Intermezzo.

Skuepladsen forestiller en deilig grøn Skov midt om Sommeren.

Digteren

(kommer.)

Digteren.

Lyksalig er dog ingen som en Digter!

Naar Stormen raser allerskarpest ude,

Naar Sneen fyger, og naar Isen ruger,

Saa drømmer han ved Phantasiens Hjelp

En deilig Sommersol, grøntklædte Skove;

Og ei allene, men faaer andre til

Med sig at drømme om sit Paradiis.

Saaledes nu mit Scepter frem har tryllet

En Sommer midt i Vintrens golde Ørken;

Og ei blot jeg, men I, hvis tætte Klynger

Beskue Scenens magiske Forandring,

Alt glemme Vintren, skjøndt nærværende,

Og lade os Erindringen og Haabet

Fremføre de forgangne skjønne Dage,

Og dem, som vi forvente næste Sommer.

I denne ved mig selv frembragte Verden

Jeg frit kan aande, frit bevæge mig,

Og til min søde Drøm mig overlade.

I denne Skygge vil jeg leire mig,

Og digte tro, hvad Musen mig indgiver.

(Han sætter sig paa en Græsbænk, tager Papiir og Blyant frem, og skriver.)

Publikum,

(i Form af en colossal Vanskabning, kommer pludseligt ind med et stort Bulder, og bliver staaende foran Digteren, som reiser sig forskrækket.)

Digteren.

Hvo er du, siig, forfærdelige Kjæmpe,

Som i min Drøm saa plumpt forstyrrer mig?

Hvad søger du? Hvad vil du? Og hvad er du?

Et Dyr? Et Menneske? Med tusind Arme,

Med tusind Been, og tusind Hoveder,

Dog i eet Legeme forenede?!

Imellem Juul og Nytaar veed jeg vel,

At Spøgelser man seer; men du, Vanskabning,

For plump til noget Spøgelse mig synes.

Publikum.

Saa du mig ikke kjender?

Digteren.

Nei.

Publikum.

O Digter!

Du kjender ei dit eget Publikum?

Digteren.

Hvordan? Det danske Publikum?

Publikum.

Du seer det.

See det, og skjælv!

Digteren.

Jeg seer dig, og jeg skjælver.

Tilgiv min Ungdoms Uerfarenhed,

At jeg min store Dommer strax ei kjendte!

Publikum.

Hvad har du skrevet? Viis mig det!

Digteren

(rækkende ham Papiret.)

Mit Folk!

Der! Tag min Sang! Jeg aldrig havde vovet

At byde dig det ufuldendte Digt,

Om ei du selv det havde krævet af mig.

Publikum

(sønderriver det.)

Det duer ei.

Digteren.

Saa hastig Dom du fælder?

Publikum.

Det duer ei.

Digteren.

Tillad dog ....

Publikum.

Tie, og hør mig!

Jeg er med dig aldeles ei tilfreds.

I dette Stykke selv du mig fornærmer.

Hvortil det fade Spøg med den, jeg nu

Af alle mine Digtere har kjærest?

Ja med det Sørgespil, som jeg af alle

Hans talrige Produkter meest tilbeder?

Har du da ikke seet, hvorlunde disse

Titusind Been, som ellers aldrig stræbe

I samme Retning, men kun mod hverandre,

Nu sig foreente, for omkaps at rende

Til Skuespillet? Saae du ikke disse

Titusind Hoveder, som ellers aldrig

Besjæles af den samme Aand og Tanke,

At aabne deres søvnbetyngte Øine,

Og stirre, mens de Spande Vand udgjøde,

Og alle Munde raabte Bravo, Bravo,

Saa disse Hænder, mens de vældigt klapped,

Forglemte selv at ligge døsigt stille?

Siig, husker du ei meer, at overalt,

Paa Gaderne, i Husene, paa Børsen,

Paa Ballerne, Concerterne, i Kirken,

Hver enkelt een af mine tusind Munde

Tilraabte hvert af mine tusind Øine:

Siig, Øie, har du Blanca seet? Og Øiet

Lod een af Mundene paa Timen svare:

O hvilket Spørgsmaal! Den har intet seet,

Som ei har skuet Blanca, Blanca, Blanca! -

Det veed du alt, du veed det, og du vover

Ham fræk at røre med en Satyrpiil?

Er du en Digter, og har ikke Sands

For Blancas elskovsfulde Sværmerie?

Digteren.

Forlad mig, jeg har Sands derfor, jeg føler,

At dette er det bedste, han har frembragt.

Publikum.

Men hvilket Raserie forfører dig

Da til at handle mod din Følelse?

Naar du nødvendigt skulde spotte ham,

Hvi har du da ei valgt et ringere

Iblandt de mange Børn, hans Muse føder?

Der var jo nok at vælge mellem. See,

Jeg skulde selv dig have overladt,

Ifald du havde spurgt mig først derom,

Hans Mithridates, Turnus, Varners Vandring,

Det hele Procne-Væsen, ja, hvad meer er,

Hans sorte Riddre, som jeg aldrig læste;

Men Blanca burde ei vanhelliges.

Digteren.

