XXIX

Pelle var igen blandt sine egne; han fortrød ikke at Lykken tog sit Løfte i sig igen – i Grunden var han glad. Her hørte han dog til, han havde sin store Del i det mægtige Opbrud – skulde han saa lukkes ude fra Kampen?

Blandt Førerne var han velkommen, ingen bar saa meget som han naar det kneb; hans Skikkelse gav lys Tro og fik Folkene til at holde ud og gaa uforfærdet paa. Og snild til at lægge Planer var han!

Tidlig hver Morgen vandrede han ind til Lockout-Bureauet, hvorfra hele Kampen lededes; alle de mange Traade løb sammen dèr. Stillingen blev klarlagt op til Øjeblikket, Mænd med lokalt Kendskab til Fjendens stærkeste Stillinger tilkaldtes for at give Oplysninger, og en omfattende Kampplan blev lagt. Ved hemmelige Kontrolmøder, hvor der blev tilsagt paalidelige Fæller fra de forskellige Bedrifter, samlede man Angrebsmateriale af enhver Art – til at ramme Virksomhederne med og til Brug i Bladkampen. Det galdt om at faa Ram paa de blodtørstige, og dem der sad let i Sadlen! Der var Bedrifter, Arbejdsgiverne lod blive i Gang af lokale Grunde; de maatte udfindes og stanses, selv om det øgede Arbejdsløsheden. Man rustede sig energisk, Vaabnene var det ikke Tiden at være kræsen med. Pelle var rigtig i sit Es; dette var dog noget andet end at fælde en enkelt Skomager, selv om han var Byens største! Han var rig paa Ideer og vaklede aldrig med Hensyn til Udførelsen – Kamp var Kamp!

271| Dette var Angrebssiden; men gennemtrængt af Fællesskabet som han var, saá han klart, at den egenlige Kamp galdt Forsvaret. Der krævedes Forudseenhed og store omfattende Forholdsregler, om Masserne skulde kunne holde Turen ud; til syvende og sidst vilde det blive et Spørgsmaal om Udholdenhed! Udenlandske Skruebrækkere maatte holdes borte, ved hurtig Meddelelse til Landenes Partiblade, og ved at man satte Vagtposter ud ved Jærnbane og Dampskibe. Arbejderne tog Telegrafen i Brug – for første Gang. De hjemlige Skruebrækkeres Antal maatte holdes nede ved alle Midler; og først og sidst maatte der skaffes Forraad, saa de ledige Masser kunde holde sig Hungersnøden fra Livet!

Pelle havde i en Vision set Arbejdernes naturlige Solidaritet Jorden over, og nu kom det til Nytte. Førerne udstedte et mægtigt Manifest til Danmarks Arbejdere, pegede endnu engang paa Afgrunden de lige var dukket op af, og Lystinderne de higede mod, og manede dem i gribende Ord til Sammenhold! En Beretning om Lockoutens Aarsager og den Hensigt der laa bag, blev trykt og spredt ud over Nationen, med Anraabelse om Støtte i Frisindets Navn! Og gennem Opraab til Udlandets Arbejderpartier erindrede man om det store Fællesskab. Det var et uhyre Apparat at holde gaaende; fra en lille Værkstedsforening var Sammenslutningen vokset frem til at omfatte hele Riget, og nu forsøgte man at omspænde hele Jordens Arbejderbefolkning og faa den til Forbundsfælle i Kampen. Men disse Mænd, der var dukket frem af Massen og fremdeles delte lige Vilkaar med den, magtede det! De havde holdt Trit med Bevægelsens stærke Vækst, og voksede fremdeles.

Følelsen af at være vel forberedt gav Mod og lyst Syn paa Udfaldet. Ude fra Landboerne indløb der daglig Tilbud til Bureauet om Arbejde til de Udelukkede, de sendte ogsaa Penge – og Bidrag i Form af Fødemidler; mange Hjem derude tilbød at tage 272| mod de Udelukkedes Børn. Fra Udlandet kom der Pengeforsendelser, og i Hovedstadens liberale Kredse sympatiserede man med Arbejderne; i Byens Arbejderkvarterer gav Handlende og Værtshusholdere sig til at samle ind til de Udelukkede.

Arbejderne mødte med en uhyre Offervillighed. Paa alle Arbejdspladser cirkulerede Kuponbøger, Tusender af Arbejdere gav hver Uge en Fjerdedel af deres knappe Ugeløn. De Udelukkede gik ud i Arbejdsløsheden med stort Mod, Fællesskabet gjorde dem heroiske. Afklædte som de var efter den haarde Vinter, enedes de om at give Afkald paa Understøttelsen de første to Uger. Mange skaanede Kassen helt, og bjærgede sig saa godt de kunde – fandt sig lidt Biks hos private, eller tog ud paa Landet. De unge ugifte drog til Udlandet.

