Den Sommer, jeg nu tilbragte i de maleriske Albanerbjerge, snart i Ariccia, snart i Genzano eller det stille Nemi - thi disse Byer ligge tæt ved hverandre - hører til de skjønneste Minder i mit Liv, som jeg ikke kan tænke tilbage paa uden med en vis smertelig Længsel, som om Hjemveen imod sin Natur kunde kalde og lokke til fremmede Kyster. Var det disse forunderligt stille og dybe Indsøer, kransede som hos os af Rør og Elle, der lokkede beslægtede Minder frem i mit Bryst? Var det Aabyes jævne Lune og gode Humeur, var det Verners sværmeriske Sange eller den Gamles godmodige, sarcastiske Væsen, der bevirkede, at disse Dage staae for mig, som om de vare levede i Hjemmet selv? Eller var det de Begivenheder, som indtraf derude, de Eventyr og Hændelser, jeg endnu, som en sanddru Historieskriver, har at berette? - Jeg veed det ikke, og bryder mig ikke heller om at vide det; jeg veed kun, at det var en mageløs Sommer.

Høit oppe, hvor de brune, forvittrede Tufklipper, beklædte med deres fine, mangefarvede Lav og det for Vinden som Lokker bølgende Venushaar, speile sig i den lille, maleriske Nemisø, der nu ligger saa fredeligt, at kun Naturforskeren i den seer det udslukkede og vandfyldte Krater, havde vor gamle Fører leiet en Bolig, som for mig var bedre end hvilketsomhelst Kongeslot i Verden. Fra mine Vinduer havde jeg, saasnart Morgensolen brød frem, en Udsigt, liig den, som Ørnen maa have, naar den har bygget sin Rede paa Fjeldets høieste Tinde. Fra det flade Tag overskuede jeg paa den ene Side Søen og Skovene ved Nemi, paa den anden Ariccia og Albano. Længere ude havde jeg den vidtstrakte, af Valmuer rødmende Campagne. Bag denne glimtede i Horizonten det blinkende Middelhav, og under mine Fødder laae det fredelige Genzano, endnu indhyllet i Morgenens Taage, endnu begravet i Søvnens Arme, med Undtagelse af en eller anden Hyrde, der fløitende drog ud for at tage fat paa sit tidlige Dagværk.

Det var netop saadan en klar, dugfrisk Morgen, at jeg ad den lille Hønsestige var kravlet op til Husets Loggia, hvis Tag en enkelt Viinranke, der, som et Ankertoug, snoede sig op fra den mørke Gaard, forsynede med Kjølighed og Skygge. Jeg havde netop faaet min Cigar tændt og sad i taus Beundring af den deilige Morgenstund, da jeg hørte Aabye pustende og stønnende arbeide sig op ad den snevre Trappe for pludseligt at dukke op gjennem Loggiens Gulv som en Aand fra Underverdenen. Dette kunde nu synes i og for sig ikke at være videre mærkværdigt; men for mig, der under mit Ophold havde havt rig Leilighed til at studere min Contubernals Vaner og Tilbøieligheder, var det et Phænomen, en Begivenhed, der fik mig til at tabe Cigaren og fuld af Forbauselse stirre paa den anden opgaaende Sol.

»Død og Pine, hvor her er smukt!« udbrød Aabye efterat have tørret sit runde, godmodige Ansigt med sit Lommetørklæde. »Det er en ganske eiendommelig Belysning, hvori Alt ligger. Saaledes har jeg aldrig seet Egnen før.«

»»Tidlig Morgenstund ved Genzano. Solopgang; Hyrderne drive deres Faar til Campagnen.« Saaledes vilde der staae i Cataloget, dersom vi vare i April Maaned og saae det paa Charlottenborg. Jeg har en Anelse om, Høistærede, at De kun kjender Morgenbelysning sammesteds fra. De synes ikke at hylde Principet: »Morgenstund har Guld i Mund.««

»Jo,« svarede Aabye leende, »jeg hylder det i Principet, men ikke i Praxis. Der har den Bly i Enden, og det er altid det, der forhindrer mig i at komme op.«

»Hvilke Tegn og underlige Gjerninger er der da skeet idag,« spurgte jeg, »siden jeg faaer et saa uventet og smigrende Besøg i min stille Loggia?«

»Tillader De?« spurgte Aabye, idet han tog Sæde paa en af Straastolene og laante min Cigar for at tænde. »Tak! Seer De, der er hændet noget ganske Mærkværdigt, Noget, der staaer i Forbindelse med hele den lange Historie om Sarkophagen, som jeg, oprigtigt talt, troede var Løgn fra Ende til anden.«

»Nu, og det er?«

»Ja, tænk Dem blot,« sagde Aabye. »Ham, Fyrsten, - hvad Fanden var det nu han hed - Pasini eller Paganini - nok er det, han er myrdet allerede for tre Uger siden.«

»Myrdet! Hvoraf veed De det? Hvem har fortalt det?«

»Ja, hør nu blot,« sagde Aabye og rykkede sin Stol nærmere hen til mig. »De husker jo nok den Formiddag, da vi vare sammen i Osteriet ved Ponte Molle? Den Dag, da hele den Historie skete med Bøflerne, som ikke kunde trække Marmorblokken? Husker De, at denne Fyrste - saa for Pokker, nu kan jeg igjen ikke huske, hvad han hedder - husker De ikke, at han allernaadigst behagede at piske en Hyrde, som laae bagbunden paa Veien?«

»Jovist,« svarede jeg; »men hvad kommer det Sagen ved?«

»Jo, i allerhøieste Grad,« raabte Aabye; »thi Fyren, som blev transporteret til S. Michele, er kommen løs igjen og har myrdet Fyrsten i hans egen Reisevogn, ikke en halv Miil udenfor Roms Porte, paa Via Appia Nuova, udenfor Trattoria Tavolata, hvor han holdt for at skifte Forspand. Nitten Dolkestød! Hvad siger De dertil? Det er forsvarligt Arbeide.«

»Og Hyrden, hvad blev der da af ham?« spurgte jeg.

»Han stak af, naturligviis,« udraabte Aabye. »Det gjør de jo altid i dette forbandede Land, hvor der hverken er Lov eller Ret. Nitten Dolkestik, og deraf syv i Halsen. Jeg forstaaer ikke, hvorledes han har faaet Tid til at støde saamange Gange, saa lidt som jeg seer nogen Grund dertil.«

»Jeg har seet en Englænder, som blev myrdet en Vinteraften inde i Rom i Vicolo del S. Giuseppe; han havde faaet sex og tredive. Det er ene for Sikkerheds Skyld, at de give saamange.«

»Fy for Fanden!« sagde Aabye med en Grimace. »Det maa være ækelt at være Læge i Rom; det sagde jeg ogsaa til Leon de Ville, som lige i dette Øieblik bragte os Efterretningen. Det er første Gang, at vi seer ham herude, skjøndt det nu er over sex Uger siden, at vi traf Aftale med ham. Husker De den Aften paa Piazza del Popolo? Var Leon de Ville ikke saa nobel en Charakteer, kunde man fristes til at troe, at han havde underkjøbt Banditten.«

»Det behøves ikke,« svarede jeg. »Selv den simpleste Romer glemmer ikke at hævne en Fornærmelse, navnlig naar den er saa grov og modtaget i saamange Menneskers Paasyn. Nu er Fyrstinde Pisani altsaa fri. Jeg negter ikke, at jeg nok havde Lyst til at lære hende nærmere at kjende; efter hvad Leon de Ville fortalte, maa hun være en mærkelig Charakteer. Nu kan jeg forstaae, at vi aldeles Intet have seet til ham i al den Tid, vi have ligget herude.«

»Leon de Ville har ikke opfyldt sit Løfte om at indføre os paa Villaen i nogen synderlig Grad,« bemærkede Aabye, idet han slog Asken af sin Cigar. »Jeg maa, oprigtigt talt, tilstaae, at jeg heller ikke beklager mig derover. Det romerske Selskabsliv er ligesom deres Haver; Alt er snirklet, opstillet og lavet. Jeg har rigtignok kun een Gang prøvet en saadan Aften i Rom; men Gud fri og bevare mig for at opleve den paa ny. Vi fik hverken Vaadt eller Tørt, men levede den hele Aften af italiensk Passiar og ussel Musik. Saa priser jeg dog vore danske Aftener, skjøndt de sommetider ogsaa kunne være drøie nok.«

»Men hvem indestaaer Dem for,« spurgte jeg, »at Fyrstinde Pisani virkeligt er Italienerinde? Efter hvad Leon de Ville fortalte om hende og den unge Pige, maa hun enten være fra Holland eller Danmark, og maaskee snarest det sidste.«

»Ja, det kan gjerne være,« sagde Aabye ligegyldigt; »men jeg betakker mig alligevel for disse italieniserede Danske, navnlig naar de bære Fyrstetitel. Alene dette Ord Principessa faaer jeg bestandigt galt i Halsen, hver Gang jeg skal udtale det - og de bruge det jo ved hvert andet Ord.«

»De kan godt spare Dem den Uleilighed,« svarede jeg. »Titlen har jo Intet at betyde. Den betegner neppe saa meget som Baronesse hos os. Desuden er jeg vis paa, at hun aldeles ikke bryder sig om denne Titel. Hun er for fri en Aand til at ville bekymre sig om en paahængt Etiquette, der langt snarere forringer hendes Værd end fremhæver den. Hun er en af disse stille, dybe Charakterer, der, ligesom Søen her, villigt modtager alle Skjønhedens Indtryk, og straaler dem tilbage med Undtagelse af dem, som den gjemmer i sit Dyb. Hun er - -«

»Hillemænd!« afbrød Aabye mig, »hvor De tager paa Veie! Man skulde næsten troe, at De havde isinde at sætte Dem paa den ledige Throne, og at De blot ønskede at komme til Villaen for at faae Leilighed til at anlægge de første Løbegrave. De omtaler hende jo med en Varme og en Interesse og maler Phantasiebilleder, som havde De længe kun havt hende i Deres Tanker. Tag Dem iagt! Den italienske Luft er farlig.«

»Maaskee,« svarede jeg, »men ikke for mig; derimod vistnok for Deres Ven, Henrik Verner. Har De ikke lagt Mærke til, at han er meget forandret, siden vi kom herud? Har De ikke tidt, ligesom jeg, følt, at han er urolig, adspredt, higende snart efter Et, snart efter et Andet, kort sagt - at han er en ganske Anden end den muntre, glade Ungersvend, han var i Rom?«

Aabye saae alvorlig paa mig og sagde: »Det kan De ikke regne efter. De kjender ikke Verner saa godt som jeg. Han har nu saadan ganske sin egen Maade at tage Verden og Tingene paa. Hvad vi andre gaae og gnave over, snart paa een Tid af Dagen, snart paa en anden, det samler han til en Hovedsum og har da »de mørke Dage«, som han kalder dem. Maaskee har han havt nogle af disse herude, skjøndt jeg har ikke mærket det.«

»Nei, og hvorfor ikke?« spurgte jeg. »Fordi De har slentret om med den Gamle, snart i Skovene, snart i Campagnen, og ladet mig passe mine Skriverier, og Verner sig selv. Se, derfor har De ikke mærket Noget.«

»Og hvad har De da mærket?« spurgte Aabye lidt urolig. »Der er da Intet iveien med Henrik; han er da ikke syg?«

»Jo«, svarede jeg, »men hjertesyg, saavidt jeg kan mærke. Det er, som om der tyngede Noget paa hans Sind, han ikke kunde blive fri for. Forleden Aften kom det til et Sammenstød mellem ham og mig, som jeg ikke kan forklare, og som fra min Side var ganske ufrivilligt.«

»Saa,« spurgte Aabye opmærksomt, »hvad var da det? Fortæl mig det, jeg beder Dem. De veed, hvormegen Priis jeg sætter paa Henrik, og jeg frygter for, at der maaskee igjen er nogle af de gamle Historier iveien.«

»Oprigtigt talt,« svarede jeg, »forstaaer jeg mig ikke ret paa Verner. Det forekommer mig, at der ligesom hviler et Tryk paa ham, som om der havde været en Begivenhed i hans tidligere Liv, der endnu kastede en mørk Skygge ind i hans Sjæl. Trods al hans Freidighed er han dog tidt sørgmodig, ja næsten indesluttet, og den lille Begivenhed, der hændte iforgaars tyder, trods sin Ubetydelighed, paa, at han gaaer med et Saar, der endnu ikke er fuldstændigt lægt.«

»Hvad var det da?« spurgte Aabye ivrigt.

»Aa, igrunden den ubetydeligste Sag af Verden. De veed, at jeg i Rom strax sluttede mig stærkt baade til Verner og Dem, og at vort Forhold snart antog en fortrolig Charakteer. Jeg har aldrig benyttet dette til at trænge mig ind i nogen af hans Hemmeligheder, men stedse behandlet ham paa den samme frie og utvungne Maade, hvorpaa han optraadte mod mig. De vil derfor kunne dømme om min Forbauselse, da jeg iforgaars Aftes fik et Svar af ham, der kom ligesom et Lyn fra en skyfri Himmel. Jeg vandrede langs ad den lille Sti ved Albanersøen og saae ham komme noget foran mig ad den Klippevei, der fører ned fra Villa Pisani. Jeg indhentede ham og spurgte, hvor han agtede sig hen.«

»Ud i Skoven,« svarede han kort og uden at see paa mig.

»Det træffer sig heldigt,« vedblev jeg, »saa kunne vi følges ad.«

Han vendte sig om og svarede med et Udtryk, som om jeg havde været den meest paatrængende Tigger: »Gaa De Deres egne Veie! Jeg følges ikke med Nogen!« Medens jeg endnu stod ganske forbauset over dette Svar, som jeg saalidet havde ventet, var han forsvunden bag en Ombøining af Klippestien, og jeg lod ham da vandre alene.«

»Hm,« sagde Aabye, »saa galt har det dog aldrig været. Han maa have havt en Strid med En eller Anden, maaskee med den unge, franske Officeer, med Leon de Ville.«

»Det er neppe rimeligt,« svarede jeg. »I al den Tid, vi have været herude, har Leon de Ville kun enkelte Gange været paa Villaen, paa Grund af Maneuvren i Roms Omegn.«

»Ja, først idag,« svarede Aabye, »har han faaet en længere Permission til at blive herude i nogen Tid, inden han tager sin endelige Afsked for at gaae til Normandiet med sin Forlovede. Det fortalte han mig for lidt siden, da han holdt herudenfor. Desuden er der jo aldeles ingen Grund for Verner til at komme i noget fjendtligt Forhold til en Mand, som han selv har udrevet fra Døden, og som altid har behandlet ham med den meest udsøgte Artighed, for ikke at sige Galanteri.«

»Han har dog ikke opfyldt sit Løfte om at skaffe os Invitation til Villaen,« bemærkede jeg.

