Når basunen lyder
Himlens basun gir genlyd og kalder mig op fra mit gravsted.
Jorden er vidne, jeg rejser mig nu fra mit ældgamle dække.
Den himmelske basun
Nu blæses der i den basun som førhen tav,
den høres fra vest til øst og nord:
Jeg skal stå op af døde.
Huden bliver lagt om de smuldrede ben,
jeg skal stå for dommeren igen,
derover må alle hjerter bløde.
Englen råber, det høres så vidt,
tænk godt over det til alle tider:
»Stå op nu, alle døde.
Gaver hjælper jer ikke, ej heller herrebøn,
enhver skal modtage hvad han fortjener,
for I skal møde jeres dommer.«
Hverken borg eller tårn eller mur kan skærme mig,
Gud nåde mig arme skabning,
jeg har virkelig grund til at klage!
Jeg skal møde den grufulde dom,
ve mig at jeg kom til verden,
b6r|jeg svarer nu for mine synder helt alene.
Hvor er min magt, hvor er min styrke,
mit panser, min plade, mit spyd og mit skjold,
mine svende og hurtige heste,
min høg, som jeg havde på min hånd,
mine mynder i et silkebånd
når jeg besøgte undersåtter?
Jeg skræmte alle hvor jeg fór frem,
jeg beskattede den fattige uden skam,
tog hans føde fra ham,
og satte ham i tårn, i stok, i jern,
forhindrede ham i at forsvare sig;
jeg kunne true ham voldsomt.
Jeg ville skjule mig hvis jeg kunne,
så jeg ikke skulle høre min synd;
nu må jeg stå og tie.
Ak, ak, hvor det gør ondt!
Jeg tør ikke se hans ansigt,
og ikke høre hvad han vil sige.
