Et Par Timer senere stod Fru Bertha ude paa Loggiaen med Hat og Sjal paa for at gaa til Byen, mens Jytte sov. Hun agtede sig ned paa Apoteket for at købe en Æske af et nyt nervestyrkende Præparat, som hun havde hørt saa meget anbefalet. Hun var overbevist om, at det var Jern og Æggehvidestof, Jytte trængte til. Det havde deres Læge i København ogsaa stadig sagt.

I det samme kom Torben op gennem Haven.

»Skal De gaa?« spurgte han.

»Ja – men sæt Dem alligevel ind og hvil Dem et Øjeblik. Saa kan vi bagefter følges ad. Jytte maa desværre holde sig i Sengen idag. Hun var lidt anstrengt igaar efter Turen, og jeg har nu ordineret hende en Dags fuldstændigA Hvile.«

Skuffelsen bragte i første Øjeblik Torben ud af Fatning; men saa tænkte han paa, at Jyttes under219|lige Adfærd den foregaaende Aften jo her fik en ganske naturlig Forklaring. Hun havde været træt, havde følt sig utilpas – andet var det ikke. Og han undte sig selv rigtig godt den Hovedpine, han havde forskaffet sig paa Nattens Snigjagter efter Hemmelighederne i hendes Liv. Nu vilde han være fornuftig og vise sig sin Lykke voksen.

»Hvad har De oplevet siden sidst?« spurgte Fru Bertha, da de var kommen ind i Stuen.

»Siden sidst? Lad mig se ... Jo, en Nyhed kan jeg virkelig bringe. Da jeg kom hjem iaftes, fik jeg Besøg af Direktør Zaun, og han mente at vide fra paalidelig Kilde, at Folketinget skal opløses paa NHusmandsloven og nye Valg udskrives i Juli.«

»Ja, det har man jo talt om. Lad mig nu høre: hvad er det saa for en Kres, De skal stilles op i?«

»Det bliver forhaabenlig NHimmelens syvende.«

Fru Bertha vendte sig om imod ham og blev først nu helt nærværende.

»Nu gør De mig virkelig nysgerrig. Er Hemmeligheden saa forseglet, at den ikke engang tør betroes en gammel Veninde?«

»De tager fejl – der er slet ikke nogen Hemmelighed. Jeg har bestemt mig til foreløbig ikke at bejle til noget Mandat her paa Jorden.«

»Sig for engangs Skyld lige ud, hvad De mener, Dihmer.«

220| »Altsaa: jeg tænker paa at gifte mig. Jeg troede forresten, at De vidste det. Og jeg har oprigtig talt opfattet Deres Tavshed derom som et stiltiende Samtykke.«

»Det har De heller ikke taget saa meget fejl i, Torben Dihmer. Men har De talt med Jytte? Og hvad siger hun?«

»Jo, jeg har nogen Grund til at tro, at ogsaa Deres Datter er kommen under Vejr med mine Hensigter og ikke tager mig dem altfor ilde op.«

Fru Bertha nikkede med bortvendt Ansigt.

»Det gør hun vist ikke! Det er jeg ganske overbevist om!« sagde hun – og det var lige saa meget en Forsikring til hende selv som til ham.

»Men saa kan De nok forstaa,« sagde Torben, »at jeg i Øjeblikket ikke er begærlig efter at tumle ud i en Valgkamp med Udsigt til at maatte tilbringe Hvedebrødsdagene paa NKrostuemøder.«

»Det veed jeg dog ikke, kære Ven; en saadan Kampagne har dog ogsaa sin Tilfredsstillelse, og De behøver jo ikke at gifte Dem netop under Valget. Dennegang er der vist ovenikøbet ualmindelig gode Chancer for nye Mænd, som har NFøreremner i sig, – det skulde De ikke glemme. For det er dog ikke Deres Hensigt at tilbringe Resten af Deres Liv som Privatmand. De tænker jo ikke paa at leve i al Fremtid blot for Deres personlige Lykke?«

221| »Det vilde jeg dog i Grunden helst. Det er gaaet op for mig, at jeg har en Del tilgode hos Livet paa den Konto. Maaske er det ogsaa, naar det kommer til Stykket, den bedste Maade at gavne Andre paa.«

