[3]|NDet Aandelige i det Legemlige

(Denne Samtale var fra først af bestemt til at udgjøre Nden tredie af mine Samtaler over det Skjønne, og Begyndelsen bærer Spor deraf; men da den afhandler en Gjenstand, der kun middelbart har Indflydelse paa vor NSkjønhedsopfatning, men umiddelbart paa vor hele Verdensopfatning, og da dens Forstaaelse ikke udkræver de to tidligere Samtaler, meddeles den her.)

Alfred. Sophie. Felix. Herman.

Sophie. Aftenen har da paany samlet os, og er ligesaa skjøn som igaar. Den synes mig ret at indbyde til den afbrudte Samtales Fortsættelse.

Herman. Deres Ønske er os sikkert Alle velkomment. Du sagde igaar, kjære Alfred, at Du baade var NSpiritualist og Materialist. Da jeg veed, at Du hverken har talt saaledes blot af Lyst til at beholde Ret, eller af en forfængelig Begjærlighed efter at sige noget Besynderligt, kan jeg ikke andet end glæde mig til at høre, hvorledes Du forklarer Dig herover.

4| Alfred. Vistnok berøre vi her et af de store philosophiske Stridspunkter; men jeg skal efter bedste Evne søge at gjøre Rede for min Forestillingsmaade.

Sophie. Uagtet det synes ubeskedent, kan jeg dog ikke tilbageholde et Ønske. Jeg har den største Begjerlighed efter at begribe denne Sag, og vilde derfor bede Alfred, at han, om det var muligt, vilde forklare sig saaledes, at ogsaa Ulærde som jeg kunde forstaae det.

Alfred. Lader os forsøge det. Men for ikke at fristes til at forbigaae Noget, som jeg, hvis jeg talte med vor Ven, vilde forudsætte som bekjendt, vil jeg henvende Talen til Dem, og bede ham at standse os, dersom vi antage Noget, som han ei finder rigtigt.

Herman. Hermed er jeg fuldkommen tilfreds.

Sophie. Og jeg faaer et kjært Ønske opfyldt.

Alfred. Jeg maa da begynde med et Spørgsmaal, som De maaskee vil finde lidt Nubetimeligt. Hvorledes komme vi til Kundskab om Tingene uden om os?

Sophie. Ved Sandserne, tænker jeg.

Alfred. Og lærer Sandserne os paa eengang at kjende hele Gjenstanden?

Sophie. Herover har jeg ikke tænkt.

Alfred. Idet jeg lægger Haanden paa denne Bog, føler jeg da hele Bogen eller kun en Virkning deraf, nemlig en Modstand mod den Bevægelse, hvorved min Haand vilde trænge ind i det Rum, som indtages af Bogen?

Sophie. Det sidste maa være Tilfældet; men viser ikke Synet mig hele Bogen?

Alfred. Dog ikke den hele paa eengang?

Sophie. Det forstaaer sig; nogle Dele skjules for Øiet af de andre.

Alfred. Det blotte Syn havde desuden kunnet bedrage Dem; thi under visse Omstændigheder kan Billedet i et Speil 5| eller et tro Maleri Nskuffe Øiet, som om det var en legemlig Ting.

Sophie. Det er sandt.

Alfred. Det er altsaa ikke ved et eneste Sandseindtryk, at vi kjende en legemlig Tings Tilværelse; men derved, at vort aandelige Væsen sammenfatter mangfoldige Sandseindtryk.

Sophie. Men dog overbevises jeg ofte ved eet eneste Blik om en Tings Virkelighed.

Alfred. Det er jeg langtfra at nægte. Jeg tilstaaer tvertimod, at dette er det sædvanligste. Men naar saaledes et Blik overbeviser Dem om, at det er en Bog, De seer, saa fornyes, ifølge vort hele Væsens Indretning, utallige ældre Indtryk hos Dem, saa at Tingen i sin Heelhed foresvæver Dem, uagtet det ikkun var en meget liden Deel, hvoraf Nderes Sandser modtoge Indtryk.

Sophie. Altsaa kunde jeg bedrage mig, naar ikke alle de Ting, der pleie at følges ad, vare samlede! Ja, nu rinder mig mange Ting i Sinde, som allerede før burde ladet mig betænke dette. Jeg har engang seet disse Luftbilleder, som man kalder Fata Morgana, eller, som jeg siden har hørt, paa Dansk NHildringer. Jeg var i lang Tid fuldkommen overbeviist om, at det var virkelige Huse og Træer og Vand, jeg saae for mig. Jeg mindes ogsaa nu et mærkværdigt Forsøg med et NHuulspeil, som man havde ladet frembringe Billedet af en Blomst, saaledes at det svævede over en Urtepotte, og man forførtes til at tage Billedet for Tingen selv.

Alfred. Vi sandse da ikke umiddelbart Tingene selv, f. Ex. et Træ, et Huus, en Bog; men det, som vi egentlig sandse, er det Indtryk, Tingen frembringer hos os. Men dette Indtryk er jo en Virkning, som ikke kunde frembringes uden noget Virksomt i Tingene. Det er altsaa kun det Virksomme i Tingene, der tilkjendegiver sig for os.

Sophie. Jeg seer ingen Udvei til at nægte dette; og 6| dog, naar jeg forestiller mig en Metalklump, en Steen, en Træklods, saa er det saa langt fra, at jeg heri forestiller mig noget Virksomt, at det meget mere synes mig, at Alt deri er saa dødt, saa stillestaaende, saa ganske al Virksomhed modsat, at Legemlighedens Natur snarere skulde bestaae i en uvirksom Væren, end en bestandig Virken.

Alfred. Denne Forestillingsmaade udholder dog ikke Erfaringens Prøve. Naar De lægger en Steen paa en anden, bærer da ikke den underliggende den øverste?

Sophie. Sikkert! Men skeer dette ved en Virksomhed?

Alfred. Hvad andet! Naar noget bevirkes, maa der jo være noget Virkende! Men i vort nærværende Tilfælde bevirker det jo, at den overliggende Steen, som uophørligt stræber at falde, bliver standset i sin Bevægelse.

Sophie. Jeg veed Intet at svare; og dog synes det mig bestandigt, at en død Modstand maatte være mulig.

Alfred. De gjør vel i, at De ikke holder deres Tvivl tilbage. En uvirksom Modstand er, om jeg saa maa sige, en Nnaturlig Utanke, som oftere end man skulde troe, har skuffet Menneskene. Men frygt ikke, at jeg her vil afvise Dem med et philosophisk NMagtsprog! Sagens Oplysning maa fremgaae af dens egen Betragtning. Lader os da paany tage vort Exempel for os. Troer De ikke, at den Steen, som ligger ovenpaa den anden, trykker denne?

Sophie. NVistnok.

Alfred. Og den underliggende trykkes?

Sophie. Forstaaer sig.

Alfred. Men det, som trykkes, vil ogsaa sammentrykkes?

Sophie. Det skeer vistnok meget ofte, men skeer det altid? Mig synes ikke, at jeg seer en Steen sammenklæmmes, naar man lægger Noget derpaa.

7| Alfred. Stenen sammentrykkes kun saare lidet; men ved fine Maalninger har man overbeviist sig om, at alle Legemer kunne sammentrykkes.

Sophie. Men til at sammentrykke en Steen maatte der dog en uhyre stor Vægt.

Alfred. For at sammentrykke den saa meget, at den endog kun blev en Tusindedeel mindre, maatte der allerede en stor Kraft; men skeer Trykket ved en mindre Kraft, bliver Formindskningen vel i samme Grad mindre, men til enhver nok saa ringe Størrelse af Tryk hører der en vis Sammentrykning.

Sophie. Vel! naar dette er beviist ved Forsøg, er jeg langtfra at ville modsige; thi mig forekommer det meget sandsynligt.

Alfred. Saasnart nu den trykkende Kraft ophører at virke paa Stenen, vil den atter udvide sig til sit forrige Rumfang.

Sophie. Er dette altid Tilfældet?

Alfred. Ja, naar Trykket ikke har været saa stort, at en indvortes Sønderbrydning har fundet Sted.

Sophie. Jeg indseer da, at det Legeme, som trykkes, uophørligt trykker imod det, som trykker derpaa, at det altsaa gjør en virksom Modstand mod andre Legemer, som ville trænge ind i dets Rum.

