[39]|NVandspringet

(Ved Nmine tidligere Besøg i Paris tog jeg i NTuilleriernes Have undertiden Sæde ligefor et Par anseelige Vandspring. Det Indtryk, jeg modtog af disse, er ofte senere kommet mig i Minde, og har tjent til Anledning til denne Samtale, som er Nskreven meget lang Tid senere, for omtrent 8 Aar siden. Ved mit sidste Besøg i Paris, 1846, havde man istedet for disse skjønne Vandspring sat andre, endnu meget større og pragtfuldere, men mere brusende og vel passende for den store Folkevrimmel, hvorimod de ville være en hvilende Vandrer, som hengiver sig til en blid Naturs Indtryk, mindre velkomne.)

Alfred. Frank.

Alfred. Vi have nu vandret nok omkring for saa varm en Dag; kom lad os sætte os her paa Bænken under de blomstrende Lindetræer. Den herlige Duft, den kjølige Skygge, det høie Vandspring ligeoverfor: Alt indbyder os. Jeg betragter dette Sted som et af de skjønneste her i Haven.

Frank. De træffer heri ret min Smag; det er mit Yndlingssted. Jeg sidder ofte her i lang Tid og overlader mig til den omgivende Naturs Indtryk. Hvis Nogen fandt for godt at iagttage mig, vilde han troe, at jeg sad i dybe Tanker, og dog er jeg her ofte i en Tilstand, hvorom jeg snarest 40| maatte sige, at jeg tænkte paa Ingenting. Imidlertid er denne Tilstand langt fra at være uvirksom. Jeg kunde fristes til at kalde den drømmende; men den har ikke Drømmenes vilde Spring eller deres Løsrevenhed fra den hele øvrige Kreds af vor Bevidsthed. Det er for mig, som om Naturen talte med tusinde Tunger til mig, og jeg var dens rolige, i mig selv hensjunkne, Tilhører. Denne Tilstand er langtfra at være ufrugtbar for Aanden; den bringer ikke blot en Fred over mig, som giver mig Kraft til ny Virksomhed; men ofte mærker jeg, at jeg derfra har bevaret flere Minder, end jeg havde tænkt: de have ligesom slumret, men vaagne i min Digtning og Tænkning, naar jeg trænger til dem, og overraske mig som hjelpsomme Venner, paa hvis Tilværelse jeg ikke havde tænkt. Nu! Nderes Videnskab gjennemtrænger jo Naturen; kan De forklare denne mærkværdige Indvirkning?

Alfred. Stedet indbyder. Der mangler mig ikke paa Lyst til at tale med Dem om Gjenstanden; men der laae i deres Opfordring Noget, som lader mig befrygte, at vor Samtale ikke vilde blive den Stemning værdig, som Stedet fremkalder.

Frank. De synes at tage Sagen meget høitideligt.

Alfred. Nei tvertimod efter god Beregning. Jeg vil gjøre Dem selv til Dommer, om vi ikke vilde anvende Tiden bedre ved at sidde tause her og modtage Indtrykkene, end ved at føre en Samtale, ved hvis Slutning den Ene endnu ikke vidste den Andens egentlige Mening om Sagen.

Frank. Kan Samtalen intet bedre Udfald faae?

Alfred. Vistnok kan den, naar vi først rydde en vis NMisforstand af Veien.

Frank. Saa gjør det.

Alfred. Tillad mig da at sige Dem: der laae en Ironi bag deres Opfordring.

Frank. Mener De?

41| Alfred. Jeg er overbeviist om, at De anseer den begjærte Forklaring for umulig, og jeg føier til, at De har Ret, naar den Betydning, hvori De tager Ordet, forudsættes.

Frank. Lad høre, hvor nøie De kjender min Mening.

Alfred. De har paa en Maade selv sagt mig den. Jeg har ved andre Leiligheder bemærket, at naar De begjærer en videnskabelig Forklaring, fordrer De Gjenstanden saa aldeles opløst i Tanker, at ingen Metaphysiker kan gaae videre.

