[125]|NHele Tilværelsen eet Fornuftrige

1

NKundskabsevnens Væsenseenhed i det hele Verdensalt

(Dette første Afsnit er Indholdet af et Foredrag, som jeg holdt i den Kieler Naturforskerforsamling 1846, og som jeg snart efter opskrev paa Tydsk, til Brug for Beretningen om Forsamlingens Møder. Uagtet denne Undersøgelse saaledes først er bekjendtgjort paa Tydsk, er den dog oprindelig Dansk, og har været mere eller mindre fuldstændigt meddeelt i mine Foredrag for Danske Tilhørere, blandt andet i et Møde af Selskabet for Naturlærens Udbredelse i Aaret 1845. Det her Meddeelte er dog ingen blot Oversættelse, men har modtaget mange Forbedringer og Udvidelser. De følgende Afsnit ere skrevne i den seneste Tid.)

Den Gjenstand, for hvilken jeg udbeder mig deres Opmærksomhed, nemlig en Undersøgelse over Kundskabsevnens Væsenseenhed i det hele Verdensalt, synes ved det første Øiekast slet ikke at henhøre til Naturvidenskaben; men en nærmere Overveielse viser os, at den ikke bør være denne Videnskab fremmed. Naturen er ikke noget blot Legemligt, den bliver gjennemtrængt og behersket af Aand, saaledes som det allerede fremgaaer af dens uendelige NLovstemmighed. Vort Legeme er aabenbart en af Naturvidenskabens Gjenstande; men dette indeholder alle vore Kundskabsorganer. Naturforskningen har alle126|rede paa mange Maader belært os i Henseende til vore Sandseorganer, og skrider bestandig videre frem paa denne Vei; men den bliver ikke staaende derved: den trænger ind i Nervesystemets Bygning og NForretninger, og har den Opgave ogsaa at undersøge Organernes Sammenhæng med Sjæleevnerne; en Opgave, til hvis Løsning den endnu kun har bidraget lidet, men dog givet vigtige Vink, og i Henseende til hvilken den stedse fortsætter sine Bestræbelser. NMan vil føle Betydningen heraf for vor hele Undersøgelse, naar man ret Nstiller sig for Øine, hvorledes Feil i Menneskets Kundskabsorganer medføre Forvirring i hans Verdensopfatning, ja ofte i alle hans Forestillinger om guddommelige og menneskelige Ting.

Idet nu Naturvidenskaben godtgjør, at de Love, efter hvilke vor Jord og Alt, hvad der lever paa den, rette sig, ogsaa gjelde for de andre NVerdenskloder, fremkalder den Spørgsmaal angaaende hele Verdensaltets Beboere. Mange Lærde afvise dette Spørgsmaal med Haan, fordi Besvarelsen deraf ikke vil lade sig give med mathematisk Vished; men naar vi betænke, at de første Skridt i enhver Videnskab ere usikkre, og at vi aldrig ville opnaae de fuldkomnere Kundskaber, naar vi ville forsmaae deres første Spirer, saa finder jeg det nyttigt for Videnskaben, at vi prøve vore Kræfter heri; naar vi kun i vore Undersøgelser holde os saa nær som muligt til det allerede Beviste, og adskille det Tvivlsomme fra det Visse.

Det kunde synes, at denne Undersøgelse sigtede til at yde det samme som Metaphysiken; men det Følgende vil vise, at den holder sig indenfor Naturvidenskabens Grændser, og ikke vil forsøge paa at finde al Kundskabs første Grund. Philosophen kan betragte denne Undersøgelse i det samme Lys som Physiologernes Undersøgelser over Sandseorganerne; Naturgrandskernes Bestræbelser for at fremme deres egen Videnskab, forberede med det samme Erfaringsstoffet til Philosophens Brug.

Jeg haaber, at man ikke vil give min Paastand om Kund127|skabsevnens Væsenseenhed i det hele Verdensalt nogen større Udstrækning, end Ordet selv antyder, og at man vil stille sig klart for Øie, at Væsenseenheden ikke udelukker den største Mangfoldighed i Tilværelsesformerne. Vi behøve kun at see os om paa den Klode, vi selv beboe, for at finde talende Exempler nok paa Væsenseenhed i den største Mangfoldighed. Hvor forskjellige ere ikke de Skikkelser, hvorunder Aandedrættets Organer forekomme hos de forskjellige Dyreklasser (Lunger, Gjæller, NTrachæer)! Hvilke Uligheder er der ikke i Bevægelsesorganernes Udvikling (Arme, Forbeen, Vinger, Finner)! Ikke mindre er Høreorganernes Ulighed, som f. Ex. hos Pattedyr og Fiske er saa stor, at kun den Sagkyndige deri opdager det samme Øiemed og Grundligheden af de heri anvendte Naturmidler. Det behøver vel neppe at siges, at Mangfoldigheden paa andre Verdenskloder maa endnu være usammenlignelig større; ja at der hisset kan forekomme Kundskabsmidler, som vi ikke kjende.

Endnu et Forord, som maa være ledsaget med en Undskyldning! I det Følgende vil jeg med en vis Udførlighed vise, at Naturlovene ere gyldige for hele Verdensaltet. Denne Almindelighed er stedse bleven forudsat af de Forskere, hvis Undersøgelse gik ud over Jorden, og vistnok med Rette; thi de saae et tilstrækkeligt Beviis derfor i deres Opdagelsers Sammenhæng og Følge; saadanne er det ikke, som jeg her stræber at overbevise, – jeg udbeder mig meget mere deres Overbærelse, – men det er til de Mange, som ikke have en fuldkommen klar med deres Naturanskuelse sammensmeltende Overbeviisning om denne Sandhed, at jeg her taler! Jeg indseer ogsaa, at jeg havde kunnet sammenfatte saavel denne Paastand, som og alt det Øvrige af denne Meddelelse i meget faa Ord; men jeg fandt det raadeligere i et mere udviklet Foredrag at føre vor Gjenstand nærmere frem for Anskuelsen.

Jeg vil fremsætte mine Tanker i Exempler, men vælge 128| disse saaledes, at man af det Særegne let vil kunne uddrage sig det Almindelige. Vi ville først henvende vor Opmærksomhed paa Læren om Bevægelsen, og overbevise os om, at dens Hovedlove ere saadanne, som vor Kundskabsevne – for saa vidt som den ret forstaaer sig selv – maatte fordre, og at paa den anden Side disse Love uden vor Medvirken blive fulgte af Naturen. Vi vide Alle, at den lige Linie er den mest enkelte; vi see allerede dette, naar vi betragte den Naandige Handlemaade, ved hvilken vi enten udenfor os eller i den indre Anskuelse drage en lige Linie; thi vi udføre dette med bestandig uforandret Tanke. Mathematiken udvikler og beviser dette nærmere. Betænke vi nu fremdeles, at en enkelt Drivekraft maa frembringe en enkelt Bevægelse, saa vilde den første Lov, som vi vilde foreskrive Bevægelsen, være den, at enhver enkelt Drivekraft maa frembringe en retliniet Bevægelse; men see! Naturen har stedse fulgt denne Lov, uendelig længe førend Menneskeslægten indsaae den. At det Villieløse ikke selv kan bestemme sig til nogen Forandring, og at derfor ingen Bevægelse kan blive hverken hastigere eller langsommere eller forandre sin Retning, uden nye tilføiede Indvirkninger,A med andre Ord, at enhver enkelt Bevægelse maa skee med stadig Hastighed og uforandret Retning, er ogsaa en saa selvklar Fornuftnødvendighed, at man neppe skulde troe, at den rette Indsigt i denne Sag først har udviklet sig i de sidste Par Aarhundreder. Men af denne Lov følger det videre, at enhver bestandigt virkende Kraft i hvert Øieblik tilføier en ny Bevægelse lige saa stor som den, der meddeeltes i det første Øieblik, og at saaledes den frembragte Hastighed maa blive jevntvoxende, og at den i hvert Øieblik opnaaede Fart maa forholde sig som den fra det første Øieblik forløbne Tid. Den mathematiske Betragtning af denne simple Sandhed førte til at opdage flere Love, som man aldrig tidligere havde opsporet i Erfaringen; men, som man nu, efter at man havde lært at søge dem, let fandt deri.

129| Ved Anvendelsen af foregaaende Sandheder kom man ogsaa til den Indsigt, at enhver krumliniet Bevægelse er Resultatet af samvirkende Kræfter, og aldrig kan være enkelt. At alle Virksomheder, som udgaae fra eet Punkt, udbrede sig paa Flader, der forholde sig som Qvadraterne af Afstandene, at Kraften altsaa i hvert Punkt maa staae i det omvendte Forhold af disse Qvadrater, er en meget simpel, omendskjøndt seent opdaget Fornuftforskrift.

Om vi end ikke ville fremstille det som tilfredsstillende godtgjort, at den almindelige Tiltrækning er en Fornuftforskrift, saa er den dog ved Fornuften bleven udfunden af Naturbegivenhederne, og ved NVirkningsloven efter det omvendte Forhold af Afstandenes Qvadrater har den erholdt en umaadelig stor Anvendelse. Ved den videre Benyttelse af alle her antydede Kundskaber bleve Lovene for NCentralbevægelsen fundne, og det blev beviist i Henseende til de Centralbevægelser, hvori den almindelige Tiltrækning driver Legemerne mod Midpunktet, at de beskrevne Baner maae være et af NKegelsnittene; og at en saadan ved Erfaringen funden Banefigur kun kan være frembragt ved en Kraft, som følger sin Lov. Af alle disse Undersøgelser fremgik det endeligt, at Verdensklodernes Bevægelser skee efter de samme Love, hvorefter de kastede Legemer her paa vor Jord blive bevægede.

De ville vistnok ikke vente, at jeg her skulde udvikle Beviserne for alt dette. Et saadant Foretagende vilde ikke alene fordre en heel Række af Foredrag, men ogsaa være overflødig her; thi enhver Sagkyndig veed, at de her i en saadan Korthed antydede Sandheder ere blevne erhvervede ved store Tænkeres fortsatte Anstrengelser gjennem næsten tre Aarhundreder. Jeg kan ogsaa betragte den store videnskabelige Kjendsgjerning som almindelig anerkjendt, at hine Love, som ere blevne fundne ved den af Erfaringen befrugtede Tænkning, virkelig gjælde for alle Verdensklodernes Bevægelser.

130| Lader os nu forsøge at anvende dette til vort Øiemed og at vise, at den almindelige Gyldighed af de Love, som indsees ved Fornuften, fordrer, at man antager en Grundlighed af Kundskabsevnen i det hele Verdensalt.

For ikke ved en Stræben efter det Almindelige at miste Anskuelsens Klarhed, ville vi først henvende vor Opmærksomhed paa en bestemt fremmed Verdensklode, og det vil snart vise sig, at vi let kunne give de derved vundne Resultater den fornødne Almindelighed. Lader os gjøre det Tankeexperiment at hensætte os paa Planeten Jupiter. Vi ville der see Afvexlinger af Dage og Nætter og opleve Aarstider ligesom paa vor Jordklode, kun med andre Tidslængder og andre Storhedsforhold. Disse Afvexlinger opstaae der ligesom her ved Verdensklodens Axedreining og ved dens Vandring rundt om Solen; men disse Bevægelser blive frembragte efter hine Nenfolde Love, som vi have opdaget her paa vor Jord og anvendt paa Verdensaltet. Ligeledes ville vi der see Maaner, som bevæge sig efter de samme Love som vor; vi ville hist omfatte alle disse Ting med de samme Indsigter, hvormed vi omfattede dem her. Lader os nu i vort Sted sætte et andet, om end fra os nok saa forskjelligt Væsen, naar det kun med os har saameget tilfælles, at det opfatter Naturen med Bevidsthed; dette Væsen maa da ogsaa erfare de samme Naturbegivenheder. Indtrykkene deraf kunne hos ham antage en anden Skikkelse; men hvis han skal indsee deres Lovstemmighed, maa hans Kundskabsevne stemme overeens med Naturlovene, altsaa ogsaa med vor Kundskabsevne. Var hans Kundskabsevne uovereensstemmende med Naturlovene, saa maatte den føre ham i Vildfarelse, en Tanke, som vi allerede ved første Øiekast maae afvise, men som vi længere hen yderligere skulle gjendrive. Vilde man vende Sagen om, og opvække den Tvivl, at vi maaskee opfattede Sagerne falsk, men Beboerne af andre Planeter enten rigtigt eller ligeledes urigtigt, kun paa anden Maade, saa svare 131| vi, at vor Himmelmechaniks prophetiske Natur giver os en fast Tillid til den, idet den lærer os at forudsige de mangfoldigste Himmelbegivenheder med den største Bestemthed og Sikkerhed. Foruden de mange Forudsigelser om Sol- og Maaneformørkelser og om de Steder, Planeterne indtage til angivne Tider – Forudsigelser, af hvilke enhver vilde opvække Forbauselse, naar vi ikke vare saa vante til dem – vil jeg kun erindre derom, at man efter fireaarige Iagttagelser over den af NWill. Herschel 1781 opdagede Uranus, beregnede, at samme omtrent behøvede 84 Aar til sit Omløb, og at NGauß, hvilket endnu er langt mere, af faa Dages Iagttagelser rigtigt beregnede Ceres’s Bane, og ved sine Forudsigelser udrettede, at man fandt den. Jeg bør vel ei heller forbigaae det nyeste Exempel: adskillige Astronomer, hvoriblandt NBessel, havde af de tilsyneladende NUordener i Uranus’s Bevægelser sluttet sig til Nødvendigheden af en endnu ei opdaget fjernere Planet; Nle Verrier beregnede den og forudsagde dens Sted, hvor den virkelig fandtes af NGalle. Uden her at søge nogen Afgjørelse i den Strid, som føres over det Spørgsmaal, hvorvidt den fundne Planets Bevægelser fuldkomment bekræfter le Verriers Beregninger, er dog Opdagelsen af denne Planet en ny om end for den Sagkyndige overflødig Bekræftelse paa vor Opfatning af Solsystemets Indretning. Enhver Sagkyndig veed, at jeg her kun har anført nogle faa af Astronomiens Triumfer, for at vække Opmærksomheden. Antallet af dens nøie bestemte og indtræffende Forudsigelser er Nuoverseeligt: de maae udspringe af uomtvistelige Grundsandheder, og en disse modsigende AnskuelseA vilde ikke stemme med Naturbegivenhederne, altsaa være usand.

