Olivenklædte Bjergskrænter, Villaer, NOrangelunde, smaa Fiskerbyer med store Hoteller, Æselskøretøjer og tunge Fragtvogne, Fodgængere, Landevejstiggere og Automobiler jog dem hovedkulds forbi. Det tog sig i Farten ud, som om det altsammen væltedes ud imod dem fra et uhyre Overflødighedshorn. I det ene Øjeblik saae de ud over Havet, der laa stort og roligt med sin sølvhvide Brændings-Bræmme; i det andet taarnede Omgivelserne sig op omkring dem, pressede dem ind mellem høje, fugtige Mure, hvor vilde Skovdufte slog ud imod dem fra de store Parker bagved.

Jytte sad med halvlukkede Øjne bag sit brune Slør. Naar Moderen eller Torben talte til hende, smilte hun blot, idet hun lod, som om hun ikke kunde høre dem paa Grund af NKøreværkets Brummen.

Torben lod sig ikke længer forurolige af hendes Hensynken i sig selv. I hans Knaphul sad hendes 190| Rosenknop, og i hans Øre klang som en sød Forjættelse de Ord, hvormed hun var flygtet fra ham derhjemme i Haven: »Ikke nu! ... Ikke her!« Han sad der allerede med en Besidders Tryghed og gjorde sine Rigdomme op. Og han smilede hen for sig, idet hans øre Tanker tumlede den lykkelige Tid imøde, da hans lange Ensomhed endelig var forbi, ... om to, maaske tre, allerhøjst om fire Maaneder.

I lav Flugt var Jyttes Tanker gleden hjem til København. Hun forestillede sig, hvad der vilde blive sagt rundtom i Bekendtskabskresen, naar den modtog Meddelelsen om hendes Forlovelse. Nogen stor Overraskelse blev den vel ikke for mange, men snakkes skulde der nu engang. Alle de gamle Historier om hende vilde vel ogsaa blive varmet op igen ved denne Lejlighed. Hun kunde tydeligt høre Stemmerne. Tykke Emmy Carlsen vilde sidde paa sin faste Plads ved Vinduet hos Konditoren og raabe Torbens og hendes Navne ud til sine Bekendte i Lokalet. Og Lydia vilde ture rundt i sin Luksusbil og gøre sig interessant ved humoristisk at udmale i Enkeltheder, hvordan det hele var gaaet til.

Ogsaa paa Rosalia Birch i Slagelse tænkte hun og paa Meta Haagensen – de to eneste Mennesker, hun misundte. Meta sad nu som Doktorkone et Sted paa den jyske Hede og havde fire Børn, fire dejlige Unger, der alle havde faaet hendes gode, tro191|skyldige Øjne og søde Smil. Hun, hvem de allesammen havde beklaget, var maaske bleven den eneste rigtig lykkelige, fordi hun var den eneste af dem alle, der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne? ...

Et Flodhestebrøl fra Bilhornet fik hende til at fare sammen. De havde allerede passeret flere større Byer, som dog ikke indbød til Ophold, og de kørte videre paa Lykke og Fromme for at søge et idyllisk Sted, hvor de kunde spise Frokost. Nu gjorde de Holdt ovenover en lille By, der laa i Bunden af en frodig Skovkløft, som aabnede sig ud mod Havet. En Jernbanebro paa vældige Murpiller forbandt Kløftens Sider højt oppe over Husenes Tage, men Landevejen gik i en stor Bue uden om den. Som et Galleri løb den langsmed den stejle Bjergmur og naaede slet ikke ned til Byen, hvortil der overhovedet kun var Adgang ad stejle Stentrapper. Netop derfor saae den saa fredelig ud, og de bestemte sig til at holde Rast der.

Torben hjalp Damerne af Vognen. Da Jytte steg ud, trykkede han hemmeligt hendes Haand, – og der gik et lille Kuldegys gennem hendes Hjerte.