Frank. Jeg tillader mig at vise, at Digteren ogsaa kan være Metaphysiker. Vil man give mig en Forklaring, fordrer jeg, at den skal gaae til den sidste Grund.

Alfred. Jeg vil ikke Nafstride Dem denne Ret, men kun sige, at jeg ikke paatager mig at give en Forklaring i denne Betydning af Ordet.

Frank. Det er, De kan ingen Forklaring give.

Alfred. Vel! vi ville ikke stride om Ord. Jeg forlanger ikke, at De skal kalde det, som min Videnskab har at sige om vor Gjenstand, en Forklaring; men dersom dette skal være saa meget som at indrømme, at Videnskaben Intet har at sige til at belyse denne Sag, maa jeg gjøre Indsigelse.

Frank. Nu, jeg tør jo ikke forlange mere af Dem, end De holder for muligt at give.

Alfred. Tilstaae mig nu, at vor Samtale var blevet et gjensidigt Plageri, dersom den Misforstaaelse var bleven ved Magt, som vi nu have Nbortrømmet. Hvad jeg fremførte, maatte under deres Forudsætning være hensigtsløst og Sagen uvedkommende, og De vilde have arbeidet Dem træt paa at befrie mig for en Indbildning, jeg ikke havde. Paa saadan en Maade seer jeg ofte lange Samtaler spildes, som, førte af de samme Mænd fra et heldigere Begyndelsespunkt, vilde have givet en sand aandelig Nydelse.

Frank. Det vil jeg ikke nægte; men jeg tilstaaer, at jeg nu ikke altfor vel veed, hvorom det da er, vi skulle tale.

42| Alfred. Jeg troer at kunne opvise en mangfoldig Sammenhæng mellem Naturvirkningerne og de Indtryk, de frembringe hos os.A Men lad mig ikke altfor nøie bestemme, hvad jeg vil give; tag velvilligt det Noget, som jeg byder, prøv det, og lad os siden, hvis det behøves, see os om efter den mest passende Benævnelse derfor.

Frank. Jeg seer, at De forskandser Dem imod mig, som om jeg var en farlig Fjende.

Alfred. Det vil De ikke længere være, naar De intet Angreb venter fra mig, og naar De bliver overbeviist om, at Videnskaben, rigtigt forstaaet, kommer Digtningen imøde.

Frank. Godt! Lad os da nu komme til Sagen.

Alfred. Naar jeg betragter den mægtige, næsten armtykke Straale, som her stiger til en sex Mands Høide, modtager jeg det Nhemmelige Indtryk af en Kraft, som nøder Vandet til saaledes at stige Ntvertimod dets Tyngde.

Frank. Tillad mig her at standse Dem. Jeg har utallige Gange glædet mig ved dette Vandspring, uden at tænke paa denne Kraft.

Alfred. Det er Ret, at De ikke tillader mig at gaae videre, naar jeg siger Noget, De ikke kan billige; men De vil maaskee selv tage deres Indvending tilbage, naar De betænker, at jeg talte om et hemmeligtA Indtryk.

Frank. Men er Indtrykket hemmeligt, saa veed jeg jo Intet deraf, og det har altsaa ingen Tilværelse for mig.

Alfred. Jeg tør sige, at denne Paastand kun er en øieblikkelig NTankevending hos Dem; De har utallige Gange modtaget saadanne hemmelige Indtryk. Det er ikke længe siden, at vi tilsammen saae to duelige Fægtere i en Øvelseskamp: den Ene af dem behagede os isærdeleshed; gjorde vi vel den Gang os selv Regnskab for al den Kraft og Kunst, han viste, ved at føre sit Vaaben saa hurtigt, ved at antage saa kjække Stillinger, og Noveralt ved at have sit Legeme saa fuld43|komment i sin Magt? Saavel den Kraft, han viste, som den, der Nlaae afpræget i hans hele Legeme, havde sikkert sin Deel med i vort Bifald, ikke fordi vi anstillede Betragtninger over Størrelsen deraf, men fordi vor indre Sands var opfyldt af Minder, som vaktes ved Synet og lod os føle, hvormegen Kraft her aabenbarede sig.

