246| Jytte stod paa den Tid ved Vinduet i Dagligstuen og ventede i Uro paa Moderens Tilbagekomst. Hun vidste, hvor hun var gaaet hen; Moderen havde selv sagt hende det.

Det var begyndt at mørkne. Skyggen steg for hvert Minut højere op ad Træstammerne, og Himlen i Vest flammede.

Hun gik engang imellem omkring i Stuen og gav sig noget at bestille men vendte i sin Utaalmodighed bestandig tilbage til sin Udkigspost ved Vinduet. Paa Etageren laa Torbens Orchideer; de var kommen netop som Moderen var gaaet. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre ved dem, kunde ikke faa sig selv til at sætte dem i Vand og lod dem derfor ligge.

Hun frøs og følte sig ilde. Ensomheden og det voksende Mørke gjorde hende desuden angst. Ved hver Lyd foer hun nervøst sammen. Ogsaa det usædvanligt voldsomme Himmelskær foruroligede hende. Det stod der bag Træerne som et ondt Varsel.

Da hun endelig saae Moderen komme op gennem Haven, brød hun ud i et uvilkaarligt: »Aa – Mor!« Hun saae, at hendes Gang var tung og vaklende: hun gik og støttede sig til sin Parasol, og Haabløsheden stirrede tomt ud af de stivnede Træk.

247| Som i et Syn saae hun hende for sig saadan som hun forleden, da Torben kom, havde staaet derude paa Havegangen og taget imod ham i sin dejligt farvede Silkekjole med den store Sølvkam i Haaret, mens hun selv stod skjult bag Gardinet oppe i sit Kammer og straks havde følt et modbydeligt Naalestik i Hjertet. Nu kunde hendes Skinsyge triumfere. Paa en eneste Dag var Moderen bleven gammel.

Hun trak sig sky bort fra Vinduet efterhaanden som Moderen nærmede sig. Tilsidst satte hun sig hen i Sofakrogen, hvor der nu var helt mørkt.

Fru Bertha blev et Øjeblik staaende i Døren.

»Er du herinde, Jytte?«

»Ja.«

»Har du klædt dig om? Det er vist paa Tide,« sagde Moderen noget efter, idet hun lagde sit Overtøj.

»Jeg bliver hjemme idag. Jeg har lidt Hovedpine.«

»Ja, jeg gaar saa heller ikke ned. Vi kan jo faa en Kop Te bragt herop.«

Fru Bertha satte sig hen til Vinduet. Hun støttede Hagen i sin Haand, og Ansigtets Profil tegnede sig som et NSkyggerids mod Skæret af den flammende Verdensbrand derude.

»Ja, nu er det altsaa sket, Jytte,« sagde hun, da de havde længe siddet tavse begge to. »Dihmer gør 248| sandsynligvis Alvor af den store Rejse Jorden rundt, som han talte lidt om forleden. Saa er han dig forhaabenlig langt nok borte!«

Jytte svarede ikke. Moderens Bitterhed gjorde ondt. Kunde hun have handlet anderledes? – spurgte hun sig selv. Hvor meget eller hvor lidt hun nu holdt af Torben Dihmer, saa vidste hun jo dog, at heller ikke han var den »Tvillingbroder«, hun havde ventet paa fra sin Barndom, – Befrieren, der skulde komme som den gudesendte Ridder i Eventyret og Nløse hendes stakkels Nfortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn. Og dog! Skulde hun maaske alligevel have sagt Ja for Moderens Skyld?

Nej, nu vilde hun ikke tænke mere. Hun var træt, dødtræt af sig selv. Hun ønskede kun at kunne sove, sove – synke endnu dybere ned i sin tusindaarige Søvn uden nogensinde at vækkes og uden at have andre Drømme end de luftige, som Musikken skabte. Ja, nu skulde hun igen have det godt hos sit Klaver. Det vilde nok ogsaa dennegang hjælpe hende over de slemme Dage, der maatte komme.