XXXII

En tidlig Morgen vandrede Pelle ind gennem Byen. Han var staaet op før Ellen for at være fri for det pinlige Morgenmaaltid. Ellen vilde anvende al sin Kløgt for at faa ham til at sætte et ordenligt Foder til Livs, og Maven var ikke svær at overtale; bagefter gik han saa og skammede sig over at han havde forsynet sig paa de andres Bekostning. Saa snild han var, kunde han ikke staa sig mod hende paa anden Maade, end ved at stikke af mens hun sov.

Hans fastende Tilstand gav Byen og hele Tilværelsen et eget gennemsigtigt Skær. Der laa en lang Dag for ham med et uhyre Arbejde, og bag sig havde han den friske Sejr fra i Gaar. Det forholdt sig saaledes dermed, at Jærnmændene havde faaet den snilde Ide at stifte en Splittelsesforening for Smede og Maskinarbejdere og lægge Navnet nær op ad deres Fagforenings. De udsendte saa Løbesedler til Folkene om, at Faget genoptog Arbejdet næste Dag. Mange var ikke stive i at læse og tog det for en Meddelelse fra deres egen Fagforening, andre mente at en Fagforening var en Fagforening, og nogle lod sig lokke af de større Fordele den ny Forening bød. Der var stor Forvirring blandt Fagets Arbejdere! Saa snart Fiffet var afsløret, trak enhver hæderlig Mand sig ud af Historien; men en Vandgang var det! – og en gruelig flov én over for alle Kammeraterne.

Pelle var godt gal i Hovedet over dette Krigspuds, der til syvende og sidst ramte ham som Lederen af den aabne Kamp; han havde lidt et Nederlag og pønsede paa Hævn. Trods alle Strejkevagtens An292|strængelser var det ikke muligt at faa den fuldtallige Liste over Skruebrækkerne; Ærgrelsen over det sad og brændte i ham som en beskæmmende Følelse af Afmagt, han var bekendt for at naa Bunden naar han tog sig noget paa! Han besluttede at møde List med List og sætte en Fælde for Modstanderne, saa de selv udleverede Skruebrækkerne. En Morgen offenliggjorde han sin Liste i Arbejderen med et hoverende: Se her, flere har Modstanderne ikke! Om nu Arbejdsgiverne virkelig gik i Vandet, eller Skruebrækkernes Skæbne i Grunden var dem ligegyldig: Næste Morgen protesterede deres Organ og opgav Navn og Tal paa Resten ogsaa.

Det var en Lussing der havde vasket sig, den kastede Lys over de magre stillestaaende Ansigter – sikken en Tak for sidst! Den Pelle var en Fandens Fyr – Hurra for Lynet! –

Pelle var en Fandens Fyr som han travede af Sted, frisk og fuld af Gaa-paa-Mod, og tog Ekkoet fra Sidegaderne og de store Kaserner ind i sit kraftige Trit. Gader og Huse var rimduggede af Nattefrosten, oppe i Luften var der en egen Tindren som hørte Byen til, Lyset kom fra skjulte Kilder. Han havde ladt alle Bekymringer bag sig derhjemme, rundt om var der Arbejdere som hilste, og han sendte dem sin Genhilsen som en Opsang. Han kendte dem ikke, men de kendte ham! Følelsen af at hans Arbejde – saa haarde Spor det drog – vakte Taknemmelighed løftede ham fremad.

Der var intet Morgenhumør over Byen. Lockouten laa som en lammende Haand over det hele, Omsætningen var træg, og Mellemstanden sukkede. Men nogen Udsigt til Fredslutning var der ikke, begge Parter var uforsonlige. Arbejderne havde ikke mistet noget ved Murernes uoverlagte Stansning – Sympatien for Underklasserne var af politisk Oprindelse; ude fra Landet strømmede Bidragene fremdeles ind. Ogsaa fra Udlandet kom der betydelige Summer. Kampen kostede Arbejderne en halv Million om Ugen nu, og Hjælpen udefra var at se til som Draa293|ber i Havet. Men den gav moralsk Støtte, og virkede ansporende paa Selvbeskatningen som bar det hele. Armodens hundredtusend Hjem lod deres sidste Stumper springe for at føre Kampen igennem; nu vilde de have Fremtiden afgjort. Arbejdsgiverne prøvede at stoppe den store Landsindsamling ved at gøre Myndighederne opmærksomme paa en ældgammel NForordning om Betleri, men det vakte kun Munterhed. Lidt Latter havde man endnu Raad til.