Frank. De har fuldkommen Ret; jeg var mod min Villie kommen til at nægte, hvad jeg bedre vidste. Det falder mig i dette Øieblik ind, at da jeg engang viste et Barn, som ikke havde seet noget saadant før, dette Vandspring, sagde det: hvorledes kan Vandet her stige op ad, det pleier jo ellers altid at falde? – Jeg kan da sige mig selv, at der ligger en skjult Forundring i vor Følelse ved dette Syn.

Alfred. Sagde De Barnet Aarsagen?

Frank. Ja, det kunde jeg let. Jeg kunde nævne Drengen den Sø, hvorfra Vandet kommer. Han kjendte den og vidste, at den ligger paa et høit Sted; jeg behøvede da blot at fortælle ham, at Vandet kom fra denne Sø igjennem underjordiske Rør, og dreves nu op ved den høitliggende Vandmasses Tryk.

Alfred. Men nu frygter jeg, at De vil tage den skjulte Forundring, som De talte om, tilbage.

Frank. De vil friste mig; men dennegang lykkes det ikke. Ved Synet af noget Usædvanligt er der altid en skjult Forundring, omendskjøndt vi kjende Aarsagen, naar vi nærmere betænke os. Er De nu tilfreds med mig?

Alfred. De kommer mig jo paa det skjønneste imøde! Jeg gaaer da nu med desto større Frimodighed videre, og henvender Blikket paa de mange Bevægelser i denne Vandstraale. Det, som ialmindelighed først tiltrækker sig vor Opmærksomhed, er den voxende Tykkelse i den stigende Straale. Dette hidrører derfra, at Vandets Dele bestandig tabe i Hastighed, medens de stige, og for den langsommere Strøm behøves der et 44| bredere Gjennemgangsrum, naar der skal gaae samme Vandmængde derigjennem.

Frank. Dette er mig ikke ganske klart.

Alfred. Tænk Dem en Port netop saa bred, at ti Mand kunde gaae ved Siden af hverandre derigjennem, og at 1000 Mand, saaledes ordnede og med en vis afmaalt Hastighed, netop i eet Minut kunde gaae derigjennem, og lad nu det samme forsøges med halv saa megen Hastighed, saa vilde de behøve to Minutter til Gjennemgangen; men vilde man skaffe dem en Port, hvorigjennem de endnu skulde komme i eet Minut, saa maatte den være saa bred, at 20 Mand kunde gaae ved Siden af hverandre. Forestil Dem nu hver Ring, som vi kunne tænke os lagt om Straalen, som en Port, hvorigjennem Vandet skal gaae, saa maa denne jo være desto videre, jo ringere den Hastighed er, hvormed Vandet gaaer igjennem den. Den Tilvæxt i Tykkelse, Straalen faaer, alt som den stiger, frembringes da ved en sammenhængende Række af naturordnede Bevægelser.

Frank. Det er klart. Denne stigende Tykkelse, denne ligesom indenfra kommende NVoxen, fængsler NIndbildningskraften, og vækker Tanken om et indre Liv; men idet jeg forfølger Tanken, møder jeg en anden Virksomhed. Denne Tilvæxt ender sig med, at Vandstraalen splitter sig i utallige Draaber. Det er, som saae man utallige fine, gjennemsigtige, nedhængende Grene, bestaaende af Dele, som for Øiet ere adskilte, men som dog høre saaledes sammen, som holdtes de i Forbindelse ved en usynlig Kraft. Det er for os, som om den skjulte Virksomhed, der var i den sammenhængende tykke Straale, her kom frem i en langt rigere Mangfoldighed.

Alfred. Alt dette synes mig træffende skildret.

Frank. Men nu tilfalder det Dem at angive Grunden.

