Nøddeknækkerne og Kjøbstedfolkene.
Hans.
Men det er dog en fortvivlet Ting!
Den hele Dag man trasker omkring,
Man udstaaer Plage, Møie, Besvær,
Og er bestandig dog lige nær.
Første Nøddeknækker.
Høistærede! min er Skylden ei,
Og mine Brødres ei heller.
Hans.
Nei!
Jeg tilstaaer, naar alle Nødder var slette,
Saa maatte de vrages, det var det Rette.
Men sørgeligt er det dog, min Tro,
For Den, der stod op, før Hanen fik Sko,
Og drog til Skoven, for sig at fornøie,
Og plukkede Nødder med største Møie,
Og blev i Regnen saa vaad som en Hund,
Og fik spoleret i Bund og Grund
Sit eget og sine Damers Tøi,
Hvis Indkjøbspriis er forbandet høi, -
Jeg siger, sørgeligt er det for ham,
Og maa næsten betragtes som en Skam,
At komme, ved Enden af slig en Dag,
Tilbage med uforrettet Sag,
Begive sig hjem med smudsket Dragt,
Og ikke den mindste Nød have smagt.
Første Nøddeknækker.
Jeg nægter ei, det er ubehageligt,
Og jeg beder Dem være forsikkret om,
At vi finde det Alle meget beklageligt
At maatte fælde saa streng en Dom.
Men, ærede Selskab, ifald De vil
- Hvad visselig De har Aarsag til -
Beklage Dem over hvad her er hændt,
Og især det daarlige Tractement,
Da ville De gunstigen behage
At rette Deres grundede Klage,
Ikke til os uskyldige Smaa,
Men til Den, som maa tage sig Alting paa,
Og som, naar vi Nødderne slette finde,
Allene bør til Ansvar staae,
Jeg mener den før omtalte Gudinde,
Pomona, som raader for denne Skov.
Hans.
Men hun skal jo være saa frygtelig grov?
Første Nøddeknækker.
Det kan ikke nægtes, men hun faaer vel Lov
Til at høre paa hvad De forebringer.
Deres Kreds, saavidt jeg kjender til den,
Bestaaer af frie, selvstændige Mænd,
Der ikke staae under hendes Vinger,
Saaledes som vi, der maae tie tidt,
Fordi vi boe her i Skoven frit.
Hun giver os nemlig Bolig her,
Men ingen Kost, som er noget værd,
Thi Nødder og andre Frugter spise
Vi nødigt, vi æde hellere Kjød,
Og maae os ret lykkelige prise,
Naar vi bare hver Søndag en Skovmuus nød.
Men vil De klage, saa gjør det snart,
Thi, seer De, det træffer sig just saa rart,
At en anden, meget fornem Gudinde
Er paa Besøg hos vor Herskerinde,
Og flittigt omkring med hende spadserer;
Jeg troer, at hun Skoven inspicerer,
Thi paa denne Tid kommer hun aarlig,
For at see, om ikke Frugten er daarlig.
Hvem veed? maaskee hun giver Dem Ret,
Ifald Pomona begegner Dem slet.
Det kan altid forsøges. Om ei til Gavn,
Til Skade bliver det ei. Hendes Navn
Er Astræa.
Hans.
Jeg kjender ikke den Slægt.
Første Nøddeknækker.
Det er en Dame, som har en Vægt.
Hans.
Ja saa? Den kunde man vel behøve.
Første Nøddeknækker.
Og ved samme Leilighed vil De prøve
- Ei sandt? De gav os et Haab derom -
At formilde Pomonas haarde Dom,
Hvorved hun vort usle Laug vil røve
Dets Ret til Æbleskrælleri?
Hans.
Om muligt, tjener jeg Dem deri.
Maren.
Men Lige for Lige! De veed, Hr. Knækker,
At min Mads, som har et stort Genie,
Og gjerne vil være for Skolen fri,
Ønsker en Plads i Deres Rækker.
Første Nøddeknækker.
Forsaavidt som Tingen paa os beroer,
Er intet til Hinder, Æren er stor,
Vi skal ham gjerne recommandere,
Men Pomona raader for Det, som for Mere.
Jens.
Men min Dreng, har du ogsaa betænkt det vel?
Hans.
Og troer du, den Bane vil bringe dig Held?
Mads.
Ja, jeg føler, at Nøddeknækkerstanden
Er min Bestemmelse fremfor en anden.
At spise Nødder er en simpel Smag,
Men knække dem, det er en anden Sag.
Hans.
Men troer De, hans Tænder forslaae dertil?
Første Nøddeknækker.
Med Tiden det vistnok komme vil.
Nogle nye har han vel og ivente
Foruden de hidtil os bekjendte.
Mette.
