162| Torben var nu kommen ned i Byen. Han gik stadig langsomt, med den solide Gang, der var ham egen. Men hans Holdning var forandret, hans Hoved havde løftet sig, og han holdt Hatten i Haanden for at svale sin brændende og bankende Pande.

Mørk og øde laa Gadens NSnevring foran ham. Hist og her brændte en døsig Petroleumslygte, men Butikkerne var tilskoddede, og Maanelyset naaede ikke derned. Et Par Steder sad endnu en sovende Tigger, der mekanisk rakte Haanden frem, da han kom forbi; men ellers mødte han næsten allevegne kun Genlyden af sine egne Skridt.

Han mindedes den Stemning, hvori han for faa Timer siden havde gaaet her, og han følte, at det store Under virkelig nu var fuldbyrdet med ham. Det var, som om en sejg og Nbørstet Ham var bristet omkring ham. Alt var forandret. Livet laa atter for ham i al sin Herlighedsglans – skænket ham som en Gave af en ung Kvindes Haand. Saa var der altsaa alligevel Trolddom til i Verden! Om det saa var Stanken af Gadens Æselsgødning, som han om Eftermiddagen havde fundet saa generende, saa hilste han den nu næsten med Henrykkelse. Der var jo ogsaa i denne ramme Uddunstning et Pust 163| af den skønne, mangfoldige Virkelighed, som han nu igen tilhørte.

Paa et Hjørne var en enkelt Frugtbod aaben, et dybt Portrum, i hvis Bund en hel Familje sad hyggeligt sammen omkring en Lampe. Synet fik ham til at standse, og straks rejste en halvvoksen Pige sig i den Tro, at han vilde handle. Han gav sig da til at se paa nogle blomstrende Fersken- og Mandelgrene, der stod i en Krukke midt imellem Appelsindyngerne, skrev Fru Abildgaards Adresse op og bad om at faa dem bragt derhen tidligt den næste Morgen. Og da han nu saae, at Pigen var smuk og havde brune Øjne ligesom Jytte, spurgte han ikke om Prisen men lagde overgiven to Guldstykker i hendes Haand.

»Behold dem!« sagde han til det forskrækkede Pigebarn og lukkede hendes Fingre over dem. »Og forvar dine Øjne godt!«

Han gik videre men havde slet ingen Lyst til at gaa hjem til sit Hotel, hvor kun den vante Ensomhed ventede ham. Det faldt ham nu ind, at der maatte være smukt ude paa Strandpromenaden, og han bestemte sig til at gaa derud.

Det viste sig, at Maaneskinnet havde lokket mange Andre ud, og en af de første, han fik Øje paa, var Direktør Zaun.

Den lille Mand gik med Armene paa Ryggen 164| aldeles fordybet i sine egne Tanker ... En Artikel i det sidst ankomne Nummer af N Times havde gjort ham alvorligt bekymret for NPortugals Skæbne. Han var kommen til at se Landets politiske og økonomiske Forhold i et meget mørkt Lys og følte sig ængstet ved Tanken om dets Fremtid. Han havde nu benyttet sin Aftentur til at udkaste en Plan til en Omordning af Landets indre Styrelse og stod just i Begreb med at grundfæste Finanserne ved Hjælp af et evropæisk Statslaan paa 50 Millioner NMilreïs, da en Maaneskygge faldt hen over hans Ansigt og fik ham til at løfte Hovedet.

Det var Torben, der var standset foran ham.

»Himlen har øjensynlig en Bestemmelse med os, Hr. Direktør! Det er tredje Gang, vi mødes idag. Skal vi ikke bøje os for Kendsgerningen og gøre hinanden Følgeskab et lille Stykke? Vor Samtale før paa Hotellet blev saa taabeligt afbrudt.«

Hr. Zaun saae overrasket op paa ham, satte sin Guldlorgnet paa, tog den af igen med en stor Armbevægelse og bukkede.

»Med største Fornøjelse!«

»Det var om Politik, De vilde tale med mig.«

»Unægtelig!«

Han satte Lorgnetten tilbage paa Næsen, og denne vanemæssige Bevægelse levendegjorde paany for Torben hele Sceneriet fra den afdøde N»Aprilforening«s 165| Diskussionsaftner, hvor Hr. Zaun havde været Talerstolens store Rædsel. At han siden var bleven en af den københavnske Liberalismes Ledere, at han i hvert Fald paa Grund af sin Partitroskab og store Offervillighed spillede en vis politisk Rolle i Kulissen, huskede Torben ogsaa godt, og det var netop derfor, han havde standset ham.

Direktørens Tanker havde i et Hop vendt sig fra det betrængte Portugal og stod allerede midt i det danske Folketing fuldrustet med ny reformatorisk Iver. Han meddelte, at Stemningen i NTinget var trykket, og at Ministeriet efter al Sandsynlighed vilde lide et alvorligt Nederlag ved Afstemningen om NHusmandsloven.

