previous next

Syttende Scene.

Trop. Ledermann. Klatterup. Keiser og Viva

(komme fra Teltet.)

Trop

(afsides.)

Den Hansqvast betalte mig ikke Placaten. O det er forskrækkeligt! Arbeide har jeg nok af den hele Dag, men Penge! Alle binde Munden til paa Oxen som tærsker. (Til de Kommende) Ih velkommen tilbage! Naa? den Gamle er ikke med? det er nok en Slags Bortførelse?

Keiser.

O det gik fortræffeligt!

Mel. Der staaer et Træ i min Faders Gaard.

Jeg stod i Trængsel
Paa grønne Plads,
Min Viva nær i Kildelunden,
Og saae med Længsel
I fyldte Glas
Den Elsktes Billed dybt paa Bunden.
Men da jeg over hendes Skulder saae,
Mit eget Billed tæt ved hendes laae,
Smiilte derved,
Hvergang hun hed
Med Vellyst førte det til Munden.
Mens det passerer,
Hist paa sin Stol
En Bondemand med Pryssing snakker,
Og barsk tracterer
Sin Stokfiol,
Og synger Visen nok saa vakker
Om Helten som paa Sanct Helena døer.
Nu skreg en Galning: Vive l'Empereur!
Og strax en Ven
Skreg til mig hen:
»Ja, Viva Keiser! Jo jeg takker!«
Men min Veninde
Forfærder nu
Det Ægteskab af vore Navne.
Jeg spørger hende:
Forbyder Du
To Luftgestalter sig at favne?
I Bølgen kyssed jo min Skygge Dig,
Et Navn er ogsaa kun en Skygge lig!
Nei, skreg hun, nei!
Løb bort sin Vei,
Tilsidst vi her i Teltet havne.

Trop.

Ja Kirsten Piil hun smedder Aar for Aar flere og flere sammen. Skal det tage saadan til, saa kan hun herefter med større Ret komme til at hedde Kirsten Giftekniv.

Viva.

Mel. Madame Gails Tyrolervise.

Intet, min Ven, jeg frygter meer
End naar den store Mængde mig seer.
Selv under Vrimlens larmende Spil
Amor os ene finde vil.
Et Navn, et Navn kan røbe de To,
Og fra dem flyer den kjærlige Ro.
Nylig ved Kilden fri og glad
Drak jeg med Dig af kjølige Bad;
Kildegudinden skued os kun,
Taus os forened i sin Lund.
Et Navn, et Navn har røbet de To,
Nu flye de hid til Kjærligheds Ro.

Klatterup

(til Keiser.)

Min Herre, De nævnede jo Pryssing. Er han herude?

Keiser.

Til Tjeneste.

Trop

(afsides.)

Saa! Nu er Fanden løs.

Klatterup

(til Ledermann.)

Det er som jeg siger, han er herude.

Ledermann.

Pr-Pr-Pryssing?

Klatterup.

Ja netop.

Ledermann.

Det er utroligt.

Keiser.

Hvad er det for et Par Karle?

Trop.

Det er to Matadorer som vil stikke Pryssing.

Viva.

Hvorledes? Hvad vil det sige?

Trop.

Creditorer, Jomfrue!

Keiser.

Fy for en Ulykke!

Viva.

Gud! jeg bliver ganske bange.

Rose

(raaber ud.)

Herr Pryssing er der.

Klatterup.

Ha ha! Der har vi ham.

Keiser.

Jeg lader som ingen Ting. (trækker sig lidt tilbage.)