Naturvidenskabens Forhold til Digtekunsten S. 1-26.
Biskop Mynsters
Bemærkninger over Aanden i Naturen have givet en velkommen Anledning til disse
Bemærkninger. S. 3-4.
Forfatterens Tanker over Naturvidenskabens Forhold til Digtningen afvige langtfra
ikke saameget fra Biskop Mynsters, som denne har meent.
Forfatteren har nemlig ikke villet sige, at Digterne skulde udelukke den
sandselige Naturopfatning af deres Værker, naar denne ikke stemmede med den
videnskabelige, men kun at de – naar de tale som Nutidens Mænd – skulle undgaae
Fortidens falske Meninger om Tingenes Aarsager. S. 4-7.
Naar vort Sind hensættes i Oldtidslivet støde saadanne falske Meninger ikke, men
kunne bruges med stor Virkning. S. 7-8.
Et Exempel paa det Afbræk i Virkning, et nyere Digterværk har lidt, ved en
naturstridig Opfindelse. S. 8-9.
Forfatteren betragter Schillers Götter Griechenlands blot som Udtryk af et Digterlune
og Intet bevisende imod Naturvidenskaben. S. 9-11.
Forfatterens Opfatningsmaade indeholder Intet, som nedsætter Geniet. S.
11-13.
Sammenstilling af de Sætninger angaaende Naturvidenskabens Forhold til Digtningen,
hvori Forf. mener, at man let vil være enig med ham. S. 14-15.
Videre Oplysninger om Naturvidenskabens Betydning for Digtningen. S. 15-19.
Imod dem, der ville betragte Schillers Yttringer i Götter Griechenlands som Alvor, anføres et Sted af Digtet:
Luftskibet. S. 19-26.
Naturvidenskabens Forhold til adskillige vigtige
Religionsgjenstande S. 27-62.
1. Naturlovenes Uforanderlighed.
At Naturlovene medføre forandrede Virkninger under forskjellige OmIV|stændigheder strider ikke mod deres Uforanderlighed. S. 28-30.
Omstændighedernes Forandring skeer selv efter Naturlove. S. 30.
Oplysende Exempler herpaa, tagne af Bevægelses- og Tiltrækningslovene,
betragtede i deres Gyldighed gjennem hele Tilværelsen. S. 31-33.
Exempler af Chemien. S. 33-34.
Exempler af Plantelivet. S. 34-35.
Sammenhængende Række af Exempler, tagne af Jordklodens Udviklingshistorie. S.
35-38.
Tanken om Muligheden af en Tilværelse, som kunde indtræde, naar det nærværende
Verdensalt engang var undergaaet, kan ingen Indflydelse have paa vor Opfatning af
det nubestaaende Verdensalt, og underkastes derfor her ingen Drøftning. S.
38.
Vi maa ikke tilstede vore Ønsker nogen Indvirkning paa vor Sandhedsprøvelse.
S. 38-39.
2. Kan Guds Styrelse undvære Vilkaarlighed?
Medens man er enig om at tillægge den guddommelige Styrelse den høieste
Viisdom, ere Meningerne deelte om det Spørgsmaal, hvorvidt den menneskelige
Friheds Virkninger gjøre særegne, udenfor den almindelige Fornuftlovgivning
indgribende, Guddomshandlinger fornødne, eller om disse Virkninger bringes ind
under det Heles Fornuftorden ved de evige Love selv. S. 39-40.
Forf., som antager den sidste Mening, oplyser denne gjennem Exempler A. tagne
af Maskiner, B. tagne af menneskelige Indretninger. S. 40-45.
Det Uforklarlige i Begivenhederne kan ligesaa godt bruges til Indvending imod
den ene af de to modsatte Meninger som imod den anden. S. 45-49.
Det er en falsk Tanke, at man, ved at antage Guds Styrelse at skee efter evige
Love, nødvendigt maatte forestille sig Gud som uvirksom. S. 49.