Jeg tilstaaer dig, at hine Værker, som

Du mig saa ædelmodigt overlader,

Mig vilde have givet bedre Stof,

Min Satyr lettet, og mit hele Digt

Dig meer behageligt og morsomt gjort.

Men just af denne Grund jeg dem forskjød.

Jeg sigted med min Piil til fjernest Maal;

Thi falder det, som du beundrer høiest,

Saa kan det øvrige umuligt staae,

Men følger med i Faldet, og da vil du

Dig sige selv: Var det det grønne Træ,

Hvorledes vil det gaae da med det tørre?

Publikum.

Troe ei, min Ven, du har mig overtydet!

Der hører mere til, end din Fadaise.

Kritiken elsker jeg, ja! elsker den

Langt meer end Kunsten selv, men viid, jeg hader

Satiren, thi den intet kan bevise.

Digteren.

Men er mit Digt en mathematisk Bog,

Som skal bevise noget? Er det ei

Et Spil af Phantasiens Sommerfugl,

Der bruge vil med Frihed sine Vinger

I hver en mulig Retning? Er jeg derfor

Din Digters Fiende? Nei, ved alle Muser!

Ifald han, hvad jeg haaber vist, er Digter,

Da vil han selv sig have moret meest,

Og først af alle have leet, da jeg

Til Jorden drog hvad han i Skyen bygged.

Selv Himlens Herre vil ei vredes paa mig,

Fordi jeg dristig spøgte med hans Himmel.

Publikum.

Det er en anden Sag, det laer jeg gaae.

Gud maa, som Bibelen, sig selv forsvare.

Orthodoxie er ikke just min Feil;

Desuden er den Sag mig ligegyldig,

Og kommer mig ei ved; men Blancas Digter

Du ei skal røre. Har jeg eengang grædt,

Saa vil jeg troe, at jeg har grædt medrette,

Og ikke lære, at min Graad var spildt.

Digteren.

Men er den Fugtighed da end ei tørret?

Kan du idag ei derfor gjerne lee,

Og glemme, at igaar du fældte Taarer?

Uskyldigt var mit hidtil førte Spøg,

Og ene Spøg; kun denne Samtale,

Jeg tilstaaer det, maaskee mig kunde gjøre

Din Digter vred, ifald han hørte den,

Thi her du tvang mig til alvorlig Dom.

Publikum.

Men Du var den, som gjorde første Skridt,

Og deri ligger just din Uret. Aldrig

Du burde have rørt ved Blancas Digter.

Der ere andre, som med Ret og Skjel

Fortjene hvert et Spark, de kunne faae.

Digteren.

Nei Hælen ei mit Vaaben er; men Pile

Har jeg tilovers. Nævn mig bare, hvilke

Du mener, og jeg spænder Buen alt.

Publikum.

Hvad veed jeg det? Jeg deres Navne glemmer,

Naar deres hæse Ravneskrig er endt,

Og andre, som jeg husker godt, fordi

De give mig bestandigt Stof til Latter,

Jeg ikke nævne vil. Du selv dem kjender,

Desuden er Exemplet jo forhadt.

Digteren.

Du glemmer, at det er for dig jeg skriver.

Det var jo overflødigt at berøre

Dem, som du alt har glemt, og det var Synd

At hindre dem, som faae dig til at lee;

Du græder dog kun alt for meget. Nei,

Den, som du agter meest, jeg helst bekjæmper,

Thi der er Modet størst, og Seiren gavnligst.

Det skadelige Frø, hvis værre Frugter

Jeg forudseer, kan ikke fæste Rod,

Undtagen i det Urtebed, du dækker

Med Gjødningen af din Berømmelse,

Og vander daglig med din Regn af Taarer.

Der maa man luge, men de løse Kjerner,

Som ingen ændser, som for Vinden drive,

De ville, om endog et værre Ukrud,

Dog aldrig spire, aldrig fæste Rod,

Og ere derfor ubetydelige.

Publikum.

Du laster alt, dig intet er tilpas:

Er du da selv saa meget fuldkommen?

Viis mig, hvad Du har gjort, hvad Du har virket;

Maaskee det bedre er; det skal mig glæde.

Jeg fatted Haab om dig i Sommer paa

Den skjønne Aften før Sanct-Hans-Dag, da

Ved Kirstens Kilde i din Fjælebod

Du viiste mig de smaa Marionetter.

Jeg tænkte, den Begyndelse var god;

Men det var ogsaa kun Begyndelse.

Siig mig, hvad Fremskridt har du siden gjort?

Du var jo næsten stum fra da til nu.

Digteren.

Jeg veed, min Lyres første, svage Tone

Har vundet alt det Bifald, den fortjente,

Og meget meer; du mig imøde kom

Meer venlig, end jeg blot at haabe voved.

Hvad Under, om jeg just af denne Grund

Blev meer opmærksom paa mig selv, og tøved,

Af Frygt for, at min anden Sang ei skulde

Fortjene Lykken af dit andet Smiil?

Publikum.

Imidlertid, den Taushed duer ei.

Den viser mig, at det vil aldrig blive

Til Alvor med hvad du for Spøg begyndte.

