DET regner; en stærk, tung forårsregn slår ned i udtørrede veje, dråberne falder med kraft som små bomber, og i begyndelsen springer støvet op om dem. På de skrå sider af vejene dannes der efterhånden en bugtet rand af skum og støv, som vandet bryder igennem, små støvede orme kravler ned mod grøften og viskes snart ud af den tiltagende regn. En ram, ubehagelig dunst stiger til værs fra de fugtige veje, men de grønne marker opsender en sundere lugt, der er ligesom en bedre forståelse af den sunde regn.

Voksne mennesker slår kraver og paraplyer op eller skynder sig i hus, men børn går uden for og lar sig dunke i hodet af regnen; med deres stortæer trækker de hvide striber i det brune, våde støv for at se, hvor dybt det har blødt, og de følger alle de grumsede småstrømme på vej, der kæmper sig frem ad sandede hældninger, og hjælper dem undertiden med at overvinde vanskelighederne.

— De blir våd, højstærede, sae gamle postmester Årbo til Hans Råskov, der stod bøjet over et hjulspor inde på en bivej, hvor sten og gruskaater ragede op over vandene, så at det kunde ligne et terrænkort over Finland.

God dag, svarede Hans Råskov. Han vidste godt, at han blev våd; han var ingenlunde faldet så dybt i tanker, at han havde glemt regnen, der havde givet hans lyse overfrakke samme farve som vejen, og som pjaskede ned fra hatteskyggen, så snart han bevægede hodet. Men han var kommet til at se på et hjulspor, der samlede vand fra vejen, og problemet om dets afløb havde stanset ham; senere var andre tanker kommet til og havde bundet hans sind, mens han stod og stirrede på hjulsporet, som han havde glemt.

Rindende vand får også tit mig til at stå stille, vedblev postmesteren, undtagen, ganske vist, når det kommer ned fra skyerne.

Ja, De er jo også ungkarl, sae Hans Råskov hen for sig.

Ja — ha ha, meget skarpsindigt bemærket. Men skal vi to ungkarle ikke se at komme under tag? De er meget mere våd end De selv tror; kom ind under min paraply, så har De allerede været under mit tag, det er altid en begyndelse — he! Det vilde glæde mig at gøre Deres nærmere bekendtskab; sidste gang blev det jo ikke til noget videre, men når De kender min niece, så må De finde Dem i også at lære mig at kende; der er næmlig en ejendommelig forbindelse mellem hende og mig, skal jeg sige Dem.

Hans Råskov så med interesse på denne mand, hvem det glædede at gøre hans bekendtskab. Det var en lille gammel herre med et magert, gult ansigt og visne hænder, men i hans øjne, der var runde og livlige, og hans mund, der havde let ved at stå åben, var der noget ungt — noget, der ikke var blevet brug for, og som ikke var hentørret endnu, 141|skønt manden var over tres; han var en livlig blanding af erfaring og naivitet, og i den måde, hvorpå han tog Hans Råskov under armen og trak ham ind under paraplyen og vilde ha ham med hjem, var der en enestående oplevelse, der fik den yngre til at gi efter.

— Værsgo og sæt Dem ned, hr. Råskov, mens jeg konfererer med min husholderske; det er jo lige ved spisetid — — gør mig nu ikke den sorg at snakke om den store ulejlighed; det er jo en fornøjelse — —

Men er De ikke våd om fødderne, udbrød han, da han igen kom ind, jo min sandten er De så — — jomfru Andersen, ta og kom med mine skindtøfler!

Jomfruen kom ind og styrede med udstrakt arm løs på Hans Råskov og stak fire stive træfingre ind i hans hånd, men de samme fingre blev meget levende, da tøflerne skulde hentes frem og en lænestol stilles til rette til gæsten; imidlertid spruttede æggene der ude, ligesom de kaldte på hende, men hun gjorde sig hård og stillede en broderet skammel foran lænestolen, men så blev æggene altfor højrøstede, hun måtte af sted, og straks efter tav de, som et barn, der kommer mellem sin moers hænder. Og mens postmesteren hentede kuriositeter ned fra vægge og fra etagerer, for at gæsten ikke skulde ha ulejlighed med at rejse sig eller dreje sig efter dem, nu han sad så mageligt, så begyndte køkkenkniven at arbejde der ude; man hørte den komme igennem og ende med små sikre hak på spækkebrættet; kopper klingrede, og tallerkner skramlede, glassene tog hver sin tone, det ene fik mæle efter det andet, tilkendegav sig som det, det var og tav så; 142|hver ting afgav sit: Her! kom på sin plads og Jod siden ikke høre fra sig.