3. Udvikling fra det Lavere til det Høiere.
Alt i Naturen begynder fra noget Uudviklet, og gaaer frem til høiere og høiere
Udviklingstrin, ikke omvendt. S. 49-50.
Historien har ikke viist det Modsatte med Hensyn paa Nationerne. S.
50-52.
At hele Naturen skulde være bleven fordærvet ved Syndefaldet, lader sig med
sikkre Grunde gjendrive. S. 52.
4. Nogle Oplysninger angaaende mine Yttringer om
Troen.
Den Tillid, som hos os vækkes til de Viisdomsord, hvorved Menneskeslægtens Seere have viist os, hvad der laae skjult i vort eget Væsens
bundløse Dyb, kan ingenlunde kaldes Auctoritetstro. S. 53-54.
Hvorledes Troen vækkes og styrkes ved den guddommelige Virkning i
Verdenslivet. S. 54-56.
5. Den hemmelige Fornuft i Sjæleevnerne.
Naar det synes, at Forf. indrømmer Fornuften Altformeget, hidrører V|
dette derfra, at han maaskee ikke noksom har fremhævet Forskjellen mellem de to
Betydninger, en snævrere og en videre, hvori han tager Ordet; den snævrere er den
sædvanlige: Fornuften sig selv bevidst som Fornuft: den videre derimod indbefatter
ogsaa den altgjennemtrængende Fornuft, som udgjør det Formende i alle
Virksomheder. S. 56-57.
6. Gud og Verden.
Forf. føres her atter til at bestride den Mening, at Naturen skulde være
fordunklet og forstyrret. Det er kun i de endelige Væseners Opfatning, at den
staaer som ufuldkommen og affalden. S. 58-60.
Forf. mener, at denne Lære ikke strider imod Christendommen. S. 60.
Klagerne over Verdens Ufuldkommenhed forudsætter den hemmelige Fordring, at
Endeligheden ikke burde være endelig. S. 60-61.
Naturen selv er uendelig; jo mere Menneskets Opfatningsmaade fremstiller ham
Delene løste fra det Hele, desto mere staaer Naturen for ham som endelig. Det
Billed af Tilværelsen, som dannes i et Menneskes Aand, er desto dunklere og smaaligere, jo lavere det
Udviklingspunkt er, hvorpaa han staaer; men jo mere omfattende et Menneskes
Verdensanskuelse er, desto mere deeltager han i det Heles Fornuftliv, desto
fuldkomnere seer han Gud i Naturen. I Guds egen Verdensanskuelse er Endeligheden
forsvunden som Endelighed.
Om den dannende Virkning, Naturvidenskabens Anvendelse maa udøve
S. 63-80.
Indledning, især om den Virkning, Opdagelserne i
Legemverdenen have paa Aanderne. S. 65-68.
Naturvidenskaben er fornøden til at udfylde den hidindtil herskende Dannelse og
befrie den fra Eensidighed. S. 68-69.
Naturvidenskaben virker aandsforfriskende ved uophørlig at skride frem til nye
Opdagelser. S. 69-70.
Naturvidenskaben leder til Handling, og modvirker derved den Forkunstling, som den øvrige Dannelse for sig alene tit frembringer. S.
70-71.
De Mænd, som ved Naturvidenskab danne sig for Livet, have fortrinlig Anledning til
at virke dannende paa Andre. S. 71-72.
Naturvidenskaben aabner for Næringsbrugerne den dem
tilgængeligste Vei til Dannelse. S. 72-73.
De skadelige Virkninger af de falske Dannelsesretninger, hvortil Naturvidenskabens
Udbredelse kan give Anledning, komme ikke i Betragtning mod dens sande dannende
Virkning. S. 73-74.
Det, som Næringsbrugerne helst skulle lære af Naturvidenskaben, vil ikke være dem
altfor vanskeligt. S. 74.
