Paa den Maade gik nogle Aar. Et af Børnene døde, men der kom stadig nye til, og i Smedjen sang Ambolten fra Morgen til Aften for at skaffe Føden til de mange Nslugne Munde.

20| En Eftermiddag standsede en fremmed Handelsmand udenfor Smedjen, sprang af Vognen og raabte ind, om han kunde faa en Sko under sin Hest. Det var en vever lille Mand med Snakketøj. Mens Søren og hans NDreng lagde et NJern under det ene Bagben, stod han lænet op til NVognfaddingen med Hænderne i Lommerne og lod Munden løbe som en Skralde.

Mellem andet snakkede han om, at det nu var bleven gode Tider for Smedene. Han fortalte om Nen Mand i Aarhus, der var begyndt som almindelig Klejnsmed men ovre i Amerika havde lært at gøre Landbrugsmaskiner og nu var godt paa Veje til at blive en af Byens største Skatteydere.

Søren kendte godt Historien, vidste endogsaa Fabrikantens Navn. Alligevel mumlede han til Svar, at det saagu’ nok var Løgn altsammen. Men da svor den Fremmede ved Kors og Pine, at hvert evige Ord var sandt. Han kendte selv Manden.

Søren, der havde taget den store Rasp for at file Hoven til, vendte sig i detA samme om og gik ham truende ind paa Livet. Med det lange Jern i sin løftede Haand brølte han ham ind i Ansigtet:

»Og NA sejer dæ, at om du Nint holder din Kæft, skal A Nsla’ Skallen ind paa dæ, dit NSkvalderhode!«

Stiv i Kinderne af Overraskelse og Skræk hummede Handelsmanden sig op i sin Vogn, fik i Hast nogle NSkillinger kastet fra sig og fløj afsted som var 21| det selve den Onde han havde set Nvende det hvide ud af Øjnene. Men da han var kommen et Stykke henad Vejen og følte sig i Sikkerhed, fik han sit Mæle igen. Han drejede sig om paa NAgebrættet og raabte tilbage:

»Hva’ bilder du dig ind! ... Din NFattiglars!«

Efter Fyraften, da Søren kom ind i Stuen, satte Ane-Mette den spruttende hede Flæskepande paa Bordet. Han drak flere Snapse men rørte næsten ikke Maden. Bagefter blev han siddende med Hovedet nede paa Armene, som om han sov eller var beruset.

»Er det igen galt med Tænderne?« spurgte Ane-Mette forsigtigt.

Han nikkede.

Lidt efter rejste han sig og drev ud.

Det var Maaneskin. Han gik ned mod Kroen; men da han udefra saae, at der sad mange Folk derinde, gik han forbi. Udenfor Byen hørte han en Vogn komme. For ikke at møde nogen slog han ind paa en Markvej og gik paa maa og faa udover Heden.

Maaneskyggen fulgte ham – snart ved hans ene, snart ved hans anden Side eftersom Vejen drejede. Han følte det, som om et hemmelighedsfuldt Væsen havde slaaet Følge med ham. En Mørkets Udsending, der hviskede ham onde Fristerord ind i Øret. 22| Han Nfik Kulde i Kroppen men gjorde sig alligevel ikke fri af det uhyggelige Følgeskab.

Det var en gammel Bekendt, der igen havde opsøgt ham. En NDusbroder og daglig Omgangsfælle fra den Tid, da Løgnene fødtes af sig selv paa hans Tunge og Storhedsdrømmene red ham som en Mare. Røsten lød ogsaa saa fortrolig.

»Naa, Nhudden gor ’et saa, Søren Madsen? Det Næ nok it bløwen villere mæ dæ siden sidst. Men det har A jo Nsavt dæ tidt nok, Søren. NDo tjener ingen go’ Mand, har A savt. Slid og NSlæv æ bløven din Løn, stakkels Mand! Og saa Lovning paa et Himmerig Netterpaa, Ndæ kanske æ en go Løwn og aller haar eksistiret. Det æ en Nslem Profit! Og do, som ku’ Nsit mæ begge dine Næver fulde af Jordens naadigste Gaver! Herrejøsses! Saa sølle sku’ det end’ mæ dæ, Na Folk Nraaver »Fattilavs« etter dæ! ... Ane-Mette æ sgu da osse snart for gammel for en Mand som dæ. A sejer: gør dæ fri, Søren! NDet æ Tid eno! Ane-Mette ka jo ta ud og tjen’. Det haar Nhon gjort før. Og Rollingerne ka do la Vorherre ta sig Na. Han Næ val nærest te’et. Det æ dog ham, der har lavet dem. Og Nnærensti do Nføst æ væk herfraa og faar annet i NHuedet, saa Ntinker do sgu it mer paa dem. Stol do paa mæ; A Nkinner Verden og NMinniskene. Og A æ din Ven, din sande Hjertensven! A sejer: vis dæ Nno som en NSvend, 23| Søren! En Nrejti Svend! Do vil it Nkom te aa fortryd ’et. – Ska vi gi Nhveranner Haandslav paa det?«