Lader os igjen henvende vore Tanker til Jupiters Beboere; vi indsee nu, at de ikke kunne beregne Solens, Maaners og Stjerners, kort hele Verdensuhrets Gang, efter andre Love, end de af os anerkjendte, altsaa heller ikke kunne begribe dem paa en 132| Maade, der stod i Modsigelse med vores. De samme Naturlove, som de opdage ved deres Himmeliagttagelser, maae de gjenfinde i deres nærmeste Omgivelse ved deres egen Planets Overflade. Af Overeensstemmelsen mellem Jupitermaanernes virkelige Bevægelser med de af Naturlovene forudberegnede følger med mathematisk Strenghed, at de samme Love for Tyngden gjælde for hiin Planet som for vores: f. Ex. alle Legemer her falde med lige Hastighed i et lufttomt Rum, saaledes maa det ogsaa skee hist, kun med en anden Hastighed; med samme Nødvendighed følger det, at Kastebevægelsen hist, ligesom her, maa beskrive krumme Linier, hvori de samme Love aabenbare sig; ligesaa vist er det, at Kredsbevægelsens Love hisset og her maae være de samme. Vel kunne vi ikke bevise alle disse Slutninger med iagttagne Kjendsgjerninger, saaledes som vi kunne gjøre det i Henseende til Verdensklodernes Bevægelser; men dette udfordres heller ikke, da de ere nødvendige Følger af de allerede sikkrede Sandheder; dog kunne vi end ydermere henvise til en ved Erfaring givet Bekræftelse. Vi finde, at Jupiters NFigur aldeles er dannet efter de samme Love som vor Jords; om dennes Figur vide vi, at den vel nærmer sig Kuglens, men dog afviger saaledes derfra, at den er noget udvidet henimod Æqvator; vi vide, at denne Afvigelse opstaaer derved, at alle Jordens Dele ved dens Omdreining blive førte om i Kredse, i hvilke disse Deles Nmidpunktflyende Kraft forholder sig som Afstandene fra Axen. Idet vi kjende Jordens Omkreds, altsaa ogsaa dens Diameter og Tiden til dens Omdreining, beregne vi Længden af den Vei, som den midpunktflyende Kraft i et Sekund vilde fjerne disse Dele fra Midpunktet, og finde, at denne Længde ved Æqvator er ¹/₂₈₉ af den, gjennem hvilken Tyngden stræber at drive den mod sammes Midpunkt. Det vilde overskride vore Grændser her at anføre alle de videre Betragtninger, ved hvilke Jordens Figur er bleven bestemt; det er os nok, at alle Sagkyndige ere enige 133| om det Væsentlige af alle herhenhørende Beregninger, og at disse ligeledes i alt Væsentligt blive bekræftede ved de foretagne Maalninger. De samme Beregninger lade sig ogsaa anvende paa de andre Planeter, og navnlig paa Jupiter; denne har et langt større Gjennemsnit, en hurtigere Omdreining, og Tyngden paa dens Overflade overtræffer den paa vor Jord; af alt dette beregne vi dens Afvigelse fra Kugelskikkelsen, og finde denne Afvigelse langt større end Jordens; og den er i Virkeligheden saadan som de astronomiske Maalninger af dens Axe og dens Æqvators Diameter angive den. I Undersøgelserne over vor Jordklode har det viist sig, at dens Tæthed maa tiltage henimod Midpunktet; Beregningerne have lært, at det samme gjælder om Jupiter. Vi see af alt dette, at de hos os herskende Naturlove ligesom for vore Øine gjøre sig gjældende paa Jupiters Overflade og i dens Masse.

Altsaa finde Beboerne paa hiin Klode den samme Anvendelse af deres Kundskabsevne i deres nærmeste Omgivelse som paa deres Himmel, saaledes som det ogsaa er Tilfældet paa vor Jordklode. Denne Lighed udelukker dog ingenlunde store Forskjelligheder; saaledes kunne vi f. Ex. beregne, at Tyngden ved Jupiters Overflade er 2½ Gange saa stor som paa vor Jord, at Faldhastigheden paa forskjellige Punkter af samme frembyder større Uligheder end hos os, at hiin Verdensklodes Tæthed er langt ringere end Jordklodens; men alle saadanne Forskjelligheder ere frembragte efter de samme Love.

NSkal Jupitersbeboeren fatte alle disse Forhold, som Naturen viser ham, maa han jo kjende deres Love! Han kan maaskee have en langt mere klar, livfuld, omfattende Indsigt deri, end vi, eller maaskee tvertimod en svagere; men forsaavidt han kjender dem, maa hans Kundskabsevne i sit Væsen være den samme som vores. For ham maa ogsaa den usammensatte Bevægelse være retliniet, og en krumliniet altid være frembragt ved mere end een Kraft: for ham maa den samme mathematiske 134| Række fremstille den jevntvoxende NHurtighed som for os: for ham maa der være det samme Forhold mellem NAbscisser og Ordinater som for os i alle de krumme Linier, f. Ex. i Ellipsen, som er Grundformen i Planeternes Bevægelser, Ni Parabolen, som kastede Legemer udenfor den lodrette Linie beskrive o. s. v.A Men om Opfatningen af disse Forhold ere vi os jo bevidste, at der er en Fornufthandling i Forening med Anskuelse som Grundlag; skeer den samme Opfatning ved andre Væsener, foretage de dem jo ligeledes Fornufthandlinger, og da de ere sandselige Væsener, maae disse hos dem som hos os have et sandseligt Grundlag, ei blot af udvortes, men ogsaa af indvortes Sandsning; kort, al Opfatning af Naturlove er en Fornufthandling med sandseligt Grundlag. De ville i det Følgende finde Exempler nok, hvorved De selv kunne videre belyse Dem dette; her vil jeg kun endnu nogle Øieblikke dvæle ved de Uligheder, som lade sig forene med disse Ligheder. Jeg veed, at man vil være tilbøielig til at foreholde mig Muligheden af saadanne Uligheder; derfor vil jeg allerede her komme Betænkeligheden imøde, uagtet jeg atter senere vil faae Anledning til at afhandle denne Sag. Den Lighed, jeg her har sat i den mathematiske Opfatning, vilde i sit Væsen ikke være ophævet, om vor Jupiterbeboer havde en Talsands, som oversteg vores, saaledes at han kunde fatte og udføre en Regning med ti Tal ligesaa let som vi blot med to Tal, om han med et Tankeblik strax saae Væsenet i en for os kun med yderste Vanskelighed begribelig Række, eller med et lige Tankeblik saae alle Forholdene i et Kugelsnit, omtrent som vi see alle Radiernes Lighed i en Cirkel; Tankeforholdene blive dog de samme. De ville let see, at alt Dette ogsaa lader sig overføre paa en Tænkning, som ei er mathematisk.

Alt, hvad der er bleven sagt om Planeten Jupiter, lader sig ogsaa i det Hele taget anvende paa de øvrige Planeter; omendskjøndt Fremstillingen deraf med Hensyn paa nogle bliver mindre fuldstændig, med Hensyn paa andre mere Nforviklet.

135| Vore Betragtninger holdt sig hidtil indenfor Solsystemets Grændser; vi maae endnu udvide vort Blik. Vore Undersøgelser have lært, at de her omtalte Love ogsaa naae ud over dette System, og Forudsætningen af deres Almindelighed bekræfter sig bestandig mere; men er der i det hele Verdensalt givet de selvbevidste Væsener lige Naturlove til Gjenstand for deres Kundskabsevne, bliver det herved nødvendigt, at denne Evne overalt maa i dens Væsen være den samme.

Lader os vælge et andet ikke mindre almindeligt og indgribende Exempel: Lysets Virkninger og Love. Natur og Indsigt ere ogsaa her i den fuldkomneste Overeensstemmelse; snart forudsiger den af Erfaringen befrugtede Tænkning os de Virkninger, vi have at vente, snart opløser den det Uforudseete i Fornuftkundskab. I Lysets synliggjørende Virkning gjenfinde vi den lige Linie: hvad Erfaringen lærer os om Belysningen i forskjellige Afstande, om Skyggernes Størrelse og Former, om Speil-Virkningerne, lader sig alt udlede af Fornuftlove. Om Lysets Brydning, om dets Opløsning i Farver, om dets NPolarisation, NInterferens o. s. v.A, gjælder det samme, naar man kun Noverseer, at nogle Uklarheder her endnu ere at Nadsprede, hvilket dog ikke hindrer os i med Sikkerhed at indsee Lovenes væsentlige Fornuftsammenhæng.

Vi Novertyde os let om, at Lovene for Lyset, ligesom de for Bevægelsen og Tiltrækningen, gjælde for hele Verdensaltet. Lyset, som kommer til os fra Solen, fra Planeterne og fra Fixstjernerne, er af samme Natur, som det paa vor Jordklode frembragte; det bliver i vore Kikkerter og Speilteleskoper brudt, tilbagekastet og samlet i Billeder paa samme Maade, som Lyset fra de jordiske Gjenstande. Der ligger allerede i disse talløse Erfaringer en stor Deel af, hvad der her skal bevises, hvilket Enhver, der kjender vore optiske Redskabers Theori klart vil indsee; vore Experimenter over Lyset vise det samme 136| under andre Former. Vi see de samme chemiske Virkningsmaader af jordisk Lys, som af Solens og de andre Himmellegemers: vi udvikle Farverne deraf efter de samme Love, og fremstille saaledes paa en mere øiensynlig Maade hiin Lighed, som de optiske Redskaber allerede lærte os. Vi polarisere alt Lys paa samme Maade, hvad enten det er jordisk eller kommen fra Himmellegemerne. Af Astronomien medtage vi endnu den store Kjendsgjerning, som bliver godtgjort ved NAberrationen, at det Lys, som kommer til os fra alle Dele af Verdensaltet, har samme Hastighed; føie vi endnu hertil, at de Lysvirkninger, som vi iagttage paa de med Maaner forsynede Planeter, f. Ex. Skyggerne, som Maanerne kaste paa Hovedplaneten eller denne paa sine Maaner, foregaae ganske saaledes, som de maae foregaae efter de os bekjendte Naturlove.

Det fremgaaer da ligesaavel af alle Lysets som af Bevægelsens Forhold, at Verdens umaadelige Udstrækning ikke viser nogen Grændse, hvor de Love ophøre, som vor Aand fordrer.

Der frembyder sig her en god Leilighed til at give nogle Exempler paa de store Forskjelligheder, som kunne bestaae ved Siden af Væsenseenheden. Vi kjende allerede paa vor Jordklode en stor Forskjellighed af Øiets Indretning hos Dyrene, hvor forskjellig hos Pattedyr, Fisk, Insekt! Hvor meget mere maae ikke Synsorganerne paa andre Verdenskloder være forskjellige fra vore! Derimod er det neppe sandsynligt, at der skulde gives noget Væsen med Kundskabsevne, til hvilket Lyset ikke skulde bringe noget Budskab om de fjerne Gjenstande.

Af Lysets Theori kunne vi lære, at meget store Forskjelligheder ere mulige i Sandsen for dets Indvirkning; den viser os nemlig, at det frembringes ved NZittringer i NÆtheren. Vi modtage kun ret afgjorte Lysindtryk ved Ætherbølger, hvis Bredde ligger imellem 300 og 175 Milliondeel NLinie, og kun endnu noget Indtryk af saadanne, som falde lidt derover eller 137| derunder. De for vor Synsfølelse altfor langsomme – det vil sige: af større Bølgebrede – frembringe Varmefølelse hos os, de hurtigere blive bragte til vor Kundskab ved visse chemiske Virkninger; men der kan muligviis gives Lysorganer, som kun føle enten hine langsommere eller hine hurtigere Zittringer, eller som endog føle alle de af os følte tilligemed flere af de andre. Dette er ikke blot en tænkt Mulighed, men fuldkommen grundet i Tingenes Natur; thi vi vide, at hine paa Synet ikke virkende Straaler blive brudte og tilbagekastede efter de samme Love, som de synliggjørende, og at de derfor kunne frembringe Billeder. De Straaler, som udmærke sig ved chemiske Virkninger, give os som bekjendt meget skjønne Afbildninger af Tingene.

Da Farveindtrykkene i os blive frembragte ved Ætherzittringernes forskjellige Hurtigheder, saa vil Farveverdenen ogsaa fremstille sig paa anden Maade for andre Væsener; dog vil trods denne Ulighed tillige en vigtig Lighed finde Sted deri, da Zittringernes ulige Hurtigheder maae frembringe ligesaa mange ulige Indtryk indenfor de Grændser, der sættes ved Sandsens indre Fuldkommenhed; man kan endog tænke sig det Tilfælde, at et Lysorgan ikkun havde en tydelig Følelse for en eneste Zittringshurtighed. Evnen til at fornemme Farver kan derimod hos andre Skabninger have et større Omfang end hos os. Blandt de Farver, som lade sig fornemme af vor Lyssands, bliver den røde frembragt ved de langsomste Ætherzittringer, den violette ved de hurtigste; men disse opnaae endnu, som allerede sagt, ikke den dobbelte Hurtighed af hine. Farvezittringernes yderste Forhold ligge altsaa hos os, selv for det mest modtagsomme Øie, mellem 1 og 2. Vi ere i Henseende til Farverne i samme Tilfælde, som et Menneske vilde være i Henseende til Tonerne, naar Omfanget af hans Tonesands kun beløb sig til een Octav. En Skabning, som havde Sands for ligesaa mange Lysoctaver, som vi have for To138|nerne, vilde have utallige Kundskaber og Følelser, som vi maae undvære.