Alfred. Legemerne have altsaa i sig en Virksomhed, hvorved de fylde deres Rum. Naar altsaa deres Haand føler Nærværelsen af dette Bord, saa er det egentlig kun dets rumopfyldende Virksomhed, som bekjendtgjøres Dem. Og ethvert andet Indtryk, De modtager af legemlige Ting, er ligeledes kun en Tilkjendegivelse af en Virksomhed. De vilde Intet see, dersom Gjenstandene ikke havde en Virksomhed enten til at udvikle Lys, eller til at tilbagekaste noget af det Lys, som andetstedsfra falder derpaa, saa at deres Øie kunde modtage noget 8| deraf. Dog jeg behøver ikke længere at tale i Exempler; jeg tvivler ikke om, at De nu Nsander med mig, at ethvert Indtryk forudsætter en Virksomhed.

Sophie. Jeg burde ikke have været saa langsom til at fatte dette; thi det forstaaer sig egentlig af sig selv.

Alfred. Hvad vi nærmest vide om Legemerne, er følgeligen, at de ere kraftopfyldte Rum.

Sophie. Paa denne Maade var da det Legemlige nærmere i Slægt med det Aandelige, end man pleier at forestille sig. Men idet her een Vanskelighed bortryddes for mig, kommer der mig en anden i Møde; Legemligheden opløses mig her i en Dunst, en Luftighed, som jeg ikke kan forene med Sandsernes Vidnesbyrd.

Alfred. De synes at forestille Dem, at det egentlig kun er en altfor vidt hensvævende Tanke, der saaledes opløser os Legemerne til Taageskikkelser, til Luft og Dunst. Men hvad siger De, naar jeg forsikkrer, at utallige ved legemlige Hjelpemidler foretagne naturvidenskabelige Undersøgelser lære os det samme?

Sophie. Hvorledes?

Alfred. Dette skeer i Chemien.

Sophie. Denne Videnskab forstaaer jeg desværre ikke.

Alfred. Dette skal ikke hindre mig fra at meddele Dem Nfortællingsviis et Par Exempler deraf. Iis er jo et fast Legeme; men ved at gjennemtrænges af en vis Varmemængde, bliver den, som vi Alle vide, til Vand, og dette samme Vand bliver atter, ved at gjennemtrænges med en betydeligt større Varmemængde, til en usynlig Damp. Det som heri udgjør Massen, og som vi med Vægt kunne bestemme, bliver under alle disse Tilstandsforandringer, stedse uforandret det samme. Men dette er ikke blot Tilfældet med Vandet; det samme gjelder om alle Legemer. Jeg behøver ikke at sige Dem, at det haarde Jern kan blive flydende ved en høi Varme; men maa9|skee siger jeg Dem noget Nyt, naar jeg fortæller Dem, at Jernet ogsaa ved en vis Hede kan forvandles til Damp. Jeg tilføier kun dette Exempel, fordi det taler saa stærkt imod Hverdagsforestillingerne om Legemligheden. Det er som sagt en almindelig Lov, at ethvert Legeme kan være til som fast,A som Ndraabeflydende eller som Damp. Jeg bemærker blot for vor videre Samtales Skyld, at Damp- og Lufttilstand ikke i deres Væsen ere forskjellige. Men jeg bliver endnu ikke staaende herved. De mest Nusammensatte Legemer synes mest tilbøielige, om jeg saa maa sige, til at være Luftarter. NVandet, som man saalænge ansaae som et NElement, kan ved chemisk Kunst adskilles i to Bestanddele, som hver for sig er en egen Luftart og som forenede atter danne Vand, og alt dette uden at Massens Mængde deri forandres. For ikke at nævne Dem Ting, som De ikke af det daglige Liv kjender, vil jeg kun anføre Dem, at Sukker, Træ, Horn og mange andre faste Legemer af NVæxt- eller Dyreriget ligeledes kunne adskilles i luftagtige Bestanddele; ja jeg kan føie til, at det er meget sandsynligt, at alle Legemer engang ville findes sammensatte af luftagtige Grundstoffer; det vil sige: Stoffer, der Nholde sig i Lufttilstand ved lavere Varmegrader end andre Legemer.

Sophie. Jeg troer gjerne dette; men jeg føler derved ikke Vanskeligheden hævet, endskjøndt det efter Ordene synes saa.

Alfred. Det ventede jeg oprigtig talt ikke heller. De har neppe fundet det rette Udtryk for deres Tvivl.

Sophie. Hvorfor advarede De mig da ikke?

Alfred. Fordi jeg troede, at ogsaa den Vanskelighed, jeg her tog Hensyn paa, laae med som Bestanddeel i deres Dem selv endnu ei Nnoksom udviklede Tvivl.

Sophie. Jeg troer, De har Ret. Men hvilke andre Bestanddele har nu min Tvivl?

Alfred. De savner i den Forestilling, jeg har givet 10| Dem om Tingene, den Bestandighed, De er vant til i NLegemverdenen. Efter det, som jeg endnu har svaret Dem, vil De sige: det er ikke Tætheden eller Fastheden alene jeg savner, naar jeg tænker mig Legemerne som blotte Rumopfyldninger; men jeg begriber da ikke heller Muligheden af de mangfoldige bestemte og varige Skikkelser, som jeg seer rundt omkring mig i Legemverdenen.

Sophie. Jeg tilstaaer, at dette synes mig en stor Vanskelighed.

Alfred. Og dog maa jeg endnu bede Dem med mig noget nøiere at betragte det Forgjængelige i hele Legemverdenen, for desto sikkrere at søge det Uforgjængelige paa rette Sted. Om Menneskelegemets og alle de dyriske Legemers uophørlige Foranderlighed behøver jeg ikke at tale meget. Det staaer os af daglig Erfaring for Øie, hvorledes de fødes, voxe, aftage, Nundergaae; og den ene NSlægtfølge afløser stedse den anden. I Væxtriget Nligger det samme ikke mindre tydeligt for Dagen. Blomsten, Græsset og overhovedet alle de aarligt bortdøende Væxter have til alle Tider tjent som Exempler paa Forgjængeligheden; ja selv de mægtige Træer, som vedligeholde sig i Aarhundreder, ere den samme Forgjængelighed underkastede, kun med en mangfoldige Gange større Langsomhed. Men selve Jordkloden, som i vore Hverdagsforestillinger betragtes som alt det Øvriges faste Bærer, staaer jo ikke fast: den dreier sig, som De veed, hver Dag om sin Axe, og fuldbyrder hvert Aar et Løb om Solen. Men Solen selv har atter sin, af os endnu ei udmaalte Bane, og udfører en uhyre Vandring, paa hvilken vor Jord med alle sine Sødskende-Planeter maa følge den; og det Midpunkt, hvorom Solen beskriver den Bane, hvis Størrelse forekommer os saa umaalelig, kunne vi med største Sikkerhed atter antage som bevæget; kort, alle NVerdenskloderne bevæge sig uophørligt, og ingen har et stadigt Sted.

11| Sophie. Endskjøndt jeg aldrig har sammentrængt mig alle disse Ting saaledes i eet Billede, ere de dog ikke fremmede for mig. Men følger nu heraf, at ogsaa de livløse Bestanddele af Jorden ere saa ubestandige som alt det Øvrige? Noget Bestandigt maa der dog være.

Alfred. Vel sandt! noget Bestandigt maa der være; men her have vi endnu ikke at søge det. Jorden selv har ikke altid været, hvad den nu er; dens hele Indre bærer Vidnesbyrd om, at den gjennem Aartusinder har udviklet sig fra een Tilstand til en anden, og det kan ikke undgaae den opmærksomme NGrandsker, at den vedbliver at udvikle sig, og nu, som i ethvert andet Øieblik, kun befinder sig paa en Overgang fra een Tilstand til en anden. Det samme, vil De let tænke Dem, maa finde Sted med enhver anden Verdensklode. Altsaa befinder den hele NSamfoldighed af Verdenskloder sig, ikke blot i en bestandig Bevægelse, men tillige i en bestandig Udvikling; Stilstand eller Hvile er dette store Hele fremmed.

Sophie. Vel! jeg længes efter, at De skal komme til de livløse Ting selv; thi Jorden og de andre store Verdenskloder synes at have den største Lighed med de levende Væsener, saa forskjellige de i mange Maader end kunne være fra dem.

