[79]|NOvertro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben

1

Hvad Overtro og Vantro er

Man er almindeligt enig om, at tilskrive Naturvidenskaben en stor Virksomhed til at udrydde Overtroen; Sagens egen Natur og Menneskeaandens Historie tillader Nikke letteligt ulige Meninger herom. Man er ligeledes enig om, at Naturvidenskaben ofte giver Anledning til Vantro, men at dette ikkun skeer ved dens Misbrug. Det kunde synes overflødigt at underkaste saa almindeligt antagne Meninger en ny Drøftelse, naar man ingen Grund finder til at modsige dem; men nogen Opmærksomhed paa Menneskelivet viser, at der i Anvendelsen hersker megen Uenighed, og at Sagen altsaa ikke af NFleerheden opfattes med al fornøden Reenhed og Klarhed.

Der gives Mange, som mene, at Overtroen staaer i inderlig Sammenhæng med Troen, og derfor indbilde sig, at Udryddelsen af hiin skulde udsætte denne for Fare. Det vil være nødvendigt, at vise disse, at Overtroen har to Sider, af hvilke den ene har en tilfældig, altsaa Nopløselig Sammenhæng med den virkelige Tro, den anden derimod en inderlig Sammenhæng med den skrækkeligste Ugudelighed. Der gives Andre, 80| som holde Overtroen for noget Poetisk, og derfor ere fjendtlig stemte mod dens Udryddelse. Man maa sige dem noget Lignende; nemlig at mange af Overtroens Gjenstande ere i Menneskeslægtens tidligste Tider blevne sammenknyttede med den digteriskeA Opfatning, uden at være uundværlige for denne; men at Overtroens Verden, udviklet i sin Fylde, er saa langt fra at være en Skjønhedens Verden, at den meget mere er den i høieste Maade modsat. Vi have her brugt Ordet Overtro som et velbekjendt Udtryk; men til en Undersøgelse derover vil det være nødvendigt nærmere at bestemme dets Betydning: vi ville derved i Forbigaaende tillige afvise den Indvending, at Overtroen nu er saa fuldstændigt udryddet af hele den oplyste Verden, at det ikke mere lønner Umagen at Nomhandle den. Enhver vil vide at gjøre Forskjel paa Lettroenhed og Overtro. Ingen vil beskylde den for Overtro, der har fæstet Lid til endeel falske Efterretninger, som i sig selv ingen Urimelighed indeholder: man vil blot kalde ham lettroende. Selv om han har ladet sig indbilde høist usandsynlige Ting, f. Ex. at der skulde gives et Land, hvor Menneskenes sædvanlige Høide var 10 NFod og deres Alder 1000 Aar, vil man blot finde hans Lettroenhed latterlig, men ikke forvexle den med Overtro. Den derimod, som indbilder sig, at Noget kan virke i Naturen anderledes end efter dens Love, ham kalde vi overtroisk. Den f. Ex., som troer, at man, ved at læse visse Trylleord over et sygt Dyr, kan helbrede det, antager upaatvivleligt, at disse Ord have en Virkning, som de efter Naturens Love ikke kunne have. Jeg vil nævne et Par andre herfra meget forskjellige Exempler. Mange troe, at den, der er bleven bidt af en Hund, som i Biddets Øieblik var aldeles sund, kan faae NVandskræk, dersom samme Hund siden faaer denne Sygdom; uagtet disse to Ting, ifølge Naturens Love, ikke staae i nogen Sammenhæng. Den Indbildning, at det skulde være farligt, eller dog et ulykkeligt Tegn, at 13 Menne81|sker sidde til Bords sammen, forudsætter, at et bestemt Tal skulde frembringe Virkninger, eller staae i Sammenhæng med Virkninger paa en Maade, som er Naturlovene aldeles fremmed. Det er ikke fordi disse Indbildninger antage noget Naturstridigt, at vi kalde dem overtroiske – thi da maatte vi ogsaa kalde den Mening overtroisk, at et Menneske kunde taale at drikke NSkedevand istedetfor Brændeviin – nei, det er fordi de antage med Bevidsthed, om ogsaa med en meget dunkel, at der i Naturen kan foregaae Noget imod Naturens Love. Det kan ikke være Hensigten her at handle om adspredte overtroiske Meninger, men om Hanget til saaledes at tænke sig noget saakaldet Overnaturligt, som indgribende i Naturens Gang. Dette Hang, denne overtroiske Tænkemaade, vedligeholder sig ofte hos Mennesker, som ved Opdragelsen have lært at skye alle gængse overtroiske Meninger. Jeg har f. Ex. for 40 Aar siden kjendt en fransk Emigrant, som vilde have følt sig fornærmet, hvis man havde tillagt ham Tro paa Spøgelser; men som troede sig forfulgt af Frimurerne, og meente, at de Londoner Frimurere virkede paa ham, endskjøndt han var i Kjøbenhavn, og Nforsatte ham om Natten i Kramper ved Ndyrisk Magnetisme. Jeg veed meget vel, at nogle Naturforskere have antaget hermed beslægtede Virkninger, og at Nogle iblandt dem have tænkt sig, at den dyriske Magnetisme kunde udbrede sin Virkning langt ud i Rummet, ligesom Lys, Elektricitet og Jordmagnetismen; men hos denne Emigrant var Meningen, ligesom hos mange saakaldte NMagnetiseurer, en Indbildning om overnaturlige Virkninger. Selv om man nogensinde opdagede virkelige Naturlove, hvorefter et Menneskes Villie- og Nervevirkning kunde udbrede sig i store Afstande, vilde dog stedse de, der have antaget saadanne Virkninger som overnaturlige, findes skyldige i Overtro. Man maa betragte dette paa samme Maade, som den Indbildning, at Nogen ved Trolddomskraft kunde tilkjendegive sin Mening i et Nu for sine Medbrødre; Opdagelsen af 82| Nden elektromagnetiske Fjernskrift kunde ikke gjøre denne Indbildning fornuftig. En anden Franskmand yttrede for mig den Mening, at det var ved Frimurernes Hjelp, at NNapoleon udrettede saameget. I det første Tilfælde antog man, at en legemlig Virkning var frembragt udenfor Naturens Orden, i sidste, at en naturlig Virkning af et Væsen, hvori store Evner vare forenede, skulde hidrøre fra en Samvirkning af andre Kræfter, som efter den aandige Naturs Love umuligt kunde udrette det samme; vil man end ikke give Saadant Navn af Overtro, skal man dog ikke kunne nægte dets store Slægtskab dermed. I modsat Retning maa man betragte visse overtroiske Meninger, som ikke opfattedes i Overtroens Aand. Jeg har f. Ex. i forrige Aarhundrede kjendt fromme Mennesker, som aldrig havde været berørte af Tvivlen, og som sagde om Spøgelser, som dengang almindeligt troedes, at de vel ikke ligefrem turde nægte deres Tilværelse; men at de regnede dem for Intet, da de jo uden Guds Villie Intet kunde udrette; men Guds Villie er jo Religionens Udtryk for Tilværelsens evige Love, og saaledes tænkte de dem da, rigtignok paa deres uvidenskabelige Maade, det Overnaturlige indlemmet i det Naturlige. Paa samme Tid kjendte jeg en Mand, som ofte med megen Raahed forsikkrede om sin Vantro i Religionssager, og dog frygtede for at komme over en Kirkegaard eller forbi et Rettersted om Natten. See han var et Mynster paa overtroisk Tænkemaade!

For rigtigere at fatte Betydningen af det her Fremsatte, og for ikke at misforstaae adskillige deri forekommende Yttringer, maae vi nærmere stille os Naturlovenes Væsen for Øie. Uagtet vi beredvilligt bør tilstaae, at vor Naturvidenskab i Sammenligning med sin uendelige Opgave er høist ufuldkommen, er den dog tilstrækkelig til at vise os, at Naturlovene ere evige Fornuftlove; at kjende dem, er at kjende Naturens uendelige Fornuftsammenhæng, er at kjende den Fornuft, som gjennemtrænger og behersker hele Tilværelsen, den legemlige som 83| den aandelige. Naturvidenskaben stemmer fuldkomment sammen med Religionen, som lærer, at Alt er frembragt, frembringes og beherskes af den guddommelige Villie; at kalde Noget i Tingenes Løb overnaturligt, er da at kalde det baade fornuftstridigt og stridigt mod Guddomsvillien. Jeg veed meget vel, at Mange indbilde sig, at den evige skabende Kraft vel nu og da kunde finde det nødvendigt at gjøre en Undtagelse fra Tingenes naturlige Gang; men skulde denne være en virkelig Undtagelse fra Fornuftordenen, vilde herved jo forudsættes en Ufornuft i den alfuldkomne Fornuft: skulde Undtagelsen derimod kun være tilsyneladende, og i Virkeligheden være et Led i Fornuftordenen, saa henhørte den jo kun til det Meget, vi ikke forstaae; den vilde da gjøre sin Tjeneste med blandt alt Det, som kan ydmyge vor Stolthed; men den kunde ikke retfærdiggjøre Hanget til at antage noget Overnaturligt. Den overtroiske Tænkemaade er da et Hang til at antage noget Fornuftstridigt; et saadant Hang kan blot have Tilværelse som noget Ubevidst: den, som klart kan udtale, at der gives et Hang til Ufornuft, vil upaatvivleligt afskye det. Overtroen indeholder da ingen Tro: Navnet lyver: en Tro maa kunne udtales; nei Overtroen er kun en forvirret Indbildning, hvis egentlige Væsen ikke kan komme til klar Bevidsthed, uden at tilintetgjøre sig selv.

Man vil maaskee indvende mig, at et saadant Hang til Ufornuft er umuligt, og at det desuden, om det fandtes, maatte blive gjort uvirksomt ved Fornuftens Kraft. Jeg svarer, at et umiddelbart Hang til Fornufthad Nvistnok ikke kan være nedlagt hos Mennesket; men som Udartning af gode Anlæg er det ligesaa lidt utænkeligt som erfaringsstridigt; vor Undersøgelse vil i sit Løb have at oplyse dette. At Fornuften ikke hos Mængden tilstrækkeligt modvirker dette Hang, forstaae vi let, naar vi betænke, at de fleste Menneskers Tankeverden ikkun paa en høist ufuldkommen Maade er kommen til deres 84| egen Bevidsthed, og, langt fra af dem at opfattes i dens Eenhed og Heelhed, meget mere foresvæver dem i en mærkværdig Sønderrevethed, saa at Tanker, som skulde belyse og forsone hinanden, sjeldent mødes hos dem. Man tænke sig et Menneske, hvis Begreb om Naturen er indskrænket til den mest umiddelbare sandselige Nærværelse: for ham er ikke alene det Aandelige noget Overnaturligt, men endog alle Gjenstande i den legemlige Natur, som hans Tanke ei formaaer at bringe i Sammenhæng med det Sædvanlige; saaledes bliver Stjernehimmelen ham noget Overnaturligt, saa at han i sin Ukyndighed om de Love, hvorefter den regjeres, kan tillægge den de mest naturstridige Indvirkninger paa de menneskelige Ting. Et noget mere udviklet Begreb kan endnu forenes med mange Vildfarelser, som i deres indre Væsen høre til samme Slægt; dette er Tilfældet med den, som lader sit Begreb om Naturen saaledes fængsles i Betragtningen af Forskjellen mellem det Legemlige og Aandelige, at han ikke seer den Fornuftlovgivningens Eenhed, der omfatter det Hele. For alle dem, som have et saa indskrænket Begreb om Naturen, er det muligt at tænke sig et overnaturligt Indgreb deri, uden selv at blive Tankens Ufornuftighed vaer; men de leve dog, uden selv at vide det, i en Modsigelse med Tilværelsen, og maae ved enhver kraftig Tankebevægelse komme til at føle den; driver denne aandelige Stræben dem ikke saavidt, at Modsigelsen fremtræder for dem med den Klarhed, som fordres til at føre dem ud over samme, blive de staaende i en sørgelig, Sjælens Kraft nedtrykkende Følelse af Forvirring og Bortfjernelse fra det evige Lys. Den her omhandlede Tilstand kan hos visse Mennesker, og det meget hyppigt i visse mørke Tidsaldere, udarte til den yderste Nedsænkelse i aandeligt Mørke og deraf følgende Fornufthad og Ugudelighed. Maaskee kan dette ved første Øiekast synes Mange en overspændt Anvendelse af Grundsætninger, uden sand Overeensstemmelse med Virkeligheden; var 85| dette saa, vilde jeg selv hade disse stærke Udtryk, og skamme mig ved at bruge dem; men jeg haaber, at de ved Sagens nærmere Drøftelse skulle findes tilstrækkeligt retfærdiggjorte.