Ogsaa den ulige NModtagsomhed for Lys af ulige Styrke maa frembringe de største Forskjelligheder. Vi ville igjen henvende vore Tanker til Jupiter; denne Verdensklode faaer 25 Gange saa lidt Lys paa hver Qvadrattomme som vores; Gjenstandenes Belysning kan maaskee dertil endnu blive forringet ved en uklar Atmosphære. Det er derfor høist sandsynligt, at dens Beboere have en finere Lysfølelse end vi for at opfatte de Gjenstande, der omgive dem; men denne høiere Modtagsomhed medbringer han ogsaa til Beskuelsen af Himlen. For saa vidt som hans Atmosphære ikke har en meget ringere Gjennemsigtighed end vores, vil altsaa Stjernehimlen vise sig langt rigere og mere glandsfuld for ham; han vil ogsaa lære mere ved Iagttagelsen af samme, og saaledes meget lettere opnaae omfattende Kundskaber om Verdensaltet. NIfølge hans Klodes mere end dobbelt saa hurtige Omdreining, modtager han Indtrykket af hans Himmels tilsyneladende Omdreining med en NforholdslundigF4 Hastighed, hvilket ogsaa vil have sin Indflydelse paa dette Indtryk; ja, man kan overalt formode, at den hurtige Afvexling mellem Dag og Nat maa være forbunden med en tilsvarende hurtig Afvexling mellem Virksomhed og Hvile, og denne atter med en hurtigere og livfuldere Modtagen og en hurtigere Forsvinden af Indtrykkene. Hertil kommer endnu, at Jupitersbeboeren paa Grund af det store Gjennemsnit af sin Klodes Bane ogsaa vil see meget mere af Verdensbygningen, og meget lettere kunne gjøre de Maalninger, som ere nødvendige til Bestemmelsen af Fixstjernernes Afstande.

139| Det forstaaer sig, at jeg her blot har angivet mulige, under visse Betingelser nødvendige eller sandsynlige Forhold; det er aabenbar, at ogsaa andre Betingelser kunne finde Sted, f. Ex. en større eller ringere Fuldkommenhed af de Dele, som hos hine Beboere skulle svare til vort Nervesystem. Øiemedet var her alene, at vise hvorledes de mangfoldigste Forskjelligheder kunne herske ved Siden af Verdenseenheden.

Over NLydfornemmelserne vil jeg nu fatte mig meget kort. Alle Zittringer af en vis Hurtighed i Legemer af tilstrækkelig Tæthed frembringe Virkninger paa vort Høreorgan; dog ere, som bekjendt, de Zittringer, som blive frembragte i luftagtige Legemer, fuldkomment skikkede til at frembringe de mangfoldigste og bestemteste Lydfornemmelser i os. Zittringer maae kunne frembringes paa alle Verdenskloder; men paa Beboernes Organisme vil det beroe, hvilke ZittringshurtighederA, der skulle give bestemte til Kundskab om Omverdenen førende Fornemmelser.

Jeg har hidtil kun anført Exempler, som i en udvidet Betydning af Ordet kunne kaldes mechaniske; man vil spørge om chemiske, hvorved Ordet igjen maa tages i den udvidede Betydning; vi ville nu forsøge dette. Det maa Ntilstaaes, at de chemiske Naturlove ligesaavel ere Fornuftlove som de mechaniske; vel lader dette sig ikke gjennemføre saa fuldstændigt i Henseende til hine som i Henseende til disse. Det er bekjendt nok, at Naturlærens chemiske Deel har udviklet sig langt senere end den mechaniske; det sextende Aarhundredes Kundskaber om Varmen, om Elektriciteten, om Magnetismen og selv om Stoffernes Forbindelser og Adskillelser vare kun ringe, mest af Erfaringen givne Brudstykker, gjennem hvilke Grandskerne blot hist og her kunde skimte en NLovstemmighed; Fornuftsammenhængen i alt dette traadte kun saa meget mere frem, jo righoldigere vore Kundskaber bleve. Jeg veed vel, at jeg her opstiller Noget som Resultat af Historien, der for Tænkeren 140| forstaaer sig af sig selv; men det er ikke nok, at denne Sandhed bliver tilstaaet: den maa her fremhæves og ligesom opfylde den indre Anskuelse.

Hvilken Lovstemmighed har man ikke efterhaanden, i bestandig større Udstrækning funden mellem Varmevirkningerne, og hvor fuldkommen følger ikke Varmeudstraalingen de samme Fornuftforskrifter, som vi have funden for Lyset! Vore Kundskaber om Elektriciteten gjorde kun langsomme Fremskridt gjennem det syttende og Begyndelsen af det attende Aarhundrede; men siden at NBenjamin Franklin havde fundet sammes Grundlov, at nemlig Nde to forskjellige elektriske Virksomheder ere at betragte som modsatte Størrelser, see vi den ene Opdagelse voxe frem efter den anden. Fornuften kunde nu af en klartindseet stor Sandhed aflede mangfoldige andre og gjenfinde dem i Naturen. Opdagelsen af Nden Voltaiske Støtte, Nvistnok foranlediget ved NGalvani’s, var dog i anden Henseende et Resultat af hiin Theori; og hvor mange Virkninger af denne Støtte bleve ikke senere opdagede ved den af Erfaringen ledede Eftertanke! Neppe havde Erfaringen viist, at hiin Støtte adskiller Vandet i dets Bestanddele, saa fulgte de skjønneste Opdagelser af elektrisk chemiske Virkninger paa hverandre gjennem en Række af Aar, og blive endnu fortsatte. De magnetiske Opdagelser skrede paa lignende Maade frem i det syttende og attende Aarhundrede, og knyttede sig senere til Opdagelsen af Elektromagnetismen. Enhver veed, at den tænkende Naturbetragtning længe havde fordret denne Opdagelse; men at den, da den kom til Virkelighed, var langt indholdsrigere, end de tidligere Tider kunde vente den. Kredsløbets nye Lov, hvad enten dette sættes i den elektriske Strøm eller i Magneten, eller ved nye Opdagelser føres tilbage under en mere Neenfold Lov, blev en Veiviser til nye Slutninger, som stadfæstede sig i Erfaringen.

I Løbet af de samme Aarhundreder skred Chemien lige141|ledes frem tænkende og erfarende, erfarende og tænkende. I Begyndelsen bleve de fundne Naturlove vel paa mange Maader omtaagede af Vildfarelser, hvilket selv ikke bliver undgaaet i de videre fremadskredne Tilstande; men de opdagede Love bleve mere og mere befriede fra denne Taage, og traadte frem i deres Fornuftnødvendighed. I vor Tid see vi allerede Begyndelsesgrundene til mathematiske Love for Stofforbindelserne og Formernes Sammenhæng med Bestanddelene fremdæmre; jeg siger fremdæmre, ikke som om de gjorte Opdagelser mere vare betyngede med Tvivl end mange andre menneskelige Kundskaber; men fordi de aabenbart kun udgjøre Morgengryet til det, som er at vente i Fremtiden.

Men det er af den største Vigtighed endnu her at fremhæve, at dette Aarhundredes Opdagelser have godtgjort Eenheden af alle her omtalte Virkninger. Vel lader denne Eenhed sig ikke saa fuldkomment fremstille, som Eenheden i alle Bevægelseslovene; men den er dog saaledes godtgjort og belyst ved vort Aarhundredes Opdagelser, at den ikke mere lader sig betvivle; vi see desuden allerede mangehaande Antydninger om en Fremtid, i hvilken de chemiske og mechaniske Naturlove ville forene sig til en mere inderligt sammenhængende Viden.

Kort sagt, de chemiske Naturlove ere ligesaavel Fornuftlove som de mechaniske, og staae i en saadan indre Sammenhæng, at de maae ansees som en Fornufteenhed. Spørgsmaalet er nu, om de ogsaa gjælde for det hele Verdensalt; Fornuften fordrer det; men dette er os ikke her nok: vi ville fremstille os Sagen for den aandelige Beskuelse.

Vi begynde med at overbevise os om, at Materiens almindelige Egenskaber overalt ere de samme. Udstrækning og Figur see vi paa Himmellegemerne; Sammenhængen og Deleligheden lade sig vel ikke umiddelbart eftervise paa de fremmede Verdenslegemer; men det vil vise sig i det Følgende, at Antagelsen heraf bliver gjort nødvendig ved andre beviste Egen142|skaber. Af største Vigtighed som en af Materiens Grundegenskaber, bliver Tyngden os; den er erkjendt som en Yttring af den almindeligeA Tiltrækning; men det vil være tjenligt for vort Øiemed her at belyse den som saadan. Den mechaniske Physik beviser, at alle Planeter, dersom de kunde bringes i lige stor Afstand fra Solen, vilde, uden Hensyn paa deres Massers Ulighed, falde mod Solen med lige Hastighed, og at Maanerne i Henseende til deres Hovedplanet ere den samme Lov underkastede. Dette er ligesaa vist, som Nde Keplerske Love og Mechanikens Grundlærdomme; Nvi see da den samme Lov, om Legemernes indbyrdes lige Faldhastighed mod Jorden, kun med andre Størrelser, gjælde for Faldet mod Solen og for Faldet mod enhver Planet, der har Maaner; men vi blive dog ikke staaende herved, thi en videre ført Undersøgelse viser, at denne Lov gjelder for alle Verdenskloder.

Hvad man har kaldt Uigjennemtrængelighed, og som egentlig er et Resultat af NUdvidekraften, følger af den allerede beviste Tiltrækning, som finder Sted paa og i alle Verdenslegemer; thi uden en Modstand vilde Tiltrækningen drage alle Dele sammen i eet Punkt; man kan ogsaa udtrykke det samme saaledes: Enhver Deel af en Verdensklode maa ifølge de andre Deles Tyngde bære Trykket af alle overliggende Dele, saavelsom Sidetrykket af alle Nabodele, hvilket ikke kan skee uden ved den saakaldte Uigjennemtrængelighed. Men hvor der er Tiltræknings-A og Udvidekraft, der er Sammenhæng, og hvor denne ikke er uovervindelig, hvad der ikke lader sig tænke, der er ogsaa Delenes Adskillelighed, følgeligen Delelighed.

For øvrigt vise ogsaa Planeterne Nderes Udvidekraft ved deres Evne til at tilbagekaste Lyset; thi uden en saadan kunde de ikke yde Ætherbølgerne, som frembringe Lyset, den til Tilbagekastningen nødvendige Modvirkning; men ogsaa de selvlysende Verdenslegemer kunde uden denne Kraft ingen Bølger frembringe i Ætheren. Om man end vilde antage en anden 143| Mening om Lyset, saa vilde dog en eller anden mechanisk Kraft være fornøden til at udsende det; saaledes vil den saakaldte Newtonske Theori behøve denne Kraft, til at udkaste de Nsmaae Lysdele med en umaadelig Hurtighed.

Bevægeligheden, som opregnes blandt Legemernes almindelige Egenskaber, fremstilles os af hele Verdenssystemet, hvori Alt er Bevægelse. NInertien, som ikke er andet end det Ubesjæledes Villieløshed, findes bekræftet for det hele Verdensalt, i det at den forudsættes i vore talløse ved deres Indtræffen stadfæstede Forudsigelser om Himmellegemernes Bevægelse.

NVi kunne nu gaae over til Egenskaber og Virkninger, hvis Almindelighed man ikke pleier saaledes at fremhæve, skjøndt man tildeels erkjender den i vigtige Forudsætninger.

At Varmelovene ikke ere indskrænkede til vor Jordklode, er en gammel og rigtig Forudsætning, som bekræftes ved vore Tiders Indsigter. De Varmestraaler, der komme til os fra Solen, virke ganske efter de samme Love, som vor Jords Varmestraaler. Det er nu ligeledes erkjendt, at Varme og Lys kun ere forskjellige ved Ætherzittringernes Hurtighed, og at Lysstraaler kunne gaae over til Varmestraaler; men da nu videre Udstraalingen maa betragtes som Varmens Grundvirksomhed, saa maa man antage, at Varmelovene gjælde for hele Verdensaltet. Fasthed, NDraabeflydenhed, Lufttilstand beroe hos os paa Varmeforhold; er nu Materien overalt den samme, saa ville disse Tilstande ogsaa overalt finde Sted under de samme Betingelser.

Vi see her en fuldkommen NStadfæstelse paa den allerede længe almindeligt gjorte Forudsætning, at Planeterne ikke blot i Henseende til Lyset, men ogsaa i Henseende til Varmen have Dags- og Aarstider og en Varmefordeling paa Overfladen ligesom paa Jorden. Det forstaaer sig af sig selv, at bestemte Aarsager kunne frembringe Undtagelser fra denne Fordeling, som f. Ex. NUranus’s Ring.

