TRINE. Hans Mortensen ( med Bøger i en Rem, og spisende paa et Æble.)
Trine.
Aa! er det intet andet end Dig?
Hans.
Intet andet? Jeg synes det er nok, det.
Trine.
Du kommer til Uleilighed.
Hans.
Til Uleilighed? See see! det har man fordi man sværmer for saadan en tosset Tøs, og udfinder de allerkløgtigste Planer for at faae hende at see. Naar man saa har overvundet alle Hindringer, saa faaer man en Modtagelse som en Hund i et Spil Kegler.
Trine.
Naa hvad kløgtige Planer har Du da udfundet?
Hans.
Der! vil Du have et Æble? jeg vil dog ikke spise uden at byde Dig.
Trine.
Ja, det er meget smukt at Du byder mig de Æbler, som Du har stjaalet fra min Moder.
Hans.
Stjaalet! Hvem tør sige at jeg har stjaalet?
Trine.
Det siger min Moder.
Hans.
Godt! hun skal lære at kjende mig. Hvo som angriber min Ære, over ham kræver jeg Hævn. Det skal koste hende hendes tre Mark.
Trine.
Hvordan det, lille Hans?
Hans.
Ja see det vidste jeg nok, nu er hun god igjen. - Jo det skal jeg sige Dig, lille Trine. Siden Din Moder siger at jeg stjæler, saa skal jeg nu ogsaa virkelig stjæle fra hende, til tre Marks Beløb.
Trine.
Men saa er Du jo en Tyv.
Hans.
En Hjertetyv, lille Trine!
Trine.
En Æbletyv, lille Hans!
Hans.
Nei en Hjertetyv, lille Trine, ifald jeg stjæler Dig fra hende.
Trine.
Naa? er det til tre Marks Beløb?
Hans.
Aa Snak, Trine! Du er over tretusind Mark Banco værd.
Trine.
Du taxerer rask. - Men hvad var det, Du vilde fortælle om de Planer, Dit kløgtige Hoved har udklækket?
Hans.
Det kan Du spørge om? Synes Du ikke at det er kløgtigt nok af mig at liste mig ind til Dig den samme Dag da Din Moder har forbudet mig at see Dig, og da Lærer og Lærerinde, Tjenestefolk og hvad alt det Kram hedder, passe paa Dørene for at forhindre mig Entreen?
Trine.
Hvordan har Du da baaret Dig ad dermed, min Søn?
Hans.
Det skal jeg sige Dig. Jeg passede paa, da Frue Bittermandel og Herr Zierlich gik ud, og saa stillede jeg mig lige under Kjøkkenvinduet, og saa tog jeg eet af disse Æbler - ja nu siger Du vist igjen at jeg har stjaalet dem, men det er den skjændigste Usandhed.
Trine.
Godt, Hans! Mit Hjerte er overbeviist om Din Uskyldighed.
Hans.
O fortryllende Svar! ( kysser hendes Haand.) Og saa slog jeg Æblet ind ad Vinduesruden, saa den klingrede i tusinde Stykker, og vips løb jeg ind ad næste Port, ind i Naboens Gaard, hvor jeg skjulte mig i et stort Sukkerfad. Nu kom alle farende ud paa Gaden, for at see hvad det kunde være, og mens de alle løb ned ad Gaden, for at faae fat paa Canaillen, saa smuttede jeg ind ad Gadedøren, som de havde ladet staae aaben paa viid Gab.
Trine.
Fy! det er jo Drengestreger.
Hans.
Hvad var det Du sagde der? - Lad mig ikke høre det Ord engang endnu. Du snakker som Du har Forstand til. - See her bringer jeg Dig en Bog, en Reisebeskrivelse. Din Moder skjændte paa mig imorges, fordi jeg altid laaner Dig Romaner. Hun sagde det var bedre jeg bragte Dig Reisebeskrivelser, for at Du kunde lære noget nyttigt, som ikke fordærvede Din Moralitet. See her er een, vil Du see? den hedder: »Reise igjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger.«
Trine.
Tak skal Du have.
Hans.
Du kan aldrig troe hvad jeg har narret mange Mennesker April idag.
Trine.
Har Du det, Hans? Lad mig høre noget derom.
Mel. af Die Wiener in Berlin: War's vielleicht um eins.
Trine.
Hans.
Trine.
Hans.
Trine.
Hans.
Begge.
Trine.
Hans.
Trine.
Hans.
Trine.
Hans.
Trine.
Hans.
Begge.
Trine.
Trine.
Hans.
Trine.
Hans.
Trine.
Hans.
Begge.
Trine.
Hans.
Hans.
Aa jeg har narret mange flere endnu, men det vilde blive for vidtløftigt at fortælle.
Trine.
Men er Du da ikke selv bleven Aprilsnar?
Hans.
Jo pyt!
Trine.
Ja ja, min Dreng, det kan forestaae Dig endnu.