»Kjære Ven!« raabte Aabye leende. »Husk paa, at Leon de Ville er forlovet, hvilket vil sige det Samme, som at han er bleven distrait; at han er bleven forlovet med en meget smuk og munter Pige, hvilket er det samme, som at blive jaloux. Det kan hverken Verner eller De regne ham til Last.«

»Har De da slet ikke lagt Mærke til,« spurgte jeg, »at den betydelige Forandring, der er foregaaet med Verner, daterer sig fra den Aften, da Leon de Ville paa Piazza del Popolo fortalte sit uhyggelige Eventyr? Lagde De ikke Mærke til, at han under denne lille Fortælling sad ligesom i en feberagtig Spænding, at han snart blev rød, snart bleg og havde stor Møie med at tvinge sig saameget, at han kunde sige Leon de Ville de faa Ord efter Fortællingen? Husker De ikke, at han den Aften pludseligt forlod os i Palombella under et løst Paaskud, og lod os alene med den unge Franskmand? Husker De endvidere, at han om Aftenen var som rasende efter at komme til Albano og neppe vilde unde vor gamle Fører de to Dage til at arrangere sig i, medens han tidligere aldeles ingen Lyst havde havt til at besøge Albanerbjergene, men derimod med Djævels Vold og Magt vilde ud i Sabinerne? Læg nu hertil, at han i Reglen er tre Timer oppe om Morgenen, før Nogen af os, at han strax efter at have taget sin Frokost styrter afsted ud i Skoven eller i Bjergene, at han er umeddeelsom, mørk og indesluttet, eller pludseligt knalder løs med en Explosion som en Vulcan - saa vil De dog vistnok give mig Ret i, at han er forandret, at Noget maa være Aarsag til denne Forandring, og at denne Aarsag, saavidt jeg kan skjønne, er feminini generis, eller - hvilket igjen er det Samme - at han har faaet Friersko med i Kufferten, da han reiste fra Danmark.«

»Hvor vil De hen!« raabte Aabye leende. »Her er jo, Gud hjælpe mig, ikke saameget at frie til, som en Maren Amme; han besøger jo ikke en eneste af de fremmede Familier, som boe herude i Sommer, og han er da ikke saa gal, at han vil give Englænderens Rolle i »Tonietta.«

»Ja, hvem veed?« spurgte jeg smilende. »Vel er Albano ikke saa rig paa Skjønheder, som den i Almindelighed har Ord for; men der findes dog adskillige kjønne Evadøttre herude, og Verner -«

»Nei, nei!« raabte Aabye. »Nu gaaer De ogsaa altfor vidt i Deres sindrige Combinationer og bygger Deres Slutningers Pyramide op til en saadan Høide, at jeg næsten svimler derved. - Nei, desværre,« vedblev han med en alvorlig Mine, »der er ganske andre Ting iveien, og - De maa ikke tage det ilde op - De er aldeles paa Vildspor. Kjendte De Verner saa godt, som jeg, vilde De neppe tage Sagen saa let, som De gjør. Han har langt dybere Vand at svømme i, end De maaskee aner, og lokkes ikke af den første den bedste Sølvfisk, der glimrer i Overfladen.«

»De har vist ikke glemt,« sagde jeg, »hiin sørgelige Aften paa Piazza del Popolo, da vi Alle vare forsamlede og neppe ventede at see ham mere. Kan De huske, at De den Aften lovede at fortælle mig Noget om hans tidligere Liv. De udtalte Dem paa en Maade, som gav mig Interesse, for den unge Mand, en Interesse, som ikke har tabt sig derved, at jeg senere har lært ham personlig at kjende.«

Aabye betragtede mig med et opmærksomt Blik, som om han først vilde udforske, hvad jeg egentligt førte i mit Skjold, og svarede derpaa:

»Siig mig, er dette Spøg eller Alvor?«

»Hvor kan De spørge saaledes!« udbrød jeg forundret.

»Undskyld mig,« sagde Aabye alvorlig. »Det forekommer mig, at vi to ikke ganske have Rede paa hinanden, hvad dette Punkt angaaer, og jeg maa til Gjengjæld gjøre Dem et andet Spørgsmaal. Husker De, at De en Aften oplæste et Manuscript, som skulde være forfattet af Een, som De kaldte Holmgreen? Husker De endvidere, at jeg den Aften tilfældigt var fraværende, og at De senere paa min Anmodning laante mig Manuscriptet til Gjennemlæsning? Er det nu Holmgreen, der har forfattet dette Manuscript, eller er det Dem?«

»Ingen af os,« svarede jeg. »Jeg var nødt til at holde Forfatterens Navn skjult og greb derfor i Flæng det første det bedste Navn, som faldt mig ind.«

»Vil De da,« spurgte Aabye, »tilstaae Forfatterens Navn, dersom jeg gjetter det rigtigt første Gang, saa skal jeg til Gjengjæld fortælle Dem Noget mere?«

Jeg nikkede bejaende. Aabye lagde sig tilbage i Stolen, pustede med stor Værdighed en tyk Røgsky fra sig og sagde ikke uden en vis Emphasis:

»Den, der har skrevet Henry Vernons Historie, hedder Frederik From, saa sandt som jeg hedder Poul Aabye.«

»Hvorledes veed De det?« spurgte jeg overrasket.

»Paa den simpleste Maade af Verden,« svarede Aabye. »Forfatteren har, maaskee af Magelighedshensyn, maaskee fordi han ikke havde isinde at lade Manuscriptet trykke, ikke engang forandret sit eget Navn, medens han dog har maskeret de Andres, og jeg har derfor kjendt to af Personerne i dette Drama saa godt, at Gjetningen aldrig kunde falde mig vanskelig. Nu spørger jeg Dem, hvormange og hvilke har De kjendt?«

»Ikke en Eneste,« svarede jeg, »alene med Undtagelse af Frederik From. Jeg veed vel, at han i tidligere Aar levede meget med den Person, som han har skildret under Navn af Henry Vernon; men netop paa den Tid gjorde jeg min første Udenlandsreise, og ved min Hjemkomst stod From i Begreb med at forlade Danmark paa længere Tid. Uagtet vi ere Skolekammerater og levede den første Studentertid meget cordialt sammen, har jeg dog ikke seet ham i de sidste Aar, og det Manuscript, som han tilsendte mig, berører Begivenheder, der netop ligge i hiin Periode.«

»Ja,« svarede Aabye, »og Begivenheder, der ikke maae trykkes, uden at en vis Person giver sit Minde dertil.«

»Brandt?« spurgte jeg tvivlende.

»Nei,« svarede Aabye, »han er død for flere Aar siden og har desuden sat sig selv saa offentligt et Minde, at det ikke kan skjules. Nei, jeg tænker paa Hovedpersonen, paa Henry Vernon.«

»Det er da ikke Henrik Verner!« raabte jeg, idet jeg sprang op. »Det er da vel ikke hans virkelige Liv, som Frederik From har skildret?«

»Ja og nei,« svarede Aabye, »ganske som De vil tage det. Ingen Digter griber sine Charakterer lige ud af Luften, og Motiverne i ethvert digterisk Arbeide have altid en skjult Traad, der er slynget om Virkeligheden som Vindsel. Vi kunne jo tænke os, at Verner virkeligt har lidt og kjæmpet saaledes, som From har skildret. Vi kunne jo antage, at han virkeligt har været et Bytte for disse sjælelige Kampe, for disse Skjæbnens Omskiftelser, og jeg vil da spørge Dem, om det er saa forunderligt, hvis der i hans Sjæl er bleven en sort Plet tilbage, der, hvor lille den end er, dog er stor nok til at formørke hans Liv, selv naar Lykkens Sol skinner allerklarest.«

»De har altsaa ikke kjendt Verner i den Periode, som From har skildret?« spurgte jeg.

»Nei,« sagde Aabye og rystede sørgmodig paa Hovedet, »jeg traf ham, da de onde Dage kom. Har From seet ham i hans lyse Periode, saa har jeg kjendt ham i hans mørke, og der kunde godt skrives en ny Roman derom, dersom jeg havde de samme Evner som From, og dersom Tiden ikke holdt mere af de lyse Billeder end de mørke. Maaskee er det Froms Hensigt at gjøre dette. Manuscriptet er jo ufuldendt, og hvad jeg har seet, kunde godt tjene som Pendant til den lyse Side af Maleriet. Dog troer jeg neppe, at Verner vilde tillade det; thi den Kamp, som han har stridt igjennem, den Nød, de Lidelser og de Savn, som han har taalt, holde vistnok kun meget Faa af at læse, og han mindst af Alle af at see paa Papiret.«

»Hvorledes gjorde De Verners Bekjendtskab?« spurgte jeg frittende. »Fortæl mig Noget derom. Nu er det Dem, som skal indfrie Deres Løfte.«

Aabye vilde svare, da vi i det Samme hørte Trappen, som førte op til Loggien, knage under tunge Trin, der havde tilfølge, at først en graae, spidspullet Filtehat viste sig i Aabningen; derpaa fulgte et Par godmodige, joviale Øine, et smilende Ansigt og et mægtigt, staalgraat Skjæg, indtil den Gamle i hele sin imponerende Skikkelse stod for os med en lille Billet i Haanden.

»Det er en rar Hønserede, De har faaet lavet sammen heroppe,« sagde han pustende. »Her løber jeg hele Huset omkring for at meddele den nyeste Nyhed, og saa sidde de unge Hanekyllinger heroppe, uden at give et eneste Gal fra sig ved Solopgang. Hvor er Verner?«

»Ude!« svarede Aabye, medens jeg greb Papiret, som den Gamle havde lagt paa Loggiens Rand, og som Morgenvinden truede med at bortføre.

»Holdt, stop!« raabte den Gamle og snappede Papiret fra mig. »Er det en Maade at behandle et høiadeligt Invitationskort paa? De aner vist neppe, at det er en virkelig Prindsesse, der har forfattet denne Øiensfordærvelse, som jeg holder i Haanden.«

»En Invitation!« raabte jeg. »Tænkte jeg ikke nok, at Leon de Ville fik sat sin Plan igjennem? Det bliver morsomt.«

»Ja, ganske som man tager det,« sagde den Gamle tørt. »Holder De meget af at gnide Deres Ryg mod et Consolspeil eller at studere Mønstret i Deres Hattefoder en heel Aften igjennem, saa for mig gjerne; jeg er aldrig misundelig. Hvad mig angaaer, spiser jeg hellere min Salat i Bufalo, end jeg knækker Krakmandler med Grever og Baroner, og bliver grint ud af et Par skrammererede Lakaier, som troe, at jeg har glemt at barbere mig.«

»De gaaer altsaa ikke med?« spurgte Aabye.

»Forbandet nødigt,« svarede den Gamle, »og vil Nogen sælge mig et Paaskud, kjøber jeg det strax. Jeg har nu ikke været i Selskab i tredive Aar og har derfor glemt, hvordan en sort Kjole seer ud.«

»Det er forresten mærkeligt, at Fyrstinden inviterer saa kort efter sin Gemals Død,« bemærkede jeg. »Det er ikke efter italiensk Skik. De maa endeligt gaae med; jeg længes efter at komme ind i en italiensk Familie og see et rigtigt italiensk Selskab.«

»Velbekomme!« sagde den Gamle. »Jævn Kjedsommelighed og conversazione fra Syv til Ni; to Viindruer, tre Figner og een Krakmandel til en suur Orangiata fra Ni til halv Ti og vanvittig Kjedsommelighed til Claveermusik fra halv Ti til Elleve - det er Programmet, og det er jo meget lovende.«

Jeg loe og snakkede saalænge for den Gamle, at hans stærke Aversion mod fiint Selskab blev neddæmpet saavidt, at han lovede at blive den første Time; men videre kunde vi heller ikke drive ham. Aabye foer ned for at faae fat paa Verner og meddele ham den glædelige Nyhed, medens jeg med den Gamle gik ned i hans improviserede Studie for at see en Buste af den skjelmske Giulietta, Barberens Datter, der boede ligeover for os, og som hver Morgen coquetterede med os, naar hun flettede sit deilige, sorte Haar.

Da vi senere hen paa Formiddagen samledes til det fælles Maaltid, var Verner endnu ikke kommet. Efter vor gamle Værtindes meget vidtløftige Forklaring var han om Morgenen først seet paa Broen, der forbinder Ariccia med Albano, og senere paa Veien ned imod Nemi, hvor hendes Søn havde truffet ham. Rimeligviis maatte han nu være paa Vandring hjemad, og da vi havde endt vort Maaltid, besluttede vi at gaae ham imøde for at meddele ham den lille Begivenhed, der idag afbrød vort idylliske, men paa Forandringer temmelig fattige Liv. Ved Ombøiningen til den lille Sti, der fra den brede Hovedlandevei fører ned imod Søen tilvenstre, skiltes vi ad, saaledes at den Gamle fulgte Stien, der i Dybden slynger sig langs med Søens Rand, medens Aabye og jeg gik ad den bredere Vei, som løber høiere oppe, og paa hvilken Verner maaskee kunde være slaaet ind, dersom han vilde følge denne Vei til Genzano. Medens vi saaledes vandrede sammen, faldt Talen atter paa Verners tidligere Liv, og Aabye meddeelte mig da Følgende:

»De vil rimeligviis fra den lille Historie, som jeg fortalte den første Aften paa Piazza del Popolo, erindre, at jeg i 1853 ved Choleraens Udbrud var bleven ansat som Choleralæge ved Almindeligt Hospital, nogen Tid efter at jeg var bleven Candidat. Medens jeg studerede Medicin havde jeg af og til Leilighed til at træffe sammen med Henry Vernon - det var dengang hans virkelige Navn - især i Studenterforeningen og paa de physiologiske Forelæsninger, som han da hørte, skjøndt de strengt taget laae udenfor hans egentlige Studier. Allerede dengang tiltalte han mig i en overordenlig høi Grad; thi foruden at være livlig og opvakt, havde han mange, maaskee for mange Interesser, der dog alle stod i Aandens og Ideens Tjeneste. Hvad der derimod mindre behagede mig, var en vis Jagen efter forfængelig Opsigt, en Tilbøielighed, som han let kunde tilfredsstille, da i hiin Periode alle Rigdommens Midler stod til hans Raadighed. Lidt efter lidt syntes imidlertid de ideelle Interesser at svækkes, og hans Besøg i Studenterverdenen og paa Forlæsningerne blev bestandigt sjeldnere. Den Omgang, som vi havde havt med hinanden, men som aldrig havde været af nogen synderlig Betydning, hørte endeligt ganske op, da han sluttede sig til en Kreds af Mennesker, med hvilke jeg i ingen Retning kunde harmonere, mindst med Lieutenant Brandt, om hvem De vistnok vil have faaet en klar Forestilling gjennem Froms Manuscript. Der gik i den Tid mange Rygter i Kjøbenhavn baade om den unge Vernons colossale Rigdom og om de mange, dumme Streger, som Brandt forledede ham til. Ond eller fordærvet har han aldrig nogensinde været, men derimod letsindig, og denne Egenskab benyttede Brandt sig af med megen Snildhed, idet han satte den i Forbindelse med hans Forfængelighed og Vankelmodighed. Dette hans Vankelmod, der jo iøvrigt er saa almindeligt hos unge Mennesker, og som saa ofte rettes med Aarene, fremtraadte imidlertid hos Vernon med en saadan Styrke, at det tidt forekom mig, at han ligesom var splittet i to Naturer, der ikke formaaede harmonisk at smelte sammen i hinanden. Paa den ene Side havde han megen Phantasie og Følelse, der tidt drev ham over i sværmeriske Drømme og Syslen med digteriske Arbeider, hvortil han besad baade Smag og et vist Talent; paa den anden Side havde han en critisk Scepticisme, der i Forening med en virksom Ransagelsens Aand drev ham over til Studier i Naturvidenskaben, hvilken han betragtede som vor Tids kommende Messias, under hvis Banner det næsten var mere end en Hæder at kjæmpe. Disse to Naturer, der, hvor gode de end hver for sig kunde være, dog ligesom fjendtlige Magter stod sønderrivende imod hverandre, frembragte en Spaltning i hans Stræben, som han da søgte at udfylde med det sletteste Materiale, der kunde findes: de daarlige Glæder og overfladiske Fornøielser, hvorpaa Kjøbenhavn er saa rig. Hvor ofte har jeg ikke seet ham midt under Løsningen af et eller andet videnskabeligt Problem, der hyppigt havde beskjæftiget ham i Maaneder, pludseligt at kaste dette tilside for at overvinde de Vanskeligheder, som et eller andet digterisk Emne frembød, og som han nu følte sig istand til at beseire. Naar da Kræfterne eller Lysten ogsaa her svigtede ham, kastede han det mismodigt overbord og ansaae da den aandelige Slaphed og Træthed, der var opstaaet ved disse to forskjelligartede Strømningers Brydning, for Mangel paa virkelig Dygtighed og Begavelse. Under disse Anfald, som næsten periodisk vendte tilbage, var det at Brandt og de Andre kunde tumle med ham, omtrent som de vilde. Det Anker, der ene kunde give ham noget Hold og bringe ham til at svaie op imod Strømmen, hvormed han ellers drev af, syntes ikke at være muligt for ham at finde; thi hver Gang han nærmede sig en Kvinde - og jeg troer, at han navnlig i en vis Periode stærkt nærmede sig til en - traadte hans Critik og Scepticisme saameget i Forgrunden, at det altid berøvede ham Modet til at beherske Situationen og gribe i rette Tid det forbiflyvende Øieblik. Den Hemmelighed, der knyttede sig til hans Fødsel, og som jeg dengang ikke kjendte, bidrog ogsaa meget hertil. Ofte har jeg tænkt, at hans Fader og Moder maatte være meget uensartede Naturer, dersom man turde dømme fra de Brydninger, der herskede hos Henry, og som trods hans Rigdom og store Begavelse dog gjorde ham til et ulykkeligt Menneske.

