DEN SIETTE DEEL.
TROENS HERLIGHED.
1. Om de Troendes høye Adelskab.
Nr. 224.
Mel. Fader vor udi Himmerig.
Ach! seer dog, hvilken kierlighed
Den store GUd os har beteed,
At hand os kalder sine smaa,
Og ynder os i hvor vi gaae,
Tilgiver al vor synd og straf,
For JEsu skyld, som hand os gaf.
2.
Den høyhed verden ikke seer,
Men meget mere os beleer,
De troe, at tiene GUd dermed,
Naar de kand giøre os fortred,
Hvi kiende de os ikke ret?
Fordi de kiende GUd saa slet.
3.
Det skader ey imidlertiid,
At verden er os ikke bliid,
Thi hvad man os vil legge paa,
Dog til vort beste tiene maa,
Vi rose os, i hvor det gaaer,
At GUd vor Fader med os staaer.
4.
Man bander, saa velsigne vi,
Og sukke paa vor trange stie,
At GUd dem deres blindhed vil
For Christi skyld ey regne til,
Saa kand vi JEsu fodspor naae,
Saa slægte vi vor Fader paa.
5.
Naar vi med JEsu lide spot,
Og tage alting op for got,
Saa er vor vandring angenem,
Til al god giernings drift beqvem,
At man endog vort liv og stand
Paa jorden salig prise kand.
6.
Da giver aanden os et klart
Beviis paa vores arve-part,
Og drager det oplyste sind
I dybe suk for thronen ind,
At sielen udi troens brand
Sin abba liflig favne kand.
7.
Ja i anfegtnings mørke nat,
Naar baade mund og sind er mat,
Da træder aanden for os frem
Med sukke, at GUd føler dem,
Om sielen aldrig er saa tør,
Og al vor længsel fyldest giør.
8.
Ved ham vi kaste verden bort,
Og ile kun til himlen fort,
Det allerbeste frydested,
Som til vor bolig er bered,
Hvor al vor længsel ende faaer,
Og haabet alt sit ønske naaer.
9.
Er da for os den store GUd,
Hvad frygte vi for dødens bud,
GUd selv os kiender gandske fri,
Al anden dom foragte vi,
Hvad kand os skade fiern og nær,
Da GUd os har saa hierte-kier.
10.
Saa bliver det da derved, at
Vi ere GUds hans børn og skat,
Og det er ey bekiendt endnu,
Hvad herlighed, vor Fader, du
Saa overmaade mild og bliid
Os skenke vil til evig tiid.
11.
Dog det er evig vist og sandt,
Og derpaa har vi aandens pant,
At vi skal snart i himlen staae,
Og see GUds blide ansigt paa,
Da hver paa jorden seyer-riig
Skal blive der sin JEsu liig.
12.
O GUd skee evig lof, som har
Os den betegning giort saa klar,
O giv os nu din Hellig Aand,
Som fører os ved egen haand,
Den vey til Faderen at gaae,
Og evig for vor GUd bestaae.
Nr. 225.
Mel. Synge vi af hiertens etc.
Jeg er GUds Jedidijah,
Født til himlen oven fra,
GUd min Fader, lys og trøst,
Jeg hans billed, barn og lyst.
O jeg arme jord og leer,
Christus er min broder, seer!
Kunde nogen ønske meer?
2.
GUd har mig retfærdiggiort,
Aabnet for mig himlens port,
JEsus er min salighed,
GUd er aldrig paa mig vred,
Aldrig bliver jeg forladt,
Jeg er GUd i skiødet sat,
Hand er min, og jeg hans skat.
3.
Hvad jeg beder, kand jeg faae,
Det er sødt at tænke paa,
Himlen den er GUds og min,
JEsus giør mig reen og fiin
Til GUds helligdom og koor,
Aanden i mit hierte boer,
O hvad er min glæde stor.
4.
I min siel GUds kierlighed
Flyder u-ophørlig ned,
JEsus længe siden alt,
JEsus er det, som har valt
Mig, et vildt og giftigt krud,
Til sin egen rose ud,
Til sin due, skat og bruud.
5.
Uforandret er min roe,
Uforfærdet er min troe,
Evig skal min sag bestaae,
Thi mig ingen dom kand naae,
Christus er den hulde ven,
Som sig gav i døden hen,
For at vinde mig igien.
6.
Derfor er jeg vel til freds,
JEsus har mig allesteds,
U-ophørlig elsker mig,
Hand er min evindelig,
Tak da GUd, min siel, med fliid,
Syng mod himlen mild og bliid,
GUd er min til evig tiid.
