Ieg wil tig swodanæ gaffuer giffuæ,
vnder mandzens macht tha scalt thu bliffuæ,
offuer tig scal han waræ herræ.
1.
Altijd scal han legghæ therpaa wind
at swichthæ thit ondhæ haardhæ sind,
eller I faræ baadhæ werræ.
Thu scalt arbeygdhæ med rock och teen,
eller han slaer sønder baadhæ ryg och been
om thu wilt hannum ey lydhæ.
Uarer med fred, thet staar ether wæl,
tha leffuæ I samen med ræth och sckiæl,
c2r|thet scal ether ey fortrydhæ.
Thin sckyld findes meer end Adam brød,
thi scalt thu wordhæ bleg och rød
nar thu thinæ børn scalt
fødhæ. 2.
Aff twang och nød som thu scalt lidhæ,
for sandt thu scalt tha geldhæ widhæ,
thu taaldt baadhæ wee och mødhæ.
Aff sorg thinæ tænder gaa til hobæ,
ioduth och wee, mwnæ thu tha robæ,
then tijd scal wordhæ tig
banghæ. 3.
Thu wildhæ tha hælder waræ død
end taalæ swodan bitther nød
om daghenæ wordhæ noghet langhæ.
Allæ qwindffolk som børn scullæ fødhæ,
the mwghæ alt taalæ swodan mødhæ,
fuldsaaræ the offuer tig kæræ.
Haffdhæ thu ey syndhet med thin vsnildhæ
then tijd thu æbled ædhæ wildhæ,
nød haffdhæ ey kommet hæræ.
Thu scalt vpffyldes med wee och twang,
och tidhen scal wordhæ tig gansckæ lang,
swo scalt thu thet
forstandhæ. 4.
At taalæ then nød som thu scalt haffuæ,
for syndhen thu giordhæ aff legoms plaffuæ,
thet spørs offuer allæ landhæ.
c2v|Ieg haffuer forbandhet ether allæ tree,
swo ether kan aldrig løckæ sckee,
gaar hijd nw allæ tillighæ.
Thu Dieffuel, gack bort aff Paradijs,
thu swegst Adam, tog han war wijs,
bort hædhen scalt thu wighæ.
I ormælighæ haffdhæ thu tig sckapt,
wisthæ thu ey wæl, thu wasth fortapt,
end solen wasthw fæddræ.
At thu haffdhæ bleffuit vti hælffuedes glødhæ
och taaled ther twang med pynæ och mødhæ,
thet haffdhæ wareth møghet bæddræ
end thu scullæ swighæ thessæ twendhæ folk
och kommæ alwærdhen vti kwmmer och wolk.
Forbannedhæ wordhæ thinæ stwndhæ!
Lad mig tig aldrig meræ see,
far bort til hælffuedes twang och wee,
thi thu æsth ond aff grwndhæ!«
Adam tænchthæ paa hwad han wildhæ gøræ.
Thet Gud sagdhæ ormen, kwnnæ han wæl høræ,
han ræddes for Gudz wredhæ.
»Misckwndelighæ Herræ, tha giff mig dom,
mig war imod ieg foræ tig kom,
thu stander alt nw til redhæ
at dømæ mig for myn sckyld och brødhæ
c3r|ieg wed thw wilt mig saaræ hødhæ,
gør thet med twcht och æræ.
Driff mig ey aff thennæ stæd,
lad mig hær bliffuæ och Eua med,
hær wildhæ wij gernæ bliffuæ.
At bæddræ thet wij haffuæ mod tig brot,
thet tychthæ mig waræ nytthæ och got,
wildhæ thu tig thertil bøghæ.
Kwnnæ wij ey meræ aff Himmerighæ faa
end thennæ stæd wij standhæ vpaa,
wij ladhæ oss thermed nøghæ.«
»Adam och Eua, gaar baadhæ
hijd,
ether staar nw foræ en ynckælig tijd,
thet maa ey andhet wæræ.
Huad I haffuæ brøt ethers Gud imod,
thet faa I næppelighen nogher tijd bod.
Paradijs scullæ I ombæræ.
Adam, gack fram, thu fwlæ mand,
then syndughæ qwindhæ tag med thin hand,
gaar wd til wærdzens mødhæ.
Himmel och iord maa hærforæ grædhæ,
allæ the som sckabes, theres øgnæ wædhæ,
och solæn maa therforæ blødhæ.«
For gang som Adam och Eua the
gaa,
Gud ladhæ thet foræ theres synder staa,
c3v|begynthæ tha baadhæ at raabæ.
Allæ diwr som sckapthæ waaræ,
Rabbi Moyses Genesis 3
mellom Adam och Gud the witnæ baaræ,
aff Paradijs strax the løbæ.