»Aa, Torben,« tænkte hun. »Hvad skal der blive af os to?«

Først spaserede de lidt omkring i Byen, var inde i Kirken og ude ved Stranden, og spiste derpaa 192| Frokost i »Den italienske Løve«, et Ntarveligt NTrattoria ved Torvet. Bordet var blevet dækket udenfor i Kirketaarnets Skygge midt imellem kurrende Duer og legende Børn, og de fik her anrettet et landligt italiensk Maaltid, saadan som Fru Bertha og Jytte udtrykkeligt havde ønsket det: en Makaroniret med Tomater, Æg i Spinat, stegt Høne, Gedeost og til Dessert en stor, afsavet Gren med Appelsiner anbragt midt paa Bordet. Det sidste var et Paafund af Torben, som i det hele var den omhyggeligste Vært og af lutter Omsorg for sine Gæster næsten glemte selv at spise.

Maden var forfærdelig, og den skjorteærmede Krovært, der i egen Løvemajestæt besørgede Opvartningen, udbredte Bølger af en rivende Hvidløgsos, der var nær ved at tage Vejret fra dem. For at Torben ikke skulde blive ked af det roste Jytte dog hele Arrangementet overmaade og blev alvorligt vred paa Moderen, naar denne ikke kunde tilbageholde sin husmoderlige Kritik. Men tilsidst gik ogsaa hos hende Naturen over sine Bredder. Da to smaa Kyllingeskeletter blev sat for dem med megen Værdighed og Værten havde fjernet sig i sin Røgelsesky, kunde hun ikke bevare Alvoren længer. Og straks sad de alle tre tilbagekastet paa Stolene og lo, saa Taarerne stod dem i Øjnene.

Jytte var henrykt over engang igen at kunne le 193| rigtig ud. Hun syntes nu, at det var bare det, hun havde trængt til. Og hun drak paany af den stærke, blodsorte Vin, skønt hun godt kunde mærke, at den allerede var stegen hende til Hovedet.

Et Jernbanetog buldrede i det samme ud af Bjergsiden ovenover dem, dundrede over Broen og forsvandt i en ny Tunnel paa den modsatte Side. Denne Torden vækkede et Pakæsel, der stod bundet i Skyggen af en Platan henne ved Kirkemuren. I sin Ærgrelse over at blive forstyrret i sin Middagslur gav den sig til at skryde gudsjammerligt. Da den først var begyndt, kunde den aabenbart ikke holde op igen, og til denne Taffelmusik fortsattes nu Maaltidet under vedvarende Overgivenhed.

Bagefter gik de igen ned til Stranden og tog Plads paa en Bænk under den solbagte Klippevæg. Fru Bertha, der heller ikke havde taget sig i Agt for den lumske Landvin, begyndte her en noget omstændelig Fortælling om et Rejseeventyr, som hun og hendes Mand engang havde haft i Schweiz.

Torben var en hensynsfuld Tilhører, hvorimod Jytte hurtigt blev utaalmodig. Moderen var i det hele bleven hende til Besvær. Hun længtes efter at blive ene med Torben, at føle hans Hænder omkring sit Hoved, hans Mund mod sin. Men Moderens Historie fik ingen Ende, og da rejste hun sig tilsidst 194| og gik ned til Vandet, hvor hun satte sig paa et Klippestykke yderst ude.

Havet udenfor laa saa stille og missede mod Solen som et Nsøvntungt Barn, der gerne vil vaagne. Men under hendes Fødder Nkogte Brændingen, og denne hjemlige, salte Lyd kaldte paa Erindringen. Det var, som om hele hendes Liv gled op for hende i disse Øjeblikke, mens hun sad der med bankende Pulse og ventede paa sit første Elskovskys.

Barndomsminderne fra Samsø lokkedes lysende frem af Bølgebruset. ... Hun saae sig selv som en lille Menneskestump paa 7-8 Aar tumle sig paa Stranden i røde Underbukser sammen med sine to Brødre, der allerede var halvvoksne. Oppe i Klitten sad Faderen og Moderen med hinanden i Haanden; men nu rejste Faderen sig i hele sin Kæmpebredde og slyngede Spaserestokken langt ud i Vandet. »Hvem henter mig den?« raabte han – og en, to, tre var Arvid og Ebbe af Klæderne, og selv fik hun ogsaa travlt med at smøge af sig for at kunne soppe Sejrherren imøde, naar han kom svømmende ind med Stokken i Munden ligesom en Hund ...