Nr. 226.
Mel. Ach hvad skal jeg Synder etc.
O de siele, de allene,
Som med JEsu sig foreene,
Deres herlighed er stor,
Som fra verdens lyst fordrevne,
Ere eet med JEsu blevne,
At de i hans hierte roer.
2.
Hvo kand deres høyhed skatte,
Skiønt de synes her forladte?
Den gaaer over al forstand,
Alle himle er for ringe
For den siel, hvis bryst og bringe
Føler livets konges brand.
3.
Naar GUds englers øyne dekkes,
For hans Majestæt forskrekkes,
Da kand bruden smile ad
Hans forunderlige krone,
Seer ham paa sin høye throne
Uden dekke mild og glad.
4.
Andre skielve maae i glæde,
Naar de skal for lyset træde,
Lammets hellighed at see,
Men med bruden, som trolovet
Er med Christo, hendes hovet,
Kand det uden rædsel skee.
5.
Nest Jehovæh Guddoms ære
Kand vel intet større være,
End som brudens herlighed,
Som utroelig vel til mode
Med det allerstørste gode
Sig saa nær foreenet veed.
6.
Alle perlers pragt maa blegne,
Demant er som leer at regne
Mod den herlighedens glands,
Som i brudens hierte flyder,
Og som strømme overgyder
Sielens villie og sands.
7.
O! saa stræbe man allene,
At man kand sig ret foreene
Med vor skat, Immanuel,
Skal man derved noget lide,
Og sig løs fra alting slide,
Det betaler sig saa vel.
8.
Hielp da, JEsu, at jeg vanker
Ud og ind i himmel-tanker,
Og allene pønser paa,
Som din egen bruud og mage,
U-ophørlig at forsage
Al den deel, som skal forgaae.
9.
Saa vil jeg mig selv fornegte,
Skulde end mit liv vansmægte,
JEsum jeg ey slippe vil,
Skal jeg lide modgangs tørke,
Saa vil jeg mig derved styrke,
At jeg hører JEsum til.
10.
Uden nogen trøst at finde,
Vil jeg troe, at JEsus inde
I mit hierte altid boer,
Siden er det tiid at skue,
Naar GUds himmels bryllups-stue
Samler os i engle-chor.
Nr. 227.
Vær lystig i HErren, hans due og dukke,
Med dine brude-klæders pragt,
Din JEsus dig giver, mod jammer og sukke,
Retfærdighedens høye dragt,
Din synd den borttager
Hand med sit blod,
At intet dig nager
Fra haand til fod.
De pletter og rynker, som sielen forskrekker,
Din JEsus med purpur og skarlagen dekker.
2.
O himmelske smykke, din soel er opgangen
Med naadens Straaler over dig,
Og synden, som holdt dig tilforne saa fangen,
Og stod i veyen idelig,
Nu er den forsvunden
Til evig tiid,
Nu har du forvunden
Din vee og striid,
Du lærde, aldeles fornøyet at være,
Da du fik din Frelseres byrde at bære.
3.
Saa glæde sig alting da ude og inde,
At du med GUd forsonet blev,
Priis JEsum med hierte og samlede sinde,
Som alle strikker sønderrev,
Hand har dig til mage
Og dronning valdt,
Som arven skal tage
Med ham i alt.
Trods synden og døden og helvedes rige!
Nu skal du til kronen i himlen opstige.
4.
O riigdom, o herlighed uden al ende,
Som du nu faaer af JEsu haand,
Just det, som var borte, vil JEsus dig sende,
Og skenke ved sit ord og aand,
I troen saa meget
Des meer griib fat,
Det er jo dit eget,
Men giem din skat,
Den er dig jo derfor saa dyre forhvervet,
Og dersom den mistes, er sielen fordervet.
Nr. 228.
Mel. Hvor forfænglig etc.
O hvor yndigt
Og hvor fyndigt
Er en christens levnet!
Tør ey plage sig med sorgen
For sit liv i dag og morgen,
Er det dog i GUd forborgen.
2.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes dage!
Hvo i daglig troe og beden
Favner GUd, og nyder freden,
Den er alt i evigheden.
3.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes glæde!
Glæde, som af GUd oprinder,
Og os med ham selv forbinder,
Aldrig nogen ende finder.
4.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes skiønhed!
De, som aandens smykke nyder,
Vide nok, hvad det betyder,
Naar vor JEsus sielen pryder.
5.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes styrke!