The soghæ til himmelæn och stampedhæ paa iord,
for Adam han haffdhæ ildhæ giord,
Gud wisthæ huad the mwnæ myeenæ.
Foglæ fløghæ høgt och ropthæ swo fast,
for Adam war aff Paradijs kast,
sloghæ them mod trææ och greenæ.
»O Adam, Adam, huar
thet war ildhæ,
thu sculdhæ then storæ glædhæ spildhæ
och gøræ tig sielff then sckadhæ.«
Fisckæ som waræ i allæ flodhæ,
the løbæ i wandhet, och ildhæ the lodhæ,
offuer Adam stoer ynck the hadhæ.
Huad sorg vti Adams hiarthæ stod,
thet wedh then Gud hannum wordhæ lod,
han gaff sig gantzæ saaræ.
»Eua,« sagdhæ Adam med
grædendhæ taar,
»Eya, huad onth oss foræstaar,
Gud giffuet wij dødhæ waaræ.«
Eua ropthæ tha med iemmerlig røst:
»O Adam, Adam, giff mig
trøst,
ieg døør aff hwnghers waadhæ!
c4r|Paa trediæ dag haffuer ieg nw gaad,
Adam, vthen thu kanth findhæ raad,
tha bliffuæ wij dødhæ baadhæ.
Aff hwngher och tørst med fraast och kwld
Gudz nadhæ och hielp er for oss dwld,
thi gaar oss møghet til meenæ.
Ieg bedher tig, Adam, gør saa wæl
mædhen wij hær gaa, sla mig ihiæl,
swo fødher thu tig wæl eenæ,
eller Gud ledher tig i Paradijs,
som wij waræ før, och gør tig wijs,
swo faar thu thinæ fødhæ.
Ihuadh wij gøræ i thennæ tijd,
om wij gaa baadhæ om wærdhen wijd,
tha findhæ wij inghen grødhæ.
Iordhen giffuer ey nw aff sig lwcht,
ey noghet trææ wil bæræ frwcht
som wij sculdhæ oss aff bierghæ.
Uoræ klæder kwnnæ oss ey sckiwlæ for fraast,
swo lidhen er wor daglighæ kaast,
wij kwnnæ oss ey nw wærghæ
for noghen then ting oss er imod.
O Adam, hielp thet wij faa bod,
bedh Gud om hielp och nadhæ.
Awij, huat wij haffuæ ildhæ giord,
c4v|then tijd wij braadhæ Worherres ord
med æbled ther wij aadhæ!«
Adam begynthæ at suckæ och grædhæ,
»thet war fuldildhæ wij sculdhæ thet ædhæ,
Gud nadhæ oss allæ stondhæ.
The kaar wij haffuæ i baadhæ hænder,
for sødmæ ther gick gemmen mwnd och thænder,
the æræ baadhæ haardhæ och ondhæ.
O Herræ, som wij haffuæ brøt emod,
vnd oss at gøræ plycht och bod,
før dødhen tagher oss aff liffua.
Før wij scullæ ind vti Hælffuedhæ gaa
vpfylt med sorg i huærriæ wraa,
wij villæ oss til tig giffuæ.
Ey er then plicht swo stoer paa iord
ther thet kan bødhæ som wij haffuæ giord,
ieg sigher huad thu scalt gøræ:
Eua, gack paa thin baræ fod,
gør plicht och bod i Tigris flod,
mig hobes Gud wil tig høræ.
En steen tag vp aff flodens grwnd,
holt hannum fuldhart vti thin mwnd,
stadt ther vti 30 daghæ.
Swo lenghæ scalt thw ey talæ eth ord,
besyrghæ thet wij haffuæ ildhæ giord
c5r|med swodan legomsplaghæ.
Til Iordans flod wil ieg nw gaa,
swo længhæ wil ieg i wandhet staa,
taalæ ther hwad Gud wil sændhæ.
Jeg wil ey drickæ, ey helder ædhæ,
myn brødhæ wil ieg ther syrghæ och grædhæ
til liffuet fangher ændhæ.
Eua, ieg wil nw fran tig wighæ,
lad tig ey meer aff Dieffuelen swighæ
om han wil til tig kommæ.
Tænck huad han haffuer førræ giord,
wtaff thin mwnd tal ey eth ord,
tha faar thu løckæ och frommæ.«
Adam gick bort synæ synder at bødhæ,
fuldsnart mwnæ Dieffuelen qwinden mødhæ,
han wisthæ wæl huad hwn giordhæ.
Han taledhæ til hennæ i samæ tijd,
hwn wændhæ sig huærcken hist eller hijd,
hannum inthet hwn swaræ tordhæ.