Thi ellers var du sikkert ikke bleven

Saa længe staaende ved Mester Jakel;

Men dine luende forgyldte Smaa

Sig maatte have viklet ud til store,

Til tragisk ædle Skygger i det Fjerne,

Som os den tragisk ædle Digter spaaede,

Men Udfaldet beviste, at ei altid

Propheten er forenet med Poeten.

Hos den, som Gud til Digter har bestemt,

Han og har nedlagt Sangens Hippokrene,

Der ei bør søges udenfor Poeten,

Men springer af hans eget Indre frem

I store Springvandsstraaler høit i Luften,

Saa Draaben klingende fortrænger Draaben.

Men stille Vande muddres, og en Sangfugl

Ei flyver over Mare mortuum.

Digteren.

Men saadan er nu eengang min Natur.

Jeg kan ei evigt lade Vandet springe,

Og uophørligt spidse Gaasefjeren.

Jeg leve maa, og aabne mine Sandser

For hvert et Indtryk: Livets Farvespil

Jeg skue maa, og lytte til dets Toner.

Misund mig ei den korte Nydelse!

Snart er dog Ungdommen forbi; og, troe mig,

Naar Alderdommen kommer, er det godt,

Ifald det svundne Liv er værdt at huskes.

Thi aldrig digter man saa skjønne Sager,

Som naar Erindring, alle Musers Moder,

Omsvæver nær den gyldne Strengeleeg;

Og hiin engang min bedste Bog skal blive;

Men nu er Livet mig meer værdt end Bøger,

Især langt meer end dem, jeg selv kan skrive.

Jeg gjerne læse vil! det gaaer dog hurtigt;

Ak! men at skrive er en langsom Pine.

Jeg tusind Tanker have kan, imens

En eneste jeg paa Papiret bringer.

Den Ting nu ei forandres kan. Min Muse

Er eengang ikke nogen Maanedsdue.

Publikum.

Hvad der du siger, klinger fast som noget.

Imidlertid er Ord dog ikke nok,

Men Handling maa der til. Velan, en Prøve

Vil jeg dig sætte paa nu strax, og den

Mig vise skal, hvad jeg af dig kan vente.

Som Herkules du staaer paa Skilleveien.

Dens ene Side fører til en Grotte,

Hvori en Kilde vælder frem. En Fee,

Den yndigste blandt alle Qvinder, ligger

Den hele Dag paa Bænken der af Mos,

Og lytter til de klare Perlevover,

Som trille rislende. Hun hedder Klingklang.

Den anden Side fører til en Sandørk,

Og Veien over den er heel besværlig,

Men har du den tilbagelagt, du kommer

Hen til en prægtig Stad, hvori der boer

En fornem Mand, og Mandens Navn er Hensigt.

See, begge dig imøde vandre, for

At hverve dig. Nu gjælder det at vælge.

Klingklang (kommer ud af Grotten), Hensigt (fra den modsatte Side.)

Digteren.

Men siig mig, hvilken af de To er Dyden,

Og hvilken Vellysten, paa det jeg ikke

Skal tage feil af dem.

Publikum.

Kan du dig ei

Besvare dette Spørgsmaal selv?

Digteren.

Aa jo!

Men det er ikke sagt, at den, jeg anseer

For Dyden, ogsaa Dyden er for dig.

Og gjerne vilde jeg idag mig vise

Just fra en fordeelagtig Side, gjerne

Dig gjøre ret tilpas i dette Valg.

Publikum.

Du selv maa see dem, og du selv maa vælge.

Digteren.

Hvad er det, Feen holder i sin Haand?

Publikum.

Det er et lille Lomme-Lotterie.

Digteren.

Et Lotterie?

Publikum.

Af Ord, men ei af Tal.

Den hele Sprogets Rigdom findes der

I Lykkehjulet blandet. Naar du hende

Om noget spørger, svarer hun dig ei,

Før hun har dreiet Hjulet rundt, og trukket

To Ord deraf; med dem hun ender Svarets

To første Linier, og rimer siden paa dem.

Men Hensigt taler som en anden Mand,

I Prosa, tydeligt og hensigtsmæssigt.

Du seer, det er en Mand med Baand og Stjerne;

Begegn ham med Respekten, ham tilkommer.

Din Prøve tager nu Begyndelse;

Jeg trækker mig tilbage for at see,

Som Tilskuer, hvad Udfald den vil faae.

(Publikum træder frem i Forgrunden ved den ene Side. Klingklang og Hensigt nærme sig Digteren, hver fra sin Side.)

Digteren

(afsides.)

Nu gjælder det. Den store Dag er kommen,

Da Publikum mig seer paa Skilleveien.

For tusind Blikke staaer jeg udsat her.

Hvorledes mon jeg vel mig tager ud

I Verdens Øine? Det er Hovedsagen.

Med Frihed kan jeg dog umulig handle.

Jeg staaer jo ei, som Herkules, allene

Med mine Fristere og Himlens Hvælving.

Ak havde jeg et Speil at see mig i!

Jeg veed ei ret, hvordan mit Halsbind sidder,

Jeg troer, en Knap der mangler i min Kjole.

Her gjælder Værdighed. Man i det mindste

Med Anstand bør i Gabestokken staae.

(Til Klingklang i en ligegyldig Tone.)

Siig, skjønne Fee ...