Arbejderne havde indrettet sig med Sulten. De tog ikke i Skoven mere, men færdedes sindigt gennem Gaderne som Folk der har altfor god Tid – og gav Byens Ansigt et eget Præg af fattig Eftertænksomhed. Deres Skridt var for dvælende til at give Genlyd, og i Hjemmene var der Ro til Eftertanke. De larmende, altid sultne Børn var spredt ud over Landet – de havde da den gode Mad; men tomt var her efter dem!

Pelle mødte dem i Hold, de var paa Vej til de forskellige Mønstringer. De rejste Hovedet idet han gik forbi; hans Skridt gav Genlyd for dem alle. Det var fyrretyve Tusend Mand dèr kom, deres Haab, deres Vilje – Pelle udtrykte det hele for dem! De stirrede efter hans uovervindelige Skikkelse og rettede sig op. »Satan til Ka’l,« sagde de lyst til hinanden – »han ser ud, som kunde han gaa det hele ned! Se engang paa ham, han kan jo knap faa sig af Vejen for de store Lastvogne! Skal vi gi’e ham et Leve, Kammerater!«

Værtshusholderne stod i Kælderhalsen og gabede op mod Morgenhimlen – det var Dyrtid for dem! I Beværtningernes Vinduer hang Papskilte med Indskriften: Her modtages Bidrag til de Udelukkede!

Paa NDronning Louises Bro mødte Pelle en lille blegfed Mand i en lurvet Frakke; han havde slappe Træk og en stor rød Næse. »God Morgen Hr. General!« raabte Pelle muntert; Manden slog nedladende ud med Haanden. Det var Straamanden for Arbejderen, en forhenværende Kapitalist, der for en lille ugenlig Betaling var Bladets Nansvarhavende 294| Redaktør over for Myndighederne. Han tog Fængselsstraffene paa sig, og sad – for et yderligere Tillæg af fem Kroner om Ugen – Bladets Bøder af. Naar han ikke var i Arresten, opholdt han Livet ved Drik. Han led af Storhedsvanvid og bildte sig ind, at det var ham der førte hele Arbejderbevægelsen; derfor kunde han ikke lide Pelle.

Inde i NArbejderbygningens store Gaard var Havnearbejderne mødt til Mandtal. Formanden tog imod Pelle i Porten; det var den samme Arbejder Pelle og Tudeper havde taget sig af en Aften paa Havnen – nu forstod han sig paa det ny!

»Naa hvordan gaar det?« spurgte Pelle og trykkede hans Haand.

»Storartet! af Tusend Mand mangler kun syv.«

»Men hvor er Glade Jakob henne? Er han syg?«

»Han er arresteret,« svarede Formanden mørkt. »Han kunde ikke holde ud at se paa at hans gamle Forældre sultede – saa gjorde han Indbrud hos en Urtekræmmer – han og Broderen. Nu sidder de begge to!«

Et Øjeblik blev Rynkerne i Pelles Pande forfærdelig dybe og graa; han stod og stirrede blindt ud, de lyse Træk i hans Ansigt segnede og lagde sig, i tung Jammer. Arbejderne gloede paa ham – stod han ikke dèr og faldt i Søvn, ret op og ned! Men saa tog han sig sammen.

»Naa Folkens, kan I faa Tiden til at gaa?« spurgte han muntert.

»Aa, hvad det angaar! Det er første Gang man har Lejlighed til at lære Kone og Børn ordenlig at kende,« svarede de. »Men derfor kunde det alligevel være morsomt at faa fat igen.«

Det var synligt at Lediggangen begyndte at tynge nu; der sad en bestandig Grublen i deres stillestaaende Træk, Øjnene rettede sig paa ham med en vedholdende haard Spørgen. De forlangte, at hvad han tog sig for skulde være afgørende til den ene eller anden Side. Blødladne var de ikke blevet, de stemte stadig for at gaa videre. Derude i Forlæn295|gelsen af Kampen laa det de søgte, og de spejdede i Pelles Ansigt efter et Træk der kunde bekræfte Lykken.

Mange underlige Spørgsmaal maatte han besvare; der groede besynderlig fantastiske Forestillinger frem af Nøden og røbede, at deres rolige beherskede Optræden var Resultatet af mange aarvaagne Kræfter.

»Tager vi nu hele Magten og Rigdommen fra de Store?« spurgte en Arbejder efter længe at have stirret grundende paa Pelle. Kampen havde hærget hans Skikkelse, men til Gengæld tændt en Gnist i hans Øjne.

