Nr. 159.
Mel. O GUd! Du fromme GUd.
Ach kunde jeg mig ned i JEsu sødhed senke,
Og alle øyeblik hans kierlighed betænke,
Jeg hører, synes mig, en stemme hvor jeg gaaer:
Ach glem for alting ey din JEsu purpur-saar.
2.
Ach ja, hvor kunde jeg, min JEsu! dig forglemme,
Jeg lever jo i dig og dine vunder hiemme,
Dit kiød og blod har saa forvandlet siel og sind,
At mig din kierlighed har gandske taget ind.
3.
Min siel er giennemblødt af JEsu lifligheder,
Hver aare, i mig slaaer, kun efter JEsum leder.
Mit hierte drypper af hans vunders røde saft,
Og brænder himmel-høyt i JEsu sødheds kraft.
4.
Saa stort, ach meer end stort et naades lys oprinder,
Jeg arme støv og jord en himmel i mig finder,
Jeg var ey draabe værd, og fik et gandske hav,
Thi priser dig min siel, ja støvet i min grav.
5.
O! lad din kierlighed kun altid mig indtage,
At hvordan du det vil med mig i verden mage,
Jeg altid har i dig et uforfærdet mod,
Og døer saa, naar Gud vil, paa JEsum og hans blod.
