Syv og Tyvende Scene.

De Forrige. Chor af Tilskuere

(Herrer, Damer, Børn.)

Første Herre. Anden Herre. En Dame.

LEDERMANN og KLATTERUP (træde tilsidst ind. De Fire, som havde skjult sig, træde lidt efter lidt frem og blande sig i Choret.)

Mel. af Bellmann: Undan ur vägen! si hur Profossen med plumager.

Chor.

Det er dog skammeligt os at lade staae saalænge!

Troer De, vi Tid har, til Morgenen den gryer?

Vi har jo givet vore Penge,

Lad os da see nu det mærkelige Dyr!

Af alle Kræfter

Vil vi til Charlottenlund,

Og til Slukefter

Før Midnatsstund.

Hille den Slemme! Hvad er det for en lumpen Maade?

Her knap en Bænk er, som man kan sidde paa.

Det lader, som det var af Naade

At for Betaling vi smukt faae Lov at staae.

Keiser

(til Pryssing og Trop.)

Jo kjære Venner!

Her vil vanke tørre Hug.

Pryssing.

Ingen os kjender.

Trop.

Ei mindste Muk!

Chor.

Hvor er nu Dyret? Maaskee det er her heller ikke!

Hvor er da Manden som skal det vise frem?

Vi vide vil til Punkt og Prikke

Hvordan det kaldes, og derpaa gaae vi hjem.

Klatterup.

Hvad er dog dette?

Har man ei endnu begyndt?

Ledermann

(slaaer sig paa Lommen.)

Her er det Re-Rette,

Vor Ski-Ski-Skillemy-mynt!

Chor.

Men saa for Pokker! hvor er det sjeldne Dyr da henne?

Hvis man os driller, vi blive vred i Aand.

Jeg mærker det faaer ingen Ende,

Dyr seer jeg ikke meer end bag paa min Haand.

Hvor er dog Manden

Som med Dyret trækker om?

Skaf ham, for Fanden!

Saa kom da, kom!

Klatterup.

Ja jeg beder Dem meget undskylde at det har varet saalænge, men nu skal vi strax have den Ære at begynde.

Første Herre.

Saa det er Dem, som fremviser Dyret?

Klatterup

(forskrækket.)

Ja jeg er ikke ene derom, jeg har en Collega.

(Peger paa Ledermann.)

Første Herre.

Da skulde De med samt Deres Collega skee en Ulykke .....

Klatterup.

Jeg beder tusinde Gange om Forladelse. Nu skal Dyret strax have den Ære. (afsides, idet han seer sig om) Jeg kan min Sjæl ikke begribe .... (til Ledermann) Veed De ikke, hvor det er .....

Ledermann.

Hvad beha-ha-hager?

Klatterup.

Det er da ogsaa fordømt, at det Menneske skal være døv. Jeg kan jo dog ikke raabe det ud. Og jeg troer at baade Trop og Pryssing og Studenten er fløiten.

En Dame.

Er det et stort Dyr?

Klatterup.

O ja saamæn. (til Ledermann) Veed De hvad det er for et Dyr?

Ledermann.

Nei jeg vee-veed ikke. Jeg troe-troede at De havde seet det.

Klatterup.

Nei for Fanden! Jeg troede, De havde seet det.

Damen.

Det er dog vel ikke saa stort som en Elephant?

Klatterup.

Nei! Nei det er det ikke.

Damen.

Maaskee som en Oxe?

Klatterup.

Hm ..... ja, ja omtrent; ja, jeg troer, det kan vel være som en Oxe - eller dog maaskee lidt mindre. Ja, seer De, jeg er ikke den Mand som praler; De skal ikke sige om mig at jeg har lovet for meget. Hvad Oxer angaaer, saa har man dem af forskjellig Størrelse.

Damen.

Men det er dog vel større end en stor Hund?

Klatterup.

Ja Gud bevares! Meget større end den største Hund. (afsides.) Aa gid jeg var sluppen vel herfra!

Anden Herre.

Er det maaskee en stor Fisk?

Klatterup.

Ja, seer De, hvad Størrelsen angaaer, det er nu virkelig et overmaade ubestemt Begreb .....

Anden Herre.

Nei, jeg mener blot om det er en Fisk?

Klatterup.

Ja det er ikke saa let at bestemme. Dyret har vel en Deel af en Fisks Natur -

Anden Herre.

Maaskee en Vandfugl?

Klatterup.

Ja seer De, forsaavidt som det ligner en Fisk, har det rigtignok adskilligt af en Fugl.

Damen.

Saa det hører ikke til de fiirføddede Dyr?

Klatterup.

Ja, jeg skal have den Ære at sige Dem, hvad Fødderne anbelanger, saa ..... (betænker sig.)

Anden Herre.

Nu vel?

Klatterup.

Hvad det var jeg vilde sige? ..... Nei, det var dog ikke om Fødderne jeg vilde tale.

Første Herre.

Saa for en Ulykke! hold op at tale i Gaader, og lad os see Dyret.

Klatterup.