Klokken slog syv; postmesteren rømmede sig, hvad enten det var et signal eller en tilfældighed; jomfru Andersen kom ind, tog vasen med den ene hånd, lysedugen med den anden, en hvid dug blev slynget hen over bordet, og tingene marsjerede op, taktfast og fåmælt, og så gled hun lydløst hen i døren: Værsgo!

Hans Råskov havde allerede lært at sætte pris på den gamle Mand, der befandt sig vel i hans selskab og ikke følte det som noget tryk, at han talte så lidt; han måtte være et sjældent menneske, netop af den elskværdige slags, der plejede at holde sig længst borte fra Hans Råskov; over for ham kom det undtagelsesvise altid frem i folks væsen, derfor var det velgørende en gang at blive behandlet som et almindeligt menneske.

— Nu skal De se min lejlighed, hr. Råskov, sae postmesteren, da de havde spist. — Ja, man bor jo hyggeligt, men det bedste mangler; jeg er ikke så gammel, at jeg har glemt det. Hvad mener De om sådant et sovekammer? Der er plads til to, ja, der er altfor god plads, man vil ikke blive gammel, hr. Råskov — selv sådan en gammel hulmavet stabejs som jeg. Nogle kan ikke bevare ungdommen, andre kan ikke — — — Næ, der inde er ingenting, der er øde og tomt, hvor der kunde ha været skabt en lille verden; børnekammer, hvad? Skulde ha været. — — Skal vi gå ned og se, hvad jomfru Andersen har sat frem til os?

— Skal De ikke ha mere rom i Deres te, hr. Råskov? Ja ja, jeg tror næsten, min kan tåle et lille stænk endnu. Hm, ja det er nu en underlig fornæmmelse 143|med sådan en del tomme kamre oven på. Men hun vilde jo ikke. Ja nu er jeg da svundet ikke så lidt ind, men jeg vil ellers nok stå ved, at jeg aldrig har været en kraftkarl; der var ikke noget at sige til, at hun fandt mig for tynd og kalveknæet, især når medbejleren var — ja han var nærmest en karl af Deres dimensjoner. Han havde skuldre og en favn af den slags, som kvinderne ser hen til, navnlig i den gale tid. Han fik et par uægte børn; hvad tror De, hun mente om det? Det viser da, at han er et mandfolk, sae hun; det var vel også med et vist henblik på mig. Galt gik det naturligvis, det kunde enhver ha forudsagt, men kan det hjælpe noget at forudsige det, når alting om en er fuldt af galskab og en selv er ligesådan?

Hun fik børn, og hun fik prygl, og hun fik noget at bestille, og hun fik ikke tak for det. Jeg har mange gange stået uden for hendes vinduer, når det var mørkt, og hørt hende synge for børnene; jeg tror nok de små var mere glade ved at høre på det end jeg; de faldt i søvn, jeg gik hjem og sov ikke for godt; jeg gad vide om hun gjorde det. Det var en drøj tid for to mennesker. Havde nu vorherre taget sig af den ting, så havde han sagt til hende: Du skal ta ham, den lille postekspedient Årbo; jeg har nok skabt ham lidt smalstrøgen ned ad flankerne og har heller ikke stillet benene aldeles lige under ham; men ellers indestår jeg for ham, og tar du ham, så kan du sige, at du har fået ham af vorherre selv.

Jeg tror nok, at vorherre regerer det meste af hvad der sker, men menneskenes kærlighedssager blander han sig ikke i, det kan da enhver se. Men vil De tro, at der kom et forår, da jeg også blev 144|tosset? Det skal jo til. — Vil De sige, at De kender det ikke? Nå — jeg skal afholde mig fra nogen bemærkning desangående; men der var altså piger, der hittede mig, skønt jeg var smal og stod skævt på benene; det var vel ikke af de bedste, men dog af dem, der havde gjort nar ad mig før; men de mærker, at man er i rasetiden, og så er der altid nogen, der kommer. Når galskaben er ægte, skal den nok smitte. Der var to — — Tror De, det var mig, der lod dem løbe, hr. Råskov, skønt jeg nok vidste, at de ikke var den rette nogen af dem? Nej, de gik bægge to hen og giftede sig med en anden; jeg var dem alligevel for smal, da de kom til samlingen, de forsmåede mig — bag efter, hvor de dog ikke havde så meget at prale af mere.

