[173]| III

[175]| Da Fru Bertha om Morgenen kom ind til Jytte, maatte hun ruske i hende for at faa hende vaagen. Jytte havde om Aftenen taget et Sovemiddel, og da Tankerne alligevel ikke lod hende i Ro, havde hun ved Totiden taget endnu et Pulver. Hun bad nu saa mindeligt om Lov til at sove videre.

Men Fru Bertha gik til Vinduet og slog Skodderne tilbage.

»Klokken er snart otte. Husk paa, at vi faar Fremmede fra Morgenstunden.«

Jytte havde ikke glemt det, – det var netop af den Grund, hun helst vilde blive liggende. Endnu i Halvdøs begyndte Tankerne straks at væve videre paa Nattens vilde Skræmmebilleder og fik hende til at grue for den Dag, der nu kom.

Men da Moderen var gaaet, rejste hun sig med et Sæt overende og strøg Haaret bort fra Panden. Nu skulde det være forbi! Nu vilde hun ikke tænke mere!

Jytte hadede denne Grublesyge; hun skammede sig over sin Sørgmodighed og havde altid skjult den for Andre som man skjuler en legemlig Lyde. Hun 176| vilde tro, at det var hendes egenlige Natur at være glad. I Almindelighed varede det heller aldrig længe, før hendes Lune og Forstand eller i hvert Fald et eller andet Pulver hjalp hende til at ryste det tunge Sind af sig, og da hun nu slog Øjnene op og saae, at Kammeret var fyldt af den klareste Sol, smilte hun ogsaa. »Dette er den første Morgen i mit nye Liv,« – tænkte hun – »og Himlen selv bringer mig sin Lykønskning paa Sengen. Hvad kan jeg forlange mere?«

Et Øjeblik efter stod hun afklædt i et Badefad og tog sin kolde Afvaskning for aabent Vindu. Hun havde ingen andre Genboer end Solen og saa en Spurv, der sad udenfor i Toppen af et Pebertræ og kiggede ind til hende med Hovedet paa Siden. Hun vendte Ryggen til Spejlet – hun havde siden hun blev voksen haft en Sky for at se sig selv nøgen – og særlig denne Morgen var hun nervøst utaalmodig for at komme i Klæderne igen.

Det kolde Bad fordrev den sidste Spøgelsefrygt. Med røde Kinder og livligt Sind kom hun en halv Time efter ned i Stuen i en ganske ny, lyseblaa Formiddagskjole, som hun udtrykkeligt havde opsparet til denne Lejlighed. Tebordet var dækket ude paa Loggiaen, og ved et andet Bord derude stod Moderen og satte nogle store hvide og lyserøde Blomstergrene i en Vase.

177| »Men kære, hvor har du al den Overflod fra?« spurgte hun og løftede en af Grenene. »Hvor er de dejlige!«

»Der fulgte ikke noget Kort med. Men jeg tænker næsten, at det er Dihmer, der har været galant.«

»Aa ja, det er nok ham. Det ligner ham da.«

»Har du set, at der ligger Brev til dig? Det er vist fra Rosalia Birch.«

»Aa, saa er der nok til mig paa den bare! Jeg har ikke svaret paa hendes sidste!«

Rosalia Birch var den lille fregnede og skævskuldrede Barndomsveninde, som engang havde været med hende paa Storeholt. Hun havde nu en Pogeskole i Slagelse og skrev altid over sine Breve: »Trædemøllen«. Men sit gode Humør havde hun bevaret midt i Hverdagssliddet, og i hendes Klageraab til Veninderne blandede sig den pudsigste Lystighed.

Mens Jytte sad i Kurvesofaen og læste sit Brev med et Smil, blev hun skarpt iagttaget af Moderen, der nu var ganske klar over, at der maatte være sket noget afgørende den foregaaende Aften. Men hvilket? Torben Dihmers Blomster havde ikke helt beroliget hende. Jyttes Udseende heller ikke. Hun kunde ikke glemme det Mørke, der havde hvilet over hendes Ansigtstræk, da hun for lidt siden vækkede hende ...