Satan selv maa staae til skamme
Med sin fulde fyr og flamme,
Naar hand tænker dem at ramme.
6.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes lykke!
Hvad med GUd de foretage,
At det maa ham selv behage,
Det skal lykkes alle dage.
7.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes ære!
Verden kand de ey befalde,
JEsus lystes ved at kalde
Dennem brødre og udvalde.
8.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes digten!
HErrens godhed at bekiende,
Det er deres maal og ende,
Hvor de sig i verden vende.
9.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes viisdom!
Som sig løs fra synden slide,
Ville her med JEsu lide
Og af verden intet vide.
10.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes eye!
Hvad de sande christne haver,
Ere slige skiulte gaver,
Som ey nogen tyv opgraver.
11.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes rige!
Ydmyghed i sind og sæder
Verden daglig undertræder,
Til GUds riges arv sig glæder!
12.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes prangen!
Christne ingen pragt forlange,
Før man skal dem der undfange,
Hvor de gyldne gader prange.
13.
O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes sager!
GUd dem kraft og viisdom giver,
At de HErrens gierning driver,
Den bestaaer og evig bliver.
Nr. 229.
Mel. Paa GUd allene etc.
O! hvilken ære,
Og al begrib for stor,
Hans børn at være,
Som i det høye boer,
Naar man er bleven
Til HErren ret omvendt,
Fra verden reven,
Med JEsu ret bekiendt,
I himlen skreven
Med lammets røde prent.
2.
O hvilke smykker
Fra himlene er det!
O alle lykker,
O alle ting i eet,
Naar, hvad os skader,
Vi kand for thronen gaae,
Og sige: Fader,
Dit barn du hielpe maa,
O GUd! hvor lader
Det deyligt der at staae!
3.
Lad andre kalde
Dig, hvad de kalde vil,
Hvad deres galde
Og løgne siger til,
Naar du undrender
Den onde verdens garn,
Og hun dig kiender
Og agter for et skarn,
GUds hierte brænder
Imod dig, som sit barn.
4.
O bierge-toppe
Af friheds herre-stand,
Naar man er oppe
Fra verdens leer og sand,
Er sovet rolig
Fra hendes tummel hen,
Og nu fortrolig
Med sielens beste ven,
Og GUd sin bolig
I hiertet har igien.
5.
O sielens blide
Og rette Thabors roe,
I JEsu side
Og purpur-saar at boe.
O hiertens fryder
Og paradiis paa nye,
Naar sielen bryder
Igiennem mørk og skye,
Og hvile nyder
I JEsu vunders lye.
6.
Hvo kand udsige
Hvad Christi kraft formaaer,
Naar himlens rige
I sielen ret opgaaer,
Naar bruden svarer
Til hendes brudgoms røst,
Naar hand forklarer
Sig selv i hendes bryst,
Naar sindet farer
Fra verden op med lyst.
7.
O suur-fortiente
Min sieles fryde-stund!
O søde rente
Af JEsu marters pund,
Er første-grøden
Saa meget angenem,
Hvad engle-føden,
Som der skal settes frem,
Naar efter døden
Jeg snart skal komme hiem.
8.
Som paa hans himle,
Der verdens grund har sat,
Stiernerne vrimle
Imod den mørke nat,
Saaledes brænder
Min JEsu kierlighed,
Hvor jeg mig vender,
Og tænker op og ned,
Og mig omspender
Som himlen selv saa breed.
9.
O! jeg har fundet
Lyksalighedens stand,
Og sødt forvundet
Min første fødsels band.
O hvor fornøyet
Er nu min arme siel,
Før dybt nedbøyet
Til jorden, som en træl,
Nu høyt ophøyet
Med sin Immanuel.
10.
Naar jeg skal tage
Mod dødens sidste bud,
Da kand jeg drage
Med glæde til min GUd,
Lad hiertet svede,
Saa bliver sagen klar,
Den kuld og hede
Mig ikke synes svar,
Som allerede
Min GUd i armen har.
11.
Lad graven skille
Mig ved mit legems graf,
Lad orme pille
De døde bene af,
Just det kand lindre
Min daglig kamp og sveed,
Hvad kand det hindre,
At støvet falder ned,
Hist skal det tindre
I evig herlighed.
Nr. 230.
Mel. O GUd! du fromme GUd.
O søde naade-stand!
O himmel her paa jorden!
GUds nye og udbrødt land,
En lyst for englers orden,
Et slot og fæstning mod
De sorte aanders frygt,
Som vunden er med blod
Af den, som dig har bygt.