»Ja nu tager vi vor Menneskeret, og kræver Arbejderen respekteret!« svarede Pelle. »Saa bliver der ikke noget der hedder Herrer og Smaafolk længer.«

»Men hvad saa hvis de vil op igen? Vi maa gøre en hurtig Ende paa dem, saa de ikke skal kravle op og ride paa os igen.«

»Du vil kanske ha’e dem ud paa Fælleden og skyde dem – men det er ikke nødvendigt,« sagde Sidemanden. »Naar dette her er ovre, saa er der ingen der tør hugge vor Mad mere.«

»Bliver der saa slet ingen Fattigdom mere?« spurgte den første igen, vendt mod Pelle.

»Nej! Naar vi først faar vort eget rigtig i Gang, bliver der godt at være i alle Hjem. Læser du ikke dit Blad?«

Vist læste han; men det var ingen Skade til at Pelle selv bekræftede det store. Og Pelle kunde gøre det, fordi han aldrig kendte til Tvivl. Det havde været tungt for Masserne at naa frem til det ny Syn paa Tingene, saa tungt som at dreje en Klode! Der maatte ske noget stort til Gengæld.

Nogle af dem havde faaet et Par Stykker Mad frem, og gav sig til at spise mens de drøftede Sagerne. »Velbekomme!« sagde Pelle og nikkede Farvel til dem. Hans Tænder løb i Vand, han huskede at han ikke havde faaet hverken vaadt eller tørt endnu. Men det var der ikke Tid at spekulere over; 296| han maatte paa Stedet ud til Stolpe og træffe Aftale om Posteringen af Strejkevagter.

Derovre stod Marie med hvid Kappe og Kurv paa Armen og nikkede til ham, rød i Kinderne. Omplantningen havde givet hende Grøde; mellem hver Gang han saá hende, rankede hun sig og blev smukkere.

Oppe hos Svigerforældrene var der Smalhans, adskillige Stumper var vandret bort fra det før saa hyggelige Hjem; men Humøret fejlede ikke noget. Stolpe gik hjemme og ventede paa sin Frokost, han havde ogsaa været tidlig paa Færde.

»Hvordan har Tøsen det?« spurgte han. »Vi ser ikke meget til hende.«

»Hun har jo meget at gøre,« sagde Pelle undskyldende. »Nu gaar hun ogsaa paa Arbejde.«

»Naa ja, hun er vel ikke for god til at give en Haand under disse Forhold. Men vi ved nok, hvad der stikker hende – hun er NProtestmand! Gudskelov hun ikke er blevet et Mandfolk, for saa havde hun sat Mudder i Rækkerne.«

Frokosten bestod af en Portion Havregrød og Kaffe med Smørrebrød. Madam Stolpe kunde slet ikke finde sit pæne Plet-Kaffestel, som de havde Faaet i Sølvbryllupsgave af Børnene. »Jeg maa have forsat det,« sagde hun.

»Ja ja, det kommer nok til Veje, Mutter!« sagde Stolpe. »Nu faar vi snart bedre Tider; saa kommer der mange rare Ting til Veje igen, skal du bare se!«

»Har du været henne ved Maskinfabrikken til Morgen, Svigerfar?« spurgte Pelle.

»Ja jeg var derhenne. Men nu er der ikke mere for Strejkevagten at gøre. Arbejdsgiverne har indlogeret alle Mand paa Fabrikken, de faar fuld Forplejning og det hele. Der skal være en Masse udenlandske Skruebrækkere imellem – Arbejdet er i fuld Gang.«

Det var en nedslaaende Efterretning – Jærnfabrikanterne havde vundet den første Sejr! Meget hurtigt vilde det virke nedbrydende paa Arbejderne at gaa og se paa, at deres Virksomheder holdtes i Gang uden dem.

297| »Det maa stoppes,« sagde Pelle. »Ellers gaar de videre Npaa den Bov, og det hele opløser sig for os. Vi maa sætte Lus i Skindpelsen paa dem derinde!«

»Hvordan skal vi det, naar de er indespærrede og Politiet patruljerer udenfor Dag og Nat. Vi kan jo ikke engang faa dem i Tale.« Stolpe lo fortvivlet.

