43| Mens NDragesæden ynglede frodigt rundtom i Familjen, bredte Alderdommens graa Skimmel sig tæt over de to Gamle hjemme i Enslev. Ane-Mette var den, som først sank sammen. En stormfuld Efteraarsdag bar hendes Mand og Børn hende ud paa Kirkegaarden. Den spekulative Graver, der saae hendes velvoksne Sønner og Døtre staa omkring Kisten, regnede under Jordpaakastelsen ud, at hun, som dog kun havde været en lille Kone, efterlod sig Nsytten Alen Afkom med en Vægt af tilsammen Net Tusinde Pund. Tyge Enslev var nu den mindste af Familjen.

Kort Tid efter Begravelsen overgav Søren Hus og Smedje til sin yngste Søn og flyttede ind i en lille NAftægtsstue. Hans store graa Vildmandshoved var en Skræk for Landsbyens Børn, naar de fik Øje paa det inde bag Ruden. Her sad han med et Par store Messingbriller paa Næsen og læste i de Aviser, som Tyge sendte ham.

Ogsaa i Biblen læste han flittigt. Sit gamle Mellemværende med Fanden, som han aldrig havde omtalt for nogen, voldte ham igen af og til Skrupler. Men det var Børnenes vedvarende og saa usædvanlige Forfremmelse i Velstand og Anseelse, der til Tider kunde gøre ham ængstelig for, at hint Forhold alligevel ikke var bleven endelig ordnet. Da hans yngste Datter blev forlovet med den hovedrige Avstra44|lier, gjorde Meddelelsen herom ham en Tid hel modfalden.

Det var den samme Frygt, der havde faaet ham til at vælge Gravplads til Ane-Mette og sig selv i de Fattiges Hjørne af Kirkegaarden. Skønt alle Børnene gjorde Indsigelse, havde han ikke været til at rokke fra sin Bestemmelse.

Under sin sidste Sygdom talte han ofte i Vildelse om, at han ikke var »Nden bette Mand« noget skyldig. Den Aften, da han døde, sad NProvsten hos ham i Ornat. Han var kommen der paa Sørens egen Begæring for at Nberette ham. De hjemmeværende Børn stod omkring hans Seng, og der blev sunget en Salme. Men endnu efter at han havde modtaget NSakramentet vedblev han med en for dem alle uforklarlig og tilsidst uhyggelig Haardnakkethed at forsikre, at han havde levet ærligt af sine Hænders Gærning og døde som en fattig Mand.

Paa hans Begravelsesdag var alle Børnene for sidste Gang samlede i det gamle Hjem, og her kom det ved Middagsmaaltidet efter NJordfæstelsen til et Npinligt Optrin i den samme Stue, hvorfra de nylig havde baaret Faderen bort.

Som Protest mod Tyges egenmægtige Optræden paa Kirkegaarden udelukkede de andre Søskende ham fra Samtalen, idet de gennemførte en fuldstændig Tavshed overfor ham. Navnlig Byraadsmanden 45| lod sig under hele Maaltidet ikke fravriste en Stavelse, skønt Tyge havde Plads ved Siden af ham; og Katrine – Præstefruen – der sad paa den anden Side af ham og var den egenlige Anstifter af Komplottet, vendte sig bort og fnøs hver Gang han sagde et Ord til hende.

De yngre Søskende fulgte efterhaanden Eksemplet. Alle havde de ganske privat et eller andet udestaaende med ham, en gammel Krænkelse, en overlegen Bemærkning eller et Drilleri, der var bleven bevaret i en trofast Hukommelse. Jørgen Skolelærer holdt sig dog ogsaa ved denne Lejlighed godmodigt udenfor Striden og gjorde et kluntet Forsøg paa at mægle.

Tilsidst rejste Tyge sig med Heftighed fra Bordet, og lidt efter lod han spænde for og kørte bort uden Farvel.

Vreden gik ham dog af Blodet endnu mens han var paa Vejen til Stationen. Den Tid var forbi, da han for Alvor kunde blive opbragt paa sine Søskende. Dertil misundte han dem for meget deres Uvidenhed om, hvad en Sejr som hans kostede.

Han havde tilkøbt sig sin Ungdoms Handlefrihed med et ulykkeligt, barnløst Ægteskab, og han havde ikke siden vovet at lade sig skille for ikke at sætte noget af den Popularitet paa Spil, som var en handlende Politikers daglige Brød. Et ømt Kærlighedsforhold til en ung Kvinde af det bedste københavn46|ske Selskab havde han af samme Grund maattet skjule; og da den unge Pige tilsidst tog Livet af sig af Skam, havde han i Øjeblikkets Fortvivlelse nær gjort hende Følgeskab i Døden.

Og dette var ikke det første og blev ikke det sidste Menneskeoffer han med tungt Hjerte havde bragt for sin NVaabenlykke. Politik var en blodig NHaandtering. Det galdt en daglig Forsvarskamp baade mod Fjender og Venner – og de sidste var ofte de farligste. Den Misundelse, der havde Nfulgt ham paa Foden fra den første Gang han vandt Bifald paa en Talerstol; det hyænelumske Had, der hos flere af hans nærmeste Partifæller laa paa Lur for at styrte sig over ham ved den mindste Snublen; hans egen NSpøgelsefrygt for de uhaandgribelige Magter, der vilde kunne fælde ham før Sejren var vunden og det nye Rige grundfæstet;A Folkets Mistro og Folkets Fordomme eller nye Tiders Modstrømme – det gjorde ham altsammen til en nattevaagen Mand, der sov i Rustning.

Fra sin NAgestol saae han ud over den mørke Mose-Egn, hvor han som ung havde gaaet omkring i uskyldige Digterdrømme. I sine trætte Øjeblikke, naar han digtede sit Liv om, ønskede han undertiden, at han endnu sad ukendt paa et Loftskammer og løftede sig op over Livets uafhjælpelige Jammer ved at skrive Elskovsvers og lystige Satirer. – Men 47| der gik ingen Vej tilbage for ham længer! Han havde faaet Fanden paa sin Nakke og maatte bære ham, indtil han styrtede.

Det var en saadan modløs Stemning, der idag havde overvældet ham derude ved Faderens Grav. Og nu faldt den igen over ham paa Grund af denne uhyggelige Afsked med det gamle Hjem. Det var et Indtryk af Livet i dets ubarmhjertigste Grumhed. At dette gode Hjem, som Forældrene havde holdt sammen paa med livslang NSelvforsagelse, skulde opløses paa en saa hæslig Maade! ... For sidste Gang havde han staaet i de smaa Stuer, hvor de nu saa ufordragelige Søskende engang voksede op ved hinandens Side under Moderens milde Øjne som Planter i en NSolbænk. Han skulde ikke mere se den store Stolpeseng, hvori de alle var født, ikke Familjevuggen, hvis Gænger havde lydt gennem Huset i de mange Aar som Hjemmets rolige Hjerteslag, ikke NSlagbænken, hvor de efterhaanden allesammen havde sovet parvis under samme stribede NHvergarnsdyne med Armen om hinandens Hals som forenede for Evigheden.