144|Betænke vi endvidere, at vore Forsøg have viist, at Legemerne kunne blive elektriske ved Gnidning, ved Berøring med uligeartede Dele, ved Varmeforskjelligheder, saa tør vi neppe tvivle om, at de samme Virkninger ogsaa paa andre Planeter ville skee efter de samme Love, og at dette ogsaa maa gjælde for Varmens, Lysets og Magnetkraftens Frembringelse ved Elektricitet, Elektricitetens ved Magnetvirkninger o. s. v.A

Alt dette maa ogsaa lade sig anvende paa de chemiske Virkninger i Ordets mere indskrænkede Betydning, paa Stoffernes Forbindelser og Adskillelser. Vi frembringe jo ved Elektricitet de forskjelligste indre Forandringer; hvorledes var det vel muligt, at en kraftig elektrisk Strøm, som her forvandler et Legeme til Støv og Damp, ikke ogsaa skulde gjøre det paa andre Verdenskloder? Skulde ikke modsatte Stoffers Forbindelser ogsaa andetsteds ophæves ved den elektriske Strøm? og skulde de fra hinanden adskilte chemiske Grunddele ikke hisset ligesom her forholde sig som Mængderne af de anvendte elektriske Kræfter?

NEn aandrig Chemiker og fortræffelig Experimentator blev for nogle Aar siden ved vigtige Spørgsmaal i hans Videnskab bragt paa en Formodning, som stod i Strid med en af de store Naturloves Almeengyldighed, idet at han meente, at Masser af forskjellige Stoffer, som have samme Vægt paa vor Jord, ikke havde det i Henseende til andre Verdenslegemer; hvilket med andre Ord vilde sige, at Tiltrækningen ikke skulde have nogen Almindelighed. Som sand Experimentator satte han denne Tanke paa Prøve, og veiede Legemer, som havde vakt hans Tvivl, til forskjellige saaledes valgte Dags- og Nattetider, at naar Solen ikke tiltrak disse Stoffer i samme Forhold som Jorden, maatte Veiningerne give forskjellige Udfald; men han fandt ingen Forskjel ved de omhyggeligste Veininger. Saaledes har det altsaa viist sig, at et Forhold, som staaer i den nøieste Sammenhæng med Læren om Legemernes indre 145| Natur urokkeligt har bekræftet sin Almindelighed mod de i Chemien opreiste Tvivl.

Utallige Bud fra Verdensrummet have paa en Nmærkværdig Maade bragt os Underretning om Materiens eensartede Natur i og udenfor Jorden, ja endog antydet en Lighed, der gaaer mere i det Enkelte, end vi ellers havde kunnet erfare: jeg taler om Meteorstenene. Om deres Masse ogsaa ved Indtrædelsen i vor Atmosphære indgaaer nye Forbindelser, saa er dog deres Overeensstemmelse med vor Jords Legemer, saavel i Henseende til Grundstofferne som til Forbindelsesmaaderne og de deraf opstaaende Krystalformer, meget talende.

Overalt er altsaa den samme Materie, de samme Kræfter, de samme Love, og disse Love ere Fornuftlove, kunne følgelig kun opfattes af Fornuftvæsener.

Vi have endnu en høist vigtig Side af vor Gjenstand at betragte: alle Planeters lige Udviklingsmaade, og hvad der kan afledes deraf for vort Øiemed. Vi vide, at Jorden var flydende, førend den blev fast; blandt Beviserne for denne Sandhed have vi et, der lader sig anvende paa andre Verdenslegemer: nemlig vor Jordklodes Afvigelse fra Kugelskikkelsen, hvilket allerede i det Foregaaende tiltrak sig vor Opmærksomhed i en anden Henseende. Det er jo en afgjort Sandhed, at de Kræfter, som have givet Jorden den velbekjendte Afvigelse fra Kugelskikkelsen, kun formaaede at udrette dette, medens Kloden var i sin flydende Tilstand; da nu denne Afvigelse fra Kugelskikkelsen ogsaa finder Sted hos andre Planeter, forsaavidt man har kunnet bestemme deres Form og Axedreining, og da de forskjellige Gjennemsnits Forhold i ethvert af disse Verdenslegemer er saadant, som Anvendelsen af de os bekjendte Naturlove fordrer, saa viser det sig, at de andre Planeter ogsaa have været flydende.

Ere vi nu gjennemtrængte af den Overbeviisning, at Alt i hele den legemlige Tilværelse bliver frembragt af den samme 146| Materie, ved de samme Kræfter og efter de samme Love, saa kunne vi ikke andet end indrømme, at Planeterne have udviklet sig efter de samme Love som vor Jord; men om denne vide vi, at den har udviklet sig gjennem Numaalte Tider i en Række af Omdannelser, og tilligemed den Væxterne og Dyrene. Denne Udvikling begyndte med de lavere Skabninger, og skred frem til bestandig høiere, indtil endelig i det nyeste af disse Tidsrum, den Skabning blev frembragt, i hvilken den selvbevidste Kundskab aabenbarede sig. Vi maae altsaa antage en lignende Udvikling af de andre Planeter; paa mange ere de maaskee ikke komne til saa høit et Trin som paa vor Jordklode, paa andre kunne langt høiere Væsner have udviklet sig; men overalt ere de fornuftige Væsner Naturfrembringelser i samme Betydning, som vi ere det, det vil sige: deres hele Kundskab er bunden til Legemernes Organer; deres Kundskabsmaade kan efter dette ikke være grundforskjellig fra vores, men maa være de samme Love underkastet. Jeg udtaler kun her en i Henseende til Mennesket unægtelig Kjendsgjerning, uden at indlade mig i Undersøgelsernes Dybder over den Maade, paa hvilken det Aandelige hænger sammen med det Legemlige. Kun for at afværge hvert Skin af Materialisme, henviser jeg paa den til en Forsoning førende Modsætning, at den samme Natur, hvis Frembringelse Mennesket unegteligt er, selv maa erkjendes for en Frembringelse af den evigt skabende Aand, og at saaledes vor Aands guddommelige Oprindelse paa ingen Maade bliver nægtet ved Indrømmelsen af Naturens Rettigheder. Med andre Ord: Begrebet om Verdensaltet er ufuldstændigt, naar det ei opfattes som et bestandig fortsat Værk af den evigt skabende Aand. Det Skabende deri er det Aandelige, det Legemlige er det Skabendes Frembringelse, og vilde ophøre, naar den frembringende Virken kunde ophøre. Som Naturværk i denne Betydning maa det Aandelige i Mennesket indeholde Naturlovene, dog kun saaledes, at de ved Naturens Indvirkning fremkaldes 147| til Bevidsthed, og den omgivende Natur maa uden nogen Indflydelse fra Menneskets Side virke overeensstemmende med hans Kundskabsevne, omendskjøndt denne Kundskabsevne Nstørstedeels først efter Aartusinder vil være istand til at komme til Indsigt om denne Harmoni. Man seer let, at de Grunde, som bestemme os til denne Overbeviisning, ogsaa gjælde for det hele Verdensalt. – NGjennem det hele Verdensalt er der udspredt Væsner med Kundskabsevner til at fatte Gnister af Guddomslyset; og Gud aabenbarer sig for disse Væsener ved den dem omgivende Verden, vækker den i dem slumrende Fornuft ved den Fornuft, der hersker i alt Det, der gjør Indtryk paa dem, men lader dem atter gjøre desto dybere Blik i den legemlige Tilværelse, jo mere deres egen Aand vækkes; saa at de finde sig satte i en uophørlig levende Udvikling, som, efter at have naaet et vist Punkt, bortfjerner dem stedse mere fra den Indbildning, at den haandgribelige Masse er Tilværelsens Grundvold, og fører dem til at vide og anskue sig selv med Aand og Legeme som Led af en uendelig Fornuftorganisme. Saaledes møde da Naturvidenskabens Sandheder fortsat mere og mere Religionens, saa at de omsider paa det inderligste maae slutte sig til hinanden.F5

2

Skjønhedslovenes NGrundlighed i det hele Verdensalt

Naar baade Tilværelseskræfternes og Kundskabsevnernes Væsenseenhed gjennem det hele Verdensalt er beviist, følger 148| deraf, at en lige Væsenseenhed gjælder for Skjønhedssandsen og for Samvittigheden; men dette vil dog ei lettelig antages uden en nærmere Udvikling. Vi ville begynde med Skjønhedssandsen.

Det er allerede i det Foregaaende viist, at paa alle andre Verdenskloder de samme Naturens Grundkræfter herske, og at de samme Grundlove gjælde, som paa vor Klode; at de levende Væsener paa andre Verdenskloder ere frembragte ved samme Naturens Grundkræfter og efter de samme Grundlove, som de levende Væsener paa vor Klode; at de maae have en Tankeevne af samme Natur som vores, om end i Styrke og Klarhed nok saa forskjellig, og at de maae have Sandsningsevner til at opfatte de legemlige Indvirkninger ligesom vi, og at der til denne Evne ikke blot hører udvortes Sandseredskaber, men ogsaa en indvortes Evne til at opfatte og gjemme Indtrykkene af det Sandsede; kort, indvortes Sands, hvortil blandt andet hører Sands til at opfatte og sammenfatte de Indtryk, som frembringes derved, at de ydre Legemers Svingninger meddele sig til det selvbevidste Væsens eget Legeme, og ligeledes Evne til at modtage Kundskab om Yderverdenen gjennem Æthersvingningerne. Den første af hine Sætninger har vistnok de andre til nødvendig Følge; men dog ere de i det Foregaaende særskilt blevne belyste.

Betragte vi Skjønhedsfølelsen saaledes, som den aabenbarer sig hos vor Klodes fornuftige Beboere, saa findes det, at den bestaaer deri, at vor indre Sands er dannet efter samme Fornuftlove som den øvrige Tilværelse, saaledes at denne Sands føler sig tilfredsstillet ved det, som bærer Fornuftens Præg, uden at der under Nydelsen udkræves nogen Bevidsthed om denne Fornuft. Man finder denne Sandhed fremstillet i Samtalen: Vandspringet S. 36-54; men dem, der maatte fordre en mere omfattende Udvikling heraf, maa jeg henvise til mit Skrift N»toA Kapitler af det Skjønnes Physik.«A Samme Lov maa 149| gjælde for de tænkende sandselige Væsener paa hvilkensomhelst anden Klode; denne Sandhed trænger ikke til egentligt Beviis, men vel til nærmere at belyses for at Nfinde Indgang. Der er bleven viist i det foregaaende Afsnit, at de andre Kloders Beboere maae i det Væsentlige opfatte Bevægelsens Love ligesom vi, og blandt Andet er der bleven henviist til Maanebanernes Figur, hvis Bestemmelse forudsætte mathematiske Sandheder; i Cirklen, Ellipsen, Parabolen o. s. v.A maae de erkjende samme Fornuftlove, som vi see deri, og – da de ere sandselige Væsener, frembragte i Tiden og Rummet, og modtagende Indtryk af Tingene i Tiden og Rummet –, maae de forestille sig de efter mathematiske Tænkningslove frembragte Figurer i det Væsentlige paa samme Maade som vi. Men alle lovbundne Figurer kunne betragtes mathematisk, saaat Tillægsordet mathematisk var overflødigt, men brugtes kun for at henlede Opmærksomheden paa de Figurer, hvis mathematiske Behandling er mest almindeligt bekjendt. Sandsen for Former maa altsaa have en sand Væsenslighed paa alle Kloder; den maa paa dem alle være dannet i Overeensstemmelse med Fornuften; den kan da ikke andet end tilfredsstilles ved det NFornuftstemmende, stødes ved det Fornuftstridige. Man tænke sig en rigtigt tegnet Cirkel ved Siden af en Figur, som ikkun er et slet Forsøg til samme Tegning, og man vil let indsee, at der ikke kan gives nogen efter Fornuftlove dannet Sands, som kunde finde en større eller endog kun en lige Tilfredsstillelse ved Indtrykket af denne fremfor af hiin; det samme kan siges om Tegningen af enhver anden Figur; overalt peger dette Exempel hen paa utallige andre. Hos os Jordbeboere er Symmetrien en af de mest omfattende Skjønhedsformer; men den er dybt begrundet i Nen af Tænkningens Hovedformer, Eenheden af Modsætninger; man kan derfor ikke tænke sig Væsener paa andre Kloder, som ikke skulde finde Symmetrien skjøn, da jo Sandsen hos dem alle maa være fornuftordnet. Her paa vor 150| Klode udtrykker Menneskeskabningen den høieste Idee, som i nogen jordisk Skabning kan udtrykkes, kun i hver særskilt Menneskeskabning med en særskilt Udviklingsretning, og desuden hos de Allerfleste med en saa stor Indblanding af Tilfældigheder, at Ideens rene Udtryk derved omtaages; men hvor det fornuftbesjælede Naturværk i høi Grad nærmer sig dette, eller naar Kunstneren har grebet og fremstillet det, staaer det høieste Skjønhedsbillede, Legemverdenen kan give, for os. (See S.A 32 og 33.) Paa enhver anden Klode vil det Væsen, hvori Fornuftideen paa det Fuldkomneste har virkeliggjort sig, frembringe et beslægtet Indtryk. Det behøver vel neppe at siges, at den Skikkelse, under hvilken Ideen paa andre Kloder udtrykker sig, paa enhver maa være afhængig ei blot af Ideens Kraft og Fylde, men ogsaa af de legemlige Betingelser, hvorunder Skabningen frembringes.