Det syntes hende altsammen saa kort Tid siden. En Oplevelse fra igaar eller iforgaars. Og saa var dog baade Faderen og begge Brødrene for længe siden døde. Arvids Skikkelse huskede hun knap nok længer. Da han forsvandt paa sin Eventyrflugt, 195| var hun endnu kun et Barn. Men den Dag, da Telegrammet kom om Rømningen, vilde hun aldrig glemme. Faderens Ophidselse, hans hvide, sammenbidte Ansigt, og Moderens forstenede Ro. Og siden – den fortvivlede Venten, den aarelange Haaben paa et Livstegn.

Saadan var Sorgen kommen til hendes Forældre, som dog havde været saa lykkelige med hinanden, og havde gjort Moderens Haar hvidt før Tiden. I hvilken Skikkelse skulde den engang komme til Torben og hende? For det var jo det forfærdelige, at overfor Ulykken var Alle lige værgeløse. Hvad nyttede alle vore Anstrengelser, alle vore gode Forsætter, alle vore Forskansninger? Ulykken gik gennem lukkede Døre og tog med sig, hvad vi netop troede allerbedst forvaret ...

Hun hørte Skridt bag sig. Det var Torben, der kom for at hente hende. Hun rejste sig hastig, og da hun mødte den store, trygge Glæde i hans Ansigt, jog der paany en Isning gennem hendes Hjerte.

De fulgtes tilbage til Bænken, hvor Moderen sad. Torben foreslog at spasere lidt op i Skoven; men Fru Bertha fandt det paa Tide at vende hjem. Jytte ytrede ingen Mening, og det blev da til, at de tog afsted.

Paa Vejen op ad de mange stejle Stentrapper, der førte op til Landevejen, hvor deres Vogn holdt, gik 196| Fru Bertha forrest, saa kom Torben og tilsidst Jytte, der undertiden tog imod en Haandsrækning af ham, naar Trinnene var særlig høje. Afstanden mellem Fru Bertha og de Andre blev stadig større. Trappen gik i Zigzag mellem hvide Havemure, der ved Omdrejningerne skjulte dem for hinanden, og det var Jytte, der med Hensigt holdt sig tilbage, idet hun gjorde sig mere og mere ubehjælpsom. Og saa skete det da i et lykkeligt Øjeblik, da Moderen igen var bleven usynlig bag en Murkant, at Torben lagde sine Hænder omkring hendes Hoved nøjagtigt saaledes, som hun havde drømt derom, og kyssede hendes Mund og kaldte hende sin Elskede.

Under Hjemkørslen sad Jytte igen med halvlukkede Øjne bag sit tætte Slør og lod de Andre snakke. Eftermiddagen var allerede vidt fremme, og det blev næsten Aften, inden de naaede tilbage. Jytte følte sig træt, og da ingen af dem havde Lyst til at tage hjem og klæde sig om til Middagen paa Hotellet, blev de enige om at spise paa en Restavration.

Da Jytte stod foran Spejlet inde i NDameværelset og ordnede sit Haar, tænkte hun paa, at hun her første Gang saae sig selv som Forlovet, og det slog hende, at hun ikke saae glad ud. Hun var nu ogsaa kommen til at fryse slemt paa Hjemturen og havde i Grunden haft mest Lyst til at tage lige hjem.

197| Da hun kom tilbords kunde hun heller ikke spise noget. Hun nødte lidt Suppe og lidt Fisk i sig for at de Andre ingenting skulde mærke, men hun rørte dennegang ikke Vinen, før Torben ved Slutningen af Maaltidet hilste paa hende i et Øjeblik, da Moderen var optaget af at betragte et Naboselskab. Da rettede hun sig smilende op med et afmægtigt Forsøg paa at generobre sin Glæde. Uden at hun selv vidste det, saae hun over paa ham med et tungt Blik, der fik ham til at studse.