Arbejdsgiverne gjorde hvad de kunde for at komme alle disse Udveje til Livs. De forbød Handlende og Leverandører at levere Materialer til de Udelukkede, som arbejdede paa egen Haand, der blev sendt Sorte Agenter ud over Landet til Smaamestre og Bønder for at ophidse dem mod de Udelukkede; de forfulgtes med Stikbreve ud over Landets Grænser.

Hensigten var tydelig nok; der skulde slaaes en Jærnring om Arbejderne, og inden for den havde de at affinde sig med Sulten, til de blev møre og gav Køb.

Deres Modstand voksede ved denne Erkendelse. Magre var de efter den endeløse Ørkenvandring, men godt oplagte til at slaa fra sig. Meget havde de ikke hidtil forstaaet af det hele; det ny havde puslet i dem, i løsrevne Brokker og Stumper – som Udtryk for den dumpe Følelse af at Landet nu var nær. Ofte var det kun et enkelt Ord, der havde bidt sig fast og maatte tjene til at udtrykke det hele. Der kunde komme nogen og slaa det fra dem med svært saa fornuftige Grunde; saa splintredes de Sætninger de havde klynget sig til som saa holdbare. Men tilbage blev Troen selv og den store Forstaaelse; dybt i deres Sjæle sad den dunkle urokkelige Be273|vidsthed om, at de var udsete til at drage ind i Lykketiden.

Og nu klarede det for dem, Kampen kastede Lys fremefter og bagud. Den anskueliggjorde i al sin Haardhed hele deres Tilværelse. Det var det samme de altid havde været ude for, blot trukket saa kraftigt op at enhver kunde se det. Man havde flettet de mange Snærte sammen til en stor Pisk – Sultepisken, for med den at drive dem tilbage, midt ud i Elendigheden igen! Nøden blev pudset paa dem i sin mest fortættede Skikkelse! det var det yderste Middel; det bekræftede for dem at de nu var inde paa den rette Vej og nær ved Maalet. Natten var altid ondest lige før det gryede ad Dag!

Der var ogsaa mangt og meget at blive klog af nu. Dèr havde man gaaet og faaet banket ind i sig, at Tyskerne var Arvefjenden, og at Fædrelandet gik forud for alt. Men nu indkaldte Arbejdsherrerne ganske rolig tyske Lejetropper til at drive deres egne Landsmænd tilbage i Elendigheden med. Det med Fædrelandsfølelsen var kun kønne Ord, der eksisterede kun to Nationer: Undertrykkerne og de Undertrykte!

Ja saadan forholdt det sig nok, ret besét! Man skulde ikke tro for godt paa, hvad der blev fortalt oppe fra – og derfra var det jo al Undervisning kom! Præsterne var ogsaa gode, de vidste nok hvilken Herre de skulde tjene! Nej, man burde have haft sine egne Skoler, hvor Børnene i Stedet for Religion og Patriotisme fik Kundskab om den ny Aand. Saa havde det nok forlængst været forbi med Fattigdommens Forbandelse! – Saadan benyttede de Kampen og den tvungne Lediggang til at tænke over Tingene og søge at fæstne et og andet.

Sultens Spøgelse begyndte hurtigt at husere, men Virkningen var ikke den ventede; det vakte blot Hadet og Trodsen i dem. Netop paa dette Omraade havde de deres Uovervindelighed! Gennem Tiderne havde de lært at lide – ikke lært andet; og det kom dem tilgode nu. De havde uudtømmelige 274| Fonds at tage til og hente Modstandskraft af dèr, og var ikke til at slaa ned. Gav de sig da ikke snart? Naa, saa et nyt Tusend paa Gaden. Men Elendigheden blev at se til ikke større for det; de havde lært at færdes dannet med deres Savn – det var deres Part i den stigende Kultur. Man saá ingen Nød fremme; de affandt sig med den i Krogene og saa frejdige ud. Det svækkede Modstandernes Tro paa Midlets Ufejlbarlighed.

Og de adopterede selv Sulten som Kampmiddel, boykottede Arbejdsgiverne og deres Paarørende, og slog hvor de kunde. Mangen Port blev mærket med et Kors af den store Arbejderhær, og de indenfor dømt til Ruin.

