bagved Skjemten, smertede Frederik næsten mere, end Sagen selv. Han skyndte sig med at sige:

»Du kan jo komme hjem til mig den Dag, Forretningen skal skee.«

»Tak,« sagde Henry, »men jeg troer, jeg vil søge en anden Bolig. Etatsraad Gram har viseligt benyttet sin Fordeel ved ikke at have nogen Contract med mig, og jeg har som en sær Naade faaet Lov til at blive boende til Maanedens Udgang. Det stod i det andet Brev.«

From svarede ikke, skjøndt han deelte Henrys Indignation.

»Veed Du,« spurgte denne igjen efter en Taushed, »hvad der stod i det tredie?«

»Nei,« svarede From, »men hvorfor vil Du pine Dig selv ved bestandigt at oprive Saarene? Du maa bestræbe Dig for at give Dine Tanker en anden Retning.«

»Ja, jeg har ogsaa tænkt derpaa,« svarede Henry, »men der skal et stærkt Pust dertil. Man blæser ikke saa let de Fandens Tanker af Hovedet, som Fnug af Fandens Melkebøtte. Iøvrigt stod der kun, at jeg var en Bedrager, som havde tilbageholdt fremmed Eiendom.«

»Maleriet?« spurgte From.

»Ja,« svarede Henry kort.

»Det er forunderligt,« sagde Frederik, »hvor vanskeligt det har været mig at faae det Billede ud af Hovedet, siden Du første Gang viste mig det. Selv nu, da det ikke existerer, seer jeg det saa levende for mig; men lige fra den første Dag har jeg bestandigt havt en Anelse om, at Din ulovlige Tilbageholdelse af Portraitet vilde blive straffet paa en eller anden Maade.«

»Ulovlig Tilbageholdelse!« udraabte Henry heftig. »Hvo har Ret til at berøve mig min Moder? Hvor findes den Lov, som forbyder en Moder at see sit eneste Barn, det hun elsker høiest i Verden? Og naar hun nu, tvunget af denne Tyran, maa bøie sig for hans Villie, Lune eller hvad Du vil kalde det, saa skulde jeg vel som en anden af hans Slaver kysse den Pisk, han svang imod mig, og ydmygt sende Den det døde Billede, som har berøvet mig den dyreste Virkelighed. Ikke sandt, det er Din Mening, Frederik?«

»Nei,« svarede From, »det er det ikke. Du kjendte Intet til ham paa den Tid, da Din Moder sendte Dig Maleriet. Du havde kun Din Moders Ord at rette Dig efter, men som sædvanligt fulgte Du Din egen Villie, ikke hendes, der var saa tydeligt udtalt. »Ær Din Fader og Din Moder, paa det at det maa gaae Dig vel, og Du maa leve længe i Landet« - det Bud glemte Du, Henry.«

»Ær Din Moder?« gjentog Henry med Taarer i Øinene. »O, min Gud, Frederik, hvor kan Du nænne at sige det til mig? Jeg kan jo ikke ære hende, som jeg før satte saa uendelig høit. Jeg kan ikke ære en Kvinde, der sælger sin Kjærlighed, selv om det er min Moder.«

Frederik standsede og lagde sin Haand paa Henrys Skulder.

»Tilgiv mig,« sagde han med bevæget Stemme, »jeg vidste ikke, at det var saaledes fat. Du har vel berørt det for mig før; men, oprigtigt talt, troede jeg, at Du i Din sygelige Stemning overdrev Sagen og gjorde Myggen til en Elephant. For at skaane Dig har jeg under hele Din Sygdom ikke villet berøre dette Punkt, skjøndt jeg antog Din Handling med Billedet for overilet.«

»Overilet?« gjentog Henry. »Ak ja, Frederik, maaskee var det overilet af mig; dog kan jeg endnu i dette Øieblik ikke ret fortryde det. Kom, lad os hvile os lidt paa denne Bænk - jeg troer, at jeg begynder at blive træt - saa skal jeg fortælle Dig Alt.«

From adlød, og begge Vennerne sad et Øieblik hensunkne i Taushed, Henry fortabt i Sorg, Frederik betragtende de tomme Rustvogne, der fra Kirkegaarden vendte tilbage til Byen for at modtage nye Offre. Søen laae blank som et Speil, Himlen var klar og skyfri; men dog vare kun faa Mennesker at see, og disse vare mere beskjæftigede med Dødens Gjerning end med Livets. Der hvilte over det Hele en Gravstemning, som deeltes af Alle, alene med Undtagelse af Henry.

»Se!« sagde Frederik pludseligt, idet han pegede paa en Rustvogn, der vendte tilbage. »Er det ikke Saabye, der sidder hos Ligvognskusken?«

Henry saae sløvt i den angivne Retning og svarede kort: »Jo det er.«

»Saa maa han have mistet Nogen,« bemærkede Frederik. »Han er jo Reservechirurg paa Almindeligt Hospital.«

»Hans Fader er død igaar,« svarede Henry. »Det hørte jeg imorges.«

Der blev igjen en Pause, som Henry benyttede til at ridse i Sandet med sin Stok. From sad med Hagen støttet i sin Haand og saae paa denne tankeløse Leeg. Endeligt gjorde Henry Vold paa sig selv og sagde hviskende til Frederik:

»Jeg brændte Billedet, fordi jeg fulgte en øieblikkelig Indskydelse, der ligesom tvang mig dertil. I det første Brev fra min Stedfader meddeelte han mig ganske kort min Moders Død og lod mig vide, at han ikke længere vilde sørge for en Person, der havde begaaet en Handling, som var en Gentleman uværdig, selv om denne Person var hans Stedsøn. Dette var omtrent Indholdet, og det korte Brev syntes at være skrevet i en heftig, opbrusende Stemning. Det andet Brev, som var meget længere, hidrørte fra Sir Charles Vernon, min Stedfaders Broder. Det var koldt og særdeles formelt. Han tilmeldte mig deri min Stedfaders, Sir Henrys Død, og undlod ikke at opregne alle de Goder, som denne havde viist mig, skjøndt jeg som Bastard naturligviis ingen Fordring kunde gjøre derpaa. Som sin egen private Mening meddeelte han mig, at han aldeles ikke kunde forstaae sin Broder, eftersom der maatte mere end Sir Henrys sære Luner til at ægte et Fruentimmer, som, forført af sin Elsker, havde forlovet sig med en Anden for jordisk Fordeels Skyld, og som endeligt, efter at være skilt fra denne Forlovede, havde giftet sig med en Tredie, hvis Luner og Tilbøieligheder, hun havde vidst at benytte. Han kunde derfor godt forstaae, at Sir Henry lod mig opdrage blandt Fremmede, ligesom han ansaae det for en Selvfølge, at Lady Vernon aldrig omtalte denne Skandale til Nogen, ikke engang til sin Mand, som hun jo blot kunde fornærme derved. Naar nu Lady Vernon, trods den med Sir Henry indgaaede Forpligtelse, ikke alene bestandigt bar denne Søn i sine Tanker og bestandigt pinte Sir Henry med sin Sorg og sin Snakken derom, saa maatte han tilstaae, at han aldeles ikke kunde begribe, hvorfor ikke Sir Henry havde hævet en Mesalliance med en Person, der til sine øvrige Laster havde føiet den i flere Aar at skjule det Bedrageri, som jeg havde begaaet ved at tilbageholde det Billede, som hun havde havt den Frækhed at sende mig. Under saadanne Omstændigheder var der naturligviis aldeles ingen Grund til længere at lade mig tilflyde en Understøttelse, hvortil jeg i saa høi Grad havde gjort mig uværdig. Han vilde saameget mindre gjøre dette, som han mellem sin afdøde Broders Papirer havde fundet en Skrivelse, der aldeles gik i samme Retning, og som han derfor tilstillede mig. Endelig var der i en Efterskrift ganske kort tilføiet, at han efter Sir Henrys Ønske sendte mig en Pakke Breve, som vare fundne i min Moders Gjemmer, og som hun i sin hysteriske Sorg havde moret sig med at skrive til mig. Sir Henry havde maaskee feilet ved at give sit Samtykke til, at disse skandaleuse Breve kom ud i Verden; men lige saa lidt som Sir Henry havde vægret sig ved at opfylde sin afdøde Hustrues Ønske, lige saa lidt vilde han afslaae sin Broders Begjæring, og heri maatte jeg see den eneste Grund til, at jeg overhovedet modtog en Hemmelighed, som han haabede, jeg vilde bevare til min Død.« »Og nu Brevene?« spurgte From.

»Desværre,« svarede Henry, »det var kun altfor sandt, hvad Sir Charles skrev. Alle mine stolte Drømme, alle de deilige Billeder, jeg havde dannet mig om hende, maatte forsvinde.«

»Vare alle Brevene stilede til Dig?« spurgte Frederik.

»Alle,« svarede Henry sørgmodigt. »Hun havde ingen anden Glæde i sit sørgelige Fangenskab end den at skrive til mig; ingen anden Sorg, end at disse Breve ikke skulde naae til mig. Paa sit Dødsleie havde hun tryglet Sir Henry derom, og han havde givet efter. Det var en Slags Dagbog, hun sendte mig, skreven i de Timer, hvor Sorg og Længsel meest nagede hende. Det var Selvbekjendeiser, fulde af Anger og Sønderknuselse, af fortvivlende Uro, af nagende Sorg og pinlige Selvbebreidelser, kort sagt, det var en Sjæl, der klagede over et forspildt Livs Elendighed. O, Frederik, jeg, som havde udmalet mig hende ung og skjøn, kun betynget af en let tilgivelig Brøde, rig og lykkelig i sit Liv, stadigt ventende paa mig, hvem hun engang vilde komme og hente, naar hendes Prøvelsers Tid var omme! Jeg, der havde bygget mig de deiligste Luftcasteller og smykket dem med de stolteste Forhaabninger! - Du veed ikke, hvor dette har gjennemrystet mig. Død! - Død! - klinger det bestandigt omkring mig. Alt, hvad jeg har elsket, er dødt. Hvor jeg seer hen, træffer jeg kun Dødens Billede. Luften er forpestet, Livet forgiftet. Det er ikke længere Sandheden, Lyset og Livet, der herske, men Løgnen, Mørket og Døden. Jeg kan ikke holde det ret længe ud; jeg trænger til at høre op med den uvirksomme Ro, til at styrte mig ind i Noget, der kan faae Smerterne til at døves og glemmes. Jeg trænger til at drukne min Sorg i Et eller Andet, var det saa kun den Livets Bærme, der er tilbage.«

»Henry,« sagde Frederik blidt, »Du taler syndige Ord, fordi Dit Hjerte endnu er fuldt af Sorg og Bitterhed. Du maa ikke see disse Billeder saa mørke, som Du i Din Phantasi forestiller Dig dem. Du maa ikke med Din stærke Følelse bestandigt ruge over den Sorg, som Din Moders Breve have foraarsaget Dig. Husk, at de ere skrevne, som Du selv siger, i Angerens, i Sønderknuseisens Øieblikke, og at det derfor ikke kan være Andet, end at de bære den Stemnings Farve, hvori de ere undfangede. Det er umuligt, at hun kan være saa fordærvet, som Du nu vil indbilde Dig.«