Ligeover for Overtroen staaer som en modsat Udartning Vantroen. Denne er et Hang til at forkaste al den umiddelbare Vished, der ikke hidrører fra de sandselige Indtryk, og til ikkun at bygge al sin Overbeviisning paa disse og paa Forstandens Udsagn.

Overtroen og Vantroen have i Menneskeslægten udviklet sig i den Sammenhæng, hvori Modsætninger, der altid gjensidigt fremkalde hinanden, nødvendigt maa vise sig; vi maae derfor stræbe at danne os et Overblik over deres Oprindelses- og Udviklingsmaade.

2

Overtroens og Vantroens Oprindelse og Udviklingsgang

Menneskeslægten begynder ligesom det enkelte Menneske sin Kundskab med den umiddelbare Opfatning. Den Barndomstilstand, hvori den egentlige Tænkning endnu kun lidet har udviklet sig, og hvori den Bearbeidelse, Sandseindtrykkene Nerholde af samme, er saare ringe, udgjør i Slægtens Udvikling en lang Tidsalder. Menneskets Bevidsthed om sine egne indvortes Tilstande faaer her en overvældende Indflydelse paa Verdensopfatningen; han lægger sin egen Følen og Villen og Indbilden ind i den sandselige Natur; Alt omkring ham er levende, følende, villende, ligesom han selv. Den indvortes Verden, Mennesket saaledes danner sig, er en Digtningens Verden, meget forskjellig fra den, Tænkningen senere lærer ham at kjende; men da den samme Virksomhed, som i Tænkningen handler 86| med Bevidsthed, gjennemtrænger alle vore Sjæleyttringer, og udgjør deres Form, saa erholder denne barnlige Verdensopfatning en egen Overeensstemmelse med den i Naturen herskende Fornuft, og derved det for vor indre Sands saa fattelige Fornuftpræg, som udgjør Skjønhedens Væsen, og aldrig ophører at indtage os. Kunde Mennesket vedligeholde sig i denne Digtningsverden, vilde hans Liv være en harmonisk Heelhed; men hans Verdensopfatning blev da kun en anende, halv drømmende. Verdens Fornuftsammenhæng, den guddommelige Fornufts Aabenbaring i Tilværelsen, vilde ikke klart opgaae for hans Bevidsthed; gjennem utallige Kampe maa Slægten derfor føres til det Stade, hvor Grundeenheden i alle vore Evner og alle vore Opfatningsmaader bliver os klar, og hvor Tænkning og Digtning ikke mere ligge i Strid med hinanden. For dette Øiemed er der sørget i hele Tilværelsens Indretning.

Mennesket faaer ikke Lov til at Nindslutte sig i sin Digtningsverden; Yderverdenens Indvirkninger tillade det ikke: den paatrænger ham Erfaringer, den Nafnøder ham Tænkning; Indtryk af uimodstaaelig Styrke, Tanker, som fremtræde i uafviselig Klarhed, Nnøde ham til at opfatte Meget paa en ny Maade. Dette giver Anledning til to modsatte Følelser: enten Glæden over det nye Lys, eller Utilfredsheden ved det forstyrrende Indgreb i den gamle tilvante Verdensanskuelse; alt efter det Nyes Natur og hvert enkelt Menneskes Eiendommelighed faaer den ene eller den anden af disse Følelser Overmagten. Et Par Exempler ville oplyse dette: Aarstidernes Gang har, selv i de mest begunstigede Verdensegne, en stor Indflydelse paa Menneskets Tilstand; det maa i de varmere NJordstrøg være ham vigtigt at vide, naar en Regntid skal afløses af en Soltid, eller den Tørke, som slutter denne, skal vige for den frugtbare Regn; men i de koldere Jordstrøg vil det være ham om muligt endnu mere magtpaaliggende at vide Aarstidernes Gang. Ved en Række af Himmeliagttagelser danner der sig i en Kreds 87| af høitbegavede Mænd og deres nærmeste Lærlinger en Kundskab om de Love, hvorefter Aarstiderne lade sig forudsige, og disse Kyndige agtes af Mængden som Himlens Fortrolige og Slægtens Velgjørere; ved deres Viisdom gjøres de NForretninger mulige, der udkræve Forudbestemmelser, som Agerdyrkning, Sammenkomster til Religionshandlinger, store Krigstog No. dsl. Det er just ikke Mængden, som herved vækkes til særdeles Eftertanke; men i den Kreds af Indviede, hvor Kundskaben pleies og bevares, maa man snart blive vaer, at Mængdens Forestillinger om Himmellegemerne som fritherskende Guder, hvis Gavmildhed man skylder Aarets Velgjerninger, ikke passe til de Love, hvorefter Begivenhederne maae rette sig; men herved opstaaer der ifølge menneskelige Vilkaar to modsatte Eensidigheder: hos Nogle en Tvivl imod Mængdens Forestillingsmaader i Almindelighed, og derved ogsaa om de Sandheder, som indeholdes i en med mange grove Vildfarelser blandet, i sin Grundvold dog rigtig Tro; hos Andre derimod en Frygt for at Nfratænke sig al Overbeviisning om det Guddommelige i Tingen. Under hine Indsigters tidligere Udvikling ville dog disse to Retninger neppe oparbeide sig til nogen afgjørende Eensidighed; men Tanken vil ligesom i Svingninger bevæge sig hid og did mellem begge Yderligheder, og Mennesket føle, at hans Tanke ikke formaaer at naae Bunden i dette Dyb. Men de samme Tankeretninger uddanne sig efterhaanden videre, og det desto mere, jo større Antallet bliver af dem, som faae nogen Kundskab om Himmellovene, hvilken hos de Fleste bliver meget overfladisk; dette vil navnligt være Tilfældet, naar Himmelbegivenheder, som Mængden betragtede med Skræk, vises at være fareløse Følger af Verdenslovene. Man tænke sig den Rædsel, der maatte overfalde Menneskene, naar de, ved at see en Solformørkelse, indbildte sig, at en uhyre Drage vilde opsluge Solen: det var for dem, som om Mørkets Magter truede at opsluge Lysets; men selv, efter at man havde aflagt denne 88| Fordom, vedblev man dog at see Solformørkelserne med Frygtens Anelser. Naar det nu kom til almindelig Kundskab, at denne Begivenhed kun bestaaer deri, at Maanen under sin velordnede Gang for en kort Tid kommer mellem vor Jord og Solen, og at den lader sig forudberegne, maatte dette give Anledning til en stor Tankebevægelse; Glæden over at see en gammel Frygt for en fjendtlig Naturmagt forjaget maatte blive meget almindelig. Hos dem, som fattede Mere af Sagen, maatte en ædlere Glæde endnu komme til, idet man i et stort Exempel saae vor Tanke fatte endeel af Naturens Styrelse; men idet man nu havde lært om een Naturfrygt, at den var grundløs, lededes man til at spørge sig selv, om det samme ikke gjelder om utallige andre; ja hos Mange blev det naturligviis ikke ved det blotte Spørgsmaal. Det Nheromhandlede Tilfælde, saa betydningsfuldt og tankevækkende det endog maatte være, kunde vistnok ikke, for sig selv alene, have en vidtomfattende Indflydelse; men det er kun et Exempel, grebet ud af en Uendelighed. Tanken vækkes uophørligt ved Omverdenens Indflydelse paa Mennesket, og for hver Gang han opdager en Aarsag, en Sammenhæng, kommer han i nogen Modsigelse med den gamle Indbildningskraftens Verden; under denne Fremgang ville de frieste og mest selvvirksomme Aander ikke blive staaende ved at forkaste de Meninger, hvis Falskhed man bestemt har indseet, men ville føle sig drevne til at forkaste alt Det, som har en paafaldende Lighed dermed; men Flerheden af dem, der have taget den nye Tankeretning, henrives let til at drive denne Forkastelse ud over de rette Grændser, og især til at nægte Sandheder, som have været forviklede med Vildfarelserne. Ligeoverfor disse staae de, som ikke let kunne løsrive sig fra de gamle Forestillinger; Nogle ledede ved en dybtfølt Forvisning om de Sandheder, man nu vil fornegte; Andre, og det Flerheden, hos hvem denne Forvisning er mindre levende, hærdede mod alt Nyt ved Tænk89|ningens Sløvhed. Fremgangsmændene ville nu, opfyldte af Glæde over Udsigten i den nye Tankeverden, blive utaalmodige over denne nye Modstand, og udelukkende finde Grunden dertil i aandelig Svaghed, hvorimod der paa den modsatte Side opstaaer baade Frygt og Forbittrelse, idet Tilhængerne af det Gamle see den Verdensanskuelse truet, med hvilken deres Gudsbevidsthed er sammenvoxen. Denne Kamp mellem to modsatte Eensidigheder gaaer, ligesaa lidt som nogen anden, uafbrudt frem; snart faaer Tankevækkelsen Overvægt ved nye Opdagelser; snart indtræder der en Rolighedstid, hvor man faaer Leilighed til at sammentrække Grændserne, som den raske Tankebevægelse havde rykket altfor langt ud; til alle Tider vil der være nogle Mennesker, som med en sand indre Beskedenhed, grundet paa en ærværdig Sjæledybde, ville føle, at der mellem de stridende Partier ligge mange Spørgsmaal, hvorpaa man for Tiden ikke kan med sand Overbevisning give noget Svar, hvorfor de nøies med at tilegne sig det, som de hos begge Parter finde det Visseste: paa den ene Side de Overbevisninger, hvortil en i sig selv betrygget Sandhedsfølelse fører, uagtet det endnu ikke Ner lykket Tænkningen tilstrækkeligt at belyse dem; paa den anden de Sandheder Tænkningen afgjørende beviser, selv om der synes nogen Strid mellem disse og den gamle Tankeverden. Mennesker, som formaae at hævde hos sig denne Selvfornægtelse, vide meget vel, at der, hvor der er Modsigelse, kan den hele fulde Sandhed ikke være; men de vide tillige, at denne Besiddelse af Sandheden i dens Heelhed ligger over menneskelige Vilkaar, og at vi ingenlunde vinde Sandheden, ved at ville afgjøre Tvivlen i Utide.