Da var det, at den sørgelige Duel indtraf, som jeg allerede har meddeelt Dem i min lille Fortælling, og som snart, ligesom en Løbeild, med de utroligste Forvanskninger foer rundt i Kjøbenhavn. Duellen gjorde under de daværende Forhold ikke saamegen Opsigt, som den under andre Omstændigheder vilde have gjort; men dog vare de Gisninger rigelige nok, som Folk anstillede med Hensyn til dens Motiver. Nogle paastod, at Brandt, der pludseligt var kommen til Penge, havde bedraget Vernon for en Deel af hans Formue; Andre, at Brandt havde berøvet Henry en ung Pige, som han elskede, og som netop skulde være den samme Patient, som jeg hiin Aften besøgte paa Christianshavn. Det virkelige Motiv, som jeg først langt senere erfarede, var imidlertid det, som De selv kjender fra Froms Manuscript. Hvad det Barn angaaer, som blev fundet hos Patienten, da var dette ikke Henrys, men Brandts, det var Brandt, der fra Begyndelsen af havde forført Laura, og som senere havde benyttet Henry som det gyldne Skjermbræt, bag hvilket han i al Tryghed kunde operere.

Alle de Rygter, der i hiin Tid circulerede, vare imidlertid ikke synderligt skikkede til at stille Henry i noget videre gunstigt Lys. Da jeg fra mit tidligere Bekjendtskab til ham kjendte den Stolthed og Uafhængighedsfølelse, der altid havde besjælet ham, satte jeg fuld Tiltro til en Meddelelse, jeg fik om, at han tilligemed From, der havde pleiet ham under hans Sygdom, vilde forlade Danmark, - ja maaske bosætte sig paa Jamaika, hvor man paastod, at han havde Slægt og Forbindelser. Jeg fæstede saa fuldstændig Lid til dette Rygte, at jeg lidt efter lidt, ligesom alle Andre, tabte disse Begivenheder af Syne og allerede betragtede Vernon, og hvad der stod i Forbindelse med ham, som uhyggelige Minder fra en Rædselsperiode, som jeg haabede aldrig mere at skulle opleve.

Imidlertid - Efteraaret gik hen, Vinteren kom, og en kold blæsende Februaraften vandrede jeg efter Sædvane hjem fra Hospitalet gjennem de sneelagte Gange i Kongens Have. Da jeg kom i den korte Lindeallee, som ved et Gitter er afspærret for den Gaardsplads, der danner Udgangen til Volden, saae jeg en Skikkelse, der i høj Grad tildrog sig min Opmærksomhed. Det var en Mand, høj af Væxt, men med en forunderlig, sammenfalden og vaklende Holdning. Han var iført en Dragt, der saavel ved sit Snit som ved sit Stof tilkjendegav, at baade den og dens Besidder havde kjendt lykkeligere Dage.

Han var klædt i sort fra Top til Taa; men Beenklæderne vare forneden iturevne og sammenrimpede med blækfarvet Garn. Frakken, der hang løs og slubbrende omkring ham, manglede over Halvdelen af Knapperne, og saavel hans Støvler som hans Hat syntes at rødme høit over den Tilstand, hvori de befandt sig. Jeg antog, at det var en eller anden gammel, forfalden Student, der nu fristede et kummerligt Liv som Oversætter eller Literat af laveste Rang, og jeg greb i Lommen for at give ham Lidt, naar jeg gik forbi. Neppe hørte han imidlertid Lyden af mine Trin paa den knirkende Snee, før han forstærkede sin Gang, som om det blotte Syn af et Menneske vilde være ham ubehageligt, og samtidigt hermed dreiede han Hovedet noget til Siden og sendte mig under Hatteskyggen, der var trykket ned i Panden, et sky, skulende Blik, som om han frygtede for at see en Rykker i enhver Forbigaaende. De vil kunne forstaae min Overraskelse, min Skræk og Forbauselse, da jeg i dette blege, sammenfaldne Ansigt, i denne usle, næsten pjaltede Skikkelse, der syntes at skjælve i Vinterkulden, troede at gjenkjende den fordums rige og elegante Henry Vernon, ham, der havde givet Kjøbenhavn saa megen Anledning til Omtale, ham, der havde været saa feteret, og til hvem saa mange Mødre havde knyttet lige saa mange, stille Forhaabninger. Jeg blev staaende som lamslaaet, men inden min Forbauselse havde faaet Tid til at sætte sig, var han forsvunden gjennem Gitterlaagen og ude i Gaarden foran Gartnerboligen.

»Tempora mutantur et nos mutamur in illis«, tænkte jeg uvilkaarligt, idet jeg ilede efter ham, for muligt ved et nøiere Eftersyn at blive sikker i min Sag. Jeg opnaaede dette Gjensyn, og dermed den fuldkomne Forvisning om hans Identitet og den uhyre Nød, hvori han maatte være sunken. Da jeg kom til Gitterporten, saae jeg ham staae udenfor det lille Træhus, hvor en tyk og trivelig Kagekone driver en ikke ufordeelagtig Handel med de Soldater, Ammer og Børn, der nu, som en bitter Satire paa Kjøbenhavnernes tivolisk uddannede Smag, ere Havens eneste Besøgende. Uden for dette lille, graamalede Træhuus stod Henry Vernon med den venstre Haand støttet imod Disken, som om han næsten ikke mere kunde holde sig paa Benene, medens han med den høire famlede i Lommen efter de faa Skillinger, som hans røde, valne og forfrosne Fingre havde stor Møie med at hente op. Derpaa talte han dem efter endnu engang førend han skød dem ind ad det lille Glughul, bag hvilket Kagekonen sad i Læ for den skarpe, iiskolde Vind, der ubarmhjertig foer ind under hans iturevne, tyndslidte Klæder. Et Øieblik efter modtog han et halvt Commisbrød, der af en usynlig Haand blev stukket ud gjennem den samme Aabning. Han knappede sin Frakke og skjulte det omhyggeligt under den ene Arm, medens han samtidigt dermed, næsten som et Barn, kastede et længselsfuldt Blik paa de Tvebakker, Kager og andre Herligheder, som laae udbredte for ham. Da han havde knappet Frakken, vendte han sig om og gik langsomt henimod Porten; men i samme Øjeblik kom Kagekonens røde Ansigt tilsyne udenfor Gluggen, og med skingrende Stemme hørte jeg hende raabe: »Hør De der! Der mangler en halv Skilling.« Jeg trak mig noget tilbage henimod Skilderhuset og saa ham langsomt og med sænket Hoved vende tilbage for at gjøre Regnskabet om igjen. Paany famlede hans usikkre Haand rundt i alle Lommer; derpaa knappede han Frakken op og vilde give Brødet tilbage. Da saae jeg igjen Kagekonens Ansigt komme tilsyne som et uhyre Hoved ud af Mester Jakels Proscenium, derpaa fulgte en Haand med en afværgende Bevægelse, og en anden med to Kummenskringler som Tegn paa Fred og god Forstaaelse. Han betænkte sig et Øieblik, saa tog han dem og stak dem i Baglommerne paa Frakken, gjemte Brødet paany og forsvandt ud ad Porten. I et Nu var jeg henne hos Konen, og et Par Ord fra hendes Side bragte Opløsning paa Gaaden.

»Han var en fattig Studenter, der nok havde sit Læs med at komme frem i Verden, skjøndt han saae ud til at være kommen af pæne Folk; nu kjøbte han hver Middag det gamle Commisbrød, som Soldaterne solgte, naar det var blevet saa tørt, at de ikke længere skøttede om det.«

Jeg ilede ud, kastede et langt Blik til begge Sider af den udstrakte Voldgade, men kunde ikke øine ham nogetsteds. Han maatte altsaa være oppe paa Volden, og da jeg kom derop, saae jeg ham gaae til venstre en hundrede Alen foran mig. Jeg vedligeholdt denne Afstand, dog saaledes, at jeg ikke noget Øieblik tabte ham af Syne. Paa denne Maade fortsatte vi Veien, indtil vi kom til Langebro. Her saae jeg ham staae stille, lægge Brødet og varme sig, ved som Droskekudskene at slaae Armene over hinanden; derpaa trak han den ene af Kummenskringlerne op og gav sig til at spise den, medens han vandrede over Broen. Vinden, som inde i Byen havde været temmelig stærk, var her saa voldsom og bidende, at den tvang mig til at trykke Hatten fastere ned i Panden og smøge Kraven op over Ørene. Jeg saae ham gaae foran mig, støttende sig til Rækværket og begjærlig spisende paa den Kummenskringle, han bar i Haanden. Midt paa Broen kom et stærkt Vindstød, der rev Hatten af hans Hoved, og i et Nu førte den bort med den skummende Strøm. Han gjorde en ufrivillig Bevægelse med Armene for at gribe efter den. Derved løsnedes Frakken, Brødet styrtede ud, tørnede mod Rækværket og forsvandt i samme Øieblik i Vandet. Han saae et Øieblik efter det med et underligt sløvt Blik; derpaa vandrede han langsomt videre, bestandigt støttende sig til Rækværket, og uden engang at tilknappe sin tynde Frakke, der flagrede for Vinden.

Under hans langsomme Gang langsmed den øde Reberbane gik jeg ham flere Gange forbi og fik derved den fuldstændige Overbeviisning, at det var den tidligere rige, muntre og livsglade Henry Vernon, som jeg havde for mig. Jeg var uvis om, hvad jeg skulde gjøre; thi de Gange, jeg strøg ham forbi, havde baade hans Ansigt og Blik havt et Udtryk, som fyldte mig med Medlidenhed, medens det dog paa den anden Side tilkjendegav, at han ønskede at vandre ukjendt og alene. Jeg besluttede da at lade ham vinde et lidet Forspring, derpaa indhente ham paany og følge ham op i det Huus, hvor han maatte gaae ind, for der at tilbyde ham den Tjeneste og den Hjælp, som jeg formaaede. Han dreiede om ad Overgaden over Vandet og slog ind i en Gade tilhøire, hvor Mørket var saa tæt, at jeg ganske havde tabt ham af Syne, da jeg et Par Secunder senere naaede Hjørnet. Jeg ilede frem ad den smalle, svagt belyste og slet brolagte Gade, der kun syntes at indeholde de usle Fattigboliger, som jeg kjendte saa vel fra Choleraperioden, og øinede henimod Enden af den en Skikkelse, der langsomt sneeg sig ind ad en Gadedør, som førte ind i et særdeles høit, smalt og mørkt Huus. Det kunde neppe være nogen Anden end ham, da Gaden, paa enkelte Børn nær, var ganske mennesketom, og jeg ilede derfor rask til for om muligt endnu at kunne naae ham paa Trappen. Ligesom jeg standsede foran Huset, der laae saa øde og skummelt i det døsige Lygteskjær, slog pludseligt et Gjenkjendelsens Lyn ned i mig: det var det samme Huus, som Choleraen havde ryddet Sommeren forud, som havde været Vidne til den Rædselsscene, jeg alt har fortalt Dem, og hvis usle og elendige Tilstand jeg kjendte saa godt. Uvilkaarligt veeg jeg tilbage, greben af en ængstelig Gru. Det forekom mig mere end et Spil af Skjæbnen, at den unge, rige og af sin Rigdom overmodige Henry Vernon skulde ende i »Tordenskyen« - netop det samme Sted, hvor den letsindige, ulykkelige Laura havde tilbragt sine sidste, skrækkelige Timer. Det var for mig ikke Tilfældighedens Spil, ikke et Sammentræf af Omstændigheder - det var den hævnende Nemesis, der aabenbarede sig.

Jeg gik op i den elendige Beværtning, der saa stolt bar Skildtet »Billard og Café«, og gjennem den tykke Atmosphære af osende Olielamper, Brændeviin og Øl opdagede jeg et enkelt Menneske, der sad paa Hug foran Kakkelovnen og hurtigt reiste sig ved min Indtrædelse. Det var Værten selv, men han syntes ikke at have ret megen Søgning; thi han blev synligt overrasket, da jeg satte mig ned og forlangte en Kop Kaffe. Under de Bestræbelser, som jeg gjorde for i det mindste at nedsvælge noget af den afskyelige Mixtur, som han bragte mig, førte jeg Talen hen paa Sommeren og dens Begivenheder. Han var den Eneste, der var bleven tilovers af Husets Beboere; men han skyldte det kun den Omstændighed, at han efter sin Kones og tre Børns pludselige Sygdom og Død var flygtet ud af de Omgivelser, der havde dræbt de Andre. Han havde da taget Tjeneste som Opvarter i Nyholtekro; men ved sin Tilbagekomst havde han fundet Huset lukket, Beboerne uddøde, og Eiendommen, hvis simple Café tidligere havde været et Tilflugtssted for en stor Deel af Christianshavns Arbeidere, var nu saa berygtet, at han neppe kunde tjene det, hvormed han skulde betale sin Huusleie. Dette og meget Andet fortalte han mig, idet han udbredte sig vidtløftigt derom. Om Henry Vernon kunde han derimod aldeles ingen Oplysning give mig. Der boede ingen galante Personer i Eiendommen, og mindst Nogen med »et saa fiint Navn«, som han udtrykte sig.