Her paa Jorden føle alle Mennesker en Lysglæde, som er dybt begrundet i Tingenes Natur; for at fatte dette, maae vi betænke, at Lys og Varme frembringes begge ved Svingninger i Ætheren. Hvorledes man end vil betragte deres Forskjelligheder, er det dog vist, at Naturvirkninger, som frembringe Lys, kunne Nnedstemmes til at frembringe Varme, og at de, som frembringe Varme, kunne Nopstemmes til at frembringe Lys. Man vil ikke feile, naar man antager, at Lyset frembringes ved hastigere, Varmen ved langsommere Æthersvingninger, om man end ikke herved skulde have udtømt deres hele Forskjel; men paa Varmen beroer i det Væsentlige Legemernes Tilstand. Deres Udvidelse eller Sammentrækning og deres Deles indbyrdes Bevægelighed beroe paa Varmetilstanden, ja, man kan paa en Maade sige, at de ere eet med Varmetilstanden; selv de Former, de antage, beroe paa deres Vexelvirkning med Varmen. Man tænke sig nu, at alle Legemer efterhaanden tabte deres Varme, saa vilde de mere og mere sammentrække sig, og paa samme Tid blive haardere, lide en indvortes Stiv151|ning: kort, dette vilde være en Indsvinden og Hendøen. Vistnok er der ved Tilværelsens Grundindretning sørget for, at dette ikke kan skee; men derfor er det dog ikke mindre vist, at indvortes Virksomhed og NVærekraft er betinget ved Varmen. Men nu er for hele vor daglige Naturopfatning Lyset den store Varmekilde; og den for Mængden ubekjendte indre Sammenhæng, som vi her have fremhævet, lader sig ikke være uden Vidnesbyrd i Tilværelsen. Mennesket har ingen videnskabelige Undersøgelser behøvet for at føle Sammenhængen mellem Lys og Liv; men Lyset selv i sine egentlige Lysvirkninger er oplivende. Det synes at virke saaledes overalt; men paa den mest Nsandsetræffende Maade virker det paa Seenerven, hvor det tillige virker ved at bringe den mest vidtomgribende Kundskab om den udvortes Natur gjennem vore Synsredskaber ind til vort Indre, til vor Bevidsthed. Lyset er den store Forkynder af Omverdenen. Det er sandt, at Intet kan være bekjendtere for alle Mennesker end dette; men netop fordi det er saa hverdags, er Kundskaben derom hos Mængden sløv og søvnig, saa at man maa minde derom for at fatte Kilden til Lysglæden; Lysglæden selv vil Enhver, der bliver sig nogenlunde bevidst, hvad der foregaaer i ham, kjende af egen Erfaring.

Det, som vi her have viist med Hensyn paa Jordbeboerne, maa ogsaa gjelde for Beboerne af andre Planeter. Lyset virker gjennem hele Verden og paa alle Legemer. Vi have beviist, at dets Virkninger i det hele Verdensalt følge de samme Love. Man maatte have en meget ringe Natursands for ikke strax at føle den Sandhed, at hvor der gives Afvexling af Dag og Nat, af Lys og Skygge, der maae de levende Væsener have en Sands for Lyset; ja, vi maae udvide denne Tanke og sige, da gjennem det hele Verdensalt den ene Klode sender den anden Lys, maae de levende Væsener paa disse Kloder have en Sands for Lyset, og de selvbevidste Væsener 152| derved modtage en Verdensaabenbaring. Lad deres Sandseredskaber, ja deres hele Legemsbygning være nok saa forskjellige fra vores, naar vi kun antage, at de ere skabte efter de Fornuftlove, som vi have fundet gjældende gjennem hele Naturen, saa langt vore Indsigter have naaet, saa maae deres Lysglæde og deres Sands for de synlige Tings Skjønhed følge de samme Love som hos os. For ydermere at oplive Tankerne herom ved en stor Anskuelse, ville vi henvende vor Opmærksomhed paa det Indtryk, den natlige Himmel maa gjøre paa en Beboer af en anden Planet ligesaavel som paa En af os. Saasandt som hans Sands for Lyset modtager lige Virkning under lige Betingelser, maa Himlen for ham være en Hvælving ligesom vor Himmel for os: den maa vise sig for ham som en mørk Grund, hvorpaa Himmellysene straale, ligesom dette viser sig for os: hans Planets Overflade med Alt, hvad paa samme er Nsmaaligt eller ureent, maa under den natlige Himmel for ham hensynke i Mørket, hvorimod han maa modtage utallige klare Lysindtryk fra de fjerne Verdenskloder: hans Tanke maa hendrages i det Fjerne, langt fra hans daglige Sysler, og maa udvide sig til at opfatte et stort Billede af Tilværelsen, som vil være desto mere rigt og livfuldt, jo dybere den Indsigt i Naturen er, hvortil han har udviklet sig.

At der paa enhver Verdensklode ved Legemernes gjensidige Indvirkning maa frembringes Svingninger af samme Beskaffenhed som de, hvorved Lyden frembringes hos os, at de levende Legemer ikke ere undtagne fra at deeltage i saadanne Svingninger, og at de maae fornemme samme, saasandt som de have en Fornemmelse af det, der foregaaer i dem, er allerede i det Foregaaende bemærket (S. 100). Her have vi endnu at tilføie, at de Love, ifølge hvilke Svingningerne blive regelbundne, flyde saa ganske af Tingenes Natur, at de maae gjælde overalt; paa enhver anden Klode maa, ligesom her, alle smaae Svingninger af samme spændte Stræng vare lige længe, Sving153|ningshastighederne af forskjellige Strænge være i samme Forhold større, som Qvadratrødderne af de spændende Vægte ere større, men Længder og Tvermaal mindre: overalt i hele Tilværelsen maa en Plade, som sættes i Svingninger og bestrøes med Støv, give samme Figur som hos os; det vil ligeledes gjælde overalt, at Luftmasser, som begrændses af Rør, ikke lige let lade sig bringe til enhver mulig Svingningshastighed; men at enhver saadan Luftmasse ved ydre Indvirkninger kun bringes til at give visse Svingningsrækker, der ikke forstyrres ved indre Virkningsstrid. Kort, alle udvortes Betingelser for Tonevirkningerne ere tilstede paa andre Verdenskloder som paa vores: de virke paa levende Legemer, som ere Naturens almindelige Grundlove underkastede: de maae – forudsat, at de blive sig de hos dem selv frembragte lovbundne Forandringer bevidste – føle dem anderledes end dem, hvori Lovbundenheden er ukjendelig; nu vel da! nødes vi ikke til at antage Tonevirkningernes Grundlove som gyldige i det hele Verdensalt!

Jeg behandler her Læren om Skjønhedslovenes Almindelighed med stor Korthed, deels fordi Sagen, opfattet i den her givne Sammenhæng, ei fordrer stor Udførlighed, deels ogsaa fordi Gjenstandens Natur ikke tillader en meget gjennemgribende Anvendelse af vor Undersøgelsesmaade.

3

Den moralske Naturs lige Grundvæsen i det hele Verdensalt

For at vise dette vil jeg atter begynde med Betragtningen af det, som foregaaer hos os Jordbeboere. Jeg kommer herved til at minde om mange velbekjendte Ting, og selv den Sammenhæng, jeg deri vil fremhæve, kan ikke være ny; men 154| jeg maa dog vise den saaledes, som jeg opfatter den, ellers vilde man misforstaae Det, jeg har at sige.

Da der allerede i denne Bogs tidligere Afdelinger er bleven fremstillet, hvorledes en af Fornuften gjennemtrængt Naturanskuelse viser os den hele Tilværelse som et uendeligt, uophørligt, virksomt Værk af den evige, levende Fornuft, hvilken vi – naar vi betragte den i dens Selvbevidsthed, i dens Personlighed – kalde Gud, behøve vi blot at minde os med Klarhed, hvorledes Menneskeslægten er et NLedemod af dette Hele, og at hvert Neenstigt Menneske, som Deel af Slægten selv, udgjør et Ledemod i Tilværelsens store NSamfoldighed, for at sætte os paa det aandelige Standpunkt, hvor Begreber og Følelser om Ret, Pligt, Dyd, Fromhed og Alt, hvad dermed staaer i Forbindelse, vise sig i deres Sammenhæng med Naturen. Hvad vi da lære om Mennesket, vil i de grundvæsentligste Henseender lade sig anvende paa alle Fornuftvæsener i det hele Verdensalt; det vil nemlig derved fremgaae, at ligesom vore Undersøgelser over den ubevidste Naturs Love have begyndt med Gjenstandene her paa Jorden, og derfra efterhaanden hævet sig til at kjende Naturlove, som omfatte alle villieløse Gjenstande i hele Tilværelsen, saaledes ville vi nu ogsaa gaae tilværks med Undersøgelsen over de villende og tænkende Væseners Naturlove, hvilke endnu stærkere end den ubesjælede Naturs, fremtræde som Fornuftlove.

Efter at vi have udtalt de Sandheder, at Naturvirkningerne ere Guddomsvirkninger, Naturlovene Guddomstanker, kunne vi uden Misforstaaelse betegne de samme Ting snart som naturlige og snart som guddommelige, og af disse Udtryk hvergang vælge det, som bedst passer til Betragtningens nærmeste Gjenstand. Vi afvige herved ikke fra velbekjendte Sædvaner – f. Ex. snart at kalde et Menneskes aandelige Evner Naturanlæg, Naturgaver, snart et af Gud Nbetroet Pund – men i det vi her med mere Styrke, end sædvanligt 155| skeer, minde os selv om den legemlige Naturs aandelige Væsen, kommer Retfærdiggjørelsen af disse Betragtningens modsatte Retninger paa en desto mere levende Maade til vor Bevidsthed.

NI Medhold heraf sige vi da, at Mennesket fødes med de Naturanlæg, hvorved det bliver et fornuftigt Væsen. Man kan da sige, at Mennesket er født til Fornuft, til Retfærdighed, til Gudskundskab; men alt dette er kun tilstede i Anlæg, som skulle udvikles til Bevidsthed ved Vexelvirkningen med den hele øvrige Tilværelse; ligesom dette er Tilfældet med hvert enkelt Menneske, saaledes ogsaa med hele Menneskeslægten. Det er her kun Øiemedet at antyde denne Udvikling med Hensyn paa vor Gudsbevidsthed og vor Pligtbevidsthed, Udviklinger, som vel tildeels skee i Forening, men dog ofte tage forskjellige Retninger, indtil de ved en vis Fuldendthedsgrad strømme sammen til Eet.

Saalænge som Menneskeslægten staaer paa Aandsudviklingens første Stade, hvor den undersøgende Tænkning endnu ei har gjort sig gjældende, er det Aanden naturligt at antage Noget med den selv Beslægtet i Tingene udenom; saaledes blive Himmel og Jord for den barnlige Menneskeslægt fuld af tænkende, følende, villende Væsener. Allerede herved begynder den i Menneskevæsenet liggende Spire til Gudsbevidstheden at fremdrives; men det er kun en Spire, som maa udvikles ved de andre Verdenskræfters Medvirkning: uden dette vilde den qvæles af det Ukrudt, der voxer med den.

Menneskets Vexelvirkning med hans Lige hører med til hans Natur. Allerede Kjønsdriften og den ham indplantede Kjærlighed til hans Afkom vilde fordre dette; men hans øvrige Trang og Drifter kræve det ikke mindre: ja, man turde vel sige, at det hører til et fornuftigt-sandseligt Væsens Natur, at være Net selskabeligt Dyr. Medens han modtager Indvirkninger af sine Lige, og atter virker paa dem, vækkes hos ham en Fø156|lelse af den Væsenslighed, der finder Sted mellem ham og dem. Vistnok maa en heel Række af Udviklingstrin gjennemgaaes, førend denne Følelse vinder sin hele Betydning; men lader os betragte, hvorledes denne Udvikling fører til Sædelighedsbegreberne. I lang Tid lider Kjærlighedens Væxt idelige Afbrydelser af den gjensidige Frygt hos den Ene for den Andens Begjærligheder og deraf følgende voldsomme Indgreb; imidlertid tilføie Menneskene hinanden snart Ondt, snart Godt, og herved opvækkes nogle Forestillinger om god og ond Villie, om Ret og Uret. Lad end disse Forestillinger være nok saa dunkle, de ere dog Udgangspunkter til den uoverskuelige Række af kommende Slægters Fremskridt. Efter lange Tiders vild Tilværelse, hvor de selskabelige Følelser kun fik lidet Raaderum for Selviskhedens mangfoldige Krav, naae de i en eller anden Egn saavidt, at de forene sig til fælles Hjælp og Forsvar; paa dette Stade fremkaldes Tanken hos dem om en deres Samfund vigtig Lov og Orden, som maa hævdes til fælles Bedste. Ved ethvert Samfundets Fremskridt udvikler sig denne Bevidsthed ydermere; Tanken om Pligt og Dyd fremtræder mere og mere. Lader os dog hverken her eller i det Følgende glemme, at alle disse udvortes og indvortes udviklende Aarsager ere Virkninger af den samme evige, levende Fornuft, ved hvilken Alt er skabt, skabes og vedligeholdes. Vi maae da sige os selv, at den Udvikling, som efter en eensidig Betragtning, der udelukkende fæster sig til den legemlige Natur, synes at staae i Strid med den aandelige, skeer efter den almægtige, allestedsnærværende Guddomsvillie.