Men har du betænkt, at dit Christennavn
Du mister, og du skal navnløs være?
Mads.
For Den, som paa Navn af Mads maa bære,
Er Tab af Navnet et ringe Savn,
Og Navnløsheden næsten en Ære.
Herefter, saa tidt jeg bedømmer en Kjerne,
Vil jeg betegne mig selv med en Stjerne.
Peer
(til Poul).
Fra Mads til Stjerne, det Spring er stort.
Mads.
Ei meer end hvad Mangen før mig har gjort.
Hans.
Jeg mærker, han er bestemt derpaa,
Lad ham faae sin Villie da, lad gaae!
Jens.
At sætte sig mod det, nytter ei.
Mette.
Saa er han dog altid i en Vei.
Maren.
Forsørget alt i saa ung en Alder!
Det skulde jeg troe, man Lykke kalder.
Første Nøddeknækker.
Men jeg har alt sagt Dem, at Kosten er daarlig
Og Fortjenesten liden.
Jens.
Jeg giver ham aarlig
Nogle hundrede Daler i Soutien.
Maren.
Og Mad skal du faae fra mig, min Dreng!
Hans.
Men hvorledes erholder man Audiens?
Hvor er den Naadiges Residens?
Første Nøddeknækker.
Derhenne seer jeg en Satyrflok,
Lad os spørge dem ad, de vide det nok,
De staae hos Gudinden i Gunst og Ære,
Og kan os til megen Nytte være.
De nærme sig alt, saavidt jeg seer.
Lad os gaae dem imøde, det vil dem flattere;
Jeg kjender dem lidt, og med god Maneer
Skal jeg Selskabet for dem præsentere.
Første Satyr.
Som jeg seer, o Nøddeknækker, du med os nok tale vil.
Første Nøddeknækker.
Ja, saafremt ei ubeleiligt Øieblikket er dertil,
Vil jeg tage mig den Frihed under Skovens grønne Ly
Eder her at forestille disse Folk fra næste By.
Hans.
Mine Herrer! Et Bekjendtskab, hvorved Æren vist er min!
Første Satyr.
Siig mig, siig mig, Nøddeknækker, hvad er det for en Flok Sviin, Som du driver
her i Skoven?
Hans.
Bedste Herre! hvilket Ord!
Vi har, gjennemblødt af Regnen, kravlet paa den sorte Jord,
Og der findes her i Skoven ingen Børster, ingen Dug,
Ellers er vi, maa De vide, propre Folk til daglig Brug.
Første Satyr.
Men til Sagen! Eders Ønske?
Hans.
Kun en Audiens at faae
Hos Pomona, blot en Time.
Første Satyr.
Men hvad tænker du dog paa?
For Gudinden vil du træde, saadan som du staaer og gaaer?
Hans.
Nok hun veed, som dannet Kone, ei man skuer Hund paa Haar.
Første Satyr.
Ja, men hun er ikke dannet.
Hans.
Det kan være. Nogle Træk,
Man fortæller, tyde paa det. Tiden vilde dog gaae væk,
Om jeg skulde først til Byen, for at pynte mig. Derfor
Vil jeg Alting strax risquere. Denne Mening er nu vor,
At hvis De, min bedste Herre, vil os hjelpe til at faae
Audiensen, Alt vil lykkes, Alt paa bedste Maade gaae.
Første Satyr.
Lad mig høre din Begjering hos Gudinden.
Hans.
Først jeg vil
Over disse Nødder klage, som herude lægges til;
Hver een af dem har en Feiler.
Første Satyr.
Er det muligt?
Hans.
Vist og sandt!
Disse Herrer kan bevidne, ingen spiselig vi fandt.
Förste Nøddeknækker.
Ja desværre! Det mig smerter, men saaledes er vor Dom,
Hvortil efter megen Gransken vi med Upartiskhed kom.
Hans.
Dernæst vil jeg ydmyg gjøre Fruen en Proposition,
Og, hvis hun bevilger denne,
(saadan er min Condition)
,
Lade Nøddeklagen falde, hvori dog, hvis ei Forlig
Hun vil indgaae, let hun trækker kortest Straa.
Første Satyr.
Lad høre, siig
Conditionen, som du fordrer.
Hans.
Denne Nøddeknækkerflok,
Brave Folk med store Hov'der, har ei her Fortæring nok,
Professionen er kun liden og ernærer ei sin Mand,
Derfor skal hun dem bevilge, hvad hun let bevilge kan,
At, foruden Nøddeknækken, de sig og befatte maae
Med lidt Æbleskrællen; derved vil de bedre Vilkaar faae.