178| Der var saa meget hos Jytte, der mindede hende om hendes to Sønner, saa forskellige de iøvrigt alle tre havde været. Som Barn havde hun mest lignet Arvid. Hun havde haft hans aabne og paagaaende Væsen, hans friske Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere skjult og snigende Karakter som hos Ebbe. Hun havde engang imellem tænkt paa, om Jytte ikke selv havde følt det og maaske til Tider været ængstet af denne Lighed med sin ulykkelige Broder. Det havde været hende paafaldende, at hun aldrig nævnede ham, ikke nogensinde havde spurgt om Grunden til hans Selvmord, og da hun engang selv vilde fortælle hende lidt derom, havde hun straks holdt begge Hænderne op for Ørene og raabt, at hun ingenting vilde høre, absolut ingenting vilde vide. Aldrig kunde hun glemme Rædselen i hendes Ansigt i det Øjeblik. Og nu var hun igen bleven mindet derom ved det haabløse Udtryk, hvormed Jytte før vaagnede. Det var det samme Udtryk, som hun saa tidt havde set i Ebbes Ansigt i hans sidste Levetid, naar han glemte, at han ikke var alene. Derfor følte hun sig ikke tryg, og det saa meget mindre som hun i Grunden ikke kunde finde det urimeligt, om Jytte var bleven lidt skuffet af sin Ven.

»Synes du, at Torben Dihmer har forandret sig 179| meget?« spurgte hun, da Jytte havde læst sit Brev.

»Hvad synes du?«

»Jo – noget. Ikke saa ganske lidt maaske. Men vel egenlig kun til sin Fordel. Saadan en Rekonvalescents klæder jo gerne Mænd i hans Alder. De faar igen noget rent, noget naivt og uskyldigt over sig. Og det kan de fleste af dem jo nok trænge til.«

Jytte svarede ikke noget hertil; hun følte sig generet af Moderens Ligefremhed – men i sit Hjerte gav hun hende Ret. Det var netop det Indtryk, Torben havde gjort paa hende den foregaaende Aften dernede i Hotelsalen, da han kom gaaende alene inde fra Læseværelserne – saa forskellig fra alle de andre Herrer, med et Skær over sit Ansigt som kom han inde fra en hel anden Verden, – næsten en forklaret Skikkelse. Saadan havde hun hele Tiden set ham for sig i Nat, og det var vel nok derfor, hun ikke havde kunnet sove ...

Hun rejste sig hurtig op, og Blodet jog hende til Kinderne. Hun havde hørt Klangen af hans Skridt nede paa den brolagte Sti mellem Havemurene.

Da hun saae ham komme op gennem Gangen i et lysegraat Jakkesæt og med en Straahat i Haanden, forvirredes hun et Øjeblik. Det var jo aldeles den gamle Torben Dihmer, ham som hun netop for bestandig havde forvist til Mindernes Skyggeverden. 180| Men da han kom nærmere og hun saae hans Ansigt, blev han igen den fremmede Gæst fra Forklarelsens Rige, som hun nu elskede.

I en Timestid sad de ved Tebordet og førte en springende Passiar om alt muligt undtagen netop det, der optog alle deres Tanker. Torben viste sig stadig noget tung i Konversationens flyvende Kunst. Han havde paa Grund af sin aarelange Tavshed endnu nogen Vanskelighed ved at udtrykke sig med Liv, var desuden fremmed for de fleste af de Begivenheder og Personer, der kom paa Tale, og maatte bestandig spørge.

Fru Berthas Øjne spaserede hyppigt frem og tilbage mellem ham og Jytte, og hun følte sig mere og mere beroliget. Manden var jo som forvandlet, og Jytte syntes at være lykkelig.

