Men efter Nden anden Frokost kom der Post fra Favsingholm, og med den tilbragte han Eftermiddagen ude paa sin Altan.

Der var dennegang ikke alene de sædvanlige Fjortendags-Indberetninger fra NInspektør og Godskasserer. Der fulgte desuden fra Inspektørens Haand et særskilt, »fortroligt« Brev med en længere Meddelelse om Mads Vestrups Afskedigelse. Den var fuldstændiggjort med en hel Del Avisudklip og gav ham et meget levende Indtryk af Gangen i det uhyggelige Drama, der havde opfyldt Sindene derhjemme de sidste Uger.

En Dag var NProvst Broberg kommen kørende ind gennem Landsbyen i sin Kalesjevogn og havde mod Sædvane ikke sin Kone med sig, hvad der straks havde gjort hans Tilsynekomst Ntvetydig. Da man 238| nu saae, at Vognen drejede ind i Præstegaarden, anede man, at Mads Vestrups Time var slaaet. Snakken om Præstens Forhold til Konen paa Bakkegaarden havde i den senere Tid Nfaaet Træsko paa, og Folk var Nbelavet paa en Katastrofe.

Mads Vestrup sad just ved Middagsbordet sammen med sin Familje og sine NHusfolk. Ved Synet af Vognen rejste han sig bleg fra sin Plads, sagde, at han ikke befandt sig vel, og gik ud gennem Køkkenet. Fru Stine maatte tage mod Provsten, der straks erklærede, at det var hans Ønske at tale med hendes Mand i Enrum. Men Mads Vestrup var som opslugt af Jorden. Der blev raabt paa ham flere Gange, og man søgte i Stalden og Laden uden at finde ham. Først efter at Provsten havde ventet næsten en halv Time kom han frem ovre fra NVedskuret, hvor han havde holdt sig skjult. Han saae da ganske forstyrret ud af Øjnene. Ansigtet var graat, og Lemmerne skælvede.

Af Frygt og Beregning tilstod han straks Alt. Han greb heller ikke til Undskyldninger men bekendte skaanselsløst, at han havde levet i Synd og ikke haft Kraft til at rejse sig af sit Fald, Nendda det var gaaet op for ham, at det Nforvorpne Kvindemenneske havde haft flere Kærester. Sit Ansvar overfor Gud blandede han Ingen i; men han haabede ved denne redelige Tilstaaelse at kunne formilde sine 239| jordiske Dommere og afværge den NEmbedsfortabelse, den Berøvelse af Levebrødet, imod hvilken Tabet af Ære og Anseelse ikke betød saa meget for ham. I sin Rædsel for at miste det sikre Udkomme rejste han endog en Dag hemmeligt til Aarhus og gjorde Knæfald for Bispen, – ja i den yderste Nød fik han sin Kone overtalt til at gaa Tiggergang fra Hus til Hus i Sognet og samle Navne under et Bønskrift til NMinisteren.

Fru Stine havde tilgivet sin Mand og modigt stillet sig ved hans Side, dengang hun saae, hvordan alle Andre og især hans fine Embedsbrødre med Provst Broberg i Spidsen vendte sig mod ham og lukkede Dørene for ham Nsom for en Spedalsk. I et Bladinterview havde Provsten ligeud ytret sin Tilfredshed med, at NFolkets Kirke blev befriet for en Lærer, der foruden at have en saa alvorlig moralsk NBrøst desuden i intellektuel Henseende var under Lavmaalet. Fru Stine havde ogsaa trofast fulgt sin Mand sammen med Børnene den Nat, da han efter Afsættelsen hemmeligt forlod Præstegaarden og lod Hjem og Ejendom tilbage i Guds Varetægt. En NRøgter paa en af Gaardene havde set dem drage afsted til Stationen en god Time før Solopgang. Mads Vestrup gik forrest med en Kuffert paa en Trillebør, hvor ogsaa det yngste Barn var anbragt. Bagefter kom Stine haltende og de andre Børn, hver 240| med sin store Pakke under Armen. Saa hovedkulds var de kommen afsted, at de havde glemt at slukke Lyset, der stod og brændte paa Bordet, da NPigen senere kom op.