Aa Herre Gud! jeg skal gjøre alt hvad der staaer i min Magt; men jeg troer - jeg troer at det er fløiet lige ind i Laxegaden.

Damen.

Kan det da flyve?

Klatterup.

Ja, ifald det er fløiet bort, saa maa det kunne flyve.

Rose.

Søger De om Dyret?

Klatterup.

Ja gu søger jeg.

Rose.

Det ligger i Bordskuffen.

Adskillige.

I Bordskuffen?

Første Herre

(vil aabne Skuffen.)

Men det bider dog vel ikke?

Klatterup.

Ja, det kan jeg sandelig ikke staae inde for.

Damen.

Aa lad os tage os iagt. Jeg beder Dem, luk ikke op.

Klatterup.

Nei, det er meget sandt. Det er bedre, vi ikke lukke op.

Første Herre.

Ih Snak! Troer De, vi ere komne her, for at lade os gjøre Nar af? (vil aabne.)

Adskillige.

Aa tag Dem ivare!

Andre.

Ih Snak!

(De stimle om Bordet. Een vælter det, saa Skuffen falder ud med Æsken og Trops Papirer og Skrivertøi. Alle fare med et Skrig tilbage.)

Første Herre

(nærmer sig)

Men hvad er det? Der er jo slet ikke noget i Skuffen uden Papirer.

Klatterup.

Jeg beder om Forladelse! Dyret fløi bort.

Damen.

Ja det saae jeg tydelig.

(Trop trænger sig hen igjennem Mængden; Pryssing og Keiser trække ham i Kjoleskjøderne, og gjøre sig Umage for at holde ham tilbage.)

Pryssing.

Lad det være, siger jeg ham.

Keiser.

Det gaaer ikke godt.

Trop.

Slip mig dog, for Pokker! (kommer frem.) Troer De at jeg kan taale at see mine Recensioner og mit Dyr saaledes blive maltracterede? Disse to Personer vil her fremvise for det store respective Publikum Ting, som de aldeles ikke kjende eller forstaae.

Klatterup.

Er De gal?

Adskillige.

Lad høre!

Trop.

De skal vide, jeg er Recensent og Criticus. Her har De nu spildt mig alle mine Recensioner og Kunstkritiker, og hvis jeg ikke samlede dem op igjen, saa gik de tabt for Efterverdenen. (bukker sig og sanker Papirerne op.)

Første Herre.

Aa hvad! Vi komme ikke her for at læse Recensioner, men for at beundre Naturen og Kunsten. Hvor er Dyret?

Trop

(søgende paa Gulvet.)

Det ligger her imellem mine kritiske Blade.

Damen.

Fløi det da ikke bort?

Trop

(stedse søgende.)

Det veed jeg ikke, men naar De saadan lader mine Flyveskrifter flyve, saa er det intet Under om ogsaa Dyret er gaaet fløiten.

Anden Herre.

Det maa da være forbandet lille.

Trop.

Det var et pænt Dyr; det laae i en lille bitte Æske, som jeg havde havt Snuustobak i. Det var ikke større end at man kunde tage det som en Priis mellem to Fingre.

Første Herre.

Kan de gode Herrer og Damer da nu endelig mærke, at disse Folk holde os alle for Nar? (løfter Stokken mod Klatterup.) Hvor tør Din Hund understaae Dig .....

Klatterup.

Rolig, rolig! Siig det til min Collega!

Ledermann.

Hva-hvad behager?

Første Herre

(til Ledermann.)

De fortjente, at man skulde .....

Klatterup.

De maa tale høiere, han er tunghør.

Første Herre

(høit.)

Veed De vel, at Deres Adfærd skal ikke gaae ustraffet af? Jeg agter at skrive en nøiagtig Beretning om hvad her er passeret, og lade den indrykke i den patriotiske Stormklokke.

Ledermann.

Ja det er ju-just mig, som er Udgi-giver deraf.

Klatterup.

Og jeg har den Ære at trykke den.

Første Herre.

Saa for en Ulykke! - (til Ledermann.) Naa da, kan jeg ikke faae det i Bladet, saa skal jeg i det mindste faae det i Dig selv. (Løfter Stokken imod ham; adskillige andre gjøre det samme.)

Ledermann.

Vi-vi-vil De nu ba-bare hø-hø-høre? vi har faa-faaet Dy-Dyret af Herr Pr-Pr-Pryssing.

Klatterup.

Der staaer han! (trækker ham frem.)

Første Herre

(til Pryssing.)

Og De?

Pryssing.

Jeg har faaet det af Herr Keiser. (Trækker Keiser frem.)

Første Herre

(til Keiser.)

Og De?

Keiser.

Af Herr Trop. (Peger paa ham.)

Første Herre

(til Trop.)

Og De?

Trop

(forskrækket.)

Jeg har selv opfundet det.

Første Herre.

Opfundet det?

Trop.

Nei jeg fortalte mig; j eg mener, jeg har fundet og opdaget det.

Første Herre

(med opløftet Stok.)

Naa, saa skal Du da ogsaa skee en Ulykke!

Trop

(falder paa Knæe.)

Naade! Naade!