Alfred. Men nu have vi jo dog at betænke, at disse livløse Ting paa Jorden kun ere Dele af Jorden selv, og altsaa have udviklet sig med den, og fremdeles maa udvikles med den. Den Kyst, som høiner sig saa skjønt for os, har ikke altid været der; men der har været en Tid, hvor den endnu ikke havde hævet sig over Vandspeilet. Ja selv det haardeste Klippebjerg har havt sin Dannelsestid, og Nleed siden uophørligt Forandringer ved Luftens, ved Vandets, ved Varmens og Kuldens Indflydelse; Væxterne, som trives paa Stenens Overflade, tære tillige derpaa; og hvo veed, hvormange andre Kræfters Indvirkning det endnu er underkastet? Det er uophørligt Gjenstanden for underjordiske Kræfter, som enten stræbe at hæve 12| det, eller atter at lade det synke tilbage. Selv naar de ere i tilsyneladende Ro, ere de derfor ikke uvirksomme; og naar de frembringe virkelige Hævninger eller Sænkninger, skeer det som oftest med en Langsomhed, der unddrager det for Iagttagelser, til hvis Udførelse den ene Tidsalder ikke rækker den anden Haanden. Men under alle disse fortsatte Dannelser og Omdannelser af Jorden dannes og omdannes naturligviis ogsaa de Legemer, hvoraf den er sammensat; thi de ere jo ikke komne udenfra til Jorden, men tilhøre den ligesaavel, som Knogler, Kjød eller Blod tilhøre det dyriske Legeme.

Sophie. Men gives der ikke Legemer, som hele tusinde Aar vedligeholde sig uforandrede? Jeg har seet Oldsager af Glas, af Steen og af Guld, som havde ligget saalænge og længere i Jorden.

Alfred. I en ganske uvirksom Tilstand have de imidlertid ikke været. De have unægteligt været Legemernes almindelige Vilkaar underkastede. For det første har deres Hvile, saa Nfast vi endog forestille os den, dog ikke været andet end en Svæven mellem lige modsatte Kræfter.

Sophie. Hvorledes dette?

Alfred. Ved Tyngden stræbe de at falde, og holdes kun derfra ved en modsat Kraft i de Legemer, som hindre Faldet, saaledes som vi allerede før have Nomhandlet. NEthvert derover liggende Legeme vil stræbe at trykke det ned. Det selv vil følgelig desto kraftigere trykke ned ad, men derfor ogsaa af de underliggende faae et desto større Modtryk. Selv vil det spænde imod alle indvirkende Tryk ved sin egen NUdvidekraft. Et Legemes Hvile er da ingen uvirksom Væren. Under den Tilstand, som vi her kalde Hvile, modtager desuden Legemet sin Nforholdstemmende Deel, den være nu nok saa liden, af alle de Indvirkninger, som sætter Jorden i Bevægelse, og holder den i sin Bane. Den tager saaledes paa en vis Maade selvstændig Deel i den hele Samfoldighed af Virkninger, som holder Ver13|den i den Bevægelse, der tillige er den fuldkomneste Ligevægt. Men hermed er det ikke nok. Ethvert Legeme, paa hvilket Sted i Verdenssystemet det end befinder sig, Nlider Indvirkninger af en Mangfoldighed af andre Kræfter, som stræbe at frembringe indvortes Forandringer deri. Uophørligt staaer det i Vexelvirkning med den hele øvrige Verden med Hensyn paa Varme, paa Electricitet, paa Magnetisme. En stedse fornyet Given og Tagen af Indvirkninger er uadskillelig fra legemlig Væren. Men vi tør ikke indskrænke vor Betragtning hertil. Vi kjende ikke alle Verdenskræfterne; men saameget kunne vi let indsee, at Nogle af dem, som virke paa ethvert Legeme, stræbe at forstyrre og ophæve dets nærværende Tilstand, medens andre stræbe at holde den vedlige. Med Hensyn paa mange Legemer er det os vel bekjendt, under hvilke Betingelser de forblive i deres Tilstand, og under hvilke de forandre den, ja endog ganske adskilles i deres Bestanddele, eller bringes til at indgaae nye Forbindelser. Tør vi vel nægte, at der ogsaa gives saadanne Betingelser i de Tilfælde, hvor vi ikke kjende dem?

Sophie. Det tør vi sikkert ikke; vi maa tvertimod antage, at de alle staae under lige Vilkaar.

Alfred. Vel! saa gives der da intet Legeme eller Deel af et Legeme, hvis Tilværelse vi kunde kalde bestandig. Naar Noget i Legemverdenen synes os at vedligeholde sig uforandret, det være sig enten i Henseende til Sted eller indvortes Tilstand, da er denne Stilstand ikkun Nsaaladende, omtrent som Timeviseren paa et Uhr synes for en kort Betragtning som stillestaaende. Men dette Billede er dog kun svagt, her Nhvor der handles om Forandringer, som neppe i Aartusinder blive kjendelige. Tænk Dem en Viser, der behøvede ti Tusinde Aar, for at gaae et Skridt, som Timeviseren i en Time! Billedet vil da være mere talende.

Sophie. Jeg tilstaaer, at jeg ikke alene ikke veed at gjendrive Dem, men at jeg endog føler mig overbeviist. Nu 14| skylder De os da at vise os det Bestandige, som De selv siger, man ikke kan nægte i Tilværelsen.

Alfred. De fortalte idag paa vor Vandring, at De har seet NSarpens store Vandfald, to Gange. Var det begge Gange det samme Vand De saae?

Sophie. Sikkert ikke; thi Vandet styrter med en forfærdende Hastighed ned, og erstattes uophørligt ved nyt.

Alfred. Men dog var det det samme Vandfald, De begge Gange saae?

Sophie. Jeg forstaaer Dem. De legemlige Dele udgjorde ikke det Bestandige deri. Men hjælp mig nu at sige, hvad deri var det Bestandige! jeg kan ikke strax finde Ord derfor.

Alfred. For det første kunne vi sige os selv, at det Bestandige heri var en Mængde af Virkninger, som hvert Øieblik i det Væsentlige vare de samme. De modtog her Indtrykket af en stor Vandmasses Fald, hvergang fra samme betydelige Høide, og mødt af de samme Hindringer. Draabeadspredelsen, Skumdannelsen, den ved Styrtningen, Brusningen og Skumningen foraarsagede Lyd, som bestandig frembringes af de samme Aarsager, ere derfor ogsaa de samme. Det Indtryk, som alle disse Ting frembringe paa os, føles vel som en Mangfoldighed, men tillige som en Samfoldighed, eller med andre Ord: vi føle den hele Mangfoldighed af enkelte Indtryk, som Værket af een stor Naturhandling, foregaaende under Stedets eiendommelige Forhold. Vi kunde maaskee indtil videre kalde alt dette Bestandige i Tingen dens Naturtanke.

Sophie. De vil vel dermed sige: den Tanke, som vi forbinde dermed?

Alfred. Lad os for det første nøies dermed, jeg har endnu ikke erhvervet mig Ret til at paastaae Mere.

Sophie. Kan De nogensinde erhverve Dem en saadan Ret?

15| Alfred. Jeg vil forsøge at skaffe mig deres Bifald dertil. De har allerede Ntilstaaet, at der ikke gives noget Legemligt, som kunde kaldes bestandigt.

Sophie. Det ønsker jeg ikke at tilbagekalde.

Alfred. Naturlovene derimod ere bestandige.

Sophie. Det antages jo af Alle. Men hvorledes forener jeg hermed, det jeg har læst og hørt, at Jorden, førend den nærværende Tilstand, har havt ganske andre Dyr og Planter?

Alfred. Naar man under forskjellige Omstændigheder handler efter samme Grundsætninger, maa da ikke Handlingerne selv blive forskjellige? og maae de ikke blive det desto mere, jo fuldstændigere Grundsætningerne ere udviklede og ret forstaaede?

Sophie. Det kan vel ikke være andet. De samme Opdragelsesgrundsætninger maa jo nøde os til at behandle et ældre Barn anderledes end et yngre, et sygt anderledes end et sundt, et hæftigt anderledes end et dorsk. Jeg forstaaer Dem nu! De mener at hiin Fortidens Dyr- og Planteverden er vel bleven frembragt efter samme Naturlove, men ikke under samme Omstændigheder.

Alfred. Saaledes er det. Jordkloden, som ikke synes at være bleven varmere eller koldere, saalænge Menneskeslægten beboede den, bærer i sine gamle Levninger de umiskjendeligste Spor af, at den i hiin tidligere NUdviklingsalder har været varmere, havt en fugtigere Luft, og været i større Udstrækning bedækket med Hav. Med alle Uligheder har dog hiin Tids Dyr- og Væxtrige en saadan NGrundlighed med den nærværende, at de vise sig som forskjellige Udførelser af een stor Tanke.

Sophie. Men ere disse forskjellige Omstændigheder, som i hiin Tid fandt Sted, dog ikke Bevis paa, at nogle andre Naturlove dengang have hersket?

