Femte Scene.

Constance.

For Himlens Skyld, Trine! det er dog vel ikke Dit Alvor!

Trine.

Hvorfor ikke det? Hvorfor skulde jeg ikke fortælle Frue Bittermandel hvad jeg har seet med egne Øine? At du har faaet en Bouquet, og at der inden i den var et Brev, og ovenikjøbet et Brev fra Sigfrid Møller.

Constance.

Trine, Du er en afskyelig Pige! - Trine, dersom Du gjør det, saa gjør Du mig ulykkelig.

Trine.

Ja det er en anden Sag, det skulde Du have sagt strax, og ikke begyndt med at skjælde mig ud. Hvorfor har Du heller ikke mindste Fortrolighed til mig? Du behandler mig som et Barn, og troer Du kan bilde mig alt muligt dumt Tøi ind, men jeg er klogere end Du tænker.

Constance

( omfavnende hende.)

Min gode Trine jeg har gjort Dig Uret.

Trine.

Ja det kalder jeg at tale fornuftigt. Nu skal Du ogsaa være min egen gode Constance, og heller lader jeg mig hugge en Finger af Haanden end jeg forraader Dig. Men ikke sandt, nu faaer jeg dog at høre hvad der staaer i Brevet?

Constance.

Jo, jeg skal ingen Hemmelighed have for Dig.

Trine.

O saadant et Kjærlighedsbrev maa dog være velsignet at læse! ( Constance vil aabne det.) Men er Du forrykt! Er det nu Tid at læse det? Frue Bittermandel løber i eet væk ud og ind; vi har intet Øieblik for os selv.

Constance.

Du har Ret. ( putter det ind paa Brystet.) Men jeg kan ikke noksom forundre mig over Dig! Du lille Pige har langt mere Klogskab i saadanne Ting, end jeg.

Trine.

Lille Pige? Og saadanne Ting? Jeg er over tolv Aar. Og hvad saadanne Ting angaaer, saa har man Anelser .......

Constance.

Anelser? Ja Du har Ret, det er ogsaa en Slags Erfaring.

Trine.

Mel. Ich kenn' ein Mädchen zart und fein.

Constance.