»Ak,« svarede Henry, »jeg vilde have fordret hele Verden til Kamp, dersom den havde vovet at krænke min Moders Minde blot ved en eneste af de Beskyldninger, der findes i Sir Charles Brev. Nu kan jeg kun tie og skjule mig, men alene disse Beskyldninger ere nok til at sønderbryde den Pietetens Helgenring, som jeg havde kastet om hendes Pande. Jeg har hendes ulykkelige Natur i mig, Frederik; det føler jeg altfor vel. Jeg har hendes Letsind, hendes Forfængelighed, hendes Egoisme. Det er sørgeligt at tænke derpaa; men jeg har faaet samme Følelse som Den, der lider af en nedarvet, uhelbredelig Sygdom. Jeg maa gaae til Grunde ligesom hun; jeg er ikke bygget til at holde mig oppe i Livets skummende Brænding; jeg føler mig gjennemrystet som et Skib, der allerede længe har hugget mod Revlen. Det er for stærke Søer, der ere gaaede over mig, Frederik! Den næste vil drive mig ind over Grunden og splintre mig som et Vrag.«

»Henry,« sagde Frederik, idet han greb hans Haand, »lov mig ikke at give Dig hen til disse ødelæggende Tanker. Hvorfor bestandigt vende tilbage til disse sørgelige Billeder, Du, som endnu kan vente Dig saameget af Livet? Se hen til Din Fader, om hvem Du alt har fortalt mig! Du har arvet hans Inderlighed i Følelsen, hans Dygtighed til Livets Gjerning. Tag nu ogsaa i Arv hans Energi til at modstaae Livets Gjenvordigheder, hans Kraft til at kæmpe mod Fattigdommens Tryk, hans Taalmod til at bære Forsagelsens Dage.«

»Frederik,« sagde Henry med dirrende Stemme og trykkede hans Haand krampagtigt, »veed Du af, at min Fader druknede sig i Tiberen af Fortvivlelse over min Moders Troløshed?«

»Henry,« udbrød Frederik forfærdet, »det har Du jo ikke fortalt mig.«

»Nei,« sagde Henry, »men nu veed Du ogsaa Alt. - Lad os gaae ud paa Kirkegaarden! Jeg har Grave nok at mindes, skjøndt ingen af dem grønnes derude.«

»Paa Kirkegaarden!« udbrød Frederik. »Hvad tænker Du paa? Det begynder at skumre, og det skal gaae meget uhyggeligt til derude. Man siger, at Flere ere blevne levende begravede.«

»Er Du bange?« spurgte Henry. »Saa gaaer jeg alene.«

Frederik svarede ikke paa dette Spørgsmaal, men stak sin Arm ind under Henrys, og i dyb Taushed vandrede de to Venner videre. Da de havde gaaet et langt Stykke og nærmede sig Assistentskirkegaardens hvide Muur, spurgte Henry pludseligt:

»Troer Du, jeg duer til at blive Præst?«

»Præst!« gjentog Frederik med uforstilt Forbauselse. »Hvorledes falder Du paa det?« »Ja, det er maaskee et underligt Spørgsmaal,« sagde Henry, »og dog har jeg længe gaaet og grundet derover. Men jeg kan ikke; det føler jeg altfor vel. En Præst uden Tro er den elendigste Kjeltring, der gives, og hykle kan jeg ikke bekvemme mig til.«

»Hvorledes falder Du paa alt Dette?« spurgte Frederik igjen.

»Ak,« svarede Henry, »den Tanke var heller aldrig kommen indenfor mit Hoved, hvis ikke det havde været min Moders høieste Ønske, som hun bestandigt kommer tilbage til næsten i hvert af sine Breve. Hun havde i den lange Periode af sit sørgelige Samliv med Sir Henry kun to Tanker, hvorom hele hendes Liv dreiede sig. Den ene var at gjensee den Søn, der havde kostet hende saameget, og til hvem hendes Kjærlighed var bleven en Lidenskab. Den anden, at denne Søn maatte vie sig til den geistlige Stand, maatte blive Sjælesørger, for, som hun udtrykker sig, at kunne afsone hendes Brøde ved at redde de Sjæle, der ere paa Fortabelsens Vei. Ak, Frederik, hvorlidet har hun kjendt mig! Hvor tungt, at hun ikke har maattet meddele sig til mig, thi hvor feilagtigt et Billede har hun ikke dannet sig om mig! Hvor gjerne vilde jeg ikke opfylde min Moders sidste Bøn, og dog, hvor umuligt! Jeg skulde være Sjælesørger, jeg, der aldrig har tænkt paa at sørge for min egen Sjæl! Jeg Præst, jeg, Skeptikeren Henry Vernon, Præst! O, det klinger som Narrens Latter, som den frysende Thomas Stemme i Kong Lear!«

Frederik vilde svare; men det Syn, der viste sig ved Indgangen til Kirkegaarden, som de netop havde naaet, bragte ham til at forstumme. Tæt indenfor Porten stod paa begge Sider af den snorlige Gang en Række Kister eller snarere lange Kasser, slet sammenføiede af raae Brædder, paa hvis uhøvlede Sider den sorte Farve kun hang fast som et løst, graaligt Overtræk. Luften var svanger med Duften af Roser, Hyld og Jasminer, parret med en alt gjennemtrængende, raadden Stank, der ligesom brød frem af Jorden. Tilhøire indenfor Porten holdt en stor Meubelvogn med et taarnhøit Læs af tomme Kister, fastsnørede med Reeb. I nogen Afstand fra denne stod et Par Rustvogne, hvoraf man enkeltviis udtog de halvnøgne Liig for at lægge dem i Kisterne. Et Par pjaltede Karle hamrede lystigt Laagene til under modbydelig Skjemten med de halvberusede Kuske. Nogle Graverkarle gik omkring og mærkede Kisterne med Kridt, medens en stor Slagterhund af og til snusede til dem og besudlede dem paa Hundenes sædvanlige Maneer. Frederik gyste, idet han kastede sit Blik over disse utallige, aabne Grave, nedtrampede Bosketter og sønderbrudte Hegn, der gav et Vidnesbyrd om den Ødelæggelse, som Dødens Armee havde anrettet. Henry saae sig om med et udfordrende Blik og sagde:

»Var man endda Læge, saa havde man Noget at kæmpe for. Hvor lavt staaer dog Chemien, naar den ikke engang kan opdage det Smitstof, som aabenbart maa gjennemtrænge Alt og bringe de organiske Stoffer i Gjæring. Hvorfor valgte jeg ikke at blive Læge? Det er den rette Sjælesørgervirksomhed. Nu har jeg Intet at leve for.«

»Har Du glemt Harriet?« spurgte Frederik.

»Nei,« svarede Henry, »men hun har opgivet Troen paa mig. Jeg kan slet ikke fatte den Tanke, at hun lever, og kun er død for mig, kun for mig alene. Lad os gaae op ad denne Gang, Frederik! De arbeide allerede derhenne ved Lygter. Se, hvor det glimter mellem Træerne! Jeg har Lyst til at see, hvad det er.«

»Bliv nu her,« sagde Frederik alvorligt. »Du skal ikke see mere af dette rystende Skuespil. Din sygelige Stemning bliver kun mere exalteret derved. Hør mig nu, Henry, vær rolig og vend tilbage! Vi ville tale sammen om Harriet.«

»Og hvad kan Du fortælle mig om hende?« spurgte Henry, der, trods Froms Anmodning, vedblev at fortsætte Veien fremad.

»Ikke noget Nyt for Dig,« svarede From; »thi jeg har Intet hørt fra Etatsraad Grams, da jeg ikke har været hos hans Broder i de sidste otte Dage; men jeg troer, at Du tager feil af hendes Charakteer. Hun er for trofast til pludseligt at opgive et Menneske, som hun har elsket saa høit som Dig, og hun er for ædel til at bygge paa løse Udsagn og Formodninger. At hun i det første Øiebliks Sorg og Harme har sendt Dig Din Ring tilbage, kan jeg godt forstaae; men paa den anden Side forekommer det mig, efter det jeg kjender til hende, at hver Gnist af Haab endnu ikke er udslukket. Det er en Prøvelsens Tid, der vælter ind over Dig, og en saadan træffer baade det enkelte Menneske og hele Nationer. Da gjælder det at vise sin Kraft og det Malm, hvoraf man er støbt. De Daarlige bukke under og gaae tilgrunde, de Ædle reise sig igjen, luttrede i Kampen. Men vee dem, der kaste Vaabnene fra sig, selv om de skulle kæmpe imod Overmagten. De myrde sig selv efterat være viede til Undergangen.«

»Troer Du, der er noget Haab?« spurgte Henry sagte.

»Ja, jeg gjør,« svarede From, idet han rettede sin Skikkelse iveiret og med Overbeviisningens sikkre Blik betragtede Henry. »Jeg troer det, saa sandt der er Mening med Livet i denne Verden, saa sandt vi ikke ere mechaniske Maskiner eller chemiske Atomer, holdte sammen efter Affinitetens Love! Jeg troer, at hvert Menneske har en Opgave at løse; jeg troer, at der ligger en bestemt Idee til Grund for hvert enkelt Menneskes Liv, og at der gaaer en Styrelse igjennem det Hele, selv om vi ikke kunne forstaae den. Jeg troer, at Enhver, der ærligt stræber og arbeider, hæver sig op til et høiere Liv, ligegyldigt hvad Stilling han indtager i Samfundet; men jeg troer tillige, at Den, der enten feigt forsager i Kampen, eller trodsende den Idee, som er Grundloven i hans Inderste, kaster sig hen for Livets dæmoniske Magter, hvad enten disse nu fremtræde som Lidenskab eller som den trivelige Selvnydelsens Materialisme - om ham troer jeg, at han gaaer til Grunde, eller rettere, jeg troer, at han kastes saa langt tilbage mod sit Udspring, at han vil behøve en næsten uendelig Tid for at gjenvinde det Tabte. Overfør nu dette paa Dine Livsforhold, Henry! Jeg er vis paa, naar hun seer, at Du trofast og ærligt kæmper Dig opad, at Du forstaaer at kue de Lyster, der have revet Dig fra hende, kort sagt, naar Du i Gjerningen viser, at Din Tanke trofast hænger ved hende gjennem Forsagelsens og Prøvelsernes Aar - da vil hun paany og med inderligere Glæde end før række Dig sin Haand og løfte Dig endnu høiere opad. Hun har givet Dig sin Tro, og jeg er overbeviist om, at der for hende ligger noget Høiere i dette Udtryk, Noget, der nærmer sig det Religieuse. Kun den Kvinde, der troer, kan elske i Ordets virkelige Forstand. Vel staaer den jordiske Kjærlighed langt under den himmelske, men de have dog samme Rod, samme Udspring; thi Gnisten til den jordiske Kjærligheds hellige Ild er hentet derovenfra. Tro derfor paa hende, Henry! Tro paa Din Kjærlighed! Kun ved denne kan Du faae den høiere Tro, som Du nu savner. Lad Dig ikke skræmme, om der ogsaa skulde gaae Aar med dertil, og husk paa det gamle Ord: »Den, der troer, haster ikke.«

De havde under denne Samtale nærmet sig Lygterne, og stod nu foran en bred Kule eller Grav, som en halv Snees Arbeidere havde travlt med at gjøre bredere og dybere. Flere Tønder med ulæsket Kalk stod i Nærheden. Henry pegede mod Gruben og sagde til From:

»Hvorledes forklarer Du dette? Efter hvilken Styrelsens Lov gaber denne efter de Offre, som den skal opsluge? Er det ikke rædsomt at see Livet ende paa denne Maade?«

Det knagede i Buskene bagved dem, og en bekjendt Stemme udbrød:

»Ja, bid paa den, From! Den bliver hamper at knække! Hvad mener Du om Leporellos Ord i »Don Juan«:

»Brandt!« udbrød Frederik forskrækket, idet han vendte sig om.