Denne her i Korthed skildrede Udviklingsgang er gaaet gjennem hele Menneskeslægtens Historie, kun med store Forskjelligheder i de forskjellige Tidsaldre og Verdensdele.A Vi ville nu forsøge en Fremstilling af Overtroens NUddannelse, saaledes som den har været paa de Tider, da dens Herredømme var mest 90| udbredt. Menneskene nødtes efterhaanden mere og mere til at optage Kundskaber, som Tænkerne havde erhvervet for Slægten; men hos Flerheden bleve disse Kundskaber staaende som noget blot Modtaget, og netop det deri, som har den største Betydning for de høiere Begavede, er mindst skikket til uforvansket at indgaae i Mængdens Tankeliv; imidlertid vækkes der dog ogsaa hos de raaere Mennesker endeel Tænkning ved de Lynglimt af høiere Tanker, som udspredes iblandt dem. Endnu mangfoldigere er Virkningen af alle de Tænkningens Frugter, der komme til Menneskene som Aarhundreders stedse voxende Arv, og paanødes dem af det daglige Liv, hvis talløse Forretninger i enhver ny Menneskealder fordre mere Eftertanke; men den Tænkning, som herved vækkes, faaer hos Flerheden ikke den Udvikling, at den frit kunde virke efter sin egen Natur; den bliver hos den raa Mængde tvungen til at virke under Indbildningskraftens Herredømme, og saavidt muligt i dennes Verden; man vil ligesom begribe med Indbildningskraften, og sammenarbeide det for denne ufordøielige Stof til en Verdensopfatning, der alt i samme Maal, som den mere udvikles, bliver mere forvirret og selvmodsigende; under denne Tilstand dannes der et besynderligt Væv af den gamle Digterverdens Skabninger og den Kundskabsmasse, man nu har vundet. Man vilde meget bedrage sig, hvis man troede at finde denne overveiende afpræget i en saadan Tidsalders Digterværker; man seer i disse kun, hvad Skjønhedssandsen kunde vælge og omdanne. Man finder ogsaa kun faa Spor af denne Overtroens Verden i de historiske Værker, som fremstille de store Begivenheder; men i de Skrifter, som give os Fremstillinger af Hverdagslivets Forhold, kunne vi tildeels faae Kundskab derom. Romernes Liv var, endog i deres mest forfinede Tidsalder, stærkt gjennemtrængt deraf; Middelalderen skulle vi strax nærmere betragte.

91| 3

Middelalderen som Exempel paa en overtroisk Tidsalder

Overtroen har til forskjellige Tider naaet et vist Høidepunkt, som nærmere blev bestemt ved samtlige Forhold. Det vilde være altfor vidtløftigt at afhandle enhver saadan Tidsalder. Den for os lærerigste vil være Middelalderen, og det saameget mere, som Overtroen her indblandede sig i Christendommen, hvis Lære, naar den opfattes uden Indblanding af Menneskepaafund, er saa høi og herlig, at Overtroen i sin Modsætning dertil staaer blottet i sin mørkeste Ufornuft. Medens man bekjendte en Religion, som lærer, at hele Verden styres af den guddommelige Villie, opfyldte Indbildningskraften den med onde Væsener, som i mangfoldige Henseender havde Magt over Naturen; vel skulde de være den evige Villie underkastede: dette var en uomtvistelig Lære; men i de raae Sjæles dybe Afgrunde laae der mørke Indbildninger, som stode i Strid med den lysende Sandhed, og som, mere end man skulde troe, beherskede Liv og Handlemaade. Det er vanskeligt at nævne et klarere Exempel paa Overtroens Ufornuft, end den Begjærlighed, hvormed saa mange Christne gjennem en lang Række af Aarhundreder toge Tilflugt til Mennesker, om hvilke de selv troede, at de ikkun formaaede at hjelpe ved djævelske Kunster: at søge Hjelp hos Djævelen, medens man dog troer paa Gud, maatte man kalde den latterligste Daarskab, dersom det ikke var den sørgeligste Forvildelse. Her handles ikke om enkelte Exempler, men om en Tænkemaade, som gjennem mere end eet Aartusinde dagligt yttrede sig i alle christne Lande; men Topmaalet af dette Vanvid er dog den Tanke, at forskrive sig til Djævelen, og at tilbytte sig en indskrænket Levetids snart forbiilende Lyster imod Opgivelsen af den evige Salighed og Underkastelsen under et evigt Livs uforgængelige Piinsler. Hvil92|ken forenet Hengivelse til Ufornuft og Ugudelighed, Ugudelighed og Ufornuft!

Dersom man mod Historiens talende Vidnesbyrd, vilde sætte den NUdflugtsindvending, at en saadan Ugudelighed ikke kunde være hyppig i Middelalderen, hvor Religionen var saa høit agtet, vilde jeg svare, at en upartisk Betragtning af den daværende Religionsøvelse meget mere viser, at ogsaa denne var opfyldt med Overtro. Den Gud, de dyrkede, skulde vel være den, som Christus havde forkyndt; men i deres virkelige Forestilling var han en ganske anden; de tænkte sig ham som en Nhøimægtig Overkonge, og ikke som Nden Aand, der skal tilbedes i Aand og Sandhed; adspredte Undtagelser afvege saa stærkt fra den almindelige Handlemaade, at de ikke kunne anføres herimod. Den hos Mængden herskende Mening var, at de kunde afsone deres Vold og Rov og Mord ved Gaver, hvormed man ikke saameget henvendte sig til den Allerhøieste selv som til Personer, man tiltroede en stor Indflydelse hos ham, f. Ex. hans Søns Moder, en Hærskare af Helgene og en endnu større Hærskare af Præster; disse Indflydelsesrige overøste man med Gaver; Kirkens Tjenere solgte Aflad. Man vil sikkert Nforekaste mig, at jeg her gjentager det attende Aarhundredes forslidte Tale; men det er ingenlunde min Hensigt, her at sige noget Nyt, men noget Sandt, som Mange have stor Lyst til at glemme. Man vil sige mig, at denne Mening om Middelalderen er saa ofte bleven fordømt, og det i de stærkeste Udtryk, at det nu ikke gaaer an at fremføre den paa ny; jeg kjender disse Fordømmelsesdomme, de skrække mig ikke mere, siden jeg har søgt at lære Middelalderen at kjende af den selv, og ikke af stridende Partiers Skildringer. Vi maae ikke lade os Nskuffe derved, at man kan underlægge de mørke Tidsalderes Vildfarelser en høiere Mening: en saadan ligger til Grund for alle Tidsaldres Vildfarelser; men vi maae aabne Øinene, og see hvorledes hine Tiders Menne93|sker i Virkeligheden tænkte; kun herved faae vi det sande Billede af Tilstanden.

Det forstaaer sig, at den Tankeretning, vi her have fulgt, maatte udelukkende fæste vor Opmærksomhed paa Middelalderens Skyggeside; men efterat dette nu er skeet, bør vi minde os selv om, at ingen Vildfarelse er i nogen Tidsalder saa herskende, at Njo det Sande og Gode ogsaa deri udøver megen Magt. Hvad jeg vilde godtgjøre, og som jeg holder for vist, er, at Overtroen i Middelalderen havde en langt større Indflydelse paa Liv og Tænkemaade, end de fleste nyere Skildringer deraf lade formode, og at den i samme Maal, som den kom til Herredømme, viste sig baade som Ufornuft og som Ugudelighed.

Det behøver vel neppe at siges, at Religionen selv ikke var Skyld i disse Vildfarelser; men vi saae her et af de talrige Exempler, som vise, at den opfattes paa høist ulige Maade af Menneskene, alt efter deres Kundskabers Ulighed og deres Evners forskjellige Udvikling. Menneskeslægten har maattet opdrages til den sande Forstaaelse, og denne Opdragelse er vel rykket frem fra Trin til Trin, men synes endnu langt fra dens Fuldendelse.

4

Overtroen indgriber forvirrende i hele Livet

Det er ikke blot mod Religionen, at Overtroen strider; den indgriber forvirrende i hele Livet. Vi maae, for ret levende at forestille os dette, forsætte os i en Tidsalder, hvor Overtroen ret var herskende. Kom der en Sol- eller Maaneformørkelse, da følte man en Frygt for, at disse skulde have en ond Betydning; dette Slags Frygt vedligeholdt sig mangfoldige Aarhundreder, ja vel meget over eet Aartusinde efter at 94| Videnskaben havde udfundet Formørkelsens sande Grund. Kom en Komet, blev Ængstelsen endnu større; i det femtende Aarhundrede befalede endog Paven, at der i Anledning af en Komet skulde ringes i alle Kirker. Ved mangfoldige store Foretagender spurgte man NStjernetyderne, og lod sig bestemme af deres Raad; selv om man skulde lade sig aarelade, eller bruge et indvortes Lægemiddel, eller endog lade sit Haar skiære, behøvede man Raadførsel med Himmelen. Den Betydning, man meente at finde i saadanne Tal, som ganske have deres Oprindelse fra vilkaarlige Bestemmelser, skaffede den Frygt, at Verden skulde forgaae i Aaret 1000, en i hele Christenheden omfattende Indflydelse. Den blinde Tillid til Spaadomme anrettede ofte siden stor Forvirring; i Sygdomme tog man ofte sin Tilflugt til Mænd og Qvinder, som man tiltroede overnaturlige Kundskaber, og fik snart unyttige, snart fordærvelige Raad; mødte der i et Huus Sygdom paa Mennesker eller Qvæg, eller noget andet Ondt, troede man, at det havde sin Oprindelse fra onde Menneskers eller andre onde Væseners Indvirkning, og leed altsaa foruden Ulykken selv endnu Ængsteligheden for ubekjendte Magter. Selv de Afvexlinger, som foregaae i Menneskets Sind, f. Ex. Elskov og dennes Forvandling til Lede, tilskreve de meget hyppigt Trolddom, og søgte overnaturlig Hjelp derimod; ikke sjeldent bleve afskyelige Trylledrikke brugte derimod. Mørket var opfyldt med Skræk: i Skovene, i Bjergene, ved Kirkerne, i øde eller sjeldent besøgte Værelser husedes Trolde, Ellepiger, Bjergaander, Gjengangere: Varulve og Helheste gik omkring paa Gaderne: ja i Hjemmets Inderste kunde onde Magter forbytte det uskyldige Barn i Vuggen. Naturligviis har det kun været mig muligt at samle nogle faa Træk; men værdiger man dem nogen Opmærksomhed, vil man let see, at deres Indflydelse maa have været mægtig. Vil man indvende mig, at alle disse Ting her fremstilles os saa tæt sammentrængte, som de ikke kunde være i Livet selv, tilstaaer 95| jeg dette strax; vel gaves der ikke Faa, som ifølge deres naturlige Hang hengave sig særdeles til saadanne Indbildninger – og for dem maatte Tilværelsen være et Slags Helvede – men hos Folk som flest maae de talrige og langt stærkere Indtryk, som de modtage af den virkelige Verden, overbyde og neddæmpe hine Indbildninger, saa at de hos Nogle kun faae en mangfoldigt Nafbrudt Virkning, hos Nogle endog en meget ringe; men i det Hele taget stode de i hine Tiders Livsforhold langt nærmere, end det var Tilfældet med de digterisk skjønne Træk, som mange Skribenter næsten udelukkende bruge til at give os et Billed af Middelalderen. Det staaer da fast, tør jeg sige, at den herskende Overtro gjennemtrængte Menneskelivet med en Uro, en Forvirring, tit en Skræk, som er vor Tid fremmed, endskjøndt den endnu ei ganske har befriet sig fra Overtroens beskjæmmende Aag.