For at nyde godt af det begyndende Maaneskin gik de bagefter hjem ad Strandpromenaden. Jytte holdt Moderen under Armen, og Torben fulgte hende paa den anden Side. Han fortalte om sin Spaseretur med Direktør Zaun den foregaaende Aften og kom derved ogsaa til at nævne de Raketter, der var bleven sendt tilvejrs fra et forbisejlende Skib.

»Aa Herregud!« fløj det Jytte helt klagende ud af Munden. »Det har været Mohn!«

»Hvem?« spurgte Torben.

»Hvor kommer du paa den sære Ide?« sagde Moderen.

»Aa, jeg veed saamænd ikke. Det faldt mig blot ind. Han rejste jo igaar, og jeg husker, at han engang har talt om saadan noget.«

»Men hvem er Mohn?« spurgte Torben nu igen.

»Det er et Nbrystsygt ungt Menneske, der har været 198| her nogen Tid,« skyndte Fru Bertha sig at forklare. »Han rejste til Ægypten og kommer næppe nogensinde levende derfra. Han var forfærdelig medtaget.«

Jytte tav stille. De var kommen op ad Trappen til Hotellets Strand-Terrasse og gik herfra videre gennem Parken, der løftede sig højtideligt op mod Stjernehimlen med sine Palmer og Cypresser. Kort efter var de hjemme.

Torben vilde ligesom den foregaaende Aften tage Afsked ved Gitterlaagen men fulgte dog med til Foden af Loggiatrappen, idet han bestemt ventede, at Jytte vilde finde et Paaskud for at kunne følge ham tilbage gennem Haven. Det skete imidlertid ikke. Hun saae igen paa ham med et besynderlig hjælpeløst Udtryk, gav ham et fortroligt, et næsten knugende Haandtryk men slap ikke Moderens Arm.

»Vi ses vel igen imorgen?« sagde Fru Bertha. »De veed, De er altid velkommen.«

Moder og Datter gik sammen ind i Stuen, og mens Fru Bertha tændte Lampen, stod Jytte ved det aabne Vindu og hørte paa Musikken, der lød derop nede fra Hotellet. Dernede sad nu Hr. v. Auen og de andre Sorgløse, tænkte hun, og hun var ikke langt fra at ønske sig derned for at blive sit Mismod kvit. – Men ogsaa til den unge Mohn fløj hendes hvileløse Tanker. Det rørte hende alligevel nu, at han havde gjort Alvor af at sende hende denne 199| sidste Hilsen paa sin ensomme Vej mod Døden. Hun kunde ikke lade være med at bebrejde sig, at hun ikke en eneste Gang havde haft ham i sine Tanker siden de skiltes, og det pinte hende at tænke paa den Koldblodighed, hvormed Moderen for lidt siden saa at sige kastede Jord paa ham til sin egen og Torbens Beroligelse. Saadan var vi Mennesker! Saadan var de bedste! ...

»Jeg tror, du skal lukke Vinduet,« sagde Moderen. »Her bliver for koldt.«

»Ja.«

»Hvad er der i Vejen med dig, Jytte? Er du ikke rask?«

»Jeg? Jeg fejler ikke det mindste. Jeg er bare lidt træt. Jeg tror, jeg vil gaa op og lægge mig.«

»Ja, det har vist været for meget for dig idag. Jeg har kunnet se det paa dig. Har du ikke ogsaa taget lovlig meget Aspirin i den sidste Tid? Jeg synes, jeg savner saa mange Pulvere.«

»Saa maa jeg vel undvære iaften da! Godnat!«

Fru Bertha satte sig hen med sin Avis, men hun kunde heller ikke denne Aften faa Tankerne med i Læsningen. Jyttes Væsen og Udseende paa hele Hjemturen huede hende ikke. Hun forstod sig mindre og mindre paa hende, og det nyttede jo ikke at spørge. Hvor megen Umage hun end havde gjort sig for at bevare sine Børns Fortrolighed, og trods 200| det halvt kammeratlige Forhold, der ogsaa altid havde bestaaet imellem dem, til deres Hjerter havde hun dog aldrig fundet Vej. Hvad Jytte inderst inde følte og tænkte, fik hun intet at vide om. Det betroede hun kun sit Klaver.