Man vilde dog gjøre sig en falsk Forestilling om Menneskeslægtens Udvikling, hvis man tænkte sig, at Enhver bidrog ligemeget dertil. Der gives enkelte Høierebegavede, hos hvem disse Begreber først komme til nogen Klarhed, og som udtale dem for Mængden. Saadanne Mænd have ordentligviis ogsaa i mangfoldige andre Henseender et stort Forspring for de 157| Øvrige, vide at meddele dem mange nyttige Sandheder, f. Ex. Himmellegemernes tilkommende Stillinger og Aarstidernes Gang; de blive derfor betragtede som fortrolige med de Aander, man forestiller sig i Naturgjenstandene, det er: som Gudernes Fortrolige; de beundres og adlydes. Men disse Mænd ville selv have en dyb Følelse af, at Det, som de vide og meddele, er langt fra at være udelukkende deres eget Værk; thi Tankerne hos dem ere opvakte udenfra, ved den Natur, de have iagttaget og tænkt over, og selv den indvortes Evne, hvorved de have bearbeidet det Modtagne, maae de føle som en Naturgave, som en Gudernes Gave; de føle sig selv som beaandede af Guderne, og kunne uden Bedrageri yttre sig som Gudernes Udkaarne. I denne uskyldige Tro er der upaatvivleligt en Sandhed, som tit i senere Tidsaldre oversees; det er jo den guddommelige Virksomhed og Lovgivning i Naturen og i Mennesket, der er kommen til en levende, skjøndt ikke forstandig-tydelig Bevidsthed hos dem. Jeg behøver vel neppe at sige, at Menneskeslægten saaledes vedbliver at udvikle baade sine moralske Begreber og sine Indsigter i Naturen fra Aarhundrede til Aarhundrede, fra Aartusinde til Aartusinde, og at det er de fornuftige Naturværker, Menneskene, som under bestandig Vexelvirkning med Naturen og med sig selv indbyrdes, ifølge nødvendige Tilværelseslove, hos sig udvikle disse Begreber og Indsigter.

Under denne Menneskeslægtens aandige Voxen udvikler sig tillige Guddomsbegrebet; ligesom al den øvrige Udvikling gaaer dette i Begyndelsen meget langsomt. NNaturtjenesten var længe det mægtigt Noverveiende; men efterhaanden, som Menneskene overførte deres egen Skikkelse paa deres Guder, fremtraadte der ogsaa i disse mere af den moralske Natur; at de tillagde deres Guder mange umoralske Egenskaber, bør ikke skjule denne Sandhed for os. Menneskene tillægge deres Guder de samme moralske Egenskaber, som de have udviklet hos dem selv, for158|staaer sig hver Gud med en Tænkemaade, som passer sig for hans Naturmagt; man maa ved denne Overveielse ikke glemme, at Mytherne fra først af dannedes i en Tidsalder, hvori de moralske Begreber endnu vare meget raae, og ingenlunde udelukkede den ubundne Vellyst, Rovbegjerlighed, Grusomhed; som Menneskene, saadanne ere ogsaa de Guder, de danne efter NNaturdigtningens Love. Disse Guder bringe deres oprindelige Præg over i en paafølgende mere Nuddannet Tid, hvor dog atter Noget tildigtes; men endelig indtræder der en Tidsalder, hvor de findes aldeles stridende mod den opnaaede Dannelse, baade mod dens naturopfattende og dens moralske Bevidsthed. Først forkastes de gamle Guder af de Oplystere, siden af Flerheden. Naturligviis har denne Tingenes Gang sine store Forskjelligheder hos de forskjellige Folk; men dette vil dog være Hovedtrækkene deraf. Vistnok kunne vi ikke tale om den Tid, der gik foran NZoroaster eller NKonfu-tse med samme Kundskab som om den, der gik foran Sokrates; men en beslægtet Tingenes Gang kunne vi neppe betvivle.

Naturvidenskaben har sin mægtige Deel i Gudskundskabens Omdannelse, idet den sætter de eengang tilbedte Naturgjenstande ud af de frie Væseners Række, og stiller dem under Naturens Love; thi det er f. Ex. forbi med Solgudens Tilværelse, naar hans Vogn styres uden ham, med Maanegudindens ligesaa, naar hendes Himmellys vandrer uden hendes Styrelse langt fra de Skove og Marker, hvorpaa hun undertiden nedsteg; ja alle Guderne forjages fra deres høie Bjergsæder, naar disse blive ret kjendte.

Der gives i Menneskeslægtens Udvikling fra Tid til anden Vendepunkter, hvor Aanden saaledes har vunden et nyt og høiere Stade; men de umiddelbareste Virkninger af denne Vinding er ikke uden sine vigtige Tab for den nærmeste Tid. Medens gamle indgroede Vildfarelser forjages, bortkaster man næsten altid i sit Seiersovermod store Sandheder, som vare 159| knyttede dertil; og hos den aandigt umyndige Mængde, som ikke af Indsigt optager det Nye, men paa Andres Ord og uden klar Sammenhæng, opstaaer der en Usikkerhed angaaende alt Aandeligt, en Verdensanskuelsens Opløsthed og en Lovløshed i Liv og Levnet, som kaster et Folk eller hele Folkesamfund ind i en Vildfarelsernes og Formørkelsens Tidsalder, hvoraf de først efter Aarhundreder atter udredes.

Men disse Omvæltninger skulle ikke hindre os fra at see, hvorledes Fornuft og Lys atter seire; enhver Stræben efter at fatte Tingenes Sammenhæng, Tilværelsens Love,A bidrager sit til at føre Menneskeslægten til Gudskundskaben, selv naar dette ikke var tilsigtet, ja selv, naar en saadan Stræben havde det modsatte Øiemed. Alle Tænkningens Veie føre omsider til en fuldere Opfatning af alle Tankers store Heelhed; endskjøndt de ofte begynde med at føre derfra, maae de ved samtlige Tænkendes Bestræbelser bøies tilbage til det rette Midpunkt; thi Tænkningen tilintetgjør selv sine falske Retninger.

Lader os bane os Veien til dette Midpunkt ved at undersøge, hvor Eenheden er i alle Bestræbelserne til at finde en Grundsætning for Læren om Pligt og Dyd; som bekjendt har man som saadanne NGrundsætninger opstillet: frem din Fuldkommenhed: frem det almindelige Bedste: handl efter Grundsætninger, som kunde lade sig ophøie til almindelige Love o. s. v.A Vi behøve ikke at nævne dem alle – hvilket desuden vilde være vanskeligt at udføre – det er os nok at sige, hvad de alle have tilfælles, og man vil da finde, at hvilkensomhelst man vil tage under Overveielse – med mindre det skulde være en, som enhver Fornuftig strax maatte forkaste – sigter til at rette vort Levnet efter Fornuften. Ingen af disse Grundsætninger indeholder hele Dydens Væsen; men dog have de bidraget til at lede dem, som fattede og fulgte dem, paa Fornuftens Veie; thi een fornuftig Levnetsforskrift, som man holder ret fast paa, nøder Mennesket, hvis han ikke vil falde i talløse 160| Modsigelser, til at rette sig efter alle andre Fornuftforskrifter, forsaavidt han fatter deres Sammenhæng med den, hvorfra han gaaer ud. Selv den Forskrift: »Frem Din egen Lyksalighed«, som i en raa Opfatning baade er afskyelig og fornuftstridig, vil, naar man ikke glemmer at regne den aandelige Glæde med til Lyksaligheden, fordre et fornuftstemmende Liv; kun maa man tilstaae, at denne Grundsætning er særdeles udsat for falske Anvendelser. Opfattes Lyksalighedsbegrebet ret fuldstændigt i dets Sammenhæng med hele Naturen, vil det føre til en sund Fremstilling af vore moralske Forhold fra en af dets Sider betragtet. Man maatte nemlig tage i Betragtning, at Mennesket, ogsaa da, naar han lader sig blænde af Lidenskaber og glemmer sin fornuftige Natur, ikke kan tilintetgjøre denne, eller den Indflydelse, Verdens Fornuftsammenhæng maa have paa ham; hvad Ondt han gjør, ja hvad Ondt han tænker, sætter ham i Strid baade mod hans egen Natur – om han end nok saa meget vil skjule det for sig selv – og imod hele Tilværelsen. Alt det, som er Synd i Religionens Betydning, er Ufornuft i den sande Verdensanskuelses; for den, som vel er gjennemtrængt af Overbeviisningen om hele Tilværelsens uendelige Fornuftighed, sammensmelter da Lyksalighed med Dyd og Fromhed. Det forstaaer sig, at det ofte koster stor Anstrengelse at sikkre denne Overbeviisnings Virksomhed mod de i de endelige Forhold Nmødende stærke Indvirkninger, saa at den ædle Overbeviisning ofte maa ligge under; men denne Menneskets Svaghed kan ikke afholde os fra at see en mægtig Støtte for det Gode i denne Overbeviisning.

Med Hensyn paa de allerfleste andre moralske Lærebygninger er det langt nærmere iøinefaldende, at de ville, at Menneskets Levnet skal indrettes efter Fornuften og naturligviis ikke efter Nnogen Enstigs Fornuft, men efter den evige Fornuft. Det er ikke blot vort Levnet, som derefter skal rettes, vort hele indre Væsen maa hengive sig til denne Fornuft og ligesom gaae op 161| deri: Mennesket maa føle, at han i Tilegnelsen af den evige Fornuft har sin rette Livskilde, ellers bliver hans hele Liv kun en sønderreven, fornuftstridig, ulykkelig Tilværelse. Alt det, som opfordrer os til Ret og Dyd, opfordrer os, vel forstaaet, ogsaa til et Liv i Gud, til Religion.

Denne Tænkemaade bestyrkes tillige ved den Overbeviisning, som udspringer af Naturvidenskaben, at hele Legemverdenen, hvilken man kun pleiede at betragte som en Modstand for den fornuftige Tilværelse, paa det Fuldkomneste er indlemmet deri; saaat der i Naturen virkes efter en af os uafhængig Fornuft, der dog er den samme, som vi ved vor frie Villie skulle stræbe at virkeliggjøre i Verden. Vi vide da, at vort hele saavel indvortes som udvortes Liv er i en desto fuldkomnere Samstemning med hele Tilværelsen, jo mere det føres efter den guddommelige Fornuft.

Men hvorledes forene vi denne Lære om Legemverdenens Fornuftlydighed med den unægtelige Sandhed, at vi ofte ved vor egen legemlige Natur og ved den udvortes Naturs Indvirkninger finde os fristede til at afvige fra det Gode? Denne Sandhed skal naturligviis ikke nægtes; men den bør betragtes i Sammenhæng med en anden ligesaa ubestridelig, at vor frie Tænkning ligeledes ofte leder os til Strid mod det Gode. Vi see da, at her handles om Endelighedens Lod, som vi vel uundgaaeligt ere underkastede, men dog i intet særskilt Tilfælde aldeles uforskyldt. Det gaaer hermed ligesom med vore paa Nde udvortes Naturbenyttelser henvendte Bestræbelser, især naar disse ere noget Nforviklede: det lykkes os ikke lettelig at indrette alt i saadanne Foretagender paa en Maade, at ikke nogle særskilte Deles Beskaffenhed eller Forhold til Omverdenen staae i Veien for Opnaaelsen af den største Fuldkommenhed; men det er ikke mindre hyppigt Tilfældet, at det er Feiltagelser i vore Tanker og Nvore Udkast til Indretningerne, som ere Skyld i Ufuldkommenhederne. Vi see da, at det baade 162| i den egentlige moralske Verden og i den, som ligger udenfor samme, hverkenA er det Legemlige som saadant eller Tænkningen som saadan, der er Anledning til vore Forseelser, men at denne ligger i Endelighedens Natur.

Er da Modsætningen mellem Gud og Verden Intet? Jo, den er ligesaa vis som Endeligheden. Kunde vi tænke os et Menneske, som aldeles fuldkomment levede i Gud, saa vilde for ham selv, bortseet fra hans Betragtning af de andre frie Væseners Levnet, Forskjellen mellem Gud og Verden være ophørt; men dette Ideal opnaaer Ingen; kun saameget kan man sige, at jo kraftigere et Menneske stræber hen mod dette Ideal, jo oftere bliver det ham givet i hellige Øieblikke at tilintetgjøre hos sig denne Modsætning, idet at det fremtræder for hans aandelige Beskuelse, at det man kalder Verden er en Guddomsvirkning. Det forstaaer sig da, at jo mindre kraftigt Livet i Gud er hos et Menneske, desto stærkere bestaaer for ham Modsætningen mellem Gud og Verden; dog maa det ikke glemmes, at selv for Den, som mest stræber efter et Liv i Gud, staaer i en vis Betydning Verden i den allerstørste Modsætning til Gud, forsaavidt som han vil betegne alt Det i Endeligheden, som bortfjerner de frie Væsener fra Gud, med Navnet Verden, en Talebrug, som baade er fuldkommen forsvarlig og har gammel, hellig Hævd.

Men idet vi her have fremstillet Tilværelsen som et Fornuftrige, møder os en stor Tvivl med det Spørgsmaal: hvorledes forenes dette med Friheden, som jo tilsteder Misbrug, følgelig Ufornuft? Denne maa jo have en Indflydelse paa Verdens Gang! Førend vi forsøge at besvare os dette Spørgsmaal, bør vi minde os selv om, at dette udgjør en Hovedvanskelighed i alle Forsøg til en Verdensopfatning, hvorom selv den christne Kirke fører de stærkeste Vidnesbyrd. Nærværende Undersøgelses Øiemed fordrer ikke, at vi skulle besvare alle de Spørgsmaal, der kunne opstaae angaaende Friheden, men kun 163| det her fremsatte, som blot vil have det oplyst, hvorledes et altomfattende Fornuftrige kan bestaae med de Nenstige Væseners Frihed; dette ville vi forsøge.