Den Vinter var jeg bleven valgt ind i Bestyrelsen af Selskabet »Philadelphia«, et Selskab, der, som De veed, gaaer ud paa at understøtte fattige og værdige Studenter ved Bidrag, der indsamles hos deres af Lykken mere begunstigede Kammerater. Selskabet, hvis Virksomhed foregaaer i al Stilhed, modtager i Reglen Ansøgninger fra de Trængende selv, og Trangen afhjælpes da, saavidt muligt, naar man har overbeviist sig om, at den virkeligt er tilstede. Det traf sig, at et Medlem den Aften i Bestyrelsesmødet meddeelte nogle Oplysninger, som han havde modtaget fra forskjellige Kilder, angaaende en vis Student Verner, der skulde leve i den yderste Trang og under Omstændigheder, som man neppe vilde ansee for mulige i Kjøbenhavn. Der blev fortalt, at han allerede om Efteraaret skulde være ankommen til Byen for at studere Medicin, og at han i den første Periode udelukkende havde levet af Rugbrød og Anchiovis, som han, efter hvad han havde meddeelt nogle af sine Kammerater, ansaae for den billigste og den i Forhold til Prisen meest nærende Kost. Uagtet disse havde fraraadet ham at leve paa en Maade, der ikke stod i noget Forhold til den Jernflid, han udviste, og de Anstrengelser, han paalagde sig selv paa Hospitalet, havde han dog ikke villet følge deres Raad, men haardnakket afviist ethvert Tilbud om Hjælp, ligesom det heller ikke havde været dem muligt at faae ham til at søge nogle af de Legater, der saa rigeligt ere tilstede for trængende Studerende. I Løbet af et Par Maaneder havde han underkastet sig den medicinske Forberedelsesexamen med »præ ceteris« i alle Fag; men kort derefter var han fuldstændigt forsvunden fra Hospitalet, hvor han havde været en daglig og virksom Gjæst. Uagtet han var særdeles afholdt af sine Kammerater, havde han dog aldrig taget imod nogen Understøttelse af dem, ja endogsaa tilbageviist deres Opfordring om at besøge dem i Hjemmet med en Vedholdenhed, der havde skaffet ham adskillige Uvenner. Paa den anden Side havde han heller aldrig seet Nogen hos sig, ligesom han over hele sin Existens kastede et saa hemmelighedsfuldt Slør, at hans Kammerater ikke engang vidste, hvor eller hos hvem han opholdt sig. En af disse, der havde fattet oprigtig Medlidenhed med ham paa Grund af hans stille, sørgmodige Væsen og den Ubøielighed, hvormed han bar aabenlyse Savn, havde anstillet en formelig Undersøgelse i de Dage, da han var forsvunden, og havde fundet ham paa en ussel Kvist i et Baghuus paa Christianshavn, hvor han, saaledes paastodes det idetmindste, i de sidste tre Uger havde opholdt Livet ved Rugbrød og Mælk, i Forbindelse med smaa Quantiteter Opium, tre Stoffer, der efter hans Mening vare tilstrækkelige og endnu billigere, end hvad han tidligere havde levet af.

Denne Meddelelse, saa løierlig den ene klang, var dog af en saadan Natur, at den opfordrede til ufortøvet Virksomhed, og da den Ulykkelige efter Meddelerens Udsagn laa syg som en Følge af den Faste, han havde paalagt sig, blev jeg, som lægekyndigt Medlem, anmodet om at undersøge Sagen.

Umiddelbart efter Mødet begav jeg mig i den barske Vinteraften atter ud paa Christianshavn, hvor den omtalte Verner skulde boe i et for mig nærmere opgivet Huus. Jeg havde ikke søgt ret længe, før jeg igjen stod foran den høie, skumle og uhyggelige Bygning i Dronningensgade. Min Ven, den bortflygtede Caffeskjænker, syntes at have gjort et sidste, fortvivlet Forsøg paa at slaae sig op til sit tidligere Renommé, thi paa Døren fandt jeg skrevet med Kridt: »Her gives Credit i tre Dage, og Pant tages for Penge«. Selv stod han udenfor Døren i en sørgende Tilstand, som betydeligt forhøiedes ved Nydelsen af en af hans egne Cigarer. Af ham fik jeg da at vide, at der nok boede en Fyr af det Navn, dersom jeg vilde uleilige mig op paa den øverste Kvist. Jeg frabad mig enhver Assistance, thi jeg kjendte jo Huset fra tidligere Tider. Efterat være steget op ad de samme, smalle og uhyggelige Trapper, som nu om Vinteren forekom mig baade uslere, mørkere og mere smudsige end før, naaede jeg den saakaldte øverste Kvist ved Hjælp af den tidligere omtalte Hønsestige, der endnu stod saa uforandret, som om Intet var passeret. Et svagt: »Kom ind!« efterfulgte min Banken paa Døren. Jeg tændte det lille Lys, som jeg af viis Forsynlighed havde taget med, og traadte for anden Gang ind i dette Kammer, der havde været Vidne til saa megen Nød og Elendighed og fyldt mig med den dybeste Rædsel. Jeg lyste mig frem og saae en Skikkelse, mager og sammenfalden, der hvilede paa en Bunke - en underlig Blanding af Halm, Aviser og pjaltede Klædningsstykker - en Skikkelse, der med den ene Haand dækkede begge sine Øine, som om den i lang Tid ikke havde seet Lys, medens den med den anden gjorde en afvisende Bevægelse henimod Døren.

Jeg søgte et Sted, hvor jeg kunde sætte Lyset fra mig - der var bogstaveligt intet andet end den smalle Vindueskarm. Hvert Meubel, ja selv det simpleste Bohave, syntes, slagen med Rædsel over saa megen Nød og Elendighed, at være flygtet bort for længe siden. Kakkelovnen stod rød og rusten i det ene Hjørne af Værelset; men dens iiskolde Jern var kun en bitter Ironie paa Vinterens Strenghed, og jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvorfor han ikke havde brændt eller solgt de sex til otte Bøger, der stod opstillede i dens Nærhed paa det bare Gulv langs Væggen. Endnu havde jeg ikke faaet Leilighed til at betragte den forfrosne, næsten mere end pjaltede Skikkelse, som vedblev at holde Haanden for Ansigtet uden at reise sig eller sige et Ord. Jeg bøiede mig ned over ham og drog hans udtærede Haand bort fra Ansigtet - og her, hvor jeg midt i Sommerens glødende Hede havde staaet ved Lauras Dødsleie, her traf jeg midt i Vinterens Mørke og Kulde sammen med ham, der havde havt saa stor en Indflydelse paa hendes Skjæbne, og som nu syntes snart at maatte følge hende.

I Begyndelsen laae han taus, som om han havde fattet den ubøielige Beslutning ikke at tale et Ord mere i denne Verden. Derpaa talte han, men paa en Maade, som om han ikke kjendte mig, som om jeg var uberettiget til at trænge ind i det mørke Fristed, han havde valgt sig. Først da jeg mildt og blødt mindede ham om gamle Tider og besvoer ham om ikke at opgive sig selv, først da styrtede en Taarestrøm ud af hans matte Øine, og han fik de Ord frem, som Sorgen og Bitterheden havde gjort til Steen og lagt paa hans Hjerte. Da fortalte han mig Alt - hvorledes han var bleven skuffet af sin tilsyneladende Stilling i Livet, hvorledes han havde svigtet sin Kjærligheds Ideal og til Gjengjæld var bleven svigtet af hende, hvor høit han havde elsket sin Moder, og hvor dybt hans Hjerte var bleven saaret ved Tanken om at maatte opgive hende, hvorledes han havde kæmpet, savnet og lidt, og hvorledes han nu kun ønskede een Ting: at døe i Ro, useet af Verden.

De aner neppe, hvor dybt jeg blev rystet af dette korte, i afbrudte Sætninger fremførte Skriftemaal, som, skjøndt det aldeles bar Sandhedens Præg, dog var saa vidt forskjelligt fra de Tanker, jeg havde gjort mig om den forhenværende Henry Vernon og hans nuværende Tilstand. Ham var det, som jeg om Eftermiddagen havde truffet i Kongens Have, som Konen havde givet Brødet, det samme Brød, som de graadige Bølger opslugte, skjøndt det var erhvervet for den sidste Skilling, han eiede. Jeg skal ikke skildre Dem al den Møie, som jeg havde med at bringe ham fra det fortvivlede Forsæt, at ende sine Dage i den Afkrog, han havde valgt sig; heller ikke behøver jeg at meddele Dem, hvorledes jeg lidt efter lidt helbredede ham.

Under mine idelige, næsten daglige Besøg paa Almindeligt Hospital, hvor jeg fik ham indlagt, da Cicatricen paa det modtagne Saar endnu ikke var færdigdannet, lærte jeg ham lidt efter lidt at kjende som et Menneske, der forenede en dyb Følelse og rigt udviklet Forstand med den største Taalmodighed og Udholdenhed. Kun havde han faaet en Tanke, der næsten var bleven fix hos ham, den, at Nemesis var over ham, fordi han havde brudt med Ideen, i hvis Tjeneste han havde staaet, og at denne Nemesis atter og atter straffende vilde vende tilbage, hvor meget han ogsaa stræbte at undgaae den. Først da jeg ved alvorlige Samtaler havde faaet denne Idee ryddet afveien og viist ham, at Livet i al sin Rigdom endnu kunde ligge aabent for ham, først da begyndte den egentlige Helbredelse, der til Gjengjæld skred saameget raskere frem. Under sit Ophold paa Hospitalet havde han fattet en Hengivenhed for mig, der hurtigt gik over til et trofast Venskab, hvorpaa han aflagde rørende Beviser. Hans Lyst til Lægekunsten forøgedes her i høi Grad, og da jeg gjennem »Philadelphia« kunde skaffe ham tilstrækkelig Understøttelse, vedblev han dette Studium med en Iver, der snart gjorde ham til en af de dygtigste blandt de Studerende. Kun eet mørkt Punkt staaer der tilbage fra hans tidligere Tid, kun eet Savn er der, som det ene staaer i Tidens Magt at læge - det er Sorgen over Tabet af den unge Pige, som han elskede, og hvis Kjærlighed han, efter sin egen Mening, forspildte, fordi han ikke havde Kraft nok til hurtigt og gjennemgribende at forandre et Liv, der stred mod den sande Kjærligheds Natur. Hvor hun er henne i Verden, veed han ikke engang selv; men jeg er overbeviist om, at han bærer hendes Minde dybt i sit Bryst, og at det er disse Minder, dette smertelige Tab, der sætter sig hos ham, naar de mørke Tanker komme over ham, ligesom jeg antager, at det har været i et af disse Øieblikke, at han har givet Dem det Svar, som De meddeelte mig.«

Her standsede Aabye sin korte Beretning og pegede ned mod Søen, der pludseligt viste sig foran os.

Lige under vore Fødder, netop paa det Sted, hvor det lille Væld, som man kalder Egerias Kilde, risler over Sand og Smaastene for at naae Søen, sad Verner, stirrende ud over den stille Vandflade. Hans lyse Dragt tegnede sig smukt mod det friske Grønne, der omgav ham til begge Sider. Panamahatten havde han skudt bort fra sit rige, mørkebrune Haar, og selv syntes han aldeles hensunket i Betragtninger, som han der sad, støttende sit Hoved tankefuldt paa sin Haand. Faa Skridt fra ham stod den gamle Kunstner, betragtende ham stille, uden at Verner havde mærket hans Komme; og saa dybt syntes Begge at være hensunkne i deres egne Betragtninger, at de fore op ligesom ved et elektrisk Stød, da Aabye med et lydeligt »Halløi« og en munter Latter tilkjendegav vort Komme. Verner trykkede mig i Haanden og sagde et Par undskyldende Ord med Hensyn til det korte Svar, han havde givet mig. Aabye meddeelte den nys ankomne Invitation, som Verner til min store Forbauselse øieblikkeligt gik ind paa, og den Gamle, der saaledes saae sig forladt af sin sidste Allierede, brummede et Par Ord, hvis Mening var, at han aldrig havde troet, vi vare saa jammerlige Karle, at vi kunde glæde os til Fruentimmer og Theevand.

Ligesom vi vilde forlade Søen, der her snævrer sig ind til en smallere Vig, greb Verner sin Hat, satte den paa Hovedet og sagde pludseligt til den Gamle:

»Troer De, at man kan kaste en Steen over Søen her?«

Det gav ligesom et Ryk i den Gamle. Han stirrede stivt paa Verner og udbrød forbauset:

»Hvor Pokker falder De paa det?«

»Jo,« svarede denne, »det kommer af, at jeg har havt et lille Eventyr her, eller maaske rettere faaet fortalt et Eventyr. Jeg var tidligt imorges gaaet ud over Albano langs med Søen og derfra til Nemi, hvor jeg udenfor Osteriet traf paa vor Værtindes Søn. Han viste mig denne Vig af Søen og fortalte, at det var et gammelt Sagn, at naar man med et Ønske kunde kaste en Steen over Søen, saaledes at den klingrede mod Klippevæggen hist ovre, saa vilde man faae dette opfyldt. Da jeg naaede herhen, var jeg bleven mat af Varmen, og dette lille rislende Væld, der sladdrede saa lystigt, og som jeg fik til at tumle sig endnu kaadere ved at rulle et Par Steen i dets Leie, indbød mig til Hvile og Forfriskning. Jo mere jeg laae og betragtede Omgivelserne her, desto mere gik det op for mig, hvad maaskee Ingen af Dem har anet, at dette Sted egenligt ligner Furesøen.«

»Ja, som en Ko ligner en Veirmølle,« bemærkede den Gamle. »Aldeles ikke,« svarede Verner; »det er virkeligt mit Alvor. Kun kjender De ikke Furesøen som jeg. Der er et Sted paa dens vestre Bred, hvor steile Bakker falde af mod Søen, med smaae Kildeløb ligesom her. Forgrunden dannes af Rør og Siv, og mellem de rullede Strandsteen skyde sig høie, krummede Elle op, som med deres Grene hænge langt ud over Vandet, ganske ligesom her. Af og til hører man det stærke, gjennemtrængende Skrig af en Maage, der fra Sundet er strøifet ind over Søen, ligesom Maagerne hver Dag komme hertil fra Ostia. Hører De? - Der lød Skriget af en. Hør, hvor hjemligt det klinger! Vidste jeg ikke, at jeg stod i Italien, vilde jeg ønske, at jeg var i Danmark, eller rettere, at jeg snart maa komme der igjen.«

»De har jo Ønskestenene liggende ved Deres Fod,« sagde jeg smilende. »De ere jo efter Filippos Udsagn de Sibyller, som raade Fremtidens Gaader.«

»Troer De,« spurgte Verner atter den Gamle, »at man med en Steen kan naae herfra over til den modsatte Søbred?«

»Ja,« svarede han, jeg har engang seet det Kunststykke blive gjort; men det var en anderledes Karl end De, der kastede.«

»Saa?« spurgte Verner lidt stødt, idet han bukkede sig og tog en Steen op. »Lad os da prøve engang! Hvad ønsker Du, Aabye?«

»At blive en duelig Læge«, svarede Aabye smilende. »Det vil da sige at faae en lavhjulet Vogn, to Heste og en Kusk, hvis Skjæg svarer til Bæsternes Farve; thi først med en saadan Befordring kjører man lige ind i Dueligheden.«

»Snak!« sagde Verner og kastede. »Det gider jeg knap engang gjøre et Steenkast for. Nu har Du det saa godt - der plumpede baade Heste og Vogn og Kuskeskægget ned i Søen og gik tilbunds med det Samme. Du faaer aldrig Vogn i Dine Dage, Aabye!«

»Der kan De see,« sagde den Gamle; »Afstanden er for stor.«

»Hvad ønsker De?« sagde Verner og vendte sig til mig, uden at agte paa den Gamles Bemærkning.