»Men det er forresten kun, hvad jeg straks ved Lovens Fremlæggelse sagde til Landbrugsministeren. De maa højere op med Statsbidraget, sagde jeg, ellers faar De ikke Socialdemokraternes Stemmer, og de kan i dette Tilfælde ikke undværes. Men Hans Excellence pillede sig gudhengivent i Næsen og mente, at det gik saamænd nok. Det sædvanlige Svar! Og nu har vi Resultatet. NPartiet vil igen faa et tabt Slag at indføre i sine efterhaanden temmelig bedrøvelige Krigsannaler. Og om et halvt Aar har vi Valgene! Dersom vi ikke nu tager os alvorligt sammen, betragter jeg det slet ikke som udelukket, at vi om nogle Aar igen har NReaktionen siddende 166| paa Taburetterne med NAbsolutismen som NKonsejlspræsident, NChauvinismen som Krigsminister og Obskurantismen som NKultusminister. Saadan staar Sagerne!«

»Jeg har set, at der forberedes et stort Landsmøde for Partiet,« sagde Torben. »Saa vidt jeg har forstaaet, er det Meningen at forsøge at komme overens om et nyt Program.«

»Ogsaa det – ja. Vigtigere er det dog efter min Mening at fremkalde – i fornødent Fald at fremtvinge – et radikalt Personskifte. Magtens Sødme har været adskillige af vore Førere for ambrosisk. De er bleven tunge i Sædet og har lagt sig Ufejlbarlighedsmave til. Det er paa Tide, at der skaffes Plads for friske Kræfter, der kan føre Udviklingen videre. Og nu fortæller jeg Dem næppe noget Nyt, Godsejer Dihmer, naar jeg siger Dem, at i hvert Fald mange af de Yngre har set hen til Dem med særlig Forventning og derfor ogsaa har glædet sig oprigtig over, at De nu har genvundet Deres Helbred.«

Han blev afbrudt af et Udraab fra nogle Spaserende, der havde stillet sig hen ved Brystværnet for at iagttage et Raket-Fyrværkeri, som blev sendt tilvejrs fra et forbisejlende Skib. Skibet gik saa langt ude, at man ikke kunde se andet af det end Lysningen fra Koøjnene. Ildstraalerne syntes at stige op fra selve Havfladen som Sprøjtet fra en 167| Spøgelsehval, der boltrede sig derude i Maaneskinnet.

»Senest til November skal vi jo have Valg,« fortsatte Direktøren og vandrede videre, efter at de begge havde staaet stille et Øjeblik. »Men jeg anser det ikke for usandsynligt, at Ministeriet vil forsøge en Opløsning paa Husmandsloven. I saa Fald faar vi Valget allerede i Juli; det vil med andre Ord sige, at vi kun vilde have fire Maaneder til at træffe vore Forberedelser. Jeg tilstaar, jeg vilde i den nuværende Situation betragte det som et politisk Selvmordsforsøg, og jeg vil gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at forhindre en saadan Overrumpling af Vælgerne.«

Han kastede sig ud i en Beregning af Partiets Valgudsigter, og det viste sig, at han havde den hele hovedsvimlende Statistik fra det forrige Valg magasineret i sin Hjerne. Torben blev hurtigt uopmærksom. Mens Hr. Zaun tumlede med den danske Vælgerhærs Tusinder og opstillede dem i Slagorden fra Vesterhav til Østersøen, legede hans Tanker forelsket med et Par smaa Tal af den lille Tabel. Dersom alt gik efter hans Forventning, tænkte han, maatte han kunne holde Bryllup om tre, højst fire, allerhøjst om fem Maaneder, og til den Tid skulde Favsingholm sættes i en saadan Stand, at han uden Undseelse kunde hjemføre sin Brud til Fædrenegaarden 168| og byde hende at bo der en Del af Sommeren. Der var derfor ingen Tid at spilde. Han vilde straks skrive til sin Arkitekt. Ogsaa NGodsinspektøren skulde alarmeres ...

Hans Tanker blev kaldt tilbage af Hr. Zaun, der havde kalkuleret sig op i Kampstemning og nu begyndte at skrige.

