222| XXIII

Aaret var om muligt endnu daarligere end de foregaaende; allerede i September stod de Arbejdsløse i Række langs Kanaler og Torve med Fødderne i Væde. Knoklen paa deres Haandled var stor og blaa og varslede stræng Vinter, gamle Folks Knyster havde forudsagt den for længe siden, og under Bunden paa Fattigmands Gryde løb der Ildstjærner. »Nu kommer den store Vinter og slutter Elendigheden af!« sagde Folk. »Og saa faar vi gode Tider.«

I Oktober meldte Frosten sig og begyndte at lukke af for alt det, de daarlige Tider ikke havde stanset.

I Fattigstaden gaar Livet fra Haanden i Munden; slaar i Dag fejl, ses det paa Tallerkenerne i Morgen tidlig. Nøden ligger altid sammenrullet under Bordet i de titusend Hjem; som en Bjørn i Hi ligger han der Sommeren igennem, forfærdelig slunken, og knurrer i onde Drømme. Men de er vant til hans Selskab og ænser ham ikke, før han lægger sin tunge Lab op paa Bordet. En Dags Sygdom eller Fejlslag i Arbejdet – straks er han der.

»Nu skulde det være godt at have et Saltkar at tage til,« sagde de som endnu kunde mindes Landet. »Men Vorherre har taget vore Sulekar og lavet Pantelaanere af dem.« Og saa begyndte de at sætte ud af Stumperne.

Det var svært som Folk krøb sammen! Byen der om Sommeren var spredt for alle Vinde, tætnede sig; de husvilde rykkede ind fra Fællederne, og de store Godsejere kom og tog deres Vinterpaladser i Brug. Madam Rasmussen paa Kvisten kunde pludselig optræde med Mandfolk paa, Druk-Valde var kommet tilbage, Kulden drev ham saa at sige i hendes Favn. Det første Foraarstegn vilde jage ham af Sted igen, ud i Favnen paa hans Sommerkærest Madam Græsmejer. Men saa længe han var her, var han her! Han stod Dagen lang og hang nede i Porten, med Dun i det pjuskede Nakkehaar der saa tørt og dvaskt ud, med Sengehalm paa den 223| store flade Ryg. Hans Kapsko var altid pænt børstede – Madam Rasmussen besørgede det før hun gik paa Arbejde om Morgenen. Og hun var dobbelt om sig, for at hendes store dejlige Drivert af en Greve kunde være fri for saa meget som at klø sig.

Kulden lukkede af fra Uge til Uge – for Jorden saa Jordarbejderne ikke kunde komme i den, for de Fattiges lille Kredit. Ude omkring havde den allerede lukket Havnene, Fjærntrafikken skrumpede ind til næsten ingenting, Havnearbejderne kunde gaa hjem. Sindene trak sig sammen under dens Snærpen – og de store Pengepunge som holdt alting gaaende. De faste Bedrifter tog fat at arbejde paa indskrænket Arbejdstid, og de løse stansede. Folks Driftighed skrumpede ind, de satte ikke noget i Gang og arbejdede ikke paa Lager; der var gaaet Panik i dem. Alt hvad der havde Traade ude, trak dem hjem – de ligesom frøs væk. Jorden havde trukket sine Væsker ned i sig og lagt en Isskorpe om dem, og Menneskene gjorde det samme. Fattigfolk trak deres Smule Blod ind til Hjærtet for at holde Livsspiren vedlige, Lemmerne var kolde og blodløse, Huden graa. De krøb ind i sig selv og ind i den mørkeste Krog, tæt ind til hinanden. De forbrugte ingenting. Og mange af dem der havde nok, undte sig knap Føden – Kulden frøs deres Fornødenheder bort og satte Skræk i Stedet. Forbruget var ved at gaa i Staa.