»Jeg ønsker,« svarede jeg, »et Liv, hvori jeg ikke behøver at ønske mig Noget.«

»Saa vil jeg ikke kaste for Dem,« svarede Verner. »Et Liv uden Ønsker er det Værste, som De kunde ønske Dem, og jeg vil ikke bidrage til, at det skulde gaae i Opfyldelse. - Og nu Deres Ønske?« vedblev han, idet han henvendte sig til den Gamle.

»Aa«, brummede denne, »blot at De vil høre op med de Narrestreger; men da De vel neppe har Lyst til at kaste for den Sags Skyld, vil jeg dog prøve paa at gjøre Sagnet til Løgn. Jeg ønsker at gjensee Den, som jeg i dette Øieblik tænker paa.«

Verner lagde sig tilbage. Der kom et underligt, jernfast Træk om hans Mund. Naar man betragtede hans kraftige, athletiske Skikkelse, var det let at see, at han havde ladet Aabyes Steen falde langt nærmere, end han behøvede. Som en Maage foer nu den hvide Steen ud af hans Haand. Med en surrende Lyd beskrev den en Bue høit op mod den himmelblaae Hvælving; vi tabte den næsten af Syne, men pludseligt klang det mod Fjeldvæggen - Stenen var naaet derover.

»Det var som Satan!« udbrød den Gamle forbauset. »Det er mere, end jeg selv kunde gjøre. Hvad ønsker De nu selv?«

»Det kan jeg ikke svare paa,« sagde Verner, der nu greb en flad Steen, som laae ved hans Fod. »Pas paa denne, den skal flyve som en Due!«

»Med Olieblad?« spurgte den Gamle ironisk.

»Maaskee,« svarede Verner, idet han atter lagde sig tilbage. »See, hvor den seiler!«

Vi fulgte Alle med vore Blikke det hurtige Bud, der susede og sang, som kom det fra en Slynge. Tilsidst forsvandt det for vore Øine; vi hørte ingen Lyd, hverken i Vandet eller mod Klippen, og den Gamle udbrød: »Jeg troer, Gud hjælpe mig, at den gik baade over Søen og Klippen og blev liggende deroppe paa Grønsværet. Hør nu op og kom med, ellers risikerer De at slaae Folk ihjel i Genzano.«

Da den Gamle om Eftermiddagen traadte ud af sit Værelse for at slutte sig til os Andre, som i fransk Dragt stod i Begreb med at vandre til Villaen, var der rig Anledning til Latter og Spøg over hans klædelige, men fra det Almindelige stærkt afvigende Costume. Paa Hovedet bar han, som sædvanligt, en graae, spidspullet Filthat, kun at den nu var finere og børstet med en Omhu, der ellers ikke var ham sædvanlig. Hans sorte Fløilsvams saae mere ud til at tilhøre en Sømand end en Billedhugger; men den fremhævede godt hans kraftige Skikkelse og hævedes igjen ved de stærke, brogede Farver i det svære romerske Silketørklæde, der var slynget om hans Hals. Trods Sommervarmen greb han sin brune, romerske Kappe, som han i eet Kast slængte om den ene Skulder. Naar man saaledes saae ham med det lange, graae og bølgende Skjæg, den folderige Kappe, de ugarvede Sko og den spidspullede Filthat, kunde man ikke Andet end indrømme, at denne Dragt - saalidet den stemmede med de Fordringer, som Moden stiller til, hvad vi med et bredt Begreb kalde fashion - dog var malerisk smuk, ganske anderledes end det Tilbehør af lakerede Støvler, snævre Handsker, rørpullede Hatte og Kjoler, der ere en Mellemting af Knibtænger og Svalehaler. I denne Henseende havde især Aabye »fisket sig« særdeles op, som den Gamle kaldte det, og trods al sin Godmodighed var han dog nær ved at tabe Taalmodigheden over alle de Sarcasmer, som fra den Gamles Side regnede ned over ham.

»Husk nu endeligt paa,« sagde han saaledes, da vi nærmede os Villaen, »at De hverken siger »Principessa« eller »Felicissima notte«. Begge Dele faaer De altid galt i Halsen, og det er Ting, der skulle siges med Anstand. Husk ogsaa paa, at De ikke forsluger Dem i Oliven, Finocchie, Salsa piccante og de andre Sager, som komme før det egenlige Maaltid; og endeligt, at De ikke efter Bordet gaaer omkring og siger »Velbekomme.« Det bliver betragtet som en ligefrem Grovhed mod Værtinden, da man her antager, at hendes Mad altid er saa god, at den maa bekomme Enhver vel.«

Lidt efter traadte vi ind i Villaens Gaard, der til begge Sider begrændsedes af to lave Fløie, medens den egenlige Hovedbygning med sin Marmorsøilehal og sine prægtige Altaner laa længere henne imod Baggrunden, beskygget af hundredaarige Acacier, hvis fine Løv spillede i Sollyset. Foran Portalen stod Leon de Ville, ifærd med at hjælpe en ung, blond Dame ned af den skummende Hest, der nyligt havde baaret hende. Efterat han havde viist hende denne Tjeneste og med stor Courtoisie kysset hendes Haand, førte han hende ind i Søilegangen og ilede derpaa henimod os, idet han bad os undskylde, at det smukke Veir havde forlænget deres Udflugt og nu var Skyld i, at han paa sin tilkommende Svigerindes Vegne ikke kunde modtage os med større Anstand.

Aabye saae meget høitidelig ud, medens disse conventionelle Ord udtaltes for os, og hans Høitidelighed syntes at tiltage, da vi traadte ind i den aabne Søilehal, hvorfra en bred, blankt poleret Trappe af det hvideste Marmor, med Statuer paa hver Afsats førte op til den høie Stueetage. Han skubbede ængsteligt til mig med Hatten og hviskede:

»Hvad Pokker hedder »Deres Naade« paa Italiensk?«

Inden jeg fik Tid til at svare herpaa, havde Leon de Ville allerede aabnet Døren, og vi traadte nu ind i en meget stor, med Blomster og Malerier rigt decoreret Havestue, fra hvis Altan man havde den meest henrivende Udsigt over Albanerbjergenes kuppelformede Høider, over hvilke igjen Monte Cavo og Rocca di Papa hævede sig blødt iveiret. I de faa Øieblikke, hvori Leon de Ville forlod os for at melde vor Ankomst, havde jeg rigelig Leilighed til nærmere at mønstre de Omgivelser, hvorunder vi befandt os, og som navnligt forbausede mig derved, at de havde et forunderligt hyggeligt, næsten hjemligt Præg, der var meget forskjelligt fra den sædvanlige, stive, italienske Maneer.

»Det er s'gu næsten ligesom hjemme hos os,« vare ogsaa Aabyes Ord, efter at han i nogen Tid havde seet sig omkring. »Jeg tør vædde paa, at det Sybord er fra Hofstolemager Hansen.«

Caminen i det ene Hjørne af Salen med den store Vase med Skovbregner, Rør, Blaaklokker og Snerler fra Søen var saa langt fra Italienernes sædvanlige Afsky for Blomster i Værelserne, at det ikke forundrede mig at see de hvide Roser og Hortensier, der stod i Vinduerne, saalidt som det rige Blomsterflor, der smykkede den aabne Veranda. Fløidørene til Haven vare aabne, men ikke forsynede med Net. Det runde Bord foran Hjørnedivanet bar danske Bøger og danske Prospecter, og paa Opsatsen saae man Thorvaldsens Arbeider i Biscuit; hans Alexandertog var som Frise anbragt under Loftet, og de fleste Malerier, der smykkede Væggene vare af danske Mestere. Jeg nærmede mig Fortepianoet: Kuhlaus og Weyses Navne hilste mig velkommen fra de første Noder, jeg aabnede. En Bog laae opslaaet ved Siden af Sytøiet paa det store, ovale Bord foran Havestuens Døre. Jeg saae i den, det var Heibergs Intelligensblade, som nu uden Antagonisme hvilede paa et Hefte »Nye Eventyr« af H.C. Andersen.

Inden jeg fik Tid til at komme mig af min Forbauselse, hørte jeg den Fløiels Portière blive trukken tilside bag ved mig, og i samme Øieblik saae jeg Leon de Ville træde ind med to Damer, der venligt hilste, medens han som Vært forestillede os for hverandre.

Allerede ved det første Øiekast maatte jeg give den unge franske Enthousiast Ret i den Skildring, som han i sin lille Fortælling havde udkastet af de to Kvinder, som havde havt saa væsenlig en Andeel i hans Eventyr; men hvis jeg skulde have valgt, er jeg vis paa, at mit Hjerte havde knyttet sig til den Ældste: et saadant Udtryk laae der i hendes mørke Øine, saamegen Aand og Følelse spillede der om hendes fiintformede Mund.

Den Gamle, der havde ventet at skulle tilbringe en kjedelig Aften i en lige saa kjedelig Selskabssal, syntes at blive betydeligt bedre stemt ved at see disse to Damer træde ind med en Fordringsløshed, som i Forbindelse med deres Toilette ikke tydede paa, at nogen stor Forsamling var ivente. Aabye, der rimeligviis nu fandt det passende at anbringe den italienske Hilsen, som han i saa lang Tid havde studeret paa, udførte ogsaa dette med en Anstand, der fik det ulykkelige »Principessa« til at knække paa ikke mindre end tre Steder, og den yngre af Damerne til at see ud ad Vinduet for at skjule sin Overgivenhed.

»Jeg beder Dem,« sagde Fyrstinden, som med en Haandbevægelse bød os tage Plads, »om ikke at medbringe et Ceremoniel, der maaskee er uundværligt i Rom, men som vi heldigviis kunne aflægge paa Landet. - Titlen Principessa er for mig ubehagelig«, tilføiede hun med et vemodigt Smiil. »Den er nutildags saa godt som Parodi og søges af saa Mange, og saa Forskjellige, at den har tabt al den Betydning, som Ordet indeholder.«

Jeg beundrede den melodieuse Velklang, som tonede igjennem disse faa Ord, der udtaltes i mit Modersmaal, og sagde hende en Compliment i den Anledning.

»Jeg kan ikke tage imod deres smigrende Bemærkning,« svarede hun og fæstede sine mørke Øine alvorligt paa mig. »Jeg er ikke Romerinde, som De maaskee antager, og min Vugge har staaet langt fra Italiens Land; men paa den anden Side har jeg været saa længe borte, at jeg næsten frygtede for at have glemt det Danske, skjøndt det er mit Barndoms Sprog.«

»Ja, tænkte jeg det ikke nok!« udbrød den Gamle, idet han uden videre Omstændigheder tog Plads ved Siden af hende. »Jeg veed ikke, om De længere kan huske os fra den Foraarsdag i Ponte Molle; allerede dengang havde jeg en Anelse om, at De hørte Danmark til.«

»Jo,« svarede Fyrstinden alvorligt, »jeg husker desværre altfor vel den sørgelige Dag, der ikke bragte os Andet end Ulykke og Fortræd. Jeg har tidt ønsket at kunne takke Dem for den Bistand, som De dengang ydede os. - De er maaskee senere ankommen til Rom?« tilføiede hun let henkastende til Verner. »Jeg troer ikke jeg havde den Fornøielse at see Dem den Formiddag i Osteriet.«

»Nei,« sagde den Gamle med sit lunefulde Smiil, »vi havde heller ikke den Fornøielse at see ham i de Dage. Han var, som den rige Mand i Testamentet, falden mellem Røvere, indtil han fandt en barmhjertig Samaritan, der tog sig af ham og frelste hans Liv. Til Gjengjæld optraadte han selv som saadan og frelste vor unge, franske Ven, da han laae i Sarkophagen.«

»Hvad mener De? Leon i Sarkophagen?« raabte den unge Pige forundret. »Det var da morsomt! Har Du hørt Noget derom?«

Fyrstinden betragtede først Verner, som stod taus lænet imod Altandøren, og derpaa Leon de Ville, der under dette Udraab forgjeves havde sendt den Gamle Vink og Øiekast om at holde op.

»Der har jeg nok,« tog denne tilorde, »begaaet en Dumhed; men jeg antog ikke, at man her kunde være uvidende om Begivenheder, som have sat hele Rom i Bevægelse. Jeg antog, at De selv bedst vidste, hvor nær vi have været ved at miste de to unge Mænd, der have fristet saa høist ulige Skjæbne?«

»Leon!« raabte den unge Pige med en forfærdet Mine. »Har Du været i en saa skrækkelig Fare uden at sige mig et Ord derom? Fortæl dog, jeg beder Dig! Hvad er der hændet? Du var da ikke den Abbate, som Folkene paastod at have seet i Haven.«

Jeg kastede et Blik paa Fyrstinden. Hun var bleg, men det forekom mig, at Verner, der i dette Øieblik vendte sig for at gaae ud paa Altanen, var blegere end hun. Situationen syntes at være pinlig for Alle. Den Gamle var forlegen, Leon de Ville forstemt, og selv Aabye sendte mig et Blik, som om han frygtede for en Explosion.

»Hvad har der da været iveien?« raabte den unge Pige, idet hun gik hen til Leon de Ville og lagde Haanden paa hans Skulder. »Fortæl os Alt, Leon! Jeg kan ikke holde ud at være i denne pinlige Uvished, skjøndt Du er frelst.«

»Jeg troer,« sagde den unge Lieutenant, »at Hr. Verner gjør bedst i at fortælle sin Historie først, da den paa en vis Maade danner en Forløber for min.«

»Er den uhyggelig?« spurgte den unge Pige livligt.