Videnskabsmand og Næringsbruger maa have Kjendskab til hinandens Fag, og virke med
gjensidig imødekommende Fortrolighed. S. 74-77.
Næringsbrugeren vil først bringe det vidt og virke betydeligt for sin egen VI| Velstand og for Fædrelandet, naar han forstaaer de Grunde, hvorefter han
handler, og selv formaaer at gjøre Opfindelser. S. 77-78.
Læreanstaltens Udsigter til at gavne. S. 78-79.
Glæde over det Meget, der er skeet og skeer hos os for Videnskaberne. S.
79-80.
To Taler i de skandinaviske Naturforskermøder S. 81-106.
I. Tale ved de skandinaviske Naturforskeres første Møde i
Kjøbenhavn.
De skandinaviske Naturforskermøder ville ikke blot virke for Naturvidenskaben,
men ogsaa for den nordiske Folkeaand. S. 83-84.
De nu brugelige Naturforskermøder have overalt ikke blot en videnskabelig, men
ogsaa en almeen menneskelig Side, og det ikke blot for Videnskabsmændene selv; der
bør ogsaa tages Hensyn paa Folket. S. 84-87.
Nogle Virkninger, som udgaae fra Naturforskernes indbyrdes personlige
Sammenkomster i de tre nordiske Riger. S. 87-89.
Virkningen af det venskabelige Forhold, som i det Hele taget hersker imellem
Naturforskerne. S. 89-90.
Naturvidenskabens Indflydelse paa Menneskesamfundet og Aandsdannelsen skrider saa mægtig frem, at den ogsaa lover en stor forenende Virkning i
Skandinavien. S. 90-92.
Vigtigheden af, at de skandinaviske Literaturer fremtræde som een Literatur,
hvilket kan skee, uden at Nogen af dem derfor opgiver sin Eiendommelighed. S.
92-93.
Medens de nordiske Folks videnskabelige Bestræbelser sammenknytte dem
indbyrdes, ville de dog ikke forsømme ogsaa at knytte de videnskabelige Baand
inderligere med de andre Nationer. S. 93.
Nogle Forslag. S. 93-94.
II. Tale ved Aabningen af det femte skandinaviske
Naturforskermøde.
Fornyelsen af de Tanker om videnskabelig og folkelig forenende Virksomhed,
hvorved det første Kjøbenhavnske Naturforskermøde begyndte. S. 95-96.
Opmærksomhedens fornyede Henvendelse til Broderskabet i Sprogene. S.
96-98.
Der vises, at Naturvidenskaben ved Siden af den lærde Behandling ogsaa kan og
bør nyde en folkelig, og derved udøve en stor Indflydelse baade paa
Sprogudviklingen og paa Aandsdannelsen. S. 98-102.
Den Indvending mod Naturvidenskabens store folkelige Virkning, at denne
Videnskab ikke er Folkets Sag, er grundet i en Misforstaaelse, og vil
tilintetgjøres under Naturvidenskabens Udviklingsgang. S. 102-106.
1. Forholdet mellem Unge og Gamle med særdeles Hensyn paa
den i Verden indtrædende Yngling.
Indledende Ord. S. 109-110.
Forf. vil betragte Forholdet mellem Unge og Gamle efter Naturgrandskernes
Maade ved at see hen til de Tilværelseslove, hvorefter det maa ordnes. S.
110.
Mange Viisdomsforskrifter angaaende dette Forhold virke mindre, end de burde,
fordi de kun fremstilles som blotte Erfaringer; de bør fremstilles som
Tilværelseslove. S. 111-112.
Lovene for Barnets Udvikling og dennes Forhold til de Ældres. S.
113-114.
Ubetimelig Higen efter at forlade Skolen. S. 115.
Vexelvirkning mellem Fader og tilvoxende Søn, Lærer og Lærling. S.
115-116.
Det unge Menneskes Forhold til Moderkjærligheden. S. 116-117.
