© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Constance. Zierlich (kommer ubemærkt ind ad Døren i Baggrunden, og bliver staaende og lytter til den følgende Sang. Han har en stor Bouquet i den ene Haand, og en lille i den anden.)
Constance (uden at see Zierlich.)
Zierlich
(nærmende sig.)
Paa den Maade, min smukke Jomfrue, maatte man jo ønske, man var baade blind og døv.
Constance.
Min Gud! De her?
Zierlich.
Men naar man er saa lykkelig at see Dem og høre Dem synge, (kysser paa Fingeren) saa ønsker man vist ingen af Delene; man lader det heller komme an paa en Trøie Duus, ha ha ha!
Constance.
Altid saa galant!
Zierlich.
Men siig mig, uden Fortrydelse, hvor har De lært den Vise? Neppe i Sorø?
Constance.
Hvorfor ikke det?
Zierlich.
O ja, Sorø er visselig ikke tabt bag af en Vogn, de har saamæn ogsaa Poeter derude.
Constance.
Det skulde jeg mene.
Zierlich.
Men allerkjæreste Constance, jeg staaer her og skjæmter, og glemmer aldeles hvad jeg havde at sige Dem. Knap havde Solen hævet sig imorges over den østlige Horizont, før jeg allerede stod med Hat paa Hovedet, Støvler paa Benene, Spadserestok i Haanden, og vandrede ud ad Porten, trods det slette Føre, speidende efter Floras Gaver, for deraf at offre en pligtskyldig Tribut til hende som er Festens Dronning. Her har jeg den, og venter kun en passende Anledning til at anbringe den. Denne derimod, mindre i Omfang, men ikke i Skjønhed, beder jeg Dem, kjæreste Constance, ikke at forsmaae. I ethvert Offer bør De have Deres Andeel.
Constance.
Jeg beder Dem, Herr Zierlich, det er jo ikke min Fødselsdag.
Zierlich.
Hver Dag man skuer Dem, er Aandens og Hjertets Fødselsdag. Begge føle sig, ved Synet af Dem, gjenfødte til et nyt Liv.
Constance
(tager Bouquetten.)
Nu vel, det er første April idag. Jeg vil betragte disse Blomster som en venlig Foraarshilsen, og skrive alle Deres smukke Komplimenter paa den første Aprils Regning.
Zierlich.
Nei det maa De tilforladelig ikke. Vel er jeg en Skjælmsmester, ha ha ha! Men ihvad for skjønne Tanker min Muse indgiver mig ved Synet af Dem, det er vist ikke min Hensigt at narre Dem April.
Constance
(forskrækket.)
Hvad seer jeg! en Mimosa!
Zierlich.
Hvad er det, Jomfrue?
Constance.
Det er fra ham!
Zierlich.
Fra hvem?
Constance
(fattende sig.)
Jeg mener, de Blomster ere nok fra Gartner Ørgaard paa Kalkbrænderiesveien.
Zierlich
(forundret.)
Hvoraf veed De det?
Constance.
Jo, for han har saadanne smukke Mimoser.
Zierlich.
Moser?
Constance.
Mimoser. Saaledes hedder denne Plante.
Zierlich.
Den der? Jeg troede, det var et simpelt Græs.
Constance.
O ingenlunde! Seer De, naar jeg rører den med min Finger, saa trækker den sine Blade sammen. Det er en Blomst, som har Følelse.
Zierlich.
Ja saa? Og derover blev De saa forskrækket?
Constance.
O nei! det var ikke Skræk, det var Glæde. Det er min Yndlingsblomst, skal De vide.
Zierlich.
Naa, den følende Blomst er Deres Yndling? Ha ha ha!
Constance.
Undskyld, jeg gaaer et Øieblik ind i mit Kammer, for at sætte de smukke Blomster i Vand. ( gaaer ind ad Døren tilvenstre.)