Tre og Tyvende Scene.

Trine.

Nu har jeg aldrig seet saa galt!

Hans.

Hvad er det, Trine?

Trine.

Tænk Dig, at hun vil give sig til at moralisere over at Du er hos mig, hun som selv i dette Øieblik har sin Kjæreste Sigfrid Møller inde hos sig paa sit Værelse, ham der ligesaalidet tør komme her i Huset som Du.

Hans.

Hvad siger Du, Trine? O det er deilige Spænd! Saa ere vi nu to hemmelige Par.

Trine.

Naar hun kan have sin Kjæreste hos sig, hvorfor skulde jeg da ikke kunne have min hos mig.

Hans.

Ih det er ligefrem!

Trine.

O det er en ypperlig Historie! Hør engang, men Du maa for alting ikke fortælle det igjen .......

Hans.

Jeg er taus som en Muur.

Trine.

Herr Zierlich, som selv er forlibt i Constance, bragte hende iformiddags en Bouquet, og deri laae et Brev fra Sigfrid Møller. Siden kom denne Kurv herop, og Frue Bittermandel troede det var en Present fra en Viinhandler, som slet ikke er til; saa besørgede Herr Zierlich Kurven selv herind, og hvem laae i Kurven? Sigfrid Møller.

Hans.

Evig forsoren! nei det er fortræffeligt! dette Paafund er næsten lige saa godt som mit at slaae Ruden ind.

Trine.

Det skulde jeg mene.

Hans.

Vel at forstaae, Trine! var hans finere udtænkt, romantiskere end mit, saa viser mit derimod større Kraft og Mod. ( i en læsende Tone.) Jo større Kraft, desmindre List. De modigste og ædleste Dyr ere de mindst listige.

Trine.

Ja Du er et godt Dyr, men trods al Din Kraft og alt Dit Mod, saa maa Du nu gaae, inden Frue Bittermandel kommer hjem.

Hans.

Jo paa det lav! Nei nu vil jeg just blive. Saalænge Snedkeren ikke gaaer, saa gaaer jeg saagu heller ikke.

Trine.

Betænk hvad Du siger! hvad kommer Snedkeren os ved?

Hans.

Meer end Du troer. Hvis der skulde trække et Uveir af Skjænd op, saa slaaer Tordenen ned paa de høieste Steder; vi Smaa gaae nok frie i den almindelige Hurlumhei. Hvad er Høihed? Et Maal for det Høieres Vrede. - O der kan aldrig gives et beleiligere Øieblik til at gjøre Gavtyvestreger!

Trine.

Min Ven! hvis ingen anden Betænkning kan dæmpe Dit flammende Mod, saa lad i det mindste mit Rygte være Dig helligt!

Hans.

Søde Trine! Dit Rygte har ingen ømmere Ven end Hans Mortensen.

Trine.

Slip mig, Forræder! Falskhed er Dit Ord. Du skaaner ikke mit Rygte. Nu husker jeg først paa, at jeg har en Høne at plukke med Dig.

Hans.

Naa da?

Trine.

Du gaaer og braller ud i hele Byen det Forhold, hvori Du staaer til mig. Det er ikke længer nogen Hemmelighed. Jeg er blameret i Verdens Øine. Jeg er en ulykkelig Pige, maaskee for min Livstid. O I Mænd, I Mænd kunne aldrig bevare nogen Hemmelighed! Kun Qvindens Barm er tro, og taus som Graven.

Hans.

Naa Herre Gud, jeg har maaskee fortalt det til et Par af mine Skolekammerater. Naar jeg ikke maatte tale om det, hvad Glæde havde jeg saa deraf?

Trine.

Men der er Maade med alting. Du har snakket saa meget derom, at vi begge ere blevne til en Fabel over Byen. Ja jeg vil ikke skjule det længere for Dig. Hør hvorvidt Følgerne af Din Ubesindighed have bragt os: der er udkommen en Pasquil over os.

Hans.

En Pasquil!

Trine.

»Hans og Trine, en Scene i Rosenborg Have.« Den staaer i en Nytaarsgave for iaar.

Hans.

Naa saa lover jeg Dig da: jeg skal rigtignok smøre den Karl ......

Trine.

Hør ud, det er endnu ikke det værste. Men forleden har de opført den Scene paa et Deklamatorium, og de To som spillede os, skal have lignet os saa livagtig, at enhver kunde tage og føle derpaa, at det skulde være os. Tænk bare, at han, som forestilte Dig, er en gammel Karl der hedder Rosenkilde; han havde meiet sig saadan ud, at han saae ud som en Skoledreng. Fatter Du den hele grændseløse Ulykke af at blive indført paa Theatret saaledes som man staaer og gaaer i det hæderlige Hverdags-Liv?

Hans.

Da maa jeg sige, det er skammeligt, at Acteurerne skal have Lov til at gaae og copiere en respectabel Skolediscipel.

Trine.

Herre Jemini! jeg hører nogen gaae med Forstuedøren. ( Hans løber hen og slaaer Døren ilaas) Hvad gjør Du?

Hans.

Jeg slog Døren ilaas. Lad mig nu see at jeg faaer mig vel skjult.

Zierlich

( udenfor.)

Luk op!

Trine.

Hvad skal vi dog hitte paa?

Hans.

Jeg skjuler mig i Kurven.

Trine.

Nei gjør ikke det. Heller i Skabet.

Hans.

Som Du vil. ( Trine aabner Skabsdøren.)

Zierlich.

Luk dog op, Trine, Du er jo derinde.

Trine.

Jeg søger om Nøglen.

Hans.

Farvel, min Trine, farvel! ( omfavner hende.) Faren truer os, en Tordenskye hænger os over Hovedet. For Din Skyld kaster jeg mig i Armene paa denne bælmørke Nat. ( vil gaae ind i Skabet, men standser.) Evig forsoren! hvilken deilig Wiener-Tærte!

Trine.

Skynd Dig, skynd dig!

Hans.

Vi sees igjen! ( omfavner hende, og gaaer ind i Skabet. Trine lukker Skabsdøren til.)

Zierlich.

Men Trine, hvorlænge skal jeg staae her?

Trine.

Nu kommer jeg. ( hun aabner Døren for Zierlich.)