»Ja, lille Frøken,« sagde den Gamle paa sin eiendommelige Maade, »meget hyggelig er den just ikke.«

»O, det er deiligt!« raabte hun. »Saa faaer jeg Lov til at lukke Persiennerne? Det begynder allerede at mørknes. Nu skal Hr. Verner fortælle os sin Historie saa rædselsfuldt som muligt. Det bliver ligesom i gamle Dage, naar - -«

»Vil De kalde paa Hr. Verner, Leon,« sagde Fyrstinden blidt, idet hun bøiede Hovedet for at søge Noget i sit Syetui. Let som en Fugl fløi den livlige Pige om for at lukke de grønne Persienner, medens Leon de Ville løb afsted for at hente Verner. Da denne traadte ind, dreiede Fyrstinden sin Stol saaledes, at hun kom til at sidde med Ryggen til Lyset, og efterat vi Alle havde taget Plads, begyndte Verner for anden Gang sin Fortælling. Ethvert Publicum øver imidlertid sin usynlige Indflydelse; og det var let at mærke, at Verner her befandt sig under Trykket af en Magt, som bragte ham til at give et Referat af Begivenhederne, der vel var det samme, som vi havde hørt, men dog et forskjelligt. Idet han lod sin egen Person forsvinde saa meget som muligt, brugte han sin korte Fortælling væsenligt som en Ramme, for at det Billede, Leon de Ville skulde rulle op for os, deri kunde glimre desto mere. Den unge Franskmand derimod syntes at benytte den modsatte Fremgangsmaade; han var jo vis paa, at der i denne Kreds af Tilhørere bankede ham et Hjerte imøde, fuldt af Forventningens og Ængstelsens søde Uro, og at to Øine, snart straalende, snart slørede af Angstens Taareglands, hang ved hans Læber, medens han talte. Med en langt stærkere Ild, med en Kraft og en Fyrighed, ja med en digterisk Begavelse, som jeg ikke havde tiltroet ham, fortalte han paany om den skrækkelige Eensomhed i sit Fængsel, om Mariettas Snildhed, om Pietros og Verners Mod og Aandsnærværelse. Med fiin Takt vidste han at undgaae Alt, hvad der kunde saare Fyrstindens Følelser. Han var kun nedstegen i Sarkophagen for at prøve, om Oldtidens Romere havde været større end Bretagnes Indbyggere, og et uheldigt Tilfælde, ikke Fyrsten, havde været Aarsag til hans frygtelige Fangenskab. Det lille Selskab lyttede med spændt Opmærksomhed. Efterat Fortællingen var tilende, herskede der en Taushed, i hvilken man vilde have kunnet høre en Naal falde til Jorden. Da foer med Eet den unge Pige op fra sin Stol og aabnede Fløidørene til Altanen, saa at det blanke, fulde Maanelys lig en Sølvstrøm styrtede ind i Stuen og oplyste os Alle. Den friske Farve var forsvunden af hendes Kinder, der endnu vare fugtige af Taarer. Med et inderligt Glædesudbrud styrtede hun knælende ned for Fødderne af Leon de Ville og skjulte sit Ansigt ved hans Bryst, medens hun hulkende udbrød:

»O, Leon, Leon! Hvor jeg takker Gud for at have Dig her igjen. Jeg var omkommen af Sorg, dersom Du havde lidt en saadan Død.«

Derpaa reiste hun sig og ilede hen til Verner, hvis Haand hun greb med en Bevægelse, som om hun vilde føre den til sine Læber - i samme Øieblik traf hans Blik hendes, og der laae et forunderligt, smerteligt Træk om hans Mund. Hvad enten det nu var dette eller Bruddet paa det Conventionelle, der overraskede hende, veed jeg ikke. Hun blev pludseligt ligesaa blussende rød, som hun før havde været bleg, og idet hun forvandlede sit Haandkys til et stumt, taknemmeligt Blik, forsvandt hun i Sidecabinettet. Fyrstinden selv havde reist sig og støttede sig med den ene Haand til den høiryggede Lænestol, hvori hun havde siddet. Maanelyset beskinnede hendes fine Ansigt og ædle Profil. Hun var bleg, endnu langt blegere end Søsteren. Der laae en Forfærdelse, ja næsten en Gru udbredt over alle hendes Træk. Hun fæstede et langt Blik paa Verner, hviskede et Par Ord til Leon de Ville, og da hun begav sig ind ad den modsatte Dør, forekom det mig, at hun kun gjorde dette med Møie og ligesom vaklende.

»Jeg frygter for, at vi have forskrækket Damerne med vore Eventyr,« sagde Leon de Ville og reiste sig. »Jeg veed ikke, om De, mine Herrer, have Lyst til at vandre ud i Haven? Vi kunne da besee den berømte Sarkophag, der har spillet saa sørgelig en Rolle i min Historie, at jeg næsten frygter for, at den vil blive taget bort, inden De næste Gang besøge os.«

Vi vandrede ud i den store, efter italiensk Mønster anlagte Have, der i det fulde Maaneskin laae saa dæmrende og dog saa klart belyst, som hjemme hos os paa en af vore Vinterdage. I de grønne, tætslaaede Plainer vare store Blomsterbroderier anlagte, alle bestaaende af stærkt farvede men ganske lave Planter, som ved deres Farver og Figurernes Conturer dannede forunderlige Mønstre, liig dem, man seer i et Kaleidoskop. Hist stod en antik Torso, her sendte en Fontane sine plaskende Straaler iveiret, paa andre Steder vare Mindesmærker fra Rom og Tivoli efterlignede en miniature; men Alt var uden Harmoni og Smag, og disse Dukkedecorationer i Roms umiddelbare Nærhed forekom mig baade grelle og latterlige. Hvad der var smukt, var den mægtige Allee af Alme, som strakte sig indenfor Havens Muur; thi ikke alene dannede Træernes Kroner et hvælvet Løvtag, hvorigjennem Maanens Straaler tittede ned, men som mægtige Tove slyngede Vinen sig omkring de ranke Stammer, kastede sine slanke Guirlander fra Træ til Træ og hang med de fine, svaie Kviste, tæt bedækkede med det rigeste Løv, lige ned til Jorden, af og til gyngende svagt frem og tilbage i den kjølige Aftenluft. Med Eet aabnede et andet Terrain sig for os. Gamle Pinier strakte deres brede Kroner op imod Nathimlen, sorte Steenege kastede deres mægtige Skygger, medens Cypresserne som høie, slanke Minareter pegede opad mod den sorteblaae Himmel. Den stive Stiil, der var saa fremherskende i den øvrige Deel af Haven, forsvandt ganske i den lille Park, der her traadte os imøde. Krumme Stier afløste de snorlige Gange, Blomsterbosketter og subtropiske Bladplanter de kjedelige Opstillinger fra en svunden Tid, og en frisk, naturlig Skovbund de raserede og blomsterbroderede Plainer.

»Det er Fyrstindens Yndlingsparti,« sagde Leon de Ville, henvendende sig til Verner. »Her faaer Alt Lov til at groe, som det vil, og former sig dog under Skjønhedens Love. - Nu komme vi til Noget, som vil interessere Dem,« sagde han til den Gamle, »hvis De ikke under Deres lange Ophold i Rom allerede har seet det før.«

Den Gamle svarede med et stumt Nik - han var ikke synderlig stiv i det Franske - og fulgte efter Leon de Ville, der bøiede nogle Grene til Side for gjennem en Gjenvei at naae Maalet. I Baggrunden af den halvcirkelformede Plads stod den berømte Sarkophag, opstillet næsten som et Alter, indviet til Nattens og Dødens tause Genier. Det fulde Maanelys faldt ned gjennem Løvet og belyste et Marmorarbeide, som havde holdt sig vidunderligt, naar man tog Hensyn til dets tusindaarige Ophold i Jorden. Op fra Laaget hævede sig en døende Psyche med Pandoras skjæbnesvangre Æske i sin Haand, og med et Udtryk i sit Ansigt saae fuldt af Skjønhed og dog saa lidende, saa døende og saa forsagende, at jeg blev staaende, fuld af Beundring.

De Andre havde taget Sæde paa en af de Bænke, der begrændsede den halvrunde Plads, bag hvilke nogle mægtige Figencactusser hævede deres phantastiske, tornede Skikkelser iveiret som underlige, staalgraae Kæmper med gule Fjerbuske i Hjelmkammene.

»Har jeg ikke Ret?« udbrød den gamle Kunstner, idet han reiste sig og slog mig paa Skulderen. »Har det ikke været nogle Helvedes Karle, reverenter talt, disse gamle Romere? Slog de ikke Broer og Buer, hvor vore moderne Ingenieurer neppe tør hænge deres Jernkram? Og hvor er saa Det om to tusinde Aar? Og nu paa Kunstens Omraade? Har vi ikke lært Alt af dem, og ere vi dog ikke Begyndere i Sinkelectien, naar vi skulle være ærlige mod os selv? Se engang rigtigt paa det Hoved! Jeg faaer s'gu tidt Lyst til at smide Meisel og Fiil Fanden ivold, naar jeg seer saadant Noget - men man skal jo leve, det er Sagen.« Leon de Ville traadte til. Jeg saa et underligt Smiil paa hans Ansigt, da jeg forklarede ham min gamle Vens henrykte Ord. Denne mærkede imidlertid Intet. Som sand Kunstner var han i fuld Begeistring og gjennemgik med megen Dygtighed hvert enkelt Felt i det rige Billedværk, indtil han paany endte med sin Yndling, den døende Psyche.

»Ingen« raabte han under en Pause, i hvilken vi beredte os til at forlade det beundrede Mesterværk, »er istand til at gjøre saadanne Basreliefs, og der er, Fanden tage mig, ikke Een, som kan gjøre et saadant Hautrelief, som den Psyche, der hæver sig fra Laaget. Den er saa udmærket, at ikke engang Thorvaldsen, hvis han levede, kunde gjøre noget Lignende, og han arbeidede dog godt.«

Jeg saae paany det samme sarcastiske Smiil kruse sig omkring Leon de Villes Læber, men denne Gang mærkede den Gamle det.

»Hvad griner han ad?« hviskede han til mig med et ærgerligt Udtryk.

Leon de Ville syntes at forstaae hans Ord og vinkede ad os med en Mine, som om han havde noget Vigtigt at betroe os. Vi fulgte ham til en lille Pavillon, der laae længere inde i Lunden. Her aabnede han Døren og førte os ind i et Rum, et Slags Museum i det Smaae, hvor der i Montrer og paa Hylder stod opstillede forskjellige antike Sager, som vare fundne i Nærheden. Med en Anstand, der, trods sin Høflighed, dog havde noget Sarcastisk ved sig, førte han den gamle Kunstner hen til et langt Bord, som dannede det midterste Parti af Værelset, og idet han strakte Haanden ud imod det, indskrænkede han sig til det ene Ord: »Voilà!«

Den Gamle blev maalløs staaende med Øinene stivt heftede paa de Plader, som i sønderbrudte Stykker vare ordnede, saa godt det lod sig gjøre, foran ham paa Bordet. Der var ingen Miskjendelse mulig. Det var klart for Alle, at her laae Sarkophagens oprindelige Laag, sønderbrudt og mishandlet i den Grad, at kun de raae Omrids af Figuren vare tydelige, medens det ene Endestykke, netop det, hvor Psychens Hoved og Bryst skulde findes, aldeles manglede.

»Det var som Fanden!« udbrød den gamle Kunstner, da han havde faaet sit Mæle igjen. »De havde Ret til at grine ad mig, Hr. Lieutenant! Ja, Gu' havde De saa! En saadan Prostitution har jeg ikke oplevet i mine Dage. I det forbandede Maanelys saa det ud som -«

Videre kom han ikke. Med lange Skridt styrede han ud af Pavillonen under Leon de Villes hjertelige Latter som vi Andre ikke kunde lade være at istemme. Vi saae ham ile hen imod Sarkophagen. Da vi naaede den, stod han paany hensunken i taus Beundring af Billedet.

»Det er s'gu godt alligevel,« sagde han ganske rolig, idet han vendte sig imod os. »Jeg gad nok seet Den der har gjort det Stykke Arbeide. Een har jeg kjendt, som kunde gjøre det; men han er død for længe siden.«

»Mesteren kan De let faae at see,« svarede Leon de Ville. »Det er vor kjære Fader, Fra Ambrosio, der har gjort det i sine ledige Timer.«

»Har han mange af dem?« spurgte den Gamle med en Mine, som om han antog, at Leon de Ville fixerede ham. »Hvis han har det, kan De hilse ham fra mig og sige, at han gjør bedst i ikke at gjemme sin Meisel i Munkekutten, og at han duer til noget Andet end til at smøre Plaster og tælle Kugler i et Paternosterbaand.«

Leon de Ville vilde svare, men en af Tjenerne viste sig og meldte, at man ønskede at see Herrerne i den store Sal, hvor der var serveret.

Den Stemning, der øiensynligt havde grebet i det Mindste Damerne ved Verners og Leon de Villes Fortælling, syntes endnu at være fremherskende ved den første Deel af Maaltidet. Fyrstinden var, trods de Pligter, der paahvilede hende som Værtinde, og som hun paa den elskværdigste Maade stræbte at opfylde, dog af og til distrait, og Søsteren syntes endnu ikke at have forvundet den Angst, hvori hendes Elskers Eventyr havde sat hende. Lidt efter lidt veeg dog denne Stemning for den Munterhed, som Leon de Ville vidste at udbrede omkring sig, og hvori han troligt understøttedes snart af Aabye, snart af den Gamle, der havde taget Fyrstinden tilbords. Da vi reiste os, var enhver Skygge forsvunden. Den Gamle trykkede min Haand med den Forsikkring, at det, saavidt han kunde huske, var første Gang, han havde moret sig i Fruentimmerselskab; men hun var ogsaa et Stadsfruentimmer, det kunde han forsikkre mig.

Kun paa Verners Pande hvilede nogle tungsindige Skyer, der glimtviis forsvandt for atter at komme saa meget desto tydeligere tilsyne. Neppe vare vi atter samlede i Havesalen, før Leon de Ville aabnede Fortepianoet, anslog nogle Accorder og først med dæmpet, derpaa med stigende Røst sang nogle af disse gamle Folkesange fra Bretagne, der maaskee mere end andre Folkesange have den Eiendommelighed ved kunstløse Midler at faae Hjertet til at strømme over. Der reiste sig en lille Disput herom. Clara, som med lidenskabelig Iver havde forsvaret de danske Folkesanges Forrang fremfor et hvilketsomhelst andet Lands, indtog nu Leons Plads og foredrog med simpel Hjertelighed nogle Melodier, der som ved et Trylleslag førte os tilbage til Hjemmet. Det er et gammelt Ord, at Intet vækker Minderne saaledes tillive som Toner og Duft. Medens Sangen om Ridder Aage, der fæstede Jomfru Else, klang fra den unge Piges Læber til Weyses forunderlige Melodi, og medens Jasminerne, som nu blomstrede for anden Gang, sendte deres Duft ind ad de aabne Altanvinduer, følte jeg mig saa levende hensat paa en af vore Herregaarde i en stille Juniaften, at jeg næsten undredes over gjennem Altandøren at see det mørke Monte Cavo fortone sig mod Nattehimlen.

Verner stod, som forhen, lænet op imod Dørstolpen med et alvorligt, næsten mørkt Udtryk i sit kjække, mandige Ansigt. Den Gamle sad med foroverbøiet Hoved paa en Chaiselongue, medens Fyrstinden tankefuldt lænede sig til Klaveret.

Da Romancen forstummede, reiste den Gamle sig pludseligt op, gik hen til den unge Pige og sagde med bevæget Stemme:

»Jeg kan ikke sige Complimenter, Frøken; men vil De tage imod en gammel Mands Tak, er den ærligt meent. Det var en lang Række Billeder, som De der pludseligt kaldte tillive. Jeg har ikke hørt den Melodi, siden Weyse selv spillede den for Thorvaldsen og mig. - De synger vel ogsaa, Signora?« sagde han uden videre Indledning, idet han vendte sig mod Fyrstinden.

»Nej, ikke mere,« svarede denne med et Smiil, der skulde være forbindtligt; men Smilet havde en saa smertelig Baggrund, og der var noget saa forunderligt Vibrerende i Klangen af de to sidste Ord, at jeg uvilkaarligt fik en Fornemmelse af, at det var en af Hjertets Strænge, der her gav Klang, - ja, jeg var vis paa, at hun baade vilde og kunde synge ganske anderledes end sin yngre Søster, naar Tiderne kom.