Alfred. Dersom det er een af Naturens Grundlove, at Alting skal udvikles i Tiden, saa maa jo forskjellige Tilstande 16| følge paa hverandre, og, jeg føier til, af hverandre; thi uden dette, var der ingen Sammenhæng. Vi ville tage et stort Exempel. Som vor Jordklode efterhaanden har udviklet sig, saaledes har sikkert hver af densA Sødskende-Planeter. Men er det sandsynligt, at de alle paa lige Tid have dannet sig? Og om de endog havde, hvilket vi dog maae benægte, kan man da antage, at de som ere langt fra Solen, og behøve mange Aar til at beskrive deres Bane, kunne have udviklet sig ganske paa samme Maade og i samme Tid som de nærmere, eller maatte de ikke tvertimod just faae store Forskjelligheder paa Grund af Ligheden af de Love, hvorefter Frembringelsen skete, under saa ulige Omstændigheder?

Sophie. Jeg indseer nu selv, at min Indvending ikke var gyldig. Men hvorledes gaaer De nu videre?

Alfred. Den nærmeste Sætning, hvorpaa jeg nu vil beraabe mig er, at Naturlovene ere fornuftige.

Sophie. Grunder De dette paa den guddommelige Visdom, som aabenbarer sig i Naturen?

Alfred. Det vilde jeg, dersom jeg turde stole paa min egen; men jeg frygter altformeget for de samme Selvbedrag, som har skuffet saa mange Andre.

Sophie. Hvorledes vil De da godtgjøre deres Sætning?

Alfred. Af en stor Kjendsgjerning i Videnskabens Historie.

Herman. Af en Kjendsgjerning! Du sætter mig i Forundring.

Alfred. Ja af en Kjendsgjerning, eller om Du vil en Sum af Kjendsgjerninger, hvori Naturens Forhold til vor Aand aabenbarer sig.

Herman. Lad da høre.

Alfred. NNaturgrandskerne have i mangfoldige Tilfælde af Fornuftgrunde udledet Naturlove, og derpaa virkelig fundet dem i Naturen.

17| Herman. Jeg troede, at man paa den reen speculative Vei næsten aldrig kom til Naturlove, som bekræftedes i Erfaring.

Alfred. Idetmindste har man endnu ikke været istand til at udlede Naturlovene af alle Kundskabers øverste Kilde. Men herom taler jeg ikke ved denne Leilighed; jeg sigter til Naturgrandskernes vanlige Fremgangsmaade. De henvende deres Tanker til saadanne Gjenstande i Erfaringen, som ere os fuldkomnere bekjendte end de fleste andre, og udgjøre ligesom Lyspunkter i vor Kundskabsmasse; for disse søge de Lovene. Saaledes har man af Bevægelsens Natur udledet Nden jevntvoxende Hastigheds mærkværdige Love. Af Rummets Natur har man udledet den Lov, at den fra et Punkt udgaaende Virksomhed svækkes i Forhold, som Afstandens Qvadrattal bliver større. Det er næsten kun fra disse to BegyndelsespunkterA og den Tanke, at alle legemlige Dele ved lige Afstand udøve en lige Tiltrækning paa hverandre, at man har udledet Læren om Verdensklodernes Bevægelseslove, denne store Himmelmechanik.

Herman. Men har den ikke faaet stor Hjelp af Erfaringen?

Alfred. Ganske vist! Man vilde sikkert aldrig have opdaget alle de Ting, man nu beviser om Verdens-Bevægelserne, dersom man ikke havde havt Erfaringens Veiledning; men siden har man udledet den ene Sandhed i Himmelmechaniken af den anden, uden at bruge meget Andet af Erfaringen end enkelte Tilknytningspunkter. Denne Sandhedernes NAfledning er skeet ved Slutninger, hvorom der ingen Strid er; og mangfoldige af de paa denne Vei udfundne særegne Naturlove have fundet sig bekræftede i Erfaringen.

Herman. Men har man andre saadanne Exempler udenfor Astronomien?

Alfred. Mangfoldige, skjøndt intet enkelt saa stort. Ly18|sets Egenskaber vise sig i en saadan Sammenhæng, at man for det meste kan udlede den ene af den anden; og endskjøndt man i denne Videnskab ogsaa er gaaet ud fra enkelte adspredte Erfaringspunkter, seer dog Enhver, som kjender Videnskaben, at de allerfleste Kjendsgjerninger deri ere sammenknyttede ved ubestridelige Fornuftslutninger, at man næsten overalt kan Nberegnende slutte fra det Bekjendte til det Ubekjendte, og at man siden træffer det Udfundne i Erfaringen. Vel opnaaer man ikke altid denne Tilfredsstillelse; men det Utilfredsstillende, som man herved møder, vil ved den fortsatte Udvikling forsvinde, ligesom allerede saa mange andre Ufuldkommenheder, der ere blevne hævede i Løbet af de sidste to Aarhundreder.

Herman. Saadanne Exempler haves dog vel kun af de mathematiske Videnskaber?

Alfred. NOm og saa var, vilde det være nok for min Hensigt; thi Mathematiken og dens Anvendelse paa Naturen er jo en Fornufthandling. Desuden maa der jo i enhver fuldstændig og nøiagtig Kundskab være Mathematik indflettet, da vi umuligt kunne kjende Noget ret, uden ogsaa at kjende Størrelse og Forhold. Selv vore Hverdagskundskaber ere gjennemtrængte af en i al fornuftig Opfatning tilstedeværende naturlig Mathematik; men den Forudsigelse, hvorom vi tale, indskrænker sig ingenlunde til den egentlige Mathematik. Lynaflederen, Luftskibet, NVoltas Støtte, Nden metalliske Grundbestanddeel i Jordarterne ere saa navnkundige Opdagelser, at jeg kun behøver at minde Dig om dem. Det er bekjendt nok, at de ikke vare tilfældige; thi om end den sidste af de nysnævnte Opdagelser skete ved en tilfældig Anledning, var den dog allerede længe forudsagt af NLavoisier. Jeg maa tilføie, at i hver af disse Opdagelser atter fandtes talrige Anledninger til Forudbestemmelser, som retfærdiggjordes ved Erfaringen. Man kunde med nogen Forandring her anvende et Udtryk af Schiller, og sige: NHvad Aanden lover, det holder Naturen.

19| Herman. Men det træffer sig dog ofte, at Naturen ikke bekræfter Menneskenes Slutninger.

Alfred. Intet er vissere; men næsten altid opdage vi da ogsaa, hvori vor Feilslutning bestod; ja jeg tør paastaae, at dette aldrig savnes, naar man er kommet saa vidt, at man kan overskue Giennemgangene fra Vildfarelsen til Sandheden.

Herman. Det gjælder jo ogsaa om de speculative Videnskaber, ja maa nødvendigt gjælde.

Alfred. Du vil sige, at jeg her har fremsat Nen Selvforstaaelse, en Tautologie, som ikke fører til Noget. Men heri lader Du Dig henrive af et flygtigt Indtryk, saaledes som det ofte skeer i Løbet af en Samtale; thi ellers vilde Du let have seet, at Vægten ligger deri, at det ikke blot er vor Fornuft, som prøver vor egen Fornufts Værk; men at vi her prøve vor Fornufts Overeensstemmelse med et Værk, som vi sikkert vide, at vor Fornuft ikke har frembragt.

Herman. Er dette saa sikkert? Kunde det ikke maaskee forholde sig saaledes, at alt det, vi holde for Yderverdenen, kun er Værket af vor egen Aands ubevidste Virksomhed?

Alfred. Du er da NIdealist?

Herman. I dette Øieblik er jeg det, ligeover for din Ndualistiske Paastand.

Alfred. Du tænker Dig da, at jeg opfatter vor Kundskab saaledes, at det Indvortes og Udvortes, som deri træffer sammen, ere to forskjellige Ting; men hvor meget Du heri gjør mig Uret, vil nok siden vise sig. At der i Yderverdenens NLovstemmighed ligger Noget, som er ganske uafhængigt af vort opfattende Væsen, det aabenbarer sig i vor hele Bevidsthed. Hele Verden gik sin Udviklingsgang, førend Mennesket var, og utallige Gange Ngaaer Verden tvertimod vor forudfattede Tanke; Du vilde ikke høre NModsigelse af mig, dersom din Tanke selv frembragte mig.

Herman. Modsige vi os ikke selv i mange Drømme?A

20| Alfred. Vel sandt; men vilde Du for Alvor gjennemføre denne Tanke, da gjorde Du hele Tilværelsen til en Drøm, og skulde ikke faae mig til at spille videre med i denne Drøm.

Herman. Vel! det var heller ikke min Hensigt, at gjennemføre en Tanke, som er mig selv unaturlig; men det kan Du dog ikke nægte mig, at det er vor Fornuft, som vi finde i Naturlovene. Kan jeg da ikke med Rette tænke mig, at den hele udvortes Verden vel indeholder et Noget, som gjør Indtryk paa os; men at dette kan være ganske anderledes, end vi forestille os det, og at det, vi kalde NNaturlove, da ikke er andet end Lovene for vor egen Opfatningsmaade?

