Hans Råskov rejste over grænsen som en flygtning, han drog ud af landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der var frisk eller grønt. Men han var ikke så lykkelig, at han kunde undgå at se sig tilbage. Hans tanke blev stående i det, der var sket; mindet derom blev til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden, hvor alt var dækket med lava og størknet lidenskab. Tanken voksede fast ved bredden af hans livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget ham helt ned til Wien, men der vilde ikke komme nogen afstandsfølelse i hans sjæl. Hans erindring var en ild, der sved mange enkeltheder af; også den ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham forglemmelse og lindring; tanken om Anna Årbo syntes at være begravet under asken; tilbage stod et par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der skreg som en elskovssyg, rødflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn; fru Ida, der lo ad ham og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans sjæl, der måske var den latter, han aldrig selv havde næmmet, og så til sidst: ham selv, alene, med fantasien 169|dryppende af hendes blod. Og når han blev træt, og disse syner blev blege, så brølede og snurrede der uden om alt dette en ukendelig masse af andre mennesker.

Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte på den aften, og han mærkede, hvordan der på hans isse opstod to smærtende punkter, der sendte udløbere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen af et eller andet bogstav, der havde sin basis i nærheden af hans tindinger, og hvis toppunkt — når det blev færdigt — skulde være et sted i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, når han skulde sove, et bestemmelsens tegn, et Mene Mene Tekel — —, der måske snart skulde blive tydet.

Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos sig kom han til Wien, søgte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var arbejdsduelig. Derefter opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget at vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, og da han således havde fået sit onde beskrevet og ført til bogs, følte han en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest gå nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. Hans nætter kunde være fulde af galskab, men dagen efter kaldte han det sygdom, og han indrømmede, at den måtte ha sin tid. Han længtes ikke, han fortrød ingenting, eller ønskede noget anderledes; den gamle, fornuftige betragtning fik atter hold i ham: at det var bedst, sådan som det var gået, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor galt det end var gået ham, så turde han dog ikke ønske sig noget ændret; han vilde ikke tænke 170|på andet end at finde sig til rette i det, som var sket, og så for resten gennemføre en levevis, så begivenhedsløs som muligt.

Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, så sætter de sig ned og gør dem om igen og kommer til det samme resultat som før, og på den måde opnår de deres relative tilfredshed.

Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin nedarvede ævne til at gøre tilværelsen ensformig. Han havde lært at frygte alt, hvad der susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i nærverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og slå itu. Hvad der nu var brændt fast, lod sig ikke viske ud, men det blegnede og stivnede; bogstavet, der var skrevet på hans hjærne, vilde ikke helt forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed ved at forestille sig det, og undertiden kunde han føle og se det, men så benyttede han det som en målestok for, hvor nærvøs han var, og hvor meget han skulde passe på sig selv.

Et år senere fik han en mere ledende stilling på fabrikken, og det hjalp mægtigt på hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse sig for helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til sine nærver foretog han lange udflugter i omegnen af byen, altid til fods, og da kunde han gå mil efter mil med stokken hængende mellem to fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og med munden halvt åben, og når han var faldet i den gangart, tilbagelagde han fire fem mil uden 171|at se eller høre og uden nogen forandring. På samme måde arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale; men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel anskreven hos direksjonen.

Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed, skønt det at ha mennesker i sin nærhed stadig virkede på ham som en plage — i sine mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig hudsygdom — men han sae til sig selv, at han var ikke længere nogen ung mand, og den uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han med sin alder ikke mere kunde tåle, han måtte indrette sig derefter. Han fik rigelig anledning til øvelse, for det lod til, at han virkede mindre frastødende på folk dær nede end på sine landsmænd, og det hændte ikke så sjældent, at en sorgløs Wiener med glatte, hvælvede kinder, og hvis øjne havde en blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til sin fortrolige og spurte ham til råds — mest i kærlighedssager, og apellerede til hans menneskekundskab i almindelighed, hvis han erklærede, at han var ukyndig på dette specielle område. Han hørte mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig alvor, han vænnede sig til at nikke forstående og at udtale en mening om sager, der ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang, der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt: Han lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke 172|ved den; så skulde den til gengæld lade, som om den ikke var til, og denne sjælelige hygiejne syntes virkelig at føre til helbredelse; han havde — ligesom det kunde være for bestandig — sluttet fred med Den røde galskab; til gengæld forpligtede han sig til at undgå beskæftigelse med alt, hvad der kunde virke ophidsende.

