Jeg vil give dig disse gaver:
Du skal være under mandens magt,
over dig skal han være herre.
Han skal altid bestræbe sig på
at bøje dit onde, hårde sind,
ellers går det jer begge værre.
Du skal slide ved rok og ten,
ellers slår han både ryg og ben itu
hvis du ikke vil adlyde ham.
Hold fred med hinanden, det anstår jer bedst,
så lever I sammen på rette måde,
c2r|og det vil I ikke fortryde.
Din skyld er større end Adams,
derfor skal du blive bleg og rød
når du skal føde dine børn.
Over al den kval og nød du skal udstå
skal du virkelig jamre dig vidt og bredt,
fordi du har tålt både slid og smerte.
Af sorg skal du bide tænderne sammen.
Ak og ve må du da råbe,
den tid bliver vanskelig for dig.
Du ville hellere være død
end udstå sådan en bitter nød
hvis dagene bliver meget lange.
Alle kvinder der skal føde børn,
må tåle denne smerte fuldt og helt.
Det kan de give dig skylden for.
Havde du ikke syndet så uklogt
dengang du ville spise æblet,
var trængslerne ikke kommet hertil.
Du skal fyldes med smerte og kval
og tiden skal blive dig meget lang,
sådan skal du forstå det.
At du udstår de trængsler du skal have,
for den synd du begik, med legemspinsler,
det rygtes i hele verden.
c2v|Jeg har forbandet jer alle tre
så I aldrig kan finde lykke,
kom herhen alle sammen.
Du, Djævel, gå ud af Paradis,
for du bedrog Adam, skønt han var klog,
nu skal du bort herfra.
Du havde skabt dig om som en slange,
vidste du ikke at du var fortabt,
selv om du var skønnere end solen?
Hvis du var blevet i Helvedes hede
og dér havde udstået pinsel og plager,
havde det været meget bedre
end at du skulle bedrage disse to
og sætte alverden i smerte og plager.
Forbandet være din tid!
Lad mig aldrig se dig mere!
Forsvind herfra til Helvedes pine og smerte,
for du er helt igennem ond!«
Adam tænkte på hvad han skulle gøre.
Han hørte klart hvad Gud sagde til slangen,
han frygtede Guds vrede.
»Barmhjertige Herre, giv mig min dom
jeg var imod at jeg skulle stå foran dig,
og nu står du ganske klar.
Jeg ved du truer alvorligt med
c3r|at dømme mig for min skyld og brøde,
gør det med ære og værdighed:
Jag mig ikke ud fra dette sted,
lad mig blive her, og Eva med,
her vil vi gerne være.
At bøde for det vi har gjort mod dig,
det tror jeg vil være nyttigt og godt
hvis du vil lade dig bevæge.
Kan vi ikke få mere af Himmerige
end dette sted hvor vi står,
vil vi lade os nøje med det.«
»Adam og Eva, kom her begge to,
foran jer står nu en sørgelig tid,
det kan ikke være andet.
Den ugerning I har gjort mod Gud,
gør I næppe nogensinde god.
I skal miste Paradis.
Adam, træd frem, du onde mand,
tag den syndige kvinde i hånden,
gå ud til verdens trængsler.
Himmel og jord må græde herover,
alle de skabtes øjne må vædes,
og solen må bløde derover.«
Over den gang som Adam og Eva gik
– og som Gud for deres synders skyld stod fast på –
c3v|begyndte de begge at klage sig.
Alle de dyr der var blevet skabt,
var vidne til alt mellem Adam og Gud,
og straks løb de ud af Paradis.
De så mod himlen og stampede i jorden
over at Adam havde handlet så slemt,
Gud vidste hvad de mente.
Fugle fløj op og skreg så højt
fordi Adam var udvist fra Paradis,
og slog sig mod træer og grene.
»Adam, Adam, hvor var det slemt
at du skulle spolere den store lykke
og gøre den skade på dig selv.«
Fiskene i alle floder
fór om i vandet og klagede sig,
de havde så ondt af Adam.
Hvilken sorg der sad i Adams hjerte,
det ved den Gud som lod ham blive til;
han klagede sig voldsomt:
»Eva,« sagde Adam grædende,
»Tænk, hvad ondt der venter os,
Gud give vi var døde!«
Da råbte Eva med ynkelig stemme:
»Adam, Adam, hjælp mig,
jeg dør af sult!
c4r|Nu er det tredje dag jeg går
uden at du kan finde råd,
så vil vi begge dø.
I sult og tørst med frost og kulde
er Guds nåde og hjælp svundet bort,
det kommer os meget til skade.
Jeg beder dig, Adam, vær så god,
mens vi går her, at slå mig ihjel,
alene finder du føde nok,
eller Gud fører dig til Paradis,
hvor vi var før, og gør dig klog,
så finder du din føde.