Alfred. Jeg maa her skjelne to Ting, som dit Spørgsmaal har forenet: den ene er det, som egentlig udgjør Fornemmelsen i vor Sandsning, den NFølelse som opvækkes i os ved Gjenstandene: Nden andenA er det, som vi ved den forenede Opfatning gjennem Sandser og Fornuft lære om Tingenes gjensidige Virkning paa hverandre. At nu Følelsen ikke i alle Væsener er den samme, medens de samme udvortes Aarsager indvirke paa det sandsende Væsen, det kunne vi allerede vide af Det, som vi meddele hinanden om saadanne Indtryk, ja ved at sammenligne Indtryk paa os selv, under forskjellige Tilstande. NEn Sygdom kan forandre Øiets gjennemsigtige Deel, saaledes at vi see Alting med en gul Farve. Med Sygdommens Forsvinden kommer den gamle Farvesands igjen. Der gives Mennesker, som ikke kunne kjende rødt og blaat fra hinanden, og dog iøvrigt kunne see ligesaa tydeligt som nogen Anden. Hvor langt større maa ikke Forskjellighederne være, naar vi tænke os Væsener paa en anden Klode, hvis Sandseredskaber sandsynligviis have en ganske anden Indretning?

Herman. Du synes jo at tilstaae mig Alt, hvad jeg forlanger.

Alfred. Langt fra, hvis jeg ellers har forstaaet Dig ret. Tingenes gjensidige Virkning paa hinanden, viser os Me21|get, som ikke kan beroe paa vore Sandsers Natur. Tænk Dig, at jeg i et Glas med Vand lægger endeel Saltkorn, og i et andet endeel Guldkorn. Jeg seer Saltet forsvinde, og forene sig med Vandet, Guldkornene blive. Mon et Væsen med anderledes indrettede Sandser kunde see det Modsatte? Kunde han see Guldkornene opløse sig i Vandet, og Saltkornene blive uforandrede? Jeg tilstaaer, at et Væsen med finere Sandser muligt kunde i Saltopløsningen, hvori vort Øie, selv det bevæbnede, ingen Saltdeel kan see, skjelne Saltdelene og Vanddelene: han kunde maaskee paa den anden Side savne Farvesandsen, og ei skjelne Guldets Farve fra Saltets Farveløshed; men den Lov, at Vandet optager Saltet og lader Guldet urørt, maatte blive den samme for ham som for os.

Felix. Jeg tænker, at Herman allerede vil være tilfreds med dette Exempel.

Alfred. Om og saa var, er det dog ikke nok til at stille Sagen i sit fulde Lys. Lader os tænke os, at en Beboer af Planeten Jupiter kunde komme til os, og see to Stene falde, een fra 60 Fods Høide og en anden fra 15, mon han ikke, ligesaavel som vi, vilde finde, at den første brugte 2 Gange saa lang Tid til at falde som den sidste?

Sophie. Tillad, at jeg spørger, om De ikke fortalte Dem, da De sagde, at den Steen, som falder 60 Fod, kun behøver 2 Gange saa lang Tid, som den der falder 15? Jeg meente, at den maatte behøve 4 Gange saa megen.

Alfred. Det, jeg sagde, synes ved første Øiekast urigtigt, men er det i Virkeligheden ikke. Den Steen, som vedbliver at falde, efter at have tilbagelagt 15 Fod, har allerede herved faaet en betydelig Fart, som hjelper den til at gjennemløbe sin paafølgende Vei med langt større Hastighed, end hvis den havde begyndt sin Bevægelse med den sidste Deel af Veien. Man kan ved Beregning nøie bevise, at et faldende Legeme i 22| 2 Secunder gaaer 4 Gange, i 3 Secunder 9 Gange, i 4 Secunder 16 Gange saa langt som i eet.

Sophie. Jeg skal da multiplicere Secunderne med sig selv, 2 Gange 2, 3 Gange 3, 4 Gange 4, for at faae det gjennemløbne Rum?

Alfred. Meget rigtigt. Jeg valgte dette lidt vanskelige Exempel, for at henlede Opmærksomheden paa, at vi ofte see Naturen følge Fornuftlove, som vi, førend vi faae anstillet et omhyggeligt Overlæg, vilde ansee som uoverensstemmende med Fornuften. Vi føle os allerede hermed tilbøielige til at sætte Grunden udenfor vort Væsen, og ikke i det; dog indseer jeg vel, at vor Ven herimod kan sætte den Paastand, at Begivenheden foregaaer efter vort Væsens, det selv ubevidste Love. Men i alt Fald opfordrer jeg ham til at slutte det Tankeexperiment, vi her have begyndt, ved at erklære om han ikke mener, at vor Gjæst fra Jupiter maatte, ligesaavel som vi, finde den ene af de to Tider 2 Gange saa lang, som den anden.

Herman. Dog vilde hele Spørgsmaalet bortfalde, dersom NTiden og Rummet ikke vare Sandseformer for ham, som for os.

Alfred. Og om muligt endnu fuldstændigere, dersom hans Fornuft lød andre Love end vores.

Herman. Nei Fornuften er kun een. Den kan være mere eller mindre uhildet af Sandseligheden; men Fornuften paa een Planet er væsentlig den samme som paa en anden.

Alfred. Men et reent Fornuftvæsen, uden al Endelighed, skal vor Jupitersbeboer dog ikke være?

Herman. NSikkert ikke.

Alfred. Men skal det Forhold, som findes i Fornuften, mellem Grund og Begrundet, mellem en Aandshandling og dens Gjentagelse, mellem Noget og et Andet, mellem et Mere og Mindre fremtræde paa en endelig Maade, maa der være nogen Form, hvori dette skeer. Jeg seer derfor ikke, hvor23|ledes man kan undgaae at betragte Tid og Rum, som nødvendige Endeligheds Former, nødvendige Sandseformer, Endelighedskategorier, om man saa vil kalde dem. Men selv om man vilde forsøge at tænke sig andre Endelighedsformer, maatte der dog være Noget i disse, som svarede til Fornuftforholdene, og derved blev der da et Slægtskab mellem de Indtryk, Jupiterbebeboeren og Jordbeboeren fik af samme Ting. Imidlertid troer jeg dog, at denne halve Udflugt, som egentlig baade for mig og for min Modstander kun er halv, lader sig Nbortrømme.

Herman. Det ønskede jeg at see.

Alfred. Naar jeg forudsætter, at min Erfaring ikke blot er Frembringelsen af mit eget Væsens indvortes Virksomhed, med andre Ord ikke blot en nødvendig Drøm, hvor Du kun er mit og jeg dit Drømmebillede, men hvor det Udvortes ligesaavel har sin Deel i Erfaringen som det Indvortes, saa maa det, som i vor Erfaring viser sig som lige, ogsaa have noget ligeartet udenfor os, hvortil det svarer.

Herman. Men det kan i Virkeligheden forøvrigt være høist forskjelligt fra det, vi forestille os derved.

Alfred. Jeg forlanger ikke mere. Lader os kun tage nogle Exempler, ikke som Beviser, men for at have en lettere Vei til den mere omfattende Sandhed. Jeg vil da henlede Opmærksomheden paa, at vi finde de samme Love for alle Planeter. De faae alle Dag og Nat ved at dreie sig om deres Axe, og Aar ved at vandre omkring Solen: de Planeter, som have Maaner, omvandres af disse efter de samme Love, som vor Jord af sin Maane, og disse Love ere atter de samme, hvorefter et kastet Legeme her ved Jorden retter sig. Den Maade, hvorpaa Planeterne belyses, og kaste det modtagne Lys tilbage til os, er ganske den samme, som iagttagesA ved jordiske Legemer. Betænk kun, at den store Indvirkning af Lys, som vi modtage fra det hele Verdensalt, viser os ingen væsentlig Virkning, 24| som ikke lod sig tilbageføre til de Love, hvorefter det jordiske Lys retter sig!

Herman. Vel! jeg troer ikke, at Du behøver at gaae videre; thi neppe vil jeg eller nogen Anden nægte, at Alt retter sig efter de samme Love, saa langt vore Opfatningsevner række; men glem ikke, at det maaskee er vore Evners Natur, som gjør disse Love.

Alfred. Men glem heller ikke Du, at der maa være Lighed i de Ting, som hos lige iagttagende Væsener frembringe lige Erfaringer.

Herman. Og om jeg nu tilstod dette?

