Mads Vestrup kom den næste Dag gaaende ude fra sin Roemark, da han midt paa Landsbyens Gade mødte sin Nabopræst og Foresatte, NProvst Broberg, der kom kørende sammen med sin Kone i en magelig Kalesjevogn. Den lille graamankede Mand sad indhyllet i en NPlæd og dampede saa mægtigt af en Cigar, at hele Skyer stod ham ud af Munden.

Da det gik op for Provsteparret, at den store 76| Skikkelse i smudsig Lærredsjakke og Træsko, der kom gaaende saa tungt gennem Vejens Pløre, var Pastor Vestrup, krummedes deres Læber af et ægteskabeligt Tvillingsmil fuldt af overbærende Ringeagt blandet med Uhygge. Mads Vestrup gjorde paa sin Side ogsaa stramme Miner og gryntede ildevarslende, da han Ni Frastand genkendte Køretøjet. Han havde ikke fjerneste Respekt for sin højt ansete NKaldsbroder, der var en yndet Prædikant og Folketaler, og han ønskede kun at kunne slippe uantastet forbi.

Men Provsten lod standse, og de kom i Snak.

Til yderligere Ulykke begyndte Provsten straks at tale om Godsejeren og de Rygter, der gik om hans mærkværdige Helbredelse. For ikke i Hidsighed at komme til at sige noget, som han bagefter vilde fortryde, tav Mads Vestrup bomstille. Provst Broberg hørte til de saakaldte Nliberale Teologer, der var ham endnu mere til Forargelse end de rene Fornægtere. I hans Øjne var denne løvemankede Prælat intet andet end en æresyg NJudas, der havde forraadt sin Frelser for Popularitetens Blodpenge og pyntet Kristendommens strenge Lære op med Flitter og Stads i Tidens letfærdige Aand.

Samtalen blev da ogsaa kun ganske kort. Efter en afsluttende Bemærkning, som gav Provsten Lejlighed til at meddele, at han var paa Vej til Randers for efter særlig Indbydelse at holde et religiøst 77| Foredrag ved en Tombola-Festlighed i Raadhussalen, blev der givet Tegn til Kusken, og Vognen kørte videre.

Af sine NKaldsfæller paa Egnen betragtedes Mads Vestrup som et indskrænket og noget forstyrret Hoved, der ikke var til Pryd for Standen. Nogen selskabelig Omgang med ham havde ingen af dem; de kendte ham kun fra Landemoderne, hvor han kunde sidde og gabe ganske ugenert under de interessanteste Meningsudvekslinger. En Gang havde han midt under selve NStiftsprovstens Foredrag rejst sig op og forladt Salen med Hænderne i Bukselommerne som en halvfuld Bonde, der tramper ud af en Krostue Ni et naturligt Ærinde. Naar han en sjelden Gang selv tog Ordet under en Diskussion, satte han Forsamlingen i Forlegenhed ved et NUrede af mørk og gaadefuld Tale, som hans Dialekt og grødede Mæle gjorde endnu mere uforstaaelig for de fleste.

»Det Menneske vil engang ende i en Daarekiste,« forkyndte nu ogsaa Provsten, saasnart Vognen var kommen udenfor Hørevidde. »Han burde næsten ikke have Lov til at sidde i Embede.«

»Og nu vil man dog gøre ham til Rigsdagsmand,« sagde NProvstinden.

»Aa Snak! Det maa være en NKrønike. Jeg veed jo nok, at Hovedbestyrelsen, da jeg afslog at 78| Nstille mig, sendte en halv Snes Opfordringer ud og saa at sige greb Navnene i Flæng; men dette vilde dog være for galt. Der maa i det hele sættes en Stopper for, at Ndisse Jøder sidder derovre i København og tager Bestemmelser for os uden engang at raadføre sig med Mænd, der kender Forholdene. At stille Pastor Vestrup op her, vilde jo være Galmandsværk. Han vilde ikke engang faa Stemmerne fra sit eget Sogn.«

»Ja,« sagde Provstinden, »saa synes jeg virkelig lige saa godt, vi kunde beholde Værtshusholderen. Saa meget mere som de to jo ligner hinanden som et Par Brødre.«

Ud af Provsten foer en mægtig Røgsky fulgt af en munter Latter.