Forsaavidt Mennesket tænker, er han fri. Hans Frihed voxer med hans Tænkning. Uden denne staaer han under den ubevidste Naturs Love. Aldeles frigjort eller aldeles Naturtræl er Mennesket aldrig, han svæver mellem begge, kun med høist ulige Nærmelser til den ene eller til den anden af disse Tilstande. Den frie Tankevirksomhed er dog kun paa en betinget Maade unddraget Naturens Love, som jo ere eet med Tilværelseslovene. Det kunde vel synes, at de enstige Væseners Frihed maatte stride mod de almindelige Loves NHerskab; men dette Skin forsvinder ved Sagens nærmere Betragtning. Vel er det aabenbart, at den frie Villie ofte frembringer Handlinger, som ikke blot i sig selv ere fordømmelige, men ogsaa i de nærmeste Virkninger stride mod det, som ellers skulde følge af de almindelige Fornuftlove. Det kunde da synes, at Gud kunde ved de endelige Væseners Misbrug af deres Villie nødes til selv at foretage vilkaarlige Handlinger, Handlinger, som maatte ligge udenfor den evige Fornuftorden; men herved er det at betænke, at ligesom det Fornuftstridige, der ofte indsniger sig i Tænkningen, omsider tilintetgjør sig selv, om det end har vedligeholdt et Sandhedsskin gjennem mange Tidsaldere, saaledes vil ogsaa det Fornuftstridige i Menneskenes øvrige frie Virksomhed tilintetgjøre sig selv. Tænkningen maa ifølge sin Natur virke efter de evige Naturlove, saaat dens ufornuftige Udskeielser stride imod dens Grundvæsen; heri ligger der allerede en Stræben til at svække det Ondes Kraft i den Villende selv. Desuden opfordres han ved hele Tilværelsens Fornuftighed, med hvilken han staaer i uopløselig Vexelvirkning, til at lade sine Tanker indordne sig i dens Gang, saa at den frie Villies Beslutninger med en vis Almindelighed indflettes i det Heles Fornuftharmonie, uagtet den ikke er selvstændig god; men for164|saavidt som de ved den onde Villie frembragte Virkninger forstyrre visse Led i Fornuftordenen, ville de selv opvække Modvirkninger, som omsider tilintetgjøre det Onde.

Alt dette følger af Sagens Natur; men det trænger til NOplysninger. Vi ville begynde med et Exempel.

Sæt at et Menneske drives af en lastværdig Herskesyge. Denne Egenskab er i sit egentlige Grundanlæg ikke selv ond, saalidet som noget andet Naturanlæg; den indbefatter sædvanligviis en Evne til at ordne og styre, altsaa til at virke i Fornuftens Tjeneste; men den indeholder derhos en Lyst til at gjøre sin egen Villie gjældende og at tvinge Andre til Lydighed, og udarter tit til at efterstræbe dette, selv der, hvor Fornuftens Fordringer ikke medføre det. Den gode Herskelyst kan vel finde Modstand i Andres Selvraadighed, Fordomme og Egennytte, men understøttes af mange Andres Indsigt og gode Villie til at fremme det Fornuftige: den onde finder vel Lettelse ved Manges Trællesind, ja endog Hjelp af dem, som kunne vente Løn ved at gjøre sig til Redskab for den Herskesyges Villie; men den møder ikke blot Modstand i alle hine slette Hindringer, som modstaae det Gode, men ogsaa i Menneskenes rette Selvfølelse og Frihedssind. Den kraftige Herskelyst vil, naar den ikke selv Nnoksom behersker sig, vel i Sammenhæng med det Gode den udretter, sætte meget Uretfærdigt igjennem; men det sees let, at de Kræfter, som understøtte dens gode Virksomhed, ere fornuftstemmende, og altsaa Intet indeholde, som i Tiden nødvendigt maa tilintetgjøre sig selv: hvorimod de Kræfter, som understøtte dens slette Virksomhed, ere fornuftstridige, indeholde følgelig Modsigelser baade mellem hverandre indbyrdes og mod den hele øvrige Tilværelse. Den dygtige Herskelyst er et NKraftpunkt, hvorfra mangfoldige Virkninger udgaae, hvilke beherskes desto fuldere af NKraftaanden, jo nærmere de ere den baade i Tid og Rum, men undslippe den desto lettere, og ligger desto lettere under for fremmede Indvirkninger, jo mere de fjernes fra Udgangspunktet. Det 165| forstaaer sig, at disse Bestemmelser kun udgjøre de mest almindelige Hovedtræk, og at der kan forekomme mange tilsyneladende Undtagelser, for hvilke det hist og her kan være vanskeligt nok at gjøre Rede; meget vil endnu blive klarere ved at udvikle vort almindelige Exempel i et Par Forgreninger. En af Herskelystens største Yttringer er, som bekjendt, Erobringssygen; at Herskelysten ikke er dens eneste Kilde, men at blandt andet Ærgjerrigheden medvirker deri, vil ikke formindske Anvendeligheden af de Grundsætninger, vi her ville belyse. Erobreren vil ikke let opnaae Meget, naar han ikke i de andre Lande møder en Sløvhed og Opløsning, der fordre vækkende og ordnende Kræfter; disse bringer Herskeraanden med sig. Vistnok gaaer der snart i høiere snart i lavere Grad Forvirring og Ødelæggelse foran den nye Tingenes Orden; men her ligne Frihedens Virkninger Naturens, Nefterdi de, trods alle Uligheder dog maa virke efter Tilværelsens Grundlove: dersom Erobringen udarter til en lang Undertrykkelse, kan den enten netop ved sit Tryk og Uretfærdighed vække de Kræfter, som fordres til at afkaste Aaget – og da gaaer Folket fornyet og forynget ud af Kampen – eller Overmagten møder ingen tilstrækkelig Modkraft – og da ville Seierherrerne danne et nyt Folk i Landet, hvori det Brugbare af de gamle Kræfter optages. De gode Kræfter, som Seierherren vækker baade i sit Folk og hos de Overvundne, og de gode Love og Indretninger, han indfører, ville have en lang Varighed: det for Verden Skadelige vil Nundergaae ved alle de Modkræfter, det maae vække. Vi maae kun her minde os selv om, at Aarhundreder ere korte Tidsrum i Menneskeslægtens Historie.

Despotiet ledsager som bekjendt næsten altid Erobringssygen, men kan ogsaa bestaae for sig selv; det trives kun, hvor Folkets aandelige Kræfter ei ere udviklede nok, eller ifølge falske Udviklingsretninger ere svækkede. I sidste Tilfælde kan Despotiet ofte vare meget længe; men hvis der ikke i Folket 166| selv opstaaer tilstrækkelige Modkræfter til at overvinde Trykket, ville udvortes Magter tidligere eller sildigere udrette dette.

Førend jeg gaaer videre, maa jeg afhandle en Indvending, som paa det endelige Stade er uovervindelig, men seet fra det Stade, hvorfra det Hele overskuesA, taber al sin Vægt. Man kan nemlig, med Øiet fæstet paa det Endelige, indvende: Hvad hjelper det de utallige Væsener, som lide, som maaskee lide baade aandeligt og legemligt, som maaskee lide deres hele Levetid, at de Ulykker, som ramme dem, tilintetgjøres i en høiere Tingenes Orden?A Denne Indvending er gammel, og Svaret ligesaa; men Indvendingen kommer igjen, hvergang Nogen søger at stille Menneskene Tingenes evige Fornuftorden for Øie; derfor maa Svaret ogsaa hvergang gjentages, og det saameget mere, som det i hver Fremstilling faaer noget Nyt i sin Belysning. Først og fremmest maa her bemærkes, at nærværende Fremstilling ikke gaaer ud paa at godtgjøre Tilværelsens Overeensstemmelse med vore, deels paa det sandselige Stade fattede, deels ved eensidig Tænkning dannede Fuldkommenhedsbegreber: vi ville blot hævde den Sandhed, at det Fornuftstridige omsider tilintetgjøres i Tilværelsens evige Fornuftvirksomhed, og at det Fornuftstemmende maa seire. Vi maa blot her tilføie den Bemærkning, at Noget, som i sig selv er fornuftstemmende, dog til en given Tid kan være i Strid med det Heles Fornuftorden, og derfor maa undergaae, for i rette Tid at opstaae paa ny.

Vi maa fremdeles minde Indvenderen om, at der ingensinde er bleven funden nogen NLærebygning, hvori det Onde, hverken det physiske eller det moralske, har ladet sig fremstille som tilintetgjort og opløst i et Gode, saalænge man blot vilde holde sig paa det endelige Stade: man maatte henvise til Livets Fortsættelse ud over Jordelivet; men denne Fordeel savner heller ikke vor Opfatning: Troen paa et saadant fortsat Liv er den endog naturlig, som i det Følgende vil sees antydet. 167| Her holde vi blot fast paa Tingenes Fornuftsammenhæng, enten denne saa smigrer eller trodser vore Ønsker.

Vi maa endydermere minde os selv om, at enhver endelig Tilværelse er noget Uendeligtlidet i Sammenligning med det Hele; om ogsaa nogle Virkninger af den frie Villies Misbrug og Feilbarhed kunne udstrække sig gjennem Aarhundreder, ja gjennem Aartusinder, vedbliver alt dette dog at staae i dette uendelige Lidenheds Forhold. Ingen vil kunne nægte denne Sandhed; men det vil maaskee oplive Indsigten, gjøre den virksommere, naar den oplyses ved en Anskuelse; vor Jordklode frembyder os Middelet hertil. Uden at gaae længere tilbage, end vi kunne lade os lede ved sikkre Kjendsgjerninger, see vi, at den maa have været til i Aartusinder, førend organiske Skabninger udviklede sig derpaa, at nye Aartusinder henrandt under en Tilstand, hvor kun blomsterløse Væxter og kun knogelløse Dyr vare komne frem paa den, og at en heel Række af store Tidsrum, hvoraf hvert begyndte med det tidligeres Undergang, endvidere forløb; hvertA dannende et nyt Fremskridt i Udviklingen, indtil Mennesket fremkom. Hvad er den hele Tid, hvori Menneskeslægten har været til, imod denne Nuoverseelige Række af Aartusinder? og hvad ere atter de enkelte Tidsrum i Menneskeslægten imod den hele Tid, den har været til? ei at tale om den Tid, som kan ventes; og dog have vi ikkun her taget Jordkloden til Exempel, det hele Verdenssystem viser os usigeligt længere Tidsafdelinger.

Som Jordkloden har udviklet sig, saaledes har Menneskeslægten uagtet den frie Villies Indgreb; paa Naturens Løb er denne Indvirkning øiensynligt ringe. Jeg har vel hørt Theologer, som ved en bogstavelig Opfatning af nogle Bibelord, have ladet sig forlede til den Paastand, at den legemlige Død var kommen ind i Verden ved Syndefaldet; men at de befinde sig i en Misforstaaelse, derom vidner Naturen klart, idet den viser os Undergang, Død og utvivlsomme Spor af Smerter, før 168| Menneskeslægten fremkom paa Jorden; og derhos vise alle Undersøgelser over Menneskelegemet, at dets Grundindretning medfører Dødeligheden.

Vi maa da ifølge alt det Foregaaende antage, at Menneskeslægten udvikler sig efter Fornuftlove, at den Række af Forandringer, som foregaae med den, er trods mange Svingninger af Frem- og Tilbagegange dog en virkelig Udvikling, og at den frie Villies Indgreb uagtet tilsyneladende Forstyrringer dog maa tjene den evige Fornuftorden. Vi kunne endnu føie til, at Menneskefornuften uophørligt udvikles til en større Rigdom paa Kundskaber og Klarhed af Indsigter, og ved disse til en større Magt mod Vildfarelserne. Kort, vi kunne tilegne os den glædelige Overbeviisning, at alle os i Menneskeslægten mødende Forvirringer, som tildeels endog i nærværende Tider synes truende, ikke forbyde os at forudsee, at Menneskeslægten mere og mere nærmer sig til at virkeliggjøre et Fornuftrige paa Jorden, naturligviis kun under alle de IndskrænkningerA, Endeligheden medfører.

Vi vende tilbage til et nyt Overblik over de fornuftige Jordbeboeres Vexelvirkning. Den Aandsudvikling, hver enstig Jordbeboer har, er et forenet Værk af hans egen Virksomhed og af hele Omverdenens Indvirkning, i hvilken hans samtlige Medmennesker ordentligviis have den væsentligste Deel. Intet Menneske kunde hos sig selv have udviklet alle de Kundskaber og Indsigter, som hele Menneskeslægten har fostret: ja, et Menneskeliv forslaaer ikke engang til at fatte dem alle i deres hele Fylde. Det Høieste, et Menneske kan opnaae i Dannelse, er at gjennemtrænge en begrændset Kundskabskreds med dyb Indsigt, og ved Hjelp af den herved opnaaede Aandsudvikling, forenet med en videbegjærlig Omskuen, at danne sig et nogenlunde klart Billede af den hele Tilværelse. Med Hensyn paa alt det Meget, han ikke har kunnet tilegne sig ved egen fuldstændig Grandskning, maa han støtte sig til den øvrige Menneskeslægt; han maa modtage det som en Gave fra den hele 169| Tilværelsen gjennemtrængende Fornuft. Det er et Lys, som lader ham see, hvad der laae skjult i hans eget Væsens bundløse Dyb. Hans Opfatten og Tilegnen er da en Tro. Dette Udtryk kan dog tages i en mere eller mindre omfattende Betydning, og i den snævrere kun bruges med Hensyn paa de Sandheder, som nærmere vedkomme Tilværelsens egentlige Grundvæsen. Skarpe Grændser lade sig dog her ikke drage; thi jo høiere den ret sande og naturlige Aandsudvikling er, hvortil et Menneske har hævet sig, desto flere Midler har han til at styrke sig i Troen paa det Sande: ja, han formaaer ofte derved at forvandle det, som for Andre maa være Tro, til Viden; men selv hvor han maa blive staaende ved en Tro, kan han bringe den til en høiere Klarhed og Styrke, ved at støtte den til de øvrige Sandheder, som leve i hans Bevidsthed. Men i al vor aandelige Stræben maae vi, for ikke at vildledes, stræbe at bevare den naturlige Sandhedskjærlighed i al dens Uskyldighed; thi vi fristes ofte af vore Begjærligheder til at antage Noget for Sandt, fordi det smigrer disse. Blandt saadanne Fristelser er Lysten til at sige sine Medmennesker noget Overordentligt, Noget, som kan erhverve den Talende deres Beundring, en af dem, som lettest Nfaaer Magt med Mænd, der ville optræde som Menneskeslægtens Lærere og Ledere.