»De ser saa frisk ud idag,« sagde hun. »Igaar var De endnu lidt træt efter Rejsen. Min Nevø har virkelig Grund til at være stolt af Dem. For De maa jo dog indrømme, at De nu omtrent helt og holdent er hans Værk.«

Det vilde Torben dog ikke ganske indrømme. Han fortalte lidt om hint Sammenstød paa Favsingholm mellem Asmus Hagen og Mads Vestrup i Anledning af den førstes Paastand om, at Lægemidlerne gjorde deres Gerning efter Recept ganske uafhængig af nogen højere Magts Sanktion.

181| »Og jeg holder med Præsten. Der skal virkelig ofte en »Velsignelse« til, som ikke kan købes paa et Apotek,« sagde han.

Jytte, der følte Tampen brænde, faldt Moderen i Tale, da hun vilde svare.

»Du glemmer at byde mere Te, Mo’er. Hr. Dihmer har ingenting i sin Kop. – Hvordan synes De saa om Generalkonsulinden? Det har De endnu ikke fortalt os. Havde jeg ikke Ret? Hun er farlig.«

»Jo, det maa jeg sige, hende skal man vistnok være bange for.«

»Kan De begribe, hvordan Manden har faaet hende? Og at han saadan lader sig kujonere af hende? Det er næsten uhyggeligt.«

Fru Bertha sagde:

»Deres forhenværende Ven har rimeligvis Anlæg for Hypokondri – som jo er en meget udbredt Sygdom i vor Tid. Det er vel i det hele Forklaringen paa Fænomenet Weller.«

»Ja – Historien om Pastor Mavelsen og hans Kone i stadig ny Udgave,« sagde Jytte.

»Hvad er det for en Historie?« spurgte Torben.

»De kender den ikke? – Kan jeg fortælle den, Mo’er?«

»Jeg veed ikke, hvad det er for en Historie, du tænker paa.«

»Jo, det var en Kapellan, der kom ud til en 182| Præstegaard paa Landet, hvor der var en giftefærdig Datter. Det var jo Meningen, at de skulde have hinanden, men Kapellanen var et Uhyre af Grimhed, og det blev ikke til noget, før han en Dag paa en romantisk Sommervandring gennem bølgende Kornagre kom til at fortælle hende, at han led af Mavekatar. Det gjorde hun nemlig ogsaa, og nu faldt de hinanden om Halsen og levede i et lykkeligt Ægteskab indtil deres Dages Ende.«

»Aa du med dine Historier!« sagde Moderen. »Men De traf jo ogsaa en anden Bekendt nede paa Hotellet iaftes. Jeg saae, De stod og talte med Direktør Zaun.«

»Ja, jeg kender en Smule til ham fra Studenterdagene.«

»Han er vist et Menneske med en Del politisk Indflydelse. Jeg husker, at min Mand undertiden havde private Konferencer med ham.«

»Saa vidt jeg har forstaaet, er Hr. Zaun en Slags Generalagent for Partiledelsen.«

»Og nu har han gjort Dem et Tilbud?«

Torben havde ingen Lyst til at komme ind paa den Sag, og da de nu var færdige med at spise, trak han en Brevtaske frem og tog af den en Konvolut, der hele Tiden havde brændt ham i Lommen.

»Jeg har taget et Par Fotografier med, som jeg 183| tænkte, det maaske kunde more Dem at se. Dette f. Eks. –.«

Han rakte et Kabinetsbillede over til Damerne, der begge sad paa den anden Side af Bordet.

»Nej se!« udbrød Fru Bertha. »Hvad er det for en prægtig gammel Gaard? Det er da ikke –?«

»Jo, det er Favsingholm,« sagde Torben.

Jytte, der straks havde bøjet sig interesseret frem for at kigge over Moderens Skulder, trak sig lidt tilbage, da det gik op for hende, at det var hendes tilkommende Hjem hun her blev præsenteret for.