2.
O søde naade-stand!
I dig skal hiertet havne,
Saa frelses hun og kand,
Hvad evigt er, omfavne,
Du est ved himlen tæt,
Og dine grendser naaer
Til porten, hvor man ret
Hen ind i staden gaaer.
3.
O søde naade-stand!
Du læger det, der svier
Endnu af Evæ tand,
Og efter hielpen bier,
Du har det skiulte man
Og rette himmel-brød.
Hvo dig forlader, hand
Maa lide dobbelt død.
4.
O søde naade-stand!
Du har de rette vare,
Som for den sidste brand
Har aldrig nogen fare,
Din flod er sød og sund,
Og ned fra Zion gaaer,
Paa himlens naades grund
Din hele bygning staaer!
5.
O søde naade-stand!
Hvor rart er det du eyer,
Dit allermindste grand
Meer end al verden veyer,
I dig man prøver seer
Af paradises frugt,
At hiertet aldrig meer
Kand taale syndens lugt.
6.
O søde naade-stand!
I dine dybe egne
Der samles alt det vand,
Som himlen lader regne,
Hvad der er uden for,
Maa slet forgaae af tørst,
Vee! naar i dødens spor
Man det skal lære først.
7.
O søde naade-stand!
Din urtegaard ved siden
Af dødens vilde strand
Mod hende synes liden,
Du ligger siid og lav
I ydmyghedens dal,
Dog trods, at noget hav
Dig oversvømme skal.
8.
O søde naade-stand!
Hvor livets strømme rinde,
Thi her er GUd og Mand
Med tusind lyst at finde,
I dig er friheds egn
Og intet slaverie,
Kors er det visse tegn
Paa dem, du har giort frie.
9.
O søde naade-stand!
At dog saa faa dig kiender,
Al verden efter sand
Og røg og skygger render,
Du har den rette roe
Og himlens vey og port,
Men det er verdens troe
For lidet og for stort.
10.
O søde naade-stand,
Som syndens magt fordriver,
Og slaaer en hver med band,
Som ikke hellig bliver,
Alt hvad der er gemeent,
Du støder fra dig ud,
Dit folk maa være reent,
Og vandre ret for GUd.
11.
O søde naade-stand!
Min JEsus dig har vundet,
Min siel sig fryde kand,
At hun dig og har fundet,
I dig er Golgatha,
Der vil jeg altid boe,
Til jeg skal gaae herfra
Til Zions søde roe.
12.
O søger naadens stand,
En hver, som naade savner,
Hvad verden give kand,
I døden intet gavner,
Hvo dette ey vil troe,
Kand aldrig naade faae,
Herud af synden, hvo
Ey evig vil forgaae!
13.
O søde naade-stand!
Hvor smerter det og krænker,
Naar hver en helved-brand
I pølen paa dig tænker,
Den tiid du var at faae,
Da har man det forsømt,
Og derfor være maa
Evindelig fordømt.
14.
O søde naade-stand,
Du est i himmerige
Et meget lifligt land
For alle engle-lige,
Naar de erindre sig,
Som skeer hvert øyeblik,
At de igiennem dig
Til brude-salen gik.
15.
O søde naade-stand!
Jeg offentlig vil raabe
Det ud i verdens land,
At din den mindste draabe
Har mere got, end alt
Den hele verdens guld,
Ti tusind gange talt
Af ædelstene fuld.
Nr. 231.
JEsu! naar jeg sindet ned
I en dyb betragtning senker,
Og din store kierlighed
For min salighed betænker,
O! da bliver jeg saa glad,
Som jeg snart i himlen sad.
2.
Om den skidne syndens lyst
Vil jeg da et ord ey høre,
Thi jeg finder i mit bryst
Kraft et helligt liv at føre,
Derfor er jeg allesteds
Overmaade vel til freds.
3.
Lammet være priis og magt,
Som sig lod for synden slagte,
At oprette naadens pagt,
Som en evig frelse bragte,
Den jeg udi daaben fik,
Da min synd til grunde gik.
4.
Dette giør mig reen og glat,
Som det guld paa naade-stolen,
Deylig som en brude-skat,
Alle pletter fri som solen,
Saadan giør du mig, GUds Søn,
Ja som du est selv saa skiøn.
5.
Helvede er ødelagt,
Kand sig over mig ey glæde,
Og den onde verdens magt
Vil jeg under fødder træde,
Ja ved JEsu kraft det skeer,
At jeg kun ad døden leer.
6.