Alfred. Man har ved Forsøg oplyst, at Vand, som udstrømmer af en Beholder, det være sig opad, nedad eller til 45| Siden, sættes i en saadan svingende Bevægelse, at deri udvikles et Anlæg til at adskille sig i Draaber, som i regelrette Omskiftningstider forandre deres Figur; Nhar f. Ex. en Draabe i en vis meget liden Tid lidt en Sammentrækning i Høiden, som har gjort den fladere, sammentrækkes den i næste Tidsafdeling efter Breden, saa at den bliver længere. I den største Nærhed af Udspringet løbe dog alle disse Dele i hverandre, og danne et sammenhængende Hele; noget længere borte, hvor Straalen er mindre klar og gjennemsigtig, ere de vel adskilte, men løbe dog sammen for Øiet, og først i en større Afstand foregaaer der en synlig Adskillelse.

Frank. Har man ogsaa Vished for, at alt dette foregaaer saaledes? Jeg indseer f. Ex. ikke, hvorledes man kan vide, at de Dele, som for Øiet løbe sammen, i Virkeligheden ere adskilte.

Alfred. Jeg vil ikke opholde Dem, ved at fortælle om Opdagelsen og de første Beviser, men kun anføre et nylig fundet let Beviis. Man lader Udstrømningsforsøget skee i et mørkt Rum, som man kun oplyser ved en Række af elektriske Gnister, som følge paa hinanden i smaae Mellemrum; man seer da, at Straalens uklare Deel, som forhen syntes sammenhængende, bestaaer af Draaber.

Frank. See vi da Tingen rigtigere ved elektriske Gnister?

Alfred. I dette Tilfælde maa jeg sige ja; thi saalænge man seer en Række af hurtigt paa hinanden følgende Draaber i en stadig Belysning, modtager Øiet nye Indtryk, medens de gamle endnu ikke er udslettede, og man kan derfor ikke skjælne det ene Indtryk fra det andet; naar derimod Belysningen hver Gang ikkun varer en usigelig kort Tid, faaer ethvert Indtryk Tid til at opfattes og at udslettes, førend et nyt kan indblande sig.

Frank. Man maa tilstaae Experimentatorerne den Ros, 46| at de ikke vide af mange Umuligheder. Men nu Anlægget til Draabedannelsen i den større Nærhed af Udstrømsaabningen?

Alfred. Atter her vil jeg forbigaae Meget, som vilde føre os for langt fra vor Gjenstand, og kun nævne visse bekræftende Forsøg, som ogsaa i anden Henseende høre herhid. Ligesom der frembringes Toner ved Svingninger af andre Legemer, f. Ex. en Streng, en udspændt Hinde, Luften i en Pibe, saaledes maae ogsaa disse Draabers Svingninger frembringe Toner. Dette skeer nu i Virkeligheden. Foregaaer Udstrømningen under Omstændigheder, hvor man kan holde Øret tæt til Straalen, og Indtrykket ikke overdøves af nogen anden Lyd, saa fornemmer man en ganske sagte Lyd af Straalen selv, men lader man den falde paa en udspændt Hinde, paa en stor Metalplade, eller i et tomt Metalbækken, saa hører man Tonen stærkt nok, for at bestemme til hvilken Node den svarer, og derved tillige at fastsætte, hvormange Svingninger, der hørte til dens Frembringelse.

Frank. Men er man vis paa, at den Tone, som Hinden, Pladen eller Bækkenet giver, virkelig er den samme som den, der finder Sted i Draaberne?

Alfred. Jeg vil oplyse Sagen ved et andet og meget velbekjendt Forsøg. De vil sikkert ofte have lagt Mærke til, at en anslaaet Stemgaffel giver en saa svag Tone, at man i en maadelig Afstand ikke hører den; men naar man sætter Enden af dens Skaft mod et Bord, mod en Vinduesrude, mod en udspændt Hinde, saa hører man den med en ofte forbausende Styrke, og Tonen selv bliver den samme, enten det saa er det ene eller det andet Legeme, hvis Deles Medsvingninger have tjent til at forstærke den.

Frank. Det er sandt.

Alfred. I Forbindelse med de Udstrømningsforsøg, hvorom jeg talte, anstiller man endnu et andet, som fortjener vor Opmærksomhed. Naar man har fundet Udstrømningens 47| Tone, og nu ved meget kraftige Svingninger frembringer den samme Tone i Straalen og i den Vandmasse, hvorfra den kommer, saa skiller en meget stor Deel af den sammenhængende Straale sig ad i Draaber, ja naar Virkningen er meget stor, træffer denne Forandring næsten den hele sammenhængende Deel. Herved bliver det da sat udenfor al Tvivl, at Svingningerne allerede ere tilstede i den sammenhængende Vandstraale selv.

