Fem og Tyvende Scene.

Pryssing.

Men Herre Jemini! Staaer I her og holder Faddersladder, istedenfor at gjøre alting istand?

Trop.

Jeg har afleveret Dyret til Herr Keiser. Meer har jeg ikke at gjøre.

Keiser.

Og jeg har lagt det paa Bordet, til Herr Pryssings Disposition. Meer har jeg ikke at gjøre.

Pryssing.

Paa Bordet? hvor?

Keiser.

Der! I den lille Æske.

Pryssing.

(seer paa Keiser, og gaaer derpaa hen og titter i Æsken.)

Er det Dyret?

Keiser.

Ja det er.

Pryssing.

Er det Spøg eller Alvor?

Keiser.

Alvor.

(Pryssing seer spørgende paa Trop.)

Trop.

Alvor. Det er et meget godt Dyr.

Pryssing.

Gud skee Lov, jeg har mine Obligationer i min Lomme!

Keiser.

Gud skee Lov, jeg har min Viva under Armen! (giver hende Armen.) Nu er der ikke andet for, end at De afleverer Skatten til de to Herrer, som har kjøbt den, og at vi saa itide ere betænkte paa en passende Retirade.

Trop.

Retirade?

Keiser.

Ja hvad mig angaaer, saa har jeg ikke Lyst at blive her og faae Prygl.

Trop.

Prygl? Er De gal? hvem skulde fordriste sig dertil?

Keiser.

Tilskuerne, ifald de ikke finde sig tilfredse med Dyret.

Trop.

Men hvor kan De nu troe, at der skulde være saa lidt Smag, saa lidt høiere Dannelse mellem Folk, at de ikke skulde beundre et Naturens Mesterværk?

Pryssing.

Han er en Nathue! Jeg for min Part vil ikke have noget at bestille dermed, men mener ligesom Herr Keiser, at vi gjøre bedst i at see at komme herfra. Har han Lyst at blive her og tage sine Prygl, saa for mig gjerne!

Trop.

Nei, for Pokker! hvis De troer, at der vanker Prygl, saa skjøtter jeg ikke om at blive. Men jeg kan dog aldeles ikke begribe Folks Domme og Meninger .....

Pryssing.

Ja saadan gaaer det saa mangen Recensent.

(Tummel i Teltet.)