5

Om Overtroens Nformeente Poetiskhed

Endnu maa jeg berøre en Mening om Overtroen, der giør den til mange Dannedes Kjæledægge: man siger den er poetisk, og klager over, at den nøiagtige Kundskab om Naturens Love skulde gjøre vor Opfatning deraf prosaisk. Der ligger en mærkværdig Mangel paa Ærbødighed for Sandhed og Virkelighed skjult bag disse Beskyldninger; dog vi behøve ikke at opholde os herved: det er nok, at vi opløse de Misforstaaelser, hvorpaa denne Mening er grundet. Det er ikke Troen paa de overnaturlige Væseners Tilværelse i Hverdagslivets Virkelighed, der gjør dem poetiske; men, forsaavidt som de ere det, have de deres digteriske Værd og Betydning derved, at en af Fornuften gjennemtrængt Indbildningskraft 96| har brugt dem til at fremstille for vor indre Anskuelse skjønne Billeder af den høiere Tilværelse. Det er Digteren nok, at disse Væsener have Virkelighed for vor Indbildningskraft, medens vi opfatte eller i vort Indre gjentage hans Værk; han maa indaande sine Væsener et saadant Liv, at de kunne virke paa vor Indbildningskraft; men hos os maa ogsaa denne Kraft være saa levende, at vi kunne gjenskabe hos os selv de Billeder, Digteren viser os. Hvormange ere der vel blandt de Tusinder, som henrykkes af Shakespears Macbeth eller Hamlet, der troe paa Hexers eller Spøgelsers Virkelighed? Det er en Erfaringssandhed, ligesaavel som det er et Videnskabens Udsagn, at den Tro, vi behøve for at nyde Digternes Fremstillinger af det Overnaturlige, opstaaer og vedligeholdes hos os under Nydelsen! Fordringen paa en anden Virkelighed er latterlig, og minder mig om en Mand, som efter at have læst NEwalds »Balders Død« spurgte: hvor boede Nanna? hvorpaa han fik det meget passende Svar: i NChristen Bernikovstræde. Jeg veed meget vel, at nogle udmærkede Digtere have i deres Værker indført Personer, som gjøres latterlige ved ikke at ville troe paa overnaturlige Væsener; men hvor en saadan Fremstilling er heldig, kan den kun være rettet mod dem, som ville have de overnaturlige Væsener udjagede af Digterverdenen, fordi de forvexle disses aandelige Virkelighed med den prosaiske, som Overtroen vil give dem; forsaavidt Digteren mener det anderledes, forfalder han i en heel prosaisk Vildfarelse.

At en saadan Misforstaaelse endog har forvildet høist udmærkede Digtere, er imidlertid unægteligt. Der var en Tid, hvor den Tanke baade i Tydskland og siden i Danmark havde vundet Indgang hos mange aandrige og i visse Retninger høitdannede Mennesker, at man vilde gjøre Religion og Poesie en Tjeneste ved at gjenindføre Overtroen; denne Stræben fik især Liv og Kraft ved at optræde som Modsætning og Kamp mod en dengang meget herskende prosaisk Tænkemaade. 97| Det Tidsrum, hvori denne Virksomhed herskede, er nu forbi; men de aandige Kræfter, hvormed Striden for Overtroen nu og da blev ført, have ikke blot efterladt en Virkning hos Mange; men den fornyes endnu stedse derved, at den er bevaret os i Værker fra Datiden, som ved digterisk Værd bestandigt ville vinde Læsere. Jeg vil helst nævne et stort Exempel: Digteren NTieck var i sine tidligere Aar blandt dem, som med størst Kraft angreb den da herskende prosaiske Tænkemaade, og gjorde dette med en Aand og NVittighed, som stedse vil beundres; men man bør ikke nægte, at han en Tid lang beherskedes saaledes af denne Stræben, at den førte ham ud over det Sandes Grændser. Der er i visse af hans Digterværker en kjendelig Stræben efter at trodse Oplysningen; dette viser sig især i de Æventyr og andre Folkefortællinger, hvori han sammenarbeidede gamle Fabler paa det inderligste med Hverdagslivet, og det i en saa klar og gjennemsigtig Fremstilling, at det Overnaturlige deri ligesom tiltrodser sig en anden Virkelighed end Digterverdenens. Naar vi læse eller endnu bedre høre Det, der udgjør Stoffet i N»den blonde Egbert«, »Venusbjerget«, »Alferne«, fortalt efter Folkesagnenes umiddelbart opfattende Maade, for hvilken enhver Tankeudvikling er fremmed, saa Nforsætter dette os i en dertil svarende aandelig Tilstand, hvor de indre Modsigelser og Stoffets uhyre Strid med hele Tilværelsen ikke træde altfor stærkt frem for os; men naar Begivenheden udmales og, ved at indpasses i den os velbekjendte Virkelighed, bringes i utallige Berøringer med Eftertanken, føle vi Modsigelsen, selv om store Skjønheder i Digtet hindrer os fra strax at gjøre os Rede derfor. Et saadant Digt gjør i sin Heelhed et Indtryk, som om Verden regjeredes af Mørkhedens Magter, og Mennesket var et villieløst Legetøi for dem; man gribes, medens man ret hengiver sig til Indtrykket, af en usigelig Rædsel, og naar man siden gjenkalder sig det, føler man sig uhyg98|geligt tilmode, som om man havde været indespærret i en Vanviddets Verden, hvor intet Glimt af den guddommelige Fornuftregjering kaster sit Lys over den truede Mennesketilværelse. Det er intet tilstrækkeligt Forsvar for Digterværket, at dets Ophavsmand med fuldt Forsæt har tilsigtet, og med megen Aand og Kunst har frembragt hin Rædsel; hans Digterpligt er det at forsætte os i en Skjønhedens Verden; denne udelukker vistnok ikke en mægtigt rystende Rædsel; men den taaler ikke, at Mørkets Magt hersker over Lyset. Man har ved at bestride den Vildfarelse, at Digtekunsten skulde være Tjener for Hensigter, som ligge udenfor den, altfor ofte ladet sig forlede til at indrømme den en vild Frihed, og glemme, at den ikke har handlet efter sit sande Væsen, naar den indskrænker sig til at vise sig for os i visse Skjønhedsformer; men at der gives en heel Skjønhedens Verden, hvis Love den ikke maa overtræde; naar den hylder dem, tjener den af egen fri Kraft tillige Religion og Moral og Menneskesamfundet, hvis indre Væsen harA samme Kilde som Skjønhedsverdenen; kort, den kommer i Harmoni med hele Virkeligheden, saaledes som denne opfattes ved Foreningen af vore sandselige og aandelige Kræfter. Jeg har her følt mig dreven til at gaae noget ud over min nærmeste Hensigt, fordi jeg har seet, hvormange uklare Levninger af gamle Indtryk, der stille sig imod Naturens eget Lys; man bør advare dem, som mene at vise den høieste Dannelse ved at bære disse Levninger fra hine Tider tilskue, at de i Virkeligheden kun gjøre sig tilgode med Bundfaldet af en forlængesiden tilendebragt ædel Gjæring.

Jeg har tit undret mig meget over, at adskillige aandrige Mænd for Alvor have beklaget Overtroens Ophør, og have ønsket at reise den paany til nogen Betydning; men denne Stræben har den Feil, at Ingen mener det alvorligt dermed, hverken de, som af et Slags egen Tilbøielighed tale Overtroens Sag, eller de, som eftersnakke deres Tale. Man kan med god 99| Grund sige, at de mene kun, at de mene, og at deres Anstrængelser, uden at de selv blive sig det klart bevidste, kun tjene til at udbrede Usandfærdighedens og det forstilte Væsens Rige.

Det er iøvrigt ikke min Hensigt at nægte, at Videnskaben tilintetgjør adskillige af Overtroens Forestillinger paa en saadan Maade, at de ikke, uden under ganske særegne Betingelser, lade sig bruge i vor Tids Digterværker; saaledes er den Indbildning, at en Drage vil opsluge Solen; men at vi ved Bønner, eller Offringer, eller Larmen kunne fjerne den, langt mere digterisk, idetmindste efter vore hidtil antagne Forestillingsmaader, end den Viden, at Maanen gaaer imellem os og Solen; men hvo vilde være saa vanvittig at ønske hiin falske Indbildning hævdet, ved at bortgive en saa stor og frugtbar Sandhed! Jeg veed vel, at Mange lade sig vildlede ved en forvirrende Leeg, som er bleven dreven med Ordene poetisk og prosaisk. Som bekjendt er den oprindelige Mening af Ordet prosaisk kun at betegne den Beskaffenhed ved Talen, hvorved den skjælnes fra Verset; men senere har man ogsaa meget passende anvendt det paa alt Det, der er den digteriskeA Aand fjendtlig; saaledes brugt, betegner det med Rette noget Lavt og Aandløst. Men senere har man paa en meget ufornuftig og vildledende Maade anvendt det til at betegne alt Det, som ikke er digterisk; paa denne Maade bliver den dybeste Indsigt og Viden noget Prosaisk. Man hører mangengang tale om Sandhed og Virkelighed som prosaiske Ting, der bør gaae af Veien for Poesien; de, som føre dette Sprog, skuffe sig selv ved den grundfalske Tanke, at den Opfatning af Tilværelsens aandige Indhold, som i Digtninger finder en saa talende Udtryksform, skulde udelukkende tilhøre denne Form; og medens man dog ikke kunde skjule for sig selv, at de høieste Ideer ogsaa findes udtrykte, og ofte herligt 100| udtrykte i Videnskaben, faldt man paa den fortvivlede Tanke at erklære alt Saadant for poetisk, ligesom man hører visse ivrige Frimurere erklære al Moral for Frimureri og alle gode Mennesker for Frimurere. I samme Aand paastod en udmærket tydsk Skribent, som i sin Tid bidrog meget til denne Forvirring (NFred. Schlegel), at NSpinoza var poetisk. Nei, Sandhed og Virkelighed ere, som saadanne, hverken poetiske eller prosaiske; Aandens høieste Opsving tilhører hverken udelukkende Poesi eller Prosa, den er fælles Eiendom; at forbeholde Betegnelsen poetisk for Aandens Helligdom, er en fordærvelig Misbrug af Sproget.

Det kan da ikke være Naturvidenskaben til NMisanbefaling, at den tilintetgjør adskilligt Stof, som hidindtil anvendtes af Digterne; vi kunne endog ingen Betænkelighed finde i at tilføie, at den ogsaa tilintetgjør andre i Digterverdenen indlemmede Vildfarelser, som ikke kunne kaldes Overtro: saaledes vil en nyere Digter slet ikke eller dog kun med megen Indskrænkning kunne gjøre Brug af saadanne Forestillinger, som Verdens fire Hjørner, Jordens Grundvold, Himmelens Befæstning No. dsl., forsaavidt som saadanne falske Forestillinger ikke kunne bruges som Billeder for det Rigtige, hvilket derimod er Tilfældet med Mange, f. Ex. Solens Opgang og Nedgang; men om vor Digtningsverden end ikke Nbekom fuld Erstatning for alle saadanne Tab, vilde Klagerne derover endda være slet Noverlagte; thi Hovedsagen bliver det dog, at vor aandelige Tilværelse ophøies og forædles ved den Indsigt, som tilintetgjør Vildfarelserne; alle saadanne Tab ville iøvrigt ikke have meget at betyde for den sande Digter, men kunne vel være Npiinlige for de mange Dyrkere af Digtekunsten, som mene at have gjort en i sig selv ubetydelig Tanke poetisk, ved at indklæde den i Pragtstykker fra en forsvunden Tids poetiske NRustkammer. Der gives vistnok dem, som mene at sige noget Stort, naar de forsikkre os, at de finde al denne Erstatning intetsigende; men 101| hertil svarer jeg, at den, som taler saa, erklærer derved, at han ingen aandelig Glæde kan føle over Indsigt, og at det f. Ex.A er hans aandelige Tilstand uvedkommende, at vi med saa beundringsværdig Klarhed kunne gjennemskue Verdensmechaniken og forudsee Verdensforhold i fjerne Aarhundreder. Lad det være Saadanne sagt, at det er deres egen Sløvhed, der berøver dem Indsigtens Glæder, om de end kunne rose sig af betydelige Evner i andre Retninger: de ere enten af Naturen eller snarest ved egen Skyld udelukkede fra en Indvielse, som altid opfylder Den med høi Glæde, hvem den bliver tildeel.