Frank. Det er beundringsværdigt, hvilken Sum af indvortes Liv, der saaledes ligger skjult i denne Vandstraale; men nu falder der mig et Spørgsmaal ind: Det er dog vel ikke nogen af hine Toner, vi fornemme i den Pladsken, som ledsager Draabernes Fald?

Alfred. Nei, denne frembringes ved Draabernes Stød imod Vandfladen. Der gives maaskee Dem, som vilde ønske denne Lyd borte; men den, som hengiver sig til Naturindtrykket i dets Heelhed, vil ikke dele denne Mening. Hos ham vilde allerede de faldende Draaber uden Lyd opvække en uhyggelig Fornemmelse, omtrent som et Legeme uden Skygge.

Frank. Dette er smukt sagt; men som praktisk Æsthetiker maa jeg dog gjøre Indsigelse: tit er denne Pladsken mig besværlig.

Alfred. Mig ikke mindre; men dette finder kun Sted, naar jeg ikke kan hengive mig til Indtrykket i dets Heelhed; f. Ex. naar jeg er Gjenstanden altfor nær. Jeg er vis paa, at den Havekunstner, som har gjort Anlægget her, ikke har hidsat denne Bænk uden Overlæg. Hans Natursands har sagt ham, at Vandspringet opfattet herfra vil gjøre det behageligste Indtryk. At være saa nær ved et Vandspring, at man hører dets Pladsken for stærkt, at man ikke Noverseer det ret, at det ikke danner et behageligt Hele med Omgivelsen, er det samme som at see et Maleri under en falsk Belysning og en forstyrrende Omgivelse.

Frank. Jeg maa vel give Dem Ret.

48| Alfred. Men vi tør ikke indskrænke os til at betragte Sagen fra denne ene Side. Den frembragte Lyd føier en Yttring af Liv og Virksomhed til det Hele. Denne Lyd er naturligviis sammensat af utallige, mere enkelte, hvis Virkning faaer sin Eiendommelighed ved den deri herskende Anordning. Alle de mangfoldige i forskjellige Buer nedfaldende Draaber frembringe en Række af lovbundne Lydafvexlinger. Det Indtryk, som vi deraf modtage, ordner den Mangfoldighed af uordnede, os ubevidste Indtryk, som hidrøre fra Yderverdenens Paavirkninger; og saaledes bidrager det Indtryk, vi her modtage, til at Fornemmelsen af Fred og Ro faaer Herredømmet i os.

Frank. Jeg maa tilstaae, at De her lader mig kaste et Blik ind i Sammenhængen mellem den udvortes Natur og de Indtryk, jeg har modtaget af den.

Alfred. Lad os nu henvende vor Opmærksomhed paa de Baner, Straalens Dele gjennemløber. Disse Baner følge NKastebevægelsens Love. De seer, at Straalen drives ud af Rørets Munding i en skraa opadgaaende Retning. Ethvert Legeme, som begynder en fri Bevægelse i denne Retning, skulde vedblive at følge den, dersom Tyngden ikke uophørligt drog den bort derfra. Herved kommer Bevægelsen til at følge en krum Linie, som er bekjendt under Navn af NParabolen. Man kan vise, at denne Form er Udtrykket for en betydningsfuld Tankeenhed, og Erfaring viser, at saadanne Former af os opfattes som skjønne.

Frank. Men vi have jo her ikke med een Bane at gjøre, men med flere, og disse synes mig ikke alle at have ganske samme Figur.

Alfred. Saaledes er det ogsaa; de andre Kræfter, som virke i Straalen, frembringe Afvigelser; Luftens Modstand er heller ikke uden Indflydelse derpaa; men dog bliver her en NMiddelretning, som Nikke mærkeligt afviger fra Parabolen, og 49| omkring disse ligge de andre, som en ordnet Samling af Tilnærmelser. Herved fremkommer en større indre Mangfoldighed, dog sammenholdt til en ordnende Eenhed; Indtrykket faaer saaledes en egen Rigdom og Tankefylde.