Det var som Modet i Masserne steg, jo mer truende Nøden rykkede dem ind paa Livet. Ingen kunde vide, hvor lang Tid dette tog; man maatte more sig, mens man havde det krøllede Haar endnu. Endnu var Klæderne i Behold, og man gjorde Skovture ud i det unge Foraar, drog syngende ud med Faner i Spidsen og kom syngende hjem. Det var første Gang, man havde fri skønt der var Arbejde nok – altsaa den første Ferie! Og som om de var hele Matadorer i Købedygtighed, boykottede de dem af Kvarterets Handlende, der ikke stod paa Arbejdernes Parti. Hadet var oppe, det var for eller imod, alt maatte tage Stilling. Urtekræmmerne stak deres Opfattelse af Vejen hvis de havde nogen, og kappedes i Arbejdervenlighed. Paa Disken laa Kuponbøger til Indsamlingen, enkelte gav Procenter af deres Omsætning. Man havde god Tid til at se sine Folk paa Fingrene, og Hadet var oppe; det blev bitrere og bitrere.

Førerne holdt igen og manede til Besindighed. Men der var noget besættende ved denne Kamp for den nøgne haarde Eksistens – og for Lykken! noget som gik til Hovedet og fristede til at spille Plat og Krone. Ledelsen havde sin Opmærksomhed stærkt henvendt paa at begrænse Antallet af ledige Hænder – det kunde blive svært at faa Midlerne til at slaa 275| til. Men Arbejderne der var i Arbejde, forlod det for i blind Solidaritet at slutte sig til deres udelukkede Kammerater. De mente, de hørte til dèr!

En Dag rejste Murerne uventet Krav om at faa en Time trukket af Arbejdstiden. De fik Afslag, men om Aftenen holdt de op Kl. seks i Stedet for syv. Samfundet var af Lave, midt i Stilstanden efter en haard Vinter forlangtes der kortere Arbejdstid!

Dette Træk kom bag paa Kampledelsen; den var bange for at det skulde forskærtse den almindelige Sympati med Arbejderne. Det overraskede især at den prøvede, besindige Veteran Murer Stolpe ikke havde lagt sig i Vejen for Beslutningen. Som Organisationens mangeaarige Formand havde han stor Magt over Folkene; han maatte se at faa dem til at optage Arbejdet igen. Pelle forhandlede med ham.

»Det er ikke min Sag,« svarede Stolpe. »Jeg har ikke foreslaaet Stansningen, men der var Flertal for den paa Generalforsamlingen – og saa er den ikke længer. Jeg gaar ikke paa tværs af Kammeratskabet.«

»Det er nu galt af jer,« sagde Pelle – »og du har dog Ansvaret! Jert Fag er ogsaa længst fremme i gode Kaar – og I burde tænke paa Kampen vi er ude i.«

»Ja Kampen – naturligvis er det den vi har tænkt paa! Det er ganske rigtigt at jeg har et hyggeligt og godt Hjem, fordi mit Fag er godt – vi Murere har skaffet os gode Tilstande og tjener ordenligt. Men skulde vi maaske gaa og nyde Godtid og se paa, at de andre slaas for det bare Brød? Nej vi hører til derude hvor det gaar løs.«

»Men Understøttelsen fra jer – det er en halv Snes Tusend Kroner om Ugen vi nu skal undvære! Og jeres Handling kan faa uberegnelige Følger for os. Du maa lave det om, Svigerfar! se at faa Majoriteten underkendt.«

»Det er nok Diplomati hva’? men gem hellere den til vore Modstandere! Hos os holder vi Afstemningen i Ære, det er den der skal reformere 276| det hele. Begynder man først at pille ved Stemmesedlerne, saa –«

»Men det behøver du heller ikke! Folkene er jo ikke klar over hvad de gør, man kan ikke forlange Overblik af dem. Derfor kunde du foretage en ny Afstemning – naar jeg først har talt for dem om Kampen!«

»Naa saa vi kan ikke overse hvad vi gør!« udbrød Stolpe fornærmet. »Men tage Følgerne kan vi sku da! Ja vist, du skulde op og liste dem om Hjørnet, og saa skulde de stemme modsat! Nej, ingen Fiksfakserier her! De har stemt efter deres Overbevisning – saa staar det fast, enten det er rigtigt eller galt. Vi piller ikke!«

Pelle maatte opgive det, den gamle var ikke til at rokke fra sit Standpunkt. Murerne forøgede de spaserende med et Par Tusend Mand.

Arbejdsgiverne benyttede dette Overgreb, som maatte stille dem fordelagtigt i den offenlige Mening til at føre et afgørende Slag. General-Lockouten blev erklæret.