Skal De ikke ha en til, hr. Råskov? De kan jo drikke den uden rom, det er så læskende. — Ja, nu sidder De og synes, at det er nogen temmelig snavsede ungdomshistorier, De her får at høre af en gammel mands mund. Sig kun jo, hr. Råskov; ud fra Deres temperament har De ret. Deres oplevelser tillader Dem ikke at dømme anderledes — indtil videre.

Næ — — det er ikke det urene, jeg finder mest påfaldende, når jeg nu tænker på det. En fyr med min krop kan vel ikke vente sig mere, og når man så har alle slags store, om jeg så må sige: omfavnende følelser i en snæver krop, så blir man endnu mere komisk; jeg havde dog gærne nøjedes med en af de næstbedste. Det synes jeg er min mest prisværdige egenskab, og jeg kan ikke gøre for, at den ikke indbragte mig noget.

Hvis jeg var vorherre, så vilde jeg ligesom han 145|la menneskene rase — jeg har set på mange, siden det var min tid — og jeg vilde særlig ta mig af dem, der raser, fordi de ikke kan få den, de helst vil ha. Når de har fyldt deres mål af galskab, så vilde jeg søge at indgive dem den ånd, der får et menneske til at se sig fornuftigt om efter den næstbedste, for det er dær, at mange bær sig værst ad, det har tit gjort mig ondt at se, for disse mennesker forbliver mod deres bedre vidende i galskaben, og det er ikke alene unaturligt, men det har langt mere forfærdelige følger. Jeg har ingen glæde af at se på den slags folk.

De andre, hr. Råskov, der slet ikke ved hvad de gør, men har et par minutter, hvor de er bevidstløse af salighed — — der er dog en stor menneskelig tilfredsstillelse ved, at de er til endnu, skønt man siger at kulturen går fremad med kæmpeskridt, de finder dog lejlighed til at slippe uden for kulturen. Ja vel, bag efter minutterne kommer årene, og de er længere end minutterne, der er så forbandet korte, men der har været en uhyre forbrug af kraft i de minutter, og den almindelige livssum har fået en forøgelse.

Jeg er en gammel tosse, hr. Råskov, som man ikke behøver at regne det så nøje; jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg ser De tar mig det ikke ilde op. De kan nok høre, jeg har flere teorier end oplevelser; hvad andet skal jeg sætte i verden, når det er blevet mig nægtet at befolke den på en bedre måde? Min niece er den eneste, der plejer at høre på mig, men De har for resten også været meget tålmodig.

Den menneskelige galskab antager underlige former, hr. Råskov — ja synes De ikke også? Hvad mener De, når den hos kvinder udvikler sig i form af opofrelsessyge? Det må De nok ha set. Den og den 146|er ulykkelig og trænger til en god kvinde, der kan elske ham — ja, og man er selv en sådan kvinde, det føler man — — Tror De, en kvinde er til at få bort fra sådan en ide? — Å, vil De lukke op, jomfru; der var vist nogen, der ringede.

Det var frøken Anna Årbo; hun kom gærne over og så til onklen om aftenen, når hun ikke var optaget af andet, og så var der glæde hos de to gamle; jomfru Andersen kom da også ind med et smil om de brunlige barklæber og gled tyst ned på en stol og hørte til.

Anna lod et glad overrasket „godaften“ høre, idet hun så Hans Råskov, og sae Velkommen, som om hun på en måde var værtinde i huset. Derefter satte hun sig på en ledig stol lige over for ham og ventede et øjeblik på, at den afbrudte samtale skulde blive fortsat, men da alle i tavshed så på hende, begyndte hun at tale. Hun fik Hans Råskov til at fortælle om sine undersøgelser og om årene i udlandet. Hun havde troet, at han derved også måtte komme til at tale om sig selv, men han havde den ævne at holde sig til, hvad enhver anden også kunde ha oplevet eller tænkt, men netop denne upersonlighed greb hende med en underlig magt: Han var altså et menneske, der vidste, at han skjulte sit egenlige jeg for andre; han udleverede kun et temmelig tørt hverdagsmenneske og beholdt resten for sig selv. Men når så onklen blandede sig i samtalen, og Hans Råskov et øjeblik så tavs hen for sig, så var han straks en anden, end da han talte; han var borte i det han havde tiet om — — —

Hun ønskede heller ikke at høre, hvad det var; han vilde ha tabt i hendes omdømme, hvis han havde 147|kunnet få sig selv til at tale om det eller hentyde til det, så at formodninger lå nær. Hun antog han havde oplevet rystende begivenheder, som han nu var i færd med at glemme; han stod afsides fra andre mennesker og så efter sit livs bortdragende uvær — tordenen, som han alene havde hørt, lynene, som havde hvislet og svedet forfærdeligt i hans sjæl. Ingen skulde forstyrre den mand, der havde rejst sig efter slaget og vilde være alene med sig selv for at glemme; ingen burde ønske at udspørge ham for at høre, hvordan det var gået, og om det nu var bedre, om der var længe igen — — — Hun vilde heller ikke tro, hvad der blev sagt om ham, at han var forelsket i fru Ida; men måske mindede hun ham om noget sørgeligt, hindrede ham i at glemme — — —