»Synger De ikke, Hr. Verner?« spurgte den unge Pige pludseligt, idet hun vendte sig imod ham. »De seer ud,« lagde hun skalkagtigt til, »som om De havde et Talent, De ikke vilde aabenbare.«

»Verner har en meget kjøn Tenor,« sagde den Gamle, »naar han er i Humeur dertil; men han gjør sig kostbar og skal nødes.«

»Jeg troer ikke,« svarede Verner med en let Bøining, »at min Stemme vil have nogen synderlig Betydning, navnlig naar man har hørt en saa smuk Tenor som Leon de Villes. Men hvis Damerne ønske det,« tilføiede han med et dulgt Blik paa Fyrstinden, »saa vil jeg naturligviis ikke undslaae mig.« Clara reiste sig op og gav Plads for Verner, som nærmede sig Fortepianoet med en noget usikker Mine. Han satte sig ned, greb nogle Accorder, som om han i Hukommelsen søgte efter en eller anden gammel Sang, og efter halvt phantaserende at have anslaaet nogle af vore gamle Kjæmpevisemelodier, som han arabeskagtigt slyngede sammen til et Slags Forspil, slog han pludseligt et Par Accorder kraftigt an og sang:

Der var i Sangens simple Ord, men navnlig i den mig ubekjendte Melodi, Noget saa veemodigt rørende og dog saa stolt og storslaaet, at jeg ganske blev grebet deraf og neppe lagde Mærke til, at Fyrstindens lette Skikkelse bevægede sig forbi mig henimod Altanen. Da Sangen var forbi, var hun forsvunden, og medens Verner indhøstede Bifald baade for sit Foredrag og sin Stemme, speidede han forgjæves efter det Øiekast, der vistnok vilde have været ham en kjærere Løn end de smigrende Ord, hvormed Leon de Ville overøste ham.

»Lad det nu være godt!« afbrød den Gamle den høflige Franskmand. »Verner er for gammel til at spise Sukkerbrød. Desuden, jeg troer ikke længere paa Deres Tale efter den Krønike, som De fortalte mig om den gamle Fra Ambrosio. Det var for galt.«

»Parole d'honneur!« udbrød Leon de Ville lidt heftigt. »Det forholder sig saaledes, som jeg har fortalt. Han har selv hugget hele Laaget i Løbet af et Par Maaneder, alene fordi han engang hørte min tilkommende Svigerinde beklage sig over, at det smukke, antike Arbeide var blevet sønderbrudt. Compositionen er strengt taget ikke hans egen; men alle Detaillerne og navnlig Psychens Hoved er af ham selv.«

»Jeg forsikkrer Dem,« sagde Clara, der bemærkede den Gamles endnu tvivlende Mine, »det forholder sig virkeligt saaledes, som Leon fortæller. Fra Ambrosio har et stort Talent, meget større, end han maaskee selv veed af. Man siger, at han har været Billedhugger, førend han blev Munk i S. Vito. Han lærer mig at tegne og har selv tegnet en heel Række Skizzer til mit Album. Vil De see dem?«

»Jeg vilde hellere see ham selv,« brummede den Gamle. »Den, der har gjort det Laag, kan sagtens kradse Noget op i et Damealbum - havde jeg nær sagt. Ja, De maa ikke see saa fortrydeligt paa mig! Jeg mener blot, at naar man kan bygge en Herregaard, kan man sagtens lave en Hønsesti. - Nei, for Pokker, jeg mener - -«

»De mener«, sagde den unge Pige leende, »at De helst vil see og tale med ham, og at vi Damer ikke forstaae os paa Kunst. Jeg kan saa godt begribe begge Dele. Det Første kan De let faae opfyldt. Han pleier at indfinde sig her hver Aften for at give min Søster Underretning om Dagens Begivenheder i Hospitalet. Men hans Tegninger slipper De ikke for at see - mine skal jeg derimod forskaane Dem for.«

»Det er en nydelig Pige,« sagde den Gamle og saae efter hende. »Ikke en Smule stødt paa Mansketterne for det Vrøvl, jeg kom til at sige. Jeg veed ikke rigtigt, hvordan det er; men af og til komme Ordene saa akavet ud af Munden paa mig, at det bliver langt grovere, end jeg egentlig mener. Det var godt, at jeg ikke kom til at sige det til Fyrstinden; thi hun er en Perle, som jeg næsten troer, jeg er paa Veie til at blive forelsket i.«

Claras Tilbagekomst afbrød den Gamles Hjerteudgydelse, som hun maaskee ikke saa let vilde have tilgivet ham. Med en straalende Mine bredte hun sit Album ud paa Bordet foran den Gamle, og snart vare baade han, Aabye og Leon de Ville inde i en levende Samtale, hvorved jeg følte mig ganske tilovers.

Sangen og Musiken havde sat mig i en underlig Stemning. Jeg troer, at jeg leed af Hjemvee eller maaskee rettere af denne ubestemte Længsel efter Hjemlighed og Hygge, som undertiden anfalder Een, naar man i lang Tid har flakket om i Udlandet uden noget egenligt Hjem, og da pludseligt træffer et saadant, der dukker op i al sin hyggelige Ro. Haven laae foran mig i Maanens halvdæmrende Lys, Luften var mild og varm, Blomsterduften bølgede igjennem den, og det var, som om alle gamle Minder vuggedes i dens Aandedræt og vaktes tillive. Jeg kastede et Blik om i Salonen. Ingen bemærkede mig og sagte sneg jeg mig ud i Haven langs den lange Almeallee, for paany at naae Egelunden, hvor jeg i al Ro kunde indaande Aftenens Kjølighed og hengive mig til mine Drømmerier. Snart stod jeg igjen paa den halvcirkelformede Plads, hvor Sarkophagen hævede sig som et Monument paa en Kirkegaard, og hvor en enkelt Fugl, hvis Triller jeg ikke kjendte, fløitede fra en nærstaaende Myrthebusk. Lidt efter svarede en anden længere borte; men med Undtagelse af disse to Fuglerøster, som førte deres for mig uforstaaelige Elskovssprog, var Aftenen saa stille, at neppe et Blad rørte sig. Jeg betragtede paany denne mærkelige Sarkophag, i hvis Indre maaskee en eller anden Prætorians eller Proconsuls Been vare hensmuldrede, og medens jeg gik rundt om den, maatte jeg paany beundre den døende Psyche og beundre den dobbelt, nu da jeg vidste, at det ikke var noget Mesterværk af Antiken. Jeg steg op paa en af de svære Egebjælker, som dannede Underlaget, og medens jeg saae ned i det mørke Gab, der ligesom opfordrede til Ro og Hvile, blev jeg greben af en forunderlig Lyst til at prøve, hvorledes man befandt sig dernede - en Lyst, der stadigt tog til, jo mere jeg stræbte at vise den tilbage, og som rimeligviis stod i Forbindelse med den, man føler til at styrte sig ned fra Høider, eller som Selvmorderne til at aflive sig paa visse, i denne Retning allerede berygtede Steder. Da det her heldigviis ikke gjaldt saa morderiske Planer gav jeg efter for min Phantasie, der stadigt fremstillede Leon de Villes uhyggelige Ophold for mig, og efter at have forvisset mig om, at Stiveren baade var solid og tilstrækkeligt fast, svang jeg mig med et Sæt ned i det mørke Rum. Der er imidlertid Intet, for hvilket selv den meest udskeiende Phantasie viger hurtigere end den kolde Virkelighed. Neppe havde jeg følt Trykket af den haarde Steen, Kulden fra Marmoret og Fugtigheden paa Kistens Vægge, før jeg var bleven tilstrækkeligt afkjølet og vilde op igjen. Til denne Operation viste det sig imidlertid, at der krævedes en vis gymnastisk Færdighed. Det smalle Rum tillod ikke megen Bevægelighed, og jeg var allerede nær ved at fortryde min uoverlagte Skrinlæggelse, da jeg ved at hæve Hovedet over Randen saae to Skikkelser, der langsomt nærmede sig Stedet, hvor jeg laae. Jeg antog først, at det var nogle af Fyrstindens Folk, som den smukke Aften havde lokket ud, men alt som de nærmede sig, skimtede jeg Omridsene af en kvindelig Skikkelse, hvis sorte Silkekjole raslede mod Gruset i Gangene, og ved hendes Side en høi, ung Mand, paa hvis lyse Panamahat og faste Trin jeg øieblikkeligt gjenkjendte Verner. Nysgjerrig tittede jeg frem igjennem Mørket, og idet de traadte ind paa den halvrunde, af Maanen stærkt oplyste Plads, var enhver Forvexling umulig: det var Fyrstinden i sin kulsorte Dragt og Verner, jeg havde for mig. Langsomt passerede de forbi, han med sænket Hoved og, som det syntes i en ivrig, hviskende Samtale, hun støttende sig til hans Arm og af og til hævende Blikket op imod ham. De havde allerede nærmet sig den modsatte Udgang, og jeg begyndte alt at lykønske mig til at være bleven fritagen for at være et ufrivilligt Vidne til denne mærkelige tête à tête, da hun pludseligt standsede, bandt det fine, hvide Kammerdugstørklæde fastere om sit Hoved og tog Plads paa en af Bænkene, neppe tre Alen fra mig.

»Se her, Henry, er min Yndlingsplads,« sagde hun med sin blide, melodiske Stemme, idet hun udstrakte Haanden. »Her har jeg tilbragt alle de sorgfulde Timer, som jeg har havt, siden vi skiltes. Her har jeg siddet hver Morgen og hver Aften i de lange Aar, og nu, da jeg skal skilles herfra, forekommer det mig næsten, som om jeg ikke kan forlade denne Plet, der har været Vidne til mine dybeste og bedste Tanker.«

»Ak, Harriet,« hørte jeg ham sige, »Du veed ikke, hvor jeg i dette Øieblik føler mig lykkelig! Det forekommer mig, at Alt, hvad jeg i de tunge Aar har kæmpet og lidt, er for Intet at regne mod de Dages Lidelser, der fulgte efter den Dag, da jeg første Gang mødte Dig ved Albanersøen. Jeg kjendte Dig strax, øieblikkeligt, som ved et Lynglimt; men hvor pinligt var det mig ikke at modtage dette høflige Smiil, denne formelle Indbydelse til det store Selskab, der omgav Dig, at besee den Plet, som for mig havde været et lukket Paradiis. Ak, hvor angst og usikker var jeg ikke i hvert Ord, jeg henvendte til Dig - angst for, at Du ikke kunde tilgive mig, usikker i Haabet om Din Kjærlighed og kun sikker i den Bevidsthed, at jeg gik en ny Tid, fuld af skuffende Kvaler, imøde. Da jeg gik, og Du høfligt hilste mig til Afsked med det forunderlige, formelle Smiil, som jeg aldrig har seet hos Dig før, da var jeg saa sønderrevet og saa fortvivlet, at det blotte Syn af et Menneske var mig til Lede. Jeg havde kunnet knuge Jorden sammen som en Bold og kastet den bort i det uhyre Verdensrum, dersom jeg havde havt Magt dertil.«

»Daare, som Du er!« svarede Fyrstinden, idet hun blidt lagde sin Haand paa hans Skulder og lænede sit Hoved til den. »Hvilket andet Vaaben har en værgeløs Kvinde, der er kastet ud i den store Verden, naar hun ikke maa bruge Formen som Skjold? Formen er det Dække, der dølger vore Lidelser for en Verden, som kun vilde benytte dem som Stof til en Conversation. Formen er det Brystværn, bag hvilket vi forskanse os mod Angreb, der, skjøndt de bære hele den ydre Anstands Præg, dog kun ere Yttringer af den forfinede Vellysts Raahed. Formen er den Maske, hvormed vi tildække de sande og inderlige Følelser, hvorom den os omgivende Verden kun vilde tale som en chose de plaisanterie - men gjennem denne Formens Maske, der tilslører og indhyller Alt, trænger dog Blikket frem, og havde Du hiin Dag, Henry, istedetfor at agte paa mit Smiil, opfanget det Blik, som jeg sendte Dig til Afsked, da havde Du sparet Dig mange Dages Uro og Bekymring. Du siger, Du har tænkt paa mig, Henry? O, Du veed ikke, hvorledes en Kvinde kan tænke paa en Mand! Han tænker maaskee paa hende i Ny og Næ, i de ledige Øieblikke; hun derimod tænker paa ham, som et Barn tænker paa sin Moder - det er ikke roligt, dets Øie er ikke frit for Graad, før det seer hende igjen.«

Verner greb hendes Haand og bøiede sig over hende for at løsgjøre den brede Knipling paa hendes Mantille, der havde indviklet sig i de skarpe Torne paa de store Figencactussers Blade. Pludseligt foer han tilbage med et forundret Udraab, der fik hende til at vende Hovedet om imod ham.

»Hvad er det?« spurgte hun. »Saarede de skarpe Torne Dig? Bløder Du? Kom, saa vil jeg forbinde Dig, som jeg gjorde hiin Aften, da Du ikke havde Mod til at aabne Dit Hjerte for mig. Ak, havde Du blot gjort det, Henry, da havde Meget været anderledes. Jeg havde tilgivet Dig; det burde Du have anet. Jeg havde aldrig ophørt at elske Dig; det burde Du have vidst, og Du burde have kuet den Stolthed, der krympede sig ved at modtage en Kvindes Tilgivelse.«

»Nej, ved Gud, Harriet, saaledes var det ikke meent!« raabte han lidenskabeligt. »Jeg frygtede for at miste Dig heelt. Ak, jeg vidste ikke dengang, hvor høit Du elskede mig. Jeg anede ikke, at Du under Din Landflygtighed bevarede saa meget som mit Navn, dette Navn, som jeg her finder indskrevet.«

»Og Du aner ikke,« svarede hun, idet hun lagde sin Kind til hans, »at disse stive, tornede Planter, som kun ere Form, dog ere de Eneste, til hvem jeg har betroet min Hemmelighed. Se paa deres Blade, og Du vil ikke finde et eneste, hvorpaa Dit Navn ikke er indridset! Som underlige, kolde Spøgelser stod de her den første Aften, da min Fod betraadte disse Gange; jeg var næsten bange for dem, naar jeg i Skumringen vandrede dem forbi. Det forekom mig, at de lignede sære, forstenede Kjæmper fra en svunden Tid. Men lidt efter lidt lærte jeg dem at kjende. De bære her i Italien Bud mellem Elskende, og hver Morgen, naar jeg alene vandrede til denne Plet, ridsede jeg med min Naal Dit Navn i den grønne Bark, for at det kunde voxe sammen med Planten og tale til Dig, dersom jeg skulde være død, naar Du engang kom til det Sted, hvor jeg havde levet.«

»Ak, Harriet,« sagde han smerteligt, »hvorfor lod Du mig i den lange Tid slet Intet vide? Hvorfor udspredte Du Rygtet om Din Død, saa at ethvert Haab slukkedes for mig?«

»Hvad skulde jeg lade Dig vide?« svarede hun veemodig. »At jeg var solgt, givet hen til en Mand, som jeg foragtede og afskyede, og som dog Ingen kunde løse mig fra - kunde det bringe Dig nogen Trøst? Ikke har jeg udbredt Rygtet om min Død, men han, som for at hævne sig, piinte og forfulgte mig, fordi han vidste, at jeg havde Elskede i Hjemmet. Dog bar hans onde Gjerning en god Frugt. Den bragte mig min Søster herned, og med hende ligesom et frisk Pust deroppe fra Danmark, uden hvilket jeg ikke troer, at jeg havde gjennemlevet det sidste Aar.«

»Og med hende Leon de Ville, og med ham mig. Velsignet være den Aften, da jeg fattede det ubesindige Forsæt at vove mig ud i Campagnen! Uden dette havde jeg maaskee neppe gjenfundet Dig.«

»Ak, tal ikke derom«, sagde hun gysende. »Jeg kan ikke taale at tænke derpaa. Vel vidste jeg, at Fyrsten var ond, lav og hævngjerrig; men at han med roligt Overlæg kunde lade et Menneske vansmægte i den forsmædeligste Død - nei, det havde jeg ikke troet om ham. En enkelt Gang tænkte jeg, at jeg maaskee bedømte ham for strengt, og at der muligt var en eller anden lys Side hos ham; men nu er selv Tanken herom udslukket. Som han har piint, plaget og forfulgt mig, saaledes foragter jeg ham nu i Alt, selv i hans Minde, og jeg velsigner den Dag, som drog Dødens Gitter imellem os.«

