Saae han et blomstrende Land, bestraalt af et skinnende Sollys
Fyldt med Bakker og Skov, og besaaet med taarnede Steder,
Og med Floder og Søer de Landskabers tindrende Øyne.
Alt som det vaagent var seet men meget forherliget, pragtfuldt,
Større af Maal, og dog tilsammentrængt i et Brændpunkt
Gjennem Dagens Bedrivt, med samme fortryllende Kraft han
Førtes; blandt Roser, Violer og Liljer hans duftende Vei faldt
Indtil et vinget Insect af ubeskrivelig Skjønhed
Hyllet i straalende Lys ham lokkede ind i et natligt
Mørke, stille som Graven, oplyst kun af gjøglende Ildskjær,
Som med blussende Skin bestraalte et dansende Chor af
Trolde. I svindlende Ringe de dreiet sig uden Forandring.
Selv i Kredsens Midte han stod, ei vidende hvordan
Han var kommen derind. Bestandig mere og mere
Kredsen snævret sig til, i bestandig voxende Omsving.
Længe forstenet han stod, men bestandig meer de sig nærmed
Stedse i smallere Sving. Tilsidst han sig fattende fremgik,
Dristigt med uforvendt Skridt imod dem, og pludselig svandt de.
Dog i en større Kreds de paa nye ham omringet men veeg strax
Naar han nærmede sig; tilsidst han endelig nedsank
I et frygteligt Sump af Slanger og Øgler beboet
kun.
Nu betog ham usigelig Angst; men fra Himmelen nedlod
Sig en flammende Skye, som ham venlig omfavnet og hævet
Høyt fra det redsomme Sted, og hastigtflyvende bar ham
Hen over Bjerg over Dal over vidthenbrusende Have,
Bort fra det natlige Mulm, til et Land som af Solen belystes;
Her den i sagtere Flugt sig langsomtsvævende henskjød.
Snart han med Undren blev var, at han overskued Ægyptens
Frugtbare Land, berømt i fordums Tid af sin Visdom,
Og af sin Magt, Pyramider optaarnende høyt imod Himlen.
Langs med Nilen han svæved op til dens hellige Udspring
I Æthiopernes land. Derfra over Africas Ørkner
Svævet han hen, og Egne han saae hvor Menneskefod ei
Gjennem Aarhundrede lød, et øde brændende Sandhav
Sparsomt af grønnende Øer med smilende Frugtbarhed afbrudt.
Dog i den inderste Ørk han saae et blomstrende Landstrøg
Vidt udstrakt og bebygt med mægtige Stæder, og Templer
Af umaalelig Pragt og Storhed. Høyt imod Skyen
Pyramider sig hæved, ad Verdenshjørnerne henvendt,
Vidner om Oldtids Magt og stjernebeskuende Visdom.
Alt betegnedes her med et selsomt Præg af de svundne
Tiders Vælde og Kunst, beskyttet af brændende Ørkner
Mod Erobreres Vold, og Nationernes evige Vexlen.
Selv Naturen her ei ligned den øvrige Jordkreds,
Men var riig paa Dyr og Planter af særegne Slægter