Da Videnskabens Herlighed bør hævdes ved dens eget Væsen, blev her indtil videre forudsat, at den kun ved at give Indsigt, men ikke ved at skjænke Digterverdenen selv Noget, gav rig Erstatning for det, den berøvede samme; men nu kunne vi ogsaa henlede Opmærksomheden paa, at Videnskaben virkeligA har Erstatning at byde Digterverdenen for det, den tilintetgjør deraf. Noget deraf har Digterverdenen allerede længe optaget i sig, f. Ex. Jordens Kugelskikkelse, til Kundskab om hvilken Videnskaben allerede i Oldtiden havde ført; ikke blot for Tænkningen, ogsaa for Skjønhedssandsen har denne Forestilling noget langt mere Tilfredsstillende end den, at Jorden skulde være flad, enten firkantet eller skiverund. Den digteriskeA Opfatning har ogsaa nu og da grebet de store Sandheder om Jorden, som vandrende sin Bane omkring Solen, om Planeterne som beboelige Kloder, om Fixstjernerne som fjerne Sole, lysende og varmende Midpunkter for ubekjendte beboelige Kloders Kredsløb. Er Tanken om den fritsvævende, af usynlige Kræfter baarne, i Verdensrummet vidtomvandrende Jordklode ikke med Hensyn paa Skjønhedssandsen rig Erstatning for Jordens Grundvold? og er ikke Udsigten i en uendelig Mangfoldighed af Verdener, fulde af Liv og Tanke, en rig Erstatning for den faste Himmelhvælving? Det er sandt, at den digteriske Indbildningskraft langt fra ikke har saa flittigt benyttet de nyere Indsigter 102| som de gamle Forestillinger; men dertil har jo den stedse fremskridende Menneskeslægt den lange Fremtid liggende for sig. Den Historie, Videnskaben lader Jordkloden fortælle os om sine ældste Tider, er ikke bleven den digteriskeA Opfatning fremmed; men Læren om Jordklodens Udvikling giver hvert Aar nyt og rigere Udbytte; den fortæller os om den Tid, da den endnu var dækket af et uhyre ophedet Hav, om de første Øer, som opstode deri, og den fortsatte Ødannelse, om de tause Dyr og de blomsterløse Væxter paa den unge, af ingen Lyd oplivede, af intet Farvespil forskjønnede Jordskorpe; den viser os, hvorledes fortsatte Udviklinger dannede større Landstrækninger, og den begynder allerede at fortælle os om deres Grændser; den fremstiller os den fortsatte Udvikling af Væxternes og Dyrenes Rige, og viser os de vidunderlige Skikkelser, den efterhaanden frembragte, dræbte og begrov, medens den bestandigt forberedede en fuldkomnere Skabelse. En Mangfoldighed af mindre omfattende videnskabelige Opdagelser har desuden fundet Indgang i Digterverdenen, f. Ex. Magneten, Krudtet, Solens Pletter, Maanens laante Skin, Lysets Hastighed, NLynets Afledning, Væxternes Aandedræt, de usynlige Dyr i en Vanddraabe, Viingjæringen o. s. v.A Det Forhold, hvori Mennesket som Opdager af Naturens Hemmeligheder kommer til denne, til hele Menneskeslægten og til sig selv, er endnu kun saare lidet blevet benyttet. Skulde ikke det være værd for en Digter at fremstille den aandelige Tilstand, hvori den Mand befandt sig, som først havde sat sig i videnskabelig Besiddelse af Seerøret (Kikkerten), og med dette opdaget Maaner ved en fremmed Planet, Bjerge i Maanen o. s. v.? Skulde hans større og klarere Blik ud i Tilværelsen, hans Bevidsthed om den Indsigt, hvormed han nu berigede Menneskeslægten, hans Overbeviisning om, at han nu havde beredt Stjenetyderiet og mangen anden med Himmelforholdene sammenhængende Vildfarelse den visse Undergang, ikke have noget Tillokkende for Digteren? Skulde det ikke være 103| værd at vise Menneskene den indvortes Høitid, der maatte herske i en Aand, medens den seer saa store Naturhemmeligheder første Gang afslørede, og forudseer, at dens Stræben vilde bringe saa skjønne Frugter for Menneskeslægten? Noget lignende vilde der være at finde ved alle meget store og omfattende Opdagelser, om end ikke ved alle noget ligesaa anskueligt; men selv de anskueligste ere kun sjeldent blevne gjorte frugtbringende for den digteriskeA Fremstilling. Det er saaledes mærkværdigt, at Opdagelsen af Tordenveirets elektriske Natur ikke har vakt nogen stor Digter til en begeistret Fremstilling. Opdagelsen var Frugten af videnskabelig Tænkning, men indførtes i Verden ved en Heltegjerning; thi NOpfinderen nedledede Tordenskyens elektriske Ild ved en Handling, som satte hans Liv i NVove. Hans unge Søn var hans Medhjælper: man tænke sig Opfinderens indre Spænding før Forsøget, Sønnens enten uskyldige eller heltemodige Deeltagelse, Seiersfølelsen efter Forsøget. Hvad Sønnens Deeltagelse angaaer, har Digteren Valget, om han vil forudsætte, at Faderen slet ikke har talt til ham om Faren, eller fortalt ham om denne, men for at sætte ham paa Prøve Intet sagt ham om de Indretninger, han havde gjort for at sikkre ham, medens han selv nødvendigt maatte udsætte sig for Faren: man tænke sig videre Fordommens mangfoldigt gjentagne Skrig mod Lynaflederen, men ogsaa den Tilintetgjørelse af Fordommen, som fulgte, da Sagen fandt sin store Bekræftelse i Erfaringen; blandt andet frembyder Virkeligheden her et Træk, som ingen Digter kunde have opfundet bedre. I NSièna var et Kirketaarn tit bleven beskadiget af Lynild: Kirkens Værger gave det en Afleder; alle Overtroens Trælle skrege derimod, og kaldte Lynaflederen Kjetterstangen: et Tordenveir trak op: Lynilden slog ned i Taarnet: Mængden stimlede til for at see, om Aflederen havde beskyttet Kirken, og see, den havde udøvet sin Magt saa fuldkomment, at ikke engang det Spind, 104| som en Edderkop havde fæstet dertil, var i mindste Maade beskadiget.

Det er naturligt, at den, der har ligesom fastlevet sig i den gængse Opfatningsmaade, ikke vil finde sig tilfredsstillet ved den Erstatning, den nye byder ham for hans Tab, og endnu mindre vil finde, at denne Erstatning er usigelig rig, og mangfoldige Gange opveier Tabet. En saadan Overbeviisning kan maaskee forberedes, men ikke uddannes ved enkelte Nom og betydningsfulde Exempler; den vil kun efterhaanden udbrede sig og omsider seire, alt som Naturvidenskaben udbreder sig saaledes, at den ikke alene bliver Forstandens Sag, men tillige befrugter Indbildningskraften. Det er kun ved denne aandelige Udvikling, at der lige overfor den gamle Digterverden vil aabne sig en ny, maaskee aandeligt af ikke mindre Betydning end den, Opdagelsen af en ny Verdensdeel havde lige overfor den saakaldte gamle Verden.

Denne Udvikling vil ikke savne sin lovlige og sikkert store Indflydelse paa Brugen af den gamle Digterverden; blandt andet vil herved uddanne sig en finere Takt for den Fornuftharmoni, som bør herske, om ogsaa nok saa skjult for Mængdens Øine, selv i den frieste Digtning, og herved maatte den vilde Frihed, som den tankeløse Mængde ofte tager for høi Originalitet, Nalt mere og mere tabe sine Beundrere.

6

Vantroens Virkninger

Vi have nu dvælet længe ved Overtroens Virkninger og ved de falske Aandsretninger, som begunstige den. Ved Vantroens Virkninger behøve vi ikke at opholde os saa længe, uagtet de ogsaa ere høist fordærvelige; men da det hører til 105| dens Oprindelse (see S. 85-90), at den udvikler sig af Undersøgelsesaanden, bærer den saaledes Spiren til sin egen Undergang i sig selv, og kan derfor ikke vinde et saa langt eller saa udbredt Herredømme som Overtroen. Vi have seet, at Vantroen bestaaer i et Hang til at forkaste Det, som Mennesket pleier at antage om aandelige Ting, forsaavidt man kun tilegner sig dette ved en umiddelbar indre Sands og ikke beviser det ved Tænkningen; den opstaaer i Anledning af de talrige Tilfælde, hvor Videnskabens Opdagelser gjendrive de Meninger, man uden Undersøgelser havde antaget. Vel gjendrives ligeledes i Undersøgelsernes Løb mange Meninger, hvortil man var kommen ved tidligere Undersøgelser; men her er det Tænkningen, som selv retter sine Vildfarelser, ei at tale om, at det i en lang Række af Menneskealdre især bliver Overtroens Vildfarelser, Tænkningen Nfaaer at rette. Det er naturligt, at dette avler Tvivl mod den hele Kundskabsart, som saa hyppigt gribes i Vildfarelse; Tvivlen gaaer let over til Mistro, Mistroen hos Mange til et overvættes Hang til at forkaste; hertil kommer en forhøiet Følelse af Tænkningens Magt, som i sig selv er en saa herlig Følelse, men hos Mange udarter til Overmod. Den Frihedsfølelse, som opstaaer ved saa mangfoldige Befrielser fra Naturtvang, udarter ikke mindre hos Andre til en vild Frihedslyst, der foragter enhver Skranke; alt efter disse Udartningers Grader udspringer heraf en Forkastelse af al Religion, en indbildt Viisdom, som troer at kunne hæve sig over Dyds- og Pligtbegreberne, endskjøndt man ret gjerne seer, at andre svagere Aander rette sig derefter; at Poesien ikke blomstrer ved en saadan Opfatningsmaade, seer man let. Vantroens Tilhængere bestyrkes ofte meget i deres Vildfarelse ved den Uforstand, som Overtroens Venner sætte imod dem; denne gaaer let over til Forfølgelse, som giver Vildfarelsen en vis høi Værdighedsfølelse, baade derved, at Forstanden maa foragte al Vold, som vil træde istedetfor Overbeviisningsmid106|ler, og ved den Bevidsthed at lide for Sandheden. Der gives et vist Udviklingsstade, hvori det tillige er de mest høitbegavede Aander, som kraftigst ivre mod Overtroen, og derved let lade sig henrive til visse Yderligheder, der vel ikke selv ere Vantroens Værk, men let give Anledning til, at saadanne Mænd i Tidernes Forvirring og under Partikampene synes at staae paa Vantroens Side; men forsaavidt Vantroen faaer Overvægt i en Tidsalder, gaaer denne sin Fordærvelse imøde: Sædeligheden undergraves, og ringeagtes siden: Alle de hemmelige Baand, som sammenholde Familien og Statssamfundet, opløses: Alt Helligt forhaanes: Vantroen faaer selv sin Forfølgelsesaand, som Overtroen havde sin; men denne Tilstand bærer Spiren til sin Undergang i sig selv; dersom de aandelige Kræfter ikke formaae at hæve den, endes den ved store Omvæltninger og Gjenfødelser af Samfundet, hvilke, som bekjendt, medføre saadanne Fødselsveer, at de kunne betragtes som uhyre Straffedomme over Udartningerne.