Hvad vi end gør i denne stund,
om vi begge går rundt i den vide verden,
så finder vi ingen grøde.
Nu giver jorden ingen dufte fra sig,
intet træ vil bære frugt
som vi kan leve af.
Vores tøj beskytter os ikke mod frost,
og så lille er vores daglige kost
at vi ikke kan værge os længere
mod noget af det der er os imod.
Åh Adam, hjælp så vi får bedring,
bed Gud om hjælp og nåde.
Åh nej, hvor har vi handlet dumt
c4v|dengang vi trodsede Vorherres ord
med æblet som vi spiste!«
Adam begyndte at sukke og græde:
»Det var så forkert at vi spiste det,
Gud nåde os til hver en tid.
De kår vi nu har fået
for den sødme der gik gennem mund og tænder,
er både hårde og slemme.
Herre som vi har forbrudt os imod,
lad os betale straf og bod
før døden tager livet af os.
Før vi skal gå til Helvede
opfyldt af sorg i hver en krog,
vil vi overgive os til dig.
Der er ikke så stor en straf på jorden
at den kan bøde for det vi har gjort;
jeg skal sige hvad du skal gøre:
Eva, gå på bare fødder
gør bod og afbigt i floden Tigris,
jeg håber Gud vil høre dig.
Tag en sten op fra flodens bund,
hold den fast i din mund,
og stå dér i 30 dage.
Du skal ikke sige et ord så længe,
men sørge over hvad vi har gjort,
c5r|med denne legemspinsel.
Jeg vil nu gå til Jordans flod
og stå lige så længe i vandet
og udstå hvad Gud vil byde mig.
Jeg vil ikke drikke, ej heller spise,
dér vil jeg begræde min brøde
til livet når sin ende.
Eva, nu vil jeg forlade dig,
lad dig ikke bedrage af Djævelen igen
hvis han skulle komme til dig.
Tænk på hvad han før har gjort,
lad ikke din mund ytre et ord,
så får du lykke og medgang.«
Adam gik bort for at sone sin synd,
snart plagede Djævelen kvinden,
han vidste godt hvad hun gjorde.
Han talte til hende med det samme,
hun rørte sig ikke ud af stedet,
hun vovede ikke at svare ham.
Djævelen tog skikkelse af en engel
fordi han ville bedrage hende,
og sagde at hun skulle adlyde ham.
Han ynkedes over kvindens plager:
»Ak, hvor tiden falder dig lang,
jeg bringer dig Guds vilje.
Du skal straks gå op af vandet.
Jeg går forrest, du skal uden frygt gå med,
det er Guds særlige vilje.«
Hvor troskyldig kvinden dog var dengang
da hun gjorde hvad Djævelen sagde,
og ikke ville forlade ham.
Djævelen kom med løgn og snak,
og Eva var så grøn som et løg,
hendes krop var fuldkommen visnet.
Hun kunne ikke stå på benene,
c5v|for kulden tog så hårdt på hende
at hun nær var faldet til jorden.
Djævelen tog hende op i sin favn,
hun troede han hjalp og støttede hende,
hun syntes hun fik lindring.
»Hvis du er Guds engel som jeg tror
og skabt af ham der bor i Himlen,
skal du vise mig Adam.«
De gik sammen hen hvor Adam stod
og sonede sine synder i Jordans flod.
Adam græd så heftigt.
»Kvinde, hvorfor kommer du her?
Er du nu blevet bedraget for anden gang?
Eva, hvad er det du gør?«
Hun vred sine hænder og trak sig i håret:
c6r|»Kan det være Djævelen der står ved min side?
Fortæl mig det nu!«
»Skam dig, elendige kvinde!
At du kunne være så tankeløs!«
svarede Adam hende.
I vandet stod Adam i fyrre dage
og udstod kulde og sult og mange plager,
han måtte virkelig klage
over kvinden som da havde handlet så slet.
Han nægtede at sige et ord til hende,
og hun måtte finde sin føde alene.
Den føde var ikke særlig god,
det var den tang der stod i vandet,
og fisk som ingen kunne spise.
Med det skum og slim som vandet drev op,
ernærede hun sin sultende krop;
hænderne kunne hun ikke væde
i den flod som Adam stod i.
Hele verden var imod dem.
»Det er nu fyrre dage siden
du gik ned i dette kolde vand,
jeg beder dig, Adam, kom nu i land,
lad os have modgang
og fattigdom uden ende
til Gud vil sende os sin nåde.
c6v|Vi må lade os nøje med
og på alle måder tålmodigt bære
hvad han vil lade os få,
så længe vi kan være sammen.«
Adam kom straks op fra Jordans flod
og begyndte at bygge en hytte af løv
hvor han ville sove.
