HANS Råskov kom hjem fra skovturen væbnet med al sin kvindeforagt, og den holdt sig frisk, så længe han endnu havde det vilde kor rungende i sine øren. Men medens de andre ufortrødent blev ved at more sig, så trak han sig foreløbig tilbage til sine overvejelser, og kedsomheden, der i den tid var husvild, slog sig på ham; han blev et af de få mennesker, der kedede sig, og solen, der skinnede uforanderligt dag efter dag, blev som et symbol på hans kedsomhed, der også var uforanderlig; de to ting smæltede sammen i hans bevidsthed. Det var altid værst om eftermiddagen. Når solen var på nedvejen, da så alting så falmet og udtryksløst ud, at han selv følte sig ganske tom indvendig, som om han var uden for det hele. Andre mennesker levede, men det var ligesom tiden et øjeblik var gået i stå for at sætte ham af og så komme videre. Aften efter aften kom han hjem med den samme sol over sig, og hans sjæl var så flad og bar som pakhusets grå murflader, hvor solen skinnede ens hver eftermiddag.

Han forudså, at det blev en drøj sommer. Om vinteren kan man dog samle noget, som man går og ruger over; det gir stemning, sætter en vis varme. 111|Om sommeren er man hjælpeløs med sit dårlige humør; solen skinner på en, så man blir hul.

Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For det var hans faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt, uden sindsbevægelser, som han på forhånd frygtede. Han forstod ikke, hvad der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det betød ikke noget, at hans forrykthed havde fået udseende af at være en forelskelse i hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende. Derfor så han ingen grund til at rejse, han kunde lige så godt gennemgå sit anfald her som et andet sted.

Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere; de hører til de få, som får deres livs regnestykker færdige, fordi de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og søger deres facit. Deres beregninger er prægede af en sjældent rendyrket logik, men kommer mennesker dem en dag nær ind på livet, så viser der sig hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger hver dag blev ændrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hjærte og deres regnestykker.

Hans Råskov fik en forstyrrelse i sin regning, da fru Ida en aften indhentede ham på en sti i skoven og uden videre slog følge med ham.

Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at jeg kommer til at gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg gøre, hvis jeg så har nogen sikkerhed for, 112|at jeg får fred. — De andre mænd, som han så trave og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere end han. Sanselighed tænkte han, må dog undertiden gøre det lettere at leve.

Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent ved siden af ham, at han fandt hende tiltalende. Hun kom nærmere til ham, uden at han gættede på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt gennemtænkte ringeagt. Det var en lun, god aften; himlen var som en åben mund, der åndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der stod en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste vækst.

Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde vare sig, de stødte af og til sammen, og deres hænder rørte ved hinanden. Mange sammensatte stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom ført tilbage til en mere primitiv tid — inden det raffinerede københavnerbarn, Eva, havde befæstet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig selv en forestilling om, hvor let og simpelt man kunde blive tilfreds — lykkelig måske, uden at man behøvede at skule længe og ængsteligt om sig. Lykken kunde måske nåes lige så let som solskinnet, det er bare at man går ud i det — —

Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, hun kom nærmere, og de gik tæt sammen længe, men der blev ikke talt ret meget. Det var den samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for mange år siden, når han nød den tidlige sommer uden for gårdens søndre længe, og han havde det lykkelige syn af noget, der lå og blinkede højt oppe, gyldent og fredeligt — —

Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og fik ham til at sætte sig hos hende.

Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de må være sultne.

De vil malkes, svarede han, og så længe på hende. Hun tog om hans hoved med sine hænder, drejede det varsomt og hviskede: Nej.

Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun var endnu så bevæget, hendes øreflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog et blad og svalede dem med.

Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han følte hendes nærhed med sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed, blev den ligesom fordrejet; den nåede ikke hans sanser, men slog sig på sjælen. Han var ikke forberedt eller ikke moden. Måske er der en lov om, at når den naturlige sanselighed forgæves påkaldes, så kan der reageres fra et andet sted; påvirkningen går dybere ned og finder svar. Og svaret blev en vild og gold smærte. Det glimtede ind i hans bevidsthed; noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det lyner ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et øjeblik ses at hænge på himlen.

Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.

Hun mærkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede hende — modbydeligt åndsfraværende — på skulderen, men hun ventede dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge ubekvemt.

Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i ham, som havde han en kantet sten i sin hånd, som han ønskede at kaste; han stirrede på galskaben, der flyttede sig, glødende, hen mod hans hjærte.

Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den skælven, der var i hans indre, hørtes ikke i hans stemme.

Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde ikke forstå det; hans ord lød i hendes øren som træskotramp på en stenbro.

Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun vilde ikke tro, det skulde ende sådan.

Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes dør sae han slet og ret godnat og gik så hjem til sit.