Det forstaaer sig, at hverken Vantroen eller Overtroen i nogen Tidsalder vinder et udelukkende Herredømme. Den vort Væsen iboende Fornuft, i Forening med hele Omverdenens belærende Indvirkning paa os, udretter, at Flerheden af Menneskene ikke ganske hengive sig til nogen af de to Eensidigheder, omendskjøndt ikkun Faa ere istand til fuldkomment at holde sig fri for dem. Der er saaledes ved en høiere Naturindretning sørget for, at det Onde ikke faaer uindskrænket Overmagt; men at der levnes Spirer til nye og ædlere Udviklinger, selv naar et Onde er voxet til en saadan Magt, at store Omvæltninger ere fornødne.

107| 7

Hvorledes Naturvidenskab virker mod Overtro

Det synes, at de Fleste sætte den Virkning, Naturvidenskaben har til Overtroens Udryddelse, Nfornemmelig deri, at den tilintetgjør overtroiske Meninger. Denne Tjeneste er vel overmaade vigtig, men ikke den eneste; jeg vilde sige, at den ikke engang var den vigtigste, dersom den ikke var Udgangspunktet for alle de andre. Man seer let, at den Undersøgelsesaandens Handling, hvorved en overtroisk Indbildning udryddes, medfører ikke blot den Vinding, at en saadan særegen Indbildning forsvinder, men ogsaa den, at en Eftertanke vækkes, hvorved man bliver mistroisk mod andre beslægtede. Denne vigtige Følgevirkning opkommer for det Meste kun i ringe Grad ved Tilintetgjørelsen af een overtroisk Indbildning, men forøges i et stærkt voxende Forhold ved flere Opdagelsers Samvirkning. Man tænke sig den Overtro forjaget, at en Solformørkelse skulde antyde, at en Drage vilde opsluge Solen; dette vil sikkert have sin Virkning paa Manges Eftertanke; men Indtrykket vil hos Flerheden snart svækkes, og ikke udvide sig til fortsat Eftertænkning. Overtroen har en Solgud, som hver Aften gaaer til Hvile bag Havet og begynder næste Morgen sin Bane paa ny: Videnskaben lærer, at Jorden er en Kugle, rundt omkring hvilken Daglyset forflyttes eensformigt i hvert Døgn fra Øst til Vest. Overtroen antager, at Solgudens Ildvogn kunde tænde Jorden, hvis den kom for nær: Videnskaben lærer, at Solen hverken er en Ildvogn, eller styres med Vilkaarlighed, eller kommer Jorden nær. Overtroen havde sin Maanegudinde, der ogsaa havde mange Virkninger paa Jorden: Videnskaben lærte, at Maanen er en Klode, som har sin bestemte Bane. Flere saadanne Tilintetgjørelser af overtroiske Meninger maatte hos Mange fremkalde den Tanke, at hele Himmelløbet er bestemte Love underkastet, hvorved de Meninger, som forudsætte Him108|melbegivenheder, der udspringe af Guders vilkaarlige Virkning, maae bortfalde. Førend jeg gaaer videre, vil jeg gjøre en Misforstaaelse umulig, som dog ifølge alt det Foregaaende vilde være aldeles uberettiget; jeg vil nemlig sige, at det ikke er den digteriske Betydning af de omhandlede mythologiske Forestillinger, jeg her betegner som Overtro, men den i Sandhed prosaiske Opfatning, som herskede om de samme Gjenstande i Hverdagslivet; efter denne, maaskee overflødige Bemærkning, fortsætter jeg endnu min Betragtning. Den Tanke, at Himmelbegivenhederne foregaae efter bestemte Love, tog ikke strax sit fulde Omfang: den blev tvertimod gjennem mangfoldige Aarhundreder staaende indenfor en snæver Begrændsning, som tillod store Tilfældigheder; selv de, der kjendte Himmellegemernes Løb, sattes f. Ex. endnu i Skræk ved Kometer. Det er ikke mere end Nhalvandet Aarhundrede siden, at Videnskaben befriede de Oplyste fra denne Skræk, som først langt senere blev forjaget af en større Menneskemasses Bevidsthed, da man kom til Kundskab om, at en Komets Gjenkomst med Held havde været forudseet over 75 Aar, førend den kom. Man troede længe, at et Menneskes Skjæbne kunde forudsiges af Stjernernes Stillinger ved hans Fødsel; den fuldkomne Forvisning om, at Planeterne ere Kloder som Jorden, og Fixstjernerne Sole, fremstillede denne Indbildning i dens hele Latterlighed. Der ligger i disse Exempler en Belæring om Videnskabernes Virkemaade mod Overtroen; at det nemlig ikke blot var den Vane at see mangehaande overtroiske Meninger tilintetgjorte, der stærkest virkede mod Overtroen, men langt mere Udbredelsen af den Kundskab – hos Nogle som Indsigt, hos Mængden som Efterretning –, at Himmelløbet bestemmes ved Naturlove. Denne Virkning steg til en fortsat voxende Høide, alt som man kom til fuldere Indsigt i Naturlovenes Eenhed. Den klare Opfattelse af det sande Verdenssystem gjorde det umuligt at antage een eller flere faste Himmelhvælvinger, saaledes som 109| dette tidligere var skeet; men derved bortfaldt mangfoldige Forestillinger om Himlen eller Himlene, Forestillinger, som hos Mange vare sammenvoxede med deres Religion, men med Uret, da den legemlige Betydning af Udsagnene om Guds Bopæl, de Saliges Boliger o. s. v. jo i alle Tilfælde maatte forkastes, og kun en aandelig antages for gyldig. Endelig maatte den ved NNewton grundlagte Indsigt i de himmelske Bevægelsesloves Naturnødvendighed yderligere forhøie Overbeviisningen om, at Verdensbevægelserne ingen vilkaarlige Forandringer Ntilstæde; man seer nemlig her, at alle disse Love ere Fornuftlove, vistnok langt høiere end vor Aand havde kunnet opfinde dem, men guddommelige Fornuftforskrifter, som vi ere lykkelige nok til at begribe. Denne Overbeviisning har en uovervindelig Styrke derved, at den beroer paa en saadan Indsigt, hvori Tanke og Anskuelse paa det Inderligste ere forenede. Jeg har valgt denne sammenhængende Række af Exempler, fordi den oplyser mangfoldige Led i Naturvidenskabens Virkemaade mod Overtroen; at den nemlig først virker ved at tilintetgjøre overtroiske Indbildninger, dernæst ved at fremkalde en Vane til at drage mangen overtroisk Mening i Tvivl, fremdeles ved at vise en stor Deel af Naturvirkninger, som ordnede efter Love, senere ved at vise disse Loves Eenhed, Sammenhæng og uindskrænkede Omfang, endelig ved at vise deres Nødvendighed, og at denne er en Fornuftnødvendighed, en uforanderlig Guddomsvillie. Alt det samme kommer igjen i Virkemaaden af Naturvidenskabens øvrige Dele, endskjøndt det turde være vanskeligt at finde nogen saa let overskuelig Række af Exempler; men denne ene Række vil give de følgende Exempler endeel af den fornødne Belysning.

Blandt de Begivenheder, hvori Menneskene have været saa tilbøielige til at see Yttringerne af en menneskelig vilkaarlig, jeg kunde fristes til at sige lunefuld Magtfuldkommenhed hos Guddommen, ere Veirforandringerne. At Gud skulde resolvere 110| Regn eller Tørke, Uveir eller Stilhed, ligesom en jordisk Monark uddeler Velgjerninger eller Straffe, er en Indbildning, der har holdt sig hos Mængden indtil vore Dage, og vil maaskee ikke snart forsvinde. Imidlertid viser det sig, ved hvert Fremskridt vi gjøre i Kundskaben om Luftbegivenhederne, at de foregaae efter almeengyldige Naturlove: Varmen kan ikke blive usædvanlig stor paa et Sted, uden at blive destomindre paa et andet: den Retning Vinden tager i eet Land, er afhængig af dem, der finde Sted i alle andre: den samme Forandring, som i eet Land foraarsager Tørke, giver et andet en stor Overflødighed af Regn. Jo fuldkomnere Almeengyldigheden af de Love, hvorefter alt dette skeer, bliver indseet, og Kundskaben derom udbredt, desto mere vil hiin overtroiske og Guddommen uværdige Mening om disse Naturvirkningers vilkaarlige Uddeling forsvinde. Blandt dette Slags Overtro havde til de mest forskjellige Tider den Indbildning havt en stor sandselig Styrke, at Gud yttrede sin Vrede i Torden og Lynild. Opdagelsen af Lynildens elektriske Natur, og især Opfindelsen af Lynildens Ledning tilintetgjorde den kraftigt, men i visse Retninger langsomt nok; thi Tanken bevæger sig, ligesom Elektriciteten, kun med Lynets Hastighed i de gode Ledere; men alt som Lynafledernes Virkning, snart hist snart her viste sig i behørig Nærhed for den sløve Mængde, maatte dens Fordomme rystes deraf. I et af de S. 103 anførte Tilfælde maa Begivenheden have virket paa Menneskene som et Mirakel; man tør da vel gjentage: »NMangen Fordom blev knust ved det Lyn, som lystred en Leder.« Jeg har især fremhævet dette velbekjendte Exempel, for at henlede Opmærksomheden paa, at den Oplysning, hvormed Naturvidenskaben Nadspreder Overtroen, ofte virker med en betydningsfuld sandselig Kraft, skjøndt sjeldent med en saa mægtig som denne; men altid tale dog Erfaring og Forsøg med megen Styrke. Jeg vil endnu anføre et Par Exempler: Man tænke sig tilbage til den første Deel af det 17de 111| Aarhundrede. Et Sted i Frankrig faldt der en Blodregn. Nogle Munke begyndte allerede at udtyde denne Begivenhed som et rædsomt Tegn paa Guds Vrede; men en Naturforsker (NPeiresc) viste, at de saakaldte Blodplætter ogsaa kom paa Steder, som vare under Tag, hvor altsaa ingen Regn faldt, og at en Sværm af Insekter afsatte dem. Som bekjendt, har man endnu langt oftere ladet sig forlede til lignende Indbildninger ved andre Særsyn, og f. Ex. taget røde af Regnen reenskyllede og opsvulmede Lavarter for Frembringelser af en Blodregn, en Vildfarelse, som Naturkyndige ligeledes have berigtiget. De saakaldte Steenregne have naturligviis givet hyppige Anledninger til overtroiske Indbildninger; Naturvidenskaben har vel ikke givet os alle ønskelige Oplysninger om denne Sag; men den har dog gjort nok til at unddrage Overtroen den, ved at vise endeel af de Love, hvorefter den retter sig, og lære os, at de omtrent alle have de samme chemiske Bestanddele.