Frank. Over det sidste Udtryk maa De forklare Dem nærmere.

Alfred. Gjerne; dog maa jeg udbede mig Tilladelse til her kun at angive den nærmeste Grund, og ikke at gaae saa langt tilbage i Tankerækken, som De ellers vilde være berettiget til at fordre. Dette forudsat, svarer jeg, at Naturlovene ere i Tilværelsen det samme som Tankerne i os selv; hine ere de evige Tanker, hvorefter Tingene rette sig, Nuden at de komme til vor Bevidsthed, førend Videnskaben fremstiller os dem: disse ere de samme evige Tanker, men som i os ere komne til Bevidsthed. Jeg finder saaledes overalt, hvor der samvirkes efter en Mangfoldighed af Naturlove under en herskende Eenhed, en Tankerigdom; og jeg siger, at vor indre Sands, som er dannet efter samme Love, opfatter dette som Skjønhed.

Frank. Deres Mening er mig tydelig nok, og jeg bør ikke forstyrre vor Samtale ved at forlange Beviser for de NLaanesætninger, hvoraf De her benytter Dem. Jeg vil hellere forlange deres Mening over en anden Virkning, som i dette Øieblik fængsler min Opmærksomhed; det synes mig, at det Lys, som kommer fra Vandstraalen hist, har noget Eiendommeligt og ikke ligner det, som kommer fra klare Glasperler, og heller ikke det, som kommer fra et Nstaaende Vand; jeg bemærker her en egen Glimten.

Alfred. Dette ligger i Sagens Natur. Medens Vandspringet paa en vis Maade foresvæver vor Sands som en staaende Figur, idet at de Draaber, som ved Faldet forlade deres Sted, erstattes af andre, modtage vi naturligviis dog Lyset derfra med alle de bævrende Bevægelser, som Tilbage50|kastningen fra de uophørligt omskiftende Gjenstande maa give. Det er ikke blot Draabernes Stedforandring, jeg her sigter til, men endnu to andre Forhold; det ene, som jeg har nævnt før, er den fortsatte Formforandring, der frembringes i hver Draabe ved de indvortes Svingninger, og vel foregaaerA saa hurtigt, at man ikke kan skjelne de derved frembragte Indtryk, men ikke desto mindre NmeddelerA det tilbagekastede Lys en egen Charakteer; det andet bestaaer deri, at Draaberækkerne egentlig ere sammensatte af store Draaber og ganske smaae, som ligge derimellem. Jeg fandt det endnu ikke værd at nævne dem, da jeg talte om Draabedannelsen; men de findes ved nøiere Betragtning at høre med dertil. Ifølge alt dette modtager Øiet en heel, indvortes forbundet og ordnet Række af Lysindtryk, som ikke kunne ligne dem fra ubevægelige, gjennemsigtige Legemer.

Frank. Jeg har undertiden modtaget lignende Indtryk fra Draaber, som efter en stærk Regn eller og i Tøveir falde fra Taget, naar tillige Solen beskinnede dem.

Alfred. Beslægtede maatte disse Indtryk være; thi Draabedannelsen er ogsaa der de samme Love underkastet.

Frank. Da jeg for Øieblikket ikke føler Anledning til at begjære flere Oplysninger om dette Punkt, vil jeg gjøre et Spørgsmaal, som angaaer det Hele. Jeg har seet mange Vandspring, som Nhave været det, som vi her have for os, meget ulige. Jeg har seet mange Vandspring Nudsprude med en forholdsviis langt større Kraft, saaat de adsplittes i langt finere Draaber, og derfor ikke have det Præg af Ro i Bevægelsen som nærværende. Jeg har ogsaa for en Deel Aar siden seet et meget stort, hvoraf Indtrykket atter var et andet. At de meget smaa, som alt Ubetydeligt, ikkun gjøre et ringe Indtryk, kan ikke undre mig; jeg kan endog tænke mig, at et altfor ubetydeligt Vandspring kan vække Spot som et mislykket Forsøg; men de andre Forskjelligheder ere vel vor Opmærksomhed værd.