Alfred. Saa vilde deraf følge, at de andre Verdenskloder maatte have en væsentlig Lighed med vores, og at de Væsener, som beboe dem, ikke kunde være saa grundforskjellige fra os, at de skulde høre til en ganske anden, for os ufattelig Tilværelsesorden, f. Ex. en saadan, hvori man havde andre Sandseformer end Tid og Rum.

Felix. Begge de Forestillingsmaader, som I her have fremsat, mine Venner, synes mig høist unaturlige. Søge vi Alt i det opfattende Væsen, saa bliver intet Menneskesamfund muligt, hver er en Verden for sig: lade vi en af os ganske uafhængig Yderverden deeltage i Erfaringens Frembringelse, vilde det være ubegribeligt, at deri kun fremkom eet System af Love. Om vi end ikke kunde fatte de uafhængige Tings Natur, maatte vi dog mærke dem ved den idelige Afbrydelse i de Love, vor Fornuft fordrer. At søge Kilden til vor Erfaringskundskab blot i det Ydre er, som vi vide, ligesaa forgjæves. Ere vi her ikke komne paa uveisomme Stier?

Alfred. Jeg seer de samme Vanskeligheder som Du; men jeg troede, at vi burde lade dem komme til Orde: iøvrigt synes de mig at forsvinde, naar vi antage, at Verden og Menneskeaanden ere frembragte efter de samme Love. Vare vor Fornufts Love ikke i Naturen, vilde vi forgjæves stræbe at 25| indtvinge dem deri; vare Naturens Love ikke i vor Fornuft, vilde vi ikke fatte dem.

Felix. Det er sandt, at herved hæves den omhandlede Vanskelighed; men ogsaa denne forudbestemte Harmonie synes mig unaturlig?

Alfred. Mig ikke; thi Mennesket er en Naturfrembringelse, derfor maa de samme Love herske i ham, som i denne.

Felix. Atter her finder Du Middel til at hæve den Vanskelighed, som jeg pegede paa; men herved møder mig den endnu værre, at jeg skal betragte Mennesket, som blot Naturfrembringelse.

Alfred. Paa dette Sted kan jeg ikke tale anderledes, naar jeg ikke vil ophæve den hele begyndte Tankegang; men naar vi have ført vor Undersøgelse videre, kan jeg faae Ret til at sige, at vort aandelige Væsen og Verden begge ere skabte af Gud, og det vil da vise sig, at begge Sætningerne udtrykke een Ting, kun paa forskjellige Maader.

Felix. Men hæves ikke Vanskelighederne allerbedst af dem, som begynde fra Gud, som det oprindeligt tænkende og villende Væsen, og fremstille Alt som Guddomstanker? Vi ere da selv levende selvbevidste Guddomstanker, ligesom hjemmefra opfyldte med de Guddomstanker, som ligge skjulte i de sig selv ubevidste Dele af Naturen.

Alfred. Dette synes mig at være Sandheden, saaledes som man kommer til den, ved at søge Tilværelsens Kilde i det tænkende Væsen; men enhver af de Retninger, hvori vi komme til Sandheden, viser os den kun fra een Side. Begynde vi fra det tænkendeA Væsen, bliver det Billede, vi danne os af Yderverdenen, mat og skyggeagtigt, eller maaskee som et, af en lysbeskinnet Taage, indhyllet Landskab: begynde vi fra Yderverdenen, taber sig Frihedens Rige altformeget i det Fjerne. Vi maa komme til Sandheden fra mere end een Side, for at 26| see den i al den Heelhed og Fylde, hvori det er os muligt at see den.

Felix. Du synes mig dog at indrømme Yderverdenen formeget. Lad den vise sig for os som en Skygge, saa seer Aanden den i det sande Forhold: lad den ligge for os i en Lystaage, saa mindes vi, at den laaner sit Lys fra Aandeverdenen! Eller, for ikke at tale i Billeder, hvad vil Du lære af de ufornuftige Væsener, som ikke ligger i dit eget fornuftige Indre? og endnu mere maa jeg spørge: hvad vil Du, levende Sjæl, lære af den ubesjælede Natur? Skal Livet gaae i Skole hos Døden?

Alfred. Vee! om det ikke skeer.

Felix. Du misforstaaer mig sikkert.

Alfred. Tilgiv at jeg forsætlig forvirrede Talen lidt, for ligesom at standse dit veltalende NAnfald; imidlertid er det min virkelige Mening, at det vilde staae slet til med vor Indsigt, dersom ikke vor levende Aand lærte af den Natur, som vi kalde den døde. Den samme frie Brug, som udgjør vor Fornufts Ypperlighed, gjør det ogsaa muligt for den at feile; og den rige Dybde, som gjør det muligt at finde Saameget deri, gjør, at den i visse Henseender bliver til en Gaade for sig selv, som den ofte Nudtyder falsk. Den Fornuft, som aabenbarer sig i den villieløse Natur, er i sig selv Nufeilbar, og misforstaaes i mange Maader mindre let af os. Hvor tilbøielig er ikke Mennesket til at holde sig for Midpunktet i hele Tilværelsen! Om ham skal hele Himlen dreie sig, om hans Skjæbne skal Himlen bringe Forudsigelsen, for ham skal det Hele være skabt. Troer Du, at Mennesket uden Videnskab om Naturen var bleven befriet fra disse Indbildninger? eller troer Du, at det Verdensbillede kan være reent og klart, hvori de have blandet sig? Mennesket har en naturlig Tilbøielighed til at forestille sig, at Begivenheder, som han ikke forstaaer, ere frembragte af Aander med menneskelige Lidenskaber, eller han laaner endog Gud selv menneskelige 27| Villiesbestemmelser. Fordriver ikke Naturvidenskaben mange Indbildninger om vilkaarlige Guddomsforanstaltninger, som ofte nok har besmittet Fromheden selv!

Felix. Have da ingensinde Tænkere uden Naturvidenskab været frie for saadanne Indbildninger?

Alfred. Ganske vist. Men kun faa, og jeg skulde troe, at det kun skete derved, at de ligesom saae bort fra Naturen, kun henvendte liden Opmærksomhed derpaa, og levede fordybede i deres egne Tanker.

Felix. Altsaa bleve de Andre forvildede ved Naturbetragtningen.

Alfred. Siig ikke: »ved Naturbetragtningen«; thi det var ved det raa Indtryk af Naturen, ikke ved den videnskabelige Gjennemtrængelse deraf, at de vildlededes. Iøvrigt har det Verdensbillede, som selv de ypperste Philosopher have dannet sig, lidt af Mangel paa Naturopfatning. At en Verdensanskuelse er en Grundbestanddeel af Philosophien, behøver jeg vel ikke at bevise; men at denne maa blive deels tom, deels i mange Maader falsk, naar den ikke optager det Væsentlige af de Sandheder, Naturvidenskaben lærer os, er ikke mindre vist. Uagtet Nutidens Philosopher ikke ere ubekjendte med Naturvidenskabens Resultater, see de dog saa meget bort derfra, at disse saagodt som ingen Indflydelse faae i deres Grandskning.

Felix. Det forekommer ogsaa mig saa; men Ndet synes mig paa Tiden, at vi vende tilbage til vor Gjenstand. Har Sophie noget at spørge i Anledning af det Forhandlede?

Sophie. Intet af Vigtighed; ja det Spørgsmaal, jeg vilde gjøre, havde jeg allerede paa Læberne, førend Samtalen tog sin sidste Vending. Ved at tænke paa, at den Fornuft, som aabenbarer sig i Naturen, er ufeilbar, men vores ikke, vilde jeg spørge, om man ikke hellere maatte sige, at vor Fornuft stemmer med den i Naturen, end at den i Naturen stemmer med vores?

28| Alfred. Hver af disse Vendinger har sin Berettigelse i den behørige Tankegang, alt ligesom vi begynde fra os selv eller fra den udvortes Natur. Der gives endnu flere Udtryk for det samme, f. Ex. Naturlovene ere Naturtanker.

Sophie. Disse Naturtanker ere da ogsaa Guds Tanker.

Alfred. Saaledes er det upaatvivleligt; men saa kjært dette Udtryk end maa være os, vilde jeg dog, at vi ikke skulde bruge det, førend det har viist sig, at den begyndte Undersøgelse fører os til en Naturbeskuelse, der tillige er en Gudsbeskuelse. Vi kunne da med en ganske anden og fuldere Bevidsthed føle os berettigede til at kalde Naturtankerne Guddomstanker. Jeg opfordrer Dem derfor til at gaae langsommere.

Sophie. Det gjør jeg gjerne; thi jeg føler ret levende, at vi endnu have langt til Maalet: blandt Andet vilde jeg spørge om disse Naturtanker have en indbyrdes Sammenhæng, ligesom vore Tanker.