Aftenen gik hurtigt, og de blev længe siddende sammen; Hans Råskov kunde ikke bekvemme sig til at bryde op; han var træt og næsten vel til mode, aftenens hyggelighed havde et øjeblik brudt anspændelsen i hans sind; her var ikke noget at gøre sig stiv imod, og der var en næsten sorgløs hvile i slapheden. Det var meget godt, at han var kommet her hen; lange intetsigende samtaler med venlige mennesker var måske det, han allermest havde nødig i denne tid, og dette halvvoksne barn, der underholdt ham med en verdensdames utvungenhed, hun gjorde ham en stor tjeneste; det var anden gang. Han berørtes pinligt af den formodning, at hun måske selv vidste det. Skulde han tro, at postmesteren havde sigtet til hende i sin vismandstale om kvinder, der anser sig for kaldede til at være en mands frelsende engel? Han blev mistænksom og så sig med opstigende harme om i den hyggelige kres, 148|men så afviste han atter tanken: Hun var jo et rent barn!

Men et barn, der meget snart vilde blive en voksen kvinde, og måske den bedste blandt dem, der nogen sinde var kommet ham i møde. Havde han været en mand, der forstod at indrette sit liv sådan, som det var tjenligt for ham, da havde han valgt en kvinde som den, der sad foran ham, nærmere ved ham end mennesker i reglen fandt det hyggeligt, og dær havde hun siddet og talt fuldkommen ugenert med ham i to timer; han så på sit ur — to timer. Hvor den tid var gået hurtigt! Men da han rejste sig for at ta afsked, var der ikke noget i hans natur, der bøjede sig imod hende eller søgte at holde hendes billede fast; hun havde blot på ny fyldt ham med tanken om den anden; her havde han hvilet sig, men nu var det forbi.

Frøken Anna gav ham et meget hjærteligt håndtryk til godnat, han måtte se på hende en gang til; hun var vistnok god; for lidt siden havde han været nær ved at falde i en døs, og han havde tilladt sig en flygtig drøm, som hun var med i; så træt var han altså; den slags unyttige overraskelser kunde man opleve i et hyggeligt øjeblik. Han trak uvillig sin hånd til sig og gik. Men da han var alene, blev han sig en mærkelig kraft og friskhed bevidst. Jeg kommer nok over det, tænkte han og gik rask til.

— Anna sad oppe i sit kammer og så ud i den halvmørke forårsnat og mindedes en sommeraften for fire år siden; hun var da fjorten år og meget sørgmodig, og hun skulde egenlig i seng; i stedet for sad hun ved sit vindu og betragtede telegrafstængerne, der stod i en lang række og bar trådene ud 149|mod vest, helt ud i den rødgule himmel; hun skimtede den ene stang bag ved den anden og vidste, at der var ingen ende på dem; de stod med trådene på deres skuldre, førte dem ud efter i det uendelige. Her hvor hun sad, var der ikke noget, hun brød sig om; hun grundede længe over det og græd til sidst; det at hun kun var fjorten år, gjorde det heller ikke lettere.

Fjorten år! Men så viste det sig, at dette tal dog var stort nok til at fremkalde en simpel og lykkelig tanke: Når hun var fjorten år, så måtte den mand jo allerede være til, som hun ventede på. Han boede et eller andet sted, han gik måske i dette øjeblik hen ad en landevej, og hun kunde møde ham, havde måske mødt ham uden at vide det, for det var ingen af dem, hun kendte. Men han var til, var ikke en drøm, men lige så godt et virkeligt menneske som hun selv — — — Hun gik trøstet i sin seng og havde aldrig mere triste øjeblikke. Hun så ham af og til, han gik hen ad en vej langt borte, men han kom aldrig nærmere, og han forsvandt, så snart hun prøvede at forestille sig hvordan han så ud. Ellers tænkte hun kun lidt på ham, mindedes ham måske ved sine fødselsdage med den tanke, at han imidlertid også var blevet et år ældre.

Men nu havde hun altså mødt ham.