»Vi maa ved dette Valg møde med vore allerbedste Navne. Baade Reaktionen og Socialdemokratiet skal overraskes ved at se, at Partiet endnu har en Reserve af Elitetropper. Jeg skal betro Dem – De bringer jo ikke Sagen videre – at Deres Ven Professor Hagen har lovet os at lade sig opstille i en af de københavnske NHøjrekrese. Han er jo meget optaget af sin Videnskab og sin store Praksis – vel ogsaa af sine udbredte selskabelige Forbindelser – det er utroligt, hvad den Mand kan overkomme! Han stiller sig heller ikke i Haab om at blive valgt, blot for at markere sit Standpunkt.«

Paa Torbens Spørgsmaal om, hvilke nye Mænd man iøvrigt vilde finde paa Partiets Kandidatliste, nævnede Hr. Zaun en Del Navne, som han slet ikke kendte, og et Par andre som fik ham til at studse; men da han tænkte, at der kunde foreligge en Forveksling, gik han ikke nærmere ind paa Sagen. Han var ogsaa allerede bleven træt af Sam169|talen. Idet han nu standsede for at sige Farvel, spurgte han blot:

»Tænker De ikke selv paa at søge Plads i Tinget?«

Hr. Zaun slog Øjnene ned og stod en lille Tid tavs. Men pludselig kastede han sig bagover og vrinskede af Lystighed, som om han var bleven kildet:

»Skal jeg opfatte Deres Spørgsmaal som en Opfordring? Jeg tror i saa Fald ikke De vil faa Medhold i Partiet. De veed maaske ikke, at jeg engang blev opstillet i en NLandkres og fik nøjagtig 32 Stemmer, hvoraf de 3 ovenikøbet var ugyldige. NFolk med denne Slags Næse,« – han rev paany Lorgnetten fra Øjnene og stak sit blege Dæmon-Ansigt frem – »er for Tiden ikke i Kridthuset hos os. De yndes ikke af vore Præster omkring i Landet, og disse strenge Herrer er i Færd med at blive en Magt i Partiet.«

Hans Tone gjorde Torben forlegen, og han beredte sig til at gaa.

»Vort Møde var jo ganske tilfældigt,« sagde han. »Og denne Samtale har jo været hel privat. Jeg veed ikke engang, om jeg har Lov til at opfatte Deres Henvendelse som et officielt Tilbud fra Partibestyrelsen.«

»Absolut! Jeg har udtrykkeligt faaet Mandat til 170| at forhandle med Dem. Jeg kan ogsaa godt med det samme betro Dem, at vi har forbeholdt Dem en af vore solideste Krese. Hvad forresten er en Selvfølge! Gud bevares – det manglede jo bare, at vi skulde lade vor tilkommende Konsejlspræsident debutere som Dumpekandidat!«

Han var traadt et Skridt tilbage og bøjede sig med et stort Smil ned til Jorden med Hatten i Haanden.

Torben smilede med af Høflighed men fandt det nu paa høje Tid at bryde af. Med sine sidste Ord havde Hr. Zaun rørt ved indslumrede Følelser, som han i Øjeblikket ikke ønskede at vække. Det kunde blive for meget paa eengang!

»Jeg foreslaar, at vi fortsætter en anden Dag. Vi træffes vel nok i Ny og Næ paa Hotellet, men forresten bor jeg derhenne i »Pension Beausite«. Og nu maa De tilgive mig, at jeg har ført Dem saa langt bort –.«

»Det har været mig en Fornøjelse. Og desuden har jeg Ordre til at bevæge mig saa meget som muligt i Luften. Ogsaa om Aftenen.«

»De ligger hernede for Deres Helbred, Hr. Zaun?«

»Ja, jeg lider desværre i høj Grad af Søvnløshed.«

»Ja, det kan være slemt! Jeg beklager Dem virkelig. Læser De ikke for mange Aviser, Hr. Zaun?«

171| »Ok nej, man overkommer desværre saa lidt! Bladene vokser i Omfang Aar for Aar, – der sker jo saa uhyre meget omkring i Verden – og det har dog altsammen Interesse. Men det bliver stadig mere vanskeligt at faa blot et løst Overblik.«

»Ja – Danaïdernes Kar,« sagde Torben halvt for sig selv, idet han saae ned i Hr. Zauns nervøse Ansigt med de opalblege, vildt melankolske Øjne, – han tænkte igen paa Underverdenen og dens Skygger. Han kendte fra sin egen Fortid lidt til denne uhyggelige Allestedsnærværenheds-Mani, der var en af de moderne Sygdomme.

»De har maaske set, at Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Mere end 300 Mennesker skal være omkomne. Det er skrækkeligt! I NØsterrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa har krævet Menneskeliv – henved et halvt Hundrede tror jeg. Og hvad mener De egenlig om Portugal? Jeg vil sige Dem: jeg frygter for, at vi en Dag læser om et Lands Fallit. Det er dog ikke Smaating!«

Torben skottede ned til Hr. Zauns højre Haand, og da han saae, at den ingen Giftering bar, fik han oprigtig Medlidenhed med sin forhenværende Med-Fordømte, denne stakkels Mand, der maatte kaste et rigt Hjertes naive Følelse fredløs ud for Vinden, 172| fordi han ikke selv havde Nogen at holde af og være god imod.

Han rakte ham venligt Haanden.

»Jeg ønsker Dem en fredelig Nat, Hr. Zaun! Og altsaa – paa Gensyn!«