Tordner det paa Sinai
Over alle synde-slaver,
Her er JEsus, jeg er fri,
Alt hvad hand forhvervet haver,
Det er mig af GUd tilkiendt,
Som jeg selv det havde tient.
7.
Hand, som naade til mig vandt,
Lystes i min siel at blive,
Og til sikker fæste-pant
Mig den Hellig Aand at give,
GUd min arme siel beboer,
Som sin helligdom og chor.
8.
Tie fornuft, og kald mig ey
Slet og usel allevegne,
Troen siger dertil ney,
Jeg er een af JEsu egne,
Og min Fader hierte-kier,
Allerede salig her.
9.
Driv kun fra mig al den skum,
Som mit hierte vil besvære,
Lad dit evangelium,
Daab og nadvere mig nære,
At jeg derved styrke faaer,
Hvordan det mig siden gaaer.
10.
Og med saadan siele-mad
Vil jeg mig saa længe mætte,
Til du mig i engle-rad
Vil til bords i himlen sette,
Da jeg smage skal en ræt,
Som giør evig glad og mæt.
Nr. 232.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes levnet,
Naar al verdens glæde endes,
Alting op og ned ad vendes,
Da vort levnet herlig kiendes.
2.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes dage,
Lad kun tiden slet bortrinde,
Da vi evigheden finde,
Som umuelig kand forsvinde.
3.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes glæde,
Verdens er kun kort og liden,
Vores giver fred i striden,
Hører ikke op med tiden.
4.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes skiønhed,
Verdens pragt og blomsters lykke
Kuld og hede snart kand trykke,
Evig varer sielens smykke.
5.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes styrke,
Slagte-faar, og dog som løver,
Gnist, som ingen strømme døver,
Rov, som døden selv berøver.
6.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes lykke,
Verdens velstand fra os drager,
Ofte før hun ret opdager,
GUd os ingen ting betager.
7.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes ære,
De man her med fødder træder,
Faae i himlen herre-sæder,
Kysse GUd i hvide klæder.
8.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes viisdom,
Naar de vise gaae i blinde,
Vide disse vey at finde
Til et evigt slot at vinde.
9.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes digten,
Hvo som JEsum ret har funden,
Staaer med ham i kraft forbunden,
Hand har meer end alting vunden.
10.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes riigdom,
Naar os brand og bølge true,
Ja al verden staaer i lue,
Da skal man vor riigdom skue.
11.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes rige,
Her kun skumpelskud at være,
Der med Christo kronen bære,
Det kand al vor brek fortære.
12.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes brammen,
Her saa bange, der saa blide,
Her saa sorte, der saa hvide,
Der, ja der ved Christi side.
13.
O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes sager,
Hvad man stort i verden kalder,
Alting visner, døer og falder,
Gudsfrygt har en evig alder.
Nr. 233.
Mel. HErre jeg har handlet ilde.
Ach! hvad er man uden JEsu fremmed, ræd og bettel-arm,
JEsu, tag vor nød til hierte, tag os i din naades barm,
Lad den nød vi dig frembære,
Trolig dig befalet være.
2.
Alt i mørke, søde JEsu, gaae vi uden dig omkring,
Og i saadan ørken qvælet af den onde slanges sting,
Giften volder vores hierte
Den ulægelige smerte.
3.
Uden dig, min søde JEsu, satan mig med banghed slaaer,
At for helvede jeg ryster her paa stedet som jeg staaer,
Min samvittighed mig plager,
Og den sorte afgrund brager.
4.
Giennem verden kand vi, JEsu, uden dig ey komme ret,
Hun er fuld af synde-snarer, skiønt hun synes gandske slet,
Smigrer, hykler, trodser, truer,
Meder os paa alle buer.
5.
Ach hvor kraftesløse, JEsu, rette sig de svage op,
Vores magt er idel afmagt, vores trætte levnets lob,
Det er trøst for verdens galde,
At vi feyle tiit og falde.
6.
Derfor styrk os, søde JEsu, vær vort lys, at vi kand see,
Aabne selv de blinde øyne, lad dit ansigt mod os lee,
Spil, vor soel, med livets straale,
At vi kand vor trængsel taale.
7.
Trin du satan, stærke JEsu, under vores svage fod,
Lad din arme bruud dig kysse, at forfriske hendes blod,
At, naar hun din sødhed smager,
Aldrig agter verdens plager.
8.
Føer os selv, o søde JEsu, paa vor fremmed vandringsfærd,
At vi skynde os, og himlen komme meer og mere nær,
Lad os aldrig see tilbage,
Altid efter himlen jage.