(afbrydende sig med Pathos.)

Ved Himlen! Ja medrette

Jeg skjøn har kaldet dig, thi aldrig før

Saa yndig Skjønhed mine Blikke rørte,

Bevægelig, som Bølgen i din Kilde,

Og hver Bevægelse, som den, melodisk.

Siig mig, hvad vil du have? Kræv! Forlang!

Mit Hjerte har du alt ...

(pludseligt afbrydende sig igjen.)

Dog nei - jeg havde

Mig nær forsnabliseret - Hvad jeg vilde

Dig sige, skjønne Fee? Mit Hjerte er

Endnu bestandig frit, dog alt jeg føler,

At dets Erobring let for dig vil være.

Siig mig, hvad Grunden er til dit Besøg.

Klingklang

(dreier Hjulet rundt, trækker to Sedler ud, aabner dem, og læser:)

»Svale. Paa.«

(Hun ruller dem atter sammen, kaster dem i Hjulet, og siger:)

Følg mig til min Grottes svale

Bænk, som nys jeg slumred paa.

Vover tæt forbi den gaae;

Du skal høre Kildens Tale,

Og dens Tryllesprog forstaae.

Digteren.

O, himmelsk er din Sang, du Tryllepige!

(til Hensigt.)

Men hvad befaler Deres Excellence?

Hensigt.

Jeg vil føre Dem en rigtig nok trang og tornefuld Bane igjennem denne Sandørken; men naar De kommer til Maalet, nemlig den store Residentsstad, skal De blive belønnet med at faae et godt Embede.

Klingklang

(dreier, som før, Hjulet rundt, trækker to Sedler ud, aabner dem, og læser:)

»Forføre. Skal.«

(Hun ruller dem, som forhen, atter sammen, kaster dem i Hjulet, og siger:)

Lad ei Verden dig forføre.

Himlen da du tabe skal.

Rygt Naturens bedre Kald;

Bliv hos mig, og glæd dit Øre

Ved min Kildes Tonefald.

Hensigt.

Ifald De er en Mand, saa bryder De Dem kun lidt om denne Sirene og hendes daarlige bouts-rimés. Hvad De hos hende kan opnaae, er kun øieblikkelig Nydelse. Jeg derimod agter at føre Dem til et Maal, hvorpaa Deres Fremtids Lykke skal beroe.

Klingklang

(som før.)

»Bygge. Morgen.«

Dødelige! Du vil bygge

Planer for den Dag i Morgen!

Hvilken Viisdom er dig Borgen,

At du da er meer end Skygge?

Nyd dit Nu, glem Fremtidssorgen.

Hensigt.

Det er den groveste Epicuræisme, hvortil min Contrapart har isinde at forlede Dem. Afholdenhed er det gavnligste for et ungt Menneske. Den styrker Nerverne ligesaa meget, som overdreven Nydelse udtømmer dem.

Klingklang

(som før.)

»Gave. Grene.«

See! af modne Frugters Gave

Bugner hver af Skovens Grene.

Æbler giver jeg dig ene

Af min Hesperidehave,

Vand kun af min Hippokrene.

Hensigt.

De berømteste Læger ere enige om, at den blot vegetabiliske Føde er skadelig for Helbreden, som ogsaa at Vanddrikken giver en slap Mave. Følger De mig, maa De rigtig nok underveis tage tiltakke med hvad Ørkenen formaaer, hvilket neppe bliver andet end Desert, men naar vi ere komne til Staden, skal De daglig faae sex Retter haandfast Mad.

Klingklang

(som før.)

»Mig. Tøver.«

Grumme! Med at vælge mig,

Du endnu saa længe tøver?

Nu, saa viid, jeg elsker dig.

Flere Ord end disse, siig,

Du vel sagtens ei behøver.

Hensigt.

Jeg beder Dem tage i Betænkning, at De med dette Fruentimmer ingen anden Medgivt faaer end hendes Kildevand og Æbletræer. Jeg vil derimod paa den anden Side foreslaae Dem et Parti med en rig Enke af mit Bekjendtskab, som vist ikke vil nægte Dem sin Haand.

Klingklang

(som før.)

»Seer. Lige.«

Hvad du faaer med mig, du seer:

Kjærlighed foruden Lige.

Jeg er selv mit hele Rige.

Derfor, hvis du ønsker meer,

Har jeg intet meer at sige.

Hensigt.

Jeg har heller ikke meer at sige, end hvad jeg allerede har sagt. Vil De følge med mig, saa kan De, og vil De ikke, saa kan De lade være.

Digteren.

Jeg beder om Forladelse. Undskylder

Min Langsomhed! Nu skal jeg strax mig fatte.

Tillader mig et Øiebliks Betænkning!

(Han træder frem i Forgrunden, og taler med sig selv.)

Det er en overmaade kritisk Sag.

Hvad skal jeg gjøre? Hvilket Forsæt tage?

Hvem der dog bare vidste, hvilket Valg

At Publikum forlanger! - Dog - der falder

Mig noget ind: Hvad? Om jeg deelte mig?

Og gav mit halve Hjerte til den ene

Af disse, og det halve til den anden?

Saaledes vil man sikkert, jeg skal gjøre.