»Du har Ret, Ville! Jeg har ikke tænkt paa det, men Ligheden er virkelig slaaende. Tænk, om Folk tog fejl af dem paa Valgtribunen og raabte Hurra for Præsten i den Tro, at det var Værtshusholderen – eller omvendt. Hvilken Situation!«

»Ja, jeg stemte skam paa Sørensen!« sagde Provstinden.

»Jeg med! Jeg med!« galede Provsten; og den fornøjeligste lille Tvillinglatter tumlede med Vinden ud over Markerne, mens det harmonisk samstemte Ægtepar rullede videre gennem det vaade og tunge Efteraarslandskab.

79| Nu havde Mads Vestrup netop samme Morgen sendt Partibestyrelsen i København sit Svar, der var et absolut Afslag. Endnu hele den foregaaende Dag havde han af en Slags Skamfølelse holdt det hen med Afgørelsen; men da han om Aftenen var kommen i Seng, havde hans Kone pludselig givet sig til at græde, og da han spurgte om Grunden, havde hun slaaet Armene om hans Hals og bønfaldet ham om ikke at forlade hende og Børnene, fordi hun kunde føle paa sig, at der i saa Fald vilde Ntimes dem alle en stor Ulykke. Han Nvar hurtigt faldet tilføje, og det var ved samme Lejlighed kommen til fuld Forsoning mellem Ægtefolkene. Som saa mange Gange tidligere havde Mads Vestrup Nhyttet Skindet bag sine husfaderlige Pligter, og forøvrigt retfærdiggjorde han sig med den Betragtning, at det ret egentlig var en forfængelig, ja en formastelig Indbildning at tro, at Himlenes Herre skulde trænge til Menneskers Hjælp i sin Kamp mod den Onde. Guds Rige havde modstaaet vildere Stormløb end det, der i Øjeblikket skabte dets Trængselsdage, og dets Sejr var jo selve NVerdensløbets Endemaal.

Med Hovedet hvilende tungt paa sin Kones Skulder var han sovet ind. Men allerede under Morgenbønnen følte han, at Afgørelsen alligevel havde kostet ham en Del af hans Selvagtelse dennegang. Han bad uden Frimodighed, vovede ligesom kun at 80| nærme sig sin Gud ad Omveje. Ogsaa af den Grund havde han været saa tavs under Mødet med Provsten. »Hvad har jeg at lade den Mand høre?« – havde han tænkt. »Vi er jo lige Nlunkne begge to!«

Da han nu kom tilbage til Præstegaarden, gik han sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden men vidste det knap selv og trak sløvt paa Benene. Pludselig mærkede han en lille Haand lægge sig tillidsfuldt i hans. Det var den Mindste, der var kommen løbende ved at høre hans Skridt. Purken saae op paa ham med sine lydige Øjne, der smilede af Glæde og Taknemlighed. Underlig bevæget tog Mads Vestrup ham op paa sin Arm og kyssede ham. Det var næsten, som om Barnet havde forstaaet, hvad her var foregaaet, og vilde vidne for ham hos den store Dommer.

»Der er kommen et Brev til dig fra Herregaarden,« meldte hans Kone ham, da han traadte ind i Stuen. »Her var et ridende Bud.«

»Fra Favsingholm? Det kan jeg da næsten ikke tro. Hvor er det?«

Brevet var fra Torben Dihmer selv. I høflige Vendinger beklagede han, hvad der forleden Dag var sket, og bad ham om ved Lejlighed at forny sit Besøg og drikke en Kop Eftermiddagste hos ham, da han havde en vigtig Sag at tale med ham om.

Hvad kan det dog være? – tænkte Mads Vestrup. 81| Han kunde paa Brevets Tone forstaa, at det ikke var til Præsten der dennegang sendtes Bud. Han havde da ogsaa helst besvaret Indbydelsen med Tavshed. Men Nysgerrigheden lod ham ikke have Fred. Allerede den næste Dags Eftermiddag gav han sig paa Vej.