Hun rullede gardinet ned og tændte lampen; mørket der ude blev for stærkt, og da hun ikke kunde gå i seng, bestemte hun sig til at rode op i sine skuffer, det kunde desuden behøves. Hun ryddede op og fordelte indholdet på puffen og på sengen, og det gjorde godt i hendes hænder, der rystede svagt. Alt tøjet lae hun først i orden, derefter kom turen til 150|det, der var stemning ved; hun beså hvert brev, og hvis hun ikke af konvolutten kunde huske sig til indholdet, læste hun noget af det og lae det til side; en hel stabel ligegyldige breve fyldte det halve af en skuffe, gratulasjonskort og små bøger i guldsnit indtog den anden halvdel — det var venindernes afdeling.

Hun stansede lidt og betænkte sig, da hun kom til den nederste skuffe, som hun ikke havde rørt i lange tider, men klokken var ikke så mange endnu, og hun holdt mest af at tænke på ham med alle disse gamle erindringer mellem hænderne; det hele blev mere fortroligt og jævnt, hun kunde nok trænge til et slags værn imod ham.

Skuffens indhold var ikke af den art, at det let lod sig ordne, men hun vilde dog se det igennem. Der var minder fra hendes rejser i ferierne: små buketter lyng, bundet sammen med silkebånd, muslingeskaller fra mange kyster, rav og flade stene med indskrifter. Der var store, mærkelige knapper fra hendes forskellige kåber, en stump tøj fra hver eneste kjole, hun havde haft, så længe hun kunde huske. Der var naive jule- og fødselsdagsgaver, som veninderne havde lavet; tre mælketænder, hvoraf den ene havde tilhørt hendes ældste søster, men hun havde tigget den af hende, da hun selv var fire år gammel, og der var lange udsigter til, at hendes egne tænder vilde skifte; den var pakket ind i et stykke rødt silkepapir for sig selv. Og der var et hentørret firben, som hun havde pillet af en vild rose; det havde været en stadig genstand for hendes undren, til hun kom i skole og lærte om tornskaderne i naturhistorien.

Denne skuffe havde en særegen værdi og var 151|noget for sig; hun kunde ikke huske det halve af hvad der knyttede sig til disse rare sager, men fra dem alle slog der hende en stemning i møde, der forøgede hendes sindsbevægelse. Hun læste kærestebreve fra skolekammerater uden at more sig over dem; fandt frierbreve fra voksne mænd — de var blevet straffede med at få deres tilståelser gemt ned i børneskuffen; men nu satte hun sig til rette og læste dem igennem med største opmærksomhed og tænkte over dem; det ene var slet ikke så dårligt, hun tog begyndelsen af det en gang til. Men nu huskede hun godt, at det var ikke ham, hun havde syntes bedst om. Han var underlig.

Hun lod brevet falde ned og skød skuffen til, meget alvorlig, altfor fuld af stemning, til at hun kunde være hel lykkelig. Hun rullede atter gardinet op og så ud; solroden var nu blevet stærkere og havde flyttet sig om i nordøst. I stedet for skuffens visne dufte trængte forårets pust ind til hende; hun lænede sig ud for at få mere.

For nogle dage siden havde hun endnu søgt at værge sig, hun havde håbet, at det ikke måtte blive ham, skønt der allerede bag dette håb var en sikkerhed om, at det var ham; men der var noget i hans ansigt, der skræmmede hende, han var vist en mand, der kunde blive farlig for den kvinde, der elskede ham; han gik så tungt, han stirrede barsk og stift frem for sig som en mand, der skyder et svært og vanskeligt læs og ikke har stunder til at se efter nogen anden ting. Hun havde ønsket, at hun kunde gå af vejen, fordi han var en mand, der hang ulykke ved. Eller — hun havde just ikke ønsket det; men hun havde dog tænkt — — hun huskede, at hun 152|i sine yngre dage altid havde tænkt sig, at det var en let og ligefrem sag at blive lykkelig.

Men disse pigetanker vilde hun nu lægge ned i skuffen, hvor alt det andet var, der hørte barndommen til. I næste uge skulde der være stort skovbal; han kom også med, havde han sagt. I dagene imellem vilde hun gå og tænke på ham, det glædede hun sig til. Med den troendes dristighed tog hun sin lykke i forskud; hun var så overvældet af forventning, der stadig voksede, at hun til sidst ikke mere vidste, hvad hun skulde gøre med det altsammen; det tog til som en snebold, man ruller foran sig, og som man snart ikke kan magte. Men så er legen også fuldkommen.

Kirkeuret slog halv. Halv fire. Hun trak været dybt og lettet og tog sin hat; nu var der endelig noget, hun havde lyst til: Hun vilde ud og se solen stå op.