51| Alfred. Jeg vil først holde mig til de Vandspring, som fremdrives ved en i Forhold til deres Masse stor Kraft. Den større indvortes Bevægelse og Luftens større Modstand indeholde Aarsag nok til deres store NAdspredelse; de bære derfor, som De sagde, et langt stærkere Præg af Liv og Bevægelse; de bruse og skumme og ligesom overvælde os med deres Kraft, saa at de ret synes mig at passe til store, folkerige Byer og meget stærktbesøgte Haver; derimod synes den tykkere og langsommere Strøm mere stemmende med roligere Opholdssteder.

Frank. Men hvad siger De om de overordentlig store Vandspring, som dog i alt Væsentligt ligner dette?

Alfred. Jeg har selv havt Leilighed til ret at føle den Forskjel, den overordentlige Størrelse frembringer. Det Vandspring, som gav mig Anledning hertil, var, om jeg mindes ret, eet hundrede og fiirsindstyve NFod høit, og havde en Tykkelse som et Nmiddelmaadigt Menneskelegeme; vilde jeg staae det saa nær, at jeg modtog noget ret mærkeligt Indtryk af de enkelte Dele, var det Hele mig ikke overskueligt, idetmindste ikke saaledes, at jeg modtog det rette Indtryk af det Heles Form; hertil kom, at Larmen af de faldende Draaber havde noget Bedøvende, som svækker Indtrykkene af de mindre Faldbevægelser; vel skjelne vi ikke disse Indtryk bestemt; men derfor have vi dog en Følelse af dem. Indtrykket af dette store Vandspring var iøvrigt ikke ringe; men det var af en anden Art: mere stærkt og storartet, det var snarere et ophøiet Syn end et harmonisk tilfredsstillende. Den indvortes Harmoni var ikke tilintetgjort; men Indtrykket deraf maatte træde tilbage for Følelsen af en større Kraft og Storhed.

Frank. De har Ret. I et mægtigt Vandfald er det Harmoniske endnu mere tilbagetrængt, og i en uoverskuelig af Stormen oprørt Havflade er det nærved at forsvinde; Storheden og det Ophøiede udgjøre her næsten udelukkende Ind52|trykket. Der gives da en vis Grad af det Store, som ikke mere er skjønt!

Alfred. Det er unægteligt, naar vi tage Ordet skjønt i den mere begrændsede Betydning, hvori det sædvanligst tages, og med god Grund kan tages; men der synes mig trods al Forskjellighed at være en NGrundlighed mellem de Sjælevirksomheder, hvormed vi fatte det NOphøiede, og det, som vi mere egentligt kalde skjønt; det er en ubevidst Fornuft i Naturen, som ogsaa her gjør sig gjeldende. Det er nemlig min Mening, at Menneskene i Almindelighed, hvad enten de ere komne til klar Indsigt om den hele Naturen gjennemtrængende Fornuft eller ei, ifølge det Heles Fornuftharmoni, modtage Naturens Indtryk i Overeensstemmelse med denne hemmelige Fornuft. Det heftigt bevægede Hav, Stormen, Lynilden træde frem for os som Magter, hvori den ubekjendte Naturaand aabenbarer sig. En beslægtet Følelse opvækker det Vidtudstrakte, som Himmelhvælvingen, en stor Havflade, en mægtig Bjergmasse; saadanne træde frem for os som Værker af den uendelige Naturmagt, og opvække i os Følelsen af det Uafhængige, Altbeherskende.

Frank. Men ofte har jeg dog havt en ganske modsat Følelse ved at befinde mig ligeoverfor saadanne store Gjenstande. Jeg mindes meget vel, at jeg i en Klippeegn, hvor en uhyre Fjeldvæg hævede sig for mine Øine, havde en overveiende Følelse af Forladthed og Død.