Han mødte dog med en højst uselskabelig Mine og erklærede straks, at der for hans Skyld ikke skulde gøres Anstalter, da han ikke ønskede at nyde noget. Torben bød ham Plads og spurgte, om han ikke i det mindste maatte lade noget NSodavand bringe ind. Men ogsaa dette Tilbud afslog Mads Vestrup kort og bestemt, skønt Sveden dampede af ham.

Herefter lod Torben alle Omsvøb fare og gik lige til Sagen. Han sagde, at han nu igen paa saa mange Maader og ved saa mange Minder var bleven knyttet til sit Fødested og derfor gerne vilde have, at der vedblivende skulde være et Hjem her, ogsaa naar han var borte. Han havde tænkt paa, at Sognet savnede et tidssvarende Alderdomsasyl, og det var nu hans Ønske at oprette et saadant i den tomme Godsforvalterbolig.

»Den praktiske Ledelse af Hjemmet skulde lægges i Hænderne paa min NInspektør i Forening maaske med en NGodsskriver, – et saadant Væsen bliver jeg rimeligvis alligevel nødsaget til at anskaffe mig. Og saa skal der naturligvis være en Økonom. Men 82| jeg mener, at Offenligheden har en Ret til at kunne kontrollere en saadan Stiftelse, og det maa jo ogsaa være betroede Folk fra Sognet, som tager Bestemmelse om, hvem der skal optages i Hjemmet. Det er navnlig i den Henseende, jeg haaber at kunne Ngøre Regning paa Deres Bistand, Pastor Vestrup. Jeg forbeholder mig kun een Plads – en Hædersplads rigtignok – til Barbara, min trofaste Plejerske. Men der sidder jo rundt om saa mange Stakler uden ordenlig Pasning. Jeg tænker paa saadanne Folk som Kæppe-Jørgen og den lamme Sidsel Øvre, som jeg kan huske fra Barn.«

Mads Vestrup havde i Begyndelsen hørt paa ham med sit mest forbavsede Udtryk men sad nu tilsyneladende ligegyldig og strøg sig om Hagen med denne ulidelige Lyd af Sandpapir.

»De agter med andre Ord at forlade Favsingholm for bestandig?« spurgte han.

»Det har jeg ikke sagt. Men Lægerne mener altsaa, at jeg skal rejse til et sydligere Klima hurtigst muligt. Allerede om nogle Maaneder antog Professor Hagen, jeg kunde tage herfra.«

»Og hvorhen gaar saa Rejsen – om man tør være saa fri at spørge?«

»Det bliver Nsagtens til Italien. Jeg tror, det er Meningen, at jeg skal gennemgaa en af disse NSolkure, som er bleven saa moderne. Hjemvejen lægger 83| jeg vel saa over Paris, skønt det lyder for mig som et Eventyr, at jeg virkelig maaske skal gense den vidunderlige By.«

»Hm – Paris! Ja, det kan jeg tænke!«

Mads Vestrups mørkegraa Øjne blev saa store bag Brillerne. Han sad med bøjet Nakke og skævede op til ham som en Nnikket Tyr.

»Paris er jo en livlig By med mange Slags Adspredelser,« sagde han. »Og nok ikke altid af de bedste. Man taler jo mest om den By som et stort Kvindemarked. – Naa, men siden De saadan har hele Rejseplanen færdig i Hovedet, saa maa De altsaa være ganske sikker paa, at Professor Hagen ikke har lovet Dem mere end han kan staa ved?«

Hans Tone begyndte at falde Torben for Brystet; men han vilde for enhver Pris undgaa et nyt Sammenstød.

»Synes De ikke, Pastor Vestrup, at jeg allerede har faaet en bedre Kulør? Da jeg imorges saae mig i Spejlet, var jeg helt tilfreds med mig selv.«

»Oprigtig talt, jeg ser ingen Forandring.«

»Ja, ja; jeg har alligevel ikke længer Lov til at tvivle om Kurens Virkning. Og nu har jeg altsaa følt Trang til at give min Taknemlighed et synligt Udtryk.«

Præsten, der havde lagt sig tilbage i Stolen med 84| Armene korslagte over Brystet, saae ved disse Ord hen paa ham med forstilt Mine.