Alfred. Det er et Hovedspørgsmaal, De her gjør, og vi maae gjennemgaae en Række af Betragtninger, for at komme til at besvare os det med en saadan Indsigt, at Svaret kan faae sin rette Betydning.

Sophie. Det bliver bejaende?

Alfred. Saa sandt som Naturen er en Heelhed og ikke et NStykværk. Det første Skridt i vor Undersøgelse vil være, at overbevise os om, at Naturlovene, hvorefter Alt foregaaer i hver enkelt Gjenstand, udgjøre ikke blot en Mangfoldighed, men ogsaa en Samfoldighed, en Eenhed, en Heelhed. Vil det ikke trætte Dem, om vi atter gjennemgaae det, vi sagde om Sarpfossen, for deri at opvise denne indre nødvendige Eenhed?

Sophie. Jeg beder Dem troe om mig, at jeg ikke trættes eller kjedes ved vigtige Undersøgelser, naar jeg kun kan fatte dem.

Alfred. Grundtanken, saavidt Grundtanken i en saadan Na29|turting kan udtrykkes, er en nedstyrtende Flod. Det ved Tilstrømningen stedse fornyede Vand skynder sig ned fra en stor Høide. Det lyder samme Faldets Love som ethvert Legeme, og vinder derfor uophørligt en større og større Fart under sit Fald; som Vand har det den Egenskab, at Delene let rulle hen over hverandre og let adsplittes, og at de fritsvævende Dele danne Draaber. Ved den stedse voxende Fart faae de Dele, hvis Fald begyndte tidligere, et Forspring, som stræber at adskille dem fra de efterfølgende, og derved frembringes en mægtig Adsplittelse; ved hvert NAnstød sprøites utallige Draaber op i de forskjelligste Retninger; der danner sig, om jeg saa maa sige, en Draabeverden, fuld af Bevægelser, som trods alle vexlende Omstændigheder bevarer en vis Eiendommelighed. Den Luft, som maa blande sig med det styrtende Vand, danner Skum, talløse Luftbobler indesluttede af Vandhinder, hvis uophørligt vexlende, ujævne og hvide Overflade er ligesaa eiendommelig som velbekjendt. Høiden af den Lyd, enhver faldende Deel frembringer, bestemmes ved dens Faldhøide, Styrken ikke blot herved, men tillige ved Mængden af de faldende Dele. Indtrykket af al den samlede Lyd kan derfor vel have nogle Forskjelligheder, men maa i det Væsentlige stedse blive den samme. Dens larmende Brusens skummende Fald bevidner os dens knusende Magt, som den ogsaa viser, naar noget Sønderbrydeligt kommer i densA Svælg. Dette og meget andet, som jeg sandsynligviis har glemt at opregne, og endnu langt flere Ting, som deri foregaaer, uden at jeg veed det, udgjøre et inderligt sammenhængende Hele, hvori hvert Led er frembragt efter Naturlove, eller med andre Ord: alle Naturtankerne deri ere uadskillelige fra Hovedtanken. Sin Særegenhed fra alle andre Vandfald faaer den fra sin eiendommelige Naturstilling. De mangfoldige Afvexlinger, hvorunder den viser sig uden at forandre sin Eiendommelighed, beroe paa Afvexlinger i Yderverdenen: Forandringer i den tilstrømmende Flods Hastighed, For30|andringer i Belysningens Retning og Styrke, Forandringer i Luftbevægelse, Varme o. desl. Saaledes staaer den for os næsten som et Væsen med en egen Charakteer, der fylder NIndbildningskraften med Forestillingen om en mægtig, skjøndt bevidstløs Kæmpe, en Naturens Træl, med en Nfast utæmmelig Kraft.

Sophie. Alt dette synes mig meget klart; men det fylder mig med Skræk. Jeg svimler mere ved at see ned i den Tilværelsens tomme Intethed, De viser mig, end ved at see ned i det dybe Vandsvælg.

Alfred. De vil dog vel hverken forlade Dem selv her eller troe, at jeg vilde forlade Dem i dette Øde.

Sophie. Saa iil mig da til Hjelp.

Alfred. Min fornemste Hjelp vil bestaae deri, at jeg opmuntrer Dem til at hjelpe Dem selv. Det var uden Tvivl den betragtede Gjenstands iøinefaldende Uselvstændighed, der skrækkede Dem; men jeg beder Dem betænke, at De, ved at betragte samme Gjenstand uden alle videnskabelige Overveielser, maatte ansee den for ligesaa uselvstændig.

Sophie. Jeg tilstaaer, at De heri har Ret; men jeg frygtede for, at alle andre Tilværelser vilde paa samme Maade opløse sig for os i blotte Tanker.

Alfred. Ikke i blotte Tanker. Det var Naturens handlende Kræfter, som fremstillede os en Tankeenhed. Grunden til deres Mistvivl laa andetsteds.

Sophie. Jeg troer det selv; men siig mig hvori.

Alfred. Tankeenheden fremstillede sig ikke for os som en i sig selv sluttet lille Tankeverden, men kun som Brudstykke af et større Tankehele.

Sophie. Saaledes synes det mig at være.

Alfred. Men De maa dog være forberedt paa, at noget Lignende, skjøndt ikke i lige Grad, viser sig i enhver Til31|værelse; thi enhver Ting, som ikke er det hele Alt selv, er atter kun Deel af det større Hele.

Sophie. Jeg frygter, at Tingenes Selvstændighed saaledes dog vil forsvinde under vore Hænder.

Alfred. Deres Frygt er ikke ganske ugrundet, og dog frygter jeg ikke paa deres Vegne for vore Undersøgelsers Fortsættelse.

Sophie. De er dristig paa mine Vegne.

Alfred. Jeg maa vise Frygten ud af vor Undersøgelse til sit rette Hjem.

Sophie. Hvor er dette?A

Alfred. I Tilværelsen selv. Fat kun hvilkensomhelst Gjenstand i Tilværelsen ret i Øine, og DeA møder overalt Afhængighed og Forgjængelighed. Denne Klage er saa gammel som Menneskeslægten, det veed De vel; skal der findes noget Uforgjængeligt i Tingene, maa det ikke være det Sandselige deri.

Sophie. Jeg mærker vel, at jeg af Ueftertænksomhed var paa Vei til at forlange det Umulige. Tilgiv!

Alfred. Jeg vilde ikke have talt derom; dersom jeg ikke maatte frygte for, at De skulde fristes til at beskylde vor Undersøgelse for at gjøre vor Anskuelse af Tilværelsen mindre kraftig og levende, end den er i Virkeligheden. Vi maae da Nholde fast i Minde, at ethvert Spørgsmaal, som opvækkes om noget Bestandigt i Tingene, uden at man hæver sig op fra den sandselige Tilværelses Stade, fører os til en fortvivlende Følelse af Intethed. Det er da kun ved en Fornuftbetragtning, at vi kunne finde noget Bestandigt deri.

Sophie. Men De, som ikke formaae at anstille en Fornuftbetragtning?

Alfred. De opretholdes dog ved de Straaler af Fornufttilværelse, Religionen nedsender til dem.

32| Sophie. Det er sandt. Nu er jeg beredt til at gaae videre.

Alfred. Jeg vil nu søge at give en sammentrængt Fremstilling af den Anskuelse, vi Nnærmest maa tilegne os. At der foruden Naturens Grundkræfter, de skabende Kræfter, intet andet Bestandigt er i Tingene end de Naturlove, efter hvilke Alt deri foregaaer, og at disse Naturlove med Rette kunne kaldes Naturtanker, derom ere vi enige. Grundkræfterne selv findes i alle Legemer; men disses Forskjellighed beroer paa de i samme herskende Naturlove. Det, som giver en Ting sin bestandige Eiendommelighed, sit Væsen, er da, som vi allerede før have fastsat, den Samfoldighed af Naturlove, hvorved den er frembragt og vedligeholdes; men Naturlovene ere Naturtanker, Tingenes Væsen beroer da paa de Naturtanker, som deri udtrykkes. Forsaavidt Noget skal være et i sig sammenholdende Væsen, maa alle de Naturtanker, som deri ere udtrykte, høre sammen i een Væsenstanke; hvilken vi kalde dens Idee. En Tings Væsen er da dens levende NIdee.

Sophie. Men da bliver jo en Tings Væsen blot en Tanke.

Alfred. Lader os ikke glemme, at jeg sagde dens levende Idee, jeg mener derved den ved Naturkræfterne virkeliggjorte Idee.

Sophie. Men jeg har ofte hørt og læst, at Ideen aldrig kan virkeliggjøres.

