[3]|Frode paa Vifils Øe
Kong Frode staaer i Leiregaard,
Han gav sin Broder Ulivssaar,
Det var stor Ynk og Smerte:
Ung Halfdan ligger krum paa Skiold,
Med Staalet i sit Hierte.
Nu er jeg Drot i Danmarks Land!
Og den, som snart mig bringe kan
De unge Brodersønner,
Med Ringen af hin røden Guld,
Den Kæmpe jeg belønner.
Der søges Dag, der søges Nat,
I Mark, paa Sø, i Skov og Krat,
Man kan dem ikke finde.
De sidder i det Jordehuus,
I Mulden dybest inde.
4|Dankonning lader Bud udgaae,
Til Hexen hist, i Hyttens Vraa,
Som svagt for Stormen luner.
Hun grunder paa det hvide Sand,
Og skriver sine Runer:
Du søge maa paa Vifils Øe,
Med Flid og ufortrøden.
Han var Kong Halfdans gode Mand,
Han svor ham Tro i Døden.
Dankonning gaaer fra Leirelund,
Han seiler ud en Morgenstund
Fra Issefiordens Kyster.
Havfruen svømmer ved hans Skib,
Med sine hvide Bryster.
Den gamle Vifil staaer paa Toft,
Med breden Hat, i hviden Koft,
Med Haanden over Brynet;
Han bliver Kongesnekken vaer,
Og gyser over Synet.
5|Nu iler Pilte! som en Vind
I Busken ind, i Skoven ind.
Lad Jorden Eder dække!
Jeg skuer hist med spændte Seil
Den beegbestrøgne Snekke.
Den løber som en Drage styg,
Med høie Vinger paa sin Ryg,
Fra Siølunds dybe Fiorder.
Den tørster efter Kongeblod,
Den bringer Eders Morder.
Ung Helge river gram og vred
En smekker Green fra Pilen ned:
O kunde jeg ham standse!
O var jeg Mand, som jeg er Gut,
Og var min Kiæp en Landse!
Da gamle Vifil Bonde leer:
At Du est Halfdans Søn, jeg seer;
Du vilst ei længe blunde!
Snart voxer op den liden Ulv,
Med hvassen Tand i Munde.
6|I skal ei dennesinde døe!
Og naar jeg raaber Hop og Hø -
I kiende mine Hunde;
Saa iler til det Jordehuus!
I her forraades kunde.
Kong Frode stiger ud paa Strand;
Da lægger sig om Øens Rand
En kold og fugtig Taagc.
For blomstrende Skioldungeblod
De gode Alfer vaage.
De muntre Drenge lege hist
I Skoven med den Blomsterqvist;
De vil dem ikke skiule.
Mildt vifter Morgenluftens Pust
I deres Lokker gule.
Og hør Du Vifil Bonde nu!
Jeg mener Du est falsk i Hu,
At Piltene Du giemmer? -
Hei - raabte Vifil - Hop og Hø!
(Han hørte deres Stemmer!)
7|Da smutte begge Drenge bort,
Lig Skovens kongelige Hiort,
For Pilen, som vil døde. -
Der kommer vel engang den Tid,
At vi kan Faren møde!
Hvad raabte Du paa Hø og Hop?
Paa Steilen flætter jeg Din Krop!
Vilst Du dem Faren dæmpe? -
Da svarde Vifil diærvt og stolt;
Thi Vifil var en Kæmpe.
Herr Konning! Øen er ei stor;
Lad søge, hvis Du mig ei troer,
Bag Dysser, Træer og Stubbe.
Men hør dog nu et Alvorsord,
Af en bedaget Gubbe:
Din Broder lumskelig Du slog;
Men - hvis Du og hans Sønner vog?
Ved Odin i Valhalle,
Du mistede to Fiender smaae,
Og fikst til Fiender - Alle!
8|Kong Frode smiler stolt med Spot:
Din sølvgraae Tinding klæder godt,
Jeg vil Dig Livet skiænke.
Du veedst at Børn og gamle Folk
Kan sige hvad de tænke.
Og kan jeg sige, hvad jeg vil,
Vel Konning hør opmærksom til:
Jeg svær ved Halfdans Fane:
Her synger Dig din Svanesang
Den sølverhvide Svane!