»Saa maa en Mand snige sig ind, og lade som han tager Arbejde!«

Det gav et Sæt i Stolpe. »Som Skruebrækker? – det faar du aldrig nogen hæderlig Mand til, selv om det kun er paa Skrømt! Jeg gjorde det heller ikke selv! En Skruebrækker er dog en Skruebrækker, hvordan Pokker man saa vender det.«

»En Skruebrækker er dog vel en som skader Kammeraterne? Den der vover Trøjen for dem, fortjener vist et andet Navn.«

»Det skal jeg ikke komme ind paa,« sagde Stolpe. »Det gaar vist lidt for højt for mig, og disputere med dig skal jeg vel tage mig i Agt for. Men i min NKatekismus staar der at den er Skruebrækker, som gaar i Arbejde hvor Tilgang er frabedt – og det holder jeg mig til.«

Pelle kunde snakke saa meget han lystede, den gamle lod sig ikke rokke af Stedet. »Men en anden Sag er det jo, hvis du selv vil udføre det,« sagde Stolpe. »Du staar jo ikke til Regnskab for hvad du gør, men gaar frem efter dit eget Hoved.«

»Jeg staar Bevægelsen til Regnskab!« svarede Pelle stærkt. »Og jeg vil netop gøre det selv.«

Stolpe sad og krummede Armene og strakte dem igen. »Nu kunde det være godt snart at komme i Arbejde igen,« udbrød han pludselig. »Lediggangen sætter sig ligesom Gift i Kroppen paa én. – Og nu er der Huslejen Mutter – hvor Fanden vi skal tage den fra! Lørdag maa den ligge paa Bordet, ellers bliver vi sat ud – sagde Værten.«

»Det bliver der nok Udveje for, Fatter!« sagde Madam Stolpe. »Gaa du bare ikke hen og tab Modet af den Grund.«

Stolpe saá sig om i Lejligheden: »Ja lidt at pille 298| er der jo endnu – som Sulten sagde, den havde begyndt paa Tarmene. Hør ved du hvad, Pelle – vel er jeg din Svigerfar, men en Kone som min har du sku ikke.«

»Jeg er glad for Ellen, saadan som hun er,« svarede Pelle.

Det ringede, det var Stolpes Broder Tømreren. Han saa medtaget ud, mager og fattig i Tøjet; der var røde Skjolder om hans Øjne. Han saá ikke paa dem, da han gav Haanden.

»Sid ned Bror!« sagde Stolpe og skød en Stol frem.

»Tak, jeg skal gaa igen – det var bare et lille Ærende – saadan.« Han stirrede ud af Vinduet.

»Er der noget paa Færde derhjemme?«

»Nej, nej ikke saadan. Der var bare det jeg vilde sige dig – at – – Nu melder jeg mig fra!« udbrød han pludselig.

Stolpe rejste sig, han blev hvid i Ansigtet. »Betænk dog hvad du gør,« sagde han truende.

»Jeg har haft Tid nok til at betænke mig. De sulter du – og nu faar det have en Ende! Jeg syntes bare jeg vilde varsko dig, saa du ikke skal ha’e det af de andre – du er dog min Bror.«

»Bror – jeg er ikke din Bror længer! Gør du det, saa er vi to færdige!« brølede Stolpe og slog i Bordet. »Men du gør det ikke, du gør det ikke! Gud straffe mig! hvis jeg skulde opleve den Skam at se Kammeraterne holde Rettergang over min egen Bror paa Gaden! Saa slaar jeg med, du! du skal faa det sidste Spark af mig, fordi du er min Bror.« Han var helt ude af sig selv.

»Ja ja, det kan vi altid tales ved om,« sagde Tømreren stille. »Men nu ved du det altsaa – jeg er ikke faldet dig i Ryggen.« Saa gik han.

Stolpe gik frem og tilbage i Stuen, fra Ting til Ting; han slap dem og tog dem igen helt sanseløst – Hænderne dirrede voldsomt. Saa gik han ind i den anden Stue og lukkede efter sig. Lidt efter kom hans Kone ind: »Du maa hellere gaa Pelle; jeg tror 299| ikke Fatter er skikket til at være sammen med Mennesker i Dag mere. Han ligger derinde og er helt graa i Ansigtet – bare han dog kunde komme til at græde. Aa som de to Brødre har holdt af hinanden altid, de var jo saa enige i alting.«

Pelle gik; han var alvorlig til Sinds. Han forudsaa, at Stolpe med sin Retskaffenhed vilde anse det for sin Pligt at forfølge Broderen haardere end andre – saa meget han ogsaa holdt af ham; og maaske selv overtage Strejkevagterne paa de Pladser, hvor Broderen gik i Arbejde.

