Trettende Scene.

Hammer,

(uden at bemærke Sophie.)

Sophie.

Nei.

Hammer.

Men fra nu af tør jeg tale uforbeholdent, fra nu af tør jeg sætte mig ud over enhver Tvivl, enhver Frygt; Intet er nu til Hinder, ..... ifald jeg tør antage, at vi forstaae hinanden. At De har forstaaet mig, sætter jeg ikke i Tvivl; men jeg selv, Sophie, skulde jeg vel have misforstaaet Dem?

Sophie

(med Ømhed.)

Nei.

Hammer.

O saa er jeg det lykkeligste Menneske! thi ikke sandt, der er jo Ingen, som er endnu lykkeligere? De elsker ingen Anden?

Sophie.

Nei.

Hammer

(knælende.)

Og naar jeg nu lægger mit Hjerte for Deres Fødder, idet jeg sværger Dem evig Kjærlighed og Troskab, saa vil De ikke mistvivle om Oprigtigheden af mine Ord?

Sophie.

Nei.

Hammer.

De vil ikke svare mig uvenligt?

Sophie.

Nei.

Hammer.

Ikke vende Dem bort?

Sophie.

Nei.

Hammer.

Ikke nægte mig Deres Haand?

Sophie.

Nei.

Hammer.

Ikke fortryde Deres Løfte?

Sophie.

Nei.

Hammer.

Aldrig ophøre at elske mig?

Sophie.

Nei.

(Gamstrup og Link komme hurtigt ud fra Sideværelset.)

Gamstrup.

Holdt! Stop! det er meer end Nok!

Hammer

(springer op.)

Hvad seer jeg!

Gamstrup

(forbittret, til Sophie.)

Tak skal du have! du er et lydigt Barn, det maa man rigtignok rose dig for!

Sophie.

Men kjære Onkel! De har jo selv befalet mig at svare med lutter Nei'er.

Gamstrup.

Ja, og jeg beundrer den Punktlighed, hvormed du har udført min Befaling.

Sophie.

Jeg var vel nødt dertil; ellers var De jo kommen for at dreie Halsen om paa mig.

Gamstrup.

Du kan ikke vide, om jeg ikke kommer for det Samme.

Sophie.

Det vilde jo være mod Tro og Love.

Hammer.

Men hvad vil det sige, at Jomfru Sophie skulde svare Nei?

Link.

Naa, saa du har ikke hørt, at hun svarede Nei paa Alt hvad du sagde til hende? Nei og intet Andet?

Hammer.

Det har jeg slet ikke bemærket.

Link.

Men saa maa du jo være døvere end den Døveste.

Hammer.

Ligemeget! Men siden begge Herrer ere saa vel underrettede om vor Samtale, saa maae de da ogsaa vide, at Jomfru Sophie har i alle disse Nei'er skjænket mig et formeligt Ja.

Gamstrup.

Saa sagte! Her har jeg et Ord at sige. For det Første maa jeg bede Dem, Herr Hammer, om at være saa god at see Dem om efter et andet Logis, thi jeg kan ikke beholde Dem længere.

Hammer.

Hvorledes, Herr Justitsraad? De viser mig Døren?

Gamstrup.

O De behøver ikke at tale i saa høie Toner; jeg er Herre i mine Værelser, og De har desuden ikke betalt Deres Leie.

Hammer.

De otte Rigsdaler? Ikke Andet? Jeg er vis paa, at min Ven Herr Link gjør sig en Fornøielse af at betale dem for mig.

Link.

Otte Rigsdaler? Ja det er ganske rigtigt, Herr Justitsraad! De skal faae dem hos mig; jeg skylder Herr Hammer dem.

Gamstrup.

Ligemeget! det er det Mindste af Sagen. Men for det Andet, Herr Hammer, saa maa jeg sige Dem, at min Broderdatter skal aldrig i Evighed blive Deres Kone; hun er bestemt for Herr Link ....

Link.

Tillad, Høistærede! Hvad mig angaaer, saa vil jeg ikke staae min gamle Vens og Discipels Lykke iveien.

Gamstrup.

Ti stille! der er Ingen, som spørger Dem ....

Link.