»Accurat s'gu,« svarede Brandt, som traadte frem mellem Buskene, »og det jeg sang, hører navnlig hjemme i det recitative Skuespil eller Recidivet, mindre derimod i Balletten, hvor det kun gjøres med Benene, og faaer Navn af Entrechat eller Mellemkattespring.«

»Brandt!« raabte Frederik indigneret. »Spar Dit Vid til bedre Leilighed! Her er ikke Stedet dertil.«

»Et pourquoi non?« spurgte Brandt. »Seer ikke det Hele ud som det Bedrøvelsens Jerusalem, der saa livligt skildres i Begrædelsernes Bog? Det er heller ikke til Dig, jeg taler, Du Fromhedens Frederik. Jeg kaster aldrig mine Sviin for Perler. Jeg taler kun for hans Skyld, der har været saa syg, at han allerede begyndte at dyppe de smaa Tvebakker i Davids Psaltkar. Kun for hans Skyld oplader jeg min Stemme som i den senere Tid har naaet en høist mærkelig Udvikling. Hør blot:

Ja det Bravo siger nu Don Juan, men jeg synes, at det gjør god Virkning som Slutstrophe. Hvorledes har Du det ellers, ædle Lord? Det forekommer mig, Du seer noget langnæbet ud. Jeg har hørt, at Du har faaet det ene Recitativ ovenpaa det andet. Det var nok nær blevet til et Melodrama?«

»Jeg takker,« sagde Henry koldt. »Du besøgte mig ikke under min Sygdom.«

»Nei,« svarede Brandt, »jeg har aldrig Omgang med »Schwächlinge«; det er imod Naturen. Naar et Menneske bliver sygt, farer der strax en anden Natur i ham. Han bliver en ganske Anden, og for denne Anden skjøtter jeg ikke om at lade mig presentere.«

»Du var maaskee bange for Smitte?« spurgte Henry ironisk.

»Aa ja, det Ene med det Andet. Man kan aldrig vide, hvor saadan Noget kommer fra. Kopper havde Du da ikke. Den Sygdom er den eneste, jeg har lidt af. Man kan ogsaa see paa mig, at jeg baade er blevet klinket og brændt sammen; der kan s'gu ikke gaae en Flue hen over mit Ansigt uden at den knækker Bagbenene.«

»Nei,« svarede Henry, »det, jeg feilede, smitter ikke. Det var kun et let Anfald af en Sygdom, som jeg i den senere Tid har lidt af. Men dersom Du er bange for Smitte, Brandt, hvorledes kan det da gaae til, at vi træffe Dig herude? Er Du ikke bange for Choleraen?«

»Aa, Fanden i Vold med Choleraen!« raabte Brandt med en Skoggerlatter. »Den holder sig til de Lavere og vover sig s'gu ikke op i Rangforordningen. Har Du nogensinde seet en Geheimeraad døe af Cholera? Det er en Proletariatsygdom, en reen Mixtur af Tykmælk, Skillingsøl og umodne Blommer, rørt sammen og nydt i et Baghuus i Borgergade. Det er en solid Udrensning det Hele, en fortræffelig Styrelse af det alvise Forsyn, der ønsker at skaffe Luft paa Almindeligheden og Balance i Fattigregnskabet. Desuden giver den Anledning til en Masse smaa Kæfere, navnlig i Portviin, som min Gamle udskjænker gratis.«

»Ja, det er en velsignet Sygdom,« sagde Henry ironisk.

»Ja,« svarede Brandt, »en velsignet Sygdom, naar den ikke var saa skidenfærdig, som Vaskerkonen bemærkede. Forresten har den ogsaa sine ubehagelige Sider, hvortil jeg navnlig regner det, at man bestandigt skal gaae med Mavebelte og spise Kyllingesteg uden Agurkesalat. Det fik nu endda at være, hvad det var. Det værste er dog det, at man maa moderere sin Flothed, og ikke, som i gamle Dage, kan slaae rigtig til Skaglerne, saa Lygterne ryge af.«

»Ja, det er kjedeligt,« sagde Henry.

»Reent forbandet,« svarede Brandt. »Jeg havde just presset min Gamle, saa Vandet drev ham ud af Øinene, og Dalerne sprang ham ud af Buxelommerne, før denne Historie kom paa. Jeg havde glædet mig til en ordenlig Gjennembagning, enten i Charlottenlund eller et andet grønt Sted, en eller anden skyfri Aften; men mit Ophav lukker i denne Tid Porten Klokken Elleve og kommer hver Aften op Klokken Tolv, for at see, om jeg ikke er knebet ud gjennem Bagdøren. Det er en daarlig Indretning det; men den er overmaade tidssvarende.«

Under hele denne Samtale havde Brandt med sin Stok puffet til den ene Jordklump efter den anden og ladet dem trille ned i Gruben. Nu nærmede en af Undergraverne sig og bad ham, i en noget brøsig Tone, om at lade de Drengestreger fare.

»Som De vil, elskværdige Aadselgraver,« sagde Brandt i en galant Tone, idet han bukkede for ham.

»Er De gal!« raabte Graveren hidsigt. »Hvad Fanden vil De herude? Her har De jo Ingenting at bestille!«

»Ikke det?« svarede Brandt i en overlegen Tone, medens hans Ansigt lagde sig i de alvorligste Folder. »Troer De, man sender en Reservechirurg og to Underlæger fra Almindelig Hospital ud for Ingenting?«

»Om Forladelse!« svarede den betuttede Graver, der ganske lod sig imponere af Brandts Holdning. »Jeg vidste ikke, at de Herrer - -«

»Spar Deres Undskyldninger,« afbrød Brandt koldt, »de ere til ingen Nytte. Vi have fundet Tilstanden herude under al Critik, og Luften i en utilladelig Grad forpestet. - Hvordan er det, De seer ud?« tilføiede han, idet han traadte den forbausede Graver lige ind paa Livet, og skarpt fixerede hans Blik.

»Seer ud? Jeg - jeg - hvad behager - jeg, jeg feiler da vel ikke noget?« stammede den ulykkelige Graver og tumlede tilbage for Brandts sikkre Blik. »Jeg - vil da ikke haabe - at der er - -«

»Hm,« afbrød Brandt, »De seer mig noget cholerisk ud. Har De sorte Pletter paa Tungen? Lad mig see engang?«

Den ulykkelige Graver rakte sin Tunge saa langt ud, som det var ham muligt, medens den kolde Sved perlede paa hans Pande, og Brandt vedblev:

»Ja, ganske fri er den ikke, og Pletterne have den samme pyramidale Form, som Gaimard iagttog under sit Ophold paa Apis i Ægypten. Sveder De?«

»Ja,« svarede den tilintetgjorte Graver og gispede efter Veiret. »Jeg sveder ganske overordentligt, navnlig ned ad Ryggen.«

»Hm, ganske som Gaimard beskriver det,« sagde Brandt med et uhyggeligt Blik, »og Deres Puls slaaer to Hundrede i Secundet, hvilket er temmelig meget for en Mand i Deres Alder. Er De et dannet Menneske?«

»Ja - jo - ja, det vil sige, jeg - jeg troer det nok - men jeg - veed det ikke rigtigt. Jeg kan - da læse - og skrive, kan -.«

»Ja, det er mere end tilstrækkeligt,« sagde Brandt, »saa kan De nok taale at høre, hvad jeg mener om Dem. - Seer De,« tilføiede han, idet han velvilligt klappede ham paa Skulderen, »De skal ikke blive bange, for hvad jeg siger. Vi ere jo Alle Vorherre en Død skyldig. De har nu et cholerisk Temperament; det kunne vi ikke ændre, det lade vi staae. Men hvad det Øvrige angaaer, er det bedst, at De strax gaaer i Seng og snarest muligt lader hente et Stykke Helvedessteen paa Nørrebroes Apothek, og med dette Stykke bestryger De Deres Tunge. Skulde der komme et hvidt Overtræk, stryger De om igjen, indtil det er borte. Dernæst drikker De et Glas Punsch hvert Qvarteer, saa varmt, som De kan taale det, og naar Deres Pige gaaer paa Apotheket, lader De hende med det Samme kjøbe tre Unzer Dyvelsdræk, hvormed De dygtigt lader Deres Ryg og Mave indgnide hvert tyvende Minut. Skynd Dem nu! Der er ingen Tid at spilde. - Kald med det Samme paa de to Herrer deroppe i Gangen. Jeg ønsker at tale med dem.«

»Hvad var der i Veien med den Graver?« spurgte Henry, der nærmede sig. »Han var jo bleg som et Liig.«

»Saa, var han det?« sagde Brandt ligegyldigt. »Ja, Luften er noget usund herude. Jeg vil ikke haabe, han falder i en af de Grave, han har gravet for Andre.«

»Hvad Pokker gjør Du egentligt her?« spurgte Henry.

»Aa, jeg comparerer,« svarede Brandt. »Det er dette med Ligninger af første Grad. Jeg havde nyligt seet til nogle Menige af mit Compagni paa Garnisons Kirkegaard, og nu vilde jeg see, hvorledes det stod til paa Assistentshuset. Det er forbandet høie Panter, de tage herude for Laan i urette Tid. Desuden skulde jeg see lidt til min gamle Tante Lene, som gladelig er indslumret i Herren.«

»Er hun død?« raabte Henry.