Termometrene var ikke til at rette sig efter – efter dem havde det frosset meget værre før. »Hvad, er det ikke værre!« sagde Folk studsende. Men de følte sig lige forkomne og kuede. Hvad forstaar Termometret sig vel paa den store Vinter? Den er de daarlige Tiders Følgesvend og gaar sin lige Vej enten det fryser eller tør – og frøs gjorde det!

I de Fattiges Kvarterer laa Gaderne som affolkede. Et Snefald kunde lokke Beboerne frem af deres Skjul; det mildnede Luften, og der blev et Par Kroners Fortjeneste ved at skaffe Sneen bort. Saa forsvandt de igen, faldt hen i en Slags Sporetilstand og 224| holdt den gaaende af ufatteligt lidt, af ingenting. Kun om Morgenen tidlig var Gaderne levende – naar Mændene drog ud for at søge om Arbejde. Overalt hvor der var Brug for én Mand, mødte hundrede og bød sig til. Dagningen saá dem luske nedslaaede hjem og fjæle sig bort; de sov Tiden hen eller sad Dagen lang med Albuerne paa Bordet og stirrede, uden et Ord.

Kulden som lukkede for alt andet, havde den modsatte Virkning paa Hjærterne; Medlidenheden var stor. Mange, hvis Forstand Kulden havde svedet saa de ikke turde holde Bedriften i Gang, havde ingen Skade taget paa Hjærtet og satte deres Midler i Velgørenheden. Gode Mennesker kaldte paa de Fattige og gav sig til at søge efter dem – de var ikke lette at finde.

Men Vorherre har skabt Væsner til at leve oven paa Jorden og andre til at leve under Jorden, Væsner til Luften og Væsner til Vandet; selv i Ilden lever der Skabninger som yngler og formerer sig. Og noget foldede sig ud af Kulden ogsaa, et helt Hold Væsner, der lever klods ind paa Arbejdet og snylter paa det. De gode Tider er deres daarlige, saa falder dé hen og er ikke meget bevendt. Men saa snart Kulden og Nøden er der, myldrer de frem; det er dem der varskoer Velgørenheden – og indkasserer Broderparten af den. De vejrer Uaaret og oversvømmer den velstaaende Bydel. »Se hvor mange Stakler der kommer til vor Dør i Aar,« siger Folk og aabner for Pengepungen. »Det er strænge Tider for de Fattige.«

I Efteraaret var Pelle flyttet ud paa Nørrebro og boede nu i en lille Toværelses Lejlighed paa Kapelvej. Han havde sine Tilknytningspunkter herude nu, og vilde ogsaa gærne have Ellen nærmere ved Forældrene naar hun skulde ligge. Lasse vilde ikke med, han foretrak at blive i Arken; nu havde han levet 225| sig sammen med Beboerne dèr, og klarede sig helt ordenligt ved tilfældigt Arbejde rundt i Kvarteret.

Pelle stred tappert for at holde sig og sine Vinteren fra Livet. Der var ikke noget paa Værkstedet, og han maatte være paa Færde tidlig og silde, mødte op overalt hvor der var et Nap, og albuede sig frem mellem hundrede andre. Hans Kunder trængte mere til Fodtøj nu end nogensinde, men havde ikke noget at betale med.

Han og Ellen kom hinanden nær i denne Tid og lærte hinanden at kende fra en ny Side. Den onde Tid førte dem sammen, og han fik Lejlighed til at beundre Styrken i hendes Sind. Hun tog Forholdene op med vidunderlig Vilje og fik meget ud af lidt. Kun Kakkelovnen kunde hun ikke med. »Den æder alt hvad vi kan skrabe sammen,« sagde hun bedrøvet – »det futter op gennem Skorstenen og varmer ikke. I Dag har jeg puttet en Skæppe Kul i den, og lige koldt er her. Hvor jeg tjente, kunde vi varme to store Stuer op med en Spandfuld! Jeg maa være et Fæ, men vil du ikke se paa den?« Hun var lige ved at græde.