De Sendebud for Kongen staae:
Vi monne rundt om Øen gaae,
Men fandt kun Ravn og Heire! -
Da steeg Kong Frode paa sit Skib
Og drog igien til Leire.
9|Hroar og Helge i
Jordhuset
HROAR
Tys! hørte Du dem træde
Paa Græssets Tørve?
Hvis Frode Døren finder,
Vort Blod maa flyde.
HELGE
Mit lidet Sværd, min Skimring
Skal tappert stride.
Vor Banemand skal bløde,
Før Helge blegner.
HROAR
Ak, saaest Du, Moder kiære
De Sønners Qvide,
I Gravens Giemme blandte
Sig Graad med Asken!
10|HELGE
Tænk, da den tappre Fader
Faldt uden Taarer;
Og reed til Odins Rige
Paa røden Sleipner.
HROAR
Her sidde vi saa stille,
To Kongesønner,
Ved lidet Bord, hvor Lampen
I Hulen lyser.
HELGE
Den Tid vil ogsaa times,
Da vi skal tielde
De hvalte Kongesale
Med lysen Silke!
HROAR
Da skal vi enigt styre
Det stolte Rige;
Og ei, som Frode, feide
Med egne Frænder.
11|HELGE
Jeg seiler vore Snekker
Paa Søens Vover;
Og hævder Danmarks Hæder
Paa alle Have.
HROAR
Jeg kneise vil med Kronen
Ved Leirekilder,
Og holde Ret i Riget
Og reise Staden.
HELGE
Nu Faren er forsvunden
Og borte Frode!
Jeg hørte Vifil Hornet
Med Haan at blæse.
HROAR
Han aabner Lugen. Lyset
Fra Luften blaaner.
Nu Græsset os og Grenen
Fra Graven vinker!
12|Sævar Jarl og Fru Signelil
Jarl Sævar sidder paa Siælland;
Han var saa giæv en Helt.
Med sine Snekker han befoer
Det stor' og lille Belt.
De maatte vel ham skatte
Paa Skibets vaade Vei.
De flyede ham, som Silden flyer
Den frygtelige Hai.
Hans Slot stod hist paa Bakken,
Der var hans Tidsfordriv.
Den bedste Skat i Borgen var
Ung Signelil hans Viv.
13|Hun blussede som Freia,
Med lange gule Haar,
Saa smekker, stor og yndig,
Og end kun atten Aar.
Men Hros og Helges Søster
Græd tit naar Sævar sov:
Min Fader er uhævnet dræbt,
De Brødre Dødens Rov!
Den gamle Vifil Bonde
Fremkalder Helg' og Hro:
Her er ei Fred for Eder meer,
I unge Konger to!
Til Sævar Jarl I drage,
Han er en mægtig Maag.
Han bedre Jer optugte kan,
End Bonden i sin Krog.
En Aften sidder ung Signe
Med sorrigfulde Sind,
14|Forgiæves klapper Sævar Jarl
Den runde Rosenkind.
Forgiæves lægger Sævar
Sit Hoved i Signes Skiød.
Hun tænker paa sin Faders
Og paa de Brødres Død.
Da banker det paa Døren brat,
Og tvende Gutter smaae
Ind i Tusmørket træde
Med lodne Kofter paa.
Hvem er I Drenge? - Hyrder!
Hvad kan I vogte? - Faar!
Men ogsaa Ulven dræbe
Enhver af os forstaaer. -
Man kan ei Eders Aasyn see
For Hætter og for Skind! -
Vi er Kulsvierdrenge,
Vi bære Sod paa Kind.
15|Gaaer ned da til mit Borgeled,
Der er et Faarehuus;
Der skal I æde Skoften,
Og drikke Vand af Kruus.
Naar Tienesten er liden,
Er ikke Lønnen stor;
Giv os lidt Suul til Brødet,
Du ædle Jarl i Nord!
En Kiænde Suul til Brødet
Det faaer I om I maa!
Gaaer nu til Faarestien ned,
At hvile Jer paa Straa.
De Pilte ginge til Faarestie,
Der sov de uden Harm.
Jarl Sævar gaaer til Silkeseng,
Han laae i Signes Arm!