»Hør, Torben Dihmer, hvad er det med Dem? Det kan jo ikke være Deres Mening alt det, De siger her. De sidder ogsaa og smiler saa lumsk i det Skæg.«

»Da taler jeg sandelig i fuld Alvor, Fru Abildgaard.«

»Men – du gode Gud! – hvad er der da sket?«

»Ikke andet end hvad der vist engang imellem maa hænde et levende Menneske. Man sidder en Aftenstund i sin Lænestol og gør ganske stille den Opdagelse, at man i flere Henseender er en ganske Anden end man har bildt sig ind. De daglige bittesmaa Lagforskydninger, som vi sjelden lægger Mærke til, fremkalder en skøn Dag en fuldkommen Sammenstyrtning af tilvante Forestillinger og Fornemmelser – ofte jo ved en komisk ringe Foranledning. Det er som med de Bjergskred, man læser om, hvor en hel Fjældvæg pludselig ramler ned, fordi en Mand nede i Dalen har sendt et Skud efter en Krage.«

»Og den Kragejæger har Hr. Zaun i dette Tilfælde været?«

222| »Aa ja – ogsaa han! Det lille NNervemenneske har virkelig været noget af en Oplevelse for mig. Men jeg tænkte dog ikke saa meget paa ham personlig som paa det nye Partiprogram, han har læst op for mig. Det skulde jeg jo gerne kunne underskrive, og det vil ikke falde mig ganske let.«

»Hvorfor? Det indeholder da vist ikke stort andet end det gamle.«

»Naa, der er dog Ngivet Anvisning paa endnu et Par Ribben af Næstens Side. Men det er forresten slet ikke Spisesedlens Længde, der generer mig. Denne stadig lille friske Vildmandsappetit kunde endogsaa have været meget fornøjelig, dersom der ikke saa totalt havde manglet Kryderi til Maden.«

»Og hvad er det?«

»Jeg savner lidt Musik. En eneste besværgende Trommehvirvel bare. Blot saa meget som en Draabe Blod ofret til Nden store Waw-Waw i Skovene. Uden en Smule Trolddom gør man nu engang ikke Kannibaler lykkelige.«

»Jeg maa igen bede Dem om at sige lige ud, hvad De mener.«

»Ja det er virkelig ikke saa let. Og det er ogsaa en af Grundene til, at jeg har faaet Frygt for Valgtribunen og Krostuemøderne og det smurte NMundlær. Men – ikke sandt? – De veed vist, at jeg hjemme paa min Gaard har gjort et Forsøg med at oprette 223| et Asyl, hvor gamle og udslidte Mennesker kunde henleve deres sidste Dage under betryggende Forhold. Det Forsøg har jeg imidlertid haft al Grund til at fortryde. Skønt jeg virkelig har gjort, hvad god Vilje kan udrette, for at Livet kunde blive til noget af en Fest for disse fattige Stakler, saa er der kun bleven Ufred og Spektakkel ud af det. Og jeg ser nu godt Grunden. Jeg har baaret mig ad som en Mand, der har inviteret til Dans men har glemt at sørge for Musikanter. Og – oprigtigt talt – jeg har noget af den samme Fornemmelse overfor hele det Lykkeland, som velmenende Politikere og Sociologer og dristige Teknikere Verden over har haft saa travlt med at bygge op. Jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en NKehraus til stumt Orkester. Og kender De noget mere uhyggeligt? Det er, som om man saae de Døde danse paa deres egne Grave, og jeg ser da ogsaa i Aanden, hvordan alle disse galoperende Skygger vil flygte hovedkulds ned i Jorden ved det første Hanegal.«

Fru Bertha havde siddet tilbagelænet i sin Stol og hørt paa ham med Haanden under Kinden. Nu rettede hun sig langsomt op.

»Jeg maa nok give min Nevø Ret i, at De er bleven ikke saa lidt af en NGrillefænger,« sagde hun.

Torben blev et Øjeblik tavs.