»Ja, det vil jeg haabe!« svarede Brandt. »Ellers har De s'gu begravet hende levende. Nu spiser hun ikke mere paa det gamle Sèvres-Porcellain, og det er heldigt, at hun i sin Dødsstund har udnævnt mig til Universalarving. Onkel Peter havde begyndt at faae Færten af Ragoutfadene og vilde op for at fortælle hende det; men saa var hun død, det skikkelige Skrog.«

»Leed hun meget?«

»Jeg glemte at spørge derom,« svarede Brandt. »Jeg holder i det Hele ikke af Familiescener, navnlig ikke af de rørende. Jeg er for lang Tid siden kommet ud over Kotzebue.«

Der spillede et foragteligt Træk omkring Froms Læber. Brandt bemærkede det og vedblev:

»Ja, Du mener maaskee, at jeg ikke er Pietist nok lige overfor gamle Tante Lene; men saa falsk dømmer man nu i Verden. Har jeg ikke været inde hos Hintze og faaet tyve Porcellainsblomster, som jeg har plantet rundt om Graven tilligemed et Storkenæb i Midten? Det finder jeg sønligt gjort. Hvad Frederik?«

Frederik vendte sig om og hviskede til Henry:

»Kom, lad os gaae! Jeg væmmes ved det Menneske. Der er ikke Gnist af Følelse tilbage hos ham.«

»Pst, mine Herrer!« raabte Brandt bagved dem. »Tag mig med! Er det nu en Maneer, at løbe bort fra de Sørgende paa? Du sagde engang, Frederik, at jeg kun kunde lee med de Glade, men ikke græde med de Sørgende. Sørg nu med mig paa min Maneer. Gaa med iaften paa Bimpel, saa give vi første Act af Pesten i Florents. Hvad siger Du om Tivoli?«

»Fy for Pokker, Brandt!« raabte Henry indigneret. »Troer Du, jeg vil gaae herfra og ind paa Tivoli? Jeg er vis paa, det gjør Du heller ikke, skjøndt Du siger det.«

»Jo, Gu' min Salighed, gjør jeg saa!« raabte Brandt. »Hvad Fanden skulde der være iveien for det? Vil Du maaskee ha'e, at jeg skal gaae og sørge, fordi et gammelt Menneske paa over de Halvfems gaaer hen og creperer? Eller mener Du, at jeg af den Grund skal sidde alene og kukkelure paa Casernen? Kom nu med!«

»Nei,« svarede Henry, »jeg gjør det ikke. Jeg vil i det Hele sige Dig, Brandt, at vi To ikke længere passe for hinanden, og at jeg bestemt holder det Løfte, som jeg gjorde forleden Aften.«

»Det er da ogsaa bansat, som den Cholera gjør Folk moralske!« raabte Brandt ærgerlig. »Hvad siger ikke Apostlen Paulus i Brevet til de Galaner: »Drik ikke Vand, men drik hellere Viin for Din Maves og Dit svagelige Helbreds Skyld.« Havde den Guds Mand levet under vore Forhold, er jeg vis paa, at han havde stemt for »gulldroppar««.

»Veed Du af, Brandt, at jeg er blevet fattig?« spurgte Henry, idet han vendte sig imod ham og saae ham stift ind i Øinene.

»Veed Du af, at man har taget et Stykke ud af Maanen med en Osteprøver og befundet, at den er ægte Eidammer?« spurgte Brandt leende. »Henry Vernon fattig? Naboben af Golconda læns paa Diamanter? Deres Majestæt behager at drømme; men alligevel staaer en Femdalerseddel ganske til Deres allernaadigste Disposition.«

»Tak, Brandt!« sagde Henry og rakte ham Haanden til Afsked. »Jeg kan maaskee snart komme til at trænge til den.«

»Ja, men saa faaer Du den Pinedød ikke!« svarede Brandt. »En Blaahammer til en glad Aften, det lader jeg gaae; men fem Daler til Een, der trænger, hvilket med andre Ord er det Samme som til En, der ikke betaler mig den igjen, den gaaer ikke, den er opdaget for længe siden. - Det er ogsaa forbandet, at Du ikke vil gaae med,« fortsatte han. »Hvad Fanden skal jeg nu gribe til? Runde Boldt er blevet slemt blesseret, desformedelst at de trillede ham op og ned ad Trapperne hos Ginderup. De fordømte Italienere ere stukne af, og From drikker kun Theevand. Apropos, om Italienere: Veed Du af, at den smaae Bagge er kommen hjem fra Rom for at tilbyde sin Tjeneste som Choleralæge? Det er et ædelt Træk i hans Charakteerbog.«

»Ja,« svarede Henry adspredt. »Nei, det vidste jeg ikke. Han havde jo Permission til Efteraaret.«

»Jeg talte med ham igaar,« fortsatte Brandt. »Han havde truffet Etatsraad Grams Familie i Milano.«

Henry hævede pludselig sit Hoved iveiret og lyttede med Opmærksomhed. Brandt vedblev:

»Hvem Fanden kan nu forstaae sig paa Pigebørn? Det er det, jeg altid, trods mit dybe Studium, har sagt. Hvem skulde nu troe, at saadant et nysseligt Pigebarn som Harriet Gram kunde gaae hen og forlove sig med saadan en Prins Gumlingegnask som d'Acorda?«

Henry tumlede tilbage, som om han havde faaet et Slag i Ansigtet, og blev et Øieblik staaende ligesom forstenet. Derpaa sparkede han til en Liigsteen, som stod lænet til et Træ i Gangen, og brast ud i en skraldende Latter, medens han vred sine Hænder, saa Handskerne sprængtes i alle Sømme.

»Hvad Satan gaaer der af Dig?« raabte Brandt. »Er det Noget at grine af? Fy for Fanden, Henry, saa hør dog op med den Latter! Det er jo væmmeligt at høre paa.«

»Kom med, Henry!« raabte From og stak hurtigt sin Arm ind under hans. »Kom med! Her er ikke et Øieblik at spilde. Du bliver syg, hører Du! Jeg besværger Dig, Henry! Hør mig, kom med!«

»Syg!« raabte Henry og brast paany ud i den forrige, voldsomme Latter. »Hører Du, Brandt? Jeg bliver syg; syg af Cholera og begravet af Fattigvæsenet. Henry Vernon paa Fattigkirkegaarden! Er det ikke morsomt, Brandt, uhyre morsomt?«

Brandt stod med et Ansigt, som om han var faldet ned fra Skyerne. From tog et Tag i Henrys Arm og sagde til ham i en bestemt Tone:

»Kom nu med, Henry, hører Du? Jeg befaler Dig det! Du skal gaae med! Du maa ikke blive her længer alene eller i Selskab med Brandt. Det er Dit Liv om at gjøre!«

»Du befaler mig det?« raabte Henry i en trodsig Tone. »Hvem har Ret til at befale over mig, og hvem til at raade over mit Liv, uden jeg selv? Mit Liv? Har jeg bedet Nogen om Livet? Har jeg gjort Fordring paa at komme ind i denne jammerlige Verden af Usselhed og Gjøgl? Paa Tivoli! - Ja, Brandt har Ret! - Paa Tivoli! Det passer jo udmærket. Kom, Brandt! Skynd Dig før Banqueuren henter os begge! - Saa gaae vi sammen paa Tivoli!«

»Brandt,« sagde Frederik hviskende, idet han trak ham tilside, »blot et Ord, inden vi skilles. Henry er vild i dette Øieblik. Det kan ikke hjælpe, at jeg taler til ham; han bliver kun værre derved. Lad ham da have sin Villie, indtil han faaer raset ud, men benyt ikke den Stemning, der for Øieblikket er over ham. Han er fortvivlet, - fortvivlet indtil Døden - jeg har aldrig seet ham saaledes før. Husk paa, hvad jeg siger Dig i dette Øieblik. Jeg gjør Dig ansvarlig for dette Menneske, og Du skal engang staae til Regnskab derfor.«

»Vær ganske rolig,« sagde Brandt med et svagt Udtryk af Følelse i sin Stemme. »Jeg skal nok tumle ham. Jeg kjender mine Pappenheimere, og skal nok kjøre varligt med de smaae Heste. Jeg har før seet Andre som ham, og veed nok, hvad det vil sige, naar man faaer noget Extra fra Kurvemageren. Lidt Adspredelse er nødvendig - forstaaer sig, i al Anstændighed - jeg skal nok sætte Hemsko paa. Farvel! Jeg skal see op til Dig imorgen, hvis jeg ikke faaer alt for mange Tømmermænd paa Tagværket. Adieu, so lang!«

I Bredgade, høit oppe paa en Kvist, havde From sit enlige Studereværelse med Udsigt over Havnen, Sundet og de grønne Træer i Esplanaden. Vinduerne stod aabne i den stærke Sommervarme, og de tætte Vedbender, hvormed Posterne vare beklædte fra øverst til nederst, vuggede deres lysegrønne Skud for Aftenvinden.

I Sophaen laae Boldt saa lang, han var, paa Ryggen med Benene op over Sidelænet, rygende paa en sølvbeslaaet Meerskumspibe, det eneste Arvegods, som Frederik havde faaet efter sin Fader. From gik op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen og med bøiet Hoved, som i dyb Eftertanke. Ude fra Gaden hørtes med bestemte Mellemrum de eensformige Raab med Frugt og Grønt. En Lirekasse spillede i Gaarden ved Siden af »Den tappre Landsoldat« - men der var ingen Børn, der jublende flokkede sig om Liremanden, ingen flanerende Drivervrimmel paa den sædvanlige Route til Langelinie - kun af og til en enkelt Skikkelse, der listede sig afsted langs Husene, eller en Droske, der i skarpt Trav førte en Ulykkelig til Hospitalet. Selv Spurvene kviddrede ikke saa lystig som før, men sad tause og med hængende Vinger i den lumre Aftenluft, der som en Dødstaage havde leiret sig over Byen. From gik hen til Vinduet og stirrede et Øieblik ud derad; han saae urolig og bekymret ud. Pludseligt vendte han sig om og sagde til Boldt:

»Var Henry virkelig med til alt Dette?«

»Javel var han det,« svarede Boldt, udsendende en vældig Røgsky, »fra først til sidst. Jeg naaede jo at komme med til den Sviir.«

From vandrede paany en Stund op og ned ad Gulvet i dybe Tanker, og Boldt, der fandt Tausheden lidt trykkende, sagde efter en Pause:

»Ja, hvad Fanden skal man sige til det? Det er s'gu galt; men vi ere jo alle Mennesker. Det kan hændes den Bedste, at man et Øieblik glemmer sig selv. Jeg fortryder det s'gu altid bagefter.«

»Javist,« svarede From, »det gjør man altid.«

Boldt fulgte med Øinene Frederik, der vedblev at vandre op og ned ad Gulvet, taus som før. Endeligt sagde han:

»Det er en Satans magelig Sopha, Du har, Frederik! Her kunde jeg blive liggende den hele Dag.«

»Vær saa god!« sagde Frederik, der vedblev sin rolige Gang.