Naar tvende disputere med hverandre,

Saa lader det dog altid saa fornuftigt

At sige: I har begge Ret og Uret;

Man Eders Meninger forene maa.

Saaledes slaaes to Fluer med eet Smæk.

Graat er den Farve, som behager meest,

Og Hvidt og Sort er ikke meer i Moden.

Velan!

(til Klingklang og Hensigt.)

Jeg har alt taget min Beslutning.

(Han træder hen imellem dem, og tager dem begge to i Haanden.)

O Ædlinge!

(Tillader mig at kalde

Jer begge med det samme Hædersnavn!)

Hvor smerter det mit Hjerte dybt at see

To slige Værdige, to Danne-Væsner

(Jeg kan ei sige Mænd, ei heller Qvinder)

At stande fiendtligen imod hverandre.

Naar I foreente jer, hvad vilde da

For skjønne Frugter af jer Ening opstaae!

Fra ingen af jer kan jeg løs mig rive.

Den ene har just hvad den anden mangler,

Og jeg er Ven af begge Potentater.

Modtager begge to mit deelte Hjerte!

Hos Deres Excellence vil jeg sidde

Hver Morgenstund og hele Formiddagen,

Og skrive paa Contoiret; men om Aftnen

Jeg mig adsprede vil i Feens Grotte,

Dog altid komme hjem før Klokken tolv,

For næste Morgen at staae tidlig op,

Og være dygtig til alvorligt Arbeid.

Saaledes vælger jeg; jeg kan ei andet.

Publikum

(trædende hen til Digteren.)

Ja ædle Yngling! Du har staaet din Prøve.

Du slynger om din Tinding Borgerkronen

Med Digterkrandsen, Egeløv med Laurbær.

Med Glæde vil jeg nu dig offre alt

Hvad Blancas Digter skrevet har og skriver

Og skrive vil; han kommer dig ei nær.

O havde Herkules dog gjort som du,

Og smukt forenet Vellysten med Dyden!

Ja du er meget mere stor end han,

Og mere stærk. Jeg hilser dig som Melet,

Der snart skal jevne Fædrelandets Suppe.

(Han klapper med alle Hænderne, og raaber Bravo med alle Mundene.)

Digteren.

Jeg staaer beskjæmmet af din megen Roes.

O vær forsikkret, at jeg aldrig skal,

Saalænge som jeg aander her og lever,

Forglemme, at din Yndest alt jeg skylder,

Og min Fortjeneste aldeles intet!

(Han bukker flere Gange.)

Publikum.

Lev vel, og lad mig høre fra dig snart!

(gaaer.)

Klingklang

(som før.)

»Umager. Heel.«

Du forgjæves dig umager.

Følger du mig ikke heel,

Vist jeg ei tiltakke tager

Med dit Hjertes halve Deel.

Meer et Intet mig behager.

(Vendende sig til Hensigt, og udtrækkende to Sedler, som før.)

»Annamme. Gaaer.«

Derfor kan du ham annamme,

Heel og holden, som han gaaer.

Men jeg siger dig, og spaaer,

At den Tid skal komme, naar

Ved sit Valg han sig vil skamme.

(Hun gaaer tilbage i Grotten.)

Hensigt.

Nei, see mig til den uforskammede Taske! (Han render hen til Grotten, og raaber derind:) Hvad? Tør hun understaae sig at sige Du til en Mand af min Extraction? Veed hun vel, at jeg kan lade hende bringe paa Politikammeret hvad Øieblik jeg vil? Thi hendes private Lotterie er forbudet i Kongens Forordning tilligemed alle andre Hazardspil. - (Til Digteren.) Forresten maa De ikke troe, at jeg skjøtter om det, som hun slaaer Vrag paa. De kunde have valgt mig strax. Nu vil jeg ikke være Deres Nødanker.

(Han gaaer samme Vei, som han kom.)

Digteren

(allene.)

O Himmel! hvilket Udfald fik dog dette!

Jeg gav mit Æble, men fik ingen Pære.

O! havde jeg kun fulgt mit Hjertes Drift,

Og ikke spurgt mig: Hvad mon Folk vil sige?

Dog end jeg ile vil i Grotten ind,

Og kaste mig for Feens Fødder ned,

Og bede om Tilgivelse. - Hvad seer jeg!

Den lukket er! - O Klingklang! Luk mig op!

Din Elsker kommer angerfuld, og beder,

At ei du vil forskyde ham. - Ak! intet

Hun svarer; hun er vred. - Hvad har jeg gjort! -

O Publikum! For at behage dig,

Jeg offret har mit Hjertes Drift. Hvad vil du,

Hvad kan du til Erstatning give mig?

(Han holder sig begge Hænderne for Hovedet, ligesom i Fortvivlelse, og bliver saaledes staaende.)

Harlekin

(kryber ganske sagte op af Souffleurhullet.)

Harlekin

(afsides til Tilskuerne.)

Nei, det gaaer for vidt. Min gode Herr Digter tiltaler ikke Publikum saaledes som det sømmer sig for en ung Mand. Det gjør mig ondt for ham, thi han har selv værst deraf. Overalt finder jeg det upassende, at han tør fremstille Publikum personificeret paa Skuepladsen, og derved ligesom gjøre Dem, mine ærede Herrer, til Comødiantere. Thi saa gjerne som De seer Skuespillet, saa nødig vil De dog nok selv spille en Rolle deri. Ikke sandt?