»Det skal du ikke tage dig nær,« sagde Pelle dystert – »saadan er Fattigfolks Kakkelovne nu engang. Det er en gammel Slags som er kasseret, saa køber Husejerne dem som gammelt Jærn og stiller dem op i Arbejderboligerne. Saadan er det jo over det hele! Vi Fattige faar det daarligste og betaler det dyrest – skønt det er os der laver Tingene. Fattigdommen er et Sold, du!«

»Ja det er forfærdeligt,« svarede Ellen og saá lidende paa ham. – »Og jeg kan godt forstaa dig nu!«

Den truende Nød havde ført hende ind under ham, hun turde ikke tænke selv mere men tog alt af hans Haand.

En Dag kort efter Barselsengen opfordrede hun Pelle til at gaa ud og se efter Far Lasse. »Faa ham med hjem, du!« sagde hun. »Vi kan godt have ham 226| naar vi kryber sammen. Jeg er bange han gaar og lider Nød.«

Pelle blev glad for Tilbudet og gik straks derud. Det var stort af Ellen at aabne sit Hjærte for den gamle, netop nu de ikke engang vidste sikker Udvej for Føden til dem selv.

Arken laa og saa hærget ud. Gardinerne var forsvundne overalt undtagen hos Olsens – sammen med den forgyldte Stok indbragte de altid en Halvtredsøre; Blomsterne var frosset bort af Vinduerne. Man kunde se lige ind over det hele, og indenfor var der ogsaa tommere. Der var noget skamløst over Vinteren, som saadan klædte af i Stedet for paa – og først af alt afhændede Skærmbrædtet. Udenomsbekvemmelighederne i Gaarden havde mistet Døre og Laag, og Pelle havde Nød med at naa op til Kvisten! Det meste af Balustrene var borte, af Trinene manglede hverandet – Arken hjalp sig som den kunde. Ovre hos Madam Johnsen manglede Egetræsbaljen, der ellers altid stod i Krogen paa Svalen naar den ikke var ude paa Omgang – Arken havde kun den ene. Og nu var den brændt eller solgt. Pelle kiggede derover efter men havde ikke Mod til at hilse paa dem; Hanne var arbejdsløs vidste han.

Paa tredje kom en Kone listende ud og pillede lidt af Træværket; hun nikkede genkendende til ham. »Til en Kaffetaar,« sagde hun – »og Gud velsigne Kaffen! Den kan gøres lige saa tynd det skal være, naar bare den er godt varm.«

Lejligheden stod tom, Lasse var der ikke. Pelle forhørte sig paa den lange Gang, og fik at vide at han holdt til i Kælderen hos Marskandisersken. Magre graa Ansigter kom et Øjeblik frem i Dørene og stirrede paa ham, saa forsvandt de lydløst.

I Marskandiserskens Kælder var der overfyldt med Ting; Vinteren blæste de Fattiges Stumper her ned. Lasse sad i en Krog og lappede paa en Madras, han var ene hernede. »Hun er ude at se paa Ting,« sagde han – »der er noget for 227| hendes Penge at gøre i denne Tid! Nej jeg vil ikke med hjem og spise jert Brød; jeg faar Føden her for at hjælpe hende – hvormange andre kan sige at de har Udkommet sikret i denne Vinter? Og en Krog at ligge i har jeg. Men kan du ikke sige mig, hvad der er blevet af Peter? Han forsvandt en Dag for mig deroppe fra Værelset, siden har jeg ikke set ham.«

»Saa er han vel flyttet sammen med Kæresten,« svarede Pelle. »Jeg skal se at faa det at vide.«

»Ja tak, dersom du vilde det. Det var rare Børn de tre; Synd var det om nogen af dem skulde komme noget til.«

Pelle vilde ikke rive Faderen ud af hans sikre Udkomme. »Vi ved jo ikke engang, hvad vi kan byde dig til Gengæld. Men husk paa du er altid velkommen – det er Ellen selv som har sendt mig!«

»Ja ja, tak hende saa meget da! Og gaa nu bare, inden Marskandisersken kommer hjem,« sagde Lasse ængstelig. »Hun lider ikke her er nogen – hun er bange for sine Penge.« – – –

Det første der maatte springe, var Pelles Vinterfrakke. Han satte den en Dag uden at Ellen vidste det, og kom hjem og overraskede hende med Pengene, som han glad kastede paa Bordet Krone for Krone. »Hør hvor de synger!« sagde han til Lille Lasse. Drengen hoppede og vilde have dem til at spille med.