Inde ved Søerne mødte han et Hold af Strejkevagten der var paa Vej udad; og fulgte dem et Stykke tilbage for at aftale et og andet. Ovre paa den anden Side Gaden kom en ung Fyr ud af en Port og luskede om Hjørnet. »Hej, stop ham!« raabte en af Kammeraterne. »Der er han, den Hædersmand!« Et Par Arbejdere forfulgte ham ned ad NSlotsgade og kom igen med ham imellem sig. De slog Kreds om ham hele Flokken, nogle Koner og Børn sluttede sig hurtig til.

»I maa ikke gøre ham noget,« sagde Pelle bestemt.

»Der er saamænd ingen der vil røre ved ham,« svarede de. En Stund stod de tavse og saá paa ham, som vejede de ham i Tankerne; saa spyttede de paa ham én for én og gik. Fyren gik tavs ind i en Port, dèr stod han og tørrede Spyttet af Ansigtet med sit Ærme. Pelle fulgte efter ham for at sige ham et godt Ord og faa ham tilbage i Organisationen igen. Fyren rettede sig hurtigt, da Pelle kom.

»Kommer du for at spytte?« spurgte han haanligt. »Du glemte det før – hvorfor spyttede du ikke?«

»Jeg spytter ikke paa nogen,« sagde Pelle. »Men dine Kammerater har Ret til at foragte dig – du har sveget dem. Kom med, saa skal jeg faa dig ind i Organisationen igen, og ingen skal gøre dig noget!«

»Saa skulde jeg gaa dèr som en Synder og tage mod Stikpiller – nej Tak!«

»Vil du da hellere gøre dine egne Fortræd?«

300| »Jeg vil have Lov at forsørge min gamle Mor – I andre kan gaa ad Helvede til. Min Mor skal ikke gaa i Gaardene og synge og pille af Skarnkasserne, mens Sønnen giver den store i Partiet. Det lader jeg visse Folk om.«

Pelle blev rød som et Blod. Han følte at dette angik Far Lasse, det fortvivlede Forhold til den gamle sad som et nedgroet Nag et Steds i ham og brød nu op. »Tør du gentage det du der sagde?« knurrede han og gik Svenden ind paa Livet.

»Og hvis jeg var gift, skulde jeg ikke have noget af at Konen tjente Føden til mig – det vilde jeg lade de krøllede Drenge om.«

Ej ej, dette smagte af Folkesnakken naar den var ude og sværtede sin Mand bagpaa! de var nok i Færd med at lyve ham til med Sladder, mens han gik og satte alt sit eget til Side for deres Skyld. Nu var Pelle rasende og gav Fanden i Føreren, han langede Fyren et Par forsvarlige Lussinger og spurgte hvad han helst vilde – holde Kæft eller have mere.

Morten kom ud i Porten – det foregik i Stedet hvor han arbejdede. »Dette her gaar ikke du,« hviskede han og fik Pelle med sig. Pelle kunde ikke svare men smed sig over Sengen; hans Blik brændte endnu af Vrede over Fornærmelsen, og han forbrugte megen Luft.

»Det gaar haardt til nu,« sagde Morten og saá paa ham med et eget Smil.

»Ja jeg ved godt du ikke kan lide det – men de skal sku dog holde Trop.«

»Og hvis de nu ikke har bedre Forstand?«

»Saa maa de tage Følgerne. Det er dog vel rimeligere, end at det hele skal gaa neden om og hjem.«

»Er det det ny du? – tage Følgerne synes jeg altid de umyndige har maattet. Og der har heller aldrig manglet nogen til at spytte paa dem,« sagde Morten bedrøvet.

»Nej hør nu!« udbrød Pelle og sprang op – »du vil da ikke skylde mig for at have spyttet paa nogen – det var de andre.« Han var ved at blive gal i 301| Hovedet igen, men Mortens stille Væsen beherskede ham.

»De andre – det er der ikke noget der hedder! Det var dig der spyttede, syv Gange og lige i Ansigtet paa Staklen – jeg stod jo inde i Butiken og saá det.«

Pelle stirrede maalløs paa ham. Den sandhedskærlige Morten, stod han dèr og løj? »Saá du det siger du? at jeg spyttede?«

Morten nikkede: »Du vilde maaske tage Hurraerne og hele Æren, og saa luske dig fra Sjofelhederne og de knuste Skæbner? Du har taget et stort Ansvar paa dig Pelle! Se hvor blindt de følger dig – paa dit glatte Ansigt kunde jeg fristes til at sige. For jeg er ikke vis paa, om du staar inde med nok. Der er jo Blod paa dine Hænder; men er det dit eget noget af det?«

Pelle sad og tænkte tungt, Mortens Ord tvang altid hans Tanker til at færdes hvor de ikke havde traadt før. Men nu forstod han ham, der gik et mørkt Drag hen over hans Ansigt og efterlod noget. »Dette her har kostet mig mit Hjem,« sagde han stille. »Ellen bryder sig ikke om mig mere, og mine Børn forsømmes og glider fra mig. En smuk Fremtidsstilling har jeg givet Afkald paa, sulter gør jeg hver Dag, og min gamle Far maa jeg lade gaa for Lud og koldt Vand! Saa hjemløs og ene og forladt som jeg er, tror jeg ingen anden kan føle sig! Saa noget staar jeg da inde med! – siden du tvinger mig til selv at sige det.« Han smilede op men havde Taarer i Øjnene.