Dér avlede han en søn med Eva
og kaldte ham Abel, så vidt jeg forstår,
og senere gik de mange mil.
I verdens sorg med nød og plager
søgte de deres brød med gråd
i henved tredive vintre.
Så gik de tilbage til det sted
hvor de før havde været, med møje og besvær,
Guds engel viste dem vejen.
Da kom Eva i sorgens garn,
hun blev gravid med det andet barn,
det gav hende ikke megen glæde.
Det var et under hun ikke døde
af legemspinsler og smerter og nød,
i lang tid var hun ganske stum.
Hun kunne ikke se og ikke høre
og ikke bevæge et eneste lem,
det led hun under i mange dage.
d1r|Den skål skænkede hun alle kvinder,
mange mistede tankens såvel som talens brug,
det er den arv de har fra hende.
Omsider slog hun øjnene op
og følte selv på sin syge krop;
hun jamrede hele tiden:
»Adam, gå bort, nu skal jeg føde
mit foster med smerte og møje,
du må ikke være hos mig.«
Hun fødte Kain, han var ikke god,
Abel stod udenfor sammen med Adam,
så kaldte hun på dem begge:
»Adam, du skal forstå og mærke dig dette:
Sådan skal kvinder i tiden herefter
føde børn med fare for livet.«
Englen lærte dem med sine ord at arbejde
og skaffe sig føden fra vand og jord
som folk nu plejer at gøre.
Manden skal gå med harve og plov,
tærske og muge og køre til skoven,
og kvinden skal adlyde manden.
Senere skete der mod al retfærdighed det
at Kain slog Abel, sin bror, ihjel,
det satte ham i den største knibe.
Gud blev af samme grund vred på ham,
d1v|han var ikke i fred med nogen skabning
og måtte flygte fra landet.
En tid holdt Kain sig skjult i et træ,
der var hverken fugle, dyr eller kvæg,
og han anbragte mange grene omkring sig.
Dér ville han ligge i fred og ro
fordi han ikke kunne bo på jorden,
det kom ham til stor skade.
Lemek hævnede Abels død.
På samme sted skød han Kain
og dræbte ham med det samme.
Den handling ramte Adam hårdt;
det bekymrede ham længe
hvor Kains sjæl kunne være.
Han sørgede over at Abel og Kain var døde,
under store kvaler i 130 år,
men det kunne han ikke ændre.
Lemek druknede senere hen i det vand
som Gud tænkte som straf til menneskene,
og sådan endte han sit liv.
I skriften glemmes det ikke
at Adam herefter levede i 900 år
og dertil tredive vintre.
Adam blev en gammel mand,
han avlede tredive sønner
d2r|gudløst i legemets lidenskab.
Dertil fødte Eva tredive døtre,
de voksede op, det var forunderligt,
og de blev til gavn for verden.
Alle der er skabt og stadig bliver skabt i dag,
har deres oprindelse i de to,
de stammer fra Adam og Eva.
Adam blev syg efter livets løb,
havde ikke længere håb om at leve,
så han tog til orde:
»Snart må jeg opgive mit liv
hvis jeg ikke får noget at smøre mig med;
for mere syg kan jeg ikke blive.«
Han havde sin tredje søn hos sig:
»Set, hør hvad jeg vil sige dig:
Du skal rejse til Paradis.
Jeg har brug for barmhjertighedsolie,
du skal straks begive dig på vej
for at jeg kan få den.
Mod øst skal du vælge vejen mod højre,
dér finder du så noget vissent sand
dér er vores velkendte fodspor,
hvor englen drev os ud af Paradis
og slog os hårdt på vores hud
da vi vendte os imod ham.
d2v|Sig til englen, når du kommer frem,
at jeg sætter al min lid til ham.
Bed ham være barmhjertig
og give salve til pleje for min krop,
jeg beder ham om det med grædende stemme,
for nu er jeg i nød.«
Englen gav Set tre æblekerner,
de var så hårde som horn,
og fortalte hvad han skulle gøre.
Derpå drog han hjem og tudede og græd.
Han fandt sin far, da var han død,
og han måtte lægge ham i jorden.
Han begravede ham på venstre side
i Hebron, hvor Gud opgav sin ånd,
og sådan endte hans liv.
Hans sjæl blev over 5000 år
i Helvede som skrevet står,
Gud sendte den i Limbo.
De kerner blev ført over vand og hav
og senere plantet på Adams grav,
det skete i fordums tider.
Deraf voksede et vældigt træ,
hvoraf Vorherres kors blev frembragt,
det skal alle mennesker vide.
Slut. Gud ske tak.