Boldt dampede løs paany, skelende efter Frederik, hvergang denne vendte Ryggen til. Jo længere Pausen blev, desto bønligere saae Boldt efter sin alvorlige Ven. Det var øiensynligt, at Sophaen nu ikke var saa magelig, som for et Qvarteer siden. Endeligt reiste Boldt sig overende, satte Piben fra sig med et Suk og udbrød:

»Ja, det var en styg Historie, Frederik; men jeg har ingen Skyld deri. Det var ikke mig, der trak af med Henry. Det var naturligviis Brandt, som sædvanligt.«

»Brandt er en Djævel!« raabte Frederik heftig, idet han stillede sig foran Boldt. »Og Henry et Vrag, der lader sig tage paa Slæbetoug af den Første, den Bedste. O, jeg kunde have Lyst til at dræbe dette Menneske, inden han trækker Flere med sig i Afgrunden! Henry er ikke den Første.«

»Ja, Brandt er noget vild i den senere Tid; men det gaaer nok over, naar han kommer fra Mønten. Det er et Satans Menneske! Man kan ikke lade være at lee, naar han lukker Munden op. Du skulde have hørt ham den Onsdag Aften, da han holdt sin Tale om Reiefødder og Forlovelse. Det var til at grine sig fordærvet over; han er dog uhyre morsom!«

»Javist,« gjentog Frederik, »uhyre morsom. Det er det Morsomme, man jager efter i vor Tid, fordi det Alvorlige er for tungt, til at det kan løftes af Mængden eller løfte den. Man er træt og mæt af Livet, man trænger til »et mildt Pirringsmiddel«, som Brandt kalder det, og saa har man det Morsomme. Det Morsomme fordriver Tiden, det Morsomme leer man ad, med det Morsomme jog man gjerne Døden paa Porten, hvis den ikke var saa ubehøvlet, ikke at ville tage imod en Vittighed. - »Han er saa morsom!«. - Hvilken glimrende Anbefaling for et Menneske! Hvor tidt glemmer man ikke, at det egentligt burde hedde: »Han er saa farlig!« Thi hvori bestaaer det Morsomme hos Brandt? Ikke i godmodig Skjemt, ikke i egenlig Vittighed - han bevæger sig, høit regnet, kun i Brandere. Han besidder kun en vis Færdighed i at tumle med Ordene i en for ham eiendommelig Jargon. Dette lader jeg gaae; thi det kan ikke skade. Men han endevender tillige Begreberne og rører dem om i et forvirret Chaos, hvori hverken han eller Andre kan see Forskjel paa Godt eller Ondt, Løgn eller Sandhed, Skam eller Vanære. Deri ligger hans Farlighed.«

»Det kan s'gu gjerne være, Du har Ret,« svarede Boldt; »men hvad Fanden skal man gribe til i denne syndige Verden, naar man skyder det Griinagtige fra sig? Der var en Tid, da jeg havde Lyst til at bestille Noget; ikke saa meget for min Skyld, som for en Andens - men det gik skjævt, rimeligviis fordi jeg ikke var fiin nok i min Tale og mine Manerer. Siden den Tid har jeg s'gu ikke Lyst til Noget. - Der sidder sommetider ligesom Noget herinde,« vedblev han og bankede paa sit Bryst; »men jeg er for slap til, at det kan komme frem, og nu driver jeg af med Strømmen. Jeg er nu en Gang kommet ikast med Brandt og veed Fanden ikke, hvordan det er med det Menneske, men naar man een Gang har nærmet sig til ham, kan man ikke undvære ham. Det er et daarligt Leben, det indrømmer jeg; men det er ogsaa en daarlig Verden, vi leve i. Det forekommer mig tidt, at det hele Maskineri er slidt og løst i alle sine enkelte Dele; men hvad skal man sige til det, man faaer vel døie det alligevel.«

From fortsatte sin Vandring op og ned ad Gulvet efter at have hørt det Hjertesuk, som Boldt havde udstødt. Hans Tanker vare øiensynligt stærkt beskjæftigede med en eller anden Plan, der endnu gjærede hos ham: thi han glemte ganske Boldts Nærværelse og foer sammen, da denne efter et Par Minutters Forløb pludseligt spurgte:

»Du kommer altsaa ikke med iaften?«

»Jo,« svarede From. »Hils Brandt og siig, at jeg skal komme.«

Boldt syntes forbauset over den Tone, hvori From havde udtalt de tre sidste Ord, og udbrød:

»Du tager altsaa Dit Afslag tilbage? Det er første Gang, jeg har hørt Dig gjøre det. Husk paa, at det er Klokken Ni, over Stalden i Charlottenlund. Det er en frygtelig gemytlig Karl, den gamle Niels Husar, og nogle Pokkers nydelige Pigebørn, han har faaet iaar. Vi vare ude igaar for at bestille Locale. Da vi skulde gaae, spurgte Brandt ham, om de vare dydige. Du skulde have seet, med hvilket comisk, forskrækket Udtryk han svarede: »Det vil jeg ikke haabe, Hr. Lieutenant!« - Er det ikke et mageløst Hoved, der sidder paa den Karl? Det bliver en prægtig Aften. Altsaa Klokken Ni præcise.«

Med disse Ord sagde Boldt Farvel og slentrede ned ad Trappen, idet han mumlede ved sig selv:

»Det er dog en Allerhelvedes Karl, denne Brandt! Nu faaer han s'gu ogsaa Frederik til at gaae paa Skovbimpel. Det kan ellers blive en morsom Situation. Jeg vil nok see Frederik sige Netheder til de smaa Sangerinder. Det bliver guddommeligt!«

Neppe havde Boldt forladt Værelset, før Frederik aabnede en Skuffe i sit Skrivebord og udtog en Række beskrevne Blade, som han omhyggeligt ordnede foran sig. Han gjennemlæste flere, der alle vare skrevne med Henrys Haand, og udtog endeligt eet, netop det samme, som Mary havde bragt ham hiin Aften paa Henrys Fødselsdag. Hans alvorlige Ansigt antog et bedrøvet Udtryk, medens han langsomt læste det igjennem. Derpaa rykkede han sig tilbage i Sophahjørnet, greb Digtet og læste, ligesom for at fixere Stemningen, endnu en Gang følgende Vers høit for sig selv:

Frederik lagde Digtet fra sig og udbrød:

»Der maa dog være noget Godt hos Henry; det er umuligt andet. Han maa kunne vækkes; men han maa rystes saaledes op, at han een Gang for alle bryder med denne Djævel. O, hvor megen Ret havde han ikke, da han hiin Aften sagde, at Brandt var hans onde Dæmon! Han anede neppe selv Sandheden i sine Ord. Det maa skee. Følgerne blive saa, hvad de ville!«

Med disse Ord tog From Pen og Papir frem og gav sig ivrigt til at skrive. Aftenens Skygger samlede sig, Halvskumringen begyndte at komme; men endnu sad From fængslet ved sit Skrivebord og med et Udtryk i sit Ansigt, som om han ganske var rykket bort fra denne Jord med dens Bekymringer og Sorger. Endeligt blev Tusmørket saa stærkt, at han næsten ikke kunde see at skrive. Uhret paa Garnisonskirke slog fuldt Slag. Han talte dem - det var Otte. Hurtigt lagde han Pennen fra sig, trykkede den endnu vaade Skrift af mod det underliggende Papir og læste, lænet til Vinduesposten, det Skrevne endnu engang igjennem. Saa trak han sin Overfrakke paa, stak Papiret i Brystlommen, og kort efter rullede han paa en Kapervogn ud ad Strandveien.

Da From naaede det betegnede Sted og traadte ind i den lille Stue, som af den gemytlige Niels Husar var bleven indrømmet Selskabet, fandt han Brandt ifærd med at tillave en Drik, som han betegnede med det velvalgte Navn af Anti-Cholerapunsch. Lysene vare slukkede, men fra en vældig Sukkerblok, der laae over Bollen hvilende paa en Ildtang som Rist, udgik blaalige, flakkende Flammer, der forvandlede sig til et mægtigt rødligt Blus, hvergang Brandt øste den over med det brændende Fluidum, som sydede i Bunden af Bollen. I Sophaen laae Boldt og nød med Velbehag en Cigar. Henry sad overskrævs paa en Stol med Hænderne hvilende paa dens Ryg og betragtede tankeløst de blaalige Luer, i hvis Belysning Brandts koparrede Ansigt tog sig ud som et fra Graven opsteget Spøgelses.

»God Aften, rare From!« raabte Brandt, idet han lod en mægtig Ildstraale strømme ud af Skeen. »Det var kjønt af Dig, at Du paa denne skyfrie Aften vilde see ind til de livlige Ungersvende. Dette kaldes »Som det behager Eder« eller »Livet i Skoven« - »Skovbimpel« eller »Skov-Jeu«, hvilket ikke maa forvexles med »Frit-Jeu«, som er Hazard og derfor forbudt af Hans Majestæt Kongen, der kun har Lov til selv at spille det tilligemed Prinserne af Blodet - hvilket Altsammen har været bekjendt lige fra Shakespeares til vore Tider. - Saa for Fanden! Der gik den anden Tinskee. - Lad mig faae den Sølvskee der! Om ogsaa den løber lidt an - naa Herregud, hvad gjør det? Den Feil lide vi Alle af. - Du er nok ogsaa løbet an et eller andet Sted paa Veien, rare From, og trænger rimeligviis ikke til den Aftensmad, som vi Andre have spist: Hummer, Kalkuner og syltet Ingefær. Det er den faste Ret herude, undtagen naar Hummerne slaaer sig løs og tager det Andet med sig, hvilket kaldes Afbræk eller Nemesis. Dog vil jeg haabe, at den ikke kommer over Dig, for det er altid ubehageligt at møde sin Hummer om Morgenen paa Trappen, navnlig naar Ens Ophav er faldet over den i Forveien. Gak saa ud og lad Dig bespise, From! Husaren har maaskee endnu fem Fiske og to smaa Brød, skjøndt det er lovligt seent paa Aftenen.«

Da From kom tilbage, vare Lysene tændte, Glassene fyldte, og Brandt just færdig med et længere Foredrag over Ægteskab og Hornfisk. From satte sig ved Siden af Henry, som slog Øinene ned, da deres Blikke mødtes; men Brandt fyldte et stort Glas med Punsch og skød det over til Frederik, idet han sagde: »Drik, Schwächling!«

Frederik tog Glasset og tømte det uden at sige et Ord.

»Det var som Satan!« raabte Brandt. »Hvem skulde troe om Dig, at Du havde Anlæg? Med en Smule Øvelse kan Du bringe det vidt.«

»Ja, det haaber jeg ogsaa,« svarede From med et ironisk Smiil.

»Lad os nu engang høre Din Mening!« raabte Brandt, idet han fyldte hans Glas paany. »Jeg talte just om Ægteskabet. Jeg paastaaer, at det er Nonsens. Henry, at det er Lotteri, og Boldt, at det er bansat kjedsommeligt. Ingen af os har rigtignok prøvet det, men lad os nu høre Din Mening.«

»Ja,« svarede Frederik rolig, »den skal Du faae. Min Mening er, at det for Dig vilde være Nonsens, for Henry Lotteri og for Boldt bansat kjedsommeligt.«

»Maa jeg spørge Dig, om Du har stanget Aal iaften?« spurgte Brandt. »Der er noget forbandet Slimet ved Dine Talemaader.«

»Ingenlunde,« svarede From. »Min Mening er blot den, at man ikke saadan ganske i Almindelighed kan tale om Ægteskabet. Det er en Institution, hvortil der baade hører Kald og Forberedelse, og som maa behandles af Enhver efter hans særegne Individualitet. Det gaaer med det, som med Studierne, - de maa være alvorlige, hvis de skulle føre til Noget.«

»Hør,« raabte Brandt, »hvor Viisdommens Perler trille hen over Bordet! Er det ikke grangiveligt, som jeg kunde høre mig selv, naar jeg er fuld? Der er nogle Mennesker, som efter at have stormet alle mulige Examiner, ende med at tage Cameral eller Kammeratexamen, som jeg kalder det. Det fører nu ikke til Noget. De samme Mennesker ende gjerne, efter at have stormet en Deel uindtagelige Fæstninger, med at gifte sig med deres Cousine. Det fører nu heller ikke til Noget; thi enten faae de ingen Børn, eller de blive døvstumme. Er det ikke ganske mærkværdigt, hvor Froms og mine Anskuelser falde sammen iaften? Jeg er vis paa, at han ender med en ny Tauchnitzerudgave af »Ægteskabets Hemmeligheder«, eller »Brandts store og gode Handlinger«. Lad os drikke paa det!«

Henry og Boldt brast ud i en høi Latter og klinkede med Frederik, der atter roligt tømte sit Glas.