En vigtig Deel af sin Kraft viser Naturvidenskaben ved at trænge ind i NErhvervsomhedens mange Kunster, og virker derved ofte til at forjage overtroiske Meninger, men endnu langt mere til at udbrede og styrke Tænksomheden. Hvor udbredt var ikke Overtroen blandt NBjergmændene! Deres Dont medførte saameget Uforklarligt, Dunkelt, Farefuldt, at Overtroen let maatte faae Magt hos dem; uden at nægte, at der endnu kan være endeel Overtro tilbage hos dem, især hos de lavere, som ikkun modtage enkelte af Videnskabens Udsagn, og det gjennem mange Mellemled, maatte dog det Kundskabslys, som Videnskaben efterhaanden tændte over Bjergenes indre Bygning og over alle NErtsbehandlingens Dele, udbrede en betydningsfuld, al Overtro fjendtlig Indsigt, især hos alle dem, der ikke staae paa det laveste Trin. Men selv paa disse maae Videnskabens Opdagelser have ladet falde noget Lysglimt; blandt andet var det forhen Tro blandt Bjergmændene, at ondskabsfulde Aander kastede dem overende og qvalte dem i Bjerg112|værkerne, eller tændte en knaldende, ødelæggende Ildmasse. Naturvidenskaben har, ved at udbrede Kundskaber om de for Aandedraget Nutjenlige Luftarter og om NKnaldluften, men endnu mere ved at give Bjergmanden selv Sikkerhedslampen i Haand, kraftigt virket mod den gamle Spøgelsefrygt.

Saa ufuldkommen end vor Indsigt i Gjæringens Natur endnu maa kaldes, har dog den Kundskab, vi have erhvervet over Gjæringens Naturlove, adspredt mange Dunkelheder, medens den har tilveiebragt store Fordele for de Erhvervsgrene, hvori den bruges. Herved har denne Kundskab fundet en saa godt som nødvendig Indgang hos BrændeviinsbrændereA, Bryggere o. s. v., hvoraf de Fleste kun have ladet sig bestemme til at optage nogle naturvidenskabelige Kundskaber, ved den Fordeel, de kunde have deraf; men foruden den Tænksomhed, dette medførte, og som vistnok er Hovedsagen, har dette ogsaa umiddelbart forjaget adskillige overtroiske Indbildninger. Jeg mindes saaledes meget vel, at jeg i min Ungdom har hørt Folk, som dreve Brænderi, og havde havt manget Uheld derved, tilskrive dette fjendtlig Hexekunst, ja kaste deres Mistanke paa bestemte Personer. Nu, da man ved Videnskaben er bleven saa velbekjendt med dette Slags Gjæringers Love, og har almeenfattelige Forskrifter for de Fremgangsmaader, de forskjellige Omstændigheder kræve, vil man i de fleste Tilfælde undgaae saadanne Uheld, og skeer der noget, vide at finde Grunden dertil. I Kjældere, som længe have staaet lukkede, fandtes i gamle Tider NBasilisker, som man ikke saae; men som ved at see paa et Menneske dræbte ham. Siden det er bleven mere almindelig bekjendt, at Gjæringen frembringer en Nuaandbar Luft, som ved sin Vægtfylde samler sig paa lave Steder, veed man, hvem Morderen er, og forjager ham ved Udluftning.

I vore Dage have de mangfoldige Anvendelser af Dampmaskinen i saamange Næringsveie, i Skibsfarten, i Jernbanebefordringen vakt Menigmand i Almindelighed, og endnu mere 113| alle NVærkmænd til usigelig megen Eftertanke. De talrige andre Maskiner, som tidt udføre de kunstfuldeste Arbeider, maae have havt samme Virkning. Den elektromagnetiske Telegraph har tildraget sig Menigmands Opmærksomhed, selv i Lande, hvor den endnu kun er kjendt af Navn. Ved Siden af al den øvrige Virkning have disse mange Opfindelser vænnet Menneskene til at see, at det Vidunderlige kan frembringes ved Fornuftbrug; men ikke blot disse store Foretagender have bidraget til Menneskeslægtens Aandsudvikling, der lader sig neppe nævne nogen Erhvervsgreen, hvori Videnskaben ikke har indgrebet og virket tankevækkende. Denne vakte Tænksomhedsaand er nær beslægtet med den Undersøgelsesaand, som Videnskaben uddanner; paa denne, som overalt har saa velgjørende Følger, maae vi med Hensyn paa Overtroens Udryddelse lægge en særdeles Vægt.

De overtroiske Meninger, som staae i nogen Sammenhæng med Naturen, blandt andet dem, som beroe paa en misforstaaet Opfatning af noget virkeligt Tilværende, kan Naturvidenskaben som oftest gjendrive; i et andet Forhold staaer den til dem, som slet ingen egentlig Naturrod have. Imod dem maa den ved Naturvidenskaben vakte Undersøgelses-Aand og den ved samme øvede Undersøgelseskunst virke; men man finder dem altid vanskeligere at udrydde. Et Exempel paa saadanne er den allerede omtalte Indbildning, om Faren ved at sidde tilbords Nselvtrettende. Den Bemærkning, at der vare Tretten samlede ved Christi Nadvere, er jo aldeles ingen Grund til en saadan Mening. Mangen En beraaber sig paa egen Erfaring; spørger man ham da, hvad han har erfaret, saa bestaaer det deri, at han eengang har spiist ved et Bord selvtrettende, og at derpaa een af Gjæsterne døde inden eet Aar. Men hvad betyder den Erfaring? Selv om han havde gjort to eller flere saadanne Erfaringer, vilde Undersøgelseskunsten ikke 114| finde dem brugbare som Beviis. Den vilde sige: Ingen Enkeltmands enestaaende Erfaring kan i Sager af denne Beskaffenhed give noget Beviis; nei, hertil udkræves mange Menneskers i nogle Aar uafbrudt optegnede Erfaringer over Antallet af Bordgjæsterne i mangfoldige Selskaber og over Antallet af dem, som i eet Aar efter Sammenkomsten døde; man vil da faae et Middeltal, som vil vise, at jo talrigere Gjæsterne ere, jo Flere af dem døer der i et vist Tidsløb. Men den, som har en levende Sands for Naturens Love, vil ikke engang forlange denne Afgjørelse; thi han veed, at den omhandlede Mening slet ikke stemmer med Naturlovene. Men, hører jeg mangen aandrig og i andre Retninger høit dannet Mand sige: jeg vil just ikke paastaae, at denne Frygt for at sidde selvtrettendeA tilbords er grundet; men min Indbildningskraft er nu engang belemret med denne Tanke; lad mig beholde denne uskyldige Vildfarelse. Dette er en anden Sag: det lader sig nogenlunde høre: vi Andre bør taale denne Særhed; men bør nogen Mand taale den hos sig selv? Var det ikke smukkere, at han indstævnede sin ufornuftige Frygt for sin egen sunde Fornufts Domstol, og dømte den fra Livet? Vildfarelsen selv er ubetydelig nok; men den Magt, man indrømmer en saa falsk Forestilling, vedligeholder et skadeligt Sjæleanlæg. Dersom vi opdagede, at noget Organ i vort Legeme havde et Sygdomsanlæg, som vi kunde overvælde, vilde vi sikkert gjøre det; men enhver overtroisk Indbildning er jo et Sygdomsanlæg i vort aandelige Væsen: skulde vi ikke stræbe at overvælde det?

Det, som her er sagt om et enkelt Tilfælde, lader sig med Lethed anvende paa mangfoldige andre. Vi ville ikke opholde os ved at gjennemgaae saadanne; Alt, hvad man kan sige mere om dem end om dette ene, vil kun lidet forøge Virkningen. Overtroens adspredte Levninger ville kun efterhaanden tabe deres Magt over Indbildningskraften ved den Undersøgel115|sesaand, som Naturvidenskabens stedse voxende Anvendelse udbreder endog over dem, som ikke selv tilegne sig den, men ikkun berøres af dens mangfoldige Anvendelser paa Menneskelivet; men denne Virkning kan dog ikke sammenlignes med den, som Naturvidenskabens rette Dyrkning selv medfører. Den udvikler i Mennesket en heel indre Verden, der staaer for ham ei blot som noget eengang Modtaget og i Hukommelsen Opbevaret, men som en sig uophørligt fornyende Tilværelse, i hvilken man seer en altomfattende Virken af den evige levende Fornuft; her er da intet Rum tilovers for Overtroen.

Maaskee vil man indvendende fremhæve, at enkelte Naturforskere ikke have været frie for Overtro. Det forstaaer sig, at vi med Rette kunne afvise ethvert Exempel, som fremføres uden skjønsomt Hensyn paa Naturvidenskabens Udviklingsgang; skjøndt een, har den dog maattet dele sig i forskjellige Grene, som ikke alle med lige Hurtighed kunde udvikle sig. Det er sandt, at enhver af disse underordnede Videnskaber allerede i dens tidligste Alder begyndte at virke mod Overtroen; men det varede længe, at dette blot kunde skee i visse Retninger, medens den i andre vedblev at være sammenvoxet dermed. Astronomien, den Deel af Naturvidenskaben, som allerede i Menneskeslægtens Udgang fra Barndomsalderen forjog saa mangen overtroisk Forestilling, kunde dog i en lang Række af Aarhundreder ikke rive sig løs fra Stjernetyderiets NDaarligheder; ja det blev ikke ganske umuligt for dens Dyrkere at hengive sig dertil, førend Newtons Tidsalder havde fremstillet Himmelbevægelsernes Love i en saadan Sammenhæng, at man ikke baade kunde fatte denne og indskyde overtroiske Forestillinger i sin Himmelkundskab. Astronomiens Exempel vil være nok til at retfærdiggjøre en lige Indsigelse for alle Naturvidenskabens Dele. Farligere for vor Mening synes det at være, om man kunde anføre Exempler paa Mænd, som havde erhvervet store Kund116|skaber i en meget uddannet Deel af Naturvidenskaben, og dog ikke vare frie for Overtro. Jeg veed ikke vist, om saadanne Exempler findes, dog troer jeg det. Man kunde vel allerede ophæve deres Virkning ved at bemærke, hvorledes det ligger i de menneskelige Vilkaar, at der hist og her syndes imod Tankernes Følgestrenghed; men i de allerfleste Tilfælde, maaskee i alle, vil det findes, at ingen Mand er overtroisk med Hensyn paa det Fag, hvori han besidder en dyb Indsigt, forudsat at dette Fag allerede er uddannet til en høi Grad af Sammenhæng; men at det vel kan hænde, at den, som havde naaet et betydeligt Mesterskab i et Fag, kunde have dyrket dette paa en saa eensidig Maade, at han ikke havde gjennemtrængt sig med den Overbeviisning, at hele Naturen staaer under ligesaa strenge Love, som den Deel, han har gjort sig fortrolig med. Jeg skulde saaledes holde det for umuligt, at nogen Mand, som er i Besiddelse af vor Tids astronomiske Viden, kunde nære mindste Overtro med Hensyn paa Himmelbevægelserne; derimod skulde jeg ikke benægte det som ganske umuligt, endskjøndt jeg vilde optage det med største Tvivl, om Nogen fortalte, at en dygtig Astronom havde en Overtro med Hensyn paa Gjenstande, som ere hans Videnskab fremmede. Dog jeg har maaskee Uret i at gaae en Indvending imøde, til hvilken der kun er saa svage Anledninger.