Ynglingsalderen har sin eiendommelige Livsbetydning og sine egne
Udviklingslove. S. 117-121.
Vexelvirkning mellem Ynglingen og de Ældre, frugtbringende for begge Klasser.
S. 121.
Ynglingen maa i Bedømmelsen af de Ældres Virkemaade lade sig lede ved
Menneskeslægtens Udviklingslove, og ære velerhvervet Fortjeneste, saaledes som den
maa sees i dens egen Tidsalders Lys. S. 121-125.
Forf. har talt Fredens Ord, fordi de fjendtlige Lidenskaber nu have saa stor
Magt. S. 125-126.
2. Tale ved Optagelsen af nye akademiske
Borgere.
Universitetet kan ligesaavel som Staten betragtes som en Organisme. S.
127-128.
Et Blik ind i de Følelser, som maa herske i Forsamlingen saavel hos Lærerne,
som hos de gamle og nye akademiske Borgere. S. 128-129.
For de nye akademiske Borgere aabner der sig nu det friere videnskabelige Liv.
S. 129-130.
Glæde ved Videnskab er den rette Videnskabsdyrkers Særkjende. S. 130.
Opmuntringer til et sandt videnskabeligt Liv. S. 130-132.
Gamle og nye Tider S. 133-149.
1. Bliver Verden slettere?
Gjennem Aarhundreder har der i enhver Tidsalder været ført Klager over, at den
var slettere end den foregaaende; hvis disse havde været grundede, maatte Verden
nu være meget ussel. S. 135.
De ældste Beskrivelser over Grønlands Tilstand 600 Aar tilbage, skildre den
ganske som den nuværende. S. 136.
Bibelen viser, at Væxtriget i Jødelandet var i den fjerne Oldtid ligesom nu,
saaledes at Middelvarmen var, som den nu er. S. 135-137.
Olietræet havde for 1800 Aar siden samme Nordgrændse i Frankrig som nu. S.
137.
Henviisninger til Schouws Undersøgelser. S. 137-138.
3. Menneskene bleve ikke større eller stærkere i
Oldtiden.
Ved at maale Been og hele Beenrader af Mennesker, som ere døde for Aartusinder
siden, bevises dette. S. 138-139.
De Beviser, som skulde tale afgjørende for, at Menneskene have været stærkere,
beroe paa Misforstaaelser. S. 139-140.
4. Levetiden er ikke aftaget. Man lever sundere.
David anfører 70 til 80 Aar som Menneskets høieste
Alder. S. 140.
Flere Mennesker opnaae nu en høi Alder, fordi man sørger bedre for Reenlighed,
er mindre umaadelig, har bedre Lægekunst. S. 140-142.
5. Menneskeslægten er ikke gaaet tilbage, men fremad i
moralsk Henseende.
Man maa see dette af Tidsaldrenes egne Historieskrivere, og ikke stole paa
eensidige nyere Skildringer. S. 143.
Tapperheden er vel bleven øvet mere i lovløse Tider; men vor Tid har ligesaa
stærke Exempler derpaa. S. 144.
Talen om den gamle Ærlighed er aldeles grundløs. S. 144.
Oplysningen har understøttet Christendommen i at forbedre Menneskene, forjage
Overtro, dæmpe Grumhed, Hævngjærrighed og Overmod, vække Kjærlighedens Aand. S.
144-147.
Exempler tagne af vort Lands nyere Historie. S. 147-148.
Vi skulle dog hverken foragte de gamle Tider eller troe vor Tid meget
fuldkommen. S. 149.
Naturvidenskabens Forhold til Tidsaldere og deres Philosophie S.
151-192.
(Bedømmende Anmældelse af Steffens’s polemische Blätter. Den her
følgende Indholdsangivelse vil lette Forstaaelsen af denne Anmældelse, som ei har
undgaaet Spor af det anmældte Skrifts Dunkelheder. Anførelsestegnene tilkjendegive,
at
det er Indholdet af Bogen, som meddeles.)
