Trop. Ledermann. Klatterup.
Klatterup
(raaber ind i Teltet.)
Vi sætte os herude. Bring os saa noget Skinke og Sennep.
Ledermann
(stammende.)
Og en Fla-Fla-Flaske Viin.
Klatterup.
Og to Glas.
Trop.
Hvad mon det er for et Par Karle? De see ganske literariske ud.
Klatterup.
See, der sidder Een, der seer ud til at være Skribent.
Ledermann.
Mener De Ølta-ta-tapper Bendt?
Klatterup
(noget høiere.)
Jeg siger: en Skribent.
Ledermann.
Ja saa!
Klatterup
(afsides.)
Dersom den Mand ikke var lidt tunghør og stammede, saa var han bestemt den behageligste Mand i Omgang, ligesom han allerede er een af Fædrenelandets meest udmærkede Forfattere.
Ledermann.
Ja han seer ud til at være een een af mine Fo-Fo-Folk.
Klatterup.
Lad os gjøre Bekjendtskab med ham. (til Trop.) Min Herre! De undskylder at jeg forstyrrer Dem, men Deres Beskjæftigelse, Deres Klædedragt, Deres hele Udvortes synes at vidne om, at De er een af dem som give mig og mine Lige noget at fortjene.
Trop
(reiser sig.)
Jeg veed ikke, hvem jeg har den Ære .....
Klatterup.
Jeg er Bogtrykker Klatterup.
Trop.
Ah! Det glæder mig usigeligt, at gjøre Deres personlige Bekjendtskab.
Klatterup.
Tør jeg udbede mig Deres Navn?
Trop.
Mit Navn er Trop.
Klatterup.
Ah! Digteren, Forfatteren, Herr Trop! Det anede mig.
Ledermann
(til Klatterup.)
Hvem er det?
Klatterup.
Der er Digteren, Herr Trop.
Ledermann.
Ih! er det mu-muligt?
Klatterup
(til Trop.)
Maa jeg have den Ære at gjøre Dem bekjendt med Herr Literatus Ledermann? (sagtere.) De maa tale lidt høit til ham, han er noget tunghør.
Trop
(høit.)
Det smigrer mig særdeles. Jeg har læst saa mange fortræffelige Opsatser af Dem.
Ledermann.
De har skr-skr-skrevet mange ski-skjønne Digte i Adresavisen.
Klatterup.
Og grundige Kunstkritiker i vore meest yndede Blade.
Trop.
Om jeg husker ret, saa er Deres Afhandling om Tranlamperne trykt paa Pryssings Forlag?
Ledermann.
Ja han sky-skylder mig endnu Honor-Honor-Honorar for den.
Klatterup.
Tal ikke om Pryssing, Herr Trop! han har ført sig skammelig op imod os begge. Herr Literatussen har skrevet for ham, jeg har trykket for ham, og ingen af os har han betalt.
Ledermann.
Hvad-hvad-hvad siger De?
Klatterup.
Jeg taler om Pryssing.
Ledermann.
Ja det er en st-stor Kjæl-Kjæ-Kjæltring.
Klatterup
(til Trop.)
Jeg haaber, De er ude af al Forbindelse med ham.
Trop.
Ja Gud bevares! Jeg seer ham aldrig.