Da Søren henimod Midnat naaede tilbage til Smedehuset, var Pagten sluttet, hans Hjerte lukket. Han vilde rømme fra Hjemmet og lade NFattigkassen tage sig af Ane-Mette og Børnene. Han var nu igen Mestersmeden fra Thy og havde ikke mer med NRallikeskomagerens Unger at skaffe.

Andendagen efter var alle Forberedelserne gjort. Han havde skaffet sig Rejsepenge ved at sælge deres Ko under det Paaskud, at han skulde købe Stangjern og nyt Værktøj, og henimod Aften sagde han til Ane-Mette, at han den næste Morgen tidlig vilde tage ind til NKøbstaden for at handle.

Ane-Mette tog straks hans Søndagstøj ud af Skabet for at Nhæge det. Da Søren inde fra Smedjen saae hende staa der i Døren og børste saa ivrig, uden Tanke om Svig, kunde han ikke faa Øjnene fra hende. Hun var igen bleven ung og skøn for ham trods de indsunkne Kinder og Ndet fattige Haar, og han besluttede at lade hende faa Størsteparten af de Penge, han havde skaffet sig til Rejsen. Han vilde ikke selv beholde mere end 30 ... nej bare 25 NRigsdaler. Ja, 20 Rigsdaler vilde han ogsaa godt kunde nøjes med. Resten vilde han lægge i hendes Kommodeskuffe eller et andet Sted, hvor hun straks maatte finde dem.

24| Inden Ane-Mette den Aften gik i Seng, stillede hun Vækkeuret en Time frem for at hun kunde have Mellemmaderne smurt og Morgenkaffen færdig i god Tid.

Om Natten vaagnede hun ved at høre Søren sukke.

»Sover du it?« spurgte hun.

»Jow.«

»Saa drømmer du da.«

»Ja.«

Hun følte i Halvsøvne til Bleen under den Lille, der laa imellem dem ved hendes Bryst. Saa sank hun tilbage igen til sine NSkrukkemors-Drømme. Søren blev liggende med Armen under Hovedet og stirrede ud i den maanelyse Stue. Paa Væggen over hans Hoved tikkede Uret, og rundt om ham lød det trygge Kor af Børnenes sunde Aandedrag. Han skelnede Krestens regelmæssige Vejrtrækning med den lille Fløjtelyd gennem Næsen, Jørgens næsten voksne Snorken, Katrines smaa Smæld med Læberne og Tyges hurtige Udaanding.

Tilsidst begyndte han at tinge med Fanden. Han vilde have et Par Dages Frist. Saa vilde han snakke lige ud til Ane-Mette om, hvad han havde for, og lade det komme an paa, hvad hun sagde til hans Planer. Men da hørte han igen den hemmelighedsfulde Ven tale til ham. Han maatte huske paa, sagde han, at det ikke alene var for sin egen Skyld, 25| han rejste bort, men ogsaa for at hente Lykken hjem til sin Familje. Fruentimmersnak skulde man aldrig høre paa. Naar han engang vendte tilbage som en rig Amerikaner med Penge i alle Lommerne, vilde baade Ane-Mette og Børnene forstaa, hvor godt og rigtigt han havde handlet imod dem. Han skulde bare være ved godt Mod.

Klokken fire skramlede Vækkeuret. Ane-Mette listede sig ud af Sengen, og da hun var gaaet ud i Køkkenet, stod ogsaa Søren op. Han blev siddende nogen Tid paa Sengekanten med Hovedet i Hænderne. Det ringede derinde som med Dommedagsklokker. Han følte sig tilmode som en, der staar i Begreb med at begaa et Mord.