»Men det begriber jeg ikke!« sagde Fru Bertha. »Asmus sagde, at De boede saa uhyggeligt.«

»Det forstod jeg paa Dem igaar; ... derfor har jeg netop taget disse Ting med. Jeg syntes, De skulde dog vide, hvordan Favsingholm virkelig ser ud.«

»Men De har sandelig ogsaa altid selv sagt, Dihmer, at den var en gammel Røverrede.«

»Gaarden har en meget mærkværdig Historie – ja. Der har paa den samme Grund staaet baade en Sørøverborg og et Sortebroderkloster. Man kan endnu af og til fiske Stykker af gamle Rustninger og Sværd op af Borggraven. Bygningen har været lidt forsømt, og det er sagtens det, Asmus har tænkt paa; men det hele skal nu fuldstændig restaureres. 184| Hvad synes De om Beliggenheden? Det er Fjorden, De kan se lidt af bag Træerne. Den har man Udsigt til fra de fleste af Værelserne. Egnen er ganske køn, tror jeg, f. Eks. om Foraaret, naar Engene er rigtig friske og de første Kreaturer viser sig derude i alt det Grønne. – Her er et Parti af Parken. Den er heller ikke i den Stand, den skulde være; da jeg var syg, havde jeg jo ingen rigtig Interesse for den Slags Ting. Jeg faar i det hele en Del om Ørene, naar jeg kommer hjem.«

Jytte lod stadig, som om hun saae til, men Billederne viste sig for hende i en Taage. Den Tanke, at hun engang skulde kalde disse fuldkommen fremmede Steder for sit Hjem, syntes hende fantastisk og urimelig.

Torbens pludselige Veltalenhed, den Varme, der var kommen i hans Stemme, havde overhovedet igen faaet hende til at føle det hele Forhold som saa aldeles haabløst. Blot den Maade, hvorpaa han udtalte Ordet Favsingholm eller sagde »min Gaard«, gjorde hende Stedet næsten forhadt.

Torben rakte et nyt Billede over Bordet.

»Ja, hvad dette her er, kan De næppe gætte. Det er »Riddersalen«. Den ser fæl ud, ikke sandt? Min Bedstefader brugte den til Kornmagasin, og den har i det hele ikke været benyttet til Beboelse i den Tid min Familje har ejet Gaarden. Det var en af min 185| Faders Yndlingsplaner at faa den sat i Stand, men han døde for tidligt. Nu haaber jeg engang at faa den bragt tilbage til den gamle Skikkelse. Den Marmorkamin der paa Sidevæggen skal være et interessant Arbejde, der har nydt den Ære at blive afbildet i en Kunsthistorie. Veed De forresten, hvem der i gamle Dage ofte har siddet der ved Ilden og ført Faddersladder?«

»Nej.«

»Dronning Anna Sofie.«

»Hvordan det?«

»Jo, De husker maaske, at hun efter Kongens Død blev forvist til Klausholm. Det er min Nabogaard, og jeg har i Favsingholms Arkiv fundet et Par snurrige Billetter fra hende.«

»Men det er jo virkelig interessant,« sagde Fru Bertha. »Hvorfor har De aldrig før fortalt os om de Ting?«

»Af en gyldig Aarsag – jeg kendte dem ikke selv. Jeg var kun tolv Aar, da jeg kom hjemmefra, og i lang Tid viste jeg mig kun hvert andet Aar derhjemme som min egen Gæst. Engang tænkte jeg jo ogsaa paa at sælge Gaarden – eller rettere at give den tilbage til Samfundet mod en Affindelsessum for at faa den udstykket i Husmandslodder. Kan De huske min Plan? Nu vilde det unægtelig ikke længer falde mig saa let at skulle realisere den.«

186| »Hotelkarlen er kommen,« afbrød Jytte. »Vi bliver nødt til at rejse os, Mor! Han vil vist gerne tage af Bordet.«

»Ja ja. Velbekomme da!«

Mens Fru Bertha blev paa Loggiaen for at give Hotelkarlen en Besked, gik Jytte ned i Haven, og Torben fulgte hende. Af Frygt for, at Samtalen skulde tage en alvorlig Vending, gav Jytte sig til at tale om de Bekendtskaber hun havde gjort blandt Gæsterne paa Hotellet.