Man kan haabe gode Virkninger af disse polemische Blätter; og man vil fremme disse
ved at begynde Forhandlinger derover. S. 153-155.
IX| Disse Forhandlinger opfordre til at foreslaae nogle Ord og
Ordbestemmelser. S. 155-156.
»Et Folks Naturansyn har en afgjørende Indflydelse paa dets hele
Tilstand.« S. 156-157.
»Hvad Videnskaben antager i een Tidsalder, bliver ofte Folkemening i en senere, og
møder derved fjendtligt nye Indsigter, som atter senere gaae over i Folket, og af
dette forsvares imod det videre fremkommende Rye.« S. 157.
»Den nye Retning, som Naturlæren i de senere Aarhundreder har taget, er endnu ikke
gaaet ret meget over i Folkets Ansyn og i Poesien.« S. 157-158.
»I Middelalderens Ansyn var Jorden stillestaaende, var det Heles Midpunkt,
indsluttet af faste, gjennemsigtige Himmelhvælvinger.« S. 158.
»Som Jorden var Verdensaltets Midpunkt, var Mennesket alle Naturvirkningers. Alt
opfattedes jordisk; saaledes Frelsens Forkyndelse ved Guds Søn, og de Troendes
Forening til en synlig Kirke med et legemligt Overhoved.« S. 158-159.
»Som Naturen stod under fremmede Stjerners Indflydelse, saaledes ogsaa Menneskenes
Religion, Videnskaber, Love, som de havde faaet fra Fremmede; Tingenes første Kilde
var rykket langt bort fra deres Synskreds.« S. 159.
»Dette gjaldt dog kun om deres i Begreber fremstillede Viden; Ideen om et
altgjennemtrængende Liv var deres Ansyns ubevidste Bærerinde; derfor kunde denne
Tidsalder frembringe meget Stort.« S. 159-160.
»Hos dem traadte Forestillingerne Sympathie og Antipathie istedet for vore
Forestillinger om Tiltrækning og Frastødning. De ueensartede Kræfter og Ting søgte
hverandre, og Antipathien blev en Følge af det Eensartedes Foreningsstræben. De
Kræfter, som her virkede, vare i den besjælede og ubesjælede Natur de samme. Men en
stor Modsætning antoge de i hele Tilværelsen: Gud og Djævelen; Gud som Principet for
det i alt Ligeartede og Rene, Djævelen som Principet for det Forstyrrende, det Fjendtlige.« S. 160-161.
»Ifølge Menneskenes Naturansyn i Middelalderen, med deres stillestaaende Jord som
Midpunkt, den fjerneste Himmelhvælving som første Bevægelseskilde, Mennesket som
Midpunktet for alle Skabningsøiemeder, maatte deres Religion blive en til det Høieste
dreven uendelig udstrakt Sandselighed, og deres Physik blive Magie.« S. 161.
»Magikernes høieste Stræben gik ud paa at rense det Guddommeligt-Ligeartede fra
det Onde, som fandtes i den syndige Natur. Man vilde da opnaae et Stof, hvor den
oprindelige Skabningskraft var sammentrængt, og som skulde forædle ringere Stoffer,
helbrede Sygdomme og forlænge Livet.« S. 161-162.
»Ved denne sandselige Stræben efter det Ædle og Rene i Tingene blev meget af det, som vi kalde Overtro, til Bestanddeel af Gudsfrygt og
Videnskab; men hvad der nu yttrer sig som Lærdes Forfængelighed, tog dengang en
farligere Retning og førte til den sorte Magie og til Samfund med Djævelen.« S.
162-163.
Bedømmelsens Forfatter mener, at polemische Blätter have altfor udelukkende gjort
Middelalderens Væsen afhængigt af Naturansynet. X| Han antager, at det
Overherredømme af det Fremmede, som polemische Blätter selv skildre, burde sættes
øverst, som fornemste Kilde til de andre Forhold. S. 163-164.