»Hvad skal jeg med Vinterfrakke?« svarede han paa Ellens venlige Bebrejdelser. »Jeg fryser ikke, og det er jo bare at have hængende. Nu har jeg smækket mig med den hele Sommeren. –Ah, hvor den varmer!« sagde han til Drengen, da Ellen havde hentet Brændsel. »Det var rigtignok en god Vinterfrakke, Far dèr havde! den kan varme Mor og Søster og Lille Lasse ogsaa!«

Drengen lagde Hænderne paa sine Knæ og kiggede ind i Ilden efter Fars Frakke. Ilden tændte Flammer i hans store Barneøjne og legede over de 228| røde Kinder. »Det er god Frakke!« sagde han og lo over hele Ansigtet.

Husbeboerne saá de ikke meget til, og Familien heller ikke; Folk færdedes stille og sloges i Enrum hver med sit. Om Søndagen satte de den lille ind til en af Naboerne, gik ind i Byen og stod en Timestid og frøs uden for et eller andet Konsertlokale, lyttende til Musikken. Saa gik de hjem igen og sad og kukkelurede uden at tænde Lys, ved Skæret fra Kakkelovnen.

En Søndag var det galt. »Kullene slaar ikke til længer end til Middag,« sagde Ellen – »vi maa gaa i Byen. Mad har jeg heller ikke videre af. Men vi kan se over til de gamle, saa ber de os nok til Aften.«

Da de skulde gaa, kom Ellens Broder Otto med sin Kone og to Børn i Besøg; Ellen vekslede et fortvivlet Blik med Pelle. Vinteren havde præget dem ogsaa; de var smalle og alvorlige i Ansigterne. Men varmt Tøj havde de da endnu. »I maa beholde Overtøjet paa,« sagde Ellen – »for jeg har ikke mere Brændsel. Jeg havde saa travlt i Gaar og maatte opsætte det til i Dag; men saa vil Ulykken, at der ingen er hjemme hos Kulmanden.«

»Bare de smaa ikke fryser,« sagde Pelle. »Vi voksne kan jo nok holde Varmen.«

»Naa! saalænge der ikke hænger dem Istapper under Næsen, klarer de sig sku nok!« sagde Otto med lidt af sit gamle Humør.

De trippede uroligt frem og tilbage i Stuen og talte om de daarlige Tider og den voksende Elendighed. »Ja det er skrækkeligt at der ikke er nok til alle Mennesker,« sagde Ottos Kone. »Men nu faar den strænge Vinter nok Has paa Elendigheden – og saa bliver det godt igen.«

»Du mener Vinteren skal gøre Kaal paa os først?« sagde Otto og lo fortvivlet.

»Nej ikke paa os – paa Elendigheden naturligvis. Aa, du ved godt hvad jeg mener. – Men saadan er han altid,« vendte hun sig til Pelle.

229| »Det er underligt I Kvindfolk kan blive ved med at gaa om i den gamle Vorherretro, at der ikke skulde være nok af Sagerne,« sagde Pelle. »Der ligger dog fuldt af Kuldynger ved Havnen, og Butikkerne mangler ikke Fødevarer. Der er netop meget mere end ellers, fordi saa mange maa undvære – det kan du ogsaa se deraf, at alting er billigt inde i Byen! Men hvad kan det nytte naar man ingen Penge har. Det er Fordelingen, det er galt med.«

»Ja det er rigtigt nok!« udbrød Otto Stolpe. »Fandens ogsaa, at man ikke har Mod til at ta’e for sig af Retterne!«