»Om Forladelse kære Ven,« sagde Morten. »Jeg var bange for, at du ikke vidste fuldt hvad du har for. Der ligger allerede mange paa Valpladsen, og det er tungt at se paa – især hvis det ikke skulde føre til noget.«

»Fordømmer du det da? Jeg kan jo aldrig blive klog paa dig.«

»Ikke hvis det fører til Maalet du! Jeg har selv drømt om at føre dem frem til Lykken – paa min 302| egen Maade; men Sindene er ikke til det. Du har Magten over dem – dig følger de blindt; før du dem videre. Men hvert et Saar de faar i Kampen, skal ramme dig ogsaa – ellers er du ikke den rette til det alligevel. Og er du vis paa Maalet?«

Ja Maalet var Pelle vis paa. »Og vi naar det!« raabte han pludselig begejstret. »Se hvor glade de finder sig i alt, og bare gaar fremad!«

»Men Pelle,« sagde Morten med et varsomt Smil og lagde Haanden paa hans Skulder – »en Fører er ikke selv NProfos! Partiet bekæmper desuden Pryglestraffen!«

»Naa er det det dernede, du tænker paa!« sagde Pelle. »Det har ikke noget med Bevægelsen at gøre. Han sagde, at min Far gik og sang i Gaardene og fiskede i Skarnkasserne – saa gav jeg ham et Par paa Kassen. Jeg har vel samme Ret som enhver anden til at Nlyse en Fornærmelse hjem.« De onde Ord om Ellen nævnede han ikke, han kunde ikke faa sig til det.

»Men det er sandt nok,« sagde Morten stille.

»Hvorfor har du ikke fortalt mig det?« spurgte Pelle bleg.

»Jeg troede du vidste det. Du har jo ogsaa haft nok at slaas med og har ikke noget at bebrejde dig.«

»Ved du noget om hvor han færdes?« spurgte Pelle sagte.

»Han plejer at gaa her i NBlaagaardskvarteret.«

Pelle gik. Han var tung og trist til Sinds, Dagen havde arbejdet jævnt paa at lægge Ansvar paa ham som var for tunge til én at bære. Skulde han tage Ansvaret for hvad Bevægelsen knuste i sin Fremrykning, blot fordi han havde stillet Kræfter og Velfærd til dens Raadighed? Og dèr gik Lassefar og var NRidder af Syvtallet! han maatte rødme af Skam over sig selv, og havde dog ikke kunnet forhindre det. Forholdene, skulde han have Ansvaret for dem? Og nu spyede de Ellen til – som Tak!

Han vidste ikke hvordan han skulde gaa frem i sin Undersøgelse, og gik ind i Gaardene og spurgte 303| paa maa og faa. I en Gaard i Blaagaardsgade var der en Stimmel Mennesker, Pelle gik derind. Det var en Gaardmissionær, han havde Bornholmernes syngende Dialekt, og det ejendommelige Udtryk i Øjnene, som Pelle huskede fra de Hellige i sin Barndom. Han skiftevis prækede og sang. Pelle saá paa ham med et Blik der sløredes af Minder, og i sin desperate Stemning var han lige ved at give Slip paa alt og storbrøle – som i Drengeaarene naar noget slog sig paa Hjærtet. Det var jo den Dreng der havde sagt noget raat om Far Lasse, og som han – lille som han var – sparkede en Brok til. Dengang kunde han værge sin Far, ja!

Han gik hen og rakte Manden Haanden: »Det er jo Peter Kure – er du her?«

Manden saá paa ham med dette Blik der kom fra en anden Verden. »Ja jeg Nmaatte herover, Pelle?« sagde han betydende. »Jeg saa de Fattige vandre fra Landet til Byen og videre herover; saa fulgte jeg efter dem, for at de ingen Fortræd skulde komme til. For I Stakler er jo NGuds Udvalgte, som maa vandre og vandre for at finde NRiget. Nu har Havet stanset jer, og I kan ikke komme længer; saa mener I Riget maa ligge her. Gud har skikket mig ud for at sige jer at I tager fejl. – Og du Pelle, vil du nu komme til os? Gud venter med Længsel paa dig; han har Brug for dig til alle disse Smaa.« Han blev ved at beholde Pelles Haand i sin og se indtrængende paa ham, maaske troede han at Pelle kom for at give sig ind under hans Rige.