»Maa jeg spørge Dig, From,« raabte Brandt med en vis Beundring, »om Du har Drosken holdende nedenfor? Jeg er ellers bange for, at det gaaer Dig som den hellige Augustinus, før han flyttede hen paa Vestergade. Det er bedst, at Du handler en detail som han. Der er et lille Glas til at begynde Forretningen med. - Hvad var det, vi talte om? - Naa, det er sandt - det var om det ægte Skab, det, som From vil bære hjem iaften. Ja, jeg er nu et Rovdyr. Veed Du, hvad det vil sige, Frederik?«

»Nei,« sagde From, nippende til sit Glas, »det veed jeg ikke.«

»Saa skal jeg forklare Dig det!« raabte Brandt. »Det er en Stilling, som ikke er saa gal. Den stemmer desuden med Naturen, thi det er en reen Feil, naar Naturforskerne mene, at vi staae Abekattene nærmest. Kjender Du ikke den behagelige Situation, naar man paa et Bal ingen Dame har? Jeg vil ikke tale om, at man saa har Madro ved Bordet, men kun om den gyldne Frihed, en saadan Stilling giver. Man danser kun med de Yngste og Smukkeste, snapper dem bort fra deres Herrer i det meest ubeleilige Øieblik, hvisker dem en Dævel i Øret og lader dem drive af, naar man er kjed af dem. Det kaldes at gaae paa Rov og er uhyre svækmæssigt, for man kommer aldrig til Ro i dette Forhold, men jager om som efter Sommerfugle. Overfør nu dette paa Livet, og Du maa indrømme mig, Problemet er løst.«

»Hvorfor Pokker har Du da forlovet Dig?« spurgte Boldt langsomt fra Sophaen.

»Hvorfor Pokker har Du ladet Dig ansætte i Livrente- og Forsørgelsesanstalten?« svarede Brandt.

Henry loe og raabte: »Hør!«, men Frederik vendte sig imod Boldt og sagde: »Ja, hvad er nu Din Mening?«

»Ja, den har jeg s'gu sagt saa tidt,« svarede Boldt phlegmatisk, »at jeg neppe gider gjentage den. Gift Dig eller gift Dig ikke - det er s'gu lige skidt begge Dele. Derfor gjør jeg ikke det første og er kommet galt fra det sidste. Det er min Mening.«

»Den var der ellers ingen Mening i!« raabte Brandt. »Lad os nu høre Henry! Hvad siger den ædle Lord? Giv ham Hatten paa, saa troer han, han er i Parlamentet.«

»Jeg er Præsident,« raabte Boldt, idet han stak sit Glas ud og reiste sig overende i Sophaen. »Den ædle Sir Henry har Ordet, og derefter tillades det allernaadigst Frederik From at fremsætte sine Bemærkninger.«

»Min Mening,« sagde Henry, idet han reiste sig, som forat holde en Tale, »ligger midt imellem Brandts og Boldts og trænger derfor til at motiveres lidt nøiere. Ægteskabet har for mig noget Philistreust, som jeg ikke kan overvinde. Jeg kan ikke gjøre for det, men naar jeg hører det Ord, kommer jeg til at tænke paa Frederiksberg og en Barnevogn med Tvillinger. Jeg skal ikke motivere dette i noget længere Foredrag, men jeg har Lyst til at læse et lille Eventyr, hvori Ægteskabet er seet fra mit Standpunkt. Har I Lyst til at høre det?«

»Hør, Hør!« raabte Boldt.

»Bravo! Kom med det, Sir!« secunderede Brandt.

»Fyld Eders Glas!« raabte Henry og tog et lille Blad Papir frem. »Der kommer en Skaal ovenpaa.«

»Bravo!« raabte From, men med en særegen Betoning, saa at Blodet foer op i Kinderne paa Henry.

»Ingen Flauser, From!« raabte Brandt. »Først høre, saa dømme! Den ædle Lord har Ordet!«

Henry stak sit Glas ud, skød det over til Brandt, og læste derpaa Følgende:

Et sandt Eventyr

»Der var engang en ung Mand. Han var saa glad - han kjørte alene den deiligste Vei ud i Landet. Veien bugtede sig vildsomt med Nøddebuske, Hvidtjørn, Roser og Caprifolier paa begge Sider. Ude i Skoven ventede Vennerne. Der vinkede Vinen, der fristede - det vidste han - Pigernes Skjønhed, rødmende som Aftensolens Guld, farlig og dog forfriskende som Nattens drivende Dug. Deiligt var det at kjøre! Morgenen saa mild, Luftningen saa lind, Sindet saa sundt, og Dugdraabeperleglans, hvor man saae hen. - Saa mødte han en ung Pige fra Byen. »Maa jeg kjøre med?« - Ja, det sagde nu ikke hun, men det sagde hendes Øine. - »Vær saa god,« sagde den unge Mand, »her er vel Plads til To.« Og saa kjørte de. - Hvor det gik! Over Sletter, gjennem Enge, op ad Bakke, ind i Skovens Dybder, langs med de stille Søer og ned ad de bratteste Skrænter. - »Du vælter mig!« sagde den unge Pige. »Saadan en uregelmæssig Kjørsel er jeg, ved Gud, ikke vant til. Det er bedst, at vi see til vore Bekjendte, saa skal jeg presentere Dig for dem.« - »Men vi skulde jo ud i Skoven?« sagde den unge Mand. - »Der kunne vi altid komme,« svarede den unge Pige. »Pas blot paa Hestene! Den ene har een Gang været nærved at slaae op, og det kan spolere Kjøretøiet.« - Saa kjørte de til Bekjendtene, og dem var der nok af. En satte sig paa Bukken, en Anden paa Forsædet, Nogle bagpaa, Andre overskrævs paa Hestene, og - hvad der var det Værste - En satte sig lige hos den unge Pige. - »Nu er jeg nok godt oppe at kjøre!« tænkte den unge Mand; men han sagde det ikke. - »Vi have glemt Præsten,« sagde Bekjendtene; »det er det Allervigtigste.« - »Ja, Gud bevares!« svarede den unge Mand - og saa kjørte de til Kirken, hvor Præsten boede. Og Præsten tog en sort Kjole paa, en hvid Krave, et alvorligt Ansigt og et Ridderkors, og saa sagde han en heel Deel. - Saa kjørte den unge Mand videre. Men hvor vare de kornbølgende Sletter? Hvor de græsfriske Enge? Hvor de lyngklædte Bakker? Hvor vare de lokkende Dybder i de dæmrende Skove? Hvor de stille Indsøer med Bøgebladenes Hang mod de løvsorte Flader? Alt var Landevei - en ypperlig, bred, macadamiseret Landevei - lidt støvet rigtignok, og med ræklede Popler paa begge Sider. Men Kornet stod ypperligt paa Marken, Gjødningen duftede lifligt fra Agrene, og det var ægte Anglerkøer, der græssede paa Engene. - »Kjør blot lige ud ad Livets Landevei!« sagde Bekjendtene. »De kan aldrig tage feil.« - Og saa kjørte han lige ud. Det gik langsomt. Bekjendtene tyngede paa Vognen, og Sorgen paa hans Sind. - »Hvorfor kjører Du ikke raskere?« spurgte den unge Pige. »Vi er jo paa gode Veie. Jeg er det i det Mindste.« - Kort efter kom der en lille Dreng og hængte bag. - »Gratulerer!« sagde Bekjendtene. - »Tak skal De have!« svarede den unge Mand. - Men det blev ikke derved. Noget efter kom en lille Pige, - derpaa en lille Dreng og saa endnu en lille Pige. - »Nu blive vi nok snart for mange,« sagde den unge Mand. »Jeg er bange for at Kalvestegen slipper op, og at Hestene ikke kunne trække igjennem.« - »Aa, naar De først faaer Dousinet fuldt,« sagde Bekjendtene, »saa kan De snakke med.« - »Men Skoven?« spurgte den unge Mand. - »Skoven?« svarede Bekjendtene. »Er det passende for en Familiefader at tage i Skoven ved Aftentide? De gjør bedst i at vende.« - Og den unge Mand sendte endnu et Blik til den dæmrende Skov, et Længselens Suk til de rødmende Aftenskyer, til de stille Skovsøer, hvorover de lette Aftentaager begyndte at samle sig; en stille Klage til Vennerne, et lønligt Blik til Pigernes Skjønhed, farlig og dog forfriskende som Nattens drivende Dug - og saa vendte han. - »De er vist træt af at kjøre saameget?« sagde den af Bekjendtene, der sad ved Siden af den unge Pige. »Lad mig tage Tøilerne!« - Og saa tog han dem. - -

Der var en ung Mand. Han var saa glad - han kjørte ganske alene den deiligste Vei ud i Landet. Den bugtede sig vildsomt, med Nøddebuske, Hvidtjørn, Roser og Caprifolier paa begge Sider. - I Skoven ventede Vennerne! - Der var en gammel Mand. Han var vranten og tvær - han kjørte med Bekjendte til Byen ad den støvede Landevei med ræklede Popler paa begge Sider. Han havde kun een Ven - og han holdt Tøilerne!«

»Bravo, bravo!« raabte Brandt. »Det er, Fanden gale mig, ypperligt gjort. Lad mig faae en Afskrift deraf ved Leilighed.«

»Es ist eine alte Geschichte, doch bleibt sie immer neu,« brummede Boldt fra Sophaen. »Giv mig den Kladde, Henry, mens Du har den! Ellers gaaer den Fanden ivold som alt det Øvrige, Du skriver. Det bliver dog til Slutningen From og mig, som komme til at udgive Dine samlede Opera.«

»Hvad Fanden! Skriver Henry ogsaa Operaer?« raabte Brandt. »Saa bliver han snart ikke til at styre. Silence, Messieurs! Sir Henry har Ordet paany! Du passer ogsaa Din Præsidentforretning som en Dromedar, Boldt!«

»Aa, Fanden ivold med at præsidere, naar man kun er Fire,« svarede Boldt. »Snak væk, Henry!«

Henry kastede et overlegent Blik hen over Forsamlingen, rakte Kladden til Boldt og begyndte derpaa sin Tale med følgende Ord:

»Venner, Bekjendte og Stalbrødre! Undskyld, at jeg strax fra første Færd, saaledes deler Eder i tre Categorier; men Skjæbnen har nu engang føiet det saa, at jeg maa kalde From en Ven, Boldt en Bekjendt - og Brandt, med Hensyn til det Locale, hvori vi befinde os, en Staldeller maaskee rettere en Overstaldbroder -«

»Bravo, Bravo!« brølede Brandt.