»Taknemlighed?« sagde han. »Det forstaar jeg ikke? Mod hvem?«

»Hør, Pastor Vestrup, lad os ikke igen komme ind paa de Spørgsmaal; det fører dog ikke til noget.«

»Aa nej, det gør det vel ikke. Men saa har jeg ogsaa kun at sige Dem, at jeg hverken vil eller kan have med den Sag at bestille. Det foretrækker jeg at lade Dem vide med det samme.«

Der fulgte en længere Pavse.

»Mon De rigtig har forstaaet mig, Pastor Vestrup? Her er jo Tale om et ganske neutralt Anliggende. Jeg tilbyder at skaffe Sognet et haardt tiltrængt Alderdomsasyl, et NGæstehjem eller hvad man nu vil foretrække at kalde det –«

»Ja mig er det Nlige et, hvad det bliver kaldt. Det er jo noget, De selv er Herre over. Men hvad der ikke opbygges i Gud den Almægtiges Navn og til hans Ære, det bliver der efter min Tro ingen Velsignelse ved, og det vil jeg ikke Nbefatte mig med. Nu har jeg sagt det.«

I den fornyede Stilhed, der fulgte dette Udbrud, gik der Torben et gammelt Minde gennem Sjælen. Det var hin Kampscene i Skolegaarden i Randers, da Mads Vestrup tilsidst i afmægtigt Raseri spyttede 85| ham op i Ansigtet. Han følte i dette Øjeblik noget af den samme Afgrundsrædsel som dengang, og han maatte tænke paa Asmus og hans Advarsel – den kloge Asmus, der syntes saa Nhareøjet og Nvindig men var en NSeer!

»Naa ja – saa maa jeg altsaa henvende mig til en anden,« sagde han. »Til Skolelærer Hansen f. Eks. Eller mener De, at ogsaa han maaske vil have Betænkeligheder?«

»Det skal jeg ikke videre udtale mig om. Jeg vil blot sige, at dersom han skulde spørge mig tilraads, vil jeg naturligvis paa det bestemteste fraraade ham at gøre sig til Antikristens NÆrendsvend her i Menigheden.«

Nu blev det Torben for meget. Nu vilde han af med den Mand. Han taalte pludselig ikke længer Synet af ham, og den stramme Bondelugt af Stald og Tobak og gammel Sved, der altid havde været ham til stor Plage, følte han nu ganske uudholdelig.

»Jeg har altsaa ulejliget Dem til ingen Nytte, og det er jo saa ikke værd at forlænge Samtalen. Jeg antager, at den maa være lige saa pinlig for Dem som for mig. Jeg ønsker dog endnu at sige Dem dette, Pastor Vestrup: jeg forstaar jo meget godt Grunden til Deres Holdning. De kan ikke tilgive mig, at jeg ikke har ladet mig begejstre for Deres Livsanskuelse, og nu skal hele Sognet straffes i den 86| Anledning. Det vilde være komisk, dersom ikke den hele Tankegang var saa uværdig.«

Han sagde det sidste Nmed beraad Hu for at blive ham kvit med det samme. Men Mads Vestrup blev siddende. Saa saarbar han var paa sin himmelske Herres Vegne – for personlige Fornærmelser havde han til Gengæld en sand NÆselshud. Han var desuden glad ved at have faaet denne Lejlighed til at skaffe sig Oprejsning i Vorherres Øjne og ønskede ikke at give den fra sig allerede. Han svarede Torben med at kalde det en underlig Tale, at han skulde kunne have nogen privat Tilfredsstillelse af at gøre andre Mennesker til Kristne. For ham maatte Folk vælge mellem Himmerige og Helvede ganske efter deres egen Lyst og Smag. Naar han havde søgt ham, var det efter Guds NBydende og som Kirkens Tjener og ikke i eget Ærinde. Og forresten var han jo heller ikke kommen ganske uopfordret.

Han havde talt roligt og ikke uden Værdighed; men Torben bad ham nu rent ud om at gaa. Saa rejste Mads Vestrup sig endelig, hilste tavs med et kejtet Buk og gik bort uden at give ham Haanden.

»Barbara!« sagde Torben, da den Gamle lidt efter kom ind. »Hent min NUlster! Jeg vil gaa en Tur i Parken.«

»Men det blæser, Herre!«

»Saa meget desto bedre! Her trænger til at luftes ud!«