»De morede Dem vist egenlig ikke dernede iaftes. Jeg syntes, jeg kunde se det paa Dem.«

Torben undskyldte sig med, at han endnu ikke var helt akklimatiseret, men han gik forresten ikke nærmere ind paa Sagen. Hans Tanker fulgte deres egne foraarsgrønne Stier, og pludselig sagde han:

»De rider vel endnu, Frøken Jytte?«

»Nej, det har jeg virkelig for længe siden glemt.«

»Glemt? Hvad skal jeg da sige? Og der er ikke meget, jeg saadan længes efter som igen at sidde paa en Hesteryg. Da jeg sidst sad i en Saddel var det i Deres Selskab – men det kan De velsagtens ikke huske. Vi gjorde den lange Tur ud over Valby Bakke og omkring Utterslev i en dejlig frisk Nordvest, og paa Tilbagevejen – det husker De dog vist – maatte jeg staa af Hesten og hvile mig paa Grøfte187|kanten, fordi jeg havde faaet ondt. Det var en flov Historie for mig! De var saa elskværdig at ride hen til en Gaard for at hente noget Vand, og paa Vejen tabte De Deres Lommetørklæde – jeg ser det endnu ganske tydeligt flyve henover Markerne.«

»Jo, den Dag husker jeg godt.«

»Gør De? Men saa vil De ogsaa forstaa, at jeg føler en brændende Trang til at skaffe mig Oprejsning i Deres Øjne. Dersom jeg kan opdrive et Par præsentable Gangere, tør De saa endnu engang betro Dem til min Ledsagelse? Her maa vel findes en Ridestald.«

»Ja, med Muldyr og Æsler – andet fører vi ikke her.«

»Jeg vil dog gøre et Forsøg.«

»For min Skyld skal De nu ikke ulejlige Dem. Jeg veed desuden bestemt fra Hr. v. Auen, at der ikke er tilredne Heste at faa.«

Torben saae fra Siden hen paa hende og blev tavs; og Jytte fortrød sine Ord endnu før hun havde sagt dem. – De var kommen hen i den nederste Del af Haven og vendte just om ved den samme Rosenbusk, hvor hun den foregaaende Dag havde taget de tre Blomster, som hun havde villet give ham ved Ankomsten. Drevet af en Indskydelse standsede hun nu og rev en Knop af.

188| »De har ingenting i Deres Knaphul,« sagde hun. »Det bruger vi her. Værsgo’!«

Men Torben beholdt baade Blomsten og hendes Haand og trykkede den sidste til sin Mund.

»Jytte –« begyndte han.

Da var det, som om der slog Flammer op omkring hende. Hun følte sit hele Legeme forgaa i Ild.

»Nej – ikke nu! Ikke her!« hviskede hun halvt vredt, halvt bønfaldende; gjorde derpaa med Magt sin Haand fri og skyndte sig bort.

»Hvorhen saa hastigt?« spurgte Moderen; hun stod endnu ved Tebordet og hjalp Hotelkarlen med at lægge Servicet i en Kurv.

»Jeg vil op og hente min Parasol. Solen brænder allerede, saa man er ved at skoldes.«

Da hun noget efter kom ned fra sit Værelse, stod Moderen og Torben i Samtale nedenfor Loggia-Trappen.

»Dihmer indbyder os til en Biltur,« sagde Moderen. »Hvad siger du?«

»Storartet – siger jeg!«

Og virkelig kunde hun ikke tænke sig noget, der i Øjeblikket passede hende bedre end saadan at fare som en Storm henad Landevejen, bort fra sig selv og sine Tankers Ugleskrig, køre Nattens Spøgelse-Syner ned i Støvet og fylde sig med Trodsens blinde 189| Mod til at lade staa til – op i den syvende Himmel eller ned i Afgrunden.

»Hvornaar skal det være?« spurgte hun.

»Helst straks, dersom det passer Damerne. Jeg vil saa gaa ned paa Hotellet og bestille Vognen.«

En halv Time efter var de allerede afsted.