»Tys!« sagde Henry med et underligt Smiil. »I maa ikke afbryde min Tale med Eders Bifaldsraab; thi jeg føler, at Aanden er over mig, og fornemmer Gudindens Vingeslag i det Fjerne, Vingeslagene af Nemesis, Nattens hævnende Datter med det rullende Hjul. Dog, I skulle ikke frygte; thi det malmtunge Hjul vil ikke rulle hen over Nogen af Eder. - Siig mig, hvad er det, vi leve for? Er det for at vinde Ære og Berømmelse, for at blive Riddere af Elephanten og begraves med Sangklokkerne? - Mange gjøre det; jeg kalder dem Daarer. - Er det for at æde og drikke, for at have bløde Chaiselonguer, hvor man gladeligt kan slumre sin Alderdom hen, er det derfor, vi leve? - Mange gjøre det; men »Lidet haver Den levet, som regner det efter Det, han haver ædet«. - Eller er det for at tage tilægte, avle Børn og forplante den ulykkelige Slægt, at vi leve? Desværre, Mange gjøre det; jeg kalder disse trofaste Sjæle de dummeste blandt de Dumme. Lad dem seile deres egen Sø, disse tre Vrængebilleder af Livet, og lad os vende os til Aandens Riddere, de ædelbaarne Forkæmpere for Ideen! Hvad leve de for? Det er let sagt - for Frihed! Men Ideens mægtige Stamme, der som en Eeg rækker sine af Kampen krumbøiede Arme op mod det himmelske Lys, har ligesom Egen utallige Blade, utallige spirende Kviste, hvori de ideelle Bestræbelser virke og røre sig. Dog, ligesom Egen kun har een Slags Blomst og en Frugt, saaledes have de ideelle Bestræbelser, trods deres Mangeartethed, kun eet Formaal. De samle de splittede Kræfter i Ideens Træ, indtil de endeligt, concentrerede og fortættede, bryde frem som Frihedens mægtige Blomst; thi for Frihed er det, Ideen kæmper, efter Frihed længes den i sine Lænker slavebundne Jord.

Ja, Frihed og Lighed var altid Løsenet i Menneskeslægtens Kampe. Efter dette Gjøglebillede stormede altid Masserne, naar de vare satte i Bevægelse. Men hvor findes denne Frihed og Lighed? Seer Eder omkring, mine Venner, og fortæl mig, hvor kunne I opdage den? Er det ikke Kamp, Undertrykkelse og Vold, der hersker trindtom paa Jorden? Er det ikke Ulighed i Alt, i Stand, i Vilkaar, ja i selve Naturen, som I træffe overalt? Hvorfor jage da Menneskenes Børn efter disse glimrende Sæbebobler, der briste i Vinden, længe før de naae dem? Hvorfor kæmpe de for det Uopnaaelige? Hvorfor gjøre de sig selv til Martyrer? Fordi - det er forfærdeligt at sige - fordi det Hele er een eneste, uhyre Misforstaaelse, en som Lynet blendende, som Tordenen dundrende Løgn. Hvori ligger da denne uhyre Misforstaaelse? Deri, at vi søge Friheden ovenpaa Jorden, istedetfor under den; Ligheden i Livet, istedetfor i Døden. Livet er et eneste, stort Gjøglebillede uden Sikkerhed, uden Hold. Døden en eneste, stor, dyb og stille Sandhed. Livet ophøier og fornedrer, spreder og adskiller; Døden gjør Alle lige, samler og forener. Hvad vi kæmpe for her paa Jorden, haabløst og uden Resultat: Frihed og Lighed, det giver Døden os frivilligt, uden Kamp, uden Møie. Som en trofast Ven rækker den os det imøde, naar vi ere traadte indenfor dens dunkle Porte. Kun den løser Problemet, og derfor er den vor sande Forløser.

Thi tømmer jeg da et Glas for Dig, Du tause Død, Du, det urolige Livs stille og alvorlige Behersker! Alt tidligt har Din skyomhyllede Moder sendt mig sine Børn, den lette Søvn, den strenge Nemesis og den altfortærende Kummer. Tag mig i Din Favn og bring mig stille til Din Moders Rige, hvor der aldrig høres en Lyd af Livets rullende Bølger! Lad mig hvile som et Barn ved hendes Bryst, og bred sagte hendes Klædebon, vævet af Forglemmelsens Mørke, henover mig! Skaan mig for den trøstesløse Alderdom! Jeg forlanger den ikke, og beder kun Parcerne, Dine Søstre, om rask at overskære min Livstraad - men lad dem skaane Brandt! Tag mig, hvis det fordres - men lad ham leve, thi han trænger dertil! Din Skaal, Brandt, og fremdeles et hæderligt Liv, til Du døer af Delirium!«

Med disse Ord tømte Henry sit Glas og satte det saa haardt mod Bordet, at Foden gik af. Brandt saae et Øieblik stift paa ham og spurgte saa:

»Hvad var det for noget Sludder? Der var jo ikke sund Fornuft i det Hele. Hvad mener Du med et hæderligt Liv? Du bliver da ikke pludselig kratzbørstig?«

»Jeg veed neppe selv, hvad jeg sagde,« svarede Henry. »Det kom saadan over mig. Meningen var, at Du ikke altfor snart maa reise ad Helvede til.«

»Plager Fanden Dig, Henry?« raabte Brandt. »Du seer jo ud, som Du vilde æde mig!«

»Til Orden!« raabte Boldt. »Husk paa, at I sidde i Overhuset, og at det altid er fælt at blive smidt ud over Altanen! Jeg mortificerer Ordene »Ad Helvede til«, saa at de ikke komme Brandt til Skade paa Ære, Navn eller gode Rygte, og idømmer Henry en Mulct til Fattigkassen af en ny Bolle Punsch, desformedelst at den forrige er tom.«

From, der havde siddet taus, og kun af og til ved en enkelt Bevægelse givet tilkjende, at han fulgte Samtalens Gang, reiste sig pludseligt, lagde Haanden paa Bollens Rand og sagde:

»Det er ikke værd, at vi drikke mere i Aften. Der er allerede drukket nok.«

»Nok!« udbrød Brandt med en skraldende Latter. »O, Du store Fromhedens Frederik, hvad tænker Du paa? Nok? Een Bolle til tre og et halvt Menneske? Saa kjender Du ikke Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Nok? - Ja det var det, Manden sagde, da han løb Spidsrod og havde faaet det første Smæk.«

Brandt ringede. Kort efter sendte den anden Bolle sine funklende Flammer iveiret, og Glassene blev fyldte paany.

»Inte spilde Guds Gaver!« sagde Brandt, idet han stødte sit Glas imod Henrys. »Kom det Eventyr ogsaa saadan over Dig? Det var forbandet godt lavet.«

»Ja, paa en Maade,« svarede Henry. »Jeg skrev det igaaraftes. Det er Frugterne af et Livs Erfaring.«

»Saa ere de noget bittre,« bemærkede From; »men det er heller ikke Din Mening.«

»Jo, Gu' er det saa!« raabte Henry med et trodsigt Udtryk i sit Ansigt. »Frihed fremfor Alt! Frihed til Alt! Frihed imod Enhver, men navnlig imod Damerne; det er nu blevet mit Valgsprog.«

From famlede uvilkaarligt ved sin Brystlomme, som om han søgte et Vaaben, og Brandt udbrød:

»Har Du ikke skrevet Noget, rare From? I pleiede jo gjerne at arbeide i Compagni, og naar Henry havde lagt et Æg, gik Du omkring og kaglede. Det var et høist rørende Forhold.«

»Jo,« svarede From med et paa een Gang ironisk og alvorligt Blik, »jeg har skrevet Noget til Morskab for Henry og Dig. Vil I høre det?«

»Hvad hedder det?« spurgte Henry.

»Janushovedet,« svarede From.

»Bravo!« raabte Brandt. »Det er ham, der var Gud for Portnere, ikke sandt? Det bliver umaadeligt gemytligt. Vil Du dunke mig i Ryggen, Boldt, dersom jeg skulde falde i Søvn underveis. Jeg er ikke meget for antiqvariske Afhandlinger.«

From svarede ikke paa disse Bemærkninger, men tog Manuscriptet frem og læste:

Janushovedet

Neppe havde Frederik endt Stanzens sidste Linie, før Henry reiste sig og gjorde en Bevægelse, som om han vilde omfavne ham. Hans Øine lyste, hans Kinder blussede. Det var, som om der pludseligt var kommet nyt Liv i hans før saa blege og slappede Træk. From gjorde en afværgende Bevægelse og sagde med lav Stemme: »Vent lidt, Henry! Vi mangle Reversen af Medaillen.«

»Ja, Død og Pine!« raabte Brandt. »Fortsættelsen følger vel i næste Nummer? Jeg vil haabe, den bliver noget gemytligere. Dette her var forbandet sentimentalt.«

»Ja, det hang noget i Luften,« brummede Boldt fra Sophaen. »Det gjør nu Poesien altid. Naar blot Digterne vilde holde sig til Livet, det rigtige, solide Leben, saa kom der Noget ud af det.«

»Ja, nu kommer vi til det solide Leben,« sagde From tørt, idet han greb det andet Hefte og læste:

Under Oplæsningen af dette Digt, som Brandt havde hørt med et spottende Smiil, Boldt derimod med halvaaben Mund og et underligt sløvt, forbauset Udtryk i Ansigtet, havde Henry staaet opreist ved Siden af From. Hans Ansigtsfarve var bleven blegere og blegere, hans Tænder mere og mere sammenbidte, og et Par Gange havde han gjort en Bevægelse, som vilde han rive Manuscriptet fra From og slynge det ud ad Vinduet. Da Oplæsningen var tilende, greb han From fast i Skulderen, tvang ham tilbage mod Stoleryggen, og løftede Haanden, som om han vilde slaae ham i Ansigtet. From lagde Armene overkors og saae ham med et alvorligt, roligt Blik lige ind i Øinene. Henry lod den opløftede Haand synke, stirrede om sig med et forvildet Blik, greb Hat og Ridepisk, der laae i Vinduesfordybningen, og styrtede uden at sige et Ord hen imod Døren. »Hvor Fanden vil Du hen?« raabte Brandt, der ved at sidde for Bordenden spærrede Veien for ham. »Det kan s'gu ikke hjælpe Dig, at Du nu bisser afsted med Boldts Hat og min Ridepisk.«

»Afveien!« raabte Henry med en Stemme, saa Glassene rystede paa Bordet.

»Er Du gal?« spurgte Brandt og tog Benene til sig. »Er det nu Noget at blive fornærmet over? Naar From skriver de Vers om paa Melodi af »Peter Skjøt«, saa kan det blive en pæn Vuggevise for Børn. Skade, at Du er saa gammel, Henry! Ellers kunde din Moder synge den for Dig.«

»Afveien, Skurk! Hjerteløse Hund! Eller jeg knuser Dit Hoved!« raabte Henry, idet han trængte ind paa ham.

Brandt foer op. Han var dødbleg og hans smaa, mørke Øine lynede, idet han sagde:

»De glemmer vist, Hr. Vernon, hvem De taler til; med mindre det er Deres behagelige Spøg Altsammen?«

»Afveien!« raabte Henry endnu engang, idet han hævede Ridepisken.

