Viva. Keiser. Trop.
Trop.
Ja hvad mig angaaer, saa ønsker jeg at trække mig ud af det hele. Indret De nu Skuepladsen, gode Herr Keiser! gjør det for Pryssings Skyld! lad mig være fri! Seer De, det er en let Sag; De indretter tre Pladser, og afdeler dem ved Seglgarnssnore.
Keiser.
Ja, det er ikke saadan at løbe til. Hvorfor lader De Folk komme, inden Skuepladsen er istand?
Trop.
Ja, det kan jeg ikke gjøre ved. Pryssing havde jo ingen Ro paa sig.
Keiser.
Men saa hent da Dyret frem; før kan jeg intet gjøre.
Trop.
Dyret? Ja det er sandt! Det har jeg her.
Keiser.
Hvor?
Trop.
Her. (søger i Vestelommen.)
Keiser.
Har De Dyret i Vestelommen?
Trop
(tager en meget lille Æske op, og leverer den til Keiser.)
Vær saa god! - Jeg begyndte ordentlig at svede Angstens Sveed, jeg var bange det var blevet borte.
Keiser.
Er det Dyret?
Trop.
Ja gu er det saa, ja! Luk op, saa skal De see, det er meget sjeldent.
Keiser
(aabner Æsken og stirrer i den.)
Det er jo ikke andet end et lille Insect.
Trop.
Ja, det veed jeg nok.
Keiser.
Kalder De det et Dyr?
Trop.
Det skulde jeg troe. Er et Insect ikke et Dyr? Har De lært Naturhistorie?
Keiser.
Ja, men er det passende til at vise frem for Penge?
Trop.
Hvorfor ikke? Gjør Størrelsen noget til Sagen? Er Naturen ikke ligesaa beundringsværdig i det Smaa som i det Store? Det er ikke noget for den raa Hob, det veed jeg nok, men det er for dannede, for fiint følende Mennesker. Vil De behage at see, det har tre Been.
Keiser.
Det er muligt, men saa maa det være et defect Exemplar.
Trop.
Aa Snak! det er i en meget god Stand. Naa, kan De nu sige mig, hvad det hedder?
Keiser.
Nei, jeg er ikke Entomolog. Men tillad mig, hvor meget har Tilskuerne paa tredie Plads betalt?
Trop.
De gaae jo gratis.
Keiser.
Naa ja, saa har de ikke noget at klage over. Maaskee bringe de Kikkerter med.
Trop.
Naa, jeg gaaer min Vei; lad mig nu see, De indretter alt paa det Bedste.
Keiser.
Nei mange Tak! Jeg ønsker ikke at befatte mig hermed. (lægger Æsken paa Bordet tilhøire.)