For at forebygge Misforstaaelser vises, at en Tidsalders Aand, skjøndt
tilsyneladende dannet ved tilfældigt sammenstødende Virkninger, dog frembringes ifølge
Tilværelsens evige Love. S. 164-165.
Vel bør man ikke sætte en ringe Priis paa det Fortræffelige i Middelalderen, som
polemische Blätter fremhæve; men man bør ikke glemme hiin Tidsalders overveiende
Raahed og Slethed. S. 165-166.
Man kan ikke tiltræde den Mening, at Forstandens reflecterende Virksomhed var
udelukt fra Middelalderen. Striden mellem Nominalister og Realister
modsiger denne Mening. S. 166-167.
Middelalderens Verdensanskuelse havde ikke den friske Skjønhed, som udsprang af
den tidligere Menneskeslægts Aandsvirksomhed. Aanden var gjødet med fremmede
Meddelelser, ikke befrugtet af den store Natur, og derfor var den Aandsfylde, man
finder i Middelalderen, mest at ligne med Blomsterpragten i fyldte Blomster. S.
167-170.
Den gamle Tanke, at det ene Eensartede søger det andet, men det ene Ueensartede
skyer det andet, er uklar og urigtig, men faaer sit Lys af den nyere Naturlære, som
viser, at kun eensartede Virksomheder kunne indgaae Forening; men at den Kraft,
hvormed Foreningen skeer, beroer paa Modsætning. Kun det Eensartede kan staae i sand
Modsætning. S. 170-171.
Naturphilosophernes Udtryk Indifferents og Naturgrandskernes Ligevægt ere kun forskjellige Udtryk for
samme Tanke. S. 171-172.
»Tidernes sande Gjenfødelse, Spiren til dens fuldkomment levende Metamorphose, var
Reformationen. Som Videnskabernes Gjenfødelsestid havde fuldkomnere aabnet Adgangen
til Oldtiden og ved dennes Værker ført til Naturen, aabnede Reformationen Adgangen
til
Bibelen. Det farlige Forbund, hvori Kirken var traadt med det Sandselige, opløstes.
Videnskaben løstes da nu ogsaa fra Kirken; Tænkeren gik sin frie Vei, overbeviist
om,
at alle Sandheder endelig ville komme til Samstemning.
Naturvidenskaben med sin sikkre, forsonende, fra det Legemlige til det Aandelige
førende Gang, vandt en stedste mere voxende Indflydelse.« S. 172-175.
»Sin største Eiendommelighed har den nyere Tid ved sin Naturvidenskab.« S.
175.
»Copernicus’s Opdagelse havde en umaadelig Vigtighed. Den gamle,
sandselige urokkelige Kirke kunde ikke staae paa den bevægede Planet, der desuden
ikke
mere blev den eneste i sit Slags.« S. 175-176.
»Copernicus’s System var den
adskillende Reflexions dristigste Handling. Han fremstillede os Verdenssystemet, som
en Tilsyneladelse af en høiere Virkelighed. Dette første Forsøg blev ogsaa det eneste
i sit Slags; et andet kunde Naturforskeren ei foretage.« S. 176-178.
Man maa tilstaae Alt, hvad polemische Blätter sige, om
Vigtigheden af det Copernicanske System; men at det maatte blive det eneste i sit
Slags, kan ei tilstaaes. Den nyere Naturvidenskab viser os, at Legemligheden selv
kun
er Yttring og Værk af usynlige Kræfter, og XI| dannet efter disses Love. Om
Legemerne ere faste, draabeflydende eller luftagtige, beroer paa
Varmeforhold. Deres indre Dele ere i uophørlige Svingninger og Kredsløb ved Virkninger
af Varme, Elektricitet, Magnetkraft. De tilkjendegive kun deres Tilværelse ved
Virkninger af de indre Kræfter paa Sandserne. Saaledes har da et Verdensansyn begyndt
at uddanne sig, hvor ligeledes det Sandseligt-Opfattede staaer som
en Synsting, der kun er Aabenbaring af en høiere Virkelighed. S. 178-183.