»Nei, Du bliver, Dreng, som Du er!« raabte Brandt, der ved Synet af Ridepisken glemte al Selvbeherskelse. »Jeg skal lære Dig, hvad det er at løbe af Gilde, efterat have fornærmet Mænd af Ære!«

»Af Ære?« fnyste Henry med en haanlig Latter. »Høre I det? Han taler om Ære - han, der ikke har et Gran deraf i Livet. Men I skulle være Vidner til, hvorledes jeg behandler ham.«

Neppe havde Henry udtalt disse Ord, før Ridepisken hvinede igjennem Luften og efterlod en blodrød Stribe i Brandts af Raseri fortrukne Ansigt. Han styrtede frem med et Skrig; men i samme Øieblik følte han sig grebet i Halsen af Henrys kraftige Haand, og inden han kunde tænke paa Forsvar, slyngedes han ud ad den aabnede Dør og forsvandt med et Brag under Bordet i det næste Værelse.

Der blev dødsstille. Henry stod midt paa Gulvet med Ridepisken i Haanden, gispende efter Luft.

Lidt efter aabnedes Døren, og en fremmed Herre, iført Captainsuniform, traadte ind.

»Deres Navn er Henry Vernon?« sagde han.

Henry bukkede bejaende, men svarede ikke.

»Lieutenant Brandt af Hans Majestæts Armee, som De groveligt har fornærmet, har bedet mig om at overrække Dem dette Kort,« vedblev Captainen.

»Meget vel,« svarede Henry. »Vil De lægge det der!«

Captainen saae studsende paa ham og spurgte: »Jeg haaber, at De forstaaer Betydningen af denne Handling?«

»Jo, Hr. Captain,« svarede Henry, der nu havde gjenvundet noget af sin Fatning, »og jeg haaber, at De forstaaer Betydningen af min. Jeg beder Dem lægge Kortet der paa Bordet, fordi jeg ikke gider røre ved, hvad der har været i hans infame Haand. Jeg skyder ham ned som en Hund, naar vi mødes. Vil De meddele ham det, Hr. Captain!«

»Henry!« raabte From, da Døren lukkede sig. »Du vil da ikke - -« »Jo,« raabte Henry og greb sin Hat, »saa sandt der er en Gud i Himlen!«

Skjæret af de sidste Cerino'er belyste med deres hendøende Flammer den lille Gruppe af Skandinaver, som med spændt Opmærksomhed havde fulgt Oplæsningen. Den gamle Kunstner greb et nyt Bundt, tændte det og skød det hen til mig, idet han sagde: »Skynd Dem. Lad os faae Enden paa Historien!«

»Desværre,« svarede jeg, »Manuscriptet slipper her. Forfatteren har kun sendt mig det, for at høre min Mening om Det, som han allerede har gjort færdigt.«

»Hvad bliver det da til med denne Henry Vernon?« spurgte den gamle Kunstner. »Bærer den ideelle Stræben ham oppe, eller kaster han sig paany ud i den Strøm, hvorfra han var paa Vei til at bjerge sig? Skyder han Brandt, eller dræber Brandt ham? - Alt dette var dog rart at faae besvaret.«

»Deri har De fuldkommen Ret,« svarede jeg, »men Løsningen tilhører Digteren, og før han kommer, faaer De vel neppe Noget at vide. Jeg selv veed ikke engang, om denne Henry Vernon er en historisk Person eller ikke, og endnu mindre hvor meget af Begivenhederne der tilhører Virkeligheden, og hvor meget Manuscriptets Forfatter. Da jeg traf Holmgreen i Norditalien, havde han ikke været hjemme i flere Aar, og andre Arbeider havde afholdt ham fra at gjøre dette Livsbillede færdigt. Imidlertid venter jeg ham til Rom endnu i denne Maaned, og De vil da kunne faae Deres Nysgjerrighed tilfredsstillet.«

»Ja, jeg negter ikke, at jeg længes efter ham,« sagde den Gamle. »Der var flere Ting i denne Henry Vernons Historie, som jeg nok gad tale med ham om. Den er ikke digtet, den er oplevet, det er jeg vis paa.«

»Meget muligt,« svarede jeg. »Det er undertiden ogsaa faldet mig ind; men naar man ret seer efter, gives der vel neppe i et Digterværk nogen Charakteer, der ikke har Virkeligheden til Baggrund, lige saa lidt som den nøgne Virkelighed nogensinde er ganske blottet for Poesi.«

»De har Ret,« svarede den Gamle. »Det er et nyt Beviis for, at det ikke er Æmnet, men Behandlingen, som skaber Kunstneren; thi vi ere jo ogsaa Digtere paa vor Maade. - Det er dog underligt, hvor Begivenhederne ofte gjentage sig eensartede for de forskjellige Individer, og dog opfattes ueensartede af disse. Jeg kan ikke faae denne Henry Vernon ud af Hovedet, eller rettere, jeg kan ikke faae de Begivenheder bort, som vare betegnende for hans Liv. Det kommer maaskee af, at ogsaa jeg engang har gjennemlevet noget Lignende, dengang jeg stod paa Overgangen. Derfor er det, at jeg interesserer mig for Helten.«

Ligesom jeg vilde svare, saae vi en høi, rank Skikkelse bevæge sig fra Porta del Popolo henimod Obelisken, og Berthelsen udbrød:

»Der har vi, ta' mig Fa'n, Manden fra Campagnen! Jeg var ganske angst for, at han ikke skulde komme, siden de lukkede Porten; men det lader til, at han har godt Bekjendtskab til Gensdarmerne og den lille Portlaage.«

Den Gamle gik tilligemed Berthelsen Sendebudet imøde. Jeg saae mig om efter Aabye, men til min store Forbauselse var hans lille, trivelige Skikkelse forsvunden, og han selv var i dette critiske Øieblik ikke til at see. Medens jeg speidede efter ham og søgte at gjennemtrænge det Mørke, der hvilede over Corso, følte jeg et let Slag paa min Skulder og hørte en Stemme, der hviskede mig i Øret:

»Her er Ugler i Mosen! Jeg er bange for, at vi har tabt vort Spil.«

Jeg vendte mig om. Det var den Gamle, i hvis Ansigt jeg for første Gang læste en dyb og uforstilt Bekymring.

»Hvad er der iveien?« raabte jeg. »Der er da ingen Ulykke skeet? Hvorfor kommer Aabye ikke med Pengene?«

»Endnu er der Intet skeet,« svarede den Gamle, idet han tog sin Hat af og tørrede Sveden af Panden; »men jeg frygter for, at der nu let kan hænde en alvorlig Ulykke. Gid Fanden havde Berthelsen og det dumme Væddemaal! Aabye gik midt under Deres Fortælling, fordi han havde glemt sin Tegnebog hjemme, og nu kan han spare sig at komme igjen.«

»Hvad er der? Han er dog ikke myrdet?« hørte jeg Aabyes velbekjendte Stemme udbryde ved Siden af os. »Jeg kommer vel ikke for seent med Løsepengene?«

»Har De ti tusinde Scudi hos Dem?« spurgte den Gamle med et alvorligt Blik.

»Ti tusinde!« raabte Aabye. »Troer De, at jeg gaaer med saadanne Capitaler hos mig? Løsesummen lød jo paa to hundrede, og dem har jeg her i Tegnebogen. Jeg glemte den ved at skifte Frakke.«

»Kan De da skaffe ti tusinde til imorgen Aften ved denne Tid?« spurgte den Gamle.

»Nei, Gu' minsæl om jeg kan!« svarede Aabye lidt heftigt. »Staa nu ikke der, og hold mig for Nar! Lad mig snarest muligt komme til at tale med denne Banditslyngel og levere ham Pengene, for at vi kunne faae Ende paa det.«

»Faae Ende paa det!« gjentog den gamle Kunstner. »Ja desværre, det kunne vi maaskee altfor snart. Veed De, at Løsesummen er forhøiet til ti tusinde Scudi, som De kan see af dette nye Manifest fra Schiavone?«

Det gav et Sæt i Aabye. Han blev ganske bleg, medens han gjennemlæste Papiret, og udbrød tilsidst:

»Det er umuligt! En saadan Sum kan jeg ikke skaffe tilveie.«

»Ikke engang,« spurgte den Gamle, »dersom De gjennem Consulatet kunde reise et Laan hos Torlonia?«

»Nei,« svarede Aabye fortvivlet. »Ikke om vi saa solgte Alt, hvad vi eie, baade her og hjemme.«

»Og Deres Ven har ikke nogen rig Paarørende, ikke nogen velvillig Ven, der kan forstrække ham med denne Sum? I saa Fald kunne vi telegraphere endnu iaften.«

Aabye lod Hovedet synke med dyb Bedrøvelse i alle sine Træk og svarede sagte:

»Verner staaer ganske ene i Verden. Han har kun sin Videnskab at leve af, og de Mænd, som han har valgt til sine Venner, ere ikke saa formuende, at de til den Hjælp, som de alt have ydet ham, kunne føie en saa betydelig Sum. Desværre, det er umuligt.«

Den Gamle trak paa Skulderen uden at sige et Ord; men der var i denne Gestus noget saa Betegnende, noget saa ægte Romersk, at baade Aabye og jeg følte den dybere end den bedst førte Argumentation. Det var et Menneskeliv, der her stod paa Spil. Det var en Vens Liv, hvorpaa Prisen var heftet. O, hvor dybt følte jeg ikke i dette Øieblik Guldets Almagt og det Sørgelige i dets ulige Fordeling! Med min bedste Villie kunde jeg ikke skaffe Aabye en Tiendedeel af denne Sum.

Det var med sørgelige Tanker, at vi den Aften maatte forlade vor gamle Obelisk for at begive os til vort Hjem. Verners Tilfangetagelse, der i Begyndelsen næsten var bleven betragtet og behandlet som en Spøg, traadte nu frem med al den Alvor, som en slig Begivenhed har under romerske Forhold. Forgjeves gjettede vi paa Grundene til en saa pludselig og urimelig Forhøielse, forgjeves bestræbte vi os for at faae Budet til at modtage en saadan Sum, som vore smaa Midler kunde bringe tilveie, forgjeves anstrengte vi al vor Opfindelsesevne for at finde en eller anden rimelig Løsning paa den Opgave, der saa ubarmhjertigt var bleven stillet os. - Bestandigt tørnede vi tilbage fra den jernkolde Muur, som Guldet nu engang har opreist her i Verden, og som kun vil forsvinde med det selv. Var Verner blevet taget tilfange fjorten Dage før, havde man maaskee kunnet ordne Alt ved Hjælp af et Par rige, danske Privatmænd, som dengang opholdt sig i Rom. Nu derimod var der ingen Sandsynlighed for, med et saa kort Varsel, at kunne tilveiebringe en saa betydelig Sum. Vort hele Haab stod til at vi ved diplomatiske Kunststykker kunde forhale den afgjørende Katastrophe nogle faa Dage, i hvilke der da maaskee kunde indtræffe et eller andet Uventet, som kunde bringe os Hjælp. - Det var den danske Politik, vi vilde forsøge.