19|Julereisen
Kong Frode sidder ved Juletid,
Af Snee var Skoven saa glimrehvid.
Juletid,
Af Snee var Skoven saa glimrehvid.
Han sender Bud til de Jarler snilde,
De skulde drage til Julegilde.
Jarler snilde,
De skulde drage til Julegilde.
Han lader paa Bænk de Bolstre lægge,
Og stoppe med Mus de Bielkevægge.
Bolstre lægge,
Stoppe med Mus de Bielkevægge.
20|Paa Gulvet sættes med Øl en Tønde,
Nu monne den Ruus vel snart begynde!
Øl en Tønde!
Nu monne Rusen vel snart begynde.
Jarl Sævar og hans stolte Frue
De skulde drage til Julestue.
Stolten Frue;
De skulde drage til Julestue.
Hun var vel svøbt i Skarlagenklæde;
Med Biørneskindet var dækt den Slæde.
Skarlagenklæde!
Med Biørneskindet var dækt den Slæde.
De Gutter stande ved Ledet og fryse,
Alt i den p altuge Bondekyse.
Ved Ledet og fryse
Alt i den paltuge Bondekyse.
Og maatte vi ride med paa Føllet,
Vi smagte vel lidt af Juleøllet.
Vi smagte vel lidt af Juleøllet.
De ledte fra Stalden den unge Fole:
Heel daarlig kun er vor Høitidskiole!
Unge Fole!
Heel daarlig kun er vor Høitidskiole.
De Sprunge paa Folen ubehænde;
De monne hinanden Ryggen vende.
Ubehænde
De monne hinanden Ryggen vende.
Saa rede de med til Kongesalen,
Een holdt i Manken og Een i Halen.
Til Kongesalen;
Een holdt i Manken og Een i Halen.
De sang paa Veien for ei at fryse.
Ung Hroar tabte sin Gedekyse.
For ei at fryse;
Ung Hroar tabte sin Gedekyse.
22|Fru Signelil skued de Lokker gule,
Hun kunde saalidet Graaden skiule.
Lokker gule!
Hun kunde saalidet Graaden skiule.
Hun kiændte Hroar: Saa langt var Haaret,
Kun Trællen var ham i Klæderne skaaret!
Langt var Haaret,
Kun Trællen var ham i Klæderne skaaret.
»Min Hustru hvi dine Øine rinde?« -
Jeg kan ei taale de Østenvinde!
Øine rinde,
Jeg kan ei taale de Østenvinde.
Men vender I Drenge nu tilbage
Og mindes vel Eders unge Dage.
Gaaer tilbage,
Mindes vel Eders unge Dage! -
Og frygt kun ikke vor ædelig Frue,
Vi bære Blus i den Julestue.
Vi bære Blus i den Julestue.
De Blus skal lyse saa høit i Landet,
Vel tyve Miil de skal sees fra Vandet.
Høit i Landet!
Vel tyve Miil de skal sees fra Vandet.
Vi skylde Kong Frode Bødelpenge,
Fordi han lod os vor Fader hænge! -
24| Julegildet
Kong Frode sidder i Gyldenkiol,
Han lod indbære den Tryllestoel.
Den gamle Hex, i Skoven var,
Til Julegildet paa Baar man bar.
Der aldrig feiredes mindste Fest,
Hvor ei Alrune var Kongens Giæst.
Troldkonen sidder med sølvgraat Haar,
Som hende lige til Jorden naaer.
Kong Frode drikker med Jarler i Ring,
Han lod Guldhornene gaae omkring.
Og siig os nu, Du Qvinde saa graa,
Hvad Skiæbne monne Du Helten spaae?
Alrune drikker af sorten Horn,
Deri hun blander et Ædderkorn.
25|Da ryster hun stærkt paa hvert et Lem,
Af Panden svede Draaberne frem.
Hun gisper og stønner saa bleg og hvid,
Da galer Hanen ved Midnatstid.
Og hør, Herr Kongejeg siger forsand:
Det Smaae det Store vel fælde kan!
Jeg sad igaar paa min Egerod,
Da steeg en rødhaaret Mand af Flod;
Med Stang i sin Haand, med et søegrønt Skiæg,
Og Kinden hvid, som en kalket Væg.