Æbler attraaes meer end Nødder, og det fordrer meer Critik
Der at skjelne blandt de mange Sorter i enhver Boutik,
At bestemme blot ved Synet, om en ringe bruunlig Plet
Er et Tegn paa gode Safter, eller gjør et Æble slet,
Om det er en Gravenstener, værdig til U.G. med Plus,
En Pigeon, Rainet, Borstorffer, eller en Paspommerus.
Første Satyr.
Har du flere Conditioner?
Første Satyr.
Dog ikke fleer?
Hans.
Mads! kom hid og buk for Herren. Denne Yngling, som De seer,
Er min Sønnesøn, begavet med et ikke ringe Pund,
Som han ønsker at benytte værdigt i Pomonas Lund.
Han har ingen Lyst til Nødder, han fortærer ingen Frugt,
Men desbedre vil hans Evne faae med Skal og Skrælling Bugt.
Kort og godt, han vil som Medlem paa det lille Værksted ind,
Han vil Nøddeknækker være, dertil staaer hans hele Sind.
Disse brave Folk af Lauget have givet deres Ord,
De vil tage ham i Lære, de vil lede ham paa Spor.
Første Nøddeknækker.
Vi vil gjerne, paa Pomonas Villie nu beroer det blot.
Første Satyr.
Kan han binde sine Buxer?
Maren.
Gud bevares! meget godt.
Hans.
Det er vore Conditioner. Troer De, hun bevilger dem?
Første Satyr.
Derom har jeg ingen Mening.
Hans.
Tør vi stole lidt paa Dem,
At De vil os producere? Tør vi?
Første Satyr.
Det behøves ei,
Thi der kommer selv Gudinden.
Første Satyr.
Ad denne Vei.
Hans.
Der er To; hvem er den Rette?
Første Satyr.
Hun med Æblegreen i Haar
Er Pomona; men den Anden, som med Stjernekrandsen gaaer,
Er Astræa.
Første Nøddeknækker.
Det er hende, som jeg talte til Dem om.
Hans.
Naa! det kan man kalde Lykke, at paa eengang Begge kom.
Astræa og Pomona (komme.)
Første Nøddeknækker.
Herskerinde! Denne Skare vil en Klage føre frem
Samt et Par beskedne Bønner.
Pomona.
Godt! saa lad mig høre dem.
Hans.
Eders Naade! Kun som Talsmand for en stor Majoritet,
Der paa Grund af min Erfaring mig til Fører ud har seet,
Som desuden, i Betragtning af min Værdighed, min Rang,
Følger mig med barnlig Tillid ad den ubekjendte Gang,
Kort og godt, ei i mit eget Navn og ei som Krigsraad Hans,
Men i Navn af alle Disse, som med ædel, dannet Sands
Vide rigtigt at vurdere Skovens Frugter, og i Sum
Kun som første Deputeret for et agtbart Publicum,
Forebringer jeg en Klage over Det, som er os hændt.
Eders Naade var det sagtens alt fra Arilds Tid bekjendt,
At man, efter gammel Vedtægt, drager hid hvert Efteraar,
For at plukke Hasselnødder, som man altid gratis faaer.
Æbler tør man ikke røre, det er strax et Tyveri,
Men paa Nøddebusken pleier Plukningen at være fri.
Men tillad mig nu at spørge: Er det billigt, er det ret,
At fordi man ei betaler, skal man strax behandles slet?
Og desuden, skjøndt vi have, som det hedder, fri Entrée,
Koster den dog svære Penge, som De nu skal faae at see.
Otte Vogne her i Følge, det er ikke Lidt, Madam!
Tænk Dem Hyrekudskens Regning! men De kjender ikke ham.
Otte Kjøresvende maa man give Drikkepenge til,
Og en Daler er det Mindste, hvormed Nogen nøies vil.
Og ved hver af Veiens Bomme - jeg forbittres i mit Sind -
Maa man sexten Gange skatte, naar jeg regner ud og ind;
Og nu er der fire Bomme, det gjør altsaa, som De seer,
Fiir' og tredsindstyve Gange, hverken Mindre eller Meer.
Dernæst hvert et Klædningsstykke faaer man ganske ruineert
Af den stærke Regn og Snavset, hvormed her man er geneert.
De kan altsaa let beregne, paa hvad Viis det holder Stik,
Naar det hedder, at i Skoven Nødderne man gratis fik.
Tvertimod, i dyre Domme de, min Tro, betales maae,
Men desmere maae vi klage, naar vi slette Nødder faae.
Chor af Kjøbstedfolkene.
Bravo! Bravo! See den Gamle, hvor han ride kan tilvands!
Hvilken Djervhed i hans Tale! Bravo! Bravo! Leve Hans!
Pomona.
Lad de vilde Skraal forstumme! Stilhed i Pomonas Lund!
Chor.