Dieffuelen sckapthæ sig i ænglælighæ,
forthi han wildhæ hennæ meræ swighæ,
bad hennæ hwn sculdhæ hannum lydhæ.
Han ynckedhæ sig offuer then qwindes twang:
»Eya, huar tidhen er wordhen tig lang,
Gudz wilghæ wil ieg tig bydhæ.
c5v|Aff wandhet scalt thu gaa i stædh.
Huart ieg gaar foræ, gack faræløst med,
thet er Gudz særdeles williæ.«
Hwar saaræ war qwindhen then tijd flad
ther hwn giordhæ som Dieffuelen bad,
wildhæ sig ey fran hannum sckilliæ.
Dieffuelen foer tha med løgn och føg,
swo grøn war Eua som en løg,
hennes krop war wissnet med allæ.
Hwn gad ey staaedt paa synæ been,
for kuld haffdhæ giort hennæ swodant meen,
mod iordhen maathæ hwn fallæ.
Dieffuelen tog hennæ vp i syn faffn,
hwn tenchtæ han giordhæ hennæ nytthæ och gaffn,
hennæ tychthæ hwn fick tha lisæ.
»Esthw Gudz ængel som ieg wæl troer,
och scapt aff then i Himmelen boer,
thu scalt mig Adam wisæ.«
The ginghæ tijd baadhæ som Adam stood,
och bøthæ synæ synder i Iordans flood,
Adam græd gantzæ saaræ:
»O qwindhæ, hwi æsthw kommen hijd,
æsthw nw swighen andhen tijd,
Eua, huad haffuer thu faaræ?«
Hwn wred synæ hænder drog sig i haar,
c6r|mwnæ thettæ waræ Dieffuelen hooss mig staar,
giff mig thet nw tilkennæ.
»Twi wordhæ thin armæ wslighæ qwind
at thu swo løss wast i thit sind,«
swo swaredhæ Adam hennæ.
I wandnet stod Adam 40 daffuæ,
toldhæ kwld och hwngher med møghel plaffuæ,
fuldsaaræ mwnæ han sig weenæ.
For qwindhen som tha haffdhæ ildhæ giord,
til hennæ wildhæ han ey talæ eth ord,
syn fødhæ sanckedhæ hwn ther eenæ.
Then fødhæ war ey møghet god,
thet war thet tang i wandnet stod,
och fisckæ som inghen mathæ ædhæ.
Thet frod och slym som wandnet dreff op,
thermed føddhæ hwn syn swlthenæ krop,
synæ hænder mathæ hwn ey wædhæ.
I flodhen som Adam tha i stod,
al wærdhen war them baadhæ imod.
»Thet er nw 40 dæffuæ
sidhen thu gigst i thetthæ kaaldhæ wand,
ieg bedher tig, Adam, gack nw til land,
lad oss nw vedhermod haffuæ
och fattigdom forwthen ændhæ
til Gud wil oss syn nadhæ sændhæ.
c6v|Thermed ladhæ wij oss nøghæ
och taalighen bæræ i allæ maadhæ
mædhen wij kwnnæ waræ samen baadhæ,
huad han wil oss tilføghæ.«
Adam gick strax aff Iordans
flood,
begynthæ at bygghæ en løffuæbood
som han wildhæ haffuæ syn hwilæ.
Med Eua han affledhæ ther en søn,
han kalledhæ hannum Abel som jeg kan sckiøn,
the ginghæ sidhen manghæ milæ.
I wærdzens sorg med twang och nød,
med graad atspwrdhæ the theres brød
wæl 30 winther til ændhæ.
Sidhen ginghæ the til then stæd igeen
som the waræ førræ, med mødhæ och myeen,
Gudz ænghel han them thet kændhæ.
Eua kom tha i sorghens garn,
hwn bleff ther med eth andhet barn,
thet kom hennæ lidhet til fraamæ.
Aff leghoms twang och wee och nød,
thet war stort wndher hwn bleff ey død,
fuldlenghæ bleff hwn en daamæ.
Hwn kwndhæ ey see, ey hælder høræ,
ey noghet ledhæmod paa sig røræ,
thet taaldhæ hwn manghæ daghæ.
d1r|Allæ qwindfalck sckiæncthæ hwn then sckaal,
the misthæ fuldmanghæ baadhæ sind och maal,
then arff effther hennæ the haffuæ.
Omsygher slog hwn synæ øghenæ op
och tog sielff paa syn siwghæ krop,
hwn wenedhæ sig allæ stwndhæ:
»Adam, gack bort ieg scal nw fødhæ
myt fooster til wærdhen med angher och mødhæ,
hoes mig bliff inghælwndhæ.«
Chayn føddæ hwn, han war ey god,
Abel hoess Adam han wdhæ
stod,
hwn kalledhæ sidhen at them baadhæ:
»Thetthæ scalt thu, Adam, sckiødhæ och widhæ,
swo scullæ qwindfalk effther thessæ tidhæ
fødhæ børn med døtzens waadhæ.«
At arbeygdhæ kændhæ ænghelen them med synæ ord
och biærghæ sig aff wand och iord
som folk plæghæ nw at gøræ.