8

NNaturvidenskabens Virkning imod Vantroen

Vi have allerede seet, at Naturvidenskaben under sin Udviklingsgang giver Anledning til Vantro. Vi dvælede isærdeleshed ved den Betragtning, at de sig saa hyppigt fornyende Tilfælde, hvor man saae Forestillingsmaader og Meninger gjen117|drevne, som man var vant til at sammenknytte med Menneskets helligste Overbeviisninger, ofte maatte ryste, ja tilintetgjøre Troen paa disse. Det er let at see, at Naturvidenskaben selv modarbeider den Tvivl og den overmodige Forkastelse af dybe Sandheder, som den mod sin Hensigt har fremkaldet; thi medens den uophørligt vedbliver at rense og klare Kundskaberne, vil den tilintetgjøre mangen falsk Indvending, som havde sin Oprindelse fra en mindre fuldkommen Kundskab: medens den gjendriver og berigtiger sine egne Vildfarelser, øver den Undersøgelsesaanden i at skjelne det Sande fra det Falske: med det samme som den lader os føle, hvor let vi kunne feile, lærer den os en velgjørende Mistillid til vore egne Domme.

Handledes der kun om hiin, saa at sige tilfældige Begunstigelse, Vantroen havde faaet af Naturvidenskaben, vilde Forsvaret allerede her være givet; men Naturvidenskaben har ved en Stræben, der hører til dens eget Væsen, hos Mange vakt en farlig Tanke, som eensidigt forfulgt, fører til Gudsfornægtelse. Idet den nemlig viser, at alle Virkninger i Naturen skee efter Love, og at disse Love ere nødvendige, uforanderlige, evige, har den bragt Mange til at tænke sig denne alt gjennemtrængende Nødvendighed som en blind Nødvendighed, der skulde ligesom tilhøre Naturen selv, gaae forud for al Fornuft og altsaa være uafhængig af samme. Denne Opfatningsmaade forudsætter som Grundlaget for hele Tilværelsen en fra Evighed værende ubesjælet Materie med visse nødvendige Egenskaber; af disses ligesaa nødvendige Virkemaade skulde alt Det, vi kalde Aandeligt, være Frembringelser, og selv vor Tænkning skulde kun være Følgen af de legemlige Deles Egenskaber og Bevægelser. Enhver føler det Trøstesløse i denne Opfatningsmaade, og vilde frygte Naturvidenskaben, dersom den ikkun førte til en saadan.

Det nærmeste Svar herpaa er den velbekjendte Sandhed, at den største Deel af Naturvidenskabens Dyrkere have hyldet en modsat Tanke, og have opviist i Naturen de beundrings118|værdigste vise Anlæg til Nfornuftstemmende Øiemed, saaat man pleier af Naturens vise Indretning at hente et Beviis for dens Oprindelse fra en almægtig Fornuft. Dette vilde være nok, dersom vi vilde nøies med et til det Udvortes sig holdende Forsvar; men ei at tale om, at vi da forlode Sagen med den utilfredsstillede Følelse, som opvækkes derved, at to vigtige Modsætninger blive staaende uforsonede, vilde vi lade et vigtigt Klagepunkt blive staaende uberørt. Videnskaben fører under sin Fremskriden bestandigt til fuldstændigere Opdagelser af Naturens Love, og viser fortsat en større og større Sammenhæng mellem disse; Nødvendigheden af alt Det, som skeer, bliver da stedse mere og mere indlysende. Hertil kunde man vel svare, at Indretningernes Viisdom bliver det ligeledes; men desto mere opfordrende blev da den uforsonede Modsigelse staaende for os med al den deraf udspringende Uro og Tvivl og Mulighed til Vantro. Lader os da fremhæve af Videnskaben de Sandheder, som kunne oplyse Sagen!

Uden alt Hensyn paa Det, Videnskaben lærer os om Øiemedene i Naturen og den Viisdom, der aabenbarer sig i deres NOpnaaelse, føres vi ved Betragtningen af Naturlovene i deres hele Nødvendighed, til den Overbeviisning, at Naturen er en Fornuftindretning. Videnskaben fremstiller os nemlig Naturlovene som Fornuftlove, hvilke vor i mangfoldige Indskrænkninger Nhildede Fornuft vel ikke uden ved Naturens Hjelp kunde udfinde, men ofte ved denne Hjelp virkelig udfinder. Udfaldet af alle over Naturlovene anstillede Betragtninger er, at de alle tilsammen udgjøre en uendelig Fornufteenhed. Nødvendigheden ophører ikke; men den viser sig at være en Fornuftnødvendighed. Vilde man herimod opstille som Indvending, at denne Fornuftnødvendighed selv er en Naturnødvendighed, og vort hele aandelige Væsen en Frembringelse af denne, saaat det vel derfor maa stemme med Naturen, kunde vi svare, at dette hverken kan eller skal benægtes; men at det 119| ingen Indvending er; thi Nødvendigheden ophører at være en blind Skjæbne, naar den befindes at være en Fornuftnødvendighed, Ordet taget i den Betydning, at det ikke blot betegner Noget, som det er en Nødvendighed for vor Fornuft at antage, men isærdeleshed Noget, som er nødvendigt, ifølge den Fornuft, hvoraf alle Naturlove udspringe. Men dette Svar vil endnu ikke ganske tilfredsstille, saalænge som man tænker sig Materien som Grundlaget for hele Naturen, ikke blot som en Deel af dens Væsen. Det er en af Menneskeslægtens ældgamle, man kunde sige oprindelige Fordomme, at søge det Enkelte og Uforanderlige i det Legemlige som saadant; man saae vistnok ved mindste Eftertanke, at alle Legemer ere forgjængelige; men man tog sin Tilflugt til Stoffet. Det er sandt, at dette i al Erfaring viser sig som uforgjængeligt, dog vel at mærke, ikke de mangfoldige ueensartede Stoffer, men det veielige, rumopfyldende Noget, som er fælles for alle Stoffer, med andre Ord: Materien som det Almindelige i Legemerne. NEt ældgammelt System lod Materien selv bestaae af usigeligt smaae Legemer med ulige Størrelser og Figur, men med en ubegrændset Haardhed. Denne Forestillingsmaade har vel fundet hyppig Indgang i Naturvidenskaben; men den tilhører den ikke; vi have aldeles ingen Kundskab om Stoffet, uden ved dets Virksomhed og ved de Naturlove, hvorefter det virker. Gaaer Undersøgelsen over til de Eiendommeligheder, hvorunder Stoffet virker i hvert særskilt Legeme, saa viser det sig, at disse Eiendommeligheder beroe paa de Naturlove, hvorefter Virkningerne foregaae. Vel standser Undersøgelsen ved visse Stoffer, som den indtil videre maa lade staae som enkelte; men Videnskaben lader os ikke tvivle om, at dette kun er indtil videre. Maaskee vil Videnskaben engang komme til visse eiendommelige Stoffer, som den med Indsigt vil erkjende for Grundstoffer; men selv da vil det være ved deres Virksomheds Love, at den vil erkjende dem derfor. Kort, Stoffet er 120| ikke en for sig selv bestaaende død Væren, men Virksomhedsyttringer, bestemte og begrændsede ved de Alt gjennemtrængende Naturlove. Det Grundvirksomme og det Ordnende i Tilværelsen ere da ikke to adskilte Ting, men et levende, uophørligt baade skabende og ordnende Fornufthele, en uendelig levende Fornuft, Gud!F3

Men udelukker dog ikke al denne Nødvendighed Tanken om Øiemed og Viisdom? Ingenlunde, naar vi kun holde fast paa den himmelvide Forskjel mellem den uendeligt fuldkomne Fornuft og den, der kan finde Sted hos endelige Væsener. Allerede ved enhver Anvendelse af den menneskelige Fornuft, det være sig til en Maskine eller til en Statsindretning eller til et videnskabeligt Værk, vil man stedse finde en desto fuldkomnere NSammenstemning mellem alle Dele, jo rigtigere og renere Grundtanken var. Sammenstemninger, som blot udspringe af den følgerigtige Anvendelse af Grundtanken, træde ofte frem for os, som om der var gjort særskilt Anlæg til deres Tilveiebringelse, endskjøndt det er Fornuftens egen Harmoni, der har gjort det; men i Fornuften selv, Fornuften uden Indskrænkning, er enhver enkelt Yttring Følgen af Fornuftens eget Væsen, er derfor paa eengang Middel og Øiemed. Exempler ville kun ufuldkomment oplyse dette; men de ville dog ikke være ufrugtbare, naar man kun ret tilegner sig deres Indhold og anvender det. Man forestille sig nu først som Tankeforsøg, at alt Det vi vide om Kuglen endnu var ubekjendt, og at en Kunstner vilde opfinde en Figur, som fra alle Sider skulde frembyde samme Skue, være i Ligevægt, hvordan man end lagde den paa en vandret Flade, have en saadan Overflade, at den indsluttede et større Rum end nogen anden af lige Størrelse, hvilken usigelig Hid- og Did-Tænken vilde hertil ikke ud121|fordres; men den, som gaaer ud fra Grundtanken, et Rum, begrændset af en Overflade, som overalt staaer lige langt borte fra et Midpunkt, vil ved Tankens nødvendige Udvikling, finde alle disse og langt flere skjønne og mærkværdige Egenskaber, som en blot Stræben efter Øiemed enten slet ikke eller kun ad mange Omveie vilde finde. Henvende vi os nu til Naturen selv; tænke vi os som udskilt af det store Verdensheles Idee den Tanke, at tilveiebringe en uendelig Mangfoldighed af selvstændigA Væren og Leven, hvortil udkræves, at den ene Gjenstand ikke maa være den anden i Veien, hvorledes kunde man da tænke sig et visere NAnslag, end at fordele Verdens hele Masse i utallige beboelige Kloder, som hver har sine egne Dags- og Aarstider, hver sin eiendommelige Varme, hver sin særegne Tæthed o. s. v.?A Hvorledes kunde man videre udtænke noget Visere, end at lade et stort Antal saadanne Kloder faae Lys og Varme fra een Sol, og lade dem faae deres Dagstider ved at dreie sig hver om sin Axe, deres Aarstider ved hver at beskrive sin egen Bane omkring sin Sol? Men alle disse og utallige andre dermed sammenhængende Øiemed følge med Nødvendighed af de Love, hvorefter Materiens Dele, Tiltrækningen og Bevægelsen rette sig. I den endelige Betragtning see vi Øiemed og Midler som adskilte, i det Virkelige og Hele ere de Eet. Gaae vi nu til vor egen Klode, saa see vi, at de mest velgjørende Indretninger, som Dags- og Aarstidernes Vexel, have deres Udspring af altomfattende nødvendige Love. Paaskjønne vi med Hensyn paa Gavnligheden den Bevægelse, Havet faaer ved Flod og Ebbe, maae vi paa den anden Side tilstaae, at den følger af hine samme almindelige Love. Prise vi den Afvexling og Udjevning, Varmen i de forskjellige Jordegne faaer ved de mangfoldige Vindstrømme, saa finde vi atter, at disse ere Følger af hine almindelige Love i Forening med Varmens udvidende Kraft. Lade vi nu Tanken udvide sig fra disse Exempler til dens hele uendelige Omfang, saa see vi, at Overbeviis122|ningen om Øiemedenes Rige i Naturen ikke udelukker Nødvendigheden, Nødvendigheden ikke Øiemedene; men at NMiddel og Øiemed i Fornuften favne hinanden, som Digteren siger.

Saaledes udelukker da den sande Naturvidenskab saavel Vantroen som Overtroen.