Klage over de tydske Philosophers dunkle Foredrag, hvorfra Steffens har villet løsrive
sig, men hvilket han ei noksom har naaet. S. 183-185.
»Kikkertens Opfindelse frembyder i Forbindelse med alt det,
som foreberedede og styrkede Tidsalderen, et Exempel paa den Aand, der skaber
Tidsaldere.« S. 185.
Dette oplyses som Virkning af, at hele Tilværelsen styres efter Love, der udgjøre
en Heelhed af evige Fornuftlove. S. 185.
Adskillige Meninger, som polemische Blätter ville bestride, forkastes allerede af
de fleste Physikere. S. 185-187.
Polemische Blätter beskylde Physikerne for, at de betragte Naturlovene som en
lovløs Samling af Abstractioner; men derimod bemærkes, at om endog nogle udtrykke
sig
saaledes, strider dette dog imod Naturvidenskabens virkelige Fremgangsmaade, hvori
Naturens Lovstemmighed uophørligt forudsættes; den Tanke, at disse
Love ere Fornuftlove, er af Mange blevet mere eller mindre klart følt. S.
187-189.
Man kan ikke tilstaae Rigtigheden af den Paastand i polemische Blätter, at
Physikerne ikkun meddele tabellarisk-opstillede Egenskaber ved Grundstofferne; de
sammenfatte Egenskaberne saa meget som muligt, men disses Kilde kan ikke findes, hvor
der handles om Stoffer, hvis Bestanddele vi hidindtil ikke have kunnet finde, og som følgelig for os ere Grundstoffer. S.
189-191.
Den blotte Angivelse af een eller flere Undtagelser fra en Naturlov er ikke nok
til at omstøde Loven; dertil fordres dybere gaaende Drøftning. S. 191.
Man ønsker de polemiske Blades Forfatter Held til Fortsættelsen. S.
191-192.
Christendommen og Aandsdannelsen understøtte hinanden S.
193-206.
Endskjønt Tallene, der give Anledning til vore Jubilæer ere vilkaarlige, fortjener
det dog Bifald, at saadanne Fester holdes. S. 195-196.
Til Universitetets Tusindaarsfest for Christendommen i vort Land vil det passe at
betragte, hvorledes Christendommen og Videnskaberne understøtte hinanden. S. 197-198.
At Videnskaberne begyndte at komme i Forfald i den samme Tidsalder, hvori
Christendommen udbredtes, kan ingenlunde tilskrives denne, men den Sædernes
Fordærvelse, som gav hine Tiders raae Folkefærd XII| Overvægten over de
dannede; der laae tvertimod i Christendommen en Evne til at danne de raae Mennesker.
S. 197-198.
Dette laae ogsaa i den Guds Huusholdning, som aabenbarede sig i Christendommens
Udbredelse; den vakte til Grandskning, Religionslærerne bleve Videnskabernes Fremmere,
Klosterne Videnskabernes fornemste Tilflugt. S. 198-201.
Christendommen gav Anledning til omfattende Sprogstudier, som medførte en stor
dannende Virkning. S. 201-202.
Mellem Christendommens og Oplysningens Venner har der vel ofte været Strid, ei
sjelden endog en forargelig; men selv hvor Villien ei var god, tjente den dog omsider
Religion og Sandhed. S. 202-204.
Christendommen vil oprette et Guds Rige, som ifølge sin Natur ogsaa er et
Fornuftrige, her paa Jorden. Idet Videnskaberne sigter til det samme Maal og bidrage
meget til Lidenskabernes Udryddelse og Fornuftens Udvikling, understøtte de
Christendommen. S. 204-206.
