Hvr den flade Mark løfter sig tungt
I n langlig, kamløs Bølge,
Ha Lyngen Fred.
De er stride Blade med sære Former,
De er vilde Blomster med stærke Farver,
Ogover dem alle – alle løfter
Enenlig Tjørn sin tunge Krone.
De gaaer ingen Stier til Tjørnens Fod,
Veene løbe den sky forbi i bratte Bugter;
De er ingen Reder i Tjørnens Top,
Soens Straaler er bange for den,
De hænger altid Dug i dens Grene.
Me naar graalig Taage gjør Maanen mat
OgNattevinden bølger sukkende om Lande
Ogbrister ud i [sælsomme Skrig],
Nar den slaaer mod de tusinde Kirkegaardsdiger,
Daer der Liv af Død om den gamle Tjørn,
Daer der Gang af [sære] Skygger,
Daer der Nyn af døde Blomster
OgKlang af glemte sjunkne Klokker.
Ogdidhen Vinden da fra Tjørnen naaer
De fødes Angst og [grumme] Drømme.
Fo Tjørnen er Gravtræ,
Des Rødder rinde
Blndt døde Mænds Ben ...