Da skulde jeg dog troe, at jeg har et Ord at tale med i den Sag.

Hammer.

Vær rolig, Herr Link, jeg skal snart klare det Hele.

Gamstrup.

Saa? Hvordan vil De bære Dem ad dermed?

Hammer.

Jeg maa da sige Dem, Herr Justitsraad: for det Første, at Deres Broderdatter skal blive min Kone; for det Andet, at hun skal blive min Kone; og for det Tredie, at hun skal blive min Kone.

Gamstrup.

Hør, veed De hvad ....

Hammer.

Og endelig for det Fjerde, at De skal give Deres Samtykke dertil.

Gamstrup

(med tilbageholdt Utaalmodighed.)

Det sidste Punkt gad jeg nok høre lidt Mere om. Hvormed vil De tvinge mig til at give mit Samtykke?

Hammer.

Med tre Bogstaver.

Gamstrup.

Tre Bogstaver? Maa jeg høre dem?

Hammer.

Ja, De skal endogsaa faae dem at see. (Tager et overmaade stort Brev frem.) Jeg har i dette Øieblik været hos min Cousine, for at udbede mig hendes Haand og Hjerte, ifølge min Faders Villie. Hun vidste, at jeg kom i dette Ærinde, og jeg havde allerede iforveien ladet hende anmode om, at hun vilde gjøre mig den Tjeneste, blot at svare Ja eller Nei. Da jeg nu kommer derhen, og beder om at faae hende itale, hører jeg til min største Forundring, at hun er taget i Dyrehaven med sin Kjæreste ....

De Andre.

Kjæreste?

Hammer.

Ja, saaledes lød Budet. Men da hun vidste, at jeg kom, havde hun efterladt dette store og anseelige Brev til mig. Vil De behage at læse dets Indhold? (Leverer det til Gamstrup, som breder det ud, og holder det tæt for Øinene.)

Gamstrup.

Jeg kan ikke see en Tøddel.

Hammer.

De holder det for nær.

Gamstrup

(idet han holder det længere og længere bort fra sig.)

Jeg kan endnu ikke see hvad det er.

Hammer.

Det er endnu for nær.

Gamstrup.

Det er da Fanden til Skrift! (Til Link.) O hold det for mig! (Link tager det.) Længere tilbage! .... længere! længere! Ligesaa langt De kan komme!

Gamstrup.

Ja, nu kan jeg see det, der staaer jo »Nei.« Men hvad saa videre? thi at hun svarer Nei, naar hun allerede har en Kjæreste, det er da ikke forunderligt.

Hammer.

Et Øiebliks Taalmodighed! (Tager et andet Brev i sædvanlig Format frem.) Efter at jeg nu havde læst hiint Document, der, ifølge min egen Begjæring, kun indeholdt et eneste Ord, vilde jeg gaae bort; men i det Samme leverede Huusholdersken mig dette mindre Brev som Supplement til det større. Heri skriver min Cousine, at det undrer hende meget, at jeg nogensinde har kunnet antage, at hun vilde sige mig Ja; hvad hende angaaer, da kunde det aldrig falde hende ind at ville have mig ....

Gamstrup.

Det er meget smigrende.

Hammer.

Og til Beviis derpaa lader hun mig vide, at hun allerede i et halvt Aar har været hemmelig forlovet, og nu agter at gifte sig med sin Kjæreste, i hvilken Anledning hun, ifølge Testamentets Bydende, har skiftet med mig, og herved sender mig en Obligation paa de halvtredsindstyve tusinde Rigsdaler, som tilkomme mig.

Gamstrup.

Hvad hører jeg!

Link.

Naa, det glæder mig i Sandhed. Ja du har Lykken med Dig, min gode, gamle Ven og Discipel! Men du fortjener den ogsaa, Ingen fortjener den meer end du.

Hammer.

Seer De, Hr. Justitsraad, Dette var den forlangte Forklaring over det fjerde Punkt.

Gamstrup.

Det fjerde Punkt?

Hammer.

De kan vist ikke længere huske hvad der var det fjerde?

Gamstrup.

Jeg maa tilstaae, jeg er saa forstyrret i mit Hoved ......