Pelle hørte Ellen gaa med Køkkendøren, og lidt efter kom hun ind med Brændsel i Forklædet – hun havde laant. »Jeg skrabede alligevel lidt sammen,« sagde hun og lagde sig paa Knæ foran Kakkelovnen. »Det er da altid til at varme en Kop Kaffe ved.«

Broderens bad hende saa mindeligt endelig ikke gøre Anstalter; de havde lige drukket Kaffe inden de gik hjemme fra – oven paa en solid Frokost. »Om Søndagen spiser vi altid solid Frokost,« sagde den unge Madam Stolpe – »det har man saa godt af.« Mens de talte, fulgte deres Øjne mekanisk hver af hendes Bevægelser, som om noget i dem regnede efter hvor hurtig Kaffen kunde være der.

Og Ellen talte mens hun tændte op. Jo rigtignok, en Kop Kaffe skulde de have; de fik ikke saadan Lov at gaa tørmundede.

Pelle sad og lyttede undrende og trist til dem – deres uskyldige Pral gjorde Elendigheden endnu grellere for ham. Han kunde se paa Ellen, at hun var i en forfærdelig Knibe, og fulgte efter hende ud i Køkkenet.

»Pelle, Pelle!« sagde hun fortvivlet. »De har regnet ud at de skulde spise til Aften hos os, og jeg har ikke en Bid. Hvad skal vi dog gøre?«

»Sige det som det er naturligvis!«

»Det kan man dog ikke! Og de har heller ikke 230| faaet noget at spise i Dag – kan du da ikke se det paa dem?« Hun brast i Graad.

»Naa, lad mig nu ordne det,« sagde han trøstende. »Men hvad vil du give os til Kaffen?«

»Det ved jeg ikke! Jeg har ikke andet end Rugbrød og lidt Smør.«

»Aa Herregud, dit lille Fæ,« sagde han leende og tog hende om Hovedet, »og saa staar du og jamrer dig. Vil du saa se, du kiler paa med at smøre Maden.«

Ellen gav sig nølende til det. Men før hun satte Traktementet ind, hørte de hende gaa larmende med Hoveddøren og løbe ned ad Trappen. Lidt efter kom hun op. »Nu har ved Gud Bageren solgt sit Finbrød ud,« sagde hun. »Saa maa I tage til Takke med Smørrebrød til Kaffen.«

»Ork, det er saamænd storartet,« sagde de – »Smørrebrød er netop det aller dejligste til Kaffe. Det er bare en Skam, at vi kommer og gør saa megen Ulejlighed.«

»Hør nu her,« sagde Pelle endelig. »Det kan være I holder af at sidde og lege Kispus med hinanden; jeg gør det ikke! – For at tale rent ud: Her er det skralt, og det er nok ikke bedre hos jer. Hvordan staar det til hos de Gamle?«

»De klarer sig sagtens,« svarede Otto. »Kredit har de altid, og lidt i Baghaanden tror jeg ogsaa nok de har.«

»Skal vi saa ikke gaa derover og spise til Aften? Ellers er jeg bange for vi ingenting faar.«

»Lad gaa med det! De Gamle havde os nu rigtignok i Forgaars – men ligemeget. Et Sted skal det sku komme fra, og det bli’r jo i Familien.«

Kulden tog ikke paa Pelle, Blodet rullede rask nok i ham, han var altid varm. Elendigheden tog han som en Manen og følte sig stærkere end før; 231| han benyttede den tvungne Lediggang til Arbejde for Sagen.

Det var ikke Tid til Folkemøder og stærke rungende Ord – mange havde ikke engang Klæder at gaa til Møde i. Bevægelsen havde mistet sit Sving i Kulden, der var nok at gøre med at holde sammen paa det der var. Pelle tog det som sin Opgave at holde Haabet oppe i de fortrykte og var meget paa Farten; han kom i Berøring med mange Mennesker. Elendigheden lagde dem blot og udvidede hans Menneskekundskab.