Adskillige Tilskuere.

Ja, det forstaaer sig.

Harlekin

(med et ængsteligt Blik paa Digteren, afsides til Tilskuerne.)

Tys! bliv ikke vred, men jeg maa bede Dem ikke tale for høit; thi hvis Digteren mærkede, at jeg stod i Forstaaelse med Dem, saa var jeg om en Hals. Jeg skal sige Dem, han er Manden for det Hele, og jeg, som een af hans Personer, har ligesaa lidt Lov til paa egen Haand at underhandle med en fremmed Magt, som Soldaten uden Generalens Tilladelse. - Men hemmelig skal jeg forhjelpe Dem til den eclatanteste Hævn af Verden; thi, i Sandhed, fornærmeligt er det, at de ere blevne indførte paa Skuepladsen. (Han slaaer Digteren paa Skulderen, og derved ligesom vækker ham.) Gode Ven! Det var nok ikke afveien, om du lod mig faae lidt mere Manuskript; thi det jeg har, er sluppet, og jeg kan følgelig ikke soufflere længer.

Digteren.

Hvad for noget? Maa Du soufflere?

Harlekin.

Jeg var nødt dertil; thi det var mig umuligt at faae Liv i Souffleuren, da jeg nylig vilde vække ham. Under fire Øine kan jeg betroe dig Hemmeligheden. Han har drukket sig fuld iaften.

Digteren.

Naa, saa skal jeg da ....

Harlekin.

Stille, stille! Du maa love mig, ingen Scene at gjøre i den Anledning. Herre Gud! Hvad skal man sige? Det er saa koldt, og hvem veed? Maaskee har den stakkels Fyr drukket din Skaal, med det fromme Ønske, at dit Stykke ei maatte blive udpebet.

Digteren.

Jeg takker dig for dit Venskab, men det gjør mig dog ret ondt, at maatte bruge din interessante Person paa en saa underordnet Plads. Jeg kunde have draget langt større Nytte af den, som Skuespiller.

Harlekin.

Vær ikke bange! Jeg skal nok see mit Snit, og forlyste Publikum, naar Leiligheden gives.

Digteren.

O gjør det, min Ven, og gjør det strax. Thi mit Hoved er dog saa fortumlet, at jeg ikke kan fatte mig i det første Øieblik. (Han kaster sig paa Græsbænken.)

Harlekin.

Gjerne, men du maa give mig frit Spillerum.

Digteren.

Aa ja vist! Du kan for mig gjøre hvad du vil.

Harlekin

(afsides.)

Fy! Han er vranten. Nu, ved min Harlekinsære! Ei omsonst skal han have ladet mig gaae for slap Tøile. Heida! Herr Maskinmester!

Maskinmesteren

(kommer.)

Maskinmesteren.

Nu, hvad godt?

Harlekin.

Det er mig, Herr Maskinmester, som De for Eftertiden har at lystre. Digteren har afsat sig selv; han har givet mig carte blanche, som berettiger mig til enhver Frihed. Jeg er nu Herren, og han Tjeneren.

Maskinmesteren

(i det han bukker ærbødigt for Harlekin.)

Jeg beder Deres Majestæt være forsikkret om min fuldkomne Underdanighed, Lydighed, Troskab og Hengivenhed under min ny Monarks almægtige Scepter.

Harlekin

(klappende ham paa Skulderen.)

Jeg er overbeviist om Deres gode Intentioner. - Altsaa, min Ven, til Sagen! Publikum trænger høilig til en lille Recreation. Hvormed, Herr Maskinmester, kunde De i en Hast opvarte de ærede Tilskuere?

Maskinmesteren.

Jeg veed sandelig ikke, hvad det skulde være. Maaskee Ildregnen?

Harlekin.

Ildregnen er god nok; men De husker, at vi har en Ildebrand i anden Akt, og det er nødvendigt at spare. Hør, veed De hvad? Lad os faae Klosterkirken i Korsridderne, med den aabne Grav i Muren.

Maskinmesteren.

Strax. (Han løber hurtig ud, kommer derpaa tilbage, og ringer paa sin Klokke.)

(Skuepladsen forvandles til Klosterkirken i Korsridderne.)

Harlekin.

Bravo! - Heida! Pyntekone!

Pyntekonen

(kommer.)

Pyntekonen.

Hvad godt?

Harlekin.

Madam! Det er mig, som De for Eftertiden skal lystre. Gesvindt! En eller anden Maske, som behager Publikum!

Pyntekonen.

Hvilken befaler De?

Harlekin.

Ja, hvilken gjør meest Lykke?

Pyntekonen.

Jeg veed ikke. For Exempel, Pagen i Blanca?

Harlekin.

Herligt! Lad ham strax komme, for at blive indmuret i den aabne Grav!

Pyntekonen.

Paa Timen! (Hun gaaer.)

Harlekin.

Maskinmester!

Maskinmesteren.

Herre!

Harlekin.

Et stort Fiskergarn! Hurtig!

Maskinmesteren.