Her var igen én, som havde Planer til at føre de Fattige mod Lykkelandet! Men Pelle havde de Fattige selv han! »Jeg har gjort for dem, hvad jeg har kunnet,« sagde han selvfølende.

»Ja jeg ved det nok, men det er ikke det rette – det du har for! Du giver dem ikke NLivsens Brød.«

»Jeg tror de trænger mere til Rugbrød. Se paa dem, synes du de faar for meget at spise?«

»Og kan du give dem Mad da? Jeg kan give dem Guds Glæde, saa de glemmer deres Sult for 304| en Stund. Men kan du andet end faa dem til at føle den endnu mere?«

»Maaske kan jeg. Men nu har jeg ikke Tid til at drøfte det; jeg er ude og leder efter min gamle Far.«

»Din Far mødte jeg før omme i NStengade med en Sæk paa Nakken – han saa ikke ud til at have det for blidt. Jeg traf ham engang ovre hos Skomager Sort, da skulde han over og tilbringe sine gamle Dage hos sin Søn.«

Pelle svarede ikke men flygtede. Han knyttede Hænderne i afmægtigt Raseri, mens han styrtede af Sted. Her gik de og stak ud efter ham den ene ivrigere end den anden; mens Sandheden var den nøgne, at han – ung og kraftig og rask til sin Gærning som han var – ikke kunde forsørge Kone og Børn og sin gamle Far, selv om han havde støt Arbejde. Ja saa fordømte var Forholdene, at en Mand i sin bedste Alder ikke kunde følge Naturens Bud og stifte Familie, uden at de der afhang af ham sank ned i Savn og Elendighed! Aa for Satan, der skulde slaaes til det hele System! Havde han Magten over dem, saa vilde han ogsaa have Lov at bruge den til deres bedste!

Omme i Stengade hørte han sprukken rystende Sang inde fra en NGaardbrønd. Det var Far Lasse, Kludesækken stod ved Siden af ham med NEsset haget i; han holdt om dens Hals med den ene Haand og gestikulerede med den anden op til Vinduerne under Sangen. Visen vakte Latter, og han søgte at gøre den endnu morsommere ved lystige Gebærder, der klædte hans triste Skikkelse ynkeligt.

Det skar Pelle i Hjærtet at se paa denne Jammer, han gemte sig i Porten, og ventede paa at Faderen skulde blive færdig. Paa Steder i Sangen tog Lasse sin NKabuds af og klaskede sig oven i Hovedet, mens han løftede det ene Ben. Han var lige ved at tabe Ligevægten, og Ungerne der omgav ham, trak i hans lasede Skøder og puffede hinanden 305| hen paa ham. Saa stansede han, snakkede dem til Rette med sin rystende Stemme og sang videre:

Da Lasse var færdig med sin Sang, klappede de og kastede Skillinger ned til ham indsvøbt i Papir; han travede rundt og pillede dem op. Saa tog han sin Sæk paa Nakken og stolprede ludende gennem Porten.

»Far,« kaldte Pelle fortvivlet – »Far!«

Lasse rettede sig i et Ryk og sendte sine svage Øjne ud i Portrummet: »Er du her Pøjke? Ak det lød som din Barnerøst, naar nogen vilde gøre dig ondt og du kaldte paa mig.« Den gamle var kommet til at ryste. – »Og nu har du vel hørt det hele – og skammer dig over din gamle Far du?« Han turde ikke se paa Sønnen.

»Far, nu maa du gaa med hjem, hører du!« sagde Pelle da de kom ud paa Gaden.