Sådan gik der fem år; han forandredes ikke stort, udover at han mistede en del af sit hår og blev lidt sværere; han var en statelig mand på et kontor.

Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem år var som een lang arbejdsdag, som en af disse pløjedage, forfædrene havde øvelse i, når de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade marker; de passede deres ting og holdt øjnene fæstede ved hestens øren og furen, der skulde følges; kun flygtigt lod de blikket vandre efter de kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til smedie, føllet, der gjorde krumspring inde i græsset og aldrig så de med utålmodighed på solen eller på uret; de spiste deres midaften på en grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder og hestenes muleposer; om aftenen sad de på bænken og så op mod byen, hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og galskab fra natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand. Og nu gik en af deres efterkommere i et fremmed land og sled på den gamle ensformige bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede med deres arbejde og holdt fest, så det skingrede; 173|de stod ikke tilbage for deres blodsfrænder i Nordsjælland.

— Hans Råskov var ingen kunstkender, men der var i musæerne en ting, der interesserede ham: den assyriske og den ægyptiske billedhuggerkunst. Han, der i det daglige liv vogtede sig for at begå nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger, der drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske fyrster. Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke stenlæber, den uforanderlige kulde i de stive øjne, det udøvede en stærk tiltrækning på ham. I grunden så de temmelig stupide ud, men i deres fuldkomne mangel på stemning eller følelse for andre var der åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var herskere, måske ikke over så meget, som de hovmodede sig af, men i alt fald over sig selv. Sådan havde de stået i århundreder, lige uforanderlige, og efter dette ideal havde de stræbt at tilpasse deres liv. Muligvis løj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige, gale og svage mellem originalerne; men så var der i alt fald i kunstnerens sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, der føler sig hårdere end alting og smiler ad det, så det smuldrer hen som sand for hans fødder. Det billede, der forestiller en konge, som står opret og med et hånligt smil kvæler en løve mellem højre arm og kroppen, han forestiller den fjærne tids helt, eller måske blot typen på det lykkelige menneske. Disse stenbilleder havde Hans Råskov en dyb sympati for, som om han i dem havde fundet åndsbeslægtede fra gamle tider; hans tro på egen urokkelighed 174|ligesom forstenedes i ham, han fik efterhånden en hovmodig overbevisning om, at han nu for alvor var i færd med at blive hårdere end alting; han tænkte sig et ideal af fuldkommen ufølsomhed, på hvem begivenhederne gjorde lige så lidt indtryk, som Assyriens og Nildalens flyvesand på de gamle stenfyrster.

Men da den lange arbejdsdag var gået i eet hårdt træk, da Hans Råskov var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres skik; han tog sig ikke en fornuftig hvil for at kunne fortsætte den næste lange dag med nye kræfter, og nøjagtig på samme måde; han opsagde sin plads med den motivering, at han vilde hjem til Danmark og søge sig en stilling dær. Direksjonen forstod udmærket godt hans grunde og beklagede, at han vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke så klar over dem, som han gav det udseende af. Men det var ligesom blevet aften; mørket begyndte at falde; han følte, at han var ved at blive gammel og vilde ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, der nu i alt for høj grad lå åben og tilrettelagt for ham.

Måske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind, lovbundne, ukendte forhold, der til bestemte tider vender tilbage med kresløbets nødvendighed? På samme måde som himlens sædvanlige udseende forstyrres, når en komet slæber sin brandfakkel hen over den og siden forsvinder og overlader det til os at udregne dens bevægelses love.

Hans Råskov skyndte sig hjem som en forvist, 175|der har fået amnesti, og da han nærmede sig sit lands grænse, skete det at han glemte alle sine gode grunde, som han havde udviklet både for sig selv og andre, de blev til ingenting under det overvældende indtryk af det ene: Nødvendigheden af at komme hjem. Det skulde nu sådan være.