Han tog mig ud paa Marken. Jeg saae
En styrtet Hest som et Aadsel laae!
Ei Blod af Gangerens Indvold flød,
Den fandt for Fluernes Braad sin Død.
Han sang: Tit vælter Tuen et Læs,
Tit strander Skibet paa mindste Næs!
Den Tid, Du fældte Kong Halfdan, Drot!
Da dræbte Du ikke Din Fiende godt.
Hvo Ukrud luger, min Herre god,
Maa luge det op med Trevl og Rod;
26|Hvis ei da breder fra Giærdets Rand
Sig snart den saftige Løvetand.
Og voxer saa vildt med sin skarpe Saft,
Og blomstrer gyldent i første Kraft,
Og truer Dig med sine Duun saa rund.
Thi jager dem bort din blæsende Mund,
Betyder det Konning, at Du skalst døe. -
Det sværger Alrune, - Ved Hop og ved Hø!
Kong Frode grunder saa mørk i Sind,
Da nærmer sig Signe med Rosenkind,
Og seer paa Qvinden saa bønlig blid,
Og stryger en Ring af sin Finger hvid.
Den glider ned i Alrunes Skiød,
Og glimter med en Karfunkel saa rød.
Saasnart Alrune Karfunklen seer,
Hun anderledes til Sinds sig teer;
Og siger: Frode min Konning, ak,
Hvad vil I agte paa Kiærlingesnak?
I stole paa Eders Glavind trygt;
Og ængstes ei af en Nidingefrygt.
27|Da blusser Frode med skummelt Mod:
Hex, dine Lemmer skal svede Blod.
Paa Pinebænken jeg strækker Dig,
Jeg seer det vel, Du forraader kun mig. -
Nei raabte Hexen, Herr Konning, o
Forvar Dig! vogt Dig for Helg' og for Hro!
Hvor er de? - Ædle Herr Konning, her,
I Trælleflokken ved Skiænken der!
De rede herhid paa det unge Føl,
De kom at skiænke Dit Graverøl. -
Ha griber dem! griber dem! Kongen skreg.
Da blev liden Signe Kinden saa bleg.
Men ud af Døren, som høit til Hest
De fløi, som Løvetands Duun for Blæst.
De løbe til Skoven, hvor tykkest den var.
To Spader paa Skuldrene med de bar';
Dem reve de Trællene nys af Haand.
Hver svang sin Spade, som lette Vaand.
Kom, raabte Helge, kom Hro, kom her!
Kom hielp at grave ved dette Kiær.
28|Her giemte vor Fader sin Krone rød,
Fordi han frygted den lumske Død.
Os har han sagt, hvor Kronerne laae,
Kun Du og jeg kan dem atter faae.
Da grove de Drenge med megen Flid
Alt i den stiernede Midnatstid.
Ung Helge finder den største Ring,
Han giør af Glæde saa høit et Spring.
Ung Hroar finder den Krone klar,
Som Dronning Sigrid, hans Moder, bar.
Kom nu, min Broder, og vær ei seen,
Og lad os bestige den Kongesteen.
Til gamle Thing de Pilte hengaae,
Der sætte de begge Kronerne paa.
I Geddeskinds Kofter, med guldgule Haar,
Med Kroner af Guld de Pilte staaer.
Konning Frode drager ad Skoven frem
Med brændende Blus, - da skuer man dem:
Paa Kongestenen, og Arm i Arm,
Foragte de Morderens vilde Harm.
29|De Fakler lue med røden Glands,
Og funkle paa Kongernes gyldne Krands.
Og Folket kiænder bag Bøg og bag Tiørn
De Kroner paa Skioldungens ægte Børn.
De kiender Faderens, Moderens Træk,
Og vende sig mod den Morder saa fræk.
Da flygter Frode til skumle Slot;
Men Helge kaares med Hro til Drot.
Nu lad ham flygte med ængstlig Hu;
Tak Odin for Eders Redning nu!
Den usle Rest af Livet ham levn!
Men Helge raaber: Kun Hævn! kun Hævn!
Og Skialden siunger i hvælvede Sal
Om Hævnens Følger - og Hævnens Qval.