»Nej du, det kan jeg ikke! Der er ikke engang nok til dine egne Munde. Nej du faar lade mig gaa mine egne Veje og sørge for mig selv. Jeg har det godt!«

»Du skal gaa med hjem – Børnene savner dig du. Og Ellen spørger hver Dag efter dig!«

»Ja det kan være. Men jeg ved hvad hun maa tænke, at jeg spiser Maden fra hendes Børn! og nu tilmed – en Kludesamler! Nej du maa ikke friste mig.«

»Du maa nu gaa med, hvordan det saa er med alle Ting. Jeg holder ikke denne Pine ud, du Far.«

»Ja saa i Guds Navn, saa faar jeg aabenbare min Skam for dig Pøjke – naar du ikke vil slippe mig ellers. Se jeg bor jo sammen med nogen – et Kvindfolk du. Jeg traf hende ude paa Lossepladsen, hvor hun gik og samlede Affald op ligesom jeg. Jeg havde indrettet mig en Krog derude – for Natten mens 307| jeg fandt mig et Logi. Og saa sa’e hun jeg skulde gaa med hjem til hende – det er dog ikke saa koldt naar man er to. Siden slog vi to gamle os sammen. Vil du ikke gaa med hjem, nu vi har truffet hinanden? Saa kan du jo se paa det. Vi bor ret herved.«

De drejede om i en snæver Gyde og ind ad en Port. Inde over Baggaarden, i et Skur der lignede Resterne af et gammelt Bondehus, havde Lasse sit Hjem. Det saa ud til at have været Brændselsrum engang i Tiden, der var Jordgulv og løse Brædder til Loft. Der var trukket Snore under Loftet, hvor Klude, Papir og andre Ting fra Skarnkasserne hang til Tørre. I det ene Hjørne paa en meget lav Jærnovn, stod Kaffekedlen og snurrede og sendte sin rare Duft ud i den mugne Stank fra Affaldet. Lasse gassede sig.

»Ah jeg er stiv,« sagde han – »og lidt forfrossen. Her ser du saa min lille Mor – og det er min Søn Pellepøjken.« Han klappede fornøjet sin ny Livsledsagerske paa Kinden.

Det var en gammel krumbøjet Kvinde, snavset og pjaltet var hun; Ansigtet var fuldt af rødt Udslæt, som hun sandsynligvis havde hentet ude paa Lossepladsen. Men der sad et Par gode Øjne og udviskede alting.

»Saa det er Pelle?« sagde hun og saá paa ham – »saadan ser han ud? Ja én har jo hørt hans Navn; han hører til dem der gør sig bemærket, skønt han ikke er rødhaaret.«

Pelle maatte have en Taar Kaffe med. »Du faar kun Smørrebrød til, for anden Aftensmad bruger vi to gamle ikke,« sagde Lasse. »Vi gaar tidlig i Seng vi to, og man sover ondt med en overfyldt Mave.«

»Naa hvad synes du saa om vor Lejlighed?« spurgte Lasse videre og saá sig stolt om. »Vi giver kun fire Kroner om Maaneden for den, og hele Møbleringen har vi gratis; det har Mor og jeg slæbt hjem fra Lossepladsen hver en Trævl lige til Kakkelovnen. Her skal du bare se en Hømadras som 308| ikke er helt ilde – og den har Godtfolk kasseret. Jærnsengen har vi ogsaa faaet derude, saa har jeg bundet et Ben under. Og i Gaar kom Mor slæbende med Gardiner og hængte op. Godt at nogen Folk har saa meget, at de maa smide det paa Møddingen.«

Lasse var oprømt, han lod til at have det godt, det gamle Kvindfolk puslede for ham som var han hendes Ungdoms Kærlighed. Hun hjalp ham Støvlerne af og stak ham et Par Kludesko paa Benene; saa tog hun en lang Pibe henne fra Krogen og stak i Munden paa ham; han lo og behagede sig i det.

»Ser du den Pibe, du Pelle? Den har Mor gaaet og sparet sammen til, uden at jeg anede noget – og købt den saa lang at jeg ikke kan tænde den selv. Saa ligner jeg en Huspave, siger hun.« Lasse maatte læne sig tilbage i Stolen, mens hun tændte for ham.

Lasse fulgte Pelle over Gaarden da han gik. »Naa hvad siger du saa?« spurgte han.

»Jeg maa jo være glad, at du har det saa godt,« svarede Pelle ydmygt.

Lasse trykkede hans Haand: »Tak for det du! Jeg frygtede jo at du vilde blive stræng, som liden var du en gal Fanden paa det Omraade. Og se vi kunde jo gifte os forstaas – ingen af os har noget som kunde være til Hinder. Men det koster Penge det – og Tiderne er knappe. Og nogen Børn som kunde kræve at være sat ordenlig i Verden er der jo ingen Fare for.«

Pelle maatte smile, saa alvorligt hans Sind var.

»Se snart hen til os igen – du er velkommen!« sagde Lasse. »Men du behøver ikke fortælle Ellen noget om dette her – hun er jo Nstikken paa det.«