Alfred. Dette hændes os let, naar der Intet er, som minder os kraftigt om Liv og Virksomhed. Gribes vi af en Storhedsfølelse, idet vi fra en ørkenagtig Steenslette see op til en stor Klippevæg, da skeer dette Nfornemmeligt ved, at vor egen Tanke, hvori utallige Minder om andre Forhold ere blevne vakte, henvender sig til den Kraft, hvorved Gjenstanden er bleven frembragt. Gjenstanden selv indeholdt ingen kraftig Opfordring hertil: Aanden maatte have en egen Retning og Stem53|ning, for her mere at dvæle ved Nærheden, end skrækkes ved den herskende Død; anderledes forholder det sig, naar Fjeldet har udfoldet sig i mange forskjellige Former, naar Vandfald skinne, skumme, bruse, naar Skove og Græs vidne om, at Grunden ikke er gold, naar Fugle og Insekter oplive Luften, da opfordrer Naturen os selv til ogsaa at fæste vor Opmærksomhed paa det Store. Uden Fornemmelse af Fornuftens indre Liv, vil det, som ellers kunde kaldes skjønt, ikkun være dødt; det Livfulde i Tingen vækker Liv i os selv, og denne Livsfølelse hører med til den fulde Skjønhedsnyden. Hvilken rig Mangfoldighed af indre Virkekraft saae vi ikke i hiint Vandspring! Kunde denne skilles derfra, maatte der kun blive et mat Indtryk tilbage af det Øvrige. Et Forsøg paa at male dette Vandspring vilde, hvis det var mesterligt udført, vel fremkalde et Bifald; men den Nydelse, som udspringer af Gjenstandens egen Natur, vilde vi kun modtage i en meget svag Grad, fordi Bevægelsen, Glandsen og Lysspillet, ved intet Maleri kunne gjengives; jeg har adskillige Gange seet malede Vandspring; men det Indtryk, de frembragte, var saare fattigt.

Frank. Jeg er langt fra at modsige dette. De fordrer altsaa, at det Skjønne skal omfatte det Ophøiede, det Livfulde og det Harmoniske; men ifølge det, som De sagde om det Ophøiede, synes mig, at det kun er en egen Art af det Livfulde; thi De gav især mægtige Virkninger til Exempel.

Alfred. Dog ogsaa store Værker; men jeg nægter ikke, at selv disse Nhenpege paa den frembringende Kraft. I det Ophøiede er det dog ikke det Virksomme, hvorved Tanken dvæler, men det Uafhængige, som aabenbarer sig deri; dette kan skee paa forskjellige Maader, saa at vi let kunde inddele det Ophøiede i flere Arter; men dette tænker jeg, vi her ikke ville afhandle. Derimod maa jeg bemærke, at alle Skjønhedsbetingelserne i deres indre Grund hænge saaledes sammen, at de uophørligt møde os samlede.

54| Frank. Aftenen nærmer sig, jeg maa nu rive mig løs fra deres Selskab; man venter mig hjemme. Men idet jeg nu tænker paa al den Tilfredsstillelse, vor Samtale i sit Løb har givet mig, overraskes jeg dog tillige af en modsat Følelse: det forekommer mig, at vi have overladt os til en altfor materialistisk Betragtning.

Alfred. Denne Følelse overfalder os let, hvergang vi see en Sammenhæng mellem vort eget indre Liv og den Indvirkning, vi modtage af den udvortes Natur; men hidrører denne Følelse ikke derfra, at vi tage Naturen selv altfor materialistisk? Det synes mig, at vi ved saadanne Leiligheder glemme, eller rettere ikke minde os selv om, at den hele Natur er Værket af den samme Aand, som vi skylde vor egen Tilværelse. Naar vi ret levendegjøre os den Tanke, at det er den samme Fornuft, de samme skabende Kræfter, der yttre sig i den udvortes Natur, som i vor egen Tænken og Følen, maa dette vort Forhold til Naturen jo fremtræde for os som en Deel af Tilværelsens store Harmoni, og ikke som en Følge af det Legemliges Overmagt over det Aandelige.

Frank. De har Ret. Jeg burde ikke engang have ladet denne Betænkelighed komme til Magt hos mig, i vor Samtale gaves der Antydninger nok, som burde forebygge den.