Alfred. I den strengeste Betydning af Ordet er dette ogsaa fuldkommen sandt. I hvert Neenstigt Væsen findes Ideen kun virkeliggjort i visse Retninger med visse særegne Bestemmelser. Dette skeer ogsaa i Kunsten. Ingen Billedhugger forsøger at fremstille i eet Værk hele Menneskehedens Idee; men i hvert særskilt Værk fremstiller han den med et eiendommeligt Præg. I NJupiter med Magtens og Selvstændighedens, i NApol med den ungdommelige Bevægeligheds og Fyrigheds, i 33| NVenus med Elskovs Tillokkelsers, i NMinervaA med en kraftig Tænksomheds Præg, men Nderhos i Forening med Jomfruelighedens. Tro ikke, at jeg ved disse Udtryk har villet sige noget Udtømmende om disse Gjenstande; men at jeg kun har villet henlede Opmærksomheden paa, at en Idee, om De vil en Grundidee, kan antage mangfoldige særegne Skikkelser, som man kan betragte som Udtryk for ligesaamange nærmere bestemte Ideer.

Sophie. Men virkeliggjøres da Ideerne ligesaa fuldkomment i Naturen som i Kunsten?

Alfred. Tage vi samtlige Kunstneres Værker som et Kunstnernes Rige, saa tør jeg vel sige, at Naturens Rige her ikke staaer tilbage; men vi ville ikke holde os altfor strengt til Sammenligningen. Naturen udfører enhver sin Idee i utallige NAfændringer og i Værker, hvis Frembringelse foregaaer gjennem uoverskuelige Tider; i Samfoldigheden af alle skal hele Ideen udtrykkes. Ligesom en Tænker uddanner sig een Grundtanke under de forskjelligste Former, ligesom en NMusikus gjør det samme, naar han varierer en Text, saaledes Naturen kun i en usigelig større Mangfoldighed. Hvert NEnsterF1 (Individ) er en saadan eiendommelig Udførelse af Gjenstandens Grundidee. Men den rige Natur indskrænker sig ikke til at vise os Udførelser, hvori Tankerne staae ligesom afsluttede for os: nei, den viser os dem med talløse Afvexlinger af Endelighedsforhold, som en eensidig Betragter vil kalde den mest iøinefaldende Ufuldkommenhed; men som den, der tænker sig Naturopfatningen bragt til den Høide, hvortil den skal udvikle sig i hele Menneskeslægten, maa finde bestemt til at aabenbare Tingens Idee i dens hele Fylde for en mægtig, Nklartskuende Aand.

34| Sophie. Jeg forstaaer nu deres Mening i denne Henseende, men tillad mig et andet Spørgsmaal, Nsom før faldt mig ind; men jeg vilde ikke afbryde Talen. De sagde, at kun Naturlovene udgjøre Ndet Udmærkende i Gjenstandene; men efter Alt, hvad jeg veed, beroe dog store Forskjelligheder paa de Stoffer, hvoraf Tingen er dannet. Rosen har jo sin Lugt af Rosenolien, Druen sin Smag af Sukker og adskillige Syrer, hvorom man har fortalt mig, og De veed sikkert bedre end jeg utallige andre Exempler.

Alfred. Men alle disse Stoffer ere kun Sammensætninger af mere enkelte Stoffer, og Sammensætningen er frembragt ifølge Naturlovene. Imidlertid berører De her en Sag, som kunde føre os ind i Undersøgelser, hvis Grændser vor Tidsalder endnu ikke har naaet. Tillad da, at jeg gjør Dem opmærksom paa, at Videnskaben har viist os de samme Bestanddele i høist forskjellige Planter og Plantedele; saa at giftige Planter og de, som tjene os til sund Næring, ikke ere kjendeligt udmærkede ved de Grundstoffer, hvoraf de ere dannede, men af den Maade, hvorpaa dette er skeet, det er: de Naturtanker, som deri ere virkeliggjorte.

Sophie. Herved synes mig denne Tvivl hævet.

Alfred. Alle Gjenstande ere da virkeliggjorte Ideer, dog saaledes at hver eenstig kun udtrykker Ideen i en høist indskrænket Skikkelse, hvorimod det er samtlige under een Idee henhørende Naturfrembringelser, der virkeliggjøre hele Ideen i al dens Fylde; men hver i den endelige Verden saaledes virkeliggjort Idee er dog atter kun et NLedemod i en høiere, mere omfattende. Saaledes er hver Dyrearts Idee kun et Ledemod i hele Dyrerigets Idee, Dyrerigets atter af den endnu mere omfattende Idee, hvori baade Dyr- og Planteriget ere Nindbegrebne, dette atter et Ledemod i Jordklodens Idee, som fremstiller os en i sig selv afsluttet lille Verden, hvilken dog atter er Ledemod af et endnu høiere System.

35| HermanA. Men er denne Sammenhæng en Virkelighed og ikke en blot Frembringelse af vor egen Tænkning?

Alfred. Naturen selv viser os dem som sine egne. Vore Undersøgelser over Jordens Dannelse have, som vi allerede før have Nomhandlet, viist, at den har udviklet sig i en lang Række af Tidsaldere, og at der paa hvert nyt Udviklingstrin har dannet sig nye Plantearter og nye Dyrarter, og at de i Bygning og NSkabelundeF2 ligne saaledes den nærværende Jordalders Frembringelser, som forskjellige Udførelser af een Grundtanke maa ligne hverandre. Fremdeles er det vigtigt at lægge Mærke til Udviklingsordenen. Naturen har i Jordklodens Udvikling begyndt med de Dyr- og Plantearter, som staae paa de laveste Trin, og er efterhaanden i de paafølgende Tidsaldere rykket frem til høiere Dannelser, som dog paa alle tidligere Dannelsestrin have udgjort et mindre høitudviklet Skabningsrige, end det, som Jordens Overflade nu bærer. Føi nu hertil, at de høiere Dyrearter i deres Fostertilstand begynde fra lavere Udviklingstrin, beslægtede med dem, hvorpaa de lavere Dyr staae, og gjennemløbe herfra en Række Udviklingstrin, inden de naae det, hvortil de ere bestemte.

Herman. Du behøver ikke at fuldende; jeg Ntilstaaer Vægten af dine Grunde.

Alfred. Jeg bygger da videre paa det Tilstaaede. Jordkloden er altsaa et Ledemod af vort Solsystem, med hvilket det har udviklet sig, og staaer i en uophørlig Vexelvirkning. Jordklodens Idee er altsaa indsluttet i Solsystemets; men paa samme Maade er dette atter et Ledemod i det nærmest høiere System: dette System af Sole, som Melkeveien viser os, og hvorind vore kunstige NSeeredskaber, og vore paa Naturlovene 36| byggede Slutninger, have ladet os see saameget, som maa blive hemmeligt for det blotte Sandsemenneske. Dette for vore sædvanlige Forestillinger uhyre System er atter kun Ledemod af et endnu høiere og saaledes fremdeles ud over alle Grændser. Saaledes danner den grændsesløse Udstrækning et uendeligt Hele, som indeholder alle i Tilværelsen virkeliggjorte Ideer; men denne Uendelighed af Ideer er tillige indbefattet i een virkende Idee, en uendelig levende Fornuft.

Herman. Nu tiltroer jeg mig at forudsige Svaret, som Du vil give paa det Spørgsmaal, som gav Anledning til vor Samtale. NDet Legemlige og Aandelige ere uadskilleligt forenede i den virksomme Guddomstanke, hvoraf hver Ting er et Værk.

Sophie. Men det synes mig, at Mennesket i denne Anskuelse kun bliver det fornemste Dyr, intet frit Fornuftvæsen.

Alfred. Det kunde ved første Øiekast synes saa; men vi maae betænke, at Mennesket udmærker sig fra alle andre jordiske Skabninger derved, at den Fornuft, hvorefter alt Andet retter sig uden Bevidsthed, hos ham er kommet til Selvbevidsthed. Derved er han fri, vel at mærke i den Betydning, hvori et endeligt Væsen kan være det.

Sophie. Men endnu møder der mig en anden og skrækkelig Vanskelighed; jeg seer ikke, hvorledes vort Væsens Udødelighed deri er sikkret.

Alfred. De vil ikke finde noget System, hvori Udødeligheden er beviist; men den maa i ethvert af dem overlades til Troen. Dette maae vi ligeledes her; men hvis De spørger, hvorledes denne Tro sammenknyttes med vor Anskuelse, retfærdiggjøres i den, maa jeg indskrænke mig til det Svar, at dette efter min Overbeviisning lader sig gjøre paa en i det Mindste ligesaa meget om ikke mere tilfredsstillende Maade som i ethvert andet System; men at dette vil fordre en egen Udvikling, som maa forbeholdes en anden Tid.