I Øieblikket. (Han løber ud, og kommer tilbage med et stort Fiskergarn.)

Harlekin

(beseer det.)

Det er godt. - Maskinmester!

Maskinmesteren.

Herre!

Harlekin.

Den brune Lok af Signes blonde Haar!

Maskinmesteren.

Hvilken mener De?

Harlekin.

Ih! den, hvormed Hagbart har sine Hænder ombundne.

Maskinmesteren.

Ah! Nu forstaaer jeg. Strax, Herre! (Han løber hurtig ud, og kommer tilbage med Haarlokken.) Gud veed, det er en urolig Tjeneste under det ny Regimente. Jeg sveder allerede som et Bæst.

Harlekin

(tagende Lokken.)

Den er god. Det er ypperlige Hestehaar. (Han sætter den i Garnet.) Denne Lok er en god Lokkemad. Nu skal jeg nok fange Fisk.

Pyntekonen

(kommer med Pagen.)

Pyntekonen.

Herre! See, her er Pagen fix og færdig.

Harlekin.

Kom, du lille Forelskede! Nu skal du strax blive indmuret. Men først bruger jeg dig til Lokkemad. (Han putter ham ind i Garnet.)

Pagen

(grædende.)

O Herre Gud! Hvorfor skal jeg derind? Hvad har jeg gjort? Jeg skal aldrig mere være uartig.

Harlekin

(puffende ham derind.)

Her hjelper hverken Snak eller Taarer. Du er mig ganske nødvendig. Med Lokken fanger jeg kun smaa Makreler og Hundesteiler, men med dig derimod de allerstørste Torsk og Flyndere. (Han vil kaste Garnet ud mellem Tilskuerne.) Ud i Søen med dig!

Adskillige Tilskuere.

Behøves ikke! Behøves ikke! Vi kommer alt.

Harlekin.

Tænkte jeg det ikke nok? Fiskene komme af dem selv, bare de seer Lokkemaden nok saa fjernt. - Behag at stige op. - Maskinmester! Hurtig! Her maa lægges en Bro til de ærede Tilskueres Beqvemmelighed.

(Maskinmesteren henter nogle Bræder, som blive lagte fra Skuepladsen ud imellem Tilskuerne. En Mængde Tilskuere bestige dem, og begive sig op paa Theatret.)

Nogle Tilskuere.

Aa hvor det er smukt!

Andre.

See Lokken!

Andre.

See Pagen!

Andre.

See Hullet i Muren!

Harlekin.

Ja vist er det smukt altsammen. Men jeg beder Dem, glem ei den egentlige Hensigt, hvori De ere komne. Der sidder Digteren. De veed, hvorledes han har fornærmet Dem. Skaan ham nu ikke.

Adskillige Tilskuere.

Ja det er sandt. Herr Digter! Sover De?

Digteren.

Hvad? Hvad seer jeg?

Første Tilskuer.

Hvad De seer? De seer et fornærmet Publikum, opbragt paa Dem for den Impertinence, hvormed De har vovet at fremdrage det paa Skuepladsen, gjøre det til en Comødiant og lade det spille hvad Rolle, De finder for godt.

Digteren.

Mine Herrer! Publikum maa forsvare sig selv. Jeg vil strax kalde det frem. Publikum! Kom hid!

Publikum

(kommer.)

Publikum.

Hvad befaler?

Digteren.

Min Ven! Her forestaaer dig en farlig Strid. Du maa nemlig fægte med dig selv.

Anden Tilskuer.

Aldeles ikke. Det er ei med Acteuren vi have at bestille, men med Dem, thi De er jo Forfatteren til Stykket.

Digteren.

Ah, mine Herrer! Det var godt, De bragte mig det i Erindring, thi nu skal jeg bevise Dem min Uskyldighed saa klart som at to og to er fem.

Adskillige.

Ja lad os see det; før troe vi det ikke.

Digteren

(tager en Rulle Papiir op af Lommen.)

Seer De, mine Herrer! Her er Manuskriptet, og her er Scenen mellem Publikum og mig. Vil De behage et see: Ikke et Ord af alt hvad Acteuren sagde, staaer i hans Rolle. Jeg selv blev nødt til at extemporere og improvisere, bare for at bringe en Slags Mening i det Hele.

Nogle.

Det er uhørt.

Andre.

Uforskammet.

Digteren.

Ja men nu kommer det værste. Seer De alle disse Papiirsstumper, som ligge her paa Gulvet? Kan De erindre, at han reev et Blad itu for mig? Og veed De hvad det var? Det var saamæn hverken meer eller mindre end Manuskriptet til anden Akt, som vi nu om et Øieblik skal opføre. Jeg har ikke havt Tid til at skrive den før mellem Akterne.

Tredie Tilskuer.

Men De maa dog tilstaae, det er ogsaa at tage Tingen vel sildig.

Digteren.

Unægtelig.

Fjerde Tilskuer.

Og saa ovenikjøbet sætte Dem til at fuldende Deres Stykke midt paa Theatret lige for Publikums Øine, saa man maa troe, at Deres Arbeide er en Scene i Stykket selv.

Femte.

Men imidlertid er dog Acteuren strafskyldig.

Sjette.