»Jeg forstaaer ikke,« spurgte Verner efter et Ophold, »hvorledes det var muligt, at han kunde vinde nogen Magt over Dig, og hvorledes Din Fader kunde tillade, at Du ægtede en Mand, der var værre end den Bandit, som skilte ham ved Livet.«

»Ak, Henry,« svarede hun smerteligt, »hvorledes kan Du, selv om det tusinde Gange var blevet Dig fortalt, troe, at han har havt nogen Magt over mig. Aldrig har han formaaet at aftvinge mig selv det svageste Kjærtegn. Jeg var hans Slavinde - han havde jo betalt mig - skjøndt jeg derved ikke friede min Stedfader fra den sørgelige Skjæbne, der endte hans Liv. Da min Ægtefælle mærkede, at denne Slavinde saa lidet lystrede ham, at hun paa en vis Maade blev hans Beherskerinde, fængslede han mig til denne Villa, hvor jeg var meest fri og lykkelig i de Timer, hvori han var borte. Ak, Henry, anede Du de rædselsfulde Optrin, der have fundet Sted imellem os, da vilde Du i Sandhed forundres over, at jeg havde saa meget Mod, efter først eengang at være blevet bundet.«

»Harriet,« sagde Verner, »langt mere end Tabet af Dig har den Tanke piint mig, at Du var bundet til den Mand, som jeg mindst i Verden vilde see Dig givet hen til. Jeg forstaaer ikke, med hvilket Tryllemiddel Du har vidst at betvinge en Natur, der i sin Slethed ikke veeg tilbage for Noget i Verden.«

»Det er sørgeligt at sige,« svarede hun; »men kun ved hans egen Slethed holdt jeg ham bundet. Du veed, at han alt førend vor Afreise fra Danmark havde indviklet min Stedfader i et vidtløftigt Foretagende, der allerede dengang stod paa Nippet til at briste. For at redde, hvad der var muligt at redde, drog vi herned. Jeg blev da det ulykkelige Offer, som han betingede sig for at frelse min Stedfaders Navn og Rygte. Jeg husker neppe de Dage mere; de staae ligesom et tomt Rum i min Tilværelse. Jeg blev bestormet med Bønner, Formaninger og Trudsler; jeg vidste neppe mere det Sted, hvor jeg kunde søge hen for at finde Hvile og Ro. Tabet af Dig og den Mistro, man havde indgivet mig til Dig, satte mig i en Tilstand af Sløvhed og Ligegyldighed, hvori jeg lod mine Omgivelser handle, som de vilde. Kun da Milanos Klokker ringede til min Brudefærd, var der et Øieblik, hvor jeg kunde være sprungen ud ad Vinduet for at knuse mig mod Steenbroen - jeg havde ikke Mod dertil, og Veien gik til Kirken. Men ved Alteret svoer jeg, hellere at lade mig dræbe end give efter for det mindste af hans Ønsker. Jeg var fast bestemt paa, dersom han tvang mig ogsaa dertil, da at berede ham et Liv saa pinefuldt, at han ikke skulde kunne holde det ud. O, jeg kjender intet mere Uværdigt for en Mand, intet mere Hadefuldt, mere Udslukkende enhver Gnist af Kjærligheden, end det, at ville tvinge en Kvinde!«

»Hvad skete da, Harriet?« spurgte Verner, idet han drog hendes Hænder til sig, med hvilke hun i sin Bevægelse havde tildækket sit Ansigt.

»Da vi kom hjem,« hviskede hun sagte, »kom der pludseligt Efterretning om, at hele Foretagendet var mislykket, og at min Stedfader var ruineret, medens han kun havde lidt et ubetydeligt Tab. Der opstod en forfærdelig Scene imellem dem, som endte med, at d'Acorda befalede mig at følge med sig. Jeg afslog det bestemt, da min Stedfader, som en Følge af sin Sindsbevægelse havde faaet et Anfald af den Sygdom, hvoraf hans Liv flere Gange havde været truet. Han var pludseligt ganske som forandret. Kun jeg maatte vaage ved hans Seng, thi Moder var saa angreben af de sidste Dages Begivenheder, at hun ikke kunde gjøre det. Du veed ikke, hvor han den Nat angrede, hvad han havde gjort imod mig. Han kaldte d'Acorda en Skurk og Bedrager, forklarede mig hele Sagens Sammenhæng, og gav mig Papirer ihænde, ved hvilket det blev mere end klart, at d'Acorda virkeligt var det. Det er kun ved disse, at jeg har kunnet styre hans Tøilesløshed, da jeg fuldstændigt blev overgivet til ham. Henimod Morgenen indtraf min Stedfaders Død. Moders paafulgte otte Dage efter, og min Tante, der var taget ned for at pleie hende, og med hvem jeg aldrig har staaet paa nogen god Fod, tog Clara tilbage med sig til Danmark og overlod mig til min Skjæbne.«

»Hvor Du har staaet ene og forladt!« udbrød Verner og omfavnede hende.

»Men Du da?« spurgte hun. »Har Du da været det mindre?«

»Du veed det!« raabte Verner, idet han sprang op. »Hvo har kunnet fortælle Dig det?«

»Ak, Henry,« svarede hun sørgmodig, »troer Du, at jeg kunde leve uden at have Kundskab om Dig? Har Du glemt Din eneste Ven, den Eneste, der i Sandhed vilde Dig vel? Har Du glemt Frederik From?«

»From!« gjentog Verner forbauset. »Han reiste jo udenlands kort efter - -«

»Ja, kort efter at Du var bleven saaret i Din Duel med Brandt,« sagde hun og bøiede sig over ham. »O, hvor kunde Du saa ubesindigt sætte et Liv paa Spil, der var mig saa dyrebart? Henry, jeg veed Alt: Duellen, Din paafølgende Sygdom, Din uhyre Nød - Alt har jeg erfaret gjennem From, som igjen stod i Forbindelse med den unge Læge, der saa ædelmodigt tog sig af Dig.«

»Med Aabye!« raabte Verner, idet han forbauset foer op. - »O, Harriet, siig mig,« tilføiede han næsten hviskende, »var det Din usynlige Haand, der drog mig ud af Nøden? Var det Dig, der var min ubekjendte Velgjører, uden hvis Hjælp jeg aldrig havde reist mig igjen?«

»Ak, tal ikke derom,« svarede hun sagte. »Min Landflygtighedstid er gaaet hen med at hjælpe dem, som vare syge og sorrigfulde. Kun paa den Maade turde jeg anvende det Guld, over hvilket der ellers vilde have hvilet Forbandelse.«

»Harriet!« raabte han, idet han styrtede ned for hendes Fødder og greb Sømmen af hendes Kjole, som han førte til sine Læber. »Jeg forstaaer næppe Din Kjærlighed, som jeg saa lidet har fortjent. Jeg forstaaer ikke, at Du ikke paany forstøder mig. Ak, hvor langt var jeg fra at ane, at Din Kjærlighed fulgte mig i Nødens Dage? Jeg troede, at min ubekjendte Velgjører endnu var Sir Henry Vernon, der, forsonet med min Brøde, kort før sin Død havde forandret sine Bestemmelser med Hensyn til mig.«

»Nei,« svarede hun og hævede ham op, »det var ikke ham. Jeg veed nu Alt. - Din Fader var en langt ædlere Mand en hiin lunefulde Englænder. Har Du været nedbøiet over Din Moder, Henry, da vil Du med dobbelt Ret kunne see op til ham, som hun svigtede, og som, næst Dig, er den Mand jeg skatter høiest i Verden.«

»O,« raabte han. »Du har lettet den sidste Steen fra mit Hjerte, og nu slaaer det frit og freidigt, som aldrig tilforn. Her er den Ring, som jeg engang trolovede Dig med, og som Du atter gav mig tilbage. Lad den paany snoe sig om Din Finger, og glem de tunge Dage, der ere henrundne, siden den voldte os Begge saamegen Sorg og Kummer.«

»Nei, ikke den!« udbrød hun med en afværgende Haandbevægelse, der fik Ringen til at fare ud af hans Haand, saa at den sprang hen ad Jorden og klingrende slog imod Sarkophagen. »Ingen Mistroens og Mistillidens Slange skal længere skyde sig imellem os. Lad den ligge, Henry! O Gud, jeg hører Stemmer - kom, følg mig! Jeg vilde ikke for Alt i Verden, at Nogen saae os her.«

De fjernede sig med hurtige Skridt, og neppe havde jeg faaet Tid til at smutte ud af mit ufrivillige Skjulested, før jeg saae Leon de Ville med det øvrige Selskab nærme sig fra den modsatte Side af Haven.

»Nei, hvor De gjorde mig forskrækket!« udraabte Clara med et lille Skrig, da jeg traadte frem. »Den afskyelige Sarkophag! Jeg tør ikke gaae alene forbi den i Mørke, saa spøgelseagtig seer den ud. Finder De ikke, at den minder om Commandantens Statue i »Don Juan«?«

»Jo, paafaldende,« svarede den Gamle med en let Grimace. »Navnlig naar man sætter en Rytterstatue ovenpaa. Dette her kan da kun gjælde for Fodstykket, min smukke Frøken.«

»Hvor De er uforskammet!« udbrød Clara leende. »Jeg mener blot, at den bibringer mig den samme Stemning, som Statuen i »Don Juan«, og saa vil De, som er Kunstner, sætte en Rytterstatue ovenpaa og lade dette deilige Billede søndertrædes af Hestehove?«

»Nei, min Salighed, om jeg vil! Ikke for Alt i Verden!« raabte den Gamle. - »De veed ikke, Frøken,« vedblev han, idet han standsede og paany betragtede den døende Psyche, »hvilket underligt Indtryk den Figur har gjort paa mig. Den har vakt en heel Række Ungdomsminder tillive hos mig. Jeg har kun kjendt Een, der har gjort Noget paa denne eiendommelige Maade, som den der; men han er forlængst død og borte. Nu havde jeg nok Lyst til at see Den, der saaledes har forstaaet at følge ham efter.«

»Det kan De let komme til,« svarede Clara, idet hun vendte sig om og pegede op ad Gangen. »Der kommer Fra Ambrosio for at give min Søster Melding for idag. Nu kan De jo selv tale med ham.«

Mit Blik fulgte den Retning, som den unge Pige betegnede, og frem igjennem Løvgangen saae jeg den Mand komme, som Verner alt havde omtalt, da han paa Piazza del Popolo fortalte os sine Eventyr i Campagnen. Jeg kom til at tænke paa Ridder Jernskæg, da jeg saae den athletiske Skikkelse skride frem i sin brune Kutte og med et Skæg, der syntes at lyse i Maaneglansen. Den simple, brune Kutte, en Rosenkrans af ufarvede Træperler og et Par grove Sandaler, opbundne med Hampesnore, udgjorde hele hans Klædedragt, og dog skred han frem med en Anstand og Sikkerhed, som om han istedetfor Tonsuren havde en Krone om sin Isse. Han hilste ikke, men gjorde Velsignelsens Tegn, da han gik forbi os, og nærmede sig Fyrstinden, der fulgt af Verner kom ham imøde ad den samme Vei, hun nylig havde forladt. Den Gamle betragtede ham med et gjennemborende Blik, idet han passerede ham forbi; men Fra Ambrosio syntes slet ikke at bemærke det, og afgav i faa, korte og tydelige Ord sin Beretning til Fyrstinden. Denne lyttede adspredt dertil, medens Verner gjorde Tegn til mig, at jeg skulde tage Ringen, der glimrede i Maaneskinnet ved Foden af Sarkophagen.

Fra Ambrosio syntes forbauset over den talrige Forsamling, han forefandt, og hans klare, rolige Blik vandrede søgende fra det ene fremmede Ansigt til det andet. Fyrstinden bemærkede dette. Hun rev sig med en vis Tvang ud af de Drømmerier, hvori hun havde været hensunken, og presenterede os for Fra Ambrosio, En for En, idet hun rødmede stærkt, da hun nævnede det skjæbnesvangre Enrico Vernero, Dottore Danese. Fra Ambrosio lagde imidlertid ikke Mærke dertil. Klangen af et andet Navn syntes ganske at have lagt Beslag paa hans Opmærksomhed, og han stirrede ufravendt med et halvt spørgende, halvt tvivlende Blik paa den Gamle, hvis Øiekast vexelviis deelte sig mellem den lette, slumrende Psyche paa Sarkophagens Laag og den mægtige Kæmpeskikkelse, der i Maanens fulde Glans stod for ham.

»Malm!« udbrød den Gamle pludseligt, idet han styrtede frem imod ham og greb begge hans Hænder. »Tal! er det Dig?«

»Christian! Husker Du mig endnu?« raabte Fra Ambrosio og udbredte Armene.

»Du lever!« raabte den Gamle med glad Stemme. »Du kjender mig atter! Jeg vidste, at Du maatte leve; thi kun Du, kun Du, har kunnet gjøre dette.«

De to længe adskilte Venner styrtede i hinandens Arme. Den Gamle hulkede høit. Jeg havde ikke troet ham istand til en saa heftig Bevægelse. Spørgsmaal fulgte paa Spørgsmaal, uden at finde noget Svar. Fra Ambrosio var altfor bevæget dertil, og han havde i den lange Adskillelsens Tid næsten glemt det Sprog, hvori han og hans gjenfundne Ven i saa mange stille Timer havde ført deres fortrolige Samtaler.

Da de første Stemningers Strøm havde lagt sig, greb den Gamle Fra Ambrosios Haand og førte ham hen til Sarkophagen.

»Det er Din Psyche, Malm,« sagde han med blød Stemme. »Bedre og skjønnere end nogensinde før.«

»Ja,« svarede Fra Ambrosio med sittrende Læber. »Jeg har lagt hende som Opstandelsens Tegn paa Støvets Gjemme. Først der ville vi samles.«

»Samles?« udbrød den Gamle og greb med Heftighed hans Haand. »Du tænker da ikke paa at døe, Olaf? Du maa vende tilbage til Rom! Du kan endnu føre Din Meisel.«

»Nei,« svarede Fra Ambrosio, idet han med et resigneret Blik betragtede den Gamles stærkt bevægede Træk. »Mit Liv har været en Forberedelse til Døden. Hvad jeg har udrettet, vil bestaae, skjøndt det ikke er hugget i Marmor. Jeg har begravet mig for Verden og vender aldrig mere tilbage!«

Den Gamle foer med Haanden over Ansigtet og bøiede sit Hoved for at skjule sin Bevægelse. Hans Blik faldt paa Verners Ring. Han bukkede sig, tog den op og rakte den spørgende til Fra Ambrosio.

»Christian!« raabte denne, idet hans mægtige Skikkelse ligesom sittrende sank sammen. »Hvem har givet Dig denne Ring? Hvor har Du faaet den fra? For Guds Skyld, tal!«

Den Gamle stirrede med et forbauset Blik paa Fra Ambrosio, hvis hele Tankegang syntes omsluttet af dette magiske Tegn. Verner stod taus; han var liigbleg og lænede sig til det ene Hjørne af Sarkophagen.

»Fra Ambrosio!« udbrød Fyrstinden bevæget og lagde sin Haand paa hans Skulder. »Følg med os. Vi ville tale sammen om en Sag, som kun jeg og Een til ere indviede i. Natten vil bringe den Klarhed, som saamange Dage ikke have formaaet at give.«