Mandhen scal gaa med harghæ och plow,
tærsckæ och mwghæ och aghæ til sckow,
och qwindhen scal mandhen høræ.
Sidhen skedhæ thet mod ræth och sckiæl
at Chayn slog Abel, syn broder,
ihiæl,
hannum tymdes therforæ stor wandhæ.
Gud bleff hannum wreed for samæ sag,
d1v|for inthet creatwr bleff han med mag,
landfflychtug bleff han aff landhæ.
En tijd sckiwldhæ Chayn sig hoess eth trææ,
ther waræ ey dywr, ey fwglæ, ey fææ,
kasthæ om sig manghæ greenæ.
Han wildhæ ther ligghæ med hwilæ och roo,
for han mathæ ey paa iordhen boo,
thet gick hannum stort til meenæ.
Lamech han heffnedhæ ther Abels
død,
i samæ stæd han Chayn sckiød,
Genesis 4
hannum tog han strax aff liffuæ.
Then gerning war Adam møghet imod,
gantzæ lenghæ thet i hanss hiarthæ stod
hwar Chayns siæl kwndhæ bliffuæ.
Han syrgdhæ for Abel och Chayn waræ
dødhæ,
hwndredhæ och 30 aar med stor mødhæ,
han kwndhæ thet ickæ wændhæ.
Lamech bleff sidhen i wandet sænkt
In diluuio
som Gud haffdhæ wrag offuer menniscken tænckt,
swo fick hanss leeffnet ændhæ.
I sckriffthen thet ey aff glømæ gaar
at Adam leffuedhæ sidhen 9 hwndredhæ aar
och 30 wyntheræ til ændhæ.
Adam bleff sidhen en gammel man,
30 søner tha affledhæ han,
Ex historia scolastica
d2r|gudløst i leghomz tændhæ.
Eua føddhæ 30 døtther thertil,
the woxthæ, thet war eth wnderligt spil,
al wærdhen fick aff them frommæ.
Allæ som æræ sckapthæ och sckabes endnw,
the haffuæ afsprwng aff thessæ tw,
aff Adam och Eua the
kommæ.
Adam bleff siwg effther leghomsens laap,
at leffuæ haffdhæ han ey lengher haap,
swo fick han tha til ordhæ:
»Myt lijff sætther ieg nw snart til wæd
vthen ieg faar noghet at smørghæ mig med,
ieg kan ey siwgheræ wordhæ.«
Then trediæ søn haffdhæ han hoss sig,
»Sæth, hør nw huad ieg sigher tig,
til Paradijs scalt thu ganghæ.
Miskwndhetzølliæ er myn attraa,
snarlighen scalt thu paa wæghen gaa
at ieg kwndhæ hennæ fanghæ.
I østher tag wæghen paa høgræ hand,
tha finder thu ther eth wissnet sand,
ther standhæ woræ fiæd wæl kændhæ.
Som engelen kiørdhæ oss aff Paradijs wd,
slog oss fuldsaaræ paa wor hwd
ther wij oss mod hannum wændhæ.
d2v|Til ængelen nar thu kommer tijd,
sig ieg til hannum sætther al myn lijd.
Bed hannum mig noghet naadhæ
och giffuæ mig smørelsæ til leghoms trøst,
ieg bedher hannum dess med grædendhæ røst,
ieg er nw stædt i waadhæ.«
Enghelen fick Sæth try æblækorn,
the waræ swo hordhæ som noghet horn,
och sagdhæ huad han sculdhæ gøræ.
Han gick sidhen hiem och græd och tød,
syn fadher han fandt, han war tha død,
til iordhen mwnæ han hannum føræ.
Oc iordedhæ hannum paa then wenstræ hand
In monte caluarie
i Ebron som Gud gaff vp syn and,
swo fick hanss leffnet ændhæ.
Hanss siæl bleff offuer 5 twsendhæ aar
i Hælffuedhæ som sckreffuet staar,
Gud hennæ til Limbum sændhæ.
The kærner waræ førdhæ offuer wand och haff
och planthedæ sidhen paa Adams graff,
thet sckedhæ i formaals tidhæ.
Theraff woxthæ eth trææ fuldstort
aff huilket Wor Herres kaars war giort,
thet scullæ allæ mennisckæ widhæ.
Finis. Deo gratias.
Trycht vti Købmandhaffn hoss her Pouel
Ræff, cannick vti samæ stet, 1514.
