Hist i Frankernes viinrige Land, mod den sydlige Grændse,
Hvor den høiere Soel med meer retstraalende Lyskraft
Klæder i spraglede Blomsters Mangfoldighed Jorden, og skaber
Sødhed isvulmende Frugt; hvor Himmelens hvelvede Klarhed
Straaler i fuldere Glands, kun sjeldent formørket af Skyeslør;
Og hvor den natlige Himmels dybtmørknende høie Azurblaa,
Tætbestrøet med funklende Lys, er Tempelets Hvælving
Over den tause Natur, der fødtes de herlige Brødre
Joseph og Stephan, udseet’ os at lære den dristige Skyfart.
2v| Begge stedse med dyb Ærbødighed gransked
Naturen,
Speidende troligt dens Værk, i forenet broderligt Samfund,
Let de glemte sig selv i dens skjult nærværende Guddom.
Mænd af saadant Gemyt, dem aabenbarer Naturens
Mægtige Aand sig tit, og griber med underlig Kraft dem,
Førende, skjøndt useet, dem ind i sit hellige Værksted,
Hvor hans Virken de see, omstraalt af uendelig Klarhed,
Ei omslørt af en Skye, som for uindviede Øine;
Salig Begeistring griber den Skuende, klarligt han fatter
Synets Betydning, og glad han forkynder den undrende Jord den,
Kraftigt i Ord og i Daad: Sligt Syn blev Brødrene tilsendt.
Begge vandred’ de ud en Sommermorgen i Samfund,
Bjergenes Stene at samle, og Blomsterne smaa, og Insekter,
For dem i ordnede Rækker at stille, til nøiere Granskning.
Mange sjeldne Blomster de fandt, og i Bjergenes Rifter
Stene af sønderlig Art, og Spor fra en skabende Fortid.
Efter møisommelig Stigen, tilsidst fra en høiere Bjergtop
Skued’ de hvilende ned, paa det vidt sig udstrækkende Landskab,
Saae hvor Høie og Dale og skummende Floder laae udbredt’,
Mellem grønnende Skov og blomsterspraglede Enge,
Klædt’ i Sommerens Pragt. Dog medens den tryllende Udsigt
Henrev Øiet, de saae fra Naturens skabende Krafttid
Vældige Spor, og alt fordeelt efter evige Love.
Stærkere Hjertet slog, ved den letindaandede Æther,
Barmen hævede sig, i rørt og beundrende Skuen
Af hiint mægtige Værk, nu dækket med frodige Væxter,
Og med dannende Haand af sin egen Skabning nu omskabt.
3r| Men da Solen nu mere sig nærmed’ den vestlige Bue,
Reiste de glade sig op, i qvægende Æther nu udhvilt,
Tause de vandred’ men fro ved Naturens nærmere Samqvem.
Længe de vandrede saa, imedens ad Bjerget de nedsteeg’,
Uden Ord, men dog hensmelted’ i salig Forening.
Først i den lavere Dal, de vaktes ved Meiernes Lystsang,
Og ved Fuglenes Slag, og Insekternes blandede Surren.
Planter de samlet paa nye, og forfulgte de svevende Luftkryb,
Men med Sjælen endnu halvtabt i den høiere Æther.
Som de nu vandrede fløi, med luftige Flagren forbie dem
Et bevinget Insekt af ubeskrivelig Skjønhed.
Hurtigt søgde de det at gribe, men stedse det undveeg,
Satte sig nu paa en duftende Blomst langt fra dem, nu flagred’
Den i Kredse, snart store, snart smaa, nu op og nu nedad,
Stedse i svævende Dans; dog med utrættelig Iver
Fulgte de efter den flygtende Gjæst, som dog endelig Tilflugt
Fandt i en skyggeriig Lund, hvor det svandt for Brødrenes Øine.
Men nu drevne af Lyst, at see den brogede Skabning,
Valgte hver sig en særskilt Vei blandt de mørknende Ege.
Begge de søgte, og vandred’ og søgte igjen men forgjæves.
Søgende tabde de sig i den sødtgjentonende Løvsal.
Først af Leden Stephan blev træt, og med omvendte Skridt han
Ilte til Landlige Hjem, i Haab snart sin Broder at see der.
Joseph længere gik; med Tanken paa Bjerget dog henvendt.
Ofte han standsed’ sin Gang, og glemte den spraglede Flyver.
Himmelens hvelvede Blaa, gjennem Træernes grønnende Top seet,
3v| Fængslede ofte hans Blik, i Haab og i Ahnelser hensenkt.
Midlertid han med tankefuldt Skridt var naaet en Høitop,
Paa en friere Plads, med sparsomme Buske besaaet kun;
Dog paa Høien var sat i Kreds tolv mægtige Ege,
Trint om en Steen af uhyre Storhed omringet af Mindre.
Her han satte sig ned, at see den beløvede Omegn.
Solen i Purpur nu sank, og smilte sin straalende Afskeed,
Ind blandt de sortnende Træer; halvgyldne af svindende Solblik,
Stode med skinnende Løv de i Aftenens magiske Ildskjær.