Mads Vestrup havde forinden taget Afsked med sin Menighed paa en Maade, der hos Mange vakte Tvivl om hans Tilregnelighed. Berøvet Retten til at tale fra Prækestolen eller vise sig for Altret var han ved Søndagsgudstjenesten traadt frem i Kordøren i sit Ornat og havde her med høj Røst bekendt sin Brøde. Men derpaa havde han i en ophidset Tale vendt sig mod det Præsteskab, der havde Nforskudt ham. Nu da alle Udveje var forsøgt, befriede han sin Sjæl. Han var ikke i Tvivl om, sagde han, at hans Synd, saa grim den end var, dog i Vorherres Øjne kun var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed store Skarer af Tidens Gejstlighed forraadte Guds hellige Kirke og forfalskede Evangeliet for at indynde sig hos Folket. Han talte om »visse fjantede og æresyge Provster«, der Nbolede med Verden og kildrede de Ugudeliges Øre med letfærdig Snak. Den før saa frygtsomme Mand talte, saa den ene efter den anden af Tilhørerne nede i Kirken lettede sig i Sædet og saae sig om efter NSognefogden. Han talte, saa hans Øjne blev røde og der boblede Skum i Mundvigene. Tilsidst løftede han truende sin 241| knyttede Haand og raabte med en Kraft, saa det rungede oppe under Hvælvingerne:

»Men NHævnen hører Gud til! Ve dem, den rammer – her eller Nhisset!«

Hans Familje havde nu fundet et foreløbigt Asyl paa Viborgegnen hos en af Fru Stines Slægtninge, mens han selv havde Ntaget Staven i Haand for at fortsætte Kampen mod de vantro Præster som en Slags Vandreprædikant. Til Trods for, at der foruden den uundgaaelige Afskedigelse hang en Trusel om Tiltale for NKrænkelse af Kirkefreden over hans Hoved, havde han paany præket Oprør ved et Par Møder, som han maatte holde i Krostuer, da ogsaa Forsamlingshusene var bleven lukket for ham. Han havde her efter endt Tale ladet sin Kasket gaa rundt, og dette Indfald havde et Par af Egnens Aviser gjort lidt Løjer med i en Notits. Men forøvrigt beskæftigede Pressen sig ikke mere med ham. Efter at hans Sag havde givet Bladene kærkomment Stof til nogle Dages Rabalder, gik den i Papirkurven, og det store Publikum havde allerede glemt den for friskere Sensation.

– – Torben skød Papirerne fra sig.

Han havde gennemset dem et Par Gange med skiftende Følelser, snart optaget, snart frastødt, men havde hver Gang tilsidst lagt dem bort med afgjort Ubehag. Der steg fra den hele Affære en altfor 242| kraftig Mindelse af den stramme Lugt, som Mads Vestrup førte med sig ind i alle Situationer.

Forøvrigt overraskede det ham ikke, at han bed fra sig nu. Det vilde sikkert heller ikke blive let at binde Munden paa ham. Aviserne skulde nok blive nødt til igen at beskæftige sig med denne Ulv i Faareklæder efter at man havde klippet Ulden af ham. Hans Glubskhed vilde blot vokse med Modstanden. Og den Tanke foruroligede ham. En Anelse om en genkommende, blodhungrende NKorsdrager-Tid gled gennem hans Sind og gjorde ham modløs. Han havde al Respekt for den N rabies theologorum, der lurede hos de fleste Danske og havde voldet saa mange Landsulykker. Og det kunde jo ikke nægtes, at Jordbunden var bleven godt forberedt for den af megen Ufornuft og NForvendthed i Tiden.

Det blev ham mere og mere en Overbevisning, at et NTidsskifte igen var ved at løbe ud. Midnatstimen var allerede naaet og Spøgeriet i fuld Gang allevegne. Godt at han havde sit Favsingholm! Her kunde Jytte og han sidde Nvelforvaret under den desperate Dødningedans, indtil det igen gryede – for dem selv eller deres Børn.

Der blev banket paa hans Dør. Tjeneren kom ind og meldte, at en Dame ønskede at tale med ham. Det var Fru Bertha.

243| Hendes Udseende forskrækkede ham.