»Saa det har Asmus sagt!«

224| »Ja,« sagde Fru Bertha og fortsatte lidt efter:

»Igaar, da De sad der paa den samme Stol, talte De ogsaa ganske anderledes, Dihmer. Hvordan skal jeg forklare mig det?«

Torben hørte nu paa Tonen, at han havde saaret hende med sine uoverlagte Ord. Derfor svarede han:

»De skal slet ikke tænke paa nogen Forklaring, Frue! Asmus har maaske Ret. Jeg er virkelig lidt uberegnelig i denne Tid, og De maa endelig ikke tage mig alvorlig.«

Og for at undskylde sig fortalte han, hvad han havde læst om de skotske Bjergværks-Ponnyer, der efter NAaringers underjordiske Tilværelse blev bragt op i Dagslyset med et sort Bind for Øjnene. Paa et vist Trin af Tilvænningsprocessen, naar Bindet kunde tages af dem, blev de besat af en Slags Lyskuller, og man maatte da omgaaes dem med nogen Forsigtighed.

»Paa det Standpunkt befinder jeg mig vist i Øjeblikket,« sluttede han.

»Ja saa tør vi altsaa – Gudskelov – haabe paa, at De igen kommer til Fornuft. For det vil jeg sige Dem: De vilde berede Deres Venner baade Skuffelse og Sorg ved en Faneflugt. De veed, hvad for store Forventninger vi Alle har sat til Dem fra den 225| første Gang De viste Dem paa en Talerstol, og netop nu vilde De komme som den Kaldede.«

»Jeg tror, at Deres Datter paa det Punkt føler helt anderledes.«

»Jytte?«

»Ja. – Men jeg vil foreslaa, Fru Abildgaard, at vi fortsætter denne altfor alvorlige Samtale en anden Gang. De skulde jo gaa, og jeg har allerede opholdt Dem altfor længe. Nu følger jeg Dem ned til Byen.«

Han rejste sig op; men Fru Bertha blev siddende og saae i Tanker ned for sig.

»Dihmer!« sagde hun saa med Taarer i Øjnene og rakte ham forsonligt Haanden. »Gør Jytte lykkelig – og jeg skal tilgive Dem, at De svigter os, saa meget det end bedrøver mig. Vi havde netop nu saa haardt Brug for en Mand som Dem. Jeg synes, at det begynder at se saa falmet ud i vore Rækker. Men De har Ret – det skal vi ikke tale om nu. De maa heller ikke tro andet, end at jeg er glad for Dem, Dihmer. Jeg veed jo, at De vil være god og overbærende mod Jytte. Og selv faar jeg nu igen en Søn for de to, jeg mistede.«

Torben bøjede sig over hendes Haand og kyssede den bevæget. – –

Jytte laa imidlertid oppe i Moderens Seng og stirrede hen for sig med store, rolige Øjne. Hun var 226| straks vaagnet ved Lyden af Torbens Stemme, havde ogsaa en Tid siddet oprejst i Sengen og lyttet; men Ordene var løbet sammen for hende, og hun havde hurtigt opgivet at faa noget at vide om, hvad der foregik dernede i Stuen. Hun laa nu med en Haand over Panden og var til Gengæld anspændt opmærksom for, hvad der foregik inde i hende selv; og det næsten forfærdede hende at mærke, at der ikke længer var mindste Rest af Kærlighed tilbage i hendes Hjerte. Torben Dihmer var bleven hende saa ligegyldig, som om hun aldrig havde kendt ham.

Havde der mon nogensinde eksisteret et Menneskevæsen af samme Slags som hun? – spurgte hun sig selv. Og hvordan var det i saa Fald gaaet det tilsidst?

Da hun nu hørte ham gaa, tænkte hun blot: »Nu veed han det altsaa!« – Hun rørte sig ikke, vendte bare Hovedet om efter Lyden og fulgte hans Skridt med en halvt skamfuld, halvt højtidelig Følelse af at Nfølge sin døde Kærlighed til Jorden. Først i det Øjeblik, da de forsvandt – for bestandig forsvandt – Nløb hendes Hjerte fuldt; og hun sendte ham i Tankerne et taknemligt Farvel.

Pludselig gik det op for hende, at Moderen maatte have fulgt ham til Byen. Hun havde ikke hørt hende komme tilbage fra Havelaagen. Og da rejste 227| hun sig op, strøg Haaret fra Panden og saae sig raadvildt om. Hvad skulde det sige? Havde hun da ingenting sagt?