9.
Lad din Hellig Aand, o JEsu, lette selv vor svage fod,
Til dit fodspor frisk at følge finde baade kraft og mod,
Uden dig vi ere blinde,
Ved dig kand vi veyen finde.
10.
Da skal alle raabe, JEsu! søde hierte rosen-mund,
Evig, evig, evig ære, for den blide naades-stund,
Lof og priis og tak og rige,
Alle lande amen sige.
Nr. 234.
Mel. HErre jeg har handlet ilde.
Ach hvad er man dog i JEsu salig, mægtig, skiøn og riig,
Fuld af naade, kraft og livet, JEsu kier, og JEsum liig,
Som behage ret hans hierte,
Og som ingen død kand smerte.
2.
Helte ere vi i JEsu, alle ting ved ham formaae,
Intet, som vi ey ved hannem trøstig under øyne gaae,
Paa vor HErres tro og love
Alle ting i JEsu vove.
3.
Tusinde mod een i JEsu magter intet, hugge feyl,
Her er HErrens sværd og fane, satan faaer at stryge seyl,
Naar vi os i GUd befinde,
Kand os intet overvinde.
4.
Man er ey en træl i JEsu, men vor HErres egen slægt,
Melchisedechs præstedømme under himlens varetægt,
HErrens egen arv og eye
Til hans fiender bort at feye.
5.
O hvad har vi ey i JEsu, som dog har ham selv i haand,
Med sin hierte-fromme Fader og den søde Hellig Aand,
Har vi ikke dog den ære,
GUd i bryst og barm at bære?
6.
HErrens herlighed i JEsu og hans rige i os boer,
Hand igien os elsker, ynder, bærer vores støv og jord,
Det er vores herligheder,
At GUd selv os har og leder.
7.
Det er vores roes i JEsu, at vi høre HErren til,
Det er vores hiertens glæde, at hand i os blive vil,
Intet alting har at nyde,
Israel i Gud sig fryde.
Nr. 235.
Mel. Af høyheden oprunden er.
Hvad er din herlighed dog stor,
O christne siel, paa denne jord,
Hvad vil den siden blive,
Saa sandt du est en christen, som
Har vendt dig ret fra synden om,
Til HErrens verk at drive,
Herlig,
Gud dig
Har til livet
Salve givet,
Aandens gaver
Dig saa høyt ophøyet haver.
2.
Du est Guds egen slægt og æt,
Til himlen har du arve-ret
Af din den høye stamme,
Den herlighed er meer end stor,
Al verdens pragt paa denne jord
Sig derved maatte skamme,
Men hun
Leer kun
Ad vor lykke,
Og vil trykke
Os og hade,
Skiønt hun faaer os den at lade.
3.
En himmel-lærd prophet du est,
Som kiender livets vey, en præst,
Som HErren offer bringer,
Du est en konge fuld af pragt,
Som undertriner satans magt,
Og seyrens palmer svinger.
Den sag
Hver dag
Let kand vides,
Naar her strides,
Naar her vindes,
Dette skeer hvor troen findes.
4.
Du est din JEsu egen bruud,
Har hand ey selv dig pyntet ud,
Og sig med dig trolovet?
Har sielen ey hans pant i haand,
Den søde værdig Hellig Aand,
Som lærer dig: dit hovet
Christo
Ret troe
At forblive,
Ham at give
Alt dit hierte
Udi velstand og i smerte.
5.
Du staaer med Gud i forbunds eed,
Dit hierte har den herlighed,
Hans boligs sted at være,
Hand kalder dig sin egen skat,
En throne, som hand selv har sat
Sit store navn til ære,
Og dig
Hos sig
Hielper, skytter,
Bærer, flytter,
Favner, kryster
Tæt til sine naades bryster.
6.
Hvo er vel nogen tiid, som kand
Din herlighed og ære-stand
Ret male og beskrive,
Den høyhed ingen her forstaaer,
Men det skal rigtig kiendes, naar
Du JEsu liig skal blive.
Din krop
Skal op
I det høye,
Med sit øye
Gud beskue,
Tindrende af livets lue.
7.
Betænk din stand, o christen siel,
Betænk den herlighed dog vel,
Som JEsus dig har givet,
Hold den, trods verden, vel i agt,
Vær derved glad og uforsagt
I døden og i livet,
Men staa
Derpaa
Som en klippe
Ey at slippe
Denne ære,
Lad dig slangen ey besnære.