Lad os prygle den Slyngel.

Alle.

Ja lad os det.

Digteren.

Det er ikke nødvendigt. Som Forfatter til Stykket har jeg naturligviis mine Personer saaledes i min Magt, at jeg kan tvinge dem til hvad det skal være, og mislykkedes det før, skal det dog nu gaae an, siden jeg har Deres Hjelp, mine Herrer. De skal strax see. (Til Publikum.) Læg dig ned paa Gulvet. (Publikum lægger sig.) Lad dig mishandle uden at knye. - Mine Herrer! De behage at straffe ham, som De finder for godt.

(Tilskuerne gaae hen og træde paa ham, slaae ham, knibe ham, o. s. v.)

Digteren.

Er det nu nok, mine Herrer?

Alle.

Ja, nu har vi faaet Satisfaction.

Digteren

(til Publikum.)

Reis dig, og gaae.

(Publikum gaaer.)

Syvende Tilskuer.

Forunderligt!

Ottende.

En Digter er saaledes næsten almægtig.

Digteren.

Ja paa sin Façon. Jeg kan forsikkre Dem at den militaire Subordination er ingen Ting imod den æsthetiske mellem Digteren og hans Personale.

Niende Tilskuer.

Men hvis saa er, har De jo netop selv Skyld i Fornærmelsen mod Publikum.

Digteren.

Har jeg? Ja det er muligt. Jeg begynder snart at blive confus.

Tiende Tilskuer.

De har i ethvert Tilfælde Skylden, thi Forseelsen ligger mindre i de Ord, De lod Publikum sige, end i den blotte Idee at bringe det paa Theatret, og saaledes gjøre os til Comødianter, hvilket er en Uforskammenhed uden Lige; thi vi kan nok være bekjendt at være Tilskuere, især da vi have betalt vore Pladser, men at blive selv Acteurer, derfra bevare os Himlen.

Ellevte.

Thi vi vilde heller være Tilskuere af den elendigste Piece, end spille en Rolle med i det fortræffeligste Mesterværk.

Digteren.

Men, mine Herrer? Ifald saa er, hvad gjør De da i dette Øieblik? Mig synes, De spiller Comødie alt hvad De kan.

Tolvte tilskuer.

Fordømt! Det gjør vi jo øgsaa.

Trettende.

Det er den Himmelgavtyv, den Harlekin, som førte os til at gaae herop.

Fjortende.

Naa han skal faae.

Adskillige.

Lad os prygle ham!

Harlekin.

For Guds Skyld, mine Herrer! Gjør ikke Dem selv Pinen længere. Betænk, at ifald De prygler mig her paa Skuepladsen, saa spiller De jo den meest dramatiske Scene, fuld af Handling. Hvad De hidindtil har gjort, kan De endnu forsvare for Deres egen Ære, thi Deres Spil bestod kun i Ord, og den hele Scene, som De opførte, havde kun en lyrisk-episk Form, men skrider De til den frygtelige Yderlighed, saa gives der ingen Redning mere for Dem.

Femtende Tilskuer.

Han har sgu Ret.

Sextende.

Lad os liste os ganske sagte ned paa vore Pladser.

(De begynde at gaae over Bræderne tilbage til deres Pladser.)

Digteren

(til Harlekin.)

Harlekin! Hvad har du dog gjort! Hvilket Puds har du her spillet mig! Jeg giver dig et Øiebliks Souverainetet, og du begynder allerede næsten at føre dig op imod mig, som Semiramis imod sin Gemal. Nu vel da! Har jeg nylig handlet ubesindig ved at give dig for stor Magt, saa afsætter jeg dig nu formelig og høitidelig i Publikums og Theaterpersonalets Paahør. Vedbliv at spille din Rolle for Eftertiden, men husk paa, at du er en underordnet Person, og ihvor løbsk du ogsaa bliver, saa vogt dig dog for at løbe af med Digteren selv, som din enevældige Herre.

Harlekin.

Velan, saa lad mig da antage mig igjen min Bestemmelse for iaften, og vedblive at være Souffleur. Paa store Genier skjønner man gemeenlig ikke før efter deres Død. Men den Tid vil komme, da man skal høre og læse: Harlekin, den store Harlekin, gjorde sig udødelig ved at lægge en Bro mellem Scenen og Parterret, hvorved han ei allene, lig det Absolute, forenede det Objective med det Subjective, men tillige paa en Maade indførte det græske Chor paa ny i Skuespillet, og søgte saaledes at smelte det Antike sammen med det Romantiske.

Digteren.

Maskinmester, Maskinmester! Tag hurtig disse farlige Bræder bort! Brænd hele Broen af, om muligt! Tiden til slig Overgang er endnu langt borte.

Syttende Tilskuer

(endnu paa Bræderne.)

Bie lidt! Lad mig først komme ned! (Afsides, i det han tager sin Plads.) Det er en forbandet dum Streg, jeg har gjort. Jeg har jo nu virkelig spillet offentlig Comødie. Og jeg, som er kongelig Embedsmand, og har mine faste Indtægter! Fra nu af er jeg ikke et Haar bedre end Doctor Ryge!

(Maskinmesteren tager Bræderne bort. Teppet falder.)