»Do kan vel daarlig komme hjem før NAvten,« sagde Ane-Mette, da de i NDaglysningen sad ude i Køkkenet ved Kaffen.

Søren Nslog en Dram i sin Kop.

»Næ, det kan A it,« svarede han efter nogen Nølen og hældte lidt af Flasken ovenpaa.

Opad Væggen stod hans gamle Vandrekæp. Paa et Søm ovenover hang en NRæveskindsransel. Det var hans hele Udrustning. Ane-Mette sukkede lidt for sin Ko, som hun savnede. Men Jern og Værktøj var jo vigtigere, det forstod hun godt. Søren svarede ikke noget, og nu vaagnede den Lille inde i Stuen. Ane-Mette maatte derind og stille Barnet tilfreds.

26| Da hun kom tilbage, var Søren gaaet. Paa Bordet mellem de tømte Kaffekopper stod tre NSølvtutter med otte NSpecier i hver.

»Jøsses! Nu har han glemt sine Peng’!« tænkte hun.

Søren var allerede kommen et godt Stykke udenfor Byen. Det var en frisk Sommermorgen med Regnbueskær over de dugvaade Marker. Han havde den Nrindende Sol i Ryggen, og hans Skygge strakte sig kæmpemæssig foran ham paa den ligeløbende Vej. Det var den samme Landevej, ad hvilken han for ti Aar siden var kommen dragende til Enslev, og han havde knap set den siden.

Han Nskridtede godt ud. Nu da Farvellet var sagt og den store Verden atter laa foran ham i forjættelsesfuld Morgenglans, sank med eet alle disse Trældomsaar i Jorden bag ham som en Drøm. Følelsen af Frihed stormede igennem ham som en vældig Rus. Ogsaa Snapsene i den tomme Mave begyndte at virke. I taktfast, gungrende Soldatermarsj skred han afsted og glemte endog at se sig tilbage oppe fra Møllerens Bakke.

Han svingede med sin NKnippel, og da han ingen Mennesker saae omkring paa Markerne, begyndte han at synge af fuld Hals. Det var en lystig Visestump, som han huskede fra Felten:

Tre Timer senere sad han paa en Grøftekant lidt udenfor Købstaden og havde taget sit NMadklæde frem. Han var forresten slet ikke sulten, og ved Synet af Ane-Mettes nydeligt smurte Mellemmader tabte han nu rent Appetiten.

Henne paa Vejen inde fra Byen kom et langt, magert Kvindemenneske med en NKludesæk paa Ryggen og en Stav i Haanden. Han kendte hende godt. Det var en gammel Halvtosse, der gik omkring i NHerredet og tiggede. Da hun fik Øje paa hans Mellemmader standsede hun foran ham, skuttede sig i sine Pjalter og bad om en Bid i Guds Navn.

Søren havde endnu aldrig nægtet en Fattig et Stykke Mad; men Ane-Mettes sidste Rundtenommer var ham for dyrebar en Gave. Han nænnede ikke at skille sig ved en Brokke og lod Konen gaa med en Toskilling.

Længe fulgte han hende med Øjnene, mens han tænkte paa, at hun maaske inden Aften vilde naa til Enslev og banke paa hos Ane-Mette og komme ind i Køkkenet og faa en Kaffetaar. Han saae det hele Møde saa forunderligt levende for sig: Ane-28|Mette med bette Hanne paa Armen, allerede lidt urolig over, at han ikke er kommen tilbage. Tyge, der trykker sig op ad hendes Kjole og er angst for den fremmede NKælling med det grimme Hundeansigt. Og udenfor paa Dørstenen: Kresten med Jørgen i Haanden; de kigger ud ad Vejen efter ham ...

Han angrede, at han ikke havde ladet ogsaa de sidste ti Rigsdaler af sine Rejsepenge blive tilbage derhjemme. Han havde før fægtet sig frem som vandrende NGesell og kunde vel gøre det endnu engang. Saasnart han kom til Byen vilde han skrive til Ane-Mette og forklare hende sine Hensigter. Og han vilde bede hende om at være ved godt Mod og bare vente paa ham. Alt hvad han fortjente udover Føden vilde han sende hende. Hverken hun eller Børnene skulde komme til at lide Nød. Saadan vilde han skrive, Nendda han ikke selv troede paa, at der kunde blive meget tilovers foreløbig; men de Ord vilde trøste hende.

