Kort fortalt: Dagen efter stod Søren igen i sin mørke Smedje og rystede Huset med Slagene af den vældige Forhammer. Og her stod han siden Dag ud og Dag ind, indtil han blev en gammel Mand.

Han ældedes tidlig. Skallen blev blank og Skægget falmede, før han naaede de halvhundrede. Han blev menneskefjendsk som en NBindehund men gemte sin Græmmelse bag en mørk, Nstoragtig Tavshed. Kun naar han havde taget lovlig mange Snapse til Maden, fik han Mæle og slog da om sig med Nhaanske Ord, saa Folk lo af ham bag hans Ryg. Mange var af den 32| Mening, at han ikke var rigtig klog. Hans egne Børn skammede sig ofte over ham.

Ogsaa Ane-Mette begyndte at Nlakke tilaars; men til Trods for, at hun bestandig levede som med et Tordenvejr hængende over Huset, var hun ikke bleven kuet. Hun var den samme rørige lille Kone med milde Øjne og et Ntaalsomt Sind. Men hun var nu ogsaa den, der kendte Søren bedst og vidste, hvor meget godt og kærligt der gemte sig bag hans bidske Væsen. Dog havde heller ikke hun nogensinde faaet at vide, hvad der havde ført ham til Købstaden hin bedrøvelige Dag, da han fik alle Gadens Drenge efter sig derinde og kom i Kasjotten.

De fleste af Børnene voksede sig store og kønne efter deres Far. De var ogsaa flinke til at lære og bragte gode NVidnesbyrd hjem fra Skolen. Søren kunde de dog aldrig rigtig stille tilfreds. Den ældste af Sønnerne blev efter sin Konfirmation sat i Urmagerlære og allerede i sit tredje Læreaar belønnedes han med Haandværkerforeningens Præmie ved en Lærlingeprøve. Søren modtog ham ved Hjemkomsten med de Ord:

»Naa Næ do dær! Det æ da godt, at do Nit’ ligefrem gør mig Skam.«

Ogsaa Sønnen Jørgen, NSeminaristen, der ellers var den mindst begavede af Børnene, viste god Frem33|gang. Og med Tyge steg Eventyrets Stjerne op over det lille Smedehjem i Enslev.

Ved hans Fødsel havde der været stor Jammer. Han kom til Verden med en Nslap Fod, hvad der var en Slægtsarv i Ane-Mettes Familje. Efter en Undersøgelse erklærede Lægen, at Drengen vilde blive halt. I flere Dage rasede Søren som en Vild, slog med Dørene og svor paa, at han vilde grave det Misfoster ned i Møddingen. Da Drengen voksede til, hoppede han omkring mellem sine Søskende og andre Legekammerater som en vingeskudt Fugl. Der var en ejendommelig sørgmodig Lystighed over ham. Som hans Gang saadan var ogsaa hans Sind uden Ligevægt – et evigt Aprilsvejr.

Ogsaa af en anden Grund tog han sig fremmedartet ud mellem den øvrige Landsbyungdom. Han var altid bleg. Sol og Vind bed ikke paa ham, Nendda han havde et sundt Legeme og aldrig fejlede noget. Men allerede før han kom i Skole viste han et ualmindeligt NNemme, der bødede paa den legemlige Skavank, og da han var fjorten Aar gammel blev han paa sin Lærers Forbøn sendt til Kolding Latinskole for at gøres til Student.

Søren Smed havde netop paa den Tid en Række gode Aar. Trods hans glubske Væsen begyndte ogsaa Folk fra Nabosognene at søge til ham med deres Markredskaber. Især havde han vundet Ry for sine 34| Høleer, om hvilke der blev sagt, at de kunde bide fra sig ligesom deres Far. Da Tyge var bleven Student vilde han ogsaa være Kandidat, og Faderen hjalp ham efter Evne en Række Aar. Sørens Sparepenge forslog dog knap til at holde ham Sulten fra Døren i den store, fremmede By. Tyge maatte selv se sig om efter Fortjeneste, og det sinkede ham slemt i Studierne. Men tilsidst tog han juridisk Embedseksamen med Nbedste Karakter.

Den Sommeraften, da Brevet med Eksamensresultatet var kommen fra København, sad Ane-Mette ude paa Bænken ved Husgavlen med en lang NBindehose mellem sine utrættelige Hænder. De gik paa hende som et Par Vinger.

Fra Bænken var der Udsyn over den aabne Mark til en indtørret Sø, bag hvilken Solen gik ned i rødlig Taage. Derude, hvor i fordums Dage en blank Vandflade havde genspejlet de omgivende Hedebanker og Solnedgangens Pragt, drev nu Flokke af broget NUngnød omkring paa det sandede Klæg. Viberne skreg ude over Mosen, og højt fra Luften svarede Kragerne dem, idet de drog tilskovs.

Efter Fyraften kom Søren ud og satte sig hos hende; han følte Trang til at snakke lidt om den store Begivenhed.

Det havde været en lykkelig og forunderlig rig Tid for dem de sidste Aar. Kort forinden var Datteren 35| Katrine bleven gift med sin NKapellan; Urmagersønnen i Kolding havde faaet sin egen Forretning, og Skolelæreren sit første NKald.

Al denne Fremgang for Børnene havde tilsidst forsonet Søren med hans egen Vanskæbne. Den var tillige bleven ham et haandgribeligt Vidnesbyrd om, at der raadede en højere Retfærdighed i Livet, et faderligt Forsyn. Som han udtrykte det for Ane-Mette, mens han sad der med Armene paa Knæene og saae ud mod Solrøden:

»Vorherre er alligevel en rimeligere Mand end NA sommetider har set ham an for.«

Ane-Mette smilte saa Nlønligt over sin lange Bindehose.

»Ja saamænd. Han er vist it saa Nmøj’ tosset,« sagde hun.

Med Skamfuldhed tænkte Søren nu paa, hvordan han havde været lige ved at give Hjem og Børn til Pris og sin Sjæls Salighed Ni Lidkøb for at tiltuske sig Lykken af »Nden bette Mands« Haand.

Overfor Verden bevarede han vel endnu sin haanske Tavshed, og naar Folk lykønskede ham i Anledning af hans Børn, løftede han sine Nsvære Bryn og saae hovmodig paa dem, som om han tænkte: »Det manglede bare! Mine Børn!« – Men i sit Inderste var han bleven et ydmygt Menneske, der nu erkendte Sandheden af det Bibelord, hvormed Præsten havde 36| formanet ham paa hans Konfirmationsdag, og som han saa ofte havde grublet over: at alting tjente dem tilgode, der frygtede Gud og forlod sig paa hans Bud.

Han var tidlig bleven gammel. Hans før saa aarvaagne Øjne sløvedes. Han blev indtil det sidste sparet for den Erfaring, at ogsaa »den bette Mand« er en nidkær NSkyldherre, der Nhævner Fædrenes NFrafald paa Børnene indtil tredje og fjerde Led.