»Jytte er da ikke bleven syg?«

»Nej nej, – i hvert Fald ikke paa den Maade, De mener. Men lad os sætte os. Jeg er bleven lidt træt.«

»Dihmer!« sagde hun saa og saae over paa ham med Fortvivlelse i Blikket. »De maa være forberedt paa at faa Noget at høre, der vil gøre DemA meget ondt ... og som vist ogsaa vil overraske Dem. Jeg kommer paa Jyttes Vegne ... Ja, saa er i Grunden Alting sagt. Hun veed nu, at hun ikke kan blive Deres. Det har hun ikke Mod til selv at sige Dem; derfor bad hun mig om at gaa til Dem. Jeg kender jo ikke, hvad der i disse Dage er foregaaet mellem Dem og hende; men jeg tænker mig, at hun har givet Dem et letsindigt Løfte, som hun altsaa nu er bleven nødt til at tage tilbage, fordi det er gaaet op for hende, at hun holder af en Anden. – De maa ikke dømme hende altfor haardt, skønt jeg veed, at hun fortjener det. Hun veed det ogsaa selv – tror jeg da. Men ellers vil jeg tilstaa for Dem, Dihmer, skønt Jytte er mit eget Barn – ja, det er tungt at maatte sige det – men jeg tror, jeg skal Nlykønske Dem til, at hun ikke bliver Deres. Jytte har aldrig været i Stand til virkelig at knytte sig til Nogen. Det er ligesom med hendes Gerning, som hun heller aldrig for Alvor er gaaet op i, – ikke engang Mu244|sikken. Da hun var ung, syntes jeg tidt, at hun var saa mærkeligt voksen og udviklet for sin Alder, – nu synes jeg snarere, at det er omvendt, og jeg veed ikke, hvad der skal blive af hende. – – Men det var ikke om hende, vi skulde tale. Det var om Dem, Dihmer! Hvad vil De nu?«

»Jeg?« sagde Torben, vakt op af sine Tanker. Han sad ret op og ned med Hænderne knuget om Stolens Armstykker. Hans Hoved havde løftet sig, men Ansigtet var hvidt og Blikket udslukt.

»Jeg finder mig vel nok tilrette. Min Indbildning har jo ikke faaet Tid til at gro synderligt fast hos mig. Jeg vender simpelt hen tilbage til den Tilstand, jeg befandt mig i blot for to Dage siden.«

»Ja ja. Og naar De nu kommer hjem til Deres mange Venner, der venter Dem saa længselsfuldt, saa vil De snart glemme denne Skuffelse – det tror jeg Nsikkert. Foreløbig vender De altsaa tilbage til Deres kære Favsingholm?«

Torben rystede afgjort paa Hovedet.

»Ikke? Men jeg forstod paa Dem igaar –.«

»Igaar er ikke idag, Fru Abildgaard. Ensomheden længes jeg ikke tilbage til; den kender jeg nu godt nok. Men Verden er jo stor, og jeg synes virkelig at trænge til at faa Øjnene rigtig op efter min lange Søvn.«

»Ja ja, De vil rejse – det er godt! Nye Ople245|velser – friske Indtryk ... ja ja, det er vist netop, hvad De behøver. Jeg kan huske, De talte den første Aften om en Rejse Jorden rundt, som De kunde komme til at foretage i godt Selskab. Den Rejse skulde De gøre Alvor af, Dihmer. Naar De saa kommer tilbage, vil De have faaet et andet Syn paa mange Ting – det er jeg overbevist om. Og naar Direktør Zaun næste Gang banker paa Deres Dør, vil han ikke gaa forgæves. Tror De ikke ogsaa selv det?«

Hertil svarede Torben ikke noget, og Fru Bertha forstod, at han ønskede at blive alene. Lidt efter stod hun ogsaa op, klappede tavs hans Kind og gik bort.

Efter at Torben havde fulgt hende ud, stod han en Tid tvivlraadig ude paa sin Altan og saae flere Gange paa sit Ur uden selv at vide det. Derpaa gik han i stor Ophidselse tilbage til Døren for at ringe paa Tjeneren. Med Fingren paa Knappen betænkte han sig endnu engang men trykkede saa energisk til.

»Vil De pakke mine Kufferter. Jeg rejser iaften. Men først maa De sørge for, at der bliver telefoneret til Rejsebureauet efter en Billet til München. Sovevogn. Har De forstaaet?«