Vi har Lov til os at yttre.
Første Satyr.
Vil I holde jeres Mund!
Bifaldsyttring er forbuden, Mishagsyttring ligesaa.
Pomona.
Mine Nødder ere gode; selv jeg maa det bedst forstaae.
Hans.
Tvertimod, om De tillader! De, som Frugtens Producent,
Er til Frugten at bedømme netop meest incompetent.
Pomona.
Jeg, som Frugternes Gudinde, jeg har ingen Dom om Frugt?
Hans.
Den, som selv er Part i Sagen, bliver ei til Dommer brugt.
Vil De Sandhed høre, spørg da Hver af disse Folk derom,
Alle have samme Mening, Peer og Poul har samme Dom.
Pomona.
Peer og Poul mig ei bekymre. Har du smagt paa Kjernen?
Hans.
Nei,
Smagt den har jeg ikke.
Pomona.
Hvoraf veed du da, den duer ei?
Hans.
Dette Nøddeknækkersamfund har mig sagt, at den er slet.
Pomona.
Men nu siger jeg dig, Daare, den er god, og jeg har Ret.
Hans.
Dermed er ei Sagen afgjort; Fruens Mening er ei min.
Ene Skallen er anseelig, Kjernen er forbandet fiin.
End af uforsøgte Nødder jeg i Lommen har en Skok,
Thi til een og hver at prøve var ei Tiden udstrakt nok;
Hvis man disse blot vil veie, er jeg overtydet om,
Det paa Vægten alt skal kjendes, at hver anden fast er tom.
Denne Dame, Fru Astræa, som nok er af Deres Slægt,
Vil jeg bede om at veie disse Nødder paa sin Vægt.
Chor.
Ogsaa mine skal hun veie.
Første Satyr.
Vil I holde jer i Skind,
Og især dog ikke storme paa Gudinden saadan ind!
Astræa
(til Pomona).
Jeg, som ned til Jord var steget, kun for Tidens Frugt at see,
Ikke vented jeg, at Tiden sig saa selsomt vilde tee.
Hvad kan alle Frugter hjelpe for en Slægt, som ei formaaer
Dem at nyde? som med Sløvhed gjennem Skov og Have gaaer?
Vel jeg vidste det, Bedrifter give denne Tid ei Glands,
Men jeg troede dog, den smykte sig med Nydelsernes Krands.
Men hvad her jeg seer, mig viser Tidens Yngel slap og tung
Som en alt udlevet Olding, skjøndt den roser sig som ung.
Alle Sandser har den svækket; den kun hører, den kun seer
Gjennem Hørerør og Briller; den har ingen Tænder meer,
Den maa lade Skallen knækkes af et dødt Maskineri,
Og erfare ved dets Viser, om der Kjerne var deri.
Før mig hen til andre Steder, hvor der ogsaa voxer Frugt;
Seer jeg der den samme Slaphed, da til Himlen gaaer min Flugt.
(Hun gaaer.)
Pomona.
Gak, du Nøddeknækkerskare, hjem til dine Skallers Rest;
Husk, du taales kun i Skoven som en gammel Snyltegjæst.
Eder, hurtige Satyrer, giver jeg det muntre Bud,
At I flux af Skoven drive disse Kjøbstedrotter ud.
Lad dem Bukkefoden føle, naar I jage dem paa Flugt.
Chor af Satyrerne.
Det skal have gode Veie, vi skal snart med dem faae Bugt.
(Pomona gaaer.)
Chor af Kjøbstedfolkene.
Lad være! lad være!
Jeg skal gaae med det Gode.
Hvilken mageløs Affaire!
Jeg er skrækkelig tilmode!
Som Orkaner de blæse,
De fremad mig støde,
Jeg falder paa min Næse,
Jeg slaaer mig tildøde.
Jeg føler mod min Ende
Bukkefoden spænde,
Lad være! lad være!
Jeg føler i min Nakke
Hornene hakke,
Lad være! lad være!
I Ryggen det mig kilder,
I Panden det mig hviner,
Min Tanke sig forvilder,
Og det Hele mig piner.
Hvilken mageløs Affaire!
Jeg er skrækkelig tilmode!
Lad være! lad være!
Jeg skal gaae med det Gode!
Chor af Satyrerne.
Lykke paa Reisen, I Qvinder og Mænd!
I komme nok ikke saa snart igjen.
Nu tier den hele Hverdagslarm,
I Skoven er atter stille,
Paa Nattens hvælvede, sorte Barm
Atter Stjernerne spille,
Og alle Naturens Børn paa Jord
Lukke deres Øienlaage;
Til Hvile gaaer og Satyrernes Chor.
Chor af Nattens Aander.
Nattens Tanker kun vaage.