Nattergalerne slog’ fra de fjerne Kroner, og Vandfald
Bruste melodisk deri, ledsaget af viftende Luftnings
Sagte Susen. Fortryllet han glemte det nærmende Mørke;
Øiet hængte, af Skuen ei mæt, paa Himmelens Purpur,
Og paa Træernes Kroner, det sagtebevægede Løvhav.
Men som Glandsen nu svandt, kun fulgt af det blegere Dagskjær,
Da sig reiste i Sjælen en Hær af sværmende Tanker,
Sammensmeltende Alt, lig den jordomhvelvende Demring.
Alt ham syntes at tale, og kalde, og venligt at vinke,
Løvets Susen, og Vandenes Fald, og den blinkende Stjerne.
Mere og mere i Mørket hensvandt hvad begrendset og nær var;
Blot Horizontens jordombeltende Ring, og den høie
Himmels funklende Lys, som i uendeligt Kredsløb
Svæver i Rummet, kun holdt ved det Heles forenende Kraftbaand,
Saaes med Klarhed endnu. Hvad Jorden herligt og skjønt har,
Lokkende dødeligt Blik, i dæmrende Skygger laae nedsænkt.
Sjælen følte kun her det ubegrendsede Heles
Skjulte almægtige Aand, den i Alt nærværende Guddom.
Alt ham syntes harmoniske Toner, i salig Begeistring
4r| Selv han smeltet deri, sig selv af det Hele en Lyd kun.
Længe svæved’ hans Sjæl blandt Stjerner fra Pol og til Pol hen
Og fra Land og til Land, paa den havombeltede Klode.
Men dog følende fast sig knyttet til jordiske Fængsel,
Styrted’ han andagtsfuld ned, i taus og hellig Tilbeden,
Ønskende Viisdom og Kunst, gjennem Luften at bane en Vei sig,
For med friere Sving og Kraft at omfavne det Hele.
Derpaa reiste han sig, at søge en Vei til sin Hjemstavn;
Let han den haabed’ at naae ved Hjelp af det ventede Maanskin.
Dybt i Skoven han end sig befandt, da pludselig Himlen
Skjultes af mørknende Dunst; og paa Jorden bebuded’ en Gysen,
At det yderste Glimt forsvandt af det livnende Dagskjær.
Mørkere mere og meer, og tausere mældte sig Natten;
Fuglen taug paa sin Qvist, selv Vindene syntes at sove.
Selv den blandede Susen af Løv og af fjernede Vandfald
Lød kun afbrudt, for meer at tolke den herskende Taushed.
Her betog Naturens Rædsel en underlig Skræk
ham;
Thi i det Indre fornam han af Alt kun den dæmpede Samklang,
Men for den udvortes Sands var rundtom Øde og Nat kun,
Ingen svarende Røst, og ingen bevægende Gjenstand.
Først ham Redselen bandt, men snart med ilende Skridt han
Naaede en friere Plads, kun dækket af Himmelens Skyslør,
Men ham forhen ukjendt, og opfyldt med sælsomme Rædsler.
Pladsen var lang og bred, og med staaende Vande besaaet,
Dertil med Eller i Rad besat og med grædende Pile,
Seet i det usikkre Lys af den skyomslørede Maane.
Sære Gestalter han saae blandt Træerne svæve i Dans om;
Nu med Lynildens Fart de sig nærmed, flux nu forsvandt de,
4v| Nu de vinkede ham, mens Maanen Skyen
forbidrog.
Snart en sagte Hvislen han hørte, som Tale af Aander.
Blodrøde Lygtemænd svæved’ paa Vandene hvor end hans Blik faldt.
Slige Syner med Skræk og Bæven betage en Uviis;
Men den Visere selv dem seer med en hemmelig Gysen;
Thi en fordærvende Kraft behersker det Sted hvor de svæve.
Ofte med iisnende Kys udsuger den glødende Livskraft
Hiin letsvævende Dunst; og med forstyrrende Gjæring
Skaber af Slangers og Frøers Been og af raadnende Aadsler
Den en lysende Dunst, om Natten seet som et Ildskjær.
Slige Steder maa flyes; thi Skræk og Sot og Forvirring
Og Fordærvelsens Aand der fører til rædsomme Herskab.
Gysende Kulde igjennem ham foer, dog feig han ei flygted’,
Vel bemærkende Alt, til Brug for videre Granskning.
Under saadan Betragtning hans Øie opdaged’ en Gangstie,
Som ad en Skraaning sig vandt langt over de giftige Sumpe;
Denne fulgte han nu. Meer rolig, med sikkrere Skridt han
Naae’de en Klippe, hvori af Naturen var dannet en Huulhed
Inden bevoxen med Mos, og besat med sære Krystaller.
Her han strakte sig hen, at hvile til kommende Daggrye.
Trættet af Møie og Rædsler han snart dybt slumrende hensank;
Dog mens Legemet hvilte, var Sjælen stedse end virksom,
Fuld af den svundne Dags ham dybtindprægede Syner.
Først en mindende Drøm i Bjergenes Kløfter forsat ham
Mellem Krystaller og brogede Steen og Dyr fra en ældre
Verden, til evige Liig forvandled’ ved hærdende Steensaft.
Derpaa han Toppen besteeg, og med overskuende Blik nu
