Når livet og døden strides
Jeg kan forudse krig, en voldsom kamp er i vente.
Men jeg frygter for at livet går ned som besejret.
Kampen mellem livet og døden
Døden og livet de strides nu,
det er nu alvor der før var morskab,
Gud må bestemme hvordan det vil ende.
Livet overgiver sig til døden,
for sjælen er givet som bod for synden
og bliver nu Djævelens fange.
Førhen var jeg frisk og stærk,
i dag er jeg plaget af smerter,
hvilket ikke gavner mig meget.
I morgen bliver jeg lagt dybt i jorden,
jeg beder jer alle, mærk jer de ord:
Så uransagelig er Guds dom.
b2r|Mit hjerte gør ondt, hvad skal det betyde?
Snart går jeg ensom ud af verden.
Min hustru, slægtninge og min svigerfamilie
tager mit gods, de råber og skriger,
de strides og slås om det jeg havde,
når jeg bliver båret til graven.
Et fadervor får jeg kun
så længe jeg står død på gulvet,
det kan alle forstå.
Det må være en inderlig kval,
jeg har ingen venner når jeg er død,
bortset fra munke og præster og klerke.
Hvis jeg har gjort dem noget godt,
givet dem trøst med ord eller gave,
giver de udtryk for det.
Mine slægtninge stoler jeg ikke på,
ej heller mine børn, som nu er små,
de lader mig brænde i straffen.
Nu beder jeg jer alle se jer for:
Gør godt for jer selv mens I endnu kan,
det kan I stole på selv.
Ellers bliver I svigtet både her og hisset,
det siger jeg nu, sådan bliver det,
det skal enhver med sikkerhed vide.
Jeg rejser mig ikke fra dette sted,
b2v|jeg sveder over hele kroppen
ligpletterne viser sig nu.
Nu er døden besk i min mund,
det smager jeg netop nu,
mine lemmer er alle varme.
Senere bliver de kolde som jord,
med ét kan jeg ikke sige et ord,
hvem kan nu hjælpe mig med et råd?
Jeg gav gerne tusind pund,
hvis jeg havde dem nu,
til den der kunne frelse mig ud af denne pine.
Nu vil døden komme snart,
ak, hvor er dens dom dog grum!
Pludselig skilles vi fra hinanden.
Med sorg og gråd bliver vi båret ud,
vi stakler, hvorfor tænkte vi ikke på det før,
den fattige som den rige.