Overalt hvor Fag stansedes og Nød slog ind, var han og de andre paa Færde for at modvirke Demoralisationen og agitere ud fra Tilstanden. Han saá, hvor Nøden bredte sig som Pest og efterhaanden erobrede det hele – der var et haardhændet Fællesskab i Massernes Skæbne. Paa otte fjorten Dage kunde Arbejdsløsheden rasere et Hjem for al den Smaahygge, der var skrabet og sparet sammen gennem Aar – saa skrigende var Misforholdet. Her var nok til at ætse en Opfattelse ind saa den aldrig forgik, og nok at slaa med i Agitationen. Enhver der ikke var sløvet, kunde nu indse hvad der skulde til.

Her var Folk endnu som dem hjemme! Nøden gjorde dem endnu mere ydmyge, de begreb ikke den Naade, at de fik Lov at gaa paa Jorden og sulte. Dem var der intet Udkomme med! De var født Slaver, og Slavemærket sad dybt i deres Sind som ynkelig Hundskhed.

Det var Folk ude over en vis Alder – af et ældre Slægtled end hans. De yngre var af et helt andet, haardere Stof; han maatte ofte lytte forbavset, saa kraftigt Tankerne svarede igen i deres Sind. De var rede til at vove og sagde haardt imod haardt. Dem maatte der holdes igen paa, for at de ikke skulde skade Bevægelsen – de kom aldrig hurtig nok frem.

Hans Hjærne var ny og uberørt og arbejdede godt i Kulden; den sammenlignede rastløst og udd232|rog Resultater af alt det han kom ind paa Livet af. Det syntes, som Individerne selv ikke flyttede sig stort; Agitationen bestod nærmest i at vække det der engang var. Forresten maatte de dø i deres og erstattes af yngre, hvem Kravene til Gengæld laa lige paa Læben. Saa vidt han kunde overse Udviklingen, foregik den ikke saa meget gennem Slægtledene, men groede paa en eller anden forunderlig Maade i det tomme Rum imellem dem. Saa langt kunde Ungdommen begynde forude for, hvor de gamle slap.

Aandens Færden virkede nu lige saa dulgt og mystisk paa ham som Blodets i hans Barndom; han kunde overfaldes af en hemmelig, gysende Forundring over sig selv, og begyndte at ane hvad Morten havde ment med at Mennesket var helligt. Des forfærdeligere var det, at det skulde lide saa megen Nød, og hans Harme uddybedes.

Gennem sin Berøring med alle de enkelte erfarede han nu, at Morten ikke stod saa helt alene. Mange Sind genlød af den samme Utaalmodighed og begreb ikke, at den der sulter skal slaa sig til Taals og nøjes med at organisere sig. Der laa Stof til en Omvæltning i Sindene, en haard Tone kom op, som fik pæne Folk til at gaa langt uden om de Arbejdsløse, og gamle Folk til at spaa Verdens Undergang. Den Tone de Forarmede nu lagde sig til, havde ingen kendt.

En Dag stod han i en Port sammen med nogle andre unge Mænd og drøftede Situationen; det var et koldt Mødested, men de havde ikke Raad til at samles i det sædvanlige Beværtningslokale. Diskussionen førtes i en meget dæmpet Tone, der var noget indædt over Stemmerne. Der gik en velklædt Herre forbi. »Dèr skal I se en pæn Frakke,« udbrød en – »saadan en kunde jeg lide at ha’e! Skal vi ikke tage ham her ind i Porten og trække Frakken af ham.« Han talte højt og vilde træde ud paa Gaden.

»Ingen Dumheder her,« sagde Pelle mørkt og tog 233| ham i Armen – »vi skader blot os selv! Husk paa, Øvrigheden har i Forvejen et godt Øje til os.«

»Aa skidt, lidt Indespærring! saa havde man da Kost og Logi i den Tid!« svarede Kammeraten. Der var et ildevarslende Glimt i hans før saa kloge, rolige Øjne.