Anden Scene.
De Forrige. Mowitz.
N° 3.
Mel. Fredmans Epistel N° 18.
2.
Bordet er dækket, og Kagen
Praler med Datum af Dagen,
Rødvinen har ikke Magen,
Hverken i Geist eller Smagen.
Brændeviinsflasken er svingende fuld
Med Gyldenvand, det rene Væsen;
Hver kan drikke det pureste Guld,
Forgylde sig Bugen og Næsen.
3.
Snart Musikanterne komme,
Valdhorn og Fløite med Tromme;
Flaskerne vist blive tomme,
Længe før Tiden er omme.
Skaal, min Ulla, jeg drikker din Skaal,
Deraf du kan mit Venskab kjende.
Skal jeg paa Flaskerne snart gjøre Kaal,
Begynder jeg gjerne med denne.
4.
Ulla.
See kun, hvor Mowitz er munter!
Mowitz.
Skulde jeg være herunter?
Fader Berg.
Fiffig til Flasken han lunter.
Mollberg.
Hvor han paa Hælene klunter!
Mowitz.
Nok engang eders Skaal med Forlov!
Ulla.
Hvor Mowitz dog er snu og listig!
Mollberg.
Alting han drikker!
Fader Berg.
Den Slurk var for grov.
Mowitz
( idet han fører Flasken til Munden.)
Er jeg kanskesen for dristig?
5.
Mollberg.
Nei, Fader Mowitz, vist ikke!
Alle nu ville vi drikke,
Indtil man hører os hikke,
Og kan os paa Øinene prikke.
Mowitz.
Det var jo godt! Er da Flasken betalt?
Fader Berg.
Idag jeg kræver ingen Penge.
Mowitz.
Saa skal min Abekat snart være qvalt.
De Andre.
Hos Mowitz den lever ei længe.
Recitativ.
(Valdhorn bag Scenen.)
Ulla.
Men hør! et Valdhorn klinger.
Mowitz.
Det er fra Baaden, som vort Selskab bringer.
Fader Berg.
Den sit Signal os giver.
Mollberg.
Det maa besvares.
Mowitz.
Det nødvendigt bliver.
Mollberg.
Du, Fader Berg, Signalet maa besvare;
Tag frem dit Horn, og ei paa Veir du spare.
Ulla
(tager Valdhornet fra Væggen og giver ham det.)
Ja, du er jo paa Corno Virtuos,
Lad dine Toner tale til din Roes!
N° 4.
Mel. Fredmans Epistel N° 68.
(Fader Berg tager Valdhornet og blæser ud i Baggrunden.)
2.
(Fader Berg: Corno).
Mowitz.
Du har blandt Kunstnere Rang.
(Bag Scenen: Corno.)
Mollberg.
Svaret tilbage sig svang.
Mowitz.
Pan, Skoven beskyttende,
Vist skjuler sig, lyttende
Til saa sød en Klang.
(Fader Berg: Corno).
Mowitz.
Godt, Fader Berg! det var brav.
(Bag Scenen: Corno)
Mollberg.
Tydeligt Svar man dig gav.
Mowitz.
Hvem er vel den Blæsende,
Guddommeligt Hvæsende?
Mollberg.
Bergstrøm, tyk og lav.
Ulla og Mowitz.
Seilet ind de trække,
Aarer ud de lægge,
Kjølen Skummet bryder,
Aareslaget lyder.
(fader berg: Corno.)
Mowitz.
Du har blandt Kunstnere Rang.
(Bag Scenen: Corno.)
Mollberg.
Svaret tilbage sig svang.
Ulla. Mowitz. mollbEerg.
Pan, Skoven beskyttende,
Vist skjuler sig, lyttende
Til saa sød en Klang.
N° 5.
Mel. Fredmans Epistel N° 25.
1.
Chor af de Kommende
(bag Scenen.)
[noder udeladt]
2.
Ulla. Mowitz. Mollberg. Fader Berg.
Hør, hvor de synge!
Nu Bølgerne gynge
Dem hertil;
Her den hele Klynge
Forsamles vil.
O mine Venner!
Enhver af jer kjender
Jeg med Lyst;
Hilsen I mig sender
Ved Hornets Røst.
(Corno bag Scenen.)
Hør deres Aareslag!
Alle med stærke Tag
Føre de Snekken saa let over Fjorden til vort røde Tag.
Aaren gjør i Tacten rask
Sit Pjask.
3.
Baaden er landet,
Hør Skvulpen af Vandet
Ved vor Bro!
Alt nu gjennem Sandet
De vade jo.
(Til de Kommende, som endnu ikke sees.)
Velkommen, Alle!
Lad Valdhornet gjalde
Høit i Sky
Og tilsammen kalde
Den hele By!
(Corno bag Scenen.)
Hør, hvilken liflig Klang!
Fjernt over Mark og Vang
Hornet forkynder saa vide vor muntre Fest, vor glade Sang, Naar til Grønnelund
vi skal Paa Bal.