Alle de klare og rene SandhederA, som opstaae i Mennesket, ere, ifølge Alt hvad vi her have seet, Aabenbaringer af den evige Fornuft. Den, som finder dem og forkynder dem, er forsaavidt et Guddomsredskab. I samme Grad som den aabenbarede Sandhed er større, mere omfattende, mere opløftende, i samme Grad er den i Forhold til Endelighedstilstanden, som paa et lavere Stade udelukkende kaldes Natur, overnaturlig; omendskjøndt den i Guds evige Natur er fuldkommen naturlig. Et udvortes Kjendetegn paa Aabenbaringens høie Væsen er Storheden af dens Virkning; vel at mærke ikke blot en verdslig stor Udstrækning, men nærmest Storheden af den Virkning, Menneskeslægten fornemmer i sig, 170| den Forædling, den Opløftelse, den Tilnærmelse til Gud, som Slægten derved bliver sig bevidst.

Hovedøiemedet af det, som her er sagt om Frihedsforholdene, var at vise, at samtlige frie Væsener paa Jorden ere bestemte til at danne et Fornuftrige, og at et saadant allerede ifølge Tingenes Natur bestaaer; men at det med fortsat Udvikling maa bringes til en alt større og større Fuldkommenhed; hvad jeg har sagt Mere end det hertil Nødvendige, er kun bleven tilføiet for at forebygge Misforstaaelser. Anvendelsen heraf paa de fornuftige Beboere af andre Kloder er nu let; de ere dannede efter samme Fornuftlove, som Beboerne paa vor Jordklode; de maae da være forgjængelige i samme Betydning som Menneskene: de maae følgelig begynde deres Tilværelse, hver til sin Tid og sit Sted: de maae fornemme Omverdenens Indvirkninger og derved faae en Bevidsthed om det, der stemmer med deres Villie eller modstrider den, det er, de maae føle Lyst og Ulyst: de maae begynde deres sandselige Tilværelse med Fornuftanlæg, være drevne til at udvikle disse baade ved Naturdrift og ved den hele Omverdens vækkende Indvirkning. Enhver maa af de andre frie Væsener modtage Indvirkninger, hvoraf nogle stride imod hans Villie og Velværen, andre stemme dermed. Kampen mellem de stridige Villier maa udvikle Begreber om Villies-Love, som vel ikke ere tvingende, som Naturlovene, men fordre, at de med Frihed skulle stræbe at virkeliggjøre den evige Fornufts Forskrifter. De ville, ligesaalidet som Menneskene her paa vor Jord Alle være komne ind i Tilværelsen med ligestore Evner – thi hvert NEnsters Tilværelse begynder under andre Betingelser i Tiden og i Rummet – derfor vil det, ligesom paa Jorden, skee, at de Høierebegavede blive deres Medvæseners Ledere i større eller mindre Omfang alt efter deres Evner. De maae med fælles Naturdrifter, med fælles Trang til at overvinde den villieløse Natur, ved fælles Lyst til at begribe Tilværelsen føle sig opfordrede til at virke i 171| Samfund; kort, Hovedtrækkene i deres aandelige Væren maa stemme med dem, vi have seet hos de frie Væsener paa Jorden.

Efter at have indseet denne Væsenseenhed i den moralske Verden, maae vi dog være meget forsigtige ihenseende til vore Forsøg paa videre at udvikle denne Grundanskuelse. Vi kunne under et saadant Forsøg let fristes til at overføre jordiske Eiendommeligheder paa hele Tilværelsen; hvad jeg i Anledning af Kundskabsevnernes Væsenseenhed har sagt om den vidtudstrakte Mulighed af andre Tilværelsesformer, endskjøndt de alle have eet Grundvæsen, det finder atter Anvendelse her. Man tænke sig kun de høist forskjellige Tilstande, hvori vi træffe Menneskeaandens Udvikling, under de forskjellige Tilværelsesbetingelser her paa Jorden! Men hvad ere disse Betingelsers Uligheder imod dem, som maae finde Sted fra Verdensklode til Verdensklode! Imellem de talløse Verdenskloder gives der alle mulige Uligheder i Henseende til Alder, til Deeltagelse i Lyset, i Opvarmning o. s. v. Vore nogenlunde bestemte Kundskaber om disse Betingelsers Ulighed er indskrænket til en usigelig ringe Deel af det Hele; Anvendelsen heraf til videre Slutninger, de bestemte aandelige Tilværelsesformer vedkommende, maa være endnu mere indskrænket. Verdensklodernes Uligheder i vort Solsystem ere allerede meget store, udstrække vi vor Tanke til hele Verden, blive de utallige: paa nogle Verdenskloder ville Skabningerne være langt større, paa andre langt mindre: paa nogle Kloder ville de være dannede af en langt tyndere Materie end hos os, ja, denne kan maaskee i Tyndhed nærme sig Ætherens, paa andre kunne de være dannede af en tættere: paa nogle Kloder kunne de fornuftige Skabninger være skikkede til at modtage langt hurtigere, langt finere, langt mere klare Indtryk end paa vores, paa andre Ntvertimod. Gaae vi nu over til Aandskraften og Aandsudviklingen selv, da tør vi ei antage mindre Forskjelligheder. Vi kunne vel slutte, at der gives Fornuftvæsener med svagere Evner end vi; 172| men overveie vi ret, hvor saare dybt vi staae under det, vor Fornuft efterstræber, føle vi os tvungne til at antage, at der gives usigelig mange Udviklingstrin over det, hvorpaa vi selv befinde os. Dog lad dette ikke nedtrykke os! Vor Slægt er endnu ung her paa Jorden, og synes at have en lang Fremtid til høiere Udvikling; og vi tør haabe, at de, som til en given Tid have fuldendt deres Bane her, ville andensteds kunne hæve sig til større Høider.

4

Kundskabssamfund mellem Verdenskloderne

Vi have seet, at vor Klodes Beboere have nogen Kundskab om Tilstanden paa de øvrige Verdenskloder. Med Hensyn til den moralske Verden paa de fremmede Kloder fandt vi os indskrænkede til at bekræfte, at dens Grundvæsen maa være det samme som hos os; men til at fastsætte Noget om de Eiendommeligheder, den kunde have paa hver, savne vi Midler. I Henseende til Kundskaben om Naturlovene fandt vi os noget mindre indskrænkede; vi kunne om alle Planeter i vort Solsystem sige Længden af deres Aar: om dem, vi kjende bedst, kunne vi sige Længden af deres Dage, deres Sol- og Maaneformørkelser, Faldets Hurtighed, kastede Legemers Bane, Massens Tæthed, Lysmængden, de modtage fra Solen o. s. v. Ligesaavel som vi nu her hos os vide dette om andre Kloder, maae vi antage, at fremmede Kloders Beboere ere i Stand til at vide noget om Tilstanden paa vor Klode. De Beboere af fremmede Kloder, som have høiere Evner end vi, eller have gjort større Fremskridt, kunne naturligviis vide Mere om Tilstanden paa vor Klode, end vi formaae at vide om Tilstanden paa deres; men vi selv ville sikkert ikke blive staaende ved den Kundskab, 173| som vi nu have om Tilstanden paa fremmede Kloder. Lader os i Tanken forflytte os N300 Aar tilbage i Tiden, omtrent til Bekjendtgjørelsen af Ndet Copernikanske System. Hvad vilde man da have sagt om Dem, der havde formodet de dengang ubekjendte Sandheder, som vi nu med Vished vide om fremmede Verdenskloder? Hvad vilde man have sagt om Den, der meente, at Planeterne ere Kloder som vores, med Aars- og Dagstider? Hvad vilde man have tænkt om Den, der forudsagde, at man vilde komme til at opdage Bjerge i Maanen, at maale disses Høide etc., og at udkaste NKaarter over den til os vendte Side af Maanen, saa nøiagtige, at de i visse Henseender overgaae dem, som vi kunne have over Jordens Overflade? Hvad vilde man have tænkt om Den, der vilde have paastaaet, at FixstjernerneA ere fjerne Sole, hvoraf mange maa være større end vor Sol? Vilde de ikke været blevne betragtede som Drømmere? Nei, kan man sige, ikke af Alle. Nogle Faa antoge jo i Oldtiden Endeel af Dette, endskjøndt ikke med Understøttelse af alle de Grunde, vi nu have for disse Sandheder. Vel sandt, nogle Faa indsaae det; men neppe Een blandt Millioner Mennesker; Mængden, endog af de Oplyste, maatte finde saadanne, vidt ud over den vanlige Kundskabskreds hensvævende Tanker, latterlige. Maa man ikke under lignende Betingelser vente lige Skjæbne i vor Tid? Ganske vil man vel ikke undgaae den; men maaskee man dog turde haabe den noget mildere, ifølge den større Erfaring vi nu have om den Kraft, hvormed Opdagelserne Tid efter anden overspringe de Grændser, man før holdt for de yderste. Ingen vil nægte, at vi endnu ere langt fra at have naaet den Indsigt i Verdensbygningen, som er os mulig; naar man betænker, hvorledes vore Opdagelsesmidler uophørligt voxe, og hvorledes den ene Videnskabsgreen understøtter og styrker den anden, faaer man en levende Følelse af, at Grændsen ligger uendeligt langt borte. NTyge Brahe havde endnu ikke Kikkerten eller Ndet astronomiske Uhr eller NMikrometeret. Selv eet Aarhundrede 174| efter ham, vare endnu Kikkerter og Teleskoper ufuldkomne Redskaber imod dem, som vi skylde NDollond og NHerschel, og selv disse ere atter Nstorligen blevne overtrufne, isærdeleshed Kikkerterne, af dem som NFrauenhofer og hans Efterfølgere have tilveiebragt. Uhre og Maaleredskaber ere bragte til en Fuldkommenhed, som synes nær ved det Opnaaeliges Grændser; men Astronomerne stræbe med Rette efter en endnu større Tilnærmelse, fordi de vide, dette Lidet kan føre til Meget, som ellers ei lod sig opnaae. En anden Forstærkning har Videnskaben vunden ved de langt talrigere Dyrkere, den har faaet, og det langt fuldkomnere Grundlag af Kundskaber, hvorfra de kunne gaae ud. Endeligen erholder Videnskaben om Verdenskloderne en stor Understøttelse af de Fremskridt, de øvrige Dele af Naturvidenskaben opnaae; saaledes har f. Ex. Geologien sat os istand til at gjøre Slutninger til Verdensklodernes indre Bygning i Almindelighed; vor stigende Kundskab om Jordklodens Magnetisme giver os Udsigter til at kjende de øvrige Kloders. Vore uophørligt fremskridende Indsigter i Lysets og Varmens Natur, ville i sin Tid gjøre os bekjendte med for os endnu hemmelige Forhold paa fremmede Kloder. Ja, det turde vel være tilladt, som en usigelig fjern Udsigt, at tænke sig, at vi kunde komme til en saadan Kundskab om Organismens Love her paa Jorden, at deraf kunde gjøres nogen Anvendelse paa fremmede Kloder. Jeg seer vel, at Springet er uhyre; imidlertid maae vi betænke, hvilke overordentligt store Fremskridt vore Kundskaber om den dyriske Naturs Love have gjort i de sidste halvthundrede Aar. Den Sammenhæng, hvori vi nu kunne bringe den i gamle Aartusinders Række undergangne Dyrverden med den nærværende, den Eenhed af Love, hvorunder man kan sammenfatte dem, giver Haab, at vi engang skulle angive Betingelserne for hvert Udviklingstrin i Dyreriget, ja Betingelserne for Former, der aldrig ere komne til Virkelighed. Vel sandt, at der endda herfra er et tilsyneladende uudførligt Spring til Kundskaben om 175| organiske Væsener paa fremmede Kloder, hvor der ikke blot kan være, men hvor der maa være ganske andre Stoffer end her paa Jorden; men ogsaa Chemien vil i sin Tid finde almindelige Love for Stofdannelsen, ved hvis Hjelp vi kunne gjøre Slutninger til det, som skeer paa fremmede Kloder.

Vi haabe da, at vi her paa Jorden stedse mere og mere ville komme til Indsigter, der lade vor Aand, usigeligt mere end nu, gjennemskue, hvad der skeer i fjerne Verdenskloder, og i samme Maade udvide vor aandelige Tilværelse til en Deeltagelse i Verdensaltet. Tænke vi os nu, at dette atter skeer med Hensyn paa os fra andre Verdenskloder, saa seer man, at der i den endelige Tilværelse er et Anlæg til, at det ene Verdensled skal ved aandige Kræfter opfatte det andet, at altsaa ethvert væsentligt Verdensled skal komme til en Bevidsthed om det Hele, at der endog i det Ene skal være en Viden om den Viden, om den Tro, om den Gudsbevidsthed, som findes hos det andet, kort, at hele Tilværelsen ikke blot ved sit Udspring og Styrelse af den evige, almægtige Fornuft er et sandt Fornuftrige; men at der er et Anlæg til en Fornuftsammenhæng mellem de endelige tænkende Væsener selv, et Anlæg, som fra vor, Jordbeboernes, Side endnu kun har naaet en ringe Grad af den Udvikling, der kan haabes, hvorimod det sandsynligviis paa nogle Punkter af hele Tilværelsen allerede har naaet en langt høiere Fuldkommenhed. I Tingenes Væsen ligger det saaledes, at vi med den rigeste Betydning af Udtrykket tør sige: Hele Tilværelsen er et Fornuftrige.