Saa rejste han sig og gik videre.

Inde i Byen søgte han ned i Madam Jørgensens Kælderbeværtning ved Havnen for at drikke et Glas Øl og høre efter Skibslejlighed.

»Et Nstuer Glas og et bette ... NA æ tøst!« sagde han unødig højt straks han var kommen indenfor Døren og slængte sig med stort Spektakkel ned ved et Bord under Vinduerne.

29| Der var ikke andre Gæster i Lokalet end en Nsvær Mand med en Nakke som en fedet Orne. Han bar Uniformskasket og hvilede et Par pudeformede Hænder tungt paa en NSpanskrørsstok, der stod mellem hans Ben. Det var Byens forhenværende Politibetjent, der nu var bleven NArrestforvarer. Madam Jørgensen sad bag Skænken og hæklede. Hun var en lille Kone, tyk som et overskaaret Brændevinsfad; det tog Tid for hende at komme op af Stolen og bringe Søren det forlangte Glas Øl og den underforstaaede Snaps.

Da hun igen var kommen til Ro bag sine Flasker, fortsatte Arrestforvareren den Beretning, han var bleven afbrudt i ved Sørens Komme. Det var om et Par Drenge, et Par smaa Tyveknægte, som han om Morgenen havde Ngivet Ris paa NRaadstuen. Med sløv Tilfredshed gav den tykke Mand en udførlig Skildring af den blodige Forretning.

»Femogtyve Nregulærte paa den bare NPodiks, som vi siger. De kan være Nstødt paa, at der blev Hakkebøf af de Frikadeller!«

Madam Jørgensen ømmede sig i sin strikkede Skuldervarmer. Hun forsøgte et Forsvar for Drengene. De Børn dernede i Baggaden fik nu heller Nslets ingen Opdragelse. Naar Manden laa og Nrakkede paa Søen og Konen maatte gaa ud og vaske for Folk, hvad skulde der saa blive af de stakkels Unger.

»Akkurat mine Ord!« sagde Arrestforvareren. »Den 30| Slags Knægte spaserer lige lukt ind i NTugthuset. Det sagde ogsaa Borgmesteren.«

Søren var bleven stille derhenne ved Vinduesbordet. Hans Øjne stirrede. Men Læberne var urolige. Han følte det, som om det var hans egne Drenge de snakkede om, og det trak sammen inden i ham til et mægtigt Uvejr. Dersom den grisefede Mand var bleven ved at tale blot et Par Minutter endnu, havde han slaaet Hovedet itu paa ham med sin Knippel.

Men nu gik Døren op, og en Flok Havnearbejdere kom trampende ind paa deres store Træsko. De slog sig ned omkring det runde Bord i Midten af Stuen og fik hver en NPægl Brændevin udleveret i et Ølglas.

Søren betalte sin Fortæring og gik op paa Gaden. Med fredløst Sind drev han om i Byen. Han syntes, at alle Folk saae paa ham med anklagende Blikke, som om de vidste, hvad han havde for. Det gjorde ham Nond. Hvad havde det Rak at blande sig i hans Sager! Vilde de ham noget, kunde de komme an! En lille Pige, der standsede foran ham for at spørge, hvad Klokken var, ragede han tilside med en Ed.

Oppe ved Markedspladsen gik han igen ind i en Beværtning og satte sig til at drikke. Ved den fjerde »NPuns« blev han højrøstet og gav sig til at traktere de andre Gæster. Han forlangte en Flaske Portvin 31| og kastede en NDaler henad Bordet. Da man spurgte ham om hans Navn, slog han sig for Brystet og kaldte sig »Mestersmeden«. Folk blinkede til hinanden og morede sig over ham.

Da to Soldater kom derind, sprang han op og gjorde militær Honnør. Han bød dem paa en Puns og smøgede sit Ærme op for at brovte med Saaret af Granatsplinten fra NMysunde. Saa begyndte han at snakke om sin Kone og sine Børn og fortalte, at han var kommen til Byen for at købe Stangjern og Værktøj for 200 Rigsdaler.

Først et Par Timer efter kom han igen ud paa Gaden. Han var da sejlende fuld.